Nations within nations The former head of Britain’s Equalities and Human Rights Commission (EHRC), Trevor Phillips, has admitted he “got almost everything wrong” regarding immigration in a new report, claiming that Muslims are creating “nations within nations” in the West. Phillips says followers of Islam hold very different values from the rest of society and many want to lead separate lives. (Newsweek). Udtalelserne faldt i forbindelse med præsentation af en undersøgelse af holdninger hos muslimer i UK, der viste, at der blandt det store muslimske mindretal i UK var mange, der gav udtryk for stærkt konservativt og religiøst funderede værdier og holdninger. Værdier, der står i stærk modstrid med de langt mere åbne og liberale værdier og holdninger, der i øvrigt er karakteristiske for UK. Lynhurtigt fulgte kritikken fra mere venstreorienterede, der mente at muslimernes holdninger og værdier var præget af, at de havde lav socioøkonomisk status, at de var et resultat af at muslimer havde været udsat for en årelang marginalisering og mistænkeliggørelse fra samfundets side. At de religiøst konservative holdninger og værdier, som muslimer gav udtryk for således var et resultat af udgrænsning og afvisning. Her ser vi de to positioner, der generelt præger debatten om muslimsk integration i Europa. På den ene side antagelsen om at muslimsk kultur, religiøs ideologi og dertil hørende værdier er så afvigende fra vestlige værdier, at muslimer befinder sig i en slags selvforskyldt modstrid med resten af samfundet. På den anden side en antagelse om, at isolationen er et resultat af ubegrundet animositet og afvisning fra det øvrige samfunds side. Uanset hvilken forklaring der er rigtig må man konstatere, at der er tale om en dyb kløft mellem de værdier og holdninger muslimer giver udtryk for og de værdier vi i dag betragter som basale i den vestlige verden. Hvorfor det må antages, at en stor del af muslimerne udgør et afgrænset samfund indenfor samfundet i øvrigt, en "nation within a nation." Blandt tilhængerne af multikulturelle samfund, ses det næppe som et problem eftersom multikulti må indebære, at der i realiteten må findes flere (parallelle) samfund inden for det samme geografiske område eller land. Potentialet for eventuelle konflikter mellem multikulti samlingen af samfund, klarer man ved, som "the three wise monkeys," ikke se, ikke høre og ikke tale. Eller kort og godt, ved politisk korrekthed. Det får naturlig vis ikke aktuelle og potentielle problemer til på magisk vis at forsvinde, tværtimod kan det være med til, at de kan vokse sig større og dermed blive årsag til mere alvorlige konflikter end dem vi allerede oplever i praksis. Vi vil derfor forsøge at fjerne hænderne fra øjne og ører og søge at tale om de potentielle problemer. Vi har allerede i det foregående indlæg set på størrelsen af det muslimske befolkning i Europa og dens potentielle vækst. Her vil vi se på årsager til kløften mellem muslimer og den øvrige befolkning i vestlige samfund.. Vi vil også forsøge at se hvilken pilen peger, når man skal udpege årsagerne til at kløften opstår. Måske kan det hjælpe os til at forstå potentialet for etniske religiøse konflikter i Europa. Negative views of muslims Ikke blot overdriver befolkningen i Vesten muslimernes andel, de har også generelt en særdeles negativ opfattelse af muslimer og af islam. I 2016 udspurgte Pew Research respondenter i 10 europæiske lande om deres syn på muslimer. Resultatet ses her (Pew Research): Især i lande i Øst- og Sydeuropa var synet på muslimer overvejende negativt, i de øvrige lande i mindre grad. En tysk undersøgelse gengiver befolkningens holdninger til islam på nogle vigtige områder (Journalisten Handbuch zum Thema Integration):
Et andet survey foretaget af Pew Research antyder, at en stor del af befolkningen slet ikke mener, at muslimer ønsker at blive integreret. På spørgsmålet " Most muslims in our country want to be distinct from the larger society " fordeler svarene sig således: Spørgsmålet er, om de negative holdninger til muslimer, ligesom de overdrevne subjektive skøn på antallet, skyldes fejlagtige opfattelser af muslimerne og af deres religion, holdninger og værdier. Fejlopfattelser, der måske blot skyldes muslimernes generelt " dårlige presse" og uforklarlige fordomme, som burde kunne korrigeres. Eller findes der i virkeligheden mere objektive og reelle grunde til, at man har et så negativt syn på muslimer i store dele af Europa? Self-induced alienation and discrimination of muslims "There is an anti-Muslim wind blowing across the European continent. One factor is a perception that Muslims are making politically exceptional, culturally unreasonable or theologically alien demands upon European states" hævder sociologiprofessor Tariq Modood fra UK.. Her finder vi måske begyndelsen til en forklaring på det negative syn på muslimer. De stiller krav til vore samfund som både må forekomme fremmedartede, usædvanlige, stødende mod vore værdier og kulturelle forestillinger, ligesom de kræver plads til religiøse forestillinger som mange vil anses for regressive. Tariq Modood gør selv opmærksom på, hvad det konkret drejer sig om: "...minority religions have come to have a significant – even if contested – public presence ...Public campaigns for inclusion and equality, conflicts over faith schools, women’s dress and gender more generally, not to mention all the issues to do with the 'war on terrorism' and Islamist radicalism, has made religion much more politically prominent and in public affairs generally" (Tariq Modood). Muslimer er således i høj grad selvforskyldt blevet "highly visible minorities" De er blevet særdeles synlige i medierne af mange konkrete grunde, som vi skal se og dermed er de kommet til at fylde meget, måske endda irriterende meget, i vore forestillinger. Konkrete grunde til den selvskabte synlighed og det negative syn:
Terror in the name of religion Lige siden terror angrebet d. 11. september 2001, har mange af os forbundet risikoen for terroranslag med muslimer. Nitten veluddannede og radikale medlemmer af al-Qaeda angreb på World Trade Centers tvillinge tårne og Pentagon, mens et fjerde forsøg på lade et fly ramme en central lokalitet i Washington DC endte med et flystyrt på en mark i Pennsylvania. I en oversigt over døde efter terroranslag frem til 2017 udelader “The Economist" ganske vist dette terrorangreb, måske af den simple grund at over 3.000 døde ville sprænge skalaen, når de senere terroranslag skulle afbildes: Med betegnelsen "death caused by jihadists" henviser man naturligvis til terror begået af selverklærede radikale muslimer, men formentlig for at skabe afstand til den religion, i hvis navn terroristerne foregiver at handle, bruger man udtrykket jihadist. Hvilket naturligvis er lidt bizart, når man tænker på at jihad for muslimer kan ses som noget anerkendelsesværdigt. Vi bemærker naturligvis det store antal døde ved Brevik's anslag, der jo ikke er begået af nogen jihadist. Her skal man imidlertid huske, at Breivik's motiv i følge dommen så sandelig var relateret til muslimer: "Etniske nordmenn har blitt utsatt for overgrep i form av etnisk "dekonstruksjon" siden Arbeiderpartiet åpnet for masseinnvandring i 1960-årene. Norge er transformert til en multikulturell stat, hvor det norske urfolket er i ferd med å bli utslettet." I en rapport fra Europol (TE-SAT 2017) finder vi en oversigt over terroranslag i 2016 og hvor mange man har arresteret for som mistænkt terrorplaner. "Most arrests were related to jihadist terrorism, for which the numbers rose for the third consecutive year: 395 in 2014, 687 in 2015 and 718 in 2016". Heller ikke Europol's oversigt giver dog det fulde billede af terrortruslen fra radikale muslimer. Antallet af radikaliserede muslimer, der kan udgøre en potentiel terrorfare, skønnes i flere opgørelser at udgøre flere tusinde. Alene i UK hedder det: "the security services are currently running 500 active investigations looking at some 3,000 potential suspects."(The Independent). Desuden skulle yderligere 20.000 personer være "persons og interest." Et antal, det er fuldkommen umuligt at holde øje med for myndighederne. I 2015 kunne den daværende premierminister Manuel Valls fortælle at "20.000 personnes font l'objet d'une fiche S en France" ( Le Figaro). Af disse var 10.500 blev anset for at tilhøre islamistiske bevægelser. I Tyskland forsøger myndighederne at holde øje med mere end 547 såkaldte "Gefährder" dvs. mennesker som potentielt anses for at være i stand til at begå terrorhandlinger, plus yderligere 366 relevante personer (Die Zeit). Af den grund har der også efter de seneste terror anslag i Tyskland været krav om, at disse mennesker enten skulle kunne tages i forvaring eller forsynes med elektronisk fodlænke. I Sverige taler Rikspolisen i en rapport fra 2017 om "Utsatta Områden" med kriminelle netværk og aktører. Udover at der nu findes 61 udsatte områder viser sammenstilingen "att det totalt finns ca 200 kriminella nätverk i de utsatta områdena och minst 5000 kriminella aktörer." (polisen.se) Kun meget spagfærdigt forbindes disse tal med radikale muslimer, men man skriver dog at områderne er kendetegnet ved "extremism, främst den våldsbejakande islamistiska extremismen." Alt hvad vi ser her giver en kraftig markering af at vi ikke blot har at gøre med enkeltpersoners vanvittige anslag, men at der i baggrunden findes en langt større gruppe af muslimer, der kan anses for at være potentielt farlige. Endnu længere ude viser surveys, at der blandt muslimer i øvrigt findes en større andel, som har en vis forståelse for terror anslagene. Alt dette forsøger man dog generelt fra politiske beslutningstageres side at nedtone så kraftigt som man nu kan, med næsten rituelle gentagelser af at terroren ikke har noget med religion at gøre. En af de overlevende fra angrebene i Paris hørte en af angriberne råbe “Allahu akbar," mens han skød ind i mængden. Få dage senere hævder Teresa May med vanlig selvsikkerhed i en tale i Underhuset: “British Muslims and indeed Muslims worldwide have said very clearly these events are abhorrent …The attacks have nothing to do with Islam which is followed peacefully by millions of people around the world” (Mirror). "Don't mention islam" synes politikere på John Cleese'sk vis at have lovet sig selv, når de hævder at sådanne terroranslag ikke har noget at gøre med islam. Efterhånden virker sådanne besværgelser ikke længere og under overskriften "A darker mood towards Islam emerges in France" registrerer New York Times et skifte i holdninger siden attentatet mod Charlie Hebdo. “ Secular France always had a complicated relationship with its Muslim community, but now it was tipping toward outright distrust, even hostility." (NYT). Er det udtryk for en lignende omslag, når Theras May efter de seneste attentater i London "warned that there has been “far too much tolerance of extremism” in the UK and, promised to step up the fight against Islamist terrorism after the London Bridge attack, saying “enough is enough.” Religious fundamentalism conflicting with Western values "Specific examples of literalist, fundamentalist readings that still dominate Muslim attitudes worldwide are manifested in the resistance to progress in human rights, gender-equality and democratic socio-political reforms that are too-often heard from socially-conservative Muslims." (BBC Magazine). Der findes mange opfattelser af fundamentalisme. Her nøjes vi med med den korte udgave, hvor religiøs fundamentalisme defineres som en religion, "that upholds belief in the strict, literal interpretation of scripture." Ruud Koopmans, forsker fra WZB (Wissenschaftszentrum Berlin) har ved flere lejligheder undersøgt holdninger hos muslimer i Europa og har bl.a. påvist store forskelle mellem kristne og muslimer i holdningen til deres respektive religion (wzb.eu): Vi har i en tidligere blog post påvist de markante forskelle mellem tysk-tyrkeres holdninger og værdier og de holdninger og værdier, der i øvrigt gælder i den tyske befolkning. På forskellig vis giver tysk-tyrkerne som muslimer udtryk for vigtigheden af at følge en bestemt religiøs ideologi (uni-muenster.de). Blandt dem, der på en firetrins skala er helt enige eller mest enige i de gengivne udsagn, er der 57 procent af 1. generation tysk-tyrkere, der mener at det er vigtigere at overholde religiøse bud end de love, der gælder i det land de lever i. Det demonstrerer en markant afstandtagen til de holdninger, der må være afgørende for at være integreret i et fælles samfund. Det antyder også, at de 84 procent, der har givet udtryk for at man skal rette sig efter lovene i Tyskland, åbenbart har et selektivt syn på, hvilke love man skal rette sig efter. Næsten en tredjedel ønsker sig en samfundsordning som på profetens tid, hvilket i givet fald ville gøre integration umulig. Halvdelen hævder ligeledes, at der kun findes én sand religion. Kun islam er i følge 36 procent af de adspurgte i stand til at bidrage til at løse verdens aktuelle problemer. At der i virkeligheden snarere er tale om, at islam i store dele af verden giver anledning til konflikter ser man ikke. Man mindes her apologeterne for andre ideologier, som Mao's kommunisme. Apologeter, der med den lille røde i hånden, var blinde for den undertrykkelse og de myrderier, der fandt sted. Indglehart og Norris fra Harvard University har tidligere undersøgt hvad muslimsk fundamentalisme betyder for holdningen til religiøsitet, seksuel frigørelse, ligestilling mellem kønnene og demokratiske værdier. I undersøgelsen skelner han mellem holdninger hos muslimer i hjemlandet, muslimske immigranter og holdninger i de lande, der modtaget muslimske migranter (Inglehart and Norris). Det skal bemærkes at undersøgelsen er fra 2009, hvorfor de forskelle vi finder formentlig ville være endnu større i dag, hvor frontlinjerne er blevet mere markante fra både muslimsk og ikke-muslimsk side. Vi ser markante forskelle i indstillingen til religiøsite, seksuel frigørelse og lighed melem kønnene. Forskellen er størst mellem ikke-muslimske samfund og muslimske hjemlande, mens muslimske migranter indtager en mellemposition. "Migrants do not wholly reject their cultural roots, itseems, but neither do they fully adopt the values of their host societies." (Inglehart and Norris). Bemærkelsesværdig er den væsentlig mindre forskel i holdningen til demokratiske værdier. Her må man imidlertid stille spørgsmål ved, hvad man har opfattet som demokratiske værdier. For til disse værdier hører ytringsfrihed og netop her støder vestlige og muslimske værdier sammen gang på gang. Det har vi set helt fra fatwaen mod Salman Rushdies "Sataniske Vers," over attentaterne mod hans forlæggere , over mordet på Theo Van Gogh, til oprøret over Jyllands-Postens tegninger, og terror anslaget mod Charlie Hebdo. Pew Research har undersøgt holdningen til Jyllands-Postens tegninger blandt muslimer i Vesteuropa og finder, at muslimerne generelt mener at striden om tegningerne i alt overvejende grad skyldes vestlig disrespekt. Som det ses er der ikke den store forskel i holdninger blandt muslimer i Vesteuropa og i muslimske hjemlande.
Hvis et flertal af muslimer således mener, at Vestens manglende respekt for islam bærer skylden for tegningsstriden, så må det vel betyde at et flertal af muslimer har store problemer med vestlig ytringsfrihed og dermed indirekte har forståelse for de radikale muslimske anslag mod ytringsfriheden. Et "Channel 4" survey blandt muslimer i UK viser viser, at "32% refuse to condemn those who take part in violence against those who mock the Prophet." (Channel 4). Gennemgangen kan være med til at forklare de negative holdninger til muslimer som vi så på førhen. For med en så markant afvisning afstandtagen til fundamentale værdier i vestlige samfund, er det uundgåeligt at der skabes en kløft mellem den eksisterende forholdsvis homogene befolkning i lande i Europa og gruppen af muslimer. Selv om vi her skal huske, at muslimer naturligvis selv består af forskellige grupper, altså ikke udgør en homogen masse. For ikke-muslimer er det imidlertid den stærke og markante afvisning af fundamentale vestlige holdninger og værdier der falder i øjnene, hvorfor det naturligvis præger vores indtryk af alle muslimer. Visual and behavioural expression of otherness "The Islamic veil across Europe" lød overskriften på BBC's beretning om problemer knyttet til muslimske kvinders forskellige indhylninger eller tilsløringer i from af hijab, abaya, chador, jilbab, niqab, burka eller burkini. Selv om det oftest er muslimske kvinder, der skiller sig ud ved deres varierende grad af tilsløring, markerer mange mænd også deres tro og kulturelle baggrund med en klædedragt, der afviger markant fra, hvad ville betegne som almindeligt i Vesten. Den visuelle markering af anderledeshed hos muslimer skaber i sig selv afstand til de vestlige samfund de lever i og meget vigtigt, den gør det muligt for alle andre på forhånd af vise afstand til muslimer, der bærer sådanne markante symboler på deres overbevisninger. Den selvvalgte visuelle anderledeshed er således med til at skabe og vedligeholde en kløft mellem muslimer og alle andre. Hvis man forestillede sig at der ikke var forskel i klædedragt, at religiøse markeringer blev holdt ude af i det offentlige rum, ville det formentlig gøre det langt lettere for muslimer at finde indplads i samfundet. Det særegne visuelle look som hijab mv, skaber ville også betyde langt mindre, hvis det ikke havde negative konnotationer, for så ville tørklædet, som apologeterne har så travlt med at hævde, blot være få gram stof, ikke så forskelligt fra tatoveringer og sære piercinger Problemet er naturligvis at det betyder noget mere. Derfor bidrager en indædt og selvvalgte insisteren på at bære synlige tegn på at være anderledes til både en stille forundring, til irritation og afstandtagen hos alle andre. Flere lande i Europa har gennem årene indført varierende grader af forbud mod denne anderledeshed. I 2011 indførte Frankrig således forbud mod fuld tilsløring af ansigtet i det offentlige rum, populært kendt som burka forbuddet. "A ban on Muslim headscarves and other "conspicuous" religious symbols at state schools was introduced in 2004, and received overwhelming political and public support in a court." I 2016 kom så striden om burkini forbuddet. Forsøgene på at indføre sådanne forbud er blevet mødt med protester. Med påstande om at kvinder frivilligt har valgt at tilsløre sig på forskellig vis, med påstande om, at det udgør et brud på menneskerettighederne, nemlig retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed og friheden til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro. Andre lande har dog alligevel fulgt Frankrig med indførelse af diverse forbud mod at tilsløre sig af religiøse grunde. Det gælder således Belgien, Holland med partielle forbud, Schweiz, i januar 2017 Østrig og senere i april 2017 Tyskland med et partielt forbud: "Beamtinnen, Soldatinnen und Richterinnen im Dienst dürfen ihr Gesicht künftig grundsätzlich nicht verhüllen." Det forekommer ganske bizart, at det har vist sig nødvendigt med et sådant forbud mod at kvindelige embedsmænd, soldater og dommere tilslører ansigtet. Alligevel har der igen og igen været protester mod sådanne forbud. For nylig klagede en Rechtsreferendarin (jurist ved retten) i Hessen over et forbud mod at bære "Kopftuch" eller hijab ved retten. Efter hun først at have fået medhold ved et lavere instans opretholdt Forvaltningsdomstolen forbuddet. Sådanne sager bidrager naturlig vis til det negative syn på muslimer. Deres insisteren på at bringe deres religiøse overbevisning ind i alle mulige og umulige sammenhænge, hvor det næsten per automatik vil skabe afstand, vækker irritation og/eller vrede vendt mod alle muslimer, der insisterer på at markere sig som muslimer visuelt og gennem adfærd. Pudsigt at se, hvorledes venstreorienterede unge kvinder i dag forsvarer, at unge piger naturligvis har ret til at bære tørklæde eller hijab. Man hævder at det demonstrerer deres selvstændighed og frihed. Hvilket næppe er rigtigt, for det er altså et kendetegn for en religion og en kultur, der er stærkt kvindeundertrykkende og netop kræver at kvinder er indhyllet. De støtter i al deres blåøjede, uforfærdede idealisme og forsvar for visse religiøse påbud, slet ikke frihed og åbenhed, men fundamentalistiske idelogier, der hvis herskede i Europa, ville sørge for at de selvsamme kvinder fik påbud om at klappe i og selv bære hijab. Perverting the conventions to demand religious rights I Verdenserklæringen om Menneskerettighederne indgår erklæringen om religionsfrihed: Artikel 18: "Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter." Kulturel relativisme kan være med til at forklare, at der er sket en forskydning i tolkningen af artikel 18, således at vægten i højere grad lægges på netop den ydre manifestation. På retten til at manifestere religionen og de religiøse forskrifter i praksis. Denne vægtning er særdeles problematisk fordi den tendentielt mindsker hensynet til de friheder, der netop er fundamentale for det enkelte menneskes frihed: Retten til menings- og ytringsfrihed, retten til ikke at blive forskelsbehandlet og f.eks. lige rettigheder med hensyn til indgåelse at ægteskab. Noget tyder således på at man f.eks. med henvisning f.eks. artikel 18 giver alt for megen plads til udøvelsen af kulturelle og religiøse forskrifter, der repræsenterer en undertrykkende religion og en patriarkalsk kultur. (se også blog indlægget "Human values in conflict with the demands of a religion") Muslimske mænd giver da ikke hånd til kvinder. Som i sagen om en muslimsk censor, der ikke ville give hånd til kvindelige elever. Eller sagen om den muslimske taxichauffør, der ved et møde med den kvindelige servicechef ikke ville give hånd. og derfor efterfølgende ikke kom i betragtning til udbudt specialopgave. I en klage til Ligebehandlingsnævnet, kommer taxichaufføren med følgende begrundelse for sin adfærd: "Efter mødet rakte [servicechefen hos indklagede] hånden ud nærmest decideret til mig. Og jeg gav hende som et svar et klap på skulderen, et smil med ordene at jeg ikke giver hånd. ... Det er ikke for at være respektløs det er blot ren religion." Nævnet afgjorde af taxichaufføren havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin religion. Sagen endte derfor med at firmaet skulle betale taxichauføren 10.000 kr. På mange måder, store som små, kræver muslimer en særbehandling, der slet ikke svarer til de normer og værdier, der gælder i det samfund de har valgt at bosætte sig i. Det gælder laboranter, der vil arbejde lange ærmer, hvilket forhindrer dem i at få arbejde. Det gælder krav om bederum offentlige institutioner som en politigård og eller højere læreanstalter. Det gælder krav til den mad de køber, eller får serveret. Småting måske, men det uddyber eksisterende fordomme og øger kløften mellem muslimer og alle andre. Det bizarre er, at der findes mennesker, der mener at man netop holder menneskerettighederne højt ved at understøtte og forsvare udøvelsen af kulturelle og religiøse forskrifter, der repræsenterer en undertrykkende religion og en patriarkalsk kultur. The self-segregation of muslims I "The idea of public reason" stiller John Rawls et vigtigt spørgsmål: "How is it possible for citizens of faith to be wholehearted members of a democratic society who endorse society's intrinsic political ideals and values and do not simply acquiesce in the balance of political and social forces? Expressed more sharply: How is it possible-or is it-for those of faith, as well as the nonreligious (secular), to endorse a constitutional regime even when their comprehensive doctrines may not prosper under it, and indeed may decline? Vi reformulerer spørgsmålet og spørger: Er det muligt for troende muslimer at gå helhjertet ind for et vestligt samfunds politiske og idealer og værdier, når disse idealer og værdier er i stærk modstrid med deres tro? På baggrund af vores gennemgang synes svaret at være, at der i hvert fald ikke er tale om helhjertet tilslutning. Tværtimod, synes der at herske en forstærket tendens til at hævde egne religiøst funderede værdier, ideologier og ydre manifestationer. Resultat kan bl.a. aflæses i UK: "British society is increasingly dividing along ethnic lines – with segregation in schools, neighbourhoods and workplaces – that risks fuelling prejudice, according to one of the country’s leading experts on race and integration." (The Guardian). Der er segregation i boligområderne, segregation på arbejdspladsen, og der er segregation i skolerne. Det befordrer "prejudice, intolerance, mistrust in communities." Her er der ganske vist tale om etniske skillelinjer, men der må antages at skillelinjen i høj grad er en skillelinje mellem muslimer og ikke-muslimer. Vi vil derfor hævde, at der er tale om en muslimsk selv-segregering, om muslimske samfund, der vender sig bort fra det samfund de lever i, med henvisning til deres religiions " comprehensive doctrines, " der jo netop står i modstrid med vestlige værdier. Er det ikke her vi skal finde forklaringen på, at der kan findes "nations within nations" og på at synet på muslimer generelt er negativt. At muslimer har en "schlechte Presse" skyldes således ikke overdrevne fordomme, men skyldes i realiteten deres egen markante skillen sig ud, på en måde der er modstrid med de holdninger og værdier, der forekommer selvindlysende i vestlige samfund. Answers to muslim self-self-segregation? Ofte har man med forskellige forklaringer fra officiel side, dvs. politikere , myndigheder og ledere, accepteret muslimers selvvalgte anderledeshed og søgt at rette sig ind efter den. Men det bidrager næppe til at mindske kløften, snarere til at øge modstanden blandt resten af befolkningen. Man irriteres i stigende grad over at mange tilsyneladende bøjer sig bagover for at akkommodere muslimers krav til samfundet, ved at passe på med ytringer i det offentlige rum, og ved at insisterer på, at integration går begge veje, hvormed man mener at eksisterende holdninger og værdier skal tilpasse sig til muslimske krav. Man kræver at der udvises tolerance, forstået i betydningen: "The ability or willingness to tolerate the existence of opinions or behaviour that one dislikes or disagrees with." Men hvad betyder tolerance over for en religiøs fundamentalisme, defineret som holdninger "that upholds belief in the strict, literal interpretation of scripture."? Svaret er desværre eftergivenhed og en holdningsløs "politisk korrekthed" der forsøger at sløre den underliggende konflikt. Ofte taler man om at indgå i dialog med fundamentalister, men det er på sin vis et foretagende, der er dømt til at mislykkes. Hvis tolerance indgår i dialog med fundamentalisme er den på forhånd dømt til at tabe, for kompromiset vil altid komme til at ligge tættest på det fundamentale synspunkt. Noget historien burde have lært os. Er det ikke i stedet det sekulære samfund, der skal stille fundamentale krav. Ved at insistere på, at religionsfrihed hovedsagelig er en individuel frihed, en indre frihed. Ikke en frihed for en fundamentalistisk religion til at manifestere troen i en stribe krav til resten af samfundet. Krav om at begrænse ytringsfriheden, i form af f.eks. litteratur og tegninger, krav om blasfemi love, krav om opretholdelse af en patriarkalsk orden, krav om sharia, krav til rituelle slagtninger og omskæringer, krav om opretholdelse af ulighed mellem kønnene og krav om retten til at diskriminere, ved f.eks. ikke at give hånd til kvinder, krav til påklædning eller snarere indhylning, krav om bederum og pauser i arbejdet og alle mulige og umulige andre krav. Kort sagt alle de områder, hvor vi i dag oplever konflikter med bærerne af en muslimsk fundamentalisme. Vi har været inde på det i tidligere blog indlæg: Det er det sekulære samfund, der må stille krav til de indvandrere, der er bærere af fundamentalistisk religion. Krav som vi måske udforme som et sæt af generelle anvisninger. Når det gælder religiøse grupperinger skal staten således:
Når man ser hvilke konflikter en begrænsning af ydre manifestationer af en fundamentalistisk religion kan give anledning til, kan man frygte et langvarigt konfliktpotentiale. Her og i mange andre tilfælde må den sekulære stat dog aldrig opgive de grundlæggende værdier og rettigheder blot for at undgå konflikter med en fundamentalistisk religion. A muslim Europe? Lød det for nogle år siden spørgende i "The Atlantic." Næppe i en overskuelig fremtid vil være vores umiddelbare svar. Selv om den ustyrlige Erdogan i sin irritation over EU har truet med en muslimsk invasion af Europa. Henvendt til sine muslimske tilhængere sagde han: "Go live in better neighborhoods. Drive the best cars. Live in the best houses ... Make not three, but five children. Because you are the future of Europe. That will be the best response to the injustices against you..." og tilføjede så "If Europe continues this way, no European in any part of the world can walk safely on the streets. Europe will be damaged by this." (bloomberg.com). Erdogan ved lige hvilke knapper han skal trykke på for forskrække hele det politiske spektrum, der i forvejen frygter en alt for stor muslimsk indflydelse i Europa. Foreløbig er der dog, hvis man blot ser på den størrelsen af den muslimske befolkning i EU, ingen grund til at frygte et muslimsk Europa. Pew Research fremlagde i 2016 et skøn over den muslimske andel af befolkningen i EU-landene. Et forsøg på at få et nogenlunde overblik over det faktiske antal muslimer i hvert land i EU må desværre tage udgangspunkt i skønsmæssige opgørelser, der i visse tilfælde ligger næsten 10 år tilbage i tiden. I reglen er det nemlig ikke muligt at få sikre opgørelser af det konkrete antal muslimer i et givet land. I gennemsnit udgjorde den muslimske andel af befolkningen i EU i følge vores konservative beregning således omkring 4 procent af befolkningen på tidspunktet for disse skøn. Ikke en særlig overvældende andel, men det er ikke blot gennemsnittet der er vigtigt. Det er også vigtigt at kigge tilbage på figuren og tabellen, der viser andelen i de enkelte lande, hvoraf det tydeligt fremgår at de gamle østlande har en meget ringe andel af muslimer, mens flere lande i Vesteuropa til gengæld har meget højere andele end de gennemsnitlige 4 procent. Muslimernes andel af populationen varierer ikke blot ganske meget mellem landene, men også internt i de enkelte lande. I visse byer i Europa finder man således en langt højere koncentration end de ca. 4 procent vi her har regnet os frem til på basis af ældre tal. En oversigt over byer med høje andele af muslimer finder vi i "The Economist" (skøn fra 2008): Den fremtidige situation i EU vil imidlertid se helt anderledes ud, hvis vi indregner andelen af den muslimske befolkning i de lande, der enten er kandidater til at blive optaget i EU eller regner med at blive det. (Antallet af muslimer i Tyrkiet er anslået). For disse lande gælder således, at ca. 88 procent af befolkningen er muslimer. Hvis deres aktuelle befolkning regnes med til EU ville vi således få en aktuel muslimsk befolkning på over 106 mio. og i alt have en befolkning på ca. 607 mio. Dvs. muslimer ville i den tænkte situation udgøre ca. 17 procent af befolkningen. Hvordan vil det imidlertid se ud i fremtiden, vi ved jo at den muslimske del af befolkningen generelt har højere fødselsrater end den øvrige del af befolkningen. PEW Research antager ganske vist faldende fødselsrater, men regner fortsat med en større forskel (PEW): Vi kan foretage en simpel fremskrivning, hvor vi noget forenklet tager udgangspunkt i middelværdien for 2000 og 2010 tallene for vækst, dvs. 2 procent for den muslimske befolkning og 0 for den øvrige del og regner 25 år fremad (da basistallene allerede er gamle betyder det måske blot frem til 2030-35). Derved når vi frem til følgende størrelser for henholdsvis den muslimske og den øvrige del af befolkningen. 34 mio. muslimer i det nuværende EU uden yderligere indvandring, ud af en befolkning på ca. 524 mio. Det ville betyde at den muslimske andel kun ville udgøre ca. 6,5 procent. I gennemsnit stadig ikke et særligt muslimsk Europa. Hvis vi derimod tager udgangspunkt i den tænkte situation, at de ovenfor nævnte lande bliver medlemmer af EU, når vi frem til helt andre proportioner. Ca. 174 mio. muslimer ud af en befolkning på ca. 675 mio. med en beregnet andel af muslimer på ca. 26 procent af befolkningen. Altså en ganske anderledes stærk repræsentation af muslimer. I alle disse tal er ikke medregnet flygtninge og migranter med muslimsk baggrund, men PEW Research har vurderet at ca. 1,3 mio. asylsøgende ankom til EU_28 plus Norge og Schweiz i 2015. En meget stor del af disse må antages at være muslimer. En meget stor del af disse må tillige antages at have efterladt familiemedlemmer, hvorfor de, hvis opnår asyl, vil have et ønske om familiesammenføring. Dermed kan vi foreløbig addere et ukendt, men formentlig millionstort antal muslimer til befolkningen i EU i de kommende år. Helt afgørende for den procentvise andel af muslimer i Europa på ikke alt for langt sigt er det dog om Balkan landene med store muslimske andele og naturligvis især Tyrkiet opnår medlemskab af Unionen. Perceptions of number muslims running wild Med de tal vi har præsenteret her skulle man tro, at myten om et snarligt "muslimsk Europe" kunne afkræftes. Imidlertid viser surveys gennemført af Ipsos MORI at der findes en udbredt opfattelse af, at den muslimske andel af befolkningen er langt større end den i realiteten kan beregnes at være. " Most countries think their population is much more Muslim than it actually is – and that the Muslim population is increasing at an incredible rate" (Ipsos-MORI) I UK fandt man en forestilling om at 15 procent af befolkningen var muslimer, mens beregningen som vi har set kun regner med 4,8 procent. I Frankrig var man sandelig helt galt på den. Her antog de adspurgte at hele 31 procent var muslimer, mens beregningen viser 7,5 procent. I Tyskland antog man, at 21 procent var muslimer, mens den beregnede andel kun udgør 5,8 procent. For Danmarks vedkommende lød antagelsen på 15 procent, mod beregnede 4,1 procent og så fremdeles. I muslimske lande har man pudsigt nok den omvendte opfattelse. Hvor det kan antages at den reelle andel er på 98-99 procent, lyder opfattelsen blandt de adspurgte på 81 procent. Why are perceptions running wild? Hvad er forklaringen på at man i ikke-muslimske lande har den opfattelse, at den muslimske befolkning er flere gange større end den faktisk kan beregnes til at være? Hvad kan forklare den voldsomme overdrivelse? Umiddelbart måtte det være nærliggende at antage, at det er overdrivelser vi måtte have fra medierne. Men forklaringen kan måske også være, at muslimer til en vis grad stikker så meget ud, at de selv bidrager til, at man får en overdreven forestilling om hvor mange de er og hvad de står for. Mange der f.eks. følger aftenens nyheder i TV vil nok have fået en opfattelse af at muslimer og islam efterhånden fylder ganske meget. Men det er naturligvis kun en subjektiv opfattelse. Kan det overhovedet eftervises? I UK har man får nogle år siden undersøgt muslimsk repræsentation i britiske medier. Her er hvad man fandt frem til allerede i 2012 : "Research from 2006 suggests that the press coverage relating to Muslims and Islam in British national newspapers had increased by approximately 270% over preceding decade." (C. Allen). I forbindelse med en massive tilstrømning af fortrinsvis muslimske flygtninge til Tyskland i 2015 finder man en voldsom vækst i antallet af artikler, der beskæftiger sig med emnet tilstrømning.. "Mit dem wachsenden Zustrom von Geflüchteten sei die Berichterstattung, welche die Willkommenskultur thematisierte, regelrecht explodiert: Für das Jahr 2015 zählte Haller 19.000 Beiträge, 4.000 mehr zum Thema als in den sechs vorherigen Jahren zusammen. Zwischen Juli und September 2015, als die Flüchtlingskrise ihren Höhepunkt erreichte, hätten einzelne Zeitungen im Durchschnitt sieben entsprechende Beiträge pro Tag gebracht." (Faz). "Der Islam hat eine schlechte Presse" hed det for nylig i "Die Zeit" Ikke blot er der en stigning i mediadækningen af muslimer og islam, men viser det sig også, at medie dækningen giver et overvejende et negativt indtryk af muslimer. Allerede i 2008 kunne man i en rapport fra Cardiff University læse: “Four of the five most common discourses used about Muslims in the British press associate Islam/Muslims with threats, problems or in opposition to dominant British values. So, for example, the idea that Islam is dangerous, backward or irrational is present in 26% of stories." (C. Allen). Det er ikke kun i mainstream medier, at muslimer fylder mere og mere. Et svensk studie af internetdiskussioner, der berører muslimer og islam, antyder et lignende billede. Her kan man også konstatere, at diskussionerne tegner til et negativt billede af muslimer. "The analysis shows that Muslims are portrayed in the forum as a homogeneous outgroup that is embroiled in conflict, violence and extremism: characteristics that are described as emanating from Islam as a religion. These patterns are strikingly similar to – but often more extreme versions of – those previously found in analysis of traditional media." (Törnberg og Törnberg). Hvilke temaer med relation til muslimer, der er blevet diskuteret i svenske internet fora har forskerne illustreret med følgende figur Selv på baggrund af vores beskedne gennemgang af det billede medier og internet fora tegner, er det tydeligt, at muslimerne har "en dårlig presse." Den dårlige presse og den hyppighed, hvormed muslimer og/eller deres religion optræder i medier og diskussioner, er formentlig med til at give et overdrevent billede af, hvor stor en del af befolkningen de faktisk udgør. Keeping in control Europa står overfor et par særdeles vigtige valg i den nære fremtid. Valg der have afgørende betydning for størrelsen af den muslimske andel af befolkningen og for dens potentielle vækst. Som vi har set vil en optagelse af Tyrkiet i EU (tillige med de i denne sammenhæng mindre vigtige Balkan lande med store muslimske andele) umiddelbart betyde, at den muslimske andel af befolkningen ville stige fra omkring 4 procent til ca. 17 procent og potentielt til en andel på 26 procent i en ikke særlig fjern fremtid. EU skal altså træffe et vigtigt valg i relation til Tyrkiet. Hvis man tager hensyn til befolkningens ønsker er der næppe tvivl om, at EU skal vælge at sige nej til at optage Tyrkiet i EU. Det andet valg vedrører spørgsmålet om en fortsat muslimsk indvandring, bl.a. i skikkelse af flygtninge og familiesammenføringer. En høj indvandring vil også bidrage til at øge andelen af muslimer i EU. I betragtning de tilsyneladende voldsomme integrationsproblemer og konflikter vi allerede ser nu, vil det også være hensigtsmæssigt at begrænse denne indvandring. An ageing and shrinking continent "By 2050, the share of persons aged 65 years and older is projected to be between 27 % (‘high fertility' scenario) to 33 % (‘low fertility’ scenario), and might further increase to 41 % by 2100 under low fertility assumptions." (EEA) Hedder det i et sæt prognoser for de nuværende EU-28 lande. Dermed kan vi komme i en situation, hvor der højst vil være et par personer i den erhvervsdygtige alder for hver ældre over 65. Ikke umiddelbart et ønskværdigt perspektiv. Den forventede stærke stigning i andelen af ældre i befolkningen hænger naturligvis sammen med en stagnerende befolkning og i værste fald en befolkningstilbagegang. Med en medium fertilitetsrate regner man med at befolkningen i EU-28 vil stige ganske svagt til 510 mio. i 2030 og derefter falde til 465 mio. i 2100. Andre prognoser regner med lavere fertilitetsrater og når derfor frem til mere pessimistiske prognoser, hvorefter befolkningen vil falde til 360 mio. i 2100. Forklaringen på aldringen og det forventeligt faldende folketal skal således søges i de relativt lave fertilitetsrater i Europa. Generelt anses en fertilitetsrate på 2,1 at være en forudsætning for at opretholde en befolkning. I 2015 var raten i Europa imidlertid kun på 1,58 for hver kvinde. Historisk set har der været store forskelle landene i mellem og i prognoserne regner man fortsæt med forskelle. Nogle lande forventes at have voksende befolkninger, som f.eks. UK og Frankrig pga. relativt høje fertilitetsrater, hvilket kan være forbundet med ikke-vestlig indvandring. Derimod forventes andre lande, som f.eks. Tyskland at opleve en faldende befolkning. For de 10 største lande i det nuværende EU-28 ser prognoserne således ud (EEA): Når man ser disse prognoser kan det ikke undre, at der findes stemmer, der agiterer for en øget indvandring til Europa. En indvandring, der vil kunne bidrage til foryngelse af befolkningen, og en indvandring, der med højere fødselsrater vil sikre befolkningsvæksten. For mange et positivt scenarie for et aldrende og skrumpende Europa. Andre effekter kan imidlertid vise sig at være særdeles problematiske. Hvad sker f.eks. med den etniske sammensætning af befolkningen? Hvad sker der med den kultur og de værdier og holdninger, der har været forudsætningen for den succes, som Europa vel har været i befolkningens øjne? Vi skal forsøge at se, hvilke demografiske ændringer vi kan forvente ved forskellige antagelser om indvandringens størrelse, illustreret ved den hastigt skiftende etniske sammensætning i et land som UK. Will the white ethnic majority becom a minority? "If current trends continue, the so-called majority-ethnic group in the UK - white British - will become a minority before 2070" (Independent) lød et skøn fra Oxford University's Migration Observatory. Prognosen for den dramatiske ændring af den etniske sammensætning forudsætter, at man ikke gør noget for at mindske indvandring af andre etniske grupper og at fertilitetsraten forbliver høj blandt de ikke-vestlige indvandrere, der i øjeblikket udgør en etnisk minoritet i UK. Samtidig med at fertilitetsraten forbliver på et lavt niveau for det nuværende hvide britiske flertal. Hvad de forskellige forudsætninger betyder for den fremtidige udvikling af den hvide britiske befolkning i UK fremgår af figuren herunder (spi.ox.ac.uk eller eller http://onlinelibrary.wiley.com). Standard scenarie betyder ingen ændring i immigrationen. Balanced migration forudsætter balance mellem ind- og udvandring. Natural change forudsætter stop for immigration. Ethnic mobility defineres som "inter-generational ethnic mobility into the ‘White British’ group, which slows its numerical decline albeit by gradually altering its ancestry," dvs. ved at flere defineres som hvide. Da man næppe kan forvente, at indvandringen af andre etniske grupper bremses helt, er det på baggrund af disse prognoser realistisk at regne med, at det hvide flertal i UK i løbet af den sidste fjerdel af dette århundrede kommer i mindretal. Migration Observatory har også sammenlignet prognoser for UK med andre lande (migrationobservatory.ox.ac.uk). Sammenligningen viser, at risikoen for at den aktuelle hvide majoritet bliver en minoritet i eget land er størst for UK. Professor David Coleman fra observatoriet påpeger dog, at det samme kan ske for flere lande i Europa: "On current trends European populations will become more ethnically diverse, with the possibility that today's majority ethnic groups will no longer comprise a numerical majority in some countries ." (migrationobservatory briefings). Her skal man så huske, at dette drastiske skifte kan ske langt tidligere, hvis vi alene betragter de yngre dele af befolkningerne og at skiftet allerede nu er sket eller på nippet til at ske i byer og bydele i Europa. Tag f.eks. London, hvor relativt aktuelle prognoser viser en hastig vækst i BAME (Black, Asian and Minority Ethnic) populationen (glaintelligence). I The London Borough of Newham udgjorde den hvide britiske del af befolkningen kun 17 procent af befolkningen i 2013. Newham anses da også for at være det i etnisk henseende mest heterogene lokalområde i UK, men andre byer følger hastigt efter og bliver til pluralcities Når det gælder prognoserne skal dog huske, at de mange prognoser reelt er temmelig usikre. Af flere grunde. For det første fordi de forskellige etniske grupper med tiden bliver sværere og sværere at adskille. Over tid vil vi stedet se en vækst i de grupper, der har en mixed oprindelse. "This heterogeneous category is becoming the fastest growing group in many countries where it can be estimated. In England and Wales in 2001, 672,000 people identified themselves with various ‘mixed’ categories. By 2011, this number had grown to 1,224,000, an increase of 82%, and an annual increase of 6%." (migrationobservatory). For andet fordi migration ud gør en faktor, der kan variere meget. Foreløbig er der dog meget lidt der tyder på, at man hverken i UK eller EU har viljen til at regulere immigrationen, så man får bedre mulighed for at styre udviklingen i befolkningens sammensætning. Endelig er der det selvskabte politisk korrektheds problem (en hovedet i sandet indstilling), at man flere steder ikke vil registrere befolkningens etniske sammensætning, hvilket jo unægtelig vanskeliggør prognoser. "The last days of a white world?" På trods af usikkerheden i prognoserne er der næppe tvivl om, at der i dette århundrede vil ske voldsomme demografiske omvæltninger, ikke blot i UK, men i store dele af Europa og USA. Måske oplever vi i dette århundrede, med en overskrift fra the Guardian "The last days of a white world." Tør politikere overhovedet at erkende dette eller skyder de problemet fra sig som et spørgsmål man i den politiske korrektheds navn slet ikke må stille. Et citat viser at det er en holdning, der påvirker selve forsøget på at skabe viden om problemet:"One demographer, who didn't want to be named for fear of being called racist, said: 'It's a matter of pure arithmetic that, if nothing else happens, non-Europeans will become a majority and whites a minority in the UK. That would probably be the first time an indigenous population has voluntarily become a minority in its historic homeland.'" (Guardian). Endnu har vi i Europa et valg. Vi kan vælge stiltiende og hjælpeløst at se til, mens der sker dramastiske, irreversible skift i den etniske sammensætning. Eller vi kan vælge aktivt at forhindre, at det nuværende hvide flertal i løbet af en forholdsvis kort årrække bliver til et mindretal. Hvis vi vælge at handle, skal der gøres noget meget snart for at stoppe indvandring fra ikke-vestlige lande eller i det mindste reducere den til en brøkdel af hvad den har været. Uanset om det gælder flygtninge eller migranter. Ellers risikerer vi i Europa en særdeles usikker fremtid, der kan blive præget af voksende etniske konflikter. Konflikter, der kan resultere i ulmende eller åbne borgerkrige, som i det tidligere Jugoslavien eller i Nordirland. "History is not sanguine about the capacity of ethnic groups or religions to forget their differences. The ethnic transformation implicit in current trends would be a major, unlooked-for, and irreversible change in British society, unprecedented for at least a millennium. It would, perhaps, be the biggest ever unintended consequence of government activity. In a democracy it would be appropriate, at the very least, for the matter now to enter public debate."(spi.ox.ac.uk). |
Author
Verner C. Petersen Archives
May 2024
|