Silencing the other view
En onsdag i november 2015 holdt forfatteren og feministen Germaine Greer et foredrag på Cardiff University over temaet "Women and power: The lessons of the 20th Century." Ikke nogen ophidsende titel skulle man mene. Alligevel fandt foredraget sted under politibeskyttelse.
Udenfor blev der protesteret. På plakater kunne man læse besynderlige tekster som "Genitals ≠ Gender." Forud havde de protesterende med en petition underskrevet af op mod 3.000 forsøgt at tvinge universitet til at forbyde hende at tale på campus.
Hvorfor den stærke modvilje mod Greer? Var hun da ikke en frontfigur i kampen for kvinderne? En progressiv? Tilsyneladende ikke længere for dem med de rigtige meninger, når det gjaldt kampen for stadig mere specielle og detaljerede kønsrettigheder.
Greer giver selv en forklaring: “Apparently people have decided that because I don’t think that post-operative transgender men are women, I’m not to be allowed to talk. I’m not saying that people should not be allowed to go through that procedure, what I’m saying is it doesn’t make them a woman.” (The Telegraph).
Det var sådanne udtalelser der fik en aktiv LGBQT (Lesbian, Gay, Bisexual, Queer and Transgender) bevægelse op på barrikaderne for at forsøge at hindre hende i at holde foredrag. I petitionen hed det: "Greer has demonstrated time and time again her misogynistic views towards trans women, including continually misgendering trans women and denying the existence of transphobia altogether. Trans-exclusionary views should have no place in feminism or society. Such attitudes contribute to the high levels of stigma, hatred and violence towards trans people - particularly trans women - both in the UK and across the world." (change.org).
For universitetet var forsøget på at hindre Greer i at tale et angreb på ytringsfriheden, hvorfor man ikke ville give efter for protesterne.
For nylig lykkedes det derimod at forhindre at en anden kontroversiel kvinde fik lov til at ytre sig på en forelæsningsturné i Australien.
Think Inc., en organisation, der har til formål at fremme " the excitement of rational discourse in daily conversation," havde inviteret Ayaan Hirsi Ali på en foredragstur til Australien.
En online petition fra en gruppe af muslimske kvinder i Australien protesterede mod Ayaan Hirsi Ali med det argument, at hun ville øge fjendskabet og hadet til muslimer i Australien. "Against a backdrop of increasing global Islamophobia, Hirsi-Ali's divisive rhetoric simply serves to increase hostility and hatred towards Muslims In addition, through positive action and collaborative and sustainable community centric leadership models, we have strived for decades to empower Muslim women both locally and abroad. Hirsi-Ali’s sheer presence in Australia undermines both intra and inter-community efforts toward social cohesion and in providing platforms for Muslim women to champion their own causes."
Arrangørerne måtte på den baggrund konstatere, at det ville være nødvendigt med ekstra sikkerhed og politibeskyttelse- Konsekvensen blev derfor at foredragsturneen blev aflyst.
Dermed var det lykkedes for en særlig gruppe af muslimske kvinder at knægte ytringsfriheden. Ikke blot som følge af en petition, men ved at der blev skabt en implicit frygt for hvad der kunne ske, hvis man insisterede på at afholde foredragsturneen.
Pudsigt nok synes muslimer generelt at forlange, at man skal tolerere deres særstandpunkter, mens de selv åbenbart har svært at acceptere andres.
Det er imidlertid ikke blot protester udefra, der kan føre til aflysning og udelukkelse af meninger, der ikke passer i bestemte gruppes verdensbillede. I nogle tilfælde udøver man allerede på forhånd en slags selvcensur.
Det skete for ganske nylig på Frankfurter Goethe Universität. En professor havde indbudt Rainer Wendt, der er forbundsformand i en tysk politifagforening og kendt for kritiske udtalelser om følgerne af indvandring, herunder især muslimsk indvandring.
Professorens invitation førte til protester fra venstreorienterede grupper, men ganske sigende også fra egne kollegaer. Af dem protesterede 60 i et åbent brev mod invitationen, med den begrundelse at Wendt var rassist. Her et udsnit  af brevet: "Wir erwarten, dass Rainer Wendt keine Bühne an der Goethe - Universität Frankfurt geboten wird ... Durch sein Buch mit dem vielsagenden Titel „Deutschland in Gefahr,“ das die Kategorie Sachbuch in keinster Weise verdient hat, verstärkt er rassistische Denkstrukturen. Uns erschließt sich nicht, wie auf einer solchen Grundlage ein wissenschaftlicher Diskurs überhaupt möglich sein soll." (dpolg.de).
På amerikanske universiteter har man i længere tid kunnet følge en udvikling med stigende protester mod at udsætte de studerende for meninger, der kan genere særlige mindretalsgrupper, som derfor må beskyttes mod synspunkter der afviger fra deres egne. Det har ført til protester mod invitationer til personer, der kan betegnes som højreorienterede i videste forstand, personer, der har en kritisk holdning til de mere og mere omfattende inddelinger af køn, samt naturligvis mod alle dem, der på en eller anden måde har udtrykt kritik af islam eller af muslimer. Det synes nemlig at være de tre hovedkategorier, hvis meninger og ytringer man søger at beskytte studerende generelt og mindretal især mod at høre.
 
No Platforming restrictions on speech
Education (No. 2) Act 1986: "Every individual and body of persons concerned in the government of any establishment to which this section applies shall take such steps as are reasonably practicable to ensure that freedom of speech within the law is secured for members, students and employees of the establishment and for visiting speakers." (min fremhævelse).
Ytringsfrihed altså indenfor de rammer lovgivningen sætter. I "Higher Education and Research Act 2017"gør man det klart, at det indebærer "the freedom within the law of academic staff at English higher education providers— to question and test received wisdom, and to put forward new ideas and controversial or unpopular opinions." (min fremhævelse).
Man skulle mene at det ville sikre, at det var muligt at ytre kontroversielle eller upopulære teorier og meninger på engelske universiteter.
Men den overfølsomhed eller allergi mod andre synspunkter, der knytter sig til de temaer vi lige har set på, har bredt sig til UK og er på vej ind på universiteter i det øvrige Europa. Allerværst  naturligvis hvis sker i form  af en snigende selvcensur, hvor man på forhånd udelukker bestemte synspunkter.
I en undersøgelse foretaget af Spiked projektet i 2017 finder man, at næsten to tredjedele (64 procent) ud af 115 universiteter i UK er "hostile to free speech and free expression, mandating explicit restrictions on speech, including, but not limited to, bans on specific ideologies, political affiliations, beliefs, books, speakers or words. (spiked-online.com).
Ca. 30 procent af universiteterne "has chilled free speech through intervention."
Tilbage er der kun der syv universiteter med "a hands-off approach to free speech."
Blandt initiativtagerne til sætte grænser for ytringsfriheder er National Union of Students (NUS) med sin "no platform" politik. "No platform" ses som et værktøj, der medvirker til sikre trygge omgivelser (safe spaces) for de studerende, specielt naturligvis studerende fra minoritetsgrupper, således at meninger, der f.eks. ikke fremmer multikulturalisme og ligestilling lukkes ude.
"Students who support no-platforming believe it is dangerous to give a platform to – and thereby convey a sense of legitimacy to – speakers and views that have any connection with anti-Semitism, fascism, homophobia, Islamophobia, transphobia or racism." (The Guardian).
Dermed vil man sikre at der ikke opstår konflikter mellem de forskellige grupper på universiteterne, beskytte minoriteter, samt angiveligt fremme omgivelser hvor et sundt demokrati kan trives.
Hvis man er bekymret for holdninger hos gæsteforedragsholdere, kan man i følge NUS undersøge deres hidtidige virke, kigge på hvad de har skrevet og sagt og hvorledes det er blevet opfattet ved gæsteforedrag andre steder.  Man kan også anmode om kopier af foredraget før det skal holdes.
Beskyttelsen af studerende mod at skulle høre eller se udsagn, meninger eller blot gebærder, der kan forstyrre dem, har antaget bizarre former. På King's College i London benytter man sig af "safe space marshalls," der forventes at gribe ind og eventuelt afbryde foredraget, hvis foredragsholdere forsynder sig mod "safe space" politikken. Ved f.eks. at fremsætte kritiske bemærkninger om nogens alder, handicap, race, religiøse overbevisning, seksuel orientering, kønsidentitet, trans status, socio-økonomisk status, ideologi eller kultur."
"Snowflakes" er blevet en nedsættende betegnelse for mennesker, der er så sårbare, at det er nødvendigt med "safe spaces" og "no platforming" politikker. "Snowflakes" beskriver "extremist liberals that get offended by every statement and/or belief that doesn't exactly match their own. These individuals think they are just as "unique" as snowflakes, when really their feelings are just as fragile."
Åbenbart også sårbare overfor at blive betegnet som snefnug. I en undersøgelse  foretaget  af Aviva Health Institute i UK siger 72 procent af unge i aldersgruppen 16-24 årige, at det unfair at bruge betegnelsen "snowflake" og en lignende andel (74 procent) føler ligefrem, at betegnelsen kan have en negativ effekt på deres mentale sundhed. (Aviva).
 
A mockery of free speech
Det er værd at genkalde sig John Stuart Mill's argumenter  for "free speech" i "On Liberty of Thought and Discussion":
"First, if any opinion is compelled to silence, that opinion may, for aught we can certainly know, be true. To deny this is to assume our own infallibility.    
 Secondly, though the silenced opinion be an error, it may, and very commonly does, contain a portion of truth; and since the general or prevailing opinion on any subject is rarely or never the whole truth, it is only by the collision of adverse opinions that the remainder of the truth has any chance of being supplied.
 Thirdly, even if the received opinion be not only true, but the whole truth; unless it is suffered to be, and actually is, vigorously and earnestly contested, it will, by most of those who receive it, be held in the manner of a prejudice, with little comprehension or feeling of its rational grounds.
... fourthly, the meaning of the doctrine itself will be in danger of being lost, or enfeebled, and deprived of its vital effect on the character and conduct: the dogma becoming a mere formal profession, inefficacious for good, but cumbering the ground, and preventing the growth of any real and heartfelt conviction, from reason or personal experience."
Heldigvis er der efterhånden tegn på, at universiteterne har forstået vigtigheden af ytrings- og meningsfrihed.
Det viser sig bl.a. i begyndende politisk stemning mod hele "No platforming" politikken, som man hævder udgør en utilbørlig begrænsning af den menings- og ytringsfrihed, der nødvendigvis må gælde på universiteterne.
Blandt dem, der har protesteret over at et foredrag skulle overværes af "safe space marshalls" er den konservative backbencher Jacob Rees-Mogg, der finder det bizart at valgte medlemmer af parlamentet skal overvåges af sådanne "safe space marshalls."
En anden kritiker er Louise Richardson, der er vice-chancellor (rektor) på Oxford University. I en tale siger hun bl.a.: ‘I’ve had many conversations with students who say they don’t feel comfortable because their professor has expressed views against homosexuality. They don’t feel comfortable being in class with someone with those views. And I say, “I’m sorry, but my job isn’t to make you feel comfortable. Education is not about being comfortable. I’m interested in making you uncomfortable.” (New Statesman),
Reaktionen kom prompte. 2.640 studerende følte sig kaldet til i et brev at forlange, at hun undskyldte sin udtalelse med henvisning til at menneskerettigheder og værdighed for LGBQT mennesker ikke var til debat.
Louise Richardson får dog også støtte. Minister med ansvar for universiteterne, Jo Johnson, annoncerede i oktober i år, at man var på vej med et initiativ, der skal medvire til at garantere, at der faktisk gælder ytringsfrihed på universiteterne. I følge ham vil det betyde, at universiteter, der fortsat tillader "safe spaces" hvor kritisk tænkning anses for en krænkelse, eller hvor der gælder en "No platforming" politik, der bandlyser kontroversielle foredrag, vil risikere bøder, sortlistning eller afregistrering.
 
Cocooning against anything disturbing the "right" world view
Forsøget på at beskytte studerende mod synspunkter, der kan forstyrre dem i deres egne "rigtige" forestillinger, gælder naturligvis ikke blot gæsteforedrag.
 Med "safe spaces," "trigger warnings" og bestræbelser på at undgå "microaggresions" skal der skabes en beskyttende kokon omkring de studerende, så de ikke forstyrres i deres "rigtige" meninger af omkring verden omkring dem eller udsættes for noget, der kan give følelsesmæssig uro.
 Vi har i et tidligere blog indlæg behandlet dette fænomen og vil her blot opsummere, hvorledes man med disse tiltag bestræber sig på at skabe en sådan kokon.
"Safe Spaces." blev oprindelige forbundet med sikre steder, hvor minoriteter , som bøsser og lesbiske, kunne være i fred for andres fordømmelser og ikke skulle forsvare deres identitet overfor andre.
I dag er der "safe spaces" på mange universiteter i USA, hvor de efterhånden betegner steder, hvor studerende ikke konfronteres med udsagn og meninger, som kan forstyrre eller forurolige dem.
"Safe spaces are an expression of the conviction, increasingly prevalent among college students, that their schools should keep them from being “bombarded” by discomfiting or distressing viewpoints."
"Trigger warnings" var vel oprindelig sådanne advarsler, som man kan opleve i nyhedsudsendelser, hvor der advares om, at der kommer billeder, der kan virke forstyrrende. Men i dag bruges "trigger warnings" om de forhåndsadvarsler undervisere forventes at bruge , hvis noget i deres undervisning måske kunne give en anledning til stærke følelser eller trigge traumer hos elever og studerende. Det kunne f.eks. gælde ved læsning af litteratur: "The Great Gatsby portrays misogyny and physical abuse, so that students who have been previously victimized by racism or domestic violence can choose to avoid these works, which they believe might “trigger” a recurrence of past trauma." (The Atlantic).
"Microagressions" er små vendinger eller handlinger, der uden at man tænker over det, kan opfattes som nedsættende, aggressive eller forstyrrende. I "New York Times" gengives et eksempel på microaggresion: "saying “you guys”, since the phrase could be interpreted as excluding women."
Man kan naturligvis spørge, hvorfra de sarte grupper der skal beskyttes har fået de meninger som skal beskyttes.
Hvem eller hvad har dannet og udfyldt de forestillinger som kokonen skal beskytte og hvordan kan man vide at det er de rigtige forestillinger?
Er det de rigtige meninger, fordi de står modsætning til eksisterende opfattelser og dermed automatisk får betegnelsen progressiv?
Er det de rigtige meninger, fordi giver en fornemmelse af at høre til en gruppe, en gruppe der adskiller sig fra det anonyme og diffuse samfund?
Er det uformuende forsøg på at skille sig ud og samtidig ligne alle de andre, der tager afstand til generationer før dem selv?
 
Reglementing attitudes – cleaning up behaviour, language and culture
I stadig højere grad fører de tendenser vi har set til detaljerede og eksplicitte forsøg på reglementering af adfærd, sprog og kultur. Ofte med kontraproduktive konsekvenser.
Her skal vi se nogle eksempler.
 
Reglementing behaviour
På Oxford University findes en såkaldt "Equality and Diversity Unit," der har til formål at fostre en kultur "which promotes equality, values diversity and maintains a working, learning and social environment in which the rights and dignity of all its staff and students are respected."
I sommeren 2017 udgav enheden i et nyhedsbrev anvisninger på, hvordan man skulle undgå "Everyday Racism" i form af mikroaggressioner, der i følge dem kunne omfatte:
 
Not making eye contact or speaking directly to people
Not believing someone is British (‘Where are you from? No, I mean
originally…’)
‘Jokes’ drawing attention to someone’s difference, their accent, or nationality.
 
Gennem en passende træning skulle man lære at undgå en sådan adfærd.
Med hvilke konsekvenser? Hvis man lægger vægt på at undgå den adfærd, der advares imod her, understreger man jo sådan set forskelle. Hvormed man i en vis forstand kommer til at gøre netop det man skulle undgå, skabe afstand og markere forskel.
På sociale medier blev det hurtigt påpeget, at det at søge øjenkontakt og tale direkte til andre var problematisk for mennesker med autisme eller en vis skyhed, hvorfor de i følge denne anvisning måtte anses for at være hverdags-racister.
På Twitter lød kritikken
 
@Telegraph people on autistic spectrum have enough problems/challenges in our society without also being assumed guilty of racism. Shame on Oxford Uni.
 
Kritikken førte til en hastig undskyldning fra universitetet: "We are sorry that our newsletter took no account of other reasons for difference in eye contact and social interaction, including disability."
Spørgsmålet er imidlertid om ikke de øvrige anvisninger også er yderst problematiske, Hvorfor er spørgsmålet om hvor man kommer fra nødvendigvis racistisk. Det kan i stedet være udtryk for interesse, indledning til samtale, etc.
Det samme gælder "Jokes," hvor det forekommer fuldstændig afsindigt at udelukke vittigheder, der berører forskelle, fordi deres virkning er fuldstændig afhængig af konteksten, ånden der ligger bag og ånden de modtages i.
Kort og godt "Equality and Diversity Unit" demonstrerer her på andres vegne en fuldkommen tåbelig hypersensitivitet, der i konkrete sammenhænge kan have den diametralt modsatte effekt af hvad man intenderer.
Forsøg på reglementere og eksplicitere den "rigtige" adfærd i detaljer finder vi også i relation til den aktuelle flodbølge af #MeToo afsløringer og beskyldninger.
På Dartmouth College i USA finder man f.eks. anvisninger på, hvorledes forhold kan indledes:

For et par år siden blev der i USA initieret et selvbestaltet "Affirmative Consent Project, " hvor man tilsyneladende i fuld alvor mente, at det var en god ide at uddele såkaldte "Consent conscious kits," der indeholdt anvisninger på indgåelse af en formel skriftlig seksuel kontrakt, med kopier gemt på parternes mobiltelefoner, for at sikre at der var tale om en på forhånd aftalt gensidig forståelse. I dag er det formentlig slet ikke nødvendigt med sådanne kits, fordi der findes apps som "We-consent" med lignende forslag til kontrakter, der efter indgåelse automatisk bliver gemt i skyen.
Igen ser vi her et eksempel på at man forsøger fiksere og eksplicitere en situation, relation, og en adfærd, der er vanskelig at definere helt entydigt. Formentlig med helt utilsigtede konsekvenser. Under hvilke forhold indgås kontrakten? Er parterne ved deres fulde fem, ikke under indflydelse af stoffer eller alkohol? Hvilke konkrete former for adfærd omfatter kontrakten? Skal det specificeres yderligere? Er der indbygget stoppunkter? Kan kontrakten undskylde senere overgreb eller hvad?
Og allerværst, er hele ideen egentlig ikke absurd? For er det ikke meget problematisk at forsøge at reglementere en relation mellem mennesker, som om det var køb af en vare eller tjenesteydelse med forbrugerbeskyttelse.
"Consent shouldn’t be reduced to a signature. Sexual partners should be bound together by chemistry and mutual desire, not documentation, and should be able to change their minds whenever they like. Contractual agreements belong in the boardroom, not the bedroom." (Telegraph)
 
Cleaning up language and culture
Ikke blot adfærden skal reglementeres, også sproget skal renses for alt hvad der på nogen måde kan forstyrre "safe spaces," påvirke følelser negativt eller opfattes som diskriminerende af minoritets-grupper.
Det er ikke nogen ny intention.
På engelsk findes udtrykket to bowdlerize, med betydningen "Remove material that is considered improper or offensive from (a text or account)."
Udtrykket hidrører fra en vis doktor Bowdler, der i årene efter 1807 udgav, hvad han anså for en familievenlig udgave af Shakespeares værker, omskrevet og renset for alt hvad der kunne forstyrre den tids sensibiliteter.
I dag har vi glemt Bowdler, men vi forsøger stadig at tilpasse Shakespeare til et dagsklima, hvor der man finder det nødvendigt at tage hensyn til uudtalte sensibiliteter og mere og specifikke minoriteter, (modsat Bowdler i øvrigt, der jo ville brede budskabet), og fremhæve netop deres idiosynkratiske syn på verden.
Det skete for nylig i en opsætning af Othello på Det Kgl. Teater. Teatret taler om at opleve en ægte Shakespeare klassiker i moderne udgave. Og det tør nok siges:
"Othello er en mørk kvinde i en hvid mandeverden. Hun er øverst i samfundshierarkiet. Hun har vundet respekt og ære i krig og så har hun fundet kærligheden i den mest eftertragtede kvinde i byen, Desdemona, som hun også har giftet sig med."(kglteater.dk).
Hos Shakespeare er Othello derimod en stor og stærk mand, en kristen mohr, general i Venedig, gift med Desdemona og i øvrigt plaget af voldsom jalousi.
I teatrets udgave skifter Othello køn og relationen bliver til en bifil og lesbisk affære. Således har man taget skyldig hensyn til den aktuelle kønsdiskurs og LGBQT bevægelsen. Men er det stadig Shakespeare? Eller er det blot en uendelig ligegyldig, ukritisk og selvbekræftende leflen for, hvad man åbenbart anser for at vigtige strømninger og hensyn i tiden?
Tiden ja. På årets Kyrkomöte i Svenska Kyrkan besluttede man "i alla Gloria-moment (hyldest til Gud) med teksten ”Ära åt Gud i höjden och frid på jorden bland människor som han älskar” byta utpronomenet ”han” till ”Gud”."
Ikke helt så vidtgående en ændring, som den der fremgik af medieopstandelsen. Heller ikke så uventet måske. En kvindelig engelsk biskop har tidligere argumenteret for at slette henvisninger til Gud som en "han. "
Man kan måske synes at det er en underlig detalje i den i forvejen fiktive fortælling om Gud, men baggrunden er vel den samme som Othello's kønsskifte: En leflen for de mest banale og overfladiske af strømninger i tiden.
Vi har tidligere beskrevet, hvorledes Pippi langstrømpe blev renset for vendinger, der kan opfattes som racistiske og vendt mod sorte afrikanere .
VT (Sveriges Television) udgav i 2014 en ny version af TV serien om Pippi Langstrømpe omredigeret til en politisk korrekt version. Blandt forandringerne "är att scener där skådespelerskan Inger Nilssons Pippi refererar till sin far som ”negerkung” har ändrats så att hon numera bara säger ”kung”. Även en scen där Pippi leker ”kines” genom att sträcka ut huden runt ögonen har klippts om." (SVT). Det er selv følgelig for at undgå det implicit racistiske i udtrykket negerkongen og i skævøjede kinesere.
Også andre steder renser man sproget. Det gælder f.eks. Store Norske Leksikon, hvor man hævder at termen indianer udgør en misvisende samlebetegnelse for Amerikas urbefolkning, i stedet vil man nu benytte specifikke indianske (ups faldt lige i) betegnelser for de forskelige stammer.
Forsøg på at reglementere vores brug af sproget er ikke noget nyt, men vi risikerer at ende med noget, der minder om den dystopi som George Orwell beskrev i "1984"
"The whole literature of the past will have been destroyed. Chaucer, Shakespeare, Milton, Byron – they'll exist only in Newspeak versions, not merely changed into something different, but actually changed into something contradictory of what they used to be. Even the literature of the Party will change. Even the slogans will change. How could you have a slogan like ‘freedom is slavery’ when the concept of freedom has been abolished? The whole climate of thought will be different. In fact there will be no thought, as we understand it now. Orthodoxy means not thinking – not needing to think. Orthodoxy is unconsciousness." (georg-orwell.org).
 
Gender bender – a free choice fluent identity
"Oxford teacher faces action over 'misgendering' pupil" kunne BBC forleden berette. Det lyder alvorligt. Hvad var der sket? En lærer på en skole i Oxford havde åbenbart efter en veludført opgave sagt "Well done girls" til en gruppe af piger, hvor der også befandt sig en transgender elev, der så sig selv som dreng.
Læreren har selv betegnet episoden som "a slip of the tongue" og undskyldt over for den pågældende elev. Men efter en ugelang undersøgelse af episoden er man på skolen nået frem til, at læreren havde "misgendered" (miskønnet?) eleven. Om det i øvrigt får følger for ham, ud over at blive hængt ud i medierne, vides ikke.
"Teachers should not refer to pupils as “girls" or "ladies” because it means they are “constantly reminded of their gender" udtalte Natasha Devon, der har været udnævnt til officiel "Mental Health Champion" i UK. At kalde elever af hunkøn for piger ser hun som nedladende, fordi det henviser til alle de stereotyper man forbinder med termen piger. I stedet for at tale om piger og drenge skal man bruge betegnelsen elever. "taking away the negative stereotypes associated with gender, we can ultimately improve their mental health." (The Telegraph).
Ultimately?
Køn ikke længere binær. Køn og seksuel orientering uddestilleres i stadig mere specifikke kategorier af minoriteter, der skal tages specielle hensyn til. Fra betegnelser som LGB (lesbian, gay, bisexual) i 80'erne forgrener kønsidentiteten sig i stadig nye opdelinger. med LGBQT tilføjes queer og transseksuel. For at medtage stadig nye betegnelser kan man eventuelt bruge betegnelsen LGBT+, men det stopper ikke her.
I New York City kan man nu finde følgende opdeling efter køn og seksuel orientering, baseret på den forestilling, at kønsidentitet (gender identity) defineres ud fra ens  dybtfølte fornemmelse for egen identitet som mand kvinde eller noget helt tredje eller fjerde eller...

Den mere omfattende opdeling i specifikke eller endog flydende identiteter giver anledning til nye krav og rettigheder. Frihed for diskrimination på basis af den selvvalgte identitet, ret til at bruge toilet eller omklædningsrum efter ens selvvalgte identitet, ret til at blive kaldt hvad man selv vælger, ret til at klæde sig i overensstemmelse med, hvad man selv anser for passende til ens køns identitet.
 Vi har tidligere være inde på, at denne fokus på, hvad der adskiller os i mange separate identiteter, kan give bizarre udslag. Bizarre, især hvis man ser dem ud fra den nærmest per definition ikke progressive, konservative midte, der repræsenterer det tilbageblevne. Det, der trækkes i stykker af en ekspanderende periferi af minoriteter og identiteter, der flår den binære kønsopfattelse fra hinanden i utallige nye varianter.
Det kan føre til sager som i  Oxford, eller til en strid om hvilket toilet man må benytte, somi  den langvarige "Bathroom Bill" strid i North Carolina, der har  paralleller i Texas.
I den svenske bog "Hästen och Husse," der henvender sig til børn, er man med på ideen om at skabe forvirring hos børnene om deres egen identitet. For det er vel konsekvensen, når man læser om Hästen og Husse i bogen. Husse er nemlig en transperson, der går på arbejde som mand og ellers agerer som kvinde med kjole og læbestift. Hesten har åbenbart en identitet som hund, for den ligger og gnaver på et kødben. Her må man dog antage at man overskrider de biologiske muligheder, men det er jo ikke temaet.
Temaet er, at man er den man vil være, for det er man jo bedst til. I hvilken forstand om man spørge? Umiddelbart er det en forestilling, der ligesom hesten vil ramle ind i en naturvidenskabelig mur, der sætter ret så absolutte grænser for de forestillinger man kan realisere.
I et partsindlæg i Sydsvenskan argumenteres der for at afskaffe "det juridiska könnet." Køn er nemlig " å samma sätt som etnicitet eller tro flytande utan tydliga gränser" hævder i hvert fald en TinaHåkan Jönsson.
Hvis ikke der tages hensyn til den selvvalgte identitet er reaktionen øjeblikkelig. Nye protester som i sagen med Germaine Greer, der blev beskyldt for transfobi.
"raise so much as a peep of criticism of the ideology of gender fluidity, or the wisdom of chest-binding for teenage girls who think they are boys, or whether primary schools really should let little lads wear dresses to school, and you will be shot down with accusations of ‘transphobia’. Even to suggest there are two sexes and that one cannot really become the other, to state what many people consider to be biological fact, is to risk being branded with the phobia tag." (Spectator).
 
A mockery of democracy
Er multikulturalisme, beskyttelse af minoriteter, særinteresser og en stadig finere gradueret opdeling i et utal kønsbetegnelser ubetinget progressivt? I givet fald hvorfor?
Eller er det bare rigtigt, fordi det er rigtigt i den gruppe man ser sig selv som en del af? Omtrent som det at gå i præ-hullede jeans fordi andre gør det. Uden at tænke over det og uden at der findes nogen dybere begrundelse for at gøre det?
Vi kan ikke besvare sådanne spørgsmål, blot konstatere at en beskyttende, rigid kokon, som man ikke selv kan begrunde, udelukker enhver konfrontation med et andet syn, der ellers måtte tvinge en til at reflektere over rigtigheden af egne opfattelser.
Mange af initiativerne har til formål at beskytte en voksende mængde af perifere grupper af mennesker, der definerer sig selv som udsatte, diskriminerede og dårligt stillede minoriteter, der derfor må beskyttes mod angreb på egen selvforståelse og gives særlige fordele.
Spørgsmålet er dog om forsøgene på at beskytte sådanne minoriteter og kræve positiv diskrimination for dem, i virkeligheden kan betyde, at man øger separationen mellem dem og resten af samfundet. Eller som Mark Lila har udtrykt det i sin kritik af identitetspolitik: "An ideology institutionalized in colleges and universities that fetishizes our individual and group attachments, applauds self-absorption and casts a shadow of suspicion over any application of a universal democratic ‘we.’ (theamericanconservative.com).
Denne optagethed af identitet og selvhævdelse af f.eks. afro-amerikansk identitet, af LGBQT-plus bevægelser og af religionsfrihed forstået som muslimers ret til at sætte eksisterende værdier på den anden ende, er ensbetydende med, at man har tabt sammenhængen af syne, det fælles, ja selve samfundet.
Det giver sig  af og til bizarre udslag, som når en LGBT bevægelse protesterer mod islamophia.
Fokus er på det, der adskiller de forskellige identiteter, ikke på det, der er fælles. Dermed bidrager man til en periferi, der så at sige distancerer sig stadigt mere fra midten. I kampen om identitet i diversiteten, i afstandtagen fra fælleskabet bidrager man til en centrifugal splittelse af samfundet  i separate dele. Her er det kun "Jeg'et" og det lille selvbestaltede "Gruppe-vi," der er vigtigt, ikke de andre, ikke samfunds Vi'et. Tolerance overfor det perifere anderledes og intolerance overfor det etablerede fælles, er imidlertid en hån mod grundlæggende demokratiske idealer, hvor det drejer sig  om inddragelse af alle, ikke blot perifere grupper.  
 
Destroying the present by breaking with the past
"Rhodes must fall" lød det fra Oxford studerende, der ville have fjernet en statue af Cecil Rhodes fra Oriol College. Den Rhodes, der som kolonialist og overbevidst imperialist grundlagde det daværende Rhodesia (Nu Zimbabwe og Zambia) og i øvrigt gav navn til et af mest prestigebetonede scholarships ved  Oxford University.
En gruppe studerende begrunder i en petition hvorfor Rhodos skal væk: "We find it deplorable that Oriel College continues to glorify an international criminal through its uncritical, deeply violent iconography. As long as the statue remains, Oriel College and Oxford University continue to tacitly identify with Rhodes’s values, and to maintain a toxic culture of domination and oppression. We believe that the colonialism, racism and patriarchy this statue is seeped in has no place in our university." (change.org).
Kritikere hævder at en af initiativtagerne til protesten, en studerende fra Sydafrika, paradoksalt nok selv er modtager af et Rhodes Scholarship.
Åbenbart er tiden inde til et opgør med vor egen vestlige historie. I Liverpool vil studerende have fjernet premierminister Gladstone's navn, fordi han forbindes med accept af slavehandlen.
På University of London kræver studerende at vestlige filosoffer i undervisningen erstattes af filosoffer fra andre kulturer.
I USA ser vi en kamp om historien om den amerikanske borgerkrig. På den ene side med mennesker, der vil have fjernet statuer og mindesmærker, der glorificerer det som sydstaterne stod for. Mest kendt er de uroligheder, der fulgte Charlottesville's  beslutning om at fjerne en rytterstatue af Robert E. Lee, sydstaternes mest fejrede general.
I New York overvejer borgmesteren et krav om at fjerne en statue af Columbus og andre såkaldte "symbols of hate."
Vestens kolonialisme beskyldes for at være årsag til Afrikas mange problemer i dag, selvom det næppe ikke kan eftervises, kan det bruges at bortforklare Afrikas egen rolle. Man kan skyde skylden på kolonimagternes opdeling af Afrika i interessesfærer og opdeling i mere eller mindre arbitrære territorier,
På lignende vis bliver Vestens interventioner i Mellemøsten og andre steder i Verden bliver betragtet som årsag til aktuelle stridigheder.
Og kritikken har haft en vis virkning.
En engelsk undersøgelse foretaget af YouGov viser at størstedelen af de adspurgte mener der er grund til at være stolte, men også skamfulde over britisk historie
 
 53% felt that ‘we have reasons to be proud of the way Britain has evolved…but also reason to be ashamed’
 32% were clear that ‘we should be proud of the way Britain has evolved…and have more reasons for pride than the citizens of any other major country’
 9% thought that ‘we have more reasons for shame than pride’
 
Vestlige traditioner skal udfordres for at sikre, at hele samfundet og ikke blot universitets campus'er kommer til at udgøre et "safe space" for minoriteter og kulturer. Et "safe space," hvor intet skal kunne trigge ubehag, følelse af at blive krænket, eller ikke være ligestillet med andre.
Aktuelt er der bestræbelser på neutralisere mindelser om en kristen jul, på erstatte et "Merry Christmas" med "Season's Greetings." Eller tag striden om Zwarte Piet i Holland, hvis udseende med sværtet ansigt og store rødmalede læber giver mindelser om de mest vulgære illustrationer af negre. Sært nok har både Zwarte Piet, Knecht Ruprecht og mange andre formentlig en helt anden historisk begrundelse, som den barske modsætning til den rare Sankt Nikolaus figur.
Er alt dette med til forklare, at mange i dag ikke føler sig trygge ved at give udtryk for hvad de mener.
En undersøgelse foretaget af Cato Institute viser, at omkring to tredjedele af befolkningen føler at det politiske klima hæmmer dem i at sige hvad de mener

Er der imidlertid ikke noget bizart ved disse forsøg på at udradere eller undskylde vores vestlige historie? For er det ikke selvsamme historie, der har lagt grunden til de vestlige samfund vi lever højt på i dag.
For selv om vestlig historie også er en historie om repression, udbytning, og brutale krige, er det også en historie om udvikling i "fits and starts" af et det moderne samfund, individuel frihed, demokrati, oplysning, økonomisk, videnskabelig og teknologisk udvikling, liberalisme og frihandel og sidst,
men ikke mindst, de værdier vi i dag anser for så selvfølgelige, at vi kun ser dem, når vi støder på nogen, der ikke synes at besidde dem.
 Ud fra et britisk syn lyder det således:
"Much (perhaps most) of what we regard as best practice in government and society today is the product of the ideas, aspirations and systems of the British. Liberalism, freedom of association, freedom of commerce, freedom of conscience and religion, private property, restrictions on the powers of the Executive, limited corruption, clear laws and clean judges, political and moral
equality of the races and sexes, democracy." (Capx).
Kunne man have nået alt dette uden den brutale del af historien eller var den aggressive udvikling af bl.a. det engelske imperium en forudsætning for alle disse institutioner og værdier?
 Ved at gøre op med Vestens historie opdager vi ikke, eller vil ikke opdage, at de usynlige, men afgørende vigtige og gensidigt underbyggende værdier og normer, der holder vores kultur, demokrati og samfund oppe, eroderes bort.
Eller som det hed i en tolkning af Spengler's forudsigelser i "Untergang des Abendlandes" : "Values built up and maintained within the Culture begin to fall away." Er det ikke netop hvad der sker i øjeblikket?

"Ich kann nicht erkennen, was wir jetzt andersmachen müssten"
Ved en pressekonference lige efter valget til den tyske Bundestag d. 24. september, blev Merkel af journalisten Marie von Mallinckrodt spurgt "Hvad har de og CDU eventuelt gjort forkert, hvad skulle man have gjort anderledes?"
Svaret fra Merkel er siden blevet citeret vidt og bredt i forskellige versioner, men her er hvad hun svarede: “Jeg kan ikke erkende hvad vi nu skulle gøre anderledes. Jeg gennemtænkt denne valgkamp omhyggeligt, jeg har gennemført den således som jeg har gennemført den." Og dagen efter har jeg heller ikke en anden mening om dette end "i går, i forgårs, eller for to uger siden." (merkur.de).
Her oplever vi med andre ord en Merkel, der ser sig selv og sin politik som alternativløs. Derfor hedder det "Weiter so," uden grundlæggende nytænkning og uden at der drages personelle konsekvenser af valgresultatet.
Det historisk dårlige valgresultat for Unionen (CDU/CSU) kunne ellers antyde en begyndende Merkeldämmerung, et varsel om at hendes tid er ved løbe ud efter 12 år ved magten.
 
Divining the meaning of the recent German election
Valgresultatet viser at den hidtidige store koalition (GROKO) af søsterpartierne CDU/CSU (Unionen) og SPD generelt har mistet tilslutning, mens FDP og AfD partier har haft et godt valg og er kommet ind i Bundestag.
 
Her valgresultatet

(ARD)
 
Den store koalition opnåede således kun 53,5 procent af de afgivne stemmer. Det ville således i princippet være muligt at fortsætte den hidtidige koalitionen af den kristelige union (CDU/CSU) og socialdemokraterne (SPD).
Nyt er det, at det gamle de liberale parti FDP har opnået 10,7 procent efter at have være ude af Bundestag i en periode. Nyt er også at partiet, som de øvrige partier elsker at afsky, AfD (Alternative für Deutschland) er kommet i Bundestag og triumferende nok som det største af de små partier, efter at partiet hidtil kun har haft plads i delstatsparlamenter.
Hvis vi sammenligner resultatet fra 2017 med det forrige valg i 2013 kan vi se at der er sket vigtige forandringer.

(ARD)
 
I 2013 opnåede Union og SPD 67,2 procent af de afgivne stemmer, dvs. væsentlig højere tilslutning i 2013 end de 53,5 procent i 2017.
Ligesom det bemærkes, at de to partier FDP eller AFD, der 2013 ikke kom ind som følge af spærregrænsen på 5 Procent fik et godt valg i 2017 med tilsammen 23,3 procent.
Omtrent som ved spådommene fra oraklet i Delfi begyndte derfor efter valget den politiske tolkning af vælgernes tvetydige udsagn.
For lederen af det stærkt reducerede SPD, Martin Schulz, var sagen klar allerede på valgaftenen: Vælgerne vil have SDP ud af den store koalition. Socialdemokratiets rolle må fra nu af være at udgøre det største oppositionsparti: "Mit dem heutigen Abend endet die Zusammenarbeit mit der CDU/CSU." Es sei völlig klar, dass der Wählerauftrag an die SPD der der Opposition ist."
Schulz angreb Merkel for at have ført en „skandalösen Wahlkampf“ og kaldte hende en „Ideenstaubsauger.“ Hvormed han måske ikke har helt uret, for det synes at være Merkel, der indtil nu har høstet fordelene ved samarbejdet med SPD.
For Christian Lindner, der nærmest i et one-man show igen har bragt FDP i Bundestag, udgør FDP det liberale alternativ til AfD. Og måske er det præcis, hvad man kan læse ud af valgresultatet. FDP har på flere områder positioner, der nærmer sig AfD, det gælder bl.a. kritikken af regeringens flygtninge- og migrantpolitik og man deler den kritiske indstilling til yderligere EU samarbejde. Man kan derfor formode at vælgere, der også har denne kritiske indstilling, har valgt FDP som det pæne, stuerene alternativ til AfD.
Det har imidlertid ikke været nok for de mange, der har gjort AfD til det tredjestørste parti i Bundestag. Her var vel den rene vare, hvor man kan regne med en markant opposition til Merkel. Et parti, der omsider vil gøre op med den hidtidige lammende stemning af enighed i Bundestag og den almene accept af kansler Merkels "eneherredømme."
I Bayerns CSU faldt tilslutningen fra 49,3, procent i 2013 til 38,8 Procent i 2017. En gevaldig afklapsning for det parti, der hidtil havde været absolut dominerende i Bayern. Formentlig med personelle konsekvenser, der vil betyde at den aldrende Horst Seehofer må overlade roret til en anden. Det skændes man formentlig om netop i dette øjeblik.
Hvad så med Unionen af CDU/CSU og med Angela Merkel. Unionens andel faldt fra 41,5 procent til 32,9 procent, et historisk så dårligt resultat, at man også her som udenforstående kunne tro, at det ville have personelle konsekvenser for Frau Merkel.
Aldrig har de to store folkepartier opnået et så dårligt resultat som under hendes kanslerskab. "Die beiden großen Volksparteien dieses Landes sind seit der Gründung der Bundesrepublik noch nie so abgestraft worden wie unter ihrer Führung." (Die Zeit)
Merkel ser ikke imidlertid ikke nogen skrift på væggen, tværtimod. Med udsagn der der antyder, at hun slet ikke ser nogen grund til at forandring hedder det: "Ich bin nicht enttäuscht," "In Gottes Namen, ich übernehme die Verantwortung eller "Ich kann nicht erkennen, was wir jetzt andersmachen müssten."
Allerede på valgaftenen erklærer Merkel "dass sie die eine Million zur AfD abgewandertenWähler wiedergewinnen will, indem sie so weitermacht wie bisher."(merkur.de)
Merkel vil tilsyneladende ikke erkende, at hun nu træder ud på et mere gyngende og måske næppe bæredygtigt underlag, efter i så lang tid at have haft fast grund under fødderne. Men så længe hun ikke ser ned, tror hun måske som en anden tegneseriefigur, at hun kan fortsætte ud i den tynde luft.
I første omgang må hun dog acceptere, at den store koalition med SPD ikke kan forsætte efter at Martins Schulz ser valgresultatet som en opfordring til at SPD måtte gå i opposition.
Hvad gør Merkel så?
Hun regner med at kunne etablere en ny koalition med deltagelse af FPD og "Die Grünen," kaldet en Jamaika koalition, fordi partifarverne sort, gul og grøn svarer til farverne i Jamaica's flag.
 
First attempt: Jamaika solution
I første omgang indbydes til sonderingssamtaler, hvor CD/CSU, FDP og "Die Grünen" skal undersøge om der kan skabes så mange kompromisser, at der vil være grundlag for egentlige koalitionsforhandlinger.
I medierne er det stort set kun forhandlinger og stridspunkter mellem FDP og "Die Grünen" man hører om. CDU/CSU holder sig i baggrunden og hvad Merkel egentlig foretager sig står hen i det uvisse, selv om man skulle formode, at hun egentlig var leder af sonderingerne. Måske endnu et eksempel på hendes gøren-ingenting-tilgang til politik.
De grønne markerer sig med stridstemaer, der omfatter krav om en klimapolitik, hvor bl.a. elproduktion med brunkulsværker skal lukkes. I stedet skal der satses på økostrøm. En satsning, der ville betyde tab af tusinder af arbejdspladser, hvilket især ville ramme områder i Østtyskland.
På det økonomiske område kræver partiet en borgerforsikring på sundhedsområdet, dvs. en almen sygeforsikring, i stedet for private sygekasser og så ønsker de bedre alderspensioner for de dårligst stillede
De insisterer også på, at selv flygtninge, der kun har opnået den tidsbegrænsede subsidiære beskyttelse, skal kunne opnå familiesammenføring.
Partiet er også imod en overgrænse for det årlige optag af flygtninge på 200.000, således som bl.a. CSU har krævet.
I Europapolitikken er de tilhængere af mere integration og partiet satser også på større miljø- og klimahensyn i landbrugs- og trafikpolitikken. Man kræver således et stop for biler med forbrændingsmotor fra 2030
Udadtil er hovedmodstanderen FDP, der som liberalt parti på næsten alle de områder som de grønne satser på har en diametralt modsat opfattelse.
Helt markant fremstår afvisningen af de grønnes flygtninge -og familiesammenføringspolitik.
I medierne fokuserer man også på FDP's krav om en liberal økonomisk politik, der ikke kan forenes med de grønnes klima- og sundheds- og socialpolitik.
CDU/CSU forsvinder helt ud af billedet. Hvor er de og hvad er deres krav til politik? Særdeles mærkværdig er også Merkels' passive rolle, som nærmest er en ikke-rolle.
Efter flere ugers vanskelige sonderinger drog FDP konsekvensen af uenigheden og forlod pludseligt forhandlingerne med ordene: "Es ist besser, nicht zu regieren, als falsch zu regieren. Auf Wiedersehen."
Lindner begrundede bruddet med, at der efter flere ugers forhandlinger kun forelå et papir fyldt med talrige modsætninger, åbne spørgsmål og konflikter om mål. Hvor der er kompromisser i sigte skulle de købes med borgenes penge, dvs. med højere skatter.
De fire partier har efter Lindners mening ingen fælles forestilling om, hvorledes Tyskland skal moderniseres og hvordan man skal forberede sig på kommende udfordringer.
De øvrige tre partier skyder til gengæld skylden for forhandlingssammenbruddet på FDP og påstår, at der er sket store tilnærmelser.
I læserbreve og kommentarer kan man imidlertid finde støtte til FDP som et parti, der ikke opgiver sine mærkesager blot for at opnå ministerposter og -biler. Et parti, der ikke tilpasser sig til Merkels "Weiter so" linie.
FDP's opbrud markerer en helt ny situation i tysk politik, hvor der nu hersker en uvant usikkerhed, for hvordan sikrer man en fortsættelse af den "Weiter so" politik under Merkels ledelse, som man har været så vant til.
 
Second attempt: Turning SPD into a spineless "Umfallerpartei?"
"Das Scheitern der Sondierungen von Union, FDP und Grünen hat Deutschland in unübersichtliche politische Verhältnisse gestürzt."
Ustabilitet og usikkerhed truer, og det i et Tyskland, hvor man pga. af sin egen fortid med Weimar tidens kaos og det Tredje Rige, betragter stabilitet som absolut afgørende. Den tyske titel på filmen "Groundhog Day" med den evindelige gentagelse af den samme dag, hedder "Und täglich grüsst das Murmeltier," og det synes næsten at være denne form for gentagende stabilitet man foretrækker.
Men hvad så nu? Merkels CDU og Seehofers CSU har ikke flertal til at regere alene. Hvad er så alternativerne til Jamaika koalitionen?
Selv om en mindretals regering principielt er mulig, ses den som en uting, der vil bevirke ustabilitet i de næste fire år. Man stoler ikke på at mindretalsregeringer som i de nordiske lande vil give den fornødne stabilitet.
Nyvalg, som SPD i første omgang bifalder, frygter man også , for det vil måske styrke yderfløjene Die linke og AfD? Det må jo ikke ske. Igen med henvisning til fortiden.
Sært nok er der ingen, der lægger skylden for Unionens dårlige resultat og for Jamaika sammenbruddet på Frau Merkel og hendes ikke-ageren.
I stedet sker det besynderlige, at alle falder over SPD og Martin Schulz for at have afvist at indgå i en ny koalition. Nu må man vise ansvarlighed over for Tyskland lyder opfordringen til Martin Schulz. Forbundspræsidentens, den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Frank-Walther Steinmeier, ceremonielle rolle får pludselig et andet indhold. Han formaner partierne til at vise "Verantwortung für Deutscland." Underforstået nu må I finde sammen til Tysklands bedste.
Formaningen er især rettet mod SDP og deres beslutning om ikke at indtræde i en ny koalition under ledelse af Merkel. Det øger presset på Martin Schulz og SDP, og førende socialdemokrater følger op på Forbundspræsidentens formaninger.
Det virker, efter nogle dages pres udefra erklærer Martin Schulz og dermed SPD sig villige til i det mindste at indlede forhandlinger med CDU/CSU. Med den lidet overbevisende begrundelse for meningsskiftet på 180 grader, at der nu foreligger en ny situation efter sammenbruddet af Jamaika sonderingerne.
Schulz insisterer dog stadig på, at det, at der indledes forhandlinger, ikke automatisk vil føre til at SPD indtræder i en ny stor koalition: "Es gibt keinen Automatismus in irgendeine Richtung. Nur eines ist jetzt schon völlig klar: Sollten die Gespräche dazu führen, dass wir uns - in welcher Form und Konstellation auch immer - an einer Regierungsbildung beteiligen, werden die Mitglieder unserer Partei darüber abstimmen."
Dermed skyder Schulz den endelige afgørelse over til medlemmerne. Endnu påstår han, at alt er åbent, at andre løsninger end den store koalition, som han jo så vehement afsværgede, kan komme på tale. Det kan ende med en mindretals regering CDU/CSU ledet af Merkel, Det kan ende med nyvalg og det ende med en helt fjerde løsning, hvor socialdemokratiet laver aftaler med Merkel på centrale områder, men i øvrigt står frit.
Nogle ledende socialdemokrater ser i denne situation pludselig mulighederne for at gennemtvinge nogle mærkesager og udnytte at Merkel er i en kattepine. Blandt fordringerne er kravet om en borgerforsikring, dvs. fælles sygeforsikring, bedre forhold for de dårligst stillede, skattereform med lettelser for mindre indkomster og højere indkomstskat for de bedst stillede.
Det vil imidlertid være meget store kameler at sluge for CDU/CSU, så her ligger afgjort konfliktpotentiale.
SPD er imod en overgrænse for det årlige flygtningeoptag, hvilket går imod CSU's ønsker, og SPD stræber i lighed med Macron efter mere integration i Europa. Mere end CDU ønsker.
Udfaldet af den næste tids forhandlinger er således usikkert, men med det historisk begrundede gennemtrængende ønske om stabilitet fremfor alt, må man formode, at SPD under en eller anden form alligevel ender med at indordne sig, og kommer til at udgøre den stigbøjle, der løfter kansler Merkel i sadlen igen.
Ikke en udgang, der bifaldes af ungdomsafdelingen af partiet, JUSO'erne, hvorfra det i fredag lød således: "Im Moment ist vieles unklar. Eines hingegen ist für mich glasklar: Es darf keine Neuauflage der Großen Koalition geben."
Med muligheden at SPD opgiver sin modstand mod en ny stor koalition bliver partiet også udsat for bidende spot udefra. Fra Partiet Die Linke betegner man SPD som " Umfallerpartei" og i læserbreve formoder mange, at SPD, hvis de indgår i en GROKO under Merkel, vil være på vej mod endnu dårlige vælgertilslutning end ved valget.
Hvilket man kan have ret i, for over tid har det vist sig, at nærheden til Merkel svækker ens egen basis og styrker hendes. Det gjaldt for FPD, der efter en koalition med Merkel forsvandt fra Bundestag ved valget i 2013 og det er formentlig også med til at forklare f.eks. SPD's aktuelle tilbagegang.
 
Merkel Dämmerung, aber bei Ihr dämmert es nicht
Før valget mente Merkel at det ville støde på uforståenhed, "wenn ich jetzt nicht noch einmal meine ganze Erfahrung und das, was mir an Gaben und Talenten gegeben ist, in die Waagschale werfen würde, um meinen Dienst für Deutschland zu tun."
Tilsyneladende ser hun også efter det historisk dårlige valg sig selv som den, der er nødt at opfylde sin pligt over for Tyskland ved at blive siddende, og kaste alle de evner og talenter der er hende givet i vægtskålen for Tyskland. Uanset i hvilken kombination af partier det så måtte indebære.
Hvad har hun imidlertid at byde på? Hvad ser hun som konsekvens af det dårlige valgresultat? Hvad skal gøres anderledes i fremtiden? Svaret er tilsyneladende: Ingenting. For som hun sagde: "Ich kann nicht erkennen, was wir jetzt anders machen müssten."
Efter erfaringerne med tidligere Kansler Kohls lange regeringstid og hendes eget bidrag til omsider at vælte ham, mente hun i et interview 1998, at hun gerne selv ville finde det rigtige tidspunkt til at træde ud af politik, men at det syntes at blive mere og mere vanskeligt indtil det slet går længere: " Ich möchte irgendwann den richtigen Zeitpunkt für den Ausstieg aus der Politik finden. Das sei, fügte sie an, viel schwieriger als sie gedacht habe. Das scheint immer schwieriger geworden zu sein, bis es nun gar nicht mehr geht."
Efter 12 år ved magten og et historisk dårligt valgresultat for hendes parti ser hun stadig ikke, at tiden er kommet til at drage konsekvensen og trække sig. Måske fordi det bliver stadig sværere at forlade magten "bis es nun gar nicht mehr geht."
Hendes klamren sig til magten får udadtil støtte fra partiet, hvorfra det stadig hedder "Kein Szenario ohne Merkel."
Et synspunkt, der indtil videre deles af størstedelen af medierne, der ser alt for ukritisk på hendes ageren eller rettere mangel på ageren. De kan da også henvise til opinions undersøgelse, der viser at der stadig er opslutning til en Kansler Merkel. Tysk TV (ARD) kunne således d. 20. november fortælle, at 58 procent af de adspurgte fandt det godt eller meget godt, hvis Merkel fortsatte som kansler. 41 procent fandt det derimod mindre godt eller dårligt, hvis hun fortsatte.
Hvad kan forklare den tilslutning?
Her skal man formentlig både se på Tysklands problematiske fortid, den økonomiske situation i Tyskland og endelig mediernes egen rolle.
De katastrofale erfaringer fra Tysklands egen fortid, kan medvirke til det udprægede ønske om politisk stabilitet og konsensus, og dermed til ønsket om store koalitioner.
Den boomende økonomi som Tyskland nu har haft en i længere periode bidrager til at der hos store dele af befolkningen ikke findes et ønske om forandringer. Når man vel at mærke unddrager flygtningepolitikken, der har været udslagsgivende for AfD's fremgang og formentlig også for en del af FDPs.
Medierne har bidraget til fremmane et billede at Tyskland under Merkel som en enestående succeshistorie. Kritik har der ikke været af. Når de selvsamme medier så har fået foretaget opinionsmålinger er derfor ikke så mærkeligt, at de i det store og hele finder et spejlbillede af de holdninger de selv har givet udtryk for. En selvbekræftende positiv spiral altså.
En spiral som ukritiske udenlandske journalister ukritisk har bragt videre i internationale medier.
Det kan måske forklare, hvorfor det ikke dæmrer for kansler Merkel, at hendes tid er ved at være omme. At "Weiter so" ikke længere er godt nok. At konsensusbilledet tydeligvis er ved at revne.
Det vakte i hvert fald gevaldig opsigt da en gruppe fra "Junge Union" i Düsseldorf, ungdomsafdelingen af Unionen, udgav en pressemeddelelse, hvor de konstaterede, at man med Merkel havde man opnået det dårligste valgresultat for Unionen siden 1949. "Junge Union" fremsatte derfor krav om at Merkel skulle træde tilbage: "Daher fordert die JU Düsseldorf den sofortigen Rücktritt der Kanzlerin vom CDU-Parteivorsitz und spricht sich im Falle von Neuwahlen gegen eine erneute Kandidatur Merkels als Spitzenkandidatin aus."
På en CDU partidag i Mecklenburg-Vorpommern vakte det ligeledes opsigt, at en delegeret tillod sig at kritisere Merkel i meget skarpe vendinger: "Heute ist der Tag, an dem wir sagen müssen: Die Kaiserin hat keine Kleider an – sie ist nackt.“ Noch nie sei ein Kanzler so „machtgeil und unpatriotisch“ gewesen."
I tidsskriftet Cicero bliver kritikken også stadig tydeligere. Merkel er blevet offer sin egen magtarrogance: "Das System Merkel ist zum Opfer seiner eigenen Machtarroganz geworden. Und das Scheitern der Jamaika-Sondierungen ist keineswegs das erste Beispiel für diese Deformation politischer Kultur. Man denke nur an die Unwilligkeit mitteleuropäischer EU-Partner, sich der kanzleramtlichen Flüchtlingsdoktrin zu unterwerfen."
Endnu finder kritikken imidlertid ikke gehør hos flertallet, men det tegner de første streger af et "Mene mene tekel" for Merkel.
 
Tranquilizing democracy in Germany?
De goder tider for Tyskland og den politisk stabilitet har i lang tid forsat vælgerne i en slags komatøs politisk tilstand. Hvorfor forandring, når det går godt for de fleste? Merkels politiske ageren, eller ikke-ageren, har bidraget til denne komatøse tilstand, Der har, stort set kun med flygtningepolitikken som undtagelse, ikke været nogle markante udmeldinger fra kansler Merkel som kunne forstyrre denne tilstand.
Merkel har det med at udtrykke sig i relativt intetsigende vendinger, som man kan tolke alt efter gemyt, omtrent som i "Being There" filmen med Mr. Chance, hvor forholdsvis vis banale udsagn blev tillagt støre dybde end de havde.
Merkel synes hverken at have faste overbevisninger, politiske visioner eller mål for fremtiden, og det gør det jo lettere at lægger sin egen tolkning i hendes udtalelser.
"zur problematischen Eigenart der Bundeskanzlerin gehört, dass man über ihre Standpunkte und Haltungen eigentlich nur im Konjunktiv sprechen kann. Man kennt sie schlichtweg nicht"
En kulturteoretiker har kaldt Merkels ageren "das Prinzip des aggressiven Nicht-Handelns." En "zaudern" eller tøven, indtil man tvunget af omstændighederne er nødt til at handle, ofte uden større sammenhæng med tidligere beslutninger eller langsigtede forestillinger, som f.eks. i den hastige kovending efter Fukushima, eller den egenrådige beslutning om at åbne grænserne i efteråret 2015.
Måske kan man sige det sådan, Merkel leder ikke ud fra langsigtede forestillinger, Merkel lader sig lede af begivenhederne. Måske er det en del af hemmeligheden, for når man ikke har markeret noget tydeligt sigte eller mål, bliver det lettere at handle ad hoc uden at blive bebrejdet for at handle mod egne forestillinger.
Derfor kan ikke-handlen og afventen tilsyneladenden udefra blive betragtet som en tyst fordel. F.eks. kom Merkels usynlighed i Jamaika sonderingerne hende åbenart ikke skade, i stedet hænges den Martin Schulz, der klart havde lagt sig fast, ud som utroværdig. Som "Umfaller" uden principper. Hvor sandheden snarere er.at det er Frau Merkel, der ikke tilsyneladende har principper, men alene et ønske om at bevare magten.
Når man ser hvorledes det basale ønske om stabilitet og konsensus fører til, at man næsten kun kan forestille sig en løsning med endnu en stor koalition, kan man tvivle på, at Tyskland overhovedet har forstået hvad demokrati også betyder.
Når man ser situationen før valget med den alt dominerende, store koalition under Merkel og en diminutiv opposition, bestående af "Die Linke" og "Die Grünen," hvor alle meninger til højre for CDU blev afvist som højre-radikale, kan man tvivle på, hvor godt det egentlig står til med demokratiet i Tyskland.
Det forekommer direkte problematisk, at man ikke har en større opposition og især en opposition, der repræsenterer en anden politisk vision end den for tiden herskende.
Alligevel går bestræbelserne efter valget stadig ud på at skabe en stærk regeringskoalition, der kan sikre fortsat stabilitet og konsensus. Man ser ikke at den ensidige satsen på at skabe denne konsensus og stabilitet samtidig tjener til at mindske oppositionens indflydelse og skabe døvhed over for andre synspunkter og politiker.
Og sært nok kan årsagen igen være de tyske politiske traumer fra Weimar republikken og nazismen. I Weimar republikken var parlamentet svagt og der var ingen 5 procents barriere for nye partier. Udenomsparlamentariske grupperinger og aktioner underminerede dengang tiltroen til demokratiet.
Så i dagens Tyskland gælder det om at sikre den stabile midte mod angreb udefra, og derfor mod angreb fra anderledes tænkende. I forsøget på at sikre Weimar republikkens kaos aldrig gentages, har man indbygget demokratiske sikringer og opfattelser, der mærkværdigt nok kan have til resultat, at man utilsigtet ender med at skabe præcis de situationer man vil undgå. F.eks. ved at søge at ignorere/undertrykke kritikken fra et parti som AfD.
For Ralph Dahrendorf, var demokrati "a social system that recognizes divergent interests and aspirations and puts institutions in place that allow them to be expressed."
Netop det kniber det for tiden med i Tyskland. Sådanne demokratiske konflikter er imidlertid vigtige for demokratiet. En artikel i tidsskriftet Cicero ser det samme problem:
"Vi burde forhindre denne cementering af samfundet. Forsteningen af politikken som fortsættelse af Merkelsk alternativløshed fører til, at den forestilling som mennesker har om mulighederne og de egentlige målsætninger for demokratiet, bliver stadig mere tekniske, stadig mere indskrænkede og dermed mindre attraktive. Modsat den elitære forståelse af demokratiet, er det ikke demokratiets hovedopgave at skabe stabile regeringer... det højeste mål er at muliggøre en åben kappestrid om ideer og koncepter ... der giver plads til innovation, nytænkning og fremskridt."  Cicero).
En ny stor koalition under Merkels ledelse vil fortsat have en sedativ virkning på demokratiet, En nogenlunde markant oppositionen vil ikke eksistere og man vil fortsætte som hidtil.
Alternativet, som man åbenbart har svært ved at forestille sig, kunne være at lade Merkel en anden politiker fra Unionen fortsætte i en mindretals regering, der vil give alle øvrige partier bedre muligheder for markere deres politiske standpunkt og øge deres muligheder for at få indflydelse, mens Merkels søvndyssende indflydelse vil aftage eller helt forsvinde. Det ville være med til at sikre den åbne kappestrid som udgør en vigtig del af et demokrati.
Medierne har i alt for lang tid forsømt opgaven, at vække befolkningen af den døs, som store koalitioner og en ikke-handlen fra kansler Merkels side, har forsat det tyske demokrati i. Man har ikke forsøgt at præsentere og diskutere alternativer. I stedet har man bevidstløst plapret videre i den eksisterende rille, hvor det højeste mål med demokratiet har været at skabe en alternativløs stabilitet og konsensus.
Hvordan det så skulle kunne holde i en usikker fremtid med udfordringer fra øst og vest nord og syd, ja på alle områder og i alle retninger?