"United we stand, divided we fall"
Overskriften på et brev fra Donald Tusk til de 27 deltagere i EU's topmøde på Malta i februar 2017.
Tusk advarerede her om, at EU står over for de farligste udfordringer siden man underskrev Rom Traktaten i 1957.
Tusk ser tre store grupper af udfordringer (consilium.europa.eu):
 
The first threat, an external one, is related to the new geopolitical situation in the world and around Europe. An increasingly, let us call it, assertive China, especially on the seas, Russia's aggressive policy towards Ukraine and its neighbours, wars, terror and anarchy in the Middle East and in Africa, with radical Islam playing a major role, as well as worrying declarations by the new American administration all make our future highly unpredictable.
 
The second threat, an internal one, is connected with the rise in anti-EU, nationalist, increasingly xenophobic sentiment in the EU itself. National egoism is also becoming an attractive alternative to integration. In addition, centrifugal tendencies feed on mistakes made by those, for whom ideology and institutions have become more important than the interests and emotions of the people.
 
The third threat is the state of mind of the pro-European elites. A decline of faith in political integration, submission to populist arguments as well as doubt in the fundamental values of liberal democracy are all increasingly visible.
 
I det foregående blog indlæg så vi på nogle af de alvorligste eksterne udfordringer for EU. Her vil vi derfor lade de eksterne udfordringer ligge og koncentrere os om de interne udfordringer, der kan udgøre selvdestruktive centrifugale impulser. I vores optik er EU aktuelt plaget af en række selv-ødelæggende tendenser, der omfatter:
 
Growing political unrest, protest parties and regional divisiveness
 
Democratic deficit and lack of transparency in EU
 
Social inequality and loss of solidarity with growing gaps between different layers of the population
 
Shifts due to a stream of refugees and migrants creating insecurity and regressive values
 
The spectre of German hegemony, creating new instability in Europe
 
Economic dogmatism leading to lack of growth
 
Growing political unrest, protest parties and regional divisiveness
Seismiske rystelser har fået grunden til at slå revner og skabt store forskydninger i et ellers forholdsvis ubevægeligt politisk landskab af gamle partier og faste dagsordener med f.eks. mere EU, med vækst og globalisering, med mere frihandel, mere indvandring og mere mangfoldighed.
Som vi tidligere har skrevet: "Vi så en tendens til bundvending. Hvor politikere, der ikke vil give luft (ilt) til befolkningens bekymringer, i stedet må finde sig i, at de efter deres mening afskyeligt lugtende meninger og udsagn bliver ved med at boble op fra folkedybet."
Fremkomsten og tilslutningen til såkaldt populistiske partier må anses for at være en mere eller mindre uartikuleret reaktion på politiske forsømmelser og uformuenhed til se og løse problemer blandt de etablerede politiske partier.
Andre former for interne konflikter og ustabilitet præger i tiltagende grad EU. Der er afstanden mellem et Nordeuropa og et Sydeuropa, der noget nedladende bliver karakteriseret som PIGS-lande (Portugal, Italien, Grækenland, og Spanien).
Det gælder også for afstanden mellem et Vest- og Østeuropa, hvor man i vest hæver, at lande som Polen og Ungarn politisk og værdimæssigt bevæger sig væk fra det fælles grundlag for Unionen.
Der er problemet med den kæmpestore dværg, Tyskland, der økonomisk og politisk er begyndt at dominere Unionen, samtidig med at man agere som en svagelig dværg, når det gælder bidraget til den fælles sikkerhed, hvor man stort set nasser på et US domineret NATO.
Her nogle aktuelle nedslag af den politiske uro i EU:
 
"Demokratiets" sejr i Holland?
 Efter valget brød jublen ud i medierne. "Dutch voters reject Geert Wilders's populist movement" hed i "The Economist." Etablerede politikere var ved at falde over hinanden i selvgratulerende udgydelser om hollændere, der havde sagt ja til fornuften og ja til Europa. "Europa lebt" hed det i "Die Zeit." Man havde sagt ja til åbenhed, mangfoldighed og tolerance. Her var omsider modsvaret til Trump , til le Pen og til alle de øvrige protestpartier.
Var det så sandheden eller var det i en vis forstand, ikke fake news, men selektiv and biased news?
Først et kig på valgresultatet sammenlignet med 2012 valget, som gengivet af NOS og "The Economist."

Mark Rutte's parti VVD vandt ganske vist valget, men gik tilbage fra 26,5 til 21,3 procent, Wilders' enmandshær, PVV, gik fra 10,1 til 13,1 procent. Det hollandske socialdemokrati, PvdA, havde et katastrofevalg, fra 24,9 til 5,7 procent. De grønne havde til gengæld fundet deres "Obama" øjeblik med Jesse Klaver og flerdoblede deres andel.
Havde medierne og politikerne altså ret? Næppe, for se lige, hvad der skete forud for valget. Som vi skrev i blog indlægget "Bending to the winds of change," begyndte Mark Rutte at tage vinden ud af sejlene på Wilders' PVV ved sin opfordring til skik følge eller land fly:  "Discomfort will increase if people misuse our freedom, especially since they came to this country to enjoy those freedoms … I understand that people think: if you reject our country fundamentally, I’d rather see you go. I have the same feeling. Act normal or leave."(politico.eu).
Dertil kom naturligvis hans afvisning af at tyrkiske politikere kunne lave ensidet valgagitation overfor tyrkere i Holland.
Se så hvad der skete, kurven for VVD bøjer pludseligt stejlt opad i tilslutning lige før valget.
Man kan derfor hævde, at Rutte ved netop at bøje sig for "the winds of change" og ved at ivre for en moderat udgave af Wilders' politik genvandt noget af det tabte terræn.
Et fænomen, der minder om hvad der skete i Danmark i forhold til Dansk Folkeparti, hvor andre partier begyndte at invadere det rum Dansk Folkeparti havde skabt.
Det er derfor noget overdrevent med al selvgratulationen blandt etablerede europæiske politikere, og det er nok en misforståelse af dem at tro, at nu kan de fortsætte, som om Trump kun er et US-amerikansk fænomen.
Men fortrøstning ser de frem til præsidentvalget i Frankrig , hvor de nu sætter deres lid til det franske Obama eller Justin Trudeau øjeblik repræsenteret af en fremadstormende Emmanuel Macron.
 
Et nyt "jerntæppe" af mistro rejses ned gennem Europa
I længere tid har konflikten mellem EU-lande i henholdsvis Østeuropa og Vesteuropa ulmet. Markant har afstanden været, når det gjaldt flygtninge og illegale migranter, hvor Visegrad-landene, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, har haft en ganske anden indstilling end kansler Merkel's Tyskland. Hvor Ungarns Viktor Orbán har været udsat for konstant kritik fra vest, for sin insisteren på at sikre sin del af EU's ydergrænse med NATO-pigtrådshegn.
For nylig er stemningen mod Ungarn igen kogt over, fordi den gode mand nu minsandten har fundet på at anbringe asylansøgere i indhegnede containerlejre. Man ser ikke at det faktisk er en nødvendighed, hvis man reelt vil have sikre ydre grænser og ikke vil have at asylansøgere kan optræde med op til 14 identiteter på tværs af Europa, som attentatmanden fra julemarkedet i Berlin gjorde.
En tysk politiker, Alexander Graf Lambsdorff, der er vicepræsident i EU-Parlamentet kritiserer Ungarns beslutning voldsomt: "Ungarn trampelt einmal mehr auf Völker- und EU-Recht, vor allem aber auf einfachsten Grundsätzen der Menschlichkeit herum." Han opfordrer derfor Merkel til at kalde Orbán til orden: "Es ist höchste Zeit, dass Kanzlerin Merkel und die CDU ihre Vasallentreue zu ihrem Freund Viktor Orban aufgeben und ihn deutlich hörbar zur Ordnung rufen"(morgenpost.de).
I al stilfærdighed kan man her erindre om, at politikere i andre lande har talt om lignende tiltag som Viktor Orbán, med transitlejre ved EU's grænser eller udenfor. Det gælder bl.a. Østrigs udenrigsminister, Sebastian Kurz, og det gælder såmænd også for vores egen Inger Støjberg.
Længere tids uoverensstemmelse mellem EU og Polen kulminerede forleden med Polens forgæves forsøg på at forhindre Donald Tusks genvalg. Nu venter man blot på, hvorledes Polen vil svare igen. "“We know now that it [the EU] is a union under Berlin’s diktat,” the Polish foreign minister, Witold Waszczykowski, told Polish media, echoing persistent claims by PiS that the EU is controlled by Berlin." (The Guardian)
Nye konflikter mellem Polen og især Tyskland aftegner sig. Polen modsætter sig at Merkel, sammen med Hollande, Rajoy og Gentiloni, har aftalt at landene i EU skal bevæge sig med forskellig hastighed. Hvor dem, der ikke vil være med  "wonderwoman and  the three stooges" således vil blive ladt tilbage.
Fra Østeuropa lyder advarende stemmer om en ny spaltning af Europa. Det er stemmer mod, at der på ny rejses en barriere mellem Øst- og Vesteuropa: "Die Osteuropäer hingegen befürchten, von einem westeuropäischen Kerneuropa oder einer tiefer integrierten Euro-Zone an den Rand gedrängt zu werden. Der rumänische Präsident Klaus Iohannis warnte explizit vor einer neuen Spaltung Europas. Ähnlich äusserte sich die Polin Beata Szydlo."(NZZ)
I en debat arrangeret af Heinrich Böll Stiftung ser man også med bekymring på udviklingen i EU: "The current lack of solidarity within the European Union is a crucial problem as the EU needs a reasonable degree of political consensus and political energy in order to develop strong leadership and strategic direction. The European Union has become very defensive. The system is stuck in an old economic theory, has lost political confidence and the long cherished common values have been repeatedly compromised. "
 
Democratic deficit and lack of transparency in EU
‘Democratic deficit’ is a term used by people who argue that the EU institutions and their decision-making procedures suffer from a lack of democracy and seem inaccessible to the ordinary citizen due to their complexity. The real EU democratic deficit seems to be the absence of European politics. EU voters do not feel that they have an effective way to reject a ‘government’, they do not like, and to change, in some ways, the course of politics and policy." (eur-lex.europa.eu).
Ser vi på valgdeltagelsen ved de sidste tre valg til Europa-Parlamentet sporer man et faldende engagement i EU. Ved valget i 1979 lå deltagelsen på 62 procent, siden er det gået ned ad bakke.(ukpolitical.info).

Vi ser et mønster, der kan genfindes i en Eurobarometer måling, der gengiver svar på spørgsmålet : "Tæller din stemme i EU? ( ec.europa.eu).

 En voksende flertal mener ikke at deres stemme tæller i EU, hvilket jo også kan forklare den vigende valgdeltagelse. Den pludseligt mere positive holdning i 2014  skyldes formentlig muligheden for at deltage i EU-parlamentsvalget i 2014.
Hertil kommer erfaringerne med afstemninger, hvor der i nogle lande har været stemt mod EU initiativer, men hvor man i flere tilfælde fra EU's side enten har set bort fra det negative resultatet (Hollands afstemning om EU-Ukraine associering) eller har oplevet, at skulle stemme igen (Irland og Danmark), så at sige indtil det rigtige resultat blev opnået. Som det hedder i en LSE-blog: "Yes’ campaigners in both states learned from previous referendums and developed an approach that reframed the issue by emphasising concessions gained from the EU and the risks of rejecting a treaty for a second time."(blogs.lse.ac.uk).
Ikke noget, der fremmer en forestilling om demokratisk indflydelse.
De helt store beslutninger har Europas befolkning slet ikke haft nogen reel indflydelse på. Det gælder f.eks. optaget af nye medlemslande, eller åbningen  af grænserne for flygtninge og migranter. Kun indirekte har man kunnet få indflydelse ved at vælge protestpartier.
Beslutnings og lovgivningsprocessen i EU forekommer fjern og uoverskuelig. Ganske vist har EU-parlamentet fået stigende indflydelse i de seneste traktater. Parlamentet har fået indflydelse på udpegning af præsidenten for EU-kommission, ligesom det er medbestemmende, når det gælder EU's budget. Vigtig er også parlamentets rolle i lovgivning: "The ordinary legislative procedure gives the same weight to the European Parliament and the Council of the European Union on a wide range of areas (for example, economic governance, immigration, energy, transport, the environment and consumer protection). The vast majority of European laws are adopted jointly by the European Parliament and the Council. "(europarl.europa.eu).
Mens stigende indflydelse til EU-parlamentet kan synes at bidrage til at mindske det demokratiske deficit, forekommer en anden udvikling at øge deficittet ved at bidrage til en informel og ikke gennemskuelig beslutningsprocedure. Det drejer sig om de såkaldte trilogues, hvor uformelle trialoger mellem repræsentanter fra EU-parlamentet, Rådet og Kommissionen bag lukkede døre indgår i trinene i lovgivningsprocessen, således at man kan afstemme positioner før vedtagelse i parlamentet. Brugen af trilogues har været i hastig vækst i lovgivningsprocessen, men repræsenterer egentlig en" non-democratic, non-accountable and non-transparent process."
"The European Movement International believes that the closed-door negotiations between the Parliament, Council and Commission, in the form of ‘trilogues,’ undermine the legitimacy of decision-making on the European level as well as citizens’ trust." (europeanmovement.eu).
Hånligt afviser eliten en uvidende masses bekymringer. Vi har bygget et europæisk statsfælleskab, som slet ikke kan forlise. Mange eliter har før dem været præget af den samme overbevisning om at have den rigtige og sikre løsning. En Titanic, der ikke kan synke, en aftale om "peace for our time" og en euro, der ville bringe vækst og velstand til alle dens medlemmer.
Nu krakelerer mange af forestillingerne. Realiterne vil ikke bøje sig for håbet og fantasien, ridser bliver til revner, revner til kløfter.
Oppe på broen blandt den politiske og bureaukratiske euroelite forsøger man at holde kursen ved at tale udenom de problemer og forhindringer, der melder sig stadig hyppigere fra en mere og mere uklar fremtid.
"[A] major concern is the loss of people’s trust in the policy maker’s capability of dealing with challenges making it important to strengthen the voice of the parliaments and the voice of the people. The EU is perceived as some distant institution. In order to regain the trust of the European citizens, the EU needs to find a balance between change and security. Change is something people are afraid of and often overwhelmed by but at the same time there is a need for change because the status quo is no longer sufficient. Combining change and security is possible even though it is not easy. Moreover, it is important for the EU to reconnect with the citizens." (eu.boell.org).
 
De velorganiserede og de oversete
På den ekspanderende periferi af den samfundsmæssige doughnut finder vi alle mulige former for særinteresser og enkeltsagsgrupper. Eksempler kan være den udstrakte erhvervsmæssige og offentlige lobby virksomhed i EU, eller det kan være grupper som Pro Asyl, Læger uden Grænser, Amnesty International og Human Rights grupper. Det er i en vis forstand grupper, der udgør et et problem for demokratiet, fordi de uden hensyn til det fælles, promoverer de enkeltsager er engagerede i.
Overfor disse grupper står en stor masse af isolerede mennesker. Mennesker uden organisering, uden evne til at samle sig i slagkraftige bevægelser, uden evne til at artikulere deres ønsker og krav i velformede forklaringer og begrundelser. Mennesker, hvis politiske indflydelse er reduceret til et kryds på stemmesedlen . Hvilken indflydelse giver det vel i modsætning til enkeltsagsgruppernes velartikulerende og højtråbende aktivitet?
 
Social inequality and loss of solidarity with growing gaps between different layers of the population
En undersøgelse foretaget af forskere fra WZB (Wissenschaftszentrum Berlin für Sozialforschung) peger på store forskelle i uddannelse, i beskæftigelse og i indkomster blandt befolkningen, både indenfor de enkelte lande og mellem landene i EU.
"It is clear that Europe and other continents or countries share a similar problem: can we let inequalities increase and what are acceptable levels? If one looks at the in- come of the top 10 per cent for instance, an increasing concentration of income and especially wealth is clearly evident."
Nogle få diagrammer fra deres undersøgelse kan tjene til at illustrere omfanget af ulighed i EU på nogle udvalgte områder.
Uligheden når det gælder uddannelse kan illustreres ved at se på hvor stor en andel af befolkningen, der ikke har en sekundær uddannelse (secondary education) efter folkeskolen (primary education):

Når det gælder beskæftigelse kan vi illustrere uligheden ved at se på beskæftigelsesgraden blandt 20-64 årige. I diagrammet kan man endvidere sammenholde situationen i 2002, 2007 (dvs.lige før den finansielle krise sætter ind) og 2012.

Generelt kan man konstatere, at der hersker et udpræget nord-syd fald i beskæftigelsen.
Endnu mere markant bliver uligheden, hvis man f.eks. ser på beskæftigelsesgraden for 20-24 årige fordelt på køn og sammenholder den med beskæftigelsen i befolkningen som helhed.

I en række lande herskede der i 2014 nærmest en katastrofal lav beskæftigelse blandt de unge. Selv om situationen i visse lande er blevet forbedret siden, har det vist sig vanskeligt at øge den lave beskæftigelsesgrad blandt unge på trods af diverse EU-initiativer.
 
Den tabte generation i Sydeuropa
"Another major challenge the EU is facing is youth unemployment and how to empower youth in general. The youth unemployment rates in the European Union are almost everywhere in the double digit range, in some countries they even reach 30 to 40%. At the same time the policy responses to youth unemployment initiatives and other funds are very low. An EU that lets these youth unemployment rates persist is one that is in contradiction with its own morality and priorities." (Böll Stiftung).
Ungdomsarbejdsløsheden er især et stort problem i Sydeuropa, tal fra december 2016 viser alvoren (statista.com):

 (researchgate.net).
Den alt for høje ledighed blandt unge i Sydeuropa burde være et top anliggende for EU, for den kan have særdeles problematiske langtidseffekter: "Long spells of unemployment erode skills and discourage labor market participation. Youth unemployment is especially alarming and can undermine whole careers. It risks creating a lost generation, with trickle-down effects for fertility rates. We need more focus on integrating people into the job market. Countries with high unemployment could focus on improving education and providing more vocational training. Regulations could be instituted that favor the employment of the young (for example, through the tax system), and of course, creating conditions for robust economic growth." (mastercardcenter.org).
 
Stigende ulighed
Når det gælder indkomst antyder data, at man har bevæget sig i retning af en stadig større ulighed. Her illustreret med data for den del af indkomsterne, der er tilfaldet de rigeste 10 procent af befolkningen.(researchgate.net).

Precarious work and possible elimination work as we know it
Jobs er i stigenden grad blevet usikre: "A surge in self-employment and temporary or part-time jobs over the past two decades has been a key factor behind the rise in inequality in the world’s industrialised countries, according to a major new study by the Organisation for Economic Co-operation and Development." (The Guardian).
 
Part-time employment rate. Total, % of employment, 2015 (data.oecd).

 Selv om de luftige forestillinger om Industri 4.0 kan synes at omfatte alt muligt, opfanger det ikke alle tendenser. Robotteknologi og kunstig intelligens vil gøre mange jobs også uden for industrien overflødige. Det være sig plejesektoren, se blot initiativerne med robotter i Japan, og det være sig store dele af sundhedsvæsenet og servicesektoren.
I en ikke alt for fjern fremtid ser vi derfor muligheden for at der vil ske et kolossalt tab af både sikre og usikre jobs. Hvorfor man uden at være nutidig Luddite (gammel betegnelse for maskinstormere) kan forudse, at der opstår endnu større afstand mellem en periferien med mere og mere  avancerede jobs og en midte, der mildest tal kan forvente, at deres jobs ikke blot vil blive yderst prekære," men helt igennem overflødige.
Et OECD diagram gengiver et skøn over, hvor stor en procentdel af jobs der er i fare som følge af automatisering:

Et studie fra Oxford University når frem til, at næsten halvdelen af alle jobs i USA er i fare for at blive overflødige: "According to our estimates, about 47 percent of total US employment is at risk. We further provide evidence that wages and educational attainment exhibit a strong negative relationship with an occupation’s probability of computerisation." (oxfordmartin.ox.ac.uk).
 
Shifts due to a stream of refugees and migrants creating insecurity and regressive values
Listen af problemer, der allerede nu kan forbindes med den aktuelle flygtninge- og migrantstrømme er lang:
 
Demografiske skævvridninger
Problemer med beskæftigelse
Stigende offentlige udgifter
Problemer med en utilpasset religion
Kultursammenstød med usikker udgang
Nye og stigende former for kriminalitet
Radikalisering og terror
Indskrænkning af ytrings- og meningsfrihed ledsaget af underliggende murren.
Konstant forøget overvågnings-og kontrolaktiviteter, der bl.a. en følge af at de ydre grænser ikke er sikrede
Risiko for lav intense konflikter (low key civil war) mellem grupper af indvandrere og mellem indvandrere og indfødte.
 
I tidligere blog indlæg, som eksempelvis "Desintegrating societies," har vi gennemgået mange af disse problemer og de er i mellemtiden ikke blevet mindre. Her skal derfor blot tage et alvorligt aspekt op:
 
Regressive værdiskrift
“Squeamishness about addressing diversity and its discontents risks allowing our country to sleepwalk to a catastrophe that will set community against community, endorse sexist aggression, suppress freedom of expression, reverse hard-won civil liberties, and undermine the liberal democracy that has served this country so well for so long.” (The Telegraph).
Den tidligere formand for UK's "Equality and Human Rights Commission, Trevor Phillips gør sammen med andre op med en liberal elites misforståede tro på en slags organisk integration gennem accept af multikulturalisme. Man har alt for længe set bort fra ubekvemme fakta, der viser at man ikke er på vej mod mere integration, men tværtimod en slags superdiversivitet med øget segregering og desintegration. Retorisk spørger han om vi tør stå ved vore fundamentale værdier med risiko for at fornærme andre, eller om vi i stedet er villige til at sætte disse værdier over styr og opgive mange af de sociale fremskridt, der er opnået i det sidste halve århundrede.
Vi har i for høj grad, og sikkert ud fra de bedste intentioner, ladet stå til, og stiltiende accepteret, at basale vestlige forestillinger og værdier i stort og småt eroderes og bliver frynsede og uklare i kanterne.
For en selvudnævnt kulturelite og en venstrefløj ser vi besynderligt nok, at den murrende protest fra dele af den indfødte befolkning betragtes med afsky og afstandtagen. Primitiv, intolerant og højre populistisk er de mærkater, der hæftes på den, mens man nyder eksotisk mad i etnisk restaurant og lytter til rappere med en anden etnisk baggrund. Den lette, brogede men overfladiske del af multikultipop-kulturen.
Hvorimod selvsamme elite og venstrefløj i en næsten selvpinende afsky overfor højrepopulistiske bevægelser, omfavner minoriteter, hvis holdninger og værdier ligger meget længere væk fra dem selv.
Virkeligheden er jo "that some minority groups hold very different values and ambitions than those commonly held amongst the dominant majority; that those values and ambitions are even further away from liberal ideals than the average; and that because they are sincerely held by those groups, they aren’t going to change any time soon." (civitas.org).
 
The spectre of German hegemony, creating new instability in Europe
Med et citat fra New Statesman : "A spectre is once again haunting Europe – the spectre of German power."
The Economist skriver: "...power within Europe has shifted sharply towards Berlin. Mrs Merkel is widely seen as the continent’s most important politician. In Beijing or Washington, DC, the question: “Where is Europe going?” has become synonymous with: “What do the Germans want?"...Bureaucrats in Brussels talk ruefully about Berlin becoming the capital of Europe. “When the German position changes on an issue, the kaleidoscope shifts as other countries line up behind them,” says one official. “That’s unprecedented in the history of the EU." (The Economist).
Hist og her kan man næsten tage på den nye tyske selvbevidsthed, med dens selvbevidste tro på sin egen førende rolle i Europa.
"Deutschland kommt um eine Führungsrolle in der EU nicht herum, weil derzeit keine andere Kraft die Gemeinschaft zusammenhalten kann. Unterbleibt es, diese soziale Rolle im multilateralen Verbund einzunehmen, gibt man der Agonie des europäischen Prozesses nach. Führung basiert auf der freiwilligen Gefolgschaft der anderen Staaten, woraus ein erheblicher Einfluss dieser Staaten resultiert. Wer Führung scheut, weil er Herrschaft ablehnt, geht fehl. Führung ist nachgerade das Gegenteil von Herrschaft: Nicht der Starke bestimmt, sondern die anderen prüfen die Vorteile seiner Führungsrolle." (Cicero).
Efterhånden er der en lang liste af håndfaste indicier:
 
Tysk succes på andres bekostning
Tyske krav om en austeritets-politik
Tysklands rolle i "den græske tragedie"
Tysklands egenrådige beslutning om at åbne grænserne og udsætte Dublin III
Moralsk selvretfærdighed
Irettesættelse af andre lande
Forkvaklet demokrati forståelse
Krav om et "multispeed" EU, hvor man påtager sig en førerrolle
Tysklands (Merkels) medansvar for Brexit
 
Vi har i tidligere blogs set på disse indicier. Her skal vi derfor blot se et par eksempler på Merkel's ageren i en uheldig helterolle som "leder af den frie verden".
 
Mutter courage uden courage
"The German Chancellor isn’t just the leader of Europe, she is now the de-facto leader of the free world. ... [She] doesn’t just carry the weight of Germany and Europe on her shoulders, but that of defending freedom and liberalism across the world."
Det var hvad "The Independent" skrev her i februar 2017. "New York Times" har også bidraget til denne lobhudling af kansler Merkel: “Donald Trump’s Election Leaves Angela Merkel as the Liberal West’s Last Defender.”
Som vi skrev i blog indlægget " Merkel, last one standing? – you must be mad!", fiktionen har taget overhånd, man skulle hellere stille spørgsmålet: Hvad er det "Europe needs her to do?" Garantere at EU hænger sammen, selv om hun måske netop bidrager til, at EU falder fra hinanden? Sikre at en Euro-Trump ikke får succes i Europa, selv om hun måske netop er medvirkende til fremvæksten af protestparter i Tyskland og Europa? Hvad forestiller man sig egentlig?
Hvad skal man sige til nogle af de seneste eksempler på "Mutter Courage's" mangel på courage?
Merkel  indgik på egne og EU's vegne en flygtningeaftale med Tyrkiet, der tilsyneladende har gjort hende så fuldstændig afhængig af Erdogan, at det Tyskland nu finder sig i fra Erdogan's side, næppe ville blive accepteret hvis det kom fra Tysklands naboer, som f.eks. Polen.
Hendes vaklen mellem principfasthed, og principløshed har haft bizarre konsekvenser for Europa.
På den ene side har en principfast, eller måske blot uvidende Merkel, haft en afgørende indflydelse på udfaldet af Brexit afstemningen. I og med Merkel stod fast på fri bevægelighed for arbejdskraften i EU, hvilket gjorde det svært for Cameron at argumentere for, at han havde opnået noget som helst i sine forhandlinger med EU.
På den anden side har Merkel været fuldstændig principløs, når det gjaldt om at please en utilregnelig Erdogan i hans rolle som dørvogter, der skulle holde flygtninge due af Europa.
Et af  de seneste eksempler på hendes problematiske aktivitet, er Merkels aftaler med de tre håndlangere, Frankrigs Hollande, Spaniens Rajoy og Italiens Gentiloni, om et Europa der bevæger sig mod en stadig tættere union med forskellig hastighed.
Dermed har "Wonderwoman and the three stooges," allerede valgt, hvilket scenarie der komme til at gælde, og så er det sådan set ligegyldigt hvad Juncker har fremlagt til åben diskussion i hvidbogens scenarier.
 
Economic dogmatism leading to lack of growth
Vi har tidligere set hvorledes Tyskland har præget den økonomiske politik i hele Unionen. Kun den tyske austeritets-politik er rigtig. Man skal spare sig til vækst i resten af Europa.
Tysklands finansminister Schäuble undser sig ikke for at fortælle lande i Sydeuropa, hvad de skal gøre og selv Frankrig går ikke ram forbi. "Schäuble verlangt von Frankreich mehr disziplin " (Die Welt).
En tysk forståelse, eller er det snarere ideologi, præger således ideerne til, hvordan krisen i Europa skal løses gennem sparepolitikker og økonomiske reformer a la Tysklands,
I modsætning til USA har man med Tyskland som hovedundtagelse imidlertid haft svært ved at få gang i væksten i EU. Specielt i Sydeuropa er situationen problematisk, med vedvarende problemer specielt i Grækenland , hvor den ene plan efter den anden tilsyneladende ikke mindsker problemerne, men øger dem.
Hertil kommer så problemerne i et multispeed EU. "The idea of a “two-speed Europe” is lethal to the economic recovery and growth of periphery countries, where any doubt about the continued support of the European Central Bank — and an eventual resolution to the debt crisis through an Euro Area fiscal backstop– can only bring further difficulties." (hbr.org).
 
EU's self-destructive behaviour characteristics
Vores diskusion viser et EU i færd med en slags selv-ødelæggende adfærd. Det gælder ikke blot i relation til de ydre udfordringer og trusler vi har set på i det seneste blog indlæg. Det gælder så sandelig også for den adfærd man lægger for dagen i relation til interne udfordringer og trusler.
EU skærer i sig selv; UK forlader unionen; Nord har konflikter med Syd og Vest har konflikter med Øst; EU undgår at træffe nødvendige beslutninger; Forsøg på løsninger drukner i ord uden handling; EU fornægter virkeligheden i form af protesterne nedefra, og lyver derfor over for sig selv; EU 's beslutningstagere forsøger forgæves at agere, som om de var i kontrol; EU savner "coping" mekanismer til at håndtere de udfordringer, der viser sig.
EU er efterhånden præget af en slags compulsive behaviour, hvor det " is trapped in a pattern of repetitive and senseless thinking—and these behaviors can prove difficult to overcome."
 

Mais Merde... What do you want us to do?
Råbte en uformuende og frustreret Jean-Claude Juncker i EU-parlamentet ved præsentationen af hvidbogen med de 5 scenarier for EU's fremtid. Her skal vi forsøge at fortælle Juncker og andre, hvilke udfordringer de skal se på og finde løsninger til.
Vi ønsker helt grundlæggende at de operere med en langt mere omfattende og dybtgående forståelse af de aktuelle og potentielle trusler Europa står overfor lige nu, eller kan forvente at stå overfor i en overskuelig fremtid. Hvordan skal man ellers kunne præsentere scenarier med en vis substans?
Vi skal her med forsøge at opnå en bedre forståelse af disse udfordringer og trusler end EU-Kommissionen har evnet. I første omgang koncentrerer vi os om de eksterne trusler og udfordringer. Senere skal vi se på interne udfordringer for unionen.
De vigtigste eksterne udfordringer for et samlet EU-27 har vi samlet i to store grupper:
 
 Unruly Neighbours: En halvmåne af potentielle og reelle konflikter fra Rusland i Nord over Mellemøsten til Nordafrika.  
 
EU losing out in the World: Manglende vækst med økonomiske og innovationsmæssige udfordringer på verdensplan.
 
Unruly neighbours
Her er blot et uddrag af aktuelle og potentielle konflikter: I forhold til Rusland potentielle konflikter i Baltikum og en vedvarende simrende konflikt i Ukraine.
Vi har EU's ambivalente forhold til Tyrkiet, hvor man på skrømt forhandler om Tyrkiets optagelse i EU, samtidig med at forholdet til Tyrkiet reelt forværres og en mere og mere diktatorisk Erdogan udsteder den ene trussel efter den anden mod et EU, som han holder som gidsel med en formentlig ret så tom trussel om at lade 2,5 mio. flygtninge invadere EU.
EU's totale uformuenhed i relation til det enorme konfliktpotentiale i relation til Mellemøsten, med Syriens komplicerede, mangesidige stridigheder, med religiøse konflikter, med et Iran involveret på mange fronter og med en, som det synes,  uløselig Israelsk-Palæstinensisk konflikt.
Et konfliktfyldt Libyen og gærende problemer i store dele af det øvrige Nordafrika. Længere væk et Afrika med stærkt stigende befolkningstal og ude af stand til at finde løsninger på egne problemer. Konsekvensen er forudsigelig: En stigende strøm af afrikanske migranter.
 
Europæisk sikkerhed uden selvstændig forsvarsvilje?
EU har ladet europæisk sikkerhed været garanteret af og hovedsagelig betalt for af USA gennem NATO. Samtidig med, at de gennem årrække har ladet EU-landenes eget bidrag til denne sikkerhed blive mindre.
Russisk aggression i relation til Ukraine og en nyvalgt US-præsidents udtalelse om et "obsolete NATO" ledsaget af krav om, at Europa yder et meget større bidrag til egen sikkerhed har skabt en ny udfordring.
Af grafen her kan man se, hvorledes Europa i en årrække, med Østeuropa som en undtagelse, har ladet forsvarsudgifterne falde (iss.europe.eu).

Trump har derfor fuldkommen ret i sin kritik af Europas manglende bidrag til sit eget forsvar. Nato's forsvarsudgifter var i 2016 i alt 918.298 millioner USD, heraf stod USA for 664.058 millioner USD. Tyskland bidrog kun med 40.663 mio. USD. UK til gengæld med 60.347 mio. USD.
Det kan forekomme fuldstændig absurd, at et EU med 500 millioner indbyggere lader USA med ca. 320 millioner stå for at betale for Europas sikkerhed og reelt at være den magt, der skal gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Det gjaldt for Balkan konflikten, det gælder stort set for bekæmpelsen af Daesh og fremfor alt gælder det når man føler sig truet af Rusland.
Men ser en bizar situation, hvor et kynisk Tyskland lader USA betale for tysk sikkerhed, mens man samtidig oparbejder et kolossalt handelsoverskud i forhold til USA. I følge "U.S. trade in goods with World, Seasonally Adjusted " knapt 75 milliarder USD.
Genialt så længe det går godt, men det gør det muligvis ikke længere.
Hvis vi antager landene i EU skulle op på at bruge blot 2 Procent af GDP på forsvaret ville det f.eks. betyde, at et EU med et GDP på ca. 16.5 billioner USD i 2015 skulle bidrage til eget forsvar med ca. 330 mia. USD. Tyskland skulle alene bidrage med ca. 67 mia. USD.
Det er her tankevækkende, at SIPRI i et fact sheet angiver, at Rusland i 2015 kun skulle have brugt ca. 66 mia. USD på forsvaret. Selv om man må huske, at Rusland kan få mere forsvar for dette beløb, end Tyskland vil kunne få for de potentielt 67 mia. USD.
Et andet forhold er også tankevækkende. Ruslands nominelle GDP er langt mindre end Tysklands og måske mere på niveau med Italiens. Igen nominelt, for varer og tjenester har naturligvis en højere pris i Italien.
Aliigevel antyder tallene, at Rusland i realiteten slet ikke kan agere som den store stygge ulv, der kan puste  EU omkuld, som mange i øjeblikket vil gøre det til.
Konklusionen. Så længe vi mener at have brug for et NATO til at skabe sikkerhed i Europa, bør EU yde et meget større bidrag til sit eget forsvar og på sigt opbygge et fælles forsvar af et omfang, der kan matche de trusler man måtte forvente.
Til gengæld skulle man lade Rusland komme ud af dybfryseren, for det forekommer lettere tåbeligt at gøre Rusland til en så stor trussel, som man gør det i øjeblikket. Problemet er snarere, at EU aktuelt er så splittet og ubeslutsom, at det i virkeligheden udgør en fare for sig selv. En fare som selv et svagt Rusland kan udnytte.
Trump har talt for et bedre forhold til Rusland, EU burde have endnu større interesse i et godt forhold til Rusland. På mellemlangt og langt sigt vil truslen mod Europa nemlig ikke komme fra Rusland, men fra et uroligt Mellemøsten, et måske komplet ustyrligt Afrika med et enormt befolkningsoverskud og et særdeles selvbevidst Kina. Ikke at Kina nødvendigvis kan ses som en direkte sikkerhedstrussel mod Europa, men fordi Europa kan være nødt til at støtte USA (og måske endda Rusland) i en eventuel konfrontation.
 
Truslen om en fremtidig tsunami af flygtninge og migranter
Flygtninge og migrantstrømmen i 2015 og 2016 har vist hvor dårligt EU har været i stand til at sikre sine ydre grænser. Efter lukning af Balkan ruten og aftalen med Tyrkiet, er det største aktuelle problem migrantstrømmen over Middelhavet til Italien.
I 2017 stiger strømmen fra Afrika oven i købet, med god hjælp fra EU's egen indsats for hjælpe dem på vej i Middelhavet. Med jævne mellemrum truer Erdogan også med at slippe de ca. 2,5 mio. flygtninge i Tyrkiet løs i retning af Europa.
Potentielt venter gigantiske strømme af mennesker fra et Afrika med en voldsom befolkningstilvækst og problemer som følge af klimaforandringer.
Man skønner at Afrikas befolkning vil vokse fra ca. 1,2 mia. i 2015 til 1,7 mia. i 2030 og med en høj tilvækst nå op på 2,5 mia. i 2050 og hele 4,4 mia. i 2100.
Mens de sidste skøn må anses for aldeles usikre, er det værd at hæfte sig ved tallene for 2030. Hvis de realiseres vil det betyde, at befolkningen i Afrika i løbet af de næste knapt 15 år vil stige med ca. 500 mio. mennesker. Dvs. samme størrelsesorden som det samlede folketal for EU-28 i dag.
Situationen i Afrika kan forværres af økonomiske og politiske problemer, manglende og ulige fordelt økonomisk vækst, kleptokratier, kriser og krige, klimaforandringer.
Det er en udvikling, der allerede nu burde give anledning til stor bekymring blandt beslutningstagere i Europa. En potentielt gevaldig tsunami af "Out of Africa" migration.
Hvad skal man gøre? EU taler bestandigt, men helt uforpligtende om at bekæmpe "root causes of migration." Dvs. de faktorer vi lige har set på. Men den aktuelle støtte til korrupte regimer og varig nødhjælp er i hvert fald ikke nok. Den vil tværtimod øge problemerne på sigt.
Afrika må først og fremmest selv bremse befolkningstilvæksten og finde veje til klare egne kriser, som alle andre verdensdele i øvrigt.
Den aktuelle hungersnød i dele Afrika indikerer nemlig et af de grundlæggende problemer, for som Amartya Sen engang udtrykte det: 'No famine has ever taken place in the history of the world in a functioning democracy.'' Her skal det naturligvis understreges, at han tænker på store sultkatastrofer, ikke at man nødvendigvis helt kan undgå, at der kan være problemer med underernæring i demokratier, som eksempelvis Indien.
Klimaforandringer øger potentialet for "Out of Africa" strømme af migranter: "There is a new phenomenon in the global arena: environmental refugees.These are people who can no longer gain a secure livelihood in their homelands because of drought, soil erosion, desertification, deforestation and otherenvironmental problems, together with associated problems of population pressures and profound poverty. In their desperation, these people feel they have no alternative but to seek sanctuary elsewhere, however hazardous the attempt. Not all of them have fled their countries, manybeing internally displaced. But all have abandoned their homelands on a semi-permanent if not permanent basis, with little hope of a foreseeable return" (ncbi.nlm.nih.gov).
 
Borderline disorder?
Aldeles usikre ydre grænser i EU, der direkte medfører, at der må genindføres kontrol af indre grænser og i øvrigt har som konsekvens, at vi må leve med en stærk forøgelse af intern overvågning og kontrol.
Kan Europa stoppe illegale grænseovertrædelser? Ja formentlig, hvis man vil og tør. Selvfølgelig ikke på samme måde som Australien, der lettere kan træffe egne beslutninger, selv om det endda har været vanskeligt nok.
Betingelsen for at kunne følge Australiens eksempel er først fremmest, at EU's medlemslande kan blive enige om at gøre det. Det er formentlig den største hindring. En hindring der nok betyder mest i Tyskland. Endnu har panikken ikke grebet så meget om sig, at man kan bekvemme sig til at sætte effektivt ind ved de ydre grænse. Endnu råder den hovedløse og forvildede aktivisme, hvor man hver for sig forsøger sig med løsninger, mens man i EU aftaler det ene virkningsløse initiativ efter det andet.
Hvis man på et tidspunkt har fået nok og overvinder sin egen skyhed overfor drastiske beslutninger, skal flere kameler sluges. Det vil det være nødvendigt at indsætte tilstrækkeligt mandskab, det rigtige udstyr til overvågning til lands til vands, og frem for alt være enige om, at man ikke vil lade sig stoppe af fysisk modstand.
Gummibåde og skibe kan i “push back" aktioner føres tilbage til sikre lande, dvs. fra Ægæerhavet og det østlige Middelhav til Tyrkiet, Libanon og Ægypten og i det vestlige Middelhav til Nordafrika. Ved den korte landegrænse til Tyrkiet kan man let stoppe flygtninge og migranter, det er kun et spørgsmål om ressourcer og viljen til at ville.
Hvad så med dem, der ikke kan "skubbes tilbage"? Det kunne jo gælde for både fra f.eks. Libyen? Tjah, Spanien har allerede vist vejen ved at de fik mulighed for at tilbagesende illegale grænseovertrædere til en flygtningelejr i Mauretanien, der lokalt skulle være kendt som Guantamito.
For EU som helhed måtte man forestille sig, at man først og fremmest yder større støtte til eksisterende flygtningelejre, derudover kan man forestille sig oprettelse af nye lejre i stater, hvor man vil være villige til at lægge jord til mod betaling.
Indtil videre er disse forslag ikke være så forskellige fra, hvad man forsøger at opnå med Tyrkiet. Med de nye forslag ville man dog undgå, at det foregik på Tyrkiets betingelser.
 Fra lejrene skal man som flygtning kunne søge om ophold i et EU land, og hvis man anerkendes efter grundige tjek få asyl i EU. Alle andre skulle have tilbud om betalt tilbagesendelse eller hjælp til bosætning i deres oprindelige nærområde.
Helt umuligt forekommer det altså ikke at lade sig inspirere af Australiens flygtningepolitik. Fordelen ville være at man fik næsten fuldstændig kontrol med EU's ydergrænser.
Man ville ikke være så afhængig af Tyrkiets Erdogan.
Man ville kunne foretage mere omfattende tjek eller "extreme vetting" af flygtninge, før de fik lov at komme til EU. I øvrigt i lighed med Canada, USA og Australien.
Man ville kunne dosere indtaget i EU, ved på forhånd at definere kontingenter af en størrelse man kunne håndtere.
Man ville kunne udvælge de flygtninge, der trænger mest til hjælp og ikke som nu i hovedsagen bedrive en slags social darwinisme ved at acceptere, at det i hovedsagen kun er (unge) mænd, der når frem til EU's grænse.
 
EU losing out in the World
"At the moment, the European Union is facing serious economic crises, caused by the global financial crisis in 2008 as well as faulty industrial policies, and, capital and labor movements on a global scale. The EU economy is becoming less competitive compared to the United States, Brazil or China.
EU Member States are witnessing huge unemployment rates, especially among youth, while the labor markets have shifted towards developing countries." (ewinextgen.com).
Vi ser et EU, der skrumper i betydning. Et EU med økonomiske, videnskabelige og teknologiske udfordringer på verdensplan. Et EU, hvis vækst sakker bagud i sammenligninger. Et EU, der bliver udfordret af Trump's "America First" program og af  ideer om  "fair trade" i stedet for "free trade."
Med konkurrence fra et Kina, der på trods af nylige taler om det frihandlens velsignelser, i praksis skærmer sit eget marked.
"Decisive measures are needed to raise Europe’s competitiveness in order to support higher levels of productivity, employment and prosperity. The effects of the crisis have exacerbated structural weaknesses and contributed to a legacy of economic and policy challenges that need to be tackled." (Restoring EU competitiveness), (eib.org).
Her er nogle af de udfordringer Den europæiske Investeringsbanks" ser i sin analyse: "Restoring EU competitiveness":
 
1. "Europe has experienced a two-decade long decline in competitiveness
Since 1990, the inflation-adjusted absolute GDP per capita gap between the EU and US has increased by around 50%.

Her skal man tillige huske, at der hersker et tydeligt nord-syd gab i GDP per capita i EU mellem landene i Nordeuropa og landene i Sydeuropa.
 
2. EU firms trail behind in their capacity to innovate and absorb new technologies and know-how
Det hævdes, at der mangler investeringer på 130 mia. euro per år i R&D (Research and Development) for at nå EU's eget mål om at investere 3 procent af GDP i R&D.
Som et mål for innovation kunne man se på antallet af patentansøgninger, som de bliver opgjort af WIPO ( World intellectual Property Organization). Her er et uddrag af tallene fra 2015, hvor vi kan sammenligne Kina, USA og Europa:

Selv hvis tager hensyn til befolkningstallet eller til BNP for disse regioner, er det vel oplagt at EU hinker bagefter.
 
3. "Young, innovative and modernising firms face financial constraints in the EU
Europe’s infrastructure is increasingly unfit to provide the foundations for EU
competitiveness"
Det er ikke i Europa vi har set fremvækst af virksomheder, der i den grad dominerer markedet som Microsoft, Apple, Google, Facebook etc. Selv på områder hvor man skulle forvente, at bl.a. den tyske bilindustri måtte have en fordel , er det USA's Tesla, der presser Europæerne til at agere.
For at nå samme andel af "venture capital" i forhold til GDP som i USA måtte der stilles yderligere 35 mia. euro pr år til rådighed i EU.
Ligesom der skal investeres meget mere i innovative virksomheder og i mindre og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale.
Opsplittede markeder i Europa udgør formentlig i sig selv en hindring for vækst.
 
4. "Europe’s infrastructure is increasingly unfit to provide the foundations for EU
competitiveness"
Her peger investeringsbankens analyse på en række problemer:
Manglende investeringer i opgradering af energisektoren, i integration af fornybar energi mv.
Manglende opgradering af transportinfrastrukturen, for at mindske trængsel og øge kapaciteten.
Manglende investeringer for opfylde EU's "Digital Agenda" mål, hvad angår internetadgang, hastighed, datacentre og datasikkerhed.
Endelig mangler der investeringer i højere uddannelse.
 
Brain Drain
I investeringsbankens analyse har man så vidt jeg kan se, glemt et ret afgørende problem: Brain drain fra EU til USA.
" Every year, Washington grants about 15,000 O-1 visas to Europeans of extraordinary ability in the arts, science, or business, 6,000 of whom come from the United Kingdom." (Foreign Affairs).
En konstant udvandring af "the best and brightest" til USA ud gør et alvorligt problem for Europa, fordi det er med til at "condemn the continent to a backseat role in global innovation and research."  En antydning af problemet  kan vi få ved at erindre om den høje andel af "non-resident" patent applicationer i USA (se ovenfor)
"For decades, Europe's leading innovators, visionary entrepreneurs, and renowned academics have crossed the Atlantic in search of more vibrant and rewarding professional environments, and the arrival of equally talented immigrants has rarely offset their departure ... Reengaging elite migrants in the political and economic life of their home countries should be a priority for European policymakers." (Foreign Affairs).

Wonderwoman and the three stooges: Conjuring up the spirit of Europe
Wonderwoman alias kansler Merkel og hendes tre mere eller mindre trofaste håndlangere mødtes i Versailles mandag for at diskutere EU's fremtid og planlægge det sikkert festlige topmøde i Rom i anledning af, at det d. 25. marts er 60 år siden Rom-traktaten blev underskrevet.
Endnu en gang vil wonderwoman og hendes håndlangere forsøge puste nyt liv i det europæiske projekt, Som så ofte før med woodoo-agtige besværgelser, hvor ordene i sig selv skal puste liv i projektet.
Og Merkel pustede og sagde, at topmødet i Rom måtte blive "Ausgangspunkt von Elan, von Optimismus" og "Tatkraft." Ironien er, at hun sagde det helt uden elan, optimisme og handlekraft.
For Merkel er Europa et "Friedenswerk," der hurtigt kunne komme i fare, hvis ikke det udviklede sig videre. De nu 27 EU-lande har derfor en forpligtelse til at "vise vejen fremad for denne europæiske union." Hvorefter hun sammen med de tre håndlangere straks demonstrede, at de øvrige 23 lande i hvert fald ikke skulle vise vejen.
Wonderwoman og de tre håndlangere var nemlig enige om, at hvis alle ikke havde lyst og energi til at puste liv i unionen, måtte de selv have mod til at satse på dem, der ville være med til at puste.
"Wir müssen auch den Mut haben, dass einige Länder vorangehen, wenn nicht alle mitmachen wollen." Som så ofte før var Merkel enig med sig selv om, at Europa måtte søge en fremtid , hvor medlemslandene bevægede sig med forskellig hastighed.
Hollande ekkoede Merkel: "Vi må indgå en forpligtelse for fremtiden."
Rajoy's supplerede med indholdstomme formaninger: “Our countries must
make choices, ... Because without choices, we will undermine the EU.”
Gentiloni nikkede ja og sagde, at man skulle tillade "different levels of integration.”
En koalition af villige skal have mulighed for at skabe mere union end andre, ellers ville Europa blive stående på stedet: "Ein Europa der verschiedenen Geschwindigkeiten ist notwendig, ansonsten werden wir stecken bleiben."
For at redde unionen måtte nogle indgå mere union end andre, selv om det naturligvis kan lyde noget selvmodsigende. Hvor meget union er der så egentlig tale om?
 
The clueless old man lost in a sea of problems
"White Paper on the future of Europe – reflections and scenarios for the EU by 2025" lød titlen på en samling af scenarier for et fremtidigt EU, der blev lagt frem af EU-Kommissionen d. 1. marts i år.
Ved fremlæggelsen i Europaparlamentet begrundede Jean-Claude Juncker hvorfor kommissionen havde fremlagt flere scenarier i stedet for én samlet strategi: "So we are putting forward on this occasion a number of different scenarios. Not all of them have met with approval, I’m sure that you will understand that amongst the scenarios put forward there is one that I would like more than the other four. But if we were simply to put that forward then there wouldn’t be any discussion and voices would be raised against us saying that we had stifled the debate and saying that we had not listened to the voices of our citizens." (express.co.uk).
På spørgsmål om hvilket scenarie han foretrak var reaktionen: "Mais Merde - But I would say shit if we weren’t in the EU parliament. What do you want us to do?
 
Pessimistic views of the problems facing the union
Et indledende kapitel i hvidbogen bærer den positive overskrift "The drivers of Europe's future."
Disse "drivers" tegner mærkeligt nok ikke et billede af dynamiske drivers for EU's fremtid, men et billede af et EU, der drives rundt i manegen af dynamiske udviklinger udenfor Europa. Vi præsenteres for et pessimistisk lydende billede af et EU, der på alle måder bliver presset af, hvad der driver udviklingen i den øvrige verden. Hør blot.
 
Befolkning:
Europa befolkning udgør en stadig faldende andel af verdens befolkning. Hvor den i 1960 udgjorde 11 procent og i 2015 kun 6 procent, forudser man, at den i 2060 kun vil udgøre 4 procent.
 
BNP:
EU's andel af det globale BNP er faldende. I 2004 udgjorde den 26 procent, i 2015 er den dalet til 22 procent, mens f.eks. Kinas andel af den globale BNP i samme periode er vokset fra 5 procent til 15 procent.
 
Euroen
I hvidbogen forudser man, at betydningen af Euroen som global valuta vil falde. Som om der ikke er problemer nok i forvejen.
 
Forsvarsudgifter
Blandt de øvrige, underligt tilfældigt udvalgte områder, finder vi et skøn over forsvarsudgifter, hvor man på basis af tal fra svenske SIPRI forventer stærkt stigende forsvarsudgifter i USA, i Kina og i Indien frem mod 2045.
Udgifterne i disse lande får forsvarsudgifterne i både Rusland og de store lande i EU til at se nærmest ubetydelige ud. Hvor udgifterne i USA, Kina og Indien i 2045 tilsammen forventes at udgøre 3.259 mia. dollars, forventer man udgifter på 295 mia. dollars i Rusland og for UK, Frankrig og Tyskland tilsammen kun 258 mia. dollars
 
Bistandshjælp
Næsten trodsigt lyder det, når man dernæst peger på, at EU er den største bidragsyder, når det gælder udviklingshjælp og humanitær hjælp. Ikke at det indtil videre synes at have bragt nogle afgørende positive resultater.
 
Økonomi
Så taler man i papiret om en "profoundly transformed economy" og konstaterer igen pessimistisk: "For the first time since the Second World War, there is a real risk that the generation of today’s young adults ends up less well-off than their parents. Europe cannot afford to lose the most educated age group it has ever had and let generational inequality condemn its future."
Man hævder ganske vist, at ungdomsarbejdsløsheden er faldende for EU som helhed, men foreløbig dog kun til 18.6 procent for alle under 25 år.
 
Demografi
Demografisk ser det heller ikke for godt ud. Befolkningen i EU ældes og i 2030 vil man med et gennemsnit på 45 år have den ældste befolkning sammenlignet med de øvrige verdensdele.
 
Lighed og fredelighed
Så kommer der endelig noget som man kan glæde sig over. I Europa findes de mest egalitære samfund i verden og indtil videre også de fredeligste, sammen med lande som Canada, Australien News Zealand og som altid Island.
 
Terror og usikkerhed
Nye trusler lurer imidlertid: "The chilling effect of recent terrorist attacks has shaken our societies. The increasingly blurred lines between internal and external threats are changing the way people think about personal safety and borders." Så det er måske alligevel så som så med fredeligheden og trygheden.
 
Migration
Der vil være et migrationspres udefra rettet mod EU: "The pressures driving migration will also multiply and flows will come from different parts of the world as the effects of population growth, widespread tensions and climate change take hold." Her konstaterer man imidlertid blot, at det har rejst spørgsmålet om genindførelse af grænsekontrol i de enkelte medlemslande.
 
Tillid og tiltro
Nu kunne man måske tro, at alle disse pessimistiske udsigter ville blive reflekteret i en mistro til EU blandt befolkningen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke, hvis man tør tro hvidbogen. I hvert fald ikke når det gælder stabilitet: "Over two thirds of Europeans see the EU as a place of stability in a troubled world."
Eurobarometeret viser sandelig også støtte til andre dele af EU-projektet, bla. til den frie bevægelighed og til euroen.

Generelt må man imidlertid konstatere at tilliden til EU har været faldende: "citizens’ trust in the EU has decreased in line with that for national authorities. Around a third of citizens trust the EU today, when about half of Europeans did so ten years ago."
Opgaven bliver derfor af lukke gabet mellem løfter og realiteter, mellem forventningerne til EU og EU's kapacitet til at opfylde dem. Tillid må genskabes, der må skabes konsensus og en følelse af at høre til i EU.
 
Fremtiden for Unionen
Man kan undre sig over den amatøragtige opstilling af, hvad der hævdes at drive Europas fremtid.
Denne rodede, defaitistiske og helt utilstrækkelige fremstilling af trusler og potentialer fra et så fremtrædende organ som EU-kommissionen er ufattelig dårlig og kan da umuligt danne grundlag for at bygge seriøse scenarioer for EU’s fremtid. Alligevel er det åbenbart, hvad man forsøger og resultat må derfor være dømt til at ende med banaliteter.
 
Clueless paper alternatives with bizarre priorities
Hvidbogen fremlægger 5 scenarier for et fremtidigt EU. Det er skitseagtige scenarier, der blot antyder hvordan EU kan udvikle sig frem mod 2025.
Jean-Claude Juncker mener dog, at de kan danne grundlag for en diskussion om, hvilken vej vi vil vælge: "The five scenarios are illustrative in nature to provoke thinking. They are not detailed blueprints or policy prescriptions. Likewise, they deliberately make no mention of legal or institutional processes – the form will follow the function."
I et anneks til hvidbogen findes en kortfattet opstilling af de 5 scenarier, med opsummering af fordele og problemer.

Scenarierne er præget af en nærmest katastrofal mangel på svar på de udfordringer man står overfor i EU. Det bliver især tydeligt, når man ser hvad det samlede eurokratiske apparat, der står til EU-kommissionens rådighed, har evnet at frembringe af illustrative snapshots, der skal illustrere hvad de enkelte scenarier kan indebære.
 
Her er nogle af de mere bizarre forventninger til de enkelte scenarier:
 
Scenario 1: Carrying on
 
Europeans can use connected cars but may still face some legal and technical obstacles when crossing borders.
 
High-quality and high-speed broadband can be accessed in Europe’s town centres as well as rural areas. E-commerce picks up but it remains disproportionately expensive to have products delivered from another Member State.
 
Europeans are mostly able to travel across borders without having to stop for checks. Reinforced security controls mean having to arrive at airports and train stations well in advance of departure.
 
Scenario 2: Nothing but the single market
 
Europeans are reluctant to use connected cars due to the absence of EU-wide rules and technical standards.
 
Crossing internal borders for business or tourism is made difficult due to regular checks. Finding a job abroad is also harder and the transfer of pension rights to another Member State is not guaranteed. Those falling ill abroad face expensive medical bills.
 
Citizens in a country subject to airspace violations or large-scale cyber-attacks by a foreign power struggle to understand why sanctions are not agreed by the EU27 or even neighbouring countries.
 
Scenario 3: Those who want more do more
 
A group of countries establishes a corps of police officers and prosecutors to investigate cross-border criminal activities. Security information is immediately exchanged as databases are fully interconnected. Criminal evidence produced in one country is automatically recognised in the others.
 
Connected cars are widely used in the 12 Member States that have agreed to harmonise their rules and standards. The same Member States develop a set of rules to clarify ownership and liability issues linked to the Internet of Things.
 
Six countries acquire a drone for military purposes. This can be used for sea and land surveillance, as well as in humanitarian rescue operations. A joint defence programme is set up to protect critical infrastructure against cyber-attacks.
 
Scenario 4: Doing less more efficiently
 
A European Telecoms Authority has the power to free up frequencies for cross-border communication services, such as the ones needed for the use of connected cars across Europe. It acts as a regulator to protect the rights of mobile and internet users wherever they are in the EU.
 
The European Border and Coast Guard fully takes over the management of external borders.
 
European consumers misled by car manufacturers can now rely on the EU to sanction such companies and obtain compensation.
 
Farmers can access affordable, real-time weather and crop management data thanks to a fully-functioning European satellite system.
 
Scenario 5: Doing much more together
 
Europeans use connected cars seamlessly across Europe thanks to EU-wide rules and the work of an EU enforcement agency.
 
Europeans wanting to have a say on a proposed EU-funded wind turbine project in their local area struggle to identify the responsible European authority.
 
Citizens travelling abroad receive consular protection and assistance from EU embassies, which in some parts of the world have replaced national ones. Non-EU citizens wishing to travel to Europe can process visa applications through the same network.
 
The European Stability Mechanism becomes the European Monetary Fund. It is subject to the control of the European Parliament and takes up new responsibilities to support the European Investment Bank in raising the financing of the third generation of the “Juncker Plan” to boost investment across Europe.
 
The importance of "connected cars" and other curiosities
Hvis man ud fra disse løsrevne illustrationer skulle bedømme, hvilke basale udfordringer og problemer scenarierne giver svar på, så når man uvægerligt til den bizarre konklusion, at en af de helt store udfordringer for EU er "connected cars".
En "Connected car" defineres som et køretøj (bil) "able to optimize its own operation and maintenance as well as the convenience and comfort of passengers using onboard sensors and Internet connectivity" (McKinsey)
Hvad der har fået forfatterne af hvidbogen til at beskæftige sig så meget med "connected cars" kan jeg ikke sige, men blot konstatere, at det ville have været mere vigtigt at se på, hvorledes EU selv kunne opfylde betingelser svarende til "connected cars": dvs. "be able to optimize its own operation and maintenance as well as the convenience and comfort of members"
Andre "basale" problemer vedrører åbenbart den grad af lethed, hvormed man kan krydse grænserne, adgangen til internet og til data i realtime, ligesom projekter som seks landes anskaffelse af fælles droner, ses som eksempler på, hvad man kan forvente at opnå med de givne scenarier.
I scenariet "Doing less more efficiently" er man optaget af Volkswagens snyd med grænseværdier for bilers udslip. I dette scenarie kan kunderne fremtiden "rely on the EU to sanction such companies and obtain compensation." Hvordan det udgør en god illustration af hvad man får ud af et EU, der blander sig mindre på en mere efficient måde, er komplet uforståeligt og forekommer, som mange af de øvrige illustrationer, underligt perifert. Som om man ikke aner, hvad man skal stille op med større problemer og derfor leder i rodekassen efter tilfældige småting, som man kan bruge til at præsentere nogle banale scenarier.
Ja ja, men der er da også relevante og tilsyneladende mere seriøse illustrationer som i det tilfælde, hvor man forestiller sig at "The European Stability Mechanism becomes the European Monetary Fund," der kan bidrage til "financing of the third generation of the “Juncker Plan” to boost investment across Europe."
 
What do you want us to do?
Scenarierne er ufatteligt banale, virker totalt fantasiløse og leverer snarere en markant demonstration af, at EU i øjeblikket befinder sig i en dyb krise, hvor man åbenbart er ude af stand til at give svar på den brodsø af problemer man er ved at drukne i. Man leverer hverken nogle afgørendee forestillinger om formålet med et fremtidigt EU, og derfor ikke overraskende, heller ikke nogen angivelse af hvilken retning vi skal gå i. Det er simpelthen ynkeligt.
På den ene side har vi den gamle mand med frustrationerne, der ikke selv har mange ideer til fremtiden , men præsenterer en indholdsløs hvidbog med 5 scenarier, der tydeligvis ikke alle har samme gyldighed, for det er jo tydeligt at stærke kræfter har valgt multispeed alternativet.
På den anden side har vi udsagn fra "the wonderwoman and the three stooges," der hævder at nogle af medlemslandene skal have mulighed for at skabe mere union end andre. Ledsaget af et væld af floskler, der sådan set blot dækker over, at man har opgivet troen på en fælles union, hvor alle har indflydelse. Dvs valget af scenarie er allerede foretaget. Hvad Juncker og hvidbogen siger er derfor allerede ligegyldigt.
Det således meget betegnende, at en åbenbart frustreret Juncker ved modtagelse af hvidboge i Europa-Parlamentet mentalt giver op og råber:  What do you want us to do?"

Threats and demands in the name of religion undermines our values
Hvad er forklaringen på at vi i Europa oplever et stigende antal konflikter der involverer religion?
Den iøjnefaldende forklaring er selvfølgende de senere års store indvandring af mennesker med en muslimsk baggrund. En baggrund, der ligger milevidt fra en udvandet kristendom og en udpræget sekularisme især i Nord- og Vesteuropa. "For many of them the confrontation with Western norms and life styles and the ensuing experience of the contingency of one’s own beliefs and ways of life isdeeply disturbing. In addition, many Islamic societies not only remain unaffected by Western modernization, but rather reject it explicitly, and draw the justification for this attitude from their religious beliefs." (Grimm)
Adskilige gange tidligere rørt ved dette tema, så her skal vi blot gentage nogle af vore punkter.
 
Trusler mod ytringsfriheden
Voltaire, der kan ses som apostel for ytringsfrihed, skrev at en religionskritisk skuespil med titlen "Le Fanatisme ou Mahomet le Profete," der havde premiere i 1741 og blev udsat for heftig katolsk kritik. I 2006 ville Saint-Genis-Pouilly på grænsen mellem Frankrig og Schweiz arrangere en aftenlæsning af "Mahomet." Reaktionen i den lille by udeblev ikke: "This play...constitutes an insult to the entire Muslim community" skrev en muslimsk café-ejer til borgmesteren og forlangte læsningen aflyst. Den blev gennemført, men "the mood was "quasi-insurrectional."
Endnu engang fik muslimske trusler og protestaktioner mange til at indse, hvor langt ude på overdrevet vi efterhånden befinder os.  "Help us Voltaire. They have gone mad" lød overskriften i France Soir.
Vi ved desværre, hvilke konsekvenser truslerne fra en muslimsk fundamentalisme kan have. Det ved vi fra balladen om De Sataniske Vers, Jyllands-Postens karikaturer, mordet på Theo van Gogh og mordene på Charlie Hebdo.
Ytringsfriheden blev indskrænket, selvcensur bredte sig i den vestlige verden. Ikke blot når det gjaldt karikaturer, men på alle områder, hvor man oplevede eller var ængstelig for at opleve trusler og overgreb fra fundamentalistiske muslimer. Selvom balladen og mordene blev fordømt af mere moderate muslimer, var mange ofte enige i kritikken, blot ikke i midlerne.
"Something  rotten –  Why Denmark  is using a sledgehammer to protect the sacred" hed det for nylig i "The Economist."  Man undrede sig over brugen af en  blasfemiparagraf  i forbindelse med afbrænding af en koran.  At bruge "the old-fashioned charge of blasphemy (with the implication that religions or philosphical systems have a right tobe shielded from attack) is surely the worst possible signal that a liberal democracy could send to a world where trumped-up or malicious charges of blasphemous behaviour are causing untold suffering."
I 2014 havde Brandeis University i Waltham, Massachusetts, besluttet at tildele Ayaan Hirsi Ali en æresdoktorgrad, som anerkendelse for hendes arbejde for kvinders rettigheder. Det resulterede i protester fra muslimske organisationer og studerende. “The Council on American-Islamic Relations, a civil rights and advocacy group, took note, contacting its members though email and social media, and urging them to complain to the university." I en henvendelse til universitet blev hun kaldt " notorious Islamophobe".
Man skulle ikke holde det for muligt, men universitets ledelse gav efter for kampagnen og aflyste tildelingen med følgende udtalelse: "We cannot overlook that certain of her past statements are inconsistent with Brandeis University’s core values." Ytringsfrihed er således ikke er en "core value" på Brandeis University.
Over alt har vi svækket vor besværligt tilkæmpede ytringsfrihed ved at lade os skræmme af trusler.
Det er imidlertid ikke blot, når det gælder ytringsfrihed og censur af egne tanker og meninger, at vi giver efter. På mange måder er vi ved at blive holdningsløse over for vores egen levevis, kultur og værdier.
 
Ligestilling mellem mænd og kvinder – lighed for loven
Vi ser stiltiende bort fra polygami og børnebrude, dvs. det sidste lader det til at vi nu har åbnet øjnene for, men det er ikke nok at få øje på det. Hvad gør vi ved det?
Vi ser væk, når man praktiserer sharia i interne stridigheder blandt muslimer.
Et undersøgelse fra Berlin viser, at der i muslimske samfund findes en parallel justits med udøvelse af stærkt socialt pres på de berørte på baggrund af en patriarkalsk kultur, der søger at holde konflikter interne og ikke kender, eller ligefrem afviser det offentlige systems rolle som beskytter af de svage .
"In salafistischen Milieus wird die deutsche Rechtsordnung generell als „men-schengemachtes Recht“ abgelehnt; anerkannt wird nur die als gottgegeben angesehene islamische Ordnung. Hier wird zunehmend versucht, eine soziale und institutionelle Gegenwelt aufzubauen."
Lignende konflikter findes i UK, hvor man har problemerne tæt inde på livet og i Canada, hvor man også har registreret  problemer med en parallel justits baseret på sharia.
 
Absurde religiøse og kulturelle hensyn?
Eftergivenheden har virkninger langt ind på områder, hvor der ikke er nogen aktuelle trusler, men hvor man forhånd tager hensyn til religiøse følelser, som det så smukt hedder. Hvor man udøver selv-censur uden at have grund til det. Derved befordres en eftergivenhed, som gør det endnu lettere at give efter på flere og flere områder.
Vi viser vi er åbne for andre kulturer ved at give efter på små og store områder. Vi bruger eksempelvis indtægten fra en enorm produktion og eksport af svinekød til at finansiere, at man kan spise alt andet end svinekød i børneinstitutioner, fordi vi har religionsfrihed. Hvilket desværre ikke betyder frihed for religion, men at vi indretter os efter den religion, der stærkest udfordrer vore normer, værdier og kultur.
 Vi giver erstatning til en taxachauffør, der bliver afskediget, fordi han ikke vil give hånd til sin kvindelige chef.
Vi indretter bederum på universiteterne og såmænd også hos politiet, for som daværende politidirektør Illum sagde: "Det ligger i naturlig forlængelse af, at Østjyllands Politi gerne vil afspejle samfundet og være en mangfoldig arbejdsplads, hvor der er plads til forskellige holdninger og trosretninger."
Her ser vi alle de politiske korrekte undskyldninger for at give efter, afspejle samfundet, mangfoldig, forskellige holdninger, trosretninger.
Når der ikke rigtig er nogen, der tydeligt siger stop, svinder modet til at gøre det hos alle, på alle mulige og umulige områder. Nogle gange under dække af, at man er tolerant , at man viser respekt, for så meget betyder det vel heller ikke at give efter for udtrykte og ikke-udtrykte ønsker og krav.
Det mest udbredte fortrængning og bortforklaring finder man dog hos visse feminister og/eller venstrefløjskvinder. Pudsigt at se, hvorledes venstreorienterede unge kvinder i dag forsvarer, at unge piger naturligvis har ret til at bære tørklæde eller hijab. Man hævder at det demonstrerer deres selvstændighed og frihed. Hvilket næppe er rigtigt, for det er altså et kendetegn for en religion og en kultur, der er stærkt kvindeundertrykkende og netop vil have kvinder indhyllet, så mænd ikke begår overgreb.
Måske støtter de i al deres blåøjede, uforfærdede idealisme og forsvar for visse religiøse påbud, slet ikke frihed og åbenhed, men fundamentalistiske idelogier, der hvis herskede i Europa, ville sørge for at de selvsamme kvinder fik påbud om at klappe i og bære hijab.
 
Menneskerettigheder og religiøse krav
Hvad er forholdet mellem religiøse krav og rettigheder, som ytringsfrihed, ligestilling, og lighed for loven? Kan alle de religiøse krav, som vi især ser i forbindelse med en muslimsk religion, begrundes med henvisning til de universelle menneskerettigheder eller er konflikten også indbygget i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne?
For at få svar på dette skal vi se hvilke overvejelser man har gjort sig i arbejdet med de universelle rettigheder
 
Human rights and the inherent conflict
I en tale til kongressen i 1941 så præsident Roosevelt frem til en verden baseret på 4 friheder, blandt de fire friheder var:
"Freedom of speech and expresion - everywhere in the world"
"Freedom of every person to worship God in his own way - everywhere in the world"
(de øvrige var "freedom from want " og freedom from fear")
Efter krigen fik en komite under ledelse af den tidligere præsidentfrue, Eleanor Roosevelt, til opgave at udforme et oplæg til en verdenserklæring om menneskerettigheder. Det hævdes, at hun i dette arbejde ofte henviste til de fire friheder.
Om erklæringen sagde Eleanor Roosevelt senere: "Concern for the preservation and promotion of human rights and fundamental freedoms stands at the heart of the United Nations. Its Charter is distinguished by its preoccupation with the rights and welfare of individual men and women."
Det nye er den stærke fokus på universelle individuelle rettigheder for både mænd og kvinder.
D. 10. december 1948 blev Verdenserklæringen om Menneskerettighederne vedtaget i FN. I denne erklæring indgår erklæringen om religionsfrihed:
 
Artikel 18:
"Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter."
Det er en artikel, der kan give anledning til en lang række udlægninger. Den fortæller ikke præcist, hvad vi skal gøre. Den siger ikke noget om, hvad vi skal forstå ved offentlig og privat, eller undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse eller overholdelse af religiøse forskrifter.
Artiklen fortæller ikke, hvordan forholdet mellem en sekulær stat og religionsfrihed skal være. Ej heller giver den nogen løsning på den implicitte modstrid med andre af menneskerettighederne. I lyset af de konflikter vi har set  på gælder det f.eks. i relation til artikel 19, første del af artikel 2 og artikel 16, for hør blot:
 
Artikel 19.
"Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser."
Modstriden med artiklen om religionsfrihed synes åbenlys, for omfatter menings- og ytringsfrihed ikke retten til at kritiserer en religion, såvel som en kultur og dens praksisser?
 
Artikel 2.
"Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling."
Betyde det ikke at en religiøs paralleljustits med baggrund i en fundamentalistisk patriarkalsk kultur, vil være i modstrid med denne artikel. Eller vil man med henvisning til religionsfriheden være nødt til at acceptere anvendelse af muslimsk sharia? Igen er konflikten åbenlys.
 
Artikel 16.
"Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og at stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse at ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.
Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke.
Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse."
Igen kan vi se en indbygget konflikt mellem artikel 18 og en religiøs praksis, hvor kvinder ikke har de samme rettigheder som mænd til at vælge en ægtefælle, hvor en religiøs praksis undertrykker kvinder og hvor man ikke accepterer en myndighedsalder sat af det samfund man lever i.
 
Kort sagt, det er evident, at der findes en række indbyggede modsætninger i erklæringen om menneskerettighederne. Modsætninger, der som vi har set også er helt evidente i praksis, hvor ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene, lighed for loven og lige rettigheder ved indgåelse af ægteskab er under et kraftigt pres, Derimod kan man næppe sige, at de religiøse rettigheder og friheder er under et tilsvarende pres.
Betyder det så,  at man i praksis giver alt for megen plads til fortrinsvis muslimske religionsfælleskaber? Således at muslimer alene eller i fællesskab med andre, offentligt og privat, kan give udtryk for deres religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter?
Tolker man i praksis artikel 18 som en tildeling af rettigheder til religiøse minoriteter, der tillader at man kan fortsætte en religiøs praksis, der egentlig er i modstrid med de øvrige rettigheder i verdenserklæringen?
Har man altså i praksis tolket artiklen som en omfattende beskyttelse af religiøse mindretal, ikke blot hvad angår den enkeltes ret til tanke-, samvittigheds- og trosfrihed, men som en religiøs gruppes ret til at udøve religionen på alle mulige og umulige måder?
I så fald kan sige, at denne tolkning ville i strid med de overvejelser, der ligger bag artikel 18.
 
Individets rettigheder, ikke kollektivets
I et udkast til erklæringen fra 1947 indgik bl.a. en artikel 46 med følgende ordlyd: "In States inhabited by a substantial number of persons of a race, language or religion other than those of the majority of the population, persons belonging to such ethnic, linguistic or religious minorities shall have the rights as far as compatible with public order to establish and maintain their schools and cultural or religious institutions, and to use their own language in the press, in public assembly and before the courts and other authorities of the State."
Her er tale om religiøse mindretals rettigheder i forhold til et andet flertal i et givet land. Det er således tale om et religiøst kollektivs rettigheder til udøvelse af deres religion og til sproglige og kulturelle rettigheder. Vægten lægges på minoritetetens rettigheder til at bevare sin egenart. Ikke på det enkelte individs ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed .
På sin vis synes dette udkast til en artikel 46 at svare ganske godt til den måde vi i dag tolker religiøse mindretals rettigheder, nemlig som et religiøst og kulturelt kollektivs rettigheder.
I en artikel om tilblivelsen af artikel 18 gør Lindqvist opmærksom på, at der var modstand mod at opstille specielle rettigheder for mindretal. I følge ham skyldtes modstanden bl.a. Det tredje Riges (mis-)brug af påstået undertrykkelse tyske mindretal i andre lande til at foretage erobringer. I vore dage kunne noget tilsvarende vel gælde frygten for russisk invasion for at sikre russiske mindretal.
Mere relevant for vores diskussion er imidlertid den modstand, der udsprang af en frygt for at der kunne opbygges etniske parallelsamfund, der ville være "cut off" fra det øvrige samfund. For er det ikke netop en situation som flere lande med stor indvandring af muslimer i dag er endt i? Selv om der naturligvis findes diverse meningsmagere, der ser  fremkomsten af parallelsamfund som noget positivt, som multikulturalisme.
Eleanor Roosevelt havde andre grunde til at være imod specielle minoritetsrettigheder. "She repeatedly insisted that minorities "did not exist as such in the United States" and that her government instead practiced a policy of cultural assimilation" (Lindqvist).  At sige noget andet kunne indebære  en ubekvem indrømmelse af raceuligheden i USA.  
Modstanden mod at fremsætte specielle rettigheder for minoriteter havde således ikke blot noget at gøre med religion. Det man frygtede var konsekvenserne af at indskrive rettigheder for etniske, religiøse, kulturelle og sproglige minoriteter.
Komiteen forkastede til slut artiklen om minoriteters rettigheder og understregede dermed noget nyt i erklæringen om menneskerettigheder. Et afgørende skifte fra at have fokus på minoritetsrettigheder, dvs på det kollektive, til primært at have fokus på individet, på det enkelte menneske, og på "human rights."
Det er vigtigt at huske på i forbindelse med diskussionen af religionsfrihed. "The value of the “human person” trumped the desires of the group or nation to which he may belong, but also that “the human person’s most sacred and inviolable possessions are his mind and his conscience, enabling him to perceive the truth, to choose freely, and to exist." (Lindqvist).
 
Indre frihed  kontra ydre manifestation
Et andet aspekt i forbindelse med tilblivelsen af artikel 18 er vigtigt for diskussionen af de indbyggede konflikter i verdenserklæringen, men også for de konflikter vi oplever i praksis. Det er den basale distinktion mellem indre og ydre frihed.
Den indre frihed udgøres af den uindskrænkede frihed til at tænke og tro helt frit. For en af komiteens deltagere, libaneseren Malik, var det en frihed, der udgjorde selv grundlaget for alle rettigheder: "Without the full and unimpaired right to think and believe freely, the value of these other rights pales into relative insignificance. One enjoys these other rights precisely in order to be free, and being free means nothing if it does not mean freedom to think and believe and change in your belief from the good to the better and better as the truth progressively reveals itself to you. The right to be free inwardly is the end and justification of all other rights."
Den indre frihed  omfatter retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed,  og friheden til at skifte religion eller tro.
Det ydre aspekt af religiøs frihed derimod er friheden til "enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter." Det er denne ydre manifestation af religionen, der relaterer sig allermest til de konflikter vi ser i praksis.
Hvis vi som Malik lægger vægten på den indre frihed, kan man forestille sig, at man godt kan begrænse den ydre frihed til at manifesterer sin religiøse overbevisning uden at berøre den indre kerne af religiøs overbevisning. Eller med andre ord. Religion er en privat sag, en sag mellem det enkelte menneske og dets tro eller overbevisning.
" In this regard, Article 18 marked a subtle but distinct change of tone. This was a politically motivated departure ... liberty of conscience was a far more forceful version of religious liberty than freedom of worship." (Lindqvist).
 
The challenge to universal human rights from Islam
Allerede i 1947, under arbejdet med verdenserklæringen, var repræsentanter fra den muslimske verden, bl.a.. den Saudiarabiske delegation, mod dele af erklæringen . Især var de imod artikel 16 og artikel 18.
Begrundelsen for afvisningen: "The authors of the draft declaration had, for the most part, taken into consideration only the standards recognized by Western civilization and had ignored more ancient civilizations which were past the experimental stage, and the institutions of which, for example, marriage, had proved their wisdom through the centuries. It was not for the Committee to proclaim the superiority of one civilization over all others or to establish uniform standards for all the countries of the world."
Uden at tage stilling til menneskerettighedernes krav om at gælde universelt, kan vi i hvert fald konstatere, at man fra muslimsk side har hævdet, at erklæringen på flere punkter strider mod basale elementer af den muslimske religion, mod islam altså.
Det gælder  for centrale punkter:
 
Artikel 18 med dens krav om friheden til at skifte religion eller tro. "The freedoms articulated in Articles 18 and 19 of the Universal Declaration make no sense within the theocratic bias of Islamic political thought."
 
Artikel 16 med kravet om lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning og om at ægteskab kun skal kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke. "The right to marry andfound a family, to freely choose one’s partner, is a direct challenge to the forces in Islamic society that enforce the family choice of spouse, polygamy, and the keeping of women in purdah (fra hindu slør, i betydningen at kvinder holdes adsklit fra mændene)"
 
Artikel 19 med retten til menings- og ytringsfrihed, der omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser. Det  ville jo være en ret, der ville være yderst problematisk for  "the theocratic bias of Islamic political thought,"  Hvad vi da også netop oplever, når vi ser på muslimske protester og trusler mod ytringsfriheden.
 
Artikel 7 Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling. " Islamic figures have questioned the universal writ of Western human rights norms. They have pointed out that the Western separation of church and state, secular and religious authority, is alien to the jurisprudence and political thought of the Islamic tradition"
 
I 2004 blev "The Arab Charter on Human Rights" udformet. En moderniseret udgave af en erklæring om arabiske menneskerettigheder fra 1994.
Også her har man udformet en menneskerettighedserklæring, der på flere punkter er inkompatibel med UN's 1948 "Universal Declaration of Human Rights". Den har da også mødt kritik fra the "International Commision of Jurists," bl.a. hvad angår dens præambel: "The Preamble is not based on universal principles, but instead refers to the highly contentious Cairo Declaration on Human Rights in Islam.
I "Arab Charter on Human Rights" fra 2008 synes der at være sket et skifte i retning af den forståelse vi finder i  UN's menneskerettighedserklæring. På papiret i hvert fald, for nu finder vi bl.a. afsnit som disse:
 
"Everyone has the right to freedom of thought, conscience and religion and no restrictions may be imposed on the exercise of such freedoms except as provided for by law."
 
"All persons are equal before the law and have the right to enjoy its protection without discrimination."
 
"All persons are equal before the law and have the right to enjoy its protection without discrimination."
 
Men 2008 erklæringen kvalificerer så sandelig også rettighederne. Der er stadig tale om sharia og "divine law": "Men and women are equal in respect of human dignity, rights and obligations within the framework of the positive discrimination established in favour of women by the Islamic Shariah, other divine laws and by applicable laws and legal instruments."
Det er dog tydeligt, at der er sket en vis tilpasning til de værdier vi finder i menneskerettigheds-erklæringen. Når "Islamic societies have managed to modernize, create a middle-class, and enter the global economy—Egypt and Tunisia being examples—a constituency in favor of basic human rights can emerge." Altså netop de steder, hvor forsøgene med et arabisk forår blussede op.
 
The dangers of giving in to cultural relativism
Vi skal passe på, at vi ikke overgiver os til en uheldsvanger kulturel relativisme. Hvor vi accepterer påstanden om, at den universelle erklæring om menneskerettigheder blot repræsenterer et destillat af vestlige værdier, der kun kan have gyldighed i den vestlige verden, men ikke har universel gyldighed i andre dele af verden.
"There is a style of cultural relativism that concedes too much to the Islamic challenge and in the process trades away the universality of human rights standards. ...This postmodernist relativism began as an intellectual fashion in Western campuses, but it has seeped slowly into Western human
rights practice, causing all activists to pause and consider the intellectual warrant for the universality they once took for granted." (Ignatieff)
Det er ikke synspunkter, der understøtter det potentiale som det arabiske forår repræsenterede. Tværtimod kan en sådan kulturel relativisme på grotesk vis være med at støtte konservative og religiøse regimer, religioner og kulturer som det arabiske forår søgte at gøre oprør mod.
 Ved at relativere menneskerettighederne  fjerner man et afgørende frigørende  potentiale: "I would argue that Western defenders of human rights have traded too much away. In the desire to find commonground with Islamic and Asian positions and to purge their own discourse of the imperial legacies uncovered by the postmodernist critique,Western defenders of human rights norms risk compromising the very universality they ought to be defending. They also risk rewriting their own history."
Set ud fra et internt vestligt synspunkt repræsenterer den kulturelle relativisme et standpunkt, der bidrager til at underminere de friheder og rettigheder, som vi finder i menneskerettighedserklæringen. I en vis forstand netop de rettigheder og friheder, som tillader mere naive sjæle at relativere egne værdier så meget, at undermineres af de trusler og krav, som de senere års store indvandring af mennesker med en muslimsk baggrund fremsætter.
Man forstår tilsyneladende ikke, at med kulturel relativisme mister man det mest grundlæggende i menneskerettighedserklæringen. Det enkelte menneskes ret til at sige fra overfor magthaverne, overfor en undertrykkende religion og en patriarkalsk kultur. Med kulturel relativering bidrager man i stedet til at understøtte sådanne institutioners dominans over det enkelte menneske
"Rights doctrines arouse powerful opposition because they challenge sources of power: religions, family structures, authoritarian states, and tribes." (Ignatieff)
Kulturel relativisme kan også være med til at forklare, at der er sket en forskydning i tolkningen  af artikel 18, således at vægten i højere grad lægges på den ydre manifestation,  der omfatter  "friheden til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter" Dermed lægges vægten på retten til at manifestere religionen  og de religiøse forskrifter i praksis.  Denne vægtning er særdeles problematisk fordi den tendentielt mindsker hensynet til de friheder, der netop er fundamentale for det enkelte menneskes frihed: Retten til menings- og ytringsfrihed, retten til ikke at blive forskelsbehandlet og f.eks. lige rettigheder med hensyn til indgåelse at ægteskab.
Det bizarre er,  at der findes mennesker, der mener at man holder menneskerettighederne højt ved at understøtte og forsvare udøvelsen af kulturelle og religiøse forskrifter, der netop repræsenterer en undertrykkende religion og en patriarkalsk kultur.
Man opdager ikke, eller vil ikke opdage, at usynlige, men afgørende vigtige og gensidigt underbyggende værdier og normer, der holder vores kultur, demokrati og samfund oppe, eroderes bort.
Vi kommer med dumme undskyldninger om, at kan vi ikke kan sætte vore værdier og vores kultur over bestemte religiøse krav, der er formuleret anderledes håndfast end vore værdier. Værdier, der kun eksisterer i kraft af, at vi lever dem, ikke i kraft af hverken den ene eller den anden boglige forskrift eller en kulturkanons idiotiske opremsninger af det og hint,. Som om det forankrede kulturen i noget som helst. Tværtimod er en kulturkanon et tydeligt tegn på erosionen og opløsningen, og en kanon kan i hvert fald ikke redde kulturen. Det kan vi kun ved at leve kulturen og værdierne. Og det er jeg efterhånden ved at tvivle på at vi vil og tør.
 
Taking a stand against religious threats and demands
"The religious side believes that only if humans get down on their knees can they save themselves from their own destructiveness; a humanist believes that they will only do so if they stand up on their own two feet ... Indeed the strength of a purely secular ethics is its insistence that there are no “sacred” purposes that can ever justify the inhuman use of human beings. An antifoundational humanism may seem insecure, but it does have the advantagethat it cannot justify inhumanity on foundational grounds. (Ignatieff)
Vi bør opgive den kulturelle relativisme for ikke at underminere vore egne vestlige samfund. Vi bør undlade at bøje os for religiøse trusler og krav og i stedet prioritere de hårdt tilkæmpede værdier, menneskerettigheder og friheder, der er forudsætningen for at opretholde det samfund vi lever i. Det er samfund, hvor vi har erkendt, at vore værdier er skabt af mennesker, der står oprejst på to ben, ikke uforanderlige værdier, der er givet mennesker på knæ af et guddommeligt væsen.
Staten er en sekulær. Det er en stat "that dissolves its bonds with religion and claims independence from religious truths. This state no longer derives its legitimacy from God, but instead bases its power on worldly grounds. It does not serve a divine destination and does not feel responsible for the eternal salvation of its subjects. Rather, it pursues a common good of a worldly nature whose core consists in the security and welfare of its inhabitants. This does not mean that religious truths lose their right to exist, but they are privatized."
Over for fundamentalistiske muslimsk religion skal vægten og prioriteringen forskydes over mod de friheder, der er fundamentale for det enkelte menneske: friheden og  retten til menings- og ytringsfrihed, retten til ikke at blive forskelsbehandlet og. lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab.
Vi skal undlade at give alt for store indrømmelser og specielle rettigheder til fundamentalistiske religiøse minoriteter, hvis vi undgå at underminere de mest basale individuelle rettigheder og undgå, at vi selv bidrager til at skabe og opretholde parallelle samfund, hvor man sætter religiøse værdier over menneskerettighederne.
 Vi skal i højere grad betone den indre religionsfrihed, friheden til at tænke og ytre, hvad man tror på, og mindske vor hensyntagen til den ydre religionsfrihed, til en fundamentalistisk religions insisteren på at manifestere troen i en stribe krav. Krav om at begrænse ytringsfriheden, i formm af f.eks. litteratur og tegninger, krav om blasfemi love, krav om opretholdelse af en patriarkalsk orden, krav om sharia, krav til rituelle slagtninger og omskæringer, krav  om opretholdelse  af ulighed mellem kønnene og krav  om retten til at diskriminere, ved f.eks. ikke at give hånd til kvinder, krav til påklædning eller snarere indhyldning, krav om bederum og pauser i arbejdet og alle mulige og umulige andre krav.
Kort sagt alle de områder, hvor vi i dag oplever konflikter med bærerne af en muslimsk fundamentalisme.
Mod alle disse  krav kan  vi henvise til menneskerettighedserklæringens artikel 29, hvor det hedder:
 
"Enhver har pligter overfor samfundet, der alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling.
Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund."
 
Det er det sekulære samfund, der  må stille krav  til de indvandrere, der er bærere  af fundamen-talistisk religion.  Krav som  vi måske udforme det som et sæt af generelle anvisninger (inspireret af Grimm).
Når det gælder religiøse grupperinger skal staten således:
 
ikke tillade religiøse praksisser, der generelt er forbudt for alle andre
ikke tillade nogen at undlade at gøre, hvad der generelt kræves af alle andre
ikke give tilladelse til i religionens navn at forbyde, hvad der generelt er tilladt
ikke tillade en religionen at kræve, hvad der generelt er frivilligt
ikke tillade ulighed i religionens navn
 
 Vi kan se at stater hist og her er begyndt at  stille nogen af disse krav. I Frankrig har laicité, eller sekularisme, lige siden revolutionen været vigtig og allerede konkordatet fra 1905 blev stat og kirke adskilt. Alligevel har statens indgreb på ydre religiøse tilkendegivelser været ledsaget af voldsom kritik og protester. Det gælder forbuddet mod at bære religiøse symboler som kors og muslimske tørklæder i skolerne fra 2004. Det gælder Zarkozy's forbud mod at bære burka på offentlige steder fra 2011.
Vi kan se det som forsøg på at nedprioritere retten til ydre manifestationer af religionen og som Malik kan vi hævde, at der ikke er noget i vejen for at begrænse den ydre frihed til at manifestere sin religiøse overbevisning, fordi det  ikke forhindrer den indre frihed til at have en religiøs overbevisning. Dvs  en privatisering og indvidualisering af religionen.
Andre stater er fuldt efter med forbud mod diverse ydre religiøse manifestationer, f.eks. i form af forbud mod at bære burka i det offentlige rum.
Når man ser hvilke konflikter blot disse simple eksempler på begrænsning af ydre manifestationer af en fundamentalistisk religion kan give anledning til, kan man frygte et langvarigt konfliktpotentiale, når det gælder om at modstå de mere basale religiøse krav,  der strider mod de værdier og regler, der i øvrigt gælder i en sekulær stat. Det er konflikter med relation  til ytringsfrihed og  lighed mellem kønnene, friheden til at skifte tro, til homoseksualitet og adgang til skilsmisse.
Her og i mange andre tilfælde må den sekulære stat aldrig opgive  de grundlæggende værdier og rettigheder blot for at undgå konflikter med en fundamentalistisk religion.
Ofte taler man om at indgå i dialog med fundamentalister, men det er på sin vis et foretagende, der er dømt til at mislykkes. Hvis tolerance indgår i dialog med fundamentalisme er den på forhånd dømt til at tabe, for kompromiset vil altid komme til at ligge tættest på det fundamentale synspunkt. Noget historien burde have lært os.
"Human rights defenders should not shirk in particular from insisting on a distinction between private religious morality and religiously motivated public policy that infringes rights. Public expression and political mobilization of religious groups or believers on matters of rights are legitimate. When private religious morality imposes itself on society and threatens to change public policy in a way detrimental to rights, however, the human rights movement should speak out and draw the line."