At sætte sig selv i scene...
"Ai Weiwei shuts down Danish show in protest at asylum-seeker law" (The Guardian). Dermed har han gjort det igen, bragt sig selv i alverdens medier.
Den kinesiske kunster Ai Weiwei kendt for et utal af usandsynligt ligegyldige installationer, som "Forever bicycles" og små miniaturer af sit kinesiske fængselsophold,. Installationer, der dog af det rette klientel betragtes med stor andagt,
"The way I can protest is that I can withdraw my works from that country. It is very simple, very symbolic – I cannot co-exist, I cannot stand in front of these people, and see these policies. It is a personal act, very simple; an artist trying not just to watch events but to act, and I made this decision spontaneously.”(The Guardian),
Hmm. Er det ikke temmeligt usmageligt promovere sig selv på flygtninges lidelser? For det kan da næppe være for at gøre opmærksom på flygtningenes farefulde færd, at Ai Weiwei melder sig i medierne. Den bliver vi jo mindet om hver eneste dag.
Ai Weiwei, der befandt sig på Lesbos for at udforske den europæiske flygtninge krise (læs, se på muligheder for et monument for flygtninge — og for sig selv?), beretter vredt:
“They come to this land with very little help; they just want basic human dignity, no bombs, no fear. They sacrifice everything to come to a land where nobody understands them and they call them potential criminals. It makes me very angry. (The Guardian),
Forinden havde han dog meddelt beslutningen om at lukke sit "show"  i København og Aros i Århus på Instagram og Facebook til sine followers
Man kan sige, at Ai Weiwei dermed fik bragt Danmark i medierne igen. Først var der sagen med Lego, der ikke ville sælge legoklodser til en installation, og nu er det så asyllovgivningen.
Lukningerne blev fulgt af besynderlige kommentarer, f.eks. fra Aros direktøren: "Alt det, vi arbejder for, er det, som Ai Weiwei også arbejder for. Og han af alle burde netop forstå, at man ikke kan give et folk ansvaret for, hvad magten gør." (JP 28. jan. 2016). Hvad mener manden dog? At vi har en slags diktatur i i Danmark, hvor folket ikke har indflydelse, eller hvad?
Hvis man ser på Ai Weiwei's tidligere aktiviteter kan man imidlertid få det indtryk, at det allermest drejer sig om at promovere sig selv. Da Lego ikke ville sælge massevis af legoklodser til en installation i Melbourne, kunne Ai Weiwei demonstrere sin foragt for Lego på sine Instagram sider med et foto af legoklodser smidt i et toilet.
Efter at have modtaget donationer med af bunker af legoklodser fra hele verden, kunne han præsentere "Letgo Room" med Warhol style legoklodsportrætter af mennesker, der kæmper for frihed og menneskerettigheder, som f.eks. Julian Assange.(Blouinart.info).
Medierne kan om åbningen af udstillingen berette: "Several of those included in the work attended Thursday night’s launch party, where Ai mingled with champagne-swilling crowds, posing for selfies in the NGV galleries, gardens and gift shop and taking his own pictures, swiftly posted to his Instagram feed which has 180,000 followers." (The Guardian).
 
Mediers højlydte glammen
Hvorfor overhovedet beskæftige sig med Ai Weiwei i en blog om flygtningekrisen?
Fordi det efterhånden ser ud til, at seriøse indlæg og meninger om krisen drukner i en ufattelig støj af overfladiske kommentarer og pseudomoralske statements, der mest er beregnet til egen udvortes brug. Dvs. til at skaffe sig selv plads i en stadig større kakofoni af budskaber.
Det forekommer problematisk at popstars, skuespillere og andre med et stort behov for selvpromovering, er ved at stjæle hele billedet og bliver pop orakler Skal det virkelig være dem, der via Twitter og Instagram messages med efterfølgende medierummel, skal opflamme meninger om verdens problemer? Det er jo formentlig ikke, fordi de er de bedst informerede om de komplicerede temaer.
Hvad har de så? Umiddelbare følelser? Eller måske har de bare opdaget, hvilken effekt deres affekt kan have i medierne.
Vi oplever en gensidig opildnen og hidsen hinanden op mellem mediestars, medierne selv og de sociale netværk om perifere, bizarre eller fuldstændigt misforståede elementer, mens vigtige aspekter forbliver udiskuterede og helhed og sammenhæng går fuldstændig tabt.
I sagen om den danske flygtningepolitik, ignorerer man vigtige aspekter. Dels stræber de mennesker, der krydser grænsen til Danmark ikke blot efter "basic human dignity, no bombs, no fear". Det kunne de opnå mange steder undervejs. Altså må det være noget andet, der bringer dem til Danmark. Hvorfor skulle Danmark ellers være så tiltrækkende, at det får en meget høj andel af flygtninge, set i forhold til befolkningstallet.
Forklaringen kunne jo være gode forhold og ydelser til flygtninge. I modsætning til f.eks. USA, hvor de i langt højere grad må klare sig selv og eventuelt være tvunget til at bruge alle deres egne værdier på det. Hvorfor er det så Danmark der har et problem? Hvorfor er det ikke de flygtninge, der undervejs fra de steder de flygter fra forvandles til flygtninge, der vandrer helt til Danmark, og Sverige og Tyskland?
Jovist er beslaglæggelsen af værdier af symbolsk betydning, mest fordi man ikke kan forvente at få meget ud af det rent økonomisk. Mere vigtigt er, at det sender et signal til potentielle flygtninge om at det hele alligevel ikke er et tag selv bord.
 
Hvirvlende blade i en efterårsstorm
Ved at ignorere vigtige  aspekter og sammenhænge, ved uden tænken efter  at indgå i den følende råbende  ja brølende mængde, risikerer vi at vore meninger og handlinger bliver fuldkommen tåbelige. Vi bliver uvidende, men højtråbende klakører til et overfladisk skuespil.
Vi bliver en del af den letbevægelige og let antændelige masse, der føler og mener sammen alle de andre, der heller ikke ved bedre. Medierne spiller med og bidrager til ophidselsen.
Samtidig svinder forståelsen for realiter, for proportioner og for baggrunde. Vigtige problemer og basal forståelse skubbes til side af det rene idioti.
Vi ender med en slags entertainment kvidder. En udvendig, overfladisk moraliseren, uden hensyntagen til substansen. En kaotiske hvirvel af udbrud revet løs fra en besværlige, men afgørende vigtige sammenhænge, som hvirvlende blade i en kraftig efterårsstorm
Det kan da ikke være de etablerede mediers formål at bidrage til og forstærke disse meningsstorme.
Fra DR lyder begrundelsen, som er gengivet på denne blogs homepage: "Medierne informerer os om, hvad der rører sig i samfundet og klæder os på til at deltage i demokratiet. De bestemmer ikke, hvad vi skal mene. Men de bestemmer, hvad vi skal mene noget om. Så lyt godt efter, næste gang du hører nogen glamme" (DR).
"... men ikke hvad vi skal mene." Jo de gør, for med valget af, hvad man vælger at bringe som nyheder og hvor meget man vil fremhæve bestemte nyheder, man suggerer man, hvad der er vigtigt. Ak ve ve...

The European project can die ...
Mark Rutte, den hollandske premierminister, hvis land netop har overtaget formandskabet i EU, advarede i Davos mod konsekvenserne, hvis strømmen af flygtninge på vej mod Europa ikke mindskes. I løbet af de første tre uger af 2016 er har ca. 35.000 flygtninge krydset grænsen til Europa. Det kan ikke fortsætte sådan: “We need to get a grip on this issue in the next six to eight weeks" (The Guardian). For hvis ikke Europa får styr på denne stærke tilstrømning, vil Schengen samarbejdet og den frie bevægelighed bryde sammen inde for 2 måneder.
Donald Tusk er kommet med samme advarsel i en tale for Europaparlamentet, også han hævder, at Europa ikke har mere end to måneder til at finde løsninger på flygtningekrisen: "The March European Council (summit) will be the last moment to see if our strategyworks. If it doesn't, we will face grave consequences such as the collapse of Schengen." (Reuters).
Flere og flere europæiske politikere udtrykker deres bekymring over, at der endnu ikke er fundet effektive løsninger på flygtningeproblemet og mener, som Rutte og Tusk, at det haster. Europa må se at tage sig sammen og komme op i fart.
"Jeder ist sich bewusst, dass die Existenz des Schengenraums am kippen ist, dass hier rasch etwas passieren muss," sagde den østrigske udenrigsminister Miki-Leitner (vol.at).
 For Frankrigs premierminister Valls er det spørgsmål om hele det europæiske projekt kan overleve: "The European project can die, not in decades or years but very fast, if we are unable to face up to the security challenge."(Reuters).
 Sært nok er det ikke fra Tyskland og Sverige vi hører de tydeligste advarsler. Ikke at de ikke har erkendt problemet, men de synes stadig at mene,  at løsningen på krisen for en stor del består i en fair fordeling af flygtningene i Europa. Fordeling af flygtninge ud over hele Europa lyder devisen. En holdning, der bestemt ikke deles af de øvrige lande og derfor forekommer fuldkommen urealistisk.
 
Basale forudsætninger
En helt basal præmis for at opretholde Schengen har naturligvis hele tiden været, at man havde kontrol over Schengens ydre grænser. "A single area without internal border checks — the Schengen Area — requires a common policyon external border management. The Union therefore sets out to establish common standards with regard to controls at its external borders and to gradually put in place an integrated systemfor the management of these borders" (European Parliament).
 For at opfylde denne basale forudsætning findes der en række regler i Schengen acquis'et . Det drejer sig om:
 
Schengen border code, der angiver regler for passage af de ydre grænser;
 
Internal Security Fund: Borders and Visa, der bl.a. rummer bestemmelser om at fordel byrden således at de lande, der ikke har ydre grænser, er med til at dele omkostningen ved grænsekontrollen;
 
Schengen Information System (SIS), the Visa Information System (VIS) and Eurodac. Her drejer det sig om oprettelse af centrale databaser for registrering  af f.eks. af fingeraftryk , bl.a. for at kunne gennemføre Dublin forordningen;
 
Facilitators Package, et sæt forholdsregler, der skal bidrage til at forhindre uautoriseret adgang, transit og ophold i Schengen området;
 
European Agency for the Coordination of Operational Cooperation at the External Borders of the Member States (Frontex). Frontex skal medvirke til integreret grænsekontrol, udføre analysearbejde, udvikle strategier, og så har Frontex en aktiv operationel rolle "by coordinating joint border management operations and organising return operations."
 
Grænseløst kaos
Alle disse regler og den kontrol, der forudsattes udøvet af medlemslande med ydre grænser, har i de forløbne måneder vist sig fuldkommen utilstrækkelig til at dæmme op for flygtningestrømmen, der i løbet af kort tid nåede op titusinde mennesker om dagen. Nogle kan sikkert huske ens egen skepsis, når man hørte hvor utroligt mange, der var blevet landsat i Italien i løbet af bare en måneds tid i starten af 2015.
Men det var jo kun begyndelsen. Først med strømmen af flygtninge over Ægæerhavet og op gennem Vestbalkan stod det klart for alle, også for landene i Nordeuropa, at grænsekontrollen var brudt fuldstændig sammen. Hverken grænsereglerne, registreringssystemer som SIS og VIS, foranstaltninger til at forhindre den illegale adgang til Schengen landene, eller Frontex kunne klare strømmen.
Det blev lysende klart, at de foranstaltninger, der skulle sikre de ydre grænser og muligøre ophævelsen af de interne grænser, viste sig at består af urealiserede intentioner og papirløsninger.
Helt katastrofal blev det naturligvis da Tysklands kansler Merkel traf en ensidig beslutning om åbne de tyske grænser på vid gab i sensommeren/efteråret 2015. Tyskland, der havde så travlt med at insistere på, at alle andre i Europa skulle overholde traktater og forordninger i EU, valgte egenhændigt at sætte reglerne ud af kraft. Det antages at have bidraget til at tilstrømningen blev fuldstændig uoverskuelig og uhåndterlig for grænsekontrollen.
I Middelhavet og Ægæerhavet blev kontrollens opgave snarere at hjælpe nødstedte flygtninge i land. Kontrol og registrering blev fuldstændig opgivet og dermed havde man reelt opgivet grundforudsætningen for de ydre grænser, ja for grænser i det hele taget.
En uoverskuelig strøm af flygtninge fra Italien og Grækenland bredte sig op igennem Europa. Hvis nogen havde forudset, at østrigske, tyske og danske motorveje ville blive blokeret af vandrende flokke af flygtninge, ville man ikke have troet dem. Som en flodbølge, der banede de sig vej fra Balkan, ud over de steder i Europa, hvor der var mindst modstand og størst attraktivitet.
 
Killing off Schengen
Selv svenskerne, tyskerne og østrigerne kan nu se,  at vi er på randen af kaos. I begyndelsen havde de sat sig på en meget høj moralsk hest, og modtog  strømmen med åbne arme, selv om deres holdning jo også havde konsekvenser for andre lande i Europa. Nu er man så omsider i færd med at kravle ned fra den pseudomoralske høje hest.
Hvordan reagerede Europa så på sammenbruddet af kontrollen med de ydre grænser, opgivelsen af Dublin forordningen og  dermed af basale præmisser for at opretholde Schengen?
Ja egentlig reagerede Europa slet ikke i begyndelsen. Konsekvensen var derfor, at de enkelte lande begyndte at værge sig selv mod strømmen af flygtninge. Hvad skulle de ellers gøre?
Ungarn reagerede ved at oprette deres egen massive grænse i form at Nato pigtråd mod Serbien og senere også Kroatien, hvorfra flygtninge fra Balkan ruten var strømmet ind. I nogen tid bus'ede man ganske vist flygtninge videre til Østrig, men Ungarn var stort set lukket.
il gengæld haglede kritikken ned Ungarn og Vikor Orbán fra det øvrige Europa. Helt galt blev det, da man brugte vandkanoner og tåregas for at holde flygtninge væk fra de sidste huller i hegnet.
Erkendelsen af, at man blot kunne bringe flygtninge videre mod Østrig , blev det løsningen for overbebyrdede lande på Balkan. Østrig måtte derimod agere både transitland og slutmål. Størstedelen fortsatte dog til Tyskland og her ophørte al lov og orden ved grænserne i en periode.
Da det blev for meget selv for Merkel, begyndte Tyskland at udnytte en mulighed for midlertidig national grænsekontrol i følge Schengen reglerne (artikel 23-25). Det betød ikke, at man afviste flygtninge, man forsøgte blot at sikre en vis kontrol og en bedre registrering.
Næste i rækken, der måtte ty til nationale tiltag, var Sverige. Ved grænsen til Danmark og ved færgerne fra Tyskland blev der oprettet kontrol. Ikke at Sverige afviser flygtninge. Nej, man skal nu blot have gyldig ID, for at slippe ind Sverige. Det gav risiko for ophobning i Danmark , hvorfor Danmark også indførte en slags afventende og halvhjertet grænsekontrol.
Nu er der også mere kontrol og hindringer på Balkan ruten.
Østrig har markeret en overgrænse der forventes nået tidligt i 2016. Hvad der så skal ske ved man ganske vist ikke.
Det fik igen EU politikere på banen, der advarede mod dominoeffekter ned gennem Europa. Man fristes til at sige, hvad havde i ellers forventet, så længe i  blot forsøger at tale krisen væk.
Stadig strømmer tusindvis af flygtninge hver dag i land i Grækenland, der således risikerer at sidde alene med store mængder af flygtninge.
Konsekvensen af de nationale tiltag, hvor man jo egentlig vægrer sig mod hinanden, fordi ingen sikrer ydergrænserne, er, at Schengen i praksis er hurtigt på vej mod opløsning.
 
Nu kan alle se det: Altså har man et problem
Mens politikernes talebobler bliver fyldt med advarsler og krav om, at der skal ske noget nu, kan man måske undre sig over, hvad der egentlig gik galt. Hvorfor så mange flygtninge kunne strømme helt uhindret ind over de ydre grænser?
Har EU politikere levet i en euforisk rus over, hvor godt det lykkedes at få fjernet de interne grænser og skabt fri bevægelighed på kryds og tværs i Europa? Og det endda med samtidig med at man udvidet EU med flere lande? Har de fuldstændig ignoreret, at Schengen og den frie bevægelighed krævede at man havde en effektiv kontrol med de ydre grænser?
Når man ser bagud skulle man næsten tro at det har været tilfældet. Fokus hos politikerne har været på det positive, hvad alle gerne ville have del i, mens det nok har knebet med opmærksomheden, når det gjaldt præmisserne for den frie bevægelighed. Hvem havde vel lyst til at engagere sig i den negative og besværlige proces, der skulle sikre fælles kontrol med de ydre grænser, eller bidrage med ressourcer og institutioner til at løse opgaven.
Det minder faktisk om euro-krisen, hvor man i begejstringen over at have skabt en fælles valuta, ignorerede de mere vanskelige og uoverskuelige samordningsprocesser, der skulle til at sikre, at grundlaget for en fælles valuta var i orden. Man besluttede kun den del af processen, der gav løfte om fordele for hver enkelt, men man undlod at sikre at præmisserne for alle var i orden. At præmisserne slet ikke  var i orden, blev man åbenbart først klar over da man havde krisen.
På samme måde vågner man nu op til de store problemer, som en manglende sikring af de ydre grænser betyder for Schengen samarbejdet.
 
Schengen må reddes ellers ...
For Juncker er Schengen aftalen en af unionens største bedrifter, med afgørende betydning for det indre marked og den fælles valuta. "Without Schengen, without the free movement of workers, without freedom of European citizens to travel the euro makes no sense. There is a very intimate link between freedom of movement of all goods, freedom to travel and the European currency union"(President's New Year's press conference).
Med misforståede tal fra Cepos påstår Juncker, at grænsekontroller i Europa vil kost op mod 3 mia. euro om året. Som vi tidligere har påpeget ikke noget stort beløb, især ikke, hvis det kan afhjælpe et endnu mere kostbart flygtninge- og migrantproblem.
Det Tyske Industri og Handelskammer (DIHK) advarer:" Durch Staus und Wartezeiten, zusätzliche Bürokratie oder die Umstellung von Just-In-Time-Lieferung auf deutlich teurere Lagerhaltung können sich die Kosten für die deutsche Wirtschaft schnell auf zehn Milliarden Euro pro Jahr summieren. (Rheinische Post).
Derfor skal der findes løsninger på, hvordan Schengen på en eller anden måde kan reddes.
 
Febrilske forsøg på at redning
Hvad har fælleskabet så gjort for at redde et Schengen, der på vej mod hastig opløsning? Det umiddelbare svar må være, alt for lidt og alt for sent.
I første omgang nøjedes man med at advare mod konsekvenserne af temporære grænsekontroller. Husk nu, at I kun kan foretage grænsekontrol i 30 dage. De lande, der indførte kontroller meddelte da også, at kontrollen var foreløbig.
I dag kan man så høre, at de fortsætter på mere ubestemt tid. Det er jo ikke i overensstemmelse med artikel 23 til 25  i Schengen reglerne.
Hvordan har EU-kommissionen så reageret? Med talebobler og talemøder, med tiltag i øst og vest, uden egentlig at finde en løsning på, hvorledes man både kan blæse og have mel i munden. Dvs. opretholde Schengen uden at have sikre ydre grænser?
Her er hvad vi ved om forsøgene.
 
Redde Schengen gennem amputation, dvs. ved at smide Grækenland ud
 
Amputere endnu mere for at opnå et sammenhængende Mini-Schengen,
 
Redde Schengen ved at udsætte den i op til 2 år
 
Bremse og kontrollere strømmen af flygtninge ved aftaler med Tyrkiet, og ved oprettelse af hotspots til registrering.
 
Styrkelse af den ydre grænsekontrol med bedre dataregistrering og oprettelse af European Border and Coast Guard (EBCG)
 
Modvirke grænseoverskridende terror ved oprettelse af nyt European Counter Terrorism Centre (ECTC)
 
Grækenland amputation?
Forleden kunne man høre Østrigs udenrigsminister Miki-Leitner true Grækenland: "Wenn die Regierung in Athen nicht endlich mehr für die Sicherung derAußengrenzen unternimmt, dann muss man auch über den vorübergehenden. Ausschluss Griechenlands aus dem Schengen-Raum offen diskutieren müssen. Es ist ein Mythos, dass die griechisch-türkische Grenze nicht kontrolliert werden
kann." (EurActiv.de)
Hvad hun mener er, at Grækenland har en uforholdsmæssigt stort militærapparat, og det må da kunne sikre, at flygtninge ikke kan krydse Ægæerhavet.
Miki-Leitner er ikke ene om at kritisere Grækenland. Sveriges Anders Ygeman er på linje med hende: "If a country doesn’t live up to its obligations, we will have to restrict its connections to the Schengen area" Og ja, der er Grækenland der henvises til, ikke f.eks. Tyskland der har været med til at forværre problemerne ganske betydeligt.
Presset på Grækenland er tydeligvis ganske massivt. Den græske minister for migration hævder ligefrem i et BBC interview, at Belgien "has told his country to "push" migrants "back in the sea."
Udenrigsministeren sekunderer:  "Wenn wir die Flüchtlinge stoppen wollten, müssten wir Krieg gegen sie führen.Wir müssten sie bombardieren, ihre Boote versenken und die Menschen ertrinken lassen.“ Anderssei eine Absicherung der Seegrenze nicht möglich. „Das jedoch widerspricht sowohl derMenschlichkeit als auch dem EU-Recht und internationalen Konventionen. Es ist ausgeschlossen" (ORF).
Presset på Grækenland har i følge østrigske aviser dog have haft en vis virkning. Grækenland skulle i den forgangne weekend have anmodet Frontex om få stillet "100 Schiffe" til rådighed. Gad om tallet stemmer? (Kronenzeitung).
I går kunne man så se, at EU-kommissionen drøfter en rapport om evaluering af Grækenlands anvendelse af Schengen reglerne (EU-KOmmmissionen). Det fremgår "navnlig af rapporten, at der ikke finder en effektiv identifikation og registrering sted af irregulære migranter, at der ikke systematisk indlæses fingeraftryk i systemet, at det ikke systematisk kontrolleres, om rejsedokumenter er ægte, og at rejsedokumenter ikke kontrolleres i vigtige sikkerhedsdatabaser ..."
Man henviser til, at rapporten på grundlag heraf konkluderer, "at Grækenland i alvorlig grad forsømmer sine forpligtelser, og at kontrollen af den ydre grænse er præget af alvorlige mangler, som de græske myndigheder må afhjælpe og håndtere."
Med evalueringen får EU-kommissionen et grundlag i hænde, der dels kan anvendes til at presse Grækenland til at agere mere aktivt, dels få dem til at acceptere hjælp udefra. Men evalueringen giver også argumenter for at stille Grækenlands medlemskab af Schengen bero, hvis ikke situationen forbedres.
Lyder det ikke bekendt? Var det ikke en lignende trussel Grækenland blev udsat for i forbindelse med eurokrisen? Skal Grækenland til at være en europæisk "Scapegoat," ansvarlig for alle problemerne?
Det virker som et aldeles desperat forslag at udelukke Græsland, eller blot afgrænse sig fra dem. For dermed ville man risikere, at dele af Grækenland, der i forvejen har store problemer, ville blive omdannet til én stor flygtningelejr, sådan lidt a la Libanon.
Det ville nok være temmelig tåbeligt, men hvem ved?
Mon ikke det var på tide at tilbyde Grækerne en anden løsning i form af en storstilet hjælpepakke. Til at håndtere de flygtninge, der er kommet og stadig kommer til Grækenland og til at sikre effektiv hjælp til at stoppe flygtninge fra Tyrkiet, om ikke ved andet så ved "Push back" aktioner. Det sidste tør man formentlig ikke — endnu.
Måske træffer andre beslutningen. Det meddeles, at Makedonien onsdag lukkede grænsen til Grækenland for flygtninge, formentlig forbigående, men hurtigt blev der hobet flygtninge op ved grænsen. Nå ja, men de kan så være godt stof til  mediegrippe.
 
Mini-Schengen?
Allerede i november sidste år luftede hollandske politikere ideen om et Mini-Schengen bestående af Holland, Tyskland, Belgien, Luxemburg og Østrig. På den måde kunne der etableres et kontinuert Schengen område, og problemlandene kunne lukkes ude. Vi har set på forslaget i en tidligere posting med titlen "Schengen: Amputation eller bedre beskyttelse."
Forslaget virker temmelig besynderligt. Man har svært ved at sikre en landegrænse på få hundrede km i Grækenland og her ville man så i givet fald skulle sikre en umådeligt meget længere grænse mod de lande, der ikke var medlemmer af Schengen.
Ideen er da også skudt ned i flere omgange af andre lande. Det må derfor anses for at være et forslag der blot skal presse EU til at foretage sig noget, der reelt kan begrænse flygtningestrømmen.
Mere realistisk er dog en anden mulighed er diskuteres for øjeblikket
 
Temporær udsættelse af Schengen?
Det er forslaget om at redde Schengen ved at ophæve eller, udsætte Schengen i op til 2 år. Formentlig for at give tid til at få skabt en effektiv sikring af de ydre grænser.
EU-ommissionen har jo måttet erkende, at flere og flere lande har følt sig nødsaget til i en slags selvforsvar at genindføre grænsekontrol.
Ideen om en temporær ophævelse af Schengen kan findes i lækket dokument fra 1. december 2015. Her konstaterer man, at flere medlemslande har indført grænsekontrol med henvisning til artikel 23-25 af Schengen reglerne. En sådan kontrol kan indføres, hvis der findes en trussel mod "den offentlige orden eller den indre sikkerhed i den pågældende medlemsstat, bl.a. efter terrorhandlinger eller -trusler samt trusler som følge af organiseret kriminalitet."
Foreløbig kan kontrollen indføres for 10 plus 20 dage, men det er jo, som har set langt fra tilstrækkeligt.
En forlængelse af den temporære ophævelse vil kræve, at EU-kommissionen anbefaler en forlængelse i overstemmelse med artikel 26.
"Where in such cases the overall functioning of the area withoutinternal border control is put at risk, and insofar as the exceptional circumstances constitute aserious threat to public policy or internal security within the area without internal border control or within parts thereof, the period for the reintroduction of internal border control may be extended up to a total maximum of two years." (Integrity of the Schengen Area).
Det skal i så fald ske for 6 måneder ad gangen."EU officials acknowledged, however, that no one knows what would happen after that if governments were not prepared to return to the status quo before last year." (Reuters).
 
Dørvogterordning og bedre grænsekontrol?
Med dørvogterordning hentydes til forsøgene på at betale Tyrkiet for at holde på flygtningene.
Et løsningsforsøg vi har kritiseret i to postings med titlen "Merkel's plight, Erdogan's might." Foreløbig er der heller ikke meget der tyder på, at Tyrkiet opfylder sin dørvogterrolle særlig effektivt. Selv her  om vinteren kommer der tusinde over Ægæerhavet hver dag. Det forekommer også særdeles betænkeligt at gøre sig afghængig af Erdogan, for at undgå selv at skulle sikre egne grænser.
I dag forlyder det så i DutchNews, at det hollandske formandsskab og Tyrkiet  diskuterer en plan, hvorefter flygtninge, der kommer fra Tyrkiet til de græske øer, ikke som hidtil blot sendes videre med store færger til Athen. Hvorfra de så kan begive sig på vej op gennem Europa.
Tyrkiet er måske villig til at acceptere at færgerne i stedet sejler flygtingene direkte  tilbage til Tyrkiet. Og her så hagen ved det hele. Til gengæld skal EU så acceptere, at modtage 150.000-250.000 flygtninge per år direkte fra Tyrkiet.
Et tal på 150.000-200.000 lyder beskedent, så gad vide hvad der ligger  bag. Hvilke indrømmelser man vil give Tyrkiet, og hvor (lidt) realistisk ideen er.
Forslaget lyder som en variant af ESI-planen, som vi har berettet om tidligere, hvorefter man skulle modtage 500.000 flygtninge fra lejre Tyrkiet, mod at betale Tyrkiet for at hindre, at der kom flere illegale flygtninge. 
I mellemtiden er der gjort spæde forsøg på at øge EU's evne til selv at sikre de ydre grænser. Det sker ved initiativer, der dels skal forbedre registreringen ved brug af fælles, centrale databaser og naturligvis ved de såkaldte hotspots, der bl.a. give mulighed for registrering. Men det stopper naturligvis ikke strømmen.
Her skal vi sætte håbet til et nyt tiltag med en imponerende navn European Border and Coast Guard (med den mundrette forkortelse, EBCG) også kaldet "the Agency."
Med et sådant navn forbinder vi naturligvis noget i stil med den US-amerikanske Coast Guard  og  dens imponerende forsyning med skibe og helikoptere. Men det billede skuffer. Foreløbig er der kun tale om en pygmæagtig skare på få tusinde mand med ret ringe udstyr og et meget begrænset mandat.
Flere lande er slet ikke til sinds at acceptere, at agenturet skal operere på deres højhedsområde. ( se også min posting :"Attempts to take charge of the borders")
 
Værn mod terror
Mens efterretningsorganer og formentlig helt uvidende politikere i lang tid har påstået, at der ikke er nogen forbindelse mellem de aktuelle terroranslag i Europa og flygtninge, er man nu blevet noget mere spagfærdig.
Attentaterne i Paris viste, at nogle af deltagerne havde bevæget relativt frit under dække af at være flytninge. Og absolut ingen ved, hvor mange IS eller Daesh medlemmer, der kan arrivere som flygtninge. Dertil kommer et ukendt potentiale for Daesh kan rekruttere blandt de flygtninge, der allerede befinder sig i Europa.
Hvorom alting er så har man her i januar oprettet et European Counter Terrorism Centre (ECTC) ved Europol.
 
Pest eller kolera alternativet
Pest eller kolera, eller eventuelt begge dele,  det er ved at være det valg EU står overfor.
Hvis man vælger at ophæve Schengen i de næste 2 år,  overlader man det i realiteten til medlemslandene at skærme sig sig selv mod konsekvenserne af flygtningestrømmen. Hvilket kan medføre spiraler af  gensidige forholdsregler landene imellem der virkelig  kan true  EU samarbejdet.
Samtidig er der på EU-plan naturligvis en fare for, at man ikke får gjort noget effektivt for at stoppe flygtninge og sikret de ydre grænser, hvorfor man efter to år ikke vil kunne genindføre Schengen.
Alternativt kan vælge en løsning som Australien og i mindre grad Spanien praktiserer. Herved lukker man i praksis den ydre grænsen for alle, der ikke kan fremvise gyldige indrejsepapirer. Dvs. alle illegale flygtninge og migranter.
Det kan kræve anvendelse af hårdhændet magt til "push back" aktioner og til holde mennesker fast i transitlejre. Og så har vi balladen, en ballade, der vil være langt støtte end den vi oplevede ved Ungarns anvendelse af vandkanoner og tåregas.
 En temporær udsættelse af Schengen løser i hvert fald ikke hovedproblemet, nemlig flygtninge- og migranttilstrømningen og i mellemtiden truer EU med at falde fra hinanden.
På et tidspunkt må man se i øjnene, at man er nødt til at vælge "kolera" løsningen, hvor man faktisk effektivt lukker de ydre grænser for illegal trafik. Det er under alle omstændigheder bedre at lukke grænserne, end at lukke øjnene for de gevaldige problemer ikke-handling kan medføre.

We can only guess
 "Flygtninge er både en udfordring og en chance for Europa" sagde Mario Draghi ved dette års World Economic Forum i Davos og tilføjede: "Det er helt sikkert en udfordring, og det vil fjollet at ignorere størrelsen eller omfanget af den udfordring."(Draghi).
At høre Draghi's tolkning af flygtningekrisens virkninger på Europa er som at lytte til en moderne Pythia fra Oraklet i Delfi. Selv om Pythia's orakelsvar unægteligt kunne være mere elegante: "Here are two roads, most distant from each other: the one leading to the honorable house of freedom, the other the house of slavery, which mortals must shun. It is possible to travel the one through manliness and lovely accord; so lead your people to this path. The other they reach through hateful strife and cowardly destruction; so shun it most of all."
Hvordan vælger vi den rigtige vej? Hvilken vej vil i den nuværende krise medføre hateful strife and cowardly destruction og hvilken manliness og lovely accord? Ja det kan vi ikke vide, men én ting er den moderne Pythia, hvis ord alle tolker med største opmærksomhed, sikker på: "Our society will changed by this, in which direction we can only guess. It s also premature to guess how long it will take to transform this challenge into an opportunity." (Draghi).
Så vi aner ikke hvilken vej det vil gå og selv hvis vi tilfældigvis skulle vælge den rigtige vej, aner vi ikke hvor lang tid det vil tage før udfordringen bliver en chance for os. Meget orakelagtigt, men ikke ligefrem noget, der hjælper til hverken at forstå eller løse flygtningekrisen. Så det er med andre ord op til vores egen tolkning, akkurat som det gamle Grækenland.
 
A ma(i)nly economic road...?
En tolkning af hvad flygtningekrisen bringer med sig af udfordringer og chancer kan vi finde hos IMF (Den international Valutafond) i en rapport med titlen: "The Refugee Surge in Europe: Economic Challenges."
I visse medier har rapprten allerede givet anledning til de helt store overskrifter. I Daily Mail hed det således: "FOUR MILLION migrants expected to reach Europe by the end of 2017, as IMF increases forecasts amid mounting refugee crisis." (Daily Mail).
Det er dog på ingen måde rapportens hovedbudskab. Det  henviserblot til, at man har baseret sine beregninger over udfordringer og chancer på, at der hvert år i perioden 2015 -2017 vil være en tilstrømning på 1,3 millioner flygtninge, hvoraf , og det er vigtigt, 40%, vil blive nægtet asyl , dvs. en årlig stigning i befolkningen på ca. 0,8 millioner i hvert af årene. Man understreger dog, at "there is large uncertainty surrounding forecasts of asylum applications."
Rapportens egentlige ærinde er at undersøge ét hovedaspekt af flygtningekrisen, de økonomiske konsekvenser: "The economic aspects of the surge in asylum seekers in the European Union (EU), where asylum applications in 2015 have surpassed those in any of the last thirty years. This surge has exposed flaws in the common asylum policy and is raising questions about the EU’s ability to quickly integrate the newcomers into the economy and society... A better understanding of the economic aspects could help inform the political debate." (IMF).
 
Nogle af rapportens konklusioner:
 
Strømmen af asylsøgende formodes at have en umiddelbar ekspansiv effekt på BNP.
 
På langt sigt antages  indvandringen at medføre et lille, positivt bidrag til de offentlige finanser.
 
Hurtig arbejdsmarkedintegration af flygtningene har vigtige økonomiske, fiskale og sociale fordele.
 
En aktiv arbejdsmarkedspolitik kan fremme flygtninges økonomiske integration.
 
Fortrængningseffekter på indfødt arbejdskraft - en vigtig politisk bekymring- vil sandsynligvis være kortlivede og små.
 
Store udgifter til flygtninge
På kort sigt vil strømmen af flygtninge øge efterspørgslen markant. Flygtninge vil jo få brug for indkvartering med alt hvad det indebærer. Forsyning med bosteder, med varme, med kost, tøj og andre fornødenheder, som f.eks. wifi, så de kan vedligeholde kontakten med dem, der endnu ikke er flygtet.
Der vil være behov for personale til at registrere og bearbejde asylansøgninger, til at administrere flygtningecentre, til at assistere flygtningene, til politi og vagter, til lærere, der kan give sprogundervisning, og til lærere, der kan undervise børnene, samt sygeplersker og læger til at levere sundhedsydelser.
Blot et par eksempler fra Tyskland: "Ein kleines – und für den Staat teures – Jobwunder bahnt sich derweil bei den Lehrern an. Mehr als 20.000 zusätzliche Kräfte seien nötig, um rund 300.000 Schüler unter den Asylbewerbern zu unterrichten." Tilsvarende er der planer om en forøgelse af politiet med mindst 3.000. I Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (BAMF) er allerede ansat 1.650 nye medarbejdere og man regner med 4.000 yderligere i år.
I rapporten har man beregnet, hvad den øgede efterspørgsel  på sådanne ydelser vil betyde for ekspansionen af BNP for årene 2013-2016. Resultatet fremgår af (IMF):

Hvad disse beregninger i detaljer bygger på vides ikke, men de er naturligvis skønnede. Rapporten understreger dog “For the first year, the output impact is entirely due to the aggregate demand impact of the additional fiscal spending. Labor supply is increasing as well, but the effect on potential GDP takes time to unfold."
Læg mærke til, hvor lille den procentvise effekt på BNP kan synes. Et vægtet gennemsnit i 2015 er således beregnet 0.13 %. Det kan vi vel let klare i Europa?
Man se så lige, hvordan tallene i 2016 ser ud for de lande, der reelt modtager flygtninge: Danmark 0,57% , Sverige 1,0% og Finland 0,37%, Tyskland 0,35% og Østrig 0,32%.
Absolut set er det naturligvis ganske store tal. Hvis vi sætter DK's BNP til 2000 mia. kr. vil 0,57% udgøre 11,4 mia. kr.

Tvivlsomt nettobidrag fra flygtninge
I mediernes kommentarer fremtræder ofte det positive aspekt, som i the Guardian: "The recent influx of refugees into Europe is likely to raise economic growth slightly in the short term – mainly in Austria, Germany and Sweden – and could deliver a bigger long-term economic boost to the EU if refugees are well integrated into the job market"(The Guardian).
IMF rapporten konkluderer:  "Quick labor market integration can unlock the potential economic benefits of the refugee inflow. It would also minimize the risk of social exclusion for the newcomers and maximize their net contribution to the public finances in the longer term." (IMF)
På basis at erfaringer med tidligere indvandring til Europa formoder forfatterne til rapporten, at man kan forvente et positivt bidrag til de offentlige finanser.
Gammel statistik og tidligere tiders indvandring bruges til at underbygge formodningen

Det skal dog bemærkes, at et positivt bidrag i høj grad må afhænge af, hvor godt det lykkes at få de asylsøgende i arbejde. Og meget kunne tyde på, at det igen afhænger af, hvilke indvandrere der er tale om.
Vi kan sammenholde dette billede en analyse foretaget af Flood og Ruist for Sveriges vedkommende.
Han har forsøgt at beregne de offentlige udgifter/ indtægter på langt sigt for nye indvandrede, der er kommet til Sverige i 2014. Beregningerne, der naturligvis bygger en række forudsætninger, viser meget stor spredning i de bidrag, der kan forventes. Grupper som kommer fra det øvrige Europa skaber et stort overskud, mens ikke-europæiske indvandrere frembringer store underskud.
"Det diskonterade överskottet (vid 3,5 procents diskonteringsränta) uppgår till mer än 540 000 kronor per person för de från ”Övriga Europa” medan motsvarande beräkning för de som invandrar från länder utanför Europa är ett underskott på drygt 370 000 kronor."(Flood og Ruist).
Forskellen er naturligvis en vigtig konsekvens af forskellen i forventet beskæftigelsesgrad. Hvis beskæftigelsesgraden øges og pensionsalderen udskydes, kan man imidlertid let beregne sig frem til, at man også kan opnå et positivt nettobidrag fra ikke-europæiske indvandrere. Spørgsmålet er blot om det er realistisk.
Ruist's beregninger finder støtte i beregninger foretaget af Wadensjö og Orrjes beregninger for Danmarks vedkommende, omend beregningerne er noget ældre.

Hvis man antager samme diskonteringsrate som Ruist på 3,5%, kan man regne ud at ikke vestlige indvandrere giver et negativ bidrag på ca. 5,9 mio. for hver 10.000 personer, dvs. ca. 590.000 pr person. Se også beregninger i tidligere posting med titlen: "Economic Impact: Great expectations vs pessimistic calculations,"
IMF-rapportens positive vurdering baserer sig på data, der viser bidrag fra indvandrere med ganske andre karakteristika end dem vi finder i den aktuelle ikke-europæiske flygtningestrøm..
 Vi må derfor i mangel af mere præcise oplysninger og data konkludere, at der kan forventes negative bidrag fra de personer, der indgår i den aktuelle flygtningestrøm. Ikke blot på kort sigt, hvilket er evident, men også på længere sigt.
Retfærdigvis skal det nævnes, at rapporten gør opmærksom på at der hersker usikkerhed: "In the medium and long term, their fiscal impact—like that of natives—depends on a number of factors. In particular, there is considerable uncertainty regarding the expected number and composition of the incoming refugees."
Hvis ikke det skal ende med vedvarende store overførsler til dem, der kommer til Europa som asylansøgere, må der gøres alt for at få flygtninge i arbejde.
 
Hvordan øges beskæftigelsen så?
Rapporten har naturligvis ikke et endegyldigt svar, men fremsætter en række forslag til politikker, der formodes at bidrage til at sikre, at asylansøgere kommer hurtigt i arbeje og at beskæftigelsesgraden øges.
Her er nogle af forslagene:
 
Asylansøgere skal have mulighed for at tage arbejde, mens deres ansøgning behandles.
Bureaukrati og regler, der står i vejen for at flygtninge kommer i arbejde skal reduceres, dvs. øget fleksibilitet.
Minimumslønninger står i vejen for at flygtninge med ringe uddannelse  kan få arbejde, hvorfor lavere løn i en periode kan være nødvendig.
Flygtninge skal hjælpes ud på arbejdsmarkedet med tiltag, der er rettet specifikt mod dem.
 
Rapporten taler om ALMP's (Active Labour Market Policies). Hvad det i øvrigt  kan omfatte kan man se af EU-kommisions papir "ALMP"
Der synes imidlertid ikke at kunne påvises store effekter af sådanne ALMP initiativer og da den samlede virkning af tiltagene kan være svær at eftervise må man konkludere, som en anden analyse fra EU-kommissionen gør: "According to our findings, there is not one particular policy measure that might serve as a universal tool for improving the labour market prospects of participants. There is not even a clear champion among the eight types of measures being considered here. (Ecorys).
 
Indslusingsløn og sort arbejde
Et af de alvorlige stridspunkter i debatten om hvad man kan gøre, har været forslaget om at øge indvandrenes chance for at komme i beskæftigelse ved brug af en lavere indslusningsløn.
"Targeted and temporary exemptions from minimum wages may be justified on the grounds that they would offset the asylum seekers’ unique initial disadvantages relative to native workers...However, the benefits of these targeted interventions should be carefully weighed against the risk of creating labor market dualities that may be difficult to unwind."
Arbejderbevægelsens erhvervsråd peger på, at tyske erfaringer viser at brug af indslusningsløn for flygtninge har medført, at de bliver fastholdt på en lavere løn. "Man kan se, at folk i stor udstrækning bare bliver hængende i minijob. På den måde har man skabt et nyt lavtlønssegment. Problemet er, at det ikke er indslusningsløn. Det er bare lav løn. Forestillingen om indslusning holder ikke i virkeligheden."
http://www.business.dk/oekonomi/tyske-erfaringer-indslusningsloen-fastholder-folk-i-lavtloensjob
Flygtninge bidrager i øvrigt til at øge mængden af sort arbejde. Et skøn lyder: "dass für rund 400.000 Flüchtlinge in Deutschland ein Anreiz zur Schwarzarbeit bestehe. Das wäre die Hälfte all jener, die entweder im laufenden Asylverfahren sind – rund 365.000 Menschen – oder die noch gar nicht registriert wurden."
http://www.welt.de/politik/deutschland/article151420748/Wie-Fluechtlinge-den-Arbeiterstrich-aufmischen.html
 
Forventninger er et problem
Jeg antager at problemet med at få flygtninge i beskæftigelse forværres, hvis de hersker et mismatch mellem flygtninges forventninger og krav og det de faktisk har at tilbyde. I mange tilfælde viser det sig nemlig,  at de formelle kvalifikationer, de kan fremvise, ikke er tilstrækkelige. Hvorfor det også, specielt for ikke-europæiske flygtninge fra Mellemøsten, Afghanistan og Afrika, må dreje sig om at tilpasse forventningerne. Måske som i et dansk eksempel, hvor man først ser på hvad der findes af ledige jobs og dernæst forsøger at give flygtningene en uddannelse, så de passer til sådanne specifikke job, uanset hvad deres formelle kvalifikationer så ellers måtte være. Altså tage udgangspunkt i virksomheders behov og ikke i flygtningenes  formelle kvalifikationer.
 
Fortrænger flygtninge lokal arbejdskraft?
IMF hævder at det ikke er tilfældet:"Displacement effects on native workers—a major political concern—are likely to be short-lived and small. In the face of an influx of refugees, concerns among native workers that they will face lower wages and higher unemployment are understandable. Yet, past experience with both economic and humanitarian immigration indicates that adverse effects on wages or employment are limited and temporary."
Som allerede nævnt i en posting med titlen "Economic Impact: Great expectations vs pessimistic calculations," er billedet noget mere tvetydigt. Meget tyder på, at hovedbyrden skal bæres af den dårligst stillede del af arbejdskraften i modtagerlandene. Det er den gruppe, der skal konkurrere med lavt kvalificerede flygtninge på arbejdsmarkedet og med sort arbejde, hvilket presser dem både på  lønnen og beskæftigelsen.
Ikke nok med det, i Tyskland har man allerede bemærket, at de dårligst stillede også er dem, der vil komme til at konkurrere med flygtninge om at få fat på en bolig man råd til at bo i.
 
Udfordring eller chance? We can only guess
 Men vores gæt lyder, at vi kan forvente meget store udfordringer og relativt små chancer.
I begyndelsen af flygtningekrisen var der mange stemmer, der så flygtningene som chance. En chance for at få billig arbejdskraft stillet til rådighed, en chance for at rette på en uheldig demografisk udvikling i f.eks. et land som Tyskland, og en redning for en stadig voksende gruppe af ældre, der vil kunne forvente, at deres pensioner kan opretholdes og deres plejebehov blive dækket. Det var så sige en overbevisning om, at man kunne løse problemerne med "manliness and lovely accord"
Nu breder en begyndende skepsis sig. De første erfaringer, de første skøn og beregninger viser, at vi står med meget store udfordringer og at vi ikke umiddelbart kan forvente, at flygtninge bidrager positivt til økonomien. At man tilsyneladende har svært ved at få bremset flygtningestrømmen forværrer naturligvis udsigterne.
Under alle omstændigheder viser data fra tidligere erfaringer med flygtninge fra ikke-europæiske lande en meget lavere beskæftigelsesgrad, også over tid end hos både de vestlige indvandrere og landets egne borgere. Det har vi påpeget ved flere lejligheder (se også data under menupunktet statistik). At problemet er alvorligt antydes af, at efterkommere af ikke-europæiske indvandrere tilsyneladende også udviser en relativt lavere uddannelses og beskæftigelsesgrad.
Og det ser ikke godt ud for fremtiden. Udviklingen inden for det, der kaldes industriel revolution 4.0, vil betyde, at der bliver stadig mindre brug for mennesker med lave uddannelsesmæssige og faglige kvalifikationer. Det er bl.a. påvist af McAfee og Brynjolfsson fra MIT, der taler om "de-coupling" mellem jobskabelse og økonomisk vækst: Job gains were anemic throughout the 2000s, even when the economy was expanding. This phenomenon is what we call the Great Decoupling.( Brynjolfsson)
"Technologies such as payroll-processing and inventory-control software, factory automation, computer-controlled machining centers, and scheduling tools have replaced workers on the shop floor and in clerical tasks and rote information processing. By contrast, big data, analytics, and high-speed communications have enhanced the output of people with engineering, creative, and design skills and made them more valuable. The net effect has been to decrease the demand for low-skilled information workers while increasing the demand for highly skilled ones." (McAfee)
https://hbr.org/2015/06/the-great-decoupling
Hvad gør vi så?
Dansk industri har svaret, når det gælder flygtninge: De kan gøre rent eller ordne haver! "Der er et uopdyrket arbejdsmarked i den forstand, at det jo godt kan være, at nogle af disse flygtninge, der har svage kompetencer, kan hjælpe til i forbindelse med servicejob rettet mod private husholdninger"
http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-01-02-di-flygtninge-kan-goere-rent-eller-ordne-haver
Hvad vil flygtninge sige til den slags arbejde? Vil de mon synes det er helt fint"?
Uanset hvad svaret er, vil vi med stor sandsynlighed komme til at opleve en stor arbejdsløshed blandt flygtninge i de næste mange år. Arbejdsminister Nahles fra Tyskland regner ikke engang med, at hver tiende flygtninge kommer hurtigt i arbejde.
I stedet for “lovely accord", kan vi derfor risikere en fremtid med "hateful strife and cowardly destruction." Måske som i de franske banlieuer?

Die Stimmung ist unterirdisch
Så slemt står det til i følge et medlem af regeringspartiet CDU, og en "underjordisk stemning " blandt vælgerne er ikke, hvad man kan ønske sig så kort tid før de kommende landdagsvalg i marts i bl.a. Baden-Wurttemberg og Rheinland-Pfalz. Måske er det forklaringen på, at man nu oplever mange politiske markeringer af et stemningsskifte i Tyskland. Flere og flere politikere kræver, at der må findes en "plan B"  i flygtningepolitikken.
 
Intern kritik
Overgrebene i Nytårsnat i Köln og andre byer har tilsyneladende åbnet op for sluserne. Hessen's regeringschef Volker Bouffier har set skriften på væggen" Wir haben Köln als Menetekel."
Indenrigsministeren i Sachsen-Anhalt vil have, at man igen holder sig til gældende ret og afviser eller tilbagesender flygtninge, der kommer fra sikre lande: "Wir müssen zur Verfassungstreue zurückfinden. Das bedeutet, dass der überwiegende Teil der Flüchtlinge, der jetzt an der deutsch-österreichischen Grenze zu uns kommt, nicht nach Deutschland gelassen werden darf. Das ist geltendes Recht " (Tagesspiegel).
Henvisningen til forfatningen har han formentlig fra de tidligere forfatningsdommere, der ser eklatante fejl i Merkel's tilgang til flygtningeproblematikken.
Mellem 44 og 50 medlemmer af unionsfraktionen i Forbundsdagen, dvs. medlemmer af CDU og CSU, vil aflevere et brev med krav om kursændringer til Kansleren.
I brevet skriver de : "Angesichts der Entwicklung der letzten Monate können wir nicht länger nur von einer großen Herausforderung sprechen, wir stehen vor einer Überforderung unseres Landes. Deshalb halten wir eine Änderung der derzeitigen Zuwanderungspraxis – aus humanitären Gründen – durch die Rückkehr zur strikten Anwendung des geltenden Rechts für dringend geboten." (n-tv.de).
Det ville betyde, at flygtninge fra sikre lande skulle afvises ved grænsen. En opfyldelse af dette krav ville naturligvis have øjeblikkelige og drastiske virkninger på flygtningestrømmen.
Selv internt i regeringen er der kritik. Trafikminister Dobrindt mener ikke, at det er nok at fremvise et venligt ansigt. Hvormed han vel tænker på Merkel's selfies med flygtninge, da hun åbnede grænserne. Han har også erkendt, at resten af Europa er ved at være træt at Tyskland's forestillinger om åbne grænser: "Wer von einer Koalition der Willigen redet zur Bewältigung dieser Krise, muss auch die Realität benennen: Es gibt bei dem Thema längst einen Pakt der Unwilligen gegen uns." (Die Zeit).
"Klappe halten" lyder opfordingen ganske vist til dem, der protesterer mod Merkel's politik. (rp-online)
 
Macht Schäuble ernst?
Der tror jeg nu ikke Wolfgang Schäuble har tænkt sig at gøre. Lidt orakelagtigt og uudgrundeligt synes han at agere i øjeblikket. Nogle vil måske huske hans sammenligning af flygtningestrømmen med en lavine udløst af små hændelser. Nu har han været på banen igen med bemærkninger, der kræver tolkning. "Schäuble advarer mod lukning af de tyske grænser." Nogle har opfattet hans udmelding som en støtte til Merkel. Andre som en advarsel til EU om hvad det ville betyde, hvis Tyskland lukkede sine grænser. Se også lige, hvad han ellers har sagt. Han har udtrykt, at overgrebene i Köln har bevirket "Eine ganz neue Dimension" og videre" Wen jetzt der Schnee fällt, kann man ja wieder daran erinnern: Es gibt auch Lawinengefahr." (Cicero).  Man har spekuleret over, om han i virkeligheden ikke gennem sin uigennemsigtige ageren er i færd med at stille Merkel over for valget mellem at skifte retning eller løbe en risiko for at miste posten som Kansler.
 
SPD indser at det ikke kan fortsætte
Regeringspartneren i den store koalition SPD (socialdemokraterne) har længe været mere trofaste støtter til Merkel's politik end hendes egne partifæller fra CDU og fra søsterpartiet CSU. Nu hvor dets strammer til med kritik nedefra og overvejelser i anledning af landdagsvalg og overgreb i Köln, synes selv den joviale Gabriel at mene, at der må udtrykkes en vis skepsis over for en politik, han selv har været med til at bære: "Wenn die Maßnahmen im Frühjahr nicht Wirkung zeigen, bewegen wir uns auf Zahlen zu, die schwierig werden".(Handelsblatt).
I et interview vover han sig lidt længere ud: "Man habe es bisher nicht geschafft, die Flüchtlingszahlen deutlich zu reduzieren. Dies sei aber wichtig, weil sonst die Integration der Menschen nicht gelingen könne. Man müsse von einer chaotischen zu einer geordneten Zuwanderung kommen." (Deutschlandfunk).
Ja, jeg ved det, egentlig ganske selvindlysende, men nu har Gabriel også indset det, efter at hans basis er ved at blive noget urolig.

CSU stiller ultimatum, efter ultima, efter ulti ...
CSU fra Bayern er meget mere direkte i deres kritik og det regner med så mange "hvis ikke, såh..." udsagn, at Ministerpræsident Horst Seehofer bliver kaldt Zebra. Han sætter nemlig utallige streger og så sker der alligevel intet, indtil der bliver sat en ny streg.
Betydningsløs er hans kritik imidlertid langtfra. Han mener, at Tyskland højst burde modtage 200.000 flygtninge på årsbasis, hvis det skal gå godt med bl.a. integration. Han har overvejet at klage til forfatningsdomstolen over forbundsregeringens politik, selv om hans parti jo selv er repræsenteret i den. Den tidligere bayerske ministerpræsident, Edmund Stoiber, er blevet hevet frem af glemslen og er nu yderst populær med sine kraftige udfald mod Merkel. "Der frühere bayerische Ministerpräsident forderte eine komplette Schließung der Grenzen für Flüchtlinge nach Österreich. Dies sei der „einzige Weg“, um die anderen europäischen Länder dazu zu bringen, das Flüchtlingsproblem gemeinsam zu lösen." (FAZ).

Tilslutningen falder
Merkel selv siger ikke så meget, men det er tydeligt, at opbakningen til hende er faldende blandt befolkningen, hvor hun indtil for nylig, uvist af hvilken grund, havde en høj tilslutning. Måske fordi hun stort set altid udtrykker sig positivt klingende, men samtidig vagt "mhh,mhhm" agtigt. Så kan enhver jo tolke det som opbakning til, hvad man selv mener. Meget sigende lyder hendes opfordring da også: "Man solle nicht nur negativ argumentieren, sondern über das sprechen, was erreicht worden sei" (rp-online)
Meget har dog ændret sig siden de glade dage med "Willkommenskultur," med blomsterviftende modtagelseskomiteer, der stod klar med hilsner, tøj og små bamser til børnene, på de banegårde, hvor flygtninge ankom. I følge tal fra det såkaldte Politbarometer, kan meningsmålingerne registrere ret så kraftige omslag i befolkningens indstilling.
På spørgsmålet "Kan Tyskland klare de mange flygtninge", er den andel, der svarer ja, faldet fra 54% i juli 2015 til 37% i januar 2016. Tilsvarende er andelen, der svarer nej til spørgsmålet, steget fra 41% til 60%. Som det kan ses af grafikken, er omsvinget især sket i løbet af den sidste tid. Hvilken rolle Köln kan have spillet, kan man kun gætte om. Fakta er, at tilslutningen til den førte politik er kraftigt på retur.

Det er et omsving, der også kan findes i tilslutningen til kansler Merkel.
På udsagnet "Angela Merkel gør snarere sit arbejde ... med svarmulighederne godt henholdsvis dårligt", svarer 56% dårligt , mens 37% holder fast ved godt. Så sent som i december 2015 lå godt og dårligt svarene på næsten samme niveau. 49% svarede dårligt og 47% svarede godt.
(ZDF Politbarometer).
Skal man dømme ud fra læserkommentarer til artikler om flygtninge i de store tyske aviser, tegner der sig også et billede af stigende utilfredshed med politikernes manglende indsats for at dæmme op for flygtningestrømmen. Indirekte giver de mange attentater (fortrinsvis brandattentater) mod flygtningers bosteder måske en tydelig indikation "das die Stimmung unterirdisch ist."
 
Årsager til tysk polarisering
Vi har tidligere diskuteret, om forklaringen på den særdeles heftige tyske polarisering i flygtningespørgsmålet kunne skyldes partistrukturen.
Hvad skal de utilfredse stemmer stille op, når CDU/CSU og SPD danner alliance i regeringen og den meget lille opposition i forbundsdagen i hvert fald ikke går ind for kraftige begrænsninger af flygtningestrømmen?
Hvad kan man så vælge at gøre? Melde sig under fanerne hos partiet AfD (Alternative für Deutschland), der i medierne placeres helt ude i en ekstrem højreradikal skammekrog. De store partier har f.eks. nægtet at være med til TV-debatter før de kommende landdagsvalg, hvis AfD var med.
Det er som om man i Tyskland ikke har erkendt, at der mangler plads på midten til legitim kritik, uden at man straks bliver sat i skammekrogen som "Rassist" eller "Ausländerfeindlich." af medierne. Det mener journalisten Claus Struntz åbenbart også: "Claus Strunz nannte das die Heimatlosigkeit der politischen Mitte, die mit dem Umgang mit der Flüchtlingskrise durch die im Bundestag vertretenen Parteien nichts anfangen kann – und trotzdem Pegida und die AfD für keine politische Alternative hält."
Skal vi derfor forvente yderligere og grovere polariseringer i Tyskland.  Det ville i givet fald være en farlig tendens. Ellers kommer de store partier til besindelse  og giver kritikken plads?

Kurz's appel om mere realisme
Hidtil har der generelt hersket en opfattelse af, at Østrig i det store og hele fulgte den tyske flygtningepolitik, eller måske rettere manglen på samme. Åbne grænser som Tyskland. Ved grænserne mod syd ingen hegn, kun åbninger med "Seitenteile." Og som Tyskland aktiv i gruppen af de villige, som ville have en europæisk fordeling af flygtninge. Kansler Faymann har lydt som en svag og uselvstændig bugtalerdukke, styret af Merkel.
Pludselig kan man så opleve Østrigs unge udenrigsminister, Sebastian Kurz, i et interview d. 18 januar i ZDF (Heutejournal), give udtryk for en helt anden opfattelse. Med en uset  grad af realisme og klarhed i sine vurderinger og med markante forslag, der har været savnet hos alle EU-toppolitikere uden for Østeuropa.
Kurz kan ikke acceptere en gentagelse af tilstrømningen i 2015, hvor Østrig modtog 90.000 asylsøgende med sine kun 8 millioner indbyggere. I 2016 kan det ikke fortsætte som i 2015, det ville være for meget for Østrig. Derfor er det nødvendigt for at fastlægge en overgrænse for asylsøgende.
I østrigske "Der Standard" kan man i går læse, at der i Østrig kurserer en  idé om at flygtninge højst må udgøre 1,5% af den samlede befolkning. På den måde, når man frem til et forslag om en grænse ved 120.000 flygtninge i alt , dvs. at der er nu kun plads til ca. 30.000 flere.
Forslagets status var d. 19. januar usikker, men vice-kansler Mitterlehner hævder i "Der Standard": "Man könne nicht mehr "in der Dynamik Flüchtlinge aufnehmen. Das verursacht qualitative, quantitative und kulturelle Probleme.""Der Standard". 
I dag meddeler kansler Fayman så, at man har vedtaget en overgrænse. Grænsen ligger dog lidt højere end i forslaget, som det fremgår af søjlediagrammet:

Kurz mener, at det er helt uholdbart at flygtninge kun fordeler sig på få lande:"Es ist nicht möglich, das die Masse der flüchtlinge, die nach Europa kommen, in einigen wenigen ländern den Asylantrag stellt.
På langt sigt er Kurz overbevist om, at det vil være nødvendigt med en europæisk løsning, men på kort sigt vil vi ikke se nogen EU-løsning. Han går derimod ud fra, at når stater begynder at lukke grænserne eller indføre overgrænse for flygtninge, så vil det have en vis dominoeffekt og at denne effekt vil resultere i et stærkt pres for en europæisk løsning. Stadig flere lukkede grænser for flygtninge i Europa vil simpelthen tvinge Europa til fælles handling.
Kurz hævder, at situationen i øjeblikket er for komfortabel for Grækenland. Det kan lyde besynderligt, men med komfortabel mener han blot, at det er hundrede gange lettere at være transitland og blot sende flygtninge videre, end at skulle være slutmål for flygtningene. I Grækenland bliver flygtningerne jo ganske enkelt sendt videre mod Østrig , Tyskland og Sverige, der så til gengæld står med det reelle asylproblem.
Kurz vil have, at vi omsider skal erkende, hvad problemet virkelig drejer sig om. Det er helt forkert at tro, at det alene drejer om flygtninge, der søger sikkerhed fra forfølgelse og krig.
 
Sandheden er jo
"Es geht ... darum die Wahrheit auszusprechen, nämlich das die Masse der Flüchtlinge ja ganz bewusst aus ökonomischen Gründen in Österreich, Deutschland oder Sweden den Asylantrag stellt. Auch Kriegsflüchtlinge, die aus Syrien Kommen, entscheiden Sich nicht in Slowenien den Antrag zu stellen, sondern in Österreich, Deutschland oder Sweden, und das ist ein Problem."
At flygtninge på flugten undergår en forvandling fra sikkerhedsøgende flygtninge til økonomiske migranter, der kun vil acceptere at søge asyl i de lande, hvor man forventer de mest optimale forhold, er helt bestemt et alvorligt problem. Hvis det fortsætter vil det hurtigt blive for meget for de lande, der især virker tiltrækkende på asylansøgere. Som for Sverige, der søger nu akut søger at begrænse strømmen af flygtninge med nye former for grænsekontrol.
På spørgsmålet om flygtninge ikke blot ville "stable" sig i Grækenland, når flere og flere lande lukker deres grænser, svarer Kurz, at han ikke tror at det vil ske, for tilstrømningen vil meget hurtigt blive mindre.
"Die Menschen in Syrien, die Menschen in Libanon, die Menschen in Iraq, aber auch Menschen in den Nordafrikanischen Ländern oder aus Ländern aus denen es gar keinen Grund gibt zu fliehen, die kommen ja nicht nach Europa um dann in Polen, in der Slowakei oder in Slowenien, ein neues Leben zu beginnen, sondern Sie hoffen ein besseres Leben in Deutschland, Österreich oder Sweden vorzufinden"
En fortsat tilstrømning til de lande flygtninge stræber at nå vil betyde at disse lande ikke vil kunne klare tilstrømningen.
Når disse lande lukker grænsen og dette perspektiv ikke længere findes går Kurz ud fra at også tilstrømningen vil blive mindre. At det forholder sig således indikerer en sammenligning mellem Slovenien og Østrig. Slovenien har modtaget ca. 1.000 asylansøgninger i 2015, Østrig derimod 90.000.
Dvs. selv om de måtte flygte pga. krige vil de ikke acceptere at opholde sig i sikre lande, hvor de økonomiske muligheder måske ikke er optimale. Ud fra økonomiske motiver vil de begive på vej til Europa, hvor de er meget bevidste om i hvilket land de vælger indgiver ansøgning om asyl. Det kan ikke fortsætte sådan: "das wird so schlicht und ergreiffend nicht funktionieren"
 
Argumenter bliver stuerene
Hvis man havde sagt hvad Kurz her siger for et halvt år siden, ville man være blevet stemplet som stærkt højreorienteret. Men inden for de sidste måneder har positionerne ændret sig ganske massivt og hvis de fortsat ændrer sig i det nuværende  tempo, vil vi snart nå et punkt, hvor mange vil sige:  "Nu kan det være nok! Strømmen kan ikke fortsætte som i 2015"
Desuden udgør den nuværende håndtering af flygtningestrømmen, efter Kurz s mening, ikke ubetinget det mest bæredygtige koncept. Som eksempel peger Kurz på, at Sverige skærer ned på udviklingshjælpen for at bruge midlerne på flygtninge i Sverige. Men det er absurd, for de midler man bruger i Sverige ville kunne hjælpe mange flere i nærområderne.
Argumenter, der svarer til hvad Kurz siger, har længe kunnet findes i nærværende, ydmyge blog, men det har jo nok en noget større betydning, at det nu er positioner, der fremføres klart, uden forbehold og uden omsvøb af Østrigs udenrigsminister. Måtte flere toppolitikere i Europa nå frem til samme erkendelse. Have modet til at tage ulden ud af munden og sige fra over for den aktuelle laden-stå-til flygtninge politik, lige så klart og tydeligt som Kurz. Så ville der være et håb om, at befolkningen ville kunne følge dem.

Ah! Ça ira (It'll go well)
Ah! ça ira, ça ira, ça ira, Le peuple en ce jour sans cesse repète.
Sådan lød det i en af mest populære sange under den franske revolution, der brød ud i 1789. Senere har man fundet på, at udtrykket kunne hidrøre fra Benjamin Franklin, der i en periode før den franske revolution fandt sted, var de fremtidige forenede staters ambassadør i Frankrig. Det fortælles, at han på spørgsmål om, hvordan det ville gå med den amerikanske revolution på sit gebrokne fransk plejede at svare: Ça ira (It'll go well).
 Efter have hørt Jean-Claude Juncker 's 47 minutter lange tale til et pressemøde (President's New Year's press conference), fredag d. 15. januar  kunne man uvilkårligt få det indtryk at "Ça ira" måtte være Juncker's og EU-kommissionens faste motto., selv om det kan være svært forstå, hvordan man kan mene, at det nok skal gå, når man ser de aktuelle udfordringer for Den Europæiske Union.
 
Viel geschrei und wenig Wolle
I Junckers øjne har kommissionen arbejdet utrætteligt for at finde løsninger på flygtningeproblemet. "To a large extent we haven’t really gone beyond attempting, so it is not the commission that hasn't delivered, but a number of member states I think failed to fully deliver, or indeed to do what needs to be done. I am getting a little tired myself of constantly finding that the European Commission and the European Union are criticized for the fact that not enough has allegedly been done. The Commission has done everything that could possibly have been done in very very difficult circumstances."
Hvor ser vi, at kommissionen har gjort alt hvad den kunne? Vi er ikke krævende, vi kan nøjes med henvisning til gode ideer som måske kan afvende yderligere kriser i flygtningepolitikken. men hvor finder vi sådanne ideer? Juncker selv henviser til relokaliseringforslaget.
Forslaget om tvangsfordeling af 160.000 flygtninge fra Italien og Grækenland. Hvis Juncker mener, at han her har fundet et væsentligt bidrag til løsning af flygtningeproblemet, tager han, som vi ved, fejl. På nuværende tidspunkt er det fordelt i alt 272 personer. Selv i det tilfælde, at forslaget og beslutningen om tvangsfordeling faktisk var blevet realiseret, ville det udgøre et særdeles utilstrækkeligt svar på løsning af flygtningekrisen. Det ville forslå som en skrædder i helvede, i relation til en flygtningestrøm, der nu er nået op over 1 million.
Det opholder Juncker sig imidlertid ikke ved. I stedet beklager han sig over, at medlemslandene ikke med fornøden iver har realiseret forslaget. "I am not going to give up however. The member states of the European Union, particularly those countries, who might now feel that they are moving in the right direction by saying: "we are not taking any refugees". I have got to convince these, that this (vedtagelsen om fordeling af 160.000 flygtninge) is a decision, which has been taken and therefore requires implementation." Måske har landene haft for travlt med at klare akutte problemer og værge for sig. Måske finder de forslaget lige så utilstrækkeligt som undertegnede. Beslutningen om en tvangsfordeling er heller ikke blevet vel modtaget.
Senere i talen benytter han sig af det velkendte trick med at få store tal til at synes små, ved at sætte dem i relation til endnu større tal. Denne gang fortæller Juncker os, at han føler sig pinligt berørt, når han ved et nyligt møde med den jordanske konge skal fortælle, hvorfor Europa ikke har kunnet håndtere strømmen af flygtninge. For hvis Europa skulle modtage lige så mange flygtninge, som f.eks. Jordan eller Libanon, så skulle vi modtage 100 millioner. Underforstået, medlemslandene skaber sig bare.
Til Junckers lettere tåbelige eksempel kan vi kun sige. Hvis flygtninge i Europa blev behandlet som flygtninge i Jordan eller Libanon, så ville vi ikke have et flygtningeproblem overhovedet. Enten ville ingen have noget ønske om at komme til Europa for at bo under de samme forhold som i Jordan eller Libanon (potentialet i vores ohm‘ske model ville nemlig være lig nul), eller vi ville have placeret flygtninge i lejre som i Jordan og forvente, at UNHCR og andre sørgede for deres underhold. Det er er imidlertid ikke situationen, vel Juncker? Man skal måske også erindre sig den politiske situationen i Libanon, der ikke ligefrem er efterstræbelsesværdig.
 
Forsvar for Schengen med fokus på økonomi
For Juncker er Schengen en af unionens største bedrifter, med afgørende betydning for det indre marked og den fælles valuta. "Without Schengen, without the free movement of workers, without freedom of European citizens to travel the euro makes no sense. There is a very intimate link between freedom of movement of all goods, freedom to travel and the European currency union"
I en ganske særpræget argumentation kobles den fri bevægelighed og den fælles valuta sammen. "What is the point of having one currency, which you can use across the continent, if you cannot travel across the continent as we have been able to do up to now." Det lyder næsten som et de gamle argumenter i den danske debat om euroen. Tænk blot, hvis man har en fælles valuta behøver man ikke at veksle penge, når man krydser grænsen. Forhåbentlig har den fælles valuta andre fordele.
Schengen er afgørende for det indre marked og væksten: "If anybody wants to kill off Schengen ultimately what they are going to do is do away with this single market as well, and that is going lead to unemployment issues in Europe which will no longer be under our control."
Hvilke lande har vel ønsket at slå Schengen ihjel? Ingen! Hvad der er tale om er jo, at Schengen i praksis er gået i opløsning. En af de absolut afgørende betingelser for at Schengen kunne opretholdes var jo, at man havde sikre ydre grænser, hvilket jo ingenlunde er tilfældet. Juncker's "kill off" argument er derfor højst besynderlig. Truslen om en arbejdsløshed hinsides kontrol virker som en hån  overfor den meget høje ungdomsarbejdsløshed, der findes i Sydeuropa, også før flygtningekrisen. Dvs. med et fungerende Schengen, indre marked og fælles valuta.
Juncker advarer også om, at de EU-interne grænsekontroller koster rigtig mange penge. Han henviser til beregninger, der viser at kontrollen ved Øresundsbroen indtil nu har kostet 300 millioner euro og at kontrollen ved den dansk-tyske grænser har kostet 90 millioner euro til dato.
Begge tal er fuldstændig forkerte. Juncker bruger tal fra Cepos, der imidlertid har regnet på, hvad en fuldstændig grænsekontrol ville koste for et helt år. "Den måde, han har brugt beregningerne på, betyder, at omkostningerne bliver 50 gange så store, som de nok i virkeligheden er, siger Otto Brøns-Petersen, der er analysechef i Cepos"(BT).
Juncker maler ufortrødent videre på trusselsbilledet. Hvis grænsekontrollerne fortsætter og her formoder vi, at han mener at de udvides til andre lande, betyder det "additional costs for border checks in Europe could amount to 3 billion Euro" Egentlig noget ikke et enormt beløb for EU (det er hvad Tyrkiet skal skal have i beskyttelsespenge), men for Juncker "The loss in terms of growth, the damage to european growth prospects would be immeasurable."
Juncker's advarsler om truslerne mod Schengen, det indre marked og euroen forekommer i deres helhed banale, usammenhængende og direkte forkerte. Og man skal huske på, at det åbenbart er det bedste han kan præstere med en hærskare af bureaukrater i baggrunden. Ikke ligefrem  en imponerende præstation.
 
Præsidentens blinde øje
"I think it is very very important for those who are responsible for taking political decisions to look beyond the actual essence of the refugee crisis, which is important, and take a look at the bigger picture as I have described it." Juncker's "bigger picture" er det meget enøjede, ufuldstændige og ukorrekte billede vi lige har set på. Hvis det skal repræsentere det store billede må Juncker være ekstremt myopisk i sit udsyn.
Juncker ser alene på Schengen og ser kun på de umiddelbare økonomiske konsekvenser af mulige interne grænsekontroller og dem kan han ikke engang gengive korrekt. Han beskæftiger sig ikke med mulige negative konsekvenser af Schengens grænseløse frie bevægelighed i en situation, hvor flygtninge og migranter strømmer ind over meget porøse ydre grænser.
Hvad med de økonomiske konsekvenser af at foreløbig mere end 1 million er flygtet/migreret til Europa? Beregninger over de økonomiske konsekvenser af dette indgår ikke i Junckers tale. Vi har tidligere henvist til, at der kan være tale om meget store offentlige udgifter. F.eks. lyder skønnet for Tyskland i 2015 på 21 mia. euro. For Sverige lyder skønnet for 2016 på 60,2 mia. Skr.
Problemerne vedrører jo heller ikke alene økonomi, som vi har påvist i en posting med titlen "Self-destructive tendencies in the EU," hvor vi forventer problematiske effekter, som følge af skæve kønsfordelinger blandt flygtninge, forventelige familiesammenføringer, forskelle i fødselsrater, generelt dårlig uddannelse, lav beskæftigelse, kultursammenstød, en religion, der udfordrer eksisterende værdier, ghettodannelser, radikalisering og terror. Set i lyset af sådanne problemer forekommer fokuseringen på trusler mod Schengen helt igennem utilstrækkelig og frygtelig banal.
 
What needs to be done will be done
"We will continue to produce proposals over the course of this year. They will not spontaneously meet the approval of member states but nevertheless, what needs to be done needs to be done and indeed will be done." Jeg ved ikke om man kan betragte dette udsagn som en besværgelse eller en trussel, men det kan naturligvis være interessant at vide, hvad kommissionen forestiller sig, at der  skal ske i 2016. Ikke meget tilsyneladend, for i talen kan man kun finde følgende punkter, der for størstedelen allerede har vist sig at være utilstrækkelige:
 
Relokalisering af flygtninge fra hotspots
 
Returnering af flygtninge/migranter
 
Revideret liste af sikre tredjelande
 
Ny europæisk grænsekontrol
 
Forslag om legal migration
 
Flygtninge i beskæftigelse
 
Revideret Dublin ?
 
Opgiver ikke relokalisering
"Relocation, I am not going to give way on that, I am not going to allow the member states to just do what they want, some are doing a lot , others are not willing to do anything. Some are saying: We are not accepting any refugees at all, that is not on."
Siger Juncker og igen lyder det som en besværgelse. Det vil ske, fordi det er nødt til at ske. Inden næste EU-topmøde vil vi komme til at se, at hotspots ideen er begyndt at virke, i hvert fald i Grækenland. Juncker lyder selvsikker og man kan i dag se kommissær Avramopoulos støtte ham, for han påstår, at hotspots i Grækenland og Italien vil være i funktion om fire uger. Men hvad betyder det? At man nu har fundet lande, der er villige til at modtage de flygtninge, der skal fordeles fra hotspots,  flygtninge der vil lade sig fordele, eller er der blot tale om en bedre og mere central registrering af flygtninge?
 
Returnering af flygtninge/migranter
"The whole issue of returns is going to have be discussed in detail as well. So if people are going to be returned, if they do not have a right to stay, we will be dependent on the goodwill of third countries. That means that our readmission agreements with third countries will have to be expanded and improved, and we are working on that as well." Afhængige af goodwill, et koncept, der indtil nu ikke har haft nogen særlig stor effekt. Generelt har det vist sig at være bureaukratisk og juridisk besværligt at tilbagesende og så er det dyrt. Det ville være mere effektivt at lukke de ydre  grænser og kun acceptere de flygtninge og migranter, der på forhånd var blevet godkendt som flygtninge i centre eller repræsentationer udenfor EU. Men det lader ikke til at være på dagsordenen endnu.
 
Revideret liste af sikre tredje lande
"That is something that goes back to a proposal in Autumn of last year but council have not really taken this further ... Council is saying we need a list of safe countries , then the council should ultimately adopt such a list rather than complaining again and again, and telling us that we should do something which we have done quite some time ago."
Vi må formode at det drejer sig om at udvide listen af sikre tredjelande, således at man kan tilbagesende flere, som ikke berettigede til asyl. De seneste begivenheder i Köln og andre byer, har i øget det tyske pres for at lande som Tunis, Marokko og Algeriet kommer med på listen.
Det er helt fint med en sådan liste, men det ville være bedst, hvis mennesker fra disse lande blev afvist ved den ydre grænse, i stedet for at skulle tilbagesendes efter en forgæves asylansøgning og måske langtrukne juridiske spilfægterier.
 
Ny europæisk grænsekontrol
"The commission has already drawn up proposals on the new European border controls and the cost guards corps and we are working actively on this.. Now that is a project that is not going to resolve all of these issues" Juncker hentyder til forslaget om "European Border Guard and Coast Guard." Et forslag vi også har set på tidligere (se "Securing the borders with regulatory verbiage") og fundet utilstrækkeligt, både med hensyn til omfang og opgaver. Så ja, Juncker har ret i at initiativet " is not going to resolve all of these issues."
 
Forslag om legal migration
"The Commission has decided to come up with a proposal on legal migration in the coming months because Europe is a continent of immigration and there is a need for additional migration towards in the future." Særpræget argument. Hvad mener Juncker med, at Europa er et immigrationskontinent. Man kan lige så godt hævde det modsatte. Europa rummer lande med stor homogenitet i befolkning og kultur og med relevante afgrænsninger. Så hvad er Juncker's udsagn andet end en erkendelse af, at vi i fremtiden kan forvente et særdeles stort migrationspres, hvilket vi har redegjort for i en tidligere posting. Problemet er dog hvor meget immigration kan vi absorbere uden gevaldige konflikter.  
Man kan også spørge: Hvad er egentlig det europæiske behov for immigration? Foreløbig har Europa et meget stort problem med ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa. Trænger det sig ikke mere på?
 
Flygtninge i beskæftigelse
"These people [flygtningene] must be in a position able to regularise their situation and to pursue an occupation, because if somebody is sitting at home for month or even years, idly and not working there are never going to become a fully valued member of the European society, and that is important if we want to protect ourselves also from all sorts of unpleasant things."
Juncker synes her at praktiser en slags ønsketænkning, for erfaringerne med ikke-europæisk indvandring er ikke gode.
Unpleasant things, ja vi behøver såmænd blot at erindre om på begivenhederne Nytårsaften og nat, og om farerne for radikalisering og terror. Spørgsmålet er imidlertid om det at flygtninge får arbejde, fjerner faren for kultursammenstød og fjerner problemerne med en utilpasset religion, der har krav, der strider mod selvfølgelige europæiske værdier.
Vi har flere gange tidligere påvist, at ikke-europæiske indvandrere generelt, også mange år efter at de er kommet til Europa, har en lavere beskæftigelsesgrad end alle andre. Det giver så til gengæld et træk på velfærdsydelser. Og man må spørge sig selv, om de lande, der har skabt omfattende velfærdssystemer for landenes egne borgere, uden videre skal acceptere, at disse systemer kan bruges af flygtninge og migranter, der næppe kan yde et nettobidrag til disse systemer før i en temmelig fjern fremtid.
Endelig virker det virker rent ud sagt tåbeligt at bruge meget dyre ydelser på det antal af aktive flygtninge, det er lykkedes at flygte til Europa, i stedet for at bruge midlerne på flygtninge i nærområder, hvor de samme midler kan række til mange flere, der sandsynligvis også har større behov for hjælp.
 
Revideret Dublin ?
"Everybody is saying the Dublin has got to be reformed, but when that happens ... We may once again be faced with a lack of will to distribute the Dublin customers or the Dublin clients again across Europe."
Her mærker man i det mindste en slags pessimisme, der i lyset af de sidste års erfaringer kan synes berettiget.
Juncker er opmærksom på, at en tvangsfordeling ikke engang passer flygtningene selv. Her er han for en gangs skyld tydelig i mælet: "... we cannot have a situation, whereby those who come to Europe then decide rather ardently for themselves where they want to live. That is just not possible. That is absolutely not on. It is not the refugees who are responsible for dividing up the refugees, it is the member states."  Rigtigt, men giver det i sig selv ikke yderligere problemer.
 
Il ne sera pas bien!
"Everything is going to be difficult, but I am not going to give up. I reject the idea that this is somehow the beginning of the end, and I want to avoid that feeling, but above all to avoid any harmful realities that could reflect them."
Det lyder som om Juncker mener, at vi vil kunne undgå en skadelig virkelighed blot ved at forkaste ideen om og følelsen af, at den aktulle situation kunne være begyndelsen til enden. Er det ikke en slags Ça Ira forestilling, hvor positive ideer og følelser skal skabe en positiv virkelighed?
Det er dog næppe Junckers ideer og følelser, der skal redde os fra en ubehagelig virkelighed, for det er ganske tydeligt, at han ikke selv er i stand til at levere ideer og følelser, der gør nogen forskel. For slet ikke at tale om konkrete tiltag med udgangspunkt i  basale overbevisninger og pligter.
Karakteristisk nok viser det sig ved at han nævner, at EU står på skuldrene af giganter, der havde ideerne, tiltroen og energien til at skabe det store europæiske projekt. Juncker er imidlertid ingen gigant og Juncker synes hverken at besidde ideer eller handlekraft. Initiativet har han stort set overladt til Tyskland, både i den græske krise og nu igen i flygtningekrisen. Hvem kan undre sig over, at der efterhånden er stigende modstand mod denne tyske dominans og dens indflydelse på løsning af fælles problemer.
Juncker nævner naturligvis ikke denne indflydelse, men hvad gør han så i sin lange tale. Han snakker om illusoriske initiativer, som kommissionen har vedtaget uden særlig effekt, eller som kommissionen er i færd med at tage, og så skyder han skylden for at det alligevel ikke virker på medlemslandene.
Pudsigt nok siger han selv: "A lot has been said about the refugee crisis, where we haven't really found any lasting solutions" Ja, meget er blevet sagt og skrevet, men hvor finder vi de forslag og handlinger, der gør en afgørende forskel?

Eklatantes Politikversagen
En tidligere præsident for den tyske forfatningsdomstol, Hans-Jürgen Papier, kritiserer i stærke vendinger den tyske flygtningepolitik, som den er blevet praktiseret af Merkel. "Noch nie war in der rechtsstaatlichen Ordnung der Bundesrepublik die Kluft zwischen Recht und Wirklichkeit so tief wie derzeit." (Focus.de). Der er med de åbne grænser skabt retsfrie rum og den ubegrænsede indrejse har været en fejl. For der eksisterer ingen ret til fri indrejse for ikke-EU udlændinge. For at forhindre at dette sker, kan det være nødvendigt for en tid at kontrollere om mennesker, der ønsker at rejse ind i Tyskland har tilladelse til det, med henblik på at forhindre illegal indrejse.
Papier mener, at det vil være nødvendigt at gøre følgende:
 
Forfølge en strikt asylpolitik
Skelne tydeligt mellem krigsflygtninge og økonomiske eller velfærds flygtninge
Sikre de tyske grænser
Forbigående ophæve Schengen reglerne
Forhindre al illegal indrejse
 
Selbstherrlichen Kanzler-Demokratie
Papier er ikke den eneste tidligere dommer, der nu ytrer kritik af Merkels flygtningepolitik. Efterhånden har flere fremsat kritik. Blandt dem en anden tidligere forfatningsdommer fra delstaten Nordrhein-Westfalen, Michael Bertrams. Han anlægger dog en lidt anden vinkel i sin kritik. og bruger som et eksempel udenlandske indsatser af forbundshæren. Forudsætningen for at sådanne indsatser kan finde sted er, at der foreligger en konkret vedtagelse om indsatsen i den tyske "Bundestag," Dvs. parlamentet skal være inddraget.
Han mener at beslutninger om at optage indtil videre over 1 million flygtninge og migranter er af meget større rækkevidde og dermed af større vigtighed for Tyskland, end de forholdsvis begrænsede udlandsindsatser af forbundshæren. Hvorfor beslutninger om et så omfattende optag af flygtninge burde ligge i hænderne på de valgte medlemmer af parlamentet.
"Merkels Alleingang war deshalb ein Akt der Selbstermächtigung", understregede han og hævdede, at hun  førte en  form for "selbstherrlichen Kanzler-Demokratie." Spørgsmålet er i en vis forstand om Merkel's beslutning om at åbne grænserne i sensommeren 2015 overhovedet var legitim. Ikke at han mener, at spørgsmålet burde afgøres af forfatningsdomstolen. Det burde være en opgave for Forbundsdagen  at besvare.(Die Welt).
 
Flygtningepolitik i modstrid med forfatningen?
En endnu omfattende kritik støtter sig på et omfattende responsum udarbejdet af, ja hvad ellers, en tidligere dommer fra den tyske forfatningsdomstol. Udarbejdelsen er foretaget på foranledning af Bayerns CSU parti (Bayern.de).
Dommer Di Fabio indleder med at se på forbundsregeringens, dvs. Merkel's politik. Han konstaterer, at regeringen, muligvis uden at det har været tilsigtet, gennem sin politik helt givet har forstærket indrejseaktiviteten. Det er sådan set også hvad vi, siden vi begyndte denne blog, har påstået. Siden september har man udsendt det signal "dass Deutschland auch außerhalb seiner Rechtspflichten und ohne Rücksicht auf Kapazitätsgrenzen humanitären Schutz gewähre."
Eller med andre ord, man har åbnet grænserne, er gået ud over, hvad man er forpligtet til, uden hensyn til om der findes en kapacitetsgrænse. I forbindelse med åbningen har man ikke varetaget ansvaret for at sikre en kontrolleret indrejse. Derved har Tyskland i en allerede eksisterende krise fungeret som "Attraktor, als ein Magnet für Wanderungsbewegungen und begünstigend für organisierte Schleuserkriminalität gewirkt."  Stærke udtryk, men det må da være indlysende, at den tyske grænseåbning har virket som en magnet på flygtninge og befordret menneskesmuglernes arbejde tidligere i kæden.
Merkel's åbning af grænserne og signal om at flygtninge kunne søge asyl direkte i Tyskland, betragtes af statsretseksperter som uforeneligt med Asyllovens paragraf 18. Hvoraf det fremgår, at indrejse af asylansøgere fra sikre tredjelande ikke er foreneligt med loven.
En sådan tilsidessættele af loven er af en så grundlægende natur, at den måtte træffes af lovgiver og således ikke blot iværksættes af Kansleren. En statsretsekspert stiller derfor spørgsmålet: "Ob Bundesrecht durch Kanzlerwort geändert werden könne?" Om Kanseleren beslutning bruger man i øvrigt vendinger som: "bedingungslosen Grenzöffnung," "groben Fehlern der Führungsebene," og "Steuerungs- und Kontrollverlusten."
Her kan man jo tilføje, at Merkel's beslutning jo ikke blot vedrøret Tyskland og Østrig, som blev kontaktet, men alle i EU og Schengen som vil blive berørt af hendes Kanzlerwort: "Die Entscheidung der Bundesregierung zur Grenzöffnung aus humanitären Gründen ist nicht nur innerhalb Deutschlands umstritten, sondern wurde als ein mit wichtigen Partnern und der Europäischen Kommission nicht abgesprochener Alleingang Deutschlands kritisiert, offen und auf diplomatischen Wege."(Bayern.de). Efter attentatet d. 15. november i Paris blev Frankrig således meget tydeligt i sin kritik og talte om en historisk fejlbeslutning.
Internt i Tyskland kan man også tale om manglende afstemning med de enkelte forbundslande, som jo i sidste ende kommer til at bære byrden.
 
Konklusioner
I Di Fabio's sammenfatning findes adskillige kritikpunkter i relation til den stadig førte flygtningepolitik.
 
Di Fabio konstaterer, at Grundloven (das Grundgesetz) forudsætter, at man behersker statsgrænserne og at man har kontrol med de personer, der befinder sig indenfor statens grænser.  Det kan jo i den aktuelle situation ikke siges at være tilfældet, hvilket udgør et alvorligt problem.
 
Forbundsrepublikken kan overføre rettigheden til grænsesikring til den Europæiske Union. Jeg går ud fra, at det hentyder til EU's sikring af ydergrænserne i forbindelse med ophævelse af de indre grænser.
Men, konstaterer Di Fabio, Forbundsrepublikken "bleibt aber im Falle des nachweisbaren Lesitungsverlusts europäischer Systeme in der Gewährleistungsverantwortung für die wirksame Kontrolle von Einreisen in das Bundesgebiet." I klart sprog, hvis det fælleseuropæiske system til sikring af de fælles grænser og kontrol med indvandring, svigter, så er forbundsrepublikken forpligtet til selv at iværksætte virksomme kontroller af landegrænsen.
 
 Grundloven garanterer ganske vist ethvert menneske, der opholder sig i Tyskland og er underkastet dets love, en menneskeværdig behandling. I Tyskland spiller udtrykket "die Würde des Menschen", en meget vigtig rolle, det er ligefrem "oberste VerfassungsGrundsatz."
Men hævder Di Fabio: "Das Grundgesetz garantiert jedoch nicht den Schutz aller Menschen weltweit durch faktische oder rechtliche Einreiseerlaubnis. Eine solche unbegrenzte Rechtspflicht besteht auch weder europarechtlich noch völ-kerrechtlich. Entsprechende unbegrenzte Verpflichtungen dürfte der Bund auch nicht eingehen. " Grundlovens ord betyder ikke, at man har til pligt  til at sikre beskyttelse af alle mennesker ved at åbne grænserne for dem.
En universel og ubegrænset pligt til at beskytte all, ville sprænge den demokratiske selvbestemmelse og i sidste ende også det folkeretlige system, der afhænger af afgrænsede og handlekraftige stater. Også for Tyskland må det således gælde, at man har pligt sikre egne borgere gennem at sikre grænserne og bevare handlekraften.
 
Forbundsrepublikken kan deltage i og være forpligtet af initiativer, der omfatter humanitær beskyttelse af mindretal og forfulgte grupper i udlandet. Inden for rammen af kontingenter, som man selv opstiller, kan Forbundsrepublikken endvidere yde temporær eller varig beskyttelse i forbindelse med internationale nødsituationer. Men igen: "Eine völkerrechtliche Verpflichtung zur unbegrenzten Aufnahme von Opfern eines Bürgerkrieges oder bei Staatenzerfall besteht nicht und wäre im Falle ihres Bestehens ein Verstoß gegen die unverfügbare Identität der Verfassungsordnung." Igen en konstatering, der vender sig direkte mod Merkel's værgren sig ved at at anerkende at der må findes en grænse for optaget af flygtninge. Ud fra Di Fabio' s redegørelse kan man ligefrem antage, at hendes udsagn og handlinger er i konflikt med det retslige grundlag.
 
Heller ikke med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan man begrunde en "unbegrenzte Pflicht zur Aufnahme von Vertriebenen oder heimatlos gewordenen Menschen vor."
 
Bliver flygtninge- og migrationskrisen ikke overvundet med virksomme europæiske tiltag, må forbundsrepublikken, med henblik på at bevare den forfatningsstatslige orden og beskytte den føderale konstruktion, i det mindste forbigående garantere den lovgivningsmæssige sikring af republikkens grænser.  Gad vide om Di Fabio's konstatering er nok til at regeringen vil handle? Eller om den, i lighed med så meget, andet tolkes og vendes på hovedet.
 
Har Merkel da handlet fuldstændig uforsvarligt?
Det turde fremgå, at vi har at gøre med en ganske alvorlig kritik af Kansler Merkel's egenrådige beslutning om at åbne grænserne i sensommeren 2015. En beslutning der ikke var truffet af parlamentet, og ikke aftalt med EU eller andre lande, bortset fra Merkel's kontakt med Østrigs Kansler.
Dernæst påviser dommeren, at den eksisterede flygtningepolitik ikke er forsvarlig retligt set. Bl.a. i den forstand, at man accepterer flygtninge der ankommer fra et sikkert tredjeland. Den næsten grænseløse åbning medvirker i sig selv til at uddybe den krise som flygtningestrømmen har givet anledning til. Han konstaterer kort og godt, at hvis EU ikke kan sikre Schengens ydergrænser, så har Tyskland en forfatningsmæssig pligt til selv at varetage opgaven.
Endelig påviser han, at Tyskland ikke har pligt til at modtage alle, der måtte have brug for beskyttelse. At man tværtimod, hvis man åbner grænserne helt, kommer i modstrid med forfatningen.
Svaret på overskriftens spørgsmål blver derfor et Ja!

The European malaise
Hvordan skal man karakterisere EU's reaktion på flygtninge og migrantkrisen?
Vi finder tendenser til en art selv-suggestion, hvor man søger at berolige selv med positivt suggestive vurderinger af egen aktivitet som "Wir schaffen das," eller Juncker's snak om, at selv en million flygtninge kun udgør 0.2 % af unionens befolkning. Og det er da ingenting, vel? Eller forestillinger om det ubetinget positive i mangfoldigheden. Vi ser også en stille tale om, at flygtninge bidrager til at sikre, at befolkningen ikke stagnerer, som i Tyskland. Men vil flygtninge fra en ganske anden kulturkreds egentlig bevare Tyskland? Vi finder udsagn fra et erhvervsliv, der ser muligheder for at have en pool af arbejdskraft de kan trække på.
 
Konfusion
Det er imidlertid ikke positiv selv-suggestion det hele. Det er også forvirring, ubeslutsomhed og uvirkelige politiske tiltag fra f.eks. EU's side. Som beslutninger om fordeling af et lille antal flygtninge, der i realiteten synes at være løbet ud i sandet. Flygtninge vil ikke tvangsfordeles og lande vil ikke have tvangskvoter. En EU-kommission, der forekommer fuldstændig ude af stand til at erkende problemets størrelse og til at reagere adækvat på udfordringerne. På møde efter møde produceres uvirkelige og bureaukratiske beslutninger og masser af papir, men intet der hjælper afgørende på problemerne. Beslutninger om at forstærke de ydre grænser, betyder indtil videre blot at man hjælper flere flygtninge og migranter til Europa. Vi oplever også et impotent Frontex, der mest er optaget af sig selv. Vi ser aftaler om dørvogter opgaver til Erdogan, mod betaling af beskyttelsespenge ganske vist , men indtil videre med meget ringe effekt. Vi hører uendelig megen snak om at bekæmpe årsager og om at støtte til nærområderne, der glemmes ligeså snart der slukkes for TV'et.
 
Virkeligheden trænger sig på
Hist og her griber man til en slags selvtægt. Fra Ungarn, der tilsyneladende forsøger at overholde ideen om ydre grænser, over forsøg til at begrænse strømmen med en slags fiktiv kontrol ved Tysklands sydlige grænse. Bulgarske afvisninger af mennesker, der ikke kan søge asyl. Et Østrig der nøjes med at bygge en slags grænseportaler med "Seitenteile" (læs 3,9 km pigtrådshegn på hver side af grænseovergangen) og senest naturligvis svenske forsøg på at bremse strømmen gennem krav om gyldig ID, hvilket igen fører til halvhjertede reaktioner fra Danmark. Norge og Finland søger også at reducere strømmen og for nylig har Norge sendt omfattende forslag til begrænsninger i høring.
 
Europa på vej ud i malstrømmen
Den øjeblikkelige europæiske malaise er ingenting imod hvad der kan ske i fremtiden. Indtil videre har vi kun haft et  myopisk blik for det der sker lige nu.
Medierne fylder os med "human interest stories," hvor de kan berette om de farer og fortrædeligheder, der rammer den enkelte flygtning på vej gennem Europa, eller de viser skrækslagne småbørn mellem benene på grænsevagter. Ind i mellem afløst af succeshistorier om, hvor vidt bestemte flygtninge og migranter har bragt det i vore lande.
Men hvor ser vi forsøg på at forberede os på en fremtid, der kan true EU's eksistens?
Det følgende er i modsætning hertil et forsøg på at åbne blikket og vise det store billede. Hvilke trusler vi reelt kommer til at stå overfor i en ikke alt for fjern fremtid, hvor en ny virkelighed med sikkerhed trænger sig på.
 
Trusler fra fremtiden
Listen over trusler, der allerede nu kan forbindes med den aktuelle flygtninge- og migrantstrømme, er lang:
 
Demografiske skævvridninger
Problemer med beskæftigelse
Stigende offentlige udgifter
Problemer med en utilpasset religion
Kultursammenstød med usikker udgang
Nye og stigende former for kriminalitet
Radikalisering og terror
Potentielle flygtninge- og migrant tsunamier
 
Demografiske forandringer
Vi bruger her Tyskland som eksempel. Statistik sammenfattet af Statista viser fordelingen af asylansøgere i Tyskland på aldersgrupper.

Det er evident, at der er en meget høj andel af unge blandt flygtningene Hvis vi lægger et par af søjlerne sammen kan vi se, at ca. 56% af asylansøgerne er under 25 år. Det betyder, at det vil være naivt at forestille sig, at der er tale om et snarligt veluddannet bidrag til arbejdstyrken i Tyskland. Tværtimod må man først og fremmest forvente udgifter til børneinstitutioner, sprogkurser, skoler, erhvervsskoler og eventuelt højere læreanstalter, før man kan forvente at denne gruppe af flygtninge giver et positivt bidrag til samfundsøkonomien. Det samme billede findes også i andre lande, der har åbnet grænserne for den aktuelle flygtningestrøm.
 
Et kig på en befolkningspyramide (SVR-Forschungsbereichs 2015-2) med alders- og kønsfordeling for Tyskland, viser at størstedelen af flygtningene fra det nære østen og Afrika er mænd.

Det kan derfor det forventes, at der på et tidspunkt vil opstå et ønske om familiesammenføring hvilket formentlig vil medføre yderligere træk på velfærdsydelser og meget lille beskæftigelsesfrekvens i de første år.
Med forventede høje fødselstal for unge flygtningefamilier, må det forventes af unge indvandrere vil udgøre en voksnede andel af de yngre aldersgrupper i Tyskland. Det betyder yderligere pres på institutioner og skoler. Her blot en lille henvisning til det akutte behov: "Um die Schulbildung für Flüchtlinge zu sichern, werden laut einer Berechnung der Bundesländer 20.000 zusätzliche Lehrer gebraucht. Jährlich könnte das bis zu 2,3 Milliarden Euro kosten." (Tagespiegel).
 
Lav beskæftigelse
Generelt ved vi fra data både fra Sverige, Danmark og Tyskland, at det varer længe før vi kan forvente en høj beskæftigelsesgrad for flygtninge og migranter. Det gælder endda selvom vi her ser tal, der omfatter flygtninge fra tidligere perioder.
Nedenstående grafik fra BMAS  viser meget tydelig, at beskæftigelsesgraden for indvandrere, især fra de områder som flygtningene i øjeblikket kommer fra, er meget lavere end for andre indvandrere, hvorfor man da også regner med væsentlige højere ledighed og behov for sociale overførsler. Endnu kan effekten naturligvis ikke ses. Endnu står de jo ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.

En tabel med arbejdsmarkedindikatorer  fra IAB  uddyber problemerne.

Det har ofte været påpeget at Europa har oplevet strømme af flygtninge mange gange tidligere, og at det er forløbet uden de helt store problemer. Ja, man kan endda hævde at det været medvirkende til at skabe udvikling og rigdom i Europa. Her tænker man ofte på de store vandringer fra øst efter krigen. Det var disse flygtninge, der udgjorde det oprindelige problem, som flygtningekonventionen fra 1951 tog op. I 50'erne kom der flygtninge f.eks. fra Ungarn efter opstanden i 1956. Senere kom der flygtninge fra Balkankrigene i 90'erne. Udover flygtningene var der store strømme af fremmedarbejdere fra Tyrkiet, især i Tyskland. Det var tyrkere, der i høj grad bidrog til Vesttysklands økonomiske vækst.
Imidlertid kan erfaringer med disse grupper næppe bruges til at argumentere for fordelene ved den aktuelle flygtninge- og migrantstrøm fra muslimske lande og fra Afrika.
Som man kan se af statistiken, har disse flygtninge generelt meget sværere ved at indpasse sig i samfundet. De har som det ses lavere erhvervsfrekvens. Bl.a. fordi de har store problemer med sprogbarrierer, problemer med uddannelse, problemer med kulturforskelle og problemer med en anakronistisk religions ideologi.
Det er derfor ikke helt uden grund, at man kan forvente alvorlige kultursammenstød.
 
Hvad koster de os...
På trods af alle udsagn om, at flygtningene vil give et positivt bidrag, er det på kortere sigt mere realistisk at se på, hvad de koster os. Vi har tidligere set på argumenterne i en posting med titlen: "Economic impact: Great expectations vs pessimistic calculations". Her skal vi derfor blot gentage nogle få udgiftsskøn
For ´Tyskland:
IFO instituttet i München har skønnet at udgifterne til flygtninge alene for 2015 vil beløbe sig til ikke mindre end 21,1 mia. euro. I denne beregning har man antaget, at Tyskland vil modtage 1,1 millioner flygtninge allerede i 2015, og man har medtaget flere ydelser i beregningen: “Das schließt nun Unterbringung, Ernährung, Kitas, Schulen, Deutschkurse, Ausbildung und Verwaltung ein“.
For Sverige:
For 2016 har man hævet prognosen over udgifter til flygtninge fra 31,2 mia. til 60,2 mia. Skr. For 2017 fra 32 mia. til 73 mia. Skr.
For Danmark:
I et notat fra Rockwool Fondens Forskningsenhed udgivet i 2014 regner man sig frem til, at ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere vil bidrage negativt til de offentlige kasser i størrelsesordenen 16.6 mia. kr.
 
Utilpasset religion
Med utilpasset menes, at vi har at gøre med en religion, der på mange måder vil kollidere med eksisterende værdier, normer og regler i vestlige samfund.
I 2015 kan “The Times" fortælle, at unge muslimer i stigende antal indgår ægteskab alene på sharia betingelser:
"Britain is seeing a surge in Sharia marriages — many of them polygamous — as young Muslims shun legally binding unions. As many as 100,000 couples are living in such marriages, which are not valid under UK law, and bypassing register offices, experts said. Ministers have raised fears that women can be left without the right to a fair share of assets if the relationship ends, while others are forced to return to abusive “husbands”. (The Times).
Et tilsvarende fænomen findes åbenbart også i andre europæiske lande. Et studie fra Berlin viser dette: "Islamisch-religiöse Eheschließungen finden teils zusätzlich zur deutschen Zivilehe statt, in manchen muslimischen Communities zu erheblichen Teilen aber auch ohne parallele Zivilehe."... "Manchmal wissen die Erst- oder Zweitfrau nichts vom Bestehen weiterer Ehen."(ezire.uni-erlangen).
Studiet påviser også, at der eksisterer en paralleljustits med udøvelse af stærkt socialt pres på de berørte. Et pres med baggrund i en patriarkalsk kultur, der søger at holde konflikter interne og ikke kender eller ligefrem afviser det offentlige systems og statens rolle som beskytter af de svage . "Solche Probleme werden von sehr vielen Befragten aus Communities, NGOs und von Staatsseite als erheblich bezeichnet, insbesondere in arabischen und kurdischen Milieus." (ezire.uni-erlangen).
Der opbygges med andre orden patriakalsk og religiøst baseret modverden til den vestlige de geografisk set befinder sig i. En modverden, der afviser de værdier, holdninger og regler, der gælder i vestlige samfund.
"In salafistischen Milieus wird die deutsche Rechtsordnung generell als „menschengemachtes Recht“ abgelehnt; anerkannt wird nur die als gottgegeben angesehene islamische Ordnung. Hier wird zunehmend versucht, eine soziale und institutionelle Gegenwelt aufzubauen."
Da den aktuelle flygtningestrøm hovedsagelig omfatter mennesker med muslimsk baggrund er det vigtigt at se på omfanget af sådanne parallelle samfundsstrukturer med muslimsk religiøs prægning og mere eller mindre åben brug af sharia i forbindelse med ægteskab og ved løsning af problemer, som skilsmisse og interne stridigheder blandt disse grupper.
Pew Research har undersøgt, hvorledes man betragter sharia i den lande, hvor flygtningene kommer fra. Vi gengiver her blot et par af undersøgelsens resultater.
Grafikken her viser, hvor mange procent af muslimerne, der betragter sharia "as the revealed word of God"

I den næste grafik kan vi se, hvor mange, der foretrækker at gøre sharia til "Law of the land"

Ildevarsleende må man sige, hvis dette billede blot tilnærmelsesvis findes hos flygtninge fra disse lande.
 
Jamen, vi har religionsfrihed...
I FN's erklæring om menneskerettighederne fra 1948 hedder det i artikel 18:
" Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter."
FN's " Special Rapporteur on freedom of religion or belief" har bl.a. til opgave, at "identify existing and emerging obstacles to the enjoyment of the right to freedom of religion or belief and present recommendations on ways and means to overcome such obstacles"
Nogen vil måske tolke denne ret som en ret, der ligefrem legitimerer en utilpasset fundamentalistisk religions udfoldelser, som de f.eks. er blevet præsenteret her. Måske kan man derfor som Amra Bone, der er UK’s første kvindelige Sharia council judge  hævde: “the government cannot — ask Muslims not to have more than one wife. People have a right to decide for themselves. ” Hvilket jo, som Times forklarer, ville betyde at loven ikke gjaldt for muslimer: "British Muslims are free to operate outside UK law, as a rule unto themselves and the Sharia courts they feel are legitimate" (The TImes).
 
Hvilke rettigheder gælder så egentlig?
Al denne pokken på religionsfrihed inklusive retten til at give udtryk for den offentlig og privat og i fælleskab med andre synes at stå en gevaldig modstrid med andre dele af erklæringen om menneskerettighederne, og specielt da mod FN's kvindekonvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder. Man “er opmærksomme på, at opnåelse af fuld ligestilling mellem mænd og kvinder kræver en ændring af både mænds og kvinders traditionelle rolle i samfundet og i familien,"
Det kan næppe siges at være tilfældet i de eksempler, vi har set på ovenfor. Hvad skal så gælde? Religionsfrihed, som frihed til at diskriminere mod kvinder og til at sætte sig ud over et lands lovgivning med religiøse motiveringer, eller "at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder, og at enhver har krav på de rettigheder og friheder, som nævnes i erklæringen, uden forskelsbehandling af nogen art, herunder forskelsbehandling på grund af køn," (Kvindekonvention). 
For slet ikke at snakke om et lands love, som de er vedtaget af en lovgivende forsamling.
Det forekommer som om at der, uvist af hvilke grunde, er sket et skred i vores opfattelse af, hvor meget vi skal acceptere af religiøst begrundede særstillinger og indrømmelser. Det er en regressiv tendens, der i hvert fald ikke tjener til at gennemføre intentionerne i FN's kvindekonvention. Måske er det på tide at erindre om den oprindelige franske "Déclaration des droits de l'homme et du citoyen de 1789", hvor religion var sat ud på sidespor (som kvinderettigheder i øvrigt også). "The principle of any sovereignty resides essentially in the Nation. No body, no individual can exert authority which does not emanate expressly from it".
Altså også al religiøs udfoldelse må underordnes loven.
 
Ytringsfrihed eller ytringsængstelse
"I Menneskerettighedserklæringen hedder det også : Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding ..."
Terroren mod Charlie Hebdo's tegnere. Balladen og optøjerne i forbindelse Morgenavisen Jyllands-Postens karikaturer og talrige andre sager om overgreb og protester, der begrundes med manglende hensyntagen til muslimsk fundamentalisme, viser i dag, hvorledes ytringsfrihed i praksis er blevet en slags ytringsængstelse overalt Vesten.
I begyndelsen blev det benægtet af mange, men efterhånden står vist klart for de fleste at det er præcis, hvad der er sket. Et mindretal af muslimske fundamentalister har været villige til at bruge vold, trusler om vold og terror til at skabe ytringsængstelsen. Mere er ikke nødvendigt.
Det viser, hvorledes vestlige samfund er yderste sårbare over for rabiate mindretal, der er villige til at bruge alle midler inklusive selvmordsaktioner for at fremme deres ideologier. Selv om det er et mindretal, der udøver aktioner, og et flertal mere eller især mindre tydeligt tager afstand, er det tydeligt at resultatet bliver at der tages hensyn ikke blot til de voldelige, men til alle, der er erklærede medlemmer af denne religions ideologi. Af frygt, hvad ellers. Det er den sære nye version af "respekt," som alene er baseret på den latente trussel om vold.
På hvor mange områder vil man i fremtiden bøje af for denne trussel, når der ytres ønsker om religiøs særstilling fra muslimske grupperinger?
 
Kultursammenstød: kvindeopfattelser blandt muslimske flygtninge
Vi har tidligere set på dette problem i en posting med titlen "The great divide." Her skal vi derfor blot berøre et aktuelt problem, nemlig kvinders stilling i samfundet. I en "Global Gender Gap Report" fra 2015 kan vi se hvorledes nogle af de lande, der i øjeblikket leverer flest flygtninge, er placeret på dels generelt, dels på specifikke områder.

Global Gender Gap Report 2015
 
Syrien ligger i den generelle rangordning på en plads som nummer 143 ud af i alt 145, Marokko på plads 139 og f.eks. Pakistan som nummer 144.
Det turde være tydeligt, at der ikke i disse lande findes nogen egentlig ligestilling mellem mænd og kvinder. Hvilket naturligvis må forventes at påvirke synet på kvindes stilling i samfundet . Et syn man jo ikke bare kan lægge fra sig, når man passeres grænsen til EU.
Pew Research har spurgt, hvordan vi i Vesten ser på muslimers syn på kvinder og ligeledes spurgt muslimer, hvorledes de mener man i Vesten ser på kvinder (Pew Research).

Man kan selvfølgelig sige, at det er spørgsmål der har en vis vestlig bias.
For holdningen til seksuelle tilnærmelser og overgreb mod kvinder kan vi inddrage andre kilder. Et Thomson-Reuters survey i dele af den muslimske verden antyder, at der er alvorlige problemer. Vi kan næppe bruge Syrien selv som eksempel, da borgerkrigene i sig selv giver anledning til overgreb, men ser i stedet på situationen i Ægypten, hvad angår kvinder stilling og graden af seksuelle overgreb.
"Women played a central role in the country's revolution but activists say the rising influence of Islamists, culminating in the election of Muslim Brotherhood leader Mohamed Mursi as president, was a major setback for women's rights. Mursi was toppled in a military takeover in July after mass protests against his rule, but hopes for greater freedoms have been tempered by the daily dangers facing women on the street. (Thomson-Reuters Foundation).
En UN-Women undersøgelse af seksuelle overgreb mod kvinder i Ægypten fra 2013, viser at 99.3% af de adspurgte kvinder kunne rapportere om seksuelle tilnærmelser og overgreb. De kunne desuden rapportere om en stigning i overgreb efter revolutionen.  Næsten de samme tal 95,3 for seksuelle tilnærmelser og overgreb rapporteres i en undersøgelse foretaget af HarassMap organisationen i Cairo. Det skal bemærke, at definition af tilnærmelser og overgreb rækker fra af man stirrer på ofret (ogling), over tilråb/piften (cat calls) til berøring og voldtægt.
Noora Flinkman, fra HarassMap fortæller at det i høj grad påvirker kvinderne:
"The social acceptability of everyday sexual harassment affects every woman in Egypt regardless of age, professional or socio-economic background, marriage status, dress or behavior ... It limits women’s participation in public life. It affects their safety and security, their sense of worth, self-confidence and health." (Thomson-Reuters Foundation).
 
Konsekvenser i Europa
Et blik tilbage på ovenstående befolkningspyramide, viste en voldsom overrepræsentation af unge mænd blandt asylansøgerne i Tyskland. Situationen er den samme for Sverige, hvor tal fra november 2015 viser, at 71% af alle asylansøgere var mænd, fortrinsvis unge mænd. IOM's (International Organization for Migration) tal viser også, at omkring 90% af alle uledsagede børn og unge flygtninge er drenge (Politico).
Sammenholder vi forholdene i et muslimsk land som Ægypten med det forhold, at der er en voldsom overvægt at unge mænd med muslimsk baggrund i den aktuelle flygtningestrøm, er det nærliggende at antage, at der vil opstå omfattende problemer med mange af disse unge mænd alle de steder, hvor de er overrepræsenteret. Efterhånden melder medierne da også om stadig flere overgreb begået af mennesker, der tilhører netop denne gruppe. Desværre viser det sig, at mere eller mindre misforståede politiske hensyn ofte har hindret omtalen af disse overgreb. Noget af et misforstået hensyn. Det gælder især for de kvinder, der i udsagn og indlæg vælger at se disse mænd som ofre. Derved risikerer de selv at blive ofre.
I en artikel med titlen "Europe's Man Problem" skriver Valerie Hudson: "There are also clearly negative effects for women in male-dominated populations. Crimes such as rape and sexual harassment become more common in highly masculinized societies, and women’s ability to move about freely and without fear within society is curtailed ... Europe is famously progressive on women’s rights, and some European governments have even created voluntary classes for migrants to understand how the treatment of women may be profoundly different in their new homes. But even with such efforts there is the potential for real regress when the young adult sex ratio is so high." (Politico)
 
 
Kriminalitet – åbenhed eller bortforklaring
De mange overgreb i Köln og påvisningen af, at de åbenbart blev begået af flygtninge og mennesker med asylstatus, har ført til en fornyet interesse for kriminaliteten blandt flygtninge og migranter og for, hvorledes data og informationer om denne kriminalitet behandles.
Meldinger om at man bevidst har tilbageholdt viden om lignende overgreb i mange andre byer og lande, har skabt mistanke om, at tallene for flygtningenes og migranters kriminalitet mere eller mindre bevidst holdes tilbage eller kreativt forskønnes.
Hos Danmarks Statistik kan vi dog finde følgende opgørelse,
"Et indeks, der standardiserer for alder viser, at kriminaliteten i 2014 er 48 pct. højere blandt mandlige indvandrere og 140 pct. højere blandt mandlige efterkommere med ikke-vestlig baggrund end blandt hele den mandlige befolkning. Når der yderligere standardiseres for socioøkonomisk status reduceres kriminaliteten til at være henholdsvis 22 pct. og 129 pct. højere.
Mandlige libanesiske indvandrere og efterkommere, hvoraf en stor del er statsløse palæstinensere, har med 257 det højeste kriminalitetsindeks blandt de undersøgte lande. Indekset er standardiseret både for alder og socio-økonomisk status. Mænd med jugoslavisk oprindelse og mænd med oprindelse i Tyrkiet, Marokko, og Pakistan har alle indeks, der ligger omkring 200. Den laveste kriminalitet har mandlige indvandrere og efterkommere med oprindelse i USA. Deres indeks er 32 og ligger således langt under gennemsnittet for alle mænd, som pr. definition er 100." (Indvandrere i Danmrak 2015).
SWR (Südwestrundfunk) kan for Baden-Würtemberg berette om en højere kriminalitet blandt flygtninge: "Rund 110.000 Flüchtlinge halten sich derzeit in Baden-Württemberg auf. Sie stellen also rund ein Prozent der Bevölkerung und sind für rund fünf Prozent der Straftaten verantwortlich"
Man kan naturligvis bemærke ikke-vestlige indvandrere, som vi her set ovenfor, hyppigt udgøres af yngre mænd med lav socioøkonomisk status, hvorfor der må forventes højere kriminalitet. Måske, men man kunne også have en anden forventning, nemlig at flygtninge og migranter kunne indse, at de skulle undlade kriminalitet i det land der modtager dem.
Under alle omstændigheder hjælper forsøg på at skjule eller bortforklare flygtninges og migranters kriminalitet ikke på det forhold, at kriminaliteten øges.
I stigende grad kan man også registrere, at kriminaliteten manifesterer sig på andre måder. I Tyskland er man begyndt at have problemer med kriminelle familieklaner, der kan mobilisere mange medlemmer på samme tid ved uoverensstemmelser med andre klaner og med politiet.
I det hele taget kan man se tegn på, at man vil få problemer med storfamilier og klanlignende strukturer. Selv i så forholdsvis simple tilfælde som besøg på et sygehus. D 6. januar kan medierne således berette om tumulter på Slagelse sygehus, hvor 25-30 personer (senere erkendt som værende tyrkere) på samme tid ville besøge en patient og politiet måtte bruge stave for at klare tumulten.
 
No-Go areas
Og så er der naturligvis problemet med No-Go areas i Europa. Fra Vollsmose i Danmark til banlieuer i Frankrig. Spørgsmålet er, om eksistensen eller ikke-eksistensen af sådanne områder, ikke er et lige betændt område at beskæftige sig med, som f.eks. overgrebene i Köln og flygtninges kriminalitet generelt.
Det kan illustreres med henvisning til UK. Hvor politiet officielt giver udtryk for at der ikke findes områder man ikke kan komme i, mens adspurgte politifolk giver udtryk for det modsatte. Daily Mail hvor: "Several Met officers have said the 'Islamification' of some parts of the capital requires 'extra vigilance' and they can't wear uniforms for safety reasons - despite Scotland Yard claiming the tycoon 'couldn't be more wrong'." Er den officielle version skønmaleri og forsøg på at berolige selv og befolkningen? Og har de enkelte politifolk ret i, at der er tale om et voksende problem, som man ikke rigtig vil erkende politisk.
 
Radikalisering og terror
Man kan vanskeligt se bort fra, at radikalisering og terrorhandlinger i Europa i dag har en stærk forbindelse til religiøs muslimsk idelogi og til flygtninge og migranter fra områder præget af denne ideologi. Det gælder selv i de tilfælde, hvor der er tale om konvertitter, fordi man ellers næppe kan forestille sig deres fremkomst.
"Islam have become especially rampant over the years. But radicalization does not spread unless a space is provided for it to breed. While initially buoyed by money from countries such as Saudi Arabia and by Arab dissidents, radical Islam has since taken on a life of its own and has become the default ideology for a small, poisonous element of disillusioned young Muslim men around the world" (Nationalinterest).
Radikaliseringen og terror påvirker store dele af livet i Europa, kræver øget overvågning og omfattende kontroller på alle mulige områder, hvilket er med til at destruere grundlaget for den frie bevægelighed i Europa. Men ikke nok med det. Den vigtigste er effekt er måske den generelle ængstelse terroren og truslen om terror er med til at generere.
 
 
Flygtninge- og migrant tsunamier
D. 21. december 2015 kan IOM fortælle, at 1.006.000 flygtninge/migranter er arriveret i Europa i løbet af 2015. Et kort fra BBC viser ad hvilke veje de er kommet til Europa. Her er der grund til at bemærke, at langt den ovevejende del er kommet via Middelhavet og Ægæerhavet, mens kun ca. 34.000 har taget turen over land fra Tyrkiet via Grækenland og Bulgarien. Bemærkelsesværdigt er det også, hvor få der er ankommet til Spanien, som jo har en noget mere effektivt beskyttelse af sin grænse end f.eks. Italien og Grækenland.

Strømmen er på det seneste stilnet lidt af, man ser hver dag omkring 4.000 ankomme fra Tyrkiet til Grækenland her i begyndelsen af januar 2016. Nu med et voksende indslag af bl.a. marokkanere og algiererer.
Pudsigt nok kan Tyskland d. 6. januar 2016 meddele at de også har registreret 1.09 millioner flygtninge/migranter i EASY databasen. I 2015 er der altså kommet over 1 million flygtninge/migranter til Tyskland. (Reuters Deutschland).
Hvordan kan det hænge sammen? Alle flygtninge er vel ikke endt i Tyskland. Forvirringen skyldes, at Frontex og IOM tæller de mennesker, der ankommer over havet og fra Tyrkiet, mens Tyskland medregner de migranter, der er stødt til på vejen op gennem Vestbalkan ruten. Men i øvrigt ved man ikke helt præcis, hvor mange man har modtaget hvor. I Tyskland er en del jo fortsat nordpå til det forjættede Sverige og de knapt så forjættede lande som Norge, Finland og Danmark.
Oven i disse tal skal vist forresten lægge mange, der kan være ankommet ganske legalt med visum og fly, men blot er blevet i f.eks. UK efter udløb af deres visum.
Sært nok regner både Tyskland og Sverige med færre flygtninge og migranter i 2016, og de mener, at nogle af de seneste tiltag har bevirket en reduktion af det daglige optag. Det er dog foreløbig usikkert om det holder sig, for man siger stadig ikke nej til flygtninge, der, når de når grænsen, erklærer at de søger asyl i landet.
 
Tsunami eller blot småskvulp
Finansminister Schäuble fra Tyskland omtalte på et tidspunkt flygtningestrømmen som en lavine, udløst af en lille hændelse, hvor man formoder han indirekte henviste til Merkel's åbning af grænsen. Vaclav Klaus, tidligere tjekkisk præsident, taler om potentielle flygtninge tsunamier, der ikke bliver stoppet af EU. Ikke fordi man ikke kan, men, hævder han, fordi man ikke vil. "Es geht darum, ob wir unsere europäische Kultur, Zivilisation und Lebensweise durch Horden von Menschen zerstören lassen, die von anderen Kontinenten zu uns kommen" (N-TV).
Hvem, der får ret kan vi ikke vide, vi kan alene forsøge at skønne om størrelsen af flygtninge- og migrantpotentialet.
 
Flygtningepotentialet
De seneste data fra UNHCR viser, at man regner det, at der pt. er ca. 4,6 millioner syriske flygtninge i Mellemøsten og Nordafrika. Her af ca. 2,5 Millioner i Tyrkiet, lidt over en 1 million i Libanon og 633.000 i Jordan. (UNHCR).
Vi har tidligere peget på, at man kunne bruge en slags OHM's lov til at forstå hvad der regulerer strømmen af flygtninge til Europa. Den simple formel kan skrives således, F=P/R, hvor F for Flow repræsenterer flygtningestrømmen, P er potentialet eller spændingsforskellen, og R (Resistance) repræsenterer modstanden.
Hvis man sammenligner forholdene i flygtningelejrene i nærområderne, med de forhold man som flygtninge forestiller sig i f.eks. Tyskland eller de skandinaviske lande, må man antage at spændingsforskellen stadig er ekstremt stor . Så længe grænserne er åbne for dem, der kan sandsynliggøre, at de er flygtninge, er modstanden lille. Ergo må man med de eksisterende meget åbne ydre grænser antage, at flygtningestrømmen vil fortsætte.
Men vi finder jo også andre flygtninge end syrere. I 2014 regnede UNHCR f.eks. med følgende tal for nogle af de største flygtningereservoirer (Det skal bemærkes at palæstinensiske flygtninge i UNWRA lejre ikke medregnes i disse tal).
 
Afghanistan - 2,59 Millionen
Somalia - 1,11 Millionen
Sudan - 648.900
Südsudan - 616.200
Demokratische Republik Kongo - 516.800
Myanmar - 479.000
http://data.unhcr.org/
 
Ikke meget tyder på at disse tal er blevet mindre i 2015.
 
Så er der de internt fordrevne, der ikke regnes sammen med flygtningetallene. Her har UNHCR opgjort, at der i 2015 må regnes med 7,6 millioner internt fordrevne i Syrien. mens vi finder følgende tal for landene på de næste pladser:
 
Kolumbien - 6 Millionen
Irak - 3,6 Millionen
Demokratische Republik Kongo - 2,8 Millionen
Sudan - 2,1 Millionen
Südsudan - 1,5 Millionen
Somalia - 1,1 Millionen
Ukraine - 832.000
http://data.unhcr.org/
 
En del af de internt fordrevne vil i hvert fald for Det nære Østens og Afrikas vedkommende også have ønsker om at begive sig til Europa.
Dermed burde det være tydeligt, at reservoiret af potentielle flygtninge, er ganske omfattende. Alt andet lige kan vi derfor ligeså godt forvente lige så mange flygtninge i 2016 som i 2015. Og hvad så, hvor går grænsen?
 
Migrationspotentialet
Når det gælde migranter er potentialet mange gange større. I en tidligere posting kunne vi citere et Gallup studie, der påviste, at ca. 700 millioner mennesker fordelt over hele verden "would like to migrate to another country permanently if they could." Det er i sådanne tal vi finder potentalet for ødelæggende laviner eller tsunamiser af menneskevandringer til Europa. (IMI Oxford).
Hvor kan de komme fra? Afrika var jo ved menneskehedens begyndelse udgangspunktet for store vandringer. Hvem siger at det ikke kan være tilfældet igen. Prognoserne er under alle omstændigheder ildevarslende.
Vi behøver blot at se på befolkningsudviklingen i Afrika, som den er opgjort af UN-World Population Prospects. 

I følge denne prognose vil befolkningstallet for Afrika som helhed stige fra 1.186 mio. i 2015 til 1.679 mio. i 2030. Rundt regnet 500 millioner i løbet af 15 år, mens Europa vil stagnere og falde fra 738 mio. i 2015 til 734 mio. i 2030. Alene Nigeria's befolkning forudses i denne periode at vokse fra ca. 182 mio. til ca. 263 mio.
Allerede nu er der en strøm af migranter fra Afrika, som løber storm mod EU's grænser. Kan man forestille sig, at der i løbet af de næste 15 år sker afgørende ændringer, økonomisk, socialt og politisk, i de afrikanske lande, der vil forhindre at det eksisterende stormløb bliver en menneske-tsunami. En tsunami, der i hvert fald kan gennembryde ethvert af de eksisterende Europæiske grænseværn.
UN rapporten konstaterer da også:
"Large and persistent economic and demographic asymmetries between countries are likely to remain powerful generators of international migration within the foreseeable future. Between 2015 and 2050, the top net receivers of international migrants (more than 100,000 annually) are projected to be the United States of America, Canada, the United Kingdom, Australia, Germany, the Russian Federation and Italy. The countries projected to have net emigration of more than 100,000 annually include India, Bangladesh, China, Pakistan and Mexico." (UN-World Population Prospects).

 
Klimaflygtninge
Efterhånden har man fået øjnene op for, at man i de næste mange år kan forvente flygtningestrømme udløst af klimatiske forandringer. Environmental Justice Foundation(EJF) beretter, at ca. 27 millioner mennesker hvert år i gennemsnit må flytte på grund af klima forandringer og vejrkatastrofer.
“A growing number of people are uprooted by natural disasters or lose their livelihoods to desertification, with climate change now found to be the key factor accelerating all other drivers of forced displacement. These persons are not truly migrants, in the sense that they did not move voluntarily. As forcibly displaced not covered by the refugee protection regime, they find themselves in a legal void.” (EJF).
 
Hvad gør vi så...?
En lang række aktuelle og potentielle problemer er hvad vi har set her. Listen er sikkert ikke engang udtømmende, men svaret på et vigtigt spørgsmål trænger sig under alle omstændigheder på : Hvad gør vi så?
Hvordan vil vi i Europa reagere på alle disse problemer? Ved at stikke hovedet i sandet og håbe på det bedste som en stædig Merkel? Ved at bortforklare problemerne, således som venstrefløjen og dele af feministerne gør? Ved at vedtage nye virkningsløse tiltag?
Eller er vi efterhånden ved at komme til en erkendelse af, at strømmen af flygtninge og migranter skal stoppes eller drosles ganske gevaldigt ned, hvis ikke væsentlige aspekter af Europa skal selvdestruere. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, men er stemningen lige nu ikke ved at vende, så der bliver plads til mere realisme?
Uanset hvad kan vi nok ikke undgå "Hässliche Bilder" som Østrigs udenrigsminister forleden udtrykte det. Spørgsmålet er så, om det bliver hæslige billleder af tvangsafvisninger og tvungen tilbagesendelse, eller hæslige billeder af nye overgreb og flere terroraktioner?
 

Overgreb mod kvinder i Köln og Hamburg og Stuttgart
I de sidste dage har tyske og udenlandske medier været fyldt med beretninger om røverier og seksuelle overgreb mod kvinder begået Nytårsaften og nat på Kölner Hauptbahnhof. Tilsvarende overgreb, omend i mindre omfang, har åbenbart også fundet sted i Hamburg og Stuttgart.
Ikke så underligt, at der hersker stor ophidselse og vrede på de sociale medier. Selvom det er svært få et overblik over, hvad der egentlig skete Nytårsaften og nat. En foreløbig kronologi over hændelserne kan ganske vist findes på avisen Kölner Stadt-Anzeiger's hjemmeside og Köln's politi har også et udsendt et par pressemeddelelser.
 
Hvad der ikke må ske, kan ikke være sket...
Det er imidlertid ikke nyhedshistorien og opklaringen af, hvad der konkret foregik, der er emnet for denne post. Det vil jeg overlade til medierne og politiet.
Nej, det er noget andet, der er interessant for blogtemaet. Det er reaktionerne, fra politiet, fra de officielle medier og fra byens borgmester.
Kl. 8.57, d. 1 .januar, kunne politiet i Køln officielt meddele, at Nytårsaften havde været præget af "Ausgelassene Stimmung - Feiern weitgehend friedlich." Altså Højt humør –i det store og hele fredelig feststemning. Ganske vist havde der været episoder med fyrværkeri og tilskadekomne og man havde også i en kort periode ryddet banegårdens forplads, fordi der blev antændt, som det hedder “pyrotechnischer Munition." Man slutter af med konstatere: “Trotz der ungeplanten Feierpause gestaltete sich die Einsatzlage entspannt - auch weil die Polizei sich an neuralgischen Orten gut aufgestellt und präsent zeigte." (Polizei Köln). Vel forberedt og tilstede på de vigtige steder.
Det lyder da ikke så slemt. Tja, virkeligheden var åbenbart en anden.  Sociale medier kunne i dagene efter berette om helt andre begivenheder og der begyndte at komme anmeldelser om seksuelle overgreb og røverier. Politiet kommer under voldsom kritik.
Lørdag d. 2. januar, kl. 16.38, kommer der så en helt anden pressemeddelelse fra politiet. Nu hedder det indledende: “Übergriffe am Bahnhofsvorplatz -Ermittlungsgruppe gegründet  (Overgreb på banegårds forpladsen - efterforskningsgruppe oprettet) ... Im Laufe des Neujahrtages (1. Januar) erhielt die Polizei Köln Kenntnis über unterschiedliche Vorfälle bei denen Frauen Opfer von Übergriffen geworden sind ... Die Geschädigten befanden sich während der Neujahrsfeier rund um den Dom und auf dem Bahnhofsvorplatz, als mehrere Männer sie umzingelten. Die Größe der Tätergruppen variierte von zwei bis drei, nach Zeugenaussagen nordafrikanisch Aussehenden bis zu 20 Personen. Die Verdächtigen versuchten durch gezieltes Anfassen der Frauen von der eigentlichen Tat abzulenken - dem Diebstahl von Wertgegenständen. Insbesondere Geldbörsen und Mobiltelefone wurden entwendet. In einigen Fällen gingen die Männer jedoch weiter und berührten die meist von auswärts kommenden Frauen unsittlich." (Polizei Köln).
Man får det således til at se ud, som om det mest drejer sig om røverier, ikke seksuelle overgreb.
I første omgang så et ellers talrigt politi, der efter eget udsagn befandt sig på neuralgiske punkter, således ikke noget til overgreb, men efterfølgende melder stribevis af kvinder om både seksuelle overgreb og røverier. På nuværende tidspunkt skulle der være tale om over 100 anmeldelser.
Man kan sige, at politiet tvunget af begivenhederne blev nødt til at revidere deres opfattelse af en fredelig nytårsaften. Skyldes det imidlertid reelt ukendskab til overgrebene eller skal man lede efter en helt anden forklaring?
D. 6. januar kan "Bild" berette, at de har fået indsigt i politiets interne "Einsatzbericht" fra Nytårsaften. Heraf kan man se, at politiet havde kendskab til, hvad der foregik. "Frauen mit Begleitung oder ohne durchliefen einen im wahrsten Sinne 'Spießrutenlauf' durch die stark alkoholisierten Männermassen, wie man es nicht beschreiben kann …Im Einsatzverlauf erschienen zahlreiche weinende und schockierte Frauen/Mädchen bei den eingesetzten Beamten und schilderten sex. (Deutsche Wirtschafts Nachrichten).
Politiet havde også en viden om, at det drejede sig om mænd med migrationsbaggrund. Kölner Express citerer en politimand, der kan fortælle, at der samme aften blev foretaget 15 foreløbige tilbageholdelser: "Von diesen Personen waren 14 aus Syrien und eine aus Afghanistan. Das ist die Wahrheit. Auch wenn sie schmerzt." (Express). Af en intern beretning  fremgår tilllige  at politiet udmærket vidste, at der for en stor dels vedkommende var tale om asylansøgere: "Bei den durchgeführten Personalienfeststellungen konnte sich der überwiegende Teil der Personen lediglich mit dem Registrierungsbeleg als Asylsuchender des Bundesamts für Migration und Flüchtlinge ausweisen." (Die Welt).
Alligevel konstaterer byens politipræsident i første omgang, at man ikke ved, hvor de mange mænd kom fra. Det var så åbenbart usandt.
Hvad er forklaringen på disse uoverensstemmelser? Viser det simpelt hen, at politiet blev overvældet af begivenhederne og reagerede amatøragtigt og uforberedt, eller er det tale mere eller mindre bevidste forsøg på at undgå at skabe en ophidset stemning mod indvandrere og flygtninge fra Nordafrika og det nære østen? Vi kan ikke vide det, men set i lyset af etablerede mediers og byens officielle reaktion, kan man få den tanke, at man officielt har forsøgt sig med ikke-omtale og en art Orwell'sk Newspeak.
 
Medier med meget lang armslængde
"Erst am Montag, drei Tage nach den Vorfällen, wurde deutschlandweit über das Thema berichtet." Det er tre dage efter overgrebene, så der ikke meget "Breaking News" over disse nyheder. Lokale medier havde været tidligere ude og meget hurtigt begyndte sociale medier at gøre opmærksom på, at tyske TV kanaler med public service forpligtelser åbenbart ikke havde anset hændelserne for vigtige nok til at komme med i nyhederne.  En hovedkanal som det tyske ZDF ( Zweites Deutsches Fernsehen) havde det ikke engang med i nyhederne kl. 19, mandag d. 4. januar.
Dagen efter, nu har vi den d. 5. januar, må den stedfortrædende chefredaktør for ZDF, Elmar Thevessen rykke ud med en undskyldning for, at man har ventet så længe med at berette om overgrebene. I undskyldningen eller rettere bortforklaringen, skriver han:
"Die Nachrichtenlage war klar genug. Es war ein Versäumnis, dass die 19-Uhr-heute-Sendung die Vorfälle nicht wenigstens gemeldet hat. Die heute-Redaktion entschied sich jedoch, den geplanten Beitrag auf den heutigen Tag des Krisentreffens zu verschieben, um Zeit für ergänzende Interviews zu gewinnen. Dies war jedoch eine klare Fehleinschätzung."(Meedia.de).
Man ville vente for at have tid til ekstra interviews. I en tid hvor vi konstant belemres med “Breaking News," lyder det som en usædvanlig tåbelig begrundelse. Heller ikke ZDF holder sig normalt tilbage fra at berette om hændelser, mens de udfolder sig, så hvad kan være den reelle baggrund for at man valgte at vente til at der d. 5. januar blev afholdt et krisemøde i Köln med deltagelse af borgmester og politipræsident?
Det skulle vel aldrig være, fordi det drejer sig om hændelser, som en uoplyst befolkning ville kunne misforstå. Vidner og berørte taler jo om overgreb begået af "nordafrikanisch Aussehenden" personer. Kunne der ligefrem være tale om masseovergreb begået af indvandrere eller flygtninge fra Nordafrika eller det nære østen?  Alene det at man i en nyhedsudsendelse ville ytre mistanken kunne jo udnyttes til nye hetzkampagner fra “Rechtextreme," til at puste til ilden og fremme “Ausländerfeindlichkeit" og angreb på flygtninge og deres indkvarteringssteder.
Mandag tweetede ZFD's digitale kanal spørgsmålet „Was denkt ihr: Wie sollte @heuteplus über die Übergriffe in der Silvesternacht in Köln berichten?“ Hvad i al verden var nu det for noget. Skal man spørge seerne om, hvordan man kan berette om særdeles problematiske begivenheder, flere dage efter de er foregået? Hvad skal seerne svare på et sådant spørgsmål? Skal det ikke foregå som al anden beretning om vigtige hændelser i Tyskland og i Verden? Seriøst og ordentligt uden skelnen til hvad der er politisk opportunt.
Det sidste er netop, hvad mange på de sociale medier beskylder ZDF og andre medier for at gøre. Vi kan i sagens natur ikke vide om det er rigtigt, men der findes andre indicier for, at man kan have tænkt, at man ikke under nogen omstændigheder måtte bidrage til at ophidse befolkningen mod flygtninge med en anden kulturbaggrund.
Selv om både vidner og politi taler om at overgrebene blev begået af mænd med nordafrikansk eller arabisk udseende, undlader man i visse medier helt at nævne dette. Det gælder således for det ellers yderst seriøse "Die Zeit" i deres online meddelelse. En artikel i tidsskriftet Cicero bemærker denne udeladelse og gør samtidig opmærksom på at seksuelle overgreb retfærdiggør, at man nævner voldmandens karakteristika. En pressekodex tillader i sådanne situationer relatering til etnisk, religiøs og anden baggrund.
Mistanken er naturligvis, at medierne bevidst har taget hensyn til, at sådanne oplysninger kunne blive brugt negativt i den politiske debat om flygtninge, selv om det bestemt ikke er mediernes opgave at lege politikere.
 
Borgmester med armslængde til virkeligheden
Den nyvalgte borgmester Henriette Reker kom meget hurtigt i vælten efter krisemødet i går. Hun oplyste først, at man sammen med politiet ville satse på mere video-overvågning og mere mandskab ved større foranstaltninger, især i lyset af, at karnevallet i Köln snart står for døren.
Efter at politipræsidenten har fortalt, at vidner havde sagt, at gerningsmændene havde nordafrikansk eller arabisk udseende, kom Henriette Reker lynhurtigt på banen: "Ich möchte hinzufügen, dass es absolut unzulässig ist, jetzt mit einer Ethnie, die sichtbar aus Nordafrika kommt, sofort die Flüchtlingsgruppe zu verbinden. Es gibt keinen Hinweis darauf, dass es sich hier um Menschen handelt, die in Köln Unterkunft als Flüchtlinge bezogen haben." (Opposition24.de).
Altså fuldstændig utilladeligt, at forbinde overgrebene med flygtninge. På ingen måde måtte man forbinde gerningsmænd med en etnisk baggrund fra Nordafrika med flygtninge. I et senere fjernsynsinterview gentager hun formaningen og gør opmærksom på, at flygtninge jo netop er flygtet fra vold og overgreb. (Heute.de).
Igen leder den formaning på sociale medier til en formodning om, at man så at sige vil mane flygtninge ud af billedet på forhånd. Der må simpelt hen ikke være tale om flygtninge.
Borgmesteren og mange andre politikere kommer ganske vist med skrappe udtalelser om, at der må gribes hårdt ind over for gerningsmændene. Hvis de opholder sig som "gæster" i Tyskland, skal de hurtigst muligt sendes tilbage til de lande de kom fra.
En underlig dobbelthed, men måske er strengheden mest til udvortes brug. Tjener til at opfylde samme formål som ikke-omtalen af gerningsmændenes udseende og etnicitet. Begge dele skal berolige befolkningen. Spørgsmålet er dog om ikke den dobbelte hensyntagen netop medvirker til kynisme og politikerlede.
 
Adfærdsregler for kvinder?
På et spørgsmål fra en journalist om, hvad man konkret kan gøre, svarer borgmesteren minsandten ordret, at der altid findes en mulighed "eine gewisse Distanz zu halten, die weiter als eine Armlänge betrifft. Also von sich aus gar nicht eine große Nähe zu suchen zu Menschen, die einem fremd sind und zu denen man kein gutes Vertrauensverhältnis hat." (Der Spiegel). Unge kvinder råder hun til "sich in Gruppen zusammenzufinden, sich nicht trennen zu lassen, auch nicht in Feierlaune."
Kvinder skal holde en armslængde til fremmede, færdes i grupper og ikke forlade gruppen.
Disse "verhaltensregeln für Frauen" som de hurtigt bliver opfattet som, giver anledning til en storm af kritik. Alligevel kan man se en smilende Reker gentage nogenlunde de samme råd i et fjernsynsinterview i ZDF "Heute Journal" d. 5. januar. (Heute.de).
Umiddelbart må man tolke det som om hun mener, at kvinder skal følge nogle bestemte adfærdsregler for ikke at blive udsat for overgreb. Ikke blot virker det fuldstændig vanvittigt, at kvinder skal rette deres adfærd ind efter mænd, der begår overgreb. I praksis ville det også være vanskeligt i en tusindtallig mængde at holde nogen på armlængde afstand. Vi må derfor formode, at der i virkeligheden er tale om at Borgmester Reker holder en meget lang armslængde til virkeligheden. Bemærkelsesværdig er hendes udtalelse også i lyset af, at hun selv blev udsat fra et knivattentat under sin nylige valgkamp.
Skulle nogen udstyres med adfærdsregler måtte det da være de unge mænd, der åbenbart mener at kunne begå overgreb.
 
Armslængde debat og Newspeak
Meget tyder på, at man i det mindste i Tyskland er så plaget af sin egen fortid, at man er nødt at tale et med næsten Orwell'sk Newspeak sprog i forsøget på at bevare en politisk korrekthed. Hvilket næsten automatisk leder til doublespeak, i betydningen, at man som tysker offentligt anstrengt skal holde sig til en slags pervers spejlvending af Nazi periodens Newspeak, samtidig med at man i dagligdagen formentligt mistror alle, der taler dette sprog. I virkeligheden taler man nemlig et helt andet sprog med dem man kender.
At denne tese ikke er grebet ud af luften viser et survey fra Allensbach instituttet. På spørgsmålet om, hvorvidt man som borger har hæmninger over for at udtrykke sin mening åbent, svarede 45% af de adspurgte, at man måtte være forsigtig. Hos den gruppe, der nærede størst bekymringer i forbindelse med flygtninge tilstrømningen, var det hele 60%.
"Über 40 Prozent der deutschen Bürger trauen sich nicht, offen ihre Ängste und Sorgen bezüglich der Flüchtlingskrise auszusprechen. Sie befürchten als "Rechte" abgestempelt zu werden: "Man muss vorsichtig sein...", eine Antwort, die man sonst nur in Diktaturen bekommt." (Epoch times).

Muslimer i Europa?
En meget stor del af den aktuelle flygtningestrøm udgøres af mennesker med oprindelse i lande, der i altovervejende grad er præget af muslimsk kultur. En Eurostat statistik gengivet i et BBC-diagram viser, hvor de fleste flygtninge, der har søgt om asyl i EU perioden januar til oktober 2015, kommer fra.

http://www.bbc.com/news/world-europe-34131911
 
I forvejen rummer flere europæiske lande store mindretal af erklærede muslimer. Det fremgår af en opgørelse fra PEW Research, en opgørelse, der dog stammer fra 2010 og derfor må siges at angive minimumstørrelsen af den muslimske befolkningsandel. For flere landes vedkommende må man i dag formode at antallet er væsentligt større, både som følge af fødsler og som følge af indvandring.

To grupper af lande skiller sig ud. På den ene side lande med forholdsvis store muslimske mindretal, hvor synet på muslimer er overvejende favorabelt, idet mellem 69 og 76 % har et positivt syn.
På den anden side er der en gruppe af lande omfattende Italien, Polen og Spanien, der har et overvejende negativt syn på muslimer. Det på trods af, at Italien og Spanien også har store mindretal af muslimer, mens Polen formentlig kun har en meget lille andel. Jeg ved ikke om man kan vove en forklaring, hvor man f.eks. ser på hvor stærk katolicismen er i de pågældende lande, eller om der findes andre forklaringer relateret f.eks. til basale økonomiske forhold.
Undersøgelser antyder, at synet på muslimer varierer med det politiske ståsted. Personer, der selv angiver at være højreorienterede ser mere negativt på muslimer end personer, der angiver, at have et venstreorienteret ståsted.

I publikationen "Siding with the Oppressor – The Pro-Islamic left," der udgives af gruppen "One law for all" påviser man ligefrem, hvorledes venstreorienterede grupper allierer sig med pro-islamiske kræfter.
"Some have intentionally thrown in their lot with what any politically astute person would recognise as fascism, while others have simply been unwilling to acknowledge that fanatical movements don’t always comprise of white skinheads with bad tattoos and football shirts." ( The independent).
 
Hvordan ser muslimer på egne ekstremister
Man kan vist roligt sige,at der i Europa hersker en begrundet frygt for muslimsk radikalisme, ekstremisme og punktvise udslag af terror i religionens navn. Det er et tema vi har set på i en posting med titlen "Nothing to do with a certain religion".
Her er vi interesseret i at se, hvorledes man ser på IS (aka ISIS ISIL eller Daesh), især er vi interesserede i at se, hvorledes flygtninge fra Syrien betragter IS, eftersom de syriske flygtninge udgør størstedelen af de flygtninge, der i øjeblikket strømmer til Europa.
I forbindelse med Trump's udtalelser om muslimer fandt "Independent" frem til de samme statistikker fra PEW Research, som vi også havde anvendt i vores posting "Nothing to do with a certain religion"

Som det fremgår, kan man i Syrien finde 21% procent af befolkningen med et favorabelt syn på IS, mens det f.eks. i Libanon og Jordan, hvor der opholder sig mange syriske flygtninge, er meget få eller ingen, der har et positivt syn på IS. Til gengæld finder man hele 8% i Tyrkiet. Det kan være vanskeligt at vide, hvad der ligger bag disse tal, men det er dog bemærkelsesværdigt, at det land vi modtager flest flygtninge fra, har det mest favorable syn på IS-aktiviteter. Igen, hvad der er årsag til dette, er uklart, for man skulle jo antage at mange syrere netop flygter fra Syrien af frygt for IS.
 
Vi forsøger os derfor med data indsamlet af "The Arab Center for Research and Policy Studies" i Doha. Her har man i 2014 undersøgt, hvorledes man ser på IS i forskellige muslimske lande, men man har også foretaget et specifikt survey blandt syriske flygtninge i Libanon, Jordan og Tyrkiet. Det generelle syn på IS fremgår af tabellen nedenfor:

Det skal først bemærkes, at 85% af alle adspurgte i gennemsnit har et negativt eller i nogen grad negativt syn på IS. Libanon ligger som i PEW undersøgelsen markant højest i deres negative syn på IS.
Bemærkelsesværdigt er det naturligvis, at i alt 13% af de syriske flygtninge har et positivt eller i nogen grad positivt syn på IS. Det bliver også bemærket i undersøgelsens kommentar: "understanding and investigating the rationale behind such attitudes is undoubtedly a pressing concern" (Center). Ja, mon ikke!
For at undersøge netop baggrunden for at der overhovedet kan findes et positivt syn på IS, har man i undersøgelsen også spurgt respondenterne om, hvad der efter deres mening kan forklare støtten ti IS, uafhængigt af respondentens eget syn på IS.
I tabellen her ses et udsnit af de begrundelser man har fundet

Hvis vi ser på søjlen, der repræsenterer syriske flygtninges svar, finder vi begrundelser, der henviser til IS militære succes, deres erklæring om oprettelse af et islamisk kalifat, deres forpligtelse på islamiske principper, forsvaret for sunnitterne og deres villighed til at stå op mod alle modstanderne, fortrinsvis naturligvis Vesten.
At i alt 13% af syrisk flygtninge har et positivt eller i nogen grad positivt syn på IS burde give anledning til nogen bekymring i Europa, når vi samtidig ved, at unge og yngre mænd udgør op mod 70% af flygtningene fra Syrien. Det kunne antyde, at der findes et overordentligt stort radikaliserings-potentiale blandt disse unge mænd og en omfattende support- og rekrutterings base for voldelige aktioner.
 
Synet på IS i Europa
i 2014 undersøgte firmaet ICM blandt meget andet synet på IS i tre europæiske lande. Herunder søgte man svar på spørgsmålet:
“From what you know, please, tell me if you have a very favorable, somewhat favorable, somewhat unfavorable or very unfavorable opinion of the Islamic State of Iraq and the Levant otherwise known as ISIS?"
Resultatet fremgår af tabellen herunder:

Hvis vi et øjeblik ser på Frankrig, kan vi se at hele 16% angiver, at de har et favorabelt eller i nogen grad favorabelt syn på IS. For GB er de tilsvarende tal 7% og for Tyskland 2%. Hvad der forklarer det meget mere favorable syn på IS i Frankrig har man tilsyneladende ikke undersøgt, men tallene viser dog en bemærkelsesværdig forskel i synet på IS blandt tre store europæiske lande.
Man kan naturligvis lede efter forklaringer, der ser på forholdene for specielt unge muslimer i Frankrig.
Det konservative online magasin "Frontpage" har også set på tallene og skriver:
"A 2014 opinion poll found that ISIS had an approval rating in France (at 16%) almost as high as President Francois Holland (at 18%). In the 18-to-24-year-old demographic, ISIS’ support jumped to 27%. Muslims comprise about a tenth of France’s population, so the results imply that ISIS had the support of the overwhelming majority of French Muslims (and especially Muslim youth), as well as the endorsement of a large part of the non-Muslim Left."
"Frontpage" påstanden kan imidlertid kunne bygge på formodninger. Uden mere viden forbliver det således gætterier. Hvad man derimod kan sige er, at der i hvert fald for Frankrigs vedkommende er en bekymrende stor andel af de undersøgte (der jo ikke kun omfatter muslimer), der udtrykker en slags sympati for IS. Hvilket så sandelig også burde give anledning til bekymring, ikke blot i Frankrig.
 

Konvention om flygtninges retsstilling
Udtrykket flygtning finder anvendelse på enhver person, der
“på grund af begivenheder, indtrådt inden den 1. januar 1951, og som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt ikke ønsker - at vende tilbage dertil" (min fremhævelse).(1951 Konventionen).
Bemærk at det drejer sig om mennesker, der er flygtet på grund af begivenheder indtrådt inden d. 1. januar 1951. I en protokol fra 1967 modificerer man dog betegnelsen flygtning til at omfatte enhver person, der omfattes af definitionen, hvis man udelader "på grund af begivenheder, indtrådt inden den 1. januar 1951." Tidsafgrænsningen ophæves dermed og samtidigt vedtager man, at konventionen skal anvendes uden geografisk begrænsning.
Bortset fra ophævelsen af disse begrænsninger er det derfor stadig konventionen fra 1951, der er gældende i dag.
Konventionen har hovedsageligt sit udspring i Anden Verdenskrig og dens følger i Europa, med omfattende forskydninger af grænser og store flygtningetræk fra øst mod vest, til fods eller med meget simple transportmidler. Det var bevægelser indenfor Europa. Af mennesker med samme sprog og kulturbaggrund som i de lande, hvor de blev optaget.
Konventionens artikler 2-34 behandler status og rettigheder for de personer, der falder under flygtningedefinitionen. Her kan vi eksempelvis finde artikel 31 og 34, hvor det bl.a. hedder:
 
Artikel 31.
Flygtninge, som ulovligt opholder sig i tilflugtslandet.
1. Flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig indenfor de kontraherende staters område, skal ikke i disse stater kunne straffes for ulovligindrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.(1951 Konventionen)
 
Artikel 34.
Naturalisation.
De kontraherende stater skal så vidt muligt lette flygtninges optagelse i samfundet og naturalisation. De skal navnlig på enhver måde bestræbe sig for at fremskynde behandlingen af naturalisationssager og nedsætte afgifterne for og omkostningerne ved denne behandling til det mindst mulige.(1951 Konventionen)
 
Artikel 31 må ses i lyset af den kaotiske situation efter krigen. Man skal forestille sig, at flygtningene møder op ved eller krydser grænserne til Vesteuropa på direkte flugt. Ikke noget med, at de har passeret flere lande, hvor de var i sikkerhed, eller at de har haft mulighed for at ansøge i forvejen fra autoriserede flygtningelejre.
På samme måde må artikel 34 ses i lyset af den faktiske situation. Man forestillede sig på det tidspunkt næppe, at flygtningene nogensinde kunne vende tilbage, hvor de kom fra. De var for altid fordrevne. Samtidig var det mennesker fra ens egen kultur, som kunne og skulle naturaliseres i modtagerlandet.
 
Konventionen i dag – en misforståelse?
Elementerne i konventionen fra 1951 kan virke rimelige og forståelige i den tids- og problemmæssige sammenhæng, hvor den er blevet til, men gælder det stadig i dag? Eller er konventionen i dag en anakronisme, der er helt utilstrækkelig, måske endda skadelig eller ligefrem katastrofal i forhold til de nye flygtninge - og migrationsproblemer, som Europa står overfor.
Gevaldige strømme af mennesker, der ikke blot ønsker sikkerhed, men også bedre levevilkår. Selektive strømme af fortrinsvis unge mænd med en helt anden kulturel og religiøs baggrund. Strømme langvejs fra, fra Afghanistan og Pakistan på tværs af mange grænser. Strømme af mennesker fra et Afrika med en kolossal befolkningstilvækst. Det er ikke situationer, der sammenlignelige med situationen  i Europa efter krigen.
Der er imidlertid andre  problemer med konventionen. Her skal vi se på nogle af dem.
 
Definitionen af flygtninge er ikke længere tilstrækkelig.
Konventionen taler om mennesker, der er forfulgt på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelse.
Der er ingen tale om mennesker, der flygter på grund af krige, eller krigslignende tilstande, der er heller tale om ofre for tøndebomber eller moderne masseødelæggelsesvåben som f.eks. giftgas eller radioaktiv forurening.
I UNHCR's Handbook hedder således: "Persons compelled to leave their country of origin as a result of international or nationalarmed conflicts are not normally considered refugees under the 1951 Convention or Protocol." (citeret i Holzer). Man mener dog, at en fremmed invasion og okkupation kan resultere i, at personer falder ind under konventionens definitioner.
Mennesker, der flygter fra naturkatastrofer eller klimaændringer falder slet ikke ind under konventionens bestemmesler. Nogle af disse probelmer blev allerede diskuteret under arbejdet med den oprindelige konvention. Man var opmærksom på, at flygtningedefinitionen "did not refer to refugees from natural disasters, for it was difficult to imaginethat fires, floods, earthquakes or volcanic eruptions, for instance, differentiated between their victims on the grounds of race, religion, or political opinion." (Holzer).
Konventionens definitioner forudsætter nemlig, at bestemte afgrænsede grupper forfølges eller er i fare, men bestemmelserne omfatter ikke en situation, hvor alle er udsat for de samme farer, som f.eks. i naturkatastrofer eller i en borgerkrig.
Vores opfattelse af, hvad der indgår i forestillingen om forfølgelse er ændret siden konventionens tilblivelse. På nogle områder har man taget højde for dette f.eks. i OAU's (Organisation of African Unity) udvidede flygtningedefinition fra 1969: “The term "refugee" shall also apply to every person who, owing to external aggression, occupation, foreign domination or events seriously disturbing public order in either part or the whole of his country of origin or nationality, is compelled to leave his place of habitual residence in order to seek refuge in another place outside his country of origin or nationality." (OAU konvention).
I den såkaldte Cartagena Declaration fra 1984 enedes lande fra Central America, Mexico og Panama også om en mere omfattende erklæring der tog hensyn til Centralamerikanske forhold i en serie konklusioner, som f.eks. beskæftigede sig med internt fordrevne personer: "To express its concern at the situation of displaced persons within their own countries. In this connection, the Colloquium calls on national authorities and thecompetent international organizations to offer protection and assistance to thosepersons and to help relieve the hardship which many of them face."(Cartagena Declaration).
Også på anden vis har man klaret problemerne med den nuværende konvention, ved at tildele mennesker humanitær beskyttelse. F.eks. som i UK's “Exceptional leave to remain." eller i en nyere udgave 'Humanitarian Protection," der tildeles "who, though not refugees, would, if removed, face in the country of return a serious risk to life or person arising from the death penalty, unlawful killing or torture, inhuman or degrading treatment or punishment." (Migration Watch).
Alligevel er der store problemer med at sondre mellem flygtninge og migranter. Bør mennesker, der flygter fra almen nød og elendighed i Afrika rubriceres som flygtninge? Bør mennesker fra Afghanistan Pakistan og Bangladesh?
Før konventionen fra 1951 lavede man ligefrem konkrete lister med hvem, der kunne betragtes som flygtninge, f.eks. fra den spanske borgerkrig. Ville det være bedre med sådanne konkrete lister end de vage generelle udtryk vi finder i 1951 konventionen?
 
Eksil som løsning?
Eksil som den eneste løsning på flygtningeproblemet forekommer i dag utilstrækkeligt. I dag ville det være mærkeligt at forestille sig, at flygtninge altid måtte forventes at skulle have permanent ophold i modtagerlandet. Der vil være en forventning om, at flygtninge måtte vende tilbage til det land de flygtede fra, hvis forholdene igen tillader det. Men det var ikke situationen efter Anden Verdenskrig.
"In recent years the 1951 Convention has been criticised for being linked to the single solution of asylum only. The experience and practice of the West in the ‘50‘s and ‘60’s was that nobody gave a thought to the idea that someone fleeing from Eastern Europe might return to their country of origin. If they were recognised as a refugee, that was enough for them to be granted permanent residence and eventually accorded citizenship. Return was not in the discourse or practice of the ‘50’s and ‘60’s." (Chatham House).
 
Eurocentrisme
Konventionen kan i kraft af sin oprindelse siges at være eurocentrisk. Den skulle først og fremmest bidrage til at løse et europæisk problem efter krigen. Det er også i det lys at artiklerne 2-34 om bl.a. rettigheder, uddannelse og arbejde skal ses. " There is a European flavour in the provisions of the 1951 Convention, particularly Articles 2-34 and the concentration on social and welfare rights, on education, on access to employment and on access to the liberal professions." (Chatham House).
 
Flygtninge ses først ved grænsen
Konventionen ser så at sige ikke flygtninge, før de dukker ved grænsen til et modtagerland. Det var, som vi så, relevant nok efter Anden Verdenskrig, men forekommer helt utilstrækkelig i forbindelse med de aktuelle flygtningeproblemer.
Konventionen ser heller ikke internt fordrevne. De dukker jo ikke op ved grænserne.
 I øvrigt grænse og grænse, for flygtninge i dag er det ikke et spørgsmål om blot at nå i sikkerhed. Man krydser gerne flere grænser for at nå det foretrukne opholdssted, uanset at sikkerhed kan opnås også i de lande man har krydset. Her er det et problem, at en grænse i Schengen Europa jo stort set kun er en grænse på papiret og derfor ikke en grænse, der kan stoppe omvandrende flygtninge, der ikke blot søger sikkerhed, men også bedre levevilkår. Dublin forordningen kan i den aktuelle situaton ikke siges at have haft den store effekt.
Konventionen synes slet at omfatte den slags flygtninge vi ser i dag, hvor man f.eks. krydser fra Syrien via Tyrkiet, Grækenland, Vest Balkan, og Østrig til Tyskland. I sagens natur har konventionen haft fokus på nærområdet. Spørgsmålet er om ikke det ville være relevant i dag at diskutere om konventionen overhovedet bør gælde for personer, der har krydset sikre nærområder for at nå et bestemt eftertragtet land?
"A study in the 1980’s showed that the primary reasonsrefugees moved from the first country of refuge were protection-related either by being at risk from the agents of their country of origin or simply not being able to survive and earn a living. Although this was recognised twenty years ago nothing much has been done about it " (Chatham House).
 
Det skæve fokus
Vi ser kun dem , vi ser i TV og andre medier. Derfor er der kun fokus på dem, der står ved grænsen til EU eller en på vej i en overfyldt gummibåd. Der opstår en kolossal forskelsbehandling til fordel for de flygtninge, der har mulighed (helbred, ressourcer og forbindelser) til at nå frem til grænsen til et eftertragtet modtagerland.
Vi ser ikke dem, der blive efterladt tilbage som internt fordrevne, eller i flygtningelejre, ude af stand til at forbedre deres egen situation. “Priority is givento those present, on the basis of their mobility, rather than to those with the greatest need." (Research Paper, Parliament of Australia).
I dagens flygtningestrømme ser vi således for ca. 70 procents  vedkommende unge mænd, som mange TV journalister (ofte unge kvinder) benævner som traumatiserede og udmattede på trods af, at deres aktivitet med at krydse grænser ikke tyder på, at de har problemer. Det markerer om ikke andet en enorm forskel fra situationen efter Anden Verdenskrig, hvor unge mænd ofte savnedes i flygtningetrækkene fra øst.
 
Fordeling af flygtninge
Konventionen beskæftiger sig ikke med spørgsmål om fordeling af flygtninge, f.eks., på nærområder, eller højaktuelt fordeling på lande i Europa. Der er ikke nogen tale om en fair byrdefordeling. Formentlig fordi det ikke var relevant i 1951, hvor flygtninge hørte til ganske bestemte lande. Tyskere fra Baltikum skulle naturligvis til Tyskland.
 
Intet om krav til de lande der flygtes fra
Konventionen stiller ikke krav til det land flygtninge forsøger at forlade. Måske heller ikke så relevant i 50'erne, men i allerhøjeste grad relevant i dag. Ikke først og fremmest for de lande, hvor der hersker krig, men i hvert fald for de lande hvor mennesker flygter af andre grunde.
 
Ingen fokus på årsager
Konventionen beskæftiger sig ikke med årsagen til, at mennesker flygter eller ikke-flygter, hvilket betyder, at man ikke i det internationale samfund kan bruge konventionen til at tage de basale problemer op , som måtte være grunden til at der kan dannes flygtningestrømme.
 
Problemer i modtagerlandene ignoreres
Konventionen ser slet ikke på de gevaldige problemer, der kan opstå i modtagerlandene i tilfælde af store flygtningestrømme. Det være sig kulturelle, religiøse, politiske eller finansielle problemer.
Igen, det kunne man tillade sig at se bort fra i 50erne, men det kan man ikke i dag. Man behøver såmænd blot at se på Libanon for at se, hvilke problemer, der kan opstå, når mange flygtninge med afvigende politiske og idelogiske forestillinger udgør en væsentlig del af befolkningen. Tættere på kan man erindre om dannelsen af ghettoer, banlieuer, og “No Go" zoner i europæiske lande. Eller den indirekte effekt i form af store forskydninger i det politiske spektrum med fremvækst af nye partier, der har et mindre optimistisk syn på indvandringen, end dem, der står for "Willkommenskultur" eller blot optræder som naive "venligboere."
Hvad jeg mener er, at man simpelthen ikke kan tillade sig at ignorere effekten af store flygtningestrømme på modtagerlandene. I værste fald risikerer man, at de problemer man er flygtet fra reproduceres i modtagerlandet i form af stridigheder mellem forskellige grupper af flygtninge, eller mellem flygtninge og befolkning f.eks. som følge af religiøs fanatisme.
 
Ikke adgang for kriminelle og krigsforbrydere
I visse tilfælde får konventionen skyld for at være årsag til, at man ikke kan sende kriminelle personer tilbage til deres oprindelseslande, men det er ikke rigtigt. Konventionen finder nemlig ikke anvendelse på de mennesker, hvor der er grund til at antage at vedkommende har
"(a) har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden, således som disse forbrydelser er defineret i de mellemfolkelige aftaler, som er indgået for at træffe forholdsregler herimod;
(b) har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, inden han som flygtning fik adgang til dette;
(c) har gjort sig skyldig i handlinger, der er i strid med De Forenede Nationers mål og grundsætninger."
Nåh, ja men ofte finder man jo så andre grunde til, at man alligevel ikke kan sende disse mennesker ud af landet.(1951 Konventionen).
 
Jura komplikationer
"The drafters of the 1951 Convention did not consider that decision-making would be anything but discretionary by anenlightened administration but without their being hampered by the requirements ofdue process as we understand them."(Chatham House).
Det gælder ikke længere, nu er det ikke længere blot et spørgsmål om et oplyst skøn, men om jura og juridiske spidsfindigheder. Hvilket betyder, at selv mennesker, der næppe vil kunne opnå flygtningestatus, kan håbe på at processen med at returnere dem kan trækkes så meget ud, at de til sidst kan blive.
 
Why not scrap the convention then?
Det er et spørgsmål Chatham House stiller i en analyse af konventionen. “It is unlikely that many governments would sign up to the 1951 Refugee Convention today" (Research Paper, Parliament of Australia).
Hverken Chatham House analysen eller en australsk parlaments udredning af problemerne omkring 1951 konventionen  når frem til at man blot kan skrotte konventionen, men de ser nogle af de samme problemer som vi har peget på.
At skrotte konventionen vil heller ikke fjerne flygtningeproblemet: “There will always be people who plead not to be sent home and who claim that they will be tortured or killed or locked up if they are returned. That means that there will always have to be someone who will have to decide what to do with these people. The 1951 Convention at least provides a framework within which those decisions can be made."(Chatham House)..
 Men hvad så med en reform da? En reform, der skulle medvirke til at give mulige løsninger på nogle af de problemer vi har rejst.
 
Bestemmelse af en flygtning i dag
Kunne vi f.eks. nøjes med at henvise til "The Universal Declaration of Human Rights" artikler, f.eks. article 14:
"(1) Everyone has the right to seek and to enjoy in other countries asylum from persecution.
(2) This right may not be invoked in the case of prosecutions genuinely arising from non-political crimes or from acts contrary to the purposes and principles of the United Nations"
Andre artikler ville dække internt fordrevne.
Hvad ville vi imidlertid definere som persecution? Hvis en gruppe af mennesker insisterer på, at praktisere dele af sharia loven for medlemmer af deres egen religion i modstrid med lovgivningen i det pågældende land. Ville det så være persecution, hvis de blev nægtet denne mulighed?
Næppe set med vore øjne. Vi ville henvise til øvrige artikler i menneskerettighedserklæringen og i øvrigt insistere på, at forfulgte kun kan defineres som sådan, hvis de påstået forfulgte kan finde et modtager land, eller en flygtningelejr, der accepterer den påståede forfølgelse, som en forfølgelse. Altså hvis man bliver forfulgt fordi man vil praktisere sharia, så ville man udelukkende blive betragtet som forfulgt i lande, hvor sharia er legal, og så måtte man søger herhen.
Det gør ikke sharia mindre problematisk, men man ville i hvert fald ikke kunne kræve at blive behandlet som forfulgt flygtning i andre lande, hvor sharia var forbudt, selvom man måtte påstå, at der var tale om religiøs forfølgelse..
 
Skelnen mellem flygtninge og migranter
Hvordan ville vi i øvrigt skelne mellem flygtninge og migranter. Hvis man ikke kan henvise til en forfølgelse, der kan anerkendes som sådan og i øvrigt undervejs har krydset et sikkert land, kan man ikke være flygtning. I hvert fald ikke udelukkende. Det ville betyde at størstedelen af de såkaldte flygtninge som Tyskland f.eks. har modtaget i virkeligheden skulle behandles som migranter, eftersom de, hvis de ikke er kommet flyvende, har passeret flere sikre lande.
I og for sig ville flertallet af de mennesker vi i dag ser i flygtningetræk i Europa formentlig skulle rubriceres som migranter.
 
Permanent eller temporært ophold
Hvad ville vi gøre med dem, vi definerer som flygtninge? Ville vi kun se eksil som løsning. I dagens flygtningestrøm ville det betyde, at vi indstillede os på, at de ville blive, men det er en tilfredsstillende løsning? For dem og for befolkningen i modtagerlandene? Næppe, en temporær opholdstilladelse måtte være nok, hvis der er et håb om, at man på et tidspunkt vil kunne vende tilbage til hjemlandet. Alternativt måtte man betragtes som migrant, der ønsker at skabe sig en ny tilværelse i modtagerlandet, men så ville man kunne stille helt andre til personen, f.eks. krav om selvforsørgelse.
 
Rette op på skævheden
Så er der problemet med at vi kun ser dem, der dukker ved grænsen . Hvordan ville vi rette op skævheden, hvor vi i øjeblikket kun ser unge mænd?
En reform af konventionen burde indebære et krav om, at flygtninge først og fremmest skulle anbringes temporært i flygtningelejre i nærområdet? Således at kun virkeligt trængende, sårede, syge, og de også i flygtningelejrene forfulgte, kunne visiteres til ophold i fjernere lande?
Man kunne endda overveje, at de unge mænd, der af ved hjælp af menneskesmuglere når frem til EU's og Schengen's grænser, automatisk returneres til de mest relevante flygtningelejre. I hvert fald, hvis de har passeret et sikkert land undervejs. Det kunne i lighed med Australiens "push back" politik bidrage til at stoppe strømmen.
I lighed herned hævder en tidligere vicedirektør i BND (Bundes Nachrichten Dienst) i en artikel i tidsskriftet Cicero, at man i langt højere grad end nu burde benytte sig at princippet om subsidiaritet: “Geografische Subsidiarität (Flüchtlinge sollten zunächst innerhalb ihrer Region aufgenommen und versorgtwerden), Subsidiarität der Bedürftigkeit (Schwachen, Kranken, Verwundeten muss vorrangiggeholfen werden), undSubsidiarität bei der Finalität (Rückkehr der Flüchtlinge in ihre Heimat sollte Vorrang haben voreiner dauerhaften Umsiedlung bzw. Integration). ( Cicero)
Vi skal i langt højere grad støtte flygtninges ophold i nærområderne, og bidrage til underhold, sundhed, uddannelse, beskæftigelse i dette nære område. Vi skal have større fokus på støtte til hjemrejs og genetablering, lige så snart det er muligt. Dvs. fokus på "emergency assistance in safe havens, temporary protection, repatriation, local integration and resettlement." ( Aus).
Det har vi i stor udstrækning har forsømt. I den forstand at vi bruger en uforholdsvis stor andel af midlerne til hjælpe flygtninge på dem, der ankommer ved grænserne, i stedet for at støtte de organisationer som UNHCR og UNWRA der varetager flygtningelejrene.
 
Krav til de lande flygtninge kommer fra
I fremtiden bør vi stille krav til de lande flygtningen kommer fra. Krav, der kan ledsages at sanktioner og mulig hjælp til gengæld for at bidrage til at løse de problemer, der skaber flygtninge. Vi bør “hold countries responsible and accountable for displacements and impose sanctions as well as provide support for reconstruction and reintegration."
 
Forebygge større flygtningestrømme
Ja, en forudsætning ville da i det mindste være at intet enkelt land i EU eller Schengen pludselig åbner grænserne for flygtninge og migranter, som Tyskland's Kansler Merkel pludseligt gjorde i begyndelsen af september sidste år.
Desuden er det på tide at vi skrotter den del af konventionen, der kun ser flygtninge, når de står ved grænsen. Vi er ikke længere i efterkrigstidens kaos. Så vi burde kunne tillade os at håndtere problemerne med en noget større grad af orden og forudseenhed. Konkret ville det betyde:
At man kun kan krydse grænsen til EU som flygtning, hvis man på forhånd er godkendt som flygtning. Man kan ikke blot møde op ved grænsen og forlange asyl.
Godkendelse skal ske i EU repræsentationer eller flygtningelejre, dvs. uden for EU's og Schengens grænser.
Der skal fokuseres på de flygtninge, der har størst behov for asyl i EU.
Kun lande, der deler grænse med et land er genererer flygtninge, skal acceptere flygtninge, der møder op ved grænsen. Det gælder i Europa potentielt lande, der f.eks. deler grænse med Ukraine, dvs. Polen, der i øvrigt allerede har mange flygtninge fra Ukraine.
Til gengæld skal man i langt større omfang end det nu er tilfældet yde støtte til flygtningelejre i nærområderne og til de lande i nærområderne, der huser flygtningelejre.
Og næsten rituelt, man skal bekæmpe flygtninge årsager, ikke ved blot at gentage remsen, men ved at stille større krav til de lande, der genererer flygtninge strømme, og ved eventuelt  at bidrage med sikkerhedstyrker.
Endelig kan man tage de redskaber i brug som allerede eksisterer såsom:
Visa krav for lande, der producerer flygtninge;
Krav om udrejsekontroller i lande, der producerer flygtninge:
Udvide antallet sikre tredjelande;
I større grad anvende transportøransvar;
Hjælpe udrejselande med procedurer, der skal sikre mod forfalskede ID papirer;
Oprette og anvende detentionscentre for illegale indrejsende;
I højere grad anvende tilbagesendelse af personer, der ikke kan opnå flygtningestatus ( se f.eks. AUS).
 
Accept af yderst begrænset modtagekapacitet
Er vi ikke nødt til at acceptere, at modtagerlande alt efter deres sammensætning og historie vil have meget forskellige kapacitet til at optage flygtninge? En kapacitet, der afhænger af finansiel styrke, historie og kultur,  befolkningssammensætning, homogenitet og ikke mindst flygtninges integrations evne, der formentlig er relateret til sproglige, kulturelle, religiøse forskelle mellem befolkningen i modtagerlandet og flygtningene.
Der kan ikke opstilles en simpel formel for optagelseskapacitet, som EU- kommissionen implicit forsøger. Absolut krav på asyl som i Tyskland, hvor Merkel hævder, at der ikke kan eksistere overgrænse for asyl,  er naturligvis absurd. Hvad er så løsningen?
Et svar kunne være at ethvert land, der ikke deler grænse med et land befolkningen flygter fra, kan melde ud, hvor stort optag man kan klare pr år og selv udvælge flygtninge i nærområdets lejre.
Lande, der deler grænse med et land befolkningen flygter fra skal have mulighed for at kræve international hjælp til at oprette temporære flygtningelejre. Det ville i nuværende situation f.eks. være Libanon, Jordan og Tyrkiet. "It would guarantee rights for displaced persons and direct resources to where they are most needed. It would oblige states to contribute and particularly to assist countries of first asylum, while allowing for flexibility of approach to different situations and from different countries. (Canada and Australia might resettle refugees while Japan might contribute more in direct funds.)" (Research Paper, Parliament of Australia).
 
Kom så i gang!
Man man kun opfordre politiske beslutningstagere til at komme i gang med at rette op på de problemer, som er en konsekvens af, at man indtil videre har været fanget i en forældet konvention, hvis oprindelig sigte slet ikke  kan hjælpe os med at finde løsninger på den aktuelle flygtningerkrise, men tværtimod bidrage til at forværre den.