 Salzburg temaer: Migration, Indre sikkerhed, Brexit Ved et informelt EU-topmøde i 2017 i Tallinn blev Donald Tusk bedt om at udforme et arbejdsprogram, i form af et "Leaders' Agenda, that will guide EU action in the future." Tre principper skulle guide udarbejdelsen af ledernes dagsorden : En fokus på EU borgernes reelle problemer: "This means changes - not just for the sake of change, but in order to back a sense of stability, security and predictability in people's lives as well as faith in the future." En trinvis tilgang: "We should proceed step by step. Some matters are ripe for decisions now, and should therefore be dealt with straightaway <…>, so as to ensure real progress. Other matters will need to be further prepared, before we can debate them." Bevarelse af sammenholdet: "We should preserve the unity that we have managed to develop over the past year. We need this unity in order to solve the migration crisis, to tackle unfair aspects of globalisation, to deal with aggressive third countries, to limit the damage caused by Brexit as well as to preserve the rules-based international order in these difficult times." Temmelig banale principper skulle man synes, for sammenholdets vedkommende med at anstrøg af desperat appel. I øvrigt skulle dagsorden hele tiden kunne tilpasses udviklingen. Det gælder derfor også for det informelle topmøde i Salzburg 19. og 20. september 2018, der oprindelig skulle have fokus på "internal security." Andre problemer har imidlertid trængt sig på. I Donald Tusks invitation til mødet var der nu tre hovedtemaer: Migration, indre sikkerhed og Brexit. Gennem invitationen lyder en appel om at EU nu må tage sig sammen, for at kunne agere i fælleskab. Det gælder også for problemerne med irregulær migration Migration – små hop på stedet, nogen dog højere end andre Her hersker voldsom uenighed mellem medlemslandene. Tusk: "During the summer, tensions among Member States resurfaced once again in connection with the influx of migrants to the EU. I want to openly state the following: the quest to end the migration crisis is a common task of all the Member States and EU institutions. If some want to solve the crisis, while others want to use it, it will remain unsolvable. I am hoping that in Salzburg we will be able to put an end to the mutual resentment and return to a constructive approach." (Salzburg invitation letter). Uenigheden markeres på den ene side af en Viktor Orban med et nej til tvangstildeling af kvoter for de enkelte lande og i øvrigt med krav om lukkede grænser og af en Matteo Salvini, hvis drastiske afvisninger af skibe med opsamlede migranter omsider synes at have vækket et EU, der havde beroliget sig selv med faldende tal for irregulær migration. Uenigheden markeres på den anden side af en udad reagerende og urealistisk Asselborn fra Luxemburg og af en kansler Merkel. Begge afviser stadig ideen om at lukke grænserne effektivt for irregulære migranter og flygtninge. Et baggrundspapir til mødet lyser af selvros. Se blot hvor godt det er lykkedes at nedbringe den irregulære migration: "Three years after the culmination of the crisis the arrivals on all three main migratory routes are down by 92% and are now even lower than in the years before 2015." Rosen ledsages af diverse "infographics," der skal demonstrere den markante tilbagegang af irregulær migration over Middelhavet  Alligevel må der gøres mere. Italien er aldeles ikke tilfreds og Spanien har fået nye problemer.
På mødet i Salzburg hedder det derfor: "Lederne drøftede den seneste udvikling på dette område. De noterede sig, at antallet af irregulære indrejser er faldet og nu er endnu lavere end i årene inden krisen. Stats- og regeringscheferne besluttede også at styrke samarbejdet med tredjelande, herunder Egypten." (consilium.europa.eu). Vi husker måske fra EU topmødet sidst i juni 2018, forslag om "Disembarkation Platforms" i Nordafrika (lyder næsten som om migranterne skulle stå af ved en togperron) for irregulære flygtninge og migranter, der forsøger at nå til Europa , og forslag om frivillige centre i Europa. Det blev aldrig afklaret hvordan centrene skulle fungere, om de reelt blot betød fortsat migration under ordnede vilkår eller hvad, og hvem der skulle anbringes i hvilke centre med hvilket formål. Indtil videre har de lande, hvor man forestillede sig sådanne centre placeret, afvist at være vært. Se også blog indlægget "Pie in the sky solutions or hard border? I en østrigsk opsummering af Salzburg mødet kan vi læse om yderligere initiativer: "After the Salzburg summit, the EU intends to deepen its migration cooperation with Egypt and other African countries. President of the European Council Donald Tusk said there was agreement to hold a summit with the Arab League in Egypt in February." (Bundeskanzleramt). Hvad det egentlig er man skal forhandle med Egypten om står dog uklart. For som kansler Kurz har konstateret:"Egypt was not in favour of refugee centres. The country was, however, “very efficient in its fight against illegal migration”. In the past two years, no more refugee ships from Egypt had reached Europe." (Bundeskanzleramt). Hvad er så problemet? Kurz anser også "Disembarkation Platforms" som en forkert tilgang. De fleste af de irregulære migranter der nu bringes i land i EU er opsamlet nær den nordafrikanske kyst. EU har derfor ikke en forpligtelse til at modtage dem. Underforstået, de skal bringes tilbage til Afrika. Hører vi her igen et forsvar for en løsning inspireret af den stringente australske afvisningspolitik? Måske har den selvrosende og beroligende virkning af infografikken ført til et søvngængeragtig "weiter so" hos deltagerne i Salzburg. Man har i hvert fald ikke fået skabt nogen enighed om, hvordan man i fællesskab skal gardere sig mod irregulær migration i fremtiden. Vi vil således fortsat se nationale enegange, som i Ungarn og Italien Enegange der ganske vist har vist sig ganske effektive til at holde irregulære migranter på afstand, men til gengæld betyder, at "flyvende, (eller snarere flydende) hollændere" irrer forvildet rundt i Middelhavet i jagten på en havn i EU, der vil modtage lasten af migranter som de måske har opsnappet for næsen af den libyske kystvagt. Seneste eksempel er "Aquarius." Indre sikkerhed – med usikre ydre grænser? I Tusks invitation er næste temawww.consilium.europa.eu/da/meetings/european-council/2018/09/19-20/ den indre sikkerhed: "We will focus on collective efforts to ensure a high level of security in Europe ... he objective is to upgrade police and judicial cooperation, to strengthen border security and to ensure resilience in cyberspace." (Salzburg invitation letter). Hvad fik man så ud af mødet? Ikke så meget tilsyneladende: Stats- og regeringscheferne gjorde status over de fremskridt, der var opnået, og besluttede at "styrke den europæiske grænse- og kystvagt, intensivere bekæmpelsen af alle former for cyberkriminalitet, manipulationer og desinformation." (consilium.europa.eu). Derpå hedder lidt kryptisk: "Spørgsmålene vedrørende suverænitet og Frontex' størrelse skal drøftes yderligere." Vi husker fra Junckers "State of the Union" tale planer om at øge Frontex fra ca. 1.500 til 10.000 i løbet af en kort årrække. Her beskæftiger vi os således stadig med tiltag, der skal nedbringe den irregulære migration. De såkaldte resultater af møder dækker over en udpræget uenighed landene i mellem. Før mødet sagde Viktor Orban om Frontex planerne: "They will send mercenaries here from Brussels, from where they will be told how the Hungarian border should be protected,... We should be under no illusions: if they [Frontex] control Hungarian border defences, they will let in the migrants,” For ham drejer det sig om et plot, der skal tilfredsstille kansler Merkel pro-migrations holdning. Et plot, der skal tage kontrollen med de ydre grænser væk fra national kontrol og give "the keys to the gate” til Bruxelles. Det er striden om national suverænitet der dukker op her. Fra en EU talsmand lød det mandagen efter mødet: “The EU does not want to take over border defence from member states, but rather help them to protect the external borders." Når man ser hvad hjælpen fra EU hidtil har betydet i praksis, forstår man Orbans udfald. Og indtil videre må man konstatere, at det er ganske uklart hvordan EU-Kommissionen forestiller Frontex skal optræde. Det aktuelle mandat sikrer ikke grænserne mod irregulær migration, snarere tværtimod og Orbans bekymring er derfor forståelig. Som vi har påpeget i tidligere blog indlæg kræver det en ganske anden indsats at sikre grænserne i den betydning, at irregulær migration reelt ophører. Juncker er dog på sin sædvanlige tågede joviale måde optimistisk med hensyn til border management: “I was less optimistic, but now I am very optimistic” Brexit – alle mod en Endelig er der det brændende spørgsmål om Brexit forhandlingerne og den fortsatte uenighed mellem EU og UK som de har udstillet. Nu gælder det for Tusk om markere EU landenes enighed "First, we should reach a common view on the nature and overall shape of the joint political declaration about our future partnership with the UK. Second, we will discuss how to organise the final phase of the Brexit talks, including the possibility of calling another European Council in November. Third, we should reconfirm the need for a legally operational backstop on Ireland." Det informelle topmøde bekræfter efter en arbejdsfrokost endnu engang den store enighed blandt de 27 lande, der skal få UK til at makke ret. "De 27 ledere bekræftede på ny deres fulde enhed og besluttede: "at der ikke bliver nogen udtrædelsesaftale uden en solid, operationel og juridisk bindende irsk bagstopper, at udarbejde en fælles politisk erklæring, der giver så megen klarhed som muligt over de fremtidige forbindelser, tidsplanen for yderligere forhandlinger" Som to forelskede pindsvin....? Efter middagen havde premierminister May fået tilstået et timeslot på 10 minutter til at argumentere for et kompromis med sin Chequers plan. 10 minutter og ingen lejlighed til at stille spørgsmål. Det kan kun betragtes som en udspekuleret afvisning af at lytte til hendes synspunkter. Macron fulgte op med hånlige udtalelser efter mødet, Brexit er “the choice of the British people, a choice pushed by those who predicted easy solutions … they are liars, they left the next day so they didn’t have to manage it." Til Mays's Chequers plan sagde han: "The Chequers plan cannot be take it or leave it.” En lignende afvisning kom Donald Tusk med: "The suggested framework for economic cooperation will not work." I engelske medier hæftede man sig dog endnu mere ved Tusks forsøg på at være morsom i en tweet ledsaget af et foto, hvor han holder en kageopsats med lækkerier frem til Fru May, ledsaget at teksten "A piece of cake, perhaps? Sorry, no cherries." Kedelige kansler Merkel fulgte op med den banale sætning: "Man kann nicht zum Binnenmarkt gehören, wenn man nicht Teil des Binnenmarktes ist." Hun opererer akkurat som hun gjorde overfor David Cameron, med sin insisteren på at med det indre marked følger alle fire friheder. "Ein Zugang zum Binnenmarkt [ist] nur unter der Bedingung der Einhaltung der […] vier Grundfreiheiten möglich. Ansonsten muss man über Abstriche verhandeln.Man kann diese Verhandlungen [zum Brexit]nicht in Form einer Rosinenpickerei durchführen,denn das hätte fatale Folgen für die anderen 27 Mitgliedstaaten. Solche Folgen dürfen wir nicht zulassen.“ At det måske på nogle områder er så som så med realiseringen af de frie friheder kerer hun sig ikke om. At UK's udtræden af EU også kan have tungtvejende følger heller ikke. Som så ofte før kan hendes uimodsagte ageren på den europæiske scene også denne gang bidrage til dybe revner i det europæiske projekt. Hun ser ikke at hun måske er det største problem for EU i dag. "Humiliation and disaster" lød vurderingen dagen efter Salzburg i engelske medier. Premierminister May havde mødt en total afvisning af sine forslag fra en solid falanks af mænd i habitter, inklusive en kansler Merkel i sædvanlig jakke. Måske ikke helt rigtigt for kigger man nøje efter, findes andre synspunkter. Juncker i vanlig form ser forholdet mellem EU og UK som forholdet mellem to elskende pindsvin, der må passe på, når de krammer hinanden."A no deal is not my working assumption" efterfulgt af et jovialt "So don't worry, be happy." Mere substans var der nok i Orbans advarsel mod at straffe briterne: “I’m very positive … I don’t like to … punish the Brits just because they have decided to leave, .... It’s a great nation, so we should have a fair approach to have a good deal with them on how to continue." Tusk– "En af de bedste politiske præstationer, jeg nogensinde har oplevet" Det var dog ikke det informelle top møde Tusk tænkte på. Det var alene den østrigske gæstfrihed og logistik . Tusk fortsætter dog en "don't worry be happy" stil i sine bemærkninger efter mødet, der næppe kan betegnes som en politisk pragtpræsentation af EU's ledere: Migration – den gode stemning på "Titanic" "Migrationsdebatten viste, at vi måske ikke er enige om alting, men vi er enige om det vigtigste mål, nemlig at dæmme op for ulovlig migration til Europa. Der var en konstruktiv debat og en god stemning, og vi besluttede fortsat at fokusere på det, der forener os, og som allerede har givet resultater" Tusk vil sammen med kansler Kurz fortsætte dialogen med Egyptens præsident og række efter afrikanske partnere, og tilrette lægge et topmøde med den arabiske liga. I modsætning til Tusk må vi konkludere, at man reelt ikke er kommet videre i Salzburg. Tværtimod demonstrerer mødet en manglende erkendelse af fremtidige flygtninge- og migrations trusler og en vedvarende uenighed om, hvad man skal gøre for at sikre de ydre grænser. Man vakler mellem forestillinger om grænser der reelt lukker for migration og en farlig psedohumanitær holdning, hvor grænserne reelt forbliver fuldstændig porøse. Indre sikkerhed – med usikre grænser? ".. der er en fælles beslutsomhed om at gå videre med Kommissionens forslag om en styrket europæisk grænse- og kystvagt som en prioritet. Som kansleren understregede, er det samtidig også klart, at der er spørgsmål vedrørende suverænitet og Frontex' størrelse, der skal drøftes yderligere. Derudover besluttede vi at øge bekæmpelsen af alle former for cyberkriminalitet, manipulationer og desinformation." Som et konkret eksempel på betydning af europæiske solidaritet nævnte Tusk sommerens brande, hvor han formentlig har tænkt på at man selvfølgelig hjalp hinanden med at bekæmpe brandene. Heller ikke når det gælder indre sikkerhed er man imidlertid kommet videre. Der hersker uenighed om hvilken rolle et fremtidig stærkt forøget Frontex egentlig skal have. Hvad indre sikkerhed angår er det heller ikke tilstrækkeligt at beskæftige sig med cyberkriminalitet, manipulationer og desinformation. Det opfylder slet ikke intentionerne i Leaders' Agenda: "To bring back a sense of stability, security and predictability in people's lives as well as faith in the future." Det er som om lederne ikke vil se skriften på væggen i skikkelse af befolkningens venden sig mod protestpartier, der agiterer for nationale tiltag, der skal skabe sikkerhed for egen befolkning. Brexit – ingen Brexit uden irsk bagstopper? Her gentager Tusk hvad der allerede lå på bordet før mødet og nævner den fulde enighed blandt de 27 om følgende punkter:
Heller ikke her er EU kommet meget videre. Taktikken synes at være, at UK, hvis man ikke kan bringe landet til at fortryde sin udmeldelse, så i hvert fald skal afstraffes, selv om det også vil koste EU landene noget. Hvorfor skal man følge Merkel i et krav om at alle fire friheder i det indre marked skal gælde, hvis UK skal have adgang? Var det ikke netop fastholdelsen af dette krav, der førte til at David Cameron kom tomhændet hjem fra forhandlingerne? På trods af al snakken om EU's forsvar for intern og ekstern multilateralisme, synes man at kunne registrere en uskøn odør af tysk unilateralisme, der gennemtrænger hele EU.  Junckers patetiske forsøg på at tale union op I følge Juncker fortsætter arbejdet med at gøre den ufuldkomne Union stadig mere fuldkommen, men det skal ske uden at udvise selvtilfredshed, endsige ved at føre sig frem. Tværtimod: "Vi skal være beskedne og trække i arbejdstøjet." (State of the Union). Umiddelbart efter beskedenheden følger så selvrosen. "Ti år efter Lehman Brothers har Europa i det store og hele lagt den økonomiske og finansielle krise bag sig. Det var en krise, som kom udefra, og som i mange henseender ramte os hårdt." Europa, hvormed han formentlig kun mener EU, har fået status som verdens handelsmagt og tegner sig for 40 procents af Verdens GDP. Med Juncker som talmand for en union der står sammen, er det lykkedes at indgå aftaler med en Donald Trump, underforstået blot vi står sammen og jeg agerer på alles vegne kan vi tale som ligemænd med Trump. Hvad det egentlig er Juncker har kunne aftale med Trump på Unionens vegne er der delte meninger om i EU og USA. Juncker hævder at EU viser global ansvarlighed når man utrættelig forsvarer Paris aftalen om klimaet. Men EU må naturligvis ikke hvile på laurbærere, men arbejde for et mere forenet Europa. Her nævner Juncker "at vi én gang for alle skal fastlægge vores holdning til Vestbalkan." Hvilket antagelig betyder, at Juncker mener at vi skal tilbyde lande på Vestbalkan medlemskab at Unionen. Juncker nævner Idlib og hævder (i talen markeret med fed skrift): "Vi kan ikke forholde os tavse, mens en humanitær katastrofe, der allerede er bebudet, kan bryde ud, hvad øjeblik det skal være." Her bliver Junckers tale om globalt ansvar reduceret til, at EU alene med ordrige erklæringer og formaninger skal bekæmpe en potentiel humanitær katastrofe. Urtid – leften for befolkningen? Juncker argumenterer for at spare på krudtet i små sager og sætte ind hvor det virkelig batter og foreslår så, at det skal være slut med at stille om på urene, dvs. skifte mellem sommer- og vintertid. Det skal nemlig være op til medlemsstaterne selv at bestemme. Juncker glemmer at det kan skabe nye problemer, hvis landene vælger forskellige ordninger. Ur-forslaget viser dog at EU-Kommissionen har forsøgt at lytte til borgerne, ved på internettet at spørge om hvad de foretrækker. Det får os til at vende Junckers argument på hovedet. Kun i små sager forsøger EU-Kommissionen at lytte til borgerne. Til gengæld er det småt med at lytte til borgerne når det gælder de store sager, som f.eks. om udvidelse af EU med lande fra Vestbalkan, eller fortsatte forhandlinger med Tyrkiet om optagelse, eller EU's manglende sikring af de ydre grænser og den forsatte strøm af migranter. Man skulle tro at forslaget om urtid er et resultat af, at Kommissionen har haft en brainstorming session forud for det næste Europa valg , hvor man har søgt efter temaer, der kunne demonstrere at man så sandelig lytter til befolkningen. Det kan måske forklare Junckers fremhævning af dette punkt. Der er meget mindre om en stribe vigtige temaer, der kun nævnes en passant: "I begyndelsen af dette mandat lovede vi sammen at skabe et mere innovativt digitalt indre marked, en dybere økonomisk og monetær union, en bankunion, en kapitalmarkedsunion, et mere retfærdigt indre marked, en energiunion med en fremadskuende klimapolitik, en omfattende migrationsdagsorden og en sikkerhedsunion. Og vi — eller i hvert fald de fleste af os — var enige om, at Europas sociale dimension ikke længere skulle behandles stedmoderligt, men i stedet skulle udformes med sigte på fremtiden." En rodet forestilling Junckers tale udgør en frygtelig rodet forestilling, uden en tydelig struktur. Hvis man ikke vidste bedre kunne man tro, at det var en uforberedt ad hoc tale, hvor han skiftevis kommer i tanker om først det ene emne og så det andet, med store og små temaer rodet sammen. Skiftevis afspejler talen på den ene side EU’s ringe indflydelse, hvor man passivt må indrette sig efter en udvikling i Verden man ikke synes at have megen mulighed for at påvirke og på den anden side ordrige krav, eller er det ønsker og håb, om at Europa må hævde sin suverænitet og blive en global aktør. Juncker springer i sin tale frem og tilbage mellem temaer, men udelader at tale om en række alvorlige problemer og trusler, der både udefra og indefra truer Unionen. Vi skal se på nogle af talens konkrete temaer og på nogle store udfordringer som Juncker helt undlod at komme ind på. Global player med ringe indflydelse? Juncker: "Hvis Europa i højere grad gjorde sig klart, hvor stor politisk, økonomisk og militær magt dets nationer har, kunne vi holde op med udelukkende at påtage os rollen som global betaler (noget som vi alligevel vil forblive). Vi skal i højere grad til at være en global aktør. Vi er jo allerede globale betalere, men vi skal også være globale aktører." I talen nævner Juncker områder som euroen, udenrigspolitik og forsvarspolitik. Euroen styrker et toptungt EU Juncker kan fortælle om 21 kvartalers uafbrudt vækst i Unionen, aldrig har så mange været i beskæftigelse. Godt nok er ungdomsarbejdsløsheden på hele 14,8 procent, men det er dog det laveste siden år 2000. At vækst og arbejdsløshed er ulige fordelt nævnes ikke. Investeringer er vendt tilbage ikke mindst takket været Juncker-planen. Som om investeringerne alene er et resultat af EU-Kommissionens indsats. "Kommissionen [vil] inden årets udgang fremsætte initiativer til at styrke euroens internationale rolle. Det nye, mere suveræne Europa skal have euroen som sit ansigt og instrument." Juncker ser euroen som en succes, som næstmest anvendt reserve valuta, som 60 lande på en eller anden måde har knytte sig til. Men euroen og den Økonomiske og Monetære Union skal styrkes endnu mere, ved f.eks. at euroen erstatter dollar i forbindelse med EU's energiimport og ved salg af fly fra europæiske producenter. Juncker ser ikke de problemer som vi tidligere har gjort opmærksom på. Euroen har givet tysk eksport en ekstra fordel, fordi euroens kurs er lavere end D-markens ville have været p.gr. af de økonomiske problemer i Sydeuropa. Derimod er euroen for stærk for et Sydeuropa i vanskeligheder. Et Sydeuropa hvor ungdomsarbejdsløsheden i øvrigt ikke er på de genmsnitlige 14,8 procent, men i maj 2018 på 43 procent i Grækenland, knapt 34 procent i Spanien, 31 procent i Italien og knapt 21 procent i Portugal. (Statista). Helt modsat Tyskland, hvor den nede på ca. 6 procent. "Die Welt" kalder Junckers ideer om en styrket euro absurde og peger som vi har gjort det på de uheldige virkninger for Sydeuropa: "Die gemeinsame Währung hat mitnichten dazu geführt, dass sich die Länder des Euro wirtschaftlich angleichen. Stattdessen ist die Kluft zwischen den starken und schwachen Mitgliedern im Währungsklub über die Jahre sogar größer geworden. Schuld ist ausgerechnet der Euro, durch den die Unterschiede noch zementiert wurden. Sorgenkinder wie Italien oder Griechenland, die vor dem Euro kurzerhand Lira oder Drachme abwerteten, um wieder wettbewerbsfähiger zu werden, sind nun gezwungen, mit einer Währung klarzukommen, die dauerhaft zu stark für sie ist." Man skulle tro at det var et problem Juncker ville berøre mere eksplicit i en State of the Union tale, men nej. Udenrigspolitik Juncker: "Sidst, men ikke mindst, ønsker jeg inden Sibiu (EU topmøde i 1919 i Rumænien om EU's fremtid) at gøre synlige fremskridt hen imod en styrket udenrigspolitik. Vi skal blive bedre til at tale med én stemme, når det gælder vores udenrigspolitik." Mærkværdigt nok henviser han kun til bagatelagtige problemer, der skyldes mangel på en fælles udenrigspolitik. "Det burde ikke være sådan, at en enkelt medlemsstat kunne tage forlængelsen af vores våbenembargo over for Hviderusland som gidsel, eller at sanktionerne over for Venezuela blev udsat i flere måneder, da der ikke kunne opnås enstemmighed." Det kan vel næppe ses som vigtige begrundelser for at man skal gå over til flertalsafgørelser i EU på udvalgte områder af udenrigspolitikken. Hvis det skal ske måtte man forvente at finde forslag med stærkere begrundelser. Juncker kommer slet ikke ind på de rigtig store problemer i sin redegørelse. Her er nogle af de store udfordringer, som Juncker ikke berører i sin patetiske appel til større suverænitet. Rusland – EU's vankelmod Hvor står EU i forhold til svært løselige konflikter og problemer i relation til Rusland? Hvor længe skal man holde gang i mindre betydende sanktioner og illusionen om at man kan formå Rusland til f.eks. at trække sig ud af Krim eller Østukraine? Samtidig med at man gør sig mere afhængig af russiske gasforsyninger med Nordstream 2 rørledningen. Ser man da ikke at den store konkurrent/modstander i den globale aktørverden man har håb om at optræde i, er Kina og aldeles ikke Rusland. Rusland burde formentlig i stedet være en stærk militær partner i denne aktørverden, mod at EU (og USA) anerkender status quo på Krim og resultatet af en evt. folkeafstemning om Østukraines tilhørsforhold, for derpå i stort omfang at investere i russiske økonomi, til gavn for både Rusland og for EU. USA – truslen om handelskrig EU trues med handelskrig af en Donald Trump, der med en vis berettigelse er ude efter at få reduceret Tysklands kolossale handelsoverskud i forhold til USA. Hvad gør EU så? Man hævder at stå sammen. Sidst i august 2018 udtalte handelskommissær Cecilia Malmström: "We are not negotiating anything, we have a working group. We have profound disagreements with the United States on trade policy.” (Reuters). Er det ikke EU, der har et problem? I gennemsnit er toldsatser i Europa højere end i USA, så hvad gælder al snakken om frihandel? (Ifo). Og er det værd at fortsætte beskyttelsen af EU's landbrug, med udelukkelse af varer fra USA og Afrika ud fra bl.a. argumenter om farer for befolkningens sundhed . Kina – den reelle konkurrent Har forestillingen om at USA under Trump kan være på vej til at vende sig væk fra EU fået EU til at vende sig mod deres største konkurent, Kina? Et Kina, der ganske vist taler om frihandel, men i praksis agerer modsat. Hvad stiller EU op over for kinesiske barrierer for handel og investering og hvordan stiller man sig til kinesiske investeringer i EU med fare for potentiel viden- og teknologitransfer til Kina. I USA har man set truslen, og det samme synes at gælde Macron, der her er på linje med Donald Trump. Hvordan reagerer EU? Hvis vurderer ud fra Junckers tale er reaktionen som de tre abers: Ikke se, ikke høre, ikke sige. Hvortil kan føje: Ikke handle! Igen og igen kan man konstatere, at Junckers tale dels udelader de allervigtigste udfordringer for EU, dels er præget af ordrige håb, og ønsker. En slags "pie in the sky" forestillinger, der ikke følges af handling. Tyrkiet – hvorfor ikke sige fra? EU udviser en mærkværdig vankelmodighed i forhold til Tyrkiet. Juncker berører ikke problemet, men hvorfor holder Unionen forhandlinger om optagelse af Tyrkiet konstigt i live? Samtidig med at Tyrkiet under Erdogan fjerner sig mere og mere fra Europa. Forklaringen skal vel søges i Tyrkiets rolle som dørvogter mod yderligere flygtningestømme. En rolle, der giver Erdogan store muligheder for at udøve afpresning. En afpresning man måske også ser i det sære spil med tyrkiske tilbageholdelser, ledsaget af diverse anklager, af journalister og andre fra EU-lande og USA, efterfulgt af frigivelser, når Erdogan får indrømmelser. Hvad er det for et spil et ængsteligt og meget lidt suverænt EU spiller med i over for Erdogans Tyrkiet? Iran – forsøget på at ignorere USA Med tanke på at Juncker ønsker en mere global rolle for EU, er det besynderligt at han ikke omtaler konflikten om JCPOA (Joint Comprehensive Plan of Action), den fælles aftale mellem Iran og P5+1 (Frankrig, Tyskland, UK, Rusland og USA, sat Kina), som USA har trukket sig fra. EU forsøger at holde liv i planen ved at love at overtage USA's forpligtelser, men det er et umuligt forehavende, der endnu engang demonstrerer EU's uformuenhed som global aktør. For når USA truer med sanktioner mod EU-firmaer, der ikke overholder USA sanktioner mod Iran, er EU's reaktion en ufattelig naiv udmelding om, at man vil holde firmaer skadesløse og forsøge at presse dem til at fortsætte deres aktiviteter i Iran. Desværre for EU reagerer private firmaer fornuftigvis på truslerne fra USA og afbryder lydigt fremtidigt samarbejde med Iran. Er det overhovedet fornuftigt at holde liv i JCPOA overfor et Iran, der på flere områder er aktivt involveret i konflikter i Mellemøsten? Syriens borgerkrig Er det blot et spørgsmål om ikke at forholde sig tavse, og så i øvrigt acceptere, at man formentlig blot kan være med til at betale til genopbygning i Syrien, når de afgørende aktører i konflikten har fået afsluttet borgerkrigen. Ordrige udtalelser er i hvert fald ikke nok, hvis man vil agere global aktør med en stærk udenrigspolitik. Forsvaret af Europa – billige papirløsninger I følge Juncker skal der er opbygges en europæisk forsvarsunion. Kommissionen vil arbejde i døgndrift for Den Europæiske Forsvarsfond og et permanent struktureret samarbejde på forsvarsområdet. "For kun et Europa, som er stærkt og forenet, kan beskytte vores borgere mod indre og ydre trusler — det være sig terrorisme eller klimaændringer." Hvordan ser det så med EU's udgifter til forsvaret. I 2017 udgjorde forsvarsudgifterne for EU-28 1,3 procent af GDP, for eurolandene var det kun 1,2 procent. Udgifter til forsvaret udgjorde 2017 i USA hele 3,1 procent af GDP. I følge materiale fra Den Europæiske Forsvarsfond er det planen at investere 90 mio. euro i Research frem mod 2020 og 2,5 mia. i udvikling (heraf 500 mio. fra EU's budget). Efter 2020 øges budgettet. (eeas.europe.eu) Ikke et imponerende resultat af "dag og nat" arbejde! Hvad så med det permanente, strukturerede samarbejde på forsvarsområdet kaldet PESCO (Permanent Structured Cooperation)? I et factsheet hedder det: "We have activated a Permanent Structured Cooperation on Defence – ambitious and inclusive. 25 Member States have committed to join forces on a regular basis, to do things together, spend together, invest together, buy together, act together. The possibilities of the Permanent Structured Cooperation are immense." Foreløbig og på trods af de "get together" projekter synes PESCO som så meget andet i EU mest at bestå ordrige erklæringer. Det kan man måske også tolke indirekte af Junckers udsagn om at det er vigtigt "at præcisere, at vi ikke går i gang med at militarisere Den Europæiske Union. Vi ønsker at tage et større ansvar og blive mere uafhængige." Ikke hele ansvaret og ikke helt uafhængige, men en suverænt afhængig, global in-aktør eller hvad? Helt basalt synes tilskyndelsen til en forstærket forsvarsindsats i EU at være en direkte konsekvens af Donald Trumps ageren på scenen. Ser vi imidlertid på den reelle indsats vurderet ud fra udgifterne til forsvaret må vi konstater, at EU's forsøg på forsvarsmæssig suverænitet, for slet ikke at snakke om rollen som global aktør, er helt utilstrækkelig. Med andre ord, Junckers forestilling om europæisk suverænitet og et stærkt og forenet EU er foreløbig mest luftkasteller. Endnu afhænger Europas sikkerhed helt afgørende af USA, hvorfor det ikke er så mærkeligt, at Donald Trump insisterer på at Europa skal øge forsvarsudgifterne. Juncker hævder at kun et stærkt og forenet Europa gør det muligt for medlemsstaternes at indfri deres ambitioner. Juncker nævner som eksempel Galileo projektet (satellit navigation) som et succesrigt eksempel, med en besynderlig forklaring: " Uden Europa, ingen Galileo. Det kan vi godt være stolte af." Nu kan man modsat hævde at sådanne fælles projekter også kan gennemføres af ellers suveræne stater i fællesskab, altså uden at være bundet af et Unions medlemskab. Sikkerhedsunion med begrænset indsats? Juncker: "Lederskab er det, der er behov for nu. Dette gælder navnlig, når vi skal fuldføre vores sikkerhedsunion." Hvad har lederskabet så tænkt sig at gøre for at sikre borgernes sikkerhed? Junckers forslag hører til småtingsafdelingen for hør blot: "Kommissionen [foreslår] i dag nye regler, der skal sikre, at terrorrelateret indhold fjernes fra nettet inden for en time — det kritiske tidsrum, hvor den største skade sker." Så er spørgsmålet blot hvad er terrorrelateret indhold? Hvem bestemmer det, EU eller private internet giganter som Google og Facebook? Og hvad skal der ske med "Darknet"? Er det virkelig Kommissionens vigtigste nye initiativ til terrorbekæmpelse? Ikke helt for man foreslår, at en nyoprettet Europæisk Anklagemyndigheds opgaver udvides til også at omfatte bekæmpelse af terrorhandlinger (I den engelske udgave tales om "offences" og ikke blot handlinger). Mange vil nok foretrække, at man bestræbte sig på at forhindre terror "handlinger." Lidt kynisk kan man også påpege at der tilsyneladende er mindre risiko for at blive udsat for terrorhandlinger i de østlige medlemslande. Hvormed vi havner ved temaet migration. I forbindelse med sikkerhedsunionen, nævner Juncker forslag, der skal beskytte demokratiske processer mod manipulation fra tredjelande og private interesser. Mener han at store virksomheder ikke længere skal udøve lobbyarbejde i EU eller hvad? Eller giver han Orban ret i, at en mangemilliardær som George Soros ikke skal sætte dagsordenen i Ungarn? Vi ved det ikke, men formoder, at det blot er et led i den aktuelle tale om manipulation af demokratiske processer og om fake news. Hvad skal vi iøvrigt mene om EU's egen manglende accept af de valg befolkningen træffer, som set i f.eks. Irland, Holland og Danmark Er det udtryk for demokratiske processer, eller et udtryk for at befolkningens stemme kun gælder, hvis den passer ind i det store EU-projekt. Migration – sikre grænser eller varig solidaritet? Igen lidt ubeskeden selvros fra Juncker: "Vores bestræbelser på at styre migrationen har båret frugt: antallet af nye migranter er blevet drastisk reduceret — det er faldet med 97 % i det østlige Middelhavsområde og 80 % i det centrale Middelhavsområde. EU's indsats har været med til at redde over 690. 000 mennesker på havet siden 2015." Her må man spørge. hvordan er det lykkedes? Som vi har været inde på i andre blog indlæg er svaret bl.a. betaling af beskyttelsespenge til Erdogan, hvorved man lever med en konstant afpresningsrisiko fra Erdogans side. Måske den egentlige forklaring på at man ikke helt tør afbryde optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Samme metode med betaling af beskyttelsespenge er tilsyneladende også anvendt, når det gælder migration fra Afrika. Men en særdeles markant enegang fra italiensk side har også spillet en rolle. Først i skikkelse af Minnitti's aftaler med de forskellige parter i Libyen og senest i skikkelse af Salvinis lukning af italienske havne for skibe og organisationer, der transporterer migranter fra Afrika. Hvordan kan Juncker i øvrigt kan bryste sig af en indsats, hvor man bringer 690.000 fortrinsvis unge mænd, der formentlig i hovedsagen må betragtes illegale migranter, til EU, samtidig med at tusindvis af mennesker er druknet under forsøget på at nå frem. Konklusionen må være, at EU overhovedet ikke har styr på de flygtninge- og migrationsstrømme, der giver anledning til stadig større protester fra EU's befolkninger. De protesterende er åbenbart ikke er enige i, at bestræbelserne på at styre migrationen har båret frugt. Den frugt migrationsindsatsen har båret, er snarere frygten for flere terror "handlinger" og øget kriminalitet. I en undersøgelseaf befolkningens holdning stiller PEW Research spørgsmålet :"Do you approve or disapprove of the way the European Union is dealing with the refugee issue?" Svarene viser at 66 procent (medianen) "disapprove" af EU's håndtering af flygtningeproblemet. Svar på andre spørgsmål viser, at 74 procent af de adspurgte foretækker nationale beslutninger om immigration af ikke-EU borgere. Junckers taler på trods af dette fortsat usammenhængende om behovet for varig solidaritet, der vel skal forstås som accept af fortsat migration og øget pres på EU-lande for at tage mod migranterne. Juncker markerer samtidig en stærk modstand mod at genskabe indre grænser i EU. Men fremvæksten af nationale grænsekontroller udgør jo netop de enkelte landes nødværge mod de strømme af flygtninge og migranter, som EU ikke har kunnet stoppe ved ydre grænser. Naturligvis med Ungarn som den markante undtagelse. EU-kommissær Margrete Vestager formulerede efter Junckers tale det egentlige problem: "Det er egentlig meget enkelt; hvis vi vil have åbne indre grænser, så bliver vi nødt til at have en sikker ydre grænse. Vi har jo set over de seneste år, at den ydre grænse ikke er sikker. Så ved vi ikke, hvem der kommer ind i Europa. Og man kan ikke indvandre ulovligt til Europa." (TV2). Junckers forslag til sikring af de ydre grænser er taget direkte fra Martin Selmayrs tidligere oplæg og omfatter forøgelse af Frontex fra ca. 1.500 medarbejdere til 10.000. Det kan lyde af meget, men det er det ikke når man sammenligner med hvad de enkelte lande råder over til grænsesikring. Hvad værre er, Frontex 's mandat er yderst begrænset. Ganske vist lyder Frontex mission: "Together with the Member States, we ensure safe and well-functioning external borders providing security." (Frontex). I realiteten er det så som så med sikkerheden. Frontex mandat omfatter hovedsagelig bistand til de enkelte landes egen kontrol/sikring af ydre grænse. Kun i ekstreme situationer Frontex kan agere selvstændigt. Bistanden omfatter monitorering/risikovurdering, migration management, "including in humanitarian emergencies and rescue at sea," grænseoverskridende kriminalitetsbekæmpelse, støtte til medlemslande med screening og registrering af migranter. Alt sammen "in line with the EU fundamental rights charter." Frontex forhindrer derfor næppe migrationsstrømme og kan derfor ikke skabe sikre grænser, med mindre mandatet udvides til at omfatte reel sikring af ydre grænser mod illegal indrejse, med afvisning og turn back. Den tyske CDU minister Jens Spahn i et interview i NZZ. "Mittlerweile haben alle verstanden: Unsere gemeinsame Grenze ist am Mittelmeer, in der Ägäis, mit der Ukraine. Deshalb müssen wir einen europäischen Grenzschutz aufbauen. ... Ja, deswegen müssen wir im Sinne Europas viel weiter gehen. Frontex braucht 100.000 Mann und soll wirklich die Grenze schützen. Allein Deutschland hat über 40.000 Bundespolizisten. Das gibt ein Gefühl dafür, was nötig ist." Spahn lever ovenikøbet ros til Viktor Orban: "Bei aller Kritik an Viktor Orban: Er setzt an der Grenze europäisches Recht um und sichert Europas Grenze:" (nzz). Hvad Juncker foreslår er derfor på flere måder helt utilstrækkeligt og hertil kommer, at det er aldeles usikkert hvad vi skal forstå ved sikre ydre grænser i Junckers brug af udtrykket. Man kan imidlertid næppe forstå Junckers udsagn om varig solidaritet anderledes end at det betyder, at strømmen over Middelhavet kan fortsætte. Nu blot med større chance for at der bliver foretaget en registrering af de ankomne. Altså meget langt fra hvad man almindeligvis måtte forstå ved sikre grænser. Juncker forslår endelig at fremskynde tilbagesendelse af irregulære migranter. Noget man hidtil ikke har haft megen succes med. Tværtimod, lidt bizart kan man hævde at illegale migranter, der begår en eller anden form for kriminalitet kan sådan set udskyde tilbagesendelsen, godt hjulpet af emsige advokater og "Gutmenschen." Vi har selv adskillige gange henvist til, at den eneste effektive sikring af ydre grænser, der tillader at man kan fjerne de indre grænser, er den australske "great barrier" løsning. Den vil stort set sikre, at illegal indrejse i EU blev umulig. Alliance med Afrika – en lidet konkret vision Omsider synes det også at være gået op for Juncker at der sker en voldsom befolkningstilvækst i Afrika. I talen hedder det: "I 2050 vil Afrikas befolkning være nået op på 2,5 milliarder. Et ud af fire mennesker på jorden vil være afrikaner." Vi kan sætte tallet i relief, ved at se på udviklingen i de aktuelle EU-28 medlemslande. Her forventes kun ringe vækst. Foundation Robert Schuman taler om demografisk selvmord: "The Europe of 28 (EU-28) could stagnate in 2050 at approximately 500 million people while losing 49 million people of working age (20-64). That number means 11 million potentially active workers fewer in Germany and 7 to 8 million fewer in Spain and Italy. Meanwhile, France will be content to catch up with Germany, something the United Kingdom will likely achieve even earlier." Juncker har i talen ikke øje for den enorme forskel i befolkningsudviklingen og ser derfor ikke faren for en tsunami af migranter fra Afrika. I stedet lyder der selvglade og optimistiske toner: "Vi er nødt til at investere mere i vores forhold til nationerne i dette store og prægtige kontinent. Og vi må holde op med at se dette forhold udelukkende gennem en udviklingsbistandsyders øjne. En sådan tilgang er ikke blot utilstrækkelig, den er ydmygende. Afrika har ikke brug for velgørenhed, det har brug for et reelt og retfærdigt partnerskab." Her er han åbenbart inspireret af Præsident Kagame fra Ruanda, der har været yderst kritisk over for den hidtidige bistand til Afrika. Juncker vil derfor skabe en alliance med Afrika: "En ny alliance mellem Afrika og Europa, en alliance for bæredygtige investeringer og job. Denne alliance — sådan som vi ser den — vil bidrage til at skabe op til 10 millioner job i Afrika alene i de næste 5 år." Juncker mener også at der bør indgås en frihandelsaftale med Afrika, i form af "et økonomisk partnerskab mellem ligestillede." I talen er det imidlertid småt med konkrete løfter, men i EU's Investment Plan for Afrika hedder det: "With a contribution of €4.1 billion from the European Commission, the External Investment Plan is expected to leverage more than €44 billion of investments by 2020." Sammenlignet med Kinas indsats lyder det ikke af meget. I 2015 vedtog Kina at bidrage med op mod 60 mia. dollars til projekter i Afrika, hovedsagelig i form af lavtforrentede lån, bl.a. til store infrastruktur projekter. Ved det nylige topmøde i "Forum on China-Africa Cooperation" (FOCAC), kunne Xi Jinping annoncere planer om at bidrage med yderligere 60 mia. dollars til nye initiativer i Afrika. I modsætning til vestlige forsøg på at knytte hjælp til bestemte krav, der skal støtte f.eks. demokratisk udvikling, annoncerer Xi Jinping en "Five-No" tilgang: "no interference in African countries' pursuit of development paths that fit their national conditions; no interference in their internal affairs; no imposition of China's will on them; no attachment of political strings to assistance; and no seeking of selfish political gains in investment and financing cooperation." (chinadaily.com). EU landenes handel med Afrika har især når det gælder import har været faldende i perioden 2012 til 2016. Med en eksport i 2016 for ca. 143 mia. euro og import på ca. 115 mia. Hvor Afrika i 2012 havde overskud på handlen med EU er billedet nu vendt om. EU havde i 2016 et overskud på knap 28 mia. euro. (Eurostat). Ikke noget godt tegn på, at handlen med Afrika bidrager til Afrikas udvikling. EU's Investment plan for Afrika er også yderst beskeden. Tysklands minister for udvikling, Gerd Müller, har i august 2018 argumenteret for, at EU skulle give fri adgang, ingen told, ingen kvoter for produkter fra Afrika især på landbrugsområdet. Desværre ikke en ide, der umiddelbart har været tilslutning til. Demokrati – Junckers perifere betragtninger Der er opbrud i etablerede politiske strukturer i Europa, men Juncker opfører sig stadig som de tre japanske aber i forhold til de markante politiske opbrud. Hvad han har at sige om demokratiet i Europa er perifert og mærkværdigt ligegyldigt. Hør blot hvad han har at sige første gang han nævner ordet demokrati: "Vi må også handle beslutsomt for at beskytte frie og retfærdige valg i Europa. Derfor foreslår Kommissionen i dag nye regler, der skal beskytte vores demokratiske processer bedre mod manipulation fra tredjelande og private interesser." Juncker ser åbenbart fake news som det største demokratiske problem. Hvad mener han så der skal gøres for at beskytte de demokratiske processer? Hvad er det for nye regler? Svaret findes i en statusrapport over "Unionens Tilstand 2018": "For at bidrage til et sikkert og pålideligt onlinemiljø har Kommissionen desuden opstillet en handlingsplan med det formål at bekæmpe spredningen og virkningerne af desinformation på nettet i Europa og sikre, at de europæiske værdier og demokratiske systemer beskyttes. Handlingsplanen vil indebære, at onlineplatforme og reklameindustrien forpligter sig til at følge en adfærdskodeks, der er baseret på fire ledende principper: gennemsigtighed, inklusivitet, troværdighed og mangfoldighed." Troværdighed og mangfoldighed på samme tid? For en kritik af dette vås kan vi henvise til publikationen "Ingen fælles sandhed" på iBooks med kritik af alt for simple opfattelser af fake news og sandhed. Juncker har en anden demokratisk kæphest. "Jeg ønsker, at valget næste år bliver en milepæl i europæisk demokratis historie. Processen med spidskandidater vil jeg gerne se gentaget, da den bringer europæisk demokrati et lille skridt i den rigtige retning." Hvad er "spitzenkandidaten" og hvorfor styrker det den demokratiske proces? Forklaringen: "Each European Parliament political group selects a lead candidate, which is where the name Spitzenkandidat comes from (it translates as lead candidate from German). The position of President of the European Commission then goes to the nominated lead candidate of the European political group that wins the most seats in the European Parliament elections." (europeanmovement). Overser Juncker her ikke magtspillet mellem medlemslandene om hvem der skal være præsident for EU-Kommissionen og spillet om fordeling af de øvrige præsidentposter i EU? Politico's beske kommentar: "The fight over whether to use it [Spitzenkandidaten] during the next European election in 2019 highlights a seemingly absurd situation: The EU, paragon of democracy, has no agreed-upon process for choosing its most powerful official. Resolving how to do so goes to the heart of the credibility of the European project." Udover Junckers to ret så perifere eksplicitte demokratiske kæpheste med begrænset relevans for de politiske opbrud i Europa har han nogle vage ønsker og håb. "Det er mit ønske, at vi bliver bedre til at forbinde Øst- og Vesteuropa. Det er på tide at lade tæppet falde for den sørgelige forestilling om et splittet Europa." En ynkelig kommentar, når man husker hvorledes Juncker og Timmermans har bidraget til øge splittelsen mellem Øst-og Vesteuropa i flere omgange. Ved lang tids at insisteren på en kvotefordeling af flygtninge og migranter, der går mod hvad lande i Østeuropa vil acceptere. Ved i juli 2018 at indlede en formel "traktatbrudsprocedure for at beskytte den polske højesterets uafhængighed." Ved i juli 2018 at anklage Ungarn for traktatbrud. "The Commission has also today sent a letter of formal notice to Hungary concerning new Hungarian legislation which criminalises activities that support asylum and residence applications and further restricts the right to request asylum." Ikke nok med det, d. 12. september 2018 vedtog Europaparlamentet at anmode "EU-medlemsstaterne om, i overensstemmelse med traktatens artikel 7, at afgøre, hvorvidt Ungarn risikerer at bryde EU's grundlæggende værdier." Ungarn anklages i en rapport for at bryde de grundlæggende værdier på en lang række områder. Herunder så alvorlige punkter som den måde, hvorpå forfatningen og valgsystemet fungerer, retsvæsenets uafhængighed; ytringsfrihed, religionsfrihed m.fl. Junckers omtale af disse forhold i sin tale: "Kommissionen vil modstå alle angreb på retsstatsprincippet. Vi er fortsat yderst foruroligede over den udvikling, vi ser i nogle af vores medlemsstater. Artikel 7 skal anvendes hver gang, nogen truer retsstatsprincippet. Første næstformand Frans Timmermans' indsats for at forsvare retsstaten er en utrolig prisværdig, men også tit meget ensom opgave. Hele Kommissionen og jeg selv bakker ham fuldt op." Måske er det ikke sært, at både Polen og Ungarn udviser næsten allergiske reaktioner på de anklager de udsættes for. Efter at de er sluppet fri af tidligere tiders bindinger til et autoritært Sovjetunionen og omsider har kunnet vælge deres egen demokratiske vej, irettesættes de nu både af et ikke særligt demokratisk organ som EU-Kommissionen og af et parlament, der næppe udgøres de ypperste repræsentanter for EU's befolkninger. Hvorimod de siddende regeringer i Polen og Ungarn er demokratisk valgte. I hvert fald kan Juncker med forsøgene på at disciplinere Polen og Ungarn ikke få opfyldt sit ønske om at blive bedre til at forbinde Øst- og Vesteuropa, tværtimod synes afstanden i Junckers periode at blive større og større. Brexit Juncker nøjes med at beklage og overlader iøvrigt forhandlingerne til en lidet smidig Michel Barnier. En opgave som Barnier i følge Juncker "håndterer suverænt." Hvad det suveræne egentlig består i er svært at se, men måske synes Juncker at det er suverænt at man har svært ved at nå en aftale. Juncker beskæftiger sig i talen reelt kun med det irske grænseproblem: "Europa-Kommissionen, Parlamentet og alle øvrige 26 medlemsstater [vil] altid udvise loyalitet over for og solidaritet med Irland i spørgsmålet om den irske grænse." Ja, mærkelig nok begynder man forhandlingerne med UK baglæns. Først det irske problem og så de fremtidige relationer mellem EU og UK. Gad vide om man agerer så usmidigt for at tvinge den engelske befolkning til at skifte mening og hvis ikke, statuere et afskrækkende eksempel på dem. Demokratisk deficit i EU Når et stort lands befolkning har valgt at stemme sig ud af unionen, ikke mindst når det drejer sig om UK , der formentlig af mange ses som prototypen på demokrati, skulle man tro at ville give anledning til alvorlig selvrangelse i EU. Men nej, For Juncker giver det ikke anledning til overvejelse om hvad der gik galt, hvorfor man stemte sig ud, eller om man burde gentænke de demokratiske processer i selve EU. F.eks. om Tyskland måske spiller en alt for stor rolle i EU's beslutninger? I følge en PEW Research undersøgelse giver en stor del europæere i hvert fald udtryk for netop dette. På spørgsmål om Tysklands har for stor indflydelse i EU erklærer 66 procent sig enige, mens 39 procent mener, at de har en passende indflydelse og 5 procent mener for lidt Juncker beskæftiger sig slet ikke med grundlæggende problemer med demokratiet i EU. I rapporten om Unionens tilstand finder vi ganske vist undersøgelser af borgernes mening om EU. Bl.a. med svar på udsagnet " Min stemme bliver hørt" ( Unionens Tilstand 2018):  Selvom man kan sige, at man siden 2013 er rykket samen om EU, er der stadig 49 procent, der er uenige i udsagnet og kun 43 procent, der er enige. Det er da noget af et demokratiproblem.. Samtidig kan man se hvorledes valgdeltagelsen til EU- valg har været faldende (Statista):  Hertil kommer erfaringerne med afstemninger, hvor man har stemt mod EU initiativer, men hvor man i flere tilfælde fra EU's side enten har set bort fra det negative resultatet (Hollands afstemning om EU-Ukraine associering) eller har oplevet, at skulle stemme igen (Irland og Danmark), så at sige indtil det rigtige resultat blev opnået. Som det hedder i en LSE-blog: "Yes’ campaigners in both states learned from previous referendums and developed an approach that reframed the issue by emphasising concessions gained from the EU and the risks of rejecting a treaty for a second time." Ikke noget, der fremmer en forestilling om demokratisk indflydelse. De helt store beslutninger har Europas befolkning slet ikke haft nogen reel indflydelse på. Det gælder f.eks. optaget af nye medlemslande, eller åbningen af grænserne for flygtninge og migranter. Kun indirekte har man kunnet få indflydelse ved at vælge protestpartier. Mens stigende indflydelse til EU-parlamentet kan synes at bidrage til at mindske det demokratiske deficit, forekommer en anden udvikling at øge deficittet ved at bidrage til en informel og ikke gennemskuelig beslutningsprocedure. Det drejer sig om de såkaldte trilogues, hvor uformelle trialoger mellem repræsentanter fra EU-parlamentet, Rådet og Kommissionen bag lukkede døre indgår i trinene i lovgivningsprocessen, således at man kan afstemme positioner før vedtagelse i parlamentet. Brugen af trilogues har været i hastig vækst i lovgivningsprocessen, men repræsenterer egentlig en" non-democratic, non-accountable and non-transparent process." Kun indirekte og yderst vagt beskæftiger Juncker sig i sin tale med fremvæksten af protestpartierne i EU. Det sker kun i et par mærkværdige passager: " Men vigtigst af alt er det mit håb, at vi vender usund nationalisme ryggen og i stedet vender os mod oplyst patriotisme. Vi må aldrig glemme, at det 21. århundredes patriotisme har to dimensioner: en europæisk og en national, uden at den ene udelukker den anden. ... For at kunne stå på egne fødder må Europa bevæge sig fremad i samlet trop. Kærligheden til Europa er uadskillelig fra kærligheden til dens nationer. Hvis du elsker din nation, elsker du Europa. Patriotisme er en dyd. Upåagtet nationalisme er ofte giftig og løgnagtig." Skal vi forstå Junckers udsagn således at landespecifik nationalisme er usund og gigtig, mens nationalisme på hele EU 's vegne, jfr. ideen om en global aktør rolle med EU-suverænitet etc., er sund nationalisme? "Kærligheden til dens nationer," er det ikke nationalisme? Eller hvordan skal det forstås, som patriotism over for egne rødder og den jordbundne virkelighed? Rødder og virkelighed der vel først og fremste findes i nationer. "Upåagtet nationalism" er formentlig en dårlig oversættelse, for i den engelske udgave hedder det "unchecked nationalism." Hvorom alting er, Juncker afleverer her kun intetsigende og upræcise floskler, der forekommer at udgøre " pie in sky" forestillinger i forhold til de særdeles reale problemer med demokratiske processer og - protester, som han ikke engang nævner. Her som i andre situationer med kritik af EU synes svaret indtil videre at være, at mere EU skal løse problemerne, ud fra devisen "Augen zu und durch." Man ignorerer, at det er denne "Augen zu und durch" holdning koblet med en manglende evne til at håndtere store problemer som f.eks. migration, multikulti, voksende økonomisk ulighed etc. skaber fremgang for partier, der kanaliserer og markerer utilfredsheden blandt store dele af befolkningen. En utilfredshed der ikke kan dækkes over med ord, Junckers patos eller et figenblad fra egne opinionsundersøgelser. |
