Trump's "shitholes" outburst causing media and political outrage
 Ved et møde i "Oval Office " d. 11. januar diskuterede man et fælles republikansk og demokratisk forslag til fremtidig løsning af problemet med såkaldte "Dreamers,"* der henviser til " undocumented immigrants who were brought to the United States as children." Den foreløbige DACA ordning (Deferred Action for Childhood Arrivals), der have været gældende under Obama, blev jo erklæret ffor afsluttet af Jeff Sessions.
Som en del af det nye forslag ville et visa lotteri, der havde været til fordel for mennesker fra Afrika og andre steder, ophøre. Senator Durbin fra demokraterne argumenterede ved mødet for at der skulle findes en alternativ mulighed for at mennesker fra lande ramt af naturkatastrofer, som f.eks. Haiti, kunne komme til USA.
 I følge Washington Post's gengivelse fra mødet skulle det have fået Trump til at spørge, hvorfor USA skulle have et ønske om at tillade flere migranter fra Haiti og Afrika at komme til USA. Trump: "Why are we having all these people from shithole countries come here?” Han foreslog at man i stedet skulle modtage flere fra lande som Norge. (At det lige blev Norge, der blev nævnt, skyldes formentlig mødet med Erna Solberg i samme uge).
Washington Post's gengivelse af hvad der blev sagt ved mødet gav øjeblikkelig anledning til en storm af fordømmelser fra alle sider.
Fra en talsmand fra UN 's højkommissær for menneskerettigheder lød det: "There is no other word one can use but racist... You cannot dismiss entire countries and continents as ‘shitholes’, whose entire populations, who are not white, are therefore not welcome." (Guardian)
Botswanas regering gav udtryk for det samme: "We view the utterances by the current American President as highly irresponsible, reprehensible and racist."
Den Afrikanske Union var oprørt, fra talsmanden lød det: "Given the historical reality of how many Africans arrived in the United States as slaves, this statement flies in the face of all accepted behaviour and practice."
Emmanuel Macron give udtryk for at "det ikke er et ord man kan bruge ... vi må respektere alle lande." For Macron var Trump imidlertid ikke en klassisk politiker og derfor skulle man ikke overspille situationen.
"Trump is a racist. Period" hed det in en kommentar i New York Times fulgt af argumentet, at racisme simpelthen er troen på, at race er en iboende og bestemmende faktor for en persons eller et folks karakter og evner og derfor definerer nogle som underlegne og andre som overlegne.
CNN hævder i en kommentar at "Trump's message could not be clearer: Why are we taking in immigrants from places primarily populated by black and brown people when we should be taking in more white immigrants?"
Som svar på et hastigt henkastet spørgsmål fra en journalist replicerede Trump: "No, no, I’m not a racist. I am the least racist person you have ever interviewed, that I can tell you." Ikke at det overbevidste mange.
I medierne herskede en nærmest frenetisk ophidselse. "The last three days have been consumed by this debate: Did President Donald Trump refer to several foreign countries as "shitholes" or not? (CNN). For mens senator Durbin insisterede på at Trump havde brugt termen "shithole countries," havde andre deltagere ved mødet travlt med at (op)finde andre erindringer. Sådan var ordene ikke faldet. Republikanske senatorer "do not recall the president saying those comments specifically." Det blev også påstået, at Trump havde sagt "shithouse" og ikke "shithole."
"Shithouse" eller "shithole" er det ikke irrelevant? I alle tilfælde er der tale om et udtryk, der i følge Oxford Dictionaries er vulgær slang, der henviser til "An extremely dirty, shabby, or otherwise unpleasant place."
Trump selv tweetede at han ikke havde sagt noget nedsættende om Haiti: "The language used by me at the DACA meeting was tough, but this was not the language used. What was really tough was the outlandish proposal made - a big setback for DACA!."
 
Questioning the motive behind the commotion
Er der ikke også noget besynderligt ved hele opstandelsen? Er det f.eks. ikke betænkeligt, at man finder det rigtigt at gengive sådanne udtryk fra et møde med præsidenten? Måtte man ikke stedet forvente, at der ved sådanne møder med en vis ophidset uenighed om et kontroversielt forslag, kan falde ord og kommentarer, der ikke skal tages med ud fra mødet? Uanset hvad man så ellers kan mene om præsidenten.
Hvad er mon hensigten med at gøre det alligevel? Formentlig at skabe nye vanskeligheder for præsidenten og bidrage til fortsat at undergrave ham. Selvhøjtideligt forklarer Washington Post om overvejelserne bag gengivelsen af udtrykket "shithole," at man oftest vil undgå obskøne vendinger for at skåne læserne "But not when that language comes from the president of the United States."
På den anden side forekommer det selvfølgelig lidt ynkeligt, at politikere, der har været med ved det pågældende møde, forsøger at (op) finde andre erindringer om, hvad Trump skulle have sagt eller ikke sagt.
 
But was Trump right?
Hvad med det eventuelle sandheds indhold af hvad Trump hævdes at have sagt? Burde det ikke være vigtigt at se lidt på de faktiske forhold og på årsagen til, at mennesker fra de udskældte områder har et stærkt ønske om at migrere til USA – og Europa med for den sags skyld? Det er imidlertid ikke hvad medierne interesserede sig for, så lad os i stedet forsøge.
 Først skal vi høre udsnit af en underholdende kommentar fra Mc Chaz. Mc Chaz er en nigerianer, der kom til USA i 2007, hvor han arbejder for en farmaceutisk virksomhed og samtidig optræder som entertainer.
Her direkte fra hans YouTube video: "Nigeria is indeed a shithole, it is what it is... A country where workers wages have not been payed in months is a shithole country. A country where its security system cannot protect lives, yet actually take lives is a shithole country...." Mc Chaz fortsætter at remse op, hvad der er galt i Nigeria og hvorfor det derfor er et shithole country."
Han slutter med en arrig opfordring til den store nigerianske diaspora: "If you are hot, forget facebook, forget Instagram ... what are we doing to fix our fucking shithole country, If you are not doing anything do not be upset. "
Måske antyder det, at ophidselsen over Trumps sprogbrug kan være malplaceret, at udtrykket ganske vist er groft nedsættende, men samtidigt henviser til at visse steder i verden har så elendige forhold for mange mennesker, at karakteristikken ikke er helt ved siden af.
I den mere seriøse ende kan vi søge at finde belæg for Mc Chaz kommentarer ved at se på vigtige markører for nogle af de lande præsidenten direkte og indirekte måtte have henvist til og sammenligne dem med markører fra lande med en mere positiv udvikling
 
Economic development
Her først en sammenligning af udviklingen i GDP per capita for henholdsvis Haiti El Salvador og Costa Rica (World Bank):

Det er vel evident at man har haft svært ved skabe økonomisk udvikling i Haiti, sammenlignet med El Salvador og Costa Rica. Hvad er forklaringen?  Naturkatastrofer alene? Næppe. Skal man derfor søge forklaringen i forhold i Haiti, der jo historisk har haft en ganske lang uafhængighedsperiode?
 
Dernæst kan vi se nogle ganske vist ekstreme sammenligninger for lande i Afrika med stater som Israel og Singapore.

Hvor de fire lande i 60 'erne ikke lå så langt fra hinanden , tager den økonomiske udvikling fart i Singapore og Israel, mens den økonomiske udvikling i GDP per capita i Nigeria og Botswana er meget beskeden. Igen, hvad er forklaringen på at man med nogenlunde sammenlignelige udgangsniveauer har haft en så markant forskellig vækst i GDP per capita?  Man kan næppe hævde at  hverken Israel eller Singapore  har haft ideelle udgangspunkter.

Corruption
Igen ser vi først på Haiti sammenlignet med El Salvador og Costa Rica. I følge en opgørelse fra  "Transparency International" fra 2016 er Haiti nr. 159 af i alt 176 lande med en ikke-korruptionsscorepå 20, mens El Salvador er nr. 95 med en score på 36 af 100 mulige. Costa Rica er på plads 41 med en score på 58.
I næste sammenligning  kan vi se,  at Nigeria er nr. 156 med en score på 28. Botswana klarer sig langt bedre som nr. 35 med en score på 35.
Israel er nr. 28 med en score på 60 og Singapore er nr. 7 med en score på 84. Nr. 1 er i øvrigt Danmark med en score på 90.
 
Crime
Her tyr vi til en noget mere usikker database fra Numbeo, der bygger brugerinformationer.
For Haiti anslås det generelle kriminalitetsniveau til 67,68 byggende på meget sparsomme data. For El Salvador lyder skønnet på 69,72 og for Costa Rica på 53,89.
For Nigeria er skønnet på 63,12. For Botswana 56,25.
Israel har en score på 36,90. Bemærkelsesværdig er det tillige, at scoren for "Worries being subject to a physical attack because of your skin colour, ethnic origin or religion," kun er på 31,7. Den generelle score for Singapore er exceptionelt lav med 16,23.
 
Health
Her blot et simpel sammenfatning med sammenligningen af udviklingen i børnedødelighed i pågældende lande (World Bank).

Billedet er nogenlunde som overfor. Forholdsvis høj børnedødelighed i Nigeria, Botswana og Haiti. Man kan ganske vist observere et kraftigt fald i dødeligheden fra 60'erne, men stadig ligger landene langt over Israels og Singapores meget lave tal.
 
Looking away from the real "shithole" problem
I stedet for en voldsom optagethed af hvad Trump eventuelt måtte have brugt af nedsættende udtryk om Haiti, El Salvador og Afrika, burde man måske være meget mere optaget af, hvad der er årsag til at disse lande og områder klarer sig så dårligt på en række områder.
Trumps grove karakteristik burde således  give frenetiske medier, letargiske politikere og såkaldt velgørende organisationer et stød, så man også over for omverdenen erkender, at der er ufatteligt alvorlige problemer i dele af Afrika, Mellemamerika og Caribien.
Problemer, der ikke blot kan løses med en alt for lemfældig immigrationspolitik. Det giver ganske vist mennesker mulighed for at undslippe fattigdom, vilkårlighed, korruption, kriminalitet og dårlige sundhedsforhold ved at migrere til i Trumps tilfælde USA i vores eget tilfælde til Europa.
Men det turde være selvklart, at fortsat stærk migration og et i fremtiden meget  større migrationspotentiale, ikke er løsningen på de pågældende landes problemer. Ligesom en fortsat influks af migranter fra disse lande til USA og Europa bestemt ikke er uden problemer. Vi kan blot henvise til tidligere blog indlæg, der peger på en række af problemer med indvandringen fra bl.a. Afrika.
 Vores simple forsøg på at sammenholde udvikling i de problematiske lande med udviklingen i lande, der har klaret sig langt bedre, burde naturligvis give anledning til at se mere grundigt på, hvad der kan være årsag til de markante forskelle over tid.
Mange vil vel pege på standardforklaringen for Afrikas vedkommende: Den koloniale fortid.
Problemerne i Afrika er derfor vores skyld, ikke landenes egen. "Wer schließlich habe Millionen Afrikaner als Sklaven nach Amerika verschleppt? Wer habe kolonisiert, gemordet, unterdrückt und ausgebeutet? Wer bediene sich bis schamlos heute an den Bodenschätzen, billigen Arbeitskräften, und wer fische die Küstengewässer Westafrikas leer?" (Die Zeit)
En forklaring afrikanske ledere naturligvis kan bruge at bortlede opmærksomheden fra egne fejl: "African leaders have become adept at externalizing blame, holding others responsible for Africa’s failings." (Cato Institute),
At årsagen til problemerne i disse lande med nærmest altforklarende og undskyldende henvisninger til Vestens koloniale fortid i disse lande, er imidlertid alt for simpelt. Ja mere end det. Er det ikke mindst lige så "racistisk" som Trumps kommentar? Er det ikke ekstremt bedrevidende og nedsættende at se lande i Afrika som værende ude af stand til at klare sig selv?
Hvad er så mulige forklaringer? Skal de søges i Afrika selv? Når det gælder BNP per capita kan man jo ikke ligefrem sige, at Singapore og Israel har haft indlysende bedre udgangspunkter. Derfor kunne man kættersk spørge: Er det så interne faktorer i Afrika og f.eks. Haiti ( som jo formentlig pga. sin fortid må anses for at være det mest "afrikanske " land i Caribien) , der er årsag til vedvarende problemer?
Men at rejse spørgsmålet om forklaringen ikke skal søges internt i de pågældende "shithole" lande er vel endnu mere utilbørligt end at bruge udtrykket "shithole" om dem. Det vil vel næsten være som at hævde, at de er iboende underlegne i forhold til lande som Israel og Singapore.
Hvorfor har den ganske omfattende hjælp til Afrika ikke givet anledning til mere udvikling? Når man i EU har diskuteret løsninger på migrationen fra Afrika har et hyppigt omkvæd været " tackling the root causes of migration" Med løse forestillinger om disse "root causes " designer man det ene hjælpeprogram efter det andet. Et af de seneste eksempler er "European Fund for Sustainable Development," der med milliarder af euro skal tackle nogle af de formodede " root causes."
Kan det ligefrem tænkes at hjælpen og indsatsen med eksperter udefra har haft en modsat virkning, at det ligefrem har hindret eget initiativ og nødvendige politiske og økonomiske omvæltninger?
At hjælpen og indsatsen i en vis forstand har udgjort en slags benevolent neokolonialisme, hvor man gør afrikanske lande og deres indbyggere til en slags ynkelige ofre, der ikke selv kan redde sig ud af elendigheden. Hvad har det f.eks. betydet at man har støttet korrupte regimer eller at man har bidraget til at sænke børnedødeligheden uden at man tilsvarende har givet bidrag, der kunne medvirke til at mindske fertilitetsraten?
Hvorfor er det ikke sådanne spørgsmål de kritiske medier er optaget af ? Er det fordi medierne og de "chattering classes" er mere optaget af at finde kritiske vinkler på alle dem, der ikke er enige med dem, her naturligvis først og fremmest Trump og de vælgere, der har bragt ham til magten.
Til slut kan vi erindre om Mc Chaz's opfordring til dem, der er udvandret fra Nigeria: "If you are hot, forget facebook, forget Instagram .. what are we doing to fix our fucking shithole country , If you are not doing anything do not be upset. "
 
* Dreamers er et udtryk, der hidrører fra et de første forsøg på at finde en løsning på problemet med udokumenterede børn, der er kommet til USA: "Development, Relief, and Education for Alien Minors (DREAM) Act" introduceret i 2001.

Apropos: A more independent and organised Africa...
(1/30/2018)

"We have helped perpetuate the narrative that Africa is a burden. This way of thinking has been around for decades." En fortælling der skal gøres op med, hvis det står til Præsident Paul Kagame fra Ruanda. I søndags blev han valgt til formand for "The African Union."
Kagames tale ved unionens møde i Addis Abeba i weekenden er yderst relevant i relation til diskussionen i ovenstående blog.
For Kagame er det nemlig tvingende nødvendigt at gøre op med gamle forestillinger om kontinentet som en byrde.
Her blot nogle citater (newtimes.co.rw):
 
"We are running out of time but we must act now to save Africa from permanent deprivation."
 
“Africa’s defining challenge is to create a pathway to prosperity for our
people, especially young people. Elsewhere this has been achieved through industrialisation. But the growth trajectory that transformed Asia is no longer a viable option for Africa. We waited too long to act,”
 
For Kagame er det nødvendigt at komme i gang med at realisere nogle af planer, der allerede eksisterer i unionen. Hvor man bl.a. kan finde forestillingen om Den Afrikanske Union som en pendant til EU. Det gælder "creation of a single continental market, infrastructure integration and adoption of technology within economies"
 
Kagame kan henvise til at man næsten er klar til at implementere "Continental Free Trade Area." Realisering af dette "will send a tremendous signal in Africa and beyond that it is no longer business as usual,”
 
At ændre fortællingen om Afrika vil imidlertid tage tid, men det må ikke tage årtier. " Self-reliance of the continent would not be achieved instantly as dependence had been entrenched over decades."
 
En af forudsætningerne for at det kan lykkes er gennemgribende reformer. I rapport om forslag til reformer af " The African Union" udarbejdet af Paul Kagame i 2017 hedder det (AU Reforms):
 
"... the unfortunate truth is that Africa today is ill-prepared to adequately respond to current events, because the African Union still has to be made fit for purpose.
The cost of inaction will be borne by our citizens, and measured in shortened lives and frustrated ambitions.
Without an African Union that delivers, the continent cannot progress, and we face the likelihood of yet another decade of lost opportunity."
At undlade at gennemføre de nødvendige reformer "means giving up on ourselves and our people, tolerating our conditions as inevitable, and accepting Africa’s subordinate place in the community of nations as natural."

A growing feeling of concern
I en artikel i "Die Welt" fortæller en TV reporter hvorledes hun pludselig bemærker en ophobning af taxi bon'er, selvom hun egentlig er overbevidst tilhænger af at bruge kollektiv transport. Nu sker det ofte at hun lader sig bringe hjem med taxi og spørger derfor sig selv: Var det pga. bekvemmelighed eller var det måske alligevel en diffus fornemmelse, når hun var ude om aftenen. "Als Frau schaut man stets, wer hinter einem läuft, vor allem in der Dunkelheit.".eernemmelse nlligevel det  den når
En diffus fornemmelse af stigende usikkerhed er hun ikke alene om. I en rundspørge foretaget af "Infratest Dimap" i januar 2017, angiver 34 procent af de adspurgte kvinder, at de føler sig mindre sikre end for to år siden.
Med rundspørgen undersøgte man også om der generelt i befolkningen var sket ændringer i den personlige beskyttelses- og undgåelsesadfærd i de sidste to år (Infratest-Dimap).
Blandt spørgsmålene indgik følgende:
"For at beskytte sig mod kriminalitet i hverdagen griber mennesker ofte til bestemte forholdsregler. Fortæl venligst hvilke af følgende forholdsregler de griber til, eller undlader, og ligeledes om de gør det hyppigere end for to år siden, mindre hyppigt, eller der ingen forandring er?"
Herunder ses hvilke forholdsregler, der blev spurgt om og hvordan svarene fordelte sig.

Rundspørgen viser eksempelvis, at 65 procent undlader at bære på større pengebeløb og 19 procent svarer, at det at det er forholdsregel de griber til hyppigere end for to år siden.
22 procent undlader at benytte offentlige trafik om aftenen og 44 procent siger at det er en adfærd, der blevet hyppigere end for to år siden.
Bemærkelsesværdig er også at 11 procent nu bærer på en peberspray eller et våben for at kunne forsvare sig og for to tredjedeles vedkommende sker det hyppigere end for 2 år siden.
Det er naturligvis bemærkelsesværdigt, at det netop er i disse to år Tyskland har oplevet den voldsomme tilstrømning af flygtninge og migranter. På spørgsmålet om hvilke persongrupper de adspurgte frygter, er det hyppigste svar da også flygtninge.
Fornemmelsen af usikkerhed skyldes åbenbart en generel frygt for kriminalitet begået af de mange flygtninge. Men fornemmelsen af øget usikkerhed er  formentlig blevet bestyrket af de store overskrifter, der blev udløst af islamistisk terror og af overgrebene i Köln Nytårsnat 2015/16
I hvert fald kan man registrere en stigende fornemmelse af personlig usikkerhed i Tyskland. Angsten, eller skal vi kalde det ængsteligheden, har som det kan ses mærkbare konsekvenser for manges daglige adfærd, men har ængsteligheden en reel baggrund?
Spørgsmålet er nemlig om der reelt tale om en større risiko for at blive udsat for kriminalitet end for to år siden.
For finde svar på dette er vi nødt til at se på tallene for udviklingen i kriminalitet sammenholdt med tal for de sidste års indvandring til Tyskland
 
A rising crime rate making waves
I en publikation fra Bundeskriminalamt (BKA), "Kriminalität im Kontext von Zuwanderung," forsøger man at sammenholde tallene for den voldsomme stigning i tilstrømningen af flygtninge og migranter, med statistikker for udviklingen i kriminaliteten på en række områder.
Her gælder der dog det forbehold, at der kun er tale om opklarede sager. Tallene fra kriminalitets-statistikken må derfor i sagens natur være minimumstal
Til eksempel. Efter overgrebene i Køln Nytårsnat 2015/16 forelå der over 1200 anmeldelser, mere end 500 af disse vedrørte seksuelle overgreb. I marts 2017 er status, at blot 35 er anklaget og 24 af disse er blevet dømt. Det har nemlig vist sig uhyre vanskeligt at følge op på de mange anmeldelser.
Ved forsøget på at opgøre kriminalitet begået af flygtninge og migranter har man også problemet med at opgøre, hvem der skal medregnes til disse grupper. Her har man i statistikken medregnet personer med opholdsstatus som asylansøger, tålt ophold, kvoteflygtning/borgerkrigsflygtning og personer, der opholder sig ulovligt i Tyskland. Også her er der således tale om en art minimums opgørelse, der tilsyneladende ikke medregner personer, der har fået asyl, ligesom man i den foreliggende opgørelse ikke har set på personer, der har opholdt sig længe i Tyskland eller set kriminalitet begået af anden og tredje generation med udenlandske rødder.
Endelig har man set bort fra de lovovertrædelser, der betegnes som "ausländerrectliche Verstösse" hvortil formentlig hører indrejse uden papirer, illegal indrejse etc.
Med alle disse forbehold in mente, når man alligevel frem til en procentvis voldsom stigning i den kriminalitet, der tilskrives flygtninge og migranter.  
Søjlediagrammet herunder viser den generelle udvikling i opklarede straffesager fra 2012 til og med 2016.

Det samlede tal for kriminalitet har holdt sig forholdsvis uændret på lidt over 3 millioner, mens tallet for opklaret kriminalitet begået af indvandrere, så sandelig godt kan hævdes at udgøre en voksende bølge. Fra 115.011 sager i 2014 til 293.467 i 2016, dvs. en stigning på 155 procent.
Her skal man naturligvis huske, at kriminaliteten begået af indvandrere også i 2016 kun udgør 9,2 procent af den samlede kriminalitet.
Fordelingen på typen af kriminalitet (delikter) fremgår af følgende diagram (BKA).

Her markerer flygtninge og indvandrere sig især ved at have begået kriminalitet på områder som tyveri (Diebstahl), hvor deres andel udgør 14,3 procent, mord og manddrab (Straftaten gegen das Leben) med en andel på 13 procent og seksuelle overgreb (Straftaten gegen die sexuelle Selbstbestimmung) med en andel på 9,1 procent. Bemærk her igen, at det drejer sig om opklarede sager, hvorfor de mange anmeldelser fra Nytårsnat 2015/2016 her kun ville indgå med det lille antal opklarede sager. Der kan derfor være tale om en voldsom undervurdering af den reelle kriminalitet.
For flygtninge og migranter er der tale om følgende stigninger i perioden 2014-
2016

 (zhaw.ch)Man kan således helt objektivt konstatere, at der har været en særdeles kraftig stigning i kriminaliteten begået af flygtninge og migranter, når det gælder disse former for kriminalitet, samt at der er tale om minimums angivelser af de grunde vi set på.
Skyldes denne stigning så at flygtninge og migranter generelt er mere kriminelle end den fastboende dele af befolkningen, eller skyldes de voldsomme procentvise stigninger blot den store tilstrømning, især i perioden fra efterår 2015, efter at Merkel med et " Wir schaffen das" åbnede grænsen på vid gab?
 
Explaining (away) the over-representation?
"Fra starten af 2015 til slutningen af 2016 kom rundt regnet 1,16 millioner mennesker som flygtninge (schutzsuchende) til Tyskland, – omtrent fem gange så mange som i 2014" hedder det i BKA's publikation. Andre kilder angiver, at der i slutningen af 2016 befandt sig i alt ca. 1,6 millioner flygtninge i Tyskland. Alene af den grund måtte man forvente en kraftig stigning i kriminaliteten, uden at man af denne stigning kan udlede, at flygtninge er mere tilbøjelige til at udøve kriminalitet end de fastboende.
De absolutte tal for stigningen i kriminalitet begået af flygtninge og migranter må derfor sættes i relation til den voldsomme vækst i antallet af flygtninge og migranter. Detaljerede opgørelser for hele Tyskland har jeg ikke kunnet finde, men sammenholder man tallet på 293.467 for kriminalitet begået af flygtninge med de i alt ca. 1,6 millioner flygtninge ved slutningen 2016, antyder det en voldsom overrepræsentation af kriminalitet blandt flygtninge. I hvert fald hvis man lidt forenklet sammenholder tallet for den samlede opklarede kriminalitet, 3.175324, med en tysk befolkning på ca. 82 millioner.
Uden mere nøjagtige definitioner og dertil hørende talangivelser er det ikke muligt at være mere præcis. Man får dog fornemmelse af, at der ikke er alt for stor interesse i at have mere præcise opgørelser.
En helt frisk ekspertredegørelse fra januar 2018 af forholdene i forbundslandet Niedersachsen kan måske give en mere detaljeret forklaring på stigningen i voldskriminalitet begået af flygtninge og migranter.
I redegørelsen har man som udgangspunkt set på udviklingen i antallet af  opklarede sager med voldskriminalitet, fordelt på tyske mistænkte, på flygtninge og på andre ikke-tyske mistænkte.
Tabellen herunder viser udviklingen fra 2012 til og med 2016 (zhaw.ch).

Note: TV står Tatverdächtige (mistænkte),
 
Mens voldskriminaliteten begået af tyskere er gået ganske lidt tilbage, falder det naturligvis i øjnene, at voldskriminalitet begået af flygtninge er steget med 241,7 procent i tidsrummet 2014 - 2016.
I samme periode er antallet flygtninge i Niedersachsen steget fra 75.345 til 163.468 personer, dvs. en stigning på 117 procent.
Overfor en stigning i voldskriminaliteten på 241,7 procent står således en vækst i antallet af flygtninge på 117 procent. Det er således evident at stigningen i voldskriminaliteten ikke kan forklares med væksten i antallet af flygtninge alene.
Kan vi således slutte, at flygtninge generelt er mere voldelige?
Nej, mener forskerne bag redegørelsen, idet de hævder at overrepræsentationen må forklares af andre forhold. Til disse hører:
 
Alders- og kønsfordeling fordeling af flygtninge
Accept af voldslegitimerende mandighedsnomer
Større tilbøjelighed til at anmelde vold begået af fremmede (flygtninge)
Manglende udsigt til opholdstilladelse i Tyskland
Dårlige individuelle og sociale rammebetingelser for livet som asylsøgende i Tyskland
 
Størstedelen af flygtningen befinder sig i aldersgruppen 14-30 årige og i denne gruppe er mændene i stort overtal.
Netop for denne gruppen af 14 til 30 årige flygtninge har forskerne fundet en ekstrem overrepræsentation, når det gælder voldskriminalitet. I 2014 udgjorde denne aldersgruppe således 9,3 procent af befolkningen, men den stod for 51,9 procent af voldskriminaliteten. Når det gælder røverier stod den for 61,8 procent.
Det ser således ud til at flygtninge, hvad angår disse former for kriminalitet er stærkt overrepræsenterede.
 
Når det gælder det andet punkt hævder forskerne, at flygtningene i overvejende grad kommer fra lande, der er præget af maskulin dominans. Det udleder man bl.a. af flygtninges egne udsagn som f.eks.: "Manden er familiens overhoved og må om nødvendigt benytte vold for at sætte sig igennem"; "En mand der ikke er klar til at forsvare sig med vold mod fornærmelser, er en svækling."
Man hævder derfor at flygtninge af hankøn har inderliggjort voldslegitimerende mandenormer, der har vist sig at befordre voldskriminalitet.
 
Med et tredje punkt peger man på at opklaring og dermed registrering af kriminalitet afhænger af tilbøjeligheden til at anmelde volden.
Forskernes påstand lyder, at man vil være mindre tilbøjelig til anmelde vold begået af personer man kender, dels fordi man kender dem og dels fordi man måske finder andre måder at løse voldskonflikten på end ved at anmelde volden til politiet.
På bagrund af en spørgerunde med en beskrivelse af fiktive voldsscenarier, hævder man at tilbøjeligheden til at anmelde sager, der involverer bekendte kun er 12,7 procent, mens den for totalt fremmede stiger til 29,5 procent. Tallene synes dog mærkværdigt lave i begge tilfælde, hvorfor man næppe kan fæste lid til de fiktive scenarier. I givet fald antyder det jo, at der ville være et kolossalt mørketal for denne type kriminalitet.
Derimod lyder det sandsynligt, når man hævder at tilbøjeligheden til at anmelde vold begået blandt flygtninge med samme etniske baggrund er ganske ringe (10,2 procent). Forklaringen er at man her bevidst bestræber sig på at holde politiet udenfor: "dass sich innerhalb einer Migrantengruppe eine informelle Gruppennorm entwickelt, wonach man die deutsche Polizei aus internen Konflikten möglichst heraushalten sollte."
Med sådanne tvivlsomme udlægninger søger man at (bort)forklare den voldsomme overrepræsentation af voldskriminalitet begået flygtninge. Når der er større risiko for at vold begået af flygtninge mod ikke-flygtninge vil blive anmeldt, vil man følgelig registrere mere kriminalitet begået af flygtninge.
Mod denne forklaring taler det tvivlsomme datagrundlag, og ligeledes det faktum at en stor del af volden begås mellem flygtninge, der jo netop ikke er så tilbøjelige til at anmelde vold.
Tilsyneladende er der også eksempler på, at politiet i et vist omfang ikke forfølger mindre sager, der involverer flygtninge. “In Kiel werden Flüchtlinge ohne Ausweispapiere oder behördliche Registrierung bei einfachen Delikten wie Ladendiebstahl oder Sachbeschädigung nicht strafrechtlich verfolgt." (kn-online.de)
 
Det fjerde punkt vedrører udsigterne til at få ophold i Tyskland. Påstanden er her, at flygtninge, der regner med at have gode udsigter til at få asyl i Tyskland, næppe vil bringe deres ansøgning i fare ved at begå kriminalitet
Hvorimod flygtninge (der så egentlig må betegnes som migranter) fra lande, hvor man ikke kan forvente at få asyl, i følge forskerne bag redegørelsen kan forventes at reagere frustreret og aggressivt. Underforstået vil være mere tilbøjelige til at udøve kriminalitet og til forsøge at opholde sig illegalt i Tyskland.
"Wer .., wie etwa die Asylbewerber aus Nordafrika (Algerien, Tunesien, Marokko), sehr bald nach der Ankunft in Deutschland erfährt, dass er hier unerwünscht ist und wieder in seine Heimat zurückkehren muss, erscheint in Gefahr, seine Enttäuschung und Frustration aggressiv auszuagieren."
Flygtninge fra Nordafrika udgør kun 0,9 procent af de 2016 registrerede flygtninge i Niedersachsen, men står for 17,1 procent af voldskriminaliteten begået flygtninge, dvs. en overrepræsentation på 19 gange.
Yderligere belæg for denne forklaring kan findes i Bundeskriminalamts opgørelse fra 2016, hvor man har sammenlignet andelen af kriminalitet begået flygtninge og migranter fra forskellige lande med deres andel af det samlede antal flygtninge (BKA).:

Det femte punkt henviser til, at forskerne, på basis af en workshop med medarbejder fra flygtningecentre, mener at opholdsbetingelserne i disse centre medvirker til at forklare voldskriminaliteten blandt flygtninge.
Blandt påstandene finder vi følgende: "Eine fehlende Tagesstruktur führt oft zu Langeweile, Frustration und Aggression." Hertil kommer yderligere liste af forhold, der hævdes at medvirke til øget kriminalitet. Blandt disse er mangel på sociale kontakter, negative erfaringer med skolegang, hvor flygtninge opfattes som forstyrrende elementer, manglende terapi i forbindelse med traumatiske oplevelser, samt en fornemmelse af negativ diskrimination i kontakten med myndigheder etc.
 
Certainly cause for alarm
Alle disse forsøg på at forklare og til dels bortforklare årsager til at flygtninge begår kriminalitet, ændrer ikke ved det faktum, at der stadig er tale om en massiv overrepræsentationen.
Derfor er således alt mulig grund til at være alarmeret og det er ganske forståeligt at mange mennesker kan føle en stigende grad af ængstelse, der påvirker deres adfærd det daglige, således som det fremgik af den  rundspørge, der blev citeret i indledningen.
Som vi har påpget i et tidligere blog indlæg kan vi imidlertid ikke nøjes med at kigge på flygtninges og migranters overrepræsentation i kriminalitetsstatistikken, hvis vi vil forstå det fulde omfang af de problemer, der kan forbindes med tilstrømningen af flygtninge fra ikke-vestlige lande, hvoraf ca. 76 procent i følge Statista udgøres af muslimer.
 
Hvilken effekt og betydning har f.eks.:
 
Islamistisk terror
Fortsat overrepræsentation i anden og tredje generation hos bestemte grupper af indvandrere
Sharia domstole
Klaner og storfamilier
Grænseoverskridende kriminelle kontakter til det land man stammer fra
Synet på hvad kriminalitet er
Synet på loven, offentlige myndigheder, især naturligvis politiet
Synet på domstole og den straf man risikerer
 
Når man ser på mulige forklaringer på, hvorfor man forbinder flygtninge og her især flygtninge med islamistisk baggrund med kriminalitet , er det også vigtigt at henvise til de spektakulære terrorangreb, der i sagens natur fylder meget i medierne.
Politikere, der selv lever med døgnet-rundt-beskyttelse hævder ganske vist, at vi ikke skal lade os påvirke af terror, men det kan næppe undgås, når vi ser hvorledes det har ført til betonklodser på gaderne, ekstreme politi indsatser, f.eks.. nytårsaften i byer som Køln, og stadig mere overvågning og kontrol, som  f.eks. ved enhver flyrejse.
Rent statistisk må man dog konstatere, at der faktisk synes at være tale om færre terrorangreb i dag i Europa, end vi har oplevet i tidligere perioder.
Hvorfor er vi så mere angste for terror. Formentlig fordi den nu udgør en potentiel fare overalt, hvor vi færdes, også i vore egne daglige omgivelser. Den er ikke lokaliseret og afgrænset f.eks. til Nordirland og UK, eller til Baskerlandet og Spanien. Den retter sig heller ikke mod bestemte grupper, men er i høj grad vendt mod os alle.
Under overskriften "Høj kriminalitet blandt ikke-vestlige efterkommere" påviser Danmarks Statistik, at der fortsat er tale om en stærk overrepræsentation i kriminalitetsstatistikken: "Mandlige ikke-vestlige efterkommere havde i 2014 et straffelovsindeks på 252. Det svarer til, at deres kriminalitetsniveau er 152 pct. højere end hele den mandlige befolkning. De tilsvarende indeks for ikke-vestlige indvandrere er 114, og for mænd med dansk oprindelse er det 98."
I den nye publikation "Indvandrere i Danmark 2017" hedder det ligeledes:
"Fx er 5,7 pct. af de 20-24 - årige mandlige efterkommere fra ikke -vestlige lande blevet fundet skyldige i en eller flere overtrædelser af straffeloven i 2016. For efterkommere fra vestlige lande er den tilsvarende andel på 2,0 pct. og for mænd med dansk oprindelse på 1,5 pct. Både blandt mænd med vestlig og med ikke -vestlig oprindelse er der generelt en større andel af efterkommerne end af indvandrerne, der er blevet fundet skyldig i kriminalitet, uanset arten af kriminaliteten."
Her griber mange af de (bort)forklaringer som tyske forskere angiver som årsager til højere kriminalitet næppe. I hvert fald kan der ikke være tale om at det skyldes dårlige udsigter til asyl, alders- og kønsfordeling eller institutionelle forhold. Forklaringen må søges i andre forhold. Måske påvirker problematiske dele af kulturbaggrunden flere generationer , ja forstærkes måske ligefrem i mødet med  en vestlig kultur, der kan forekomme "kvindagtig."
Vi har tidligere henvist til undersøgelser, der viser at visse typer af uoverensstemmelse og hvad vi ville anse for kriminalitet, håndteres internt i muslimske miljøer. Således at visse lovovertrædelser her slet ikke kommer til myndighedernes kendskab og ikke optræder i nogen statistik. Netop nu behandles ved tyske domstole en sag om selvbestaltede medlemmer af et såkaldt sharia-politi.
I sig selv udgør den interne håndhævelse jo et brud med retsstatslige principper. Desværre er der  i dag eksempler på, at sharia regler er blevet accepteret i visse lande, bl.a. i tilfælde med skilsmisser. En dansk generaladvokat ved EU-Domstolen har dog for nylig argumenteret mod gyldigheden af sådanne  hensyn i  EU.
Klaner og storfamiliers uoverensstemmelser kan resultere i voldsomme udladninger af kriminalitet, som er svære for myndighederne at håndtere eller bare trænge igennem. Det kan betyde pression på ikke blot myndigheder, men også på eventuelle vidner, men risiko for at ingen vil sige noget og man derfor må opgive at rejse tiltale.
Grænseoverskridende kriminalitet må formodes at have bedre muligheder, når man har stærke forbindelser tilbage til klaner eller storfamilier i hjemlande, hvor høj kriminalitet måske er endemisk.
 Af og til dukker tilfælde af, hvad der misvisende betegnes som "æresdrab," op i medierne og man må gå ud fra, at de kun repræsenterer den alleryderste synlige top af isbjerget, når det f.eks. gælder vold internt i familierne. Spørgsmålet er, om ikke der hersker et helt andet syn på, hvad man betragter som kriminalitet blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Et syn, der bidrager til aktiviteter, som vi vil betragte som kriminelle.
Respekten for loven og myndighederne synes i mange tilfælde at ligge på et meget lille sted. Rainer Wendt fra en af det tyske politis fagligforeninger mener ligefrem, "Sie verachten unser Land und lachen über unsere Justiz.“ Politiet i Tyskland melder om ringe respekt for politiet (gælder naturligvis især for kvindelige betjente) blandt ikke-vestlige indvandrere og hævder, som man også gør i andre lande, at der findes områder, der må betragtes som "No go areas." Hvormed man i almindelighed mener, at skal politiet derind, ja så kræver det en ekstra indsats af mandskab og forberedelser. Alle andre holder sig bedre væk.
En kvindelig dommer fra Berlin insisterede nogle år siden på, at man skulle behandle unge lovovertrædere fra det specielle kriminelle miljøer i Berlin med langt mere konsekvens. Lidt a la Californiens herostratiske berømte "Three strikes and you're out." Dvs. med man skulle være mere konsekvent, når man straffede og det skulle ske tidligere. Formentlig ud fra den tanke, at unge kriminelle ikke skulle vænne sig til, at de altid fik tiltalefrafald af den ene eller anden grund. For derved kunne man risikere, at de ville glide ind i mere og mere alvorlig kriminalitet. Måske kan man oven i købet påstå, at en straf, der vil har en vis afskrækkende effekt blandt de indfødte, vil føles latterlig og ligegyldig for indvandrere med erfaring fra afstraffelse i andre kulturer. Betyder det så, at man skulle straffe forskelligt alt efter oprindelsesland og kulturel baggrund?