Mørke spådomme "Much of what we loosely call the Western world will not survive the twenty-first century, and much of it will effectively disappear within our lifetimes, including many if not most European countries" Spåede den canadiske forfatter Mark Steyn i 2006 i bogen "America Alone: The End of the World As We Know It." Hans spådom byggede på dystre forudsigelser om demografiske skift især i Europa, som følge af en stærk vækst i den muslimske andel af befolkningen. Den britiske historiker Niall Ferguson ser også en hel stribe udfordringer for Vesten i bogen "Civilization: The West and the Rest," men hævder at den største trussel er, hvad vi kan kalde Vestens tab af troen på sig selv: "Today, as then, the biggest threat to Western civilization is posed not by other civilizations, but by our own pusillanimity – and by the historical ignorance that feeds it." Mørke spådomme for Vesten er ikke nye. I sin "Der Untergang des Abendlandes" spår Oswald Spengler lige efter første Verdens krig den vestlige civilisation nedgang. "I en moderne tolkning af Spengler lyder det således: "Once a Culture's aim is attained—its idea, its entire content of inner possibilities fulfilled and made actual—it suddenly hardens . It mortifies. Its blood congeals. Its creative forces breaks down. The fire in the soul dies. Life is fatigued. The society experiences more no more fullness but, insted poverty, coldness, emptiness, an intellectual chill, and void. Values built up and maintained within the Culture begin to fall away. A sweeping transvaluation, a rejection, a persistent nihilism remolds old forms, understands them otherwise, practices them in different ways. The society begets no more, but only reinterprets." (Brander, Staring into Chaos) Nu er der gået 100 år siden Spengler fremsatte spådommen om Vestens nedgang, og selv om en senere Verdenskrig og diverse kriser måske for en tid kunne have fået mange til at frygte at tiden var kommet, har vi generelt oplevet en fænomenal fremgang og ikke en nedgang for Vesten. Hvad så med de nye dystre spådomme? Kan vi finde tegn på at den vestlige verden ikke vil overleve det 21. århundrede, eller på at vestlig svaghed og modløshed er ved at blive en trussel mod Vestens egen eksistens? Hvad er Vesten forresten. En geografisk størrelse og i givet fald hvilken? Europa og USA plus Canada? Og hvad omfatter Europa? Er det Europa til Ural, til Bosperus og Middelhavet eller hvad? For at forstå hvad Vesten kan omfatte er nødvendigt at se Vesten ikke blot som en geografisk størrelse, men som en konstruktion der også defineres af generelle fælles træk. For Stuart Hall omfatter det samfund karakteriseret ved at være "developed, industrialized, urbanized, capitalist, secular, and modern." Vi mener dog at man også må tilføje kriterier som demokratiske og retsstatslige. Pludselig hører ikke blot Australien og New Zealand, men formentlig også lande som f.eks. Japan, Sydkorea og Singapore med til Vesten i videste forstand. I det følgende søger vi dog at operere med et Vesten, der hovedsagelig omfatter de demokratiske dele af Europa, Nordamerika, samt Australien og New Zealand, fordi analyser, forudsigelser og spådomme hovedsaglig vedrører disse områder. Vesten mod resten – på hvilke områder I forsøget på at analysere de mørke spådomme holder vi Vesten op mod de regioner og lande i Verden, der repræsenterer de største udfordringer for Vesten på nogle helt afgørende områder. Analyser må derfor omfatte følgende områder: Frihed, demokrati og retsstatslighed ("Rule of law") Økonomi (Her blot i form GDP mål) R&D og teknologisk udvikling Demografiske omvæltninger, bl.a. som følge af fertilitet og migration Hegemoniske forskydninger i magt og dominans Vesten mod resten – frihed, demokrati og retsstatslighed Hvad er billedet af Vesten, hvis vi sammenligner med resten på nogle af de områder, der er med til at karakterisere Vesten? Vi betragter her basale områder som frihed, demokrati og retsstatslighed (rule of law). Frihed Med det samme har vi et problem, for hvad skal vi forstå ved frihed (eller "freedom and liberty") og hvorfra kommer vores forståelse af frihed? Meget hurtigt når man frem til, at det ikke er muligt at finde en enkel og entydig definition af frihed. Her er blot et par forsøg. John Locke's i den korte udgave: [T]he Idea of Liberty, is the Idea of a Power in any Agent to do or forbear any Action, according to the determination or thought of the mind, whereby either of them is preferred to the other. Isaiah Berlin's to begreber om frihed: Den negative, der vedrører svaret på spørgsmålet: "What is the area within which the subject - a person or group of persons - is or should be left to do or be what he is able to do to, be, without interference by other persons?" Den positive, der vedører svar på spørgsmålet: "What, or who, is the source of control or interference that can determine someone to do, or be, this rather than that?" Både Locke's og Berlins forsøg på at bestemme frihed rummer aspekter de fleste i Vesten vil forbinde med frihed og fravær af tvang og ydrestyring. Men operationelle kan de næppe kaldes. I daglig tale opererer vi med løst med udtryk som politisk frihed, personlig frihed, ytrings- og foreningsfrihed, økonomisk frihed og religionsfrihed. Ved forsøgene på at måle og sammenligne graden af frihed i verden, er det mere operationelle udgaver af disse almene forestillinger man betjener sig af. I "The Human Freedom Index 2018" bygger man et samlet indeks ud fra simple mål og skøn på følgende områder: • Rule of Law • Security and Safety • Movement • Religion • Association, Assembly, and Civil Society • Expression and Information • Identity and Relationships • Size of Government • Legal System and Property Rights • Access to Sound Money • Freedom to Trade Internationally • Regulation of Credit, Labor, and Business Målinger af personlig - og økonomisk frihed i 162 lande kombineres i et mål for generel menneskelig frihed for hvert land. Det generelle indeks giver et billede af friheden i Verden (Human Freedom Index, (Cato Institute): Resultatet er ikke overraskende. Netop områder vi har defineret som vestlige udviser den største grad af frihed (her dog tillige med Mongoliet), mens den ikke-vestlige verden viser et billede af relativ ufrihed. Værst ser det ud i Afrika, dele af Mellemøsten og naturligvis aktuelt Venezuela. Længere oppe af skalaen finder vi Rusland, Indien og Kina. Når det det gælder personlig og økonomisk frihed ligger Vesten således på toppen i forhold til resten af Verden. Måske kan man indvende at vores forståelse af frihed er en vestlig forståelse, således at resultatet er givet. Men er det et problem? Ikke for Vesten i hvert fald, for det viser, at for de friheder som Vesten sætter højt klarer man sig også bedst. Frihed i den her nævnte forstand hører med til de afgørende forudsætninger for demokrati. Demokrati Heller ikke her findes en endegyldig og simpel definition. Ordet demokrati hidrører fra det græske "demos" i betydningen folket og "kratein" i betydningen at regere/styre/at besidde regeringsmagt. Demokrati betyder således folkestyre, hvor magten ligger hos et flertal af folket. Det bringer os ikke meget videre. I følge en definition fra "Stanford Encyclopedia of Philosophy" referer demokrati generelt til en metode for gruppe beslutningstagning, der er karakteriseret ved lighed mellem deltagerne i den kollektive beslutningstagning. Mere præcist rummer definitionen 4 punkter: First, democracy concerns collective decision making, by which I mean decisions that are made for groups and that are binding on all the members of the group. Second, this definition means to cover a lot of different kinds of groups that may be called democratic. So there can be democracy in families, voluntary organizations, economic firms, as well as states and transnational and global organizations. Third, the definition is not intended to carry any normative weight to it. It is quite compatible with this definition of democracy that it is not desirable to have democracy in some particular context. Fourth, the equality required by the definition of democracy may be more or less deep. It may be the mere formal equality of one-person one-vote in an election for representatives to an assembly where there is competition among candidates for the position. Or it may be more robust, including equality in the processes of deliberation and coalition building. Argumenter for fordelene ved demokrati kan man finde hos en John Stuart Mill. Demokrati anses her for at være den bedste mekanisme for beslutningstagning i en gruppe, fordi den generelt vil udgøre en mere sikker metode til at finde frem til de rette beslutninger, fordi man inddrager mange kilder til information, og kritiske vurderinger af politikker og love. Det forudsæter dog som vi tidligere peget på at man kan undgå "groupthink." Demokrati medvirker også til at mennesker selv står for noget, fordi den kollektive beslutningsproces i sig selv afhænger af deres aktive deltagelse. I demokratier forventes det enkelte menneske derfor at agere selvstændigt. Ligesom man kan hævde at demokrati får mennesker til at tænke mere grundigt og rationelt over beslutninger end andre styreformer, fordi det gør en forskel om de gør det eller ej. Et pudsigt argument fra Amartya Sen føres i felten til støtte for den påstand:"No substantial famine has ever occurred in any independent country with a democratic form of government and a relatively free press" (Sen 1999). Argumentet er her, at styreformen sikrer at man må tage hensyn til hele befolkningen. Jeg er dog bange for at påstanden snarere kan læses således: Hvis der har været hungersnød, har der ikke hersket demokrati og fri presse. Ved forsøget på at måle Vesten mod resten, når det gælder demokrati, er der brug for mere operationelle definitioner og mere håndfaste begrundelser for disse. "The Economist" baserer sit "Democary Index 2018" på fem kategorier: Electoral process and pluralism Civil liberties The functioning of government Political participation Political culture. Konkret baserer indekset sig på 60 indikatorer, med scoringer på en 0-10 skala. De enkelte delscores forenes i en samlet demokrati score for hvert enkelt land. Landene inddeles 4 kategorier efter den samlede demokrati score: Fuldt demokrati; Demokrati med mangler; Hybride regimer; Autoritære regimer. Baseret på denne firdeling giver indekset give et billede af, hvordan det står til med demokratiet i verden. (The Economist): Igen ser vi et billede, hvor Vesten er kendetegnet enten ved fuldt demokrati eller ved demokrati med mangler, men vi ser også demokrati med mangler i Sydamerika, Sydafrika, Indien, Indonesien og igen Mongoliet. Umiddelbart besynderligt er måske, at "The Economist" når frem til, at Indien med en score på 7,23 vurderes at være mere demokratisk end lande i Østeuropa som Polen (6,67) og Ungarn (6.63). Det antyder måske, hvor vanskeligt det er at definere en fællesnævner for demokrati, der kan give et retvisende billede for vidt forskellige lande. Demokrati med mangler dækker således over en række vidt forskelige mangler. "These countries also have free and fair elections and, even if there are problems (such as infringements on media freedom), basic civil liberties are respected. However,there are significant weaknesses in other aspects of democracy, including problems in governance, an underdeveloped political culture and low levels of political participation." (The Economist). Akkurat som i forbindelse med indekset for frihed ser vi, at Vesten stadig selvbevidst kan rose sig af i langt højere grad end konkurrenter som Kina og Rusland at score højt på de værdier, som man selv sætter højt. Helt galt ser det igen ud i det meste af Afrika, med undtagelselse af Sydafrika (endnu da) og Botswana. Retsstatslighed Allerede i Magna Carta fra 1215 finder vi en paragraf, der kan anses for essentiel for retsstatslighed: "No freemen shall be taken or imprisoned or disseised [frataget ejendom] or exiled or in any way destroyed, nor will we go upon him nor send upon him, except by the lawful judgment of his peers or by the law of the land." Her finder vi kravet om at ingen enkelt person i skikkelse af en suveræn (konge, diktator etc.) skal sætte loven. Mere konkrete forestillinger om retsstatslighed kræver mere, men som førhen er det vanskeligt at finde endegyldige definitioner. I "World Justice Project" opererer man med fire universelle principper for retsstatslighed: 1. Accountability The government as well as private actors are accountable under the law. 2. Just Laws The laws are clear, publicized, stable, and just; are applied evenly; and protect fundamental rights, including the security of persons and property and certain core human rights. 3. Open Government The processes by which the laws are enacted, administered, and enforced are accessible, fair, and efficient. 4. Accessible & Impartial Dispute Resolution Justice is delivered timely by competent, ethical, and independent representatives and neutrals who are accessible, have adequate resources, and reflect the makeup of the communities they serve. Med udgangspunkt i de fire principper opstilles en lang række indikatorer, der bruges ved forsøget på at opstille et samlet indeks for "rule of law" for de enkelte lande. "Rule of Law Index 2017-2018" gengiver et billede af hvordan det står til med retsstatsligheden i de enkelte lande. Stort set samme billede som førhen. Vesten scorer højt på "rule of law" mens specielt lande i Afrika, Mellemøsten og i dele af Sydamerika kun opnår en meget lav score. I den lave ende finder vi også Kina og Rusland. Som nummer 1, 2 og 3 finder vi i øvrigt Danmark, Norge og Finland. Forestillingen om retsstatslighed eller "rule of law" har ligesom forestillinger om frihed og demokrati sine rødder i Vesten og igen bliver Vesten bekræftet i sin selvopfattelse. (Undertegnede opgav efter en kort periodes medvirken at være med i det WJP panel, der skulle vurdere Danmarks placering, pga. betænkelighed over de valgte inidkatorer). Efterhånden fristes man til at spørge om de værdier man bygger på i forestillingerne om frihed, demokrati og reststatslighed er så universelle som man gerne gør dem til, eller om de i høj grad udgør specielle forestillinger, der hovedsagelig er gyldige i det Vesten hvor de er opstået? Vesten mod resten – økonomisk (GDP) Vesten klarer sig som vi har set godt når det gælder egne opfattelser af frihed, demokrati og retsstatslighed. Hvordan ser det så ud når det gælder økonomi og udvikling? GDP Her ser vi blot på relativt overskuelige sammenligninger af GDP per capita. Hos IMF (The International Monetary Fund) kan man finde sammenligninger baseret på løbende priser og ppp (purchasing power parity), der skal give mulighed for nogenlunde relevante sammenligninger, som f.eks. i det populære Big Mac indeks, også kaldet Burgernomics. Udsigterne for 2018 finder vi i følgende billede fra IMF: Og igen ser vi hvorledes Vesten er kendetegnet ved at have et højt per GDP per capita, men nu er også Rusland, Tyrkiet Saudi Arabien, Singapore og Sydkorea m.fl. med i gruppen karakteriseret ved et GDP per capita på mere end 25.000 USD. Kina ligger på lidt over 18.000 USD, Indien på 7.800 USD. Betragter vi større samlede regioner af Verden ligger Nordamerika og Vesteuropa på ca. 47-51.000 USD per capita. Afrika på 5.400 USD, Asien og det pacifiske område på lidt over 14.000 USD, og Sydamerika på knapt 16.000 USD. I bunden af skalaen finder vi lande som CAR (Den Centralafrikanske Republik) med lige over 700 USD. Der er en tydelig diskrepans mellem de tidligere indekser for frihed, demokrati og retsstatslighed og størrelsen af GDP per capita. Lande, der bestemt ikke ligger højt på de førnævnte indekser, ligger i flere tilfælde højt på målet for GDP per capita. Økonomisk udvikling forudsætter åbenbart ikke, at man også har en udstrakt grad af frihed, demokrati og "rule of law." I nogle tilfælde er der dog tale om en slags freak incidents, f.eks. for et Saudi Arabien og andre lande på den arabiske halvø, hvor hovedforklaringen på et højt GDP per capita er olie ressourcer, mens så simple forklaringer bestemt ikke gælder f.eks. for Singapore, eller Sydkorea. Billedet ændrer sig hvis vi stedet ser de enkelte landes samlede GDP i løbende priser og ppp (IMF DataMapper). Iøjnefaldende er de næsten lige store cirkler for USA og Kina. Forestiller vi os en sammenlægning af GDP for Europa ender vi med en slags tredeling af Verden. Med tyngdepunker i USA, i Europa (først og fremmest EU) og i et Kina, der er på omgangshøjde. Rusland spiller derimod ingen rolle. Afrika og Sydamerika naturligvis heller ikke USA ligger 20.513 mia. USD, Kina på 25.313 mia. USD, Europa på 28.031 mia. USD. Når det gælder GDP målt på denne måde antages Kina nu at være på højde med eller foran USA, men Europa plus USA ligger stadig langt over Kina. Billedet af det samlede GDP er dog ikke nær så klart i Vestens favør, som den økonomiske opgørelse af GDP per capita. Betyder det så, at Vesten ligefrem sakker agterud økonomisk og teknologisk? Vesten mod resten – R&D og teknologisk udvikling Det er ikke muligt at finde simple og entydige definitioner af udvikling. Udvikling kan omfatte mange aspekter. "World Bank" målinger af udvikling kan f.eks. omfatte dimensioner som fattigdom og ulighed, demografisk udvikling, fysiske omgivelser, økonomi (der naturligvis overlapper med den første dimension), stat og marked, samt globale forbindelser. Her nøjes vi med at se på forholdsvis simple mål. I den ene ende ser vi på mål for, hvad vi kan kalde den mest avancerede del af teknologisk udvikling, omfattende sammenligninger af R&D, samt konkrete områder som forskning i AI (kunstig intelligens) og antallet af patenter. I den anden ende ser vi på et simpelt mål, der antages at vise noget om basale forudsætninger for teknologisk udvikling, nemlig adgang til elektricitet. R&D Under overskriften "Red moon rising – How China could dominate science" stiller "The Economist" i januar 2019 spørgsmålet: Should the world worry? Hvis vi ser på den hast hvormed Kina bevæger sig må svaret være Ja! Et tydeligt billede af, hvor hastigt Kina bevæger sig får vi ved at sammenligne investeringer i R&D (Science and Engineering Indicators 2018, National Science Board): Bemærk her den ekstremt hastige vækst i investeringer i R&D for Kina's vedkommende. Yderligere grund til bekymring for Vesten i forhold til resten, her alene i skikkelse af Kina, giver en vurdering fra USA's "National Security Strategy," hvor det hævdes, at "Part of China’s military modernization and economic expansion is due to its access to the U.S. innovation economy, including America’s world-class universities." Hertil kommer Kinas investeringer i high tech industrier i USA og Europa , der også giver adgang nøgle teknologier. Det er imidlertid ikke blot med legitime midler Kina tilegner sig viden. "The White House Office of Trade and Manufacturing Policy also noted China’s prevalent use of cyber-enabled theft (as well as physical theft) in acquiring technologies and intellectual property in strategic sectors." AI Hvad er AI eller Artificial Intelligence? I "Oxford Living Dictionaries" defineres AI som: "The theory and development of computer systems able to perform tasks normally requiring human intelligence, such as visual perception, speech recognition, decision-making, and translation between languages." Gad vide om definitionen fanger hele potentialet i AI, for i dag går forskning i AI formentlig langt ud over de nævnte eksempler. I en rapport til kongressen i USA hævdes USA at have anført udviklingen i AI: "The United States has traditionally led the world in the development and application of AI-driven technologies. This is due in part to the government’s prior commitment to investing heavily in research and development (R&D) that has, in turn, helped support AI’s growth and development. In 2015, for example, the United States led the world in total gross domestic R&D expenditures, spending $497 billion." Rapporten advarer dog om at USA risikerer at falde bagud når det gælder satsningen på AI. Specielt Kina har satset voldsomt på AI med hastigt stigende investeringer. I dag er USA ved at blive overhalet, som det fremgår af en vurdering foretaget af "The National Science Foundation." Udviklingen i investeringer i AI i henholdsvis USA og Kina (Committee on Oversight and Government Reform, 2018). USA og Kina udgør de store spillere, når det gælder kunstig intelligens. Der er ganske vist planer om en øget satsning i EU: "Investeringsniveauerne inden for kunstig intelligens er lave og fragmenterede i EU sammenlignet med andre dele af verden såsom USA og Kina. I overensstemmelse med strategien for kunstig intelligens, der blev vedtaget i april, indeholder planen øget samordning af investeringerne, hvilket fører til styrkede synergier og forskning og innovation inden for kunstig intelligens til en værdi af mindst 20 mia. EUR fra i dag og frem til udgangen af 2020 og mere end 20 mia. EUR om året i det efterfølgende årti." (ec.europa.eu). På verdenskortet for udvikling i AI optræder Afrika og Mellemøsten slet ikke. Patenter En anden indikator for teknologisk udvikling og ikke mindst potentialet for udvikling i videste forstand er antallet af patentansøgninger. Et billede af fordelingen af "patent applications "på verdensbasis finder vi hos WIPO (World Intellectual Property Orginization): Der er valgt en noget uheldig farveskala, der kan give indtryk af, at det største antal ansøgninger findes i lande som f.eks. Mexico, Brasilien og Saudi-Arabien, I virkeligheden ligger de i den lavere ende. Hvis vi ser bort fra den uheldige farveskala kan vi i konstatere, at de højeste værdier findes i USA, Kina, Japan, Korea og dele af Europa,. Pga. skala inddelingen ser vi ikke, at Kina ligger langt foran alle andre, men WIPO konstaterer "Applicants from China filed around 1.26 million equivalent patent applications in 2016 – more than the combined total for applicants from the U.S. (520,877), Japan (453,640) and the Republic of Korea (233,625) ... However, it should be noted that around 96% of all applications from China are filed in China and only 4% filed abroad. In contrast, filings abroad constitute around 43% of total applications from Japan and the U.S. Helt galt ser det igen ud i Afrika. Adgang til elektricitet Til de helt basale forudsætninger for teknologisk og økonomisk udvikling regner vi adgangen til elektricitet. En opgørelse over adgang til elektricitet fra "The World Bank" 2016 viser følgende billede: Mens den andel af befolkningen der har adgang til elektricitet ligger over 70 procent for størstedelen af Verden, ser vi et billede af centrale dele af Afrika, der hinker langt bagefter. Vesten mod resten – demografisk Her gælder det den demografiske udvikling i Vesten mod resten. I første omgang kan vi sammenholde størrelsen af befolkningen i Vesten, som vi lidt forenklet kan betegne som den "hvide" verden, med befolkningskoncentrationer i resten af verden. Befolkningsstørrelser. Her med skønnede tal fra "Worldometer" 2019: Asiens befolkning udgør i dette skøn langt mere halvdelen af jordens befolkning. De største befolkninger findes i Kina med 1,4 mia. med en årlig vækst på 0,35 procent og Indien med knapt 1,4 mennesker og årlig tilvækst på 1,08 procent samt i flere andre folkerige asiatiske lande. Befolkningen i Afrika på 1,3 mio. Bemærk især den i øjeblikket kolossale årlige vækst på 2,49 procent. Helt anderledes ser det ud for Vesten. Europa og Nordamerika skønnes tilsammen at rumme ca. 1,1 mia. mennesker. Hvor Nordamerika har en forholdsvis stor årlig tilvækst på 0,73 procent er tilvæksten minimal i Europa. En projektion fra "Worldmapper" afbilder landenes størrelse på et verdenskort ud fra projektioner af befolkningens størrelse i 2050: På det tidspunkt vil Vestens befolkning kun udgøre en meget lille andel af Verdens befolkning. Indien overhaler Kina og Afrikas befolkning kommer til at udgøre en meget stor andel af Verdens befolkning. I blogindlægget "Ominous signs of Western decline" har vi på basis af lidt andre skøn beregnet, hvor stor en andel af verdens befolkning hver af verdensregionerne kommer til at udgøre i 2050 fremskrivningen. Verden vil blive domineret af Asien og Afrika. Asiens befolkning vil udgøre mere end halvdelen af jordens befolkning, Afrikas befolkning op mod en fjerdedel, mens Europa kun vil rumme ca. en fjortendedel og Nordamerika under en tyvendedel. Det er således evident, at Vestens befolkning og dermed den "hvide" verden i fremtiden kun vil udgøre en forsvindende lille andel af verdens befolkning. Et meget lille Vesten altså mod et hastigt voksende resten. Vesten er demografisk også klemt på anden vis af tiltagende aldring. Tal fra "Statista" viser, at Europa har 17 procent ældre over 65, Afrika kun 4 procent, og Asien ca. 8 procent. Selv et voksende Nordamerika skønnes at have 15 procent ældre. Vi ser således et aldrende Vesten med en stadig mindre andel af Verdens befolkning mod et forholdsvis ungt Asien og et endnu yngre Afrika med en enorm befolkning. Migration "Gallup World Poll surveys find people's desire to migrate permanently to another country actually increased between 2015 and 2017. Gallup's surveys throughout this period found 15% of the world's adults -- or more than 750 million people -- saying they would like to move to another country if they had the opportunity. " I sub-Sahara Afrika gælder det 33 Procent af befolkningen, i Latinamerika 27 procent og i Mellemøsten og Nordafrika 24 procent. For at få en idé om det fremtidige migrationspotentiale fra Afrika forsøger vi at konkretisere nogle af de negative faktorer, der må antages at have betydning for dannelsen af dette potentiale. I hovedsagen er der tale om et migrationspotentiale rettet mod Vesten. Befolkningstilvækst Vi har allerede set hvilken kolossal befolkningstilvækst vi kan forvente op mod 2050, en tilvækst, der i sig er større end hele befolkningen i EU. Alt andet lige bevirker det et voldsomt stigende migrations potentiale i Afrika, rettet mod Vesten. Økonomiske faktorer Kast et blik tilbage på vore sammenligninger af GDP per capita, og sammenhold det med billedet med befolkningstilvæksten, og man kan forvente at dårlige økonomiske udsigter forstærker migrationspresset mod Vesten. Kriser og krige Tilsyneladende uafbrudte konflikter i Afrika og Mellemøsten bidrager også til migrationspresset mod Vesten Klimaforandringer Klimaforandringer kan udløse nye bølger af migration mod Europa. Mindre regn til de tørre områder og voksende befolkninger er opskriften på potentielle sultkatastrofer. Vi kan således forudse et meget stærkt migrationspres. Ikke nødvendigvis til Vesten i første omgang, for det er næppe de allerdårligst stillede, der kan flygte eller migrere til Vesten. Det kræver ressourcer, som de mest svækkede og fattigste ikke besidder. De kan måske flygte til nærområder i nabolandene og finde ophold i enorme lejre, der igen kræver forsyninger udefra. De sidste dage af en" hvid" Verden? Vi kan forsøge at se hvilke demografiske ændringer vi kan forvente ved forskellige antagelser om indvandringens størrelse, illustreret ved den hastigt skiftende etniske sammensætning i et land som UK. "If current trends continue, the so-called majority-ethnic group in the UK - white British - will become a minority before 2070" lød et skøn fra Oxford University's Migration Observatory. Prognosen for den dramatiske ændring af den etniske sammensætning forudsætter, at man ikke gør noget for at mindske indvandring af andre etniske grupper og at fertilitetsraten forbliver høj blandt de ikke-vestlige indvandrere, der i øjeblikket udgør en etnisk minoritet i UK. Samtidig med at fertilitetsraten forbliver på et lavt niveau for det nuværende hvide britiske flertal. Hvad de forskellige forudsætninger betyder for den fremtidige udvikling af den hvide britiske befolkning i UK fremgår af figuren herunder (spi.ox.ac.uk eller eller http://onlinelibrary.wiley.com). Standard scenarie betyder ingen ændring i immigrationen. Balanced migration forudsætter balance mellem ind- og udvandring. Natural change forudsætter stop for immigration. Ethnic mobility defineres som "inter-generational
ethnic mobility into the ‘White British’ group, which slows its numerical decline albeit by gradually altering its ancestry," dvs. ved at flere defineres som hvide. Da man næppe kan forvente, at indvandringen af andre etniske grupper bremses helt, er det på baggrund af disse prognoser realistisk at regne med, at det hvide flertal i UK i løbet af den sidste fjerdel af dette århundrede kommer i mindretal. Professor David Coleman fra observatoriet påpeger dog, at det samme kan ske for flere lande i Europa: "On current trends European populations will become more ethnically diverse, with the possibility that today's majority ethnic groups will no longer comprise a numerical majority in some countries." Her skal man så huske, at dette drastiske skifte kan ske langt tidligere, hvis vi alene betragter de yngre dele af befolkningerne og at skiftet allerede nu er sket eller på nippet til at ske i byer og bydele i Europa. Når det gælder prognoserne skal dog huske, at de mange prognoser reelt er temmelig usikre. Af flere grunde. For det første fordi de forskellige etniske grupper med tiden bliver sværere og sværere at adskille. Over tid vil vi i stedet se en vækst i de grupper, der har en mixed oprindelse. "This heterogeneous category is becoming the fastest growing group in many countries where it can be estimated. In England and Wales in 2001, 672,000 people identified themselves with various ‘mixed’ categories. By 2011, this number had grown to 1,224,000, an increase of 82%, and an annual increase of 6%." For andet fordi migration udgør en faktor, der kan variere meget. Foreløbig er der dog meget lidt der tyder på, at UK og EU har viljen til at regulere (læs mindske) immigrationen, så man får bedre mulighed for at styre udviklingen i befolkningens fremtidige sammensætning. Endelig er der det selvskabte politisk korrektheds problem (en hovedet-i-sandet-indstilling), at man flere steder ikke vil registrere befolkningens etniske sammensætning, hvilket jo unægtelig vanskeliggør prognoser. På trods af usikkerheden i prognoserne er der næppe tvivl om, at der i dette århundrede vil ske voldsomme demografiske omvæltninger, ikke blot i UK, men i store dele af Europa og USA. Måske oplever vi derfor i dette århundrede, med en overskrift fra "The Guardian" "The last days of a white world." Tør politikere overhovedet at erkende dette eller skyder de problemet fra sig som et spørgsmål man i den politiske korrektheds navn slet ikke må stille? Et citat viser at det er en holdning, der påvirker selve forsøget på at skabe viden om problemet: "One demographer, who didn't want to be named for fear of being called racist, said: 'It's a matter of pure arithmetic that, if nothing else happens, non-Europeans will become a majority and whites a minority in the UK. That would probably be the first time an indigenous population has voluntarily become a minority in its historic homeland.'" (Guardian). Hvis vi vælge at handle, skal der gøres noget meget snart for at stoppe indvandring fra ikke-vestlige lande eller i det mindste reducere den til en brøkdel af hvad den har været. Uanset om det gælder flygtninge eller migranter. Ellers risikerer vi i Vesten en særdeles usikker fremtid, der kan blive præget af voksende etniske konflikter. Konflikter, der kan resultere i ulmende eller åbne borgerkrige, som i det tidligere Jugoslavien eller i Nordirland. "History is not sanguine about the capacity of ethnic groups or religions to forget their differences. The ethnic transformation implicit in current trends would be a major, unlooked-for, and irreversible change in British society, unprecedented for at least a millennium. It would, perhaps, be the biggest ever unintended consequence of government activity. In a democracy it would be appropriate, at the very least, for the matter now to enter public debate." Vesten mod resten – hegemonisk Det ene hjørne i magttrekanten udgøres af et stadigt fuldstændigt dominerende USA, det andet hjørne i trekanten af et hastigt mere magtfuldt Kina og det tredje hjørne naturligvis af et svækket, men slagkraftigt Rusland. Europa i skikkelse af EU tæller slet ikke i denne sammenhæng. Hvis vi så på økonomisk formåen ville EU naturligvis erstatte Rusland i trekanten, men ikke når det gælder evnen til at projicere militærmagt. Hvor såvel den US-amerikanske befolkning, blå og røde politikere i kongressen og medierne hidtil har haft hovedfokus på Rusland som den vigtigste fare for USA, har Trump tilsyneladende ret konsekvent set de største problemer i relation til Kina. "From North Korea to the South China Sea, trade issues to cyber-security, there is no shortage of thorny challenges in the U.S.-China relationship that may require the new U.S. administration to get tough." (Foreign Policy). Kinas voksende magt og den selvbevidsthed der ledsager den, viser sig på mange måder. Helt åbenlyst ser vi det i ekspansionen i Det Sydkinesiske Hav, hvor andre landes krav og internationale kendelser ignoreres. Indirekte i de tilfælde, hvor stater udsættes for sanktioner, hvis de foretager handlinger, der strider mod Kinas officielle interesse, ved f.eks. at støtte Tibet, have kontakt med Taiwan etc. Vi ser det i Road and Belt initiativet, i gevaldige investeringer i Afrika. I investeringer i AI og aktuelle aktiviteter i rummet. Vi ser det også i Kinas øgede militære tilstedeværelse i andre dele af verden. For nogen tid siden med en militærbase i Djibouti og flådeøvelser med Rusland i Stillehavet. Ildevarslende lød også præsident Xi Jinpings tale i januar 2019 om Taiwans historisk bestemte genforening med Kina, 40 år efter at Kina havde givet afkald på at bruge magt over for Taiwan. Han sagde bl.a. "Taiwan independence goes against the trend of history and will lead to a dead end," og udelukkede ikke brugen af magt "We make no promise to renounce the use of force and reserve the option of taking all necessary means." I den årlige rapport til Kongressen om US-Kina relationerne for 2018 er man fuldstændig opmærksom på Kinas stræben efter magt og bestræbelser på at indtage førstepladsen i Verden. "The year 2018 saw Beijing declare its intent to expand China’s political, economic, and military presence within its region and on the global stage. At the CCP’s 19th National Congress in late 2017, President Xi announced that China had begun a new era of confidence and capability as it moved closer to the “world’s center stage.” In this new era, President Xi declared China would increase its efforts to change the international order, build a “world-class” military, and act as a political and economic model for others to emulate. In June 2018, he expanded on this foreign policy guidance and repeatedly called for China to lead the construction of a “community of common human destiny”—what could be the CCP’s ideological formulation for a revised global order." Hvor man således i USA (med en vis støtte fra lande som Australien og New Zealand) ser den helt store udfordring i Kinas mere og mere åbent erklærede magtambitioner, synes Europa at have lullet sig ind i en slags forestilling om Kina som blot en vigtig handelspartner, der repræsenterer store muligheder for eksport. Hist og her dog iblandet advarsler om stigende kinesisk indflydelse bl.a. i kraft af investeringer i Europa og deraf følgende teknologi transfers. Når det gælder magt kan vi således reducere spørgsmålet om Vesten mod resten til i hovedsagen at være spørgsmål om USA versus Kina, en tokant, ikke en trekant. Faren for at falde i Thukydids fælde "The defining question about global order for this generation is whether China and the United States can escape Thucydides’s Trap. The Greek historian’s metaphor reminds us of the attendant dangers when a rising power rivals a ruling power—as Athens challenged Sparta in ancient Greece, or as Germany did Britain a century ago." Thukydids fælde henviser til den oldgræske historikers og strateg. Hans forklaring på at krigen var uundgåelig udgør Thukydids fælde: "What made war inevitable was the growth of Athenian power and the fear which this caused in Sparta." (Thuc 1.23.). Kinas magtpolitiske og militære stræben og faren for en "Thucydides trap" situation gør Kina til den absolut vigtigste udfordring på sigt for Vesten. Det er i således ikke Rusland, der er hovedudfordringen. Derfor forekommer en vestlig fokus på Rusland som hovedfjenden mildest talt bizar. Man risikerer at ignorere elefanten i rummet, Kina, og risikerer med den perverse fokus på Rusland, at drive det i armene på et umådeligt stærkt Kina, i stedet for selv at skabe et stærkt partnerskab med Rusland, der kan være med til at mindske den kinesiske trussel. Vesten mod resten – dystre udsigter I indledningen så vi mørke spådomme for Vesten og selv om vi ikke lige så skråsikkert og endimensionalt kan bekræfte disse mørke spådomme, må vi konstatere at vores analyse af Vesten mod resten på en række vigtige områder viser dystre udsigter for Vesten. Vi kan se tegnene på et afgørende magtskifte fra Vest mod Øst, fra US hegemoni til kinesisk hegemoni, hvor hegemoni betegner "førende staters position og dominans over svagere stater." Vindere og tabere Hvis vi benytter de her viste indikatorer til at skønne over det fremtidige udviklingspotentiale, er det evident at fremtiden vil indebære en tiltagende konkurrence mellem Vesten og den del af resten, der hovedsagelig udgøres af Kina. USA og Kina konkurrerer om førerpladsen, mens Europa er ved at være hægtet af. Vi får en kraftig antydning af, at Vesten i vores forstand er ved at sakke agterud i forhold til Kina. Forestillinger om, at frihed, demokrati og retsstatslighed er vigtige som forudsætning for den teknologisk og økonomisk udvikling, synes ikke længere at holde. Hvis vi ser på udviklingen i den kinesiske økonomi og den hast hvormed den stort set er kommet på omgangshøjde med USA og Europa, er det formentlig uundgåeligt at Kina ganske snart vil have passeret USA som økonomisk stormagt. Hvad værre er, vore analyser af satsningen R&D, på kunstig intelligens og mængden af patenter antyder, at Kina på de områder, der i fremtiden skal drive den økonomiske udvikling, er ved at have passeret Vesten i skikkelse af USA plus Europa. Mens USA i diverse rapporter har tolket skriften på væggen, agerer Europa i skikkelse af EU med en alt for svag indsats, forblændet af egne hidtidige successer. Vedvarende tabere findes især i Afrika, der tilsyneladende ikke er i stand til at skabe selv de mest basale forudsætninger for økonomisk og teknologisk udvikling. I nogen grad gælder det samme for Mellemøsten, måske bortset fra Iran, hvor billedet naturligvis forstyrres af præstestyre og sanktioner. Heller i Amerika syd for grænsen til USA ser det for godt ud. Magtforskydninger Vi ser et mere og mere selvbevidst Kina markere sine ambitioner om at blive den førende magt i Verden. I USA og i langt mindre grad i Europa finder vi stemmer der ser Kinas ambitioner og stadigt voksende magt som en direkte trussel mod den førerrolle Vesten har haft. Endnu synes Vesten dog at ignorere den stilfærdige kinesiske elefant i rummet. Man lader sig aflede af et storskrydende og provokerende Rusland og ser derfor ikke at hovedudfordringen ligger et andet sted. Militært er Kina endnu ikke på omgangshøjde med USA, men har for længst lagt et defaitistisk og militært svagt Europa bag sig. Et Europa, der således er fuldstændig afhængig af USA for at opretholde en ganske vigtig militær magtbalance. Med rette kan USA mere eller mindre direkte beskylde Europa for svække Vesten og dens forsvarsalliance NATO. Potentiale for mennesketsunamier Fremtidige trusler for Vesten findes i de forventede kolossale demografiske skift og i potentialet for en tsunami af migranter og flygtninge, først og fremmest fra et hastigt voksende Afrika, hvis økonomiske udvikling slet ikke kan følge med befolkningsvæksten. Andre migrant- og flygtningestrømme kan komme fra dele af Latinamerika, der kan støde ind i lignende problemer som Afrika, Endelig er der muligheden for flygtningestrømme fra stridigheder i Mellemøsten og såmænd også længere væk i Asien. Vestens reaktion på potentialet for sådanne tsunamier forekommer fuldkommen utilstrækkelig, man kan ikke engang finde ud af at stoppe eksisterende strømme. EU taler f.eks. hele tiden om at bekæmpe "root causes" i Afrika, men tøver helt åbenbart med at kræve at Afrika samtidig gør noget for at mindske befolkningstilvæksten. Hjælpen fra Vesten bidrager formentlig i første omgang kun til at forværre problemet med befolkningstilvæksten. USA står med tilsvarende problemer i relation til Latinamerika og også her skorter det på løsninger. Mod Trumps indædte planer om murbyggeri står en falanks af naive meningsmagere, der ligesom i Europa vil åbne grænserne for økonomiske migranter og flygtninge. Erosionen af den "hvide" verdens værdier Potentielt kan den "hvide" verden i en ikke alt for fjern fremtid være ved at afskaffe sig selv, i den forstand at den kommer til at udgøre et mindretal i nogle vestlige lande, hvorved de værdier der har karakteriseret Vesten også eroderer. Et Vesten beruset af sin egen succes har haft en tro på frihed, demokrati og "rule of law" som universelle værdier. Det er da også værdier, der har inspireret oppositionen i de dele af verden, hvor de ikke var gældende. Problemet er blot at forsøg på at realisere dem i ikke-vestlige lande ofte har haft svært ved at give dem gyldighed. Ikke mindst Kina har vist en anden vej til økonomisk succes og øget velstand, så basale vestlige værdier som frihed, demokrati og "rule of law" ses måske ikke længere som forudsætning for økonomisk vækst og teknologisk udvikling. I tiltagende grad ser vi også, hvorledes internationale organisationer og multilateralisme bliver præget af interesser holdninger og værdier, der ikke er forenelige med vestlige interesser, holdninger og værdier. I et foredrag for "The German Marshall Fund," der i hvert fald i visse kredse vakte stor opsigt, beskæftiger Secretary of State Mike Pompeo sig med netop dette aspekt. Efter krigen støttede USA nye institutioner, hvis formål var at bidrage til at opretholde fred og sikkerhed internationalt. "So we underwrote new institutions to rebuild Europe and Japan, to stabilize currencies, and to facilitate trade. We all co-founded NATO to guarantee security for ourselves and our allies. We entered into treaties to codify Western values of freedom and human rights." Efter afslutningen af den kolde krig "we allowed this liberal order to begin to corrode ... Multilateralism has too often become viewed as an end unto itself." Underforstået, multilateralisme har ført til, at der i stigende grad er tale om medlemskaber af multilaterale organisationer, hvor vestlige interesser og værdier kommer mindretal. Vi ser det eksempelvis i UN's Human Rights Council, hvor vestlige værdier næppe kan siges at dominere med aktuelle medlemskaber som bl.a. Kina, Bangladesh, Burkina Faso, Den demokratiske Republik Congo etc. Næppe lande, der uden videre vil fremme vestlige opfattelser af menneskers rettigheder. Svækkelsen af Vesten På basis af vores erkendt relativt enkle analyse må vi konkludere, at Vesten er under stærkt pres af resten på mange måder. Måske ser vi nu begyndelsen til en "Untergang des Abendlandes," i den forstand at Vesten i tiltagende grad svækkes . Ikke blot af voldsomme eksterne skift, men også af en stigende grad af intern svaghed og splittelse. Det gælder uenigheden i Vesten mellem USA og Europa, det gælder svækkelsen af Europa med Brexit, men også interne brud , som splittelsen i USA mellem demokrater og republikanere, politisk opbrud i Europa med nye protestbevægelser og -partier. Senest eksempliceret med de gule vestes protest i Frankrig mod Macron og hans politik. (Se tidligere blog indlæg). Disruptivt forsvar for Vesten En kættersk tanke i dagens politiske klima i Vesten. Repræsenterer den forkætrede "vildmand" Trump og hans politisk disruptive tiltag måske et sidste desperat forsvar fra Vesten. Et forsøg på at bremse eller helt forhindre et afgørende magtskifte i Verden fra Vest til Øst, til Kina for nu at stille det helt firkantet op. I så fald forsøger Trump på sin egen sære måde at sikre Vestens indflydelse i Verden mod resten i skikkelse af Kina. Med en fortsættelse af den kætterske tanke kan man måske på samme måde se Trumps stædigt erratiske indsats for muren og mod migration, uden han nødvendigvis selv er klar over det, som en næsten lige så desperat indsats for bevarelse af den "hvide" verden i Vesten. Modsat hvad der i øvrigt gælder i Vesten, hvor man, dvs. i hovedsagen en pludrende klasse af rigtige meninger, tilsyneladende med underlig selvforagt relativerer vestlige værdier og foragter den historiske indsats og kamp, der har skabt se selvsamme værdier. Eller som Roger Scruton formulerer det: "Instead of subjecting our inheritance to a critical evaluation, seeking what is good in it and trying to understand and endorse the ties that binds us to it, a great many of those appointed as cultural stewards – professors of humanities, curators, producers, critics, cultural advisers and commissars – chose rather to turn their backs on it" Revitalisering af Vesten? Her kan vi gentage en opfordring fra et tidligere blog indlæg. For at undgå et "Untergang des Westens" scenarie, må der findes et vestligt drive, en viljen til at ville, en vilje til magt, en skabende kraft og en overbevisning om det gyldige og det overlegne i egne forestillinger og værdier. For historikeren Niall Ferguson er den vestlige civilisation grundlagt på seks "killer apps:" "competition, science, property rights, medicine, the consumer society and the work ethic." I dag er disse "killer apps" tilsyneladende ikke nok til at redde vestlig civilisation fra sekulær stagnation eller nedgang. Andre kulturers "apps" er i færd med at underminere dem. Pudsigt at se hvorledes Edward Gibbon så på 1800-tallets Europa: "It is the duty of a patriot to prefer and promote the exclusive interest and glory of his native country: but a philosopher may be permitted to enlarge his views, and to consider Europe as one great republic, whose various inhabitants have attained almost the same level of politeness and cultivation ... our general state of happiness, the system of arts, and laws, and manners, which so advantageously distinguish, above the rest of mankind, the Europeans and their colonies. The savage nations of the globe are the common enemies of civilized society; and we may inquire, with anxious curiosity, whether Europe is still threatened with a repetition of those calamities which formerly oppressed the arms and institutions of Rome. (Gibbon). Sært nok er det måske lidt af denne gejst og selvbevidsthed der er brug for, ikke mindst i dagens Europa. Naturligvis ikke i den version, der kunne findes i Imperie-tidens Storbritannien: "The Empire existed not for the benefit — economic or strategic or otherwise — of Britain itself, but in order that primitive peoples, incapable of self-government, could, with British guidance, eventually become civilized (and Christianized). The truth of this doctrine was accepted naively by some, and hypocritically by others." Tanken er blot at have et tilsvarende drive og en tro på de værdier, der kendetegner kultur og styreformer i vestlige demokratier. I stedet for at forfalde til en slags defaitisme og værdirelativisme, der lammer evnen til at beslutte sig og til at handle. For at være rigtig kættersk: Hvad vi måske har brug for er ikke en pendant til Trumps "Ameria First," i skikkelse af "Europe First!", men et stærkt markeret og fælles "The West First!" Comments are closed.
|
Author
Verner C. Petersen Archives
May 2024
|