The G 7 declaration
"We, the leaders of the G7, met in Ise-Shima on 26 and 27 May 2016 to address major global economic and political challenges." (G7 Ise-ShimaLeaders’ Declaration).
Udfordringer er der nok af. Der er problemer med manglende vækst globalt, med risici for nye tilbageslag. Der er voksende geo-politiske konflikter. Der er ekstremisme og terrorisme. Der er nye og voksende migrant- og flygtningestrømme. Alt sammen udgør det alvorlige trusler mod "the existing rule based international order, as well as to common values and principles for all humanity."  Vi kan sige det endnu kortere med et citat: "So much restlessness and change in the outside world."
Alligevel er der ingen grund til bekymring. "The magnificent seven" vil redde os. Hør blot hvad de har at sige til Verden "Today, we have demonstrated our capacity to make tangible progress on a broad range of economic, security, and development policy issues, and we will demonstrate through our actions, a path forward in solving major issues to ensure peace, security and prosperity of the world."
Vore gloriøse syv ( G7) er ikke beredne revolverhelte. Nej, de er langt mere sofistikerede, ankommer i jetfly og i sorte pansrede limousiner. Deres våben er strømme af ord og erklæringer beregnet til at blive suget op af en sværm af medier.
 
Ord, der skal redde verden
I erklæringen fra de gloriøse syvs møde i Japan fremsætter man ordrige forpligtelser på en lang række områder, der i vælten for tiden. Fra verdensøkonomien, migrant- og flygtningestrømme, verdenshandel, sundhed (Global health som man kaldet det), kvinders rettigheder, cyberspace, til antikorruption, og ikke at forglemme, klimaet naturligvis.
Lad os se hvordan man forestiller sig at håndtere udfordringerne på et par af disse felter.
 
World economy
Først skal økonomien reddes og de syv er så forpligtede, at de gentager deres egne tidligere forpligtelser: "We reiterate our commitments to using all policy tools – monetary, fiscal and structural – individually and collectively, to strengthen global demand and address supply constraints, while continuing our efforts to put debt on a sustainable path. We reaffirm the important role of mutually-reinforcing fiscal, monetary and structural policies, the three pronged approach, to buttress our efforts to achieve strong, sustainable, and balanced growth."
Ord, realiterne er meget anderledes. Japan vil følge én vej, USA en anden, Kina en tredje og Tyskland har på hele EU's vegne bestemt sig for en vej, der indtil videre kun har vist sig at være fordelagtig for Tyskland, mens den næppe hjælper på Grækenlands og resten af Sydeuropas problemer. "the three pronged approach" udgøres åbenbart af én spids i hvert område, ikke alle tre spidser på én gang. Ikke et tegn på fælles forpligtelse i praksis.
 
Migration og refugees
"We commit to increase global assistance to meet immediate and longer-term needs of refugees and other displaced persons as well as their host communities, via humanitarian, financial, and development assistance, cooperation, as well as other measures to support trade and investment consistent with our international obligations, recognizing the necessity of closer collaboration between humanitarian, development and other actors."
Der er ingen ende på de globale forpligtelser, som de gloriøse syv vil påtage sig på hele klodens vegne, mens de gentager, at de globale udfordringer knyttet til migration og flygtninge skal løses globalt. Hvilket forekommer at være fuldkommen tom snak. I en vis forstand skal problemerne jo tværtimod løses lokalt.
Indtil videre kan man ikke sige, at de gloriøse syv har haft meget held med egne forpligtelser. De globale migrations- og flygtningeproblemer er større end nogensinde. Det man måtte have gjort indtil nu " via humanitarian, financial, and development assistance, cooperation, as well as other measures," har i hvert fald ikke haft den fornødne effekt.
Nu gentager man så med mange ord tidligere forpligtelser, men det vil næppe løse udfordringerne.
Mens man hygger sig med politisk korrekte ordstrømme i Japan drukner flygtninge og Middelhavet. Man sender ganske vist skibe, der skal hindre menneskesmuglernes aktiviteter, men de ender i stedet med at forsøge at redde alle dem, smuglerne lader sejle i egen sø. Hvorved de så at sige fremmer menneskesmuglernes arbejde og tiltrækker yderligere flygtninge og migranter.
Hvad er det for en absurd forpligtelse?
Man kræver værktøjskasse- eller "toolkit" løsninger: "We recognize that there is a need fortools that assist countries in providing sustainable livelihoods for refugees and other displaced persons as well as their host communities, through financing and technical advice to support access to jobs, education, health services, and basic infrastructure. Along with other World Bank shareholders, we ask the World Bank to develop a new platform that expands its toolkit to assist countries hosting refugees."
Hvordan forestiller de syv ordrige helte sig, at sådanne forslag skal løse interne konflikter i verden. Hvordan skal det løse konflikter i Afghanistan, Syrien, Irak? Hvad vil man gøre ved klimaproblemer og ekstrem befolkningstilvækst i Afrika. For blot at nævne et par af de mest presserende problemer, der udløser migrant-og flygtningestrømme. Det får vi ingen konkrete svar på.
Spørgsmålet er vel også om det overhovedet er problemer, der kan løses via "fjernbetjening" udefra. Må vi ikke til at erkende, at det er problemer, der egentlig kun kan løses lokalt.
Måske skulle de syv hellere koncentrere sig om egne problemer. For Europas vedkommende problemer med manglende vækst, høj arbejdsløshed i Sydeuropa, parallelsamfund og fravær af integration, fremvækst af protestpartier og manglende tiltro til de gamle partier og til dagens jetset politikere. Politikere, der alle i deres egenforståelse har de korrekte meninger, mens protestpartier affejes med nedsættende vendinger som populister, højreradikale, ekstremister, racister, islamofober etc. Og hvad man nu ellers kan finde på  at kalde den usofistikerede skare med de simple meninger.
"A spectre is once again haunting Europe, but it’s not that of populism. It’s the intransigence of established political parties who prefer to denounce populists rather than seek to understand what motivates their supporters. And the EU, which set out in hope of uniting the continent, has become a source of instability – sticking to an outdated script at a time of unprecedented demographic and economic change. " (Fraser Nelson i The Telegraph).
 
Women's empowerment and gender Equality
Først en intetsigende truisme. "We emphasize that the empowerment of women and girls and gender equality are indispensable for their equal participation as agents of change in the economic, social and political spheres of our societies." Hvis kvinder skal deltage på lige fod skal de være ligestillede. Så har man da  endelig indset det.
"With this strong conviction in mind, we are committed to take leadership in gender-responsive approaches to implementing the SDGs and addressing climate change, and envision mainstreaming gender equality throughout the SDGs and in every policy area, ensuring that our national policies and public financial
management to promote equity, gender equality and women and girls’ empowerment"
Hvis man undrer sig over, hvad det er for nogle underlige SDG'er, der skal implementeres, så er forklaringen at det drejer sig om UN's "Sustainable Development Goals." SDG nr. 5 hedder "Gender Equality," og bl.a. omfatter målene:
 
End all forms of discrimination against all women and girls everywhere.
Eliminate all forms of violence against all women and girls in the public and private spheres, including trafficking and sexual and other types of exploitation.
 
I de gloriøse syvs erklæringer skorter det ikke på forpligtelser og genbekræftelse af, at man støtter disse mål. Hvis man derimod søger konkrete tiltag eller blot gode eksempler, leder man imidlertid forgæves. Der er kun ord, ord og ord.
 
We must do something! - We must do something. But what? l don't know.
"We remain committed to holding ourselves to account, in an open and transparent way, for the promises we have made" hedder det afsluttende i erklæringen fra Japan.
Hvordan kan man holdes til regnskab for politisk korrekthed? Der for en stor del præges af gentagelser af tidligere forpligtelser. Er det på den måde at man holder sig selv til account,"at man blot gentager at man stadig er forpligtet?
Vi får ikke at vide, hvorfor det ikke er lykkedes at indfri tidligere forpligtelser. Vi får kun en opremsning af aktuelle udfordringer, som synes at være et resultat af udviklinger, som de syv selvfølgelig ikke har haft ansvaret for. Ingen af de aktuelle udfordringer er naturligvis et resultat af fejlagtige opfattelser og forkerte beslutninger hos de gloriøse syv.  Muligvis  den ottende, der jo ikke længerer med.
For at løse disse udfordringer udgyder man strømme af selvindbildte politisk korrekte verbale forpligtelser.
Sig mig, lever vore politiske ledere i en slags virtuel verden, hvor problemerne repræsenteres af ord og diagrammer og løsningerne udgøres af erklæringer med lige så lidt substans.
Somme tider forestiller jeg mig, at toppolitikere lever totalt adskilt fra resten af verden i isolerede kokoner af sikkerhed og hastig bevægelse, i sorte limousiner, eller flyvende højt over mængden. I en hastigt flimrende tilværelse af konstante møder med politikere på samme niveau. Hvordan, kan man spørge sig selv, får de nogen sinde kontakt med den realitet, de er forpligtet på, eller tid til at tænke efter og overveje, hvad de er i færd med. De er jo omgivet af at mennesker, der gensidigt bekræfter dem og hinanden i deres forehavender.
Og så kan man jo godt komme til at glemme, hvad det er egentlig er deres fornemmeste opgave i et demokrati.
Måske kan vi sige det med et citat fra "The magnificent seven," filmen, ikke politikerne:
"And the people in the village? What about them?
l leave it to you.
Can men of our profession worry about things like that? May even be sacrilegious.
If God didn´t want them sheared, he would not have made them sheep. What do you say?
- Ride on."

2.000 migrants rescued from Mediterranean Monday
Mandagens opsamling af afrikanske migranter i Middelhavet i følge seneste oplysninger i medierne:
 
To italienske flådefartøjer reddede 500 mennesker.
Doctors Without Borders' skibe reddede 788 mennesker
Det irske flådefartøj LÉ Róisín reddede 394 mennesker fra to overfyldte både
En forbisejlende fragter reddede yderligere et antal mennesker i havsnød.
 
Begyndende "out of Afrika" bølge
Med mildere vejr ser vi de første krusninger af den forventede bølge af migranter fra Afrika. UNHCR har den 22. maj opgjort antallet af migranter, der i 2016 er kommet til Italien fra Nordafrika. Demografien viser, at 74 procent af disse er mænd.

 
 UNHCR har også opgjort, hvor størstedelen af disse migranter kommer fra

Hvorledes "Operation Sophia" kom til at hjælpe menneskesmuglere
D. 18. maj 2015 besluttede Det Europæiske Råd at indlede "Operation Sophia" (opkaldt efter et flygtningebarn født på et tysk flådefartøj på redningsmission i Middelhavet.)
Operation Sophia formål blev angivet at være:
"To contribute to the ‘disruption of the business model of human smuggling and trafficking networks in the Southern Central Mediterranean’ by ‘efforts to
identify, capture and dispose of vessels used or suspected of being used by smugglers.’ The operation focuses on smugglers rather than on the rescue of the migrants themselves, even though actions to prevent further loss of life at sea are a visible part of the mandate."
Kan man sige at operationen har opfyldt sit formål siden da? Næppe, når man ser migrationstallene fra UNHCR for 2015 og 2016. Der er ganske vist oplysninger om, at man har ødelagt smuglerbåde og fanget smuglere. I en "House of Lords" rapport om effekten af Operation Sophia heder det: "the “tangible effect” of Operation Sophia: “80 smuggling vessels so far have been destroyed, over 50 suspected smugglers have been arrested”.
I stedet for at investere i rigtige både, har smuglerne blot ændret deres forretningsmodel, således at de nu investerer i billige og næppe sødygtige gummibåde fra Kina. " These “have less carrying capacity and are more limited by sea conditions”; in other words, they are more unsafe." Problemet:  "There is no legal basis for preventing shipments of these rubber crafts into Libya." Smuglerne kan derfor få fat i lige så mange som Kina kan levere.
Resultat er, at Operation Sophia er blevet en "search and rescue" mission, hvor hovedindsatsen er blevet at finde og redde migranter, der er sendt ud fra Libyens kyster i overfyldte og ikke sødygtige gummibåde.
I "House of Lords" rapporten konstaterer man, at operationen derved har øget håbet om sikker overfart hos potentielle migranter. "Operation Sophia may be feeding hopes of safe passage." En anden, helt igennem utilsigtet konsekvens af Operation Sophia: "By operating beyond European coastal waters, the mission is assisting the job of smugglers, who now only need their boats to reach the high seas, rather than EU waters."
Man kan forestille sig, at menneskesmuglere nu kan forsikre deres kunder om, at de roligt kan stikke til søs i gummibådene, for se derude ligger der store skibe som vil samle jer op og bringe jer sikkert til Italien. Gad vide om man ligefrem kan forestille sig, at smuglerne efter at have sat bådene i vandet, ringer til den italienske søredningstjeneste for at meddele, at man nu kan hente så og så mange mennesker på den og den position.
Konklusionen: Operation Sophia " is undertaking valuable work in search
and rescue at sea, but this is not its core mandate." Nej den bidrager snarere til at styrke smuglernes forretningsmodel og migranternes muligheder for at krydse Middelhavet. Det samme gør en flåde af større og mindre NGO skibe, som f.eks. Doctors Without Borders' fartøjer, tyske Seawatch og andre.
Hvordan denne rodede indsats skal bidrage til at hindre en potentiel stor flygtninge-og migrantstrøm over Middelhavet er vanskeligt at indse?
 
Forsøget på at få Libyen om bord
I den oprindelige mission for Operation Sophia indgik en fase tre, hvor man skulle have mandat fra UN's sikkerhedsråd til at udvide operationen til Libyen, dvs. libysk farvand og kysten. Hvorefter man skulle "“take all necessary measures against a vessel and related assets, including through disposing of them or rendering them inoperable, which are suspected of being used for human smuggling or trafficking, in the territory of that State, under the conditions set out in that Resolution or consent.”
Umiddelbart kan det se ud at have lange udsigter, selvom man nu har fået anbragt en UN-støttet "Government of National Accord" i Tripoli. Den nye Premierminister, Faiez al-Sarraj, har ganske vist (måske med lidt tilskyndelse) bedt om hjælp til at optræne en libysk kystvagt og marine. EU's udenrigsministre har derfor mandag besluttet støtte “capacity building and training of, and information sharing with, the Libyan coastguard and navy.” Mogherini meddeler, at hjælpemissionen vil blive indledt " very quickly."
Foreløbig er man dog nødsaget til at begynde træningen langt til havs, eftersom samlingsregeringen ikke kontrollerer ret meget af Libyens kyst.
Størstedelen af Libyen har man jo ikke styr på, så foreløbig kan menneskesmuglerne fortsætte deres virksomhed med støtte fra Operation Sophia og NGO skibe.
Det burde stå klart for alle, at det ikke ved hjælp af Operation Sophia, at man begrænser en "Out of Africa" exodus. Nato har ganske vist lovet at hjælpe til i 2016, i lighed med deres indsats i Ægæerhavet. Ikke at det mindsker strømmen, men det øger overvågningen og gør det formentlig lettere at finde mennesker i synkefærdige gummibåde.
Det bliver spændende at se, hvor mange flygtninge/migranter, der i 2016 krydser Middelhavet på de skibe, der egentlig skulle forhindre menneskesmugling og på diverse velmenende NGO skibe. Europol regner i hvert fald med at op mod 800.000 mennesker i Libyen, formentlig mest unge mænd, søger en mulighed for krydse Middelhavet til Europa.

UK mere segregeret end for 15 år siden
Et par indlæg i gårsdagens Guardian understreger budskabet fra mit blogindlæg om disintegrating societies. I begge indlæg advares der om at segregationen i UK er voksende og at integrationen ikke fungerer.
Først  en af UK's ledende forskere i racisme og integration, Ted Cantle: "British society is increasingly dividing along ethnic lines – with segregation in schools, neighbourhoods and workplaces – that risks fuelling prejudice, according to one of the country’s leading experts on race and integration." (The Guardian).
Der er segregation i boligområderne, segregation på arbejdspladsen, og der er segregation i skolerne. Det befordrer "prejudice, intolerance, mistrust in communities."
I 2001 var der f.eks. 119 lokale valgområder (electoral wards) med ikke-hvid majoritet. I dag er der 429. Hvilket antyder at man i stigende grad koncentrerer sig efter etnisk tilhørsforhold. I London er den hvide britiske population formindsket med 600.000 mennesker, mens dens ikke hvide andel er vokset med 1,2 millioner.
På arbejdspladserne ser Cantle en segregering efter typen af arbejdspladser. Specielt tydelig er segregeringen  inden for områder som "food processing and packing." På mikroniveau er der segregering med alt for mange arbejdshold med "single identity."
 På skoleområdet er det især trosbaserede skoler, der giver problemer for integrationen, med ensidig undervisning og med tendenser til manipulation af adgangskravene således at man får udvalgt bestemte typer af elever.
Cantle's advarsler støttes af undersøgelser foretaget af tænketanken Demos, der viser at 61 procent af børn med en etnisk minoritets baggrund starter første skoleår i en skole med en majoritet af børn fra etniske minoriteter.(Demos).
Cantle's advarsler blev fulgt op af den fremadstræbende labourpolitiker Chuka Umunna,"while we argue endlessly about who should be let into our country, we pay scant attention to what happens when immigrants do pass through our borders and settle in, say, Birmingham, Barnsley or Brent. " (The Guardian).
Chuka Umunna's løsning lyder desværre som mere af den slags integrations politikker, hvor man fra oven,  fra statens side, forsøger at gennemtvinge en integration. "It should offer communities much more support to manage demographic and cultural change, including investment in public services and additional housing stock in our migration hotspots. It could review our planning and housing laws to assist with the reshaping of neighbourhoods, makingit easier for people to develop ties with their neighbours." rent." (The Guardian).
Altså f.eks. byplanlægning, der skal gøre det lettere at udvikle kontakt med ens naboer. Men hvordan skal det hjælpe på det fænomen, at mennesker med samme etniske baggrund tilsyneladende stræber efter at leve sammen med mennesker med samme baggrund. Er tvangsblandede boligområder og tvangsblandede skoler løsningen?   Skal staten  gennemtvinge  tvangsblandede  arbejdsgrupper i  virksomheder og institutione, med proportional  repræsentation af etniske minoriteter?
Eller skal vi til at vænne os til at segregation efter etniske linjer er en direkte konsekvens af, at man ikke blot fordi politikere siger det, kan hoppe over dybe adfærdsmæssige, kulturelle, religiøst idelogiske grøfter. At konsekvensen af multikulti i realiteten er segregation og disintegration, og dannelse af parallelle samfund? Nå ja og "gated communities" for dem, der har midlerne til at lukke resten af samfundet ude.
Segregation er den fremtid den tidligere direktør for Demos, David Goodhart, ser for UK: "Instead of the mass creolisation that some people had expected by 2050 Britain (when the ethnic minority population will be at least one third) on current trends about half of all districts will look like today’s London and half will be persistently White British." (civitas.org.uk).

Signs of segregation and disintegration
"Svensk politi: – Vi er i ferd med å miste kontrollen" kunne norsk TV (NRK) forleden berette efter selv at have deltaget i en politiaktion i Sverige, hvor de i praksis oplevede ungdomsbanders forsøg på at beherske et lokalområde. "Dette er vårt sted, stikk herfra!" lød det truende fra bandemedlemmer, omend næppe på norsk.
 Svensk politi opgjorde i 2014, at der fandtes 55 geografiske områder, hvor lokale kriminelle netværk har "negativ påverkan på lokalsamhället." Disse "utanförskap" områder er prægede af "etnisk och ekonomisk segregation, hög arbetslöshet, låg utbildningsnivå och höga ohälsotal"(polisen.se).
Også i danske ghetto-områder oplever politiet, at kriminelle bander forsøger at holde politiet ude af områderne. Formanden for Vestegnens Politiforbund, Jørgen Jensen, beretter endda om problemer med "police fishing," eller forsøg på at lokke politi i baghold.
Det diskuteres voldsomt hvor udbredt problemet med sådanne "no-go" areas er. I medier, hvor man har en interesse i at markere problemet, påstår man, at der i Europa er op mod 750 "no-go areas". Andre steder nedtones problemet. Der er ikke tale om "no-go areas," højst om ghetto-områder, hvor der findes kriminelle bander.  
Det kan lyde som en strid om  ord. For der er vist ingen tvivl om, at der er problemer med stadig flere områder, hvor politiet kun kan færdes under iagttagelse af ekstra sikkerhedsregler. Som regel områder med anden etnisk sammensætning end flertallets.
Alvorligt nok, men næppe et tegn på en generel opløsning af sammenhængen i samfundet. Men der findes andre mere subtile og knap så hårdtslående indikationer på, at sammenhængen i de vestlige samfund er ved at gå i opløsning.
Vi kan se det på en række felter som f.eks.:
 
erhvervsfrekvens og offentlig forsørgelse,
 
skole og uddannelse i det hele taget
 
adfærdsmæssigt og visuelt
 
mentalt
 
Når det gælder erhvervsfrekvenser har vi nu talrige gange kunnet vise, at ikke-vestlige indvandrere har en markant lavere erhvervsfrekvens, selv efter mange år i indvandringslandet. Allerlavest er frekvensen for ikke-vestlige kvinder, der helt åbenbart har svært at komme ud på arbejdsmarkedet. Det betyder til gengæld, at en uforholdsmæssige stor andel er på offentlig forsørgelse.
Samlet set har undersøgelse af de økonomiske virkninger af ikke-vestlig indvandring fra fortrinsvis Mellemøsten og Afrika vist, at de over tid vil levere store negative bidrag til samfundsøkonomien. Det er med til at udhule grundlaget for de velfærdsstater, der er bygget op i Nordvesteuropa. Velfærdsstater, der på ingen måde er beregnet til at levere offentlig forsørgelse til et stadig voksende antal flygtninge og indvandrede, der ikke selv kan levere et positivt bidrag til økonomien.
På sigt kan det betyde en opløsning af centrale aspekter af det, vi kender som velfærdsstaten.
Ikke-vestlige indvandrere giver store udfordringer for skole og uddannelse. I UK måtte man for nogen tid siden i "The Trojan Horse investigation " erkende, at det var lykkedes fundamentalistiske muslimske forældre at gennemtvinge store ændringer i lokale skolers undervisning, efter at de have gennemtvunget en udskiftning af genstridige ledere og lærere. Alt med henblik på at sikre en undervisning orienteret efter muslimske forestillinger.
Nu har man så lige konstateret, at mange muslimske forældre holder deres børn væk fra de offentlige skoler for i stedet at lade dem undervise på uregistrerede private skoler, der ikke følger det officielle undervisningspensum. "[I]nspectors, working closely with Department for Education (DfE) officials, have identified more than 100 suspected unregistered schools across the country... The evidence that they have gathered so far during this short period firmly reinforces my belief that there are many more children hidden away from the view of the authorities in unregistered schools across the country than previously thought." (Ofsted).
I Østrig har et studie påvist, at muslimske børnehaver i Wien har helt deres egen  muslimske dagsorden, hvorfor "Der Standard" konstaterer "Intellektuelle Salafisten und politische Islamisten sind die dominierenden Gruppen in der islamischen Kindergartenszene in Wien." (Der Standard).
Både i UK og Østrig bidrager sådanne muslimske aktiviteter til at skabe en større og større kløft mellem muslimer og resten af samfundet. Ikke sammenhæng, men segregation  udgående fra mindretallet.
Helt tydeligt er der frygt for lignende tendenser i Danmark for "Støttet af de blå partier vil regeringen skærpe tilsynet med landets friskoler. Flertallet lægger ikke skjul på, at stramningen især er møntet på ”muslimske friskoler, der ikke opfører sig ordentligt." (Altinget). Hvad  det så ellers betyder.
Der er heller ikke mange tegn på, at resten af uddannelsessystemet kan sikre at ikke-vestlige indvandrere med muslimsk baggrund integreres på lige fod med alle andre i samfundet, når det gælder uddannelsesniveau, sprog, holdninger, adfærd mv.
Apropos adfærd. Mens man fra den ene side forsøger sig med programmer for integration, er der hist og her tegn på, at dem, bestræbelserne gælder, anstrenger sig for at segregere sig fra flertallet.
For nylig gav det anledning til en vis debat, at VUC Lyng by havde indført et forbud mod at bære ansigtsslør (niqab) til undervisningen, efter 6 piger havde besluttet at de ville optræde med ansigtsslør. Hvilket jo ikke ligefrem bidrager til sikre god kommunikation mellem lærer og elever. Inden man greb til forbud havde skolen dog strakt sig langt og bl.a. forsøgt sig med navneskilte.
Egentlig en ikke-historie, for regler mod at bære ansigtsslør har man allerede indført på andre VUC uddannelser, bl.a. efter et par muslimske pigers forsøg på at optræde helt tildækket. "Alle steder har skolerne formuleret en regel om, at ansigtet skal være frit, når man går til timer på skolen for at sikre en god kommunikation, hvor »gestik« og »ansigtsudtryk« spiller en vigtig rolle." (Berlingske).
Ja selvfølgelig, men det er mærkeligt nok ikke selvfølgeligt og derfor kunne man opleve støtteerklæringer for de stakkels muslimske piger, der ikke måtte bære ansigtsslør i timerne, men gerne ellers.
Hvem er det egentli her, der bidrager segregation?
Det samme gælder ved lige så hyppigt omtalte forsøg med segregeret svømmeundervisning for muslimske pige, hvor der kun må være piger i svømmehallen og hallens vinduer er tildækkede. Igen bøjer man sig bagover og opgiver vigtige elementer af fælles normer for at tilpasse sig en kultur, hvis værdier synes at tilhøre en helt anden tid. Ikke ligefrem et bidrag til reel integration, men et tydeligt bidrag til segregering og opløsning af eksisterende hårdt tilkæmpede værdier og normer. Det kunne nemt forlede en til at tro, at muslimer faktisk ikke kan finde sig i vestlige samfunds værdier og hvem er det så lige, der skal bøje sig.
I holdninger og handlinger vender man sig væk fra det samfund man lever i. Et studie fra Berlin, som vi tidligere har henvist til, viser at bydele med en stor andel af muslimer, har opbygget en parallel justits bygget på sharia, således at mellemværende afgøres internt, uden indblanding fra de myndigheder, der ellers har opgaven.
Det samme kan findes i større målestok i UK: "The use of Sharia, or Islamic religious law, is growing in Britain, with thousands of Muslims using it to settle disputes each year, but women's groups and some others are objecting." (BBC). Ikke nok med det , i 2014 blev der udformet guidelines med henblik på at inkorporere sharia lov in det engelske legale system: "Under ground-breaking guidance, produced by The Law Society, High Street solicitors will be able to write Islamic wills that deny women an equal share of inheritances and exclude unbelievers altogether." (The Telegraph). Ikke ligefrem noget, der noget der fremmer kvinders ligestilling.
For nogen lyder det måske som god integration, samfundet indretter sig efter et mindretal for at fremme integrationen. Helheden indretter sig efter delheden. Men det er jo vanvittigt at man kan mene, at man fremmer integration ved at lade visse religiøse mindretal og stærkt diskriminerende og old-islamiske uretfærdigheder blive inkorporeret i et moderne samfund.  Samfund der selv har kæmpet sig fri af en fortid, der nu indhenter dem igen via muslimske indvandrere. En slags "Back to the past" politik?
 
 What do we mean by integration?
Hvad bliver der gjort for at for modvirke sådanne tendenser til segregation og disintegration? Svaret skal findes i integrationspolitiske tiltag.
Allerførst skal vi dog lige have styr på, hvad man egentlig mener, når man taler om at fremme integrationen. For hvad er integration?
Termen har vi fra det latinske integer, eller "helhed", og integrare, der betyder noget i retning af "danne helhed."
"I samfundsvidenskab omfatter integration de sociale processer, der forbinder de enkelte personer og grupper med hinanden i en mere overordnet enhed, jf. fx "europæisk integration" (denstoredanske.dk).
Men hvordan skal det opfattes i relation til flygtninge og indvandreres integration i et andet samfund. Hvordan danner flygtninge og indfødte en helhed? Ved at de befinder sig i samme nationalstat, ved at dele statsborgerskab, ved at dele sprog og kultur, eller  skal der mere til for at danne en helhed?
Noget tyder på, at vi ikke rigtig ved hvad vi taler om, når vi vil forbedre integrationen. Tværtimod:"There is no single generally acepted definition, theory or model of immigrant and refugee integration. The concept continues to be controversial and hotly debated (a conceptual analysis. (Ager and Strang).
I stedet har vi mange definitioner og implicitte opfattelser af, hvad der i prakis menes med integration.
 
Lige chancer
I det første tyske forøg på at opstille indikatorer til måling af graden af integration operer man med en simpel definition:
"Integration bemisst sich daran, dass Personen mit Migrationshintergrund in den zentralen gesellschaftlichen Bereichen die gleichen Teilhabechancen haben wie die Gesamtbevölkerung." (Fohgrub).
Samme deltagerchancer som alle andre i befolkningen på centrale samfundsområder? Som i et lotteri, samme chance for gevinst? Uafhængig af alle øvrige faktorer? Betyder det, at man ikke behøver at dele værdier, holdninger og kulturforståelse med den øvrige del af befolkningen? Og kan det overhovedet lade sig gøre at have samme deltagerchancer uden at dele sådanne aspekter med resten af befolkningen?
 
Borgerskab
I en rapport fra Home Office  i UK finder vi en mere omfattende definition af, hvad det vil sige at være integreret:
"An individual or group is integrated within a society when they:
- achieve public outcomes within employment, housing, education, health etc. which are equivalent to those achievedwithin the wider host communities;
- are socially connected with members of a (national, ethnic, cultural, religious or other) community with which they identify, with members of other communities and with relevant services and functions of the state; and
- have sufficient linguistic competence and cultural knowledge, and a sufficient sense of security and stability, to confidently engage in that society in a manner consistent with shared notions of nationhood and citizenship." (Home Office).
I denne definitionen henvises der i det mindste til en hel række betingelser for at for at flygtninge eller indvandre kan blive en del af helheden: Sociale forbindelser til resten af samfundet, til relevante services og "functions of the state," til sproglig kompetence og kulturel viden, til delte opfattelser af nationen og af statsborgerskab.
 
Peace love and mis-understanding?
UN opererer i "Copenhagen Declaration on Social Development" med det ekstremt luftige begreb "social integration":
"We commit ourselves to promoting social integration by fostering societies that are stable, safe and just and that are based on the promotion and protection of all human rights, as well as on non-discrimination, tolerance, respect for diversity, equality of opportunity, solidarity, security, and participation of all people, including disadvantaged and vulnerable groups and persons." (un.org)
Her må vi konstatere, at man er helt ude på det ideelle overdrev med "peace love and mis-understanding." For hvad er betingelsen for at opnå og opretholde en sådan ideal tilstand af forskellighed, og tolerance og respekt for forskellighed? Bliver vi her forledt til at tro, at der uanset forskelighederne skal vises respekt og tolerance? Skal man være tolerant over for grupper, hvis ideologi ikke er tolerante over andres ideologi? Hvad i alverden mener man med denne sukkervatagtige forståelser af social integration?  Er det blot et spørgsmål  om at opstille politisk korrekte plusord  og håbe at de kan realiseres  ved en slags magisk voodoo ritual?
 
Integrationspolitik
Hvilke tiltag kan man gribe til, hvis man stræber efter skabe integration, der kan opfylde nogle af de mere eller mindre ideelle forestillinger vi har set her.
Hvordan skabe "die gleichen Teilhabechancen", " public outcomes within employment, housing, education, health", eller "sufficient linguistic competence and cultural knowledge" for slet ikke at snakke om "non-discrimination, tolerance, respect for diversity"?

Vi kan ser på nogle af de tanker man gjort sig.
 
I EU har man siden 2004 haft hvad man kalder Common Basic Principles (CBP) for immigrant integration. Principper, der skal udgøre en basis for EU integrationsinitiativer. Det omfatter en lang liste af punkter, der endda senere er er blevet udvidet.( hele listen er gengivet  i  under dette blogindlæg).
Hvad vi finder her en blanding af praktiske tiltag og mere luftige forestillinger.
 
Blandt de sidste finder vi "Integration is a dynamic, two-way process of mutual accommodation by all immigrants and residents of Member States." Så integration er ikke et spørgsmål, at nytilkomne tilpasser sig modtagerlandet, i stedet  antydes en tovejs akkomodation, hvor modtagerlandet befolkning  også skal tilpasse sig.
Problemet er her, hvad skal man i modtagerlandet give afkald på og hvad skal man acceptere hos indvandrere.
En antydning finder man i det punkt, der omhandler "Charter of Fundamental Rights": "The practice of diverse cultures and religions is guaranteed under the Charter of Fundamental Rights and must be safeguarded, unless practices conflict with other inviolable European rights or with national law." (EU-Commission).
Blandt "inviolable European rights" går jeg ud fra, at man kan finde ytringsfrihed pressefrihed og meningsfrihed. Det kræver ikke megen eftertanke at se,  at det en rettigheder som et mindretal af muslimske indvandrere ikke accepterer. Med trusler om vold og terror er konsekvensen, at vi i dag oplever selvcensuren brede sig. Og hvad vil vi så gøre ved det? Man kan jo næppe sige det er overensstemmelse med et andet vigtigt punkt: "Integration implies respect for the basic values of the European Union."
Blandt punkterne findes også idealet om lige adgang: "Access for immigrants to institutions, as well as to public and private goods and services, on a basis equal to national citizens and in a non-discriminatory way is a critical foundation for better integration." Andre punkter antyder, hvad der kan være forudsætningen for at det reelt kan lade sig gøre. F.eks. ved at "Shared forums, intercultural dialogue, education about immigrants and immigrant cultures, and stimulating living conditions in urban environments enhance the interactions between immigrants and Member State citizens." Eller ved at" The participation of immigrants in the democratic process and in the formulation of integration policies and measures, especially at the local level, supports their integration."
 
Blandt de mere praktikable tiltag finder vi: "Employment is a key part of the integration process and is central to the participation of immigrants, to the contributions immigrants make to the host society, and to making such contributions visible. "
Et andet vigtigt punkt for en succesfuld integration: "Basic knowledge of the host society’s language, history, and institutions is indispensable to integration; enabling immigrants to acquire this basic knowledge is essential to successful integration." For at opnå dette må uddannelse være af afgørende vigtighed og det indgår da også som et separat krav: " Efforts in education are critical to preparing immigrants, and particularly their descendants, to be more successful and more active participants in society."
 Det er let nok at  indse og skrive  ind i erklæringer, men  erfaringen viser,  at  det tilsyneladende er meget vanskeligt at realisere, når det gælder visse grupper af ikke-vestlige indvandrere.
 
Den danske regering udgav i 2016 et oplæg med titlen: "Samarbejde om bedre integration." Her lægges hovedvægten på et enkelt aspekt, som man åbenbart betragter som afgørende for en god integration. Det skal undgås at flygtninge ender på offentlig forsørgelse: "De skal arbejde, tjene penge og være en del af fællesskabet.
Det er vigtigt af hensyn til de mennesker, der får asyl hos os. Det er på en arbejdsplads, man kan lære dansk kultur og omgangsform, træne sit danske sprog, i sidste ende forsørge sig selv og få et godt liv som aktiv samfundsborger."
Tjah vist er deltagelse i arbejdsmarkedet vigtigt, men regner man virkelig med at alle de aspekter vi set i definitionerne og i EU's katalog over initiativer så bliver opfyldt af sig selv.
Selv om man her koncentrerer sig om at forbedre erhvervsfrekvensen for flygtninge, er udsigterne er dog ikke gode, for man må konstatere at kun hver anden ikke-vestlige indvandrer er i arbejde, selv om mange af dem har været i Danmark i 10 eller 20 år eller længere. Nu taler regeringen så om at det er et fælles ansvar at få flygtninge i arbejde. Fælles for Staten, kommunerne og virksomhederne og det hele skal hjælpes i gang med indirekte økonomiske sanktioner (for flygtninge) henholdsvis lokkemidler (for kommuner og virksomheder).
 Det lyder som en noget naiv tilgang til at opfylde de mål, der indgik i selv de simple definitioner. Hvis universalløsningen på integrationsproblemet er arbejde ser erfaringerne ikke gode ud, hverken i Danmark eller andre steder. Derfor virker hele øvelsen som en slags " vi må da gøre et eller andet" og så prøve noget andet, når det heller ikke virker.
 
A measure of integration?
Hvordan står så til med integrationen ? For at finde ud af det har man forsøgt at opstille en lang række indikatorer, som skal bruges til måle graden af integration i et samfund.
Som i andre dele af den moderne velfærdsstat forsøger man sig med en slags pseudovidenskabelige teknik, hvor man opstiller kvantificerbare mål for graden af integration. Det betyder naturligvis at målbare aspekter får en langt større opmærksomhed end ikke-målbare aspekter af integrationen. Vigtige men  uhåndgribelige aspekter af integrationen glider ud af billedet, mens relativt uvigtige inkluderes, fordi de kan måles. Derved risikerer vi at pervertere forståelsen af hvor godt det går med integrationen.
Som et eksempel kan vi tage et aspekt fra EU listen "Integration is a dynamic, two-way process of mutual accommodation" Jeg antager, at det for den indfødte del af befolkningen er vigtigt at vide, hvor meget man skal akkomodere til flygtninge, henholdsvis hvor meget flygtninge skal akkomodere til eksisterende befolkning. Men kan det måles? Næppe med nogen grad af seriøsitet. Det viser sig måske kun indirekte i befolkningens tilfredshed henholdsvis utilfredshed med politiske partiers integrationsindsats. Og det ser ikke for godt ud for øjeblikket. Er det så befolkningens egen skyld?  Er det bare fordi de har lyttet for meget  til højre-populistiske  demagoger?   Eller har den politiske elite  fjernet  sig for meget fra realiteterne?
 En liste af indikatorer indeholdende en sammenligning med resten af befolkningen kan f.eks. omfatte:
 
Uddannelse opdelt på relevante trin
 
Arbejdsmarkedsintegration efter køn og alder
 
Indkomst
 
Boligforhold
 
Sundhed
 
Graden af samfundsdeltagelse
 
Interkulturel åbning mod andre
 
Diskrimination
 
Kriminalitet
 
Her kan vi blot gengive nogle få eksempler på sådanne forsøg på at måle integrationen på  specifikke indikatorer.
 
Arbejdsmarkedsintegration
 I den tyske "Zweiter Integrationsindikatorenbericht" fra 2011 har man forsøgt at se på forskellen i beskæftigelse mellem mennesker med og uden migrations baggrund. Bemærk at der er tale om data fra en tid før den aktuelle flygtninge tilstrømning.

Søjlerne viser beskæftigelsesgabet for migranter sammenlignet med beskæftigelsen hos den indfødte befolkning (pile-tallene viser udvikling over den undersøgte årrække)
Det er evident, at migranter fra tredjelande klarer sig meget dårligt på arbejdsmarkedet, mens migranter fra EU-landene generelt klarer sig godt. Og det lover ikke godt for beskæftigelsen af de flygtninge fra 2015 og 2016, der får permanent ophold i Tyskland.
En nyere, men mindre differentieret måling af beskæftigelsen kan findes i OECDs. "Indicators of Immigrant Integration 2015"

illedet er ikke opløftende. I Sverige er der en  forskel på omkring 20%, Danmark over 10 %. Men hvad så med Italien f.eks.? For de lavt udannede ser det bedre ud, men hvad så med de højt uddannede?
Rent ud sagt viser det grafikken,  at arbejdsmarkedsintegration er et stort problem. Et problem, som næppe kan løses, ikke engang på 10 års sigt, som en sammenligning af de to grafer måske antyder.
 
Graden af samfundsdeltagelse
Hvad så hvis vi stedet vælger at se på en af de mere diffuse indikatorer for integration. Social integration med graden med samfundsdeltagelse, målt på forskellig vis. F.eks. politisk engagement.
Her er resultatet fra den tyske indikatorrapport:

Sammenlignet med befolkningen uden migrations baggrund er deltagelsen nogenlunde halvt så høj og hos begge grupper i øvrigt faldende over tid. Et mere aktuelt billede kan få ved at se i OECD's indikator, der viser selvrapporteret deltagelse ved valg.

I de fleste tilfælde ligger deltagelsen blandt migranter fra tredjelande et godt stykke under den indfødte befolknings. Der er dog interessante undtagelser som f.eks. Estland og Polen. Hvilket dog næppe kan sammenlignes direkte med Vesteuropa. Derimod er kan UK fremvise et billede, hvor deltagelsen er på samme niveau.
 
Interkulturel åbning mod andre
Billedet af UK ændrer sig dog ganske voldsomt, hvis vi i stedet betragter en indikator for graden af interaktion mellem forskellige etniske grupper (How  integrated is Modern Britain?).

Den mærkværdige graf viser, at interaktionen er generelt er på et ret lavt niveau i forhold til hvad den ville have været uden social segregation.
 
Kriminalitet
Igen bruger vi tal fra den tyske indikatorberetning og bemærker, at der kan registreres en markant højere kriminalitet blandt udlændinge. Det er det samme bilede vi tidligere har kunnet vise for Danmarks vedkommende i et tidligere blogindlæg.

Diskrimination
Her drejer det sig igen om et af mere luftige aspekter, hvor man forsøger at måle noget, der vanskeligt lader sig måle. Tallene stammer fra OECD's rapport.

Generelt er der en ganske stor andel, der føler sig diskrimineret. Vi ser også  noget,  der forekommer mærkværdigt ved første øjekast. Hvorfor er den selvregistrerede følelse af at blive diskrimineret så meget højere for  2. generations vedkommende i en række lande. Ikke i Danmark dog. Forklaringen i følge OECD, der sandsynligvis også gætter sig til en forklaring, er at 2. generation har helt andre og større forventninger, der så bliver skuffede.
 
Integration policies with disintegrative outcomes?
"Sleepwalking to catastrophe over race" lyder det advarende fra den tidligere formand for UK's "Equality and Human Rights Commission, Trevor Phillips. Der har været alt for meget politisk korrekthed og man har været alt for bange for tale om reelle problemer i multikultiralismen: “Squeamishness about addressing diversity and its discontents risks allowing our country to sleepwalk to a catastrophe that will set community against community, endorse sexist aggression, suppress freedom of expression, reverse hard-won civil liberties, and undermine the liberal democracy that has served this country so well for so long.” (The Telegraph)
I publikationen "Race and Faith – The deafening silence" gør han sammen med andre op med en liberal elites misforståede tro på en slags organisk integration gennem accept af multikulturalisme. Man har alt for længe set bort fra ubekvemme fakta, der viser at man ikke er på vej mod mere integration, men tværtimod en slags superdiversivitet med øget segregering og disintegration. Retorisk spørger han om vi tør stå ved vore fundamentale værdier med risiko for at fornærme andre, eller om vi i stedet er villige til at sætte disse værdier over styr og opgive mange af de sociale fremskridt, der er opnået i det sidste halve århundrede.
 Vi må til at spørge os selv, om ikke vi gør både os selv og indvandrere med en helt anden kulturel baggrund, ikke -vestlig eller tredjelands indvandring, en bjørnetjeneste, ved ikke åbent at erkende at denne indvandring truer den implicitte og tyste sammenhæng i vore samfund og således leder til en fare for disintegration.
 Vi har i for høj grad, og sikkert ud fra de bedste intentioner, ladet stå til, og stiltiende accepteret, at basale vestlige forestillinger og værdier i stort og småt eroderes og bliver frynsede og uklare i kanterne.
I alt for høj grad synes vi at være besat af en forestilling om at problemer med andre kulturer skyldes vores egen manglende tolerance og diskrimination mod anderledes tænkende. Forestillinger vi især har kunnet finde hos venstrefløjen og blandt dem der på engelsk benævnes "liberals".
Når vi som det er fremgået af de såkaldte integrationsindikatorer kan se, at ikke- vestlige indvandrere har vanskeligt ved at ved at nå op på samme niveau som de indfødte, har vi haft en tendens til at se det som et resultat af vore egne svigt. Hvorfor løsningen på integrationsproblemer har været at forlange mere tolerance over for det intolerante, at bøje sig for store og små krav fra især muslimske mindretal, at forsøge sig  med positiv diskrimination og krav om proportionale kvotaer af mennesker fra disse mindretal i alt fra film og tv serier, over politisk repræsentation til politi og militær.
Er det ikke i reaktion mod det, at vi nu ser fremkomsten af politiske bevægelser, der mere eller mindre artikuleret protesterer over,  hvad de ser som en misforstået tolerance over mindretal, hvis værdier, kultur og religiøse overbevisning ganske simpelt udgør en trussel mod de tyste normer, værdier, adfærd og levevis, som vi hidtil har betragtet som selvfølgelige.
For en selvudnævnt kulturelite og en venstrefløj ser vi besynderligt nok, at den murrende protest fra dele af den indfødte befolkning betragtes med afsky og afstandtagen. Primitiv, intolerant og højre populistisk er de mærkater, der hæftes på den, mens man nyder eksotisk mad i etnisk restaurant og lytter til rappere med en anden etnisk baggrund.  Den lette, brogede men overfladiske del af multikultipop-kulturen.
Hvorimod selvsamme elite og venstrefløj i en næsten selvpinende afsky overfor højrepopulistiske  bevægelser, omfavner minoriteter, hvis holdninger og værdier ligger meget længere væk fra dem selv.
Virkeligheden er  jo "that some minority groups hold very different values and ambitions than those commonly held amongst the dominant majority; that those values and ambitions are even further away from liberal ideals than the average; and that because they are sincerely held by those groups, they aren’t going to change any time soon." (civitas.org.uk).
Det er blandt den selvbestaltede kulturelite og venstrefløjnen, at vi mest udpræget ser en tendens til en slags lede ved det samfund, som de selv er en del af. Deres synspunkt er, at det er vores egen fejl, hvis integrationen mislykkes. Vi har ikke været tolerante nok, vi har ikke vist nok hensyn, eller været for diskriminerende, for racistiske, ikke støttet nok, ikke haft nok særordninger for et anderledes tænkende mindretal. Der i øvrigt temmeliglig nedladende ses som ofre for vore forkerte holdninger og grimme fortid. 
Det er holdninger, der på sigt kan blive selvdestruktive, i den forstand at de fører til at man opgiver de værdier, der tillader at man har sådanne holdninger. De fører ikke til mere integration, men til accept af segregation og dermed til disintegration.
Vi opgiver den helhed man skulle ingreres til og accepterer  et multikulti forfald til segregerede delheder.
Problemet er uden tvivl størst i relation til de muslimske mindretal.
"Today there are 44 million Muslims in Europe. By 2050, that number will be 71 million – some one in 10 of the continent’s population. According to a 2015 poll by the rm Survation for the BBC, they hold what one respected  Muslim commentator called some ‘disconcerting’ atttudes. A third of UK Muslims would like their children educated separately from non-Muslims. A quarter disagreed with the statement that ‘acts of violence against anyone publishing images of the Prophet could never be justified'; and a quarter were sympathetic to the ‘motives’ of the Charlie Hebdo killers." (civitas.org.uk)
En rapport med titlen "Social integration: A wake up call" fra "The Integration Commission" advarer mod følgerne af segregering eller "a fractured society."Men kimene til en sådan udvikling er allerede lagt.
"Schools could become increasingly divided along ethnic and social lines,
A person’s ability to get a job will be determined as much by whom they know and where they’re from as their ability.
Democracy risks being weakened, as who we vote for, and whether we vote at all, will be determined by our ethnicity, age and social grade.
Gated communities will become the norm. Even in areas which at rst sight appear socially mixed, buildings will have one entrance for the af uent, and another for those relying on state support."(socialintegrationcommmission.org.uk)
 
Skræmmende, men betyder det så, at vi skal være endnu mere tolerante og imødekommende over for ikke vestlige kulturer og værdier? Næppe!
 For kultureliten og venstrefløjen tager fejl. Det er ikke vore holdninger og værdier det er galt med. Problemet er at en stor gruppe af ikke-vestlige indvandrere og her især indvandrere med muslimsk baggrund "are handcuffed to heavy cultural baggage that they really should leave at the foots of the stairs?" I hvert fald, hvis de ønsker at klatre op stigen med mere uddannelse, højere beskæftigelse, mere social accept osv.
Det er således ikke samfundet, der er problemet, det er de ikke vestlige mindretals ekstremt tunge kulturelle og religiøse bagage.
I "Race and Faith – The deafening silence" kan man vise, at der er stor forskel på hvor godt indvandrere med forskelig kulturel baggrund klarer sig. Unge mennesker med kinesisk baggrund klarer sig generelt helt eminent i skolen, mens det kniber for andre. På den baggrund må det være indlysende at spørge om ikke den kulturelle bagage er ret så afgørende for, hvordan man klarer sig.
 I stedet for implicit at antage, at grunden til at muslimske migranter klarer sig dårligt på arbejdsmarkedet, er etnisk diskrimination, skulle man således hellere spørge om det ikke er deres egen skyld. I den forstand at det er deres egen kulturelle baggage, der forhindrer dem i at klare sig på niveau med andre.
En analyse af 7.000 muslimer i Tyskland, foretaget af Ruud Koopmans fra WZB i Berlin,  undersøger netop dette. I en delanalyse undersøger han således, hvilke faktorer, der kan forklare graden af ledighed. I analysen holdes demografiske forklaringer baseret på alder, uddannelse osv. op mod en faktor, der sammenfatter sociokulturel assimilation (Koopmans).
 
Høj kulturel assimilation findes hos personer der f.eks.
ikke har sproglige forståelsesproblemer
bruger medier fra det land de lever i
har bekendte blandt dem, der udgør flertallet i landet
har en opfattelse af kvinder, der svarer til flertallets
 
Lav kulturel assimilation findes hos personer der f.eks.
ofte har sproglige forståelsesproblemer
lige hyppigt bruger medier fra det land de lever i og landet de kommer fra
ikke har bekendte blandt dem, der udgør flertallet i landet
har en opfattelse af kvinder, der svarer  til den gennemsnitlige holdning blandt muslimer
 
Resultatet er analysen er gengivet i figuren herunder, der viser ledighedsraten blandt muslimske migranter

Her kan vi se,  hvilken rolle sociokulturel assimilation spiller for graden af ledighed. Muslimske migranter, der udviser høj sociokulturel assimilation, har en næsten lige så lav ledighed som etniske tyskere. Hvorimod muslimske migranter, der udviser lav sociokulturel assimilation, har en langt højere ledighed.
 Konklusionen er tydelig. Det er ikke etniske eller demografiske faktorer, der forklarer graden af succes på arbejdsmarkedet, det er graden af sociokulturel assimilation. En uvilje til at lægge sin medbragte kulturelle og værdimæssige bagage fra sig som indvandrer hindrer ens succes på arbejdsmarkedet og formentlig også i alle andre henseende.
Hvem er så årsag til den forskel, der for blåøjede idealister ser ud som et resultat af diskrimination? Er det os fra flertallet eller er det en bestemt del af mindretallet? Svaret er, at der er nærmest er tale om omvendt diskrimination. Et bestemt mindretal vil ikke acceptere flertallets værdier og normer for at få arbejde. De holder stædigt fast på de normer, der garanterer, at de ikke klarer sig særligt godt i samfundet.
Idealisterne vil sikkert mene,  at så må vi tilpasse arbejdspladserne og vore holdninger til denne gruppes værdier. De er jo ofre.  Et synspunkt, der f.eks. betyder, at vi skal være villige til at opgive basale værdier i samfundet og acceptere et muslimsk kvindesyn.
Er det vejen frem? Nej, selvfølgelig ikke,  det er vejen til desintegration og fragmentering af samfundet.
Måske skal man i stedet gøre som BBC kan berette fra bydelen Newham i London, hvor borgmesteren med ret drastiske midler forsøger at hindre segregation:"
"I am very strongly of the view that if you try to segregate people into different groups and keep them separate, that is not only bad for everybody in the community, it's very bad for the particular community that you do it to" (BBC).
I stort og småt forsøger borgmesteren undgå yderligere segregering. Han har fjernet alle fremmedsprogede aviser på det lokale bibliotek. Stoppet
tilskud til events for separate etniske grupper. Fjernet størstedelen af muligheden for tolkeydelser. "Large documents such as public reports are no longer translated, although the council says that if a resident needs help understanding part of a large document, telephone interpreters are on hand to assist."
Til gengæld ydes der ekstra støtte til undervisning i engelsk.
Hvorvidt sådanne drakoniske tiltag kan sikre en vis basal sammenhæng i det lokale multietniske samfund som Newham udgør er uvist.
Derimod er det helt sikker at eksisterende integrationspolitikker ikke sikrer denne sammenhæng, men tværtimod synes at legitimere og støtte en segregering, der bidrager til desintegration og opløsning af sammenhængen i samfundet. Det gælder specielt i relation til store muslimske mindretal overalt i Vesteuropa.
"Over recent years, core multicultural policies have been very destructive. The way the state has intervened has been to constantly reaffirm ethnic identities. In order to prove they are multicultural they have gone out of their way to flatter and fall over different communities, which has been utterly patronising." (BBC).
Vi har set tegnene i indledningen og i vores gennemgang af materiale fra diverse integrationsindikatorer, der snarere burde kaldes segregationsindikatorer, for det er, hvad de tydeligt viser.
 Mon ikke det er på høje tid at man bliver klar over at eksisterende integrationspolitik bygger på ideelle forudsætninger, forhåbninger og forestillinger, der er i modstrid med sig selv.
Som når formanden for Hovedstadens svømmeklub , hævder "Kønsopdelt svømning er vejen til integration."(Politiken).  Et udsagn, der sådant set påstår, at integration fremmes af segregation.
Og han er jo ikke alene. Det bliver også påstået at modersmålundervisning fremmer integration. Mere og mere bizarre religiøse begrundelser for ikke at påtage dette eller hint arbejde accepteres for at sikre integrationen. Hvor langt ud i det absurde er vi villige til at gå? Vi pålægger os selv censur af tanker og ytringer, der formodes at genere helt utilpassede religiøse ideologier, mens  vi finder os i fuldstændig uacceptable ytringer fra repræsentanter for denne ideologi. 
 Alt dette og mere til, demonstrerer tydeligt, hvor selvmodsigende og bizar integrationspolitikken er blevet. Man kommer uvægerligt til at tænke på Orwells 1984, på Newspeak og på vendinger som Duckspeak " Ultimately it was hoped to make articulate speech issue from the larynx without involving the higher brain centres at all," eller Goodthink, "One who strongly adheres to all of the principles of Newspeak"
Good riddance to a non-sensical and self-contradicting integration policy!
 
________________________________________________
Common Basic Principles (CBP) for immigrant integration
 
CBP 1: "Integration is a dynamic, two-way process of mutual accommodation by all immigrants and residents of Member States"
CBP 2: "Integration implies respect for the basic values of the European Union"
CBP 3: "Employment is a key part of the integration process and is central to the participation of immigrants, to the contributions immigrants make to the host society, and to making such contributions visible"
CBP 4: "Basic knowledge of the host society’s language, history, and institutions is indispensable to integration; enabling immigrants to acquire this basic knowledge is essential to successful integration"
CBP 5: "Efforts in education are critical to preparing immigrants, and particularly their descendants, to be more successful and more active participants in society"
CBP 6: "Access for immigrants to institutions, as well as to public and private goods and services, on a basis equal to national citizens and in a non-discriminatory way is a critical foundation for better integration"
CBP 7: "Frequent interaction between immigrants and Member State citizens is a fundamental mechanism for integration. Shared forums, intercultural dialogue, education about immigrants and immigrant cultures, and stimulating living conditions in urban environments enhance the interactions between immigrants and Member State citizens"
CBP 8: "The practice of diverse cultures and religions is guaranteed under the Charter of Fundamental Rights and must be safeguarded, unless practices conflict with other inviolable European rights or with national law"
CBP 9: "The participation of immigrants in the democratic process and in the formulation of integration policies and measures, especially at the local level, supports their integration"
CBP 10: "Mainstreaming integration policies and measures in all relevant policy portfolios and levels of government and public services is an important consideration in public policy formation and implementation."

It didn't work the first time
Husker I EU's forsøg på at fordele i alt 160.000 flygtninge fra Grækenland og Italien til andre EU lande? Det har mildest talt ikke været nogen succes. D. 9. januar i år gør The Guardian status:

De 272 flygtninge, der er blevet omfordelt svarer til 0,17 procent af de 160.000. Hvis man sætter antallet af omfordelte i relation til det samlede antal af flygtninge, der ankom til Italien og Grækenland i 2015, er der tale om 0,027procent.
Uvilligheden til at acceptere tvangsfordeling af flygtninge har været stor. Hvorfor politikere hist og her var begyndt at lufte tanken om at straffe de lande, der ikke var villige til at modtage tvangskvoter med økonomiske sanktioner. Ikke et populært forslag i EU. Indtil for nylig nøjedes man med truslerne og med at skælde ud på vrangvillige medlemslande for at være usolidariske. Fordi de modsætter sig, hvad EU -Kommissionen kalder en fair fordeling af flygtningeproblemet.
Hvad gør EU-kommissionen så? Gør en dårlig idé værre!
D. 4. maj i år fremkommer kommissionen med et forslag til asylreform, der bl.a. indeholder en permanent og automatisk fordelingsmekanisme.
 
På vej mod et bæredygtigt og retfærdigt fælles europæisk asylsystem
Sådan lyder titlen på EU-kommissionens forslag, der introduceres med ordene: "Formålet er at indføre et mere retfærdigt, effektivt og bæredygtigt system for fordelingen af asylansøgninger mellem medlemsstaterne" (DK notat).
Grundlæggende bygger forslaget videre på Dublin forordningen, i og med at flygtninge stadig skal søge om asyl i det første land de kommer til, med mindre de har familie i et andet land. Det nye er, at en såkaldt fairness mekanisme skal sikre at intet land står tilbage med en uforholdsmæssig stor andel af flygtningebyrden, således som vi har oplevet det i Grækenland og Italien.
 
Hovedpunkterne i forslaget (her gengivet fra EU pressemeddelelse) omfatter:
 
Et mere retfærdigt system baseret på solidaritet: med en korrigerende fordelingsmekanisme (en fairness-mekanisme). Det nye system vil automatisk fastslå, hvornår et land behandler et uforholdsmæssigt stort antal asylansøgninger. Det vil det gøre på grundlag af landets størrelse og
velstand.
Hvis et land modtager uforholdsmæssigt mange asylansøgninger ud over dette referencetal (over 150 %), vil nye ansøgere i det pågældende land blive fordelt inden for EU, indtil antallet af ansøgninger er tilbage under det pågældende niveau.
En medlemsstat vil også have mulighed for midlertidigt at stå uden for omfordelingen. Den ville i så fald være nødt til at yde et solidaritetsbidrag på 250 000 EUR for hver ansøger, som den ellers ville have været ansvarlig for i henhold til fairness-mekanismen, til den medlemsstat, der modtager personen i stedet.
 
En mekanisme, som også tager hensyn til genbosættelsesindsatsen: fairness-mekanismen vil også tage hensyn til den indsats, som medlemsstaten gør for at genbosætte personer, der har brug for international beskyttelse, direkte fra et tredjeland. Dvs. at der vil blive lagt vægt på indsatsen for at sikre lovlige og sikre migrationsveje til Europa.
 
Et mere effektivt system: med kortere frister for fremsendelsen af anmodninger om overførsel, modtagelsen af svar og selve overførslen af asylansøgere mellem medlemsstaterne. Det skal ikke være muligt at flytte ansvaret over på andre.
 
Modvirkning af misbrug og sekundære bevægelser: med klarere retlige forpligtelser for asylansøgere, herunder pligt til at forblive i den medlemsstat, der har ansvaret for at behandle ansøgningen, geografiske begrænsninger for materielle modtagelsesfordele og forholdsmæssige konsekvenser i tilfælde af manglende overholdelse.
 
Sikring af asylansøgeres "bedste interesser": med stærkere garantier for uledsagede mindreårige og en afbalanceret udvidelse af definitionen af familiemedlemmer.
 
Computerbaseret fordeling uberørt af politikerhånd
Hvad fordelingen angår, er det ideen at gøre fordelingsmekanismen fuldautomatisk, så man undgår fremtidige politiske diskussioner. Det tolkes i medierne som en computerbaseret mekanisme: "The European Commission wants a computer to instruct member states how many asylum seekers they must host based on their population size and wealth. The plan is aimed at depoliticising a toxic decision-making process on asylum, following failed EU-level efforts to relocate asylum seekers across member states." (euobserver).
Man forsøger sig altså her med en teknisk løsning på et politisk problem. Næppe verdens bedste idé.
Bureaukratiet skal også udvides. Nej, sådan hedder det naturlig vis ikke. EASO (European Asylum Support Office) "skal gøres til et egentligt europæisk agentur for asyl med et styrket mandat og betydeligt flere opgaver for at afhjælpe eventuelle strukturelle svagheder, der opstår i forbindelse med anvendelsen af EU's asylsystem."
Altså forventeligt mere centralisering, med indsættelse af hundredevis af ekstra medarbejdere.
Systemet skal løbende følge udviklingen i antallet af asylansøgere i forhold til de enkelte landes referencetal og udløse omfordeling, når antallet af asylansøgere når over 150 procent af referencetallet. I dette tal skal dog medregnes de såkaldte "resettlements" dvs. de flygtninge som det pågældende land selv måtte have genbosat, f.eks. fra nærområdets flygtningelejre. Det skal medvirke til at fremme, at landene selv på forhånd "importerer" flygtninge, hvorved man kan undgå at flygtninge begiver sig ud på farlige, kostbare og besværlige flugtruter.
Omfordeling foretages til de lande, hvor antallet af asylansøgere udgør mindre end 100% af referentallet. Omfordeling stopper først, når referencetallet nås.
Danmark, Irland og UK står udenfor denne tvangsfordeling
 
Og straffen
Hvis et medlandsland modsætter sig at modtage de asylansøgere EASO's computer tildeler dem, skal de straffes. Straffen er fastsat til 250.000 euro for hver afvist asylansøger.
Sidste år acceptere Polen først at få tildelt 7.000 flygtninge, men dette tilbud blev afvist af den nye regering. Under det nye system ville det så resultere i en sanktion på 250.000 *7.000 euro, eller 1,750 mia. euro.
Et anseligt beløb. Men gad vide om EU-kommissionen har tænkt på, at ikke-vestlige flygtninge, som vi har set i det foregående blog indlæg, over tid forventes  at bidrage negativt til samfundsøkonomien. Set i det lys kan der være fordele ved at afvise asylansøgere, selv om man risikerer en sanktion.
 
Også tvang for flygtninge
Vi har set at visse lande forekommer specielt attraktive for flygtninge. Så længe flygtninge har kunnet bevæge sig frit på tværs af grænserne i EU, har de haft en tendens til at ende i lande  som Tyskland og Sverige.
Det duer jo ikke hvis vi skal have en tvangsfordeling af flygtninge, så derfor skal asylansøgere have pligt til at forblive i den medlemsstat de tildeles. Hvis de ikke gør det, risikerer de sanktioner i form at drastisk reducerede offentlige ydelser.
 
Men mere familiesammenføring
"stærkere garantier for uledsagede mindreårige og en afbalanceret udvidelse af definitionen" "Stærkere" og "afbalanceret" antyder, at man vil insistere på regler for familiesammenføring, der er mere gunstige for flygtninge end det er tilfældet nu. "The right to family reunification of asylum seekers present on the EU territory will be reinforced and the scope will be extended to also include siblings of an applicant as well as families formed in transit, after leaving the country of origin but before arrival on the territory of the Member State."  Det  udgør i hvert fald ikke et  middel til at mindske flygtningestrømmen.
 
April fools day proposal?
Sidste års kvoter for tvangsfordeling af 160.000 flygtninge blev afvist af Visegrad landene og den manglende success viser,  at andre lande også har været særdeles vrangvillige.
Hvad siger de så ikke til EU-kommissionens udvidelse af en idé, der har vist sig at være umulig at gennemføre i praksis?
Reaktionen fra Polen og Ungarn lod ikke vente på sig.
Polens udenrigsminister, Witold Waszczykowski: " I am still wondering if it is a serious proposal because it sounds like an idea announced during April Fools Day."
Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto: "This is Blackmail. The quota concept is a dead end street" (Radio Prague)
Hvad EU-kommissionens eurokrater formentlig ser som et teknisk-logistisk problem, er noget ganske andet for de enkelte medlemslandes befolkninger, dem der ikke bliver spurgt, men hvis mening alligevel kan aflæses i diverse opinionsmålinger.
Hvad der på papiret kan synes at være et spørgsmål om logistik, flytning  af så  mange  fra et land,  hvor man er nået over 150 procent af referencetallet, til lande, der ikke er på 100 procent, er meget meget mere end logistik.
Hvorfor skulle flygtninge lade sig standse af ikke eksisterende grænser og trusler om sanktioner, hvis de f.eks. kan finde sig til rette på et sort arbejdsmarked i det land de foretrækker.
Og lande i Østeuropa har f.eks. ringe attraktivitet for flygtninge.
Man næppe påstå, at EU-kommissionens forslag til at løse flygtningekrisen bidrager til at øge tilslutningen til EU. Tvangskvoter er ikke populære.
Det generelle billede er en afvisning af at skulle modtage tvangskvotaer af flygtninge med en politisk, kulturel og religiøs baggrund, der synes så forskellig fra og uforenelig med den baggrund, der findes i EU's medlemslande og med de basale værdier som er bygget op i disse lande.
Ungarn har allerede truet med at de kan blive tvunget til at nedlægge veto mod planerne. "The European Union could face a veto from Hungary if it attempts to “blackmail” states into accepting refugee quotas, the Hungarian government says" (Newsweek)
Sanktioner i den størrelsesorden der er tale om vil forhåbentlig også blive afvist. [The fines] seems so exaggerated that politically it is difficult to see how it can be accepted. It could be used an excuse by certain states to refuse the proposal from the start." (rfi.fr).
Den såkaldte asylreform med automatisk omfordeling og sanktioner er en fortsættelse af en idé, der har vist sig ikke at virke. Alligevel ser vi nu EU-kommissionen forsøge sig med en udvidet udgave af samme idé.
Har beslutningstagere i EU svært ved at indse, at det i stedet gælder om at stoppe for tilstrømningen til de lande, der i øjeblikket belastes, ved at lukke de ydre grænser? Ikke om en ekstremt passiv og kontinuerlig omfordeling af alle, der måtte arrivere i EU i fremtiden.  
 Flygtninge skal hjælpes i nærområderne. Man kan næppe med alvor i stemmen påstå, at de flygtninge, der arriverer i Europa, er de dårligst stillede. Hvorfor påstande om, at vi af humanitære grunde skal åbne grænserne for alle dem, der kommer, er særdeles inhumane overfor dem, der lades tilbage.
Det betyder ikke, at EU ikke skal acceptere flygtninge, men det skal først og fremmest omfatte dem, der af en eller anden grund ikke kan hjælpes i nærområderne. Dvs. f.eks. syge, der kræver speciel behandling, eller mennesker, der selv i flygtningelejrene er udsat for forfølgelse.  Det ville betyde, at EU kun modtog de flygtninge, man selv havde udpeget og bragt til Europa. For alle andre ville de ydre grænser være lukkede. Et sådant alternativ ville nok også støde på større accept blandt EU-landenes befolkninger

Making sense...
Under overskriften "Flygtninge vil bidrage med milliarder til dansk økonom" kan Børsen d. 4. maj fortælle, at de næsten 100.000 flygtninge, der forventes at komme til Danmark frem mod 2020, vil kunne forbedre BNP med 0.15%. Hvilket svarer til ca. 3 mia. kr.
En økonom ved DREAM citeres for at sige: "Konklusionen er sådan set meget klar: Statens indtægter fremadrettet vil være større end statens udgifter, når man måler på strømmen af flygtninge og deres efterkommere isoleret." Man skal hæfte sig ved det lille ord "isoleret."
Et økonomisk orakel i skikkelse af Torben M . Andersen kan også bidrage med en husmandsbetragtning. På kort sigt er flygtninge en udgift, på langt sigt kan de tjene sig selv ind. Her skal man hæfte sig med vendingerne "kan" og "på langt sigt." (Børsen).
“Sverige har tjänat 900 miljarder på invandring” lød en overskrift i Weckans Affärer som vi gengav i et tidligere indlæg. Den optimistiske melding bygger på beregninger fra tidligere tiders indvandring af europæisk arbejdskraft til Sverige og giver derfor ingen mening i en diskussion om økonomiske konsekvenser af de ikke-vestlige flygtninge Sverige nu modtager. Mere aktuelle studier fra f.eks. OECD og Oxford University når dog frem til, at flygtninge og migranter under visse forudsætninger og på langt sigt kan give et positivt bidrag til økonomien.
I Tyskland har man talt om, at flygtninge kan redde pensionen for fremtidige generationer af pensionister i et Tyskland med stadig flere ældre. Tyske arbejdsgiverorganisationer har set flygtninge som løsningen på det aktuelle og fremtidige behov for arbejdskraft i Tyskland.
Giver alle disse optimistiske påstande god økonomisk mening?
 
Making no sense
D. 7. maj kan man læse "Ministerium retter tal om de økonomiske fordele ved flygtninge" Der dog snarere tale om at man korrigerer mediernes fejlagtige optimisme. Få dage efter mediernes udmelding om at flygtninge vil forbedre BNP med 0.15 procent, bliver det nemlig klart at Finansministeriet er blevet misforstået.
De 0,15 procent er resultatet af en særdeles isoleret betragtning. Hvor man dels  regner med et positivt bidrag fra flygtninge, dels forudsætter at udgifter til flygtninge afholdes indenfor et fast loft over de offentlige udgifter 
"Den større befolkning vurderes med de givne forudsætninger at have en svagt positiv effekt på den finanspolitiske holdbarhedsindikator. Det er forudsat, at flygtningenes beskæftigelsesgrad stiger med opholdstiden de første år og at efterkommernes beskæftigelsesgrad er højere, svarende til øvrige ikke-vestlige efterkommere" (Danmarks Konvergensprogram 2016).
Finansministeriets "positive" skøn har dog som betingelse, at udgifter til flygtninge ses i sammenhæng med den samlede finanspolitik. "Her gælder, at Folketinget har vedtaget lofter over de offentlige udgifter de kommende fire år, som ikke må overskrides." og videre " Hvis man ser bort fra udgifter til flygtningenes skolegang og sundhed mv. frem mod 2020 – fordi den samlede udgiftsramme som udgangspunkt ligger fast – så er virkningen på den offentlige saldo i 2020 omtrent nul."(FM).
Det skal vel forstås sådan, at udgifter til flygtninge simpelthen tages fra øvrige udgiftsposter. Men det betyder jo ikke, at der ikke er udgifter til flygtninge.
I Finansministeriets korrektion af mediernes positive version gør man opmærksom på  at man ved en mekanisk beregning af udgifter til flygtningene, når man frem til et skøn på 6,4 mia. kr. Derfor "belaster flygtningetilstrømningen den offentlige saldo med ca. 0,3 pct. af BNP i 2020."
Så her har vi på den ene side en positivt bidrag på 0,15 procent af BNP og på den anden side en beregnet belastning på 0,3 procent af BNP. "Flygtningestrømmen vil derfor, givet de anvendte forudsætninger, betyde en merudgift på cirka tre milliarder kroner om året i al fremtid" (BT)
Andre studier viser også, at et stort optag af flygtninge ikke giver økonomisk mening. I et tidligere indlæg kunne vi gengive en tysk analyse, der påviste, at hver enkelt flygtning i gennemsnit over deres levetid ville give et negativt bidrag på 450.000 euro eller over 3 millioner kr. Hvis det er tilfældet giver flygtninge naturligvis ikke god økonomisk mening.
Det pågældende studie står ikke alene. ZEW (Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung) har for nylig udgivet et studie med beregninger, hvor man har set på en række forskellige scenarier. Udgangspunktet for scenarierne er dog fælles, de ca. 1 million flygtninge, der blev modtaget i Tyskland i 2015 (dvs. man ser bort fra forventede familiesammenføringer, der vil resultere  i en  forøgelse af antallet af kvinder og børn).
 
Scenarier:

I det mest uheldige scenarie går man ud fra, at flygtninge først er fuldt integrerede på arbejdsmarkedet efter 20 år og at de i gennemsnit besidder kvalifikationer på niveau med ufaglærte indfødte. Dette scenarie resulterer over tid i et negativt bidrag til offentlige finanser (Defizit im intertemporalen Staatshaushalt) på 398 milliarder euro. Ved 1 million flygtninge giver det et negativt bidrag på 398.000 euro pr flygtning. Ikke så langt fra det negative bidrag 450.000 euro pr flygtning vi har set i et tidligere indlæg på denne blog.
I det næste scenarie antages det i stedet, at flygtninge efter 20 år når op på ca. 60 procent af kvalifikationsniveauet hos indfødte med afsluttet erhvervsuddannelse (Berufsausbildung). Derved mindskes det negative bidrag til 218 mia. euro.
Hvis man alternativt antager, at den fulde integration på arbejdsmarkedet med dette kvalifikationsniveau opnås efter 10 år i stedet for 20 år, reduceres det negative bidrag til 113 mia. euro.
Kun i et scenarie, hvor flygtninge opnår fuld integration på arbejdsmarkedet på endnu kortere tid og kvalifikationerne kommer på højde med de indfødtes, kan bidraget til de offentlige finanser ende med at blive svagt positivt.
Forudsætningerne er imidlertid urealistiske: Hurtig integration på arbejdsmarkedet og gennemsnitlige faglige kvalifikationer på højde med indfødte tyskeres.
"Die Zuwanderung aus humanitären Gründen kann die deutschen Staatsfinanzen auf lange Sicht entlasten, wenn eine ausreichende Integration der geflüchteten Menschenin den Arbeitsmarkt gelingt. Die Nachhaltigkeit der öffentlichen Haushalteverbessert sich, wenn die Geflüchteten im Mittel die fiskalische Leistungsfähigkeitvon beruflich qualifizierten Einheimischen erreichen und der Integrationsprozess bisdahin nicht viel mehr als zehn Jahre dauert."(ZEW).
 
To ingrate or not to integrate that is the question
Om flygtninge giver god mening økonomisk set afhænger således fuldstændigt af integrationen på arbejdsmarkedet: Hvor hurtigt flygtninge kommer ind på arbejdsmarkedet, graden af integration på arbejdsmarkedet og hvilket kvalifikationsniveau de opnår.
Egentlig er det meget simpelt. Hvis flygtninge skal give et positivt bidrag til de offentlige finanser, skal de hurtigst muligt opnå faglige kvalifikationer, der svarer til faguddannede indfødte medarbejder, og en beskæftigelsesgrad, der svarer til de indfødtes.
Problemet er, at erfaringer med ikke-europæiske indvandrere og flygtninge viser, at ingen af disse betingelse bliver opfyldt. Kvalifikationerne forbliver relativt dårlige, beskæftigelsesfrekvensen relativt lav i forhold til de indfødte og ledigheden tilsvarende høj.
Det har vi set på mange gange før, så her nøjes vi med at gengive beregninger, der findes i et notat fra Finansministeriet. I notatet går man ud fra Danmark modtager 97.000 flygtninge i perioden 2015-2020.

Det deprimerende resultat: "Hovedparten af indvandrerne i den erhvervsaktive alder vurderes således at være på passiv forsørgelse – herunder først og fremmest den nye integrationsydelse til herboende og nytilkomne flygtninge." (FM notat).
Ja og derfor må man, som man har erfaret andre steder, regne med at ikke-vestlige  flygtninge realistisk set ikke giver god økonomisk mening. Tværtimod, de giver økonomisk set slet ikke mening og de giver formentlig heller ikke god mening på noget som helst andet område.

I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen!
Det ser ud til at EU, i skikkelse af EU-kommission, er rede til at sluge den næste store kamel fra Tyrkiet i forbindelse medaftalen om visa frihed for de 79 millioner tyrkere. I et tidligere indlæg skrev vi, at man synes villig til at gøre næsten alt for at tilpasse sig de Erdoganske luner "Tyrkiet har fornylig truet med at slippe flygtningene løs igen, hvis ikke Tyrkiet opnår visa frihed i juni. Spændt må vi vente og se hvilke krumspring og krumbøjninger man fra EU's side vil være villige til at foretage for at visa friheden kan realiseres. 72 betingelser skal opfyldes, men hvad vil opfyldes sige.... Er det nok, at Tyrkiet mener at have opfyldt kravene?"
Fristen for at vise at man har opfyldt kravene er i morgen d. 4. maj.

The Turkish threat
For nyligt besøgte trekløveret, Merkel, Tusk og Timmermans, Tyrkiet for bl.a. at få forevist en modellejr for flygtninge. Under besøget antydede Timmermans at man i Kommissionen var nødt til at vise, at Tyrkiet havde opfyldt alle de 72 betingelser, der var en forudsætning for visa frihed, ellers kunne der opstå problemer med parlamentet og medlemslandene.
Davutoglu's reaktion i følge Der Spiegel: "The number of refugees has gone down and we now expect the EU to deliver on its commitments and that visa liberalization will happen."
Truslen blev markeret endnu tydeligere i den tyrkiske avis Hurryiet Daily News., der i dag citerer Davutoglu for følgende: "If they do not implement visa-liberalization [for Turkish citizens], then we will not implement the readmission agreement. These [things] are linked, ... This is an exam for all. We believe that we have passed our own exam very well. Hereafter, the European Parliament will take the necessary steps about visa liberalization. In my meeting with [European Parliament President] Martin Schulz, I said very clearly that everyone should be very careful about their remarks during this process" (Daily News).
 
The criteria will not be watered down!
"Visa liberalization is a matter of criteria. The criteria will not be watered down in the case of Turkey," lovede Juncker d. 19. april. Merkel var lige så skråsikker i marts: "The Turks must fulfill all conditions, there will be no exceptions."
EU's egen "Second report on progress by Turkey in fulfilling the requirements of its visa liberalisation roadmap" fra d. 4. marts i år , antyder at Tyrkiet på det tidspunkt endnu var langt fra at kunne opfylde de 72 betingelser.
Betingelserne er opdelt i 5 blokke og man konstaterer mangler i alle blokke. Selv om rapporten tydeligvis forsøger at kaste et positivt lys over de tyrkiske bestræbelser. Her en ultrakort opsummering af punkter:
 
BLOCK 1: DOCUMENT SECURITY
The First Report noted that Turkey had already achieved a good level of progress in fulfilling the benchmarks in the document security block. Despite this progress, Turkey still needs to take further important measures in order to complete the fulfilment of the requirements set out under this block:

BLOCK 2: MIGRATION MANAGEMENT
The First Report recognised that Turkey had already achieved a good level of progress in fulfilling the benchmarks of the second block of the Roadmap. Nevertheless, several requirements of block 2 remain only partly fulfilled. One of them is linked to the fact that, Turkey continues to apply a discriminatory visa regime to the Member States. (det må være Cypern).

BLOCK 3: PUBLIC ORDER AND SECURITY
The implementation of the requirements of block 3 remains considerably less advanced than blocks 1 and 2.
Rapporten peger på, at det er nødvendigt med et meget bedre samarbejde om kriminalitetsbekæmpelse, f.eks. ved at Tyrkiet "increase the number of positive replies given to requests for judicial cooperation in criminal matters submitted by the Member States, as well as the speed of the replies and that of their implementation;

BLOCK 4: FUNDAMENTAL RIGHTS
The First Report stated that many of the requirements under this block had been already met; nevertheless it also identified a few areas of great importance where further progress was needed.  Since then, little has happened in these areas, and therefore the relevant recommendations issued by the First Report remain largely valid.
Det drejer sig bla. om at Tyrkiet skal "adopt legislation on anti-discrimination, taking inspiration from the EU acquis on equal treatment of people regardless of their racial or ethnic origin."

BLOCK 5: READMISSION OF IRREGULAR MIGRANTS
The First Report noted a very poor implementation of the requirements of this block. The CSWD (Commission Staff Working Document) reports about some positive developments that took place since then.
Den nuværende rapport beklager bl.a. sendrægtighed hos de tyrkiske myndigehder.

EU caving in
Det forlyder, at Tyrkiet i øjeblikket har opfyldt 62 ud af de 72 betingelser for visa frihed. Tyrkiet regner dog med at have opfyldt de sidste betingelser inden d. 4. maj. Parlamentet skal således i dag stemme om opfyldelsen af de tre sidste, der omfatter "a law enforcement commission draft, a political ethics law and a readmission decision."
Situationen i morgen er så formentlig, at Tyrkiet insisterer på at de på papiret har opfyldt betingelserne, eller rettere parlamentet har vedtaget, at de opfylder betingelserne, mens man i praksis er langt fra at opfylde dem.
F.eks. kravet om "non-discriminatory access to Turkey for citizens of all EU member states, which includes Cyprus,"Som Ankara ikke officielt anerkender. Det turde da være noget af et problem, men nej, en "senior EU official" citeres for at sige: "This is just a joke. We have already made the decision." (Reuters)
Ankara har forpligtet sig til at garantere ytrings-og meningsfrihed. Og hvad sker i praksis. Dagligt kan man se, hvorledes disse friheder undertrykkes og journalister, akademikere og kunstnere udsættes for forfølgelse og repressalier, hvis de vover at kritisere regeringen eller Erdogan.
EU-kommissionens reaktion. D. 2. maj kan Reuters citere en "senior EU official" for at sige: " We have not lowered our standards. Turkey has raised its game," Kort og godt, vi har slet ikke opgivet vore idealer, men vi er tvunget til at sluge kamelen. EU's version af realpolitik er, at man i dag er indstillet på at give efter for de tyrkiske trusler og onsdag indstille, at Tyrkiet opnår visa frihed i juni.

Caught between the devil and the deep blue sea
 EU står over for valget mellem at give efter for Erdogans krav om visa frihed eller se en ny strøm af flygtninge over havet til Grækenland. Med Timmermans ord: Es sei "der einzige Weg, das Problem zu lösen". Ellers bliver "Griechenland dazu verdammt, ein riesiges Flüchtlingslager mit Hunderttausenden Migranten zu werden"
Som det ser ud nu, vælger man derfor at give efter. Svigte egne løfter om at Tyrkiet skal opfylde alle betingelser for at få visa frihed og svigte vigtige værdier og aftaler i det europæiske fællesskab. Og som så ofte i afpresningssager beholder afpresseren midlerne til at fortsætte afpresningen på stadig nye områder.
Det er ikke den eneste fare.
Ved at give efter for afpresning fra Tyrkiet og acceptere visa frihed, risikerer man at styrke de partier i Europa, der i forvejen ser med stor skepsis på EU 's problematiske håndtering af flygtningekrisen. Der kan være frygt for at nye kriminelle bander og terrorister benytter sig af visa friheden, eller der kan være  fare for en indvandring af tyrkere, der vil ikke rejse tilbage til Tyrkiet og en oplagt mulighed for at forfulgte kurdere søger asyl, når de kommer til Europa.
Hvis man i stedet holder løftet om ikke at slække på kravene til Tyrkiet risikerer man på den anden side, at Tyrkiet slipper flygtningestrømmene løs igen, hvilket naturligvis også styrker anti-immigrationspartierne og svækker de etablerede
Det forlyder ganske vist, at man i sidste øjeblik forsøger at etablere en slags nødbremse for at mindske kritikken af, at man bøjer sig.
I mandags skulle Tyskland og Frankrig have aftalt en såkaldt "snap-back" mekanisme, der går ud på, at visa friheden kan udsættes, hvis der kommer mange, som bliver i EU (ophold uden visa er begrænset til 90 dage), eller hvis der pludselig kommer mange asylansøgninger fra mennesker, der er indrejst under visa friheden. Frygter er selvfølgelig også her, at kurderne skal benytte sig af muligheden for at rejse til Europa og søge asyl.
Hvis Tyrkiet ikke accepterer en sådan nødbremse, lader man vel også nødbremsen forsvinde i en tåge af bortforklaringer.

A camel too big to swallow?
En helt anden slags nødbremse finder vi i Europa-Parlamentet og i de enkelte medlemslandes parlamenter. For selv om EU-kommissionen indstiller Tyrkiet til visa frihed, er det slet ikke sikkert, at Europa-Parlamentet og medlemslandene accepterer dette.
Der hersker stor skepsis i parlamentet og i lande med store muslimske og/eller tyrkiske mindretal som Tyskland, Frankrig og Holland. Man kan derfor håbe, at de vil gennemgå forslaget om visa frihed for Tyrkiet med meget kritiske øjne.
"There will be no refugee discount," said Manfred Weber, leader of the center-right group in the European Parliament from German Chancellor Angela Merkel's Bavarian sister-party. "We'll look cool-headedly in parliament at whether Turkey has fulfilled the conditions for visa liberalization."
Dermed er der foreløbig et svagt håb om at kamelen alligevel er for svær at sluge

Addendum 9 May 2016

Turkey has to fulfil 72 requirements. According to a progress report, dated 4 May 2016, further work is needed in relation to the following requirements. (Factsheet).

Wird sind für ein Europa, das selbst entscheidet, wer herein darf!
Østrigs unge selvbevidste udenrigsminister Sebastian Kurz argumenterer i dag i Huffington Post for at Europa skal genetablere kontrollen med sit eget territorium. Man skal ikke acceptere en illegal migration, hvor kun de flygtninge kommer igennem, der har penge til at betale menneskesmuglere og kondition til at klare rejsens strabadser.
Vi skal have et Europa med sikre grænser, der selv bestemmer, hvem der må komme ind og hvem ikke, men også et Europa, som påtager sig et politisk og menneskeligt ansvar for hvad der sker i vores nabolag.
Ideen er ikke ny, men det er åbenbart svært for EU som helhed at praktisere den. For Kurz hævder, ligesom denne blog har gjort, at hjælpen hovedsagelig skal finde sted i nærområderne. I stedet for en illegal indvandring af dem, der har lettest ved at trekke til Europa, skal Europa tage sig af de svageste, de syge og sårede, og om nødvendigt hente dem direkte i flygtningelejrene i nærområdet.
Østrig vil ikke vente på, at EU endelig får styr på de ydre grænser og bremset den illegale indvandring, derfor har de selv grebet initiativet. De har allerede været med til at blokere den såkaldte Vestbalkan rute og hjælper lige nu med mandskab i de pågældende lande. Ikke noget de har fået megen tak for, tværtimod har de fået kritik fra kansler Merkel.
De har vedtaget en overgrænse for hvor mange flygtninge de vil lade komme til Østrig og er nået frem til en grænse på 37.500 flygtninge pr år i de nærmeste år. Tallet skal sættes i relation til de ca. 90.000, de modtog i 2015.
Nu er de så i gang med nye skrappe initiativer, der vækker modstand både i internt i Østrig og i udlandet.
For at være beredt til den strøm af flygtninge/migranter over Middelhavet fra Libyen og Maghreb der kan forventes i 2016, er de ved at bygge barrierer på en af de vigtigste ruter nordpå fra Italien. I Brennerpasset bliver der opstillet hegn og bygget faciliteter til at kunne varetage en grundig indrejsekontrol. Italien beklager sig og EU er naturligvis også imod byggeriet,. Pudsigt nok samtidig med at EU har anbefalet en forlængelse af de allerede eksisterende grænsekontroller i EU.
Seneste initiativ er en ny og skrappere asyllovgivning vedtaget af Østrigs "Nationalrat" i onsdags.
 
Nødretstilstand
Et EU, der kan garantere sikre ydre grænser med fuld kontrol over, hvem der rejser ind og ud af EU, kan have lange udsigter.
Østrig venter ikke , men handler på egne vegne for i hvert fald at sikre kontrol over eget territorium. Et centralt punkt i den nye lovgivning er muligheden for at erklære en nødretstilstand (Notstand), Der sker med "Sonderbestimmungen zur Aufrechterhaltung der öffentlichen Ordnung und des Schutzes der inneren Sicherheit während der Durchführung von Grenzkontrollen."
Nødretstilstanden skal kunne udråbes, hvis man mener, at den offentlige orden og den indre sikkerhed er truet.
Hvad der helt konkret udgør sådanne trusler står  dog uklart. Men der kan naturligvis være tale om, at der igen opstår et voldsomt pres af flygtninge og migranter som i 2015 og man har jo besluttet, at man ikke længere vil acceptere at de frit kan strømme ind over Østrigs grænser. Formentlig kan trusler om muslimsk inspireret terror og konkrete advarsler om indrejse af Daesh terrorister også udløse nødretstilstanden. Nogenlunde som i Frankrig , hvor terrorangrebene førte til den aktuelle undtagelsestilstand.
Hvis der udråbes nødretstilstand kan den i første omgang gælde i 6 måneder, men den kan forlænges tre gange.
Når nødretstilstanden udråbes lukkes grænserne så at sige for flygtninge. Registreringscentre ved grænsen (Registrierstellen) kan afvise ansøgninger om asyl fra flygtninge, der er indrejst fra sikre tredjelande, og tilbagevise dem til det pågældende tredjeland.
Flygtninge kan ikke blot sige at de søger asyl Østrig og derefter sendes videre ind landet til ordinær behandling af deres asylansøgning. Når der er udråbt nødretstilstand får kontrollen ved grænsen til opgave at afprøve om der skal ske „Hinderung an der Einreise“, „Zurückweisung“ an der Grenze, eller „Zurückschiebung“ (UNHCR).
Afvisning og tilbagesendelse ved "Registrierstellen" må  formodes at ske i langt de fleste tilfælde, eftersom Østrig er omgivet af sikre tredjelande. Mens det undersøges om en flygtninge skal sendes tilbage, får politiet mulighed for tilbageholde flygtninge i op til 14 dage, i stedet for som nu i 120 timer. Der bliver derfor tale om en meget  hurtig vurdering af om flygtninge skal hindres i indrejse, sendes tilbage, eller have mulighed for at søge om asyl.
Undtagelser findes i de tilfælde, hvor "(i) die Polizei eine Rückführung als unzulässig erachtet, (ii) eine Rückführung in der Praxis nicht durchgesetzt werden kann, oder (iii) das zuständige Landesverwaltungsgericht die Rückführung des/der Asylsuchenden ex post als rechtswidrig erkannt hat."  
Hvis det f.eks. ikke er muligt at konstatere, hvorfra en illegalt flygtning er kommet ind i Østrig, kan vedkommende ikke sendes tilbage.
 UNHCR ser naturligvis i nødretstilstanden en fare for, at Østrig forbryder sig mod "non-refoulement" reglen. Dvs. reglen om " en stat må ikke udvise eller afvise (”refoulere”) en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelse."
Østrig kan på sin side hævde, at det ikke hindrer afvisning til Østrigs nabolande.

Asyl auf Zeit
Nyt er en tidbegrænset opholdsret for flygtninge. For flygtninge, der er ankommet efter 15. november 2015, gælder, at de kun kan tildeles asylstatus for tre år. Hvis tilstanden i hjemlandet forbedres, således at flygtningen kan hjemsendes, ophæves deres flygtningestatus og de må afgive det ny indførte ID-kort for flygtninge. Status i hjemlandet afprøves årligt. Hvis hjemsendelse stadig ikke er mulig, forlænges flygtningens mulighed for ophold i Østrig.
 
Indskrænkning af retten til familiesammenføring
For flygtninge, hvis status berettiger dem til subsidiær beskyttelse og for visse andre, skærpes reglerne for familiesammenføring. Det bliver først muligt at søge efter tre år og desuden skal ansøgeren opfylde visse økonomiske forudsætninger.
 
En løjerlig kritik
Italiens Matteo Renzi er utilfreds med Østrigs beslutning om at forberede sig på at stoppe flygtninge ved Brenner Passet. "shamelessly against European rules, as well as being against history, against logic and against the future."
 Italien har naturligvis grund til bekymring i lyset af prognoserne om at flere hundrede tusinde flygtninge/migranter vil forsøge at krydse Middelhavet i 2016. Men skal det nu også være Østrigs problem, at EU's ydre grænse i Italien kan betragtes en grovmasket si, der ikke  kan holde nogen ude. Med den hidtidige maritime indsats i Middelhavet f.eks. Operation Sophia) har man nærmest bidraget til at øge flygtningestrømmen, i stedet for at begrænse den. Planen om at stoppe menneskesmuglerne og sænke deres både har i hvert fald ikke fungeret.
Østrig på sin side har hele tiden hævdet, at de lukker egne grænser for at få EU til at handle. Så længe det ikke sker mener Østrig sig berettiget til at handle på egen hånd. Lande længere nordpå, som Tyskland, der har været kritiske over for Østrig, burde være dem yderst taknemmelig , for dermed begrænses strømmen med retning mod Tyskland og Skandinavien.
I slutningen af april var UN's Ban Ki-Moon også ude med riven i en tale til det østrigske parlament:" I am concerned that European countries are now adopting increasingly restrictive immigration and refugee policies. Such policies and measures negatively affect the obligations of Member States under international humanitarian law and European law. I welcome the open discussions in Europe - including in Austria - on integration.  
But I am alarmed again about growing xenophobia here and beyond. All of Europe's leaders should live up to the principles that have guided this continent.
Divisiveness and marginalization hurt individuals and undermine security.
When the arrival process is well-managed, accepting refugees is a win for everyone.These are brave, resilient and forward-looking people. They bring needed skills and energy to their new societies"
Fritsvævende balloner af varmluftsidealer, som punkteres af hverdages spidse realiteter.
" negatively affect the obligations" Eksisterende velfungerende demokratier, har først og fremmest pligt til at sikre deres egen befolknings interesser. Det kan næppe siges at være i noget europæisk lands interesse at tillade åbne grænser a la Merkel og så oveni købet for mennesker, der skønt de kalder sig flygtninge, i de fleste tilfælde viser sig at være migranter, der ikke vil nøjes med sikkerhed, men kræver adgang til de lande hvor de ser de største fordele for dem selv. Alt imens de svageste, de der repræsenterer de egentlige flygtninge lades tilbage, ude af syne, ude af sind. De producerer ikke "afpresnings"-fotos  af børn, der trykkes frem mod pigtråd og tåregas, selv om deres elendighed ikke er selvvalgt.
" growing xenophobia" and "live up to the principles that have guided this continent". Lad os prøve at vende det om. Måske er det netop i forsvaret for de værdier og principper, der er basale for vestlige demokratiske velfærdsstater at man oplever en afvisning af en massetilstrømning af mennesker med en helt anden kulturel baggrund. Mennesker, der har det med at kræve særrettigheder, og nærmest gør hvad de kan for vise afstand til modtagerlandets værdier og normer. Er det ikke i orden at mennesker på demokratisk vis stemmer på partier, der tager sådanne bekymringer alvorligt? Hvorfor bliver det pludselig anset for en underlødig populisme at repræsentere en bekymring, der deles af ganske  store dele af befolkningen i Europa.
Ironisk lyder det især, når Ban Ki-Moon hævder, at "divisiveness and marginalization hurt individuals and undermine security" For det er netop, hvad der er ved at ske i de lande, der har haft en markant indvandring af mennesker med en meget anderledes kultur i forholdsvis homogene samfund. Det har så sandelig skabt splittelse og undermineret sikkerhed?
"Forward looking people," måske, men også fra en særdeles "backward position." Sandsynligheden og eksisterende statistik giver ikke håb om,  at flygtningene  bringer "skills and energy." Det kan man aflæse direkte, når man ser at de har en markant højere arbejdsløshed og ved at en høj andel i sammenlignelige aldersklasser er på overførselsindkomster.
 Vi kan vist afvise Ban Ki-Moon og andres bekymringer og stedet bekymre os om, hvordan vi sikrer grænserne til det Europa, der indtil for nylig har været succeshistorie, men nu viser sig at være ude af stand til at opfylde betingelserne for sin egen eksistens. I hvert fald, når det gælder om at sikre de ydre grænser og de værdier og strukturer, der udgør grundlaget for de europæiske velfærdsstater. I alt for høj grad har vores grundlæggende sikkerhed været garanteret af USA, men de agter næppe hjælpe os med at sikre vore egne grænser mod vore egne flygtninge.