 Focusing on tie length and mockery Intet er for småt, når det gælder kritikken af Trump. Hans mærkværdige hårstil og hårfarve kan føre til mærkelige associationer, som hos Grammy rapperen Busta Rhymes: "I want to thank President Agent Orange for his unsuccessful attempt at the Muslim ban." Fingrene er for korte og slipset for langt. "Mr. Trump’s symmetrical but overlong tie stands out like a rehearsed macho boast, crass and overcompensating. In past eras such posturing could be unlawful," hævder Richard Thompson Ford, Stanford scholar med ekspertise i "Civil rights and and antidiscrimination," i New York Times. Han præsenterer i øvrigt sig selv med en "macho boasting" åbentstående skjorte på sin egen hjemmeside. Et close up studie af Trump's røde slips viser, at den korte ende af slipset ikke kan nå ned til den løkke, der skulle fiksere den korte ende bag på den lange ende, og at Trump simpelthen – hvor primitiv kan manden være – har hæftet den korte ende fast med to stykker tape. Det får Stanford scholar'en til at rejse spørgsmålet om "a misbegotten (and far too shiny) necktie reflect weightier issues of self-discipline, competence and integrity?"(NYT). Slipselængde som udtryk for udtryk for manglende selvdisciplin? Kritikken af Trump gør ikke holdt ved det ydre. Psykologer er for længst begyndt at fjerndiagnosticere ham og når uden tøven frem til kendetegn som "narcissism, disagreeableness, grandiosity." Psykologen Dan P. Adams, ser "narcissistic motivations and a complementary personal narrative about winning at any cost. ... It is always Donald Trump playing Donald Trump, fighting to win, but never knowing why." (theatlantic.com). I en parlamentsdebat foranlediget af en petition med 1,8 million clicks mod Trump's besøg i UK, holdt kritikerne af besøget sig heller ikke tilbage med fjerndiagnoser. Labour's Paul Flynn sammenlignede Trump med "a petulant child" (surmulende, gnavent barn) og gav udtryk for, at præsidentens intellektuelle niveau var på niveau med en encellet organisme: "The intellectual capacity of the president is protozoan." (telegraph.co.uk). Latterliggørelsen af Trump ville ingen ende tage, efter Trump i en tale i Florida i lørdags sagde "You look at what's happening last night in Sweden... Sweden, who would believe this? Sweden. They took in large numbers. They’re having problems like they never thought possible.” (politifact.com). Eftersom han derefter omtalte terroranslagene i Paris, Nice og i Belgien, gik man naturligvis ud fra, at han påstod, at der havde været et terrorattentat i Sverige fredag aften. Det gav straks anledning til livlig aktivitet på Twitter, for hvad var der sket i Sverige. Snart kunne Emma Johansson, bibliotekar og den aften ansvarlig for at Sveriges officielle Twitter konto svare (theguardian): No. Nothing has happened here in Sweden. There has not been any terrorist attacks here. At all. The main news right now is about Melfest. -> — @sweden / Emma (@sweden) February 19, 2017 En storm af hån, foragt og latterliggørelse af Trump fulgte naturligvis. Trump søgte at forklare sig med, at hans bemærkning hentydede til en dokumentarudsendelse fra aftenen før, der viste at strømmen af migranter havde ført til stigende kriminalitet i Sverige. Forklaringen blev naturligvis fuldt op af et Tweet: " “The FAKE NEWS media is trying to say that large scale immigration in Sweden is working out just beautifully. NOT!” (@realDonaldTrump). Kan Donald Trump overhovedet foretage sig noget uden at påkalde sig foragt og latterliggørelse? Selv hans forsøg at realisere nogle af de valgløfter han blev valgt på er problematisk, hvis man skal tro medierne, for det er naturligvis løfter, der må mødes med afvisning og foragt. Hvad enten det nu drejer sig om murbyggeri , hvor han fortsætter, hvad hans forgængere forlængst havde påbegyndt, eller hans "extreme vetting" og "travel ban." Det er som om man ønsker at glemme, at han faktisk blev valgt på sådanne løfter. Nogle af de mest fremtrædende medier er derfor i færd med en slags "second guessing" af vælgernes valg, hvor de fortsat af alt magt forsøger at demonstrere at vælgerne valgte forkert. Medierne kan ikke begribe og da slet ikke acceptere, at Trump er blevet valgt til USA's præsident. En præsident uden filter så at sige, som måske netop derfor blev valgt af et andet USA, et USA, der ikke ligefrem har følt sig voldsomt godt repræsenteret i medierne. Hvad vi oplever er derfor en ekspanderende spiral af gensidige beskyldninger mellem en præsident, der føler sig misrepræsenteret af medierne og medier, der optræder med et tunnelsyn, præget af hån, foragt og latterliggørelse af Trump. Om det så er slipsets længde, fjerndiagnoser eller løsrevne stumper af taler, kan det det alt sammen medvirke til latterliggørelsen. Pudsigt nok kunne man forleden se Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, give udtryk for en vis selvkritik af mediernes dækning af Trump: "... enhver forudindtagethed i dækningen udgjorde samtidig et nyttigt redskab for Trump i den krig mod medierne, han nu selv har erklæret. Det værste, medier kan gøre, er derfor at melde sig ind i den krig, at komme til at spille dette spil. Trump skal dækkes, og han skal dækkes kritisk, men med samme principielle publicistiske standarder håndhævet som i enhver anden dækning." (Berlingske). How about focusing on real oddities in the reactions to Trump's statements? Der er en ekstrem kritisk fokus, "extreme vetting" kan man kalde det, på Trump's påstande og beskyldninger, ofte efterfulgt af påstande om at han lyver og serverer "fake news" for os. Er medierne imidlertid lige så kritiske over for reaktionerne hos dem, der bliver ramt af hans verbale angreb? Lad os se på reaktionerne på Sverige udtalelsen: "They took in large numbers. They’re having problems like they never thought possible" Skal den nu pludseligt berømte Emma Johansson's reaktion tages for pålydende: "No, Nothing has happened in Sweden" Bort set altså fra en afdeling af Melodifestival 2017 (Melspel). Trump altså igen afsløret som en leverandør af løgne og "fake news," eller hvad? "Washington Post" har undersøgt sagen ved at spørge svenske kriminologer om præsidentens bemærkning kunne retfærdiggøres:" Absolutely not" lød svaret fra kriminologen, Felipe Estrada Dörner, fra Stocksholms Universitet: "Overall, Swedens average crime rate has fallen in recent years ... that drop has been observed for cases of lethal violence and sexual assaults" Kriminologen Jerzy Sarnecki supplerer: "What we're hearing is a very,very extreme exaggeration based on a few isolated events." Altså tager Trump igen fuldstændig fejl. Eller gør han? I artiklen har kriminologerne nemlig et problem med at forklare, at der i Sverige registreres et stort antal seksuelle overgreb mod kvinder. Her er udviklingen i følge den nationale tryghedsundersøgelse fra 2016 (bra.se).  Kriminologernes forklaring: "In Sweden, several changes in legislation have been made to include more cases of sexual crimes as rape cases." I dette tilfælde skal statistikken således ikke tages for pålydende ved sammenligning med andre lande. Hvor man ellers bruger statistik til at fakta checke, skal man altså her antage, at statistikken leder til fejlagtige konklusioner. En passant kan vi nævne, at strømmen af flygtninge og migranter fra fortrinsvis ikke-vestlige lande også har bidraget til en ubalance mellem kønnene, således skulle der nu skulle være 123 drenge for hver 100 piger i gruppen af 16 til 17 årige, næppe noget, der mindsker risikoen for overgreb. Der har været påstande om, at der i fandtes No go områder i Sverige, hvor politiet ikke gerne vovede sig ind, men det er naturligvis heller ikke rigtigt: "This perception is fabricated" i følge Dörner. I 2016 gav norsk TV et andet billede: "Svensk politi: – Vi er i ferd med å miste kontrollen" kunne norsk TV forleden berette efter selv at have deltaget i en politiaktion i Sverige, hvor de i praksis oplevede ungdomsbanders forsøg på at beherske et lokalområde. "Dette er vårt sted, stikk herfra!" lød det truende fra bandemedlemmer, omend næppe på norsk. En officiel rapprt fra svensk politi kunne i 2014 berette, at der fandtes 55 geografiske områder, hvor lokale kriminelle netværk har "negativ påverkan på lokalsamhället." Disse "utanförskap" områder er prægede af "etnisk och ekonomisk segregation, hög arbetslöshet, låg utbildningsnivå och höga ohälsotal." Et andet problem. Det ser nu ud til, at man i Sverige bestræber sig på at holde gerningsmændenes etniske tilhørsforhold ude af statistikken, hvilket naturligvis gør det vanskeligt at se om ikke-vestlige flygtninge og migranter udviser højere kriminalitet end sammenlignelige grupper af indfødte svenskere. I januar 2016 kunne Svenska Dagbladet afsløre en intern politi-instruks om ikke at beskrive udseende eller etnicitet ved visse forbdrydelse. Begrundelsen: "Man ska inte slentrianmässigt beskriva utseende eller etnicitet för att inte bli misstänkliggjorda för rasism." Måske ikke så underligt, at man skal helt tilbage til 2005 for at finde en rapport fra BRÅ med statistik, der inddrager forskellen i kriminalitet mellem svenskfødte og fødte i udlandet (Rapport 2005:17, BRÅ)..  Hvad man derimod kan finde med en høj detaljeringsgrad i svensk kriminal statistik er diverse former for "hate crime." Her holder man sig ikke tilbage. BRÅ (Brottsförebyggande rådet) opererer med følgende opdelinger af had kriminalitet:
Her kan man jo så konstatere, at strømmen af indvandrere med islamisk baggrund om ikke andet har medført en stigning i islamofobisk hadkriminalitet. Også en form for kriminalitet, der har forbindelse til bølgen af indvandrere.  Getting an idea of crime rates among non-western immigrants For at få en nogenlunde aktuel indikation af om ikke-vestlige udlændinge optræder med større hyppighed i kriminalitets statistikken må vi derfor ty til en omvej. Vi bruger tal fra den danske statistik. I "Nyt fra Danmarks Statistik" fra d. 26. november 2015, med titlen " Høj kriminalitet blandt ikke-vestlige efterkommere," kan man nemlig se lidt mere detaljerede opgørelser. Det viser sig, at mandlige ikke-vestlige efterkommere i 2014 havde et straffelovsindeks på 252, hvilket henviser til at deres kriminalitetsniveau er 152 procent højere end gennemsnittet af hele den mandlige befolkning. I en figur tydeliggøres forskellene mellem forskellige grupperinger (dst.dk):  Af meddelelsen kan man tillige se, at kriminalitetsindekset er specielt højt for mænd fra Libanon (257), Jugoslavien (205) og Marokko (199). Blandt indvandrere fra vestlige lande ligger især Kina, Norge og Tyskland lavt med et indeks under 50. Vi kan også henvise til en undersøgelse fra Norge, der dog er helt tilbage fra 2011. Også her er konklusionen, "at innvandrere er generelt overrepresentert i forhold til øvrig befolkning, men også at det er vesentlig variasjon etter opprinnelsesland. Innvandrere fra enkelte land (for eksempel Kosovo, Somalia, Irak og Iran) har flere ganger høyere andel gjerningspersoner og/eller straffede, mens andre grupper (f.eks. India, Kina og Filippinene, samt de vestlige landene) er underrepresentert i kriminalstatistikkene." Hele historien startede med, at medierne kunne påstå, at Trump havde henvist til en terrorhandling i Sverige, der aldrig havde fundet sted. Derfor kan det være interessant at se, hvad man kan sige om terrortruslen i Sverige fra officielt hold i USA. OSAC (Overseas Security Advisory Council) under udenrigsministeriet i USA skrev i 2016 om terrortruslen i Sverige: "The Swedish Security Service (SÄPO) is concerned with rapidly increasing numbers of foreign terrorist fighters who have left Sweden to join violent extremist groups in Syria. Of the 280 individuals who traveled, some 40 were killed in action, 125 remain in country, and 115 returned to Sweden. Thirty-five of the foreign fighters were females. On November 18, 2015, SÄPO [Säkerhetspolisen] raised the national alert level to “four,” just below the highest level, indicating a real threat from a serious perpetrator with means to carry out an attack. This is the first time in modern history that Sweden has had a Level Four alert." A smouldering fire underneath all the confusing smoke Trump blev efter sin udtalelse om Sverige naturligvis udsat for latterliggørelse i medierne og ikke mindst på Twitter , hvor Sveriges tidligere udenrigsminister, Carl Bildt, tweetede: "Sweden? Terror attack? What has he been smoking? Questions abound." (@carlbildt). Formentlig ingenting. Ingen tvivl om at en implicit henvisning til en terrorhændelse i Sverige var forkert, men hvad med resten af udtalelsen, "They took in large numbers. They’re having problems like they never thought possible"? Virker forsøgene på at afkræfte denne påstand ikke temmelig desperate og egentlig langt mere misvisende og problematiske end Trump's hastige bemærkninger om Sverige. Hvad vi ser i medierne er forsøg på at bortforklare og relativere, at der reelt synes at være store problemer i Sverige. Problemer, der er relateret til det store antal flygtninge og migranter som Sverige modtog, ikke mindst i 2015, før de begyndte at foretage grænsekontroller. Ud fra det materiale vi har kunnet finde, kan man frygte, at der ligger en et ulmende bål af problemer under den liberale svenske flygtninge- og migrationspolitik. Et bål man på forskellig vis forsøger at tale og relativere sig væk fra, men som hist og bryder gennem låget af fortielser, politiske floskler og selvgod humanisme på andres vegne. Fakta check er problematiske, når selv statistikken skal relativeres, hvis den ikke passer i ens kram, således det skete hos de adspurgte kriminologer. Hvad er så sandheden? Hvem kan fortælle præcist, hvor meget tallene skal relativeres? Man får desværre fornemmelsen af, at relativering og bortforklaring hænger sammen med mediernes forudindtagethed over for en præsident Trump. En forudindtagethed, der måske hænger sammen med, at medierne glemmer, at de kun repræsenterer det vi kaldt periferien af den samfundsmæssige doughnut. En periferi, der består alle de selvbestaltede grupper, der markerer sig med højlydte stemmer og aktioner. Mens alle dem, der ikke har stemme og ressourcer til højlydt at demonstrere deres mening, slet ikke kommer til orde i andet end tilfældige voxpop indslag, der kan bruges til at demonstrere folkets manglende sofistikerethed, grovhed, og bagudvendte syn på hele det projekt de selvudnævnte progressive står for. Talen i de medierne bliver en slags talen til sig selv, en konstant selvbekræftelse, der ikke må forstyrres af de umælende grove meninger, heller ikke når de kommer fra en præsident. What happened monday night in Sweden? Polisen sköt verkanseld Svensk politi ville mandag aften kontrollere og pågribe en person ved tunnelbanen i Rinkeby, en forstad i den nordlige udkant af Stockholm, da de blev angrebet af et større antal stenkastende personer: " – Polisen hamnade trängd mellan stenkastarna och sin bil och sköt mot stenkastaren men missade, säger en poliskälla. Till skillnad mot varningsskott innebär verkanseld att polisen avlossar tjänstevapen för att träffa målet...Att det rörde sig om verkanseld och inte varningsskott bekräftades under tisdagsmorgonen av Stockholmspolisens vakthavande befäl Sylvia Odin... Enligt polisens vakthavande befäl var situationen mycket hotfull.– Det var stenkastning och de hamnade i en väldigt trängd situation där ett flertal personer gick till gemensamt angrepp och kastade sten. De kände sig väldigt utsatta och hotade." (Aftonbladet). I følge Expressen blev tre personer "alle födde på 90-tallet" anholdt for vold. Mere får vi ikke at vide om de tre personer, men i NRK's voxpop fra Rinkeby hedder det "at gårsdagens opptøyer viser at Donald Trump hadde rett når det gjelder Sverige, «at det har blitt for mye innvandring og at det skaper mer kriminalitet»." (NRK).  ( African migrants are literally being dumped on Italy I Middelhavet er en hel flåde af skibe parate til at assistere de migranter,* som menneskesmuglere fra især Libyen sender ud fra Nordafrika. Flåden af skibe forsøger så vidt muligt at nå frem til alle migranter for at bringe dem sikkert til Italien. Egentlig skulle EU's flådeoperation i Middelhavet, EUNAVFOR MED, bidrage til at mindske strømmen af migranter fra Afrika ved at ødelægge smuglernes forretningsmodel, destruere de både, der kunne bruges til transporten og opbringe menneskesmuglere. I realiteten bidrager både EUNAVFOR-operationen og et ukendt antal fartøjer finansieret af diverse NGO-organisationer og private til at styrke menneskesmuglernes forretningsmodel, som påvist bl.a. i en rapport udfærdiget for det britiske parlaments overhus. Selv mindre detaljer af, hvad der foregår, kan forekomme fuldstændig bizarre. Efterhånden bliver langt de fleste migranter sendt til søs i lidet sødygtige, store gummibåde. Hvor har smuglerne dem fra? En lækket EUNAVFOR rapport fra 2016 offentliggjort af Wikileaks angiver en mulig kilde: "Reports of rubber boats being imported from China and transhipped in Malta and Turkey are supported by a recent interception by Maltese customs of 20 packaged rubber boats in a container destined for Misratah, Libya. As there are no legal grounds for holding such shipments, it was released for delivery to the destination." Hvis det er rigtigt så ser man til, mens de gummibåde, som man kort tid senere opbringer med hundreder af mennesker om bord, bliver sendt helt legalt fra Kina til Libyen via f.eks. Tyrkiet og Malta. Den indirekte samvirken mellem menneskesmuglernes aktiviteter og EUNAVFOR's aktiviteter, resulterer i en konstant tranport af migranter, for ca. 70 procents vedkommende unge mænd, fra Nordafrika til Italien. EU og diverse NGO-organisationer dumper kort sagt mange tusinde migranter i Italien, som det kan ses af grafen herunder. Hvor man også kan se årstidsvariationerne. (spiegel.de)  I løbet af 2016 blev der således dumpet 181.436 migranter i Italien, mens lidt over 5.000 druknede eller forblev savnede under forsøget på at krydse Middelhavet. EU's forsøg på at mindske strømmen har altså nærmest haft den modsatte effekt. Som vi berettede i foregående blog indlæg, forsøger EU sig derfor nu med en aftale med Libyen, hvorfra de fleste migranter sættes i søen. Ikke meget tyder på at det vil være en aftale, der reelt kan medvirke til at bremse strømmen. Det er senere blevet endnu mere usikkert eftersom den selvbestaltede regering i Tobruk åbenbart ikke accepterer aftalen og borgmestre i byerne nær kysten i Libyen heller ikke vil acceptere en ophobning af migranter fra det øvrige Afrika. "It is not acceptable and it is not logical that we should solve the problem of Europe by keeping the migrants and refugees in Libya" lød det det fra borgmesteren i Zintan (euobserver.com). Altså må vi antage at en flåde af skibe fortsat vil dumpe migranter i tusindvis i Italien. The feeble and contra productive attempts by EU to alleviate the problem dumped on Italy "Today’s problem isn’t about Italy facing this emergency alone. We’re a great country that will not fall into hysteria just because one year we have a few thousand morerefugees than expected ... However, an EU-wide response is needed by Europe far more than it is needed by Italy. Italy could go it alone in the Mediterranean. But it’s Europe that cannot afford to let this happen. That’s the political point. It’s Europe that needs to demonstrate the values itbelieves in and stands for." Lød Matteo Renzi's følelsesladede appel til Europa i sommeren 2015 (theguardian.com). I løbet 2015 forsøgte man i EU at hjælpe Grækenland og Italien gennem vedtagelse af "relocation schemes " af i første omgang 40.000 og senere 120.000 flygtninge. Heraf skulle 39.600 flyttes fra Italien til andre lande i EU efter et kvotesystem. "Not good enough" sagde Matteoi Renzi om planen til omflytning af flygtninge fra Italien og beskrev planen som "almost a provocation." Status d. 6. februar i følge EU's egen "State of play opgørelse" Der er omflyttet 3.205 flygtninge fra Italien. Ikke nogen overvældende succesrate. Især ikke i lyset af de 181.436, som EU's flådeindsats har dumpet i Italien i 2016. Italien har ganske vist modtaget hjælp fra EU til opbygning af hotspots mv., men det ændrer ikke ved, at EU samtidig med deres forsøg på at hjælpe Italien, i langt højere grad har bidraget til at øge dumpningen af migranter i Italien. Resultatet er, at EU's manglende evne til hverken at relokere flygtninge eller skabe sikre ydre grænser, bidrager til en fortsat ophobning af flygtninge og migranter fra Afrika i Italien. Efter endnu en druknekatastrofe appellerede præsident Sergia Mattarella i 2016 til Europa: "Don't leave Italy alone to deal with migrant crisis" (thelocal.it). Hans appel synes ikke at være blevet hørt. Måske er det først, når de afrikanske migranter i Italien begynder at dukke op i landene nord for Italien, at man kan mande sig op til endnu en gang at mødes for vedtage nye ordrige erklæringer. Det foregik senest på Malta i februar 2017, hvor man vedtog den erklæring vi så på i forrige blog indlæg, hvor vores konklusion var, at EU forsøger at opføre en imaginær mur mod strømmen af migranter, oven på Libyens politiske kviksand. Med andre ord, et håbløst forehavende. Bypassing the EU: Italy's attempt to find its own solution to African migration Efter det informelle EU-topmøde i Bratislava i september 2016 gav Matteo Renzi højlydt udtryk for sin utilfredshed med manglen på konkrete løsninger. Hvad han havde oplevet var mange ord, uden at man kom til klarhed over, hvorledes man skulle løse problemet med de mange migranter fra Afrika. The summit "was not a waste of time, but describing today's document on migrants as a step forward requires an imagination" worthy of "word jugglers", Renzi said. "The usual things were said again" (ansa.it). Renzi var så utilfreds med EU's reaktion på migrationskrisen, at han truede med at Italien ville finde egne løsninger på migrationsproblemet, hvis ikke EU kom med en plan for, hvorledes man ville håndtere den massive tilstrømning af migranter fra Afrika til Europa. Heller ikke denne gang lykkedes det dog for EU at opfylde egne målsætninger om "full control of the external borders," som det hed i Bratislava erklæringen. Italien har derfor besluttet at finde egne løsninger uden om EU. For nylig fremlagde regeringen en række tiltag, der internt skulle bidrage til at lette presset fra de flere end 500.000 migranter, der er strømmet til i Italien siden 2014, og fra de 175.000 asylsøgende, der venter i modtagelsescentre. Blandt tiltagene er forslag om, at asylsøgende skal i beskæftigelse ved at arbejde gratis eller for en ringe løn i projekter, der kan omfatte vedligeholdelse af parker, sprogundervisning eller hjælp til Røde Kors. Ikke et populært forslag i et Italien, hvor ungdomsarbejdsløsheden ligger omkring 40 procent. Fagforeninger ser det som udnyttelse af asylsøgende, ligesom der naturligvis er frygt for, at det vil mindske jobmulighederne for egne borgere. Et andet tiltag skal sikre at migrant byrden fordeles bedre. Regeringen foreslår at kommunerne skal modtage 2,5 migranter per 1.000 indbyggere. For at lette processen tilbyder man ekstra penge til de kommuner, der skal øge optaget. For styrke integrationen skal store modtagelsescentre lukkes, " because smaller numbers allow for a different relation with locals." Det hævder i hvert fald indenrigsminister Marco Minniti. En stadig større andel af de asylsøgende kan ikke opnå flygtningestatus, subsidiær beskyttelsesstatus eller ophold af humanitære grunde. Mens Italien i 2013 kun afviste 32 procent af alle asylansøgninger, var det som det fremgår af tabellen herunder 58 procent i 2015 og hele 65 procent i 2016 (cir-onlus.org).  "Until this year, Rome turned a blind eye to many migrants and let them head north. Now, in line with European Union law, Brussels requires Italy to set up migrant centers called "hotspots." Here, officials distinguish between those who say they were persecuted or faced serious harm and those who fled poverty, who are supposed to be sent home." (reuters.com).
Det efterlader Italien med stort problem, for hvad skal der ske med de afviste asylansøgere? Hvad sker der f.eks. med ansøgere, der får en kort frist til at forlade landet? Svaret er vel, at de i tusindvis går under jorden som "clandestini," og at de i det skjulte bevæger sig nordpå med ophobninger nær Italiens nordgrænse til følge. Strømmen af flygtninge og migranter er også ved at være en stor økonomisk belastning for Italien. Økonomi- og finansminister, Pier Carlo Padoan, har anslået, at Italien formentlig skal bruge 3,8 mia euro på flygtninge og migranter i 2017. Italien forlanger derfor mere fleksibilitet fra EU's side: "Europe must choose which side to take. They can accept the fact that our deficit goes up from 2 percent to 2.3 percent (of gross domestic product) to tackle the earthquake and the migrant emergencies .. Or they can choose the Hungarian way, which puts up walls against the migrants and must be rejected. That would be the beginning of the end." (reuters.com). Det er på mange måder en uholdbar situation for Italien, hvorfor man nu satser på selvstændige eksterne tiltag, for både at mindske tilstrømningen og for at få bedre muligheder for at returnere afviste asylansøgere. "We have to accelerate the deportations and repatriations, and I’m working to conclude agreements that will diminish migrant arrivals by stopping them from leaving their home countries." (thearabweekly.com). sagde Italiens udenrigsminister Angelino Alfano fornylig. Indenrigsminister Minniti har også luftet planer om centre, hvor afviste asylansøgere kan tilbageholdes indtil de kan sendes til hjemlandet. I slutningen af januar kunne "The Arab Weekly" rapportere, at Italien forhandlede med den UN støttede libyske regering om en aftale, der skulle gøre det muligt at sende afviste asylansøgere tilbage og i øvrigt sikre Libyens hjælp til forhindre migranter i at nå til Italien. D. 3. februar i år underskrev Italiens regeringsleder, Paolo Gentiloni og den libyske regeringsleder Fayez al-Serraj et "memorandum of understanding," med sigte på at bremse migrationsbølgen fra Libyen og muligøre tilbagesendelse af migranter til Libyen. Man aftaler at samarbejde om en hurtig løsning på problemet med illegal migration ved at oprette temporære lejre i Libyen under libysk kontrol. Her kan migranter afvente tilbagesendelse til deres respektive hjemlande. Til gengæld vil Libyen modtage støtte fra Italien, såvidt vides bla. i from af patruljebåde til Libyens kystvagt, så de kan hjælpe til med "push back" aktioner. Hvordan aftalen konkret skal bremse migrationsbølgen fremgår dog ikke, og mere klart bliver det heller ikke med EU's understøttelse af aftalen på Malta topmødet. Nemt bliver det bestemt heller ikke når man ser på den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Libyen, som vi kort var inde på i foregående blog indlæg. UN's specielle udsendte til Libyen "Martin Kobler" advarede da også mod at tro, at aftalen kan holde: "Right now migrants cannot be repatriated in Libya ... I understand Europe’s concerns, but repatriation cannot work because of the humanitarian conditions in the country" (middleeastmonitor.com). En lille uge senere kan "Libya Herald" fortælle, at Tunesiens præsident Beji Caid Essebsi under et besøg i Italien også har indgået en aftale om at samarbejde med Italien, med henblik på at bremse illegal migration over Middelhavet. "Tunisia and Italy have agreed to cooperate on tackling illegal migration and human trafficking across the Mediterranean and to help strengthen Tunisia’s borders with Algeria and Libya. " (LibyaHerald). I hvor høj grad denne aftale følges op af konkrete indsatser er foreløbig ukendt, men det er i hvert fald tydeligt, at Tunis har så store interne problemer, at de næppe kan yde noget større bidrag til at sikre en effektiv overholdelse af aftalen. Det er derfor særdeles usikkert om de italienske initiativer til at bremse migrationsbølgen fra Afrika overhovedet vil have nogen virkning. Foreløbig fortsætter strømmen af migranter fra Afrika tilsyneladende uhindret og med god hjælp fra EU's og diverse NGO-organisationers skibe i Middelhavet. D. 12. februar kunne UNHCR meddele, at 9.414 illegale migranter foreløbig var ankommet til Italien, heraf 71 procent mænd og 14 procent uledsagede børn. An unthinkable approach that might actually work Det er evident, at Italien ikke fortsat kan acceptere, at næsten 200.000 afrikanske migranter hvert år dumpes i Italien af flittige SAR-besætninger, eller af selvbestaltede organisationer, der ikke ser noget problem i at bringe illegale migranter i land i Italien, eftersom de i deres maniske godgørenhed kun har fokus på migranterne, som de i øvrigt ser som flygtninge. Det er således sandsynligt, at ingen af de indsatser Italien og EU indtil nu har gjort vil stoppe strømmen. Altså står i første omgang Italien med et stort og hastigt voksende problem. Et problem, der før eller senere vil brede sig mod nord. Hvad så? Ja, hvad med at gribe til effektive løsninger, der kan opfylde intentionen om at sikre EU's ydre grænser? Dvs. gribe til midler, som man hidtil ikke har ville tænke over eller diskutere. Det kunne være den hårde australske løsning, en "No way – You will not make Europe home," hvor alle migranter, der pågribes på vej til Europa returneres til deres udgangspunkt i Nordafrika, uanset hvor det måtte være. Alle, der alligevel slipper igennem nettet vil blive interneret i lejre, der enten kan være placeret i Nordafrika, efter aftale med pågældende lande, eller på øer i Middelhavet. I Australien lykkedes det på den måde at stoppe strømmen af både og undgå, at mennesker druknede under forsøget på at nå Australien. Man må gå ud fra, at en konsekvent gennemførelse af en sådan fremgangsmåde, vil have afledte virkninger langt tilbage langs migrationsruterne. For der vil næppe være mange migranter der ønsker at strande i f.eks. Libyen, uden håb om at komme videre. Hvorfor det må forventes, at strømmen op gennem Sahara også vil svinde ind. Som flygtning skal man kun kunne komme til EU efter en "extreme vetting," a la USA, noget de i øvrigt allerede praktiserede før Trump kom til. Og naturligvis skal man sikre sig, at man fra EU's side kun udvælger de mest trængende og at man genbosætter hele familier. I stedet for som nu blot passivt modtage dem, der har midlerne og konditionen, der skal til for uindbudt at møde op ved EU's grænser. For mennesker med et ønske om at migrere til EU gælder stort set det samme. Repræsentanter fra lande i EU, skal udvælge migranter efter egne behov, og med blik for potentielle migranters integrerbarhed. Det er ikke så svært at forestille sig, at man kan opstille et indeks over integrerbarhed ud fra tidligere erfaringer med migranter fra forskellige kulturer. Naturligvis skal den strikte " NO Way" tilgang ledsages af langt større støtte til flygtningelejre i nærområderne, hvilket det kniber med i øjeblikket, hvis man skal tro UNHCR. Apropos I Tyskland diskuteres der efterhånden også indikativer, som dem vi har set i Italien. I et indlæg i FAZ (Frankfurter Allgemeine Zeitung) af lederen af SPD's fraktion i Bundestag, Thomas Oppermann, hedder det i sammenfatningen: "Im Mittelmeer gerettete Flüchtlinge müssen zurückgebracht und zunächst in Nordafrika versorgt und betreut werden. Legale Migration braucht klare Regeln." Dvs. samme forestilling om en "Australia light" løsning, som den Italien forestiller sig. Det er i øvrigt en løsning som Spanien for længst har praktiseret, tilsyneladende med gode resultater. Illegale migranter fra Afrika må anbringes i lejre i Nordafrika, hvorfra de så formentlig kan søge asyl og hvis det nægtes, sendes tilbage. Som et led i kansler Merkel's hastige tilbagetog fra tidligere positioner, kan man se hendes udsagn til medierne om, at hun vil forhandle med den tunesiske præsident Caid Essebsi om muligheden for at oprette sådanne lejre i Tunesien. I en ugentlig podcast sagde hun således: "Was die Frage von Auffanglagern anbelangt, so müssen wir das hier - im gegenseitigen Respekt voreinander- ruhig besprechen, welche Möglichkeiten da sind." I et senere, dobbelt tilbagetog, måtte Merkel erkende, at spørgsm rl blev taget under Assebsisålet end ikke blev diskuteret under Assebsi's besøg i Berlin i tirsdags og så påstod hun i øvrigt at termen "Auffanglager" ikke indgik i hendes ordforråd! Præsidenten erklærede til gengæld i et tysk TV-interview, at det i den øjeblikkelige situation ikke kunne komme på tale med sådanne lejre i Tunis. Andre medier kan da også berette om spontane tunesiske protester mod at skulle modtage kriminelle tunesere retur. * Betegnelsen migranter benyttes fordi der tilsyneladennde i hovedsagen er tale om mennesker, der ikke kan opnå flygtningestatus.  "Too many people are still dying in the Mediterranean" Erkendte Jean-Claude Juncker forud for det informelle topmøde på Malta d. 3. februar og fortsatte: "We have implemented actions to address the situation but we need to do more. Today we are presenting possible short and medium term actions to address the flows to and from North Africa... we can take forward actions to help make a difference, save lives and break the smugglers' and traffickers' business model – which will also impact the flows towards Europe." (europa.eu). I sin "State of the Union" tale in september 2015 gjorde Juncker rede for EU's indsats for at redde flygtninge og migranter i Middelhavet og for at bekæmpe menneskesmuglere . Dengang mente han, at det havde betydet, at antallet af flygtninge og migranter, der krydsede Middelhavet havde stabiliseret sig på ca. 115.000 årligt. Sådan kom det ikke til at gå. På trods af EU's indsats steg antallet til 181.436 i 2016, mens mere end 5.000 druknede eller anses for savnede. Så kan man jo spekulere over om EU's indsats i virkeligheden har bidraget til både at øge antallet af mennesker, der når til Italien og til antallet af druknede. Se f.eks. blog indlægget: "Mediterranean migration meter: 361,788 and counting." Man kan derfor kun give Juncker ret i, at det er nødvendigt at gøre noget mere og helst i form af aktioner, der reducerer strømmen fra Afrika og mindsker antallet af døde til et tal, som Juncker ikke vil betegne som "too many." Uden at vi ved hvad han anser for at være "not too many." Egentlig burde ingen naturligvis dø, og det kan man formentlig kun opnås ved enten at gøre som Australien og til dels Spanien, lukke totalt af, eller ved at færge flygtninge og migranter fra Nordafrika til Europa. Ingen af disse løsninger er endnu spiselige for EU-kommissionen, eller for de fleste deltagere i det informelle topmøde. Alligevel er man klar over, at der må gøres noget med lidt bedre effekt. Der er nemlig frygt for en øget tilstrømning her i 2017, og man har naturligvis et problem med, at så mange dør under forsøget på at nå Europa. Her er UNHCR's foreløbige opgørelse fra 5 . februar 2017. Der er indtil nu ankommet 8.268 til Italien, mens i alt 254 er døde under forsøget (tallet inkluderer Ægæerhavet). Flere EU-lande står over for parlaments- og præsidentvalg i løbet af 2017, hvorfor de har et stærkt ønske om at der iværksættes aktioner, der effektivt kan mindske strømmen over Middelhavet. I hvert fald indtil valgene er overstået. Indtil videre har tilstrømningen jo mest været et problem for Italien. Et italiensk forslag om tvangsfordeling af de nyankomne på samtlige kommuner i Italien efter en nøgle, der hedder 2,5 migrant per 1000 indbyggere, møder stærk modstand (nzz.ch). Mange af de øvrige lande ser med bekymring på ophobningen af afrikanske migranter og flygtninge i Italien. Flertallet af migranterne formodes at have ønskemål i andre lande. Foreløbig må Østrig, Schweiz og Frankrig se på denne ophobning med bekymring . Migranterne bevæger sig nemlig nordpå og lejrer sig nær grænsen. Politiet i Tyrol melder om et stigende antal illegale migranter fra Italien: "Der Polizeidirektor warnt vor Zuspitzung der Lage, es drohe "Sandwich-Position" zwischen Italien und Deutschland." (derstandard.at). Presset sydfra bliver ikke mindre af, at Italien i følge avisen "La Provincia" afviser ca. 70 procent af asylansøgningerne, hvorfor mange gør sig usynlige og selv søger sig vej nordpå. Ikke så sært, at EU landene må mødes på Malta for endnu en gang at diskutere nye muligheder for at reducere strømmen fra Afrika. An renewed attempt to patch up the leaky "wall" in the Mediterranean. Et resultat af topmødet på Malta d. 3. februar var fremlæggelse af en fælles erklæring med titlen: "Maltaerklæring fra medlemmerne af Det Europæiske Råd om de eksterne aspekter af migration: håndtering af den centrale Middelhavsrute" Der skal skabes en barriere, der lækker mindre end de hidtidige forsøg på at dæmme op for flygtninge- og migrantstrømmen fra Afrika. Bestræbelserne retter sig i første omgang mod Libyen, eftersom langt størstedelen af strømmen udgår herfra. I erklæringen hedder det, vel i en slags selvkendelse, "Et centralt element i en bæredygtig migrationspolitik er at sikre en effektiv kontrol med vores ydre grænse og dæmme op for de ulovlige strømme til EU." Hvad man i denne forbindelse mener med "bæredygtig" står hen i det uvisse, men det giver vel indtryk af en vis politisk korrekthed. Hidtil har det skortet på effektiv kontrol og opdæmning mod den illegale strøm, men nu skal der ske noget igen: "I lyset af at hundredvis allerede har mistet livet i 2017, og foråret nærmer sig, er vi fast besluttet på at iværksætte yderligere tiltag for betydeligt at mindske migrationsstrømmene langs den centrale Middelhavsrute og ødelægge smuglernes forretningsmodel." Længere nede i erklæringen tilføjer man: "Samtidig kræver situationens hastende karakter, at der straks træffes yderligere operationelle foranstaltninger på regionalt plan med en pragmatisk, fleksibel og skræddersyet tilgang på hvert eneste punkt med deltagelse af alle aktører langs migrationsruten." Erklæringen taler om partnerskaber baseret på tillid (næppe noget man kan forvente meget af) og om behovet for at stabilisere Libyen, fordi det er afgørende for, at der kan skabes kontrol med Libyens grænser. Hvis ord alene kunne danne en mur, var man som det fremgår, godt på vej. Hvilke konkrete mål og midler skal imidlertid medvirke til at sikre Europas grænser mod strømmen fra Afrika? Svaret på dette er stadig ganske luftigt. Med udgangspunkt i EU-kommissionens oplæg til topmøde vil man prioritere følgende elementer højt (her kun medtaget i uddrag):
Det er svært at se meget nyt i denne opremsning af mål og midler og endnu sværere at forestille sig, at de blot nogenlunde effektivt kan dæmme op for strømmen fra Afrika.
Man taler om hjælp til kystvagten i land, der ikke fungerer. Igen vil man intensivere kampen mod menneskesmuglere, mens man fortsat i praksis letter deres arbejde ved at redde de mennesker, der sendes til søs i kinesiske(?) gummibåde. Hvordan støtten til lokale samfund i Libyen skal bidrage til at mindske strømmen er uklart. Forestiller man sig, at man opgiver et indbringende menneskesmugler erhverv, eller hvad? Man burde spørge sig selv om en forbedring af forholdene i libyske lejre gør det mindre attraktivt at søge mod Libyen for at komme til Europa. Umiddelbart skulle man tro, at det gør det mere attraktivt. Støtte til tilbagevenden, lyder tiltalende, men problemet er tilsyneladende, at man har meget svært ved at få lande i Afrika til tage egne landmænd tilbage. Rent bortset fra at migranter, med forkerte angivelser og ved at gøre sig usynlige, gør hvad de kan for at undgå hjemsendelse Oplysningskampagner i konkurrence med menneskesmuglere. Man kan have sine tvivl om virkningen. Hvorfor skulle potentielle migranter stole på mere på kampagner, der har til hensigt at holde dem borte fra de forjættede lande i Europa, end på den viden man har fra egne kilder og fra medierne. Så taler man igen om migrationmanagement eller -forvaltning, men eftersom Libyen er en stat uden en effektiv forvaltning , hvis man kan sige det sådan, vil initiativet næppe have den store effekt. Alternative ruter. Jo det er nok en god ide at holde øje med hvad menneskesmuglerne ellers kan finde på, men hvad vil man gøre ud over at holde øje? Hvordan vil man reagere? Indkalde til nye møder på Malta eller hvad? Punktet om initiativer fra individuelle medlemsstater lyder måske lidt kryptisk, men det henviser bl.a. til, at Italien ganske kort før topmødet har indgået en separat aftale direkte med premierminister Fayez al-Sarraj fra Libyens "Government of National Accord." Den regering, der er i 2015 blev anerkendt af UN. Det er den seneste af en række aftaler, som har haft til formål at begrænse migrationen til Italien via Libyen. På sin vis er aftalen rettet mere præcist mod at dæmme op for strømmen af illegale migranter end EU erklæringen, for det hedder bl.a. (i en engelsk oversættelse):"Reaffirming the resolute determination of cooperating to individuate urgent solutions to the irregular migrants matter which cross Libya to go to Europe by sea, through the provision of temporary hosting camps in Libya, under the exclusive control of the Libyan Interior Ministry, in anticipation of repatriation or voluntary return to the countries of origin, working at the same time so that countries of origin accept their own citizens, that is signing agreements with these countries in regard to." Her er det da i mindste tydeligt, at der skal oprettes temporære lejre for migranter i Libyen, med henblik på senere at sende migranterne tilbage hvor de kommer fra, mens man arbejder på at få landene til at modtage deres egne landsmænd retur. Punktet om dialog. Ja, det kan næppe skade, men spørgsmålet er om det gør nogen forskel: "Resultaterne fra den store dialog på topmødet i Valletta med deltagelse fra afrikanske lande d. 11-12 november 2015, lader i hvert fald vente på sig. Selvom det hed: "EU and African leaders agree on ambitious action plan to tackle challenges and opportunities of migration" (eeas.europa.eu). Man kan næppe hævde at den ambitiøse plan siden har resulteret i ambitiøse resultater. Sagen er jo nok, at dialog, som vi tidligere har set på, ikke er nok. Hvis der ikke følger penge med, er det ikke meget der tyder på, at modparten i Afrika overhovedet hører efter. Erklæringen henviser ganske vist til, at EU vil støtte Afrika med milliard beløb i udviklingsbistand, men når det gælder den konkrete opgave, at bremse eller stoppe strømmen fra Afrika er der ikke meget at hente: "Til dækning af de mest presserende finansieringsbehov nu og gennem hele 2017 ser vi med tilfredshed på Kommissionens beslutning om som et første skridt at mobilisere yderligere 200 mio. EUR til fondens Nordafrika-del og om at give migrationsrelaterede projekter vedrørende Libyen forrang." Så ja, der følger også lidt penge med, men dels er beløbet ikke særlig stort, og dels er der ingen, der kan være sikker på, at pengene anvendes til de formål, der nævnes her. Helt uden betydning er erklæringens selvglade konstatering af, at "Kommissionen har til hensigt snarest som et første skridt at forelægge en ajourført handlingsplan om tilbagesendelse og yde vejledning vedrørende flere operationelle tilbagesendelser fra EU's og medlemsstaternes side og effektiv tilbagetagelse baseret på gældende ret." Snart vil der således foreligge endnu en plan, men der er intet om, hvordan man kan få afrikanske stater til at acceptere, hvad man finder frem til. Sidst i erklæringen finder vi de sædvanlige voodoo-agtige besværgelser, hvor man synes at antage, at hvis man skriver noget i en erklæring, så er det godt på vej til at blive realiseret. Hør blot: "Vi er enige om at handle resolut og hurtigt for at nå målene i denne erklæring og opfordrer alle aktører til at arbejde hen imod dette." I lyset af hvad der er kommet ud af tidligere topmøder med tilsvarende formål, må man snarere forvente, at EU handler ubeslutsomt og langsommeligt. Ligesom det næppe er tilstrækkeligt at komme med opfordringer. Vi må derfor konstatere, at de mål og midler, man er blevet enige om at skrive ind i erklæringen, næppe vil kunne bidrage til at bremse migrationsbølgen fra Afrika. Kort sagt, enigheden rækker ikke til mere end til erklæringer om etablering af en yderst porøs "mur" eller snarere et "stakit" bestående af hensigtserklæringer, papirbesværgelser, upræcise og tågede mål og et forfængeligt håb om, at Libyen, der end ikke har styr på egne forhold, vil kunne klare en opgave, som EU ikke selv kan finde ud af at løse. Vankelmodigheden hos EU er stor. På den ene side vil man forhindre tilstrømningen med utilstrækkelige midler, på den anden side vil man fortsætte bestræbelserne på at opsamle og redde de migranter, som menneskesmuglerne vil sende ud i Middelhavet. An imaginary wall in the political quicksand of Libya? Hvad er det for en stat, der i følge erklæringen skal være den vigtigste aktør i EU's planer om at stoppe migrantstrømmen fra Afrika? I følge en artikel udgivet "European Council of Foreign Relations" er det en stat, hvor den førhen omtalte "Government of National Accord" næppe kan siges, at have kontrol over ret meget. Under overskriftren "One Country, three governments" gør artiklen rede for nogle af de komplicerede politiske forhold i Libyen. For det første er der det UN anerkendte "The Presidential Council" med Fayez al-Sarraj i spidsen. Dette råd præsiderer over " The Government of National Accord" (GNA) og er forskanset på en svært bevogtet flådebase i Tripoli. En tidligere premierminister, Khalifa al Ghwell, med tilhængere, der hævdes at være knyttet til islamistiske grupperinger, påstod i januar at have taget kontrol med tre ministerier i Tripoli. Den anerkendte regering hævder på sin side, at der blot var tale om et mediestunt. Det lykkedes dog Khalifa al Ghwell at tale i TV, hvorfra han annoncerede at UN-aftalerne var "invalid." Aktuel status for Khalifa al Ghwell er ukendt. I Tobruk findes et tredje, selvudnævnt magtcenter under den erklærede anti-islamiske general, Khalifa Haftar, der er i opposition til GNA. Haftar får åbenbart en eller anden form for støtte fra Rusland. Sidst i januar kunne "Al Jazeera" berette, at" Haftar visited a Russian aircraft carrier off the coast of Tobruk from where he held a video conference with Russian defence minister Sergey Shoigu. Italian State TV RAI reported that Haftar signed an agreement whereby Russia would build two military bases near Tobruk and Benghazi" (aljazeera.com). Forsøger Rusland mon dermed at opnå indflydelse og baser i Libyen ved at satse på en slags lokal version af Syriens Assad i skikkelse af general Haftar? Det ville i givet fald give anledning til fortsat politisk og militært kaos. Nåh ja, så er der naturligvis også diverse bevæbnede grupper, deriblandt Daesh tilhængere. Mon ikke denne korte gennemgang giver en antydning af, hvor ustabil den politiske og militære situation i Libyen er. Det således mere end svært at se, hvordan Libyen reelt kan bidrage til skabe et værn mod flygtningestrømmen fra Afrika. Med andre ord EU forsøger at opføre en imaginær mur på politisk kviksand i Libyen. A growing realization that hard choices will be unavoidable? Om det er en prøveballon i anledning af det kommende Bundestags valg d. 24. september, er ikke til at vide, men for nylig agiterede et fremtrædende parlamentsmedlem fra SPD, Thomas Oppermann, for en slags Australia light løsning: "Um die Schleuserbanden wirksamer zu bekämpfen, müssen wir ihnen die Geschäftsgrundlage entziehen, indem die im Mittelmeer geretteten Flüchtlinge wieder zurückgebracht und zunächst in Nordafrika versorgt und betreut werden. (min fremhævelse)Ein besserer Grenzschutz und ein paar Auffanglager reichen dafür aber nicht aus. Wir müssen die Transitländer darin unterstützen, Strukturen eines Aufnahmelandes zu entwickeln, und ihnen helfen, eigene funktionsfähige Asylsysteme aufzubauen" (FAZ). Det er forslag, der tidligere har været luftet forskellige steder, bl.a i Østrig og Danmark, men de hver gang afvist til fordel for en fortsat ubeslutsomhed, hvor man hverken lukker for strømmen eller sikrer, at flygtninge og migranter kan komme sikkert over Middelhavet. Nu har erkendelsen af, hvor stor en tsunami, der potentielt kan være tale om, sammen med de forestående valg og truslen fra partier på højrefløjen, fået flere politikere til at tænke i hårde løsninger. De er ved at blive stuerene, men hvornår kan man få et samlet EU til at indse dette? Ungarn, der var foregangsland, når det gjaldt sikring af deres del af EU's ydre grænse, kom i går med et nyt drastisk forslag: "Hungary will submit proposals to the EU to protect Europe’s borders by automatically detaining any asylum seeker for the whole period of their asylum application, according to the government’s chief spokesman, Zoltán Kovács" (The Guardian). I Belgien nægtede immigrationsminister Theo Francken for nylig at rette sig efter en dom, der pålagde ham at give asyl til syrisk familie fra Aleppo,. Hans argument var "that they clearly intended to stay in the country more than the visas’ stipulated three months. In addition, ... EU member states were not obliged to admit all those finding themselves in a catastrophic situation." (curia.europa.eu). Hermed giver han blot udtryk for den indlysende erkendelse, at Europa ikke kan tage imod alle flygtninge og migranter, fra al verdens krisecentre og folkevandringer. Man må træffe et valg. Det betyder at man selv må sikre egne grænser. Det betyder også at man er nødt til diskriminere til fordel for flygtninge, der har størst behov og for migranter, der kan yde et bidrage til økonomien. Ligesom man i højere grad må sikre sig, at de mennesker man modtager, kan integreres i samfundet. Det er således ved at være på tide at man indser:
Konklusionen bliver derfor som vi tidligere har skrevet: De eksisterende tiltag fra EU og idealistiske forslag fra diverse grupper om at lette adgangen til Europa, virker, set ud fra den mennesketsunami, som befolkningstilvækst og klimaforandringer kan forventes udløse, helt utilstrækkelige, frygteligt naive, og i sidste ende selvdestruktive. Strømmen skal simpelthen begrænses nu, med lige så drastiske midler som Australien og Spanien benytter sig af. For EU kan ikke løse Afrikas problemer, men ved at holde låget lukket på migration fra Afrika, kan EU måske bidrage til at øge trykket i kedlen i en sådan grad, at afrikanske lande presses til interne politiske forandringer, til mere selvstændig udvikling og til bestræbelser på at mindske befolkningstilvæksten. |
