En flygtningepagt følger migrationspagten
"Nej, der er to" lød det forleden i Berlingske, som om man overrasket har opdaget, at den globale pagt for migration bliver fulgt af en global pagt for flygtninge.
En flygtningepagt har ellers været på vej længe. Ved en fælles beslutning vedtog en UN-generalforsamling d. 19. september 2016 den såkaldte “New York Declaration for Refugees and Migrants." Resolutionen taler om både migranter og flygtninge "on the move."
I den globale migrationspagt vi har diskuteret i foregående blog indlæg er der kun tale om migranter og selv om migranter og flygtninge efterhånden blandes i en inkonsistent pærevælling er der således grund til at spørge, hvad der er sket med flygtningeaspektet? New York erklæringen fra 2016 henvender sig jo både migranter og flygtninge:
Man kan naturligvis mene, at flygtninge er omfattet af tilstrækkeligt med konventioner, mens pagten for migranter i højere grad starter fra scratch.
Men New York erklæringen markerer ikke blot starten på arbejdet med en global pagt for migranter, parallelt hermed, men i regi af UNHCR og med udgangspunkt i arbejdet med et "Comprehensive Refugee Response Framework" (CRRF), foregik diskussioner om en global pagt for flygtninge.
 
Flygtningepagten: begrundelse og uforpligtende vision
Mens den globale migrationspagt på det seneste har påkaldt sig en hastigt voksende opmærksomhed, især takket være udmeldinger fra de lande, der ikke vil acceptere den, gled "The global compact on refugees" (forkortet GCR) næsten ubemærket ind på scenen med publikation af et endeligt udkast d. 26. juni 2018.
Guterres nævner den på en pressekonference, der annoncerer pagten om migranter med ordene:
"I am pleased that consultations on a Global Compact on Refugees were concluded last week, for consideration by the General Assembly at the end of the year. ... The two Compacts were the product of intense and inclusive consultations bringing together a wide range of actors, including migrants and refugees themselves. These agreements show multilateralism in action and give us a strong platform for progress."
UNs såkaldte "Third Committee" der varetager sociale, humane og kulturelle problematikker, vedtog i november 2018 udkastet til den globale flygtningepagt. Det svenske medlem af kommiteen introducerede udkastet og sagde bl.a. " the omnibus text, traditionally facilitated by Nordic countries, is purely humanitarian and non-political in nature."
Udsagnet om det ikke-politiske blev hurtigt gjort til skamme af USA's repræsentant, der ønskede en afstemning om udkastet, bla. med den begrundelse, at udkastet indeholdt elementer der ikke var forenelige med USAs immigrationspolitik.
Resulatet af afstemningen blev at 176 stemte for udkastet, 3 afholdt sig og 1 (USA) stemte imod.
I udkastet begrundes behovet for en global flygtningepagt med et behov for at flere lande deler byrden og ansvaret med at modtage og tage sig af verdens flygtninge.
"There is an urgent need for more equitable sharing of the burden and responsibility for hosting and supporting the world’s refugees, while taking account of existing contributions and the differing capacities and resources among States. Refugees and host communities should not be left behind."
Heller ikke "The global compact on refugees" skal ses som bindende for nationalstaterne. Argumentet er i stedet den skal "put forward a new vision of how the international community will engage with countries that are particularly affected by refugees."
"En ny vision" lyder ganske rigtigt ikke særligt forpligtende, men man forstiller sig alligevel at den kan repræsentere det internationale samfunds politiske vilje til og ambition om et stærkere samarbejde og solidaritet med flygtninge og de lande, der især modtager flygtninge.
Ganske luftige forestillinger, man tror åbenbart at pagtens formål kan opfyldes ved frivillige bidrag fra de enkelte stater "taking into account their national realities, capacities and levels of development, and respecting national policies and priorities."
Udkastet til pagten er i øvrigt ganske uoverskueligt og dårligt struktureret med et utal af punkter og underpunkter, hvilket utvivlsomt også har sat sig spor i vores diskussion.
 
Den globale flygtningepagts formål
Den globale flygtningepagt skal opfylde fire formål:
 
1. Ease the pressures on host countries;
2. Enhance refugee self-reliance;
3. Expand access to third-country solutions;
4. Support conditions in countries of origin for return in safety and dignity.
 
Udover de fire formål skal pagten også bidrage til at forebygge og afhjælpe årsager til flygtningestrømme. Det er naturligvis de hyppigt omtalte "root causes" der er tale om her. Ansvaret og forpligtelsen til at afhjælpe årsagerne til flygtninge strømme ser man i første række hos de lande, der genererer flygtningestrømme.  "However, averting and resolving large refugee situations are also matters of serious concern to the international community as a whole, requiring early efforts to address their drivers and triggers, as well as improved cooperation among political, humanitarian, development and peace actors."
Til opfyldelse af pagtens formål rummer pagten tre indsatsområder
 
A comprehensive refugee response framework
A programme of action
Follow up and review
 
Comprehensive refugee response framework
Pagten rummer ingen beskrivelse af hvad dette framework omfatter, men henviser blot til et tidligere vedtaget "Comprehensive Refugee Response Framework" (CRRF), der indgår i den tidligere omtalte “The New York Declaration for Refugees and Migrants," der jo i form af en resolution blev vedtaget i 2016 af samtlige 193 medlemmer af UN. En gennemgang af CRRF's framework kan findes i appendiks.
 
Programme of action
"The purpose of the programme of action is to facilitate the application of a comprehensive response in support of refugees and countries particularly affected by a large refugee movement, or a protracted refugee situation, through effective arrangements for burden- and responsibility-sharing; and areas for timely contributions in support of host countries and, where appropriate, countries of origin."
Aktionsprogrammet indeholder to elementer:
 
Arrangements for burden- and responsibility-sharing
Areas in need of support
 
Arrangements for burden- and responsibility-sharing
I et udpræget rodet afsnit opregnes en løst beskrevne række arrangementer og indsatsområder, der skal bidrage til at opfylde imperativet om håndgribelig støtte fra det internationale samfund til de lande, der modtager og huser flygtninge.
"Countries that receive and host refugees, often for extended periods, make an immense contribution from their own limited resources to the collective good, and indeed to the cause of humanity. It is imperative that these countries obtain tangible support of the international community as a whole in leading the response."
Der er et tydeligt misforhold mellem udsagnet om det imperative og de vagt formulerede arrangementer og indsatser, der næppe kan garantere en opfyldelse af imperativet.
Blandt arrangementerne er først og fremmest et "Global Refugee Forum." Et forum for alle medlemsstater i UN, tillige med relevante stakeholders. Det første "Global Refugee Forum" skal afholdes i december 2019. Her forventer man, at deltagerne kommer med diverse løfter om hjælp og bidrag til den globale flygtningepagt.
Under indsatser taler man om "Key tools for effecting burden- and responsibility- sharing" Det er imidlertid så som så med konkrete værktøjer i den omfangsrige "ønskeliste" af tiltag.
Man taler løst om finansiering og effektiv og efficient brug af ressourcer i forbindelse med humanitær hjælp, om udviklingssamarbejde og om at maksimere bidrag fra den private sektor. Alt sammen uhyre vagt formuleret.
Om humanitær hjælp lyder det besværgende: "States and humanitarian actors will work to ensure timely, adequate and needs-driven humanitarian assistance, both for the emergency response and protracted situations, including predictable, flexible, unearmarked, and multi-year funding whenever possible, delivered fully in line with the humanitarian principles;"
Der er noget voodoo-agtigt over nøgleværktøjer, der tilsyneladende skal kunne fungere blot ved at blive nævnt. For noget mere konkret finder vi ikke
Det gælder også for et andet nøgleværktøj kaldet "Multi-stakeholder and partnership approach," hvor UNHCR skal spille en støttende og katalyserende rolle.
Hør blot: "Responses are most effective when they actively and meaningfully engage those they are intended to protect and assist. Relevant actors will, wherever possible, continue to develop and support consultative processes that enable refugees and host community members to assist in designing appropriate, accessible and inclusive responses. States and relevant stakeholders will explore how best to include refugees and members of host communities, particularly women, youth, and persons with disabilities, in key forums and processes, as well as diaspora, where relevant. Mechanisms to receive complaints, and investigate and prevent fraud, abuse and corruption help to ensure accountability."
Ikke sandt, en sløv, virtuel schweizerkniv af verbale udmeldinger, der næppe vil have den store effekt på virkeligheden.
Alligevel lægger man vægt på at måle effekten: "Reliable, comparable, and timely data is critical for evidence-based measures to: improve socio-economic conditions for refugees and host communities. ... Data and evidence will assist in the development of policies, investments and programmes in support of the voluntary repatriation to and reintegration of returnees in countries of origin."
I hvilken forstand indsamling af data reelt vil bidrage til f.eks. frivillig repatriering og reintegration kan man ikke redegøre for. Hvad vi imidlertid kan konstatere i dagens virkelighed er, at asylsøgende aktivt søger at forhindre eventuel hjemsendelse ved at destruere egne ID-papirer, ligesom det er svært at skaffe sig sikkerhed for rigtigheden de afgivne oplysninger, f.eks. aldersangivelser hos unge mænd eller børn.
Næppe noget der bidrager til "voluntary repatriation to and reintegration of returnees."
 
Areas in need of support
Behovet for støtte i følge pagten omfatter de områder, der allerede indgår i det såkaldte Comprehensive Refugee Response Framework (CRRF). Se appendiks.
I pagten er tale tre hovedområder:
 
Støtte til registrering og dokumentation af flygtninge,
Støtte til modtagersamfund,
Støtte til varige løsninger.
 
For hvert af de tre hovedområder opremses en række mere specifikke områder der skal støttes. Her blot nogle udvalgte punkter, der især påkalder sig interesse.
 
Støtte til registrering og dokumentation af flygtninge. Under dette punkt hedder det f.eks. "In the context of large refugee movements, group-based protection (such as prima facie recognition of refugee status) can assist in addressing international protection needs, where considered appropriate by the State."
Altså ikke længere individuelle begrundelser, men en slags gruppe accept af flygtningestatus. Gad vide hvad accept af dette vil betyde for en fremtid, hvor der kan forventes en tsunami af flygtninge strømme fra Afrika, bl.a. omfattende  store grupper af klimaflygtninge.
 
Støtte til modtagersamfund. Her erkender man at tilstrømning af store grupper af flygtninge kan give problemer for de samfund, der modtager dem.
"Thorough management of a refugee situation is often predicated on the resilience of the host community. There is also increasing recognition of the development challenges posed by large refugee situations and the advantages of shared and inclusive economic growth in refugee-hosting areas from which all can benefit, in line with the 2030 Agenda. The global compact can help attract support to ensure that refugees and their host communities are not left behind in a country’s progress towards the Sustainable Development Goals."
Store invasioner af flygtninge, eufemistisk benævnt flygtningesituationer, giver udfordringer, men de kan mestres til alles fordel ved en delt og inklusiv økonomisk vækst som er til fordel for alle. Med den globale flygtningepagt kan man tillige forvente at tiltrække hjælp udefra, der sikrer at man ikke i bliver ladt tilbage.
 "Delt og inklusiv af økonomisk vækst " Erfaringen viser at der er tale om fuldstændig ubegrundet ønsketænkning. I hvert fald når det gælder ikke-vestlige flygtninge. Som vi har påvist tidligere giver de i generationer et negativt bidrag til vækst. Aktuelle tal fra Danmarks statistik bekræfter endnu engang problemer ved ikke-vestlig indvandring.
"Blandt 16-64-årige med dansk oprindelse var henholdsvis 77 pct. af mændene og 74pct. af kvinderne i beskæftigelse i 2016. Blandt vestlige indvandrere var de tilsvarende tal 70 pct. for mænd og 60 pct. for kvinder. Det er blandt de ikke-vestlige indvandrere, at den laveste beskæftigelses findes. For ikke-vestlige indvandrere var 55 pct. af mændene i beskæftigelse og 46 pct. af kvinderne."
Det er vanskeligere at påvise at det også halter med inklusion i øvrigt, men ingen er vist i tvivl om at det er tilfældet for ikke-vestlige indvandrere. Man kan pege på ghettodannelser, parallel samfund, kultursammenstød, internt brug af sharia love og forøget alvorlig kriminalitet.
Hvad pagten fremaner er således i relation til de potentielle flygtningestrømme et fuldstændig ubegrundet glansbillede, der igen kan minde om en salgs voodoo besværgelse, hvor alene det at fremmane billedet af delt og inklusiv vækst skal bøje virkeligheden på plads.
 
Støtte til varige løsninger. Her opregnes tre alternativer, der skal støttes for at kunne bidrage til varige løsninger på tilstrømningen af flygtninge.
 
Voluntary repatriation,
Resettlement
Local integration
 
Problemet her er at alle tre alternativer har vist sig vanskelige at realisere i praksis. Pagten taler om "solutions" men angiver ingen metoder til at sikre,  at de nævnte løsningsalternativer kan realiseres. Man breder ganske vist en større mængde påstande og besværgelser ud i pagten, men de vil næppe hjælpe til at løse problemet.
 
Om repatriering:  "The overriding priorities are to promote the enabling conditions for voluntary repatriation in full respect for the principle of non-refoulement, to ensure the exercise of a free and informed choice and to mobilize support to underpin safe and dignified repatriation."
Naturligvis hvad ellers, men hvad kan sikre at det faktisk vil ske. Erfaringen synes at vise, at forskellen i attraktivitet mellem modtagerlandet og hjemlandet er så stor, at frivillig repatriering i større omfang næppe vil finde sted.
Pagtens formaninger til hjemlandene er næppe til megen hjælp. I stedet kunne det være relevant at se på begrænsning af flygtninges mulighed for fortsat ophold i modtagerlandet, hvis betingelser i hjemlandet tillader repatriering, også selvom den sker ufrivilligt. Samtidig med økonomisk og politisk pression på hjemlandet for at tage imod egne borgere.
Sådanne løsninger er imidlertid helt imod pagtens ånd af humanitet og frivillighed, især for flygtninge. Hvilket naturligvis betyder, at man ikke har fundet en løsning, men blot fremsat et fromt ønske.
 
Om resettlement:  "[R]esettlement is also a tangible mechanism for burden- and responsibility-sharing and a demonstration of solidarity, allowing States to help share each other’s burdens and reduce the impact of large refugee situations on host countries. At the same time, resettlement has traditionally been offered only by a limited number of countries. The need to foster a positive atmosphere for
resettlement, and to enhance capacity for doing so, as well as to expand its base, cannot be overstated."
Rigtigt alt sammen, men hvordan vil det sikre øget accept af resettlement i tredjelande? Pagten taler om "pledges," om multilateralisme og om en "working group on resettlement." Intet konkret og husk at pagten jo hævder at være frivillig og ikke berøre enkeltstaternes suverænitet.
Vi konstaterer endnu engang at man ikke finder forslag i pagten, der reelt sikrer resettlement løsninger. I lyset af en mulig flygtninge- og migrant tsunami "Out of Africa" ville det også være selvdestruktivt for de enkelte stater at indlade sig på aftaler om alt for meget resettlement. Man kan jo ikke henvise til reelle positive effekter af at modtage større grupper af ikke-vestlige flygtninge.
 
 Om lokal integration: "A number of States have found it useful to move towards the local integration of refugees, including by providing durable legal status and naturalization, where appropriate.
Muligvis, men der er snarere tale om, at man har indset, tvunget af omstændighederne, at der hverken er mulighed for repatriering, eller mulighed for resettlement af de flygtninge man har modtaget. Hvorfor man ligeså godt kan forsøge sig med lokal integration.
I følge pagten er lokal integration en tovejs proces: "Local integration is a dynamic and two-way process, which requires efforts by all parties, including a preparedness on the part of refugees to adapt to the host society, and a corresponding readiness on the part of host communities and public institutions to welcome refugees and to meet the needs of a diverse population."
Hvorfor er det en tovejs proces? Vil det ikke være rimeligt at tale om behovet for en énvejs proces, dvs. et krav om at flygtninge må adaptere eller assimilere til modtagerlandet?
 Er det ikke en smule utopisk at tro, at man så at sige per dekret kan få modtagerlandets befolkning til at tilpasse flygtningekrav og behov, der ofte strider mod basale værdier, normer og kultur i modtagerlandet? Vil det ikke være noget lettere at opnå accept fra den eksisterende befolkning af lokal integration af f.eks. ikke-vestlige flygtninge, hvis kravet om tilpasning hovedsageligt var rettet mod dem?
Pagten er præget af en ensidig ideel humanisme overfor mod flygtninge, men tager ikke i samme grad tager hensyn til modtagerlandets befolkning.
 
Det drastiske alternativ til flygtningepagten
Der skal ikke være mulighed for, at alle asylsøgende i Verden i princippet kan søge asyl i EU ved at møde op ved grænsen til EU eller ved illegalt at komme ind i EU.
Kansler Kurz: „Europa wird nicht all diese 68 Millionen Menschen aufnehmen können. Ich halte den Zugang für ehrlicher, dass wir sagen: Wir nehmen mit Resettlement-Programmen so viele auf wie wir können. Und wir wählen ganz besonders schutzbedürftige Menschen aus. Das ist ehrlicher, als wenn wir jetzt den Eindruck erwecken, dass man in Afrika in Zukunft an Botschaften oder in Anlandezentren oder wo auch immer Anträge stellen kann. Und dann kann jeder nach Europa kommen."
Der er behov for et  drastisk alternativ til pagtens nærmest grænseløst humane optag af asylsøgende og dens fuldstændig urealistiske forestillinger om samtidig at reducere strømmen af asylsøgende.
­
Risikoen for at drukne i flygtninge- og migrant tsunami
Det haster at få etableret håndfaste alternativer til flygtninge- og migrationspagterne, for kølige beregninger foretaget af mennesker med indsigt påviser, at fortsat åbne grænser vil give anledning til store problemer på sigt.
Ude i horisonten truer en tsunami af migranter fra Afrika. Ildevarslende antydninger får vi ved at betragte projektioner af befolkningstilvæksten.
Fra 2020 til 2035 forudsættes Afrikas befolkning at således vokse med mere end 500 mio. mennesker, især syd for Sahel regionen. Dvs. det samme antal mennesker som i aktuelle EU-28. Hertil kommer trusler om klimaflygtninge.
Det er tal i en størrelsesorden, der burde gøre det klart for enhver, at Europa står over for potentielt at drukne i flygtninge og migranter fra Afrika.
 For slet ikke tale hvad der måtte komme af flygtningestrømme som følge af uro og befolkningsforskydninger i Mellemøsten, i Pakistan og måske Bangladesh
 
Den hvide verdens sidste dage?
Beregninger, der sammenholder den demografiske udvikling blandt de nye grupper af befolkningen med den etablerede del, kan påvise kraftige forskydninger i balancen mellem grupperne. Således at indvandrere med anden kulturel baggrund kommer til at udgøre en større og større andel af befolkningen. For nogle ikke et problem, for andre en trussel mod den kultur og de værdier som vi har taget for givne og som er skabt af krige og stridigheder over en lang periode af Europas historie.
Unisted States Census Bureau har f.eks. påvist følgende: "Non-hispanic whites may no longer comprise over 50 percent of the U.S. population by 2044. Allerede i 2020 kan børn af "non-hispanic" hvide komme i mindretal.
For nogle er det naturligvis ikke et rædsels scenarie, for hvorfor skal hvide være i flertal i USA. For andre er det et scenarie, der giver varsel om risikoen for voldsomme politiske omvæltninger og interne konflikter i USA
For Europas vedkommende gælder noget lignende, hvis man tør tro beregninger fra Oxford University's Migration Observatory."If current trends continue, the so-called majority-ethnic group in the UK - white British - will become a minority before 2070."
Også i Danmark  kan man forvente store demografiske  skift. "I dag er der 493.468 - i 2060 vil der være 867.258 ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere, viser en ny fremskrivning fra Danmarks Statistik." (DR).
Prognosen for de dramatiske ændringer af den etniske sammensætning forudsætter, at man ikke gør noget for at mindske indvandring af andre etniske grupper og at fertilitetsraten forbliver høj blandt de ikke-vestlige indvandrere, der i øjeblikket udgør en etnisk minoritet. Samtidig med at fertilitetsraten forbliver på et lavt niveau for det nuværende hvide flertal.
På trods af usikkerheden i prognoserne er der næppe tvivl om, at der i dette århundrede vil ske voldsomme demografiske omvæltninger, ikke blot i UK, men i store dele af USA og Europa
Måske oplever vi i dette århundrede, med en overskrift fra the Guardian "The last days of a white world."  
Tør politikere overhovedet at erkende dette eller skyder de problemet fra sig som et spørgsmål man i den politiske korrektheds navn slet ikke må stille.
 Et citat viser at det er en holdning, der påvirker selve forsøget på at skabe viden om problemet: "One demographer, who didn't want to be named for fear of being called racist, said: 'It's a matter of pure arithmetic that, if nothing else happens, non-Europeans will become a majority and whites a minority in the UK. That would probably be the first time an indigenous population has voluntarily become a minority in its historic homeland.'" (Guardian)
Endnu har vi i Europa et valg. Vi kan vælge stiltiende og hjælpeløst at se til, mens der sker dramatiske, irreversible skift i den etniske sammensætning. Eller vi kan vælge aktivt at forhindre, at et hvidt europæisk flertal i løbet af en forholdsvis kort årrække bliver til et mindretal.
Hvis vi vælge at handle, skal der gøres noget meget snart for at stoppe indvandring fra ikke-vestlige lande eller i det mindste reducere den til en brøkdel af hvad den har været. Uanset om det gælder flygtninge eller migranter. Ellers risikerer vi i Europa en særdeles usikker fremtid, der kan blive præget af voksende etniske konflikter. Konflikter, der kan resultere i ulmende eller åbne borgerkrige, som i det tidligere Jugoslavien eller i Nordirland.
"History is not sanguine about the capacity of ethnic groups or religions to forget their differences. The ethnic transformation implicit in current trends would be a major, unlooked-for, and irreversible change in British society, unprecedented for at least a millennium. It would, perhaps, be the biggest ever unintended consequence of government activity. In a democracy it would be appropriate, at the very least, for the matter now to enter public debate."
 
Kulturel omvæltning
I september 2018 kunne The Guardian berette hvad en stor undersøgelse viste: "A large minority of people in the UK believe multiculturalism has undermined British culture and that migrants do not properly integrate, according to some of the broadest research into the population’s attitudes to immigration."
"Sleepwalking to catastrophe over race" lyder det også advarende fra den tidligere formand for UK's "Equality and Human Rights Commission, Trevor Phillips. Der har været alt for meget politisk korrekthed og man har været alt for bange for tale om reelle problemer i multikultiralismen: “Squeamishness about addressing diversity and its discontents risks allowing our country to sleepwalk to a catastrophe that will set community against community, endorse sexist aggression, suppress freedom of expression, reverse hard-won civil liberties, and undermine the liberal democracy that has served this country so well for so long.” (The Telegraph)
Trevor Phillips gør op med en liberal elites misforståede tro på en slags organisk integration gennem accept af multikulturalisme. Man har alt for længe set bort fra ubekvemme fakta, der viser at man ikke er på vej mod mere integration, men tværtimod en slags superdiversivitet med øget segregering og desintegration.
 Vi må til at spørge os selv, om ikke vi gør både os selv og indvandrere med en helt anden kulturel baggrund, ikke -vestlig eller tredjelands indvandring, en bjørnetjeneste, ved ikke åbent at erkende at denne indvandring truer den implicitte og tyste sammenhæng i vore samfund og leder til en fare for desintegration.
 
Omkostninger
Mere håndfaste beregninger viser tillige, at visse grupper af indvandrere indebærer meget store omkostninger og at deres økonomiske bidrag til samfundet over tid er negativt. Det kan gøre det umuligt at opretholde de nuværende niveauer af velfærd, der jo er afhængige af befolkningens aktive bidrag.
Omstridt er statistikken for kriminalitet blandt indvandrere. Nogle afviser tallene med henvisning flygtninges og migranters problematiske baggrund. Hævder at de egentlig er ofre og at vi derfor fortsat skal have ondt af dem, selv om de begår kriminalitet.
Den seneste diskussion i Tyskland illustrerer problemet. Politikere søger at berolige en befolkning, der er mere og mere skeptisk, med henvisninger til at den samlede kriminalitet er faldet, f.eks. fra 2016 til 2017. Mere køligt kan man imidlertid konstatere, at alvorlig kriminalitet (Straftaten gegen das Leben) begået af mennesker med udenlandsk baggrund er steget og i 2017 udgør 15 procent procent af alle tilfælde, dvs. langt mere den procentvise andel af befolkningen som disse mennesker udgør.
 
"Wall building" i Middelhavet
I stedet for at tilslutte sig de ideelle forestillinger i migrant- og flygtningepagter er på tide, at EU overvejer en flygtninge- og migrationspolitik i stil med den australske. En politik, hvor hvert land i EU hvert år fastsætter en kvote for hvor mange flygtninge det kan tage imod. I stedet for EU's lidet succesrige forsøg på at tvangsfordele en vis andel af de mange, der blot melder sig som asylsøgende efter at have krydset f.eks. Middelhavet.
For at det overhovedet kan lade sig gøre, måtte EU i lighed med Australien sikre at det ikke var muligt at opnå asyl i EU, hvis man krydsede den ydre grænse illegalt. Politikken til konstruktion af en virtuel mur i Middelhavet kunne omfatte elementer fra den australske tilgang, f.eks. disse fire hovedelementer:
 

• the external disruption and deterrence measures with regional partners to combat people smuggling;
• the detection and interception of Suspected Illegal Entry Vessels (SIEVs) and the safe transfer of passengers to a location outside Australia;
• the detention of SIEV passengers in third countries and assessment of their claims to determine whether or not they are refugees; and
• the return of SIEV passengers who are not refugees to their country of origin. For those found to be refugees, resettlement in a third country is the primary option. As a last resort, resettlement in Australia is administered through Temporary Humanitarian Concern visas only.

 
I stedet for at indsætte skibe for at hjælpe alle i land i Europa, måtte man spærre Middelhavet og landegrænserne for illegale asylansøgere. En effektiv virtuel mur i Middelhavet kræver imidlertid langt mere end den planlagte forøgelse af Frontex. Det vil være nødvendigt at indsætte af flådeenheder fra EU-lande plus diverse former for fly og droneovervågning.
 

• Flådeenhederne skal have bemyndigelse at gennemføre "push back" aktioner. I det omfang det ikke kan lade sig gøre, skal flygtninge, der forsøger at komme illegalt til Europa opbringes og anbringes i interneringslejre fortrinsvis uden for EU.

 

• Aktionerne bør så vidt muligt gennemføres i samarbejde med Nordafrikanske lande, inklusive støtte til lokale kystvagt enheder.

 

• NGO'er må fratages tilladelse til at bringe "reddede" i land i EU, således at den del af menneskesmuglingen ophører. I stedet skal de reddede med hjælp fra de officielle styrker naturligvis overføres til en af interneringslejrene.

 

• Til forskel fra EU's forslag om "disembarkation platforms" er det afgørende vigtigt, at de mennesker, der anbringes i interneringslejrene (processing centers) ikke herfra skal kunne søge om at få asyl i EU. Dermed kan man undgå en situation, hvor selve eksistensen af udskibningscentre med mulighed for at søge asyl til EU under sikre forhold vil medføre, at endnu flere mennesker fra Afrika vil forsøge at få asyl i Europa.

 

• Lejrene skal derfor alene tjene til under ordnede forhold give ophold til disse mennesker indtil man kan føre dem tilbage til deres hjemlande, hvis de skønnes at være migranter, eller til sikre tredjelande, hvis skønnes at risikere forfølgelse i deres hjemlande. Det kunne f.eks. indebære, at de anbringes i eksisterende flygtningelejre i tredjelande, eksempelvis i eksisterende afrikanske lejre drevet med støttet fra UNHCR og EU.

 
En sådan Australien inspireret politik vil have positive virkninger:
 

• den manglende mulighed for at få asyl i Europa (nogensinde) fra disse lejre, vil antagelig bevirke næsten øjeblikkelig, at strømmen mod Europa vil blive bremset eller helt udtørre, som i de australske erfaringer og den tidligere spanske politik.

 

• meget ringe mulighed for at komme illegalt ind i Schengenområdet. "Push back" aktioner og internering i "processing centres" i f.eks. Nordafrika vil som i Australien medføre, at langt færre vil forsøge at krydse Middelhavet

 

• Konsekvensen vil også være, at man på sigt kan forvente ingen eller meget få vil drukne under forsøget på at nå til Europa. Igen baseret på australske erfaringer.

 

• Vilkårlighed og held, i form af kondition og ressourcer, menneskesmuglere, vind og vejr, eller chancen for at blive samlet op i tilfælde af skibbrud, vil ikke længere være afgørende for, hvem der kommer til Europa. Modsat den eksisterende tilstand med en næsten Darwinistisk survival of the fittest, hvor flygtninge- og migrantstrømmen fortrinsvis består af unge mænd.

 

• Vi vil igen overtage kontrollen med hvem der får lov til at komme ind i EU som flygtning eller migrant. Formentlig ud fra en opgørelse over, hvad hver enkelt land kan og vil modtage. Resettlement programmer direkte fra flygtningelejre betyder, at man kan hjælpe dem, der trænger mest, at man kan sikre familier holdes intakte, at man kan forhåndstjekke baggrund og begrundelse før flygtninge kommer til Europa. Ligesom man kan tage hensyn til kulturbaggrund og integrerbarhed

 

• Når det gælder migration kan man selektere ud fra, hvad der passer bedst til arbejdsmarkedets behov, tage hensyn til tidligere erfaringer med beskæftigelsesfrekvenser for bestemte grupper og vurdere potentialet for integration.

 
I fremtiden kan der være et problem med flygtningestrømme fra lande som EU har landegrænser med. Det kunne være ny uro på Balkan, eller i landene ved EU’s østlige grænse. I sådanne situationer vil flygtningekonventionen fra 1951 faktisk være relevant, som det har været tilfældet for ukrainske flygtninge i Polen. Men den skulle naturligvis kun gælde for borgere fra disse lande, ikke for transit rejsende, der ville benytte sig af denne mulighed for at søge asyl i EU.
Hvert enkelt land i EU kan derefter, som det tilfældet i Australien og til dels i UK, beslutte, hvor stor en kvote af flygtninge, de er i stand til at modtage direkte fra flygtningelejre.
Dermed kunne man også i Europa opfylde det australske krav: "It should be our government that decides who comes to this country, not a free-for-all scramble for a place on a leaky boat "
 
Afvisning af pseudo-humanitære protester
Flygtningeorganisationer og selvbestaltede NGO'er, der efterhånden på temmelig udemokratisk vis forsøger at tilrane sig indflydelse på Europa's flygtninge- og migrationspolitik, vil naturligvis ikke bifalde sådanne tiltag. Men de kan jo heller ikke selv foreslå spiselige alternativer.
Man kan allerede høre højlydte proteststemmer fra selvbestaltede humanister og diverse flygtningeorganisationer mod de forslag som er fremlagt her. Som f.eks. fra det grønne tyske medlem af Europaparlamentet, Ska Keller: "Wer Asyl sagt, muss reindürfen." Et absurd forslag.
Hvad med alle de mennesker fra Afrika, der ikke kan skaffe sig en levevej og gerne vil til Europa, vil andre indvende. Svaret er, at Europa ikke kan løse Afrikas problemer med f.eks. befolkningstilvæksten. Det kan kun Afrika selv, som vi tidligere har hævdet.
Hvad så med dem, der er vanskeligt integrerbare, pga. store kulturelle forskelle, fundamentalistiske religiøse ideologier og diverse krav om, at man tilpasser sig deres absurde krav. Ja, det det eneste svar er, at de må afvises som migranter, mens de som flygtninge kun kan forvente at få et meget midlertidigt ophold i Europa, uden mulighed for varigt ophold.
Begrundelsen for dette synspunkt er, at store kulturforskelle og fundamentalistiske ideologier ikke er forenelige med basale europæiske værdier. Erfaringen viser, hvad det kan betyde: Parallelsamfund, absurde krav og holdninger. Konsekvensen er et øget potentiale for stærke interne stridigheder mellem befolkningsgrupper, og på sigt måske tilstande, der kan minde om dem flygtningene er flygtet fra.
Hvormed vi er tilbage ved begrundelsen for at have sikre ydre grænser. De er forudsætningen for, at vi kan bevare de basale værdier, der gør det muligt at have frie og åbne samfund.
Fence-sitting er i hvert fald ikke en løsning, hverken for flygtninge eller for politiske beslutningstagere.
 
 
Appendiks: "Comprehensive refugee response framework"
I New York erklæringen annex 1 med titlen finder vi det nævnte framework,"der omfatter fem temaer.
 
Reception and admission;
Support for immediate and ongoing needs;
Support for host countries and communities;
Durable solutions;
The way forward.
 
De første tre punkter drejer sig i store træk om dels at konfirmere og dels udbygge eksisterende systemer til at modtage og registrere flygtninge, sikring af flygtninges umiddelbare behov med særlig vægt på sårbare grupper, som f.eks. kvinder og børn, og støtte til de lande og samfund, der modtager mange flygtninge.
Mere interessant er punktet om varige løsninger. Hvad forestiller man sig her at der skal til for at sikre varige løsninger på flygtningeproblemet? Tre alternative er vigtige,
Et alternativ vedrører flygtninges tilbagevenden til hjemlandet.
"We reaffirm the primary goal of bringing about conditions that would help refugees return in safety and dignity to their countries and emphasize the need to tackle the root causes of violence and armed conflict and to achieve necessary political solutions and the peaceful settlement of disputes, as well as to assist in reconstruction efforts."
Til opfyldelse af dette mål skal hjemlandene støttes "Support countries of origin/nationality, where appropriate, including through funding for rehabilitation, reconstruction and development, and with the necessary legal safeguards to enable refugees to access legal, physical and other support mechanisms needed for the restoration of national protection and their reintegration;"
Man lægger også vægt på at fremme fred, forsoning og dialog med lige deltagelse af kvinder og ungdommen.
Andet alternativ vedrører den situation, hvor flygtning ikke kan vende tilbage til hjemlandet. Her opregnes en række forpligtelser for modtagerlandet, deriblandt:
"Provide legal stay to those seeking and in need of international protection as refugees, recognizing that any decision regarding permanent settlement in any form, including possible naturalization, rests with the host country;
Og videre:
"Take measures to foster self-reliance by pledging to expand opportunities for refugees to access, as appropriate, education, health care and services, livelihood opportunities and labour markets, without discriminating among refugees and in a manner which also supports host communities; "
Endelig søger man med det tredje alternativ at aflaste de lande, der modtager mange flygtninge, ved at lægge vægt på muligheder for resettlement til tredjelande Opfordringen lyder til tredjelande lyder derfor:
"Consider making available or expanding, including by encouraging private sector engagement and action as a supplementary measure, resettlement opportunities and complementary pathways for admission of refugees through such means as medical evacuation and humanitarian admission programmes, family reunification and opportunities for skilled migration, labour mobility and education ."
Med punktet "The way forward" henviser man til samarbejde mellem UN og de enkelte stater og relevante stakeholders (flygtningeorganisationer etc.) med henblik på den praktiske gennemførelse af punkterne i "Comprehensive refugee response framework" og mulige fremtidige forbedringer. Alt i alt ret intetsigende og reelt uforpligtende.

Historic Moment for people on the Move
Med armene højt i vejret kunne et trekløver af co-facilitators fra Slovakiet, Mexico og Schweiz d. 13 juli 2018 forkynde: "For the first time ever, United Nations Member States have agreed an all-encompassing Global Compact to better manage international migration, address its challenges, strengthen migrant rights and contribute to sustainable development."
Efter års arbejde havde kunne man nu præsentere den endelige udgave af "Global Compact for Safe, Orderly and regular Migration." Ofte forkortet til GCM.
Forkyndelserne blev ledsaget af velsignelse fra UN-generalsekretær António Guterres, der hævdede pagten var bevis for "the shared understanding by Governments that cross-border migration is, by its very nature, an international phenomenon and that effective management of this global reality requires international cooperation to enhance its positive impact for all. It also recognizes that every individual has the right to safety, dignity and protection.”
Fra Miroslav Lajcák, Præsident for UN-generalforsamlingen, lyder der et "både og." På den ene side hævder han: “It does not encourage migration, nor does it aim to stop it. It is not legally binding. It does not dictate. It will not impose. And it fully respects the sovereignty of States." På den anden side mener han: “It can guide us from a reactive to a proactive mode. It can help us to draw out the benefits of migration, and mitigate the risks. It can provide a new platform for cooperation. And it can be a resource, in finding the right balance between the rights of people and the sovereignty of States."
Hvad gælder så? Vil pagtenskabe den rette balance mellem menneskerettighed og national suverænitet, eller respekterer den national suverænitet fordi den er frivillig? Det skal vise sig at blive et vigtigt spørgsmål, for hvilken betydning kan pagten få, hvis den ikke på en eller anden måde måtte føre til en begrænsning af national suverænitet?
Umiddelbart skubber man i de højt løftede armenes begejstring spørgsmålet til side og taler euforisk om multilateralismens fantastiske potentiale, for pagten "will bring safety, order and economic progress to everyone’s benefit."
Med fremlæggelsen af teksten til den endelige pagt er man "On road to Marrakech," hvor man oprindeligt forventede, at 192 af de 193 lande i UN (USA havde allerede sagt fra) ville møde op for at bekræfte pagten og diskutere hvordan den skal implementeres i praksis. "Member States will gather at the highest political level in Marrakech, Morocco, on 10-11 December 2018, to adopt the text of the Global Compact (migration-compact) for Safe, Orderly and Regular Migration. Marrakech will be an opportunity to breathe life into the Global Compact by outlining initiatives for its implementation."
 
Nej til migrationspagten, flere stater melder fra
USA
Først til at melde fra er USA. Ikke uventet i lyset af Trump trækken sig ud af andre aftaler og forpligtelser som han mener lægger for mange bindinger på USA. Allerede mens arbejdet med migrationspagten pågår meddeler Nikki Haley i december 2017, at USA trækker sig fra arbejdet med denne begrundelse:
"America is proud of our immigrant heritage and our long-standing moral leadership in providing support to migrant and refugee populations across the globe. No country has done more than the United States, and our generosity will continue. But our decisions on immigration policies must always be made by Americans and Americans alone. We will decide how best to control our borders and who will be allowed to enter our country. The global approach in the New York Declaration is simply not compatible with U.S. sovereignty."
En bevægelse der kalder sig "Global citizen," bebrejder Trump administration for kun at tænke på sig selv og ignorere resten af verden. Man mener at USA tager fejl i sin afvisning, for pagten binder jo ikke USA, hvorfor det ikke rigtigt, at den er inkompatibel med US suverænitet. Her har vi det igen påstanden om frivillighed, der ikke mindsker suveræniteten, men alligevel skal bidrage til at løse problemerne med international migration både den regulære og den irregulære.

Ungarn
Efter USA's afvisning følger Ungarns. Allerede samme måned som den endelige tekst præsenteres meddeler Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó: "Hungary has officially announced its exit from the adoption process of the UN Global Compact for Migration.” Péter Szijjártó begrunder Ungarns exit med argumentet, at Ungarn og UN har et vidt forskelligt syn på migration. Hvor UN ser migration som en god proces, der bør understøttes og i øvrigt ikke kan stoppes, har Ungarn et negativt syn på international migration, som noget der udgør en fare for Ungarn og for Europa. Migration bør derfor ikke understøttes men stoppes. "According to Hungary’s position, it is unnatural to replace the populations of continents, and accordingly global solidarity should be focussing on how to stop migration." Ungarn har således prinpielt samme holdning som USA, når det gælder landets suverænitet.

Australien
"Not in its current form..." siger Peter Dutton fra Australien om migrationspagten. "We’re happy to negotiate in good faith but we’re not going to sign any document that’s not in our national interest and it’s not in our national interest to sign our border protection policy over to the UN."
Måske ikke så overraskende for pagtens tekst står jo i modstrid med Australiens holdning på flygtninge- og migrationsområdet.
Pudsigt nok hævder "The Australian" her i november 2018, at Australien vil tilslutte sig en flygtningeaftale, selvom en talsmand for Dutton hævder "We reiterate our view — informed by our experience — that states have the right to ensure the security of their borders." Indtil videre synes regeringen da også af al kraft at holde på dette synspunkt.

Østrig
For nogle kommer det måske lidt overraskende, at også Østrig har meddelt, at de ikke kan tilslutte sig migrationspagten, bl.a. med denne begrundelse: "Die Republik entscheidet souverän über die Zulassung von Migration nach Österreich. Ein Menschenrecht auf Migration ist der österreichischen Rechtsordnung fremd. Die Schaffung der nicht existenten völkerrechtlichen Kategorie des „Migranten“ ist zurückzuweisen."(sciencefiles.org).
Østrig vil ikke indordne sin suverænitet under migrationspagten. Accepterer ikke at skillelinjen mellem illegal og legal migration udviskes. Afviser at stille klimaflygtninge lige med asylansøgere. Er imod at lette adgangen til arbejdsmarkedet og lette familiesammenføring for migranter. Endelig vil Østrig ikke medvirke til en sladrekultur (Denunziantenkultur), der skal afsløre angivelige had-forbrydelser mod migranter.
At Østrig så at sige gør fælles sag med USA generer ikke vicekansler Heinz-Christian Strache fra FPÖ: "Wir nehmen eine mutige Vorreiterrolle ein."
Østrig ser sig som foregangsland, andre vil formentlig følge efter. Det kan Strache have ret i, for Polen ser ud til at følge Østrigs eksempel.

Polen
Ved en pressekonference giver premierminister Mateusz Morawiecki udtryk for at Polen prioriterer egen kontrol med migration: "Our sovereign principles on securing our borders and controlling migration flows are absolutely the priority for us." Polen går i stedet ind for at støtte de lande, der er kilde til migration.

Tjekkiet
Tjekkiet ser ud til at indtage en lignende holdning. Som svar på et spørgsmål i parlamentet sagde Premierminister Andrej Babiš: "No one from outside is going to decide about who can live and work in our country. That is solely up to our businesses, institutions and government. Nothing has changed in our policy of not accepting illegal migrants. I don’t like this pact. It lacks a clear definition and that could be abused."

Bulgarien
Bulgarien har meldt sig i koret af lande, der er afvisende over for migrationspagten. Lederen af det regerende center-højre parti GERB parti , Tsvetan Tsvetanov, har sagt: “The position of the Bulgarian government will be not to join the United Nations’ global pact on migration." Sagen skal dog stadig debatteres i parlamentet.

Israel
For nylig har også Israel meddelt, at de ikke kan tilslutte sig pagten. Netanyahu: "I have instructed the Foreign Ministry to announce that Israel will not accede to, and will not sign, the Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration. We are committed to guarding our borders against illegal migrants. This is what we have done and this is what we will continue to do."

Schweiz
Endelig  kunne  "Neue Zürcher Zeitung" i går  berette om betænkeligheder i Schweiz, der betyder at man ikke forerløbig tilslutter sig: "Nach langem Hin und Her hat der Bundesrat am Mittwoch beschlossen, den umstrittenen Migrationspakt der Vereinten Nationen vorerst nicht zu unterzeichnen."

Tyskland
I Tyskland har det indtil for nylig set ud til, at koalitionsregeringen, GROKO, har været indstillet på at tilslutte sig pagten, uden den store diskussion i parlamentet. Det lykkedes ikke, AfD har længe agiteret for en afvisning og forsøgte sig i september 2018 med en petition til Bundestag, bl.a. med denne anmodning: "Der Bundestag untersagt der Bundesregierung, im „Global Compact for Migration“ beizutreten."
Bundestags petitionsudvalg kan i følge reglerne undlade at offentliggøre petioner, hvor der ikke kan forventes en saglig diskussion, og med henvisning til denne regel afviser man at offentliggøre AfD's petition. Afvisningen begrundes med at den kan belaste den interkulturelle dialog. Derfor "kann von einer Veröffentlichung der Petition einschließlich ihrer Begründung abgesehen werden, wenn sie geeignet erscheint, den interkulturellen Dialog zu belasten." (politikstube.com).
Det forekommer at være et bizart argument i et demokrati, især i lyset af at en opinionsundersøgelse viser at 33,9 procent af befolkningen er imod at tilslutte sig migrationspagten, mens 33,3 procent er for pagten.
Også i regeringspartiet CDU er der begyndende modstand mod at tilslutte sig pagten. Den ene af de tre kandidater, der konkurrerer om formandsposten i partiet efter Merkel, Jens Spahn, mener således: "Wichtig ist, dass Deutschland seine Souveränität behält, Migration zu steuern und zu begrenzen."
Indtil videre må det dog formodes Tyskland vil tilslutte sig pagten. Politikere fra regeringspartierne argumenterer at pagten er til fordel for Tyskland, fordi den vil medvirke til at mindske migrationspresset på Tyskland. Argumentet: Når andre lande forpligter sig til at hæve deres standard for behandlingen af migranter vil Tyskland ikke længere være det eneste attraktive mål.
Det forekommer at være et søgt argument, man kan næppe forvente at mange lande besidde midlerne til at nå op på samme standard som Tyskland. Måske skal Merkels forsvar for migrationspagten søges  i den tyske fortid. "was diese Kanzlerin in ihrer Migrationspolitik getrieben hat und treibt: Es ist nicht nur Multilateralismus, wie sie sagt,sondern die Lehre aus der deutschen Geschichte, es ist Wiedergutmachung." (FAZ).

Danmark
Hvad er så den danske position? Foreløbig positiv overfor at tilslutte sig migrationspagten. På et spørgsmål i Folketinget fra Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen, svarer Udlændinge- og integrationsministeren nemlig: "Det er min og regeringens holdning, at Danmark kan tilslutte sig FN-aftalerne Global
Compact for Migration (GCM) og Global Compact for Refugees (GCR). Det
gælder for begge aftaler, at de ikke er juridisk bindende. Ulla Tørnæs: "Danmark vil også, når aftalen formelt vedtages, sammen med EU, eller i national kapacitet, pointere, hvilke dele af teksten man gerne havde set forbedret og præcisere dansk læsning af aftalen på relevante punkter." Ministeren antyder her, at det er muligt med en slags "cherrypicking" i pagten, hvor man vil lægge vægt på de dele af pagten, der kan være til fordel for dansk migrationspolitik.

Status
Foreløbig må man således forvente, at kun et mindre antal lande ikke tilslutter sig pagten, men endnu er diskussionerne i flere lande ikke afsluttede , så vi får se...
Her skal vi se i stedet tage migrationspagtens indhold under kritisk behandling.
 
Håbefulde visioner i "Global Compact for Safe, Orderly and regular Migration"
Det endelige udkast til den såkaldte Global Compact for Migration (GCM) blev publiceret d. 11. juli 2018 efter mange måneders diskussioner.
Efter den sædvanlige præambel præsenteres vision og ledende principper for arbejdet.
 
Vision
"Global Compact expresses our collective commitment to improving cooperation on international migration. Migration has been part of the human experience throughout history, and we recognize that it is a source of prosperity, innovation and sustainable development in our globalized world, and that these positive impacts can be optimized by improving migration governance... Nonetheless, migration undeniably affects our countries, communities, migrants and their families in very different and sometimes unpredictable ways."
Ikke meget vision i dette uddrag. På den ene side et postulerende håb om at migration bidrager til velstand, innovation og bæredygtig udvikling i en globaliseret verden. På den anden side en erkendelse af, at migration påvirker vore lande, samfund, migranter og deres familier på en uforudsigelig måde.
Spørgsmålet er imidlertid om det nu er så uforudsigeligt at forudsige hvilke former for migration og hvilke migranter, der bidrager til velstand og innovation og ikke mindst, undgår at bidrage til splittelse og afstandtagen mellem befolkningsgrupper – og hvilke migranter, der modsat bidrager til at forringe af velstanden, og bliver kilde til splittelse i befolkningen.
Tidligere tiders migration til USA og Canada fra hovedsageligt Europa er et eksempel på den positive effekt, mens den aktuelle ikke-vestlige migration til Europa, påviseligt ikke har bidraget til forøget velstand (med asiatisk migration som undtagelsen). De negative bidrag fremgår af erfaringer og data fra både Sverige, Danmark og Tyskland, hvor ikke-vestlig migration så sandelig giver et negativt bidrag til samfundsøkonomien og skabt splittelse i befolkningen.
 
Ledende principper
Til de principperne hører forestillingen om "Common understanding, shared responsibilities og unity of purpose."
 
Fælles forståelse
Håbet er her, at "shared understandings will improve policies that unlock the potential of sustainable development for all." Denne fælles forståelse skal bygge på "access to objective, evidence-based, clear information about the benefits and challenges of migration, with a view to dispelling misleading narratives that
generate negative perceptions of migrants."
Fokus skal være på den positive fortælling og data, der støtter fortællingen. Man kan undres over den naivitet, der her lægges for dagen. I de lande hvor befolkningen i dag i praksis og ved selvsyn oplever de negative effekter af ikke-vestlig indvandring, vil påstande og data om de positive effekter af migrationen formentlig blive opfattet som stats-autoriserede "fake news." Sådanne data vil næppe vil hindre de negative effekter vi i dag ser i Europa.  I stedet vil det bidrage til mistro over for etablerede partier og fremvækst af protestpartier.
 
Fælles ansvar
"We acknowledge our shared responsibilities to one another as Member States of the United Nations to address each other’s needs and concerns over migration, and an overarching obligation to respect, protect and fulfil the human rights of all migrants, regardless of their migration status, while promoting the security and prosperity of all our communities."
Et fælles ansvar for sikre og beskytte migranters menneskerettigheder, uanset deres migrationsstatus, hvormed der formentlig tænkes på både legale og illegale migranter, eller som de også kaldes, irregulære migranter.
Hvordan sikring af menneskerettigheder for irregulære migranter kan gå hånd i hånd med sikkerhed og velfærd for alle i samfundet begrundes ikke. Måske fordi det er vanskeligt at finde data, der kan begrunde denne påstand. Med ""collect and disseminate quality data." får man indtryk af, at det skal være data, der støtter visionen og ikke data, der vil vise at irregulær migration i mange tilfælde netop skaber usikkerhed og fradrag af velstand.
 
Enighed om formål
"Our success rests on the mutual trust, determination and solidarity of States to fulfil the objectives and commitments contained in this Global Compact."
Hvis man ved succes forstår succes med at opnå formålene i pagten bliver det mere end tvivlsomt.
Problemet er, at succesfuld migration, i den mening der fremhæves her, næppe kan sikres med håbefulde krav som "We must empower migrants to become full members of our societies, highlight their positive contributions, and promote inclusion and social cohesion" Udtryk som "highlight" antyder, at der skal fremvises positive billeder.
Succesfuld migration kræver snarere, at hvert enkelt land kun tillader migration af en art og i et omfang, der reelt bidrager til velstand og bevarelse af en vis samhørighed og et vist fællesskab i samfundet. Det kan i hvert fald ikke sikres ved at landene ukritisk accepterer håbefulde påstande og lægger vægt på selektive positive data og bidrag.
 
Objectives in Global Compact for Migration
Pagten rummer 23 punkter med mere specifikke formål, eller som det kaldes  "Objectives for Safe, Orderly and Regular Migration:"
 
(1)    Collect and utilize accurate and disaggregated data as a basis for evidence-based policies
(2)    Minimize the adverse drivers and structural factors that compel people to leave their country of origin
(3)    Provide accurate and timely information at all stages of migration
(4)    Ensure that all migrants have proof of legal identity and adequate documentation
(5)    Enhance availability and flexibility of pathways for regular migration
(6)    Facilitate fair and ethical recruitment and safeguard conditions that ensure decent work
(7)    Address and reduce vulnerabilities in migration
(8)    Save lives and establish coordinated international efforts on missing migrants
(9)    Strengthen the transnational response to smuggling of migrants
(10)    Prevent, combat and eradicate trafficking in persons in the context of international migration
(11)    Manage borders in an integrated, secure and coordinated manner
(12)    Strengthen certainty and predictability in migration procedures for appropriate screening, assessment and referral
(13)    Use migration detention only as a measure of last resort and work towards alternatives
(14)    Enhance consular protection, assistance and cooperation throughout the migration cycle
(15)    Provide access to basic services for migrants
(16)    Empower migrants and societies to realize full inclusion and social cohesion
(17)    Eliminate all forms of discrimination and promote evidence-based public discourse to shape perceptions of migration
(18)    Invest in skills development and facilitate mutual recognition of skills, qualifications and competences
(19)    Create conditions for migrants and diasporas to fully contribute to sustainable development in all countries
(20)    Promote faster, safer and cheaper transfer of remittances and foster financial inclusion of migrants
(21)    Cooperate in facilitating safe and dignified return and readmission, as well as sustainable reintegration
(22)    Establish mechanisms for the portability of social security entitlements and earned benefits
(23)    Strengthen international cooperation and global partnerships for safe, orderly and regular migration
 
I det følgende diskuterer vi kun de mere problematiske formål/mål. Desværre  er det de fleste.
 
Objective 1: Collect and utilize accurate and disaggregated data as a basis for evidence-based policies
"We commit to strengthen the global evidence base on international migration by improving and investing in the collection, analysis and dissemination of accurate, reliable, comparable data, disaggregated by sex, age, migration status and other characteristics relevant in national contexts ... We further commit to ensure this data fosters research, guides coherent and evidence-based policy-making and well-informed public discourse."

Et tilsyneladende prisværdigt formål, som alle vel kan være enige i. Sikre indsamling af data, der kan understøtte evidensbaserede politikker. Problemet er som førhen, at man lægger vægt på data, der kan understøtte ubegrundede antagelse om migranters positive bidrag. Hvilket selvsagt ikke bidrager til evidensbaserede politikker. F.eks. hedder det:
"Collect, analyse and use data on the effects and benefits of migration, as well as the contributions of migrants and diasporas to sustainable development, with a view to inform the implementation of the 2030 Agenda for Sustainable Development and related strategies and programmes at the local, national, regional and global levels."
Med 2030 agendaen henvises til, at migration i følge denne opfattelse kan bidrage til at indløse nogle af de mål vi finder i UN's "Sustainable Development Goals." Det kunne f.eks. gælde mål 8 "Decent work and economic growth." I sig selv naturligvis en nærliggende tanke, under forudsætning af, at de håbefulde påstande vi har set på altid var korrekte. Hvad de bestemt ikke er.
Kort sagt det ser ud som man i pagten bevidst og helt konsekvent søger at ignorere den virkelighed, der allerede findes. En virkelighed, der demonstrerer de ofte selvdestruktive effekter af dels ukritisk at modtage flygtninge (der i praksis ofte bliver migranter) og dels migranter, der hverken skaber velstand, økonomisk vækst, bidrager til fælleskabet eller til en fredelig politisk og social udvikling.
Mere realistisk vil det være at fremlægge data for både de positive bidrag og for de negative og måske på sigt destruktive bidrag. Hvordan skal vi ellers undgå de beviseligt negative effekter vi har set dagens Europa.
 
Objective 2: Minimize the adverse drivers and structural factors that compel people to leave their country of origin.
"We commit to create conducive political, economic, social and environmental conditions for people to lead peaceful, productive and sustainable lives in their own country and to fulfil their personal aspirations, while ensuring that desperation and deteriorating environments do not compel them to seek a livelihood elsewhere through irregular migration."

Prisværdigt mål. Naturligvis må der satses på at minimere faktorer, der tvinger mennesker til at forsøge at migrere fra deres hjemlande. Der henvises til målene i agenda 2030 og til skabelse af "sustainable development."
Problemet her vedrører ikke intentionen, men den manglende erkendelse af at eksisterende bidrag til at bekæmpe de ofte omtalte "root causes of migration" ikke synes at have den ønskede effekt. På trods af ganske omfattende udviklingsbistand til Afrika er det ikke lykkedes at mindske det fremtidige migrationspotentiale fra Afrika.
Vi har tidligere i Apple iBooks publikationen "Out of Africa," peget på den aldeles utilstrækkelig indsats for at hindre en fremtidig flygtninge- og migrant tsunami fra Afrika, der i primært skyldes den voldsomme befolkningstilvækst og de forventede klimaændringer, der forværrer problemet.
Ildevarslende antydninger får vi ved at betragte projektioner af befolkningstilvæksten for Afrika. Det skønnes at Afrikas befolkning vil vokse fra ca. 1,2 mia. i 2015 til 1,7 mia. i 2030 og med en høj tilvækst nå op på 2,5 mia. i 2050 og hele 4,4 mia. i 2100. Hvilket selvsagt forværrer truslen om klimaflygtninge.
Det er tal i en størrelsesorden, der burde gøre det klart for enhver, at Europa potentielt kan drukne i flygtninge og migranter fra Afrika.
Hvis man skal minimere hovedfaktorer, der er er årsdag til migration fra Afrika må man erkende at udviklingsstøtte alene ikke hjælper. Befolkningsvæksten må reduceres ganske væsentligt. Måske ved hårdhændede krav om at afrikanske lande kun modtager støtte og investeringer, hvis de selv gør noget for at reducere denne vækst.
 
Objective 5: Enhance availability and flexibility of pathways for regular migration
"We commit to adapt options and pathways for regular migration in a manner that facilitates labour mobility and decent work reflecting demographic and labour market realities, optimizes education opportunities, upholds the right to family life, and responds to the needs of migrants in a situation of vulnerability, with a view to expanding and diversifying availability of pathways for safe, orderly and regular migration."

Her må der skelnes mellem to aspekter af ordnet migration. På den ene side kan det naturligvis være et gode, at man sikrer bedst mulige forhold for den legale migration. På den anden side, og det er så problemet, er det problematisk at der agiteres for at øge mulighederne for legal migration, ved "expanding and diversifying availability of pathways for safe, orderly and regular migration."
Hvor man ellers lægger vægt på at mindske migrationspotentialet, vil en opfyldelse af dette formål naturligvis bidrage til øget migration.
Retten til migration må holdes op mod retten for modtagerlande til at begrænse indvandring til en håndterlig størrelse og til kun at modtage migranter, der kan opfylde forventningen om at de kan bidrage positivt. Dvs. det er ikke migrationspotentialet, der skal afgøre omfanget af migration fra f.eks. Afrika til Europa og USA, men optagekapaciteten i modtagerlandene. Et aspekt, der desværre ikke synes at spille den helt store rolle i den alt for "rosenrøde," panglossiske migrationspagt.
Hertil kommer det negative aspekt, at en lettelse af adgangen til legal migration kan mindske udviklingspotentialet for de lande migranterne kommer fra. I den forstand at modtagerlande især vil ønske at modtage mennesker med potentiale til at yde et positivt bidrag. Et potentiale, der også er brug for i oprindelseslandet.
 
Objective 7: Address and reduce vulnerabilities in migration
“We commit to respond to the needs of migrants who face situations of vulnerability, which may arise from the circumstances in which they travel or the conditions they face in countries of origin, transit and destination, by assisting them and protecting their human rights, in accordance with our obligations under international law."

Hvem kan vel være imod dette formål? Problemet er lidt kynisk formuleret, at det mindsker modstanden. Vi har kaldt det Ohms lov for migration. Hvis spændingsforskellen mellem oprindelseslande og modtagerlandene er høj , dvs. vi har at gøre meget uattraktive oprindelseslande og meget attraktive modtagerlande og forhindringerne (modstanden) for migration samtidig er lav, i og med at det skal være let og sikkert at migrere, vil migrantstrømmen øges. Bestemt ikke noget der begrænser migrationen. Høj modstand derimod vil bidrage til at mindske strømmen.  Det samme vil et reduceret spændingspotentiale mellem modtagerlande og oprindelseslande, men det er der selv på langt sigt ikke håb om.
 
Objective 9: Strengthen the transneational response to smuggling of migrants
"We commit to intensify joint efforts to prevent and counter smuggling of migrants by strengthening capacities and international cooperation to prevent, investigate, prosecute and penalize the smuggling of migrants in order to end the impunity of smuggling networks."

Det var jo egentlig et hovedformål for den oprindelig indsats i Middelhavet. Ikke at det har haft den store effekt. Helt i modsætning til den tidligere italienske minister Minniti's kritiserede aftaler med libyske parter.
Problemet er jo at så længe modtagerlande accepterer at optage illegalt indrejste flygtninge og migranter, er det formentlig ikke muligt at sætte en stopper for menneskesmugling. Man kan højst bidrage til at øge prisen for at blive smuglet. I pagten er et stop for illegal indrejse ikke et hovedpunkt, tværtimod. Hvorfor effekten af en anti-smuglerindsat må forventes at være ringe.
 
Objective 10: Manage borders in an integrated, secure and coordinated manner
"We commit to manage our national borders in a coordinated manner, promoting bilateral and regional cooperation, ensuring security for States, communities and migrants, and facilitating safe and regular cross-border movements of people while preventing irregular migration."
Her ser vi igen hvad der synes at være pagtens egentlige ærinde. Lette og sikre migranters vej til modtagerlande. Vi ser tvetydigheden. "Facilitating safe and regular cross-border movements of people while preventing irregular migration."

Forebyggelse og forhindring af irregulær (illegal) indrejse synes nemlig at bestå i at man letter legal indrejse, og det mindsker jo ikke migrationen.
Man skriver videre om beskyttelse og "best interests" for børn. Når man ser de eksisterende erfaringer synes resultatet her at være, at alt for mange voksne bliver accepteret som børn, jfr. erfaringer fra Sverige og f.eks. UKs overtagelse af børn fra Calais lejren. Særbehandling af børn, der rejser alene kan via humane krav om ret til familiesammenføring udnyttes af flygtninge og migranter.
 
Objective 13: Use immigration detention only as a measure of last resort and work towards alternatives
"We further commit to prioritize noncustodial alternatives to detention that are in line with international law, and to take a human rights-based approach to any detention of migrants, using detention as a measure of last resort only."

Når man ser hvor vanskeligt det f.eks. har været i Tyskland at få hjemsendt mennesker, der står til udrejse, bl.a. fordi de ikke kan påtræffes, når de skal sendes hjem, virker denne henstilling nærmest som en opfordring til at acceptere denne tingenes tilstand. Hvilket jo f.eks. underminerer modtagerlandenes mulighed for sikre hjemsendelse af afviste asylansøgere og migranter.
 
Objective 15: Provide access to basic services for migrants
"We commit to ensure that all migrants, regardless of their migration status, can exercise their human rights through safe access to basic services ... while ensuring that any differential treatment must be based on law, proportionate, pursue a legitimate aim, in accordance with international human rights law"

Uanset om der er tale om illegal migration er kravet her adgang til de samme ydelser som regulære migranter."
Man understreger i den uddybende tekst, at der ikke må foretages diskrimination "on the grounds of race, colour, sex, language, religion, political or other opinion, national or social origin, property, birth, disability or other grounds irrespective of cases where differential provision of services based on migration status might apply."
Der indgår derimod krav om positiv diskrimination af migranter i form af ekstra ydelser, der kan lette tilværelsen for migranter, f.eks. når det gælder tolkebistand (eufemistisk kaldt "reducing communication barriers") og skyldig hensyntagen bl.a. i form "culturally-sensitive service delivery."
I pagten finder vi ikke så meget om de pligter, der til gengæld burde gælde for flygtninge og migranter, f.eks. skyldig hensyntagen til modtagerlandet i form af aktiv arbejdsindsats, indlæring af sprog, tilpasning til kultur og  værdier, f.eks. når det gælder kvinders ligestilling med mænd, religionens indordnen sig under staten og basale værdier i modtagerlandet. Og måske noget så simpelt som at mænd og kvinder kan give hinanden hånd.
Som det fremgår er grundtonen i hele pagten umådelig positiv, med ubegrundede påstande om migranters positive bidrag, en udstrakt grad af accept af illegal indrejse. en lige behandling også af illegalt indrejsende, tilsat positiv diskrimination af migranter og krav om modtagerlandets hensyntagen til migranters kultur og værdier.
Ikke migranters tilpasning til modtagerlandets kultur og værdier.
Hvis vi skal sige det kort. Pagten domineres af en udpræget bias til fordel for migration og en skyhed over for de basale problemer, som f.eks. ikke-vestlig migration giver anledning til. Ligesom man heller ser de problemer, der bliver resultatet af en massiv indvandring på kort tid.
Sådanne problemer spiller ikke nogen stor rolle for pagtens forfattere, men det gør de så sandelig i den virkelighed, som vestlige samfund i stigende grad oplever.
Måske skulle man parallelt med migrationspagten opstille krav for flygtninge og migranter i form af forpligtelser, der skal ledsage alle rettighederne og den positive behandling. En delvis antydning af sådanne forpligtelse finder vi måske i mål nr. 16
 
Objective 16: Empower migrants and societies to realize full inclusion and social cohesion
"We commit to foster inclusive and cohesive societies by empowering migrants to become active members of society and promoting the reciprocal engagement of receiving communities and migrants in the exercise of their rights and obligations towards each other, including observance of national laws and respect for customs of the country of destination. We further commit tostrengthen the welfare of all members of societies by minimizing disparities, avoiding polarization and increasing public confidence in policies and institutions related to migration, in line with the acknowledgment that fully integrated migrants are better positioned to contribute to prosperity."

"Fremme inkluderende og sammenhængende samfund" Et fromt ønske kan man kalde denne passus. Det skal fremmes af gensidighed mellem migranter og det modtagende samfund, når det gælder udøvelse af rettigheder og pligter. Desværre synes erfaringen at vise, at modtagende demokratiske samfund viser svagheder over for en mere autoritær religiøs ideologi, hvilket så sandelig ikke fremmer sammenhængen i samfundet.
Mindske ulighed, undgå polarisering. Fromme krav, men hvordan undgår man polarisering, hvis grundlæggende ideologier og værdier hos migranter strider mod værdierne i modtagersamfundene?
Hvis en grundlægende demokratisk holdning skal finde en dialogmæssig ligevægt med en autoritær holdning vil det  uvilkårligt indebærer, at man skal bøje sig i retning af den autoritære position, hvilket igen styrker den autoritære position.
Det er en truisme at fuldt integrerede migranter bedre kan bidrage til fremme af velstand. Problemet er at visse migranter har meget svært ved at blive integreret (ikke blot i første generation) og svært ved at yde et positivt bidrag til modtagersamfundet. Er det så fordi der ikke har været nok empowerment eller er det fordi den fulde integration af vidt forskellige grupper er tæt på at være umulig i praksis?
 
Objective 17: Eliminate all forms of discrimination and promote evidence-based public discourse to shape perceptions of migration.
"We commit to eliminate all forms of discrimination, condemn and counter expressions, acts and manifestations of racism, racial discrimination, violence, xenophobia and related intolerance against all migrants in conformity with international human rights law. We further commit to promote an open and evidence-based public discourse on migration and migrants in partnership with all parts of society, that generates a more realistic, humane and constructive perception in this regard. We also commit to protect freedom of expression in accordance with international law, recognizing that an open and free debate contributes to a comprehensive understanding of all aspects of migration."

Det en holdning, der officielt allerede gives udtryk for i alle vestlige samfund. I pagten kan diskrimination etc. kun udøves envejs fra modtagersamfundet mod migranterne, ligesom det er underforstået at diskrimination altid vil være negativ. Det samme gælder åbenbart også for kritik af og intolerance over for migranter. Man vil ikke erkende, at diskrimination og kritik af ikke-tolerance vil være nødvendig over for migranter, der ikke kan accepterer basale værdier i modtagersamfundet. Manglende kritik af og ensidig tolerance over for holdninger og værdier, der er uforenelige med modtagersamfundets, kan i sig selv kan bidrage til fremmedhed.
Dt er således problematisk at migranter med problematiske holdninger og adfærd kan værge sig mod kritik ved at klistre etiketten "racisme " på den. For i så fald bliver kritik umulig.
Igen maner pagten til en åben og evidensbaseret diskurs, der skal skabe humane og konstruktive opfattelser. Hvad er det dog for noget vås? Vi skal ikke være humane og konstruktive overfor inhumane og destruktive opfattelser, der strider mod basale vestlige værdier, som f.eks. ligestilling af kønnene, eller religionens underordning under den vestlige samfundsorden.
Det ligger efterhånden lidt tungt med "freedom of expression" hvis brugen af den kan medføre, at den der udøver frihden i dag skal under varig politi beskyttelse, som følge af trusler og mordforsøg fra religiøse fanatikere blandt ikke-vestlige indvandrere.
I et underpunkt til mål 17 hedder det: “Promote independent, objective and quality reporting of media outlets, including internetbased information, including by sensitizing and educating media professionals onmigration-related issues and terminology, investing in ethical reporting standards and advertising, and stopping allocation of public funding or material support to media outlets that systematically promote intolerance, xenophobia, racism and other forms of discrimination towards migrants, in full respect for the freedom of the media."
Uafhængige, objektive medier skal altså skoles i følsomhed og terminologi overfor migranter.
Det sker sådan set allerede. I en håndbog for journalister i Tyskland anbefaler man, at termen klan om f.eks., arabiske storklaner undgås fordi den kan virke diskriminerende. I stedet bør man benytte termen storfamilier, der giver et mere positivt indtryk. Problemet er dog, at eksisterende klaner (beklager storfamilier) giver gevaldige problemer i Tyskland, for det er aldeles ikke menneskekærlige og rare storfamilier.
Hvis man følger migrationspagtens intention skal manglende iagttagelse af pagtens tåbelige anbefalinger have til følge af man mister støtte og beskyldes for xenofobi.
Meget tyder på, at man i det mindste i Tyskland er så plaget af sin egen fortid, at man er nødt at tale et med næsten Orwell'sk Newspeak sprog i forsøget på at bevare en politisk korrekthed. Hvilket næsten automatisk leder til Doublespeak, i betydningen, at man officielt som tysker skal holde sig til en slags pervers spejlvending af Nazi periodens Newspeak, samtidig med at man i dagligdagen formentligt mistror alle, der taler det dette sprog og selv bruger et helt andet sprog blandt dem man kender.
At denne tese ikke er grebet ud af luften viser et survey fra Allensbach instituttet. På spørgsmålet om, hvorvidt man som borger havde hæmninger over for at udtrykke ens mening åbent, svarede 45% af de adspurgte, at man måtte være forsigtig. Hos den gruppe, der nærede størst bekymringer i forbindelse med flygtninge tilstrømningen var det det hele 60%.
"Über 40 Prozent der deutschen Bürger trauen sich nicht, offen ihre Ängste und Sorgen bezüglich der Flüchtlingskrise auszusprechen. Sie befürchten als "Rechte" abgestempelt zu werden: "Man muss vorsichtig sein...", eine Antwort, die man sonst nur in Diktaturen bekommt." (Epoch Times).
Et andet underpunkt til formål 17: "Establish mechanisms to prevent, detect and respond to racial, ethnic and religious profiling of migrants by public authorities."
Men det er jo absurd. Et eksempel på hvad det kan betyde kan vi finde i relation til de alvorlige overgreb på kvinder nytårsaften 2016/2017 i Køln. I dagene derefter blev politiet sært nok anklaget for "racial profiling" og for racisme. CNN kunne fortælle "Cologne police under fire for alleged racial profiling on New Year's Eve." Mens politiet således var "under fire" hos CNN, var de endt i varmt vand hos The Telegraph "German police in hot water over 'racial slur' tweet after New Year's arrests."
Politichefen afviste at der var tale om nogen form for "racial profiling," men ud fra politiets erfaringer var det jo næppe mænd med gråt hår eller mødre med barnevogne man skulle holde øje med: "Nach den Erfahrungen im Vorjahr hätten eben nicht „Männer mit grauen Haaren oder Mütter mit Kinderwagen in unserem Täterprofil-Spektrum“ gestanden, sondern außer jungen Männern aus Maghreb-Staaten auch Hooligans, Rechtsextremisten, Rocker und Gruppen mit „Bürgerwehrcharakter." (ksta.de). De sidstnævnte grupper så man nu ikke meget til.
Hvad der her benævnes "racial profiling" er ikke andet end fornuftigt politiarbejde, der med de nævnte krav i migrationspagten vil blive vanskeligt.
Det bliver endnu værre,  hvis man skal følge det afsluttende underpunkt i formål 17: "Engage migrants, political, religious and community leaders, as well as educators and service providers to detect and prevent incidences of intolerance, racism, xenophobia, and other forms of discrimination against migrants and diasporas ."
Når man nu ser, hvad der rubriceres som "intolerance, racism, xenophobia, and other forms of discrimination" og erindrer aktuelle tendenser til overdreven følsomhed på egne og andre vegne med krav om  "safe spaces" og "trigger warning" kan man frygte et absurd anmelderi. Som i et eksempel i UK, hvor en ældre kvindelig bilist dytter af en kvinde af anden etnisk oprindelse, der tager lang tid om at blive færdig ved en benzinstation. Hændelsen meldes til politiet som udslag af "racially aggravated public-order offence."
 
Objective 18: Invest in skills development and facilitate mutual recognition of skills, qualifications and competences

Naturligvis, blot det ikke bliver papirkvalifikationer, men reelt ækvivalente kvalifikationer, hvilket der helt evident ofte ikke er tale om.
Måske også lidt problematisk med forpligtelser til at "promote innovative ways to mutually recognize and assess formally and informally acquired skills." Her   ryger måske kravet om evidens i en bedre sags tjeneste.
 
Objective 19: Create conditions for migrants and diasporas to fully contribute to sustainable development in all countries
“We commit to empower migrants and diasporas to catalyse their development contributions, and to harness the benefits of migration as a source of sustainable development, reaffirming that migration is a multidimensional reality of major relevance for the sustainable development of countries of origin, transit and destination."

Her ser vi igen den bias som kendetegner hele pagten, migranternes ubetinget positive bidrag. Denne gang dog med lidt mere mening i den forstand, at der her mest er tænkt på migranterne vigtige potentielle bidrag til udvikling i deres hjemlande.
Det gælder også de efterfølgende formål 20 og 21.
 
Objective 20: Promote faster, safer and cheaper transfer of remittances and foster financial inclusion of migrants
I formål 20 således ved forpligtelse "to promote faster, safer and cheaper remittances by further developing existing conducive policy and regulatory environments that enable competition, regulation and innovation on the remittance market and by providing gender-responsive programmes and
instruments that enhance the financial inclusion of migrants and their families."

Remittances, dvs pengeoverførsler fra migranter til hjemlandet, er særdeles vigtige.  Et helt præcist skøn over hvor mange penge det drejer sig om har man ikke, men med udgangspunkt i Verdensbankens opgørelse, kan man konstatere at Afrika årligt modtager ca. 23 mia. dollars fra Europa og at det udgør ca. 36% af alle de remittances de modtager fra resten af Verden.
Med formål 20 forpligter man sig til at lette sådanne pengeoverførsler. I dag kan man nemlig se at en stor procentdel af pengene bliver opkrævet af mellemmænd i forbindelsen med overførslen af pengene. Der nævnes tal på 5-14%.
 
Objective 21: Cooperate in facilitating safe and dignified return and readmission, as well as sustainable reintegration
"We commit to facilitate and cooperate for safe and dignified return and to guarantee due process, individual assessment and effective remedy, by upholding the prohibition of collective expulsion and of returning migrants when there is a real and foreseeable risk of death, torture, and other cruel, inhuman, and degrading treatment or punishment, or other irreparable harm, in accordance with our obligations under international human rights law. We further commit to ensure that our nationals are duly received and readmitted, in full respect for the human right to return to one’s own country and the obligation of States to readmit their own nationals. We also commit to create conducive conditions for personal safety, economic empowerment, inclusion and social cohesion in communities, in order to ensure that reintegration of migrants upon return to their countries of origin is sustainable."

Det kan være relevant at se formål 21's forestillinger i forlængelse af kommentarerne til mål 13. Her ser vi hvilke hensyn der skal tages ved hjemsendelse af migranter (og flygtninge formentlig). Krav om individuel bedømmelse og krav om at man ikke kan sendes hjem, hvis der "a real and foreseeable risk of death, torture, and other cruel, inhuman, and degrading treatment or punishment, or other irreparable harm."
Hvis der er tale om migranter er det vel ikke normalt en risiko for deres liv i oprindelseslandet. Hvis der imidlertid er en risiko, så er det måske ikke migranter vi taler om. Så er det i stedet flygtninge, der falder ind under flygtningekonventionen.  Udviskning af skellet mellem migranter og flygtninge bliver imidlertid mere og mere udbredt.
Vi risikerer med dette  formål den bizarre konsekvens, at mennesker, der f.eks. skal udvises pga. alvorlige forbrydelser begået i modtagerlandet, ikke hjemsendes fordi de udsættes for de nævnte risici. Egentlig burde beskyttelse af modtagerlandets befolkning vel veje tungere? Det er som om vi i stigende grad lægger mere vægt på beskyttelse af flygtninge og migranter end på egen befolknings sikkerhed. På sigt næppe en holdbar tilstand.
Formål 21 lægger imidlertid også vægt på en forpligtelse (for udrejselandene) til at tage egne borgere tilbage med fuld respekt for deres menneskerettigheder.
Det er da også først og fremmest her der burde sættes ind, så vestlige modtager lande får mulighed for at hjemsende afviste flygtninge, og migranter, uden at der skal lokkes med støtte eller trues med fratagelse af midler.
 
Objective 23: Strengthen international cooperation and global partnerships for safe, orderly and regular migration
“We commit to support each other in the realization of the objectives and commitments laid out in this Global Compact through enhanced international cooperation, a revitalized global partnership, and in the spirit of solidarity, reaffirming the centrality of a comprehensive and integrated approach to facilitate safe, orderly and regular migration, and recognizing that we are all countries of origin, transit and destination. We further commit to take joint action in addressing the challenges faced by each country to implement this Global Compact, underscoring the specific challenges faced in particular by African countries, least developed countries, landlocked developing countries, small island developing States, and middle-income countries.
We also commit to promote the mutually reinforcing nature between the Global Compact and existing international legal and policy frameworks, by aligning the implementation of this Global Compact with such frameworks, particularly the 2030 Agenda for Sustainable Development as well as the Addis Ababa Action Agenda, and their recognition that migration and sustainable development are multidimensional and interdependent."

Besværgende taler man her om forpligtelse til international kooperation , globale partnerskabers og en spirit of solidarity .... for " we are all countries of origin, transit and destination."
Her fremmanes forestillinger om at vi alle er "people on the move" (nogen dog mere end andre).  Som begrundelse for åbne grænser og migration henviser man gerne, til at vi alle er et produkt af migration på et eller andet tidspunkt, og at migration er uafvendelig. Men migration har ikke altid gennem historien haft de i pagten fremhævede positive udfald med velstand til følge, tværtimod.
 
Afvisning af migrationspagten
Den kritiske gennemgang af migrationspagten viser hvorfor en tilslutning til migrations pagten bør afvises. Som det ser ud i øjeblikket er det desværre sandsynligt at et flertal af lande i bl.a. Europa mere eller mindre tanke- og kritikløst vil tilslutte sig migrationspagten i Marrakesh i næste måned. Vi kan konstatere, at det i så fald vil ske uden at der er meget viden om pagten og dens konsekvenser, endsige debat i medierne eller blandt de europæiske befolkninger, der skal leve med de problematiske følger af en tilslutning til pagten, som vi har søgt at redegøre for.
Her til slut nogle sammenfattende  argumenter for dem, der i sidste øjeblik måtte ønske at forstå, hvorfor det kan være yderst problematisk at tilslutte sig pagten.
 
Påstand om at pagten ikke binder de enkelte lande
"It is not legally binding. It does not dictate. It will not impose" hævede Miroslav Lajcák ved præsentation af pagten. Tilsvarende argumenter har lydt overfor alle, der har ytret kritik af pagten.
I Tyskland har Merkel forsvaret pagten mod kritik med en påstand om at kritikerne har løjet om pagten: "Lügen in die Welt gesetzt. “ Løgne, der i følge  Merkel må afsløres,  for kritikere der udbreder hetz og had må ikke sætte dagsordenen.  Merkel om pagten: "[D]ie Souveränität der Unterzeichner werde in keiner Weise beeinträchtigt ... Jeder hat das Recht, seine Gesetze zu machen." (sueddeutsche.de). Formålet med pagten er at mindske migrationstrykket.
Modsvaret må være, hvis man ikke forventer at pagten vil påvirke politikken, har den intet formål, og det har vel ikke været meningen. Derfor må det formodes, der i arbejdet med migrationspagten indgår en antagelse om, at den vil udøve et pres på politiske beslutninger, der vedrører migranter. Et pres, der kan komme fra politiske partier, der går ind for åbne grænser og migration. Et pres, der også kan komme fra de selvbestaltede politiske grupperinger, der ligeledes hævder retten til migration og ser migration som en menneskekærlig løsning på problemer i andre lande. Migrantorganisationer får derfor yderligere  argumenter fra pagtens mange  formål..
Tror man virkelig at de lande, der tilslutter sig pagten kan undgå dette pres? I så fald lyver man for sig selv.
 
Påstand om at pagten bidrager til at mindske migrationstrykket
Samtidig med at Merkel påstår, at pagten ikke påvirker suveræniteten, hævder hun at den har til formål at mindske migrationstrykket. Hun argumenterer her formentlig ud fra det argument vi allerede har set: Når andre lande forpligter sig til at hæve standarden for behandlingen af migranter, vil Tyskland ikke længere være det eneste attraktive mål. Men det måtte jo betyde,  at andre lande dels beslutter at hæve standarden for migranter, dels accepterer flere migranter, dvs. forpligter sig på pagtens formål og afgiver, ja hvad ellers, suverænitet. Hvis ikke det sker holder hverken Merkels eller andres argumenter.
At forpligte sig på pagtens formål betyder, modsat Merkels påstand, efter alt at dømme mere migration. Når man ser potentialet for migration i Afrika, dele af Mellem- og Sydamerika og dele af Asien, må en forpligten sig til opfyldelse af pagtens formål alt andet lige bidrage til en forøget migration, måske endda tsunamier af migrationsstrømme mod vestlige lande. Strømme som i høj grad risikerer at underminere disse samfund.
 
Påstand om den udelukkende positive effekter af migration og afvisning af kritik
Migrationspagten rummer stort kun påstande om de positive aspekter af migration. Påstande om at migranter bidrager til at øge velstanden i modtagerlandene, hvilket jo faktuelt er forkert i forbindelse med aktuelle migrantstrømme af ikke-vestlige migranter til Europa.
Pagten skøjter let hen over mulige negative effekter af migration for modtagerlandene, kultursammenstød, værdisammenstød og udhuling af normer og love i modtagerlandene, samt trusler mod mod ytrings- og pressefrihed.
 I stedet lægger pagten vægt på at styrke migranters rettigheder, ligesom der er tydelig tendens til at se kritik af migranter som racistisk, fremmedfjendsk og intolerant, uanset hvor berettiget kritikken, afvisningen og intolerancen måtte være. Hvis  man fulgte pagten vil konsekvensen blive, at al kritik af flygtninge og migranter risikerer at blive betegnet som racisme, selvom  motivet kan være  et helt andet.  Den bizarre konsekvens,  kritikken bliver envejs og  retter sig udelukkende mod den eksisterende befolkning i modtagerlandene.
Med andre ord, pagtens ensidigt positive holdning til migration ignorerer komplet den virkelighed som mange vestlige samfund i dag befinder sig i. Med migranter, der yder et negativt bidrag til velstanden i flere genrationer, med migranter, der ikke vil indordne sig under hårdt tilkæmpede basale værdier i vestlige samfund, som f.eks. kønnenes ligestilling, ytringsfrihed og den etablerede fælles samfundsorden. Migranter som i virkeligheden selv i høj grad udøver diskrimination, intolerance og afstandtagen til modtagerlandet, hvorved de medvirker konflikter og strid mellem modtagerlandets befolkning og dem selv.
Det  er konflikter som pagten vil bekæmpe med forpligtelser, der tager mere hensyn til migranterne end til den eksisterende befolkning.  Pagten diskriminerer på mangfoldig vis mod modtagerlandenes befolkninger i sin fremhævelse af særlige forpligtelser over for migranter.
 
Hvordan kan en så ensidig pagt være frembragt?
Er den et resultat af ideale forestillinger hos en globaliseret, snakkende klasse af politikere og bureaukrater, der som moderne  udgaver af Voltaires Pangloss er overbevidste om, at både globale og nationale samfundsproblemer kan løses ved byge efter byge af selvbekræftende positive udmeldinger, som f.eks. denne pagt – og dens tvilling flygtningepagten.
De støttes og påvirkes af politiske krav fra et selvbestaltet segment af højtråbende og agerende organisationer, der agiterer for deres egne hovedløse humanitære holdninger, helt uden om de øvrige demokratiske processer. De udgør en anden del af den snakkende klasse (kald dem ikke elite for det burde indebære en vis intellektuel substans) af såkaldte meningsdannere, der også omfatter etablerede medier, tilsat klaklører af "gutmenschen." Alle med overdrevne ambitioner om at være gode på hele samfundets vegne.
Befolkningen som helhed sættes i hele dette spil uden for døren. Som når man afviser dens protester med termer som "ikke stuerene, fremmedfjendtlige, intolerante, eller uvidende."
I hvert fald er det besynderligt i hvor høj grad man søger at luske store politiske, beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for hele befolkningen igennem uden offentlig diskurs og uden at høre befolkningen. Således også i dette tilfælde hvor en pagt, der både skal mindske migrationspresset, acceptere migration fra hele verden og alligevel mindske suveræniteten, skal listes igennem bag ryggen på en intetanende befolkning.

Appendiks tilføjet 19. december 2018
Et udkast  til  den såkaldte stemmeforklaring til FN-erklæring om migration kan findes hos BT på  adressen:
https://www.bt.dk/politik/laes-danmarks-stemmeforklaring-til-fn-erklaering-om-migration

Merkeldämmerung – begyndende selverkendelse?
På en pressekonference d. 29. oktober 2018, dagen efter landsdagsvalget i Hessen, erklærer kansler Merkel i punktform, at hun drager konsekvensen af den seneste tids dårlige valgresultater for regeringspartierne:
 
For det første: På den næste Bundesparteitag for CDU i december i Hamburg vil jeg ikke på ny kandidere til posten som formand for Tysklands CDU.
 
For det andet: Den fjerde amtsperiode er min sidste som Forbundskansler for Forbundsrepublikken Tyskland. Ved forbundsdagsvalget i 2021 vil jeg ikke på ny stille op som Unionens kanslerkandidat og heller ikke længere være kandidat til den tyske forbundsdag. Og – det vil jeg blot give til protokol – heller ikke tilstræbe andre politiske embeder.
 
For det tredje: For resten af valgperioden er jeg klar til at fortsætte arbejdet som Forbundskansler.
 
Hun erklærer at det er meget mod hendes overbevisning at adskille posterne som partiformand og kansler, men mener at det nødvendigt for at man kan skabe det bedste grundlag for en ny ledelse, der med et nyt program kan indrette sig på tiden efter hende.
 
Ved pressekonferencen og i et brev (conservo) til partiets medlemmer begrunder hun sin beslutning og hvorfor den er truffet netop nu. Hun mener ikke at kunne vente længere, "især ikke når menneskene i landet, senest i går i Hessen ser os, og i sidste ende og også jeg personligt som ansvarlige ..."
"Det billede regeringen afgiver er inacceptabelt og det er ikke blot et formidlingsproblem, egentlig er det en vits at man må bryde staven over den regering , blot fordi den ikke ser sig i stand til at arbejde på en måde, hvor den ikke støder mennesker fra sig... Mange udviklinger i de forgangne uger og måneder lever ikke op til mine personlige krav til kvaliteten af arbejdet."
Merkel giver også udtryk for, at hun altid haft til hensigt og ønsket sig en dag at kunne forlade sine poster med værdighed. Hun har stillet sig selv spørgsmålet, hvad hun personligt kan yde for landet og partiet i den aktuelle situation, efter 18 år som partiformand og næsten 13 år som Forbundskansler.
Hun er nået frem til, at det er på tide at opslå et nyt kapitel: "Ich habe mal gesagt: Ich wurde nicht als Kanzlerin geboren. Und das habe ich auch nie vergessen. Zugleich habe ich das sichere Gefühl, dass es heute an der Zeit ist, ein neues Kapitel aufzuschlagen."
Merkels erklæring efter de mange år som formand og kansler har en næsten royal undertone.
Pudsigt at tænke på at hendes delvise afgang finder sted næsten præcist hundrede år efter den sidste tyske kejser måtte forlade tronen, efter at republikken var blevet udråbt d. 9 november 1918. Det berettes at han forsøgte at beholde dele af tronen med et tilbud om at træde af som kejser og forblive konge af Preussen. Men monarkiets tid var forbi. D. 28. november underskrev han i Holland erklæringen om at give afkald på tronen for tid og evighed: "Ich verzichte hierdurch für alle Zukunft auf die Rechte an der Krone Preussen und die damit verbundenen Rechte an der deutschen Kaiserkrone." ( Hirschfeld og Krumeich, 2013)
Med abdikationen ville han stabilisere situationen i Tyskland: Wilhelm wollte – so seine eigene Aussage – die Situation im Reich durch seine Abdankung stabilisieren und somit der neuen Regierung helfen.
En begrundelse, der minder om kansler Merkels.
 
Lobhudling uden grund
"Angela Merkel vil blive savnet: »Et stort tab for Tyskland og et stort tab for Europa«," lyder overskriften i Berlingske efter Merkels beslutning. Fulgt af lobhudling fra både tidligere og nuværende politikere, der gerne viser sig i medierne.
Spasmageren Uffe Ellerman-Jensen (for det må han da være): "Det bliver et stort tab for Tyskland og et stort tab for Europa," ... "en formidabel tysk leder og en formidabel europæisk leder."... "Men jeg kan godt se det fra hendes synspunkt. Jeg forstår godt, at hun gør det, for på et tidspunkt kører man træt"
"Det her er alvorligt" fortsætter han, for det var jo hende og Præsident Macron der skulle udgøre det stærke makkerpar i Europa.
Hvad der egentlig skulle begrunde lobhudlingen fortæller Uffe Ellerman-Jensen ikke, men det kan vi så høre fra EU-kommissær Margrethe Vestager, der tilsyneladende ikke mener, at fælleskabet havde kunnet klare sig uden Merkel.
"Det første, der slog mig, da jeg hørte nyheden, var, at nu er en epoke slut. Hun var den rolige hånd og det stabiliserende centrum i et Europa, der var præget af dyb, dyb, dyb økonomisk krise. Hendes troværdighed i den sammenhæng var uovertruffen, og jeg tror ikke, at fællesskabet havde kunnet klare det uden hende. Lige nu er hele Europa ved at omstille sig i forhold til klimaforandringerne, og amerikanerne spiller en anden rolle end før, og det samme gør kineserne, så vi står stadig midt i nogle meget store udfordringer, men det bliver i sandhed noget andet, når vi skal klare os uden Angela Merkel."
Nu fortsætter hun jo som Forbundskansler og for Europa spiller det jo nok en større rolle, end at hun optræder som partiformand, så enten ved Margrethe Vestager mere end vi gør, eller også foregriber hun kanslerens afgang fra EU-politik.
Forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller ser også hendes "afgang" som et kæmpetab for Europa. Og for ham er hun allerede en "dead woman walking" fordi hendes autoritet nu med ét slag er formindsket. For ham var hun sørme også den rolige stabiliserende faktor i “europæiske politik."
Vi skal se, hvorfor det er en fuldstændig fejlagtig karakteristik.
 
"In Merkel, Europe Loses a Leader"
Lyder overskriften i New York Times, der fører an i den internationale lobhudling af Kansler Merkel.
Helt ude på overdrevet er avisen Express med påstanden: "Angela Merkel QUITS: Europe reacts in horror as German Chancellor steps down as CDU leader."
I New York Times karakteriseres Merkel helt lyrisk som "Compassionate when hearts grew cold, committed to unity when others abandoned it."
Artiklen erkender at det ikke netop var karisma der kendetegnede hende.
"Ms. Merkel is rather bland in speech and demeanor. Her slogan in the last election — “For aGermany where life is good and we enjoy it” — about summed up the comforting combination of moderation, stability, centrism and decency that have rallied voters behind “Mutti” (Mommy). In her 13 years at the helm, Germany has been a fairly calm and prosperous place, despite some political storms."(NYT).
Men var det hendes fortjeneste eller var det på trods af hendes kovendinger og hendes durchmerkeln?   "Calm" er næppe, hvad der karakteriserer Tyskland efter 2015.
New York Times har i lighed med andre medier set Merkel som en slags saviour eller leader of the free world" efter Trump var blevet valgt til præsident.
"It is Ms. Merkel, trained as a scientist in East Germany and the first woman to serve as German chancellor, who has stood up to Mr. Trump and Mr. Putin, who nobly — some now say foolishly — opened Germany’s doors to refugees and whoagreed to three bailouts to save Greece from bankruptcy. All that was done without drama, without a lot of words and often without rush (“merkeln” hascome to mean “to dither”)" (NYT)  Hvad den græske redning angår var det nu snarere tyske banker, der blev reddet.
Nogle gange antager hyldningen nærmest bizarre former, som når man hævder “Germany has increased its role in international security, and Ms. Merkel has made a commitment to raising military spending to 2 percent of gross domestic product" (NYT) . Mere  korrekt er nok meldingen i DW (Deutsche Welle): "Germany's chancellor has hinted that defense spending is likely to increase in years ahead, saying reaching NATO's target was "not completely beyond the imagination."
I realiteten har Tyskland under Merkel været yderst tilbageholdende med bidrag til den fælles sikkerhed og har snarere levet højt på USA's sikkerhedsgaranti.
Mediernes lobhudling genspejles, hvem kan vel blive overrasket over det, i meningsmålinger. Et survey fra PEW Research fra 2017 viser, at befolkningen i et flertal af G20 landene har mere tiltro til at Merkel "will do the right thing in Wolrd Affairs" end Trump.
 
Neutrale og kritiske kommentarer
Det hvide Hus reaktion på nyheden kommer fra Sarah Sanders som svar på et spørgsmål: “We’re aware of the announcement, and this is an internal matter for the Chancellor and the German people. We’re going to continue to work with the Chancellor and continue to develop that relationship."
Fra Rusland lyder kommentaren, at Merkels beslutning er et indre anliggende for Tyskland.
Ungarns Viktor Orbán er på linje: "Vi blander os ikke i tysks indenrigspolitik."
Selv hendes vigtigste europæiske partner Emmanuel Macron, lyder underligt forbeholden, når han giver udtryk for at det er hendes beslutning og at han har respekt for den. Men han får formentlig også sværere ved at gennemføre sine store EU reformplaner.
Reaktionen fra EU-Kommissionen. På et spørgsmål fra en dansk? journalist svarer Kommissionens talskvinde Natasha Bertaud: "Vi kommenterer ikke interne partianliggende i medlemsstaterne."
Helt andre toner lyder fra Polen. En repræsentant for Præsident Duda: "Merkel er faldet for sin egen politik og sine fejlagtige politiske beslutninger. Det er ikke et tilbagetog i berømmelse og ære."
Endnu mere besk er kommentaren fra Østrigs vice-kansler og chef for FPÖ Heinz-Christian Strache: “Eine falsche Zuwanderungspolitik hat Konsequenzen.
Die Menschen lassen sich so eine unverantwortliche Einladungs- und Willkommenspolitik nicht gefallen ... Nun den Preis für ihre fatale Politshow zu zahlen ist eine längst überfällige Entscheidung! Eine – die man ihr gar nicht zutrauen würde ... frei nach dem Motto zu schön um wahr zu sein.“
 
Merkels politik i frit fald
Merkel meddeler sin beslutning dagen efter et næsten katastrofalt valgresultat for CDU og for hendes regeringspartner, det socialdemokratiske SPD. Det er dog kun det seneste af en række tyske valg, hvor de hidtidige, såkaldte folkepartier CDU/CSU og SPD, mister tilslutning i så stort omfang, at GROKO koalitionen i Berlin må befinde sig i en tilstand af nær panik. Regeringen holdes formentlig kun sammen af frygten for at blive decimeret, hvis der skulle udskrives valg til Forbundsdagen.
Både unionspartierne CDU/CSU og socialdemokratiet SPD befinder sig i fri fald i vælgertilslutning ved de seneste valg.
Her ses resultatet af landdagsvalget i Hessen ved valget fornylig, sammenlignet  med valget i 2013 (wahlrecht.de).

CDU resultat viser et minus på 11,3%. SPD mister 10,9%. Die Grünen er næsten fordoblet fra 11,1% til 19,8 og står lige med SPD  (faktisk fik de ganske få stemmer mere end SPD). AfD er hoppet fra 4,1% til 13,1%.
Noget lignende hændte ved landdagsvalget i Bayern med CDU's søsterparti CSU. Her resultatet af valget d. 14. oktober 2018 sammenlignet med  valget i 2013 (wahlrecht.de).

CSU er faldet fra 47,7% til 37,2% og SPD er mere end halveret fra 20,6 til 9,7. Også her har Die Grünen oplevet en gevaldig fremgang fra 8,6% til 17,5% og AfD er kommet i landdagen med 10,6 %.
Analyse af vælgervandringer viser, at vælgerne i stort tal har forladt de traditionelle herskende "Volksparteien" og søgt tilflugt hos Die Grünen og ikke mindst for CDU/CSUs vedkommende hos AfD.
Selvom der er tale om resultater af landdagsvalg repræsenterer de en gevaldig lussing til GROKO koalitionen.
De store partiers tilbagegang havde imidlertid været markant længe før. Ved valget til Forbundsdagen i 2017 opnåede partierne i den daværende GROKO koalition kun 53,5 procent af de afgivne stemmer mod 67,2 procent i 2013.
Hvilken konsekvens drog Merkel dengang af det dårlige valgresultat? Svaret er tilsyneladende: Ingenting. For som hun sagde: "Ich kann nicht erkennen, was wir jetzt anders machen müssten." Merkel ser ikke skriften på væggen, tværtimod.
"Die große Koalition verliert ihre Legitimation" hedder det derimod i en kommentar i "Die Zeit." "Vorbei mit der Einteilung in zwei Volksparteien und mehrere kleine politische Mitspieler. Vorbei mit der Gewissheit, dass nach Wahlen am Ende immer ein Christ- oder ein Sozialdemokrat regiert. Vorbei mit dem, was die Deutschen seit rund 70 Jahren kennen. Vorbei mit dem Rituellen, Formelhaften, dem ewig Gleichen der politischen Verhältnisse."
Omsider ser Merkel da også sit mene, mene, tekel, ufarsin, (Du er vejet på vægten og fundet for let). Det har holdt hårdt , men når menneskene i landet, senest ved valget i Hessen, ser GROKO, og i sidste ende også Merkel personlig som ansvarlige, så må der nødvendigvis drages konsekvenser.
Men Merkel har stadig svært ved at give slip. Hun nøjes med at opgive posten som partiformand, men mener tilsyneladende stadig at hun kan fortsætte som Forbundskansler til det ordinære Forbundsdagsvalg i 2021. Andre må fortælle hende, at hun også burde abdicere fra kanslerposten.
Formanden for de frie demokrater FDP, Christian Lindner, hævder at Merkel har givet afkald på den forkerte post, underforstået hun burde have givet afkald på posten som Forbundskansler i stedet. “Es ist für die CDU vielleicht gut, eine neue Chefin zu bekommen. Für Deutschland wäre gut, das Land hätte eine neue Spitze an der Regierung“,"
Det er Lindner ikke alene om at mene, og man kan i hvert fald konstatere at låget er røget af den boblende utilfredshed og at slagsmålet om mulige kanslerkandidater allerede er i gang.
Er Merkels beslutning om kun at give afkald på posten som partiformand derfor endnu en af hendes mange fejlagtige beslutninger?
Mange fejlagtige beslutninger? Hun lobhudles jo som vi har set i høje toner?
Spørgsmålet er dog om ikke verdens Uffe Ellermænner tager voldsomt fejl i deres lovprisning af Merkel og hendes og dermed Tysklands ageren både i Tyskland, EU og i resten af verden.
I tidligere blogindlæg og i en Apple Books Booklet med titlen "Kritisk syn på Merkels Tyskland " har vi opregnet en lang række kritikpunkter og indicier, der dels påviser, dels antyder, at Merkels indflydelse på udviklingen i Tyskland, EU og verden øvrigt ikke har været så positiv, som man kunne forledes til at tro, når ser den aktuelle lobhudling af hendes indsats.
Vi skal se hvorfor...
 
Beslutninger, der har spaltet Tyskland
Det er den 31. august 2015, kl. 13.44 da Forbundskansler Merkel ved en pressekonference lader disse ord falde: "Ich sage ganz einfach: Deutschland ist ein starkes Land. Das Motiv, mit dem wir an diese Dinge herangehen, muss sein: Wir haben so vieles geschafft – wir schaffen das! Wir schaffen das, und dort, wo uns etwas im Wege steht, muss es überwunden werden." (bundesregierung.de).
Man kan spekulere over om beslutningen indirekte er en følge af, at Merkel ved en optræden få uger forinden havde fortalt en grædende, handicappet palæstinensisk pige, Reem, der med sin familie skulle forlade Tyskland, at Tyskland ikke kunne tage mod alle. “Du bist ein unheimlich sympathischer Mensch", siger Merkel til pigen, men forklarer så "Deutschland könne es nicht schaffen, allen Flüchtlingen im Nahen Osten oder denen in Afrika zuzurufen: Ihr könnt alle kommen." (focus.de).
Optrinnet vises i TV og Merkels “könne es nicht schaffen" forklaring vækker uhørt forargelse.
Kort tid efter foretager Merkel så en typisk 180 graders kovending og åbner med modsatte argument, "Wir schaffen das," porten på vid gab til det forjættede land for flygtninge og migranter i tusindvis. Tilsammen langt over en million.
En beslutning hun tilsyneladende traf helt egenrådigt hen over hovedet på andre i lande i EU, selv om det var en beslutning, der fik konsekvenser for mange andre lande og for den såkaldte Dublin forordning. I Tyskland taler man om Merkels "Selbstermächtigung," en given-sig-selv-magten til at træffe beslutninger,  og om Selbstherrlichkeit" og "Alleingang" Merkel har tilmed søgt at påtvinge hele Den europæiske Union sine egne forestillinger om, hvordan man skal håndtere flygtningekrisen.
Hun tog alvorligt fejl da hun mente at Tyskland kunne klare at modtage strømme af flygtninge og migranter fra andre kulturer. Utilfredsheden med hendes egenrådige beslutning viste sig hurtigt. og giver næring til fremvæksten af protester og til fremgang for partiet AfD. Godt understøttet af beretninger om iøjnefaldende og grov kriminalitet begået af flygtninge og migranter.
Problemerne afspejles i meningsmålingerne. Tiltroen til Merkels ”Wir Schaffen das,” aftager hurtigt. “Die Welt” gengiver tal, der er symptomatiske for udviklingen En Infratest Dimap opinionsanalyse med svarene på udsagnet “Es macht mir Angst, dass so viele Flüchtlinge zu uns kommen,” viser hvad der er sket. I begyndelsen af september 2015 var 59% uenige, mens 38 % var enige. I uge 40 er billedet vendt , 51% erklærer sig enige, mens 47% stadig er uenige.
Infratest Dimap kommentaren lyder:”Spürbar ist im Monatsverlauf eine gewachsene emotionale Verunsicherung der Wahlberechtigten.”
Selv om spørgsmålene vedrører følelser, er det formentlig forkert at antage, at det kun er et følelsesmæssigt skifte man oplever i Tyskland. Med baggrund i mediernes rapportering og fakta om kriminalitetsudviklingen beror det i lige så høj grad på fornuftsmæssige overvejelser.
 
Tyrkiet som dørvogter mod betaling af beskyttelsespenge
Merkels egenmægtige Willkommenskultur førte til en voldsom stigning i flygtningestrømmen. Med lavinen af flygtninge og migranter bredte en begyndende panik sig, også hos Merkel. En fremtid med et stort og krævende syrisk og muslimsk mindretal, splittelse i blandt tyske borgere, en styrkelse af højrefløjs- og ekstrempartier, en nedgang for hendes kristelige demokratiske union (CDU) og splittelse i EU, med et mere og mere kritisk syn på Tyskland,  
tvinger Merkel til at gøre noget.
Igen handler hun på egen hånd  og forhandler bag ryggen på EU med Tyrkiet for at få begrænset strømmen af flygtninge, der strømmer fra Tyrkiet via Grækenland og op over Balkan til Tyskland. Aftenen og natten før et EU topmøde i marts 2016 holder Merkel og Tyrkiets Davutoglu et 6 timer langt møde. Næste morgen tager hun de øvrige topmødedeltagere på sengen ved at møde op med den aftale hun om natten havde udformet sammen med Tyrkiets Ahmet Davutoglu.
Jeg er ikke alene om at formode, at Merkel og Tyrkiet på egne vegne har forhandlet sig frem til et forslag helt uden om EU. Die Welt spørger: "Steckt die Kanzlerin hinter dem Türkei-deal? Bladet skriver, at man også i Bruxelles har stillet sig spørgsmålet:  "In Brüssel hält sich der Verdacht, dass Merkel diesen türkischen Flüchtlingscoup orchestrierte. Denn damit schaffte sie es wenige Tage vor den wichtigen Landtagswahlen ihren Plan, gemeinsam mit der Türkei wieder die Grenzen in Europa zu schließen, zurück ins Zentrum der politischen Debatte zu katapultieren."
Med denne aftale, der senere  formelt bekræftes af EU, gjorde hun så vidt det kan skønnes ikke blot Tyskland, men hele EU afhængig at en autoritær Erdogans gode vilje.
Kan EU være tjent med, at Merkels angst for at Erdogan vil opsige flygtningeaftalen, medfører at resten af Europa også skal gøre gode miner til slet spil og på skrømt fortsætte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet?
Hvad er det dog for et skræmt Europa, der lader sig afpresse, fordi Tyskland har en så traumatisk fortid? Ikke blot fra Hitler-tiden, men også fra DDR-tiden. En fortid der gør, at man ikke kan medvirke til at bygge mure mod flygtninge og migranter. Hvor langt skal resten af resten af Europa ligge under for Merkels tyske traumer?
 
Forkvaklet demokrati forståelse
Hvem skal borgere, der er kritiske overfor koalitionens flygtningepolitik, men ikke ønsker at blive udskældt som højre-radikal eller racist, egentlig stemme på?
Alle partierne i Forbundsdagen er jo enige om fordømme AfD (Alternative für Deutschland), som værende højre populistisk, radikalt og naturligvis "fremdenfeiendlich," for partiet har i meningsmålingerne netop haft markant fremgang på at markere afstand til regeringens flygtningepolitik.
Med andre ord. I Tyskland er det svært at markere sin opposition til den herskende politik på flygtninge området uden at blive beskyldt for at være "Pack, rechts-radikal, populistisch, ausländerfeindlich, og rassistisch.
For Ralph Dahrendorf var demokrati "a social system that recognizes divergent interests and aspirations and puts institutions in place that allow them to be expressed." Netop det kniber det med i Tyskland. Sådanne demokratiske konflikt er imidlertid vigtige for demokratiet
Det er lige før at man må drage den konklusion, at en hidtil uimodsagt tysk GROKO-politik, repræsenteret præsidentielt ved Merkel, var med til at destruere selve det fælleskab man hævder at ville opretholde. Og sært nok kan årsagen være de tyske politiske traumer fra Weimar republikken og nazismen. Udenomsparlamentariske grupperinger og aktioner underminerede dengang tiltroen til demokratiet.
Forgæves har man i Tyskland søgt at sikre den stabile midte mod angreb udefra, og derfor mod angreb fra anderledes tænkende. I forsøget på sikre Weimar republikkens kaos aldrig gentages, har man indbygget demokratiske sikringer og opfattelser, der mærkværdigt nok kan have til resultat, at man utilsigtet ender med at skabe præcis de situationer man vil undgå. Måske med katastrofale konsekvenser, ikke blot for sig selv, men for hele Europa.
 Foreløbig må man konstatere at Tyskland oplever en hidtil ukendt politisk spaltning, der viser sig ved CDU/CSU's og partneren SPD's bratte fald i vælgertilslutning og den bratte stigning i tilslutning til partiet Die Grünen og til AFD.
I modsætning til fanskarens lobhudling af kansler Merkel må vi konstatere, at hendes politik og egenrådige beslutninger ikke har sikret fællesskabet i Tyskland, Tværtimod er resultatet af hendes indsats en hidtil utænkelig splittelse i det tyske politiske landskab, og i stigende grad et land i splid med sig selv .
 
Tysk succes på andres bekostning?
Før Merkel blev kansler i 2005 havde den socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, med sit såkaldte "Agenda 2010" program gennemført en række gennemgribende økonomiske reformer. Nogle hovedpunkter i programmet var mindsket byrde for erhvervslivet, arbejdsmarkedsreform, en sammenlægning af arbejdsløshedsdagpenge og socialhjælp (kontanthjælp i form af Hartz 4), skattelettelser, reform af arbejdsløshed- og socialforsikringen og øget pensionsalder.
I dag ser mange, at det var hovedelementerne denne reform, der skabte grundlaget for den økonomiske succes Tyskland har oplevet siden: “Those reforms laid the foundation for Germany’s return to economic strength, a strength that has lasted to the present day.”
Resultatet er under alle omstændigheder, at Tyskland formelt set har en relativt lav arbejdsløshed og et kolossalt eksportoverskud. For 2017 var overskuddet på handelsbalancen således ca. 244 mia. euro (Statista)
"Critics complain that high export surpluses in Germany’s economy have detrimental effects on other countries, where debt rises as a result. For example, during the euro zone debt crisis, the United States, urged Germany to do more to raise domestic consumption and address the problem."
Også fra Europa lyder der kritik af den tyske Exportweltmeister.  Italiens tidligere premierminister, Matteo Renzi, henviser endda til EU's egen makroøkonomiske Scoreboard i sin kritik: "The rules say that Germany’s trade surplus cannot be higher than 6 per cent (of gross domestic product), now it is about 9 per cent. This is a violation of the rules that hurts all of Europe, and weakens it to the sole benefit of our German friends.” (FT)
Formentlig tænker Renzi her på tærskelværdierne på 4 og 6 procent for et tre års løbende gennemsnit af overskuddet på "current account." (EU Scoreboard). Men meningen er god nok.
Måske kan man ligefrem sige at Tyskland bedriver en slags "beggar-thy-neighbour politik, der i klassisk forstand kan omfatte (i) exchange depreciation, (2) reductions in wages (which may take the form of increasing hours of work at the same weekly wage), (3) subsidies to exports and (4) restriction of imports by means of tariffs.
Hvad det første punkt angår hævder Trumps økonomiske rådgiver, Peter Navarro, ligefrem "that Germany is using a “grossly undervalued” euro to “exploit” the US and its EU partners" (FT).
Der er noget om kritikken. IMF finder i 2014, at REER (Real Effective Exchange Rate) for euro i 2014 er undervurderet for Tysklands vedkommende med 5-15 procent, mens den er overvurderet f.eks. for Belgien, Italien, Spanien og Frankrig. Hvilket jo giver ekstra problemer for ikke mindst for sydeuropæiske landes konkurrenceevne.
Med relation til punkt to kan vi pege på, at lønningerne har divergeret kraftigt siden kansler Schröders Agenda 2010 reformer. Med stigende realløn til de bedst lønnede, næsten stilstand for medianen og et kraftigt fald for de dårligst lønnede fuldtidsbeskæftigede. Igen en fordel for tysk ekspert og et problem for naboerne.
Når det gælder punkt 4, vil det naturligvis være for meget at påstå, at Tyskland benytter sig af importrestriktioner eller protektionisme. Spørgsmålet er imidlertid om man på anden vis bedriver en politik, der i hvert fald ikke animerer til en øget import fra andre lande og mere balance i handlen med udlandet. En rapport fra US Treasury taler om en anæmisk tysk indenlandsk efterspørgsel, der naturligvis bidrager til holde importen nede. "Germany’s anemic pace of domestic demand growth and dependence on exports have hampered rebalancing at a time when many other euro-area countries have been under severe pressure to curb demand and compress imports in order to promote adjustment."
Kansler Merkel har dermed levet højt på en økonomisk succes skabt af sin forgænger. Man kan næppe påstå, at hun selv har bidraget til den tyske succes, eller gjort noget som helst for at rette op på det forhold, at Tyskland lever højt på andres bekostning. Derfor er der grund til at kritisere hendes fortsættelse af forgængerens politik og således fortsat bidrage til at skabe problemer for nabolandenes økonomi.
Altså ingen grund til lobhudling for hendes indsats på dette område.
 
Tyske krav om en austeritets-politik
Tyskland har præget den økonomiske politik i hele Unionen. Kun den tyske austeritets-politik var rigtig. Man skal spare sig til vækst i resten af Europa.
Tysklands finansminister Schäuble undser sig ikke for at fortælle lande i Sydeuropa, hvad de skal gøre og selv Frankrig går ikke ram forbi. "Schäuble verlangt von Frankreich mehr disziplin." (Die Welt).
En tysk forståelse, eller er det snarere ideologi, præger således ideerne til, hvordan krisen i Europa skal løses gennem sparepolitikker og økonomiske reformer a la Tysklands,
Tyskland spiller her rollen som den, der vil have alle lande i unionen til at indføre samme skrappe økonomiske reformer og til at udøve fiskal tilbageholdenhed som tyskerne selv. I modsætning til USA har Europa bl.a. pga. den tyske dominans været imod at stimulere økonomien.
Man må formode, at dele af den tyske austeritets-politik har rod i den tyske fortid, bl.a. den galopperende hyperinflation i Weimar-republikkens tid og verdenskrisen i 1929, der var medvirkende til at bringe Hitler til magten . "The sources of inflationary fear can be traced to the Weimar Republic,saddled with war reparations, which experienced rising inflation in 1921/22. It culminated in hyperinflation between February and November 1923. The German currency went into free fall and the dollar was worth 4.2 trillion marks, compared to 4.2 marks in 1914." (Foreign Report).
Det forekommer imidlertid særdeles uheldigt, at det tyske traume fra tiden før Hitler skal definere den fælleseuropæiske politik i dag. Man kan måske med en vist ret hævde, at dette traume snarere diskvalificerer Tyskland fra at have indflydelse på EU's økonomiske politik.
Med dette i baghovedet er det ikke heldigt, at det er Tyskland, der vil fortælle resten af Europa hvad de skal gøre, samtidig med at de selv tjener tykt på at udkonkurrere de øvrige lande. Men, og det er det vigtige i den aktuelle sammenhæng, det er den politik kansler Merkel står for. Hvordan det så skal bidrage til at redde Europa og sikre fællesskabet må andre forklare.
 
Tysklands rolle i "den græske tragedie"
Man er tilbøjelig til at glemme, at Tyskland har haft store fordele af krisen i Sydeuropa. Krisen har betydet, at euroen har været svagere i forhold de andre valutaer, end den ville have været, hvis euro-området ikke havde inkluderet landene i Sydeuropa.
Når man så husker på, at det hovedsageligt var Tyskland, der i Eurogruppen dikterede betingelserne for de vedvarende Grækenland redninger, kan man måske se de skrappe krav til Grækenland i et andet lys.
Tysklands rolle i "den græske tragedie" har ikke ligefrem bidraget til hjælpe Grækenland på fode. I en vis forstand var den tyske hjælp en hjælp til at redde egne banker, der havde ydet Grækenland store lån. Den tyske holdning formentlig også bidraget til, at Grækenland og Sydeuropa vil fortsætte med at have problemer. Man behøver f.eks. blot henvise til den vedvarende høje ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa. Hvordan man forestiller sig, at den politik, som Merkel jo står for, skal bidrage til skabe sammenhold og vækst i hele unionen fortaber sig vist i et tågeslør af snak.
 
Moralsk selvretfærdighed
Tyske selvretfærdighed gør sig gældende på en række områder. Ikke blot Ungarn må stå for skud. For Visegrad landene udviser en utilbørlig utaknemlighed ved ikke at acceptere kontingenter af flygtninge fastsat af EU på kansler Merkels foranledning. Dvs. medvirke til Merkels ideer om en fair fordeling af flygtninge.
Også Polen er udsat for tysk kritik. Man kritiserer det dominerende PIS partis politik på en række områder.
Med den tyske fortid i erindringen er Tyskland næppe heller den rette til at fortælle en kommende US-præsident om demokrati og basale værdier. Alligevel er det netop, hvad Merkel finder på at gøre efter præsidentvalget.
I sin formaning sagde hun: "Germany and America are bound by common values — democracy, freedom, as well as respect for the rule of law and the dignity of each and every person, regardless of their origin, skin color, creed, gender, sexual orientation, or political views. It is based on these values that I wish to offer close cooperation, both with me personally and between our countries’ governments."
Formentlig ikke en formaning der falder i god jord hos en Donald Trump.
En artikel i det tyske tidsskrift “Cicero” tegner et billede af, hvorledes Donald Trump i den US-amerikanske valgkamp brugte Merkel som skræmmebillede: "Merkel war in Amerika einst beliebt, vor allem unter Republikanern. Nun wurde sie zur toxischen Unperson. .. Die Ironie ist, dass eine deutsche Geste der Gro.zügigkeit, dazu gedacht, das in der Nazizeit ramponierte Image aufzupolieren, dazu beitrug, dass in den USA ein Präsident gewählt wurde, der das Land aussehen lässt wie die Weimarer Republik im Endstadium."
Kan Merkels politik derfor, helt utilsigtet naturligvis, have bidraget til, at Donald Tramp endte som "Præsident Elect."
Igen og igen hævder Merkel at Tyskland står for overholdelse af grundlæggende europæiske værdier.
I flygtningespørgsmålet påberåber Merkel sig de grundlægende europæiske værdier, ofte garneret med en henvisning til den tyske grundlovs artikel 1, “Die Würde des Menschen ist unantastbar", der jo må siges at have en helt speciel tysk baggrund.
I en tale i 2014 taler hun om de grundlæggende europæiske værdier: Frihed, ansvar, retfærdighed, solidaritet, demokratier og retsstatslighed.
Samtidig ser vi en Merkel, der giver køb på vigtige dele af disse værdier i sit forsøg på at få Tyrkiet til at optræde som dørvogter, der skal bidrage til at holde en overvældende flygtningestrøm fra døren.
Hvor er så egentlig de grundlæggende europæiske værdier hos kansler Merkel?
Aktuelt har hun  inviteret en række autoritære ledere fra Afrika til Berlin, formentlig med det forfængelige håb, at hun med tilbud om milliardlån kan opnå at de vil agere dørvogter akkurat som Erdogan.
 
Medansvar for Brexit
Formentlig har Merkels politik også haft en afgørende indflydelse på Brexit afstemningen. I og med Merkel stod fast på fri bevægelighed for arbejdskraften i EU. Det gjorde det umuligt for Cameron at argumentere for, at han havde opnået noget som helst i sine forhandlinger med EU. Hendes flygtningepolitik har heller ikke ligefrem har været attraktiv for mange briter.
Nogle UK medier mente allerede før Brexit at Cameron havde misfortolket Merkel. "Merkel has repeatedly said that Germany will not compromise on the principle of free movement, which it regards as one of the founding precepts of the EU. It seems not only that the chancellor will not budge on this score, but also that she is already preparing for the hitherto undesired consequence: a UK departure – “Brexit” in Euro jargon – if David Cameron takes curbs on freedom of movement as his red line."
Det kan have betydet, at “Leave” bevægelsen lige netop opnåede de ekstra stemmer, der førte til Brexit. Merkel har ganske vist erklæret, at hun arbejdede for at briterne forblev i Unionen, men leverede selv de afgørende argumenter for "Leave" fraktionen i UK.
Det er en antagelse, der også har strejfet New York Times:"Her decision last year to open Germany's borders to hundreds of thousands of people fleeing war and poverty was seized upon by European nationalists and featured prominently in Britain's debate over quitting the European Union — which the 'leave' camp narrowly won"
I forbindelse med de foreløbige diskussioner om Brexit, er hendes udmelding også særdeles problematisk. Et af målene med Brexit var, at det skulle muligøre at UK kunne styre indvandringen. Nu kan man så høre, at Merkel fortsat holder på, at fri bevægelighed ikke er til forhandling. Uden fri bevægelighed ingen adgang til det indre marked i EU, og der bliver ingen undtagelser for briterne:
Er der virkelig ikke nogen, der kan se det problematiske i, at Merkel formentlig bærer en stor del af ansvaret for Brexit, og for EU’s stejle holdning over for briterne. Samtidig med at hun, i hvert fald officielt, arbejder for Tyrkiets og en hel række problematiske Balkanlandes optagelse i EU. Bizart er det. Ud med UK og ind med flere aldeles problematiske lande, mens EU landenes befolkning stiltiende og helt uden at blive spurgt må se til.
Hvordan kan man efter dette påstå, at Merkel "legemliggør demokratiet og fornuften." Er det ikke snarere UK, der med sin levede og ikke blot formelle demokratiske forståelse, legemliggør selve grundværdierne i demokratiet?
Helt bizar klinger Margrete Vestagers "jeg tror ikke, at fællesskabet havde kunnet klare det uden hende." i lyset af Merkels ageren.
Modsat blåøjede og lobhudlere må vi konstatere, at Merkel faktisk i høj grad har bidraget til afgørende splittelse i EU. Det gælder i relation til flygtninge- og migrations politikken. Det gælder i relation austeritets kravene, med konsekvenser for Sydeuropa. Det gælder pukken på hendes version af, hvad europæiske værdier omfatter. Det gælder også for  hendes egen manglende overholdelse af Dublin forordningen, men huns stejlt insisterer på, at alle andre skal overholde de fire friheder..
Apropos, er der ingen der har tænkt på, at det måske er tredje gang siden tiden før Første Verdenskrig, at UK, mere eller mindre hårdt, sætter sig op mod tysk politik. Forhåbentlig denne gang uden de samme følger som de første to gange.
 
Nyde uden at yde, når det gælder sikkerheden i Europa
“The other thing that’s bad about NATO, we’re paying too much. We’re spending a tremendous — billions and billions of dollars on NATO. …We’re paying too much! You have countries in NATO, I think it’s 28 countries – you have countries in NATO that are getting a free ride and it’s unfair, it’s very unfair.” Lød det bombastisk fra Trump.
Her er det naturligvis især Tysklands bidrag, der er af interesse. Foreløbig er deres bidrag på 1,24 procent i 2018. Langt fra NATO's aftalte ønskemål på 2 procent af BNP.
Det næppe nogen tvivl om at Europas sikkerhed hviler på NATO samarbejdet og her trækker USA så absolut det afgørende læs. Andre lande, herunder Tyskland, nyder uden at yde deres bidrag og sådan har det været længe.
I begyndelsen kunne Tyskland naturligvis henvise til sin egen fortid og derfor argumentere for at Tyskland ikke skulle være alt involveret militært. Nu kan man næppe bruge den undskyldning længere. Tyskland deltager da også i både NATO og EU missioner, men agerer foreløbig militær letvægter.
Nogen vil måske hævde, at Merkel og hendes udenrigsminister har været meget aktive i deres forsøg opnå at opnå en våbenstilstand i Ukraine og været engagerede i diplomatiske løsninger på borgerkrigen i Syrien. Spørgsmålet er imidlertid, hvad de reelt har opnået. Ukraine-konflikten syder stadig og Rusland holder sig nok mere tilbage som følge af sanktioner og faren for eskalation end af Merkels såkaldte diplomati.
 
 Ingen tysk efterkrigskansler har spaltet mere
"Politisch gesehen hat wohl keiner ihrer Vorgänger das Land so gespalten wie die Frau aus Templin," lyder dommen fra en tysk kommentator.
Han har ret. Der er næppe nogen tvivl om at den politiske splittelse i Tyskland er et resultat af kanslerens ageren især hendes beslutning om at åbne grænserne for mere end én million flygtninge og migranter fra andre kulturer. Modsat hvad man kunne få indtryk af ved læsning af danske medier er grænserne stadig åbne. Mere end 10.000 asylsøgende strømmer hver måned ind over grænsen til Tyskland.  På årsbasis  en mindre storby.
Hendes beslutning i 2015 førte til de folkelige Pegida og Legida protester og til en pludselig tilslutning til et ellers hensygnende AfD, der egentlig var opstået som protest mod konsekvenserne af euroen, men nu opdager at det har en ny mission som protestparti mod invasionen udefra.
Den aktuelle stærke vækst i tilslutningen til partiet Die Grünen, markerer også en spaltning, det udgør en bekvem og stueren protest mod de gamle folkepartier, mod den Merkel dominerede politik og mod manglen på reformer, i relation til  digitalisering, uddannelse og ikke mindst klimapolitik.
På sin afskedstur til Europa sagde Obama: "In Germany I will visit with Chancellor Merkel who has probably been my closest international partner these eight years and will signal solidarity with our closest allies and express our support for a strong, integrated and united Europe."
Det er det modsatte, der er tilfældet.
Det er ikke blot Tyskland Merkel har skabt splittelse,. Hendes politik har spaltet EU på kryds og tværs.
I forholdet til Sydeuropa gælder det den økonomisk politik.
I forholdet til Visegrad landene gælder det flygtningepolitikken.
I forholdet til både Ungarn og Polen gælder det hendes insisteren på, hvad hun kalder europæiske værdier, der som vi har set ikke tæller så meget, når der skal dæmmes op for den strøm af flygtninge og migranter,som hun selv har været med til at udløse.
Endelig er der Brexit, som hun formentlig troede kunne undgås, men som hun netop selv var med til at udløse gennem sin rigide fastholdelse af de fire friheder, og sin grænseåbning.
I den almindelige mening ser man vel Trumps politik og ageren som årsag til splittelsen mellem i  det transatlantiske forhold.
I realiteten er der som vi ser god grund til Trumps angreb på Merkel og dermed på Tyskland, både når det gælder den manglende tyske erkendelse af problemerne omkring det tyske overskud på handelsbalancen og når det gælder bidraget til den fælles sikkerhed. Lidt polemisk: Tyskand skaber sit overskud bl.a. på USA's bekostning, samtidig med at USA betaler for Tysklands sikkerhed.
Lige før hendes fratræden som partiformand fik man indtryk af, at Merkel i sin afstandtagen til Trump og hans kritik af tysk handels- og sikkerhedspolitik er ved at  vende sig mod Kina. Med påstande om at stå vagt om den frie regelbaserede verdenshandel, der ikke er så fri  endda, og ønsket om opfyldelse af tidligere aftaler med Iran. I givet fald formentlig en ny katastrofal politisk orientering hos Merkel og kimen til fremtidig  splittelse.
Når vi ser på de indicier, der er fremdraget her, forekommer det indlysende, at Merkels rolle som politisk og økonomisk overdommer og højeste moralske instans i Europa har været yderst problematisk, med særdeles negative konsekvenser både internt, i EU og for det transatlantiske forhold.