Velkomstkultur beskytter mod terrorisme
Efter terroren i Paris var det forudsigeligt, at mange med en vis ret ville se kritisk på strømmen af flygtninge med muslimsk baggrund. Nu var der i hvert fald  grund til at være langt mere forsigtig med, hvem man modtog med åbne arme.
Nej, slet ikke! Lød det fra Zentralrat der Muslime i Tyskland. De åbne arme ville tværtimod forebygge terrorisme. Med stor overbevisning proklamerede formanden:  Die Willkommenskultur ist der größte Feind der Terroristen." (Deutschlandfunk).
Meget mere end en ubegrundet overbevisning havde han dog ikke at byde på. Vagt argumenterer formanden med, at flygtninge  jo netop er flygtet fra terroren. Derfor ville det være helt forkert, at forsøge at stoppe flygtningestrømmen. Tværtimod skulle man lægge forslagene om at droppe familiesammenføring til side. Integrationen af alle de unge mænd, der allerede var ankommet som flygtninge, ville blive meget lettere, hvis de fik lov til at få familiesammenføring. Ikke at den nuværende ordning har været nogen succes for integrationen. Mellem linjerne hører man næsten formanden sige, hvis ikke de unge mænd får lov til familiesammenføring, bliver de vanskelige at integrere. Gad vide, hvad det betyde. Vender de unge mænd sig så mod de åbne arme, der byder dem velkommen med blomster, små hilsner og aflagt tøj. Bliver de ligefrem vrede på os?
En kommentator i ugeavisen Die Zeit er helt på linje med formanden for Zentralrat der Muslime. “Der größte Feind des islamistischen Terrorismus ist die Willkommenskultur." (Die Zeit). Bag et sådant udsagn må ligge en fantastisk overbevisning eller er det defaitisme, for det er svært at finde forståelige argumenter, der underbygger, at netop de åbne arme er terrorismens største fjende. Umiddelbart skulle man mene, at netop de åbne arme og grænser må gøre det lettere at udøve terror. Hvordan kan man så nå frem til den modsatte effekt?
Tilsyneladende er komnetatorens svar: Ved at øge velkomsten. Han henviser til, at europæerne og amerikanerne gennem de sidste 100, 50, 20 , ti og 2 år har mishandlet, udbyttet og foragtet Mellemøsten. Spørgsmålet er derfor, hvordan man kan hente olie ud og samtidig forhindre terrorisme. Svaret forekommer naivt. Vi skal allierer os med dem, der flygter for terroren i Mellemøsten, de velvillige, der kæmper for deres ret. Alliere os mod alle dem, der sår had: Terroristerne fra IS, islamisterne i Saudi-Arabien, massemorderen fra Damaskus og det brutale diktatur i Ægypten. Hvordan kommentatoren når frem til, at de mennesker, der udgør flygtningestrømmen i dag, netop repræsenterer alle dem, der ikke sår had, dem, der er villige til at alliere sig med Vesten og ikke vender sig mod os, leverer han ikke noget argument for. Faktisk har det indtil nu været modstanderne af Assad og Al-Sisi der udøvede terror, dvs. præcis dem, som komentatoren ser som allierede mod terrorisme. Hvilket får hans argumenter til at virke særdeles selvmodsigendes, ja besynderlige.
Uanset hvilke kombinationer af flygtninge vi oplever fra disse muslimske kriseområder og krigsområder, er det klart, at de også repræsenterer de stridende og derfor ikke blot består af velvillige.
De to repræsentanter for at strække armene endnu længere ud til en altomfavnende velkomst er ikke alene. Fra nyhedskanalen N-TV kan man også høre en kommentator med overbevisning hævde: “Willkommenskultur schützt vor Terrorismus." (N-TV). Argumentet lyder her, at jo flere, der flygter fra IS, jo flere skal ikke underkaste sig IS-terroren og derved blive en del af den. Det lyder da som et gyldigt argument, hvis det var de eneste, der dukkede op i flygtningestrømmen, hvad de ikke er. Desværre er det også sandsynligt, at der blandt flygtningene er mange, der hader  Vesten, fordi de anser os for at være en medvirkende årsag til at IS i det hele taget opstod..
 
Velkomstkultur fremmer terrorisme
“Of course it’s not accepted, but the factual point is that all the terrorists are basically migrants.” (Politico). Det er hvert fald ikke et populært synspunkt og da slet ikke når det er Viktor Orbàn, der siger det. For dem, der ikke helt kan følge tankegangen og husker, at nogle af Paris terroristerne kom fra Frankrig, tilføjer Orbàn, at det kun er spørgsmål om, hvornår de immigrerede til EU.
Hvad betyder det så for synet på flygtninge. Orbàn er ikke i tvivl. Han slutter noget i retning af følgende: Hvis alle terrorister er muslimske migranter eller født af muslimske migranter, og næsten alle flygtninge er muslimske, ja så må alle flygtninge være potentielle terrorister. Sådan siger han dog ikke, han taler naturligvis kun om, at der findes en tydelig forbindelse mellem terrorisme og muslimsk migration til Europa.
Han hævder, at Vesten er i krig med islamister i Mellemøsten og Afghanistan . Derfor repræsenterer de alle “a security threat because we don’t know who they are. If you allow thousands or millions of unidentified persons into your house, the risk of … terrorism will significantly increase.” Her peger han på et problem som man næsten glemmer i debatten om flygtninge. Tyskland modtag i denne måned indtil i dag knapt 180.000 flygtninge. De fleste reelt uden nogen som helst baggrunds tjek, så vi ved ingenting om dem, der lige nu strømmer ind over vore grænser.
Hvad betyder det så for vores håndtering af flygtningestrømmen? Selv om næsten alle terrorister i Europa i dag er muslimer, er ikke alle muslimer potentielle terrorister. Hvad er så modsvaret til de åbne arme? Skal alle muslimske flygtninge holdes ude?
Det er næppe meningen, snarere er der tale om, at den illegale indvandring af flygtninge og migranter skal stoppes ved de ydre grænser og at der skal foretages en langt skrappere kontrol med, hvem der får mulighed for legalt at krydse grænsen. Så i stedet for de åbne arme og en betingelsesløs velkomstkultur, argumenterer Orbàn for en hånd, der viser stop. Først efter en grundig kontrol, bliver det til en hånd, der vinker flygtningen ind over grænsen. Det er hans argument for at lukke Ungarns grænser, ikke for legal migration , men for illegal indvandring. I virkeligheden er det dog EU's ydre grænser han mener, der skal lukkes. Med lukkede ydre grænser ville Ungarns hegn ikke være nødvendig.
Orbàn giver os ingen forklaring på, hvorfor specielt muslimer udgør den potentiel terrorisme fare, han nøjes med at konstatere. Andre har imidlertid søgt at forklare baggrunden for, at der kan forventes en generel bitterhed og et had fra muslimsk side over for Vesten i skikkelse af USA og Europa. Både Bernard Lewis og Samuel Huntingdon har forsøgt at præsentere forklaringer på, hvorfor det skulle være tilfældet. Lewis: “For vast numbers of Middle Easterners, Western-style economic methods brought poverty, Western-style political institutions brought tyranny, even Western-style warfare brought defeat. It is hardly surprising that so many were willing to listen to voices telling them that the old Islamic ways were best and that their only salvation was to throw aside the pagan innovations of the reformers and return to the True Path that God had prescribed for his people." (The Atlantic).
Muslimsk fundamentalisme har samlet og fokuseret en ubestemt og diffus utilfredshed og had i en ortodoks religiøs ideologi, rettet den mod bestemte Vesten og ivret for modstand og jihad i religionens navn. Hvis Lewis har ret i sine betragtninger, for mere er det jo ikke, ville det betyde, at vi hos troende fundamentalistiske muslimer kan forvente en afstandtagen over for vestlige værdier og holdninger. Dermed ville religionen, som vi har beskrevet tidligere, være det bagtæppe, hvorpå terrorismen tegner sine mønstre.
I så tilfælde ville endnu mere åbne arme ikke gardere os mod mere terrorisme, tværtimod kunne de betragtes som et svaghedstegn, som mere fundamentalistiske bevægelser, som f.eks, salafister, ville udnytte til at fremme egen mål.
 
Tvesind og usikkerhed
Af de to foregående positioner synes den sidste at rumme en grad af forsigtighed. Den kan næppe befordre mere terrorisme ved at indføre en større grad af kontrol med grænserne, hvorimod den første position på trods af den udtrykte, men ubegrundede, overbevisning rummer påstande, hvis rigtighed ikke ligefrem bekræftes af historien. Hvorfor en efterfølgelse af disse råd ville udgøre stort eksperiment, med gevaldige risici.
Tvivlen og usikkerheden om, hvorvidt de store flygtningestrømme ligefrem befordrer terrorismen, er ganske stor. Der findes i øjeblikket ikke mange konkrete oplysninger, der kan medvirke til at mindske tvivlen og reducere usikkerheden. Kun dyrekøbte erfaringer, vage  indikationer,  usikre formodninger om flygtningene og diverse antagelser.
Til disse hører:
 
Mange af de aktuelle terroraktioner er foretaget af mennesker, der har en migrationsbaggrund. Blandt de millioner af mennesker i EU, der har migrationsbaggrund fra ikke-vestlige lande, udgør identificerede terrorister et uhyre ringe antal. Det kan næppe begrunde en generel mistanke til flygtninge.
 
Aktuelle terroraktioner er foretaget af mennesker, der påberåber sig en radikal version af Islam og flertallet af flygtninge er muslimer (det var Orbàn argumentet). Her skal man så huske, at der udover et forholds lille antal muslimske terrorister,  findes en mget større gruppe af muslimer, der skal holdes øje med på grund af mistanke om radikalisering. I Frankrig skulle op mod 20.000 være forsynet med “affiche S" markering.  Antallet, der skal holdes øje emd, er formentlig mindre i andre lande.
 
Formodninger om “trojansk hest" aktiviteter. Manglende kontrol og baggrunds tjek af flygtninge, der krydser grænsen til EU, betyder i følge Daily Telegraph  at home-grown jihadists are able to travel freely from Syria to Europe because as few as one in 100 are checked against the EU’s anti-terrorism watchlist in some countries" En repræsentant for “Der Deutschen Polizeigewerkschaft", Rainer Wendt, hævder tilsvarende, at “höchstens fünf bis zehn Prozent der einreisenden Flüchtlinge tatsächlich kontrolliert werden." (Deutsche Wirtschafts Nachrichten).
Det betyder, som også Orbàn var inde på, at vi ikke aner, hvem der kommer ind i EU og med hvilke motiver. Det kan potentielle IS terrorister naturligvis benytte sig af. Beroligende kan andre kilder i tysk politi fortælle, at man kun har haft mistanke til ca. 80 flygtninge, og at mistanken ikke kunne bekræftes. ( Mär vom einschleidcende) Eftersom man generelt kan konstatere, at flygtninge ikke kontrolleres, er det imidlertid en ret ligegyldig oplysning, der ikke kan bruges til at afkræfte antagelsen om, at terrorister benytter flygtningestrømmen som en slags trojansk hest.
 
Efter Paris terroren mener man, at en af hovedmændene bag terroren har haft mulighed for at rejse frem og tilbage fra Syrien uden at blive fanget i en grænsekontrol, selv om hans var forsynet meden “affiche S" betegnelse. At han blev stoppet en enkelt gang i Tyskland uden nogen konsekvenser, tyder ikke på at man har en effektiv kontrol.
“Også flere andre af de døde terrorister, det indtil nu er lykkedes at identificere, har haft held til at rejse frem og tilbage mellem Frankrig/Belgien og Syrien uden at blive opdaget. Men i Abaaouds tilfælde er den uhindrede pendlertrafik særligt himmelråbende“ (Berlingske).
Hvilket så leder til en formodning om, at potentielle terrorister forholdsvis frit kan bevæge i rundt i Europa, efter at de eventuelt er sluppet ind med falske ID papirer og/eller har udgivet sig som flygtninge. Det er antagelse bl.a. premierminister Valls har ytret: These individuals [Paris terrorister] took advantage of the refugee crisis... of the chaos, perhaps, for some of them to slip in." (France24).
Han får støtte af chefen for Metropolitan Police Sir Bernard Hogan-Howe, der mener at Europas grænser er alt for porøse. Europa har en betydeligt problem, fordi man har "millions of people wandering through" [but only] "limited control over the borders". (The The Telegraph).
UNHCR søger at berolige ved at hævde, “terrorists are unlikely to enter Europe using life-threatening routes and disguised as refugees," for straks efter at tilføje " but nothing can be ruled out" (Sputniknews).
 
Andre indikationer. I Serbien finder man forfalskede pas mage til det pas man fandt i Paris, blot med et andet foto. Kursoriske ID tjek er således ikke tilstrækkelige til, at man ved, hvem man har med at gøre.
I følge BR  (Bayrischer Rundfunk) stoppede tysk politi for nylig en mand fra Montenegro i en bil, der viste sig at rumme “acht Kalashnikow-Gewehre mit Munition, mehrere Pistolen, zwei Handgranaten und 200 Gramm Sprengstoff." På GPS'en skulle være indkodet en adresse i Paris. En leverance til en terrorgruppe eller blot bandekriminalitet? Det vides ikke.
Udover terror er flygtningestrømmen også blevet relateret til faren for større og farligere kriminalitet. Hvilket igen ville have virkning for den almene sikkerhed.
 
EU: Febrilsk aktivitet uden aktion
Med baggrund i sådanne formodninger, antagelser og indikationer er det ikke så sært, at appeller om sikring af EU's grænser bliver stadig kraftigere. Især naturligvis i Frankrig, der lettere forbitret må konstatere, at Paris terroren måske blev muliggjort af en helt utilstrækkelig grænsekontrol i Europa generelt.
Et Europa med pivåbne grænser, der ikke har vilje og mod til sikre sine grænser gennem omfattende kontrol med og af hvem, der krydser grænserne, må omsider indse, at man derved bidrager til at muliggøre og lette fremtidige terrorhandlinger.
 Indsigt er ikke nok, der må handling til og tro mod sin sædvanlige form for febrilsk aktivitet uden aktion, samledes rådet bestående af EU' indenrigs- og justitsministre d. 20. november diskutere, hvad man skulle gøre for forhindre fremtidig terror.
Rådet indleder med at udtrykke sin solidaritet med Frankrig, Igen et udslag af den udbredte compassion signalling? “The attacks were an assault on the European values of freedom, democracy, human rights and the rule of law. This is not the first time that the EU has been confronted with a major terrorist attack and important measures have already been decided." (Outcome of the Council Meeting).
Men hvad vil man så foretage sig?
For det første mere og bedre kontrol med våben og våbensmugling. Rådet “invites Frontex and Europol to assist the Member States bordering the Western Balkans region in increasing controls of external borders to detect smuggling of firearms." I forvejen ved vi dog, at Frontex og grænsekontrollen er overbebyrdede af flygtningestrømmen, så denne "invitation" virker ærligt talt som det rene snak.
Næste punkt: Strengthening controls of external borders. Den evige besværgelse som alle efterhånden kan fremsige som en automatreaktion.
Igen, hvad vil man foretage sig? Her er nogle af de diffuse svar:
“Memberstates undertake to: implement immediately the necessary systematic and coordinated checks at external borders, including on individuals enjoying the right of free movement" Det skal ske ved en hurtig identifikation af mest trængende behov og mulige løsninger, opgradering af grænsekontrol systemer, forbundet med brug af fælles databaser. Systematisk registrering af fingeraftryk hos alle, der indrejser illegalt. etc. Styrkelse af grænsekontrollen, hvor det er mest påtrængende.
Er der noget afgørende nyt her? Ja, at kontrollen også omfatter personer fra Schengen området.
Man sidder åbenbart og træffer beslutninger uden kontakt med den virkelighed, der eksisterer ved grænserne, med en overbelastet grænsekontrol uden tilstrækkelige ressourcer og tid til effektiv kontrol.
Rådet gentager som så ofte før, hvad de allerede har konkluderet tidligere. Denne gang drejer det sig om at opdatere forslag om “Smart Borders," der åbenbart indebærer “making full use of technical solutions in order not to hamper the fluidity of movement." Opdatering af regelgrundlaget for Frontex aktiviteter for at give dem bedre mulighed for at bekæmpe terrorisme og organiseret forbrydelse.
Informationsdeling er også et stort tema. Mere registrering og bedre deling af information, bl.a. via oprettelse af et European Counter Terrorisme Centre (ECTC) fra 2016.
Forhindre finansiering af terrorisme. Også et vigtigt tema, hvor rådet inviterer EU-kommissionen til at fremsætte forslag bl.a. for at styrke “controls of non-banking payment methods such as electronic/anonymous payments, money remittances, cash-carriers, virtual currencies, transfers of gold or precious metals and pre-paid cards in line with the risk they present and to curb more effectively the illicit trade in cultural goods"
Herudover er der side efter side med, hvad jeg vil betegne som velmenende, bureaukratiske huskelister,  omhandlende bl.a. formaninger om at gøre noget ved radikalisering. Rådet konkluderer således: “that radicalisation leading to terrorism and violent extremism, due to its multidimensional and dynamic character, raises significant and evolving challenges which must also be addressed at judicial level, primarily by the Member States, but also, where appropriate, by a coordinated support at European level in accordance with the Treaties." Ja, det  er jo rigtigt og hvad skal man så konkret foretage sig?
Rådet betragter det som “necessary to adopt a cross-sectorial and multidisciplinary approach to effectively tackle radicalisation leading to terrorism and violent extremism, taking into account all different aspects: prevention, investigation, prosecution, conviction, rehabilitation and reintegration."
All different aspects. Det lyder som om man svært ved at fokusere og for en sikkerheds skyld nævner man alt, hvad embedsmændene har kunnet komme i tanker om. Hvad man skal gøre for opfylde alle disse punkter, står derimod hen i det uvisse, ligesom det uvist i hvilken grad det vil forhindre terrorisme. I virkeligheden ser vi her, at beslutningstagere stort set nøjes med at sige: Hvis vi nu nævner alt og erindrer om, at der mange faktorer, så har vi nok også ramt et eller andet, der måske kan gøre en forskel.    Er det ansvarlig politisk beslutningstagen, eller formålsløs foretagsomhed, a la fluer i flaske.
 
Åbne grænser er en væsentlig del af problemet
I forbindelse med flygtningestrømmen, er det på tide at gøre noget langt mere drastisk, nemlig at bestræbe sig på at lukke helt for illegal indvandring, for man  af flere grunde være tvivl om at det er de rigtige flygtninge der når frem til EU's grænser.  I stedet burde man som UK, USA og måske Canada og Australien, selv udpege og hente de flygtninge man har plads til direkte i flygtningelejre  i nærområderne.
Først og fremmest kunne man herved sikre, at man fik udpeget dem, der opfyldte de fleste betingelser for at kunne anerkendes som flygtninge. Dernæst kunne man foretage en mere omfattende kontrol, i stedet for som nu at nøjes med en kursorisk kontrol ved grænsen til EU. Måske var det en idé at tage ved lære af, hvad USA foretager sig. Her tjekkes flygtninge på stedet, før de kommer til USA.
“Because the refugee is abroad while the U.S. government checks their background, potential terrorist links, and their claims to refugee status, the vetting is a lot more thorough and can take up to two years for non-Syrians. For Syrians, the vetting can take about three years because of the heightened concerns over security." (Cato Institute).
Vi må konstatere, at man i EU er meget langt fra at praktisere sådanne former for kontrol. I stedet forsøger man fortvivlet at få styr på en voldsom strøm af flygtninge, der synes at vokse dag for dag.
Rådets vedtagelser giver derfor ikke noget som helst håb om, at der sker noget effektivt for at forhindre terrorisme på kort sigt. Derfor er det ikke så underligt, at Frankrig tyer til egne aktioner med stærkt øget grænsekontrol og undtagelses tilstand i foreløbig tre måneder. Premierminister Valls har endda, i følge journalister  fra bla. Sueddetsche Zeitung, krævet et stop for flygtninge:  “Wir können nicht noch mehr Flüchtlinge in Europa aufnehmen - das ist nicht möglich." (Sueddeutsche Zeitung). Senere ville han dog ikke stå ved citatet og hævdede, at han kun havde talt om at begrænse strømmen af flygtninge og om at sikre de ydre grænser.
Tusk taler om “a race against time" for at forhindre et sammenbrud af Schengen (Reuters). Bag lukkede døre har man i følge Daily Mail diskuteret iværksættelse af et stærkere mini-Schengen, hvor de sydeuropæiske lande ville blive sparket ud. For det er her vi finder de helt porøse grænser, der er årsagen til Schengens mulige totale kollaps.
Foreløbig lader det dog til, at man afviser sådanne ideer. EU migrations kommissær, Dimitris Avramopoulos, afviser i hvert fald tanken: ‘If we make full use of the tools given to us by Schengen our external borders will be protected in a more efficient way," he said. ‘We don't intend to open a discussion on Schengen's future. Schengen is the greatest achievement of European integration.’(Daily Mail).
Til gengæld dukker de førhen så kritiserede tanker om PNR (Passenger Name Record )op igen med fornyet styrke. Noget USA længe har insisteret på. Dateret d. 18. november 2015 finder vi således en note fra Det europæiske Råds sekretariat om emnet: “Proposal for a Directive of the Council and the European Parliament on the use of Passenger Name Record data for the prevention, detection, investigation and prosecution of terrorist offences and serious crime."
De rettigheder og den frihed og åbenhed vi hidtil har taget som givet, risikerer som følge af terrorfrygten, at blive eroderet af en myriader af tiltag, der hver for sig kan forekomme fornuftige og forholdsvis nemme at sluge, men som tilsammen kan antage det lette anstrøg af en politistat. Når og hvis det sker, kan man konstatere, at terroren i form af lokaliserede anslag, ikke blot har den effekt, at gøre os alle ængstelige, men også på afgørende og negativ vis påvirker de basale værdier for os alle i Europa.
Hvis man ikke vil risikere at netop det sker, ligger den allervigtigste indsats i at lukke grænsen for al illegal indvandring. Kun ved at have stringent kontrol med hvem og hvad man inviterer indenfor i EU, kan man opretholde de rettigheder og de friheder, inklusive fri bevægelighed, der lå en vigtig del af som visionerne om det fremtidige Europa

Don't mention Islam
En af de overlevende fra angrebene i Paris hørte en af angriberne råbe “Allahu akbar," mens han skød ind i mængden. Få dage senere hævder Teresa May med vanlig selvsikkerhed i en tale i Underhuset: “British Muslims and indeed Muslims worldwide have said very clearly these events are abhorrent …The attacks have nothing to do with Islam which is followed peacefully by millions of people around the world” (Mirror).
Lignende manende besværgelser kunne man høre efter angrebene i januar på Charlie Hebdo og det jødiske supermarked. Få dage efter udåden sagde Hollande: "Islam is compatible with democracy and we should refuse any confusion (om det).” Fra Præsidenten for Bundestag, Lammert, lød det: “Unser Gegner ist nicht der Islam, sondern der Fanatismus.” (Der Spiegel). I en tale sagde Merkel “Die Taten der Terroristen hätten mit der Religion nichts zu tun.” Terroristernes handlinger var tværtimod gudsbespottelse. Hvorfra hun så kan vide det.
Det var dengang i januar. Nu oplever vi så endnu mere omfattende terror i Paris, hvor terroristerne selv beråber sig på religion. Jeg ved ikke om man har lagt mærke til det, men den nye terror er anderledes, ikke bare ved sit skrækkelige omfang. I januar gjaldt det Charlie Hebdo, som gengæld for karikaturerne, og et jødisk supermarked, og dermed måske indirekte Israel. Denne måneds terror rettede sig mod selve den måde, vi lever på i vestlige samfund, med angreb på restauranter, spillested og fodboldstation. Denne gang var angrebet ikke mod specifikke karikaturer og mod jøder. Det var rettet på os alle uden undtagelse, mod hele den vestlige levevis. I et alenlangt og besynderligt IS eller Daesh kommuniké efter aktionerne hed det:
“In a blessed attack for which Allah facilitated the causes for success, a faithful group of the soldiers of the Caliphate – may Allah dignify it and make it victorious – launched out. It targetted the capital of prostitution and obscenity, the carrier of the banner of the Cross in Europe: Paris.” Naturligvis var der også henvisninger til Frankrigs rolle i krigen mod Daesh, “The smell of death will never leave their noses as long as they lead the convoy of the Crusader campaign” (The Spectator).
 
Holdningerne er ændret
Hvad er så reaktionen denne gang? Nye formaninger om at terrorren ikke havde noget med en vis religion at gøre eller hvad? Teresa May holdt, som vi har set fast i påstanden og Hillary Clinton gentog noget lignende.
Bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at andre toppolitikere denne gang undgik at gentage besværgelserne fra januar. Hollande manede denne gang ikke til ro om muslimer, men sagde: “This is a terrible ordeal which once again assails us. We know where it comes from, who these criminals are, who these terrorists are. In these difficult moments, we must — and I’m thinking of the many victims, their families and the injured — show compassion and solidarity. But we must also show unity and calm." (IBTimes).
Under overskriften "A darker mood towards Islam emerges in France" registrerer New York Times et skifte i holdninger siden attentatet mod Charlie Hebdo. “Secular France always had a complicated relationship with its Muslim community, but now it was tipping toward outright distrust, even hostility." (NYT).
Heller ikke Merkel gjorde denne gang for noget for at markere, at terrorismen ikke havde noget med religion at gøre. Formaningerne fra januar blev udeladt.
 
Nothing to do with us
Til gengæld skortede det ikke på markeringer fra muslimske repræsentanter. Saudi-Arabien erklærede: “The world community stand united to double its effort to root out this dangerous and destructive plague which targets the security and stability of the entire world.” Qatar fordømte disse afskyelige handlinger, “which target stability and security in France are against all human and moral values.” Fordømmelse og støtte til Frankrig kendetegner de muslimske landes fordømmelse af terroren i Paris.
Hvem er imidlertid med til at støtte Daesh’s aktiviteter? Flere kilder ytrer en mistanke om, at netop Saudi-Arabien og Qatar kan være med at finansiere Daesh og hævder, at Daesh har et større antal kæmpere fra Saudi-Arabien. “The Gulf states' motivation in financing groups like ISIS was to support their fight against the regime of President Bashar al Assad in Syria, ... Three quarters of the Syrian population are Sunni Muslims, but Syria is ruled by an elite drawn mostly from the Alawite minority. The Alawites are an offshoot of Shiite Islam.” (DW). Indirekte ville Gulf staterne støtte kampen mod Iran og shiiterne igennem en slags stedfortræderkrig, hvor på sin side støtter Assad og grupper af shiiter.
I hvilket omfang man støtter, og om det via private kilder, er ukendt, men mon man har overvejet, at Daesh kunne vende sig mod disse stater selv?
Skal vi betragte disse landes fordømmelser af Paris terroren som en slags beklagelse af, at der er sket fejltagelse i Daesh’s kamp. At man ganske vist støtter kampen mod Assad, Iran og shiiterne, men at Daesh desværre er kommet ud af kontrol og angriber alt og alle i Vesten.
Flere såkaldte islamske lærde henviser til, at terroren ikke har noget at gøre med islam: “Der Islam billigt keine Terroristen. Diese Akte sind das Gegenteil der Barmherzigkeit, die die Religion in die Welt gebracht hat” (Die Zeit). Hedder det i en erklæring fra Saudi Arabiens råd af lærde. Tilsvarende holdninger giver rektor for Al-Azhar universitetet i Egypten udtryk for.
New York Times citerer, hvad muslimer, de traf på gaden i Paris søndagen efter fredagens terror, sagde: “The Quran says that nobody can take a life,” hvorfor terrorristerne “have nothing to do with us.”
Fra formanden for centralrådet for muslimer i Tyskland lyder i første omgang lignende toner. “Diese Terroristen führen Krieg gegen die Menschlichkeit und damit auch direkt gegen den Islam. Ihr Ziel, Panik, Hass und Zwietracht zwischen den gesellschaftlichen Gruppen und Religionen zu säen, wird niemals aufgehen.” Terrorristerne fører også krig mod islam, så derfor hævder formanden, at man ikke må hoppe på deres limpind og tro, at deres pseudoreligiøse begrundelser hører hjemme i islam. (Pressemitteiulng, Zentralrat).
 
Vores egen skyld – og jødernes
Terroristerne misbruger koranen til at udøve vold og terror, mener formanden, og vægrer sig mod den stadige sammenkobling af Islam med terror. For ham er der andre grunde til terror: “Soziale, psychologische, kulturelle, aber auch wirtschaftliche – das ist eine Reaktion darauf”. Altså misbrug af religionen, mens det i virkeligheden er helt andre grunde, der fører til at der opstår grupper, der tyr til terror.
Stormuftien i Australien langer ud efter Vesten og finder her årsagerne til terrorismen: “It is therefore imperative that all causative factors such as racism, islamophobia, curtailing freedoms through securitisation, duplicitous foreign policies and military intervention must be comprehensively addressed.”
Han er ikke alene. Mange i Vesten, fortrinsvis naturligvis socialister, ser ligesom stormuftien, at Vesten så at sige selv er skyld i, at terrorismen nu kommer til os.
Hør bare hvad Sveriges Margot Wallström kan finde på at sige i SVT efter Paris terroren: "För att motverka radikaliseringen måste vi tillbaka till situationen som den i Mellanöstern där inte minst palestinierna ser att det finns ingen framtid för oss. Vi måste antingen acceptera en desperat situation eller ta till våld." (Göteborgs-Posten). Underforstået det er jøderne og dem, der støtter Israel, der er skyld i terroren.
Formanden for Belgiens socialister Jan Marijnissen er inde på samme spor: “Their behavior eventually is connected also to the Palestinian-Israeli … "The guys – I assume they were guys – who carried out the attacks probably come from a group of outraged people from the French suburbs
conflict," (JTA).
Derfor har angrebet som sådan ikke noget med religionen at gøre. Undtagen lige i den forstand, at vi ikke behandler muslimerne med respekt. De er naturligvis vrede, fordi de er udsat for generel racisme og for kritisable og forfejlede militære interventioner fra Vesten.
Det kringlede argument må derfor lyde noget i retning af: Anslagene har egentlig ikke noget med religionen at gøre, de er i stedet et resultat af Vestens mishandling af mennesker fra denne religion.
Det er lige før det ville være en genial bortforklaring. “Det er jeres egen skyld, I må vise os endnu mere respekt.” For er det ikke kun en bortforklaring?
 
Terror indlejret i religiøs idelogi
Ikke alle muslimer er terrorister, men de vigtigste terrorrister i dag hævder alle at være muslimer. Det gælder fra Philippinerne, over Kina, Thailand, Indien, Afghanistan, Mellemøsten, Egypten, Nordafrika ned til Afrikas horn og Nigeria. Det gælder også i Kaukasus. Det gjaldt og gælder stadig i Kosovo. Et kig i Global Terrorism Database viser for de senere år en høj muslimsk terroraktivitet. (GTD).
Ud fra almindelige fornuftsmæssige overvejelser vil det virke vanvittigt at hævde, at det alt sammen skyldes Palæstina konflikten, eller Vestens politik. Nogle steder kan man forsøge at hævde, at det er et resultatet af undertrykkelse fra et flertal, men man er nødt til at spørge om det er fordi mindretallet kræver for meget af flertallet. F.eks. ved at sætte religionen over loven.
Hvad man derimod kan konstatere med sikkerhed er, at stort antal af terroristerne hævder at være muslimer. Hvorfor vi, uden i første omgang at se på årsagen til at de volder problemer, helt stilfærdigt må konstatere, at religionen absolut spiller en rolle for deres oprør, terrorisme eller hvad vi nu vil kalde det.
Næste spørgsmål. Hvorfor tiltrækker denne religion og de radikale bevægelser der tager udgangspunkt i religionen i dag tusindvis af unge mennesker? Ikke blot når det gælder Daesh, men også Al-Shabaab, Boko Haram og Taliban f.eks.?
For at forstå det vil jeg forsøge mig med en sammenligning, der måske kan virke underlig ved første øjekast. Nemlig de socialistiske og kommunistiske bevægelser omkring 70'erne i det forrige århundrede og deres radikale aflæggere. Her blot i skikkelse af RAF, selv om der var mange andre socialistiske og kommunistiske bevægelser, der optrådte med terror.
RAF eller Roter Arme Fraktion, dem med en maskinpistol-i-rød-stjerne logoet, havde som hovedmål en slags ideel socialisme, der endnu ikke eksisterede nogen steder. For at nå målet så de en “Zerschlagung des monopolkapitalistischen Systems, die soziale Revolution” som uomgængelig. Her har vi den basale ideologi, en ideel og gennemført socialisme, der naturligvis havde sit bevidste udspring i grundteser, der kunne findes hos kommunismens hellige treenighed: Marx, Engels og Lenin.
Ideologien var således den samme, som man kunne finde som baggrund for den realt eksisterende socialisme i Sovjetunionen, DDR, og Mao Kina. Men selv om man således basalt set tog udgangspunkt i den samme ideologi, ville RAF og andre langt videre. Den realt eksisterende socialisme havde affundet sig med at leve i en slags fredelig sameksistens med Vesten, eller væbnet neutralitet. Det vi kender som den kolde krig. RAF og andre ville den væbnede kamp i socialismens navn mod modstanderne, den verdensomspændende kapitalisme, for at realisere den ideelle socialisme.
RAF var terrorister, men deres forestillinger hvilede på basal socialistisk ideologi og den ideologi havde stor tilslutning blandt unge i 70’erne. Tænk blot på de såkaldte ungdomsoprør. Selv om et flertal af unge tog afstand fra RAF aktioner, var mange enige i ideologien. Pudsigt forresten, at forløberne for vor tids muslimske terrorhandlinger, lærte deres håndværk af palæstinensere i lejre i Syrien og andre steder.
Siger denne historie os ikke noget om forholdet mellem islam, muslimer og de muslimske oprørsbevægelser og terrorrister? Daesh terrorristerne kombinerer redskaberne, moderne våben og IT, med gammeltestamentlig ideologi og profeter. Det er den samme ideologi, der i varierende, men dog udpræget grad, præger dagens muslimske religion i alle dens forskellige aftapninger.
Derfor forekommer det bizart at hævde, at disse dages terrorister ikke har noget at gøre med den muslimske religion. Flertallet af muslimer er ikke med på den ekstreme vold, men de er måske, ligesom 70’ernes unge socialister, enige i ideologien og målene.
I et Global attitudes survey fra 2015 finder Pew Research "much disdain for ISIS" i lande med overvejende muslimsk population.

Der er dog i nogle lande en ret stor del, der udviser en grad af sympati for ISIS og en meget stor del, der ikke ved, hvordan de ser på ISIS. Det generelle billede er dog, at flertallets syn på ISIS er negativt, med undtagelse af Pakistan.
På den anden side viser en stor del af muslimerne en vis modtagelighed for nogle af de basale mål, vi finder hos ISIS. Det gælder således spørgsmålet om, hvorvidt sharia burde være gældende lov. På andre områder gælder noget tilsvarende, f.eks. hvad angår kvinders stilling og homoseksualitet.

Pop stars idolatri og paranoia
Som i socialismen findes der massevis af ideologer, der finansieres af de forskellige sider af bevægelsen. Nu heder de blot imamer og muslimske lærde.
For mange unge kan den aggressive religionsudlægning, ligesom 70ernes aggressive udlægning af socialismen, være den mest tiltrækkende ideologi i dag. Naturligvis især for de dem, der har svært ved at klare sig, svært ved at opfylde egne forventninger, og dem, der  betragter vestens svagheder og manglende overbevisninger med foragt. For dem kan Daesh, ligesom revolutionære bevægelser i 70erne, være det tiltrækkende alternativ. De bliver måske også tiltrukket af den prestige og magt, som en aggressiv gruppe af heltemodige krigere, der lover dem guld og grønne skove, giver.
En skoleder i Wien oplever at radikale unge muslimer bliver opfattet som idoler, som popidoler, af skolens muslimske elever, og at de er begyndt at påvirke skolens elever direkte: “Es waren junge, kräftige Männer, die an einem Freitag vor der Franz-Jonas-Schule in Floridsdorf auftauchten. Weiße Häkelmützen trugen sie und jene langen Kleider, wie sie inradikalislamischen Kreisen üblich sind. Um Kontakt zu den Kindern mussten sich die Besucher nicht lange bemühen,erzählt Schuldirektor Christian Klar: "Sie wurden umringt wie die Popstars."  Resultatet var, at muslimsk mobning, burkaer og selfies med IS symboler bredte sig på skolen. (Der Standard). Det er dog lykkedes skolelederen at få indført forbud mod burkaen.
 Engang var det Che Guevara og Mao’s lille røde, nu er det muslimske selvmordere og Daesh's Youtube videoer, der repræsenterer modstanden mod eksisterende vestlige værdier. Det er holdninger, som tilsyneladende karakteriserer mange unge muslimer i Frankrig. “In deren ganz eigenen Universum, ausgegrenzt und geprägt von einermoralischen Kluft, die schwindelerregend sein kann, ist für viele das wichtigste Prinzip überhaupt, sich gegen die sonst vorherrschenden Werte zu stellen. Die zahlreichen Enthauptungen, die Gebete auf den Straßen, die kompletten Schleier – erschreckt oder beunruhigt sie all das? Sie "fahren voll drauf ab", denn sie "scheißen" auf Frankreich.” (Die Welt).
Som dengang med de radikale socialistiske bevægelser kan religionens ekstreme tilhængere og de religiøse profeter præsentere et helt andet verdensbillede end det verdslige vestens. Ud fra dette virtuelle verdensbillede eller rettere religion, dannes faste overbevisninger, ud fra hvilke alt hvad man ser og oplever kan forvrænges og perverteres til ukendelighed. Ud fra sådanne mere eller mindre bizarre vrangforestillinger eller paranoiaer, forvandles muslimske terror handlinger til det modsatte, til et vestligt-jødisk komplot mod islam.
 
Ingen dialog uden muslimsk selverkendelse
Hvis man først er så overbevidst, er man næppe modtagelig for fornuft. Dialogbaserede tilgange til ekstremisme er formentlig af denne grund dømt ti at mislykkes. Hvis man skal nå til fælles forståelse med en fundamentalist, det være sig en overbevidst socialist i 70’erne (der f.eks., kunne forsvare Pol Pots rædselsdiktatur) eller en muslimsk fundamentalist i dag, kan det kun ske, hvis man ender med at acceptere synspunkter, der ligger tæt på fundamentalisten. Fundamentalisten giver sig jo næppe.
Derfor skal der måske en langt drastisk tilgang til , hvis man vil undgå, at unge I dag ender med at adoptere en muslimsk fundamentalismes bizarre forestillinger. Ledere med en muslimsk baggrund forstår måske bedre denne mekanisme end dagens politiske ledere i øvrigt.
Det gælder f.eks. Rotterdams muslimske borgmester. Til det hollandske current affairs program Nieuwsuur (Newshour). udbrød han I januar: 'It is incomprehensible that you can turn against freedom,' But if you don't like freedom, for heaven's sake pack your bags and leave.'If you do not like it here because some humorists you don't like are making a newspaper, may Ithen say you can f*** off.
For nylig kunne man læse, at Labours muslimske borgmesterkandidat i London om muslimsk ekstremisme havde sagt: “For too long we have buried our heads in the sand." Britiske muslimer “have a special role to play in tackling extremism”... not because they – simply by virtue of sharing the same religion as the terrorists – are any more responsible for terror attacks than non-Muslims, but because they can be “moreeffective” at tackling that extremism."
En professor i islamiske studier ved Edinburgh University erkender, at Islam bliver set som hovedforklaringen på multikulturalismens fallit og frygten for mere indvandring. “…so great is the association of Islam with violence today that many see it only as a radical ideology full of groups perpetually plotting to bring down the West” (Daily Telegraph). Hun hævder derfor, at muslimerne selv må forandre deres syn på Verden og fortsætter: “There is no point in talking of human rights when it’s just your own human rights which concern you; there is no depth in talking of piety when your only concern is wearing the hijab; there is no traction in saying Islam is a religion of peace when the evidence for it is shrinking daily.”
 
Angstens dobbelthed: Mistænksomhed og eftergivenhed
Vores angst over for truslerne om fremtidige muslimske terrorhandlinger begrunder ret forskellige konsekvenser.
For tiden oplever vi en massiv og omfattende jagt på undslupne og potentielle terrorrister, store politi og lock down aktioner begrundet med mere eller mindre sikre informationer: Mistænkelige personer, eller glemte pakker og kufferter på offentlige steder. Fly tvinges til skyndsomme nødlandinger efter meldinger om bomber om bord. Forsøg på morsomme bemærkninger om bomber resulterer i arrestationer.
Nye initiativer til forhindring af terrorisme diskuteres og iværksættes. Nogle er så omfattende, at de ikke bare gør livet mere besværligt for os alle. De gør også store indhug i de værdier og rettigheder, som de tjener til at forsvare, dvs. de i en vis forstand går terrorristernes ærinde.
Muslimer føler sig diskrimineret og mistænkeliggjort i hverdagenm bl.a. i form af mere eller mindre eksplicit etnisk profiling. Når politikere besværgende husker os på, at muslimske terrorhandlinger ikke har noget med religion at gøre, er det naturligvis med henblik på at undgå, at man mistænkeliggør alle muslimer, men resultatet er snarere det modsatte. For man må spørge sig selv, hvorfor bliver de ved med at sige det? Siger de det ikke netop, fordi de selv tror, at det faktisk har noget med religion at gøre? De er blot bange for konsekvenserne hos dele af befolkningen, hvis de giver udtryk for det.
Politikerne besværgelse bliver kun gentaget for et berolige os, men det gør det ikke. Hvis man ser personer, der ligner de billeder af terrorister, der kører i uendelige sløjfer i nyhedsudsendelser, hvem kan så sige sig helt fri for at tænke, at det kunne være en terrorrist og følge deres færden med en større agtsomhed end man gør ved alle andre? Det er forekommer at være en ret naturlig form for implicit diskriminering. Mediernes enorme fokus på terroristernes aktiviteter er med til at forstærke denne diskrimination. Vi skal ikke være bange, udbasunerer medier, der i samme åndedrag gør, hvad de kan for at skræmme os
På den anden side bevirker muslimske terroraktioner, at man generelt begynder at være ængstelige over for muslimer, for hvad kan de ikke finde på. Ængstelsen kan på mærkværdig vis give sig udslag i, at man bliver mere tilbøjelige til at give efter for små og store krav fra muslimerne. Hvor denne given efter for krav om bederum , separate badefaciliteter for mænd og kvinder og specielle madønsker, måske var et resultat af en noget naiv tolerance over de intolerante, risikerer vi nu, at man giver efter for krav, fordi man frygter for konsekvenserne, hvis man ikke gør.
En lille, men ultraradikal del af en fundamentalistisk religion, kan dermed medvirke til, at man giver større indrømmelser til og udviser større eftergivenhed over for allede, der deler denne religion. Et simpelt eksempel. De kolossale protester og voldshandlinger i forbindelse med karikaturtegingerne, medfører usvigelig sikkert, at man i udstrakt grad i Vesten udøver selvcensur, for ikke på nogen at komme til at genere en fundamentalistisk religions tilhængere. Man giver køb på nogle af de dyrekøbte værdier i vestlige samfund, og tilpasser sig på grund af et lille antal terroristers handlinger den idelogi de repræsenterer.
På den måde bevirker terrorhandlingerne bizart nok, at vi tilpasser alle øvrige muslimer, hvilket jo sådan set er til deres umidelbare fordel og i øvrigt styrker dem i alle mulige andre krav.

Mobile vulgus
Ifølge Oxford dictionaries betyder det 'excitable crowd' og det passer meget godt på Twitters fuglekvidder. Da jeg begyndte på denne blog skrev jeg: “Alle mennesker kan optræde som iagttagere og fortolkere. Samtidig med at de selv udgør den kvidrende, flyvske flok af tweets og chats, der skal iagttages og tolkes på. Snart i en kaotisk kakofoni, snart som en selvorganiserende twitter-flok, der falder over et bestemt tema med gevaldige udladninger af synkron agitation over dette eller hint. Letbevægelige, fluktuerende bølger af meninger, der næsten som flokke af stære i sort sol formationer, skaber de særeste billeder og bidrager til de mest bizarre tolkninger.”
Synkron agitation. Det er præcis, hvad vi har oplevet i dagene efter Paris terroren. Mest bizart måske i et hashtag med betegnelsen “Je suis chien" ledsaget af fotos af hunde draperet med trikoloren.

Hunden, der tænkes på, er ikke hunden på billedet, men en af det franske politis sniffer hunde, kaldet Diesel. Diesel blev indsat ved aktionen i Saint-Denis og blev skudt under aktionen. Nu har en Twitter bruger, med en noget malplaceret inspiration fra "Je suis Charlie," skabt tagget "je suis chien." BBC kan fortælle, at det blev retweetet 13.000 gange og søger man i dag "je suis chien" på Google melder 90.800 resultater sig efter 0.44 sekunder. Hvad der måske begyndte som et forsøg på at være morsom, blev åbenbart taget alvorligt af tusinde.
Medfølelse med politihunde. Der er ganske tydeligt ingen grænser for galskaben hos letbevægelige mængder af mennesker på Twitter.
 
Tricolore compassion eller virtue signalling
Ganske kort efter terrorangrebene i Paris kunne man på TV se Sydney operaen stråle i trikolorens farver, og snart efter lyste markante vartegn fra hele Verden i de samme tre farver, blåt, hvidt, rødt. TV-kommentatorer svælgede i rørstrømske vendinger over de fantastiske globale signaler om solidaritet og medfølelse med Frankrig – og ofrene naturligvis. Men det var ikke nok, det inspirerede blot en 'excitable crowd' til at anbringe trikolorens farver overalt. Man kan undre sig over den hast, hvormed alt muligt fik trikolorens farver, men måske er der slet noget at undre sig over. Det er blot endnu et eksempel på letbevægelige mængder, der falder over et bestemt tema med gevaldige udladninger af synkron agitation.
 På Facebook bredte fotos dyppet i tricolor sig. Excitable crowds gik på gaden for at vise medfølelse og solidaritet medbringende de obligatoriske rekvisitter til medfølelses- og solidaritetshandlinger: blomster, te lys, små sedler med deres egne personlige hilsner, og naturligvis trikoloren.
Store og små politikere holdt sig ikke tilbage, overalt udtrykte man solidaritet med Paris. Med de sædvanlige store overskrifter kunne BT skrive: “Danskerne tilmelder sig i tusindvis: Ungdomspartier går sammen om mindehøjtidelighed søndag." I annonceringen af højtideligheden skriver de unge politikere: “Vi skal vise, at vi på trods af politiske forskelle og uenigheder, kan stå sammen imod vold og imod terror. Derfor samles vi i morgen, søndag, kl. 17.00 foran den franske ambassade med lys, fakler og blomster for at mindes dem, der ikke er blandt os mere og for at vise vores respekt og opbakning til Frankrig." Stå sammen mod vold og terror, solidaritet med og opbakning, i det mindste verbalt, til Frankrig. Sådan lød budskabet  fra alle de politikere, der var fortrolige med disse rituelle vendinger, som de lirede af sig som udenadslærte remser.
Alt sammen ledsaget af årvågne journalister og videokameraer, parate til at dokumentere medfølelsen og sprede budskabet, så alle kunne se det. Men naturligvis skulle budskabet også ud på Twitter. Her er et par eksempler:
 
Roses offered outside French consulate on Stuart Street in mourning for Paris attack.
 
Hundreds gathered in silence at Pariser Platz (Paris Square) in Berlin, with sea of flowers in front of Fr. embassy.
 
Omni Hotel in Dallas is displaying French flag insolidarity with France.
 
Et udtryk for ægte medfølelse? Næppe, trods alt er afstanden til den parisiske terror så stor, at man næppe kan forvente den medfølelse og sorg, der griber en, der oplever det tættere på.
Det er jo heller ikke sådan, at vi ligefrem oplever den samme medfølelse i forbindelse med andre terrorangreb. For Nigeria, ingen nigerianske flag, for Israel, ingen israelske flag, det ville ikke være come il faut, og i Rusland må de nøjes med deres egen medfølelse.
Hvad er så forskellen og hvad forklarer så reaktionen på Paris? Ja, det kan kun blive et sæt af formodninger. Allerførst er det et spørgsmål om mediedækning.  Medfølelse og solidaritet ser nærmest ud til at vokse ligefrem proportionalt med mediedækningen i både TV og sociale medier, og ikke med terrorens eller katastrofens omfang i kolde tal.
Mediedækningens omfang må i sig selv antages at være proportional med den forventede interesse for sagen hos seerne. I hvert fald for TV’s vedkommende, hvor man jo konkurrerer indbyrdes om seeres gunst.
Interessen hos seere og Twitter brugere må antages at være knyttet til en slags mental nærhed. En nærhed skabt på forhånd af generel interesse for lokaliteten, hvilket naturligvis igen kan høre sammen med mediernes hidtidige interesse for stedet, ens egen viden om stedet, og måske endda personlige forbindelser. Endelig må der være drama og måske endda en dramatisk udvikling over tid i historien. Nyhedsmedier konkurrerer trods alt med virtuelle dramaer i sport og film, når det gælder om at fange seere.
Alt dette er naturligvis opfyldt for Paris terrorens vedkommende, mens de sønderrevne dele af et fly og et nærbillede af en sko i en ørken i Sinai, ikke har helt samme virkning. Især ikke når dramaet er overstået og det i øvrigt drejer sig om russere,
Hvad mediedækning og interessen angår, er der således ingen grund til at finde det underligt, at vi er mere optaget af parisisk terror, end af selvmordsbomber i Irak eller Nigeria.
Derimod er der meget andet, der irriterer, fordi det forekommer udvendigt, eller unødigt påtrængende og manipulerende. Det gælder mediernes ufattelige svælgen i  og fokusering på virtue signals, eller virtue demonstrations  (måder, hvorpå mennesker gennem ord og handling kan foregive at besidde høje moralske og empatiske idealer).
Som jeg erindrer det, begyndte disse virtue demonstrationer med Diana's død i 1997, hvor TV-medierne og seerne indgik i en slags gensidig forstærkende selvsving. Medierne med drama beretninger. De af seerne, der havde mulighed for det med demonstrativ medfølelse, der tog form af hastigt ekspanderende arealer med plasticindpakkede blomster, personlige noter og tingel tangel.
Fælles virtuelle demonstrationer af medfølelse, en slags demonstrativ virtue signalling, er nu ved antage et fuldstændigt absurd omfang. Man kan frygte, at sådanne virtue demonstrationer, der er fuldstændig uforpligtende og formentlig i de fleste tilfælde fuldstændig overfladiske, overdøver og skjuler, hvad en mere dybfølt, men knapt så manifest medfølelse og solidaritet omfatter.
Kynisk kan man efterhånden forvente, at kun den udvendige virtue demonstration bliver taget alvorligt, mens en stille dybfølt og langtidsvirkende sorg, på sin vis slet ikke eksisterer længere. Gennem virtuel virtue signalling stiller man sin godhed, medfølelse og solidaritet demonstrativt til skue. Ved offentlig markering over for andre bekræfter man sig selv i sin følelsesdemonstration, og så kommer den måske oven i købet med i TV-billedet.
Det er sådan set alt hvad virtue signalet rummer, indtil næste gang medierne og Twitter beskeder kalder en til virtue demonstration. Denne selvgode følelse af medlidenhed, medfølelse og solidaritet opstår formentlig kun, når man deler og demonstrerer den i fælleskab med andre. Dvs. den skal udløses af større mediebegivenheder i TV eller på de sociale medier. Ellers sker der formentlig ingenting. Det betyder, at man vil være ude af stand til en personlig demonstration af medfølelse og solidaritet ved nære småskala katastrofer, ved et enkelt menneskes ulykke, eller ved oplevelse af bekendtes personlige problemer.
Lidt kynisk formuleret. Vi ender med at føle mere for det vi kun oplever virtuelt end for det, der reelt sker lige omkring os. I det nære kan vi finde på at optræde som innocent bystander, rubbernecker eller på tysk Gaffer, der ganske vist er nysgerrig men ikke personligt skal involveres. Hvorfor vi heller ikke selv kan forvente noget af andre, hvis vi kommer ud for et uheld. Med mindre det er noget medierne antager vil optage seerne, eller en tilfældig person finder på et interessant hashtag.
Når man ser al den udvendige medfølelse og solidaritet, der for tiden demonstreres, kan man komme til at føle en slags compassion fatigue, men det ville være en hån mod dem, der reelt udsættes for den form for udmattelse.
 
Compassion fatigue
Som en kontrast til den virtuelle demonstration af deltagelse, finder man den forpligtende og særdeles reale involvering hos de mennesker, der ikke mindst i kraft af deres arbejde involveres. Det gælder nødhjælpspersonale, reddere, brandfolk, sygehuspersonale, politifolk osv. De kan ikke nøjes med en overfladisk og uforpligtende deltagelse, de må involvere sig selv direkte i at gøre noget. Både når det gælder små ubemærkede ulykker og de store medieledsagede katastrofer, som i Paris. De er normalt anonyme, for nogles vedkommende endda maskerede, men de er de eneste, der betyder noget her og nu. Og nogle bliver så involverede, at de ender med compassion fatigue. En betegnelse, der dækker over, at de kan ende med en “combination of physical, emotional, and spiritual depletion associated with caring for people in significant emotional pain and physical distress.” Oxford dictionaries definerer det som “Indifference to charitable appeals on behalf of suffering people, experienced as a result of the frequency or number of such appeals."
Indifference som result af dyb personlig involvering, mod en virtue demonstrations  selvgode, men uforpligtende medfølelse.  Større kan kontrasten næppe blive.

Nu må der gøres noget
Fra 1. januar til 10. september i år lykkedes det for ca. 122.000 flygtninge eller migranter at krydse Middelhavet fra Nordafrika til Italien, Malta og Spanien. I samme periode omkom 2.620 under forsøget. Hvor mange, der er strandet i Nordafrika eller er døde på vejen gennem Sahara siger tallene intet om. Det er et problem, vi stort set har ignoreret. Det har kun været et tema for nogle TV reportager, der har vist optagelser fra Tamanrasset eller andre af de steder, hvor transporten gennem ørkenen organiseres.
De døde i Middelhavet har gengæld plaget EU-politikerne, måske mest i form af udtalelser om, hvor frygteligt det var og nu måtte man altså gøre noget. Især efter at ca. 800 omkom i Middelhavet i april måned. I flere omgange har EU da også vedtaget at gøre noget. D. 23.april i år annoncerede EU, at nu ville man af al kraft mobilisere ressourcer med henblik på at forhindre “further loss of life at sea, tackle the root causes of the human emergency in the Mediterranean - in cooperation with the countries of origin and transit - and fight human smugglers and traffickers.”  I maj måned besluttede man yderligere  tiltag.
Den helt store indsat blev indledt i juni måned med EUNAVFOR MED, en militær indsats med det formål at iværksætte “systematic efforts to identify, capture and dispose of vessels as well as enabling assets used or suspected of being used by migrant smugglers or traffickers.” Der blev indsat endnu flere fly og skibe til at redde flygtninge/migranter i havsnød og forhindre menneskesmuglerne i at udøve deres virksomhed.
Endnu foreligger der ikke håndgribelige beviser på, at det er lykkedes at stoppe menneskesmuglerne, men den forøgede indsats har selvfølgelig forøget chancen for at opdage og redde mennesker, der er bliver sendt ud fra Nordafrika i overfyldte gamle fartøjer og store gummibåde. Det er billeder af disse redninger, der har præget billedet af EUNAVFOR MED indsatsen. Der er ikke dokumentation for, at man har standset noget som helst. Man holder sig jo også tilpas langt fra Libyens kyst og planerne om ligefrem at ødelægge skibe, før de kan bruges af menneskesmuglerne er foreløbig ikke blevet til noget. Først skal der jo foreligge en vedtagelse fra FN’s sikkerhedsråd.
Til gengæld kan man hævde, at menneskesmuglerne bliver hjulpet i deres arbejde. De kan med en vis berettigelse fortælle deres kunder: Derude ligger skibe klar til at tage jer op og bringe jer til Italien, så det er slet ikke så farligt som i måske har hørt.
Sådanne storstilede EU-indsatser mindsker næppe flygtninge/migrantstrømmen fra Afrika, men den side af sagen blev jo pludselig overdøvet af strømmen af flygtninge op igennem Balkan. Det var her medierne kunne følge de stakkels, traumatiserede, udmattede, men forbavsende adrætte unge mænd gennem spærringer, regn og mudder. De overtog hele vores opmærksomhed, og i øvrigt var afrikanerne jo heller ikke rigtige flygtninge. De var sådan set blot migranter eller velfærdsflygtninge og så tæller de jo ikke nær så meget, og slet ikke, når de kommer fra Afrika. Medierne er kun vågnet op engang imellem, når de kunne vise kast med redningsveste til hundrede flygtninge i en gummibåd, eller avancerede undervandsvideoer af druknede, ledsaget af dramatiske beretninger om, at mange var gået ned med skibet, fordi de havde været indespærret.
Middelhavsproblemet var slet ikke løst, blot ude af øje og øre det meste af tiden. Frontex og selv det militære EUNAVFOR MED kunne ikke løse problemet, måske blot forværre det. Igen og igen har man sagt, at man skulle gøre noget ved “the root causes of the problem.” Sammen med de afrikanske lande skulle man gøre noget ved årsagerne til, at så mange stræbte efter at komme til Europa. Det var baggrunden for, at man for seks måneder siden aftalte et topmøde mellem statsledere fra EU og afrikanske lande i Valletta på Malta d. 11-12. november i år.
 
Gruppebillede med damer
Programmet for onsdag d. 11. november. Kl. 17.30: “At the opening ceremony of the Valletta summit, leaders observed a minute of silence to remember those who lost their lives in the pursuit of a better life.” På et tidspunkt ser man også flygtige projektioner af EU landenes flag og diverse fotos på de solide mure af en tidligere korsridderborg. Kl. 18 “Opening statement by President Donald Tusk at the Valletta summit on migration” efterfulgt af “Family Photo” (Consilium). Det er hvad, vi kan se af topmødet, en rituel udvendig demonstration. I det store og hele havde man vel en dag til at diskutere emnet med de afrikanske ledere. Hver leder havde 3 minutter til at fremlægge deres syn på sagen. Man må gå ud fra, at et hav af bureaukrater i forvejen havde præpareret en fast food anretning af let fordøjelige vedtagelser. Ellers bliver det svært at forstå, hvordan man er kommet frem til den mængde papirvedtagelser, der kunne offentliggøres efter mødet. Vedtagelserne bestod af en lang erklæring og en endnu længere aktionsplan.
 
Alt og  ingenting erklæring
Erklæringens vigtigste punkter fremhæves med en lidt usystematisk anvendelse fed skrift (Valletta Summit, 11-12 November 2015 - Declaration):
 
We are deeply concerned by the sharp increase in flows of refugees, asylum seekers and irregular migrants

We agree that the first priority in this context is to save lives
 
We agree to respond decisively and together manage migration flows in all their aspects,
 
We reiterate our firm commitment to respect international obligations and human rights 

We recognise the high degree of interdependence between Africa and Europe as we face common challenges

We fully recognise the benefits of well-managed migration and mobility between and within our continents

We commit to address the root causes of irregular migration and forced displacement

… efforts should be made to advance legal migration and mobility possibilities

We are determined to strengthen the fight against irregular migration
 
joint efforts in preventing and fighting migrant smuggling, eradicating trafficking in human beings
 
We agree to strengthen international protection and step up assistance
strong political commitment to pursue our joint actions through existing bilateral and regional mechanisms
 
We commit to undertake concrete actions
 
We commit to allocate appropriate resources
 
we agree today to implement through the existing dialogues the joint Action Plan annexed to this declaration 

På papiret er man enige om at være stærke, beslutsomme og forpligtede på en lang række områder. Man forpligter sig endda på papiret til at ”undertake concrete actions.” Efterhånden er vi skeptiske over for disse udtryk, inklusive udsagn om at gentage, at man forpligter sig til at respektere “international obligations and human rights.” Om mødet konstaterer The Guardian “There was very little trust between the sides,” … “There was a lot of tension over the way that the EU handled this.”(The Guardian).
Hvad så med den aktionsplan, der indgik som bilag til den fælles erklæring. Er det her vi finder løsningerne?
 
Ideelle hensigter uden handling
Vi har tidligere set aktionsplaner fra EU’s beslutningstagere, hvor der kun var vilje til at vedtage selve planen, men ikke vilje til gennemførelsen.  Kan I huske vedtagelsen om en kvotefordeling af i alt 160.000 flygtninge? Så vidt det kan ses er der på nuværende tidspunkt fordelt 147 flygtninge (BBC news). Det er den slags aktionsplaner, der kan gøre én skeptisk også over for EU-Afrika aktionsplanen.
Aktionsplanen rummer 5 prioriterede domæner og 16 konkrete prioriterede initiativer, der skal iværksættes inden udgangen af 2016. Faktisk er der kun prioriterede initiativer, hvilket antyder, at man egentlig ikke har prioriteret noget som helst.
Det vil føre for vidt at se på alle 16 initiativer, men de 5 domæner i aktionsplanen omfatter (Valletta Summit, 11-12 November 2015 - Action Plan):

1. Development benefits of migration and addressing root causes of irregular migration and forced displacement
2. Legal migration and mobility
3. Protection and asylum
4. Prevention of and fight against irregular migration, migrant smuggling and trafficking in human beings
5. Return, readmission and reintegration 

 
Fra EU’s side må hovedformålene, som vi ser det, være at få stoppet eller i hvert fald begrænset migrationen og få skabt mulighed for at returnere illegale migranter. Intet i aktionsplanen garanterer dette.
 
Addressing root causes…
Bekæmpelse af root causes eller årsager, er vigtig på sigt, men hvilket sigt taler vi om, 25-50 år?
Grunden til min skepsis er, at indsatsen her hovedsagelige omfatter et påtænkt katalog af tiltag, som mere eller mindre ligner eksisterende udviklingshjælp. Hvorfor skulle nye og forholdsvis beskedne tiltag så have nogen virkning? Man vil ganske vist hjælpe Afrika på alle mulige områder, uddannelser, iværksætteri, ny teknologi, og bekæmpe “poverty, marginalisation, exclusion, destitution and targeting populations at risk (especially youth)”, bidrage til udvikling af landbrug og handel. Ja der er næsten ingen grænser. Men der er sådan set heller ikke noget nyt.
Der må her være en underliggende grundantagelse, at Afrika ikke kan klare egne problemer, selvom det måske var på tide, at man netop lod dem klare egne problemer.
Hjælper de nye initiativer så i det mindste? Man kan have sin tvivl, for Afrika har gennem lang tid modtaget udviklingshjælp. En artikel, ganske vist fra 2009, i Wall Street Journal, underbygger pessimismen: “Over the past 60 years at least $1 trillion of development-related aid has been transferred from rich countries to Africa. Yet real per-capita income today is lower than it was in the 1970s, and more than 50% of the population -- over 350 million people -- live on less than a dollar a day, a figure that has nearly doubled in two decades.” (WSJ).
Argumentet lyder ganske enkelt. Bistandshjælp sløver incitamentet til selv at gøre noget for at skabe basale betingelser for økonomisk vækst og social og politisk udvikling. Korrupte politikere og beslutningstagere kan berige sig selv, og er ikke pressede til at agere, og dele af befolkningen kan holdes hen med bistandshjælpen. “Stuck in an aid world of no incentives, there is no reason for governments to seek other, better, more transparent ways of raising development finance (WSJ).
Verdensbanken har ifølge the Guardian beregnet, at antallet af fattige i verden faldt med 700 millioner i perioden 1981 til 2010. I Kina dalede antallet i perioden med 627 millioner. “In the meantime, more than a quarter of the countries in sub-Saharan Africa are poorer now than in 1960 — with no sign that foreign aid, however substantive, will end poverty there” (The Spectator).
EU vil ikke blot hjælpe med økonomisk udvikling, man vil også bidrage til at løse konflikter og kriser i Afrika med fokus på Sahel regionen, Tchad, og Afrikas horn. Her vil man forstærke støtten til diplomatiske initiativer “including mediation efforts, for some of the most urgent crisis situations in Africa.” Ligesom man vil støtte implementering af fredsaftaler og “ reconciliation by the international community.” Undskyld mig, men det lyder som snak, snak, snak og atter snak. “The idea that Boko Haram’s ravages might be ended by “inclusive dialogue” – rather than the skilful use of force – is fanciful.” (The Daily Telegraph).
Det er et vigtigt problem, for det er temmelig tydeligt at nogle af de lande, der nu leverer store mængder af flygtninge, er lande, hvor man kan tvivle på at diplomatiske tiltag vil have den helt store effekt. Det gælder f.eks. Eritrea og Somalia og man kan frygte, at andre lande snart følger dem ud i kaos. Burundi og CAR comes to mind.
I følge EASO’s opgørelse over flygtninge fra Afrika for august 2015 var rækkefølgen målt i antal flygtninge:

1. Eritrea 6401
2. Nigeria 3726
3. Somalia 2039
4. Sudan 1574
5. Gambia 1397
6. Senegal 988
7. Mali 819
8. Ghana 668
9. Ethiopia 658
10. Algeria 654

Måske skulle man i stedet optræde lidt mere hårdhændet som Kineserne og simpelthen nøjes med at lave aftaler og foretage investeringer til egen fordel, men formentlig med reelle, positive, afledte virkninger.
 
Legal migration
Her tilbyder EU f.eks. at fordoble antallet af scholarships for studerende og lærere. Endvidere vil man påbegynde pilotprojekter, der giver legale muligheder for migration. Pilotprojekter antyder dog, at det kommer til at foregå i lille skala. Det er nu næppe studerende og lærere, der udgør den største del af, hverken den aktuelle eller den potentielle migrantstrøm, hvorfor dette initiativ ganske vist kan repræsentere en slags hjælp til udvikling, men næppe medvirke til at begrænse migrationen.
Det lyder som om EU siger til Afrika. Vi modtager gerne jeres veluddannede helt legalt. Hvis I så til gengæld beholder alle dem, der ikke har nogen uddannelse eller færdigheder. Et temmelig kynisk initiativ, der egentlig lægger op til en menneskelig rovdrift på Afrika. Næppe noget, der vil falde i god jord i de respektive lande. “The flaw with the entire scheme can be simply stated: the EU’s proposed “Action Plan” has almost no bearing on the real world. There is the obvious problem that the proposal, as it stands, amounts to a manifesto for depriving Africa of its most highly skilled and expensively trained citizens.” (The Daily Telegraph).
 
Protection and asylum
Det drejer sig om beskyttelse og asyl i Afrika selv. Vi skal huske, at de største flygtningestrømme foregår mellem afrikanske lande, hvorfor der findes gigantiske flygtninge lejre i flere afrikanske lande. Her tilbyder man hjælp med henblik på at adressere behovet for beskyttelse og udvikling for flygtninge, der er fordrevet fra deres hjemland. Alt sammen meget generelt og uden konkrete og forpligtende løfter.  Man har dog indset at det gælder om at gøre noget, et eller andet, for at denne masse af flygtninge i Afrika, ikke skal få gode ideer og begive sig på vej til Europa.
 
Prevention of and fight against irregular migration …
Gammelkendte temaer egentlig. Indsatser mod menneskesmugling og trafficking med opgradering af politikker og aktionsplaner. Hvordan må man spørge, indtil nu har man på papiret allerede haft stor indsats i skikkelse af EUNAVFOR MED, uden at det har haft særlige konsekvenser for menneskesmuglere. Vil man udvide aktiviteten langs de farlige transitveje gennem Sahara eller hvad? Næppe, men man laver informationskampagner, “to raise awareness of the general public and potential migrants and victims on the dangers of trafficking in human beings and smuggling of migrants.“ (Valletta Summit, 11-12 November 2015 - Action Plan).
Igen er det vanskeligt se konkrete indsatser, hvor man i det mindste kan have en forhåbning om at gøre det vanskeligt eller mindre givende at være menneskesmugler. Hvad vi ser, er hovedsagelig papirløsninger, der måske kan tjene til at dulme ens samvittighed. Vi har sørme vedtaget noget!
 
Return, readmission and reintegration
Skabe mere kapacitet til at håndtere tilbagevendelse både i Europa og Afrika. Foreløbig er planen at forsøge sig med frivillige ordninger sammen med 10 afrikanske lande.
Her ser man igen, hvor vattede de såkaldte prioriterede initiativer i virkeligheden er. Europa udøver tilsyneladende ikke pression for at få landene til at acceptere at modtage de af deres egen borgere, der er illegalt i EU.
Vi ved at hidtidige erfaringer indikerer, at man har haft ringe succes med frivillig tilbagesendelse og problemer med at få modtagerlandenes accept. Hvorfor  insisterer man ikke, eller truer med at skære i udviklingshjælp? På frivillig basis betyder enten, at der sker meget lidt, eller at man må lokke med penge. "Despite the variety of host country initiatives, programmes for assisting voluntary return have only a limited impact, at least if they are evaluated in light of the numbers involved in comparison with the total of returnees. This no doubt reflects the fact that return is only an option if the political, economic and social situation in the home country isstable and attractive." (OECD).
Det må antages, at en succesfuld tilbagesendelsespolitik kræver mere håndfaste tiltag, dvs. tvungen tilbagesendelse eller deportation og en eller anden form for pres på de lande, der stiller sig hindrende i vejen for at modtage egne borgere.
Men ikke engang sådanne midler løser problemet, i mange tilfælde er situationen i modtagerlandet sådan, at man ikke kan forsvare at sende migranter retur.
 
Investment or protection money?
Somalia's premierminister, Omar Abdirashidali Sharmatke, fortalte efter topmødet BBC: "What Africa needs today is not charity, but investment."(BBC).
Hvad har EU så tilbudt i forbindelse med topmødet? Medierne kan berette, at man har tilbudt de afrikanske lande en fond på op mod 3,6 mia. euro, fordelt med 1,8 mia. fra EU-kommissionen og resten som bidrag fra de enkelte EU-lande: Indtil videre skulle man have fået tilsagn om 78 mio. euro, så det bliver vist vanskeligt at nå de forholdsvis beskedne 1,8 mia. inden for overskuelig tid.
3,6 mia. euro i beskyttelsespenge til Afrika ville dog være billigt sluppet, hvis det betød, at man undgik illegale migranter. Ikke mindst i lyset af, at Afrika modtager udviklingsbistand fra EU på ca. 20 mia. euro årligt.  Realistisk set er der derfor ingen grund til at forvente, at en ekstra fond på 3,6 mia. euro vil have nogen særlig effekt på migrationspotentialet.
Endnu mere usandsynligt forekommer det, når man ser hvad Afrikanske lande som helhed modtager af remittances, dvs. penge sendt fra mennesker, der er emigreret til Europa tidligere, diasporaen om man vil. “Migrants in Europe send significant levels of remittances to their families at home and therefore can play a critical role in the economic transformation of their home communities." (IFAD)
Et helt præcist skøn på, hvor mange penge det drejer sig om, har man ikke. Med udgangspunkt i Verdensbankens opgørelse, kan man konstatere, at Afrika årligt modtager ca. 23 mia. dollars i remittances fra Europa og at det udgør ca 36% af alle de remittances de modtager fra hele Verden.
Når man sætter en fond på 3,6 mia. euro i relation til årligt 23 mia. dollars remittances og 20 mia. euro bistandshjælp, bliver det tydeligt, hvor lidt man egentlig tilbyder. Hvorfor effekten på migrationspotentialet umiddelbart må forventes at være minimal. Tværtimod må man egentlig regne med, at Afrika kan se sin store fordel i at sende endnu flere migranter til Europa, med henblik på at opnå endnu større beløb i remittances.
Remittances må formodes at gå til de lande, der i forvejen har store migrantpopulationer i Europa. I tabellen herunder kan man se de afrikanske lande, der er hovedmodtagere af remittances i første søjle. Anden søjle viser hvor stor andel remittances udgør af landenes BNP.

Remittances må formodes at gå direkte til de dele af befolkningen, der har familie eller slægtninge i Europa, dvs. de bliver fordelt decentralt. Remittances må derfor formodes at spille en meget stor rolle for den helt lokale udvikling i modtagerlandene. Ganske vist kan man se, at en stor procentdel af pengene bliver opkrævet af mellemmænd i forbindelsen med overførslen af pengene, der nævnes tal på 5-14%.  Ifølge aktionsplanen vil EU i øvrigt medvirke til at sænke disse omkostninger.
Det forekommer tåbeligt at antage, at de beløb EU vil bidrage med, vil forhindre fremtidige migrantstrømme. Når de fordele, befokningen i afrikanske lande kan opnå ved at have familie som migranter i Europa,  er så store som de er.
Det kan man selvfølgelig også regne ud blandt beslutningstagere i EU. Man kan derfor tro, at man har en anden bagtanke med fonden på 3,6 mia. euro.
Måske drejer det sig mere om at betale beskyttelsespenge til magtfulde, mere eller mindre korrupte regimer i de lande, hvorfra der i øjeblikket kommer flest flygtninge/migranter. Med henblik på,  at disse regimer holder igen på migrationstrømmen. Derved kommer fonden til at virke som en subtil form for beskyttelsespenge, hvor ledere får rådighed over midler til deres egne forehavender og projekter, i det omfang flygtningestrømmen fra deres lande mindskes. I givet fald vil disse midler langt fra have den samme positive virkning som remittances. De ville i stedet diffundere væk i uigennemskuelige former for korruption og mystiske bankkonti.
 
Ubeslutsomt og viljesvagt EU
Man får indtryk af, at vi i Valletta har at gøre med en gruppe af statsledere, der egentlig aldrig har tid til at sætte sig ordentlig ind i noget som helst, og som ikke besidder modet til at handle på en måde, som binder dem. Når det gælder offentlig optræden, møder og rejser er de aktive som fluer fanget i en flaske og ligesom fluerne kommer de ikke nogen vegne.
Man frembringer familiefotos, patos, erklæringer og aktionsplaner fyldt med skrivebords-bureaukratiske placebo initiativer. Mængden af initiativer vokser ligefrem proportionalt med problemerne. Det er selvfølgelig ingen løsning. Man taler og taler og hævder igen og igen, at der må skabes fælles EU-løsninger, men fælleskabet er tilsyneladende ude af stand til at træffe konsistente og kontante beslutninger, der virkelig kan påvirke strømmene af flygtninge og migranter.
Lige nu ser det ud til, at man kun kan finde handlinger, der gør en forskel, på det decentrale, nationale niveau. Spanien har, som vi har fortalt, for længst forhandlet sig frem til konkrete aftaler og iværksat tiltag, der har reduceret migrationsbølgen drastisk. Ungarn har med sin skrappe indsats stort set stoppet flygtningestrømmen.  Andre lande forsøger sig derimod med ret ubeslutsomme og ubehjælpsomme aktiviteter. Sverige f.eks. med en fuldkommen porøs grænsekontrol og Norge med en slags “No way, Norway” information. Forsøg, der kun virker, fordi de kan give anledning til større rygter end de egentlig berettiger til. Grænsekontrol kan en tid leve som et rygte, der siger: Grænsen er lukket.  Men rygter alene virker kun kortvarigt.
På europæisk plan nøjes beslutningstagerne med initiativer, der foregøgler løsninger. “EU leaders offer Africa a grand bargain over migration with no bearing on the real world.” (The Daily Telegraph).
Hvad var hovedformålet med Valletta-mødet egentlig, når det kommer til stykket. Man må formode, at det først og fremmest var at begrænse illegal migration fra Afrika og dernæst at skaffe sig mulighed for at hjemsende de illegale migranter, der måtte være kommet over grænsen. Men hvor ser vi i papirvedtagelserne tiltag, som helt entydigt vil stoppe eller blot begrænse migrationen indenfor en overskuelig fremtid?
Fra EU’s side er der ingen, der f.eks. markerer, at man vil have stoppet illegal migration fra Afrika og at man er villige til at bruge alle de midler, der måtte være nødvendige. Man kræver egentlig ingenting af de afrikanske lande, der selv burde have en interesse i at bringe deres hus i orden, så potentialet, forskellen mellem forventninger til et liv i Afrika og et i Europa kunne blive reduceret.

Næste træk i forsøget på at skyde problemet over til naboen
På Statsministeriets hjemmeside  er netop publiceret en asylpakke, der naturligvis har til hensigt at dæmpe  presset på Danmark. I lighed med andre lande, Tyskland, Sverige, Norge, Frankrig m.fl.,  forsøger man  nu også Danmark at skærpe flygtningepolitikken.
I “Wealth of Nations” beskrev Adam Smith en “beggar your neighbour policy” : “nations have been taught that their interest consisted in beggaring all their neighbours.”  Det var ganske vist ikke asylpolitik Adam Smith havde for øje, men landenes isolerede nationale tiltag i flygtningepolitikken, begynder efterhånden at minde denne mekanisme, hvor  forsøgene på at stille sig selv bedre, gør det vanskeligere for alle andre, der så igen må skærpe deres politik på flygtningeområdet. Hvis flygtningestrømmen fortsætter  og EU ikke kan enes om effektivt at sikre de ydre grænser, vil man opdage, at man i dette spil griber til  initiativer, som man lige nu vil anse for udelukkede, for skrappe, for inhumane etc. Spillet bliver  til en variant af ”prisoners dilemma,” der kan ende med at give problemer for alle.
Nu er det så blevet Danmarks tur til at  gøre sig uattraktiv, snart vil Tyskland  Østrig og Balkanlandene være nødt at gå  videre — hvis EU-28 ikke snart kommer op på dupperne. 
 
Asylpakken
Her er de danske tiltag,  som de ser  ud på Statsministeriets hjemmeside:

Ændringer af vilkår på asylområdet
Der kommer mange flygtninge til Europa. Det presser alle lande – også Danmark. Og presset stiger dag for dag.
Vi påtager os et ansvar. Men vi skal ikke tage så mange flygtninge, at det truer sammenhængskraften i vores eget land. For antallet betyder noget for, om integrationen kan lykkes. Og det betyder noget for, om vi kan bevare et godt og trygt samfund.
Regeringen har længe ment, at vilkårene på asylområdet betyder noget for, hvor attraktivt det er at søge til Danmark. Derfor indførte regeringen – som noget af det allerførste – en ny og lavere integrationsydelse. Og derfor vil regeringen nu stramme yderligere for asylvilkårene og adgangen til Danmark.
   1.     Begrænsning af varigheden af opholdstilladelser til flygtninge
   2.     Udskydelse af retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse
   3.     Skærpelse af adgangen til at opnå permanent opholdstilladelse
   4.     Stramning af reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse mv.
   5.     Gebyrbetaling
   6.     Øget egenbetaling for asylansøgeres ophold i Danmark
   7.     Mulighed for at undersøge, om asylansøgere har medbragte midler
   8.     Færre på kostpenge ved øget brug af cafeterier på asylcentrene
   9.     Nedsættelse af økonomiske ydelser til asylansøgere
 10.     Tilbagerulning af ekstraordinær asylrådgivning
 11.     Tilbagerulning af asylaftalen
 12.     Integrationsydelsen udbredes til at omfatte flere
 13.     Reform af ægtefællesammenføringsreglerne mv.
 14.     Genindførelse af ”integrationspotentiale-kriteriet” ved udvælgelse af kvoteflygtninge
 15.     Afskaffelse af statens betaling for transport til familiesammenførte til herboende flygtninge
Yderligere information om ændringer af vilkår på asylområdet
 
Udsendelse af afviste asylansøgere mv.
Væksten i antallet af flygtninge til Europa skaber et pres på landenes asylsystemer, indkvarteringsfaciliteter mv. Presset kan dæmpes, hvis der er en effektiv udsendelse af afviste asylansøgere og illegale udlændinge til deres hjemland. Der er derfor behov for at styrke indsatsen både indenrigs- og udenrigspolitisk, så udsendelse af afviste asylansøgere mv. sker hurtigere og mere effektivt.
 16.     Styrket indsats for at udsende afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold
 17.     Øget adgang til frihedsberøvelse af afviste asylansøgere mv.
 18.     Kortere udrejsefrist
 19.     Skærpet kontrol med udlændinge i udrejsecenter
 20.     Nyt udrejsecenter i afstand fra større byer
 21.     Mere konsekvent brug af meldepligt og opholdspligt
Yderligere information om udsendelse af afviste asylansøgere mv.
 
Nye muligheder for myndighedernes udvidelse af indkvarterings- og tilbageholdelseskapacitet mv.
Flere flygtninge og migranter vil lægge pres på den eksisterende kapacitet til indkvartering af asylansøgere og tilbageholdelse af udlændinge.
Regeringen vil derfor give myndighederne særlige muligheder for at håndtere disse udfordringer, hvis de opstår.
 22.     Øget kapacitet til indkvartering, herunder telte
 23.     Adgang til at fravige planloven i forhold til asylindkvartering
 24.     Adgang til uden ejerens samtykke i akutte tilfælde at gøre brug af offentlig ejendom til asylindkvartering eller tilbageholdelsesfaciliteter
 25.     Adgang til at pålægge kommunerne operatøransvar for asylcentre
 26.     Mulighed for bistand fra private aktører til at løse myndighedsopgaver på udlændingeområdet
Yderligere information om nye muligheder for myndighedernes udvidelse af indkvarterings- og tilbageholdelseskapacitet mv.
 
Nye muligheder for politiets kontrol med udlændinges indrejse og ophold i Danmark og opretholdelse af ro og orden
Hvis Danmark oplever en væsentlig forøgelse af indrejste flygtninge og migranter, kan det udfordre politiets kontrol med udlændinges indrejse og ophold i Danmark og opretholdelsen af ro og orden i samfundet. Det kan skærpe behovet for at sikre en effektiv registrering af asylansøgere mv., herunder på hvilket grundlag der søges om asyl. Samtidig er det vigtigt, at Danmark ikke oplever de kaotiske situationer, som vi har set andre steder. 
Regeringen vil derfor give myndighederne særlige muligheder for at håndtere disse udfordringer, hvis de opstår.
 27.     Oprettelse af modtagecentre
 28.     Mulighed for at begrænse domstolsprøvelsen af frihedsberøvede udlændinge til kun efter anmodning
 29.     Mulighed for at tilbageholde asylansøgere med henblik på at fastlægge identitet mv.
 30.     Skærpelse af straffen for tiggeri
 31.     Mulighed for at standse bus-, tog- og færgedrift
 
Yderligere information om nye muligheder for politiets kontrol med udlændinges indrejse og ophold i Danmark og opretholdelse af ro og orden
 
Mere fleksibel boligplacering
Flere flygtninge gør det nødvendigt at hjælpe kommunerne, som står med lokale udfordringer. Kommunerne har en forpligtelse og voksende opgave med at finde passende boliger til de personer, der meddeles asyl. Der er regler for boligernes standard, hvilket kan gøre det udfordrende at finde tilstrækkeligt med passende boliger. 
 32.     Lettelse af krav om rum mv. ved boligplacering af flygtninge
 33.     Lettelse af regler om støj og miljø ved boligplacering af flygtninge
 34.     Styrket integrationsprogram
 
Alle de initiativer, som regeringen foreslår, er forenelige med grundloven og Danmarks internationale forpligtelser.
Yderligere information om mere fleksibel boligplacering

Fra åbne arme til korslagte arme
I den forløbne uge har det vist sig, at nogle af de mest insisterende tilhængere af de-åbne-armes politik over for flygtninge, er begyndt at skifte holdning. Endnu i en slags tvivlrådig og forvirrende frem og tilbage politik, hvor man forsøger sig med den gammelkendte udfordring, at blæse og have mel i munden samtidig. Eller måske mere præcist uld-i-munden påstande om åbne arme, samtidig med at ens arme lidt tøvende foldes overkors.
Bedst ser øvelsen ud til at blive praktiseret i Sverige og Tyskland, der på mange måder synes at befinde sig i samme position med hensyn til flygtninge. Det gælder ikke blot for politikerne. Også befolkningernes splittede holdninger og den hidtil ekstreme afvisning og undertrykkkelse af anderledes tænkendes meninger. Som om det er god idé at afvise, at man kan have andet ”rigtige” meninger. Det tyske opinionsinstitut, Allensbach, har underrsøgt om man i befolkningen føler, at man åbent kan sige, hvad man mener om flygtningepolitikken. 45 procent af alle adspurgte gav udtryk for, at man måtte være forsigtige og af dem, der var bekymrede over tilstrømningen, mente hele 60 procent, “dass man seine Meinung nicht offen sagen darf” (Die Welt). Jeg kender ikke tilsvarende undersøgelser fra Sverige, men man kan frygte, at det også kan være tilfældet der.
Det er også i Sverige og Tyskland vi ser de fleste forsøg på at markere modstand mod flygtninge ved afbrænding af indkvarteringssteder for flygtninge. I Tyskland er det lige før det er blevet en pinlig, grasserende epidemi. Er det den uformuende anonyme protest, der slår ud i brandstiftelse? Kan man forestille, at branstiftelse er et udslag af, at man ikke åbent kan markere eller udtrykke sin opposition til de-åbne-armes politik, uden at blive kaldt pack eller racist og på alle måder svinet til af dem, der har patent på de rigtige meninger?
Tyskland, og Sverige, har ikke en slags midterposition, og et parti, der på helt legitim og acceptabel vis kan repræsentere modstand mod den kvælende pseudo-enighed, som har præget de to landes politik og politikere. SD er selvfølgelig ikke stuerene. Har man da virkelig ikke lært, at det kan være et problematisk syn, når ens egne vælgere ligefrem forlader ens eget parti. I Tyskland bliver AfD konsekvent kaldt “fremdenfeindlich” og “rechtsradikal” og så kan det kan ikke blive meget mere afskyeligt.
Lad os se, hvad der trods alt er sket i de to lande i løbet af den sidste uges tid.
 
Sverige trækker i land, og returnerer 22 flygtninge til Danmark
“Kraven för gränskontroll är inte uppfyllda” lød det så sent som den den 16. oktober fra den svenske Rikspolischef Dan Eliasson. “Bara för att vi inte kontrollerar alla somkommer in i landet (alla som kommer söker inte asyl) så betyder inte det att det är ett allvarligt hot. Inte heller är ett stort antal i sig tillräckligt.” (svenskpolis.se) lød den kringlede “inte inte”(bort-)forklaring.
Svensk politi havde derfor kun lov til at formane de flygtninge de tilfældigt stødte på ved kontroller inde landet med: “Aja baja, du måste söka asyl.” Hvis flygtningen ikke fulgte formaningen, skete der ingenting ved det. Hvilket får en politimand til at udbryde: De [kontrollerne] har inte haft någon funktion. Varför ska vi jaga de här människorna om det inte leder till någonting?”
Onsdag d. 11. november meddeler indenrigsminister Ygeman så ved en hastigt indkaldt pressekonference (regeringen.se), at Sverige indfører grænsekontrol. Meddelelsen spredes hurtigt i medier over hele Europa. Nu gør Sverige noget for at begrænse tilstrømningen af flygtninge. Gør de så det?
Næppe noget som bremser strømmen af flygtninge effektivt og da slet ikke umiddelbart, for beslutningen lader til at ramme politiet temmelig uforberedt. Politichefen med ansvar for grænsekontrollen i Sydsverige har ikke umiddelbart tilstrækkeligt med mandskab: “Den personalkår som ska genomföra det här finns inte i verkliga livet just nu” (DN), og grænsekontrollen forventes på intet tidspunkt at blive fuldstændig.
Effekten da? Størst effekt forventer politiet af legitimationskrav på færgerne fra Tyskland til Sverige. Det kan tyskerne allerede bekræfte. Man konstaterer, at flygtninge uden ID-papirer er begyndt at hobe sig op i byerne med færger til Sverige. Til gengæld melder man så om tusinde flygtninge, der tager toget i Flensburg, fordi danskerne ikke stopper dem.
Men svenskerne stopper jo ikke nogen, der siger at de vil søge asyl i Sverige. I ministerens pressemeddelelse hedder det: “Personer som väljer att ansöka om asyl vid en svensk gräns eller inne i Sverige har alltid rätt att få sin ansökan prövad inne i landet.”
Som det var tilfældet da Tyskland indførte grænsekontrol , kan det give indtryk af. at man søger at genetablere kontrollen og skabe orden. Flygtningestrømmen bliver derimod ikke hindret og hvad er så meningen med hele indsatsen? Skal det blot skabe indtryk af, at man gør noget, en slags signalpolitik, mest bergenet på egne borgere, med et ganske lille håb om at det kan virke afskrækkende på flygtningene?
Svenske flygtningepolitiks højrøvede Palme-agtigt moraliserende holdning til flygtningeproblemet er ved at blive kvalt i sin egen succes med at tiltrække flygtninge. Samtidig stiger modstanden blandt store dele af befolkningen mod konsekvenserne af de åbne armes politik. En politik, som man ikke hidtil har vovet at stille spørgsmål ved.
Resultatet er politisk forvirring, hvor man åbenbart temmeligt desperat søger at holde den moraliserende fane højt, samtidig med at man tvunget af omstændighederne indser nødvendigheden af at gøre et eller andet. Men dermed lander man i et noget af et dilemma. Hvis tiltagene skal være effektive, må man stige ned af den høje humane og moralske hest. Hvis man bliver siddende virker tiltagene ikke. Hvad gør man så? I første omgang antager jeg, at man vil forsøge både at blive siddende og at stige ned. Det kan man selvfølgelig kun gøre i et illusionsnummer, dvs. med symbolpolitik både, hvad gælder illusionen om at man bliver siddende og hvad gælder tiltagene.
Efter lidt rykken frem og tilbage mellem disse illusionsnumre, vil realiteterne efterhånden trænge sig på med krav om at gøre noget effektivt for at stoppe strømmen af flygtninge. Måske kræver det ligefrem en ny regering. Kun hvis det det skulle lykkes EU at bremse strømmen op gennem Europa, vil man kunne klare sig med blotte illusionsnumre.
 
Tyskland: Afgørende retningsændring bag al forvirringen?
Situationen i Tyskland minder om den i Sverige. Regeringen og de politiske partier bag den forsøger en spagat mellem Merkel’s efterhånden noget flossede og selvretfærdige ideal om en Willkommenskultur med ubegrænset asyl og en mere realistisk, nede på jorden linje, repræsenteret af indenrigsminister de Maizière, finansminister Schäuble, Bayerns Seehofer og et hørligt mumlende bagland.
Det er kun en uge siden de tre partier i regeringen var blevet enige om det, vi har kaldt et intetsigende kompromis. Med helt utilstrækkelige initiativer, der ikke vil begrænse flygtningestrømmen. Straks efter skabte de Maizière kaos ved at sige, at syriske flygtninge kun ville få subsidiær flygtningestatus med tidsbegrænset etårigt ophold og ingen familiesammenføring, hvor de hidtil uden videre var faldet under FN’s flygtningekonvention. Som vi tidligere har skrevet, måtte han nogle timer senere trække sine udsagn tilbage.
De næste dage bredte forvirringen sig imidlertid. Havde de Maizière på uklog vis blot givet udtryk for sin egen mening eller lå der mere bag hans udtalelse. Peter Altmaier, Merkels altid trofaste hjælper og Kanzleramtsminister med nyt ansvar for flygtninge, kunne i medierne afvise alle rygter. Det aftale kompromis holdt.
Derefter kom regeringens mest erfarne minister Schäuble på banen med krav om en hårdere linje i flygtningepolitikken og et overraskende forsvar for de Maizière’s fremstød. Helt åbenlyst gik han til angreb på Merkel’s linje, ved at påpege, at Tysklands ikke havde ubegrænset kapacitet til optage flygtninge og at det derfor måtte fortælle resten af verden: ”Wir sind sehr hilfsbereit, aber auch unsere Möglichkeiten sind begrenzt" (Die Welt).
 Forvirringen og striden i regeringen og mellem partierne i regeringen var dermed blevet åbenlys. De Maiziére stod aldeles ikke alene. Nu stod Merkel pludselig isoleret sammen med socialdemokraterne, mens hendes eget bagland, politikere fra søsterpartierne CDU og CSU, i stærke vendinger krævede, at flygtningestrømmen skulle begrænses.
Udadtil så det ud til, at både Merkel og vicekansler Gabriel fra SPD trodsigt holdt fast på de-åbne-armes politik. Ingen indskrænkning i syriske flygtninges mulighed for at få asyl og familiesammenføring. Omtrent som den svenske regeringen så man sin egen position som den eneste humane og moralske. At den egentlig selv var inhuman og allerhøjst pseudo-moralsk generede dem tilsyneladende ikke. Udefra set er det en position, der ignorerer konsekvenserne af sin egen velkommenspolitik: Druknede i Middelhavet og Ægæerhavet, flygtningetreks under elendige forhold op gennem Vestbalkan, accept af at man mest ser unge mænd som asylsøgende ved sine grænser og accept af risikoen for potentielt store problemer og ødelæggende konflikter i selve Tyskland. Hvad er humant og moralsk ved en sådan politik?
Det blev dog i løbet af sidste uge mere uklart om regeringens position var så fast som man gav indtryk af. De Maizière overraskede nemlig igen ved at holde fast i en begrænsning af mulighederne for familiesammenføring og meddelte, at man for øvrigt allerede i oktober var begyndt at arbejde efter Dublin forordningen. Den forordning som Merkel i forsvaret for sin egen beslutning om at åbne grænserne havde erklæret død for uger siden. Om man også i praksis gør noget for at følge Dublin forordningen er dog indtil videre tvivlsomt. Men nu blev kravet om overholdelse af ordningen i hvert fald understreget.
Ny forvirring og undren over manglende markering og korrektion fra Merkel. Hvorfor blev de Maizière ikke sat på plads? Fra den lille opposition kom der kritik : “Scharfe Kritik gab es seitens Grünen und der Linksfraktion, die dem Innenminister Inhumanität vorwarfen.” (FAZ).
Man kan kun gætte om grunden til Merkel’s tavshed, men måske viser det, at hun er begyndt at forstå, at der er ved at blive dannet en stærk front imod hendes position. Mærker hun grunden skrider under sin position og kanslerskabet? Meningsmålingerne viser, at befolkningen hastigt er ved at miste tilliden til hendes flygtningepolitik, og det endda på trods af angsten for at give sin mening til kende.
Blandt dem, der vil have begrænsninger er en af de tunge politikere i partiet. Formanden for unionsfraktionen i Bundestag, Volker Kauder, har således meget tydeligt støttet de Maizière og bliver citeret for at sige"Zum Familiennachzug in der Regel ein klares Nein – auf absehbare Zeit."
Efterhånden hører vi også mere fra den ofte ret brutale Schäuble. Torsdag sammenlignede han flygtningestrømmen med en lavine, hvor vi endnu ikke ved om vi er ved begyndelsen eller om den er ved at ebbe ud. “Lawinen kann man auslösen, wenn irgendein etwas unvorsichtiger Skifahrer an den Hang geht und ein bisschen Schnee bewegt” (Der Spiegel). Gad vide om han ikke dermed antyder, at Merkel var den uforsigtige, der udløste lavinen. Han betonede, at Tyskland ikke kunne klare lavinen alene, kun EU i fællesskab. “Ellers kan det temmelig slemt ud for os alle sammen.”
Det stod efterhånden klart, at mange i Unionspartierne så med lettelse på de Maizière’s fremstød. For første gang blev der fremlagt forslag, der havde blot en lille chance for begrænse flygtningestrømmen og med stor sikkerhed ville forhindre en flerdobling af flygtninge i Tyskland gennem familiesammenføring. Hvad sker der imidlertid, hvis de mange mænd, der allerede er kommet, bliver nægtet familiesammenføring?
Endnu er der ingen ende på splittelsen mellem medlemmerne af regeringen. Mens Merkel tilsyneladende har set, at det tjener hendes egeninteresse bedst at holde mund, har SPD ikke holdt sig tilbage med kras kritik af de forholdsvis begrænsede tiltag de Maizière har sat i værk. Spørgsmålet er dog om ikke SPD på sigt opfører sig temmelig dumt. Det er jo formentlig deres egne vælgere, der skal leve med problemerne og bære omkostningerne ved den store tilstrømning. Både Merkel og SPD er i samme position som den svenske regeringen. Bliver man siddende på den høje moralske hest, der efterhånden ser ud til at have meget korte ben, eller sidder de af og accepterer, at deres selvglade moralske holdning blandt befolkningen bliver set som pseudo-moralsk og på mange måder problematisk? Indser Merkel og Gabriel på et tidspunkt, at man som beslutningstager i Tyskland og EU har et endnu større ansvar for egen befolkning og for at sikre grundlaget for den eksisterende europæiske orden?
Man kan være bange for, at personer som Merkel og Gabriel og mange andre beslutningstagere i Europa prøver at unddrage sig dette ansvar ved på en og samme tid at være leveringsdygtige i de “rigtige holdninger,” verbalt i det mindste, og overlade til andre at gøre det nødvendige beskidte arbejde. Det være sig en udskældt de Maizière og en ellers stærkt kritiseret herre i Tyrkiet, der har et helt andet syn på, hvad man kan tillade sig.
Spændende at se den videre udvikling. Vil Merkel-fløjen erkende, at den hidtidige politik har været uden blik for konsekvenserne, planløs, impulsiv og egentlig skrækkeligt naiv. Vil realisterne få mere plads til at foretage indgreb, der på afgørende vis reducere flygtningestrømmen.? Eller vil man gøre sig afhængige af tyrkisk og efterhånden også afrikansk afpresning?
 
Flere barrierer skyder op i Europa
 I Østrig insisterer Vizekansler Mitterlehner, der hører til ÖVP (Österreichische Volkspartei) i følge medierne på, at der skal bygges grænsehegn. Ind til videre dog af begrænset omfang, på hver sige af den overbelastede grænseovergang i Spielfeld, 5 km i den ene retning og 20 km i den anden retning. Eufemistisk benævnt “Umgehungskontrolle.” (Der Standard). Om det sker er usikkert for regeringen med SPÖ, befinder sig åbenbart i samme tvivlrådige og splittede position som i Tyskland. Østrig er også i en temmelig udsat position. Bliver der ved med at komme tusindvis af flygtninge hver dag fra Slovenien? Bliver Tyskland ved med at modtage dem? Eller skal man til at tage Dublin forordningen alvorligt igen?
I hvert fald omskoler man for tiden 300 soldater til politifolk på et 180 dages kursus. Det er som om man er begyndt frygte, at der skal der skal gøres mere end man gør nu. Miki-Leitner, udenrigsministeren, har også offentligt forsvaret ideen om at afskærme Europa ved at forstærke de ydre grænser.
Slovenien, det lille land, der blev klemt af den ungarske grænselukning, og som følge deraf må modtage, indkvartere og videretransportere tusindvis af flygtninge hver dag, mener helt klart at situationen er uholdbar. De er ganske vist blevet lovet hjælp fra EU. Flere grænsevagter, men det er så vidt vides svært at finde strækkeligt med mandskab, andre lande er jo også pressede.
Onsdag gik Slovenien så igang med at bygge grænsehegn. Primitivt, ikke særligt afskrækkende, og efter sigende kun med henblik på at sikre kontrol med overgangene fra Kroatien. Det lyder sådan lidt ligesom som Østrigs planer, men sådan begyndte Ungarns nato pigtrådshegn også.
Hvad der vil ske, hvis man begynder at hegne ind i Østrig, Slovenien og måske længere ned af Balkan ruten, er ikke til at vide, men det begynder at være et oplagt scenarie, hvis flygtningestrømmen fortsætter og måske øges næste forår.
I Tyskland er GASIM (Gemeinsames Analyse- und Strategiezentrum illegale Migration) begyndt at gennemspille scenarier for sådan situationer, og hvad de kan føre til. Lukning af den nordlige del af Vestbalkan ruten kan medføre flygtninge via Bulgarien, eller transport med menneskesmuglere fra Albanien over Adriaterhavet til Italien. Men der er flere muligheder, afhængig af hvor meget Tyrkliet spiller med.
Det er tydeligt, at man er begyndt se det helt store kaos i det fjerne, hvis ikke man får bremset strømmen, eller hedder det nu lavinen (Scäuble’s udtryk, eller the swarm, Cameron’s udtryk)?

Store forventninger
772 milliarder dollars, så meget ville de globale lønindkomster stige, hvis 14.2 millioner arbejdere migrerede fra udviklingslande til høj indkomst lande i perioden frem til 2025. Det er hvad Verdensbanken prognosticerede i en rapport fra 2006. Godt nok er beløbets størrelse et resultat af en back-of-the envelope beregning, men optimismen er fremherskende. Selv hvis man fratrækker negative effekter hævder Verdensbanken, at man vil opnå en stigning i de globale lønindkomster på 356 milliarder dollars. Det lyder af meget, men forventes kun at udgøre en 0,6 % forøgelse i globale indkomster. Påstanden er her, at vi kommer til at opleve store fordele af en omfattende global migration fra udviklingslande til høj indkomst lande. Størst er fordelen for udviklingslandene, men også for de udviklede lande er der store potentielle fordele.
Verdensbanken er ikke ene om at have store forventninger. Beregninger foretaget af Vargas-Silva fra Migration Observatory ved Oxford University viser, at en indvandring af 260.000 veluddannede flygtninge vil kunne medføre at den offentlige sektors gæld i UK halveres. Nåh ja, vi skal lige huske, at det gælder frem mod 2062 og at det forudsætter, at en højere andel af indvandrerne befinder sig i den arbejdsdygtige alder end resten af befolkningen. Uden migration hævder man at den  offentlige sektors gæld i UK vil nå op på 173% af BNP. Med de 260.000 indvandrere beregner man, at den kun vil udgøre 73% af BNP. Sådanne fantastiske beregninger på et 50 årigt forløb citeres i andre medier som bevis for de store forventninger vi skal have til indvandring. Underforstået også til den aktuelle indvandring af flygtninge.
”Why welcoming refugees makes economic sense for Europe“ hedder det således i New Scientist, hvor man kun ser fordele og hævder: “A dozen good studies now point to a net positive effect of migrants on the economy“ (New scientist).
OECD citerer i “Migration Policy debates” nyere forskning, som i hovedsagen støtter de positive forventninger: “The study suggests the impact of the cumulative waves of migration that arrived over the past 50 years in OECD countries is on average close to zero, rarely exceeding 0.5% of GDP in either positive or negative terms. The impact is highest in Switzerland and Luxembourg, where immigrants provide an estimated net benefit of about 2% of GDP to the public purse.” (OECD).
Som vi tidligere har været inde på,  mener også  EU-kommissionens økonomer, at vi på sigt kan forvente, at ikke-EU migranter modtager mindre i individuelle overførsler end de bidrager med i form af skatter og sociale bidrag. Selv om det naturligvis afhænger fuldstændigt af om migranterne får arbejde.
“Sverige har tjänat 900 miljarder på invandring” lød en overskift i “Veckans Affärer” i begyndelsen af 2015. Det er lige før man fristes til at råbe “Ingen højere? De 900 milliarder skulle udgøre den akkumulerede fordel Sverige har haft af indvandringen siden 1950.
“Enligt rapporten hade Sverige utan invandringen i dag haft 2,5 miljoner färre invånare och ekonomin hade varit en dryg femtedel mindre. Vi hade haft sämre järnvägar, mindre försvar och forskning av lägre kvalitet.” (Veckans Affärer).
Før man kan slutte, at det bare gælder om at invitere flere til Sverige, skal man dog lige huske, at de tidligere migranter fortrinsvis var arbejdsmigranter, i modsætning til de aktuelle flygtninge, der måske vil have vanskeligt ved at få arbejde.
Optimismen er dog i behold, også når det gælder dagens indvandrere til Sverige: “Invandringen innebär förvisso ofta stora initiala kostnader, men all invandring bör ses som en långsiktig investering, anser rapportförfattarna och jämför med att skaffa barn: de kostar mycket under uppväxten, men betalar tillbaka när de börjar jobba.” På langt sigt kan man derfor,  hævder rapportens forfattere, forvente et positivt afkast af investeringen.
Det forekommer letsindigt at bruge tallene fra den tidligere indvandring helt tilbage fra 50’erne til at hævde, at man kan forvente et lignende positivt bidrag fra dagens flygtninge fra Syrien.
Som så ofte før blandes æbler og pærer, eller arbejdsøgende migranter og flygtninge med familier sammen i disse positive skøn og beregninger. Mens det formentlig er rigtigt at arbejdssøgende migranter over tid giver et positivt bidrag til økonomien,  ser det anderledes usikkert ud for den aktuelle flygtningestrøm.
 
Store, større og meget  større udgifts skøn
15 milliarder euro skønner økonomer i “Gemeinschaftsdiagnose 2015” for Tyskland, at der skal bruges på flygtninge i perioden 2015-2016, med ca. 4 milliarder i 2015 og ca. 11 milliarder i 2016 . Tallene forekommer i alt for beskedne og det er usikkert, hvad de egentlig dækker over. Man nævner kort indkvartering, forsyning med fornødenheder og integration. Ved beregningen er man gået ud fra 900.000 flygtninge i 2015 og 600.000 i 2016. Hvad der kan begrunde, at antallet af flygtninge falder med 500.000 i 2016 kan man ikke forklare, men nævner dog, at tallet er usikkert.
Statistikportalen Statista har med udgangspunkt i byen Hamm opgjort udgiften pr. flygtning til 1.000 euro pr måned, dvs. 12.000 Euro på årsbasis. Udgiften fordeler sig med 300 euro til grundydelser, som forplejning og lommepenge, 290 euro til ansatte i kommunen, 220 euro til sundhedsydelser og 190 euro til indkvartering. Hvis man adderer skønnet for antallet flygtninge i 2015 , 800.000 og regner med at de anslåede 600.000 for 2016 fordeler sig med 50.000 pr måned, kan man med en back-of-the envelope beregning komme frem til et skøn på 9,6 plus ca. 3,9, dvs. ca. 13,5 mia. euro for 2016 og det ville jo kun udgøre de kommunale udgifter. De samlede udgifter må derfor antages at være meget større.
Præsidenten for ZEV (Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung) skønner da også , at flygtningene vil koste Tyskland 20-30 mia. Euro pr år. Uden dog at angive, hvad disse tal er baseret på. Senest har IFO instituttet i München skønnet at udgifterne til flygtninge alene for 2015 vil beløbe sig til ikke mindre end 21,1 mia. euro. I denne beregning har man antaget, at Tyskland vil modtage 1,1 millioner flygtninge allerede i 2015, og man har medtaget flere ydelser i beregningen: “Das schließt nun Unterbringung, Ernährung, Kitas, Schulen, Deutschkurse, Ausbildung und Verwaltung ein.“ (IfO)
Som det kan ses,  er det vanskeligt at få et blot nogenlunde sikkert overblik over, hvor mange flygtninge man kan forvente og hvor store udgifter de vil føre med sig. Rent ud sagt lader det ikke til, at man aner hvad fremtiden vil bringe. Det understreger behovet for at man politisk får langt bedre styr på flygtningestrømmen.
I modsætning til de store forventninger vi så på ovenfor, gør tyske økonomer det klart, at der må skelnes mellem selektiv migration, hvor migranter er udvalgt på basis af, hvad de kan bidrage med til modtagerlandets økonomi, og den aktuelle flygtningestrøm. “In der öffentlichen Diskussion verschwimmt mit­unter die Unterscheidung zwischen der Reaktion auf die Fluchtmigration und einer langfristig orientierten Einwanderungspolitik, die primär an wirtschaftlichen Interessen der Zielländer ausgerichtet ist. Die flucht­bedingte Migration ist kein Ersatz für eine vernünfti­ge Zuwanderungspolitik.” (Gemeinschaftsdiagnose 2015).
Man konstaterer at det ville være forbundet med ”immensen kosten” hvis ikke det lykkes at integrere de aktuelle flygtninge økonomisk og socialt. “Anpassungsprozesse dürften diese Einnahmen jedoch erst nach und nach realisiert werden, während die Ausgaben unmittelbar anfallen. Für einen Übergangszeitraum resultiert daher eine Belastung der öffentlichen Haushalte.”(Gemeinschafts-diagnose 2015)
I de kommende år regner man derfor med store stigninger i sociale ydelser til flygtninge og udgifter til forsyningen med materielle ydelser. Disse udgifter indsnævrer naturligvis spillerummet for f.eks. kommunernes velfærdsydelser på andre områder.
Over for disse udgifter står indtægter, der er en følge af det forøgede forbrug som flygtningene giver anledning til. Det gælder alt lige fra anskaffelse af senge og madrasser til indkvartering, over boliger, til tolke, sundhedsydelser mm.
I de første mange år kan flygtningene derfor næppe give et positivt bidrag til økonomien, hvorfor skønnene fra “store forventninger” slet ikke kan bruges på den aktuelle flygtningestrøm.
 
Sverige
I Sverige har Migrationsverket for ganske nylig fået lavet nye prognoser for, hvor mange flygtninge man kan forvente i år og i de følgende år i Sverige.  For 2015 regner man med op til 190.000 flygtninge og for 2016 med mellem 100.000 og 170.000. Hvad der får Migrationsverket til at regne med reduceret strøm i 2016 og de efterfølgende år, er ligesom i Tyskland uvist. Man tænker måske, at det vil være nødvendigt at begrænse tallet på den ene eller på den anden måde.
På basis af de skøn over antallet har man lavet beregninger over de forventede udgifter til flygtninge. For 2015 regner med at bruge lidt over 27 mia. Skr. , hvilket er 3,2% af det samlede statslige budget.
For 2016 har man hævet prognosen over udgifter fra 31,2 mia. til 60,2 mia. Skr. For 2017 fra 32 mia. til 73 mia. Skr. De detaljerede skøn fremgår af tabellen herunder:

Gevaldige stigninger med andre ord. De 60,2 mia. svarer således til 6,4% af statens budget. Det svarer stort set til de 64 mia. Skr. der bruges på sygehusene (JP).
De svenske udgifter er ikke direkte sammenlignelige med tallene fra Tyskland.
 
Det store billede…
For at få en ide om den samlede virkning på økonomien er det nødvendigt at inddrage studier, der ikke blot bygger på store positive forventninger eller fokuserer på de store udgifter, som flygtningestrømmen medfører.  I stedet  er det nødvendigt at se på ”the macroeconomic impact of the refugee influx.” Vi har valgt at se på et udvalg af studier fra EU-kommissionen, Sverige, Tyskland og Danmark, hvor det er vigtigt huske, at de ikke umiddelbart kan sammenlignes.
 
Stiliserede, forsøgsvise gætterier i EU
Det er hvad EU-kommissionen selv har kaldt deres beregninger over de makroøkonomiske virkninger af den forventede flygtningestrøm. Vi har tidligere set på disse beregninger i blogposten ”Mere talmagi fra EU”. Vi gengiver derfor blot, hvad vi fandt frem til i denne blogpost .
På basis af mange svagt begrundede formodninger, forglemmelser og en bias i retning af positive vurderinger, fremlægger man meget generelle scenarier for virkningen af den aktuelle flygtningestrøm på EU-landenes økonomi. Man kalder det “Stylised scenarios for a tentative impact ‘guesstimate’” Så kan det vist ikke blive mere usikkert.
Der er foretaget gætterier for både et tilfælde, hvor migranterne er lige så uddannede som den hjemlige arbejdsstyrke og for et tilfælde, hvor de har en lav uddannelse. På basis af hvad rapporten selv skønner, må det antages, at lav uddannelses alternativet er det mindst urealistiske, hvorfor vi vælger at gengive gætterier baseret på denne antagelse. Se tabellen herunder ( rap)

Her skønner man, som det kan ses, at der fremkommer en lille stigning i BNP over tid, tillige med en let stigning i beskæftigelse. For BNP per capita regner man med et beskedent fald og det samme gælder for lønninger. Forventningerne er naturligvis vidt forskellige for landene i EU.
Vi er kritiske over for beregningsgrundlaget og påpeger bl.a. problemer med at migranter ikke er lig migranter. At der f.eks. er stor forskel mellem vestlige migranter og ikke-vestlige migranter med hensyn til beskæftigelse. Det kan man bl.a. se i dele af den statistik, vi har placeret under menupunktet Statistik.
Endnu er det umuligt at vide, hvor let syriske og afghanske flygtninge vil kunne indgå i arbejdstyrken. Vi kender ikke fordelingen af deres kvalifikationer, eller mangel på samme, men ud fra tilgængelige oplysninger må man regne med at en stor gruppe er lavt kvalificerede.
Selv for bedre kvalificerede vil det være nødvendigt med sprogkurser og mere uddannelse før de kan udfylde jobs, hvor der kræves gode faglige kvalifikationer. Endvidere synes studiet fra EU at have glemt familiesammenføring, hvor det må forventes, at der vil  indgå en stor andel unge, der i en årrække ikke kan bidrage til arbejdsmarkedet, samt flere familiemedlemmer med meget dårlige kvalifikationer.
Vi må konkludere, at EU-kommissionens studie indeholder et alt for optimistisk skøn, og at de aktuelle ikke-vestlige asylansøgere i en lang årrække vil påvirke økonomien negativt. På langt sigt, tjah, det afhænger af, om asylansøgerne har samme lave erhvervsfrekvens, som man i Sverige f.eks. har fundet hos somaliere, eller om de er tættere på vestlige indvandreres erhvervsfrekvens.
 
Omfordeling, svenske erfaringer
“Refugee immigration and public finances in Sweden” er titlen på en analyse fra 2015 foretaget af Joakim Ruist fra universitetet i Gøteborg. I analysen forsøger Ruist at beregne det samlede omfang af økonomiske ressourcer, der i 2007 omfordeles gennem den offentlige sektor til den del af befolkningen, der er ankommet som flygtninge. I analysen når han frem til, at omfordelingen af ressourcer fra den øvrige del af befolkningen til flygtningene udgjorde 1,0 % af BNP for året 2007. Med den stigende andel af befolkningen, der efterhånden udgøres af flygtninge, skønner han at omfordelingen i 2015 vil nå op på 1,35% af Sveriges BNP: “This value thus represents the net annual cost today of having had Europe’s apparently highest per-capita rate of refugee immigration for a full thirty years. As such, it also gives an indication of what the cost would be of higher refugee immigration in the rest of Europe.” (Ruist).
I analysen når Ruist frem til, at en stor del af forklaringen på omfordelingen til flygtningene, hidrører fra flygtninges lave beskæftigelsesgrad. “The employment rate among adult refugees was found to be a full twenty percentage points lower than that among all adults.” Det betyder naturligvis, at fremtidige politikker bør fokusere på at øge beskæftigelsen blandt flygtningene. Problemet er dog, at det synes at være særdeles vanskeligt at opnå for bestemte grupper af asylansøgere.
En god indikation af problemet kan vi finde i analysens tabel 3:

I undersøgelsen benytter han en meget stor stikprøve på 79.724 personer.
 
Det er særdeles tydeligt, at der er kolossal forskel på flygtninge/migranter fra f.eks. Irak og Somalia, og migranter fra Latinamerika og Østeuropa. Vi har tidligere påpeget denne forskel og kan henvise til lignende opgørelser under menupunktet Statistik.
Hvis den aktuelle flygtningestrøm over tid viser sig at have en lige så lav beskæftigelse som flygtninge fra Irak og Somalia, vil det betyde en øget omfordeling til gruppen. Hvorimod en grad af beskæftigelse svarende til flygtninge/migranter fra Østeuropa vil bevirke en reduktion af omfordelingen fra den øvrige del af befolkningen, eller ligefrem et positivt bidrag.
 
Ausländer füllen deutsche Sozialkassen
Sådan lød det euforisk i “Wirtschaftswoche” i november 2014. Begejstringen var et resultat af de tal, som en ny analyse fra ZEV (Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung) kunne fremlægge. Analysen med titlen “Der Beitrag von Ausländern und künftiger Zuwanderung zum deutschen Staaatshaushalt” antyder allerede med valg af ordet “Beitrag,” at udlændinge bidrager til den tyske statshusholdning.
Ved første øjekast synes optimismen da også at blive bekræftet. Hvis man opregner alle de sociale overførsler, inklusive udgifter til uddannelse, som de 6,6 millioner udlændige i Tyskland i 2012 modtog, mod de skatter og afgifter som disse mennesker betalte i samme år, viser det sig at der opstår en nettooverskud for staten på 3.300 euro pr. udlænding. I alt et overskud på knapt 22 mia. euro. Og overskuddet har været stigende. I 2006 var det kun på 1.900 euro pr. udlænding. Så der er grund til optimisme og her har man svaret til alle de pessimister, der kun forbinder stigende influx af flygtninge med stigende udgifter.
Ikke sært at analysens resultater blev gengivet i positive toner i medierne og ledsaget af beroligende udsagn om alle fordelene ved en høj indvandring, især i betragtning af behovet for arbejdskraft i et Tyskland, hvor der bliver stadig flere ældre uden for arbejdsmarkedet. Indvandring er den fremtidige redning for de tyske pensioner. Uden indvandring vil fremtidens ældre gå en mørk og fattig tid i møde. Denne sang har længe været hørt i Tyskland, hvor industrien med bekymring har set på, at man fik større og større problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.
Nu kunne skeptikere måske indvende, at udlændige jo også bliver ældre og afhængige af sociale ydelser. Analysen har imidlertid også regnet på effekten af, at udlændingene på et tidspunkt trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Også her når analysen frem til et positivt resultat. Gennemsnitligt vil en udlænding i hele sin levetid i Tyskland bidrage med 22.300 euro mere end vedkommende modtager. Når man adderer tallene for alle udlændinge over tid, når man frem til et astronomisk nettobidrag på 147,9 mia. euro.
Og det bliver bedre og bedre for ved investeringer i uddannelser for disse udlændinge stiger overskuddet. Hvis man skal blive i samme spor kan man jo fortsætte og hævde, at det gælder om at få endnu flere udlændinge til Tyskland. Præcis det blev da også budskabet i medierne, hvorfor den daværende strøm af flygtninge i efteråret 2014 måtte betragtes yderst positivt, fordi den jo ville øge nettooverskuddet endnu mere og sikre arbejdskraft til industrien og pensioner til de ældre.
Pludselig lægger en tung sort sky af pessimisme sig imidlertid ned over det euforiske billede. For nærlæser man analysen kan man se, at selv om de nuværende og fremtidige generationer af indvandrere betaler mere i skatter og afgifter, end de modtager i overførsler, er det ikke nok til at sikre positive offentlige finanser. Det hedder kort og godt: “Stellt man alle allgemeinen Staatsausgaben, etwa für Verteidigung oder Straßenbau, mit in Rechnung, schlägt für jeden lebenden Ausländer ein langfristiges Staatsdefizit von 79.100 Euro, für jeden lebenden Deutschen von 3.100 Euro zu Buche. Wegen dieses Defizits weist das Staatsbudget, wenn nicht gehandelt wird, langfristig eine Tragfähigkeitslücke von fast 150 Prozent des Bruttoinlandsprodukts auf.” (Bonin).
Dvs. hver indvandrer forårsager på sigt  et underskud på 79.100 euro i statshusholdningen, mens indfødte tyskere kun bidrager med 3.300 i gennemsnit. I analysen bliver konklusionen derfor, at der på sigt vil opstået et hul på 150% af BNP.
Nå da, det var jo ikke ligefrem et billede medierne gengav, men ZEV analysen har en løsning parat.
Som i andre analyser henviser man til, at resultatet i meget høj grad påvirkes af hvilke indvandrere man modtager. Vi er ved samme konklusion som i EU kommissionens rapport og den svenske analyse. Sammenhængen mellem kvalifikationer, nettobidrag og alder er i analysen beregnet for en indvandring på 200.000 om året. Resultatet ses i diagrammet herunder:

Det er meget tydeligt, at det er vanskeligt at opnå et positivt nettobidrag , hvis indvandrerne fortrinsvis omfatter mennesker med lave kvalifikationer, hvilket for en stor dels vedkommende desværre må forventes at gælde for den nuværende strøm af flygtninge. Store sproglige og kulturelle forskelle vil formentlig på meget langt sigt gøre det svært for flygtningene som helhed at opnå høje kvalifikationer og en plads på arbejdsmarkedet. Hvilket imidlertid er en forudsætning for at de kan yde et positivt nettobidrag.
 
Underskud på flygtninge i Danmark
I et notat fra Rockwool Fondens Forskningsenhed udgivet i 2014 regner man sig frem til, at ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere vil bidrage negativt til de offentlige kasser i størrelsesordenen 16.6 mia. kr.
“De samlede beløb, der modtages i forskellige former for offentlig service og indkomstoverførelser, er altså 16,6 mia. kr. højere, end det som betales i skatter og afgifter. I 2050 vil den ikke-vestlige indvandring stadig bidrage med et underskud, som dog er faldet til 6,0 mia. kr. Og indvandring fra ikke-vestlige lande kommer ikke til at bidrage med et overskud i en overskuelig fremtid, med den kurs indvandring og integration er på i dag.” (Rockwool Fonden).
Som i de øvrige eksempler og beregninger vi har set på, hænger det ganske store negative bidrag sammen med en forholdsvis lav beskæftigelse, utilstrækkelige kvalifikationer og en generel dårlig integration. Notatet anbefaler derfor, at der gøres meget mere for at fremme integrationen, således at ikke-vestlige indvandrere bidrager mere til de offentlige finanser.
Forskellen mellem indvandrere fra vestlige lande og indvandrere fra ikke-vestlige lande er nemlig meget stor, som vi også tidligere har set (se f.eks. menupunktet Statistik).
I notatet har man søgt at beregne nutidsværdien af nettobidraget pr. år og person for forskellige grupper. Resultatet ses i tabellen herunder:

Ikke overraskende er nettobidraget størst for gruppen af vestlige indvandrere der må antages at høre til kategorien arbejdsmigranter. Indvandrere fra ikke-vestlige lande repræsenterer i hovedsagen lavt uddannede flygtninge og såkaldte velfærdsmigranter. Betænkeligt er det dog, at deres efterkommere også ser ud til at give et stort negativt nettobidrag.
Eftersom det må antages, at den nuværende store flygtningestrøm har mest tilfælles med gruppen af ikke-vestlige indvandrere, betyder det, at man kan imødese et stadig voksende træk på de offentlige kasser.
 
Diskriminations dilemmaet
Det gælder om at diskriminere. En indvandringspolitik må derfor sortere og fortrinsvis give plads til og tiltrække de migranter, der kan give et positivt bidrag til makroøkonomien ved at være veluddannede, let integrerbare og lette at indpasse på arbejdsmarkedet. Fortrinsvis den del af arbejdsmarkedet, hvor der i forvejen hersker mangel. Gad vide om man forestiller sig noget i retning af den højt kvalificerede emigration til USA.
I den tyske analyse fra ZEV konkluderer man: “Deutschland muss vielmehr seine Integrationspolitik um-fassend neu ausrichten und zu einer Migrationsarchitektur gelangen, die weltweit attraktiv ist und mit Ländern wie Kanada oder Australien konkurrieren kann – aus ökonomischer wie auch aus gesellschaftspolitischer Sicht.” (Bonin).
Straks efter trækker analyserapporten dog i land. Man får moralske kvabbabbelser hævder at det er for kort tænkt kun at fokusere på behovet for humankapital i Tyskland. Migrationsarkitekturen må også rette sig efter, hvad der må anses for at være global fairness. Det betyder, at der må være plads til flygtninge, der ikke opfylder alle diskriminations kriterierne.
“Sonst besteht die Gefahr, dass hoch entwickelte Industriestaaten ihren Fachkräftebedarf zu-lasten ärmerer und weniger entwickelter Regionen in der Welt decken. Migrationspolitik ist somit nicht zu trennen von Gerechtigkeitsfragen, die sich für die Steuerung von Migrationsströmen.” (Bonin).
Det er selvfølgelig et dilemma. Hvis man kun giver plads til indvandrere, der kan bidrage positivt som følge af høj uddannelse og gode kvalifikationer, risikerer man selvfølgelig derved en slags omvendt sortering i hjemlandet, hvor de ikke-kvalificerede lades tilbage. Samtidig med at man forbedrer mulighederne for vækst i modtagerlandene forværrer man dermed mulighederne for udvikling i hjemlandene. Ikke så godt. På den anden side vil flygtninge og migranter, der er lavt kvalificerede, have svært ved at indgå i modtagerlandenes arbejdsstyrke, hvorfor de får sværere ved at levere et positivt nettobidrag.
Danmark står med det samme dilemma, som vi så for tyskernes vedkommende. For Sveriges vedkommende er dilemmaet formentlig endnu alvorligere, som følge af den rekordstore flygtningestrøm.
 
Hvad og hvem bærer konsekvenserne?
I Sverige ser det ud til at man allerede er begyndt at mindske den svenske udviklingsbistand for i stedet at bruge midlerne på flygtninge. Det er oplagt også for Danmarks vedkommende. Samtidig skal man formentlig i forbindelse med det planlagte topmøde EU-Afrika d. 12. november i Valletta, finde midler til at støtte de afrikanske lande, der bidrager til migrantstrømmen over Middelhavet.
Igen står man med et dilemma, men det kan måske delvis løses ved omprioritering af udviklingsmidlerne, således at de fortrinsvis går til de lande i Afrika, der kæmper med en stor befolkningstilvækst og derfor repræsenterer et migrationspres. Man må imidlertid heller ikke glemme, at der skal bruges mange flere midler på de mellemøstlige flygtningelejre, der i følge UNHCR længe har befundet sig på randen af kollaps, fordi man ikke råder over tilstrækkelige midler.
Store udgifter til flygtninge der allerede er ankommet og til at afværge at endnu flere potentielle flygtninge kommer, kan derfor gøre det nødvendigt at  hæve skatterne. Tanken om en “flüchtings soli” til EU og hjemlige skatteforhøjelser har været luftet i Tyskland. (Manager Magazin).
Det er ikke populært? Så er der muligheden for at reducere øvrige offentlige udgifter.  Hvor skal man så skære for at klare flygtningestrømmen? Svaret synes allerede at aftegne sig. Ikke blot i Danmark, men også i Tyskland og Sverige annoncerer man, at det vil være nødvendigt at skære i velfærden.
Hvem kommer det så til at gå ud over? Svaret er selvfølgelig dem, der i forvejen er dårligst stillede.
Når man således skal vurdere om landene i Europa kan klare flygtninge­strømmen, er det særdeles relevant kigge på fordelingen af fordele og især omkostninger. Fordele kan findes for det erhvervsliv, der kan forvente at lettere ved at sakkef sig medarbejedere, måske til en lavere løn end ellers.  Moralsk  selvtilfredsstillelse kan være ses som en fordel hos multi-kulti  tilhængerne.
Hvem kommer så til at bære omkostningerne ved at modtage et stort antal ikke-vestlige flygtninge?  Meget tyder på, at hovedbyrden skal bæres af de dårligst stillede i modtagerlandene. Deres velfærd kan blive reduceret eller i bedste fald stå stille. Samtidig er det medlemmer af samme gruppe, der skal konkurrere med lavt kvalificerede flygtninge på arbejdsmarkedet med pres på lønnen til følge.  Hans-Werner Zinn, leder af IFO instituttet argumenterer for lavere løn, i det mindste til unge flygtninge, for at få dem ind på arbejdsmarkedet. "Man muss sie integrieren. Und die Integration geht am besten über den Arbeitsmarkt"... Der Mindestlohn jedoch "beißt sich mit der Integration". (Zinn citeret i Die Welt)
Ikke nok med det, i Tyskland har man allerede bemærket, at de dårligst stillede også er dem, der vil komme til at konkurrere med flygtninge om at få en bolig man har råd til at bo i.
Så ja, velkomstkultur som i Tyskland og Sverige bestemmes af de bedre og bedst stillede, byrderne ved at modtage alle dem, der følger invitationen, bæres af de dårligst stillede.
Det er værd at tage med i betragtningen, når man så sorgløst deklarerer “ Wir schaffen das”, eller blot som visse grupper i Danmark demonstrativt udgiver velkomstannoncer, der inviterer alle og enhver

GROKO  enes om forsøg på at dæmpe strømmen
Den store koalition (med øgenavnet GROKO) bestående af CDU, CSU og SPD enedes i går enedes i går om tiltag, der har til hensigt at bringe flygtningestrømmen ind i “geordnete Bahnen” og forhåbentlig medvirke til en begrænsning af strømmen. I en tidligere posting har vi set på resultatet af mødet sidste søndag, hvor Merkel fra CDU og Seehofer fra CSU blev enige et kompromis. Nemlig oprettelse af de såkaldte transitzoner, hvor de mennesker, hvor der hersker tvivl om, hvorvidt de falder ind under flygtningekonventionens definitioner, skal anbringes.  Her skal de holdes tilbage indtil deres sag er afgjort, i lighed med hvad man gør i lufthavne. Som i lufthavnene skal der ske en hurtig behandling og hvis man ikke opnår såkaldt ”Bleiberecht”  skal man snarest sendes ud af landet.
SPD ville under ingen omstændigheder holde mennesker tilbage med magt og kunne derfor ikke tilslutte sig søndagen kompromis mellem CDU og SPD.
Nu er man så blevet om et nyt kompromis, som SPD kan tilslutte sig.  Et kompromis ovenpå søndagens kompromis.
Som vi tidligere har påvist var søndagens kompromis særdeles vagt og uklart, og det nye kompromis er i sagens natur endnu mere vagt og svagt med hensyn de midler man vil tage i anvendelse.
 
Kompromisset, der svækker kompromisset
“Transitzonen” bliver “Registrierzentren.” Det skal dermed oprettes et antal (3-5?) registreringscentre for den samme kategori af flygtninge, som man ville anbringe i transitzoner.
I registreringscentrene skal flygtninge ikke holdes fysisk tilbage, så der findes ingen af de hegn, som man i Tyskland er så følsomme over for. Til gengæld skal der være “Residenzplicht,” en ordning som man ellers havde afskaffet. Dvs. flygtninge har pligt til at forblive i centret eller i centrets nærhed. Hvis ikke  straffes man med udsættelse af asylbehandling og nedsat eller ingen ydelse. På den måde mener man at have styr på de flygtninge, det vil dreje sig om.
I centrene skal der ske en meget hurtig asylbehandling, et sted nævnes en uge. I hvert fald skal man hurtigt have frasorteret de flygtninge, der er uden “Bleibeperspektive.” For disse mennesker skal der ske en hurtig tilbagesendelse: "Die Rückführung vollziehbar ausreisepflichtiger Personen, deren Antrag rechtskräftig und vollziehbar abgelehnt ist, erfolgt unmittelbar aus der Aufnahmeeinrichtung” ( spiegel).
Hidtil  har sådanne tiltag kun udgjort papirløsninger, der har været vanskelige at realisere i praksis.  Der har da også allerede været  protester fra bl.a. organisationen Pro Asyl. Det er  heller klart, hvordan man forestiller sig at det skal foregår i tilfælde af,  at en flygtning at modsætter sig udvisning.  Hvor skal disse mennesker i øvrigt udvises til?
Måske er det hele blevet til stor ståhej om næsten ingenting, for indenrigsminister de Maizière kunne torsdag aften på tv oplyse, at man forventede, at kun 2% af flygtningestrømmen ville tilhøre den gruppe, der skulle anbringes i registreringscentrene.
Ud over forsøget på at fremme sortering af asylansøgere og forcere udvisning af dem, der ikke kan tilstås en “Bleiberecht,” vil man også mindske muligheden for familiesammenføring. Det lyder næsten som de tiltag vi kan finde i Danmark, Sverige og Østrig. Men kompromissets stramning på dette område er næsten betydningsløs. Dels gælder den kun flygtninge, der kun har krav på subsidiær beskyttelse, dels udsættes familiesammenføring blot et par år. Endelig, og det viser hvor betydningsløs tiltaget er, forventer man at udsættelsen kun kommer til at gælde for ca. 1.700 personer.
 
GROKO nedkommer med en mus
Efter lange og sikkert seje forhandlinger er den store regeringskoalition dermed blevet enige om et kompromis, der forekommer så udvandet, at det slet ikke vil have indflydelse på størrelsen af flygtningestrømmen. Det er endda tvivlsomt om det fører til, at strømmen kommer i “geordnete Bahnen,” eftersom det kun drejer sig om en meget lille del af flygtningestrømmen. Samtidig må det forventes at øge bureaukratiet.
Man foregiver at være handlekraftig, så man kan berolige en ellers mere og mere foruroliget befolkning. Med en tilsyneladende gevaldig kraftanstrengelse nedkommer den store koalition i sidste ende blot en lille svagelig mus af et kompromis. Nye opinionstal viser da også, at tilslutningen til Merkel og hendes parti er stadig faldende. Ikke engang hver anden tysker er efterhånden tilfreds med Merkel’s håndtering af flygtningekrisen (FAZ).

Tilføjelse fredag aften
Tyske medier  gengav fredag en melding om, at de Maizière i et radiointerview havde sagt, at  også syriske flygtninge for fremtiden kun ville få subsidiær* status, dvs. ikke anerkendelse som flygtning. Det ville betyde et  tidsbegrænset etårigt ophold og ingen familiesammenføring.  Meldingen var en sensation, for det ville være et afgørende indgreb i flygtningenes aktuelle rettigheder. For første gang  ville der være tale om et indgreb, der ville påvirke flygtningestrømmen til Tyskland.
Sent fredag  måtte de Maizière så ro tilbage og meddele, at der ikke var planer om ændringer i de syriske flygtninges status som primær flygtninge. Nu kan man jo så spekulere på om manden blot gav udtryk for sin egen mening, eller om det var en mulighed, der var blevet diskuteret på gårsdagens møde med henblik på at indføre, hvis alt andet (læs Tyrkiet) ikke hjælper. 
 
* “Auf subsidiären Schutz kann ein Drittstaatsangehöriger oder Staatenloser Anspruch haben, dem weder durch die Zuerkennung der Flüchtlingseigenschaft noch durch das Asylrecht Schutz gewährt werden kann. Er wird als subsidiär Schutzberechtigter anerkannt, wenn er stichhaltige Gründe für die Annahme vorgebracht hat, dass ihm in seinem Herkunftsland ein ernsthafter Schaden droht.” (BAMF).

Sim Salabim: Tre millioner flygtninge bliver til 0.4%

EU-kommissionen har netop udsendt efterår 2015 udgaven af ”European Economic Forecast.” Man regner med “moderate recovery amid headwinds.”
I et lille afsnit beskæftiger rapporten sig med en første vurdering af de makroøkonomiske effekter af flygtninge tilstrømningen.
Optællinger fra Frontex for de første 9 måneder af 2015 viser, at EU modtog 710.000 flygtninge i denne periode, mod 283.000 for hele 2014. For hele 2015 regner man med, at ca. 1 million flygtninge vil arrivere i EU.
Man konstaterer, at flygtningestrømmen indtil videre har skabt vanskeligheder for adskillige medlemslande, både for vinke-igennem landene (transitlande) og modtagerlandene (destinations lande). Vanskeligheder, der har omfattet fremkomsten af politiske og sociale spændinger.
Men så kommer den melding, der skal sætte det hele i perspektiv og nærmest få flygtningestrømmen til at virke ubetydelig. Tricket er som sædvanlig at sætte det ubehagelige tal i relation til noget større. 1 million flygtninge svarer kun til 0.2% af EU’s befolkning på lidt over 500 millioner. Altså nærmest forsvindende lidt.
For hele forecast perioden dvs. 2015-2017, regner man med ca. 3 millioner flygtninge i EU. På basis af tredje kvartals flygtningestrøm i 2015 regner man sig frem til, at der kan forventes ca. 1,5 millioner i 2016. Derefter forventer man af uransagelige grunde en stabilisering. “For 2017, a gradual normalisation of the flows and the recognition rate are assumed." Således at der tilsyneladende kun forventes ca. 500.000 flygtninge i 2017. Rapporten er dog særdeles uklar på dette punkt, hvilket viser sig ved at f.eks. BBC skriver, at EU regner med 3 millioner indtil slutningen af 2016. Det samme gør Die Welt: “Die Europäische Union erwartet bis Ende 2016 drei Millionen weitere Flüchtlinge.” Hvordan  1 million i 2015 og forventet 1,5 millioner i 2016, bliver til 3 millioner  forklarer hverken BBC eller Die Welt. Men stærkt skal det gå, når man har Breaking News.
Hvad EU baserer deres simple formodninger på er ukendt. Indtil videre har antallet af flygtninge været stigende i hele 2015. Og så lader man til at have glemt familiesammenføring. Men hvad nu, hvis flygtninges ønske om familiesammenføring skulle føre til, at antallet af flygtninge skal multipliceres med 3 eller 4? Ja så vil der unægtelig være tale om langt større tal.
Hvad fører derfor EU’s økonomer til den uforklarlige antagelse, at antallet skulle stabilere sig og derefter ligefrem falde? Ønsketænkning? Eller har EU-kommission skjulte planer om alligevel at lukke grænserne  i 2017? Eller forventer man, at der pludseligt opstår fred i Syrien?
Det ser ud til at tallene hovedsagelig baserer sig på gætterier og beroligende ønsketænkning. Medierne har dog ikke opfattet det sådan, man udbasunerer højlydt, at EU kommissionen forventer 3 millioner flygtninge — og det bliver ikke gengivet som en beroligende nyhed.
Igen gør rapporten et hæderligt (eller burde det være uhæderligt) forsøg på at få de 3 millioner flygtninge til at svinde ind til næsten ingenting. I følge rapporten fører det kun til en vækst i EU’s samlede befolkning på 0.4%. Hvis det lyder som om man må have regnet forkert, så er det fordi, man regner med at en del af flygtningene ikke vil falde ind under flygtningekonventionen, “taking into account that some asylum seekers will not qualify for international protection.” Herligt med sådanne skøn, især i betragtning af, hvor vanskeligt det har vist sig at være at få sendt ikke-flygtninge tilbage.
Man kan ligefrem få den tanke at rapporten er tendentiøs, at den tjener et politisk formål, at den skal give indtryk af, at EU’s økonomiske eksperter kan støtte famlende (eller falmede) og ubeslutsomme politikere i, at flygtningekrisen kan overvindes næsten af sig selv. Gad vide, om det kommer til at holde?
 
Ringe effekt på kort sigt
På kort sigt forventer EU-kommissionens økonomer, at flygtningestrømmen vil føre til højere offentlige udgifter. Dog er virkningen meget ulige fordelt over unionens lande, ikke blot på grund af landenes forskellige optag af flygtninge, men også af andre forhold. “The impact will also be affected by the economic structure of the Member State and its work force; characteristics of the refugees (e.g. the extent they complement or substitute the native work force in terms of age and skills) and lastly of the host countries’ capacity to integrate those that will be granted international protection status.”
For vinke-igennem-lande er der udgifter til redningsoperationer, grænsebeskyttelse, registrering af asylansøgere, midlertidig indkvartering, madforsyning og sundhedsydelser. Modtagerlandene er i en lidt anden situation. Her lyder rapporten ligefrem positiv. Øget offentlig forbrug og investeringer som følge af indvandringen øger BNP. Desuden ser man en mulighed for økonomisk vækst som følge af en øget arbejdsstyrke. Det sidste forekommer lidt vel optimistisk, når man ser, at rapporten har anbragt denne effekt under short term rubrikken. Alt i alt kommer man dog frem til, at den samlede effekt på BNP er relativt lille.
 
På sigt optimisme
Her henviser man til, at forskning indikerer at ikke-EU migranter, (bemærk at man her taler om migranter) typisk modtager mindre i individuelle overførsler end de bidrager med i form af  skatter og sociale bidrag.
Man synes igen at have glemt familiesammenføringer, der må antages at forrykke balancen så meget, at migranterne i årevis tid vil modtage mere i individuelle overførsler end de bidrager med i skatter og sociale bidrag.
Hvad resultatet bliver afhænger naturligvis fuldstændigt af, om migranterne får arbejde. EU økonomerne er imidlertid fortrøstningsfulde, for migranter kan påtage sig jobs i sektorer, “where natives (sic) may be unwilling to work” , ligesom migranterne bedre kan reagere på regionale forskelle i økonomiske muligheder. Læs, migranter kan forventes at være mere mobile, så de flytter hen hvor der er arbejde.
Man mener endda, at migranter kan bidrage til en forøgelse af humankapitalen, men indser, at det er fuldstændig afhængigt af uddannelse og faglige kvalifikationer.  Ud fra meget generaliserende skøn byggende på få undersøgelser tegner man i det store og hele et meget positivt billede af migranternes mulige bidrag til økonomien.
Man skal lægge mærke til, at der nu tales om migranter og pludselig bliver det usikkert, hvem man egentlig taler om. Vedrører disse skøn og den løst begrundede optimisme egentlig migranter med lignende karakteristika som dem, der kendetegner den aktuelle flygtningestrøm? Man har f.eks. ikke megen viden om uddannelsesniveauet i den aktuelle flygtningestrøm, men “information gleaned so far suggests it may be comparatively low.”
Svenske erfaringer har, som vi tidligere har påpeget, vist, at selv over en længere periode ligger erhvervsfrekvensen for migranter fra ikke-europæiske lande meget lavere end for personer med svensk eller europæisk baggrund.
Rapporten nævner dog en lille negativ effekt. Erfaringen har vist, at påvirkningen på lønninger kan være negativ for nogle grupper af “indfødte” arbejdere, typisk dem med lav uddannelse. “Refugees are more likely than labour migrants to work below their qualification level.”
På basis af de mange svagt begrundede formodninger, forglemmelser og en bias i retning af positive vurderinger, fremlægger man meget generelle scenarier for virkningen af den aktuelle flygtningestrøm på EU landenes økonomi. Man kalder det “Stylised scenarios for a tentative impact ‘guesstimate’.” Så kan det vist ikke blive mere usikkert. Stiliserede, forsøgsvise gætterier kan vi kalde det.
Der er foretaget gætterier for både et tilfælde, hvor migranterne er lige så uddannede som den hjemlige arbejdsstyrke og for et tilfælde, hvor de har en lav uddannelse. På basis af hvad rapporten selv skønner må det imidlertid antages, at lav uddannelses alternativet er det mindst urealistiske, hvorfor vi kun gengiver dette forsøgsvise gætteri i tabellen herunder ( rap)

Her skønner man som det kan ses, at der fremkommer en lille stigning i BNP over tid, tillige med en let stigning i beskæftigelse. For BNP pr capita regner man med et beskedent fald og det samme gælder for lønninger. Forventningerne er naturligvis vidt forskellige for landene i EU. Sært nok har man kun valgt at se separat på Tyskland, og det leder naturligvis til resultater, der ser mere positive ud. Den samlede effekt på BNP, hvis migranterne har samme kvalifikationer som tyskerne (natives i EU parlance), gætter man på en stigning i BNP på 0.72 procent i 2020. Hvis der derimod er tale om lavt uddannede bliver stigningen kun 0,47%.
 
Marginal errors or cardinal errors?
Det er særdeles uklart, hvad alle disse forsøgsvise gætterier er baseret på, for brugen af erfaringer med migration generelt kan næppe bruges til at forudsige konsekvenserne af den aktuelle flygtningestrøm. Det har man måske også indset, for til sidst skriver man: “There is considerable uncertainty surrounding the numbers involved and these estimates also depend on assumptions about skills and integration patterns which may differ from those in previous studies. As a result, these studies may provide only a partial guide to assessing the current situation and the margin of error in this estimate may be higher than usual, both on the positive and the negative side.”
Ja, mon ikke! Alligevel er der nok ingen tvivl om, at tallene vil blive brugt som om de dokumenterer, at den aktuelle flygtningestrøm kan have en positiv indvirkning på økonomien, eller i værste fald kun en meget lille negativ påvirkning.
Hvor man ellers ofte ved så usikre gætterier forsøger at angive et større udfaldsrum, hvor man f.eks. også forsøger at se på worst case tilfælde, ser det her ud til,  at man kun afleverer den positive og ikke foruroligende version. Forsøger EU dermed at manipulere med stemningen blandt EU’s beslutningstagere? Det vides ikke, men den positive bias kan undre.
Vi skal også huske, at det her kun drejer sig om forsøgsvise gætterier, der alene vedører økonomien. Hvordan indvandringen ville indvirke på andre områder, vil det imidlertid være langt sværere at lave forsøgsvise gætterier om.
Der er derfor grund til at advare mod, at beslutningstagere på grundlag af EU’s forecast gætterier, bliver bestyrket i deres holdningsløse laden stå til reaktioner, eller i deres “Wir schaffen das” naive optimisme.
Selv hos det tyske erhvervsliv, der i begyndelsen må siges at have været ubetinget positiv over for, hvad de så som en glædelig forøgelse af arbejdstyrken og en redning for den tyske demografiske udvikling, er nu ved at blive mere betænkelig ved udviklingen.
“Der Wirtschaft macht der anhaltende Zustrom an Menschen aus Syrien und anderen Ländern Angst. Und beunruhigt sehen einige Industrievertreter auch den Meinungsumschwung in der deutschen Bevölkerung, die zunehmende Radikalisierung, die Spaltung der heimischen Gesellschaft.” (Die Welt).
 

Østrigs udenrigsminister Sebastian Kurz er kritisk over for tanken om at betale Tyrkiet for dørvogter rollen. Han mener Europa opfører sig skinhelligt. “Ich kritisiere nicht die Kooperation mit der Türkei, ich kritisiere Unehrlichkeit. Wenn Europa überall in der Welt den Eindruck vermittelt, dass Flüchtlinge gerne zu uns kommen können, und gleichzeitig Erdogan dafür bezahlt, dass er sie in der Türkei stoppt, dann halte ich das für scheinheilig.” (Neue Zürcher Zeitung, NZZ) Desuden advarer han imod at Europa gør sig afhængig Tyrkiet og Erdogan. Det er kritikpunkter som jeg har fremfært i tidligere posting, så jeg må erklære mig helt enig i ministerens kritik og advarsel.
Til spørgsmålet om, hvorvidt man skal sikre grænserne med pigtrådshegn, svarer Sebastian Kurz, at hegn, der som i Ungarn tjener til at sikre de nationale grænser inden for EU, er forket placeret. Til gengæld skal hegn placeres ved EU ydergrænser. Han henviser til, at der er bygget  hegn ved landegrænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet, men der mangler en bedre sikring af grænserne mellem Tyrkiet og Grækenland. Grækenland kan ikke klare det selv, altså må de have hjælp.
Han har også et svar til Merkel’s afvisning af, at vi kan lukke grænserne. “Wenn wir glauben, dass die Türken das schaffen können, dann sollten wir doch auch glauben, dass wir selbst das schaffen können.” (NZZ) Netop! Ligesom jeg mener han åbenbart, at Merkel vrøvler. Sagens kerne er formentlig, at Merkel, som vi har været inde på, skyder ansvaret fra sig. Hun mener ikke, at man tåler at se afvisninger af flygtninge ved grænsen till EU og da slet ikke når det sker med magt. Derfor må vi betale et mindre følsomt Tyrkiet for at gøre det. Hvilket i sandhed er skinhelligt og ansvarsforskydende.
Præcis som vi tidligere har set som en del af en muligt løsning, vil Sebastian Kurz have centre på stedet, hvor flygtninge findes. F.eks. i allerede eksisterende UNHCR lejre. Herfra kan de søge om asyl og bringes til Europa. Det er som nævnt også den løsning David Cameron peger på.
En sådan løsning kunne kombineres dels med en tilnærmet fælles europæisk asylpolitik, så udvælgelseskriterier ville være nogenlunde ensartede og dels en frivillig kvotefordeling. Når landene ikke længere blot skal acceptere dem, der når EU’s grænser, men er med til at udvælge de mest trængende direkte i lejrene, vil modstanden formentlig være mindre.

Ikke kun gennemgangsland
”Wir sind am Ende unserer Kapazitäten angelangt” lød det i går fra Østrigs unge udenrigsminister, Sebastian Kurz. (FAZ). Mange har måske haft den opfattelse, at Østrig blot var flygtningetransportør, en slags autoriseret menneskesmugler, der modtog flygtninge ved den slovenske grænse og hurtigst muligt fragtede dem videre til den tyske grænse, hvor de kunne finde på at dumpe dem midt om natten.
Opfattelsen holder ikke helt, åbenbart regner Østrig med selv at modtage 80.000 flygtninge i 2015. Det er på den baggrund man skal se udenrigsministerens udtalelse. Østrig er derfor mindst lige så presset som Tyskland, når antallet af flygtninge sættes i relation til befolkningens størrelse.
Der har akkurat som i Tyskland været en voldsom vækst i antallet af asylansøgere, en vækst som man efterhånden har svært ved at håndtere. Udover at man også varetager den omfattende opgave med at forsørge og viderebefordre de mange, der vil til Tyskland.
Tallene viser meget tydeligt, hvorfor man begynder at have problemer med at håndtere strømmen. Se blot den månedlige i udvikling i 2015 sammenlignet med tidligere år.

Som vi har set i tidligere opgørelser er over 70% af asylsøgerne mænd, ud fra  billederne at dømme fortrinsvis unge mænd:

Den skæve fordeling kan næppe skyldes, at kun mænd har behov for beskyttelse som flygtninge.
De stadige journalist reportager om de svage, udmattede og traumatiserede flygtninge forvrænger realiteterne. De svage er ladt tilbage, selv om man måtte formode, at det ikke mindst er dem der har brug for hjælp og beskyttelse. Formodentlig skal man forestille sig, at mændene, når de har fået asyl, vil søge familiesammenføring. Men det rokker ikke ved, at Europa fortrinsvis hjælper dem,  der formentlig har det mindste behov for det. “Derzeit subventionieren wir indirekt Schlepper und haben ein System geschaffen, in dem vor allem junge Männer durchkommen, die die Reise überstehen und genug Geld haben, den Schlepper zu bezahlen.” ( Kurz i NZZ)
Skævheden viser, at den velvilje den strømmer mod de ”hjælpeløse” flygtninge er malplaceret, men vi ser jo kun dem, der selv melder sig og kræver adgang. Vi ser ikke de andre, hvilket forekommer helt forkert.
De fleste ansøgere er fra Syrien, men i øjeblikket er der et næsten lige så stort kontingent fra Afghanistan, ligesom der også er en meget stor andel fra Irak.
 
Østrigske stramninger
Østrig ser også, at det er den tyske kanslers åbning af grænserne og hendes udsagn om at flygtninge har en ubetinget ret til asyl i Tyskland, der har medvirket til det voldsomme flygtningepres, der tilsyneladende ikke aftager, selv om vinteren nærmer sig. Måske er det derfor at Østrig har haft travlt med at dumpe flygtninge ved de tyske grænseovergange, til stor irritation for Bayern.
Men hvad med de mange, der søger asyl i Østrig? Her er man som i Tyskland begyndt at have problemer med registrering og indkvartering.
Forleden fortalte Indenrigsminister Miki-Leitner at man overvejede “bauliche Maßnahmen an der Grenze zu Slowenien zu errichten” (Kurier). Det blev straks tolket som en antydning om, at man ville begynde at bygge hegn mod Slovenien. Snart efter roede kansler Faymann tilbage. Efter en samtale med Juncker, der ikke ville have bygget hegn i Europa, meddelte Faymann, at der ikke skulle bygges hegn i Østrig. Det forhindrer dog ikke, at man nu har rullet noget af hærens pigtråd ud ved en grænseovergang. Man forklarer at det er for at undgå at flygtninge bruger en motorvej til at vandre ind i Østrig. Foreløbig er de ”baulichen Massnahmen.” Uden tvivl er man rede til mere, hvis Tyskland skulle finde på at lukke grænserne.
I lighed med, hvad der efterhånden er ved at ske i både Danmark, Tyskland og Sverige, har man fremsat forslag om at skærpe asyllovgivningen. Forslaget omfatter “Asyl auf Zeit,” “Asyl light” og “Einschnitte bei Familiennachzug.” (Der Standard).
Et hovedpunkt er asyl med tidsbegrænsning, som man også har set i den svenske skærpelse. Fra d. 15 . november skal asylansøgere kun kunne få asyl for tre år. Kun hvis man efter tre år stadig opfylder betingelserne for at få permanent asyl kan man blive. Hvis situationen i hjemlandet i mellemtiden tillader hjemsendelse, skal man forlade Østrig.
I Østrig har der allerede været protester mod tidsbegrænset asyl. Man mener at det kan betyde en masse bureaukrati, når man igen skal overveje asylansøgeres status efter tre år og lave jævnlige beretninger om tilstanden i deres hjemlande. Desuden kritiserer man, at asyl på tid vil gøre situationen for de berørte helt usikker. De kan jo ikke satse på en tilværelse i Østrig.
Efterhånden må man konstatere, at flygtninge mere og mere opfattes som permanente indvandrere. Er det virkelig meningen? Hvad med de lande, de er flygtet fra? Ville det ikke være formålstjenligt, at man forventede flygtninge ville tilbage, hvis der inden for en overskuelig tid bliver skabt mulighed for det i hjemlandet? Har de ikke en opgave der, i stedet for i Europa? Og hvis de ikke selv ønsker at vende tilbage, er det så fordi de på forunderlig vis er skiftet fra at være flygtninge med behov for sikkerhed til at være migranter med krav om et bedre liv.
“Asyl light” skal gælde for de mennesker, der ikke falder ind under flygtningekonventionen. Det kan f.eks. være mennesker fra Afghanistan. De skal ikke have asyl , men “subsidiärer Schutz.”
Man foreslår også begrænsninger i retten til familiesammenføring, “Einschnitte bei Familiennachzug.” Der foreslås korte tidsfrister for ansøgning om familiesammenføring efter anerkendelse om asyl, ellers må man kunne eftervise selvfinansiering og egnet bolig. For “Asyl light” ansøgere gælder, at de skal vente tre år på sammenføring.
 
Signalpolitik eller realpolitik?
Hvis de østrigske forslag til stramning vedtages vil det næppe mindske flygtningestrømmen, men Faymann håber,  at det er et signal til potentielle flygtninge om, at man ikke kan være sikker på at få lov til at blive i Østrig. Faymann: "Ich erwarte mir nur - aber auch das ist wichtig -, der Bevölkerung zu zeigen, Asyl ist etwas auf Zeit Bestimmtes." (ORF.at)
I virkeligheden er det derfor mest et signal til ens egen befolkning, til vælgerne, om at man er aktiv i flygtningepolitikken. Det gælder formodentlig også for de svenske forslag.
Her ser vi således politikere, der er blevet klar over at det kan gå helt galt, hvis man bevarer de åbne grænser. Man magter imidlertid ikke at gennemføre tiltag, der effektivt kan begrænse tilgangen, man nøjes med signalpolitik og håber så på det bedste. Indtil næste krise. I følge Salsburger Nachrichten tror 57% af et udsnit af befolkningen ikke, at stramningerne vil reducere tilstrømningen. Så signalet har i høj grad forfejlet virkningen. På kort sigt og indtil man ser, hvor effektivt reglerne bliver håndhævet vil det næppe stoppe flygtningestrømmen. På langt sigt måske, men det er helt usikkert.
Selv i de lande, der har en erklæret Willkommenskultur, er man ved at blive betænkelige ved, hvad man siger velkommen til. Efterhånden bliver man mere tøvende og appellerer til alle mulige andre, EU, andre medlemslande, Tyrkiet og flygtninges hjemlande, om at hjælpe med at begrænse strømmen. Aktuelt forsøger man sig med de stramninger af asylpolitikken, som vi har set i Danmark, Tyskland, Sverige og Østrig, og andre er i gang med lignende overvejelser.
Man viger tilbage for realpolitiske løsninger med forstærkede og lukkede ydre grænser (Festung Europa) og kun optag af flygtninge direkte fra de steder. de flygter fra. Man dukker sig for ansvaret og forsøger sig stedet med papirløsninger, i form af mere eller mindre ad hoc agtige skærpelser af flygtningepolitikken. I stedet for pigtråd og grænsevagt opretter man imaginære mure af papir og bureaukrati.
Tiden vil vise, at det er aldeles utilstrækkeligt, men til den tid er problemerne måske vokset os over hovedet.

Forsøg på at genvinde kontrollen
I weekenden mødtes de store sorte limousiner ved Merkel’s Kansleramt i Berlin. Toppolitikerne fra de tre partier, der indgår i regeringen, CDU, CSU og SPD, mødtes for at forsøge at finde fælles fodslag i flygtningekrisen. Bayerns ministerpræsident Seehofer havde sat et ultimatum til udløb 1. november. Bayern insisterede på, at der skulle bringes orden i de kaotiske tilstande, som den uregulerede flygtningestrøm over grænsen fra Østrig gav anledning til. Hver dag passerer tusinder af flygtninge grænsen i en stadig strøm. Flygtninge, der alle sammen skal fordeles og findes indkvartering til. Seehofer har gennem nogen tid hævdet, at Bayern har nået grænsen for, hvad man kan klare. Lokale borgmestre og Landräte er ved at fortvivle over den uorden, der hersker. Man beklager sig over, at Østrig pludselig midt om natten kan finde på at  aflevere hundredvis af flygtninge ved en mindre grænseovergang, hvor man slet ikke kan håndtere så mange flygtninge, som derfor bliver tvunget til at opholde sig i det kolde vejr i en slags ingenmandsland ved grænsen. Indtil man kan skaffe busser og overnatningsmuligheder.
I Bayern havde det dominerende parti, CSU, fået nok af den kaotiske situation. Man krævede, at strømmen blev begrænset og at man genvandt kontrollen, så optaget kunne ske under ordnede forhold. Flere gange havde Seehofer udstedt uspecificerede trusler om, hvad Bayern ville gøre, hvis der ikke blev skabt begrænsning og orden. Lukke grænserne mod Østrig, men det kan kun forbundsregeringen i Berlin gøre? Klage til Forbundsdomstolen over Forbundsregeringen, men den var man jo selv var en del af? På det sidste var det rygtedes, at CSU kunne finde på at forlade regeringskoalitionen og trække sine forbundsministre hjem til Bayern.
I Merkel’s Kristeligt demokratiske union, CDU, gærede det også. Lokale medlemmer af partier fra alle dele af Tyskland beklagede sig i henvendelser til regeringen og til medierne. Man mente  således, at den hastigt gennemførte nye asyllovgivning var helt utilstrækkelig. Den ville ikke begrænse strømmen og man var ved at løbe tør for optagelseskapacitet. Bunken af asylansøgninger blev større og større, uden at man havde tilstrækkeligt med mandskab til at behandle dem. I Hamburg besluttede lokalregeringen at give lov til at rekvirere tomme erhvervsbygninger til indkvarteringsformål, og flere steder var man begyndt at overveje at gøre det samme ved boliger, dvs. gribe ind i den private ejendomsret.  Et yderst betænkeligt skridt i Tyskland.
 
Weekendmødets resultat: Et positions papir
Weekendens hastemøde i Berlin mellem de tre partier i regeringskoalitionen kan næppe siges at have løst de mange problemer, men ud af de mange timers møde kom der et såkaldt “Positionspapier” som skulle angive, hvad der skulle gøres. Papiret er foreløbig kun et kompromis mellem CDU og CSU, for SPD havde forladt mødet. Det må jo siges at udgøre et problem, når de er med i regeringen. Det forlyder således, at SPD har indtil torsdag til at overveje, hvordan de stiller sig til papiret.  
Papirets tre titler røber allerede, at man i hvert fald ikke har kunnet enes om en begrænsning af flygtningestrømmen. Det hedder nemlig:

• Menschen in Not Helfen
• Zuwanderung ordnen und steurn
• Integration sichern

 
Altså tre formål, men ingen af dem omfatter en begrænsning af strømmen. Hvad agter man så i stedet at gøre? Man griber til en slags perifere pseudoløsninger, hvis konkrete indhold og omsætning foreløbig er ret nebuløs, og så nævner man en lang række overordnede internationale tiltag, hvis indhold forekommer endnu mere svævende og hvis virkning på flygtningestrømmen forekommer fuldstændig uvis, selv hvis de skulle blive gennemført.
 
Tiltag, besværgelser og forhåbninger
Til den først gruppe hører nationale tiltag. Her har Merkel omsider accepteret de af CSU foreslåede transitzoner. “In diesen Transitzonen wird für Asylbewerber aus sicheren Herkunftsländern, mit Wiedereinreisesperre, mit Folgeanträgen und ohne Mitwirkungsbereitschaft ein beschleunigtes Asylverfahren einschließlich Rechtsmittelverfahren und Rückführung durchgeführt.” Ja det lyder meget tysk, men det er ikke den eneste grund til, at ingen rigtig ved, hvad transitzoner egentlig er og hvordan de skal realiseres. Man forestiller sig noget i stil med de forholdsregler, der gælder i lufthavne. Her kan man holde folk der søger asyl tilbage og returnere alle dem, hvis ansøgninger er grundløse. Det drejer sig f.eks. om mennesker fra sikre lande, eller mennesker, der en gang tidligere er afvist.
Zonerne skal oprettes i nærheden af grænsen og asylansøgere skal antagelig holdes tilbage her, indtil de åbenbart grundløse er frasorteret og har fået besked om, at de skal sendes tilbage. Holdes tilbage, hvad betyder det imidlertid? Skal det være i lejre med pigtrådshegn, eller hvad? Det giver jo minder om koncentrationslejrene. Et alternativ, der har været luftet er at straffe dem, der ikke vil blive i transitzonen (eller transitcentret) med dårligere behandling. Det er dog fuldstændig uvist om det ville have nogen effekt.
Dertil kommer problemet med mængden af mennesker. Hvor skal de anbringes/tilbageholdes, når der kommer omkring titusinde i døgnet? I  gigantiske lejre eller hvad? Som det er nu fordeles de jo hurtigst muligt over hele landet, hvis de da ikke fortsætter til f.eks. Danmark eller Sverige.  
Så længe de har mulighed for det, forlader flygtningene i store tal de eksisterende opholdsteder uden at man ved, hvor de bliver af.  Bliver det så alligevel nødvendigt med hegn og pigtråd?  Hvis det bliver resultatet kunne man måske ligeså godt bygge hegnet ved grænsen.
SPD har hele tiden modsat sig transitzoner, formentlig af ovennævnte grunde. Nu har de så fået frist til torsdag til at bestemme om de kan tilslutte sig en sådan løsning.
I småtings afdelingen har man besluttet at indlede et  bedre samarbejde med Østrig. Det har jo knirket på det sidste. Så skal asyl- og klagebehandling fremskyndes og tilbagesendelse intensiveres? Endnu engang er papir tålmodigt, også når det gælder den slags besværgelser. Man kan jo ikke overkomme at behandle asylansøgninger, der er simpelt hen for mange, så bunken af ubehandlede ansøgninger vokser. Tilbagesendelse har man i praksis haft meget stort mas med at gennemføre, så hvad er nyt her?
Et helt konkret punkt med usikker effekt: For ansøgere med tålt ophold skal familiesammenføring udsættes 2 år. Endelig skal der indføres et fælles flygtninge ID kort, så man kan slippe for alle de forskellige ordninger man har nu. Det lyder da fornuftigt, men hvordan skal det påvirke flygtningestrømmen?
 
Appeller, besværgelser og håbet om at andre gør noget
Man er blevet klar over, at det er vigtigt at få bedre kontrol med EU’s ydre grænser og fremsætter, hvad vi efterhånden vil betegne som en forhåbning, for det har været sagt mange gange før: “Indem wir den Schutz der Außengrenzen wiederherstellen, … werden wir die Zahl der Flüchtlinge
reduzieren.” Endnu er der absolut intet der tyder på at det sker. Endnu er grænserne vidtåbne og Frontex og andre begrænser sig til at hjælpe flygtninge i nød, hvilket bestemt ikke begrænser nogen strøm.
 
Så kommer vi til Merkel’s ekstremt problematiske store håb, Tyrkiet og Erdogan. Ifølge papiret skal der snarest holdes topmøde med Tyrkiet, hvor man skal blive enige om:
 
Finansiel støtte til Tyrkiet
Åbning af nye kapitler i optagelsesforhandlingerne til EU
Fremskyndelse af muligheden for at sende ansøgere tilbage til Tyrkiet mod visumfrihed for Tyrkiet.
Aftale om et legalt flygtningekontingent fra Tyrkiet til EU (se lignende idé i tidligere posting om European Stability Initiativ’s (ESI) såkaldte Merkel plan).
 
En stadig stærkere strøm af flygtninge fra Afghanistan skaber uro, ikke mindst i Tyskland, hvorfor man i papiret nævner forlængelse af militær tilstedeværelse i Afghanistan. Her må det vist være USA’s tilstedeværelse man sætter sin lid til.
Indenrigsminister de Maizière har allerede tidligere været ude med, at han havde aftalt med Afghanistan, at ansøgere fra Afghanistan kunne sendes tilbage, hvilket Afghanistan dagen efter benægtede. Man vil også have aftaler om tilbagesendelse med Bangladesh og Pakistan.
Omsider synes man således at have fået åbnet øjnene for, at vidtåbne ydre grænser i realiteten kan give anledning til migrantstrømme af hidtil uset størrelse, når man tænker på potentialet i de tre omtalte lande.
Af samme grund skal der laves aftaler om bekæmplelse af migrationsårsager og aftaler om tilbagesendelses med lande i Afrika.
 
Igen nævnes de såkaldte Hotspots i Grækenland og Italien, der omsider skal til at virke, så man får registreret og fordelt flygtninge, samt tilbagesendt de mennesker, der ikke falder ind under flygtningedefinitionen.
 
Alle disse forslag, besværgelser og håb om at andre vil hjælpe, falder under titlerne: “Menschen in Not Helfen” og “Zuwanderung ordnen und steurn.” Men hvad med punktet “Integration sichern”?
 
Nej til multi-kulti samfund!
Også når det gælder integration findes der besværgelser og håb i papiret. Men det er bemærkelsesværdigt nyt, at man udtrykkeligt nævner, at multi-kulti ikke udgør en løsning på integrationen, at “Forderungen nach „Multikulti“ und Parallelgesellschaften keinen Beitrag zur Lösung der Integrationsfrage zu leisten vermögen.”
I stedet udtrykkes så det forfængelige håb, at vores frie, demokratiske, åbne og tolerante stats-og samfundsordning, vil have en varig prægende virkning på dem, der er flygtet fra ufrihed og eksistentiel nød.
Man kan frygte, at det er utilstrækkeligt med et sådant forfængeligt håb, for det åbne frie og tolerante samfund, har desværre i mange tilfælde vist sig at give plads til de modsatte holdninger hos dem, der har fået plads i dette samfund. Vores frie, åbne og tolerante samfund er ubetinget svagt over for en fundamentalistisk religion og et intolerante menneskesyn, der ligefrem kan udnytte, at voldelige ekstremister, der påstås at repræsentere religionen, gør stat og samfund modtagelige over for alle mulige og umulige krav om hensyn og særbehandling.
I papiret mener man at integration kan sikres af tidlige sprog- og integrationskurser og af fuldkommen luftige integrationskoncepter. “Durch frühkindliche Sprachförderung, Sprach- und Integrationskurse und moderne Integrationskonzepte auf allen staatlichen undgesellschaftlichen Ebenen ist es uns gelungen, ein Auseinanderdriften von Mehrheitsgesellschaft und Zuwanderern zu verhindern.” Nej det er det ikke, selv om det står på papiret.
 
Helt utilstrækkelige papirforslag
Det turde vist fremgå, at jeg ikke mener, at papiret kan bidrage til en løsning af flygtningekrisen i Tyskland. Papirets forslag kunne måske, hvis de realiseres, bidrage til at få flygtningestrømmen ind i mere ordnede baner. Men selv det er tvivlsomt, når man ikke engang kan få SPD med på ideen om transitzoner. Resten af papiret repræsenterer i meget grad høj besværgelser og forhåbninger, og det er i hvert fald ikke nok til at mindske flygtningestrømmen
Igen er det evident, at Merkel sætter sin lid til Tyrkiets mulige rolle som dørvogter. Det forekommer at være politisk uklogt, ja direkte stupidt, fordi fraværet af et alternativ giver Erdogan alle muligheder for at presse den politiske kæmpedværg EU som en citron. Og det økonomisk store og tunge, men politisk lille og svage EU, er villig til at lade sig presse. Til at betale dørvogteren Erdogan for at holde sig problemerne fra livet. En Erdogan, der efter valget i søndags kan presse EU endnu mere.
Det er som om Merkel og EU er villige til at opgive deres evige sang om de europæiske værdier, bare Erdogan vil hjælpe. Man har udskudt den årlige EU-tilstandsrapport om forholdene i Tyrkiet, til efter valget, for at dens kritiske indhold ikke skulle genere Erdogan op til valget.
Set fra mit hjørne repræsenterer Merkel og alle, der er på hendes hold, en mærkværdigt modsætningsfyldt position. På den ene side opretholdelse af en speciel del af de europæiske værdier, der indebærer åbne grænser for alle dem, der selv møder op ved grænserne. På den anden side, at man stiltiende ser til, mens de samme mennesker, som man påstår har behov for beskyttelse, risikerer at drukne undervejs, og at mennesker, der er endnu mere i nød bliver ladt tilbage, fordi de hverken har penge eller konstitution til rejsen.
Det er en fuldkommen absurd form for pseudohumanisme man udøver her. Hvilket en borgmester på Lesbos også fornylig gav udtryk for. Flygtninge risikerer livet i småbåde på vej til Lesbos, og de det lykkes for, sejles så i store moderne færger til Athen. Hvorfor ikke i stedet hente dem med færgerne i Tyrkiet? Så undgår man jo, at de drukner under forsøget på at nå Europa.
Det modsætningsfyldte gælder også i relation til Tyrkiet, som man på alle måder er meget kritisk over for, mens man samtidig fortæller dem, at kun de kan løse flygtningekrisen. Igen en fuldstændig absurd kombination.  Andre lande kan senere følge Tyrkiets eksempel og kræve sig godt betalt både økonomisk og politisk for at bidrage til at holde på flygtninge og indvandrere. Afghanistan, Pakistan og Bangladesh er oplagte kandidater, ligesom flere af de hurtigst voksende afrikanske lande. Kan  toppolitikere ikke se så langt?
 
Hovedet-i-sandet
Alternativet er naturligvis, at EU selv sørger for at kontrollere og lukke sine grænser, f.eks. efter spansk eller australsk forbillede. For selvfølgelig kan EU lukke sine grænser og kun acceptere flygtninge, der udefra søger om asyl. Såkaldt legale flygtninge. Faktisk bidrager det også til mere retfærdighed. Ved at udvælge flygtninge der, hvor de kommer fra, kan man vælge dem, der har mest brug for beskyttelse og yde dem sikker transport til et EU land.
Vi må konstatere, at hverken EU’s ufattelig spagfærdige tro-og-håb løsningsforslag og tiltag, eller Merkel’s ”Wir schaffen das” hovedet-i-sandet forslag, kan håndtere de enorme seismiske forskydninger i samfundet, som en fortsat flygtninge-/migrantstrøm kan føre til.
En landrat fra Passau i Bayern forsøgte i en TV-debat på ARD søndag aften at pege på den mulige størreselsorden af problemet for Tyskland. Hvis man fortsætter med at modtage op mod 10.000 flygtninge/migranter om dagen kan man regne sig frem til, at det vil dreje sig om millioner på årsbasis og med familiesammenføring kan antallet multipliceres med mindst 4, og så står Tyskland i hvert fald over for en umulig opgave. Regnestykket er naturligvis forsimplet, for man skal jo så at sige have luget migrantdelen ud, således at tallet vil blive mindre, hvis det lykkedes at sende migrantfraktionen tilbage. Ja hvis!

En opgørelse af hvor mange, der allerede før den seneste strøm, havde migrationsbaggrund i Tyskland, antyder at forhåbningerne om at undgå multi-kulti og parallel samfund bliver vanskelige at opfylde.

Rundt regnet en tredjedel af befolkningen i aldersgruppen op til 15 år har allerede i 2011 migrationsbaggrund. Med en meget stor indvandring af flygtninge fra fortrinsvis Syrien, med  familiesammenføring og høje fødselskvoter hos indvandrerkvinder, kan andelen hurtigt øges. Jeg gad vide hvem det så er, der skal integreres?
 
Far sight
I det fjerne kan man skelne de vage konturer af en lavine af mennesker og derfor vil det snart blive tvingende nødvendigt regulere og begrænse strømmen med mere effektive midler end dem, man tyer til i positionspapiret.