An expanding doughnut with a growing hole in the middle
I sin tale på valgnatten sagde Trump: "I pledge to every citizen of our land that I will be president for all Americans,... The forgotten men and women of our country will be forgotten no longer.”
Måske har han her fat i en vigtig forklaring på, hvad der fejede ham til magten.
Vor egen antagelse er, at samfundet i store dele af den vestlige verden efterhånden er at ligne ved en ekspanderende doughnut, hvor en mere og mere forskelligartet og højlydt periferi løber med al opmærksomheden, mens man ikke har øje for udhulingen af midten. Ekspansionen er endda så kraftig, at også periferien splittes i utallige, usammenhængende stumper.
Billedet skal illustrere, at samfundet er ved at gå i opløsning. I alle mulige former for særinteresser og enkeltsagsgrupper i en ekspanderende periferi af doughnut'en. Det er de larmende, højtråbende, vildt gestikulerende grupper af fokuserede meninger, der alle søger at påkalde sig maksimal opmærksomhed, med det formål at opnå fordele for sig selv, uanset konsekvenserne for resten af samfundet.
I det stadig større, tomme hul i midten finder vi de glemte dele af samfundet. En stor masse af isolerede mennesker. Mennesker uden organisering, uden evne til at samle sig i slagkraftige bevægelser, uden evne til at artikulere deres ønsker og krav i velformede forklaringer og begrundelser.
I dag er vi så begyndt at høre dem. For nu larmer de. Vi hører deres uartikulerede råb, besværgelser, protester og aktioner. De markerer sig i protestpartier og de markerer sig med stumme stemmer på en stemmeseddel.
Ganske vist bliver de ofte affærdiget som "pak" "ikke stuerene," "højreradikale", "fremmedfjendske", modstanderne af udvikling i det hele taget, af globalisering, af multikulti, og beskyldt for at være besat af forestillinger om at ville opretholde et samfund, der er ved at gå opløsning.
Med andre ord, den udhulede midtes krav er uforståelige og uantagelige for de selvbevidste progressive kræfter, der ekspanderer i det yderste af doughnut'ens periferi.
Her vil vi forsøge at se om vi kan opfatte og tyde, hvad der bliver råbt fra dem, hvis verden synes at forsvinde. I første omgang  vil forsøge at høre, hvad de råber og hvad man vil opnå med protesterne. I et senere indlæg ser vi på mulige årsager til råberiet og protesterne.
 
The yells of protest from the inarticulate in the middle
Medierne gengiver oftest kun de uartikulerede brøl fra en protesterende folkemængde. Vi ser deres plakater med slogans og hører dem brøle i kor.
Fra tyske demonstrerende hører vi råbene, "Wir sind das Volk!", "Volksverräter" og "Merkel muss weg," vendt mod politikere, der har tilladt flygtninge og migranter at strømme ind. Samtidig fyldes de sociale medier med en elektronisk murren fra mennesker, der ikke holder sig tilbage, under dække af en vis anonymitet.
Her er der ingen tvivl om, hvad protesterne retter sig mod.
 Men hvad med de protester, der kanaliseres igennem de nye protestpartier, AfD (Alternative für Deutschland), Front national i Frankrig og Ukip i UK, eller den protest, der ligger bag Donald Trump's sejr i præsidentvalgkampen.
Hvad råber de om, hvad protesterer de mod, hvad vil de opnå?
 
AfD: Partei der abgehängten oder das Volk?
"Der Spiegel" mener, at mange tilhængere af AfD udover at protestere mod flygtningepolitikken, har en diffus fornemmelse af at være hægtet af.
Derfor er de utilfredse med det politiske establishment, og det er ikke kun "einfache Leute" der giver udtryk for dette. Også i midten er folk i dag ængstelige for deres egen fremtid: "Nicht nur Bürger mit einfacher, sondern vor allem mit mittlerer Bildung haben die AfD gewählt. Damit gelingt es der Partei nicht nur, die Abgehängten zu mobilisieren, sondern auch Teile der Mittelschicht zu erreichen. Jene, die zwar nicht entkoppelt sind, aber dem Aufstiegsversprechen moderner Gesellschaften offenbar keinen Glauben mehr schenken und sich durch Veränderungen in erster Linie gefährdet sehen." (Die Zeit).
På et spørgsmålet om, hvorvidt  politikerne, "dem deroppe," gør som det passer dem, underforstået uden at tænke på os, svarer næsten 90 procent af AfD tilhængere bejaende, markant mere end gennemsnittet, hvor ca. 55 procent svarer ja.
AfD tilhængerne mener ikke der tages hensyn til dem i politikken. De mener, at demokratiet en blevet en tom facade. Flere opinionsundersøgelser antyder da også, at en vigtig grund til at stemme på AfD er, at man vil give de etablerede partier en ordentlig huskekage.
I forbindelse med et af de seneste landdagsvalg blev et udsnit af AfD vælgere spurgt om, hvad de anså for at være de vigtigste valgtemaer. Resultat er gengivet i diagrammet her (statista).

Topprioritet har flygtningespørgsmålet, social retfærdighed og indre sikkerhed, først derefter kommer økonomi og arbejde. Når det sidste ikke hører til i den absolutte top skyldes det formentlig, at de tyske AfD vælgere generelt giver udtryk for, at de ikke har grund til at klage, når det gælder deres levestandard: "Was den eigenen Lebensstandard angeht, hat ein Großteil der AfD-Sympathisanten keinen Grund zum Klagen (Der Spiegel). Det gælder naturligvis ikke for de ledige, der også i stort tal går ind for AfD.
Ser vi på AfD's partiprogram (alternativefuer.de), der må antages at have en vis overensstemmelse med kravene hos AfD's vælgere, finder vi krav om
 
Ingen irregulær indvandring, " Die überkommene Politik der großzügigen Asylgewährung im Wissen um massenhaften Missbrauch führt ... zu einer rasanten, unaufhaltsamen Besiedelung Europas, insbesondere Deutschlands, durch Menschen aus anderen Kulturen und Weltteile."
Folkeafstemninger efter schweizisk forbillede
En afstandtagen til EU, med mere fokus på det nationale og nationalstaten
En markant større fokus på indre sikkerhed
En satsning på familien og børnene
En styrkelse af kultur, sprog og identitet
Styrket uddannelsesindsats
Afskaffelse af "kønsforskning"
 
Le project du Front National
Marine le Pen efter valget af Donald Trump: "I hope that in France too, the people can upend the table around which the elite are dividing up what should go to the French people” (Le Monde).
"Le Monde" mener, at Marine le Pen's budskab eller besættelse rummer forestillinger om Frankrig som en organisk nation, der ved at synke i grus, fordi den bliver gnavet væk af en intern dårligdom – immigration – truet af en ekstern fjende – Europa [skal vel være EU]– og forrådt af sin elite. (euronews.com)
Le Monde's karakteristik er én side af sagen. Hvad siger Front National selv i partiets program (frontnational.com) om deres krav?
 
På et område som industri og beskæftigelse vil man have meget store investeringer i re-industrialisering af Frankrig, gennemført ved hjælp af protektionistisk politik og derfor direkte i modstrid med EU's bestræbelser på frihandel. Det er forestillinger, der minder om Trump's ideer til re-vitalisering af US-amerikansk industri.
"Take back control" kunne være et slagord for partiets krav om genforhandling af europæiske traktater med henblikpå  at opnå national suverænitet. Det omfatter også krav om fuld kontrol med egne grænser.
Styrkelse af tradionelle familieforestillinger.
Styrkelse af exceptionalismen i fransk kultur og sprog.
Begrænsning af indvandringen står naturligvis også højt på dagsordenen. Man kræver en reduktion af den legale immigration fra 200.000 årligt til 10.000 årligt.
Ophævelsen af Schengen kravet om frie bevægelighed indgår også i programmet og det samme gør kravet om nul-tolerance over for illegal immigration.
Franske borgere skal have fortrinsret til franske arbejdspladser.
I en tale kræver Marine le Pen, at der skal sættes en stopper for en massiv migration af mennesker med en helt andre kulturbaggrund og værdier. Hun taler her om "these people whose beliefs, values and practices are not ours, who don’t have a vocation to be in France” Denne indvandring medfører i følge hende en fare for " civil war between communities."
 
Ukip: Demand for change in the political agenda
Ukip og dets daværende leder Nigel Farrage, spillede en afgørende rolle for Camerons beslutning om at afholde en folkeafstemning om medlemskab af EU. Egentlig med den hensigt at mane Ukip og kritiske konservatives kritik ud af den politiske dagsorden. Resultat blev, helt uventet, Brexit.
Hvad vil Ukip imidlertid opnå med Brexit? Hvad er det for problemer man forbinder med EU og hvad står man i det hele taget for?
Svaret kan vi måske finde i et par "YouGov" undersøgelser (yougov.co.uk). Man har her sammenlignet, hvad Ukip tilhængere ser som de vigtigste problemer med hvad den samlede befolkning ser som de vigtigste problemer.
 Af svarene på spørgsmålet om, hvad der er de vigtigste problemer for landet, kan vi aflæse Ukip tilhængeres prioritering. På de første seks pladser finder vi :

Det er som i andre aktuelle protester immigrations- og flygtningespørgsmål, der ligger øverst i tilhængernes bevidsthed. Her adskiller Ukip tilhængernes prioritering sig markant fra befolkningens. På andenpladsen er det økonomien, hvor må antages, at det er bekymringer for ens egen fremtidige muligheder, der tænkes på. Europa, hvormed der formentlig menes EU, er på tredjepladsen og
forbindes formentlig med de øvrige problemer man ser, hvorfor Ukip agiterer for at UK skal "Take back control."
På spørgsmålet om, hvad der er de vigtigste problemer for dig og din familie, lyder svarene :

Her står økonomien højest hos både Ukip tilhængere og befolkningen, men Ukip ser immigration og flygtningespørgsmål som et langt vigtigere problem end befolkningen som helhed.. Formentlig forbindes egen økonomisk usikkerhed med øget indvandring, der kan true ens job. Markant flere Ukip tilhængere ser også en trussel fra EU, der formentlig igen har relation  til økonomi, immigration og flygtninge.
 
How do these protest topics fit with Trump's agenda.
Ganske godt faktisk, i hvert i de verbale udsagn eller snarere udråb i valgkampen. "Make America Great Again," indebar jo en aflysning af mere frihandel og bedre beskyttelse af amerikanske fremstillingsvirksomheder og en form for genstart i "the Rust Belt." Af hvad stod dog ikke klart.
Så var der et ofte gentaget løfte om at bygge en mur mod Mexico for at holde illegale indvandrere og kriminelle ude og beskytte beskæftigelsen i USA mod konkurrence fra illegale indvandrere.
Endelig ville Trump også øge sikkerheden mod islamistisk terror med et program, der mere eller mindre skulle forhindre at muslimer kan komme ind i USA.
 
The shared demands of those in the middle of the doughnut
I det forrige blog indlæg så vi på hvilke dele af befolkningen, der så sig repræsenteret af protestpartierne i Europa og af Trump i USA.
Nu har vi så set hvad de råber op om og hvad protestpartierne i øvrigt står for. Hvad de ser som de vigtigste problemer og hvad de mener, der skal prioriteres for at løse problemerne.
Frygten for at blive ladt tilbage i det stadig voksende oversete hul i midten af doughnut'en synes generelt at kendetegne protesterne. Man frygter for konsekvenserne af en uhæmmet indvandring, man frygter for sit arbejde og udkomme, for stigende ulighed, for sin sikkerhed. Man vil klamre sig til det liv man forstår, kulturen, familien, måden at leve på.  Derfor kræver man demokratisk indflydelse via nye partier og bevægelser. Politikken skal bidrage til at sikre ens liv i stedet for at medvirke til at gøre det uigenkendeligt, usikkert og uforståeligt.

_____________________________________________________

Addendum 1. dec. 20016: Apropos frygten for globalisering

Bertelsmann Stiftung i Tyskland har lige offentliggjort et studie om frygten for globalisering i Europa. Man har i et stort anlagt studie set på, hvor udbredt denne frygt er i en række lande i Europa. I studiet har man også set på "Abstiegsangst" (bekymring for social og økonomisk deroute), og hvor udbredte traditionelle værdier er.
Resultaterne herfra er sammenholdt med en række faktorer som politisk orientering, uddannelse, alder, køn og geografi etc.
I diagrammet her kan man se i hvilken grad tilhængere af højreorienterede protestpartier i Europa ser globalisering som en trussel,  er bekymrede for social og økonomisk deroute og tilslutter sig traditionelle værdier (bertelsmann-stiftung.de).

Bertelsmann studiet bekræfter, hvad vi har hævdet i ovenstående blog indlæg. og bekymringen findes ikke blot blandt tilhængere af højreorienterede protestpartier.
Blandt de venstreorienterede protestpartier er bekymringen ganske vist mindre, men dog af en betragtelig størrelse, som det kan ses herunder (bertelsmann-stiftung.de):

Studiet viser ikke uventet, at bekymringen for fremtiden er mest udbredt hos de mennesker, der også rent objektivt må anses for de mest truede, f.eks. mennesker uden højere uddannelse og mennesker med ringe indkomst.

Upheavals in the political landscape
"Everybody was wrong. Again. When Election Day dawned, almost all the pollsters, analytics nerds and political insiders in the country had Hillary Clinton waltzing into the White House." (Politico).
Medier og kommentatorer kan ikke skjule deres forbløffelse og nærmest fortørnelse over USA's valg af Trump til præsident "Hvordan kunne en mand, som mange vælgerskaren betragtede som mentalt, moralsk og temperamentsmæssig  uegnet til at lede landet blive valgt til præsident for Amerikas Forenede Stater, med en enorm magt der ville kunne skabe national og international ravage" (Forbes).
Overraskelse og skuffelse prægede også reaktionerne i medierne efter Brexit afstemningen. BBC: "Brexit: Europe stunned by UK Leave vote ... news that one of the bloc's largest members is leaving will come as a shock, with real implications for the country's own political debate." (BBC).
I Tyskland er de etablerede partier blevet udfordret af AfD (Alternative für Deutschland, der har haft en markant fremgang ved de seneste landdagsvalg i 2016. I Sachsen-Anhalt nåede de helt op 24,3 procent af stemmerne, I Rheinland-Pfalz 12,6 procent, Baden-Württemberg 15,1 procent, Mecklenburg-Vorpommern 20,8 procent og her til sidst i Berlin 14,2 procent.
Store spalter åbner sig også i det franske partilandskab, hvor Front National med Marine le Pen har stor fremgang i meningsmålinger. I oktober viste meningsmålinger således, at "National Front party leader Marine Le Pen would win 30 percent of the national vote if elections were held today." (washingtontimes.com).
Seismiske rystelser har fået grunden til at slå revner og skabt store forskydninger i et ellers forholdsvis ubevægeligt politisk landskab af gamle partier og faste dagsordener med f.eks. mere EU, med vækst og globalisering,  med mere frihandel, mere indvandring og mere mangfoldighed.
I blogindlægget "A crumbling European Union? fra d. 21. juni hævdede vi, at der  "too many cracks to count..." Vi så en tendens til bundvending. Hvor politikere, der ikke vil give luft (ilt) til befolkningens bekymringer, i stedet må finde sig i, at de efter deres mening afskyeligt lugtende meninger og udsagn bliver ved med at boble op fra folkedybet.
Protestpartier som AfD i Tyskland har ikke været sene til at give ilt til de meninger, der bobler op, mens etablerede partier forøger at mane dem i jorden igen med verbale ringeagts ytringer og holden sig for næsen.
Det er næppe nok til at holde dem nede, for i de seneste år har vi oplevet en generelt stigende tilslutning til protestpartier i Europa.
 I lande som Grækenland og Spanien med nye venstreorienterede partier, der vender sig mod det etablerede politiske system og mod diktaterne fra EU. I Grækenland repræsenteret ved partiet Syriza, der ved valget i september 2015 opnåede 35,5 procent af stemmerne.  I Spanien repræsenteret ved partiet ved Podemos, der ved valget i juni 2016 opnåede 21,1 procenter af de afgivne stemmer, hvilket ganske vist var skuffende for dem selv, men dog repræsenterer mere end hver femte vælger.
Ellers er det hovedsagelig højreorienterede partier, der skabt opbrud i partilandskabet mange steder i Europa.

Der er kun medtaget partier, der for nylig har opnået over 10 procents tilslutning ved valg eller i meningsmålinger. Det betyder, at "Vlaams Belang" fra Belgien, der er dykket kraftigt i meningsmålinger og Grækenlands "Golden Dawn" ikke er medtaget.
Skal vi fortsætte med at holde os for næsen over disse partiers politik. Ud fra en idé om, at de repræsenterer ildelugtende bobler fra mennesker uden de rette værdier og uden de rigtige holdninger? Mennesker, der ikke kan fatte storheden i de storslåede projekter, som en selvbekræftende og selvudnævnt elite med de rigtige meninger står for?  
Nej, det vil næppe mindske rystelserne  at holde sig for næsen og slå syv kors for sig. De fortsatte politiske skælv tvinger os før eller senere til at tage protesterne alvorligt  og til at søge at forstå,  hvem der protesterer og hvad de protesterer over.
 
Who is causing the tremors?
Hvem er det så der skaber rystelserne ? Hvem er det der demonstrerer? Er det blot ildelugtende "pack" som visse tyske politikere har skældt ud over? Er det mennesker, der ikke har forstået det hele? Mennesker uden uddannelse og dannelse? Mennesker der blot følger tomme paroler og lette svar på problemer?
Med det overraskende valg af Trump er der gjort mange forsøg på at forklare, hvem der kunne finde på at vælge ham, så at sige på trods af de herskende meninger, som de etablerede medier stod for. Ellers var de jo næppe blevet så overraskede.
Vi kan forsøge at danne et billede af, hvem der egentlig valgte Trump i USA og hvem der f.eks. vælger AfD i Tyskland, Ukip i UK og Front National i Frankrig.
En exit poll fra CNN viser noget om, hvem der stemte på henholdsvis Hillary Clinton og Donald Trump.
 
Are angry white men behind Trump's surprising victory?
Vi kan se på, hvad CNN's exit poll (gengivet fra ft.com), der er gengivet nedenfor, kan fortælle os

Der, hvor Trump har haft markant overvægt, er blandt hvide uden højere uddannelse, mænd og den lidt ældre generation. Overvægten blandt stemmerne på Clinton findes især hos ikke-hvide, kvinder og den yngre generation.
Det har fået nogen til at tale om resultatet af valget som et "whitelash", dvs. et valg, hvor den hvide, mindre uddannede del af befolkningen slår tilbage mod alt det en præsident Obama og demokraterne har stået for. Men som det kan ses er det ikke hele forklaringen for andre grupper har så sandelig også har stemt på Trump.
Billedet er derfor mere nuanceret end som så, når vi ser på nogle grafer  fra  Pew Research's anlyser af valget.
Ser vi på sammenhængen mellem uddannelse og hvem man har stemt på, er det tydeligt at Trump har fået fat på flere hvide med en højere uddannelse, med  en margin på 4 point over Clinton. Det gælder selv om republikanerne  har mistet andele blandt hvide vælgere med højere uddannelse i forhold til forrige valg. Trump's margin over Clinton er dog langt større, når det gælder hvide med mindre uddannelse eller ingen uddannelse (pewresearch.org).

Pew Research har også set på, hvorledes hvide, sorte og spansktalende har stemt ved det aktuelle og ved tidligere præsidentvalg. Her kan man se, at den positive demokratiske margin for "blacks" and "hispanics" er blevet mindre end ved forrige præsidentvalg, hvor Obama blev genvalgt til en ny periode. Trump har således også her erobret både "black "og "hispanic" stemmer, selv om de fleste her har stemt på Clinton.

Et lignende billede tegner sig for sammenhængen mellem aldersgruppe og præference. Trump har også erobret yngre vælgere, selvom Clinton beholdt en stor margin, så er hendes margin tydeligt formindsket sammenlignet med valget af Obama. Pudsigt nok synes Trump's overlegenhed blandt ældre vælgere faktisk at være mindsket en smule i forhold til seneste valg af Obama.

 
Alt i alt er billedet således noget mere nuanceret end den simple forklaring, at valget af Trump er den uuddannede hvide mands hævn over alle de andre.
 
Who are the voters behind AfD's success in Germany?
I forbindelse med flygtningekrisen fik protestpartiet AfD (Alternative für Deutschland) vind i sejlene, mens regeringskoalitionens partier CDU/CSU fik dalende tilslutning i meningsmålinger. En meningsmåling fra d. 11. november 2016 viser, at AfD med en tilslutning på 12 procent konkurrerer med "de grønne" om tredjepladsen.
Hvorfra kommer tilslutningen til AfD? Hvem er de utilfredse. I en undersøgelse konstatere man "that although blue-collar workers have an above-average affinity to the party, AfD is not the party of the ordinary people. The AfD draws voters from all the other parties but the shares vary. The ideological position of its voters is more to the right than the population as a whole but the majority does not show an extreme right-wing belief system."
At AfD ikke kun tiltrækker fra gruppen af arbejdere, understreges af en vælgeranalyse fra Mecklenburg-Vorpommern i forbindelse med valget i september, hvor AfD opnåede 20,8 procent af de afgivne stemmer. AfD tiltrækker protest vælgere fra stort set hele spektret, bortset fra en gruppe af offentlige ansatte (Beamte) og pensionister (spiegel.de).

 ( Blandt dem der har stemt på AfD er der en overvægt af mænd. I Mecklenburg-Vorpommern opnåede AfD en tilslutning på 25 procent blandt mænd, mens tilslutningen blandt kvinder var på 16 procent.
Hvad aldersfordeling angår viser det sig, at Afd har kunnet trække stemmer blandt de fleste aldersgrupper, med undtagelse af de 18 til 24 årige og de over 70 årige.
 
The demographics of Ukip supporters?
I følge en opinionsundersøgelse gengivet i Huffington Post i 2015 gælder følgende karakteristik:
"Ukip supporters are more likely to be male, and to be older. Those aged 45 or older - and particularly those aged 65 and above - are more likely than average to support Ukip. Geographically, Ukip support is higher in Eastern England, Yorkshire & Humberside, and the Midlands. Support is noticeably weaker in Scotland, as well as in London."(Huffington Post).

Signaturerne DE til AB står social klasse, hvor A og B udgør den øvre ende og D og E udgøres af ufaglærte arbejdere, arbejdsløse og pensionister.
 Vi kan se at tilslutningen især findes blandt ældre mænd fra en af de lavere sociale klasser og så kan vi konstatere en vis geografisk koncentration af Ukip vælgere.
 
Front National's supporters are to found where?
Her har vi fundet en IPSOS opinionsmåling fra regionalvalgene i 2015.

Så vidt det kan skønnes tegner der sig et billede, der kan minde om det vi har set i de andre lande.
Stor tilslutning blandt arbejdere og andre ansatte med lavere uddannelse (ouvriér og employé) samt selvstændige, mens tilslutningen er lavere blandt dem med højere uddannelse og pensionister.
 Andelen af mænd, der foretrækker Front National, er også noget højere end andelen af kvinder. Ved aldersfordelingen er der tilslutning fra alle aldersgrupper men den er mindst blandt de over 60 årige og størst blandt 18-24 årige.
 
What is causing the upheaval?
Nu har vi så en række mere eller mindre pålidelige indikationer af, hvem der skaber rystelser i det etablerede politiske landskab. Indikatorerne tyder på, at det især kan dreje sig om mennesker, der protesterer fordi de føler, at de er ved at falde eller er faldet af et stadigt hurtigere drejende hamsterhjul af økonomiske, teknologiske, sociale ideologiske og værdimæssige forandringer i samfundet.
Det skal vi se nærmere på i næste blog indlæg.

The indispensable European?
"LOOK around Europe, and one leader stands above all the rest: Angela Merkel" skrev "The Economist" for lige over et år siden. Francois Hollande må nødstræbende opgive håbet om, at Frankrig leder Europa, selv om han stadig bevarer retorikken. David Cameron havde på det tidspunkt stadig håbet om en dominerende rolle, men bidrog i stedet til at reducere UK til "Little England.” Italiens Matteo Renzi har svært ved overhovedet at blive taget alvorlig.
I artiklen i "The Economist" er der til gengæld ingen ende på lovprisningen af Mrs. Merkel og hendes personlige kvaliteter. Hun har forsvaret Tysklands interesser uden at tabe Europas af syne, hun har sat euroen på spil for at redde Grækenland: "Mrs Merkel has grown taller with every upheaval. In the debt crisis, she began as a ditherer but in the end held the euro zone together; over Ukraine, she corralled Europeans into imposing sanctions on Russia (its president, Vladimir Putin, thinks she is the only European leader worth talking to); and over migration she has boldly upheld European values, almost alone in her commitment to welcoming refugees."
 
Spirals of self-confirming nonsense?
For et par dage siden spurgte Berlingskes tysklands korrespondent, Troels Heeger, retorisk "Skal Merkel lede Verden i stedet for Trump? Svaret gav naturligvis sig selv: " Merkel er bedre end Trump. Efter det amerikanske valg håber kommentatorer og eksperter, at Tyskland vil overtage rollen som bannerfører for vestens demokratiske værdier. Som argumentation for Merkel som bannerfører anfører Heeger: "Hun [Merkel] er nøgtern, rationel, disciplineret og kontrollerer sine affekter. Kvinden er for at sige det kort ikke optaget af sig selv ... Der er nu kun én stormagt tilbage på denne jord, som kan legemliggøre demokratiet og fornuften. Den magt hedder Europa. Og det mægtigste menneske på Jorden, der hverken er autoritær eller gal, hedder efter denne uge Angela Merkel."
Heeger gengiver her blot ordret hvad en tysk kommentator, Bernd Ulrich, har skrevet i weekendens udgave af "Die Zeit," hvor Ulrich dog gør opmærksom på, at man ikke skal hengive sig til illusioner: "Ohne – mindestens – Frankreich kann Deutschland in den nächsten Jahren den europäischen Laden nicht zusammenhalten, geschweige denn den Westen.” Så det mægtigste menneske på jorden skal have en lille fransktalende væbner ved sin side, om ikke for andet så for at kunne sige “vi står sammen.”
Hovedrollen i forsøget på at holde sammen på Europa tilfalder dog Frau Merkel. Hun skal disciplinere den "durchgeknallte Macho" som Trump her påstås at være. Ligesom hun har gjort det med Wladimir Putin. "Die deutsche Kanzlerin wird alles tun, um diesen überspannten, überemotionalisierten Präsidenten in ihre Sachlichkeit, in ihren unübertrefflichen Nobullshitismus einzuhüllen. So wie sie es mit Wladimir Putin auch probiert hat, über weite Strecken mit Erfolg." (Die Zeit).
Måske vil man allerede her undre sig en smule, hvad er det egentlig for en succes den tyske kansler kan fremvise i forhold til Putin og hans politik.
New York Times bidrager til denne lobhudling af kansler Merkel. I lørdags lød det ganske dramatisk: “As Obama Exits World Stage, Angela Merkel May Be the Liberal West’s Last Defender.” Der er ingen ende på forventningerne til hende og til Tyskland: "Never before has so much ridden on the Germans ... We’re very fortunate that Germany is led now by Merkel, because there is a chance she will step up and do what Europe needs her to do."
Her skulle man måske spørge, hvad er det "Europe needs her to do?" Garantere at EU hænger sammen, selv om hun måske netop bidrager til, at EU falder fra hinanden? Sikre at en Euro-Trump ikke får succes i Europa, selv om hun måske netop er medvirkende til fremvæksten af  protestparter i Tyskland og Europa? Hvad forestiller man sig egentlig?
Fiktionen tager overhånd, når det hedder: “She is the last one standing," (NYT). En slags kvindelig Bruce Willis altså? Et billede, der forekommer ufrivilligt komisk. Bortset fra, at det jo indebærer, at alle andre så må være nedkæmpet.
I går er lederen i "Morgenavisen Jyllands-Posten" så med en vis forsinkelse nået til samme konklusion, med inspiration fra New York Times. Selv om lederen giver udtryk for, at det ville være trist om den liberale samfundsorden afhang af et enkelt menneske, sætter den alligevel sin lid til netop dette menneske: "Merkel ser nu til at blive det liberale Vestens forsvarer, om hun vil eller ej".
Dog med forbehold for, at hun så skal stille op som Bundeskansler ved valget næste efterår, men det sætter lederen også sin lid til – og så er alt vel godt.
Senere kunne CNN så berette, at hun stiller op. Det havde Norbert Röntgen fra hendes parti selv sagt til CNN og så måtte det jo være rigtigt. I dag må man erkende, at Röntgen har været for tidligt ude, med en prøveballon måske, og så venter alle idoldyrkerne spændt på, hvad “the last one standing” selv beslutter sig til.
Her er så spiralen af selvbekræftende nonsens. Først ser vi hvorledes danske medier helt ukritisk gengiver udvalgte passager fra “Die Zeit” og fra “New York Times.” Tirsdag ser vi hvorledes spiralen drejer tilbage i en selvbekræftende sløjfe af nonsens. Tyske medier kan tirsdag eftermiddag fortælle "Niemand hat Merkel's format" og "Merkel ist letzte Verteidigerin des freien Westens." (Die Welt). Hvor har de den ide fra? Jo den har de såmænd fra en leder i "Morgenavisen Jyllands-Posten." i Dänemark. Tableau!
Man føler sig hensat til mekanismen i en Twitter storm, hvor ét udsagn repeteres og spredes og vender tilbage som mangestemmig bekræftelse af sig selv.
Tilbage står spørgsmålet: Skal vi virkelig til at tro, at denne ældre, uldent talende, tyske politiker, der ikke uden grund har givet anledning til vendingen "Durchmerkeln" virkelig er "last women standing,” forsvarer og leder af Vesten.
Tyskerne taler om durchmerkeln, når de skal karakterisere Merkel’s måde at håndtere store problemer på. Tilsyneladende ubeslutsomt, tøvende og ledsaget af ulden tale, skyder hun problemerne foran sig, indtil de bliver så kritiske, at de giver hende mulighed for nu og her beslutninger, som alle kan se er akut nødvendige, men som mange vil betragte som utilstrækkelige og kortsigtede, fordi de ofte blot udskyder eller undviger afledte fremtidige problemer. Durchmerkeln karakteriserer Merkel’s politik i relation store problemer som Eurokrise, Grækenland forhandlinger (eller forhalinger), Rusland, den aktuelle flygtninge-migrantkrise, Brexit og valget i USA.
 
The wrecker of Europe?
I tidligere blogindlæg "The spectre of German Dominance in the EU" (11. marts 2016) og "German dominance: a problem for Europe? (9. august 2016), har vi opstillet en lang række indicier, der antyder, at Tysklands og Merkels indflydelse på udviklingen i verden ikke har været så positiv, som kan man kunne forledes til at tro, når ser dagens medier.
Her er en liste over nogle af de alvorlige problemer:
 
Tysk succes på andres bekostning?
 
Tyske krav om en austeritets-politik
 
Tysklands rolle i "den græske tragedie"
 
Merkel's egenrådige beslutning om at åbne grænserne
 
Merkels deal med en stadig mere autoritær Erdogan
 
Moralsk selvretfærdighed
 
 Forkvaklet demokrati forståelse
 
Medansvar for Brexit
 
Uheldig indvirkning på præsidentvalget i USA?
 
"Nyde uden at yde," når det gælder sikkerheden i Europa
 
Tysk succes på andres bekostning?
Før Merkel blev kansler i 2005 havde den socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, med sit såkaldte "Agenda 2010" program, gennemført en række gennemgribende økonomiske reformer. Nogle hovedpunkter i programmet var mindsket byrde for erhvervslivet, arbejdsmarkedsreform, en sammenlægning af arbejdsløshedsdagpenge og socialhjælp (kontanthjælp i form af Hartz 4), skattelettelser, reform af arbejdsløshed- og socialforsikringen og øget pensionsalder.
I dag ser mange, at det var hovedelementerne denne reform, der skabte grundlaget for den økonomiske succes Tyskland har oplevet siden: “Those reforms laid the foundation for Germany’s return to economic strength, a strength that has lasted to the present day.” (auswaertiges-amt.de).
Resultatet er under alle omstændigheder, at Tyskland formelt set har en relativt lav arbejdsløshed og et kolossalt eksportoverskud. For 2015 var overskuddet på handelsbalancen således ca. 251,9 mia. euro (Statista)
"Critics complain that high export surpluses in Germany’s economy have detrimental effects on other countries, where debt rises as a result. For example, during the euro zone debt crisis, the United States, urged Germany to do more to raise domestic consumption and address the problem." (euractiv.com).
Kansler Merkel har dermed levet højt på en økonomisk succes skabt af hendes forgænger. Man kan næppe påstå, at hun har bidraget til denne tyske succes, eller gjort noget som helst for at rette på det forhold, at Tuskland så at sige lever højt på andres bekostning.
 
Tyske krav om en austeritets-politik
Tyskland har præget den økonomiske politik i hele Unionen. Kun den tyske austeritets-politik er rigtig. Man skal spare sig til vækst i resten af Europa.
Tysklands finansminister Schäuble undser sig ikke for at fortælle lande i Sydeuropa, hvad de skal gøre og selv Frankrig går ikke ram forbi. "Schäuble verlangt von Frankreich mehr disziplin " (Die Welt).
En tysk forståelse, eller er det snarere ideologi, præger således ideerne til, hvordan krisen i Europa skal løses gennem sparepolitikker og økonomiske reformer a la Tysklands,
Tyskland spiller her rollen som den, der vil have alle lande i unionen til at indføre samme skrappe økonomiske reformer og til at udøve fiskal tilbageholdenhed som tyskerne selv. I modsætning til USA har Europa bl.a. pga. den tyske dominans været imod at stimulere økonomien.
Man må formode, at dele af den tyske austeritets-politik har rod i den tyske fortid, bl.a. den galopperende hyperinflation i Weimar-republikkens tid og verdenskrisen i 1929, der var medvirkende til at bringe Hitler til magten . "The sources of inflationary fear can be traced to the Weimar Republic,saddled with war reparations, which experienced rising inflation in 1921/22. It culminated in hyperinflation between February and November 1923. The German currency went into free fall and the dollar was worth 4.2 trillion marks, compared to 4.2 marks in 1914." (Foreign Report).
Det forekommer imidlertid særdeles uheldigt, at det tyske traume fra tiden før Hitler skal definere den fælleseuropæiske politik i dag. Man kan måske med en vist ret hævde, at dette traume snarere diskvalificerer Tyskland fra at have indflydelse på EU's økonomiske politik.
Med dette i baghovedet er det ikke heldigt, at det er Tyskland, der vil fortælle resten af Europa hvad de skal gøre, samtidig med at de selv tjener tykt på at udkonkurrere de øvrige lande. Men, og det er det vigtige i den aktuelle sammenhæng, det er den politik en kansler Merkel står for. Hvordan det så skal bidrage til at redde Europa må andre forklare.
 
Tysklands rolle i "den græske tragedie"
Man er tilbøjelig til at glemme, at Tyskland har haft store fordele af krisen i Sydeuropa. Krisen har betydet, at Euroen har været svagere i forhold de andre valutaer, end den ville have været, hvis euro-området ikke havde inkluderet landene i Sydeuropa.
Leibnitz institut für Wirtschaftsforschung, Halle, IWH, har i et studie fundet frem til, at Tyskland ligefrem tjener på Grækenland krisen. Når investorer i en krise anbringer kapital i lande, som Tyskland (flygter til en safe haven) , falder den tyske rente (hvorimod den naturligvis stiger i det kriseramte Sydeuropa). Det betyder lavere udgifter for både den tyske stat og den tyske forbruger. IWH har regnet ud, at Tyskland har tjent rundt regnet 100 mia. euro på den græske krise.
Krisen har betydet, at Euroen har været svagere i forhold de andre valutaer, end den ville have været, hvis euro-området ikke havde inkluderet landene i Sydeuropa. Det har givet en fordel for den gevaldige tyske eksport.
Når man så husker på, at det hovedsageligt var Tyskland, der i Eurogruppen dikterede betingelserne for de vedvarende Grækenland redninger, kan man måske se de skrappe krav til Grækenland i et andet lys.
Tysklands rolle i "den græske tragedie" har ikke ligefrem bidraget til hjælpe Grækenland på fode. I en vis forstand var den tyske hjælp en hjælp til at redde egne banker, der havde ydet Grækenland store lån. Den tyske holdning formentlig også bidraget til, at Grækenland og Sydeuropa vil fortsætte med at have problemer. Hvordan man forestiller sig, at denne politik, som Merkel jo står for, skal bidrage til skabe sammenhold og vækst i hele unionen fortaber sig vist i et tågeslør af snak.
 
Merkel's egenrådige beslutning om at åbne grænserne
Det er den 31. august 2015, kl. 13.44 da Forbundskansler Merkel ved en pressekonference lader disse ord falde: "Ich sage ganz einfach: Deutschland ist ein starkes Land. Das Motiv, mit dem wir an diese Dinge herangehen, muss sein: Wir haben so vieles geschafft – wir schaffen das! Wir schaffen das, und dort, wo uns etwas im Wege steht, muss es überwunden werden. "(bundesregierung.de).
Dermed åbnede Merkel i praksis porten på vid gab til det forjættede land, Tyskland, for flygtninge og migranter i tusindvis. Tilsammen mere end en million i 2015.
En beslutning hun tilsyneladende havde truffet helt egenrådigt hen over hovedet på andre i lande i EU, selv om det var en beslutning, der fik konsekvenser for mange andre lande. I Tyskland taler man om Merkel's "Selbstermächtigung" en given-sig-selv-magten til at træffe beslutninger, om Selbstherrlichkeit" og om "Alleingang"
Merkel har tilmed søgt at påtvinge hele Den europæiske Union sine egne forestillinger om, hvordan man skal håndtere flygtningekrisen. Stort set som vi så i forbindelse med den græske krise.
Så er der situationen i Middelhavet, hvor man stiltiende ser til, mens over 4.000 er druknet eller savnes i løbet af 2016, mens mere end 160.000 afrikanske migranter uden videre er blevet sat i land i Italien.
Forslag fra Østrig om at bruge en variant af den australske politik med afvisning af alle, der illegalt forsøger at nå til Europa, er hidtil blevet afvist den tyske regering. Merkel's talsmand kunne kun fortælle, at forslaget var blevet "zur Kenntnis genommen."  
Hvad er det egentlig for basale europæiske værdier Merkel står for, når hun ikke markerer et akut behov for at sikre, at der ikke drukner i tusindvis af flygtninge og migranter hvert år?
 
Merkels deal med en stadig mere autoritær Erdogan
“Behind the backs of some her closest European allies, Anmgela Merkel, German chancellor, struck a deal with her Turkish counterpart that could very well end the influx of refugees washing up on Europe’s shores — but at a very high price, including an extra €3bn in aid and a visa-free travel scheme." (Financial Times).
Igen agerede Merkel helt på egen hånd og tog ved EU-topmødet næste morgen de øvrige deltagere på sengen ved at møde op med den aftale hun om natten havde udformet sammen med Tyrkiets Ahmet Davutoglu. Et andet udkast til aftale med Tyrkiet, lavet Donald Tusk på EU's vegne, blev fejet af bordet.
Med denne aftale gjorde hun ikke blot Tyskland, men hele EU afhængig at en autoritær Erdogan's gode vilje.
Måske endda temmelig unødvendigt for der er, som vi tidligere har vist, tegn på, at Makedoniens lukning af grænsen mod Grækenland, kort før aftalen med Tyrkiet, allerede havde medført en drastisk reduktion i strømmen af flygtninge fra Tyrkiet. Med Makedoniens grænselukning var flugten fra Tyrkiet til Grækenland ikke længere attraktiv, når man alligevel ikke kunne komme videre op i Europa. Forholdene i Grækenland er nemlig næppe bedre end i Tyrkiet.
Merkel er desværre fanget i den opfattelse, at hun har så desperat brug for Erdogan, at hun er villig til at se gennem fingrene med stort set alt, hvad Erdogan kan finde på. og det har betydet, at hun har måttet gøre gode miner til slet spil, mens Tyrkiet drev i retning af en slags demokratur, især naturligvis efter kupforsøget d.15. juli.
Hvad er så Merkel’s respons på Erdogan’s ageren efter kupforsøget og de talrige meldinger om, at Tyrkiet bevæger sig længere og længere væk fra Europa? "Der Spiegel" har svaret: "The chancellor prefers her usual role, as the one calling for calm and levelheadedness. After a phone conversation with Turkish President Recep Tayyip Erdogan, Angela Merkel said there had been "worrisome developments" in Turkey in the wake of the military coup and that the opposition had been treated harshly." Derefter roste hun så Tyrkiet for at det havde "been exemplary in its treatment of refugees." (Der Spiegel).
Både hendes udenrigsminister og EU advarer endnu i dag mod at afbryde forhandlinger om optagelse. Underforstået, fordi man stadig er bange for at flygtningeaftalen vil blive opsagt af Erdogan.
Kan EU være tjent med, at Merkel's angst for at Erdogan vil opsige flygtningeaftalen, medfører at resten af Europa også skal gøre gode miner til slet spil og på skrømt fortsætte forhandlingerne med Tyrkiet?
Forhandlinger som tyrkerne i øvrigt antager for at være for useriøse. I hvert fald skældte den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavuşoğlu, ud på sin tyske kollega ved Steinmeier’s nylige tur til Tyrkiet: "Every day, an EU foreign minister comes up and says: ‘Let’s throw Turkey out, let’sthrow them out of the negotiations, let’s throw them out of NATO.’ We don’t deservethis treatment. Therefore, let’s ask our people and let the people decide ." (hurriyetdailynews.com).
Hvad er det dog for et skræmt Europa, der lader sig afpresse, fordi Tyskland har en så traumatisk fortid? Ikke blot fra Hitler-tiden, men også fra DDR-tiden. En fortid der gør, at man ikke kan medvirke til at bygge mure mod flygtninge og migranter. Hvor langt skal resten af resten af Europa ligge under for sådanne tyske traumer?
 
Moralsk selvretfærdighed
Den tyske selvretfærdighed gør sig også gældende på andre områder. Ikke blot Ungarn må stå for skud. Visegrad landene udviser en utilbørlig utaknemlighed ved ikke at acceptere kontingenter af flygtninge bestemt af EU. De er blevet medlemmer af EU og modtager alle fordelene ved at være medlem, men de vil ikke bære deres del af byrden. Dvs. medvirke til Merkel's ideer om en fair fordeling af flygtninge.
Hist og her finder man dog også tyske stemmer, der advarer mod, at Tyskland indtager en alt for "herrischer Haltung", dvs. en holdning, hvor Tyskland ud fra sin selvretfærdige moralske forståelse irettesætter andre.
Med den tyske fortid i erindringen er Tyskland næppe heller den rette til at fortælle en kommende US-præsident om demokrati og basale værdier. Alligevel er det netop, hvad Merkel finder på at gøre efter præsidentvalget. I sin formaning sagde hun: "Germany and America are bound by common values — democracy, freedom, as well as respect for the rule of law and the dignity of each and every person, regardless of their origin, skin color, creed, gender, sexual orientation, or political views. It is based on these values that I wish to offer close cooperation, both with me personally and between our countries’ governments." (engelsk version Washington Post).

Forkvaklet demokrati forståelse
Kan Tyskland overhovedet tillade sig at kritisere andre landes demokrati forståelse? Man kan have sin tvivl, når man ser, hvad der foregår i Tyskland lige nu. I forbundsdagen sidder regeringskoalitionen, GROKO (Grosse Koalition) med CDU/CSU, de konservative og SPD, socialdemokraterne, på 503 af 630 pladser. Oppositionen består kun af "De Grønne" med 63 mandater og venstrepartiet "Die Linke" med 64 mandater.
Når man ser situationen i Tyskland, med en storkoalition, der helt suverænt bestemmer politikken og hvor alle meninger til højre for CDU kaldes højre-radikale, kan man let komme til at tvivle på, hvor godt det egentlig står til med demokratiet i Tyskland. Det forekommer direkte problematisk, at man ikke har en større opposition og især en opposition, der repræsenterer en anden politisk vision end den for tiden herskende.
Hvem skal borgere, der er kritiske overfor koalitionens flygtningepolitik, men ikke ønsker at blive udskældt som højre-radikal eller racist, egentlig stemme på?
Alle partierne i Forbundsdagen er jo enige om fordømme det nye parti, AfD (Alternative für Deutschland), som værende højre populistisk, radikalt og naturligvis "fremdenfeiendlich," for partiet har i meningsmålingerne netop haft fremgang på at markere afstand til regeringens flygtningepolitik.
Med andre ord. I Tyskland er det svært at markere sin opposition til den herskende politik på flygtninge området uden at blive beskyldt for at være "Pack, rechts-radikal, populistisch, ausländerfeindlich, og rassistisch.
For Ralph Dahrendorf, var demokrati "a social system that recognizes divergent interests and aspirations and puts institutions in place that allow them to be expressed." Netop det kniber det for tiden med i Tyskland. Sådanne demokratiske konflikt er imidlertid vigtige for demokratiet
Det er lige før at man må drage den konklusion, at en uimodsagt tysk GROKO-politik, repræsenteret næsten præsidentielt ved Merkel, er med til at destruere selve det fælleskab man hævder at ville opretholde. Og sært nok kan årsagen være de tyske politiske traumer fra Weimar republikken og nazismen. I Weimar republikken var parlamentet svagt og der var ingen 5 procents barriere for nye partier. Udenomsparlamentariske grupperinger og aktioner underminerede dengang tiltroen til demokratiet.
Så i dagens Tyskland gælder det om at sikre den stabile midte mod angreb udefra, og derfor mod angreb fra anderledes tænkende. I forsøget på sikre Weimar republikkens kaos aldrig gentages, har man indbygget demokratiske sikringer og opfattelser, der mærkværdigt nok kan have til resultat, at man utilsigtet ender med at skabe præcis de situationer man vil undgå. Med katastrofale konsekvenser, ikke blot for sig selv, men for hele Europa.
Det er lige før man kan sige, at den store opslutning omkring Merkel giver hende mulighed for agere, som om Tyskland havde et præsidentielt demokrati som i USA. Næppe den mest ideale form for demokrati.
 
Medansvar for Brexit
Formentlig har den uimodsagte Merkelske GROKO-politik også haft en afgørende indflydelse på Brexit afstemningen. I og med Merkel stod fast på fri bevægelighed for arbejdskraften i EU, hvilket gjorde det svært for Cameron at argumentere for, at han havde opnået noget som helst i sine forhandlinger med EU. Hendes flygtningepolitik har heller ikke ligefrem har været attraktiv for mange briter.
Det kan have betydet, at “Leave” bevægelsen lige netop opnåede de ekstra stemmer, der førte til Brexit. Merkel har ganske vist erklæret, at hun arbejdede for at briterne forblev i Unionen, men hun leverede måske selv de afgørende argumenter for "Leave" fraktionen i UK.
Det må være en antagelse, der også har strejfet New York Times:"Her decision last year to open Germany's borders to hundreds of thousands of people fleeing war and poverty was seized upon by European nationalists and featured prominently in Britain's debate over quitting the European Union — which the 'leave' camp narrowly won" (NYT).
 I forbindelse med de foreløbige diskussioner om Brexit, er hendes udmelding også særdeles problematisk. Et af målene med Brexit var, at det skulle muligøre at UK kunne styre indvandringen. Nu kan man så høre, at Merkel fortsat holder på, at fri bevægelighed ikke er til forhandling. Uden fri bevægelighed ingen adgang til det indre marked i EU, og der bliver ingen undtagelser for briterne:
"Wenn man die Freizügigkeit und damit das Recht von EU-Bürgern, in allen Mitgliedsstaaten ihren Wohnsitz zu nehmen und zu arbeiten, durch eine Ausnahme für die Briten aufweiche, „werden andere Länder innerhalb der EU versuchen nachzuziehen“, warnte die Kanzlerin. Damit würde eine Säule der EU aufgeweicht. „An der Freizügigkeit ist nicht zu rütteln." (Die Welt).
Er der virkelig ikke nogen, der kan se det problematiske i, at Merkel formentlig bærer en stor del af ansvaret for Brexit, og EU’s stejle holdning over for briterne. Samtidig med at hun, i hvert fald officielt, arbejder for Tyrkiets og en hel række problematiske Balkan landes optagelse i EU. Bizart er det. Ud med UK og ind med flere aldeles problematiske lande, mens Europas befolkning stiltiende og helt uden at blive spurgt blot må se til.
Hvordan kan man efter dette påstå, at Merkel "legemliggør demokratiet og fornuften." Er det ikke snarere UK, der med sin levede og ikke blot formelle demokratiske forståelse, legemliggør selve grundværdierne i demokratiet?
 
Uheldig indvirkning på Præsidentvalget i USA?
Det er naturligvis usikkert hvilken rolle Merkel's politik har spillet for kampen om at blive præsident i USA, men det er næppe helt urealistisk at antage, at hendes flygtningepolitik og f.eks. overgrebene i Köln Nytårsnat, ikke er gået helt upåagtede hen i US-amerikanske medier. En artikel i det tyske tidsskrift “Cicero” tegner et billede af, hvorledes Donald Trump i den US-amerikanske valgkamp brugte Merkel som skræmmebillede: "Merkel war in Amerika einst beliebt, vor allem unter Republikanern. Nun wurde sie zur toxischen Unperson. .. Die Ironie ist, dass eine deutsche Geste der Gro.zügigkeit, dazu gedacht, das in der Nazizeit ramponierte Image aufzupolieren, dazu beitrug, dass in den USA ein Präsident gewählt wurde, der das Land aussehen lässt wie die Weimarer Republik im Endstadium."
Kan Merkel's politik derfor, helt utilsigtet naturligvis, have bidraget til, at Donald Trump endte som "President Elect."
 
Nyde uden at yde, når det gælder sikkerheden i Europa
“The other thing that’s bad about NATO, we’re paying too much. We’re spending a tremendous — billions and billions of dollars on NATO. …We’re paying too much! You have countries in NATO, I think it’s 28 countries – you have countries in NATO that are getting a free ride and it’s unfair, it’s very unfair.” (Washington Post).  Lød det bombastisk fra Trump helt tilbage i marts.
Hvordan ser det imidlertid ud med landenes med bidrag til NATO. Grafen her fra CNN giver en del af svaret:

Her er det naturligvis især Tysklands bidrag, der er af interesse. Foreløbig er deres bidrag som det ses, langt fra NATO's ønskemål på 2 procent af BNP.
Det næppe nogen tvivl at Europas sikkerhed hviler på NATO samarbejdet og her trækker USA så absolut det afgørende læs. Andre lande, herunder Tyskland, nyder uden at yde deres bidrag og sådan har det været længe.
I begyndelsen kunne Tyskland naturligvis henvise til sin egen fortid og derfor argumentere for at Tyskland ikke skulle være alt involveret militært. Nu kan man næppe bruge den undskyldning længere. Tyskland deltager da også i både NATO og EU missioner, men agerer foreløbig militær letvægter. Det gælder også indsatsen med seks Tornado opklaringsfly, endelig ingen bomber, i kampen mod Daesh.
Nogen vil måske hævde, at Merkel og hendes udenrigsminister har været meget aktive i deres forsøg opnå at opnå en våbenstilstand i Ukraine og været engagerede i diplomatiske løsninger på borgerkrigen i Syrien. Spørgsmålet er imidlertid, hvad de reelt har opnået. Ukraine-konflikten syder stadig og Rusland holder sig nok mere tilbage som følge af sanktioner og faren for eskalation end af Merkel's diplomati.
Steinmeier er en fin eksponent for konstante tyske formaninger til alle andre om dialogens vigtighed, men heller ikke meget andet, og dialogen har svært ved at give resultater. Hans holdning er udtrykt i “Foreign Affairs” hvor han skriver: “Germans want their government to walk one mile further, sometimes to our partners’ chagrin. That does not mean Germany is overcompensating for its belligerent past. Rather, as a reflective power, Germany struggles to reconcile the lessons of history with the challenges of today. Germany will continue to frame its international posture primarily in civilian and diplomatic terms and will resort to military engagement only after weighing every risk and every possible alternative." (auswaertiges-amt.de)
Derfor tyder meget på en fortsat tysk "durchmerkeln" politik, hvis Merkel fortsætter.
 
Man må ikke overlade den europæiske dagsorden til Merkel
Når vi ser på de indicier, der fremdraget her, forekommer det indlysende, at det vil være farligt at lade Merkel have rollen som politisk og økonomisk overdommer og højeste moralske instans i Europa.
Tyske meninger, ideologier, holdninger og værdier kan være forståelige i lyset af Tysklands historie i første halvdel af det tyvende århundrede. Det gælder den økonomisk politik, det gælder asylpolitikken, og det gælder det politiske system.
Men netop pga. historie kan vi ikke overlade til Tyskland og lige nu konkret Merkel, at definere den europæiske dagsorden og europæiske kriseløsninger. Sat på spidsen kan man sige, at vi ikke må stå i den situation i Europa, at Tyskland kan overtrumfe en indbyrdes uenig og som følge deraf svag opposition i Europa. Det er tilstrækkelig problematisk, at der er en mangel på en intern tysk opposition. I Europa vil det være katastrofalt.
Merkels stejle holdning på vegne af EU, der også gennemtvinges i EU, med den aldeles ikke morsomme men foregivet joviale Juncker, der til tider kan minde om en lettere beruset onkel ved familiesammenkomst, har med stor sandsynlighed haft en desværre ret afgørende indflydelse på Brexit afstemningen og skabt store problemer i forhold til andre lande.
Hvis man skal have et EU for alle, må Tysklands indflydelse nødvendigvis mindskes. Derfor er det på tide i stedet at bremse for alt for stor tysk indflydelse på EU's politik.
På sin afskedstur til Europa i disse dage lød det ganske vist fra Obama om Merkel: "Her commitment to looking out for the interests of the German people first, but recognizing that part of good leadership on behalf of the nation requires engaging the world as a whole and participating effectively in multilateral institutions, I think she's been outstanding." (whitehouse.gov).
Man kan desværre frygte det modsatte vil være tilfældet.
Med Merkel ved rattet i en ny valgperiode kan vi risikere, at hun med sin stupide klamren sig til en firkantet opfattelse af Tysklands rolle som forbillede, vil køre hele det europæiske projekt i sænk.

Addendum 21. november 2016
 
Merkel: "Ich will Deutschland dienen"
Søndag aften, d. 20. november,  meddelte "the last one standing" så sin beslutning om at fortsætte og dermed for fjerde gang stille op som CDU/CSU's kanslerkandidat ved forbundsdagsvalget i efteråret 2017.
Her nogle citater fra hendes pressekonference i CDU's Konrad-Adenauer-Haus:
 
Tænkt uendelig meget over beslutningen.
"Ich habe sprichwörtlich unendlich viel darüber nachgedacht. Die Entscheidung für eine vierte Kandidatur ist nach elf Amtsjahren alles andere als trivial. Weder für das Land, noch für die Partei, noch - und ich sag's ganz bewusst in dieser Reihenfolge - für mich persönlich."
Man kan også sige det sådan. Hun har på sin egen typiske vis "durchgemerkelt" sig til en beslutning, selv om den megen tænken efter tilsyneladende ikke har resulteret i nogle særlig konkrete eller markante begrundelser for beslutningen.
 
Man vil have ikke have forståelse for, hvis jeg ikke endnu en gang kastede hele min erfaring i vægtskålen for at tjene Tyskland.
"In Zeiten, in denen die Menschen, so ist mir von sehr vielen gesagt worden, wenig Verständnis hätten, wenn ich jetzt nicht noch einmal meine ganze Erfahrung und das, was mir an Gaben und Talenten gegeben ist, in die Waagschale werfen würde, um meinen Dienst für Deutschland zu tun."
Ser hun dermed alligevel sig selv som "the last one standing," hvis pligt det er at tjene et Tyskland, hvor der findes en markant protest, der står direkte i sammenhæng med de "tjenester" hun hidtil har gjort Tyskland: Lavtlønsarbejde (én euro jobbere), lejearbejde, flygtningestrømme og protestbevægelser. For slet ikke at nævne Europa, hvor der kan henvises blogindlægget herover for at se hvilke "tjenestere hun har gjort Europa. På den baggrund kan man frygte, hvilke yderligere tjenester hun har tænkt sig at yde det fremtidige Tyskland.
 
Give noget tilbage til det land og mit parti af det, der er blevet givet mig eller bliver givet mig.
"Und für mich spüre ich, und darauf freue ich mich auch, das ich damit diesem Land und meiner Partei auch etwas von dem weiter zurückgeben kann, was mir in vielen Situationen auch gegeben wurde oder gegeben wird."
Mere løsagtigt, indholdsløst og på samme tid selvovervurderende kan det næppe blive. Hvad har hun egentlig at give efter 11 år ved magten?
 
Intet menneske kan alene vende alt til det bedste.
"Kein Mensch alleine, auch nicht mit größter Erfahrung, kann die Dinge in Deutschland, Europa, in der Welt mehr oder weniger zum Guten wenden - und schon gar nicht eine Bundeskanzlerin der Bundesrepublik Deutschland."
 I en TV udsendelse samme aften på ARD, hævder Merkel dog ganske selvbevidst: "Ich bin Teil der Lösung." Mit ihr werde es auch weiterhin "keine Abschottung, Abkapslung und Ablehnung." Altså egentligt et "weiter so."
I en TV-diskussionsrunde efter interviewet ærgrer en deltager (professionel psychoanalytiker) sig over,  at Merkel taler i fraser uden konkret indhold, og han beskylder i øvrigt Merkel for narcissisme og selvovervurdering.
 
 Jeg ser det som min opgave at lytte til borgernes ønsker.
"Ich verstehe es als meinen Auftrag hinzuhören, Wünsche der Bürgerinnen und Bürger aufzunehmen und im Sinne des Gemeinwohls auch gemeinsam mit meiner Partei umzusetzen."
Hendes lytten til befolkningen afspejles ikke i tilslutningen til hendes parti CDU eller hendes egen popularitetsværdier. Hvis hun lyttede til befolkningen ville partiet AfD næppe have så stor succes, som de har haft indtil nu. Men måske lytter hun kun til dem, der er enige med hende.
 
Mit mål i politik er at arbejde for sammenholdet i vort land.
"Mein Ziel in der Politik ist es, für den Zusammenhalt in unserem Land zu arbeiten. Dafür, dass wir gesprächsfähig miteinander sind. Ich weiß, dass niemand die Wahrheit gepachtet hat. Wir wollen miteinander wie Demokraten streiten."
Et noget luftigt udsagn. Man kan næppe opnå en relevant og alvorlig demokratisk dialog eller strid, som hun kalder det, så længe der ikke er nogen at strides med i Bundestag. AfD og andre, der protesterer, regner hun tilsyneladende ikke med til de demokrater, der må strides. Merkel har vist glemt, at det at kunne skifte ud blandt politikere og beslutningstagere , udgør en vigtig del af demokratiet, bl.a. fordi ingen alene har pagtet hele sandheden, for nu at bruge hendes egen vending.

Immediate deportation of 2 to 3 million undocumented migrants?
I Trump's "60 Minutes" interview på CBS i søndags, spurgte intervieweren, Lesley Stahl: "What about the pledge to deport millions and millions of undocumented immigrants?"
Trump's svar ordret: "What we are going to do is get the people that are criminal and have criminal records, gang members, drug dealers, we have a lot of these people, probably two million, it could be even three million, we are getting them out of our country or we are going to incarcerate. But we’re getting them out of our country, they’re here illegally. After the border is secured and after everything gets normalized, we’re going to make a determination on the people that you’re talking about who are terrific people, they’re terrific people but we are gonna make a determination at that-- But before we make that determination-- Lesley, it’s very important, we want to secure our border."
Under valgkampen var Trump mere rabiat, her talte han flere gange om at indsamle og deportere de op mod 11 millioner illegale migranter, der menes at opholde sig i USA. Nu er antallet, der skal sendes ud af landet, så foreløbig reduceret til 2-3 millioner, hvoraf nogle skal deporteres og nogle skal i fængsel.
Hvad så med muren mod Mexico, som han havde lovet at bygge for at holde illegale og kriminelle migranter ude af USA?
På spørgsmålet" Are you really going to build a wall?" var svaret fra Trump kort: "Yes." På et uddybende spørgsmålet om han ville acceptere et hegn, lød svaret: "For certain areas I would, but certain areas, a wall is more appropriate. I’m very good at this, it’s called construction."
Knap så rabiate løsninger på problemet med illegale migranter, som under valgkampen, men for mange vil Trump's planer stadig være for rabiate.
"No human being is illegal," lyder det på de plakater, der holdes op af dem, der protesterer mod Trump i disse dage.
Spørgsmålet er dog om der er noget sensationelt nyt i Trump's planer i forhold den hidtidige politik? De protesterende glemmer, at også Obama strammede politikken mod illegale migranter. Obama's politik førte til udvidelse af den eksisterende grænsesikring med flere hegn, mere kontrol ved US-Mexico grænsen og afvisning eller deportering af illegale indvandrere, især kriminelle.
Hvad grænsehegn angår kan man derfor konstatere, at Trump's planer på mange måder blot udgør en skærpelse af eksisterende bestræbelser.
I en oversigt over, hvad der hidtil er gjort for at sikre grænsen hedder det således: "growing resources ... have been devoted to border security; including an increase from 8,617 Border Patrol agents on the Southern border in 2000 to 18,127 agents in 2014, and an increase from 77 miles of total fencing in 2000 to 700 miles of fencing today." (700 miles svarer 1.127 km).
Væsentlige dele af den 3.204 km lange landegrænse mod Mexico er således allerede i dag forsynet med barrierer og hegn, overvåget af en voldsomt forøget styrke af "Border patrols" og en udbygning med fly, UAV'er (Unmanned Aerial Vehicles eller droner), radar til personovervågning og andet avanceret udstyr.
I en undersøgelse af "Department of Homeland Security" fra 2015 kritiserer Senator Coburn, at 700 miles af grænsen stadig ikke er sikret, dvs. han mener at yderligere 1.127 km bør sikres. Tilbage er der så ca. 1.000 km grænse og her skal man huske, at en del af denne grænse består naturlige forhindringer som floder og bjerge, der danner egne barrier: Derfor er det slet ikke så mange kilometer mur eller hegn Trump skal have op at stå.
Vi kan konstatere, at politikken også under Obama's administration gik ud at sikre grænsen mod Mexico med forskellige former for hegn, border patrols og diverse udstyr. På sin vis bygger Trump's planer derfor videre på eksisterende bestræbelser. I hans mund lyder det bare mere bastant og med  større overbevisning. Om det så i praksis vil lykkes at udbygge grænsesikringen mod Mexico så bastant som Trump give udtryk for er mere tvivlsomt.
Det har nemlig vist at være vanskeligt at skabe en sikker grænse mod Mexico. Med alt, hvad der er gjort indtil nu, er det kun lykkedes at mindske den illegale tilstrømning over grænsen, ikke at forhindre den. " Washington Post" hævder endda, at kun 40 procent af grænsen kan betragtes som sikret. I undersøgelsen  af "Homeland Security" konstaterer man: "The problem of people and goods illegally entering our country remains a significant concern, and a committed adversary seeking illegal entry into the United States has a reasonable chance of doing so undetected. For example, experts writing for the Council on Foreign Relations in 2013 estimated that the apprehension rate along our Southwest border is 40 to 55 percent."
Dvs. der er store huller i grænsesikringen og man regner derfor kun med at fange 40 til 55 procent af dem, der forsøger at krydse grænsen illegalt.
De store investeringer i sikring af grænserne har dog betydet et fald i antallet af illegale migranter, der bliver opsnappet ved grænsen fra det hitidige maksimum i 2000. I 2015 blev der således opsnappet 337.335 illegale migranter ved grænsen mod. 486.651 i 2014 (CBP enforcement actions in FY 2015), men hvis disse 337.335 kun repræsenterer mellem 40 og 55 procent af alle dem, der illegalt krydser grænsen, har man jo et ganske stort problem.
Så måske er Trump ikke helt gal på den, når han vil lukke hullet i muren.
Trump's forslag om deportere kriminelle og illegale migranter forekommer måske også mindre rabiat i lyset af de bestræbelser, der allerede er udfoldet under Obama administrationen.
I "Yearbook 2014" fra "Homeland Security" kan vi finde tal for det samlede antal "Returns" og "Removals" for hvert år i perioden 2001- 2014. Her blot omformet til et søjlediagram.
"Removals" omfatter: "Removals are the compulsory and confirmed movement of an inadmissible or deportable alien out of the United States based on an order of removal."
"Returns" omfatter: "Returns are the confirmed movement of an inadmissible or deportable alien out of theUnited States not based on an order of removal." Dvs. f.eks. direkte afvisninger ved grænsen.

Den øgede indsats for at sikre grænsen plus andre forhold har betydet et fald i antallet af "Returns." Hvorimod antallet af "Removals" er steget. I alle tilfælde er der således også under Obama tale om ganske store tal, især hvis kritikerne har ret i at man kun fanger mellem 40 og 55 procent af dem, der forsøger at krydse grænsen illegalt.
Hvad så med deportation af kriminelle migranter, som Trump som indtil  videre prioriterer højt?
Tal fra "Office of Immigration Statistics" viser, hvor meget der er blevet gjort under Obama administration for at  deportere illegale og kriminelle migranter, der har opholdt i USA og altså ikke blot er blevet afvist ved grænsen. Det drejer sig derfor om den samme gruppe som Trump taler om, når han vil deportere kriminelle.

Generelt har man bestræbt sig på at øge indsatsen for deportation af kriminelle migranter. "U.S. Immigration and Customs Enforcement’s" (ICE)  has continued to increase its focus on identifying, arresting, and removing convicted criminals in prisons and jails, and also at-large arrests in the interior." Dvs. i princippet det samme som Trump agiterer for.
ICE nævner er flere grunde til reduktionen af deportationer i 2014. Bedre grænsesikring har mindsket antallet af illegale, mere udførlige procedurer har gjort deportationer mere vanskelige og endelig betyder en øget andel af ikke-mexikanske illegale, at det er blevet mere besværligt at sikre, at grundlaget for deportationer er i orden. Det kan dreje sig om migranter fra lande, som man ikke umiddelbart kan sende illegale og kriminelle migranter tilbage til, pga. af risikoen for forfølgelse.
Overordnet set kan vi konstatere, at Trump tilsyneladende blot vil sikre en mere drastisk eksekvering af deportationerne (for nu at bruge et aktuelt management udtryk for faktisk gennemførelse af planer). Størrelsesordenen forekommer i lyset af de tal vi ser her heller ikke absurde, for man skal næppe forestille sig, at 2 -3 millioner kan sendes ud af landet på ganske kort tid. Det kommer til at tage år, når alle juridiske procedurer skal overholdes.
Vi kan således konkludere, at Trump's planer om en mur (eller hegn) og deportation af kriminelle migranter ikke afviger væsentlig i deres intention fra Obama administrationens. Forskellen skal søges i den eksplicitte fokus på problemet med illegale migranter og i Trump's plumpe og direkte udtalelser. En forskel i grad, men ikke et radikalt omsving i politikken, som man ellers kunne få indtryk af i medierne.

Manus Island and Nauru refugees to be resettled in the USA
I søndags kunne Australiens premierminister, Malcolm Turnbull og immigrationsminister Peter Dutton, annoncere, at man nu havde fundet en tredjelandsløsning for de flygtninge, der i øjeblikket er interneret på Manus Island i PNG (Papua New Guinea) og østaten Nauru.
I et blog indlæg med titlen "Australia in a battle of will over its refugee policy" fra d. 1 november fortalte vi om regeringens planer om at sende flygtninge fra de to centre til et tredjeland for derved  at opfylde krav om lukning af centrene. Samtidig ville man ved nye visa stramninger sikre, at disse flygtninge ikke senere kunnekomme til Australien fra et tredjeland. De ville for simpelthen, som vi har beskrevet, få livsvarigt forbud mod at komme til Australien. I begyndelsen af november var det dog stadig usikkert hvilket  tredjeland, der ville modtage flygtningene.
Nu kan Turnbull så meddele, at der er indgået en afgørende "one off" resettlement deal med USA. Med aftalen ville der blive mulighed for at en stor del af de 1.616 indsatte i interneringscentrene kan blive genbosat i USA. Aftalen prioriterer dog genbosættelse af familier, kvinder og børn, der kan opnå flygtningestatus. De, der ikke falder ind under aftalen, dvs. ikke vurderes at være flygtninge, vil blive tilbudt tilbagesendelse til hjemlandet, eller Cambodja eller få tilbudt et temporært visum for 20 år til ophold på Nauru.
Turnbull annoncerede at embedsmænd fra USA's "Department of Homeland Security" i løbet af få dage ville komme til Australien for at påbegynde processen med at visitere flygtninge. Herunder ville de muligvis tage hensyn til henvisninger fra UNHCR, hvis man skal tro John Kerry: "We, the United States, have agreed to consider referrals from UNHCR on refugees now residing in Nauru and Papua New Guinea."
Turnbull understregede at aftalen er en engangsforeteelse, der ikke ville blive gentaget. Man vil nemlig under ingen omstændigheder give potentielle bådflygtninge til Australien og menneskesmuglere indtryk af, at man nu kan forvente at blive genbosat i USA, hvis man kommer illegalt til Australien.
“We anticipate that people smugglers will seek to use this agreement as a marketing opportunity to tempt vulnerable people on to these perilous sea journeys."
Derfor gennemfører regeringen ikke blot de tidligere omtalte visa stramninger, men iværksætter samtidig en omfattende overvågningsoperation for præventivt at forhindre nye bådflygtninge i at nå til Australien. "As a consequence, and in long anticipation and preparation for this, we have put in place the largest and most capable maritime surveillance and response fleet Australia has ever deployed." Chefen for "Operation Sovereign Borders," følger op og advarer menneskesmuglere om, at forsøg på at bringe nye flygtninge til Australien vil mislykkes: "We will not let you restart your illicit trade. Your boats will be intercepted and they will be returned safely."
Meddelelsen om aftalen med USA vakte både glæde og bekymring. På Nauru var nogle flygtninge "overjoyed that at last they may see freedom coming their way." På Manus Island, hvor der åbenart kun er mænd tilbage, er man ængstelige for at man ikke kommer i betragtning. Flygtningeadvokater peger også på andre problemer, der endnu ikke er nogen løsning på. Hvad skal der ske med de ca. 300 asylsøgende, der er bragt til Australien pga. sygdom? Og hvad med dem, der har familie i Australien?
 Flere af de internerede giver også udtryk for, at de vil have kompensation for den behandling de hævder at have været udsat for mens de opholdt sig i centrene, før det kan komme på tale at blive genbosat.
Der er naturligvis også bekymring over om aftalen kan holde, nu hvor Donald Trump er blevet valgt til præsident i USA.
Turnbull har dog givet udtryk for optimisme "and says he is confident a deal to
resettle hundreds of refugees in the United States will not be wound back by President-elect Donald Trump after he is inaugurated in January."
Hvad Trump's administration vil sige til den tid er dog helt usikkert.
"Sydney Morning Herald" skriver: "Canberra's get-out-of-jail card on the future of the hundreds of Australia-bound refugees on Nauru and Manus Island may have a very short shelf-life, with the head of a prominent US anti-immigration think tank warning: This is the kind of thing the Trump administration will nix on Day 1."
Ikke helt usandsynligt, når man ser hvilke planer Trump har for illegale migranter i USA.

Erdogan mocking EU-indecisiveness
I går kom EU-kommissionens 2016 rapport om Tyrkiet. I rapporten kritiseres Tyrkiet for demokratiske tilbageskridt ("backsliding").
Erdogans respons kom hurtigt og forbitret: "They shamelessly say that Turkey’s EU negotiations should be reviewed ... “Review it as soon as possible. But do not just review. Make your decision " (latimes)
Erdogan sender den ene truende budskab efter det andet til EU. Tilbage i oktober lød det sådan: "If the EU wants to admit Turkey as a full member based on an objective assessment, there is no obstacle to that. We are ready. But if they have no intention of admitting us and think they can continue stalling the process through unreasonable demands, they are wrong. They should know that that game is over.”
Han tilføjede:"It’s the EU’s choice whether to continue on its path with or without Turkey. They will make that choice themselves. They should not try to throw thisresponsibility on our shoulders through their cunning tactics."
Direkte bizart lyder det, når han truer med, at terrorplagen vil ramme Tyskland som en boomerang. Han påstår nemlig, at Tyskland understøtter de grupper (PKK, Gülen bevægelsen og andre), som Tyrkiet ser som terrorister og fører en forbitret krig imod og siger i en tale: " Vi er bekymrede for jeres holdning. Lige nu åbner I døren for terroren." (FAZ).
Med mellemrum gør Erdogan opmærksom på, at han har en klemme på EU, ved at true med at slippe de ca. 2,7 mio. flygtninge i Tyrkiet fri til at søge mod Europa. I begyndelsen af november kunne man igen læse: "Erdogan's government in Ankara warned yesterday it would unleash chaos on Europe unless Turkey's 80 million citizens were granted freedom of movement across the continent"
Fra Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu" lød det: "Our patience is approaching an end. We won't wait until the end of the year."
 
EU politics caught between the devil and the deep blue sea
Erdogan har en pointe. Uanset. hvad der er sker i Tyrkiet er det tydeligt, at EU har svært ved at beslutte sig til, hvordan de skal reagere på den negative spiral man kan iagttage i Tyrkiet efter kupforsøget d. 15. juli i år. Ikke mindst efter arrestation og/eller fritstilling af op mod 110.000 soldater, politifolk, dommere, forskere, undervisere og andre offentligt ansatte. Efterfulgt af lukning af undervisningsinstitutioner og medier.
EU forsøger sig med appeasement. Man kalder udviklingen alarmerende. Man advarer om at forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU vil blive afbrudt, hvis Tyrkiet indfører dødsstraf for kupmagerne. Samtidig siger man: "Turkey remains a key partner for the European Union."
Generelt betragter man åbenbart Tyrkiet som et uundværligt bolværk mod Mellemøstens kaos, hvor NATO medlemskabet også spiller en vigtig rolle. I EU's selvforståelse har man med Tyrkiet-aftalen om at holde på flygtningene gjort sig afhængig af Erdogans velvilje. Men Tyrkiet tjener naturligvis visse EU landes økonomiske interesser, bl.a. i form rustningseksporter fra Tyskland.
EU er "caught between the devil and the deep blue sea," for nu at bruge et ofte anvendt udtryk for at være havnet i et alvorligt dilemma. Et dilemma, som man helt evident har svært ved at komme ud af. EU har, som på så mange andre områder, svært at beslutte for enten det ene eller det andet og resultatet er en appeasement politik præget af svaghed, som Erdogan dels gør nar af, dels udfordrer og dels kynisk udnytter.
For dog at demonstrere, at man skam holder de grundlæggende europæiske værdier højt, lyder der med korte mellemrum advarende formaninger til Erdogan om hvor vigtigt det er at overholde disse værdier.
Det er værdier, der senest blev fremhævet af Merkel i hendes tvetydige lykønskning til Trump med valget til præsident, hvor hun manende henviser til de fælles værdier: "Demokratie, Freiheit, Respekt vor dem Recht und der Würde jedes einzelnen Menschen, unabhängig von Herkunft, Hautfarbe, Religion, Geschlecht, sexueller Orientierung oder politischer Einstellung." Ikke sært at tysk skribent drilsk har ment, at hun ved et uheld er kommet til at læse op fra en formaning til Erdogan.
Efter den seneste tids voldsomme angreb på pressen i Tyrkiet: Senest med arrestationen af mange medarbejdere ved den tyrkiske avis Cumhurriyet, fandt Merkel dog udviklingen "in höchstem Maße alarmierend" og fremhævede vigtigheden af presse- og meningsfriheden, der igen og igen bliver indskrænket i Tyrkiet. Dermed forsynder Tyrkiet sig mod retsstatslige principper.
Hun fremhævede regeringens solidaritet med de forfulgte journalister: "Die Journalisten können sich unserer Solidarität gewiss sein, genauso wie diejenigen, die in der Türkei unter erschwerten Bedingungen für Presse- und Meinungsfreiheit eintreten."
Merkel kunne dog ikke fortælle på hvilken måde regeringen konkret ville vise sin solidaritet med de forfulgte journalister. Måske ville hun blot "ein Zeichen setzen," men det blev i så fald et tegn sat i varm luft.
Juncker markerer også gerne sine personlige beklagelser over udviklingen i Tyrkiet, men akkurat som Merkel mest i form af varm luft og derved i bund og grund ganske utroværdigt. Ved en tale i Brügge sagde han: "I say this with bitterness, I who am a friend of Turkey, that every day Turkey is moving further away from Europe...Everything the Turkish authorities are doing today leads me to believe that in the end Turkey does not want to be ready to respect European standards " og konkluderede " We need Turkey ... but we cannot give up on our main principles."
Hvad gør man så, finder sig i afhængigheden af Tyrkiet eller holder på sine hovedprincipper? Hos Juncker og størstedelen af EU lader reaktionen til at være: Appeasement med fortsættelse af optagelsesforhandlinger og forhandlinger om visa frihed. Det betyder så, at hensynet til de åh så vigtige principper i høj grad bliver nedprioriteret, undtagen i retorikken.
 
Stop Turkey accession talks
En af de journalister, som kansler Merkel og EU gerne vil vise solidaritet med, er tidligere chefredaktør og journalist, Can Dündar, fra avisen Cumhuriyet. Efter arestationen af parlamentsmedlemmer fra Det Kurdiske Folks Demokratiske Parti, HDP, for nogle dage siden, gav Can Dündar udtryk for frustration over europæiske politikeres manglende reaktion. For ham var arestationen at sammenligne med et kup. "I mean, arresting the parliamentarians is nothing different than bombing the parliament ... So, without a parliament, without the rule of law, without free press, what do you think will be left in the country? Just the fascists.”
Washington Post er på samme linje: " Turkey was once a free society. Now the country is rapidly destroying itself."
Ikke sært at der er stemmer i EU, der plæderer for at man sætter Tyrkiet stolen for døren og afbryder forhandlingerne om optagelse. Blandt dem er den nye østrigske kansler, Christian Kern, der lige efter han var trådt til gav udtryk for, at EU skulle afbryde forhandlingerne om optagelse. "Ich sehe einen Beitritt der Türkei auf Jahre, wenn nicht auf Jahrzehnte, für ein Ding der Unmöglichkeit an." For ham var der således ingen mulighed for, ikke engang på meget langt sigt, at Tyrkiet kunne blive medlem af Unionen. Østrigs udenrigsminister har længe givet udtryk for samme holdning. Det samme gælder forsvarsminister Doskozil, der ser flygtningeaftalen med aftalen med Tyrkiet som en overgangsløsning, der kun er nødvendig indtil EU omsider selv sikrer sine ydre grænser. Tyrkiet skal ikke længere have en klemme på EU.
I Tyskland har den svage opposition bestående af "Die Grünen" og "Die Linke" også krævet en stærkere markering over for Tyrkiet.
Endelig blander den noget iltre Luxemburgske udenrigsminister, Asselborn, sig også i debatten, ved at sammenligne de metoder man betjener sig af i Tyrkiet med Nazitysklands metoder: "Das sind Methoden, das muss man unverblümt sagen, die während der Naziherrschaft benutzt wurden."
Det lyder måske rimeligt i lyset af udviklingen i Tyrkiet , men hvem er det så, der blokerer for at EU stiller Tyrkiet over for et reelt ultimatum? Det kan næppe være andre end kansler Merkel, der forhandlede flygtningeaftalen med Tyrkiet. Hendes udenrigsminister, Steinmeier, holder også igen. Han synes at have en tyrkertro på dialogen.
Tyskland har dog også andre grunde til at holde sig tilbage med kritik og advarsler til Tyrkiet. Det store tysk-tyrkiske mindretal i Tyskland giver i sig selv anledning til bekymring for fremtiden. Allerede nu er stemningen ikke god mellem tilhængerne af Erdogan og modstanderne, hvortil tysk-kurdere naturligvis hører.
Mon ikke Merkel er ængstelig for, hvordan de to grupper ville reagere, hvis der blev indført skrappe sanktioner over for Tyrkiet. Vil det i så fald komme til alvorlige uroligheder, hvor Tyskland ville opleve en miniudgave af konflikterne i Tyrkiet?
Det må formodes, at den tyske holdning er bestemmende for reaktionerne fra Bruxelles, hvor Juncker så må nøjes med at udtrykke sin personlige beklagelse af udviklingen i Tyrkiet , men i øvrigt køre videre med forhandlingerne, som om kritikken ikke skal tages alvorlig.
Endelig kan USA's holdning spille en rolle, fordi Tyrkiet ses som en vigtig NATO allieret, hvorfor man skal holde sig på god fod med dem, uanset Erdogan. Det er dog en holdning der kan være vanskelig at opretholde i lyset af Syrien og Daesh konflikten, hvor USA og Europa jo støtter de nogle af de kurdere, som Erdogan bekæmper.
EU-Kommissær Johannes Hahn, der er ansvarlig for udvidelsesforhandlinger, er begyndt at stritte lidt imod at fortsætte, hvad der må betegnes som forhandlinger på skrømt med Tyrkiet. I følge EurActiv mener Hahn, at Tyrkiet i årevis har bevæget sig væk fra Europa og han ønsker derfor "a clear mandate’nto discuss if EU-Turkey relations have a future."
 
A damning 2016 Report
Tyrkiet-rapporten påviser en lang række problematiske forhold, der er meget langt fra at være i overensstemmelse med de retsstatslige værdier og standarder som EU betragter som grundlæggende. Rapporten gør opmærksom på utallige tilfælde af "backsliding" (BBC mener at have talt 113 tilfælde). Tilbageskridt , der alle betyder, at Tyrkiet på disse områder bevæger sig væk fra de grundlæggende værdier og standarder.
Her har vi valgt at pege på nogle af de afsnit i rapporten, der indikerer, at Tyrkiet er så langt fra at kunne opfylde de basale krav, der kræves af en retsstat, at forhandlingerne burde afbrydes med det samme. Uanset truslerne fra Erdogan, der jo i sig selv understreger, hvorfor det er nødvendigt at stoppe forhandlingerne om visa frihed og om optagelse:
 
Her er nogle af de af de vigtigste kritikpunkter fra rapporten:
 
Political confrontation
Political confrontation continued to beset the work of the legislative. The adoption in May of a law allowing the immunity of a large number of deputies to be lifted and the ensuing detentions and arrests of several HDP Members of Parliament, including the two Co-Chairs, in November is a matter of grave concern.
 
Governance
President Erdoğan continued to be actively engaged in key domestic and foreign policy issues. He frequently convened the Council of Ministers to map out the government’s line, most notably on a new Constitution, the fight against terror and the alleged influence of the Gülen movement over the state structures. The President's central role was further reinforced in the aftermath of the attempted coup of 15 July, as the power to govern by decree was given under the state of emergency to the Council of Ministers under the chairmanship of the President.
 
With regard to local government, many elected representatives and municipal executives in the south-east were detained or arrested under terrorism-related charges, some of them following the coup attempt. It will be crucial that citizens of the municipalities concerned will be represented again by local officials elected in accordance with Turkish law.
 
Civil society
Independent civil society organisations are rarely involved in law- and policy-making processes. Some of their representatives, including human rights defenders, have been detained and there were credible claims of intimidation. A large number of organisations were closed as part of the post-coup measures taken by the government for alleged links to the Gülen movement.
 
Restrictions on freedom of assembly remained a problem. Systemic difficulties, such as restrictions on registration and procedures for the authorisation and functioning of associations, have continued. A number of CSOs [Civil Society Organisations] have seen their regular operations challenged through closure cases, penalties, restrictions or discriminatory practices.
 
Corruption
Corruption perception remains high. A broad political consensus, strong political will and a long-term strategic vision are required to start tackling corruption properly.
 
Freedom of expression
There has been serious backsliding in the past year in the area of freedom of expression. Selective and arbitrary application of the law, especially of the provisions on national security and the fight against terrorism, is having a negative impact on freedom of expression. Ongoing and new criminal cases against journalists, writers or social media users, withdrawal of accreditations, high numbers of arrests of journalists as well as closure of numerous media outlets in the aftermath of the July attempted coup are of serious concern. Freedom of assembly continues to be overly restricted, in law and practice
 
A restrictive interpretation of guarantees provided for by the Constitution and shortcomings in the anti-terror legislation continue to pose a direct risk to the freedom of expression of members of Parliament. Freedom of expression of members of Parliament is an essential part of democracy and should be protected also when they speak outside Parliament.
 
Media blackouts of information considered sensitive, including reporting on terrorist attacks, are a recurrent trend. Criminal legislation on defamation against the state, its institutions, employees or other symbols of statehood is extensively used against journalists, lawyers and users of social media critical of the government. Application of this provision should be limited to statements inciting violence and hatred.
 
Human rights violations
Serious allegations of human rights violations and disproportionate use of force by the security forces in the south-east were increasingly reported. Many elected representatives and municipal executives in the south-east were suspended, removed from their duties, or arrested under terrorism-related charges, some of them on the basis of decrees under the state of emergency following the coup attempt.
 
Many allegations of serious violations of the prohibition of torture and ill-treatment and of procedural rights were reported in the immediate aftermath of the coup attempt.
 
There was backsliding on the prevention of torture and ill-treatment, especially in the context of counter-terrorism operations in the south-east. Allegations of torture and ill-treatment are not properly investigated or punished, with few, usually overly lenient, sanctions given. There continues to be a need to ensure prompt impartial and effective investigation of all cases of alleged extrajudicial killings by security and law enforcement officers, including in the context of counter-terrorism operations in the south-east. Impunity remains one of the core problems.
 
The rights of the most vulnerable groups and of persons belonging to minorities should be sufficiently protected. Gender-based violence, discrimination, hate speech against minorities, hate crime and violations of human rights of lesbian, gay, bisexual, transgender and intersex (LGBTI) persons continue to be a source of a serious concern
 
Judiciary
Turkey’s judicial system is at an early stage/has some level of preparation. There has been backsliding in the past year, in particular with regard to the independence of the judiciary... Judges and prosecutors continued to be removed from their profession and in some cases were arrested, on allegations of conspiring with the Gülen movement.
 
Public officials’ repeated declarations, including by the President, following the attempted coup considering the possibility to reinstate the death penalty raised concern. There is no comprehensive approach over missing persons, exhumation of mass graves and independent investigation of all alleged cases of extrajudicial killing by security and law enforcement officers. The statute of limitations on these cases is an impediment to justice
 
Appeasement will always be problematic
EU's beslutningstagere har tilsyneladende ikke indset, at appeasement politikker over for selvbestaltede autoritære ledere uvægerligt leder til mere appeasement. Når man så endelig indser, at man i realiteten har givet afkald på de basale værdier, man retorisk holder så stærkt på, og beslutter at stå fast, risikerer man en langt mere alvorlig konflikt.
Putin har vist, hvorledes man handler over for autoritære ledere, der i bund og grund er afhængige af et vist mål af gode relationer. Hans drastiske reaktion på Tyrkiets nedskydning af et russisk fly gav anledning til en meget hurtig kovending hos Erdogan. Mens konflikten med Rusland stod på, må man formode at Erdogan ville have været yderst modtagelig for krav fra EU. Det skete ikke, så nu er han formentlig knap så tilgængelig.
Men kan EU i det mindste ikke lære noget af Erdogan's hastige kovending over for Rusland. Tyrkiets afhængighed af EU er trods alt ikke mindre.
EU må mande eller kvinde sig op til andet end verbale formaninger og indkaldelse af tyrkiske ambassadører. EU må afbryde enhver forhandling om visa lettelser og optagelse af Tyrkiet i EU og advare om, at man vil iværksætte sanktioner over Tyrkiet, hvis Erdogan fortsætter en politik, der burde være aldeles uspiselig for EU.
Til dem, der ængsteligt advarer mod at kræve noget reelt af Erdogan, kan vi henvise Tyrkiets afhængighed af omverdenen for at opretholde den økonomiske vækst, som er med til at holde Erdogan's AKP ved magten: "To keep growing, Turkey needs both liberalising reforms and foreign capital. Mr Erdogan has shown scant interest in reform. And although foreign investors stomach autocratic regimes around the world, they don’t much care for social instability of the sort that Mr Erdogan’s type of polarising politics usually portends"

Germany airing a controversial proposal
For et par dage siden luftede det tyske indenrigsministerium, BMI, et forslag om at sende bådflygtninge, der samles op i Middelhavet tilbage til Afrika. Forslaget ville i praksis svare til den såkaldte "pacifiske løsning," som Australien praktiserer og ville i givet fald vende fuldstændig op og ned på den hidtil praktiserede politik i EU.
EU-Kommissionen har i lighed med politikere fra især venstrefløjen og flygtningeorganisationer ofte kritiseret den pacifiske løsning for at være inhuman og i strid med grundlæggede menneskerettigheder.
Den østrigske udenrigsminister og protestpartier som AfD (Alternative für Deutschland) har dog tidligere argumenteret for at kopiere den pacifiske løsning. Tidligere i år foreslog Sebastian Kurz at flygtninge man samlede op i Middelhavet skulle bringes tilbage til hjemlandet eller et sikkert transitland. Ligesom vi har argumenteret for i tidligere blog indlæg (se f.eks. "European cacophony, third movement: refoulement"), mener Kurz, at man skal søge om asyl i EU udenfor EU's ydre grænser. Man skal ikke have mulighed for at melde sig som asylsøgende efter at være blevet reddet i land i Italien.
Nu ser vi så, at den tyske regering fremsætter lignende forslag og med de samme argumenter. Det er da noget af en kovendin, hvis man skal tage det for pålydende, men det skal man måske slet ikke?
BMI talskvinden udtaler til "Die Welt," at sigtet med forslaget er, at de migranter der reddes i Middelhavet transporteres direkte tilbage til Afrika. Talskvinden: „Die fehlende Aussicht auf das Erreichen der europäischen Küste könnte ein Grund sein, warum die Migranten davon absehen,unter Einsatz ihres Lebens und hoher eigener finanzieller Mittel die gefährliche Reise anzutreten"
Det lyder præcis som det australske argument. Hvorfor skulle man begive sig ud på en farlig rejse med livet som indsats og betale menneskesmuglere med ens sparsomme midler, når man ikke har en chance for at komme til Europa.
 I stedet for at styrke menneskesmuglerne s forretningsmodel, som man gør det i øjeblikket ved at søge at redde så mange som muligt og bringe dem i land i Italien, indebærer forslaget, at menneskesmuglernes forretningsmodel ville falde sammen.
Migranter (man taler ikke om flygtninge), der vover sig ud på rejsen til Europa, skal opbringes og bringes i land i Nordafrika, dog ikke i Libyen, men f.eks. Tunis eller Ægypten. Her må man gå ud fra, at forslaget indebærer, at EU opretter og driver sådanne opsamlingslejre.
Betyder det så interneringslejre, der svarer fuldstændigt til de så heftigt kritiserede lejre, som Australien betaler for i PNG (Papua New Guinea) og på Nauru? Eller til en lejr i Mauretanien med øgenavnet Guantamito, hvor de migranter som Spanien opsnappede på vej til de kanariske øer blev anbragt?
Nej, forslaget afviger fra den pacifiske løsning, fordi man, i lighed med hvad den østrigske udenrigsminister har foreslået, vil give flygtninge fra disse lejre mulighed for at søge om asyl i EU. Hvis ansøgningerne imødekommes vil de få legal adgang til Europa og blive transporteret hertil på sikker vis.
I Australien derimod er det ideen, at alle bådflygtninge, der forsøger at komme illegalt til Australien, aldrig nogensinde vil kunne opnå asyl i Australien.
Selv om det tyske forslag ikke er så vidtgående som den australske praksis, håber man, at det vil kunne medføre en drastisk reduktion af strømmen af mennesker, der forsøger at krydse Middelhavet: "Hinter dem Vorschlag steckt die Hoffnung, dass afrikanische Migranten bereits nach kurzer Zeit erkennen, dass die gefährliche Überfahrt nach Italien aussichtslos ist."
 
Why the German proposal and why now?
Allerførst skal vi huske at der tale om et forslag, der nærmest synes at have karakter af en meget forsigtig prøveballon. Man understreger, at der ikke ligger færdige planer bag og nævner,  at forslaget heller ikke har været diskuteret i EU.
Hvad er så motivet for at lægge det frem? Vi kan komme i tanker om følgende:
 
Valg til Forbundsdagen i efteråret 2017 og tre delstatsvalg i løbet af 2017. Det er nemlig tydeligt, at de etablerede partier i den store tyske regeringskoalition har et problem med faldende tilslutning og fremvæksten af protestpartiet AfD (Alternative für Deutschland).
Et eller andet må man derfor finde på i god inden de næste valg for at øge tilslutningen. Som vi har kunnet se andre steder, bl.a. i Danmark med Dansk Folkeparti, vil det ofte indebære en strategi, hvor man overtager dele af protestpartiets krav, for derved at tage vinden ud af sejlene på protesten.
Gad vide om det ikke netop er, hvad man forsøger at opnå med det aktuelle forslag. Måske agerer man endda på skrømt, for det er jo ikke officielt en del af regeringens politik. Måske kommer det ikke længere end til at blive luftet. Senere kan man så hævde, at man gjorde sit bedste, men at andre partier ikke ville spille med og EU heller ikke. I så tilfælde ville det være ren valgflæsk, eller rettere "leere Versprechen."
 
Mod antagelsen om, at forslaget ikke skal tages alt for alvorligt, taler imidlertid det hastigt voksende antal mennesker, der omkommer i Middelhavet under forsøget på at nå Europa. Seneste tal fra UNHCR er på 4.233 og tallet øges nærmest dagligt i denne tid. En flygtningepolitik, der resulterer i så mange druknede, kan næppe, selv med de med ekvilibristiske verbale krumspring, kaldes en human. Der må derfor gøres noget for at mindske risikoen for at så mange migranter og flygtninge omkommer i Middelhavet.
Ydermere er man måske begyndt at indse, at EU selv bidrager til at øge risikoen ved at sende skibe til Middelhavet, der godt nok har til formål at forsøge at redde de skibrudne, men som samtidig bidrager til, at flere forsøger at krydse Middelhavet.
 
Der er formentlig også en gryende erkendelse af, at Italien nok ikke vil sidde alene med problemet. I år er der således indtil nu sat 161.668 flygtninge og migranter i land i Italien. Frygten er naturligvis, at de vil bevæge sig nordpå, lige så snart de får mulighed for det, og får de først fodfæste i større stil i Nordeuropa, trækker de næsten pr automatik flere med sig. Østrig har sikkert haft denne mulighed  i tankerne, da de i forsommeren lavede forberedelser til at kunne spærre Brennerpasset.
 
Gad vide om man også, i lyset af Erdogan's mere og mere uberegnelige optræden, frygter at han opsiger eller ignorer aftalen om at holde på syriske og andre flygtninge. Det ville medføre en ny strøm af flygtninge over Ægæerhavet til Grækenland, hvilket igen ville øge presset på landegrænserne på Balkan.
 
Endelig er der ved at være en erkendelse af, at Europa ikke vil kunne klare en forudsigelig mennesketsunami fra Afrika. En artikel i "Die Welt" stiller det retoriske spørgsmål: "Wie soll Europa 800 Millionen Afrikaner versorgen?" Frygten er her naturvis, hvad der vil ske som en følge af den kolossale befolkningstilvækst i Afrika. Vi har flere gange tidligere gjort opmærksom på, at Europa kan risikere at blive en udsat for en veritabel mennesketsunami fra Afrika. (Se "Out of Africa" The potential for an African tsunami)
Nu lader det til, at bevidstheden om, hvad det kan betyde, ganske langsomt er ved at sive ind hos europæiske politikere.
Kortsynede do-gooders ignorerer naturligvis dette scenarie og risikerer derfor at underminere det fremtidige grundlag for deres selviske godhed. En godhed, der  i øvrigt ofte praktiseres på andre menneskers bekostning.
 
A realistic proposal?
Her kan vi henvise til blogindlægget "No way – you will make Europe home"
Sovereign Southern Borders in Europe?" hvor vi skrev følgende:
Ville Australiens politik kunne tjene til inspiration for Europa? Nej ville man sikkert hævde. Australien har kun søgrænser, Australien skal ikke afstemme sin politik med andre lande i en union. Internering i fattige tredjelande er en vederstyggelighed, der stort set kun har mødt kritik. Forsøget på at afsætte flygtninge i tredjelande er også inhumant.
Så simpelt kan man ikke afvise, at Europa kunne lade sig inspirere af Australien. I store træk, men mindre kendt, er det jo en politik, som Spanien med held har praktiseret. Men lad os tage punkterne et for et.
 
Kan Europa stoppe illegale grænseovertrædelser? Ja formentlig, hvis man vil og tør. Selvfølge ikke på samme måde som Australien, der kan træffe egne beslutninger, selv om det endda har været vanskeligt nok.
 
Betingelsen for at kunne følge Australiens eksempel er først fremmest, at EU's medlemslande kan blive enige om at gøre det. Det er formentlig den største hindring. En hindring der [hidtil] nok betyder mest i Tyskland. Endnu har panikken ikke grebet så meget om sig, at man kan bekvemme sig til at sætte effektivt ind ved de ydre grænser. Endnu råder den hovedløse og forvildede aktivisme, hvor man hver for sig forsøger sig med løsninger, mens man i EU aftaler det ene virkningsløse initiativ efter det andet.
 
Hvis man på et tidspunkt har fået nok og overvinder sin egen skyhed overfor drastiske beslutninger, skal flere kameler sluges. Det vil det være nødvendigt at indsætte tilstrækkeligt mandskab, det rigtige udstyr til overvågning til lands til vands, og frem for alt være enige om, at man ikke vil lade sig stoppe af fysisk modstand.
 
Gummibåde og skibe kan i “push back" aktioner føres tilbage til sikre lande, dvs. fra Ægæerhavet og det østlige Middelhav til Tyrkiet, Libanon og Ægypten og i det vestlige Middelhav til Nordafrika. Ved en den korte landegrænse til Tyrkiet kan man let stoppe flygtninge og migranter, det er kun et spørgsmål om ressourcer og viljen til at ville.
 
Hvad så med dem, der ikke kan "skubbes tilbage"? Det kunne jo gælde for både fra f.eks. Libyen? Tjah, Spanien har allerede vist vejen ved at de fik mulighed for at tilbagesende illegale grænseovertrædere til en flygtningelejr i Mauretanien , der lokalt skulle være kendt som Guantamito (lille Guantanamo).
For EU som helhed måtte man forestille sig, at man først og fremmest yder større støtte til eksisterende flygtningelejre, derudover kan man forestille sig oprettelse af nye lejre i stater, hvor man være villige til at lægge jord til mod betaling.
 
Indtil videre er disse løsninger ikke være så forskelige fra, hvad man forsøger at opnå med Tyrkiet. Her ville vi dog undgå, at foregik på Tyrkiets betingelser.
Fra lejrene skulle man som flygtning kunne søge om ophold i et EU land, og hvis man anerkendes efter grundige tjek, få asyl i EU. Alle andre skulle have tilbud om betalt tilbagesendelse eller hjælp til bosætning i deres oprindelige nærområde.
Helt umuligt forekommer det altså ikke at lade sig inspirere af Australiens flygtninge politik.
Fordelen ville være, at man omsider fik næsten fuldstændig kontrol med EU's ydergrænser.

German "Angst"
I følge opinionsinstituttet Forsa har hver sjette tysker ændret adfærd efter overgrebene i Köln og den seneste tids terror angreb."Fast jede fünfte Frau gibt an, sie sei nun vorsichtiger oder misstrauischer; ein Teil von ihnen meidet Großveranstaltungen. Demgegenüber sagen nur zehn Prozent der Männer, dass sie sich im Alltag anders verhalten."(Die Zeit).
Fra  München beretter borgerne, at de ikke længere føler sig sikre. "De vover ikke længere at tage S-toget. Mænd lader ikke længere deres døtre gå alene i svømmebadet. Ægtepar giver afkald på deres aften gåtur – på grund af angsten for overgreb" (merkur.de). Politiet i München hævder ganske vist, at "die Angst ist unbegrundet" for tallene viser, at München er blevet mere sikker.
 Frygten kan selvfølgelig være et korttids fænomen, hvor den voldsomme mediefokus giver den enkelte indtryk af en fare, der objektivt set kan være ganske lille.
Hvordan ser det imidlertid ud,  hvis vi ser på tallene for kriminalitet i Tyskland og Danmark? Er der reelt grund til at frygte mere kriminalitet som følge af    indvandring og  tilstrømning af flygtninge?
 
What do the numbers show for Germany?
Vi ser på diverse kriminalitetsstatistikker for at finde ud af om frygten for stigende kriminalitet som følge af indvandring og flygtninge er berettiget.
Først et kig i statistikken hos det land, hvor frygten for overgreb er stor og hvor man har modtaget de fleste flygtninge.
Det tyske indenrigsministerium (BMI) udgiver hvert år en kriminalitetsstatistik.
Her ses vi tal fra 2015 udgaven (Polizeiliche Kriminalstatistik 2015):

Mistænkte med tysk statsborgerskab udgør 61,4 % af alle mistænkte i 2015 mens de udgjorde 71,3% i 2014. Ikke-tyske mistænkte udgør til gengæld 38,5% af alle mistænkte i 2015, hvilket repræsenterer en stigning i forhold til 2014, hvor de udgjorde 28,7%.
Altså en voldsom stigning i antallet og andelen af ikke-tyske mistænkte fra 2014 til 2015. Forklaringen på den voldsomme stigning må derfor søges i den store tilstrømning af flygtninge og migranter.
I alt regner man med, at der er lidt over 81 mio. indbyggere i Tyskland i 2015. Statista har opgjort antallet af udlændinge i Tyskland til 9.107.893 pr. 31. december 2015. Dvs. ca. 9 % af befolkningen, (det vides dog ikke i hvilket omfang flygtninge indgår i dette tal).
 Vi kan konstatere en voldsom overrepræsentation af ikke-tyske mistænkte for kriminalitet.
Ser vi på linjen med andelen af indvandrere (Zuwanderer) kan man se, at antallet af mistænkte mere end fordobles (fra 179.563 til 463.889) og det understreger antagelsen om at stigningen i kriminaliteten begået af ikke-tyskere hovedsagelig skyldes tilstrømningen af flygtninge og migranter i 2015.
I statistikken gør man opmærksom på, at en del af den voldsomme stigning i kriminaliteten blandt ikke-tyskere kan forklares med overtrædelser, der hidrører fra ulovlig indrejse og illegalt ophold i Tyskland.
Ved en sammenligning med kriminaliteten blandt tyskere kan man derfor argumentere for, at det ville være rimeligt at udelade denne del af kriminaliteten.  For på denne måde at se om flygtninge generelt er mere kriminelle end  tyskerne selv.
Hvis disse former kriminalitet fjernes fra statistikken ser tallene noget anderledes ud, som det kan ses herunder. Men der er stadig tale om en voldsom overrepræsentation af ikke-tyske mistænkte.

The whole truth ...?
Når man betragter tallene fra de forskellige statikker er det ikke svært at forstå, hvorfor flygtninge og indvandrere og især dem med muslimsk baggrund, forbindes med stærkt forøget kriminalitet og endda terror.
Her er beviset for, at der er grund til at være ængstelige for den indvandring, der finder sted, og især naturligvis den, der stammer fra ikke-vestlige lande.
Men er det nu helt rigtigt? Ikke at man kan bestride tallene, men ser vi dem i det rigtige lys?
Vi kunne jo allerede se, at man ved at fjerne kriminalitet i forbindelse med illegal indrejse og ophold, kunne se at tallene for ikke-tyskeres kriminalitet blev reduceret. Men kan man  ikke hævde, at også illegal indrejse og ophold udgør kriminelle handlinger?
En fair sammenligning af kriminalitet mellem et lands indbyggere og indvandrere kræver måske helt andre korrektioner.
En meget stor andel af flygtninge og indvandrere de sidste år har været unge mænd og ofte unge mænd med lav socioøkonomisk status. En korrekt sammenligning af kriminaliteten måtte derfor kræve, at man alene sammenlignede med unge tyske mænd med lav socioøkonomisk status. Et studie fra Universität Siegen fra 2008 viser, at det giver en væsentlig reduktion i ikke-tyskeres kriminalitet, hvis man sammenligner med tilsvarende tyske socioøkonomiske grupper. Her må man imidlertid huske, at der frem til 2008 var tale om en helt anden sammensætning af ikke-tyskere, hvorfor argumentet ikke behøver at være gyldigt for de aktuelle flygtninge og indvandrere.
En tysk jurist gør opmærksom på, at gruppen af ikke-tyskere jo omfatter meget andet end nys tilkomne indvandrere og flygtninge. Det drejer sig jo om alle udlændinge, rejsende turister, tilrejsende fra østlige EU lande, hvorfor en forhøjet kriminalitet kan skyldes dem. Med sådanne formodninger kan man naturligvis søge at flytte kriminaliten over på andre grupper.
Til gengæld omfatter gruppen af tyske statsborgere også alle de udlændinge, de har fået tysk pas, fordi de simpelthen registres som tyske, selv de udgøres af indvandrere og deres efterkommere.
Mere spekulativt kan man antage, at ikke-tyskere, især dem med en helt anden etnisk baggrund er mere udsatte for argumenter af typen: "Die sind nicht von hier, die waren’s!" Dvs. man kunne måske forvente, at de hyppigere blev anmeldt og kontrolleret, hvorved de muligvis vil komme til at optræde hyppigere i statistikken.
Mod dette taler at der tilsyneladende er eksempler på at politiet i et vist omfang ikke forfølger mindre sager, der involverer flygtninge. “In Kiel werden Flüchtlinge ohne Ausweispapiere oder behördliche Registrierung bei einfachen Delikten wie Ladendiebstahl oder Sachbeschädigung nicht strafrechtlich verfolgt."
Fra Sverige berettes også om forsøg på at nedtone kriminaliteten blandt flygtninge. Aftonbladet kunne i 2016 fortælle at politiet havde registreret mere end 5.000 hændelser involverende flygtninge, under en kode 291, og at man i lang tid ikke ville oplyse om omfanget af kriminalitet under denne kode.  For ikke at forurolige befolkningen unødigt, eller hvad ved jeg?
Endelig kunne det være relevant at se skelne mere præcist mellem grupper af ikke-tyskere. Er den store gruppe af syriske flygtninge, f.eks. mere eller mindre kriminelle end f.eks. nordafrikanere? Her har Bundeskriminalamt (BKA) fremlagt tal fra 2015. Ved at sammenholde de forskelige nationaliteters andel af antallet af indvandrere med den hyppighed, hvormed de optræder som mistænkte for kriminalitet, får man et billede af forskellen mellem de forskellige nationaliteter.
Her ses en del af materialet.

Blandt de nationaliteter, der er overrepræsenterede med mistænkte er : Albanien, (der som kandidatland står til at blive medlem af EU), Serbien, (ligeledes), Kosovo, Nordafrikanske lande som Algeriet og Marokko, mens f.eks. syriske flygtninge er underrepræsenterede i kriminalitetsstatistikken, ligesom afghanske og irakiske flygtninge.
Her glemmer man imidlertid, at der kan være en forsinkelseseffekt i forbindelse med flygtninge. For det er vel ikke utænkeligt, at de flygtninge, der netop er ankommet og for en tid må opholde sig " Ersteinrichtungen" måske er mindre tilbøjelige til at begå kriminalitet.
Selv om det måtte være muligt og politisk korrekt at foretage sådanne korrektioner og derved opnå en mere fair opfattelse af, hvor kriminelle ikke-tyskerne var, rokker det ikke ved det faktum, at kriminaliteten er forøget ganske markant med influxen af flygtninge og migranter. Hvorfor den tyske befolkning så sandelig har noget at have deres ængstelse i.
 
What do the numbers show for Denmark?
"2015 blev endnu et år med rekordlav kriminalitet." Sådan lød en sensationel pressemeddelelse fra Søren Pinds Justitsministerium, torsdag d. 27. oktober 2016.(justitsministeriet.dk).
Det var endda det år, hvor de mange flygtninge kom til Danmark.
Så her i Danmark er ingen grund til at føle sig ængstelig for "Tal fra den seneste offerundersøgelse viser, at i 2015 blev 14 pct. af danskerne mellem 16 og 74 år udsat for tyveri, vold eller hærværk. Til sammenligning angav hele 25 pct. i 1987 at have været udsat for kriminalitet inden for det seneste år."
Offerundersøgelse, Hvad er nu det? det viser sig at være en undersøgelse med tal, der hidrører fra repræsentative interviewundersøgelser af 16-74-åriges subjektive beretning om deres udsathed for tyveri, hærværk, vold og trusler om vold, ... suppleret med spørgsmål om udsathed for røveri1 og tvangssamleje.
Hvad vi ser her er således ikke tal for anmeldt kriminalitet i samfundet. I rapporten hedder det da også: "Det er befolkningens oplevelse, der aflæses. Denne oplevelse er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den juridiske afgrænsning af kriminalitet. Forskellige mennesker har givetvis forskellige opfattelser af, hvad tvangssamleje, røveri eller vold er (og disse opfattelser kan ændre sig over tid)." (ft.dk). Ja mon ikke, og mon ikke de har ændret sig siden 1987.
Der er andre problemer. Det er kun en lille stikprøve af befolkningen mellem 16 og 74 år, der bliver spurgt, og det betyder formentlig at alvorlig kriminalitet, der formodentlig stadig må betragtes som relativt sjældent forekommende, vil blive underrepræsenteret ligesom  andre former for kriminalitet slet ikke indgår.
Konklusion: Justitsministeriet har ikke basis for at påstå, at kriminaliteten er rekordlav.
Konklusionen underbygges af de faktiske tal for anmeldte straffelovsovertrædelser, som vi kan finde hos Danmarks Statistik (dst.dk).

Disse tal kan imidlertid blot bruges til at korrigere justitsministeriets optimistiske og som det synes ekstremt misvisende udmelding om rekordlav kriminalitet. Bemærk især stigningen i seksualforbrydelser og voldsforbrydelser. Ikke noget, der ligefrem understøtter et beroligende udsagn om rekordlav kriminalitet.
Hvad vi ikke kan se af tallene, er kriminaliteten blandt indvandrere og flygtninge, sammenlignet med danskere.
Den korte avis påstår ganske vist, at "Flygtninge og indvandrere fra muslimske lande har en voldsomt højere kriminalitet end danskere – men det søger de politiske korrekte at skjule."  Berlingske kunne så  til gengæld berette:  "Forskel mellem danskere og nydanskere blæses ud af proportioner." En tidligere ansat i udlændingestyrelse påviser i en bog, at der slet er så store forskelle på danskere og indvandrere. Han påviser med en slags omvendt bevisførelse, at 97% af alle nydanskere ikke er kriminelle, og at tallet for danskere ligger meget tæt på med 98,8." En så lille forskel, at der næsten slet er forskel på de to grupper. Alt så er indvandrerne egentlig ikke mere kriminelle end danskerne. Det store flertal holder sig jo i begge grupper fra kriminalitet.
Men man kan naturligvis vende det om og konkludere at 3% er udgør en langt højere andel end de 1,2 % af danskere, der jo så må være kriminelle.
For finde ud  hvem der har ret  kan vi henvise til publikationen "Indvandrere i Danmark 2015" fra Danmarks Statistik.
Tabellen viser kriminalitetsindekset for afgørelser for 15-79 årige op delt efter herkomst, oprindelsesland og socioøkonomisk status. (Invandrere i Danmark 2015).

Det er tydeligvis et meget højere kriminalitetsindeks på 148 for ikke-vestlige indvandrere end for indvandrere fra vestlige lande og personer af dansk oprindelse. Selv efter at man har korrigeret for socioøkonomisk status ligger indekset på for ikke vestlige  indvandrere på 122, mens det falder til 57 for indvandrere fra vestlige lande.
Man skal især lægge mærke til, at kriminalitetsindekset ligger endnu højere for efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande. Mens indekset i alt for ikke vestlige indvandrere ligger på 148 er det på 240 for deres efterkommere. Bemærk også linjen med "Andre uden for arbejdsstyrken" hvor vi finder et indeks for indvandrere på 162, mens efterkommerne er helt oppe at ringe med 421. Det må da siges at demonstrere en stærkt bekymrende udvikling..
I "Nyt fra Danmarks Statistik" fra d. 26. november 2015, med titlen " Høj kriminalitet blandt ikke-vestlige efterkommere" kan se lidt mere detaljerede opgørelser.
Her kan vi se, at mandlige ikke-vestlige efterkommere i 2014 har et straffelovsindeks på 252, hvilket henviser til at deres kriminalitetsniveau er 152 procent højere end gennemsnittet af hele den mandlige befolkning. I en figur tydeliggøres forskellene mellem forskellige grupperinger:

Af meddelelsen kan man tillige se at det kriminalitetsindekset specielt højt for mænd fra Libanon (257), Jugoslavien (205) og Marokko (199). Blandt indvandrere fra vestlige lande ligger især Kina, Norge og Tyskland lavt generelt med et indeks under 50.
For tallene fra Danmark må gælde nogle af de samme forbehold som vi listede under Tyskland. I det danske materiale var der dog foretaget beregning, der viser hvad, korrektion for socioøkonomisk status betyder for vurderingen af kriminaliteten blandt indvandrere.
Hos Danmarks staistik kan ligeledes finde opgørelser hvor man sammenholder kriminalitet og alder for straffelovsovertrædelser.(Invandrere i Danmark 2015).

Figuren bekræfter det det billede vi lige har set,  og viser  tillige at  kriminaliteten er specielt høj  blandt  unge indvandrere fra ikke-vestlige lande og unge efterkommere af  indvandrere fra ikke-vestlige lande.  Alt  i alt et noget bekymrende billede, når vis husker at  den store andel af unge mænd i den seneset flygtninge- og migrantbølge.  
Vi kan således under alle omstændigheder konkludere, at den sensationelle nyhed om en rekordlav kriminalitet viser sig at være aldeles misvisende, når vi ser på de faktiske tal.
Vi kan også konstatere at ikke-vestlige indvandrere har et særdeles højt kriminalitetsindeks og det ser endnu værre ud for deres efterkommere.
 
What we don't know ...
Vi kan også gøre os mere spekulative overvejelser om andre aspekter af kriminalitet hos indvandrere fra ikke-vestlige lande.
Hvilken effekt og betydning har f.eks.:
 
Sharia domstole
Klaner og storfamilier
Grænseoverskridende kriminelle kontakter til det land man stammer fra
Synet på hvad kriminalitet er
Synet på loven, offentlige myndigheder, især naturligvis politiet
Synet på domstole og den straf man risikerer
 
Vi har tidligere henvist til undersøgelser, der viser at visse interne typer af uoverensstemmelse og hvad vi ville anse for kriminalitet, håndteres internt i muslimske miljøer.  Således at visse lovovertrædelser her slet ikke kommer til myndighedernes kendskab og ikke optræder i nogen statistik.
Klaner og storfamiliers uoverensstemmelser kan resultere i voldsomme udladninger af kriminalitet, som er svære for myndighederne at håndtere eller bare trænge igennem. Det kan betyde pression på ikke blot myndigheder, men også på eventuelle vidner, men risiko for at ingen vil sige noget og man må opgive at resje tiltale.
Grænseoverskridende kriminalitet  må formodes at have bedre muligheder, når man  har stærke forbindelser tilbage til klaner eller  storfamilier i hjemlande,  hvor høj kriminalitet måske er endemisk.
 Af og til dukker tilfælde af såkaldte "æresdrab" op i medierne og man må gå ud at de kun repræsenterer den alleryderste synlige top af isbjerget, når det f.eks. gælder vold internt i familierne. Spørgsmålet er, om ikke der hersker et helt andet syn på, hvad man betragter som kriminalitet blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Et syn, der måske bidrager til aktiviteter, som vi vil betragte som kriminelle.
Respekten for loven og myndighederne synes i mange tilfælde at ligge på et meget lille sted. Rainer Wendt fra en af det tyske politis fagligforeninger mener ligefrem, "Sie verachten unser Land und lachen über unsere Justiz.“ (FAZ). Politiet i Tyskland melder om ringe respekt for politiet (gælder naturligvis især for kvindelige betjente) blandt ikke-vestlige indvandrere og hævder, som man også gør i andre lande, at der findes områder, der må betragtes som  "No go areas." Hvormed man i almindelighed mener,  at skal man derind, ja så kræver det en ekstra indsats af mandskab og forberedelser.
En kvindelig dommer fra Berlin insisterede nogle år siden på,  at man skulle behandle unge lovovertrædere fra det specielle kriminelle miljøer i Berlin med langt mere konsekvens. Lidt a la Californiens herostratiske berømte "Three strikes and you're out." Dvs. med man skulle være mere konsekvent, når man straffede og det skulle ske tidligere. Formentlig ud af den tanke, at unge kriminelle ikke skulle vende sig til, at de altid fik tiltalefrafald af den ene eller anden grund. Fordi man derved kunne risikere, at de så at sige ville glide ind i mere og mere alvorlig kriminalitet.
Tjah, måske kan man oven i købet påstå, at en straf, der måske har effekt  blandt de indfødte, måske vil føles latterlig og ligegyldig for indvandrere med erfaring fra afstraffelse i andre kulturer. Betyder det så, at man skulle straffe forskelligt alt efter oprindelsesland og kulturel baggrund?
For dem, der måtte vende fra en sådan tanke med afsky, kan man blot stilfærdigt erindre om, at en persons indkomst f.eks. spiller en rolle ved domme for spirituskørsel.
 
Terror as a cause for a feeling of insecurity
Når ser på mulige forklaringer på, hvorfor man forbinder indvandrere og flygtninge og her især mennesker med islamistisk baggrund med kriminalitet , er det også vigtigt at henvise til de spektakulære terrorangreb, der i sagens natur fylder meget i medierne.
Man behøver blot at erindre om Charlie Hebdo angrebet 7. januar 2015, eller terrorangrebene i Paris d 13. november 2015, eller angrebene i Bruxelles d. 22. marts 2016. Andre lande har også oplevet egne terror angreb, omend i mindre i skala.
Europol har i deres 2016 beretning gjort rede for, hvor mange der blevet arresteret for religiøst inspireret Jihadist terrorisme i Europa i 2015. Herunder ses fordelingen på lande i EU. (TE-Sat).

Rent statistisk må man dog konsatere,  at der faktisk  synes at være tale om færre terrorangreb i dag i Europa, end vi har oplevet i tidligere perioder. (World Economic Forum).

Hvorfor er man så mere angste for terror. Formentlig fordi den nu udgør en potentiel fare overalt hvor vi færdes, også i vore egne daglige omgivelser. Den er ikke lokaliseret og afgrænset f.eks. til Nordirland og UK, eller til Baskerlandet og Spanien. Den retter  sig heller ikke mod bestemte grupper, men er i høj grad vendt  mod os alle.

Arrivals by boat face lifetime visa ban
I søndags kunne Australiens premierminister, Malcolm Turnbull, meddele at regeringen med et nyt lovforslag vil sikre, at flygtninge og migranter, der siden d. 19. juli 2013 har forsøgt at komme illegalt til Australien med båd aldrig nogensinde vil kunne opnå visa til Australien, hverken som turist eller familiemedlem.
Turnbull: "the door to Australia is closed to those who seek to come here by boat with a people smuggler ... That absolutely unflinching, unequivocal message has to be loud and clear." (news.com au)
Tilbagedateringen til 19. juni 2013 henviser til den dato , hvor tidligere premierminister Kevin Rudd kunne meddele: "As of today, asylum seekers who come here by boat without a visa will never be settled in Australia.”
Det nye lovforslag  udgør en skærpelse af den eksisterende politik om at afvise alle illegale forsøg på at nå til Australien for at søge asyl. Hidtil er bådene blevet "turned back" eller bådflygtninge er blevet transporteret direkte til interneringscentre på østaten Nauru eller til Manus Island i PNG (Papua New Guinea)
I mellemtiden har der været en konstant strøm af protester mod interneringen af flygtningene, indsatte i centrene har forsøgt at gøre skade på sig selv og lækkede rapporter har berettet om meget problematiske forhold i centrene. Endelig har PNG's højesteret i april 2016 kendt interneringscentret på Manus Island "unlawful and illegal," hvilket betyder, at centret skal lukkes og at det nu ikke længere må kaldes "detention centre."
Den australske regering har således et problem, selv om man kan hævde, at det er noget mindre end EU 's problemer med flygtninge på Middelhavsruten, eftersom der i maj 2016 kun befandt sig 847 asylsøgende på Manus Island og 466 på Nauru.
I forbindelse med planerne om at opløse centrene og genbosætte flygtningene i tredjelande, forsøger regeringen så at sætte trumf på med et livstids forbud mod komme til Australien for disse bådflygtninge. Eneste undtagelser er for flygtninge, der var under 18 år ved interneringen, eller hvis det kan argumenteres, at det vil være i Australiens interesse.
Kritikken lader ikke vente på sig, bl.a. Amnesty International var straks ude med en melding om, at det var et uhyrligt og unødvendigt lovforlag, der diskriminerede mod mennesker, der søger sikkerhed, ud fra den måde de ankommer. Et klart brud på Australiens internationale forpligtelser: “This is yet another layer of cruelty in Australia’s already deliberately abusive policy.” (amnesty.org.au).
 
Why this lifetime ban?
Hvis vi skal tro Peter Dutton, Minister for Immigration and Border Protection, er det for at fjerne ethvert håb om at illegale bådflygtninge nogen sinde vil kunne komme til Australien, for som han siger: "There are still people, advocates in Australia and elsewhere, who are messaging to people on Nauru and Manus, that at some stage you’ll come to Australia, ... Those people are living in false hope and it cannot continue." (The Sun).
Hvis det lyder som en lidt tynd begrundelse, så er det formentlig fordi det kun er en del af begrundelse.
Kritikere har peget på, at regeringen har bøjet sig for krav fra Pauline Hansons "One Nation" parti, der har 4 pladser i senatet. Man peger på at Pauline Hanson "wants a ban on all immigration, a ban on new mosques, Muslimmigration if she can’t get the full ban, burkas, Islamic schools, mosques. She wants to look after the old and sick Australians but without the growing tax base from migration." (guardian.com/australia).
Turnbull regeringen dog har et alvorligt problem den skal have løst. Man skal have interneringscentrene lukket. Interneringscentret på Manus Island kan ikke fortsætte og forholdene i centrene er udsat for konstant kritik. De mennesker, der ikke vurderes at være flygtninge vil man tilbagesende, men størstedelen af de indsatte i centrene vurderes faktisk at være flygtninge, så her det nødvendigt med en anden løsning. En løsning, der indebærer at Australien ikke må give efter og flytte dem til Australien, for det ville, mener man, blot fremme menneskesmuglernes arbejde og lede til nye illegale flygtningestrømme
Der har i nogen tid været forlydender om at regeringen ville forsøge at genbosætte flygtningene i et tredjeland. Vi har i et tidligere indlæg om Australiens stringente flygtningepolitik fortalt om mislykkede forsøg på at genbosætte flygtninge i Cambodja. Nu er der forlydende om andre tredjelande, New Zealand USA har været nævnt. Man hvorfor skulle de tage mod de flygtninge Australien nægter at bosætte i Australien.
Her er så den egentlige "battle of will." Den nuværende australske regeringen vil sikre sig, at de illegale flygtninge, der genbosættes i et tredjeland,  ikke senere kan benytte sig af lejligheden til at komme til Australien fra tredjelandet på turistvisum eller ved at foregive besøg hos en fjern familie. For i så fald, må man have tænkt, vil de jo ende i Australien alligevel.
Her kommer det spekulative ind i billedet. Australien kan jo inden for sit årlig årlige legale flygtningekontingent på ca. 13.750 mennesker modtage flygtninge fra et tredjeland, mod til gengæld at sende flygtninge fra interneringslejrene til et tredjeland. "While confirming nothing, Turnbull and Dutton have certainly done nothing definitive over the past 24 hours to hose down speculation the new batch of ritualised punishment for unauthorised arrivals is, somehow, a necessary prerequisite to third country resettlement. Obviously if there is some prospect of ending the unconscionable arbitrary detention of thousands of people who have committed absolutely no crime, then this would be a welcome development, a means to an end, with the end goal being the clearing of the wretched offshore camps." (guardian.com).
 
The "Humanitarian Program"
Australiens immigrations- og flygtningepolitik har to komponenter. Den ene udgøres af migrationsprogrammet for mennesker med uddannelser og for familiemigration. Den anden udgøres af det humanitære program for flygtninge og andre, der er specielt udsatte, eller som har nære forbindelser til familie i Australien.
Det humanitære program (border.gov.au) omhandler resettlement muligheder til Australien for :
 
Refugee-for people who are subject to persecution in their home country, who are typically outside their home country, and are in need of resettlement. The majority of applicants who are considered under this category are identified and referred by UNHCR to Australia for resettlement. The Refugee category includes the Refugee, In-country Special Humanitarian, Emergency Rescue and Woman at Risk visa subclasses.
 
Special Humanitarian Programme (SHP)-for people outside their home country who are subject to substantial discrimination amounting to gross violation of human rights in their home country, and immediate family of persons who have been granted protection in Australia. Applications for entry under the SHP must be supported by a proposer who is an Australian citizen, permanent resident or eligible New Zealand citizen, or an organisation that is based in Australia.
 
Der er således ikke tale om, at Australien afviser at tage mod flygtninge eller mennesker, der har brug særlig beskyttelse. Australiens nuværende og tidligere regering insisterer til gengæld på, at flygtninge skal komme legalt til Australien efter at være godkendt som flygtninge. Det kan omfatte resettlement af kvoteflygtninge under UNHCR og af mennesker, der selv søger om at blive anderkendt som flygtninge f.eks. fra flygtningelejrene. Det er således ikke nødvendigt at være registreret som flygtning af UNHCR for at komme i betragtning.
"There is no requirement under Australian law that a person be registered with UNHCR prior to applying for an Australian refugee category visa but in practice most have been recognised as refugees by the UNHCR and have been referred to Australia’s Immigration Department for resettlement (UNHCR referred cases). However, that does not mean that Australia only accepts refugees from UNHCR camps. Despite the iconic image of refugees living in white tents in a sprawling emergency camp, the reality is that over 60 per cent of the world's 19.5 million refugees live in urban environments." (aph.gov.au).
Australien fastsætter selv hvert år, hvor mange flygtninge de vil modtage. I mange år har dette tal ligget på omkring 13.000. For 2014-2015 og 2016-2017 har man fastsat et tal på 13.750 personer. I september 2015 erklærede den australske regering sig villig til ekstraordinært at tage mod yderligere 12.000 flygtninge fra Syrien.
 Disse tal skal sættes i relation til at 62.709 personer søgte om asyl under 2014-2015 programmet, hvor der i alt blev bevilget 13.756 ansøgninger.
Det er forholdsvis små tal sammenlignet med tallene for permanent migration til Australien, hvor man i 2015-2016 gjorde plads til 190.000 bestående af "the Skill, Family and Special Eligibility streams and Child visa places." Endnu højere menes antallet for temporær migration at ligge, men her er der ingen fast overgrænse, for her er det behov og muligheder, der sætter grænsen.
 
A policy that works, albeit with side effects
Australiens håndfaste og afskrækkende politik over for illegale flygtninge, har på afgørende vis bremset bådflygtninge og hindret menneskesmugling. Det har tillige betydet, at foreløbig for 2016 kun er registreret 7 dødsfald, der har relation til forsøget på at opnå asyl i Australien (Australian Border Deaths Database). Så vidt det kan ses er ingen omkommet under forsøget på at nå frem til Australien i båd. Der er derimod tale om selvmord og ulykker i f.eks. i interneringscentrene).
Sæt lige det tal i relation til de foreløbig 3.960, der druknet eller meldt savnet under forsøget på at krydse Middelhavet til Europa i 2016.
Andre ser anderledes på sagen. Det gælder f.eks. i "Op Ed" artikel i New York Times: "It’s true the journey is deadly, but it’s also true that Australia is using the more than 1,200 other people stuck in limbo in Nauru and Papua New Guinea as a deterrent. These are the starkly utilitarian terms of the policy: We sacrifice the lives of innocent people to dissuade others from risking theirs."
I artiklen hævdes det, at Australiens eksempel smitter af på flygtningepolitikken andre steder: "Australia’s policy is a kind of contagion, lowering global standards on refugee policy, shifting the boundaries of what nations now find acceptable."(NYT).
Artiklen i New York Times kan dog ikke svare på, hvad der er alternativet og det forekommer i lyset af dødstallene fra Middelhavet lettere vanvittigt at argumentere med, at EU's flygtningepolitik, eller mangel på samme, er mere human end Australiens stringente afvisning af illegal entry.
Derfor er det på tide, at EU overvejer en flygtninge- og migrationspolitik i stil med den australske. En politik, hvor hvert land i EU hvert år fastsætter en kvote for, hvor mange flygtninge det kan tage imod. I stedet for EU's lidet succesrige forsøg på at tvangsfordele en vis andel af de mange, der blot melder sig som asylsøgende efter at have krydset f.eks. Middelhavet.
For at det overhovedet kan lade sig gøre, måtte EU i lighed med Australien sikre at det ikke var muligt at opnå asyl i EU , hvis man krydsede den ydre grænse illegalt. I stedet for at indsætte skibe for hjælpe alle i land i Europa, måtte man spærre Middelhavet og landegrænserne for illegale asylansøgere. Det ville kræve en "turn back" politik for bådflygtninge og i det omfang det ikke kunne lade sig gøre, måtte flygtninge, der forsøger at komme illegalt til Europa, anbringes i interneringslejre i f.eks. Nordafrika. En politik Spanien i øvrigt allerede har praktiseret for at hindre en flygtningestrøm til bl.a. de kanariske øer.