Ser vi hen over Europa tegner der sig et billede af fire forskellige politiske reaktioner på flygtningestrømmen.
 
Velkomst
Fremtrædende repræsentanter er naturligvis Tyskland og Sverige, og måske i slipstrømmen Østrig. For at forstå den tyske reaktion må nok se tilbage på deres historie, hvor først fremmest forfølgelse og koncentrationslejre fra Hitler tiden tynger på den kollektive samvittighed. Erfaringen med de store trek af tyske flygtninge fra øst efter krigen virker også og endelig er der naturligvis DDR-tidens mur-erfaringer.
Alt dette kan formentlig være med til at forklare en generel tysk aversion mod at slække på asylretten, mod at forsøge at spærre folk ude med hegn og mod at forsøge at holde mennesker væk ved brug af skrappe forholdsregler. Så hellere betale sig fra problemet, bl.a. ved at engagere dørvogteren med det dårlige ry, Tyrkiet, til at hjælpe med at holde flygtninge væk.
Selv Sverige har problemer med sin historie. Tvangsdeportering af baltiske flygtninge til Sovjetunionen efter krigen kaster en lang mørk skygge. Jeg tror dog at årsagen til, at Sverige har en endnu mere udpræget velkomstkultur end Tyskland, er den modsatte af den tyske. Sverige har siden Folkhems tanken og Palme haft, hvad man vel kunne kalde en selvindbildt høj moral, som man ikke skulle stille spørgsmål ved. Den har længe kunnet holde til at modtage mange flygtninge gennem årene, men nu krakelerer billedet, fordi den kollektive  indbildning rammes af en brutal realitet, i form af massive flygtningestrømme.
 
Afskrækning
Her får man naturligvis straks øje på Ungarn med lejre og det voldsomme hegnsbyggeri. Men Ungarn er jo ikke alene, andre lande som f.eks. Polen og Tjekkiet indtager stort set samme holdning. De har blot ikke haft strømmen på vej henover deres grænser, som Ungarn har.
Mange i Vesteuropa synes at betragte disse lande som ikke rigtig ankommet i EU, og ude af stand til at forstå lyksalighederne ved multikulturalisme. Med andre ord, man ser ned på dem, for deres reaktionære og tilbagestående holdning i grænseløs verden. I hvert fald grænseløst overfladisk og selvgod.
Her vover jeg lidt ud på den tynde is med en forklaring. I Vesteuropa har vi siden krigen levet i en verden med vækst og velfærd.  Med et stadig mere grænseløst og problemfrit liv for den enkelte. Stadig mere selvtilfredse har vi efterhånden kunnet leve vort liv som det passede os. At det alt dette forudsatte et bestemt samfundssystem, ideologier og værdier, som tidligere generationer har måttet kæmpe for, er for længst blevet en ignoreret selvfølge. I Vesten har vi mistet forståelsen for de forudsætninger, der tillod os at leve det liv vi ville.
Det modsatte har været tilfældet i Østeuropa, hvor man først for nylig kunne skabe sin egen frihed, genfinde sin egen nationale identitet og sætte egne grænser. Derfor er det ikke så sært, at man i dag holder noget stærkere på det nyvundne, end man gør i Vesteuropa. I Østeuropa ved man stadig, hvilke forudsætninger, der er essentielle for det liv man ønsker at leve. Forståeligt at man ønsker at bevare dem lidt endnu.
At vi i Vesten måske har grund til at gøre det samme, har vi i al vores enfoldige mangfoldighedspladder glemt og risikerer derved utilsigtet at destruere vore samfund og de værdier de bygger på.
For potentielle flygtninge og migranter påvirker denne forskel mellem øst og vest naturligvis også deres billeder af, hvor man kan forvente at få et godt liv. Det gælder ikke mindst stadigt eksisterende forskelle i materiel velfærd. Strømmen mod Vest forstærkes også af tilstedeværelsen af mennesker fra ens egen kultur der allerede har fundet plads i de vestlige velkomstsamfund.
 
 
Laden stå til og vinken igennem
Hertil hører lande som Italien og Grækenland, der har haft svært ved at værge for sig. Selve deres laden stå til, der tilsyneladende også gælder for behandlingen af flygtninge og migranter, er samtidig en slags afskrækning. For effekten bliver, at de fleste flygtninge og migranter ikke har andet ønske end at komme videre til de lande, hvor de er velkomne og hvor de kan forvente bedre forhold.
Vinke igennem lande som Balkanlandene synes i det store og hele at høre til samme gruppe af lande som Grækenland og Italien. De agerer i udpræget grad som transitlande. I sig selv er de på ingen måde attraktive for flygtninge. De har meget lidt at byde flygtninge og det gælder såmænd også for indbyggerne i flere af disse lande. Derfor har mange af dem også et ønske om at ledsage strømmen af flygtninge for selv at søge asyl i Tyskland, hvilket Tyskland selvfølgelig ønsker at undgå. Indtil videre ikke med større held.
Vinke igennem lader også til at være en hovedbeskæftigelse i den danske flygtningepolitik for tiden. Morgenavisen Jyllands-Posten citerer Rigspolitiet for, at de vurderer, at der fra d. 6 september, dagen da strømmen kom til Danmark, til 19. oktober er indrejst 35.800 udlændinge i Danmark. De fleste er uden større ståhej og egentlig ret irregulært vinket videre til Sverige. Rigspolitiet mener dog at ca. 100 om dagen søger asyl i Danmark, så ikke alle fortsætter, men langt størstedelen gør.
 
 
På sidelinjen som “innocent bystanders”
Når det gælder den syriske flygtningestrøm, står nogle af de store vestlige lande lidt på sidelinjen. I UK’s næsten enklave, Calais, holder man som i Ceuta og Melilla migranter ude med høje hegn. Som svar på kravet om at acceptere flere syriske flygtninge, erklærerede Cameron, at man ville tage mod ca. 20.000 i valgperioden, og kun direkte fra nærområdets lejre, dvs. kun “rigtige” flygtninge. Frankrig har foreløbig lovet at tage færre og lader i høj grad eksisterende migranter sejle i egen sø. De har jo sådan set også nok i de gamle strømme af migranter fra Nordafrika, bosat f.eks. i problematiske Banlieuer. Nu 10 år efter de sidste voldsomme optøjer, truer en ny eruption. Med Marine le Pen i fremgang er der sikkert heller ikke mange i regeringen, der har et ønske om at modtage flere. Alt sammen noget, der også bidrager til ringe attraktivitet for flygtninge/migranter.
Spanien stod som et af de første lande over for den voksende migrantstrøm fra Afrika og har som nævnt formået både at afskrække og at mindske sin attraktivitet på forskellige måde. Man har dog lovet at tage del i fordeling af syriske flygtninge.
 
 
Ohm igen
Vi kan forsøge at se på de forskellige landereaktioner og flygtningenes ageren i forhold til dem, i lyset af vores simple formel, hvor Flygtningeflowet F er en funktion af Potentiale P og Modstand M, dvs. F=P/R.
 
Velkomstlandene. Her er Potentialet højt, for der er kolossal afstand mellem vikårene i en flygtningelejr i f.eks. Jordan og en tilværelse i Tyskland eller Sverige. Indtil videre er modstanden også abnormt lav, i og med at man tager mod alle, der møder op ved grænsen, selv om man i Tyskland efter nogen tid fik indført grænsekontrol. Det giver ganske vist en lille smule modstand, men kun i form af køer ved grænsen. Med søndagens mini-topmøde er virkningen på modstanden usikker. Bedre forhold for flygtninge på Balkanruten står over for kravet om registrering i disse lande.
 
Afskrækningslande. Potentialet var i forvejen ret lavt. Ikke mange har frivilligt ønsket at komme til de tidligere østlande, selv om Ungarn faktisk har modtaget mange ansøgninger om. asyl. Modstanden er blevet gevaldig høj også rent bogstaveligt efter Ungarn fik hegnet bygget færdigt.
Selv om Spanien er i en lidt anden situation, fordi de ikke ligger på Syrien ruten, men Afrikaruten, ser det også ud til, at de har haft held til både at reducere potentialet og øge modstanden til næsten 100% med Push back programmer.
 
Laden stå til og vinke igennem lande. Ja det siger næsten sig selv, lavt potentiale og ringe modstand, selv med efterårets kulde, regn og mudder.
 
Lande på sidelinjen. Her er billedet lidt mere broget. Danmark forsøger at mindske potentialet ved at reducere ydelser, stille større krav og forvirre ved at annoncere både afvisning og velkomst. Objektivt set er potentialet formentlig højere end i Tyskland, men der har ikke været nogen officiel velkomstkultur, måske med undtagelse af professionelle bannerførere for multi-kulti og alle-er-velkomne som Zornig og andre venstreorienterede. Måske er det mest flygtninge, der via bekendte får øje på det lille ukendte land, der søger om asyl her. Modstanden er i øvrigt ganske lav. Dialogbaseret politi står i hvert fald ikke i vejen og Pind mener jo heller ikke vi kan holde folk ude, når de vil ind. Hvilket forhåbentlig er noget sludder. Sært i øvrigt at se Pind argumentere som en Merkel.
Hos flygtninge har Frankrig formentlig ikke nogen stor attraktivitet og Frankrig gør heller ikke noget for at øge den. Modstand er der også, i hvert fald sporadisk, som når man lukker grænsen mod Italien for flygtninge.
Så er der UK, hvor Potentialet ikke mindst for migranter synes meget stort, men hvor modstanden er stor for alle, der ikke kan betale en flybillet.
 
Spanien viser vejen
Når man ser på det samlede billede kunne man godt forestille sig, at den spanske løsning, ville kunne reducere flygtningestrømmen ganske væsentligt og dermed lette den såkaldte flygtningekrise.
Den spanske løsning måtte imidlertid omfatte mere drastiske drastiske tiltag end et svagt EU kan blive enige om lige nu. Lukning af de ydre grænser. Til søs i Middelhavet og Ægæerhavet lige så effektivt, som de spansk/afrikanske patruljer ud for Vestafrika. På landjorden behøver hegnene næppe at være ligeså effektive som i Ceuta, Melilla, Ungarn og Calais. Forudsætningen er blot, at man er villig til bruge “Push back” eller refoulement ved alle illegale grænseovertrædelser. Med sådanne politikker vil flygtningestrømmen skulle flyde mod en stor modstand, hvorfor flowet må forventes at aftage.
Så er der potentialedelen Attraktiviteten forsøger man allerede at sænke flere steder, både i Danmark, Tyskland og Sverige. Det er imidlertid slet ikke nok, for at reducere Potentialet effektivt skal der skabes langt bedre forhold i nærområdets flygtningelejre og sikre zoner i Syrien, garanteret af EU, USA, Tyrkiet og Rusland. Der skal investeres i boliger, uddannelse og arbejdspladser i disse lejre og områder.
Fra disse lejre og områder bør man naturligvis kunne søge legalt om asyl i EU efter fælles kriterier. Hvor man f.eks. skeler mere til, hvem der reelt i fare, eller trænger til bistand. For de fleste ansøgere kunne man nøjes med at give tidsbegrænset ophold og forbeholde permanent ophold for dem, der skønnedes at have et stort integrationspotentiale.
Alt dette kræver, som for Spaniens vedkommende, aftaler med de lande, hvortil der skal ske “Push back” og fremfor alt,  en langt mere selvsikker og krævende europæisk udenrigspolitik, der stiller konkrete krav, mod løfter om hjælp i meget stort omfang.
Urealistisk? Næppe mere end det man gør nu , eller måske rettere, ikke gør nu.
 
Husk grænser er med til at definere hvem vi er. Etwas ist nur in seiner Grenze und durch seine Grenze das, was es ist. G.W.F. Hegel.

Spanske “Push back” løsninger
I den europæiske kakofoni af flygtningepolitikker hører man ikke længere meget til Spanien, men alle kan sikkert huske nyhedsklip med billeder af mennesker, der forsøger at forcere de høje Nato pigtrådshegn, der omgiver de spanske enklaver i Nordafrika, Ceuta og Melilla. Ofte lykkedes det for nogle at forcere hegnet, andre gange blev de hængende i hegnet. Midt i Oktober 2014 fangede videokameraer ikke færre end 24 mennesker, der hang fast i hegnet eller blev pryglet af spanske vagter.
Mindre dramatiske scener udspillede sig på De Kanariske Øer, hvor småbåde landede hundredevis af flygtninge og migranter fra Vestafrika. I 2006 landede over 30.000 på De Kanariske Øer. Egentlig var det her man første gang fik en antydning af migrationspresset fra Afrika.
Siden er den spanske stemme i kakofonien gledet baggrunden. Andre steder er kakofonien mere støjende, først i forbindelse med flygtninge og migranters dramatiske forsøg på at krydse Middelhavet, senere naturligvis i forbindelse med folkevandringen ad Balkanruten.
I baggrunde kan vi dog stadig finde den spanske stemme, der står i skærende modsætning til de lyde, vi hører fra den del af det europæiske kor, der prædiker human velkommenskultur.
Spanien bygger i stedet hegnene højere og skubber dem, der kommer over hegnet eller går i land fra bådene, tilbage hvor de kommer fra. I hvert fald, når de arriverer fra det afrikanske kontinent.
Det afspejler sig i tallene. I 2015 kunne Guardia Civil således melde, at kun 342 flygtninge var landet på De Kanariske Øer ( (FAZ).  Die Zeit kan berette, at Spanien i det forgangne år kun har modtog 5.615 asylansøgninger. Den spanske flygtninge organisation CAER (Comisión Española de Ayuda al Refugiad) kan fortælle, at den illegale indrejse i Spanien er faldet fra ca. 40.000 om året for ni år siden til ca. 4.500 om året for nuværende.
Hvad er det så Spanien konkret har gjort for at reducere presset fra Afrika? Det kan være svært for en udenforstående at gennemskue, men baseret på mediebeskrivelser kan man sammenstykke et billede af en noget anderledes flygtningepolitik.
I 2006 forelagde man en “Plan Africa 2006-2008,” der senere er blevet fulgt af nye planer. Planen havde både til formål at begrænse migrationsflowet fra Afrika til Spanien i samarbejde med vestafrikanske lande, og bidrage til udvikling i de pågældende lande. (The Palgrave Handbook of International Labour Migration).
Planen indebar bilaterale aftaler med en lang række vestafrikanske lande. Mod løfter om hjælp fra Spanien, delvis finansieret af EU?, forpligtede flere lande sig til at medvirke til at stoppe forsøg på at flygte eller migrere til Spanien. Mauretanien og Senegal forpligtede sig således til uden videre at tage migranter, der landede på de Kanariske øer, retur. Die Zeit beretter, at det foregik ved at repræsentanter fra disse lande hjalp med at identificere migranterne, hvorefter de omgående blev fløjet tilbage. Til gengæld modtog landene udviklingshjælp, og udrustning bl.a. til at patruljere i egne farvande.
Ikke nok med det, under “Operation Søhest” fik Spaniens Guardia Civil mulighed for at patruljere indenfor de pågældende landes territorialgrænser for i fællesskab med landenes egne patruljer at forhindre menneskesmugling. Senere er der indgået aftaler med andre vestafrikanske lande. Migranter, der blev sendt tilbage til f.eks. Mauretanien blev i anbragt i en lejr, lokalt kendt som Guantamito. Det skal dog bemærkes, at Kadafi’s fald har betydet, at en stor del af migrationspresset, er flyttet fra Vestafrika til ruter via Libyen.
Spaniens politik har inspireret til forslag om,  at man ligefrem at skulle forlægge asylansøgningsprocedurer fra Europa til lignende flygtninge/migrantlejre i Afrika. En ide, der naturligvis minder stærkt om den australske praksis. Hvor asylansøgere anbringes i lejre på østaten Nauru og i PNG (Papua New Guinea).
I enklaverne Ceuta og Melilla beskyldes Spanien for at praktisere ulovlige “Push back” aktioner, hvorved de mennesker, der måtte have haft held til at forcere de 6 m høje hegn, øjeblikkeligt bliver deporteret uden mulighed for at søge om asyl. I marts 2015 lovliggjorde Spanien denne form for “Push back” i en ny lov.
Det kan i hvert fald konstateres, at den skrappe spanske politik har båret frugt, for rygtet om den bastante afvisning løber hurtigt blandt potentielle migranter. En lokal repræsentant for IOM (International Organisation for Migration) udtrykker det således: „Die Mund-zu-Mund-Propaganda funktioniert in Westafrika rasend schnell … Dass der Weg überden Atlantik praktisch zu ist, das wissen die.“ (FAZ). 
Også på anden vis søger Spanien at holde asylsøgende væk, et ophold i lejrene for asylansøgere er ikke attraktivt, asylansøgninger behandles yderst sendrægtigt, og den støtte man modtager er relativt lille. I stedet forsøger de flygtninge/migranter, der sluppet til fastlands Spanien, at komme videre til Tyskland, eller de forsvinder ud på et gråsort illegalt arbejdsmarked som lavt betalt arbejdskraft i spansk landbrug. (FT).
Spaniens politik står ikke uimodsagt. Aktivisten Ada Colau, der for ganske nyligt blev borgmester i Barcelona, har været en markant kritiker: “We call on [Prime Minister Mariano] Rajoy’sgovernment to change its policies and use the funds it receives from [the European Union] to this end. We must stop haggling over what pathetic number of refugees we can take in and take action to raise that number.”
( trans iberian).
 
Britiske paralleller
Spaniens sære kombination af skrap grænsekontrol med “Push back” aktioner, eller refoulement som er den officielle betegnelse, og en tilsyneladende stiltiende accept af illegal arbejdskraft, vil mange nok afvise som en umulig fremgangsmåde for andre lande i EU.
På nogen områder svarer det imidlertid godt til, hvad UK praktiserer. UK søger ligesom Spanien at begrænse antallet af migranter og lever samtidig med, at der kan opholde sig op mod 1 million illegale migranter i UK. Ganske har nye love på det sidste haft til hensigt at gøre det lidt mere besværligt at leve illegalt i UK, men effekten er tvivlsom.
Minder hegnene i Calais egentlig ikke meget om Nato pigtråden i Ceuta og Melilla? Også i Calais skubbes migranterne blot tilbage, når de med mellemrum forcerer hegnet. I modsætning til enklaverne skubbes de ikke tilbage til et andet land, men til den såkaldte jungle i Calais. Et fuldstændig mærkværdigt fænomen. Man accepterer, at der findes en lejr med efterhånden 6.000 mennesker, hvorfra man gang efter gang uden konsekvenser kan forsøge at forcere hegnet, der spærrer for adgangen til UK. Op mod 750 politifolk og vagter skal sikre at man ikke kan passere hegnet eller hoppe om bord på tog og lastbiler. Calais’ borgmester har endog krævet permanent militær tilstedeværelse.
Repræsentanter fra HRF (Human Relief Foundation) besluttede efter et besøg i junglen at stoppe for al hjælp. Repræsentanten konstaterede simpelt hen, at der ikke var behov for hjælpen og “that 95 to 97 per cent of migrants in the camp were young, fit men - some of whom allegedly told him they were happy to stay in the camp.” (Express).
Seneste udvikling er dog, at Frankrig nu vil sørge for bedre indkvartering af disse mennesker før vinteren. Så kan den uholdbare situation jo sådan set blive permanent. Hvad i al verden er det for en løsning? Hvorfor accepterer man egentlig dette kat og mus spil?

Ikke en pind...
Som så mange andre steder i et Europa i flygtningekrisens tegn synes man mere eller mindre at lade stå til. Set fra centralt politisk hold kan det synes at være den nemmeste løsning, at man stiltiende accepterer at love og regler der gælder for alle andre sættes ud af kraft, når man står over for en krævende strøm af flygtninge og migranter. Er det ikke rigtigt Søren Pind? Man henviser til dialogmetoden, der i realiteten betyder, at man lukker øjnene og håber på det bedste. Men det er bestemt ikke godt nok.

Hver dag tæller
“Hver dag tæller, ellers vil vi snart se familier omkomme på ynkelig vis i kolde floder på Balkan.” Der er et pressende behov for løsninger sagde Jean-Claude Juncker sidste uge, da han inviterede til mini topmøde i EU. Egentlig er det ikke Juncker, der skal invitere til topmøde i EU. Det er en opgave for Donald Tusk, men nu var det kun et minitopmøde og Tusk har jo på det sidste haft en noget anden tilgang til flygtningekrisen end Juncker.
Måske er det heller ikke så vigtigt, for bag kulisserne var det hverken Juncker eller Tusk, der insisterede på topmødet. Det var i stedet Frau Merkel,. Ifølge Wall Street Journal skulle mødet oprindelig have været i Berlin, men det var jo smartere at holde det inden for EU-rammerne.
Merkel har haft god grund til initiativet, for hver dag strømmer tusindvis af flygtninge ind i Tyskland og modstanden mod hendes politik stiger. Aftaler med Tyrkiet lader vente på sig og forholdene i de små Balkan lande er, som vi tidligere har set, ved at antage et så kaotisk omfang for både flygtninge og myndigheder, at der skulle ske noget.
Til minitopmødet var de mest berørte lande inviteret: Bulgarien, Kroatien, , Tyskland, Østrig, Grækenland, Ungarn, Rumænien, og endelig Slovenien, samt de tre ikke EU-lande Albanien, Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Serbien.
Man kan undre sig over, at de øvrige EU lande ikke er med, for flygtningekrisen og dens konsekvenser berører i sidste ende alle, og politikken skal vel ikke lægges af Tyskland-Østrig aksen samt puppet-on-a-string Juncker?
 
How things don’t work
Til mødet søndag d. 25. oktober melder Juncker ud med en 16 punkts plan, som jeg ikke har kunnet finde. Men reaktionen var ikke lovende. Premierminister Zoran Milanovic fra Kroatien afviste hånligt planen: "That is impossible, whoever wrote this does not understand how things work and must have just woken up from a months-long sleep." Han tilføjede, at den eneste løsning lå i kontrol ved grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. "Everything else is a waste of time.”
Før topmødet havde der været holdt et møde mellem flere Balkan lande. Efter mødet gav den Boyko Borisov fra Bulgarien udtryk for at hverken hans land eller Serbien og Rumænien ville være “Buffer Zones” for flygtningene. Hvis Tyskland og Østrig skulle beslutte at lukke deres grænser, ville de tre lande gøre det samme, for ingen af landene ville “expose our countries to the devastating pressure of the millions who would come.” Mellem linjerne læser vi her, at Balkan landene vil forsætte med at vinke flygtningestrømmene gennem landene, så længe de kan afleveres på dørtrinnet til Østrig og dermed Tyskland, ellers vil de lukke deres egne grænser.
Sloveniens hårdt pressede Miro Cerar lød endnu mere pessimistisk, da han tog til topmødet: "If we don't find a solution today, if we don't do everything we can today, then it is the end of the European Union as such," og fortsatte "If we don't deliver concrete action, I believe Europe will start falling apart."
Helt i modsætning til øvrige deltagere gav Viktor Orbàn før mødet udtryk for, at Ungarn havde fået styr på krisen, at han derfor kun var observatør og ikke havde nogle råd til andre. Provokerende ja, men indtil videre er han den eneste, der turde sige fra over for Merkel’s og Juncker’s inkonsekvente åbne-arme politik kombineret med et håb om, at Tyrkiet vil sikre, at der ikke kommer flere end de åbne arme kan favne.
 
17 small steps leading nowhere
Topmødet, der skulle slutte ved 19 tiden om aftenen sluttede første efter midnat. Sikkert en følge af udbredt uenighed mellem parterne, men sådan lød det selvfølgelig ikke efter mødet. Juncker mente, at de var enige om sætte tempoet i flygtningestrømmen ned: “The policy of waving through people to neighbouring countries has to stop. I want to be clear: people must be registered. No registration, no rights.” Hvad det betyder i praksis er aldeles uklart.
Merkel var efter mødet ligeså besværgende . Forholdene på Balkan levede efter hendes mening ikke op europæiske værdier og tilføjede : "Europe must show it is a continent of values, a continent of solidarity." Efterhånden forstår jeg ikke, hvad man skal med disse fuldstændig tomme besværgelser efter EU-møderne.
Hvad kom der så reelt kom ud af mødet?
Der kom 17 punkter i stedet for Juncker’s 16 punkter. De blev præsenteret med endnu flere ord af Juncker: "Countries affected should not only talk about and at each other but also with each other. Neighbours should work together not against each other. Refugees need to be treated in a humane manner along the length of the Western Balkans route to avoid a humanitarian tragedy in Europe. I am therefore pleased that today we were able to jointly agree on a 17-point plan of pragmatic and operational measures to ensure people are not left to fend
for themselves in the rain and cold."
Talk, talk, desværre er det også karakteristisk for det meste af de 17 punkter. Hvis vi deler dem op, er der 8 temaer:

• Permanent exchange of information and effective cooperation
• Limiting Secondary Movements
• Supporting refugees and providing shelter and rest
• Managing the migration flows together
• Border Management
• Tackling smuggling and trafficking
• Information on the rights and obligations of refugees and migrants
• Monitoring

 
Permanent exchange of information and effective cooperation
Udveksling af informationer mellem landene via kontakt punkter, så landene i det mindste ved, hvad der venter dem.
Støtte fra EU til at sikre midlertidig husly og støtte til alle de flygtninge, der ankommer og “swift and effective returns of migrants not in need of international protection.” Når man ser udtryk som swift og effective i EU sammenhæng forventer man efterhånden det modsatte, langsommelig og omstændelig. Så lad os se.
 
Limiting Secondary Movements
En politik med blot at vinke flygtninge igennem til det næste land er ikke acceptabel. Nej, det har det sådan set aldrig været, men hvad vil man gøre for at hindre det? Det står hen i det uvisse, selv om senere punkter taler om ugentlig kontrol med landenes håndtering.
 
Supporting refugees and providing shelter and rest
Det er sådan set medtaget allerede under de første punkter, men her bliver det lidt mere konkret. Det drejer sig at skaffe ordentlige forhold for flygtningene. Herunder “temporary shelter, rest, food, health, water and sanitation to all in need.” Her har man glemt varme. Det må nødvendigvis med, hvis vi at undgå Junckers’s frygt for at familier omkommer “på ynkelig vis i kolde floder på Balkan.”
Konkret vil Grækenland øge modtagekapacitet med 30.000 pladser og med EU-støtte til UNHR måske 20.000 yderligere. Desuden skal der skaffes 50.000  pladser langs Balkanruten. Det mener man vil gøre flowet mere forudsigeligt og håndterbart. Men hvad skal der ske i modtagecentrene, er de blot et udvidelse af endnu de dårligt fungerende “Hotspots.” Hvordan vil man i øvrigt sikre at flygtninge bliver på modtagestederne, og ikke blot vandrer videre?
 
Managing the migration flows together
“We will ensure a full capacity to register arrivals, with maximum use of biometric data, notably fingerprints; this is vital in particular at the point of first entry into the EU.” Det har vel egentlig hele tiden været kravet, men overvældet af tallene, er det kun sket i minimalt omfang.
De næste punkter konkretiserer sådan set blot kravet om informationsudveksling mellem landene og med Frontex og EASO (forkortelse for European Asylum Support Office).
Efterfølgende punkter gentager også et af de første punkter, men fortæller lidt mere om “swift and effective returns.” Det hedder således: “We commit to step up our national and coordinated efforts to swiftly return migrants not in need of international protection in full respect of their dignity and human rights.” Og disse rettigheder kan vise sig at blive en overordentlig stor hindring for at sende flygtninge retur,
Ny er derimod forestillingen om, at man forsøge at kooperere med Afghanistan, Bangladesh og Pakistan med henblik på at sende flygtninge/migranter herfra tilbage. Fint nok, men først skal der laves aftaler med de pågældende lande og så skal man sikre, at der i praksis også sker tilbagesendelse.
 
Border Management
“We commit to immediately increase our efforts to manage and regain control of our borders and increase the coordination of our actions relating to border management.” Immediate, regain, control. Giver lidt samme fornemmelse som swift og effective. Hvad vil man gøre her og nu? Man vil færdiggøre og implementere aktionsplanen med Tyrkiet. Det bliver vist næppe før efter valget i Tyrkiet og det er helt usikkert om det begrænser strømmen af flygtninge.
Man gentager som så ofte før, at man vil styrke Frontex, og opskalere samarbejde med Grækenland i Ægæerhavet. På land vil man assistere ved registrering og monitorering ved grænserne. Endelig vil man sende 400 politikfolk og udstyr til hjælp i Slovenien.
Styrkelse af “Border management” måske, men kontrol over grænserne sikrer disse punkter næppe, i hvert fald ikke i den forstand, at de hindrer flere flygtninge i at ankomme. Som det har været tilfældet i Middelhavet kan resultatet blive flere flygtninge, fordi flygtninge får større sikkerhed for at blive samlet op i Ægæerhavet. Fra andre kilder berettes, at flygtningebåde, der bliver opdaget af overvågningsfartøjer, stopper motoren og foregiver at være skibbrudne, for så bliver de jo samlet op.
Nyt under dette tema er det, at et land kan nægte tredjelandes borgere adgang, hvis de ikke ønsker at søge asyl i landet. Det er fuldstændig uklart om det blot er fromt ønske, når man ser at det store flertal vil gøre hvad de kan for at komme til Tyskland eller Sverige.
 
Tackling smuggling and trafficking
We call on Europol, Frontex and Interpol to support Western Balkans route-wide operations to combat people smuggling. Intet nyt her og effekterne må formodes at være lige så ringe som hidtil.  You can call all you want, men i realiteten er der ikke mandat til at bekæmpe ret meget.
 
Information on the rights and obligations of refugees and migrants
Her skal en Støjberg lignende metode anvendes. Der skal nemlig gøres en indsats for at informere flygtninge på forhånd om farlige rejeruter og smuglere og om eksisterende regler for registrering: “notably on the consequences of a refusal to be registered, fingerprinted and of a refusal to seek protection where they are.” Hvis det virkelig ville blive overholdt i fremtiden, ville det formentlig have stor virkning, for så ville man jo ikke bare kunne vandre i transit gennem Balkan for at nå til Tyskland og Sverige. Balkan selv udøver næppe nogen tiltrækning. Hvilket i sig selv viser, at det i hvert fald ikke kun drejer sig om at opnå sikkerhed, men også om at komme til landene med de bedste leve- og livvilkår, dvs. realiteten bliver stort set alle flygtninge undervejs forvandlet til  migranter.  Det er egentlig fantastisk, at man har accepteret denne forvandling, men Dublin forordningen ligger jo i ruiner,
 
Monitoring
I det syttende punkt beder man EU-kommissionen om at monitorere udførelsen af ovennævnte forpligtelser på en ugentlig basis.
 
Varme flygtninge og kolde skuldre
Lige efter Tsipras har overstået minitopmødet kan han meddele, at han har sagt nej til tre forslag. Han ville ikke acceptere en modtageghetto med op til 50.000 flygtninge oven i de eksisterende modtagecentre med henholdsvis 7.000 og 20.000 pladser. Gad vide hvad det betyder for realisering af planerne om de store modtagecentre nævnt i et af de 17 punkter. Tsipras har også modsat sig, at et land kan nægte at modtage flygtninge fra et andet EU-land. Så Grækenland fortsætter med at vinke flygtninge videre, eller hvad?
Endelig har Tsipras insisteret på, at bevogtning af grænserne er en national opgave, så samarbejdet med Frontex vil være begrænset. Tsipras giver helt klart udtryk for, at det eneste der vil afhjælpe krisen er aftaler med Tyrkiet, og det har man endnu ikke.
Gad vide om ikke Tsipras har opdaget, at det nu er  Grækenland, der i en vis forstand er i stand til at udøve pres på Tyskland. Grækenland besidder nemlig her en temmelig central rolle. Spiller de med eller spiller de kostbare? Vi får se.
Hvad bliver effekten af aftenens minitopmøde? Tsipras synes ikke give udtryk for begejstring over mødet og det er der heller ingen andre der gør. Formentlig fordi de alle har givet en kold skulder til de fleste punkter. Mange af punkterne er jo så vidt det kan skønnes gentagelser, ikke blot af hinanden, men også af tidligere bestræbelser. Meget af indholdet har et stærkt præg af besværgelser. Måske ud fra devisen: Nu skriver vi det i referatet og pressemeddelelser, så håber vi det realiseres ved egen kraft.
Noget vil der dog ske. Der vil blive udfoldet bestræbelser på at skaffe flygtninge tag over hovedet midlertidigt, og formentlig vil de også blive holdt varme, ligesom der vil være tilstrækkeligt med forsyninger til dem. Det er jo alt sammen blot et logistik problem og det er jeg sikker på, at man kan klare, hvis pengene er tilstede. Flere politikfolk til Slovenien kan man vel også klare, men hvad skal de i grunden lave? Forstærket Frontex, måske, men se afvisningen fra Grækenland.
Hvis flygtninge ser eller hører om aftalen hjemme i Syrien eller nærområdets lejre, må man antage, at de foretager en vurdering omtrent som vi gør. Her ved brug af vores Ohm’s lov for flygtningeflow F, hvor F er en funktion af Potentialet P og Modstanden R, således F=P/R.
Planen vil næppe mindske potentialet, med mindre man reelt foretager hurtig tilbage­sendelse i massevis af asylansøgere, der ikke opfylder betingelserne for at være flygtninge. Det er indtil videre yderst tvivlsomt om det vil ske i større omfang.
Hvad med modstanden R. I praksis vil det næppe lykkes at nægte indrejse for flygtninge, der ikke vil søge asyl i det første sikre land, de når til. Hvorfor modstanden mod at trekke videre formentlig forbliver ringe. Og forsøget på at sikre flygtninge bedre eller gode forhold under Balkan trekket, inklusive varme i teltene, formindsker naturligvis modstanden. For med bedre indkvartering undervejs, og bedre koordination af trekket, bliver det lettere at passere Balkan.
Konklusionen må blive, at man med stor sandsynlighed forbedrer betingelserne for flygtninges trek og mindsker faren ved gummibådsturen. Til gengæld siger man også til de flygtninge, der måtte have planer om at tage til Europa. Nu er det blevet lettere og sikrere, så hvorfor ikke begive sig på vej, eller i hvert fald sende én i familien på vej, så man kan få familiesammenføring senere.
Som i Middelhavet førhen vil man gøre flugtruten mere sikker, men man lader stadig flygtningene selv forsøge at nå frem til grænsen på gåben eller i gummibåde.  Hvorfor kan man ikke forestille sig at stoppe strømmen ved EU’s ydergrænser og lade flygtninge ansøge om asyl fra eksisterende og eventuelle nye flygtningelejre i nærområdet.  Så ville man kunne udvælge de mest trængende og transportere dem sikkert til Europa. Det er faktisk, hvad UK har tænkt sig at gøre.
Hvad vi ser  nu forekommer fuldstændig bagvendt, ja inhumant. Merkel og andre taler gerne om, at vi skal sørge for menneskeværdige forhold for strømmen. Men strømmen  repræsenterer måske slet ikke dem, der har mest brug for  menneske­værdige forhold. De findes formentlig blandt de mennesker, der er ladt tilbage.

Falling apart
EU er helt åbenlyst i splid med sig selv på kryds og tværs af landene. De fleste kan ganske vist se, at så længe vi opretholder et højt potentiale, dvs. stor forskel i levevilkår mellem lejre i nærområder og en tilværelse i Tyskland eller Sverige, og samtidig gør vejen lettere, dvs. mindsker modstanden for flygtningestrømmen, ja så er konsekvensen flere flygtninge og ikke færre flygtninge.
Flere haste topmøder og mere pres fra en tysk Kansler og hendes puppet-on-a-string Juncker, der fuldstændig har fejlbedømt konsekvensen af egne beslutninger og stædigt fortsætter med at gøre det, bidrager til at forværre krisen.
 Fuldkommen uden vilje til at sikre egne grænser prøver man, som vi tidligere har beskrevet, at få Tyrkiet til at gøre det. Det er vanvittigt og på sigt fuldstændig ødelæggende ikke blot for EU, men for Europa, dets demokrati, værdier og kultur.

I en tidligere posting kunne vi fortælle, at Sverige ifølge Aftonbladet ville indføre grænsekontroller. Det var dog tydeligt, at der herskede uenighed om, hvordan man skulle håndtere den efterhånden ret dramatiske flygtningesituation, hvor man forventede op mod 190.000 asylansøgere i 2015. Allerede nu havde man svære indkvarteringsproblemer og mangel på kapacitet, ligesom man kunne forudse omkostninger på 29 milliarder Skr.
Hvad er man så endt med? Ikke grænsekontrol i denne omgang, selv om det må have været diskuteret.
I stedet har man vedtaget en række tiltag, der svarer meget godt til de tiltag, man tidligere har besluttet i Tyskland. Her var det vores vurdering, at det ville have ringe effekt på flygtningestrømmen og dermed egentlig ikke løse problemerne.
Også i Sverige har man i hovedsagen valgt tiltag, der skal gøre det lettere at håndtere de mange flygtninge og samtidig argumenteret for, akkurat som Tyskland, at flere lande må gøre mere for “erbjuda människor skydd.” En efterhånden ganske tom appel, for flygtningene har jo passeret flere sikre lande inden de kommer til Sverige.
De konkrete indsatser i følge den svenske regerings katalog omfatter(regeringen.se):
http://www.regeringen.se/contentassets/6519e46a9780457f8f90e64aefed1b04/overenskommelse-insatser-med-anledning-av-flyktingkrisen.pdf
 
Insatser för att säkra det svenska asylsystemet
Korte behandlingstider for asylansøgninger
Skaffe mere plads til indkvartering af asylansøgere
Forsørgelseskrav ved familiesammenføring
Tre-årigt midlertidigt ophold for flere grupper af flygtninge, mens resten stadig skal kunne få permanent ophold
Flere kvoteflygtninge for at give flygtninge mulighed for at komme til Sverige på legal vis
Mere tilsyn med uledsagede børn
Flere pladser i skolerne
Flere lærere og flere voksne i skolerne
Accept af at Sverige er med i EU kvotefordeling
 
Insatser för att stärka nyanländas etablering i Sverige
Modvirke Sysslolöshet, herligt udtryk. Det drejer sig om at man gennem arbejde skal bidrage til samfundet
Bedre fordeling på kommuner, tvangsfordeling?
og en del mere bl.a. mht. at skaffe flygtninge i arbejde
 
Stärkta resurser för att hantera flyktingkrisen
Ansøgninger om EU-midler
Flere midler til kommuner og civilsamfund
Støtte til boligbyggeri
 
Vi bruger igen F=P/R formlen til at vurdere den mulige effekt af indsatsen. Nogle få elementer vil formentlig kunne reducere P eller potentialet minimalt. Det gælder f.eks. midlertidigt ophold, og forsørgelseskrav. Krav om arbejde og flere pladser i skoler og erhvervsuddannelser øger formentlig potentialet og det samme gør bedre muligheder for at etablere sig selvstændigt.
Andre indsatser bidrager til at reducere R eller modstanden. Det gælder f.eks. hurtigere behandling, og løsning af indkvarteringsproblemet .
Samlet skønnes en gennemførelse af disse tiltag at øge tilstrømningen af flygtninge. Som i de tyske indsatser øger man, i forsøget på at løse interne kapacitetsproblemer, muligheden for at håndtere flere flygtninge og det skønnes ikke ligefrem at bidrage til en reduktion af flygtningestrømmen.
Formentlig vil det snart blive nødvendigt med mere drastiske indgreb for at mindske P og øge R, for at man kan gøre sig håb om at mindske flowet F.
Alternativet er, at man omsider beslutter sig for mere effektive begrænsninger i EU.

Stop and go, order and chaos
I Spielfeld ved grænseovergangen fra Slovenien til Østrig overvældede tusindvis af flygtninge onsdag og torsdag grænsekontrollen. Efter i første omgang at have forsøgt at stoppe og regulere strømmen af mennesker, der forsøgte at forcere barrier og hegn, gav grænsepolitiet efter. For at undgå voldelige scener og massepanik fjernede man barriererne og så blot til, mens strømmen fortsatte deres trek nordpå, til fods ad landevejen til det forjættede Tyskland eller Sverige. Mange blev dog senere samlet op i smågrupper, efter det var gået op for dem, at der stadig var hundreder af kilometer til Tyskland. “Nach Polizeiangaben kamen rund 3.000 Flüchtlinge Anweisungen nach, sich jenseits der Sperren in Gruppen zusammeln. Aber Hunderte seien einfach nach Norden weitergegangen. Die österreichische Bahn stellte den Zugverkehr im Grenzgebiet zu Slowenien ein, um nicht entlang der Schienen wandernde Flüchtlinge zu gefährden.” (Die Welt).
Hændelser i Spielfeld er ved at være typiske for den forvirrende omgang stop and go, der finder sted på den såkaldte Vestbalkan rute. I første omgang erklærer landene, at der skal herske orden ved grænsen, at man kun vil modtage så mange som man kan håndtere under ordnede forhold, med registrering, indkvartering og transport, indtil de kan komme videre på deres vej. Snart efter må man erkende at intentionerne ikke kan holde, at man ikke kan stoppe den gevaldige masse af mennesker, der hobes op ved grænserne, mens stadig flere kommer til. På et tidspunkt giver man mere eller mindre op, stop bliver for en tid til go, og den ro og orden man tilstræbte, ender i et større eller mindre kaos, hvor ingen længere har styr på flygtningestrømmen.
Beretninger fra de forgangne nætter er typiske: “Hundreds of migrants and refugees pushed their way into Croatia after spending the night out in the open in freezing cold, waiting to cross from Serbia into the EU. Exhausted and chilled, people started walking down the muddy border passage and over the corn fields. Croatian police had been deployed on the boundary to stop them but then moved away.”

Panik i Slovenien
Efter at Ungarn  op til weekenden lukkede grænsen til Kroatien er situationen endnu mere kaotisk med gensidige beskyldninger mellem de berørte Balkan lande.
Slovenien, der i begyndelsen satte grænser for, hvor mange flygtninge den kunne viderebefordre til den østrigske grænse, skælder ud på Kroatien, fordi man lader mange flere krydse grænsen til Slovenien end der er kapacitet til. Den slovakiske regeringschef Miro Cerar beklager sig: “Selv om jeg dagligt taler med min kroatiske kollega, ser det helt anderledes på det operationelle niveau. Jeg beklager meget, at der kun er meget lidt eller ingen samarbejde med de kroatiske myndigheder”
Indenrigsministeren kunne fremvise videoer, hvor man kunne se, hvorledes kroatisk politi om natten lod flygtninge krydse grænsen uden at gøre forsøg på at stoppe dem. Torsdag kunne Ljubljana så berette, at 12.000 flygtninge havde krydset grænsen det foregående døgn. Mange gange flere end Slovenien er i stand til håndtere.
Kroatien foregiver at have aftaler med Slovenien og har selv problemer med Serbien, der blot lader flygtninge krydse grænsen til Kroatien. Og alle er efter Ungarn, der har lukket sine grænser for illegale flygtninge. En ungarsk regeringstalsmand forsvarede Ungarns position og sagde: “Each of the affected countries had ample time to get prepared for what has hit them." (Balkanchronicle).
Indtil videre gælder således det omvendte Musketer motto. “Ingen for en og en for sig selv.”
 
Reaktioner på Vestbalkan krisen
Øjebliksbillede fra Slovenien: “Led by riot police on horseback, thousands of weary migrants marched across western Balkan borderlands as far as the eye could see Tuesday as authorities cautiously lowered barriers and intensified efforts to cope with a human tide unseen in Europe since World War II.” (Associated Press).
I lighed med, hvad Ungarn tidligere har gjort, har Det slovenske parlament vedtaget en lov, der gør det muligt at anvende hæren til at udføre grænsevagts opgaver i de situationer, hvor politiet ikke kan gøre det.
Slovenien har også sendt et nødråb til EU og bedt om hjælp til at klare den ubrudte strøm af flygtninge, som man er ude af stand til at klare på egen hånd. I Bruxelles har Sloveniens præsident sagt, at han forventede at hans land måtte bede EU om både finansiel hjælp og hjælp til at patruljere grænserne.
 
“Jean-Claude Juncker clearly believes it’s good to talk”
EU’s reaktion foreløbig: Kritik og en invitation til et topmøde. Kritikken kommer fra EU-kommissær for migration, Avramopoulos, der besøgte området i torsdags. Han fordømte brugen af hæren til grænsebevogtning: "We do not have in front of us enemies...armed forces are not a solution, they give the wrong impression. We are not threatened by these people." Senere må kommissionen være kommet på andre tanker. Nu hedder det at EU medlemslande har ret til at beslutte, hvilke midler de vil anvende til grænsekontrol. Det er dog underforstået, at hæren måtte tjene til at hjælpe flygtninge “and making sure there was no outbreak of violence.” Hvad det så ellers skal betyde.
Det bliver mere og mere klart, at EU egentlig ikke aner, hvad de skal stille op, ud over at træffe meget generelle og vage beslutninger på møde efter møde.
Meget apropos har den altid joviale Juncker da også inviteret til at topmøde på søndag om krisen på Balkan.
I EU’s pressemeddelelse hedder det: “In view of the unfolding emergency in the countries along the Western Balkans migratory route, there is a need for much greater cooperation, more extensive consultation and immediate operational action. Following discussions with several leaders, European Commission President Jean-Claude Juncker has therefore called a Leaders' Meeting on 25 October to discuss the refugee flows along the Western Balkans route.” Mødet skal have til hensigt, at nå “common operational conclusions which could be immediately implemented.”
Større grad af samarbejde, konsultationer og øjeblikkelig operational aktion.
Hvis man ser på erfaringerne fra tidligere møder, må man forvente, at mødet blot slutter med en tekst med eksakt disse vendinger i konklusionen. Intet mindre og intet mere. EU-kommission og topmødedeltagere har indtil nu ikke kunnet mande sig op til at foretage meget andet end at vedtage vage og vattede beslutninger, der ikke på nogen måde har bidraget til løse flygtningekrisen eller reducere flygtningestrømmen.
Den sære kombination af idealistiske vage statements fra EU-samarbejdet og den manglende konkrete aktion, erindrer om Juncker’s særprægede kombination af optimisme og pessimisme. For nylig sagde han således: “The European Union is not going very well, …And so we must ensure that we keep alive the ambitions, hopes and dreams of Europe.” (The Daily Telegraph). Når det ikke går så godt, må vi holde fast i drømmen. Fantastisk udtalelse, for det ville nok være bedre om vi lagde drømmene til side for en tid og koncentrerede os om at sikre, at virkeligheden og den umiddelbare fremtid fungerede bedre.
Hvis der mod forventning kommer “større grad af samarbejde, konsultationer og øjeblikkelig operational aktion” ud af søndagens møde, ville det i virkeligheden heller ikke bidrage til en løsning. Tværtimod må man forvente at det blot ville bidrage til at strømlinje flygtningenes trek gennem Vestbalkan. Med F=P/R formlen har vi tidligere vurderet virkninger af forskellige tiltag på flygtninge flowet (F). Her kan vi forsøge det samme.  Et glattere forløb af trekket gennem Vestbalkan, med mere Go og færre Stop, vil betyde, at R, der står for modstand i formlen, ville blive reduceret. Strømmen eller flowet vil derfor flyde mere uhindret og det forventede resultat vil derfor være endnu flere flygtninge.
Ingen af de toneangivende lande i EU har indtil været villige til at mindske flygtningestrømmen ved i stedet, at sikre de ydre grænser bedre.
 
Og så alligevel …
Donald Tusk er tilsyneladende begyndt at markere en holdning i det ellers ret så holdningsløse og splittede EU. For nylig blev der i Madrid afholdt kongres i Det Europæiske Folkeparti (EPP), sammenslutningen af centrum-højre partier i Europa. På dette møde holdt Donald Tusk en bemærkelsesværdig klar tale.
Han sagde bl.a., at EU som et politisk fællesskab er ansvarlige for betingelsen for europæisk solidaritet, for åbenhed og frihed. Hvis vi ønsker at bevare disse værdier kan vi ikke abdicere fra vore vigtigste pligter: “we can no longer allow solidarity to be equivalent to naivety, openness to be equivalent to helplessness, freedom to be equivalent to chaos.” Ifølge Tusk betyder det: “…no task is more important for the moderate centre-right than the re-establishment of Europe's external borders. And not in order to make Europe into an inaccessible fortress, but to effectively protect the values I have just mentioned”
Senere blev han endnu tydeligere i sin kritik: “We cannot pretend any longer that the great tide of migrants is something that we want, and that we are conducting a well thought-out policy of openborders. The truth is different: we have lost our ability to protect our borders, and in this sense, our openness is not our conscious choice, but a proof of our weakness” (Concilium).
Her har vi en vigtig del af modsvaret til Merkels uigennemtænkte, naive og kaosfremkaldende appel om åbne grænser for alle asylsøgende, uanset hvor mange de er og uanset, hvor de kommer fra. Tusk’s holdning er endnu ikke EU’s holdning.
EU-landene har indtil videre kun været enige om at styrke deres egen svaghed og uformåenhed, når det gælder forsvaret af egne værdier. Det er helt sikkert ikke vejen til at løse flygtninge-migrant krisen.
Ved det selvsamme møde i Madrid holdt Orbàn også en tale. Efterhånden synes der ligefrem at være forståelse for, at han har noget vigtigt at sige, at han måske ikke har helt uret, blot fordi han optræder som den slemme dreng i klassen, der tør sige Frau Merkel midt imod. En del af hans tale kunne lyde som en fortsættelse af Tusk’s tale: “Europe is currently rich and weak. This is the most possibly dangerous mixture. We seem not to be able to overcome our challenges on our own. Turkey is an important strategic partner. But if based on the lack of our own power, we expect the solution from them, that will make us exposed. This is the current situation of Europe. If we do not want that, we have to protect our borders.” (NewEurope).

Rig og svag
Rig og svag er en problematisk kombination, når lande i det nære østen og i Afrika er plaget af krige, af overbefolkning og håbløse fremtidsudsigter. Det rige, men svage Europa, hvor fremtrædende repræsentanter byder alle velkommen, kan slet ikke undgå at udøve en stor tiltrækning. Det Europa, der bryster sig med sine værdier og sine krav til menneskerettigheder, hævder jo, at alle har ret til et liv i sikkerhed og værdighed. Ikke sært, at flygtninge og migranter tager Europa på ordet og søger dette liv i Europa.
Orbàn’s svar: “… neither the German, Austrian nor the Hungarian way of life is a basic right of all people on the Earth. It is only a right of those ones who have contributed to it. Europe is not able to accept everyone who wants a better life. We have to help them to get back their own lives with dignity and we have to send them back to their own countries.”(NewEurope).
 Er vi ikke nødt til at indse at både Tusk og Orbàn har en bedre forståelse af, hvad det gælder om i flygtningekrisen, end den naivt humanistiske præstedatter Merkel har med sin Willkommenskultur og sine selfies med flygtninge?

Enhver for sig selv
Det være må være det tyste motto for flygtningekrisen i Europa. Stemmer i øst og stemmer i vest, stemmer i syd og stemmer nord, men ingen enstemmighed.
I UK har Church of England udgivet en bøn for flygtningene:

Heavenly Father,
you are the source of all goodness, generosity and love.
We thank you for opening the hearts of many
to those who are fleeing for their lives.
Help us now to open our arms in welcome,
and reach out our hands in support.
That the desperate may find new hope,
and lives torn apart be restored.
We ask this in the name of Jesus Christ Your Son, Our Lord,
who fled persecution at His birth
and at His last triumphed over death.
Amen

Dermed har kirken givet sit bidrag til løsning af flygtningekrisen. Gud skal hjælpe os at holde vore arme oppe i velkomst. Så må man håbe, at de mange muslimske flygtninge vil tage mod hjælpen fra den kristne gud, der får os til at åbne armene i velkomst. At kirken så samtidig er med til at underminere grundlaget for den kultur, den selv er en del af, forsvinder i den foregivne, hellige moralske rørelse. Man kan slet ikke få nok af at være moralsk oprørt på guds og egne vegne, så derfor har engelske biskopper i et brev til Cameron forlangt, at UK skal tage mod 50.000 syriske flygtninge. Ikke noget, der har vakt begejstring hos Cameron, der havde lovet at tage imod 20.000.
Andetsteds bruger man armene til at holde flygtningene ude.
Pro Asyl kan i rapport med titlen “Pushed back” om situation i Grækenland berette om systematiske overtrædelser af menneskerettighederne i Ægæerhavet og ved den græsk-tyrkiske landegrænse. En flygtning beretter:
“Our boat was torn and they had tied it with a rope. (…) They took us to the Greek – Turkish waters and threw us one by one in our boat. One of us fell in the sea and we collected him from the water. They were throwing us as if we were garbage. Then they cut the rope. There was no engine, no fuel on the boat and no paddles.” (Pro Asyl).
(Pushed back report)
Flygtninge kan fortælle, hvorledes den græske kystvagt efter at have opfanget dem, holdt dem incommmunicado i 16 timer, hvorefter de blev ”pushed back” og efterladt drivende i tyrkisk farvand. Her er der ingen åbne arme, men et fuldstændigt overvældet Grækenland, der formentlig reagerer i desperation.
Kirkens og kystvagtens håndtering af flygtninge, den ene mest åndeligt moralsk og den anden fysisk brutalt, viser, hvor forskelligt man ser på den europæiske flygtningekrise lige nu.
Hvordan ser det så ud andre steder i Europa? Oplever vi efterhånden kun en europæisk kakofoni (i betydningen skærende uharmonisk lyd) eller findes der også tegn på konvergens i retning af fælles holdninger, måske ligefrem en europæisk symfoni i betydningen harmonisk, fælles lyd?
 
Danske stramninger
For et par dage siden kunne Støjberg fortælle, at Regeringen var på vej med nye stramninger på udlændinge området. Indtil videre har regeringen jo også haft svært ved at leve op til løfterne fra valgkampen, men det har jo unægtelig heller ikke været let med en pludselig vækst i strømmen af flygtninge. Nu agter man så at gøre lidt mere for at begrænse de faktorer, der kan gøre Danmark attraktivt for flygtninge og migranter og samtidig øge kravene til dem, der allerede befinder sig i Danmark.
Den tidligere aftalte integrationsydelse skal også gælde for dem, der allerede er i Danmark, “så man skal have været i Danmark i syv af de seneste otte år for at få ret til kontanthjælp i stedet for integrationsydelsen.” (Politiken).
Reglerne for at få permanent ophold skal strammes, med krav til aktivt medborgerskab, beskæftigelse og danskkundskaber
Reglerne for familiesammenføring skal strammes og man skal for fremtiden selv finansiere familiens rejse til Danmark
Hvis man bliver dømt for kriminalitet, skal man vente længere på at få permanent ophold
Og endelig skal de såkaldte kvoteflygtninge udvælges efter, hvor lette de forventes at kunne integreres i Danmark.
Det er naturligt nok stramninger som Dansk Folkeparti kan gå ind for, selv om de sikkert kunne have ønsket sig endnu mere, mens Enhedslisten selvfølgelig kun ser forringelser og mener, at tiltagene vil forringe integrationen. Det er tydeligt at man reelt ikke ved, hvordan det vil påvirke flygtningestrømmen og integrationsmulighederne. Man famler sig frem med dette og hint, for dog om muligt at tilbageerobre kontrollen. Eller for at lade det se ud, som om man bevarer kontrollen, for at berolige den del af befolkningen, der ser med skepsis på motorvejsstrømmen af flygtninge. Et andet sted lurer også forslag om bedre og mere stringent kontrol med grænserne, men lad os se. Hvis det lykkes at standse strømmen længere nede i Europa, behøver Danmark jo ikke at markere sig alt for stærkt med kontroller. Hvis Sverige siger stop, vil der formentlig hurtigt opstå en tilsvarende reaktion i Danmark.
 
Svensk baksmälla
”Vi är på gränsen av vår kapacitet av mottagande i Sverige”, sade Stefan Löfven ifølge gårsdagens Dagens Nyheter.
For nylig er der dukket skøn frem, som forudser, at Sverige i 2015 vil modtage op mod 190.000 flygtninge. Kommuner og myndigheder får efterhånden svært ved at klare presset. Det gælder også Trelleborgs Kommune, som i et brev til Regeringen og Migrationsverket, vil gøre opmærksom på ”den mycket ansträngda situation vi befinner oss i.” I perioden fra 22. september til 1. oktober kom der alene 14.100 asylansøgere til Trelleborg kommune med færgerne fra Danmark.(Trelleborgs Kommun).
Den voldsomme tilstrømning af flygtninge er formentlig også en medvirkende årsag til, at foreløbigt ukendte personer har valgt at tage situationen i egen hånd. En hånd med tændstikker og brændbart materiale. I hvert fald har der været temmelig mange tilfælde af påsatte brande på indkvarteringssteder for flygtninge i den senere tid.
Nu advarer en økonom også om, at flygtningestrømmen kan knække svensk økonomi og at skatteforhøjelser kan være uundgåelige. Man taler om udgifter til asylansøgere på op mod 29 milliarder Skr.
Hidtil har kun Sverigesdemokraterne lyttet til disse udslag af bekymring over de-åbne-armes flygtningepolitik. Men partiets meget kraftige fremgang i meningsmålingerne er tydeligvis ved at give problemer for de øvrige partier. Statsminster Löfven har ganske vist argumenteret som en mini udgave af Merkel, ved efter brandattentaterne at sige “Det är inte det Sverige vi känner stolthet över” (SVT).
Alligevel presses han af sine egne partifæller i flygtningespørgsmålet. I går kunne Aftonbladet så berette, at der findes et stærkt pres i regeringen for at nå et resultat omgående og i retning af en mere restriktiv linje. Bl.a. under indtryk af presset på kommunerne.
Så selv Löfven har efterhånden erkendt, at Sverige “är på gränsen i mottagandet” (Aftonbladet).
Og måske er der ved at ske en hastig kovending i den svenske flygtningepolitik. I går eftermiddag kunne Aftonbladet således meddele: ” Partierna ense om gränskontroller” (DN).
Endnu er man tilsyneladende ikke helt enige. Der er åbenbart flere spørgsmål man skal have svar på før man kan beslutte sig, bl.a. derfor er et planlagt partimøde i dag aflyst.
Alligevel vil vi konkludere, at Sverige nødtvunget kan være på vej til et stemningsskifte i flygtningepolitikken. Partiet Moderaterne vil allerede ind på noget af den plads, som er skabt af Sverigesdemokraterne. Man må forestille sig, at de, ligesom borgelige partier i Danmark, ja måske i realiteten alle partier, nu vover at besætte positioner, som før var utænkelige, fordi de jo stadig har Sverigesdemokraterne længere ude til højre for sig.  Hvad det kommer til at betyde vides ikke, men øgede grænsekontroller og måske afvisninger af asylansøgere kan ganske let give en dominoeffekt i Danmark.
 
Tyskland, hvor undergrunden rører på sig
"Aber die KZ sind ja leider derzeit außer Betrieb” lød det provokerende i  en islamkritisk tale ved mandagens Pegida demonstration i Dresden. Manden bag talen er Akif Pirincci, tysk-tyrkisk forfatter med islamkritiske holdninger. Udsagnet har vakt voldsom opsigt i Tyskland. Statsadvokaten prøver at tiltale forfatteren for “Volksverhetzung”, der er en alvorlig sag i Tyskland, fordi det minder om Hitlertiden. Men det er ikke kun med verbale provokationer man giver udtryk for utilfredshed. In effigie hængning i en galge af kansler Merkel og vicekansler Gabriel har man også oplevet. Pyromaner har også været på færde. I nattens mulm og mørke er der efterhånden sat ild til en lang række flygtningeindkvarteringer, både nogle, der var beboede og nogle, der blev forberedt til flygtningene.
Det etablerede Tyskland fordømmer Pegida og mener, at de opfordrer til had og overgreb. Gabriel: "Pegida ist eine rechtspopulistische und in Teilen offen rechtsradikale Empörungsbewegung geworden." Justitsminister Maas fra SPD brugte udtryk som “Widerlich“ og “Ausschlacten“ om Pegida’s demonstrationer. Brandattentaterne fordømmes efterhånden rutinemæssigt, der er simpelthen ved at være for mange til, at man oprører sig over det sidste attentat.
 På en sær måde minder diskussionsformen i Tyskland om den i Sverige. Partier, der repræsenterer det store flertal sætter sig på en meget høj moralsk hest og fordømmer alt det, de kan se ned på. “Afskyvækkende,” “og det er ikke mit land, hvis man reagerer sådan” udtalelser er karakteristiske. Man søger at brændemærke protesterne, som højreekstremistiske.
Man kan meget let få den tanke, at Tyskland hermed falder i den fælde, som de forsøger at undgå ved at skælde ud på en del af befolkningen. Polariseringen, mellem på den ene side udvendige moralske opstød og på den anden side verbale og pyroman-agtige protester fra f.eks. Pegida og AfD (Alternative für Deutschland), minder mere om polariseringer fra 30’erne end om ordentlig demokratisk uoverensstemmelse. Hvis man skal være grov, så mangler der en mellemposition. En position, hvor man formentlig ville finde mange, der godt nok er utilfredse med regeringens mangel på kontrol, men ikke kunne finde på at slutte sig til de voldelige demonstrationer.
Der mangler åbenhed, nuancer og der mangler måske en tysk version af Dansk Folkeparti, eller Sverigesdemokraterne. Et parti. der kan opfange utilfredsheden og lige så stille, når det opnår en vis tilslutning, ændrer de øvrige partiers holdninger. Således at der bliver skabt plads til en moderat kritisk indstilling til flygtningepolitikken. I øjeblikket findes stort set kun CSU, den kristeligt sociale union, der ganske vist er med i forbundsregeringen, men har sin base i Bayern. Herfra har Seehofer, Bayerns ministerpræsident, flere gange udtrykt stærk kritik af Merkel’s flygtningepolitik, eller rettere af manglen på samme.
Der er tegn på, at grunden under Merkel er udsat for de første svage rystelser. En lang række CDU partimedlemmer har d. 4 oktober skrevet et kritisk brev til Merkel (Der Spiegel). I brevet udtrykker man stor bekymring for en fremtid med en usvækket tilvandring af flygtninge og man beder indtrængende om at strømmen så hurtigt som muligt begrænses.
Brevet rummer passager som de følgende:

Die gegenwärtig praktizierte „Politik der offenen Grenzen“ entspricht weder dem europäischen oder deutschen Recht, noch steht sie im Einklang mit dem Programm der CDU. Ein großer Teil der Mitglieder und Wähler unserer Partei fühlt sich daher von der gegenwärtigen Linie der CDU-geführten Bundesregierung in der Flüchtlingspolitik nicht mehr vertreten.
Wir unterstützen ausdrücklich die von der Bundesregierung sowie der Europäischen Union geplanten bzw. beschlossenen Maßnahmen wie z.B. die deutliche Stärkung der Flüchtlingshilfe in den Nachbarländern Syriens, die bessere Sicherung der EU-Außengrenzen, eine Beschleunigung der Asylverfahren, die Senkung von Leistungsstandards für bestimmte Gruppen von Flüchtlingen, das Prinzip von Sach statt Geldleistungen
Daher bitten wir Sie eindringlich, zeitnah Maßnahmen zu ergreifen, die den gegenwärtigen Flüchtlingszustrom zügig und effektiv verringern.
 
Bayern står ikke alene blandt forbundslandene. Kritikken har bredt sig, ofte i forbindelse med, at ens egne myndigheder og kommuner har sagt, at nu kan man ikke klare mere. Plads til at huse flygtninge i den kommende vinter er sluppet op. Man kan knapt nok skaffe senge og madrasser nok. De frivillige hjælpere er udmattede. Situationen er ved at være kritisk, hvis man skal tro de advarende stemmer. De kræver at der sker noget meget snart, for lige nu fortsætter store flygtningetreks med at vælte ind over grænsen.
En af politiets faglige organisationer har virkelig fået opmærksomhed ved at forslå, at Tyskland skal bygge hegn ved grænsen, for ellers kan man umuligt kontrollere noget som helst. En repræsentant for en anden politifaglig organisation er imod. Alligevel antyder det, at selv politiet er ved at være i tvivl om hvorvidt de kan klare presset.
Medlemmer af CDU  forbereder  i følge Die Welt et forslag om lukning af grænserne, hvis ikke situationen  bliver bedre meget snart. Indenrigspolitikeren Stephan Mayer udtrykte det således:
"Ich hoffe, dass die Bundeskanzlerin vorher einsieht, dass die Politik der offenen Grenzen nicht fortgeführt werden kann" (Die Welt).
Klimaet forværres med andre ord. Og det ikke den forestående vinter, der er tænkes på.
I følge en undersøgelse fra d. 21 oktober, foretaget af Allensbach instituttet, mener 57% af de adspurgte, at “Tyskland har mistet enhver form for kontrol med, hvor mange flygtninge der kommer ind i landet”. 56% mener der bør være en overgrænse for antallet af flygtninge og to tredjedele mener, at Tyskland står over for grundlæggende forandringer, især når det gælder økonomiske og sociale konsekvenser. Man er med andre ord bekymrede, sådan set ligesom svenskerne, men endnu er der ingen tegn på snarlige politiske tiltag i Tyskland. Merkels rejse til og knæfald for Erdogan vil allerhøjest have virkninger på sigt, og vil formentlig kræve, at man ud over knæfaldet, skal komme med store indrømmelser på en række områder.
Det ser derfor i øjeblikket meget problematisk ud for Tyskland og i den nærmeste fremtid kan det kun blive værre, for strømmen gennem Balkan ruten er ikke aftagende.
 
Konklusion indtil videre
På den ene side er der tydeligt en høj grad af kakofoni og ingen tegn på bevidst stræben efter symfoni. På den anden side kunne det alligevel se ud til, at der opstår noget, der reducerer kakofonien, bagom ryggen på de agerende politikere. Flygtningekrisens udfoldelse i de lande vi har set på, medfører nemlig  at politikerne i vist mål reagerer med tiltag, der ligner hinanden. Kravet om stramninger og ønsket om kontrol synes, helt uden mødeaktivitet i EU, at medvirke til en slags konvergens i løsningsforsøgene. En konvergens, der således ikke er et resultat af overordnede fælles bestræbelser. Enhver agerer stadig for sig selv og set i europæisk perspektiv er det slet ikke nok.

Et øjebliks overstadighed, en kæmpe fejltagelse

Merkel begik en fantastisk og egentlig uforklarlige brøler ved på en pressekonference d. 31. august at erklære : Wir schaffen das” og åbne grænserne uden hensyn til regler og procedurer fastlagt i Dublin forordning. “Was Merkel getan hat, wird gefährlich für die innere Stabilität dieses Landes und Europas” hedder det efterfølgende i tidsskriftet Cicero.
Det tog da heller ikke lang tid før det stod klart, at Merkel’s grænseåbning og Willkommenskultur, ville medføre endog meget store problemer for Tyskland.
En formentlig temmelig desperat Merkel kunne dag for dag se problemerne vokse og tilslutningen til hendes åbne-arme-politik falde. Reaktionen lod da heller ikke vente på sig.
Først insisterede Merkel på at dele den voksende strøm af flygtninge med alle andre i EU. Det har hun indtil videre kun haft ringe held med.
Ind i mellem har hun forsøgt at holde Vestbalkan landene i ro ved at stille fremtidig EU-medlemskab i udsigt, men det har blot betydet, at man ikke lægger flygtningene hindringer i vejen på deres tur gennem Vestbalkan. De ekspederes med flid videre til Østrig og derfra til Tyskland.
Så accepterede hun at genindføre grænsekontrol ved Tysklands grænse til Østrig. Ikke at det i sig selv begrænser strømmen. Det sikrer alene et vist mål af ordentlig registrering og fordeling. Opfordringer til at sikre grænsen mere effektivt og acceptere, at der er en overgrænse for, hvor mange flygtninge Tyskland kan optage, har hun stædigt siddet overhørig. Hun har i stedet hævdet, at det i internettets tidsalder ikke er muligt at lukke Tysklands 3.000 km grænse, og at asylretten i øvrigt er grundlovsikret.
Endelig har hun satset på, at Tyrkiet skulle agere dørvogter og begrænse flygtningestrømmen, der kom via Tyrkiet. Der kan ikke være tvivl om, at Tyrkiet dermed repræsenterer hendes største håb (og eneste?) om at få begrænset strømmen af flygtninge fra Syrien.
Det er på den baggrund vi skal se hendes hastebesøg i Tyrkiet søndag d. 18. oktober. Et besøg, der må være foretaget i en slags desperation, for det er klart at tidspunktet er problematisk i forhold til det tyrkiske valg d. 1. november. Det kan tolkes og bruges af Erdogan i valgkampen med henblik på at styrke AKP. Hundrede tyrkiske intellektuelle har derfor i et åbent brev opfordret Merkel til at undlade besøget. Det samme gælder kritikere i Europa, der også ser det som problematisk, at hun derved uvægerligt med sit besøg støtter en egenrådig tyrkisk præsident.
Der er også en helt anden grund til at være forundret over hendes aktiviteter. Hvorfor er det hende, der tager til Tyrkiet for at forhandle. Hvor er EU, hvor Donald Tusk og Mogherini? Er Tyskland ved helt at overtage EU’s rolle?
 
Merkel agerer helt egensindigt på hele EU’s vegne
Indtil for nylig har Merkel været med til at lægge accessionsforhandlinger med Tyrkiet på is, og insisteret på, at Tyrkiet ikke kunne blive fuldgyldigt medlem af EU. I en ARD-udsendelse d. 7. oktober siger hun:“ Ich bin im übrigen und das Weiß ja auch der Präsident Erdogan, Ich war ja immer gegen einen Vollmitgliedschaft der Türkei, ...und das bin ich auch weiter.“ (ARD).
Umiddelbart før turen til Tyrkiet giver hun også udtryk for, at man ikke kan kæde forhandlinger om medlemskab sammen med forhandlinger om at begrænse flygtningestrømmen.
Alligevel synes det netop at være, hvad hun accepterer. Tyrkiet står nemlig med de stærkeste kort. I følge Hürriet Daily News har Tyrkiet opstillet 4 basale krav for at agere dørvogter.

1. The funds (going from 500,000 euros to 3 billion according to press reports) should not be allocated from EU funds as a part of the accession process. The crisis was not aTurkish crisis and the payment should be done for Syrian refugees by a joint commission.
2. The visa regime should be made easy with simultaneous implementation ofSchengen and readmission schemes by 2016.
3. At least six of the chapters for membership negotiations should be opened immediately.
4. Turkey should be invited to EU summits with its candidate status, as before.

 
Bortset fra størrelsen af den finansielle støtte til Tyrkiet er det alle sammen punkter, som Merkel havde været imod helt op til besøget i Tyrkiet. Nu siger hun så i en fælles pressekonference med premierminister Davutoglu, at hun mener, at Tyrkiet har en pointe i alle fire krav, at hun støtter dem og at hun ville tage dem med til EU.
Det har ikke umiddelbart været muligt at se, hvad der er sket med ideen om at indplacere Tyrkiet som sikkert land. En idé, som Merkel har søgt forsvare før afrejsen, på trods af at det ville stride mod kriterierne for, hvad der udgør et sikkert land. I den førnævnte ARD-udsendelse kom det i øvrigt frem, at ca. 20% af de tyrkere, der søger asyl i Tyskland, får det bevilget. Hvordan kan man så komme på den tanke, at Tyrkiet er et sikkert land? Forklaringen: Desperationen over den aktuelle flygtningekrise begrunder åbenbart et ubegrænset hykleri.  
 
Bizarre krumspring og kovendinger
Ikke alene må man undre sig over med hvilket mandat Merkel optræder. Tilsyneladende agerer hun jo helt egenrådigt på hele EU’s vegne, hvilket forekommer særdeles mærkværdigt. Men det er ikke det eneste der er mærkværdigt.
Der vil være problemer med holde eventuelle løfter om åbning af nye kapitler i accessionsforhandlingerne. Allerede dagen efter Merkel’s besøg i Tyrkiet meddeler Cypern, at de vil opretholde deres veto mod åbning af nye kapitler af accessionsforhandlinger med Tyrkiet. Dermed kan EU, så vidt det kan skønnes, godt opgive at opfylde denne del af Tyrkiets krav. Hvad skal der så ske med de tyrkiske krav og løfterne fra Merkel? (Reuters).
Det kan forekomme besynderligt, at Merkel med sin øjensynligt humanistisk orienterede flygtningepolitik mener, at det er nødvendigt at gøre knæfald for en præsident og et land, der ikke synes at være præget af humane idealer. Et land som hun og andre EU medlemmer har holdt på kritisk afstand af samme grund. Det virker som om Merkel forsøger gå i en slags spagat, hvor hun på samme tid opretholder illusionen om, at hun står for den betingelsesløse ret til asyl for alle flygtninge, samtidig med at hun forsøger at bestikke Tyrkiet til at sikre, at alle flygtninge i hvert fald ikke skal til Europa.
Det forekommer også besynderligt at hun på samme tid kan hævde, at man ikke kan sikre Tysklands 3.000 km landegrænse, mens hun åbenbart mener, at Tyrkiet, godt nok med lidt hjælp, kan sikre sin 7.000 km grænse. I en sådan grad, at kun et begrænset antal kan slippe igennem.
Det kan forklares således. Merkel og Tyskland ser nødigt, at man skulle standse flygtninge og migranter med fysisk vold ved grænsen, for det kan man naturligvis, hvis man vil. Derimod er det ligesom mere i overensstemmelse med en barskere tilgang, hvis det er Tyrkiet, der bruger vold. Skinhellig kan vi kalde den holdning.
 
Lad os gemme kritikken til vi har en plan
Et af de aspekter, der gør både Merkel’s og EU’s aktiviteter en suspekte, er den mærkværdige udsættelse af offentliggørelsen af den årlige rapport om tyrkiske fremskridt mht. at opfylde kriterierne for accessionsforhandlinger med EU. “The alarming ramifications of Europe’s chronic cluelessness over the migrant crisis were illustrated last week by something that did not happen in Brussels: the European commission’s annual progress report on Turkey’s EU membership application, due out on Wednesday, failed to appear.” (The Guardian).
Det er naturligvis ikke problemer med trykkeriet, der er årsag til at rapporten først skal offentliggøres d. 21. oktober. Det er hensynet til Erdogan’s reaktion på forventede negative beretninger i rapporten, der er årsagen. Først skal vi lige have lavet en aktionsplan med Erdogan, før vi røber, hvordan det reelt står til i Tyrkiet.
 Sueddeutsche Zeitung kan imidlertid røbe noget af indholdet fra den nye rapport. “Den vil falde kritisk ud, fremfor alt, når det gælder overholdelse af de politiske kriterier.” Der vil være kritik af nye sikkerhedslove, der ikke er i overensstemmelse med en retsstats principper. Der vil være kritik af manglende uafhængighed i den tyrkiske justits. Kritik af den de militære indsat mod PKK og behandlingen af kurderne. Skal vi gætte på, at manglende ytrings- og forsamlingsfrihed også vil blive kritiseret.
 I det hele taget er der voldsomme problemer med at opfylde de såkaldte Københavns kriterier for at et land kan blive medlem af EU. Og der er tiltagende skepsis over for Erdogans politiske ambitioner og planer for Tyrkiet.
Indirekte er Merkel og EU med deres knæfald for Erdogan imidlertid med til at vanskeliggøre mulighederne for den tyrkiske opposition, de ellers gerne vil støtte, som led de allestedsværende bestræbelser på at støtte demokratiet.
Så mon ikke mange vil være enige med The Guardian, når de skriver:
“As general elections on 1 November approach, and as Erdogan ruthlessly pushes for an all-powerful executive presidency, Turks are witnessing, in the words of one brave, independent columnist, Kadri Gursel, the “murder of democracy over time”. Angela Merkel should have no part in this. Whatever the stakes, on migration or Syria or anything else, neither should the EU. This is not a
moment to make Erdogan look respectable. It is a moment to take a stand.”(The Guardian).
 
Beskyttelsespenge til dørvogteren
“Take a stand,” det er fuldstændigt usandsynligt, at Merkel eller EU, skulle kunne tage sig sammen til at gøre dette. Altså forsøger man i stedet den omtalte spagat mellem at fremstå humane og åbne over for flygtninge på hjemmefronten, samtidig med at man håber at kunne betale en noget mere håndfast og brutal dørvogter for at holde flygtningene fra døren. Men er på samme tid utryg ved Erdogan og villig til at imødekomme mange af hans ønsker.
I virkeligheden er situationen den, at EU og naturligvis især Merkel er villige til at betale Erdogan næsten hvad som helst i beskyttelsespenge. Gad vide om det vil blive en fast foreteelse, for Erdogan kan jo stadig skrue op og ned for strømmen når han vil.
EU er på alle måder ved at blive fanget af sin egen rådvildhed, manglende beslutsomhed, manglende ledelse og af slangemenneskeagtige vridninger for at opretholde en illusionen om, at det ikke er tilfældet.
 
NB. Denne post er den tredje af tre omhandlende EU/Merkel-Tyrkiet forhandlinger og planer

Aktionsplan, udkast efter udkast
Dagen efter mødet med Erdogan d. 5 . oktober offentliggør EU-kommissionen en såkaldt Draft Action plan. Det er en plan vi allerede har set på i en posting med titlen “Policy titbits and titbit policies” fra 8. oktober. Man kan nu konstatere, at det ikke længere er tale om den samme Action plan. Den i Topmødet omtalte action plan hedder nu EU-TURKEY JOINT ACTION PLAN. Efter en indledning, hvor man taler om en krise uden fortilfælde og om behovet for fælles og koordinerede svar, opridses en såkaldt Action Plan, der skal bidrage til at løse den nuværende krise gennem en trefoldig indsats:
 
a) Ved at gøre noget ved de grundlæggende årsager, der leder til den massive strøm af syriske flygtninge.
I efterfølgende del af planen ser det ud til, at intentionen om at gøre noget ved grundlæggende årsager (root causes), der jo absolut må omfatte krigen i Syrien, næsten fuldstændig forsvinder. Den diffunderer bort mellem de mange ord. Tilbage bliver hovedsagelig en udførlig redegørelse for, hvad man vil under indsats b) og c).
 
b) Ved at yde støtte til de syrere, der lever under temporær beskyttelse i Tyrkiet og til de områder, hvor de er placeret.
Her er det tydeligt, at det, vi tidligere har kaldt potentialet (P) i  F=P/R formlen, skal søges reduceret med henblik på at Flowet (F) mindskes. Det skal ske ved at mindske  push effekten af negative faktorer i tyrkiske flygtningelejre, altså ved forbedre vilkårene i de tyrkiske flygtningelejre.  
EU bidrager med:
“humanitarian assistance; provision of legal, administrative and psychological support; support for community centres; the enhancement of self-sufficiency and participation in economy and their social inclusion during their stay in Turkey; improved access to education at all levels; but also actions supporting host communities in areas such as infrastructures and services.”
EU skal desuden yde hjælp til de syriske flygtninge i Libanon, Jordan og Irak såvel som til internt fordrevne syrere.
Tyrkiet lover til gengæld at forbedre den lovmæssige beskyttelse af flygtninge, fortsætte med at registrere dem og give flygtninge adgang til “ public services including education for pupils, to health services and participation in economy.” Med det sidste menes formentlig, at flygtninge i modsætning til nu, skal have mulighed for at arbejde.
 
c) Ved styrke samarbejdet om at forhindre irregulære migrationsstrømme til EU.
Under dette punkt finder vi allerførst oprettelsen af en ”visa liberaliserings dialog” og enkeltheder vedrørende illegale migranter og deres returnering til Tyrkiet, hvis de krydser grænsen til EU.
Man får det til at lyde, som om det blot er et informationsproblem, a la Støjbergs annoncer. “Better inform, in a mutually agreed manner, people seeking refuge in Turkey about the risks linked to irregular departures as well as the possibilities available to them to enter in an orderly manner into the European Union or in other countries, and the relevant procedures to be implemented.”Jeg vil tillade mig at udtrykke stærk tvivl over for effektiviteten af dette forehavende.
Men hvis man ikke forstået budskabet kan det selvfølgelig være, at det hjælper at man vil forstærke beredskabet til at bekæmpe menneskesmugling og til at returnere illegale migranter.
Desuden skal EU yde ydes finansiel assistance til, at der kan udvikles et “well-functioning asylum, migration, visa and integrated bordermanagement system in line with the EU-Turkey visa dialogue.”
Tyrkiet skal til gengæld styrke sin egen kystvagt med overvågningsudstyr.
Man skal også øge samarbejdet med de bulgarske og græske myndigheder for at forhindre illegal migration og effektivisere tilbagesendelse af migranter, der ikke har krav på international beskyttelse.
Et vigtigt punkt er fortsættelse og forstærket kamp mod kriminelle menneskesmuglere og i øvrigt øget samarbejdet med Frontex.
 
Bureaukratisk hensigtserklæring
Aktionsplanen rummer stort set intet konkret. Der er ikke megen aktion. Det er ingen konkret plan. Det er en slags bureaukratisk hensigtserklæring, der begraver problemerne i ord. Det er fuldstændigt uklart, hvad man vil gøre ved de grundlæggende årsager til flygtningestrømmen.
Der nævnes ingen størrelser på den finansielle bidrag fra EU til Tyrkiet. Det fremgår ikke, hvad man forventer af konkrete effekter af støtten til de mange flygtninge i Tyrkiet. Man ser også kun på den aktuelle situation. Hvad vil man gøre, hvis der kommer endnu flere flygtninge fra Syrien, eller flygtninge på gennemrejse fra f.eks. Afghanistan?
Endelig forekommer visa-dialogen meget uklar. Tyrkiet vil næppe stille sig tilfreds med en dialog om visa spørgsmålet.
Man fokuserer meget på papirløsninger, hvis man kan sige det sådan. Bedre faciliteter til “border management”, bedre udrustning til kystvagten og mere koordinering. Hvad vil det betyde for flygtningestrømmen? Er det nok til mindske den? Hvem er i øvrigt de flygtninge, der ikke har krav på beskyttelse. Flertallet af flygtninge gennem Tyrkiet er formentlig flygtninge i konventionens forstand, dvs. legale flygtninge. Vil der således ikke alt andet lige være en uændret strøm mod Europa og her især Tyskland? Nu blot via legale veje og uden den farlige og besværlige rejse. Hvordan vil man i givet fald kunne reducere dette pres, hvis man ikke erklærer Tyrkiet som sikkert land?
Vi kan konstatere, at der ikke findes konkrete tiltag, der kan reducere det potentiale, der gør ophold Tyrkiet  uattraktivt, samtidg med at Vesteuropa bevarer sin atraktivitet.
Hvad angår indsatsen for at øge modstanden (R) mod flygtningestrømmen, er det foreløbig helt uklart, hvad mere grænseovervågning fra tyrkisk side vil betyde. En vurdering er umulig, sålænge det ikke konkret fremgår, hvor aktivt Tyrkiet vil bevogte grænsen og sålænge vi ikke aner, hvad man mener med illegale flygtninge.
 
Mere afpresning?
Tyrkiet vil ikke kendes ved den fælles plan. Allerede d. 16. oktober meddeler den tyrkiske udenrigsminister, Sinirlioglu, at aktionsplanen kun er en skitse (TodaysZaman). Ankara har fortalt sine partnere, at planens sikkerhedsfokus er forkert. Han sagde også, at forestillingen om, at Tyrkiet ville holde på flygtningene til gengæld for finansiel støtte var usand. Tyrkiet vil ikke være ”concentration camp for Europe” som premierministerien har udtrykt det. Ankara har også presset på for, at der oprettes en sikker zone i Syrien, med henblik på at flygtningene forbliver i deres eget land. Et ønske som EU vil have svært ved at imødekomme, eftersom det forventes at stille kurderne dårligere og i øvrigt vil kræve stærk militær præsens.
 I en tale om fredagen, dvs. dagen efter topmødet giver Erdogan udtryk for, at EU for sent har opdaget “Turkey's importance in stemming the flow of refugees from Syria” ligesom han beskyldte EU for “insincerity in talks on Turkish membership despite recent overtures.” (Hurriet daily News).
Til gengæld er Erdogan fuldt ud klar over sin egen betydning for EU’s flygtningeplaner: "The West and Europe's security and stability is contingent on our security and stability. They have accepted this now. In the talks I held in Brussels last week they accepted all this. It can't happen without Turkey,"
Gad vide om det ikke betyder, at Erdogan vil presse EU lidt mere før valget d. 1 november, så han har noget mere håndfast og konkret end en aktionsplan, der kan tolkes som om Tyrkiet påtager sig byrden som dørvagt, uden andet end vage løfter til gengæld.
EU har forstået beskeden og allerede samme dag forlød det, at man var blevet enige med Erdogan om at øge EU’s finansielle støtte til 3 milliarder Euro, for at hjælpe Tyrkiet med at begrænse/stoppe strømmen.
 
NB. Denne post er den anden af tre omhandlende EU/Merkel-Tyrkiet forhandlinger og planer

En hånlig Erdogan

"What do they say to us? [...] 'Oh my, don't open your doors, don't let them reach us" (Reuters).
 Sådan hånede Erdogan EU ved sit besøg i begyndelen af oktober. Allerede på det tidspunkt var det tydeligt at EU, men naturligvis især Merkel, ønskede at overtale Erdogan til at lade Tyrkiet optræde i rollen som den robuste dørvogter, der skulle være med til at stoppe flygtningestrømmen foran porten til EU.
For Erdogan må turen til Bruxelles have været noget af en triumftur, efter den kritik han hidtil var blevet mødt med. Nu knapt en måned for valget i Tyrkiet d 1. november modtager han Leopold ordenen af de Belgiske konge og bliver inviteret til at mødes med ledere fra EU-Kommissionen og EU-parlamentet for at diskutere oplæg til en fælles aktionsplan med henblik på at få Tyrkiet til at begrænse flygtninge­strømmen. I følge udmeldingen var både Tyrkiets ønske om skabelse af en sikkerhedszone, “safe haven” og “no fly zone,” i det nordlige Syrien og en begrænsning af flygtningestrømmen til debat.
På den efterfølgende pressekonference sagde Donald Tusk:“It is indispensable that the EU has to better manage its border and we expect Turkey to do the same,” …. In order to solve this crisis we discussed financial assistance, border management, the fight against smugglers, integration policies and visa liberalization.” (EU Consilium).
Vi har i en tidligere posting om ”turkish delight” omtalt alle disse forslag, og formodede dengang, at Tyrkiet også ville have gang i accessionsforhandlingerne med EU. Nu står det klart,  at det også lægges på bordet som tilbud til Tyrkiet.
 I en tale til det EU-parlamentet kunne Tusk fortælle, at Tyrkiet frygtede, at der kunne komme yderligere 3 millioner flygtninge bl.a. fra det omkæmpede Aleppo.
På den ene side har vi således en kæphøj Erdogan, der er fuldt bevidst om Europa’s problemer og på en den anden side et svagt og uenigt EU, hvor en af hovedaktørerne, Merkel, meget uklogt har insisteret på at man ikke kan gøre noget selv, men er helt afhængig af Tyrkiet. Tusk udtrykker det således: "the world around us does not intend to help Europe" og at visse lande ser med stor tilfredshed på vore problemer. (Cihan).

Topmøde forhåbninger til Tyrkiet
På EU-topmødet d 15. oktober kunne Frans Timmermans, der vicepræsident i EU-kommissionen , fremlægge 5 krav fra Tyrkiet. Kravene omfattede en årlig betaling på 3 milliarder Euro, visa frihed for tyrkiske statsborgeres rejse til EU, åbning af 5 forhandlingskapitler om Tyrkiets optag i EU, EU-28 topmøder med tyrkisk deltagelse og indplacering af Tyrkiet som et sikkert land.
I konklusionerne fra topmødet kan man ikke rigtig se, hvad man er nået frem til efter mange timers diskussioner. Under den lidet præcise betegnelse “kooperation med tredje lande for at stoppe flygtningestrømmen” hedder det ganske vist, at EU “welcomes the joint Action Plan with Turkey as part of a comprehensive cooperation agenda based on shared responsibility, mutual commitments and delivery.” Iværksættelse af planen vil bidrage til opfyldelse af visa liberalisering og samtidig betyde, at Tyrkiet accepterer, at illegale migranter returneres . EU er ligeledes rede til at øge samarbejdet med Tyrkiet og optrappe det politiske og finansielle engagement betydeligt. Endelig vil det være nødvendigt at genoplive (re-energize) accessionsprocessen for at opnå fremskridt i forhandlingerne. (EU-Concilium, 15. October).
Det hele er formuleret vagt, meget vagt og viser med al tydelighed, at man ikke er sikker på noget som helst i forhold til Tyrkiet. Man må simpelthen afvente, og være klar til  at give efter på flere punkter, hvis det skulle blive nødvendigt.
EU har jo valgt sige, at man ikke selv kan holde hverken flygtninge eller migranter  fra at krydse grænserne.  Det er forhåbentlig rent faktuelt noget vås, og viser i virkeligheden blot, at man ikke tør  foretage sig noget, der kan føre til fysiske konfrontationer. Fra  sit foregivne høje moralske stade kritiserer man Ungarns forsøg på at sikre grænserne, især når det ender med fysiske konfrontationer. Samtidig forsøger man på undelig en underlig underdanig og  lurvet måde at betale Tyrkiet for sikre sine grænser, så EU fortsat kan fremstå humant og åbent.   En som det synes strudseagtig hovedet-i-sandet løsning.

NB. Denne post er den første af tre omhandlende EU/Merkel-Tyrkiet forhandlinger og planer

Skærpet asyllovgivning i Tyskland
Det er navnet på forslaget til den lovpakke, der skal skærpe den aktuelle asyllovgivning i Tyskland. Loven blev vedtaget af Bundestag d. 15. oktober, og i dag  skulle den være kommet igennem Bundesrat, hvor der sidder repræsentanter for hvert enkelt Bundesland.(BMI).
Den nye lov begrundes ikke overraskende med det meget store antal asylansøgere og den hastige vækst i antallet man har oplevet i 2015. Et antal uden fortilfælde. Man hævder ligefrem, at Tyskland sammenlignet med andre lande i EU bliver overproportionalt belastet. Ud fra diverse statistikker ved vi, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. I hvert fald ikke, når vi ser på den relative belastning, hvor Sverige og Ungarn lå foran. Men den hastige vækst har uden tvivl skabt voldsomme logistiske problemeri især i Bayern, hvor ministerpræsident  Horst Seehofer har udtrykt stærk kritik af Merkel’s flygtningepolitik og truet med egne tiltag.
 
Problemer og formål
For at håndtere nogle af disse problemer er det nødvendigt at fremskynde asylbehandlingen. Derfor udtrykket “beschleunigung” i loven. Den skal simpelthen tjene til at accelerere behandlingen af asylansøgerne. Tilbagesendelse af dem, der ikke kan opnå asyl skal forenkles. Forkerte incitamenter (Fehlanreize), der kan medfører yderligere stigning i antallet af uberettigede asylansøgninger skal fjernes. For at kunne huse det forventede antal flygtninge skal det være muligt at fravige givne standarder. Endelig skal integration forbedres for de ansøgere, der har gode udsigter for at få asyl.
 
Løsningsforslag i loven
For de asylansøger, der ikke nødvendigvis har behov for beskyttelse, skal der ske en hurtigere behandling. Desuden skal flere lande på Balkan indplaceres i kategorien sikre lande. Det gælder Albanien, Kosovo og Montenegro. Ansøgere fra disse lande skal derfor i hovedsagen sendes tilbage, hvorfor de skal forblive i de såkaldte “Erstaufnahmeeinrichtungen,” til deres sag er behandlet.
Byggeforskrifter og andre regler kan punktvis ophæves for at lette problemet med at huse flygtninge, mens deres sag behandles.
 
For at forhindre at de forkerte incitamenter tiltrækker flere ansøgere, skal udbetaling af kontante ydelseri form af lommepenge så vidt muligt erstattes af konkrete ydelser (Sachleistungen), Kontante ydelser må allerhøjst ydes en måned. I medierne har der været historier om, at flygtninge/migranter har kunnet samle kontantydelser i et sådant omfang, at de kunne sende penge tilbage til det land de havde forladt.
 
De ansøgere, der får afslag på en asylansøgning, skal sendes tilbage. Det har man dog indtil videre ikke haft meget held med. Kun et forholdsvis ringe antal er faktisk blevet sendt tilbage. For at forøge graden af tilbagesendelse skal man ikke længere angive tidspunktet for tvangshjemsendelse, når fristen for frivillig udrejse er overskredet. Ansøgere, der skal hjemsendes, skal dermed ikke længere have mulighed for at gemme sig, når de skal hentes.
 
De asylansøgere, der har gode muligheder for at få bevilliget ophold, (dvs. dem der har “eine gute Bleibeperspektive”), skal hurtigst muligt integreres i arbejdsverdenen og samfundet. Der skal derfor oprettes integrationskurser for sådanne asylansøgere. Det drejer sig hovedsagelig om sprogkurser.  Forbuddet mod at tage arbejde i et tidsarbejdsfirma (Leiharbeit) skal bortfalde efter 3 måneder i Tyskland for fagarbejdere. For dårligt kvalificerede falder forbuddet først bort efter 15 måneder.
 
Endelig skal forbundsregeringen øge det finansielle tilskud til såvel de enkelte forbundslande som kommunerne. Dels ved tilskud til hver enkelt flygtning, dels ved tilskud til f.eks. nybygning af boliger.
 
Alternativer
Et enkelt punkt i lovforslaget benævnt ”Alternative” bliver blot kommenteret med et “Keine.” Altså ser man ingen alternativer. Det hænger måske sammen med at Merkel næsten trodsigt  insisterer på, at alle der har ret til asyl er velkomne i Tyskland. Hun hævder også, at det ikke er muligt at spærre grænserne, hvad hun så ellers mener med det. “ Abschottung im 21. Jahrhundert ist angesichts des Internets ebenfalls eine Illusion. Sie wäre weder für Deutschland noch für die Europäische Union als Ganzes eine vernünftige Alternative.”(Bundesregierung).
Andre ser hendes udsagn som en national falliterklæring.
 
Kritik af loven
Fra foreningen Pro Asyl og fra Amnesty International kommer der kritik af den nye lov. Den er uværdig og ikke forenelig med menneskerettighederne: "Es stellt die Weichen auf Ausgrenzung und Abwehr und ist mit der Achtung von Menschenrechten nicht vereinbar."
Man kritiserer at ansøgere kan være tvunget til at tilbringe lang tid i “Erstaufnahmeeinrichtungen" hvilket besværliggør integration. Man kritiserer også at kontante ydelser erstattes af konkrete ydelser. Det er uværdigt. Man mener også, at asylansøgere skal have lov til at arbejde uden for centrene tidligere end forudset i loven. Interessant er også, at man anser loven for at føre til yderligere bureaukratisering af asylbehandlingen. Lederen af partiet “De grønne” Simone Peter kalder loven “Schikane und Symbolpolitik" og migrationseksperter mener ifølge ARD, at loven ligefrem er kontraproduktiv. (Tagesschau, ARD).

Vurdering af effekten af den nye lovgivning
Hvilken effekt den nye lov vil have på antallet af asylsøgende har man mere end svært ved at sige. I forslaget hedder meget omstændeligt: “Wie stark der insofern zu erwartende Rückgang bei den Asylbewerberzahlen ausfällt, lässt sich nicht exakt prognostizieren, da er von zahlreichen externen Faktoren abhängt, insbesondere von der sozio-ökonomischen Situation in den Herkunftsstaaten, von den Auswirkungen der Maßnahmen, die andere von Asylzuwanderung betroffene europäische Staaten ergriffen haben bzw. noch ergreifen, und von dem Zeitraum zwischen der Begründung der Ausreisepflicht und der Ausreise bzw. der Aufenthaltsbeendigung. Die Höhe der rückläufigen Asylbewerberzahlen lässt sich daher schwer schätzen.”
Med andre ord, man ved ikke om loven vil medføre et reduceret ansøgerantal. Man aner ikke engang om det vil lykkes at øge antallet af tilbagesendelser ved afslag på asyl og tålt ophold. Indirekte  hentyder man måske til at  ansøgerantallet i allerhøjeste grad afhænger af udfaldet af forhandlingerne med Tyrkiet.
Ud over den nye asyllov har det mest betrængte forbundsland, Bayern, også krævet, at der oprettes transitzoner ved grænsen, hvor flygtninge holdes tilbage, således at flygtninge og migranter, der ikke kan forventes at opnå asyl, kan afvises efter en forkortet behandling. Foreløbig er man stødt på modstand fra SPD, mens Merkel i dag åbenbart  går ind for sådanne zoner (Faz).
Vi kan også forsøge at bedømme effekten af den nye lov og af eventuelle transitzoner under anvendelse af vores Ohm’ske lov. Først ser vi på, hvordan det påvirker potentialet.
 
Potentialet
Loven mindsker uden tvivl det pekuniære incitament, når man ikke længere får kontanter, men blot forsynes med kost, tøj og andre fornødenheder.
Udvidelsen af antallet af sikre lande på Balkan med tre lande, kan, hvis det kombineres med en skrappere hjemsendelsespolitik, også mindske migrationspotentialet.
På den anden side vil hurtig hjemsendelse af asylansøgere, der ikke kan betragtes som flygtninge, alt andet lige øge optagelseskapaciteten for ansøgere med ”Bleibeperspektive” Det har vi endda Merkel’s ord for: “Mit diesem in kürzester Zeit erarbeiteten Paket verbessern wir zum 1. November dieses Jahres, also in weniger als einem Monat, die Voraussetzung dafür, dass diejenigen, die aus wirtschaftlicher Not zu uns kommen und sich daher zu Unrecht auf unser Grundrecht auf Asyl berufen, unser Land schneller als bisher wieder verlassen, damit diejenigen, die tatsächlich vor Krieg und Verfolgung zu uns geflohen sind, sehr viel besser und effizienter als bislang Hilfe von uns allen bekommen. ( Min fremhævelse).(Bundesregierung).
Med lettere adgang til arbejde øges potentialet for alle, der kan forvente anerkendelse som flygtninge. Det samme gælder den øgede integrationsindsats. Lovens formål om hurtigere asylbehandling og lettelser i forbindelse med indkvartering af flygtninge øger formentlig også potentialet.
De resterende faktorer vi har opstillet under positive faktorer i blogposten om en Ohm’sk lov for flygtningestrømme, påvirkes ikke. Man holder stadig døren helt åben for flygtninge, ved positive asylafgørelse har man stadig ret til familiesammenføring osv. Dvs. potentialet forbliver meget højt.
 
Modstanden
Når det gælder det, vi har kaldt modstanden i vores Ohm’ske formel, er det svært se at den skulle blive større. Snarere tværtimod, for man kan forvente en hurtigere og smidigere asylbehandling , når myndighederne hurtigere frasorterer ubegrundede ansøgninger og i øvrigt bruger ekstra midler på at skabe en kortere behandlingstid.
Eventuelle transitzoner kunne måske øge modstanden en smule, fordi man simpelthen bliver holdt fast ved grænsen indtil sagen er foreløbig afgjort.
 
Overordnet set må vi imidlertid konkludere, at den nye lov og de foreslåede transitcentre meget vel kan vise sig at være kontraproduktive, hvis man ønsker at begrænse flowet af flygtninge. Derfor er det heller ikke så underligt, at Merkel i EU stadig forlanger, at andre lande skal bære deres del af byrden, selv om ingen blev spurgt, da hun egenmægtigt åbnede grænserne. I sidste ende sætter både hun og EU formentlig deres lid til, at Tyrkiet kan begrænse strømmen mod passende modydelser.

De seneste dage har der været udfoldet stor politisk aktivitet med henblik på at forbedre mulighederne for at håndtere strømmen af flygtninge og migranter. I Tyskland har man vedtaget at stramme asyllovgivningen, uden dog at røre ved retten til asyl, som den er forankret i Grundgesetz. På et EU-topmøde har man vedtaget at indlede samarbejde med Tyrkiet for om muligt at få mindsket strømmen af flygtninge via Balkan ruten, og så vil man igen styrke Frontex, for at få bedre kontrol med de ydre grænser.
Med henblik på bedre at kunne vurdere, hvorledes tiltagene henholdsvis kan forventes at mindske, henholdsvis øge strømmen, har jeg overvejet om man kunne opstille en slags Ohm’sk lov for flygtningestrømmen,
Ohm’s lov kan skrives således I = U/R, hvor strømstyrken (ampere) er lig med spændingsforskellen (volt) divideret med modstanden (ohm).
Ud fra denne simple relation fik jeg ideen til at opstille en slags formel for flygtningestrømmen, uden sammenligning i øvrigt. Min simple formel kan skrives således, F=P/R, hvor F for Flow repræsenterer flygtningestrømmen, P er potentialet eller spændingsforskellen, og R (resistance) repræsenterer modstanden.
Hvad er det imidlertid for et potentiale og hvad står modstanden for?
 
Potentialet udgøres af spændingen mellem de faktorer, der udøver en positiv tiltrækning for flygtninge og de faktorer, der udgør frastødningen.
 
Positive faktorer kan f.eks. omfatte forestillinger om:
et fredeligt og rigt Europa
gode muligheder for materiel velfærd
gode muligheder for uddannelse og arbejde
gode muligheder for at få ordentlig bolig
gode muligheder for familiesammenføring
positiv modtagelse, a la Willkommenskultur
tolerance og accept af ens religion og levevis
mulighed for hjælp fra familie og venner, der har fået asyl
 
Negative faktorer omfatter alt, hvad der falder under flygtningekonventionens bestemmelser såsom krigsfare og personlig forfølgelse
Men også for flygtningelejrenes vedkommende oplevelse af
elendige levevilkår materiel og socialt
ingen mulighed/ret til arbejde og uddannelse
dårlige udviklingsmuligheder for sig selv og familien
Endvidere må man formode, at meldinger om dårligere forhold og restriktioner i modtagerlandene, såsom mindskede ydelser, skrappere krav og ophobning i flygtningecentre vil høre til de negative elementer
 
Modstand udgøres af de hindringer, der må overvindes for at bevæge sig fra den aktuelle lokalitet til den ønskede lokalitet, som man anser for at have et højt positivt potentiale.
 
Modstanden omfatter derfor
usikkerhed om transitmuligheder
fysiske anstrengelser
fysiske farer på transitruten
omkostninger til bl.a. menneskesmuglere
fysiske barrierer på transitruten, Middelhavet, Det Ægæiske hav
andre barrierer på transitruten i form af hegn  og eventulle transitlejre med længere ophold
grænsekontroller med registrering og risiko for, at man under Dublin forordningen må forblive i et land, der ganske vist er sikkert, men med langt mindre potentiale end man forestiller sig andre steder.
 
Det overordnede formål med de aktuelle politiske tiltag er at reducere flygtningestrømmen eller flowet. Følger vi den simple formel betyder det, at Europa vil være tvunget til at mindske potentialet P, øge modstanden R eller en kombination af reduceret P og øget R.
 
Vi skal, hvorledes den nye tyske asyllov og eventuelle aftaler med Tyrkiet kan tænkes at påvirke nogle disse faktorer, og hvad det kan betyde for flowet.

Party policies i UK
En tale af Home Secretary Teresa May på det konservative partis konference i Manchester tirsdag d. 6. oktober, har givet anledning til et væld af kommentarer, der dækker hele spektret. På den ene side blev hun set som ”Enoch Powell in a dress” og som en, der er “fanning the flames of prejudice in a cynical attempt to become Conservative leader.” The Guardian editorial bar titlen: “back to the nasty party.” På den anden side lød kommentarerne: “this speech hits the nail on the head”; “Balanced, sensible , pragmatic, well done Ms. May”; “saying what eberybody thinks.”  I Financial Times blev det til: “ Teresa May takes a tough stance against migration”. Ekkoet nåede helt til Sydney, hvor man sammenlignede hende med Australiens tidligere premierminister John Howard og skrappe asylpolitik.
Man kan efterhånden blive helt nysgerrig efter at se, hvad hun faktisk sagde om migration. Her er derfor nogle udpluk af den meget lange tale (kilde: The Independent).
 
Hjælp i nærområder
“… the best way of helping the most people is not by bringing relatively small numbers of refugees to this country, but by working with the vast numbers who remain in the region. That’s why Britain is spending £1 billion in and around Syria on humanitarian aid, caring for refugees and helping the governments of Lebanon, Jordan and Turkey to cope with the huge numbers of refugees they’ve received.”
 
Konsekvenser af for stor indvandring
“there is a limit to the amount of immigration any country can and should take … Because when immigration is too high, when the pace of change is too fast, it’s impossible to build a cohesive society. It’s difficult for schools and hospitals and core infrastructure like housing and transport to cope. And we know that for people in low-paid jobs, wages are forced down even further while some people are forced out of work altogether.
 
Selv med selektiv immigration er summen af fordele og omkostninger nær nul
The evidence – from the OECD, the House of Lords Economic Affairs Committee and many academics – shows that while there are benefits of selective and controlled immigration, at best the net economic and fiscal effect of high immigration is close to zero. So there is no case, in the national interest, for immigration of the scale we have experienced over the last decade.
So reducing and controlling immigration is getting harder, but that’s no reason to give up. As our manifesto said, ‘we must work to control immigration and put Britain first’. 
We have to do this for the sake of our society and our public services – and for the sake of the people whose wages are cut, and whose job security is reduced, when immigration is too high.
 
Vi skal ikke belønne de mest mobile og bedst stillede flygtninge
At the moment, the main way people claim asylum here is when they’re already in Britain. That fails on three counts. First, it encourages vulnerable people to take dangerous and illegal journeys to get here, often by putting themselves at the mercy of gangs of human traffickers and people smugglers. Second, instead of helping those in greatest need, it rewards the wealthiest, the luckiest and the strongest. Three quarters of asylum seekers in Britain are men and the vast majority are in their twenties.
 
Ingen tilslutning til Merkel’s krav om kvoter
These problems have led some people to say we need a new approach, a new European approach that would involve a common immigration and asylum policy. To those people, I have a very clear answer. Not in a thousand years. We’re not seeking to regain control of our borders with one hand, only to give it away with the other.
 
Sensible, moderate, and gradual
we have until recently always been a country of remarkable population stability. The people who have moved here down the generations have played a massive part in making this country what it is – but we need our immigration system to continue that British tradition of gradual, moderate, sensible change.
 
Efter at have læse talen må jeg konstatere, at jeg er enig i karakteristikken: “hits the nail on the head” Selv om talen er barsk må den også betragtes som “Balanced, sensible, pragmatic.” Vi skal imidlertid huske, at det kun er en tale og oveni købet en tale på en partikonference, hvor det gælder om at give delegaterne, hvad de gerne vil høre. Med de konservative ved magten kan man selvfølgelig håbe, at sådanne klare standpunkter slår igennem i den praktiske politik.
Her ser vi i det mindste et klart og konsistent modsvar til Merkel’s fuldkommen usammenhængende, ad hoc prægede “Wir schaffen das” politik.
 

 
Durchmerkeln i Europaparlamentet
 
Europaparlamentet havde i går inviteret Merkel og Hollande på besøg. Formentlig ud fra den tanke, at de aktuelle kriser i Europa kræver, at Berlin-Paris aksens kan blive enige om finde løsninger.
I følgende gengives nogle udpluk fra Merkel’s tale, med fokus på de dele, der vedrører flygtningepolitik (Bundesregierung).
 
Konfliktårsager må bekæmpes
Ich bin überzeugt: Wir müssen unsere Außen- und Entwicklungspolitik deutlich stärker darauf ausrichten, Konflikte zu lösen und Fluchtursachen zu bekämpfen. Wir werden uns auch finanziell deutlich stärker engagieren müssen als heute. Die hierfür notwendigen Entscheidungen müssen schnell getroffen werden.
 
Flygtningestrømmen vil forandre Europa
All dies wird Europa wieder verändern, genauso wie sich Europa nach den Umbrüchen in Mittel- und Osteuropa vor 25 Jahren tiefgreifend verändert hat.
Doch die überaus große Zahl der Flüchtlinge verändert Europas Tagesordnung noch zusätzlich – und zwar nachhaltig, weil sie unsere Werte und Interessen als Europäer und weltweit in besonderer Weise herausfordert.
 
Nationalstaterne kan ikke undslå sig. Alle må medvirke indenfor rammerne af et stærkere EU
Die Botschaft am heutigen Tage ist: Es wird eines entschlossenen Beitrags von Europa zur Lösung dieser Krisen brauchen – beim Kampf gegen Krieg und Vertreibung, Terrorismus und politische Verfolgung, gegen Armut und Perspektivlosigkeit …
Die gesamte Europäische Union ist bei der Bewältigung dieser Aufgaben gefragt. Wir dürfen in der Flüchtlingskrise nicht der Versuchung erliegen, in nationalstaatliches Handeln zurückzufallen. Ganz im Gegenteil, gerade jetzt brauchen wir mehr Europa. Wir brauchen mehr denn je den Mut und den Zusammenhalt, den Europa immer gerade dann bewiesen hat, wenn es darauf ankam. Deutschland und Frankreich sind dazu bereit…
Nur gemeinsam wird es uns gelingen, eine faire und angemessene Verteilung von Flüchtlingen auf alle Mitgliedstaaten zu erreichen
 
Tyrkiet får en nøglerolle og er formentlig Merkel’s store håb
Die Türkei spielt eine Schlüsselrolle. Sie ist unser unmittelbarer Nachbar und ein Ausgangspunkt für irreguläre Migration. Die Türkei leistet Außergewöhnliches für mehr als zwei Millionen Flüchtlinge aus Syrien. Sie braucht aber verstärkt unsere Unterstützung – bei der Versorgung und Unterbringung von Flüchtlingen, bei der Grenzsicherung, beim Kampf gegen Schlepper. Der migrationspolitische Dialog, den die Europäische Kommission mit der Türkei begonnen hat, ist gerade deshalb von so großer Bedeutung.
 
Dublin forordningen kan ikke opretholdes. Hensigtmæssig indstilling, når man selv har omgået den
Seien wir ehrlich: Das Dublin-Verfahren in seiner jetzigen Form ist in der Praxis obsolet. Es war in der Tat gut gemeint; ohne Zweifel. Doch unter dem Strich hat es sich angesichts der Herausforderungen an unseren Außengrenzen als nicht tragfähig erwiesen. Ich setze mich deshalb dafür ein, dass wir ein neues Vorgehen für Fairness und Solidarität in der Lastenteilung vereinbaren.
 
Integration  stiller krav til flygtninge og  til os
Ebenfalls nur gemeinsam wird es uns gelingen, die gewaltige Integrationsaufgabe zu bewältigen, die uns noch fordern wird. Zu ihr gehört, dass wir mit gutem Recht in Europa erwarten können, dass sich Menschen, die zu uns kommen, in unsere Gesellschaft integrieren. Das verlangt das Einhalten der hier geltenden Regeln genauso wie das Erlernen der jeweiligen Sprache. …
Aber umgekehrt haben auch wir die Pflicht, Menschen, die aus Not zu uns kommen, mit Respekt zu begegnen, in ihnen Menschen zu sehen und nicht irgendeine anonyme Masse – völlig unabhängig davon, ob sie eine Bleibeperspektive haben oder nicht.
 
Afgrænsning er en illusion i internettets tidsalder og med afgrænsning ville vi forråde os selv
Wir müssen erkennen: Selbst wenn wir versuchen würden, uns vollständig abzuschotten, sogar bewusst um den Preis, dass Menschen an unseren Grenzen zu Schaden kommen könnten, wäre damit niemandem gedient – den betroffenen Menschen sowieso nicht, die trotzdem Mittel und Wege suchen und finden würden, zu uns zu gelangen, und auch uns selbst in Europa nicht. Abschottung und Abriegelung im Zeitalter des Internets sind eine Illusion. Kein Problem wäre gelöst, sondern zusätzliche entstünden, denn die Bindung an unsere Werte ginge verloren und damit unsere Identität. Wenn wir das missachten, verraten wir uns selbst – nicht mehr und nicht weniger.
 
Kansler Merkels’ værdier for Europa?
Denn Europa ist eine Wertegemeinschaft, eine Rechts- und Verantwortungsgemeinschaft. Das bedeutet für mich, dass wir uns an den Werten orientieren müssen, die wir in den europäischen Verträgen festgeschrieben haben: Menschenwürde, Rechtsstaatlichkeit, Toleranz, die Achtung von Minderheiten, Solidarität. Das bedeutet für mich, dass gesamteuropäische Herausforderungen nicht von einigen wenigen Mitgliedstaaten allein zu lösen sind, sondern von allen gemeinsam.
 
Af talen fremgår det tydeligt, hvorledes Merkel agter at redde sig ud af den suppedas, som hendes abrupte skifte i flygtningepolitikken har bragt hende i. Hvor hun gik fra at fortælle en grædende pige fra Libanon, at ikke alle kunne blive i Tyskland, til at byde alle Willkommen og til at medvirke i selfies på internettet med de nyankommne flygtninge.
Hun inviterede på egen hånd, ignorerede Schengen og Dublin og hverken rådspurgte eller adviserede resten af EU, da hun traf beslutningen om at åbne grænserne.
Den krise hendes aktion har bidraget til at forværre, vil hun nu forsøge at løse ved først og fremmest ved at presse EU til at kræve permanent fordeling af flygtningene, og dernæst ved at foretage en Merkel kovending i forholdet til Tyrkiet. Ved at give indrømmelser og dermed satse på, at Tyrkiet vil hjælpe med at holde igen på en flygtningestrøm, som flere og flere i Tyskland vil have begrænset.
Hun mener ikke, at man kan stoppe flygtningestrømmen ved den ydre grænse. Samtidig vil hun på hele Europa’s vegne beholde rollen, som den, der forsvarer og opretholder Europas værdier, dvs. holder døren åben for alle dem, der kommer. Man kan frygte, at hendes påstand om, at det er umuligt at sikre de ydre grænser, fordi man i givet fald måtte anvende tvang og vold, sammen med en insisteren på en ubetinget ret til asyl, lægger fundamentet til endnu større problemer
Et par pudsigheder i hendes tale. Hun mener, at internettet gør det umuligt at holde flygtninge ude. Mærkværdigt synspunkt, for det kan i endnu højere grad bidrage til at invitere dem till at komme, ved at annoncere  en Willkommenskultur og ved at vise selfies med Bundeskansler Merkel. Jeg tvivler efetrhånden på, at hun klar over, hvad  hun egentlig siger.
Det gælder også for hendes version af, hvad hun mener er Europas værdier. Med den åbenhed hun vil have EU til at lægge for dagen, bidrager hun på merkelig vis til at underminere de selvsamme værdier, og sandelig også dem, hun åbenbart vælger at ignorere.

Plan for samarbejdet med Tyrkiet

D. 6 .oktober offentliggjorde EU-Kommissionen en såkaldt aktionsplan for et øget samarbejde med Tyrkiet. Planens fulde titel lyder: “Draft Action plan: Stepping up EU-Turkey cooperation on support of refugees and migration management in view of the situation in Syria and Iraq.” Indholdet er mindre imponerende. Planen er en del af den fortsatte dialog med Tyrkiet og har til hensigt at hjælpe Tyrkiet med at håndtere den massive influx af flygtninge og forhindre ukontrollerede migrationsstrømme fra Tyrkiet til EU.
Planen hævdes på meget generel vis, at bygge på den eksisterende dialog mellem Tyrkiet og EU og på Tyrkiets EU-accessions proces. Gad vide om der her ligger implicitte løfter om genoptagelse af accessions-processen, der ellers har ligget på køl. Foreløbig nævner man dog blot, at planen vil bidrage til bestræbelserne på at opnå visa lettelse for Tyrkiet. Selve planen omfatter to dele.
 
Første del har til hensigt at yde støtte til flygtninge i Tyrkiet og de områder, hvor de i øvrigt findes:

• Cover further emergency needs by providing immediate humanitarian assistance to the refugees;
• Alleviate the burden undertaken by the Turkish society to host more than 2.2 million refugees;
• Create better living conditions and medium and long-term perspectives for the refugees in Turkey; and
• Address key factors that push the refugees to move from Turkey to the EU through irregular channels in search of alternative places of asylum.
  

 
 Anden del har til hensigt at forhindre irregulere strømme til EU:

• Prevent further arrivals of irregular migrants to Turkey and irregular departures of refugees and migrants from Turkey to the EU;
• Prevent losses of lives at sea by intensified search and rescue operations;
• Step up the fight against criminal networks involved in the smuggling of migrants; and
• Ensure prompt return to the point of origin of irregular migrants who are not in need of international protection and who were apprehended by the law enforcement agencies of the EU Member States or Turkey and support the reintegration of returnees to the countries of origin.
  

Disse punkter følges af en række konkrete hensigtserklæringer om hvad henholdvis EU skal gøre og hvad Tyrkiet skal gøre.
Foreløbig har planen dog lange udsigter. Der skal først forhandles videre i en arbejdsgruppe og mon ikke Tyrkiet kan få mere ud af det. Efter i længere tid at have været anbragt i en skammekrog for sine overgreb på bl.a. ytringsfrihed og  på kurdere, skal Tyrkiet nu lokkes ud af skammekrogen for at hjælpe EU.
Tyrkiet ønsker stadig at der skabes en sikker bufferzone mellem Syrien og Tyrkiet , naturligvis med flyveforbud, og må man formode, styrker på landjorden. Ellers ville det næppe være en sikker zone. Tyrkiet er bange for, at kurderne, der bekæmper Daesh kan erobre områder, der kan tjene til et kurdisk hjemland.  En bufferzone vil garantere, at kurderne ikke får kontrol over området. Bl.a derfor hævdes EU at være imod en bufferzone. Styrker på landjorden vil eller tør man heller ikke indsætte. Nå ja, nu er situationen jo også blevet fuldstændig uigennemskuelig med russiske fly, der opererer i de områder, hvor zonen kunne formodes lokaliseret.
 
 
PR Operation Sophia
EU operationen for at redde flygtninge i Middelhavet EUNAVFOR – MED går nu ind i en mere aktiv fase 2, under navnet Operation Sophia. Navnet på en pige født af en somalisk flygtning på et tysk flådefartøj under fase 1. Man må næsten formode, at PR folk har været med til at peppe operation lidt op, hvis da ikke hele operationen først og fremmest er en PR operation.
Efter at man med egne ord har opnået alle målene for første fase, hvad angår “intelligence gathering, training and deployment”, er man nu klar til næste fase. Sært nok nævner man ikke redning og opsamling af tusindvis af flygtninge.
Om den nu påbegyndte anden fase siger admiral Credinho:  “assets will conduct boarding, search, seizure and diversion, on the high seas, of vessels suspected of being used for human smuggling or trafficking.” Med ”assets” tænker admiralen ikke på finansielle assets. Assets henviser naturligvis til de 6 flådeenheder, 7 fly (air assets i admiralens parlance) og så kommer der snart tre fartøjer mere. Ikke nogen imponerende styrke, når man tænker på, hvad man operationen skal omfatte.
Men det lyder mere aktivt, for nu vil man aktivt søge efter skibe og både med flygtninge og forsøge at pågribe menneskesmuglerne og konfiskere eller ødelægge deres “assets.” Som fremhævet i nogle nyhedsudsendelser må man endda bruge våben, hvilket naturligvis straks førte til advarsler om, at det kan være farligt og gå ud over flygtningene. I øvrigt er det også svært at forestille sig, at konfiskation eller ødelæggelse af gummibåde vil være et særligt effektivt middel til at hindre flygtningestrømmen. Endnu har man ikke opnået FN accept til at operere direkte i libysk farvand eller på land i Libyen, hvor effekten formodentlig ville være større.
Man kan derfor formode, at det i høj grad også drejer sig om en PR indsats, der skal demonstrere aktionsvillighed. Men i realiteten vil det være en aktion, der ikke hindrer flygtningestrømmen, men snarere fremmer den, fordi libyske menneskesmuglere kan henvise til, at flygtninge med en vis sikkerhed vil blive samlet op så snart de forlader libysk farvand. Dermed er der fortsat tale om en redningsoperation og om flere flygtninge, der fragtes til Europa.

Mangfoldighed eller enfoldighed

"Der Ansatz für Multikulti ist gescheitert, absolut gescheitert!" Denne bastante afvisning af multikulturalismen kommer overraskende nok fra Kansler Merkel, for det synes ikke foreneligt med en holdning hun for tiden lægger for dagen. Forklaringen er, at udsagnet faldt på en Deutschlandtag for Junge Union, ungdomsorganisationen af CDU/CSU, og så var det i 2010. Hun har imidlertid ikke været alene om af vise multikulturalismen og dens påståede velsignelser.(Der Spiegel).
Efter hende fulgte Prime minister Cameron i en tale ved en sikkerhedskonference i München i 2011: “Under the doctrine of state multiculturalism, we have encouraged different cultures to live separate lives, apart from each other and the mainstream. … the “hands-off tolerance” in Britain and other European nations has encouraged Muslims and other immigrant groups “to live separate lives, apart from each other and the mainstream.” (New Statesman).
Det bliver nok svært at finde tilsvarende markante udtalelser om multikulturalisme fra de to toppolitikere i dag. Årsagen kan man kun gisne om, måske var de blot dengang for enfoldige i deres udsyn og i dag mere mangfoldige. Måske har de opdaget, at både Tyskland og UK i dag rummer store mindretal af mennesker med en anden kulturbaggrund. Måske har de opdaget, at deres unge vælgere ser anderledes på sagen. Måske er de bare modnet som politikere, der har indset faren ved alt for bombastiske udtalelser. Det vides ikke.
I den modsatte ende af det politiske spektrum har der hele tiden været større entusiasme for multi-kulti forestillingen, selv om det ikke er lige let at finde frem til, hvorfor man er så overbevidst om, at multikulturalisme er til fordel for os alle. I nogle tilfælde lyder argumenterne, som om de blot bygger på den gode vilje og en humanistisk indstilling.
 
Hvilken kultur?
Hvad er det for en kulturopfattelse, der indgår i fler- og multikulturelle forestillinger. Ordet kultur har tilsyneladende en fantastisk evne til at blive knyttet sammen med andre termer, fra bakteriekultur, musikkultur, hip hop kultur eller mangel på samme, madkultur, familiekultur, rockerkultur, fodboldkultur, bykultur, rejsekultur, byggekultur, jordbrugskultur, arbejderkultur, virksomhedskultur nomadekultur, subkultur, finkultur, kulturkanon, modkultur, krænkerkultur, til kulturpolitik og kulturstyrelse etc. etc.
Det er ikke nemt at se, hvad er der fælles for brugen af termen kultur. Men måske hjælper det at bestemme, eller fiksere kulturen om man vil, i sære forsøg på en kulturkanon. I den danske kulturkanon hænger man kulturen op på 108 værker fra arkitektur, over design og håndværk, litteratur og musik til børnekunst. “Kanonen er tænkt som en introduktion til den danske kulturarv. Den er ikke en facitliste, men et kvalificeret udgangspunkt og grundlag for en fortsat debat om den danske kunst og kultur.” Den eksisterende kulturkanon er ikke god nok for Bertel Haarder, der nu vil have en ny kanon, der skal fokusere på alt, der ikke kan måles og vejes, selv nævner han højskolebevægelsen som Danmarks vigtigste bidrag til verdenskulturen. (DR).
Alt det, der ikke kan måles og vejes eller bringes på en let formel, men er det så ikke selvmodsigende at tage nogle enkelte snapshots at alt det, der ikke kan måles og vejes og præsentere det som kulturen? Svaret er vel, at en kanon i sig selv er et eksempel på vores trang til at måle og veje og registrere. Det gælder også for Bertel Haarders forslag
Det er således ikke her vi skal finde en mere præcis forståelse af kultur.
Termen kultur hidrører fra det latinske “colere, cultura,” i betydningen pleje eller kultivere i landbrug og “cultus” i betydningen personlig pleje, stil. Hvis vi viderefører denne betydning, vil kultur i dag udgøre alt det menneskefrembragte, i modsætning til, hvad der er naturskabt. Ikke alene materielt, men også værdimæssigt, symbolsk og kunstnerisk. Det bliver i en ordbog til, at kultur omfatter følgende aspekter: vaner og overbevisninger, måden at leve på, den sociale organisation; kunst, musik og litteratur; overbevisninger og holdninger til noget, som en gruppe eller organisation deler. Plante og bakterier holder vi lige udenfor.
Ofte henvises til Krober og Kluckhohn’s definition: "By culture we mean all those historically created designs for living, explicit and implicit, rational, irrational, and nonrational, which exist at any given time as potential guides for the behavior of men."
I min egen version  forestiller jeg mig kulturen som en omvendt pyramide , hvor kun den øverste del er synlig. Den synlige del har en stor udbredelse med et mylder af konkrete udtryk vi kan se høre, føle, smage og registrere og betjene os af. Alt fra vores måde at drikke kaffe på, vore hilsevaner, vore konkrete frembringelser, ernæringsvaner, påklædning, mode, kommunikationsformer inklusive Facebook og chat, arkitektur og boformer, levemåder, familiemønstre, litteratur, musik og kunst. Hvad vi kan lide og ikke kan lide osv. Hvad vi finder rigtigt og forkert.
Vi skal forestille os, at den omvendte pyramide rager langt ned i menneskenes historie og udvikling. I den øvre del af historien finder kulturaspekter fra en tid som vi endnu har viden om. Det gælder f.eks. mere uhåndgribelige frembringelser, som kvinders ligestilling, fremkomsten af de betingelser og værdier vi bygger på i demokratier: indvidualisme, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed. Endnu længere nede i historiens mørke findes oprindelsen til vore basale moral forestillinger. Hvis vi kunne bevæge os langt nok ned mod den ukendte spids af pyramiden, ville vi formentlig finde oprindelsen til alment menneskelige forestillinger og betingelser for dannelse af samfund holdt sammen af ritualer og forestillinger, hvis betydning vi kun kan gisne om. Vi kan så at sige kun se de forstenede fodspor i afrikanske aflejringer.
Hvad vi vil sige med dette billede, er, at kultur har rødder langt ned i menneskets og samfundets historie. Det er rødder vi hverken kan se, høre eller føle, selv om de i dag er afgørende for vore holdninger, vores adfærd og vore samfund.
Ud fra dette syn virker det lettere idiotisk at tro, at vi kan forankre vores kultur i en kulturkanon med 108 konkrete værker. En sådan kanon er snarere et tegn på vores kulturelle armod, og på erodering af de mere basale værdier og holdninger, som vi ikke kan se, høre eller føle, selv om vore samfund er afhængige af, at de findes – forankret langt nede i historiens mørke.
Den eneste tidspunkt vi kan registrere, at de må findes, er når vi støder på en kultur, hvis værdier på en eller flere områder afviger på afgørende vis fra vor egen.
 
Kultur erosion
Det idiotiske ønske om fiksere kulturen i en kulturkanon tager jeg som et udtryk for, at man er ved at erkende at vigtige aspekter af de dybe lag af kulturen er ved blive eroderet bort. Vi har glemmer eller overser fundamentet for det samfund vi lever i og de institutioner vi alle er afhængige af. Vi har ikke længere brug for en overbevisning om noget som helst. Intet overordnet formål med vore liv. Vi har lagt ideologierne døde og med Nietzsche indset, at vi hverken behøver gud eller religion. I vores scientistiske, rationelle verden har vi overtaget det overjordiske væsens rolle. Vi kan skabe vore egne fremtider, præcis som vi vil. Vi kan sætte egne regler for vore liv, og opstille egne værdier efter for godt befindende. Frembringe vilkårlige kulturkanoner og absurde værdigrundlag. Vi er med andre ord ved at løsrive os fra vores egen historie, og her hjælper kulturkanoner næppe. Rigtige kanoner ville måske, for det ville i det mindste betyde at vi kæmpede for noget eller mod noget.
Med denne løsrivelse fra vore egne rødder kan alt være lige-gyldigt. Vi kan være buddhister i dag og tro på åndemaneri i morgen. Vi kan vælge kultur efter for godt befindende, eller i hvert fald påtage os manerer og manierede ydre tegn og symboler, der viser hvilken kultur jeg har i dag. Vi besidder ikke længere en mere dybt funderet overbevisning og værdier, der hjælper os med at diskriminere mellem godt og dårligt , mellem rigtigt og forkert, mellem handlinger, der kun tjener os selv og handlinger, der tjener et mere overordnet formål.
 
Kultur relativisme
Vi tror ikke på os selv længere og det giver plads for en kulturel relativisme,.
En kulturel relativisme, der viser sig ved, at vi ikke længere vil hævde, at vor egen kultur er hævet over eller er bedre end nogen andre kultur. Hverken når det gælder moral, religion, politik eller forestillinger om retfærdighed.
Længe før ideer om kulturel relativisme blev almindelige, havde antropologer, der studerede andre kulturer (ofte såkaldt primitive) fremsat antagelser om kulturens relativitet. Deres antagelser indebar i første omgang at man kun kunne forstå andre kulturer ved at lægge værdier og holdninger  fra ens egen kultur til side. Værdier, ritualer og andre aspekter af en kultur kunne alene forstås og begrundes ud fra den pågældende kultur selv. Mest kendt er Herskovits’ kulturelle relativisme antagelse: “Judgments are based on experience, and experience is interpreted by each individual in terms of his own enculturation”
I anden omgang fører en erkendelse af,  at de mange kulturelle forskelle ikke kan gives nogen universel begrundelse på tværs af forskellige kulturer, til at man opgiver ideen om, at der kan etableres universelle begrundelser for bestemte værdier, overbevisninger og holdninger. Derfor vil f.eks. moralske domme om rigtig eller forkert være relative i forhold til en given kultur. Der vil ikke kunne opstilles absolutte kriterier for om noget var moralsk rigtigt eller forkert på tværs af kulturerne.
Derfra var der ikke langt til den normative forestilling, at det vil være forkert, hvis vi, der repræsenterer en vestlig kulttur, vil vurdere andre kulturer ud fra vor egen. I stedet skal vi forstå dem ud fra deres egen kultur.
“All claims that a particular institution or way of thinking or living is perfect, the best, or necessitated by human nature itself appear incoherent and even bizarre, for it goes against our well-considered conviction that all ways of thought and life are inherently limited and cannot embody the full range of the richness, complexity and grandeur of human existence.” (Lord Parekh).
I sådanne ideer finder vi oprindelsen til de dagsaktuelle påbud om, at man bør udvise en høj grad af tolerance over andre kulturelle udtryk. Hvilket f.eks. kan indebære accept af alt fra besynderlige religiøse praksisser, som omskæring af børn af begge køn, religiøse regler for, hvad det er tilladt at spise, hvornår det er tilladt at spise, flerkoneri, kvinders underordning under manden og mere eller mindre uforklarlige, men religiøst-kulturelt begrundede krav til kvinders adfærd og tilhylning.
Det ville i hvert fald være kravet,  hvis vi fulgte ideen om kulturel relativisme helt til dørs.
Kravet om tolerance overfor andre kulturer, baseret på tanken om kulturel relativisme, er naturligvis i sig relativ til en bestemt kultur og tidsperiode. Det er en tanke, der synes at ledsage vores tidligere påstand om, at vi er ved at miste troen på vore egne værdier, dvs. troen på os selv. Det giver plads til en normativ kulturel relativisme, hvor vores egen kultur ikke må sættes over andre kulturer og hvor ingen værdier skal have præg at være absolut sande eller falske.
Men truer en forestilling om kulturel relativisme og om tolerance ikke nogle af de mest fundamentale aspekter af vores egen kultur? Aspekter der burde være forankrede lagt nede i vores historie. Eller sagt på anden måde, langt nede i den omvendte pyramide, der rummer rødderne til vore forestillinger. I sig selv leder en accept af kulturel forskellighed med nødvendighed til, at man opgiver ideen om, at ens egen kultur rummer aspekter, som man absolut vil opretholde, fordi de er afgørende for at ens egen kultur kan eksistere. Er vi således i færd med at destruere grundlaget for vor egen samfundsform.
Hist og her synes opløsningen endda at gå videre, i den forstand, at individualiseringen i vestlige samfund er ved at medføre, at hver enkelt mister bindingen til en fælles kultur, at kulturen som sådan er ved at gå i opløsning. For man kan naturligvis ikke have individuelle kulturer. Det ville være nonsens. Derimod kan kulturen desintegrere, ved at der dannes seperate gruppebaserede kulturer, der ikke nødvendigvis er særlig tolerante over for hinanden.
Mon det er, hvad politikere taler om, når de er bekymrede for at sammenhængskraften er truet. Det var vist Poul Nyrup, der først talte om, at globalisering truer sammenhængskraften, men siden er truslen blevet taget op af mange andre.
 
Positive forestillinger om det multikulturelle
En kulturrelativistisk opfattelse er grundlæggende for positive forestillinger om multikulturelle samfund. Til gengæld kan man også have en mistanke om, at andre kulturers indtog i vestlige samfund i sig selv har nødvendiggjort en eller anden form for kulturelativisme.
Mon ikke det er også er en opfattelse, der gemmer sig i Lord Parekh's definition:
“Multiculturalism basically means that no culture is perfect or represents the best life and that it can therefore benefit from a critical dialogue with other cultures. In this sense multiculturalism requires that all cultures should be open, self-critical, and interactive in their relations with other each other.”
 Spørgsmålet er så om alle kulturer er lige åbne og selvkritiske.
Først ser vi imidlertid på de positive opfattelser af, hvad multikulturalisme indebærer. For fortalerne for multikulturalisme og såmænd også for dem, der ikke har tænkt over det, betyder det en kulturel berigelse, der inspirerer og udfordrer vaner og traditioner. Lidt pudsigt sammenfattet af Putnam : “The arrival of immigrants in America had consequences on the cooking, for example, but also on creativity. A large number of American Nobel prize‐winners are immigrants or the children of immigrants; the same is true of artists. The most pluralist working groups are also the most creative”. Putnams positive sammenstilling kan også få lov til at stå for den positive holdning til multikulturalisme, som præger partier til venstre for midten, og det Det radikale venstre naturligvis.
Ud fra denne opfattelse bliver multikulturalisme ligefrem en konkurrenceparameter, som det gælder om at fremme. Tydeligst markeres multikulturalismen naturligvis i bybilledet af de kulturer, der falder i øjnene ørene og smagen ved et andet udseende, ved mode, aktiviteter, ved moskeer , templer og ved masser af nye forrentninger med et anderledes udbud, ved nye og eksotiske madsteder, musikkultur, kunst mv.
Accept af diversitet fremmer humane værdier, og humane værdier fremmer accept af diversitet. Med udgangspunkt i mantraer fra virksomheds studier lyder det ofte: Forskellighed på arbejdspladsen øger kreativitet, fremmer produktivitet og bidrager derved til vækst i økonomien. “ Cultural diversity is no longer perceived primarily as a cause for “failed integration”, but more as an asset with the potential to increase the competitiveness of an economy. With the ongoing integration of global goods and factors markets, the knowledge of different cultures, languages and foreign countries and regions in general are expected to gain in importance in the future" (BAMF).
Hvis vi ikke kan se fordelene umiddelbart,  må man hjælpes på vej af regler om inklusion og diversitet, som i den engelske Civil Service.
Hist og her kan man allerede se ideen om det multikulturelle menneske. Et menneske præget af samspillet mellem forskellige kulturer. I en kronik i Kristeligt dagblad findes en beskrivelse af dette nye menneske: “Vi bør være taknemmelige for de mange prægtige flerkulturelle i Danmark. Og de flerkulturelle selv kan godt ranke ryggen og glæde sig over de styrker, de trods sår og knubs har fået med i bagagen. For der er brug for fleksibilitet, omstillingsparathed, sprogforståelse, konfliktmægling og så videre i det moderne samfund. Her kan flerkulturelle mennesker yde et væsentligt bidrag.” (Kristeligt Dagblad).
Det var den positive version af multikulturalisme, men der findes også skepsis.
 
Multi-kulti uden fællesskab
Her skal vi se på som det positive billede af multikulturalisme kan holde. Allerførst ser vi på, om de lystigt lette multi-kulti ideer i praksis kan udgøre et fælles samfund. For et samfund i betydningen “Gemeinschaft”, er svaret i hvert fald negativt. For et Gemeinschaft gælder nemlig, at det udgør et fællesskab præget af samhørighed i sædvaner, religion, og værdier. I mere moderne betydning taler vi om homogene samfund, hvor man deler størstedelen af de værdier, der indgår i en fælles kultur. Med baggrund i denne homogenitet kan samfundet fungere med tyste fælles normer, og f.eks. opretholde en høj grad af gensidig tillid.
For samfund i betydningen “Gesellschaft,” er situationen en anden. For her er fælleskabet gået mere eller mindre i opløsning, individualisering og adskillelse præger billedet. samfundet holdes sammen af staten. Det er måske det billede vi finder i moderne velfærdsstater.
I multikulturelle samfund finder vi ikke et fælleskab baseret på fælles kulturer og deri indeholdte værdier. Vi finder snarere en samling af mere eller mindre sammen­hængende, separate samfund, der lever godt nok i en i fælles stat. Sammenholdet sikres  i hovedsagen ved en bevidst tilslutning til eksplicitte fælles normer, og i særdeleshed af eksplicitte krav og regler, der tager udstrakt hensyn til de separate kulturer i staten.
På basis af studier i stærkt diversificerede dele af USA konstaterer Putnam: “The result is that the more a community is diversified the lower the level of inter‐ethnic trust. However, when we went into more depth we realised that distrust within ethnically mixed societies was generalised; i.e. people were wary not only of members of other ethnic groups but also of their neighbours, independently of their identity. People in “mixed” societies thus tend to close themselves in their shells. There is a sort of “tortoise effect”. "
I Danmark har vi  oplevet den danske udgave af dette, i de områder, der eufemistisk betegnes som udsatte boligområder, og som vi andre kalder ghettoer. Med en øget tilstrømning af flygtninge og migranter fra kulturer, der ligger fjernt fra den, vi forbinder med vestlig kultur, vil forsøgene på at mindske ghetto problemer ved en mere eller mindre tvungen geografisk spredning formentlig ikke lykkes. I stedet vil vi komme til at opleve en opblomstring af parallelle samfund. Samfund, der bliver selvforstærkende i kraft af en øget tilvandring.
Den aktuelle flygtningestrøm indebærer tilvandring fra ikke-europæiske kulturer. Det gælder f.eks. for tiden flygtninge fra Afghanistan, Syrien, Afrikas Horn og Subsahara. Det betyder indvandring af mennesker med en helt anderledes kulturel baggrund, der i dag ofte omfatter en afart af islam. Vil alle de positive udsagn om multi-kulti også komme til at gælde her, eller vil vi snarere komme til at opleve en situation, som den  Cameron talte om i sin afvisning af multikulturalisme?
Hvor langt vil vi gå i vores kulturelle relativisme og hvor meget vil vi opgive af vores egen kultur? Det er spørgsmålet.
 
En relativisme, der destruerer sit eget grundlag
En udstrakt grad af kulturel relativisme og en fuldstændig accept og ligestilling af andre kulturer i en glorificeret multikulturalismes navn vil tendere til at destruere de samfund, der er en forudsætning for at vi kan leve det liv vi vil, med de værdier vi generelt sætter højt. Dvs. hele den del af vores kulturelle pyramide som danner grundlaget for de af samfund vi lever i.
 En udbredelse af ideen om kulturel relativisme og accept af alle andre kulturer som ligeværdige, vil være ensidig. Mere religiøst funderede samfund, der ikke besidder samme relativistiske syn, vil umiddelbart kunne udnytte relativismen og den manglende tiltro til egne overbevisninger, til at kræve mere plads til sit egen intolerante og fundamentalistiske verdenssyn. Det er et problem, der naturligvis øges i takt med, at sådanne syn repræsenteres af stadig flere, i kraft af tilvandring.
Mod vores egen svage overbevisning og relativisme, får en stærkere og mere krævende absolut  kultur let ved at kræve udbredt hensyntagen. En hensyntagen som de næppe selv vil udvise.
Resultatet ser vi i små og store tilbagetogsaktioner, der ledsages af argumenter om at det drejer sig om at vise tolerance over det intolerante, og dialog overfor  de voldelige.
Ytringsfriheden i vor egen kulturelle forståelse, og den kan kun forstås i en kulturel sammenhæng, er truet.  Det kan der vist ikke herske tvivl om. Hvor man kan ironisere, karikere, og kritisere andre religioner uden at forvente andet end misbilligelse, er situationen i dag en helt anden med hensyn til muslimske indvandrere. Det så vi med al tydelig allerede med fatwaen mod Rushdie’s Sataniske vers og for ikke så længe siden i terroraktionerne mod Charlie Hebdo. Jamen, kommer indvendingen øjeblikkelig, det drejer sig kun om nogle religiøse fanatikere, eller nogen, der har følt sig sat uden for af samfundet. Vi kan vende og dreje det, som vi vil. Sådanne aktioner og andre lignende fører direkte til, at en fundamentalistisk religion som bæres af millioner i Europa får umådelig let ved at kræve mere, at alle andre skal tage hensyn til netop den. Derfor er det efterhånden slet ikke nødvendigt, at der findes voldelige aktioner, for at denne kultur kan erobre plads og destruere dele af det grundlag som den vestlige kultur hviler på. Nu er kulturelle relativister, institutioner såvel som enkeltpersoner, begyndt at give køb på deres egen vestlige kultur, før nogen beder dem om det. Vi kunne kalde det for kulturelle micro-sammenstød. Det gælder alt fra madpakker i børneinstitutioner, over skuespil som f.eks. Voltaire’s Mahomet, der ikke må opføres, grise der ikke må optræde i bøger, kvinder, der forlanger retten til at bære slør i en bestemt religions navn, eller endnu mere latterligt optræde med lange ærmer som hospitalslaborant.
Listen kan slet laves udtømmende, for den foregår ikke blot åbent, men også skjult og med let krummet ryg. Under dække af en hensyntagende politisk korrekthed og forskrækkelse over adfærden hos en mere og mere udpræget og kulturelt betinget krænkerkultur, bliver der ryggen krummet i undskyldende og beklagende opgivelse af basale elementer i vestlig kultur. Bizarre eksempler dukker op på US amerikanske universiter, og selv prestigebetonede engelske universiteter er begyndt at ligge under for krænkerkulturen, hvis man da kan kalde det en kultur. Visse ting må ikke siges skrives eller undervises. Og det på et universitet!
Det kan give mindelser om amerikanske kreationisters krav, men dem finder vi stort set blot latterlige og besynderlige. Når det gælder mere fundamentalistiske udgaver af religion og latente trusler retter vi desværre i for høj grad ind.
Vover nogen at holde igen, bliver de formastelige hurtigt mindet om religionsfriheden og om deres intolerance over for en anderledes, men ligeværdig kultur.
 
Kulturel regression
Vi er tilbage ved tesen om, at vi er ved at opgive troen på vores egen kultur, selv om det netop er den, der tillader os at have tvivl og vise den åbent.
Kulturer er ikke ligeværdige. Set ud fra en vestlig kultur er vi nødt til at hævde, at nogle kulturer er decideret regressive. En kultur må ud fra dette standpunkt være regressiv, når den kræver, at livet underordnes en religiøs overbevisning, når den placerer kvinder i en særdeles underordnet rolle i forhold til manden, når den ønsker at betjene sig af religiøse forskrifter for at afgøre tvister, eller når den er intolerant over for kritik af sine synspunker, osv. osv.
Vestlige kulturer kan derfor under ingen omstændigheder tillade sig at give plads til kulturelle krav, der vil  vil føre til en regression af vore værdier og holdninger. Helt tilbage til en tilstand, som tidligere generationers kamp har overvundet.
 
Konsekvenser
For det første bør vi i højere grad hævde vor egen vestlige kultur.  Meget mere selvsikkert og ikke kun ved festlige lejligheder, men i hverdagen. For kulturen eksisterer kun i kraft, af at den manifesteres i alle forhold. Kulturel relativisme er temmelig tåbelig, at praktisere over for kulturer, der ikke betragter kulturer som relative. Tolerance over for religiøs intolerance er blot et tegn på svaghed.
For det andet bør vi være ekstremt varsomme med brugen af religionsfrihed til at legitimere indgreb, der begrænser udfoldelsen af vestlig kultur. Vi bør tolke religionsfrihed, som frihed til helt privat at have sin egen religiøse overbevisning og uden at det kræver at den vestlige kultur skal rette ind.
I forbindelse med debatten om flygtninge betyder det,  at vi skal insistere på integrations villighed, dvs. en indordnen i alle offentlige forhold under den eksisterende kultur. Tyskerne omtaler det som Leitkultur. Det er ensbetydende med, at vi må skele til den kulturelle afstand, når ser vi ser på, hvor mange flygtninge/migranter et land kan acceptere. Jo fjernere kulturen er, jo færre kan der accepteres, hvis ikke modtagerlandets egen kultur skal erodere på vigtige punkter.

Begyndende erkendelse
“Bild” kan i dag berette, at tyske myndigheder en i hemmelig rapport nu skønner at 1,5 millioner flygtninge/migranter vil arrivere i Tyskland i 2015. En fordobling af det hidtidige skøn, der lød på 800.000. For fjerde kvartal 2015 lyder skønnet nu på 920.000 flygtninge. For 2016 må man forvente, at modtage endnu flere. Hvis den aktuelle tilstrømning fortsætter må man regne med mindst 1,8 millioner ( FAZ).
 Hvis strømmen af flygtninge fortsat mest udgøres af unge mænd, må man tillige forvente et meget stort antal ansøgninger om familiesammenføring i de følgende år, hvorved antallet kan mangedobles.
Potentialet er, som vi har set på tidligere, dog endnu større. Efter afslutningen af regeringschefernes møde d. 24. september, advarede Donald Tusk om, at han efter et besøg i Tyrkiske flygtningelejre, var blevet overbevidst om, at der kunne være flere millioner på vej, for han hørte kun et budskab fra flygtningene: “We are determined to get to Europe”.
 
En stille panik?
I lyset af disse forventninger til den fremtidige tilstrømning tror jeg, at en stille panik er ved at brede sig blandt toppolitikere, ikke mindst med tanke på deres egen fremtid, hvis de ikke får skabt orden i det kaos, der er opstået ved EU’s grænser og får iværksat tiltag, der effektivt kan begrænse tilstrømningen til en størrelse, der er håndterbar.
Det er formentlig i lyset af denne erkendelse, at Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) søndag d. 4 oktober kunne berette, at EU var på vej med aftale med Tyrkiet. Hvis beretningen holder vand, ser vi her det første tiltag, der realistisk set vil begrænse strømmen, der går via Tyrkiet og Balkan.
Aftalen skulle tage udgangspunkt i et forslag fra “Europäische Stabilitätsinitiative” (ESI), en organisation, der blev oprettet efter Balkankrigene. Midt i september offentliggjorde ESI nemlig et forslag til håndtering af flygtningestrømmen via Balkan. I forslaget gør man op med både Merkel’s bratte åbning af grænserne og Orbàn ’s barrierepolitik. De to diametralt modsatte reaktioner løser ikke problemet med tilstrømningen fra Tyrkiet.
 
Betaling for turkish delight
ESI’s forslag går ud på, at der etableres en aftale mellem EU og Tyrkiet. I aftalen skal Tyskland forlods acceptere at modtage 500.000 syriske flygtninge direkte fra tyrkiske lejre. Dermed undgår flygtningene den risikable gummibåds sejltur til Grækenland, grækerne får formindsket flygtningekaos på de Ægæiske øer og Balkan slipper for lange trek af flygtninge.
Udvælgelsen af de 500.000, der skal sendes til Tyskland, skal ifølge forslaget foregå i Tyrkiet. Således at man undgår den success-for-the-fittest selvselektion der lige nu foregår ved EU’s grænser. Ved udvælgelse på stedet skal man i stedet udpege dem, der mest har brug for hjælp.
“Vulnerable refugees are already prioritised under the EU’s internal relocation schemes aimed at redistributing asylum seekers from Italy and Greece. 20 This category includes unaccompanied children, disabled people, elderly people, pregnant women and single parents. The same approach could be taken to Syrian refugees in Turkey" (ESI, Merkel Plan).
Modydelsen fra Tyrkiet? Oprettelse af fælles flådepatruljer med Grækenland i Det Ægæiske hav, således at flygtninge, der fortsat forsøger at komme til Grækenland, stoppes og returneres til Tyrkiet.
Hvis disse forslag blev realiseret ville det betyde en drastisk reduktion i strømmen af illegale, der krydser havet til Grækenland. Ligesom man måtte forvente et fald i indtjeningen hos menneskesmuglere.
Tyrkiet kunne jo sådan set for længst have stoppet flygtningene, men det er tydeligt, at man ønsker noget til gengæld for at mindske presset på EU, et pres de kan skrue op og ned for næsten som det passer dem. Altså må man formode, at Tyrkiet kan afpresse EU både åbenlyst og i det skjulte.
I går kunne ESI så offentliggøre en udbygget variant af det tidligere forslag, nu kaldet “The Merkel Plan” I den ville en belønning vinke forude, hvis Tyrkiet accepterer planen. Allerede i 2016 skulle Tyrkiet få visa frihed til gengæld..
Umiddelbart kan det lyde som en relativ lille belønning for at acceptere at samle flygtninge op på havet og anbringe dem i lejre i Tyrkiet. Her kan FAZ afsløre, at der åbenbart er planer om langt større hjælp til Tyrkiet. Ifølge disse forlydender skulle EU være parat til at medfinansiere seks nye lejre i Tyrkiet med plads til op mod 2 millioner flygtninge.
Det samlede forslag lyder næsten som en variant af den australske løsning, hvor bådflygtninge stoppes på havet og sendes tilbage. Hvilket jo også har betydet, at de ikke drukner i forsøget på at nå Australien. De, der ikke kan returneres, kommer ikke til flygtningelejre i Australien, men sendes i stedet til lejre i østaten Nauru og PNG (Papua New Guinea). Lejre som Australien finansierer. Men selv om det med vise gnidninger måtte være en løsning for Australien, er forholdene ikke de samme i Europa, hvor vejen til Europa er kort og ikke særligt usikker.
 
Forslaget fjerner ikke attraktiviteten
Selv om de nye forslag skulle vise sig at være acceptable for Tyrkiet, løser det slet ikke problemet med det vi har kaldt attraktivitets-potentialet. Hvorfor skulle ophold i eksisterende og nye tyrkiske lejre i en uvis årrække formindske lysten til at vandre mod EU. Vil disse flygtninge ikke stadig være “determined to get to Europe?”
I flygtningelejrene kan deres situation jo forekomme håbløs, selv om der sørges for sikkerhed og basale livsfornødenheder. Det gælder også lejre som New York Times, efter et besøg i Kilis Lejren 2014, beskrev under overskriften ”How to Build a Perfect Refugee Camp”
For langt de fleste flygtninge vil livet i selv den bedste flygtningelejr næppe kunne konkurrere med det billede de har af Tyskland, især da efter Merkel’s  Willkommen. I lejrene ser man ingen fremtid, hverken for sig selv eller ens børn. Tyrkiet har f.eks. ikke tilladt flygtninge at arbejde uden for lejren, legalt i det mindste. “At present, the only viable option many refugees see is getting to Germany. The prospect of slightly better living conditions in or outside of refugee camps will not change this calculus.” (ESI).
Hvis den kalkulation skal ændres er der ikke så mange muligheder. Størst virkning vil udvkklingen i Syrien have.  Et håb om snarlig fredeliggørelse, eller blot store sikrede områder i Syrien, vil formentlig bidrage til at holde igen på strømmen.  Stærkere restriktioner på opnåelse af asyl i EU og tydelig markering af dette ved brug af  tilbagesendelse, vil også påvirke kalkulationen i retning af at forblive i nærområdet.  Endelig kunne man jo forestille sig, at man øgede livsudsigterne i flygtningelejre ved at gøre dem til en slags minisamfund, med uddannelse, og muligheder for at få kvalificerende arbejde.
 
Det gælder stadig de ydre grænser
Hvis skitserede forslag skal have mærkbar virkning på tilstrømningen må det kræve et særdeles håndfast samarbejde om at lukke adgangen for flygtninge via Ægæerhavet. Men selv hvis stort set alle, der forsøger sig med gummibåd, tilbagesendes, ville det formentlig blot reducere strømmen via de græske øer. Det mindsker bare ikke tiltrækningen og finder man så ikke blot nye veje.
En mere holdbar løsning må derfor indebære følgende. En stærkt udvidet grænsekontrol langs hele EU’s syd grænse. Oprettelse af lejre nær ydergrænserne, hvor flygtninge kan holdes tilbage, således at de ikke blot diffunderer op gennem Europa. Finansiering af lejre svarende til dem, der er er foreslået for Tyrkiet, i andre nærområder. Kun asyl til de meste trængende, men da det ikke er dem der kommer frem til Europas grænser, må man egentlig som eksemplet med Tyrkiet tilbagesende alle til nye lejre i flygtningenes nærområder, for der at udpege de mest trængende der skal have asyl i Europa.
Det er langt fra den aktuelle situation. Hvor man har svært ved at enes om drastiske tiltag til sikring af de ydre grænser. Chefen for Frontex er i hvert fald ikke optimist. I stedet for at medlemslandene i EU prøver at beskytte deres egne grænser, mener han, at det ville hjælpe mere at sende folk til at sikre de ydre grænser. "If every state manages the crisis on their own, without coordinating with their neighbours, the (migrant) flux will go from one country to another, to everyone's cost."

 Tyskland – eftertanke
 
“Stoppen Sie Frau Merkel” lød appellen fra et medlem af Bayerns Landtag (lokalparlamentet) for to dage siden. Fra flere politikere både indenfor og udenfor Merkel’s CDU lyder der efterhånden kritik af flygtningepolitikken.
Anledningen er naturligvis den fortsatte tilstrømning af tusindvis af flygtninge hver eneste dag. Alene i september ankom der over 200.000 til Tyskland eller omtrent lige så mange som i hele 2014. Registrering af flygtninge mv. halter bagefter i et sådant omfang, at man nu har en pukkel på et par hundrede tusinde sager, der ikke er bearbejdet. Flygtningecentre er overfyldte. Flere steder har der været større slagsmål i centrene mellem grupper af flygtninge. Politikere undskylder det med overfyldte centre. Politiet har derimod været ude med advarsler om, at man ikke har styr på situationen. "Wir erleben diese Gewalt seit Wochen und Monaten. Es schließen sich Gruppen nach Ethnien, nach Religion oder Clan-Strukturen zusammen und gehen mit Messern und selbstgebastelten Waffen aufeinander los" (Passauer Neue Presse).
Indenrigsminister de Maizière kunne både torsdag og fredag synlig irriteret berette, at flygtninge nu var begyndt at bevæge sig illegalt på kryds og tværs af Tyskland, væk fra flygtningemodtagelser og centre.
 
Holdningerne ændres hastigt
Man har omsider måttet erkende, at man er ved at miste overblikket og kontrollen, og er derfor begyndt at tale om, at Tyskland befinder sig i katastrofemodus.
Problemerne afspejles i meningsmålingerne. Nye tal viser, at tiltroen til Merkel’s ”Wir Schaffen das,” er i hurtig aftagen. “Die Welt” gengiver tal, der er symptomatiske for udviklingen. Ved indgangen til oktober kunne kun 35 % erklære sig enige i at “tilvandringen snarere har fordele,“ mod 45% i september. Til gengæld var der 44%, der var enige i “tilvandringen har snarere ulemper”, mod 33% fra måneden før.
Lige så sigende er Infratest Dimaps tal for svarene på udsagnet “Es macht mir Angst, dass so viele Flüchtlinge zu uns kommen.” I begyndelsen af september var 59% uenige, mens 38 % var enige. I uge 40 er billedet vendt , 51% erklærer sig enige, mens 47% stadig er uenige. Et nærmere kig på tallene viser, at det især er mennesker, der har en kort uddannelse og lav indkomst, der er enige i udsagnet, dvs. er bekymrede. Infratest Dimap kommentaren lyder da også:“ Spürbar ist im Monatsverlauf eine gewachsene emotionale Verunsicherung der Wahlberechtigten.” Selv om spørgsmålene vedrører følelser, er det formentlig forkert at antage, at det kun er et følelsesmæssigt skifte man oplever i Tyskland. Med baggrund i mediernes rapportering og fakta beror det måske i lige så høj grad på fornuftsmæssige overvejelser.
Det står derfor lysende klart for politikerne over alt i Tyskland, at der må gøre noget, hurtigt og effektivt. Sachsen-Anhalts ministerpræsident Rainer Haseloff har formuleret den akutte opgave ganske kort: “Begrenzen, beschleunigen, rückführen.”
 
Forsøg på at genetablere kontrollen
Hvad har man så gjort for at få kontrol over flygtningestrømmen og genskabe tiltroen i befolkningen? Ikke mindste med tanke på konsekvenserne for tilslutningen til regeringspartierne.
På trods af, at det var Merkel’s egenrådige beslutning at åbne grænserne helt, har man insisteret på, at også de lande, der ikke var med i hendes beslutning, skal modtage de flygtninge, der kommer. I første omgang er det lykkedes at få EU med på kvotefordeling, men den udgør jo kun en mindre del af det forventede antal flygtninge og løser ikke problemet med dem, der allerede er kommet til Tyskland.
Efter nogen tøven og skæld ud på andre, har man så oprettet kontroller ved Tysklands sydlige grænse. Det forhindrer dog ikke flygtninge i at vælte ind over grænsen. Der kan derfor stadig komme op til 10.000 pr. dag.
Hvad så? Ja, langsigtet må man sætte sin lid til de vedtagelser man vedtog på EU-regeringschefernes møde d. 23. september. Særlig beslutsommne var man nu ikke, men man enedes bl.a. om en styrkelse af ydre grænser, hjælp til nærområderne, og støtte til Tyrkiet, men henblik på at begrænse strømmen via Balkan. Intet dog med nogen virkning her og nu.
 Til gengæld er man i Tyskland fornylig blevet enige om at ændre asylpolitikken, uden dog at røre ved den grundlovssikrede ret til asyl.(Bundesregierung.de).
 
Ændringer i asylpolitiken kan øge tilstrømningen
Når man ser ned over ændringerne, slår det en, at der ikke er noget, der effektivt vil begrænse flygtninge- og migrantstrømmen. Ændringerne udgør en blanding af tiltag, der på samme tid potentielt både letter tilstrømningen og hindrer den.
 
Tilstrømningen mindskes i hvert fald ikke af tiltag, der skal mindske kritikken fra de enkelte Bundesländer, tiltag, der skal øge effektiviteten i asylbehandlingen, eller tiltag, der muligvis kan bidrage til at afhjælpe en mangel på arbejdskraft. Konkret omfatter disse tiltag:
Støtte til enkelte Bundesländer, således at man får et tilskud på 670€ pr måned for hver flygtning. Hvor meget det hjælper vides ikke, for omkostningen pr flygtning anslås til mere end 1.000€ pr måned. Dvs. en fortsat merbelastning for länder og kommuner. For flygtninge kan det være ligegyldigt, hvem der betaler deres ydelser, så det mindsker ikke tilstrømningen, men beroliger blot lokalregeringerne.
Integration. Hurtigst mulig integration i samfund og arbejdsliv. Faguddannede skal have lov til at arbejde som ”Leiharbeiter” efter 3 måneder. Andre må vente længere. Med sådanne tiltag øger man tilstrømningen, men letter selvfølgelig også udgifterne, og så dækker man en del af manglen på arbejdskraft. Det skal dog bemærkes at “Leiharbeit,” er udlejningsarbejde, hvor flygtninge kommer til at arbejde under ofte ret ringe forhold, for et firma, der udlejer deres arbejdskraft til diverse virksomheder, fortrinsvis i kortere tid. Derved konkurrerer flygtningene direkte med de i forvejen dårligt stillede “Leiharbeiter” fra Tyskland. Her ser vi igen det problem, at dem, der i forvejen er dårligst stillede, bærer en stor del af byrden ved tilstrømningen af flygtninge.  En passant kan vi nævne, at repræsentanter fra venstrefløjen foreslår at beslaglægge ledige boliger til flytninge. Hvilket formentlig igen vil ramme de dårligst stillede.
Ventecentre. Der skal indrettes ”Wartezentren,” formentlig med henblik på, at der kan foretages en hurtig behandling af asylansøgninger, før en eventuel fordeling i resten af Tyskland. Hurtig behandling mindsker dog næppe tilstrømningen.
Sundhed. Der skal være lettere adgang til sundhedsydelser, uden at det er nødvendigt med en henvisning. det er vel en neutral foranstaltning, der blot mindsker bureaukratiet.
 
Hvordan ser det så ud med tiltag, der kan bidrage til at begrænse tilstrømningen eller tiltag, der mere direkte tager sigte på at stoppe strømmen? Her har vi fundet følgende :
Ændringer i ydelser til flygtninge. Der, hvor flygtninge i første omgang skal opholde sig (Erstaufnahme Einrichtungen) skal tingsydelser erstatte kontante ydelser udbetalt til flygtninge. For de asylansøgere, der afvises eller returneres til andre EU-lande, skal ydelserne reduceres og kun bestå af de mest nødvendige tingsydelser. Dvs. man forsøger at fjerne et incitament for flygtninge til at forblive i Tyskland.
Tilbagesendelse (Abschiebung). Flygtninge, der ikke falder under asylkriterierne, skal tilbagesendes hurtigst muligt. Tilbagesendelse har ganske vist været vanskeligt at praktisere med blot nogenlunde effektivitet. Nu vil man dog forsøge at hente afviste ansøgere uden at forhåndsadvisering, hvis man ikke lader sig hjemsende frivilligt.
Flere sikre lande på Balkan. Udover Serbien, Makedonien og Bosnien-Hercegovina, skal Albanien, Kosovo og Montenegro anses for sikre stater, således at personer herfra ikke kan opnå asyl . I princippet burde det betyde, at en forholdsvis stor andel af mennesker fra Vestbalkan i den aktuelle flygtningestrøm, burde kunne sendes tilbage. Burde kunne, for der er tale om Europas fattiggård, så det kan næppe gøres uden økonomiske incitamenter.
Man taler også om oprettelse af centre ved grænsen , hvor der skal ske en hurtig sortering af flygtninge, så de åbenart grundløse anmodninger om asyl kan afvises langt hurtigere end det sker nu, og uden at man først fordeler alle på centre i hele Tyskland.
 
Mere drastiske ændringer er nødvendige
Når man erindrer den hastigt voksende skepsis , som opinionsundersøgelserne viser og den udbredte kritik selv fra egne politiske rækker, er det meget vanskeligt at se, hvorledes de aktuelle tiltag skal bidrage til at ændre klimaet . Som det tydeligt fremgår, tjener de fleste tiltag til at smidiggøre håndteringen af tilstrømningen, mens relativt få kan forventes at have en begrænsende effekt på tilstrømningen. I hvert fald ikke uden at man demonstrerer en mere hårdhændet praksis, f.eks. hvad angår tilbagesendelse. Hvilket intet i øjeblikket tyder på. I stedet for ”begrenzen, beschleunigen, rückführen, ” ser det ud til, at man nøjes med ”beschleunigen,” hvilket også vil betyde en accelleration i tilstrømningen.
Tyskland er nødt til at indse, at det vil være nødvendigt at bremse strømmen ved kilden, forbedre forholdene i de områder flygtninge kommer fra og omsider bekvemme sig til, at de ydre grænser skal håndhæves meget mere rigoristisk. Ellers risikerer man at måtte slagte den hellige ko, og opgive den frie bevægelighed i EU. I Bayern har der alleree været røster fremme om at sikre grænserne med hegn, alt så en Ungarn løsning. Foreløbig er det afvist.
For at få kontrol over tilstrømningen skal to grundbetingelser dog meget snart opfyldes.
For det første. Reduktion af det tiltrækningspotentiale, der opstår mellem et elendigt liv i en flygtningelejr nær krigsområderne, og det mere tillokkende, ikke blot sikre, men attraktive liv i EU’s velfærdsstater. Potentialet kan naturligvis også logisk set mindskes ved på samme tid at forbedre forholdene i nærområderne og forringe forholdene for flygtninge i EU. Indtil videre er potentialet i hvert fald så højt, at det fortsat vil tiltrække flygtninge, der kommer af de samme grunde, som de migranter man i øvrigt vil afvise.
For det andet. De ydre grænser må absolut sikres langt bedre. For i øjeblikket er det endog særdeles usikkert, hvad EU mener med at sikre de ydre grænser. Hvis ikke det betyder, at man asylbehandler allerede ved grænsen, og i øvrigt stopper dem, der blot tvinger sig adgang illegalt, ja så er bestræbelserne ligegyldige og særdeles ødelæggende for den frie bevægelighed internt i EU.