Western Balkan confusion: closing borders or winking through?
De seneste dage har medierne igen kunnet vise deres melodramatiske reportager med desperate flygtninge, der forsøger at forcere grænsen mellem Grækenland og Makedonien i Idomeni. Igen og igen vises dramatiske videoklips af unge mænd, der forsøger at kravle over NATO-pigtrådshegnet, af råbende og protesterende masser med krav om at komme til "Germany" og af forvirrede børn.
Årsagen: Makedonien har for kort tid siden besluttet at lukke grænsen for alle, der ikke kommer fra en krigszone. Det betyder, at man kun lader flygtninge fra Syrien og Irak slippe over grænsen.
Syrerne udgør stadig den største andel med ca. 45 %, mens flygtninge fra Irak udgør ca. 17%. Flygtninge eller migranter fra Afghanistan udgjorde i januar 2016 til gengæld op mod 29 % af strømmen.
Makedoniens beslutning skaber hastigt voksende problemer i Grækenland: "Hundreds of refugees who were headed for the border at Idomeni are left stranded at Tempi and other areas on the national highways, while more refugees arrive from the islands. Thousands are alredy on the border with FYROM (Former Yugoslav Republic of Macedonia) and waiting to cross over." (tovima.gr).
 I de sidste dage har Grækenland fjernet flere af de strandede flygtninge fra grænsen, hvor de bl.a. havde blokeret jernbanespor. Ved den lejlighed indsatte man "21 coaches to transport the migrants back to Athens, where some were taken to the former Olympic Games site at Elliniko and others to the transit center at Schisto. Last night there was atotal of around 2,500 people at the two sites." (ekathimerini.com).
Hvilket naturligvis ikke løser problemet.
Græske medier kan berette, at flere 12.000 flygtninge og migranter er strandet i Grækenland og hver dag kommer der tusinde nye til fra Tyrkiet. Det er en aldeles uholdbar situation for Grækenland, der indtil for nylig blot kunne vinke flygtninge og migranter videre op ad Vestbalkan ruten til de forjættede destinationer i Nordeuropa.
Hvad skal der så ske nu, hvor Grækerne med forårets komme kan forvente, at endnu flere flygtninge og migranter vil strømme over Ægæerhavet, inklusive Afghanere og Nordafrikanere, som Makedonien jo ikke vil lukke ind. Den tyske indenrigsminister har tidligere sagt, at man regner med at 100.000 afghanere er på vej mod Europa for tiden.
Ender det med, at Grækenland må se til, mens afviste flygtninge og migranter indretter "jungle camps" som i Calais? I håbet om på en eller anden måde at komme videre nordpå på et tidspunkt. Eller indser man i EU, at der må findes andre løsninger for at undgå, at Grækenland står med alene med et stadig større flygtninge og migrant  kaos.
Den eneste effektive løsning er naturligvis at få stoppet strømmen over Ægæerhavet, og man kan jo tvivle på om Tyrkiet vil bidrage til at det sker, uden at stille stadig større krav. EU-landene har foreløbig ikke vist den store lyst til selv at stoppe strømmen, ved f.eks. at indsætte tilstrækkelige midler til at sikre grænsen gennem drastiske "push back" aktioner.
Grækenland arbejder derfor i stedet på at få gang i "wink through" systemet igen ved at klage over den makedonske grænselukning til EU:
"Athens feels that there was an agreement at last week’s leaders’ summit in Brussels that none of the Union’s members should take any unilateral actions concerning refugees until the planned meeting with Turkey takes place on March 6" (ekathimerini.com).
Nu er der tillige forlydende om, at Grækenland i EU vil blokere forhandlinger om en tilnærmelse af ikke EU-lande på Balkan til EU. "We are not excluding it [the possibility of veto]," Greek government spokeswoman Olga Gerovasili said (dpa).
 
A Balkan chain reaction
"Tageskontingent: Bei 80 Asylanträgen an Südgrenze ist Schluss" 80 asylansøgninger pr dag og ikke mere. Det er, hvad Østrig meldte ud d. 17. februar, dvs. umiddelbart før EU-topmødet. Desuden ville man acceptere, at sende op til 3.200 flygtninge pr. dag videre til Tyskland.
Udmeldingen resulterede med det samme i kritik fra EU-kommissionen. "Die EU-Kommission hält das Vorgehen für unvereinbar mit der Europäischen Menschenrechtskonvention, der Genfer Konvention sowie mit Artikel 18 der EU-Grundrechte charta." (Wienerzeitung).
Kansler Faymann har tilbagevist kritikken fra  EU-kommissionen og kaldt EU holdningen for "Unsinnig" og "Fahrlässig." For så længe EU accepterer, at landene på Balkan kan vinke flygtninge igennem, må det også gælde for Østrig. Manglen på fælles EU-løsninger har derfor gjort det nødvendig for Østrig at handle på egen hånd. Østrigs udenrigsminister Sebastian Kurz havde i forvejen advaret om, at Østrig ville handle, hvis man ikke fandt en EU løsning, og det gjorde man jo ikke.
 Siden beslutningen blev truffet, har det vist sig at man måske ikke holder helt så hårdt på beslutningen. Nu hedder det, at de 80 asylansøgninger pr dag blot gælder for den vigtigste grænseovergang for flygtninge, Spielfeld, mens man vil acceptere, at tallet kan blive lidt højere, hvis der også viser sig flygtninge ved f.eks. overgange til Italien.
I Tyskland har især indenrigsminister de Maiziére kritiseret Østrigs beslutning om at ville "vinke" op til 3.200 flygtningen gennem Østrig til Tyskland. Måske forståeligt, for enhver kan jo regne sig frem til, at 3.200 pr dag ville betyde op mod 1,2 mio. på årsbasis og det er i hvert fald ikke noget, der ville vække begejstring blandt vælgerne.
Den voldsomme kritik fra Tyskland har fået Kansler Faymann til at svare igen. Tyskland kan jo bare komme med et tal for, hvor mange de vil acceptere Østrig vinker igennem pr dag, så vil Østrig rette efter det. "Wenn Deutschland aber keine Zahl nenne und sich lieber auf die "Türkei-Lösung" konzentriere, dann nehme er das respektvoll zur Kenntnis" og så opfordrede han til gengæld Tyskland til "respektvoll zur Kenntnis nehmen", hvad Østrig havde vedtaget.
Reaktionen fra Balkan landene har været mere lavmælt, men Østrigs beslutning har sat en kædereaktion i gang ned over Balkan ruten.
Makedonien henviser således til, at man var nødt til at lukke grænsen mod Grækenland for afghanske og nordafrikanske flygtninge og migranter, fordi Serbien havde besluttet at lukke deres grænse mod Makedonien. Makedonien bruger det i hvert fald som undskyldning for deres grænselukning. "Es gab Entscheidungen in Kroatien und Serbien, keine Afghanen mehr über die Grenze zu lassen, die nicht nachweisen können, dass sie aus Konfliktregionen kommen." (Der Standard).
Serbien hævder til gengæld at de reagerede på, at Kroatien ikke længere ville modtage afghanere og nordafrikanere. Serbiens indenrigsminister Stefanovic gøre rede for mekanismen: "Die Afghanen wurden von Kroatien zu uns zurückgeschickt. Als uns klar war, dass sie nicht nach Kroatien können, haben wir aufgehört, sie aus Mazedonien anzunehmen. Die Afghanen werden normalerweise als Wirtschaftsmigranten deklariert. Die werden nun gleich behandelt wie die Marokkaner. Alle, die als Wirtschaftsmigranten deklariert werden, werden nicht weitergelassen" (Der Standard).
På kortet kan man se hvilke lande, der har været omfattet af kædereaktionen, som følge af den østrigske beslutning om at udelukke alle andre end krigsflygtninge med den rigtige dokumentation.

Mens man på Balkan skyder skylden på Østrig, er realiteten snarere, at man har truffet en fælles aftale om at lukke grupper af ikke-krigsflygtninge ude. New York Times hævder, at "Police chiefs from EU nations Austria, Croatia and Slovenia plus non-members Serbia and Macedonia agreed last week to only allow in people "arriving from war-torn areas." (NYT).
Med aftalen blokerer man for "people wanting to reunite with families, avoid military recruitment or escape "personal disputes."
Forsøget på at drosle flygtningestrømmen på Vestbalkan har, ligesom Østrigs egenrådige beslutning, fået kritik fra mange sider, især fra "the usual suspects" , dvs. dem, der professionelt varetager flygtningeinteresser, som f.eks. UNHCR og læger uden grænser. UN hævder således,  at den delvise lukning af Balkan ruten resulterer i "increased protection risks for refugees and asylum-seekers, particularly those with specific needs, such as unaccompanied and separated children." Eller risiko for,  at flygtninge er  "stranded in the open, exposed to freezing cold weather and at risk of violence and exploitation." (UNHCR).
 
Austria's attempt to provoke action from the EU
Onsdag d. 25. februar har Østrig indbudt til en Balkankonference om håndtering af flygtningekrisen. Indbudt er inden- og udenrigsministre fra Slovenien, Kroatien, Bulgarien, Albanien, Bosnien, Kosovo, Serbien, Makedonien og Montenegro.
Grækenland er ikke indbudt, hvilket naturligvis kan virke underligt, men Sebastian Kurz har en forklaring: "Greece has clearly expressed no interest in reducing the (migrant) influx and in contrast wants to continue waving them through to the Former Yugoslav Republic of Macedonia."(ekathimerini).
Underforstået, når de ikke har vist vilje til at begrænse deres "vinken igennem " politik, så har de heller ingen plads ved bordet hos dem, det går ud over.
På mødet skal man diskutere strategier til at begrænse flygtningestrømmen og hvordan man kan hjælpe hinanden. Østrig har allerede tilbudt al muligt hjælp til Makedonien: Den østrigske forsvarsminister har ligefrem tilbudt,  at "Österreichische Soldaten könnten Mazedonien bei der Sicherung seiner Grenze zu Griechenland helfen" (Die Welt).
Østrig søger således i fælleskab med lande på Vestbalkan at begrænse strømmen af flygtninge, der arriverer fra Grækenland. Set fra deres side er det på høje tid, at der bliver gjort noget. Man skal være klar før den forventede stærke stigning i strømmen med forårets komme, så man har travlt.
Desuden tror jeg, at Østrig, i samarbejde med Balkanlandene, vil fremprovokere, at EU (og Tyskland) omsider beslutter sig for gøre en mere effektiv indsats for at løse flygtningekrisen.
"Mit seinen Obergrenzen bei den Flüchtlings- und Asylbewerberzahlen will Österreich einen "Domino-Effekt" auf der Balkanroute erreichen. [Verteidigungsminister] Doskozil sagte, das Interesse an einer europäischen Lösung sei zwar weiterhin groß. Aber solange es weder funktionierende Registrierungen in Griechenland noch eine europaweite Verteilung oder eine Kooperation mit der Türkei gebe, würden nationale Maßnahmen umgesetzt."(Die Welt)..

Addendum 25. februar 2016:
 
Ministererklæringen fra  Vestbalkan konferencen in Wien "Managing Migration Together"  kan ses her.

Nogle vigtige punkter fra erklæringen i uddrag:
 
"Persons in need of international protection should receive protection as soon and as close to their countries of origin as possible. "
 
"It is not possible to process unlimited numbers of migrants and applicants for asylum, due to limited resources and reception capacities, potential consequences for internal security and social cohesion as well as challenges with regard to integration" 
 
"The right to asylum does not include the right of applicants for international protection to travel onwards and choose a country of preference." 
 
"Cooperation and mutual support at the borders in the region must be further intensified. This requires the establishment of common standards, in line with inter national and European law as well as national legislation, for the management of migration along the Western Balkans route, especially regarding registration (screening, document checks and fingerprinting), the conditions for refusal or permission of entry at the border."
 
"We need to get back to a situation where all Members of Schengen area apply fully the Schengen Borders Code and refuse entry at external borders to third - country nationals who do not satisfy the entry conditions or who have not made an asylum application despite having had the opportunity to do so." 
 
"Persons without travel documents, with forged or falsified documents or migrants making wrongful statements about their nationality or identity will be refused entry at the border. The same applies to persons who do not cooperate in the registration procedure or who have attempted to unlawfully cross the border."

The European Council: myopic nitpicking
På Det Europæiske Råds topmøde i sidste uge blev meget af tiden brugt på at diskutere detaljer i en aftale med David Cameron, i forsøget på at finde et kompromis, der ikke gav køb på essentielle punkter i set fra EU-siden, mens Cameron på papiret skulle have indrømmelser, der med indsats af en masse oratorisk varm luft kunne blæses op til store sejrsballoner for UK-siden.
I stedet for at beskæftige sig med grundliggende kritikpunkter mod den nuværende EU-struktur, bruger man tiden på at diskutere, hvor længe Cameron skal mulighed for at begrænse adgangen til "in work benefits" (ikke bidragspligtige beskæftigelsesbetingede ydelser), 13 år som han ønsker, 5 år som især østlande kræver eller et 7 års kompromis.
Relativt betydningsløst og næppe afgørende for valget d. 23. juni, hvor UK skal vælge om de vil forblive eller forlade Unionen. Skulle det sidste blive resultatet, står man med i EU med et problem, der er umådeligt meget større end spørgsmålet om 5, 7 eller 13 års begrænsning på "in work benefits." Men tager man hensyn til det. Næh, man begraver sig i detaljer, der er fuldstændig bureaukritisk uigennemsigtige for de britiske vælgere, der snart skal afgøre, ikke blot UK's fremtid, men måske også EU's.
Det er rent ud sagt ufatteligt, at man ikke har mere at byde på. Ikke blot for at sikre UK's forbliven i Unionen, men også for at redde Unionsprojektet, der for længst bliver øjet med skepsis i store dele af Europa. Man holder stædigt fast i det bureaukratiske hængedynd, som samlingen af EU-traktater og regler efterhånden udgør.
Hvor er det afgørende nye, der skal skabe begejstring for EU-projektet? Hvor er visionerne for Europa? Hvordan skabes på samme tid større handlekraft og mere demokratisk kontrol? Hvor er der den interne solidaritet overfor f.eks. Grækenland? Hvor er ideen og meningen med et projekt, der er ved at gå tabt i bureaukratiske formler og uigennemsigtighed, i små menneskers hjemmevante færden i en stor kafkask labyrint, som ingen udenfor rigtig kan følge?
Jeg tror, at bureaukratisk "nitpicking" og "squabbling" er ved at være symptomatisk for et EU, hvor man tilsyneladende ikke kan finde ud at vise beslutsomhed og handlekraft, selv om hele projektet slår store revner. Det gælder ikke blot mht. til UK's forbliven. Det gælder den græske krise, forholdet til Rusland, Ukraine-krisen, Syrien og ikke mindst flygtningekrisen og det resulterende delvise sammenbrud af Schengen.
 
Leaving the key with Erdogan?
Flygtningekrisen skulle have været et af de store og afgørende emner på mødet i sidste uge, men tilsyneladende blev det ikke til så meget, fordi Tyrkiet ikke kunne være til stede.
Man skulle tro, at Europa ville være i stand til selv at træffe beslutninger og selv sikre sine ydergrænser. Men nej, takket være Frau Merkel's ensidige satsning på Tyrkiet som afgørende for en inddæmning og løsning af flygtningekrisen, har man gjort sig fuldstændig afhængig Erdogan's forgodtbefindende.
Det bliver understreget endnu engang på Det Europæiske Råds møde. I udkastet til konklusion hedder det meget sigende:
"En fuldstændig og hurtig gennemførelse af handlingsplanen mellem EU og Tyrkiet er fortsat en prioritet med henblik på̊ at dæmme op for migrantstrømme og tackle netværk af menneskehandlere og menneskesmuglere."
Den Europæiske Union har dermed indirekte vedtaget, at overlade nøglen til Europa til Tyrkiets Erdogan, hvilket må forekomme temmelig tåbeligt, når man tænker på, hvorledes Erdogan allerede tidligere har søgt at afpresse EU. Det viser imidlertid, hvor umådeligt svagt EU optræder i øjeblikket. Selvfølgelig besidder man midlerne til selv at reducere strømmen, til at lukke grænsen for illegal indvandring, men det kan man ikke beslutte sig til.
Indtil videre har erfaringen vist, at Tyrkiet ikke har været særligt effektiv. "De strømme af migranter, der ankommer til Grækenland fra Tyrkiet, er ...stadig alt for store. Der er nødt til at ske en betydelig og holdbar reduktion af antallet af ulovlige indrejser fra Tyrkiet til EU."
Ja, det tør siges. Her nogle af de seneste tal fra UNHCR fra 20. februar for strømmen af flygtninge til Grækenland.
Indtil d. 20. februar er der ankommet 94.269 flygtninge/migranter over havet til Fortrinsvis Grækenland, med et lille antal til Italien.
Den daglige tilstrømning fra Tyrkiet til Grækenland varierer dog meget. Det viser de daglige tal for sidste uge (UNHCR):

De forholdsvis lave antal for d. 14. og 15. februar kan skyldes vejret, selvom der også har været gættet på, at Tyrkiet bevidst skuer op og ned for strømmen. Vi ved jo at Erdogan har truet med at åbne sluserne, hvis han ikke er tilfreds.
Og indtil videre har de 4 fartøjer i NATO's overvågningsindsats i hvert fald ikke haft den store effekt.
Man konkluderer på topmødet, at der er behov for en yderligere beslutsom indsats , "også fra tyrkisk side for at sikre en effektiv gennemførelse af handlingsplanen ( EU-Tyrkiet aktionsplanen). Beslutsom indsats, ja det er naturligvis rigtigt. Man hvad gør man så ? Tilsyneladende absolut intet, selv det op til topmødet blev betonet, at det var et afgørende, at der snart blev gjort noget effektivt for at begrænse strømmen før forårets komme og udsigten til en voldsom forøgelse i intensiteten.
Formentlig som følge af pres fra Merkel, vedtager man at holde et møde i begyndelsen af marts med deltagelse af Tyrkiet. Merkel skal nemlig helst kunne pege på resultater før landdagsvalgene i tre delstater d. 13 marts. En meningsmåling fra de tre delstater i søndags viser, hvorfor det er vigtigt for hende at kunne vise, at der bliver gjort for at dæmpe strømmen (wahlrecht.de).

Man skal især lægge mærke til opbakningen til AfD ( Alternative für Deutschland), der er stærkt kritisk over for CDU's og SPD's flygtningepolitik. Særlig ildevarslende er forholdet i Sachsen-Anhalt, hvor AfD i meningsmålingen har større tilslutning end SPD.
 
Instead of decisive action, inaction and incantation
Hvad konkluderer man i øvrigt på topmødet? Meget lidt, på trods af mange ord. Konklusionerne antager for størstedelen karakter af en slags to-do liste, ledsaget af formaninger og besværgelser om at det er vigtigt at få gennemført to-do listens punkter.
På topmødet nævnes således stribe aktiviteter, der skal medvirke til at reducere strømmen. Blandt disse er (Consilium):

• Fuld støtte fra EU og medlemslandene til "de omfattende og skræddersyede pakker af incitamenter, der i øjeblikket er ved at blive udviklet til bestemte lande for at sikre effektiv tilbagesendelse og tilbagetagelse." 
• Presserende globalt ansvar for "humanitær bistand til syriske flygtninge og Syriens nabolande." Her ser man dog blot med tilfredshed på den tidligere donorkonference i London. Mere foretager man sig ikke, selv om alt tyder på, at der er brug for en hurtig og omfattende hjælp i flygtningelejrene.
• "De fortsatte og vedholdende strømme af irregulære migranter på Vestbalkanruten er stadig et alvorligt problem, som kræver en yderligere samordnet indsats og en ende på tilgangen med at vinke dem videre. " 
 Naturligvis, men hvad der konkret skal gøres fortæller man ikke, kun at det er vigtigt med en "hurtig og samordnet indsats." Igen og igen disse nærmest besværgende appeller til ens egen indsats, uden at man hverken får gjort noget hurtigt eller samordnet. Som en ryger, der igen og igen formaner sig selv:  "Nu må du altså snart komme i gang med et afvænningsforløb."
  
• "Vi må tilbage til en situation, hvor alle medlemmer af Schengenområdet anvender Schengen grænsekodeksen fuldt ud og nægter indrejse ved de ydre grænser for tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder indrejsebetingelserne, eller som ikke har indgivet en asylansøgning, selv om de har haft mulighed for at gøre det. Her ser vi jo formaningen om at iværksætte tiltag , der, hvis de blev gennemført ville give gode muligheder for at reducere flygtningestrømmen, men det forbliver desværre blot en besværgende formaning. Nærmest, gid det ville ske af sig selv.Hvor er de konkret tiltag? Som f.eks.: Det blev besluttet fra 1. april 2016 kun at tillade indrejse i Schengen området, hvis indrejsebetingelserne er opfyldte. Flygtninge og migranter, der ikke i forvejen har søgt om og fået bevilget asyl eller ophold, vil blive afvist ved grænsen og tilbagesendt til seneste udrejseland. Ja, ja en dårlig aprilsnar, men det burde have være en realitet.
• "Oprettelsen og driften af hotspots bliver med EU's bistand gradvist forbedret." Så har man ikke sagt for meget, for man må konstatere, at der stadig er meget, der skal gøres. "især for at gøre hotspottene fuldt funktionsdygtige, sikre en fuldstændig 100 % identifikation og registrering af alle indrejser (herunder systematisk sikkerhedskontrol i europæiske databaser." Hvad vi ser i mange af de såkaldte konklusioner, er i stedet opremsninger af udestående problemer, formaninger om at de skal løses, men ingen beslutninger om hvad der skal gøres for at løse dem. Håber rådet på, at EU-kommissionen finder på løsninger? Det har i hvert fald indtil videre vist at være et meget forfængeligt håb.
• "Den humanitære situation for migranter på Vestbalkanruten kræver en omgående indsats med alle tilgængelige EU-midler og nationale midler for at forbedre den" Omgående, det er ret snart, men hvad vedtager man så. Man hilser det velkommen, at EU-kommissionen agter at fremlægge forslag snarest muligt. Man kan konstatere, at rådet arbejder med deres egen forståelse af tid, når omgående betyder, at man snarest muligt, engang i fremtiden, vil fremlægge idéer til, hvad man "omgående" skal gøre. 

• Arbejdet med European Border and Coast Guard (Den Europæiske Grænse- og Kystvagt), bør fremskyndes for at gøre det nye system operationelt snarest muligt. Her og nu sker der således ingenting, og i forvejen er der tale om et ret begrænset initiativ, der i hvert fald ikke alene kan sikre EU's ydre grænser. Hvorfor hedder det ikke: EU landene er blevet enige pr. 1. april at indsætte landenes flådestyrker, landstyrker, overvågningsfly og kystvagt, i det omfang det er nødvendigt for med høj grad af sikkerhed, at sikre Schengen ydre grænser til lands og til vands mod illegal indrejse. Igen naturligvis blot en aprilsnar. Men i princippet er det naturligvis ikke umuligt. Det forlyder således, at alene Grækenland har mulighed for at indsætte 25 fartøjer fra det uforholdsmæssigt store forsvar.

 
Til sidst i udkastet til konklusion hedder det, igen besværgende og formanende:
"Den omfattende strategi, der blev opnået enighed om i december, vil kun give resultater, hvis alle dens elementer forfølges i fællesskab, og hvis institutionerne og medlemsstaterne handler sammen og fuldt koordineret. Samtidig skal der ske fremskridt hen imod en reform af EU's nuværende rammer med henblik på at sikre en human og effektiv asylpolitik. Med det for øje vil forberedelserne efter den indgående drøftelse i dag blive intensiveret for at give mulighed for en omfattende debat på næste møde i Det Europæiske Råd, hvor der på grundlag af en mere endelig vurdering skal fastlægges yderligere retningslinjer og foretages valg."
 
Bickering among themselves, ignoring new waves and distant tsunamis
Udkastet til konklusion fra Det Europæiske Råds møde demonstrer til fulde ubeslutsomheden og den manglende handlekraft i EU. Man sætter sin lid til en fuldstændig upålidelig Erdogan. Man konkluderer, at dette og hint må samordnes, må fremskyndes, eller kræver en omgående indsats. Men man gør stort intet for effektivt at løse den aktuelle flygtningekrise. Man fylder konklusionen med formaninger om at der må gøres noget og fremkommer med næsten voodoo-agtige besværgelser, der skal påvirke virkeligheden.
Hvordan man forestiller sig, at det skal løse det aktuelle flygtningeproblem?
Politiske beslutningstageres blik synes rettet bagud. De ser nærsynet problemer, som burde være løst for længst og vedtager og gentager beslutninger og planer, som ikke følges af handling.
Man er bange for sig selv, bange for at træffe beslutninger og iværksætte handlinger, der er nødvendige , men som kan have til konsekvens, at flygtninge og migranter, der på egen hånd begiver sig til Europa, skal afvises på drastisk vis ved grænsen, eller anbringes i indhegnede transitlejre, hvorfra de skal hjemsendes med tvang.
Man tør ikke at agere som hverken Australien, Spanien eller den udskældte Orbàn. Man vil hellere skyde ansvaret fra sig, overlade det til en Erdogan at holde på flygtningene med magt. Man lader flygtningene sejle i egen sø, eller hav,  i forsøget på at krydse Ægæerhavet eller Middelhavet, mens samvittigheden holdes i ro ved at indsætte styrker, der har formål at redde dem, hvis de da bliver opdaget.
Hvad er det for en sær humanisme man påberåber sig, hvor dem, der når frem over havet, er de rigtige flygtninge, mens dem, der bliver tilbage må klare sig med nødhjælp.
Man vil gerne begrænse strømmen, men vil ikke gøre noget effektivt for at det sker. Man bebrejder visse landes ubehjælpsomme, selvstændige forsøg på at lukke grænserne, men man kan ikke blive enige om effektive tiltag til at stoppe flygtninge ved de ydre grænser.
Så længe man ikke tør at agere med en vis konsekvens og hårdhed, vil der blive ved med at komme flygtninge og migranter. Så længe de kan se, at det er muligt at slippe ind i EU, vil de komme. Det kan blive en selvforstærkende proces, hvis ikke det lykkes ændre flygtninges forventninger gennem "push back" og tilbagesendelses aktiviteter.
Mens EU-landene i indbyrdes uenighed kun kan frembringe to-do lister over, hvad man for længst burde have gjort, kan man allerede nu sige, at EU risikerer endnu større kriser.
Man kan mærke de første skvulp fra nye bølger af flygtninge og demografernes prognoser peger mod potentielt langt større tsunamier af flygtninge og migranter.
Lige nu advarer Tyrkiets EU-minister, Volkan Bozkir, om, at op mod 1,5 millioner nye flygtninge kan være på vej fra Syrien, drevet frem af Putin's bombefly og Assad's tropper.(businessinsider.de).
Hvor skal de hen? Dem, der allerede har nået den Tyrkiets grænse, holder Tyrkiet foreløbig i lejre i en slags ingenmands land i Syrien. Frækt insisterer EU-politikere på, at Tyrkiet bør åbne grænserne for dem, samtidig med at man vil have Tyrkiet til holde på flygtningene, så de ikke kommer til Europa. Humant, nej ynkeligt.
 I øjeblikket har man stort set kun fokus på Ægæerhavet. Tyske medier kan imidlertid berette, at kilder i efterretningstjenesten regner med at der befinder sig mellem 150.000 og 200.000 flygtninge/migranter i nærheden af Libyens kyst, mens de venter på mulighed for at komme over Middelhavet. Derfor er overvågning af Ægæerhavet selvfølgelig ikke nok.
Syrien er heller det eneste land, der kan genererer flygtninge. Overalt i Nordafrika og Mellemøsten og dele af Asien er der potentiale for nye stridigheder med nye strømme til følge.
 Som vi tidligere har gjort opmærksom på, venter der andre kolossale problemer. Hvad gør vi ved "Out of Africa" problemet?
 Allerede nu er der en strøm af migranter fra Afrika, som løber storm mod EU's grænser. Kan man forestille sig, at der i løbet af de næste 15 år sker afgørende ændringer, økonomisk, socialt og politisk, i de afrikanske lande, der vil forhindre at det eksisterende stormløb bliver en menneske-tsunami? En tsunami, der i hvert fald kan gennembryde ethvert af de eksisterende Europæiske grænseværn. I uheldigste fald vil der komme tsunamier af en hidtil ukendt størrelse med snesevis af millioner flygtninge og migranter, der flygter fra den voldsomme befolkningstilvækst i Afrika og fra krige og klimakatastrofer.
Måske er "Junglen i Calais" kun en lille bitte forsmag på et fremtidigt Europa, hvor enkelte områder forsøger at skærme sig mod at blive overrendt, mens nye "jungler" skyder op overalt, i virkeligheden, ikke blot i "reality TV."
Før eller senere kan vi desuden forvente, at de stridigheder man flygter  fra replikeres på europæisk jord.
Skræmmende fremtidsscenarier, javel. Men har beslutningstagere i Europa ikke pligt til at have dem for øje?

Merkel's enegang
Under mødet i Ankara d. 8. februar skulle Merkel have forsikret sine tyrkiske værter om, at hun vil skabe legale muligheder for at flygtninge fra Syrien kan komme til EU.
Det hævder i det mindste Die Zeit: "Syrische Bürgerkriegsflüchtlinge sollen so geregelt aus dem Nachbarland Türkei nach Europa gebracht werden" (Die Zeit)
Igen og dukker der rygter op, der svarer til den gamle esi (European Stability Intitive) plan, hvorefter Tyrkiet skulle holde illegale flygtninge ude fra EU, mod at EU og her især Tyskland skulle modtage store kontingenter af flygtninge legalt fra Tyrkiet.
På sikkerhedskonferencen i München i fredags, skulle kansleramtsminister Peter Altmeier, der forhandler på vegne af kansleren, være blevet enig med Tyrkiets udenrigsminister om en sådan plan.
"Wir werden die Flüchtlinge in der Türkei aufnehmen",lovede Tyrkiets udenrigsminister Mevlüt Çavuşoğlu "Aber nur gegen kontrollierte Migration", fügte er an – Flüchtlinge sollen im Gegenzug direkt von der Türkei nach Europa gebracht werden." (Die Welt).
I medierne hersker en vis forbavselse over den kammeratlige "backslapping" tone mellem kansleramtsministeren og Tyrkiets udenrigsminister.  Som om de med deres kropssprog vil understrege: "Vi er i hvert fald enige om en sådan plan"
Før EU-topmødet torsdag/fredag har Merkel? indbudt til møde i koalition af villige, der pt. skulle omfatte 13 EU-lande. Frankrig og Italien skulle f.eks. være med om bord. På mødet er der åbenbart hensigten, at man skal blive enige om et " Umsiedlungsprogram", der netop indebærer, at man modtager kontingenter af flygtninge fra Tyrkiet til EU-lande.
Hvilket omfang "Umsiedlungsprogrammet" skal have er uvist, men FAZ kan berette, at der tale om at flyve omkring 650 flygtninge per dag fra Tyrkiet til Tyskland alene. Det ville betyde en import af ca. 240.000 flygtninge om året. Hvad de andre såkaldt "villige" er med på, foreligger der ikke noget om, men det drejer sig i hvert fald ikke hundredetusinder, højst tusinder af legale flygtninge.
 
Nyt fait accompli fra Merkel?
Er Merkel og dermed Tyskland nu igen ved at stille Europa over for et fait accompli.
Det er nemlig bemærkelsesværdigt, hvor meget Tyskland forhandler på egen hånd med Tyrkiet. Er planen nu, at Merkel på topmødet torsdag/fredag vil præsentere de øvrige lande for en deal med Tyrkiet, i følge hvilken man skal modtage flygtninge legalt direkte fra Tyrkiet. Mod at Tyrkiet, så længe det passer Erdogan, gør som om de holder igen på illegale flygtninge?
Viktor Orbàn mistænker i hvert fald Tyskland for at have udarbejdet en hemmelig aftale med Tyrkiet, og Visegrad landene har tilsyneladende forberedt sig på en sådan situation, for man har meddelt, at man ikke vil acceptere eventuelle tvangskontingenter.
Det påstås at Frankrig er med i klubben villige, men det passer dårligt med en udtalelse fra Premierminister Valls, der på sikkerhedskonferencen i München meddelte, at Frankrig ikke kunne tilslutte sig en plan med en fast fordeling. Han ville i stedet have, at man holdt sig til den gamle plan om fordeling af 160.000 flygtninge fra Italien og Grækenland, hvor Frankrig havde lovet at modtage 30.000. Det er den fordelingsplan, der foreløbig kun har ført til relokalisering af nogle få hundrede ud af de 160.000.
Selv om "de villiges" formøde til EU-topmødet skal foregå i Østrigs repræsentation, er Østrig ikke længere helt på linje med Tyskland. For nylig har man således fastsat overgrænser for flygtningeoptaget per år.
Merkel har tilsyneladende indset,  at klubben af villige skrumper ind, for i gårsdagens tyske medier kan man læse, at hun nu mener man ville gøre selv til grin, "ziemlich lächerlich machen", hvis man fremsatte nye forslag om faste kontingenter.
 
Skal EU domineres af Tyskland?
Alligevel er der grund til at spørge, hvad vi skal med et EU, hvor Tyskland stort set egenrådigt og til tider ganske uventet forsøger at gennemtrumfe beslutninger, der påvirker hele EU? Det gjaldt Grækenlands såkaldte euro-redningsplan, der allerede er ved at falde fra hinanden, det gælder Merkels beslutning om at åbne grænserne i efteråret 2015, det gælder formaninger fra finansminister Schäuble til Portugals nye regering, og nu NATO indsatsen i Ægæerhavet og mulige skumle deals med Tyrkiets Erdogan.
Måske har Merkel dog forregnet sig med Erdogan, der i øjeblikket slår ud til højre og venstre og truer alt og alle.
Hvad er f.eks. meningen med disse udsagn, der synes at stride mod Merkel's planer: "European plans to take in hundreds of thousands of refugees a year directly fromTurkey in return for Ankara closing the borders to further migration, have beendismissed as unworkable by a senior Turkish official, hampering the EU’s attempts to get to grips with the crisis. The official warned of a new “tsunami” of Syrian refugees hitting Turkey and Europe as a result of the assault on the northern city of Aleppo being waged by the Russians and the Syrian regime" (dailysabah).
Benytter Tyrkiet den  forværrede siatuation i Syrien  til  nye afpresningsforsøg  over for  EU?
Det skal blive interesant at se, hvad man får ud af, eller måske snarere ikke får ud af, EU-topmødet

The ailment
Samme uge som man vedtog at sende en NATO flådestyrke til Ægæerhavet, vedtog EU også et forslag om at kræve bedre kontrol af de ydre grænser i Grækenland. På et møde i EU's ministerråd, fredag d. 12. februar, vedtog man at give Grækenland 3 måneder til at forbedre grænsekontrollen.
Efter en Schengen "on site" kontrol i Grækenland konstaterer man, at der er alvorlige mangler i den græske grænsekontrol, "in particular due to the lack of appropriate identification and registration of irregular migrants at the islands, of sufficient staff, and of sufficient equipment for verifying identity documents. Under the current circumstances, situational awareness and reaction capability are not sufficient for efficient border surveillance." (General Secretariat of the Council).
Der skal gøres mere for at få hotspot centrene til at fungere effektivt, eftersom "the effective implementation of the hotspots approach with the assistance of the relevant agencies, and of the relocation scheme, is of particular importance."
En noget uretfærdig kritik måske, "especially at a time when the Commission acknowledges that despite it having been agreed that 66,4000 refugees who had entered Greece would be relocated to other European countries, only 218 of those relocations have taken place so far." (Ekathimerini).
Det forlyder dog, at man netop disse dage har færdiggjort 4 ud af 5 hotspots indretninger på de græske øer.
EU-kommissionen hævder, at  de kritiserede mangler har problematiske konsekvenser for hele Schengen området, på grund af den sekundære migration fra Grækenland til andre Schengen lande. Det har været medvirkende til, at enkelte medlemslande er begyndt at oprette egne former for grænsesikring og kontrol.
"The difficulties faced in the protection of the external borders by Greece is an issue
relevant to the whole EU and must be solved in the interest of the whole EU. It is of utmost importance that Greece addresses the issues identified in the report adopted by the Commission as a matter of priority and urgency"
Selv om Grækenland har iværksat en række tiltag for at håndtere flygtningeinvasionen, konstaterer kommissionen, at disse har været helt utilstrækkelige. Det er således nødvendigt med mere effektive tiltag for sikre EU's ydergrænse og opretholde Schengen og det er Grækenlands ansvar, at det bliver gjort.
 
The ultimate cure?
Grækenland stilles over for et ultimatum, der på eurokratisk lyder således: "Within one month of the date of its adoption, the evaluated Member State shall, pursuant to Article 16(1) of Regulation (EU) No 1053/2013, establish an action plan to remedy the deficiencies identified in the evaluation report and provide this to the Commission and the Council. Within 3 months of the same date it shall report on the implementation thereof pursuant to Article 16(4) of Regulation (EU) No 1053/2013."(General Secretariat of the Council).
Grækenland har én måned til at udforme en aktionsplan, der skal rette op på alle de mangler man har konstateret. Planen skal forelægges EU-kommissionen. I alt får Grækenland 3 måneder til at opfylde  kravene .
Måske som en hjælp til Grækenland fremlægger man 50 detaljerede anbefalinger til, hvad Grækenland bør gøre.
Den generelle anbefaling, der nr. 50 i rækken af anbefalinger, er en formaning om at styrke kontrollen af de ydre grænser: "take appropriate measures to ensure that at all external borders of Greece, external border control is carried out and brought in line with the Schengen Acquis in order not to jeopardise the functioning of the Schengen area."  Som om Grækenland ikke selv var klar over dette.
Men man undser sig ikke for i meget petitesseagtig form at give Grækenland anvisninger.
Nogle eksempler.
Anbefaling nr. 46: "reallocate the heart beat detector at the BCP Kastanies since there is no cargo traffic allowed tocross at this BCP [Border Check Point] to another BCP at the Greek land borders or ports where it can be used for the border checks of heavy good vehicles." Det drejer sig her om udstyr til at registrere hjerteslag hos flygtninge, der har forsøgt at skjule sig .
Eller hvad med anbefaling nr. 38 om at installere GPS i patruljekøretøjerne, så man se hvor de befinder sig.
Der er ingen grænser for det petitesseagtige, f.eks. om brugen af forstørrelsesglas til kontrol af dokumenter i anbefaling nr. 31: "take appropriate measures to provide the first line control booths with magnifying devices in order to enhance the document checks."
Lige efter følger en anden bizar anbefaling, nr. 32, der går ud på, at man skal indrette kontrolbåsene således at uautoriserede personer ikke kan se personalets computerskærme
Man skulle næsten tro, at man med disse anbefalinger henvender sig til småt begavede mennesker, der er ude af stand til at tænke selv. Hele sættet af anbefalinger virker decideret nedladende. Hvad i al verden bilder eurokratvældet sig ind? Som om Grækenland var et dumt og uvornt barn.
Overholder Grækenland ikke det fremsatte ultimatum, vil EU kommissionen tillade at andre lande i Schengen området beskytter egne grænser op til det mulige maksimum på 2 år.
I praksis vil det betyde, at Grækenland lukkes ude af Schengen.
Mon ikke det er karakteristisk for EU's forsøg på at løse problemer, at man nærsynet og nærtagende koncentrerer sig om at kontrollere petitesser, mens de helt store problemer glider EU-beslutningstagerne af syne.
Det er jo oplagt, at Grækenland ikke selv kan klare flygtningekrisen, så at sige oveni den øvrige krise. Altså skal de have hjælp. Men er det vi ser her hjælp? Eller er det snarere formålet at gøre det legitimt at bygge grænsehegn vendt mod Grækenland.
 
 
Visegrad landenes selvtægt
"The Commission is firing ultimatums, while Hungary, the Czech Republic, Slovakia and Poland are pettily promoting a plan for some kind of leasing of the Former Yugoslav Republic of Macedonia, in order for the country to lock its borders."(Ekathimerini).
Bulgarien har gennem nogen tid bygget på et hegn mod Grækenland, der nu skal udvides med 37 km. Makedonien, som ikke er medlem af EU, er i fuld gang med at bygge et dobbelt grænsehegn mod Grækenland, med støtte fra lande i EU. Østrig har således tilbudt al mulig bistand. Visegrad landene (Polen , Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet) har netop besluttet i fælleskab at støtte Bulgarien og Makedonien i større stil, bl.a. med tilbud om at stille med hundredevis af grænsevagter.
Før mødet i Visegrad gruppen i sidste uge, hvortil også Bulgarien og Makedonien var inviteret, begrundede den tjekkiske premierminister Bohuslav Sobotka, hvorfor det var nødvendigt at handle.
I første omgang konstaterer han, at den fælles EU-Tyrkiet aktionsplan ikke har haft den fornødne effekt, hvormed han sikkert tænker på de tusindvis af flygtninge, der hver eneste dag ankommer til Grækenland fra Tyrkiet.
Sobotka påstår dog, at man stadig støtter aktionsplanen: "One of the Visegrad region’s priorities remains the implementation of the EU–Turkey Joint Action Plan, the achievements of which have not been satisfactory."
Grækenland kan tydeligvis ikke overholde de forpligtelser, der følger med medlemskabet af Schengen, dvs. forpligtelsen til kontrollere de ydre grænser effektivt. Det truer de øvrige lande langs Balkan ruten. "If another wave of migration sweeps in this spring, we need to be ready to help not only Greece, but also Macedonia, Bulgaria and other countries along the Balkan route to protect their borders. In this respect, the second part of the extraordinary summit aims to corroborate the V4’s determination to do its utmost so that the influx of illegal migrants into the EU is scaled down significantly and so that Europe regains control over migration on its external border." (Sobotka).
Visegrad landenes beslutning om "selvtægt" begrundes med, at der ikke findes en effektiv fælles EU-løsning. "Solange eine europäische Strategie fehle, sei es legitim, dass die Staaten auf der Balkanroute ihre Grenzen schützen" sagde den slowakiske udenrigsminister til Der Spiegel.
Hermed foregriber Visegrad landene blot, hvad der vil ske, hvis ikke Grækenland om tre måneder har opfyldt kravene i det omtalte EU-ultimatum, hvor der trues med at en mangelende opfyldelse af kravene vil betyde, at man tillader andre lande at beskytte egne grænse.
 
Kritik af "Østblokken"
Før EU topmødet om flygtningekrisen er der virkelig røre i andedammen. Tyskland skælder ud på den nye "Ostblok," som Visegrad landene udgør.
Merkel skulle i en telesamtale med Premierminister Bojko Borissow have advaret Bulgarien mod at spærre grænsen mod Grækenland.
Udtalelser fra Borissow tyder da også på, at han ikke er helt med på Visegrad landenes krav. Han bekræfter således "seine Nichteinverstandnis mit dem Bau eines Zauns entlang der Grenze zwischen Mazedonien und Griechenland bestätigt" (bnr.bg).
Forsøger Bulgarien med andre ord både at blæse og have mel i munden, eller hvad ligger der bag premierministerens afstandtagen fra en grænselukning, samtidig med at man bygger hegn.
Udenrigsminister Steinmeier og vicekansler Gabriel har sendt et brev (Brandbrief) til europæiske kollegaer, hvor de indtrængende advarer mod at lukke grænsen mod Grækenland. Samtidig udtrykker de ærgrelse over de lande i Østeuropa, der går ind for en sådan spærring.
De skriver "Ein formeller Ausschluss eines Mitgliedstaates aus dem Schengenraum oder seine de facto-Ausgrenzung sind Scheinlösungen, die die europäische Debatte vergiften" og advarer " "Man kann nicht einfach Europas Außengrenzen neu definieren, und das noch über den Kopf betroffener Mitgliedstaaten hinweg" (Sueddeutsche Zeitung).
Meget specielt at det skulle komme fra et Tyskland, der flere gange har handlet hen over hovedet på andre EU-lande, f.eks. da Merkel åbnede grænserne, hvilket formentlig forværrede problemerne for Grækenland, eller i hendes tilsyneladende ret egenrådige forhandlinger med Erdogan.

Forvirringen breder sig
SPD politikere har argumenteret for at lukke Balkan ruten. Det er vel netop hvad Visegrad landene,"Østblokkens," vil  forsøge. Hvorfor skal de så kritiseres af Steinmeier og Gabriel fra SPD? Deres intention om at lukke grænsen til Grækenland, svarer jo meget godt til, hvad EU har tænkt sig at gøre, hvis Grækenland ikke opfylder det foreslåede EU ultimatum inden for 3 måneder. Forestiller Merkel tænkt sig, at dette ultimatum bliver jordet på EU-topmødet torsdag/fredag i denne uge, eller  hvad? Og hvad siger Italien, der kan blive mål for nye bådflygtninge, hvis grænsen til Grækenland lukkes.
Det ser ud at blive et spændende forår, formentlig med fortsat ubeslutsomhed og forvirring  i EU

Overraskende anmodning om at involvere NATO
"Turkey and Germany will together recommend to NATO … becoming involved concerning the consequences of the flow of refugees from Syria," sagde Davutoglu på en fælles pressekonference med Kansler Merkel, efter deres hastemøde i Ankara d. 8. februar i år.
Anmodningen overrumpler NATO. NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, hører åbenbart om den fælles tysk-tyrkiske anmodning i to telefonopkald fra forsvarsministrene i henholdsvis Tyskland og Tyrkiet. Senere meddeler Grækenland også sin støtte.
Anmodningen kommer til at overskygge dagsordenen for NATO's forsvarsministermøde d. 10-11. februar, hvor man skulle have diskuteret andre emner, bl.a. den russiske trussel. Syrien var kun et tema, der kunne diskuteres over middagen.
Det hedder meget sigende: "Merkel committed defense ministers to discuss whether and how NATO “could be helpful with monitoring the situation” in the Aegean, “with support for the tasks of Frontex and the Turkish coast guard." (Politico).
 
Merkel's desperate jagt på løsninger
Vi ved ikke hvem der er kommet på ideen om at bede NATO om hjælp i flygtningekrisen, men det er helt sikkert, at det er Merkel, der er fanget i selvforskyldt, temmelig desperat situation. Hvor hun på den ene side ikke vil lukke den tyske grænse for flygtninge og på den anden side forsøger at få andre til at lukke af for flygtninge.
Det forklarer appellerne til EU om fair fordeling af flygtningene og nylige trusler om at smide Grækenland ud af Schengen, hvis ikke de får styr på deres del af EU's ydre grænse. Merkel har dog især sat sin lid til Tyrkiet, der mod betaling af, hvad vi har kaldt "protection money" fra EU, skal spærre vejen til Europa for flygtningene.
Ingen af tiltagene har dog indtil videre haft den ønskede virkning.  Den store aktionsplan som EU og Tyrkiet havde aftalt skulle medvirke til at begrænse flygtningestrømmen, men flygtninge krydser her om vinteren stadig Ægæerhavet fra Tyrkiet til Grækenland i et antal, der giver anledning til stor bekymring for, hvad er vil ske når foråret kommer.
Mere end 75.000 har indtil nu krydset Ægæerhavet i 2016, mens 409 er druknet. Både de levende og de døde gør det nødvendigt, at der meget snart sker noget i Ægæerhavet.
Bekymringen øges i øjeblikket dag for dag, fordi russiske luftbombardementer og Assad's tropper bidrager med nye strømme af flygtninge fra Syrien mod Tyrkiet.
Grækenland har ikke vist nogen særlig vilje eller evne til at sikre EU's ydre grænse i Ægæerhavet og agerer i stedet som et transitland, hvorfra flygtningene sendes videre nordpå.
Hjemme i Tyskland er Merkel presset. Den euforiske "Wir schaffen das" stemning er afløst af mere og mere udbredt skepsis og modstand. En skepsis, der ikke lover godt for udfaldet af snarlige valg i tre tyske delstater.
Derfor er det ikke underligt, at Merkel nu har meget har travlt med at finde nye initiativer, der dels kan begrænse flygtningestrømmen og dels give den tyske befolkning indtryk af, at hun handler.
Det er i det lys vi skal se anmodningen til NATO, for det er i hendes og Tysklands interesse, at man får begrænset strømmen over Ægæerhavet. Tyrkiets interesse er meget mere uigennemskuelige. Som vi har set fra mødet mellem Erdogan, Juncker og Tusk, truer Erdogan med at lukke ned og op for flygtningestrømmen alt afhængig af, om han får sine krav til EU opfyldt eller ej
Hvad skal NATO i den situation kunne bidrage med?
 
Overraskende anmodning uden detaljer
“I expect that the Turkish minister will provide us with more details when we meet tomorrow and that the ministers will address this issue,” meddeler Stoltenberg efter den overraskende anmodning om hjælp fra NATO. Stoltenberg stiller sig dog positiv, selv om han åbenbart på det tidspunkt ikke aner, hvad det er NATO skal bidrage med.
 USA's NATO-ambassadør er mere skeptisk, for selv om han ikke vil udelukke at hjælpe, vedrører flygtningekrisen primært EU,  ikke hverken Washington eller NATO.
Obama er tilsyneladende af en anden mening for han skulle have han meddelt "that he wanted to work with NATO allies to address Europe’s refugee crisis." (Reuters),
En kilde ved NATO's hovedkvarter undrer sig dog: “NATO doesn’t have any legal mandate nor framework to manage this type of situation,”... It isn't realy NATO's job" (Politico).
Selv om det kan vække forundring at anmode om NATO's involvering i flygtningekrisen, er det ikke så underligt som det lyder. NATO har således også en Civil Emergency Planning Committee, der i følge Carnegie Europe forsyner "NATO with essential civilian expertise and capabilities in the fields of terrorism preparedness . . . humanitarian and disaster response and protecting critical infrastructure."
NATO har da også tidligere været involveret i civile opgaver. I en artikel fra Carnegie Europe udtrykkes nærmest forundring over, at NATO indtil videre ikke har beskæftiget sig med flygtningekrisen. NATO vil nemlig kunne bidrage med hjælp på forskelig vis. Med udgangspunkt i, at landene på Balkan er dårlig rustet til at klare flygtningestrømmen, kunne man forestille sig at hjælp fra NATO kunne øge sikkerheden og nødhjælpskapaciteten: "First of all, it could help bring security to the Europe’s borders. This does not mean closing the frontiers. It means providing logistics and personnel to ensure stability for the authorities and the refugees...The alliance could also offer emergency facilities such as field hospitals and emergency housing. It could work with the Office of the UN High Commissioner for Refugees in registering the migrants and issuing them with identity papers. And it could provide transportation to take the refugees to other countries in Europe." (Carnegie Europe).
Jeg antager, at artiklen er overoptimistisk, når det gælder muligheden for at indsætte NATO til at varetage sådanne opgaver. For gad vide hvad de berørte lande selv ville sige? Det forekommer i øjeblikket noget utopisk at forestille sig, at NATO skulle påtage sig sikkerheds- og registreringsopgaver på Balkan.
Men hvordan skal NATO så reagere på den pludselige anmodning om hjælp?
 
Immediate action ... without a clue
På forsvarsministrenes møde beslutter man at imødekomme Tysklands, Tyrkiets og Grækenlands fælles anmodning om at få hjælp fra NATO i forbindelse med flygtningestrømmen over Ægæerhavet.
NATO missionen iværksættes inden for 24 timer, hvilket forekommer at være ekstremt hurtigt. Enten må man have haft en slags forvarsel, eller haft en passende styrke i skikkelse af NATO's stående "Maritime Groups" nærheden.  Under alle omstændigheder reagerer man  uden helt at vide, hvad den konkrete mission skal omfatte.
Stoltenberg: "...we start to act immediately. But then we have to work on important issues related to, for instance, how we arrange the concrete cooperation with Frontex and the European Union." (NATO press conference).
Mistanken bestyrkes af den hast, hvormed General Breedlove, der er Supreme Allied Commander Europe, skal træffe de konkrete beslutninger, for med nærmest med øjeblikkelig virkning at kunne sende en flådestyrke til Ægæerhavet. Han fortæller" This mission has literally come together in about the last 20 hours" I den korte tid har han fået til opgave, at "define the mission, define the rules of engagement, define all of what we call special operation instructions, all of the things that will lay out what we are going to do.” (Guardian).
Hvad er det så for en opgave Generalen har fået til opgave at udføre i relation til NATO's beslutning?
 
NATO will not stop or push back refugee boats
 Formålet med NATO's indsats i Ægæerhavet er i følge Stoltenberg, "To participate in the international efforts to stem illegal trafficking and illegal migration in the Aegean" (NATO press conference).
For at opfylde dette formål, har man besluttet

• at NATO's stående SNMG2 (Maritime Group 2), p.t. bestående af tre fartøjer, bliver indsat under tysk kommando. Det tyske forsyningsfartøj Bonn, den tyrkiske fregat Barbaros og den canadiske fregat HMCS Fredericton. Så vidt vides er der tilsagn om, at det danske støtteskib Absalon skal være med i gruppen senere.
• at gruppen vil få til opgave at udføre rekognoscering, monitorering og overvågning af illegal trafik i Ægæerhavet i samarbejde med relevante myndigheder
• at gruppen skal etablere en direkte forbindelse til Frontex

 
I aftalen indgår endvidere, at græske og tyrkiske styrker ikke vil operere i hinandens territoriale farvande, og tilsvarende i luften. Eftersom en tyrkisk fregat indgår i flådestyrken skulle det være aftalt, at den ikke må sejle ind i  græsk farvand.  
Flåde gruppens formål, at bremse menneskesmugling og illegal migration synes i det store og hele at ligne første fase af den opgave, der blev udført af EUNAVFOR MED. Den fælleseuropæiske indsats i 2015 i Middelhavet. Første fase omfattede "identifying and monitoring smuggling and trafficking networks through information gathering and patrolling on the high seas." I senere faser skulle EUNAVFOR MED flåden borde og beslaglægge menneskesmuglernes skibe og  endda destruere smuglerskibe.
Så vidt kom det ikke, så indsatsen kom hovedsagelig til at bestå i at finde flygtninge/migrant skibe og gummibåde og bjerge nødstedte. Ikke ligefrem en indsats, der begrænsede strømmen af flygtninge/migranter
Når man ser på NATO gruppens opgave i Ægæerhavet synes den at have samme karakter, selvom General Breedlove nægtede at svare på, om NATO skibene vil hjælpe med at redde skibbrudne flygtninge. Et ikke urimeligt gæt vil nok være at det vil de. Problemet er, at det kan få flygtninge til at simulere en nødsituation for at få hjælp fra gruppens fartøjer.
Ikke så underligt at Stoltenberg bliver stillet spørgsmålet: "How do you make sure that the NATO mission deters crossings as opposed to encourages them? And do you have more insight into how NATO will attack the smuggling networks to help Turkey break them down? "
 Stoltenberg svarer meget undvigende med ved at henvise til, at flådestyrkens opgave er overvågning, opsamling af information og at det vil give den tyrkiske og græske kystvagt "high-quality information." Dermed udtrykker han et fromt håb om, at Tyrkiet og Grækenland vil reducere flygtningestrømmen, når  de forsynes  med "kvalitetsinformation" om smuglerruter.
Stoltenberg: "this is about helping Greece, Turkey, the European Union with stemming the flow of migrants and refugees and coping with a very demanding situation. And helping them to manage a human tragedy in a better way than we have been able to do far"
Der synes dog at herske en vis usikkerhed med hensyn til, hvad NATO gruppen må og skal i Ægæerhavet. Fallon, den engelske forsvarsminister hævder således : "They [flygtningene] will not be taken back to Greece. The aim of the group is to have them taken back to Turkey. That is the crucial difference, ... This is the first time we have seen a group tasked with returning migrants. That has not happened before. So that is quite an important development." (Guardian).
Ja, eller en meget forvirrende  udtalelse.  Stoltenberg hævder jo netop, at "NATO will not stop or push back refugee boats."   Noget af en modstrid  og kendetegnende for den aktuelle  forvirring om flådestyrkens egentlige mandat.
 
Mission impossible?
Formentlig, for det forekommer usandsynligt, at så få store fartøjer vil have nogen særlig stor effekt i det græske øhav, med de meget begrænsede afstande til Tyrkiets kyster. General Breedlove synes også at være i tvivl om effekten: “This area is hard to survey, hard to understand and characterize where these criminal flows, where these trafficking of migrants is happening.” (gree_knewsonline).
Man påstår ganske vist, at skibens avancerede udstyr vil kunne bidrage til at afsløre menneskesmuglernes ruter, hvilket skulle gøre det lettere at fange dem. Måske, men kun hvis Tyrkiet reelt medvirker, for smuglerne er sjældent selv med på de faldefærdige skibe og gummibåde flygtningene benytter.
Udstyret kan imidlertid også gøre det lettere at finde nødstedte og så må man formode, at fartøjerne i flådestyrken gør hvad de kan for at redde dem. Det betyder imidlertid også, at flygtninge kan tro risikoen for at forlise og drukne bliver mindre. NATO holder jo øje med os. Hvilket så igen kan øge strømmen af flygtninge.
En artikel i New York Times udtrykker en lignende skepsis: "while the hastily made decision reflected the growing urgency of the situation, it was not clear that it would have much practical effect on the flow of refugees fleeing Syria's five-year civil war: The alliance said it would not seek to block the often rickety and overcrowded migrant vessels or turn them back, and military officials were scrambling to determine precisely what role their warships would play." (NYT).
Er det hele så blot en tysk initieret humanitær operation, der skal tjene til at lette samvittigheden, fordi man kan håbe, at det mindsker antallet af flygtninge, der drukner?
Akkurat som i den europæiske indsats i Operation Sophia (navnet hidrører fra en pige født af en somalisk flygtning på et tysk flådefartøj) i Middelhavet.
Missionen i Ægæerhavet kunne i så fald kaldes Alan Al-Kurdi missionen, efter den noksom bekendte druknede dreng på en kyst i Tyrkiet.
Ingen beslutningstagerne regner vel med, at NATO missionen vil være særlig effektiv med hensyn til  at begrænse flygtningestrømmen. Det ville nemlig kræve en langt mere omfattende indsats, hvor man i modsætning til, hvad der gælder nu, har mandat til   "stop and push back" aktioner.
Man  vil og man vil dog ikke,  man prøver dette og man prøver hint, alt for at  undgå at træffe beslutning om at gøre noget der virker

Erdogan's WMM (Weapons of Mass Migrations)
 Vi har i en tidligere blogpost fra 2015 hævdet, at Præsident Erdogan som en anden Gadaffi kan true med at skrue op og ned for flygtningestrømmen efter for godt befindende, hvis det passer ham. Hvilket forklarer den kynisk klingende overskrift.
Vi mente således, at det var lettere vanvittigt, at man i EU gjorde sig afhængig af en så utilregnelig præsident som Tyrkiets Erdogan. Historisk synes der at være mange eksempler på, at man ikke skal bøje sig ret mange gange et autoritært styre, før man ender med en fortløbende afpresning. Og er det ikke, hvad EU, naturligvis især påskyndet af en stadig mere desperat Frau Merkel, har indladt sig på?
Nu kan vore påstande underbygges med et hidtil ikke offentliggjort referat mødet mellem Tyrkiet og EU under G20 mødet, d. 15-16. november 2015 i Antalya. Referatet er gengivet i faksimile på det græske nyheds site euro2day
Referatet viser med al tydelighed, at Erdogan truer med at bruge sin mulighed for at styre flygtningestrømmen som et våben i forhandlingerne med EU og demonstrerer i det hele taget, hvordan han forhandler under brug af trusler, afpresninger og fornærmelser.
 
"We can open the doors to Greece and Bulgaria anytime"
Donald Tusk og Jean-Claude Juncker fremhæver først i samtalen med Erdogan  de gode fremskrift i arbejdet med en fælles aktionsplan til løsning af flygtningekrisen.  Tusk påpeger dog behovet for en hurtig gennemførelse af aktionsplanen.  
I spørgsmålet om at betale Tyrkiet for at holde på flygtningene viser uenigheden sig imidlertid. Tusk mener at Tyrkiet skal have 3 mia. euro over 2 år, men får med det samme at vide, at Tyrkiet ønsker 3 mia. euro pr år.
Erdogan vi derfor have at vide om forslaget fra EU så er på 3 eller 6 mia. euro. Juncker siger 3 mia. euro.
Erdogan svarer så, at Tyrkiet jo ikke har brug for EU's penge: "We can open the doors to Greece and Bulgaria anytime and we can put the the refugees on buses. If you say 3 mia. for two years, no need to discuss further." Erdogan henviser til  hvor meget EU har brugt på at redde Grækenland, og at man i stedet kunne have brugt en del af disse midler på at oprette en sikker zone i Syrien, der ville have løst alle problemer
Spagfærdigt indvender Juncker, at man aldrig har modtaget en officiel anmodning om hjælp fra Tyrkiet og at Tyrkiet jo ikke har brugt mere end 8 mia. på flygtninge i løbet af 4 år.
 
How will you deal with that?
Tusk gør opmærksom på, at man er i en vanskelig situation i EU for øjeblikket. Nogle medlemslande er klar til at lukke ned for Schengen. "If we cannot show that we have a deal soon, things can turn dramatic. And we really weant a deal with you"
Det får Erdogan til retorisk at spørge: "So how will you deal with refugees if you don't get a deal? Kill the refugees?
Tusk svarer, at EU kan gøre sig selv mindre attraktiv for flygtninge, men at det ikke er hvad man ønsker.
Erdogan igen: "The EU will be confronted with more than a dead boy on the shores of Turkey. There will be 10.000 or 15.000. How will you deal with that? The attacks in Paris is all about poverty and exclusion. These people are uneducated, but will continue to be terrorists in Europe. We are fighting Da'esh, PYD (det syrisk kurdiske parti Partia Yekitiya Democrat), and everyone."
Juncker's ret så svage modargument: "If Schengen is gone, then Turkey can have no visa-free deal with the EU." Hvilket naturligvis er indlysende, hvis hvert land igen opretter egne grænsekontroller.
Juncker forsøger derefter at logre for Erdogan. Han peger på, at man udskød den såkaldte "Progress Report," der hvert år skal vise, hvor langt Tyrkiet er kommet i forhold til EU standarder, til efter valget i Tyrkiet. Underforstået, rapporten viser at forholdene på mange områder er blevet slemt forværret i forhold til forrige "Progress Report." Man ikke vil genere Erdogan ved at offentligøre den før det tyrkiske valg. Hvilket naturligvis medførte intern europæisk kritik at Kommissionens tilbageholdelse af rapporten.
Juncker's forsøg på at gøre sig til for Erdogan, vækker i stedet hans vrede. Udskydelsen af offentliggørelsen hjalp selvfølgelig da ikke AKP med at vinde valget. "Anyway this report was an insult. Who prepared this report? How can you come up with this? It's not the real Turkey. You never came to me to hear the truth. Most Turks don't want to become members of the EU because of reports like that. Again,no chapters (I EU optagelsesforhandlingerne) have been opened yet, despite our good progress."
Juncker gør opmærksom på, at rapporten blev udskudt efter ønske fra Erdogan "Why else would we be willing to get critised for it?" Juncker er tilsyneladende skuffet over Erdogan's angreb "I thought you wanted to be reconciled with EU. Now I feel deceived, because we have really risen to the challenge"
 
"Luxembourg is just like a town in Turkey"
Erdogan vil have Juncker til at til at give blot ét eksempel på, at EU har leveret og fortsætter "EU hasn't done anything for Turkey. The money is [for] refugees, not Turkey. Morever you are using our pre-accession money. It's really nothing, No chapters at all, We have waited for 53 years . You have been mocking us"
Juncker indvender, at Tyrkiet ikke altid har været et demokrati i de 53 år.
Erdogan: "Neither were Germany and UK( sic), which lead to a great war." Hvad Erdogan her tænker på, får stå hen i det uvisse, for de sidste 53 år kan man vist godt betegne både Tyskland og UK som demokratier. Og anden verdenskrig ligger før EU's opretttelse.
Erdogan er imidlertid ikke færdig, men gør ligefrem nar af Juncker's Luxembourg "Luxembourg is just like a town in Turkey."   Egentlig en ret fornærmende udtalelse, for Juncker repræsenterer jo i øjeblikket EU's 500 mio. indbyggere.
 
"Like a prince? Of course"
Juncker forsøger at vende tilbage til aftalen om aktionsplanen og behovet for at have en aftale inden 15 dage: "We are working hard and treating you like a prince in Brussels"
Erdogan: "Like a prince? Of course. I am not representing a third world country:"
Gad vide om Juncker burde have sagt sultan i stedet for prince.
Juncker's fortsatte logren for Erdogan hjælper tilsyneladende ikke på situationen, selvom han gør opmærksom på, at EU aldrig har haft EU-28 +1 topmøder, "but for Turkey we are ready"
Erdogan virker mere og mere fornærmet: "Of course I would have done the same. But don't smear it in my face. I represent 80 mio. people. Talk like that from Juncker is disrespectful. We talk about chapters, but nothing. The EU doesn't want to have Turkey in the EU I think. But then tell us clearly. That would be a relief. And Juncker thinks his report won the elections? ... you just want us to keep all the refugees.
Med hensyn til det sidste har  Erdogan jo ret. Forhandlinger om optagelse i EU på skrømt, bare for at Tyrkiet tager sig af de syriske flygtninge.
 
"... if not we don't."
Tusk forsøger forsøger at bringe diskussionen tilbage til aftalen om aktionsplanen og understreger, hvor kompliceret det er, at få alle 28 EU lande med om bord.
Det bringer FM (den tyrkiske udenrigsminister?) på banen: Timmermans [EU- kommissionens vicepræsident] can come anytime. We have worked well with him, in good faith. No consensus yet, but we are close. But 3 mia. euro is an insult. And we need to speak about [Resettlement] quotas . Merkel spoke about turning illegal migration into legal migration, but hasn't given us any numbers. Let Timmermans come; if we agree we have a Summit, if not we don't."
Her ser vi en hentydning til en plan vi har omtalt tidligere. En plan om at man i Europa skulle modtage et stort legalt flygtningekontingent fra Tyrkiet, mod at Tyrkiet  lukker for  strømmen af illegale flygtninge over Ægæerhavet (se esi -planen). Ideen dukekr op med jævne mellemrum og synes at passe i Merkel's kram.
Referatet slutter med at Juncker erklærer, at han er vilig til at sende Timmermans igen.
 
Contrasting the minutes with official statements from G20 meeting
Her nogle uddrag af de officielle meldinger om resultaterne fra G20 møderne i Antalya, inklusive det bilaterale møde mellem Tyrkiet og EU. Af et fact sheet udgivet af  "Det hvide Hus" efter G20, kan man se, hvorledes intetsigende forpligtelser kan lyde: "In Antalya, Leaders acknowledged the historic numbers of refugees around the world, and committed to strengthen support for all efforts
to provide protection and assistance and to find durable solutions. Leaders called upon all states to contribute to responding to this crisis, through refugee resettlement, other forms of humanitarian admission, humanitarian aid and efforts to ensure that refugees can access services, education and livelihood opportunities" ( fact sheet).
I en pressemeddelese fra EU lyder lige så opløftende: "Leaders also agreed that the scale of the ongoing refugee crisis was of global concern with major humanitarian, political, social and economic consequences and needed a coordinated and comprehensive response to tackle this crisis, as well as its long term consequences."
Man får også hentydet til, at flygtningekrisen figurerede højt på dagordenen i bilelaterale samtaler mellem EU og Tyrkiet: "Finally, Presidents Juncker and Tusk held a bilateral meeting with Erdogan during which the refugees crisis figured high in the agenda."
Så har man da ikke sagt for meget og vi andre må nøjes med at gætte om Erdogan's rolle i spillet med og mod EU, indtil vi støder på et referat fra mødet, der bekræfter vores værste formodninger om Erdogans rolle i flygtningekrisen.

Covering up reality
En to meter høj papkasse med inskriptionen "Statua della "Venere Capitolina", Da originale di Prassitele" var, hvad man kunne se på Musei Capitolini i Rom da præsident Rouhani fra Iran var på besøg.
Kassen skjulte en klassik nøgen Venus statue efter Praxiteles. Af måske misforstået hensyn til Rouhanis mulige følelser havde man pakket museets klassiske statuer ind i store papkasser.
Latterligt og oprørende på samme tid, og man spurgte sig, hvem der egentlig havde fået ideen til denne ukunstneriske happening. Christo, kunstneren, hvis kunst består i indpakning af store objekter, var det i hvert fald ikke. Resultatet ville jo i givet fald selv have været kunst.
Den mystiske hensyntagen til Rouhani skyldes, at man som så mange andre er i færd med at gøre sig til over for et Iran, der efter ophævelse af sanktionerne udgør et potentielt stort nyt marked. Så nu er det bare om at komme først og så må Venus bare holde for, hvis man kan sige det sådan.
Det ukunstneriske cover up er naturligvis ikke i sig selv særligt betydningsfuldt. Det svarer sådan blot til den københavnske affære, hvor politiet forsøgte at skjule tibetflag for en kinesisk præsident på besøg i Danmark.
Men eksemplerne viser, hvorledes man selv på områder, hvor det forekommer relativt tåbeligt, er begyndt at tage hensyn til selv uudtalte ønsker og krav fra autoritære styrer, aggressive kulturer og religiøse idelogier, der ikke er forenelige med vestlige demokratier og de værdier, der er afgørende for eksistensen af demokratiet. Mere alvorligt er det derfor, at sådanne cover up eksempler er begyndt at dukke på områder, hvor det kan underminere vigtige aspekter af, hvad vi betragter som basale forudsætninger i vore samfund.
For det er ikke kun af finfølelsen over for autoritære magthavere, at man prøver at skjule den nøgne sandhed.  En mærkværdig "finfølelse" viser sig også på andre områder.
 I Sverige fandt journalister forleden ud af, at man ikke kunne få oplysninger om kriminalitet og vold, der involverede flygtninge bl.a. i centrene. "Ingenting ska ut" hedder det i et internt direktiv i følge (Dagens Nyheter).
Politiet vil derfor ikke fortælle, hvor store ressourcer der bliver brugt på flygtninge og den anspændte situation i flygtningecentre: "Utredningar om våld, hot och andra brott kodas med siffran ”291” och hemlighålls för massmedia." Politiets forklaring på,  at man registrerer vold, hvor flygtninge er involveret, med en kode 291, er, at man blot skal have et skøn over, hvor mange ressourcer, der skal bruges.(Dagens Nyheter).
Javel, men hvorfor skal det holdes hemmeligt for offentligheden hvor mange ressourcer politiet bruger på kriminalitet, der involverer nytilkomne flygtninge.Det er vel ikke irrelevant med det pres flygtningestrømmen udgør i Sverige. Kan hemmeligholdelsen derfor skyldes, at man mener at det er en politisk varm kartoffel  hvor meget kriminalitet, der involverer flygtninge og hvor meget det koster.
Senere er politiet rykket ud med foreløbige tal, der viser at der havde været 5.000 rapporterede hændelser.
Uvilkårligt kommer man til at tænke på "hændelserne " i Köln Nytårsnat. Vi har tidligere skrevet om en armslængdeberetning, der i første omgang mest lignede et politisk motiveret cover up. D. 1 .januar 2016 kunne politiet i Køln nemlig officielt meddele, at Nytårsaften havde været præget af "Ausgelassene Stimmung - Feiern weitgehend friedlich." Altså Højt humør –i det store og hele fredelig feststemning.
Først da beretninger om de alvorlige hændelser breder sig på sociale medier og i den lokale presse, kom man næste dag med en ny pressemeddelelse, hvor man dog lægger vægt på røverierne og ikke de seksuelle overgreb. Også det må korrigeres og så afdækkes det efterhånden, at der har været i hundredevis af overgreb, ikke blot i Köln, men flere steder i Tyskland.
Den store medieinteresse blæser også fortielsens låg af det "cover up," som havde fundet sted efter seksuelle overgreb på unge piger ved et par store "Vi are STHLM" arrangementer i august 2014 og 2015 i Stockholm. I et internt inotat skriver "polisen att gärningsmännen främst misstänks vara unga män och pojkar från Afghanistan och Marocko" (Aftonbladet).
Hvorfor hemmelighedskræmmeriet og afvisningen af at lade medierne få adgang til tallene. Det er nærliggende at få den tanke, at den øverste ledelse af politiet, der jo sidder nærmest politikerne, begynder at indrette indsatsen efter hvad man formoder vil passe til det politiske klima. Og at det svenske politiske klima var specielt, kan der vist ikke være tvivl om. Man solede sig selvbevidst i en rolle som moralsk supermagt, gennemsyret som man var af progressive synspunkters selv-suggestion.
Det var ikke noget nyt for Sverige. Fra "Folkhemmets" dage havde man bestræbt sig på at flytte ansvaret væk fra den enkelte over til "den nationelle gemenskapen." Hvis det gik galt for nogen, var man f.eks. blevet kriminel, ja så var det det ikke ens egen skyld. Derfor er  kriminelle flygtninge i sidste ende også en slags ofre for omstændighederne.  
Nå ja, man skal naturligvis også forestille sig, at den blotte viden om at flygtninge kan være kriminelle, kan opbygge en ubegrundet modstand mod indvandring hos "svenska folket".
Andre lande har imidlertid også problemer med at erkende problemer åbent."Polizei verzichtet bei Flüchtlingen auf Ermittlungen" hed det forleden i "Die Welt" Uvist af hvilke kanaler opsnapper pressen, at der findes en intern instruks hos politiet i Schleswig-Holstein, der går ud på, at man opgiver at forfølge ikke personfarlig kriminalitet begået af flygtninge, der ikke legitimerer sig.
Det er lykkes at se en kopi af instruksen, som politiets talsmand hævder allerede er tilbagekaldt. På bureaukratisk tysk, der giver mindelser om Kafka, hedder det:
"Ein Personenfestellungsverfahren oder erkennungsdienstliche Behandlung scheidet in Ermangelung der Verhältnismässigkeit und aus tatsächlichen Gründen (Identität kann nicht zeitgerecht festgestellt werden und Merkblattfertigung wäre unzulässig) bei einfachen/niedrigschwelligen Delikten (Ladendiebstahl / Sachbeschädigung) regelmässig aus." (Spiegel).
Instruksen viser, at man er begyndt at give op over kriminalitet begået af flygtninge, i hvert fald når den ikke er af alvorlig karakter og man i øvrigt har svært ved at fastslå gerningsmandens identitet. Ikke heldigt, for det skaber et offentlig røre, da instruksen bliver  afsløret.
Et meget større cover up blev for nogen tid siden afdækket i den engelske by Rotherham, der har mange pakistanske indvandrere. Først efter en stor uafhængig undersøgelse, kom en omfatteden og langvarig  skandale med seksuelle overgreb på mindreårige frem i i offentlighedens  lys. "No one knows the true scale of child sexual exploitation (CSE) in Rotherham over the years. Our conservative estimate is that approximately 1.400 children were sexually exploited over the full Inquiry period, from 1997 to 2013." (Inquiry).
Naturligvis fandt medarbejdere hos de sociale myndigheder tidligt i forløbet tegn på, at der blev begået overgreb mod børn. Medarbejderne kunne imidlertid hverken overbevise deres egen ledelse eller politiet om størrelsen eller alvoren af problemet på trods af mange forsøg. Ledelserne hos de sociale myndigheder, hos politiet og i byrådet var i følge rapporten bange for at røre ved problemet, fordi så mange med ikke-europæisk baggrund var involveret, både som gerningsmænd og som ofre. I byrådet var der frygt for, at det etniske aspekt kunne skade sammenhængskraften i byen, og man var også bange for konsekvenserne for byen, hvis sagens fulde omfang kom til offentlighedens kundskab.
"By far the majority of perpetrators were described as 'Asian' by victims, yet throughout the entire period, councillors did not engage directly with the Pakistani-heritage community to discuss how best they could jointly address the issue. Some councillors seemed to think it was a one-off problem, which they hoped would go away. Several staff described their nervousness about identifying the ethnic origins of perpetrators for fear of being thought racist; others remembered clear direction from their managers not to do so." (Inquiry).
I undersøgelsen  kunne mange medarbejdere berette, at ledere, der havde autoritet til at gribe ind, "were ‘sweeping it under the carpet’, ‘turning a blind eye’ and ‘keeping a lid on it’, ‘the people above just didn’t want to know'" (Inquiry).
I den mindre alvorlige ende finder vi også i dagens Danmark krav om, at man ikke må oplyse om fakta, men skal dække dem til. Altså et krav om at foretage et cover up. Skoledernes formand , Claus Hjortdal, kræver i lighed med andre, at man fjerner oplysninger om andelen af tosprogede elever i skolerne fra en offentlige tilgængelig database. "Det er stigmatiserende, og det sender et signal om, at det er skidt, at der er mange tosprogede elever på en skole. Men sådan behøver det ikke at være" (JP).
Man er selvfølgelig bange for, at viden om, at der er mange såkaldt tosprogede (underligt udtryk forresten, når man ofte har besvær med et af de to sprog) i en skole, kan få forældre til at holde deres børn væk fra sådanne skoler. Fra såkaldt ekspertside, en lektor fra Aarhus Universitet, kan man endda høre, at det er direkte diskriminerende at kunne se disse data, hvilket forskeren får til at lyde som noget illegalt, måske racistisk.
Igen denne underlige formynderiske holdning, hvor man er bange for konsekvenserne, hvis almindelige mennesker, der jo både har del i og opretholder af demokratiet, får adgang til de nøgne data. Og hvad er man bange for? Jo, at folk vil stemme med fødderne på deres børns vegne, ud fra den sikkert ikke helt tåbelige antagelse, at en stor andel af børn med en helt anden baggrund ikke ligefrem er gunstig for indlæringen.
Man får indtryk af et generelt klima i dele af Europa, hvor man nærmest på forhånd og uden konkret grund eller instruks, har et ønske om at pakke de nøgne fakta ind i papkasser eller i det mindste skjule dem i papirer eller utilgængelige databaser.
For den forvaltende og selvbestaltende elite og vogter af den offentlige mening vil den nøgne sandhed kunne føre til ufornuftige reaktioner hos almindelige mennesker. Der er ligefrem en frygt for, hvad de kan tænke, hvad de kan sige og fremfor alt, hvad de kan finde på at gøre. De kan måske finde på at vælge Dansk Folkeparti og ikke et af de mere oplyste partier. I Tyskland og Sverige kan de endda finde på at vælge højreradikale, populistiske partier, der lytter til befolkningen. Hvilket  kan føre til af modvilje, modstand og måske ligefrem kamp mod de  "oplyste og rigtige"  holdninger.
 
Censoring one-self to observe political correctness
I lyset af sådanne cover ups, hvad de enten de nu er et resultatet af en ubevidst tilpassen sig det herskende klima blandt beslutningstagere, eller det er fuldt bevidste forsøg på at sætte papkasser op omkring sandheden, eller endnu værre Potemkin kulisser af pap, med billeder af ideel integration og modelflygtninge, er det måske ikke så underligt, at der er opstået en vis mistilid med hensyn til, hvad politikere og offentlige institutioner fortæller til mediernen om problemer og løsninger.
Man kan få indtryk af, at politikere og medier i alt for mange tillfælde skal presses til at røbe dele af en virkelighed, som de egentlig ikke vil have bragt frem.. Presses af sociale medier, af insidere med viden om, hvad der foregår,  eller af politiske bevægelser, der ikke anses for stuerene.
Overgrebene i Köln, som vi har berettet om før, udgør et eksempel på denne selvcensur, hvor medierne holder igen på informationer, som de af eller anden grund ikke mener bør komme til offentlighedens kendskab.
Forklaringen på den langsommelige officielle afsløring af,  hvad der var foregået,  kan kun være, at man blandt myndigheder og medier har udøvet selvcensur. Måske fordi det drejer sig om hændelser, som en uoplyst befolkning ville kunne misforstå. Vidner og berørte talte jo om overgreb begået af "nordafrikanisch Aussehenden" personer. Måske ligefrem masseovergreb begået af indvandrere eller flygtninge fra Nordafrika eller det nære østen. Alene det, at man i en nyhedsudsendelse ville ytre mistanken, kunne jo udnyttes til nye hetzkampagner fra “Rechtextreme." Til at puste til ilden, fremme “Ausländerfeindlichkeit" og angreb på flygtninge og deres indkvarteringssteder.
For nylig kan man så læse, at en medarbejder ved WDR, en public service TV kanal, kan fortælle at journalisterne i deres reportager "natürlich schon angewiesen [sein], das ein bisschen pro-Regierung zu tun“ Med „das“ tænkes naturligvis på reportager om flygtningekrisen, der nu bør betragtes  "in einer eher positiven Weise“  ( Cicero)
Journalisten indrømmelse blev dog hurtigt fulgt af benægtelser fra ledelsen. I og for sig virker det måske også en smule for plumpt,at man ligefrem skulle have anvisninger på at berette med en passende positiv vinkling. Forklaringen er måske snarere, at såvel ledelse som journalister ligger under for en slags political correctness, der farver deres udsendelser.
Det kunne forklare, hvorledes mediereportager i hvert fald i  flygtningekrisen begyndelse, havde  fokus på skræmte barneøjne, stakkels  traumatiserede og undmattede unge mænd, og  på Viktor Orbàn's grænsespærringer med den rædsomme Nato-pigtråd. Der var ikke megen fokus på de problemerne med åbne grænser og følgerne af en kolossal flygtningestrøm. " Wer noch im Dezember zweientscheidende Fragen stellte – die nach den Folgekosten und die nach dem prinzipiellenWarum –, wurde umstandslos in den Vorraum der Volksverhetzung verwiesen." (Cicero).
"Lügenpresse" blev i 2014 kåret til årets "Unwort." For "Lügenpresse" blev skanderet af Pegida medlemmer, når samledes for at protestere mod islamisering af aftenlandet. Med stor væmmelse og afsky vendte stort set hele det politiske og mediemæssige establishment sig mod dette skældsord. Ikke blot var helt det ufortjent, hævdede man. Det var også det samme skældsord Nazisterne havde brugt til angribe de dengang stadigt uafhængige medier.
Når man ser eksemplerne på fortielser  og tilbageholdelse  af  oplysninger, kan man måske bedre forstå, hvorfor den del af befolkningen, der ikke har let adgang til medierne kan finde på at råbe "Lügenpresse" højt i kor. Hvilket naturligvis øjeblikkeligt bringer dem i medierne, ledsaget af stærkt nedsættende kommentarer.
Politikere af en anden mening end den politisk korrekte blandt den dominerende politiske elite, bliver holdt fast i en offentligt medie gabestok.  Det gælder bla.  AfD (Alternative für Deutschland) for partiet er,  som Dansk Folkeparti var det engang, aldeles ikke stuerent. For at holde partiets meninger helt ude af den aktuelle tyske valgkamp i tre Bundesländer, pressede spidskandidater fra to af landene de offentlige TV stationer til holde AfD ude af partilederdebatterne. Ellers ville de nemlig  ikke deltage i partilederdebatten. I første omgang gav TV stationerne efter, hvilket naturligvis første til fornyet ballade om de offentligt finansierede mediers rolle.
Den politiske korrekthed giver mindelser om Orwell's Newspeak: "... the whole aim of Newspeak is to narrow the range of thought? In the end we shall make thought crime literally impossible, because there will be no words in which to express it. Every concept that can ever be needed will be expressed by exactly one word, with its meaning rigidly defined and all its subsidiary meanings rubbed out and forgotten." (Orwelll, 1984).
Politisk korrekthed udgør en måde at kortslutte debatten om problemtemaer, og betjener sig til det formål af chikane, protester, og tabuisering af visses temaer. Det er en taktik, der kan bruges til at karakterise andre synspunkter som racistiske, ikke stuerene, bigotte og illegitime, for derved at udelukke  disse synspunker og meninger fra den offentlige diskussion.
For dem, der repræsenterer det politisk korrekte syn, er hensigten naturligvis god nok. Det tjener f.eks. til at beskytte de rigtige meninger mod angreb og de rigtige meninger beskytter de svage , de forfulgte og naturligvis de progressive selv.
 SVT (Sveriges Television) udgav i 2014 en ny version af TV serien om Pippi Langstrømpe omredigeret  til en politisk korrekt version. Blandt forandringerne "är att scener där skådespelerskan Inger Nilssons Pippi refererar till sin far som ”negerkung” har ändrats så att hon numera bara säger ”kung”. Även en scen där Pippi leker ”kines” genom att sträcka ut huden runt ögonen har klippts om." Det er selv følgelig for at undgå det implicit racistiske i udtrykket negerkongen og i skævøjede kinesere.
I dag gælder det ikke blot om at beskytte den offentlige mening ved at være politisk korrekt. Politisk korrekthed er ved at tage en ny drejning, hvor det drejer sig om at beskytte sig selv mod meninger og fænomener, der kan forvirre ens egen meninger og/eller ikke kan anses for stuerene.  
Det er et fænomen, der  har bredt sig på universiteter i USA og UK, hvor visse grupper af studerende er begyndt at protestere voldsomt mod at høre synspunkter, der ikke passer ind i deres version af politisk korrekt groupthink. En politisk overfølsomhed over for synspunkter, temaer og meninger, der kan udløse allergiske reaktioner hos de berørte.  "The idea that in a free society absolutely everything should be open to debate has a detrimental effect on marginalised groups" lyder det i "Independent" indlæg fra en studerende fra Christ Church College på Oxford university.
Selv prestige universiteter åbenbart lytter til sådanne for et universitet uhørt bizarre argumenter. I USA kan man konstatere, at Harvards "College’s Office for Equity, Diversity, and Inclusion" mener at have fattet budskabet. Før juleferien i 2015 stod de åbenbart bag uddeling af en dækkeserviet (placemat), der i følge "Harvard Crimson" bladet var dekoreret med de udsagn som kan ses her:

´
Efter udbredte protester undskyldte dekanen og sagde: " Academic freedom is central to what Harvard stands for.
Det er måske  værd at huske på John Stuarts Mill's argumenter for "Liberty of thought and discussion: "the peculiar evil of silencing the expression of an opinion is, that it is robbing the human race; posterity as well as the existing generation; those who dissent from the opinion, still more than those who hold it. If the opinion is right, they are deprived of the opportunity of exchanging error for truth: if wrong, they lose, what is almost as great a benefit, the clearer perception and livelier impression of truth, produced by its collision with error (J. S. Mill, Of the Liberty of Thought and Discussion).
Overfølsomheden hos de studerende synes dog at vokse. Den kan efterhånden vise sig i  ekstremt bizarre protester. På et universitet i Ottawa i Canada protesterede studerende mod et frivilligt Yoga kursus. De hævdede kurset var udtryk for "cultural appropriation" af indisk kultur. Altså et illegitimt rov fra indisk kultur.
Er det ikke længere  tilladt at lære og imitere fra andre kulturer? Nej, mener en artikel i Time Magazine med titlen : "Cornrows and Cultural Appropriation: The Truth About Racial Identity Theft" ("Cornrows" er de typiske afrikanske fletninger). Hvide skuespillere og medie darlings, der sætter håret i "Cornrows" har fået "African-Americans to accuse the dominant white American culture of stealing cherished icons of identity from the subjugated black culture. Kind of like wearing the teeth of your pillaged enemy as a necklace." (Time). So much then for the joys of multiculturalism!
 
Was nicht sein darf, wird verdrängt
"Womöglich sind aber auch Frauen dabei, die gar nicht Opfer geworden sind, sondern aus politischer Überzeugung der Meinung waren, dass die Täter mit Migrationshintergrund oder die Flüchtlinge, die das Chaos auf der Domplatte für sexuelle Übergriffe ausgenutzt haben, abgeschoben gehören. Das hoffen sie womöglich mit einer Anzeige zu beschleunigen" (Tagesspiegel).
To kvindelige skribenter i "Tagesspiegel" hævder altså, at der Nytårsnat i Køln var kvinder, der slet ikke var ofre, men blot ville udnytte situationen til indgive anmeldelser i håbet om, at de unge afrikanske mænd så blive sendt ud af landet.
Til gengæld var de unge mænd ofre. De var unge mænd, der ikke havde råd til eller mulighed for at gå på et rigtigt party, hvorfor de i stedet havde forsamlet sig på banegårdspladsen. Og banegårde har altid været steder,  hvor man mødtes med fremmede. "Eine echte Perspektive sehen sie für sich nicht, sonst wären sie wohl nicht zu professionellen Dieben geworden. Sie kennen den Grundbestand der Vorurteile in der deutschen Gesellschaft." I artiklen hævder de to kvinder,  at der Nytårsaften opstod en slags " Freistil-Situation" på pladsen, hvor grænserne blev aftestet. Ja, det tør da siges, med hundredetals anmeldelser for overgreb og tyveri.
Artiklen repræsenterer et af flere forsøg på at relativere, bortforklare og fortrænge, hvad der skete. En forsker fra det sproglige fakultet ved universitetet i München anbringer hændelserne Nytårsnat i en slags myteperspektiv. Det var  som  "Sabinerindernes Rov", hvor de agerende  var "unsere deutschen, milchweißen Frauen und fremde, dunkle Männer" (Faz). En myte, der skal få hadet til bruse gennem landet og sikre, at de fremmede fordrives.
Måske forståeligt at finde sådanne fortrængninger af virkeligheden hos en filolog, der sikkert har forstand på myter, men ikke så meget andet  Men Nytårsnat i Köln var ikke nogen myte, det var en stadig mere afslørende virkelighed. En virkelighed ikke blot i Köln, men mange steder.
Det mest udbredte fortrængning og bortforklaring finder man dog hos visse feminister og/eller venstrefløjskvinder. Her er det selvbedrageriske trick, at sætte overgrebene ind i et større billede, således at de ikke har noget specielt at gøre med hverken religio , kønsroller blandt muslimer, eller unge mænd fra Nordafrika og det nære østen. I Tyskland henviser man i det store billedes relativering og bortforklaring til, at overgreb også var en vederstyggelig virkelighed hos tyskerne selv, f.eks. ved Münchens oktoberfest og i det hele taget. Påstande, der ikke blev underbygget, men blot gentaget.
I Danmark synes man hos repræsentanter fra venstrefløjen at være præget af en vis rådvildhed og ulyst til at lade sig interviewe om overgrebene.
Debatten er nemlig svær, mener f.eks. Pernille Skipper fra Enhedslisten. Hvis man ikke mener, at alle med mellemøstlig baggrund skal smides af Europa, så forsvarer man på en måde angrebene " Og den vogn vil vi i Enhedslisten ikke spændes for" Morgenavisen Jyllands-Posten). Deres overgreb må relativeres for at de ikke kan  udnyttes af højrefløjen til at angribe alle flygtninge fra ikke-europæiske lande.
Pudsigt nok når man tænker på, at mange af dem,  der var udsat for Nytårsnats overgreb, formentlige var unge kvinder som  Pernille Skipper og andre  kvindelige apologeter. Lidt bizart måske, men kan man ikke sige, at de kvinder, der ser de unge mænd som ofre, selv risikerer at blive ofre for dem.
Hvad siger man blandt muslimer til overgrebene? En imam fra en moske i Köln har på Russisk REN TV forklaret overgrebene med, at "kvinderne var halvnøgne og parfumerede" og videre "det er ikke noget under, at mændene angriber disse kvinder, når de hælder olie på bålet" (gengivet i focus.de).
Om ikke andet viser det da noget om den kulturelle afstand mellem imamen og vestlige kulturer.
Det bliver ikke meget bedre ved at se på hjemmesiden hos "Zentralrat der Muslime". I den såkaldt " freiheitlich-westlichen Macho-Gesellschaft“ ist schon lange die Frau „Objekt“, und zwar eindeutig in Richtung Sex-Attraktivität, wie wir es ständig und überall durch Mode, Medien, Werbung u.v.a. gezeigt bekommen. Die Frau ist nirgendwo mehr sicher vor Männern, weder in der Öffentlichkeit noch am Arbeitsplatz, überall sind Männer mit dabei, die sehr genau hinschauen. Und wenn sie dann in Rudeln auftreten, kommt es immer wieder zu „Vorfällen“ (islam.de).
Helt i modsætning til, hvad er er tilfældet i muslimske lande., hvor man som kvinde beskytter sig ved tildækning, ved at undgå mændenes områder, og ved ikke at være alene i offentligheden. "deswegen kann Mann/Frau in islamischen Gesellschaften erleben, dass Frauen lieber unter sich bleiben, und die Männer ebenso, es ist zu ihrem besten." (islam.de).
Her er fortrængning og bortforklaringen fuldstændig.
Vestlig kultur og kvinderne selv er er de egentlige skyldige, ikke blot, som hos de venstreorienterede og visse feminister, de "Fremdenfeindliche" racister fra højrefløjen. Nej, nu er det hele kulturen,  også den de venstreorienterede plejer at forsvare, der er årsag til uundgåelige overgreb, som mænd nærmest ikke kan værge sig mod.
Pudsigt at se, hvorledes venstreorienterede unge kvinder i dag forsvarer, at unge piger naturligvis har ret til at bære slør eller hijab. Det viser deres nemlig selvstændighed og frihed. Tjah, men det er altså et kendetegn for en religion og en kultur, der er stærkt kvindeundertrykkende og netop vil have dem indhyllet, så mænd ikke begår overgreb.
Måske støtter venstreorienterede kvinder i al deres blåøjede, uforfærdede idealisme og forsvar for visse religiøse påbud, slet ikke frihed og åbenhed, men fundamentalistiske idelogier, der hvis herskede i Europa, ville sørge for at de selvsamme kvinder fik påbud om at klappe i og bære hijab.
 
Threatened into submission and giving in
For ganske nylig kunne man læse,  at en blogger på Ekstrabladet, Geeti Amiri, via en advokat har modtaget en såkaldt forligsskrivelse fra Islamisk trossamfund.
 I skrivelsen kræver man i følge DR, at "Geeti Amiri trækker udtalelserne om, at Haitham Al-Haddad går ind for stening af homoseksuelle tilbage og samtidig betaler trossamfundet og imamen 10.000 kroner for injurier." Umiddelbart kan det synes at være en strid om profetens skæg, eftersom Haitham Al-Haddad åbenbart mener det en relevant straf for mænd og kvinder, hvis man tør tro hans optræden i en TV udsendelse ses her.
Det er imidlertid ikke det mest ildevarslende i historien Det ildevarslende er, at vestlige værdier, regler og normer, som religiøse fundamentalister generelt synes at foragte, nu bliver udnyttet til en udøve slags legitime trusler mod en af disse friheder: ytringsfriheden.
Til DR siger Geeti Amiri "Jeg ser det som et aggressivt forsøg på at lukke munden på mig. Det vil være ødelæggende for den demokratiske debat, hvis vi skal gå og pudse advokater på hinanden. Manden vil stene utro kvinder og han siger ”Gud hader homoseksualitet”. Der må være en hvis fortolkningsret i en fri debat."
Vi ved desværre, hvad konsekvenserne af trusler fra den muslimsk fundmentalisme kan blive. Det ved vi fra balladen om JP's karikaturer og mordene på Charlie Hebdo. Ytringsfriheden blev indskrænket, selvcensur bredte sig den vestlige verden. Ikke blot, når det gjaldt karikaturer, men på alle områder, hvor man oplevede eller var ængstelig for at opleve trusler og overgreb fra fundamentalistiske muslimer. Selvom balladen og mordene blev fordømt af mere moderate muslimer, var de ofte enige i kritikken, blot ikke i midlerne. Kan man ikke sige, at vi i Vesten har svækket vor egen ytringsfrihed, ved at lade os true til at give efter?
Brandeis University i Waltham, Massachusetts, havde i 2014 besluttet at tildele Ayaan Hirsi Ali en æresdoktorgrad, som anerkendelse for hendes arbejde for kvinders rettigheder. Det resulterede i protester fra muslimske organisationer og studerende."The Council on American-Islamic Relations, a civil rights and advocacy group, took note, contacting its members though email and social media, and urging them to complain to the university." I en henvendelse til universitet blev hun kaldt " notorious Islamophobe" (NYT).
Man skulle ikke holde det for muligt, men Universitets ledelse gav efter for kampagnen og aflyste tildelingen med følgende udtalelse: "We cannot overlook that certain of her past statements are inconsistent with Brandeis University’s core values."  Ytringsfrihed er således ikke er en "core value" på Brandeis University.NYT).
Man kan undre sig, hvad der får et "liberal arts" universitet, ja for den skyld ethvert universitet, til at bøje af . For skal universiteter virkelig tilpasse sig f.eks muslimske studerende og presionsgrupper? Hvis det er tilfældet har vi et virkeligt alvorligt problem.
Ayaan Hirsi Ali blev senere inviteret til at holde foredrag på Yale University, "and outrage ensued," med protester fra MSA (Muslim Students Association). Her gav man ikke efter. For med ordene fra en Yale University Senior skal studerende opfordres "to think the unthinkable, discuss the unmentionable and challenge the unchallengeable.” (American Spectator).
Det er ikke blot når det gælder ytringsfrihed og censur af egne tanker og meninger, at vi giver efter. På mange måder er vi ved at blive holdningsløse over for vores egen levevis, kultur og værdier.
Og selve eftergivenheden har virkninger langt ind på områder, hvor der ikke er nogen aktuelle trusler , men hvor man forhånd " tager hensyn til religiøse følelser, som det så smukt hedder, når man udøver selv-censur uden at have grund til det. Derved befordres og accelerer en eftergivenhed, som gør endnu lettere at give efter på flere og flere områder.
Vi viser, vi er åbne for andre kulturer ved at give efter på små og store områder. Vi bruger eksempelvis indtægten fra en enorm produktion og eksport af svinekød til at finansiere,  at man kan spise alt andet end svinekød i børneinstitutioner, fordi vi har religiøs frihed. Hvilket desværre ikke betyder frihed for religion, men at vi indretter efter den religion, der stærkest udfordrer vore normer, værdier  og kultur.
 Vi giver erstatning ti en taxachauffør, der bliver afskediget fordi han ikke vil give hånd til sin kvindeligle chef. Sjovt nok lige 10.000 kr. (Berlingske).
Vi indretter bederum på politigården i Århus, for som daværende politidirektør Illum siger: Det ligger i naturlig forlængelse af,  at Østjyllands Politi gerne vil afspejle samfundet og være en mangfoldig arbejdsplads, hvor der er plads til forskellige holdninger og trosretninger. ( JP)  her ser vi alle de rigtige politi-ske korrekte undskyldninger for at give efter,  naturlig, afspejle samfundet, mangfoldig, forskellige  holdninger, trosretninger.  En fantastisk  intesigende pakke af udtryk i en så kort (bort-)forklaring.
Vi ser stiltiende bort fra polygami og børnebrude, dvs. det sidste lader nu til at være noget vi har lige nu åbner øjnene for, men det ikke nok at få øje på det. Hvad gør vi ved det?
Vi ser væk,  når man praktiserer sharia i interne stridigheder blandt muslimer. Et undersøgelse fra Berlin viser, at der i muslimske samfund findes paralleljustits med udøvelse af stærkt socialt pres på de berørte på baggrund af en patriarkalsk kultur, der søger at holde konflikter interne og ikke kender eller ligefrem afviser det offentlige systems rolle som beskytter af de svage . " Solche Probleme werden von sehr vielen Befragten aus Communities, NGOs und von Staatsseite als erheblich be-zeichnet, insbesondere in arabischen und kurdischen Milieus." (uni-erlangen).
"In salafistischen Milieus wird die deutsche Rechtsordnung generell als „menschengemachtes Recht“ abgelehnt; anerkannt wird nur die als gottgegeben angesehene islamische Ordnung. Hier wird zunehmend versucht, eine soziale und institutionelle Gegenwelt aufzubauen."
Tilsvarende forhold eksisterer også i UK, hvor man også har problemerne tæt inde på livet.
Under cover up afsnittet, så vi forsøg på at dække en nøgen sandhed til med pap papir og skyer af snak om tolerance og hensyn. Nu man i stedet nøjes med at forsøge at lukke øjnene for reelle problemer, måske i det småbarnsagtige håb, at det man ikke lige kan se, det eksisterer slet ikke.
 
Tør vi...?
Når der ikke rigtig er nogen,  der tydeligt siger stop, svinder modet til at gøre det hos alle,  på alle mulige og umulige områder. Nogle gange under dække af, at man er tolerant , at man viser respekt, for så meget betyder det heller ikke at give efter for  udtrykte og ikke-udtrykte ønsker og krav.
Vi opdager ikke, eller vil ikke opdage, at usynlige, men afgørende vigtige og gensidigt underbyggende værdier og normer, der holder vores kultur, demokrati og samfund  oppe, eroderes bort.  Vi ser, at vi selv er skyldige i denne erosion.
 Vi kommer med dumme undskyldninger om, at kan vi ikke kan sætte vore værdier og vores kultur over bestemte religiøse krav, der er formuleret anderledes håndfast end vores værdier. Værdier, der kun eksisterer i kraft af,  at vi lever dem, ikke i kraft af hverken den ene eller den anden boglige forskrift eller en kulturkanons idiotiske opremsninger af det og hint,. Som om det forankrede kulturen i noget som helst. Tværtimod er en kulturkanon et tegn på erosionen og opløsningen,  og en kanon kan i hvert fald ikke redde den. Det kan vi kun ved,  at vi leve og insistere på kulturen og værdierne. Og det er jeg efterhånden ved at tvivle  på,  at vi vil og tør.
Tør vi stå ved vore egne hårdt tilkæmpede værdier? eller giver vi blot efter.
"Kan du give dig selv dit godt og dit ondt og hænge din vilje over dit hoved som din lovbog? Kan du være din egen dommer og din lovs hævner" (Friedrich Nietzsche, Således talte Zarathustra).

A moral duty with deadly consequence?
"Europe has a duty to fish refugees out of the sea because it is morally responsible for tempting them on to the sea. So whatever else Europe does, it must stop this policy of temptation. Paying a crook thousands of dollars for a place on a boat should not entitle a Syrian refugee to a more privileged entry to Europe. It is profoundly unfair to the other suffering refugees.." (Spectator).
Sådan argumenterer den britiske forsker Poul Collier.
Vi har tidligere kritiseret de åbne armes politik, som den blev praktiseret af Tyskland og Sverige, som dybest set inhuman og pseudo-moralsk. Det var en position, der ignorerede konsekvenserne af sin velkommenspolitik: Druknede i Middelhavet og Ægæerhavet, flygtningetreks under elendige forhold op gennem Vestbalkan, og manglende indsats for dem, der blev tilbage i nærområdets flygtningelejre.
I en foreløbig opgørelse frem til d. 29. januar i år kan man se nogle af konsekvenser af den førte politik:

Ca. 55.000 har være heldige at nå i land i Grækenland eller Italien og 244 er druknet under forsøget.
Hvem bærer egentlig et moralsk ansvar for disse døde.? Dem selv? Menneskesmuglere? Eller er det de lande i EU som insisterer på de åbne armes politik (efterhånden dog med visse begrænsninger)? Præget, som den er, af en mildest talt særpræget human og moralsk holdning. Hvor man siger velkommen til dem, der når frem i live og accepterer, at de løber en risiko for at dø undervejs. Jamen, vil de sikkert sige, man gør sig store anstrengelser på at redde de skibbrudne. Hvilket må formodes at medføre, at endnu flere vover turen. Måske endda finder på at simulere havsnød for at få hurtig hjælp til at komme i land. Med andre ord, den aktuelle politik er præget af en forfjamsket og misforstået humanisme, der bidrager til at lokke flygtninge ud på potentielt livsfarlige rejser.
‘Thou shall not tempt.’ Currently, if a refugee can get a foot on a European beach, or be fished out of the sea by a European rescue vessel, they get privileged access to asylum. That is why they take the risk. (Spectator).
 
De heldige, de døde og dem, der bliver tilbage
Endnu mere problematisk bliver tilgangen til flygtningeproblemet, når vi ser den ekstremt skæve fordeling af dem, der dukker op som flygtninge i Europa. Indtil for nylig har op mod 70% af flygtningene været unge mænd. Så kan vi jo spekulere på, hvem der er ladt tilbage.
Her i 2016 er ganske vist flere kvinder og børn blandt der krydser Ægæerhavet. Er det et forsøg på risikabel familiesammenføring vi ser her?
For dem, der når frem venter en tilværelse, der er bedre end de kan forvente i flygtningelejre i nærområderne. De levevilkår, der tilbydes flygtninge i f.eks. Jordan eller i Libanon, er fuldstændig forskellige fra de vilkår, der tilbydes i attraktive modtagerlande som Tyskland, Sverige og Danmark.  
Hvor tyske flygtninge med penge og andre ydelser nærmer sig niveauet for dem, der modtager Hartz 4, dvs som tyskere, der er langvarigt ledige. På trods af nedsættelsen af ydelserne, i hvert fald i en periode, er ydelserne i Danmark også totalt anderledes end i Libanon, Jordan og Tyrkiet.
Bedre bliver det naturligvis ikke af, at de UN-organisationer, der bistår flygtninge i nærområderne, sidste år kunne fortælle at de var tæt på at gå bankerot. De er ved at være ude af stand til at imødekomme de mest basale behov for hjælp med den aktuelle tilgang af flygtninge.
Det har naturligvis følger. Manglende hjælp til lokalområdets flygtningelejre og internt fordrevne øger incitamentet til at vove den risikable tur til Europa, hvor man har bedre grundbetingelser og en chance for en langt bedre tilværelse for sig selv og for ens familie.
Den aktuelle tilgang til flygtningeproblemet er ikke blot kortsigtet og dybest set umoralsk. Den bidrager også til at forværre problemet. For lidt fokus på og for ringe støtte til nærområderne bidrager til en push efffekt. Væk fra nøden og håbløsheden, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Billedet af og forestillingen om meget bedre muligheder i visse europæiske lande skaber en pull effekt.
Der er ganske vist en modstand, der skal overvindes for at nå frem. Man skal have midler til at betale smuglerne, acceptere en flugtrute med risici og have en vis kondition, men der ingen modstand at møde ved grænsen til Europa.
Hvis forskellen mellem livet i en flygtninge lejr og et liv f.eks. i Tyskland er stor nok, det vi i en slags Ohm'sk model har kaldt potentialet, så fortsætter flygtningestrømmen.
Hvorfor henter Europa så ikke flygtningene direkte fra lejrene, så de kunne undgå farerne på turen til Europa, sikre at familien var med og undgå at betale menneskesmuglere? Selv om flygtninge jo, hvis de fæster lid til  højtråbende mediers Nazi sammenligninger, kan frygte at pengene bliver beslaglagt ved grænsen til Schweiz, Tyskland eller Danmark.
Forklaringen på, at man ikke undgår den farefulde tur kunne vel være,
at det ikke må blive alt for nemt. Når potentialet er så stort som det er, må det være vigtigt, at der en vis modstand undervejs, dvs. betaling til smuglerne, accepten af en flugtrute med risici og krav om en vis kondition
Det er den pseudo moralske, europæiske holdning, hvor flygtninge selv må finde vej, og man nøjes med at forsøge at redde dem, der er i havsnød.
Europæiske beslutningstagere er heldigvis realistiske nok til at erkende, at man ikke kan modtage alle syriske flygtninge, for slet at tale om alle  de flygtninge, der kunne komme på tale. Det forklarer den den kortsigtede tilgang, der kan have dødelige konsekvenser for flygtninge.
 
A pressing duty to help where it counts
"Just being poor does not make someone eligible for being ‘rescued’ by a life in Europe. Mass poverty has to be tackled, but the only way it can be done is for poor countries to catch up with the rich ones. There are ways in which we can help that process, but encouraging the mass emigration of their most enterprising young people is not one of them. What makes people truly entitled to rescue is if their ordinary lives are made impossible by violent conflict — and in the current crisis, that means focusing on Syria." (Spectator).
Collier argumenterer her for, at vi har pligt til at hjælpe i Syriens nærområde. Det er her vi finder de fleste flygtninge og det er her nøden er størst. I stedet for at fokusere på den trods alt begrænsede andel, det lykkes for at nå til Europa, skal vi først og fremmest hjælpe, hvor de fleste flygtninge befinder sig.
Grafikken kan hjælpe med at indse, hvilket flygtningeproblem vi står med , blot når det gælder Syrien:

Alene internt fordrevne i selve Syrien udgør 6,5 mio. mennesker .
I nærområderne ophodler  4,6-4,7 mio. flygtninge sig (3RP står for lande i nærområderne med behov for Regional Refugee and Resilience Plans, dvs Tyrkiet, Libanon og Jordan, Irak og Ægypten).
Antallet af internt fordrevne og flygtninge i nærområdet viser ikke engang hele problemet. Mange flere mennesker har behov for hjælp.
I forberedelserne til gårsdagens donorkonference for den syriske flygtninge,  indgår UN's-opgørelse over behovet for og planerne for hjælp. (UN Syria Response Plan).
Man har delt behov og planer i to dele, en "Humanitarian Respons Plan og en 3RP, "Regional Refugee and Resilience Plan og opgjort behovet i hver af planerne.

"Humanitarian Respons Plan" omfatter i alt 13,5 mio. mennesker med behov for hjælp i selve Syrien, heraf 6,5 mio IDP (Internt fordrevne)
"Regional Refugee and Resilience Plan" omfatter flygtninge i nærområderne og mennesker i de lande, der er berøres heraf, i alt ca. 8,7 mio. mennesker. Fordelt med 4,7 mio. flygtninge og 4 mio. mennesker, der er berøres heraf.
I alt har man  opgjort at 22,2 mio. mennesker (13,5 plus 8,7) har behov for hjælp.
 
Fordelingen på landene i nærområdet  fremgår af denne grafik

Megen hjælp til de få , eller hjælp til de mange
Skal vi hjælpe de 6,5 internt fordrevne plus de 4,7 mio. potentielle flygtninge, hvor de er. Eller skal vi vente på, at i hvert fald dem med flest ressourcer finder vej til Europa?
Det er det store spørgsmål og det er et spørgsmål om både moral og penge.
En opgørelse fra IMF , som vi har gengivet i en tidligere posting, forudser, at EU skal bruge i gennemsnit ca. 0,13% af EU-landenes BNP i 2015 med en forventet stigning til 0.19 i 2016.
For 2014 udgjorde det samlede BNP for EU-28 13.958.352 millioner euro i løbende priser. Dvs. er ca. 14 trillioner euro.
Hvis vi går ud fra at EU-28 landene skal bruge 0,13% af BNP på de flygtninge, der allerede er ankommet til i Europa, skal der bruges ca. 18 mia. euro, eller ca. 135 mia. kr. på flygtninge i 2015.
Hvis vi antager, at der pt. er ca. 1,5 mio. flygtninge i Europa, vil det betyde, at der skal bruges ca. 90.000 kr. per flygtning per år.
Regner vi stedet ud fra, hvad vi tidligere har kunnet skønne ud fra beregninger over det tyske minimumforbrug per flygtning på ca. 12.000 euro, når vi frem til ca. samme resultat, ca. 90.000 kr per flygtning om året.
I  UN's "Humanitarian Respons Plan" og "Regional Refugee and Resilience Plan" vurderer man at have brug for henholdsvis 3,18 mia. dollars og 4,55 mia. dollars. i alt 7,73 mia. dollars eller ca. 51 mia. kr. i 2016.

Hvis  man skulle fordele 7,73 mia. dollars elelr ca 51 mia. kr.  på  de 22,2 mio. mennesker, der har brug for hjælp, ville der være ca. 2.300 kr. per individ i 2016.
Naturligvis kan man ikke direkte sammenligne udgiften til en flygtning i Europa på ca. 90.000 per år med UN's skøn over behov for hjælp til mennesker i nærområdet.
Hvis vi derfor nøjes at se på de internt fordrevne i Syrien på 6,5 mio. og antallet af flygtninge i nærområdet på 4,7 mio., når vi op på 11,2 mio. mennesker.  Skulle vi bruge ligeså meget på dem, som på ca. 1,5 mio. flygtninge i Europa, dvs. ca. 135 mia. kr., ville det betyde at man havde ca. 12.000 kr. til rådighed per flygtning.  Og midlerne ville antaglig række længere end  i Europa.
Hvordan søren kan vi med argumenter om humanisme og moral mene, at det er i orden at bruge 135 mia. kr. på dem, der selv melder sig for at kræve asyl ved grænsen til EU, og spise (eller måske netop ikke spise) de mange flere og formentlig dårligt stillede nødstedte i nærområdet af med ca. 51 mia. i alt.
Fra London donor konferencen i går forlyder det, at man har løfter om mere end 10 mia. dollars, hvordan det så eller hænger sammen med Camerons annoncering af, at man havde modtaget løfter på 6 mia. dollars for 2016, dvs. mindre end behovet og 5 mia. dollars yderligere i perioden frem mod 2020.
 Sidste år fik UN heller ikke fuld støtte til det behov man havde.

Trods alt ser det bedre ud  for 2016, på papiret, en tilsagn i forbindelse med en donor konference opfyldes ikke altid. Det ved vi jo af erfaring.
 
Better futures for as many of the displaced as possible
Vi bør snarest sætte en stopper for store stigninger i forbruget på flygtninge der møder op ved EU's grænser, for i stedet at øge hjælpen til nærområderne, både til dem i lejrene, til de internt fordrevne og til de lande, der bærer byrden.
For nu at demonstrere dilemmaet så tydeligt som muligt. Vil det ikke være mere langsigtet og moralsk forsvarligt, at EU stort set lukkede grænserne og pengekassen med de 135 mia. kr. for de flygtninge, der på forunderlig vis forvandler sig til migranter, lige så snart de har passeret grænsen til EU. Mod til gengæld at bruge mindst det samme beløb på at hjælpe i nærområderne.
Mange flere ville få gavn af hjælpen, ikke kun de forholdsvis få heldige i Europa. Man kan også forvente, at hjælp i nærområderne vil gøre det lettere for flygtningene at vende hjem, når der opnås en stabil situation med fred i Syrien. Naturligvis skulle Europa stadig modtage flygtninge, men hovedsagelig ved at udpege dem direkte i lejrene. Selektionen kunne foretages ud fra helbredsmæssige, uddannelsesmæssige eller familiære grunde, og/eller ud fra potentialet for integration.
Det turde være aldeles indlysende, at en politik, der flytter fokus til nærområderne og forbedrer forholdene der, sammen en restriktiv asylpolitik overfor flygtninge, hvis sikkerhed kan opfyldes ligeså godt i nærområderne, vil have større chance for at virke dæmpende på strømmen af flygtninge og for at skabe fælles accept for at hjælpe, både i EU-28 og i de enkelte lande.
Forslaget her, hvor vi vender op og ned på det påtaget moralske argument for at forsætte,  som vi var gjort, finder vi støtte for hos Collier: "Our duty is to provide better futures for as many of the displaced as possible — and their overwhelming hope is not to live permanently in Europe, but to return to a post-conflict Syria. Effective rescue should be about salvaging as much of their disrupted lives as possible."
 
Hvilken  hjælp i nærområdet?
Hjælpen til flygtninge i nærområderne og til de lande, der bærer byrderne, er ikke kun et spørgsmål om at bruge flere penge. Det er vigtig at se på, hvordan der kan hjælpes og hvad slags hjælp, der er brug for.
I en UN oversigt over, hvad der vil være brug i 2016, kan vi se hvad der er mest brug for når det f.eks. gælder de 4,7 mio. flygtninge og de lokale samfund.

Meget af det man har brug for, har naturligvis direkte forbindelse til selve opretholdelse af de store flygtningelejre.
Men det er ikke  tilstrækkeligt at have tag over hovedet i en flygtningelejr.  
Man kan ikke blot placere flere millioner voksne og børn i lejre i årevis uden at sikre, at de har en mulighed for at leve et ordentlig liv med mulighed for skolegang,  videreuddannelse, arbejde. Mulighed for at starte egne initiativer. Mulighed for at deltage i alt, hvad der hører til et leveværdigt liv i øvrigt, socialt, kulturelt og organisatorisk, dvs. med politiske strukturer af en slags
Noget af dette indgår i UN planen, f.eks. i punktet uddannelse og i et punkt, der kaldes  hedder "livehoods and social cohesion."
"Agencies aim to help the more than 700,000 out-of-school refugee children to access learning, as well as make significant investments to support the capacity of national systems to cope with the increased number of students. The increase in the Protection, Livelihoods and Social Cohesion sectors reflects a desire by 3RP partners to further policy change, offer life-skills and vocational training as well as support small and medium initiatives that offer refugees and nationals livelihood opportunities." (UN Syria Response Plan).
På London konferencen fremlagde Jordan, Libanon og Tyrkiet deres forestillinger om hvad der skulle gøres. Hvad de havde af forslag til håndtere problemerne med den store influx af flygtninge og hvad det ville kræve af hjælp udefra for at realisere intentionerne.
Så længe flygtninge ikke kan vende tilbage til Syrien vil det være nødvendigt at opbygge et fungerende, men mere eller mindre amputeret ad hoc samfund med alt, hvad det indebærer. Men det vil netop være et amputeret samfund, der skal indlejres i værtssamfundets institutioner så længe de ikke kan vende tilbage. En opgave, der formodentlig lettes af, at man for en stor del har fælles sprog og kultur.
Men der er modstand i værtslandene.  For de syriske flygtninge repræsenterer store problemer for værtslandene:" leaders in those countries, ... perceive refugees as a threat to domestic employment and a drain on stretched budgets. Nor are Syrian refugees easily incorporated into the fragile ethnic and sectarian balances that are crucial for maintaining stability in all threecountries" ( Foreign affairs)
Eneste mulige løsning så længe krigen i Syrien varer ved , er derfor at give massiv hjælp til de lande, der huser de fleste flygtninge.
 
Skole og Uddannelse
Jordan gør opmærksom på, at der hersker et kolossalt behov for at sikre undervisning til en hel generation af syriske flygtningebørn: "The war in Syria has disrupted the education of a whole generation of children. It is vital that all children in Jordan can access learning. A lost generation of Syrian children will not only cause social tensions in Jordan but also prevent these children playing a full role in a post conflict Syria."
Tilsvarende problemer findes i Libanon og Tyrkiet, hvorfor det er nødvendigt med omfattende hjælp udefra. Libanon gør således opmærksom på at deres løfter om at åbne dørene til de offentlige skoler i Libanon for alle børn, kræver at det internationale samfund er villige til at hjælpe over en årrække. Libanon ser derfor et behov for 350 mio. dollars hvert år over de næste 5 år fra det internationale samfund.
Tilsvarende for det hårdt pressede Jordan, der vil forpligte sig til at "ensure that every child in Jordan will be in education in the 2016/17 school year. This level of ambition is ground-breaking and met with equal measures of substance." Planerne kræver støtte udefra. Jordan regner med at have behov for 1 mia. dollars de næste tre år for at indfri forpligtelsen.
Med tilsagnene fra  London konferencen skulle midlerne  til at indfri løftene være på vej. I en tale efter konferencens afslutning hævdede Cameron således,  at der var afsat midler til at 1 mio. børn for fremtiden kunne komme i skole.
At sikre basal skoleundervisning er imidlertid ikke nok , det vil være nødvendigt med skaffe muligheder for erhvervsuddannelse og videreuddannelse.
 
Arbejde og erhverv
Som det ser ud i øjeblikket er der ikke megen vilje i landene i nærområdet til at tillade at flygtninge må få et arbejde. Det er forståeligt nok for det kan have negative effekter for dem,  der bor lokalområdet. De skal konkurrere med flygtninge, der måske er villige at gå langt, i mere end en forstand, for at få et arbejde.
Beretninger om situationen i Libanon tyder på, at flygtninge, der er villige til at arbejde, stort set kun kan gøre det på ualmindelige dårlige daglejer betingelser. Hvilket naturligvis er til fordel for arbejdsgiverne, men møder modstand hos den lokale arbejdskraft, der må se sig selv underbudt. Man mindes elementer fra Steinbecks "Grapes of wrath"
Hvordan kan man skaffe arbejde til flygtninge uden at ende i en sådan situation?
Svaret er, at det afhænger af, hvad man får af hjælp fra det internationale samfund. Med hjælp udefra kan man åbne arbejdsmarkedet og skaffe muligheder for at flygtninge kan starte egne virksomheder.
"In exchange for $1.6bn (£1.1bn) in aid, Jordan’s prime minister, Abdullah Ensour, claims he could eventually give 150,000 Syrians access to legal work. The central plank of his plan involves the creation of five new “special economic zones”: industrial parks bestowed with low export tariffs to Europe– where between 50-70% of jobs would be given to Syrians, and the remainder to Jordanians."
http://www.theguardian.com/world/2016/feb/03/syrian-refugees-jordan-london-conference
Betts og Collier mener, at man med de rette incentiver kan forestille sig, at store internationale virksomheder kan oprette virksomheder i Jordan og derved nye skabe arbejdspladser: "A number of international firms that used to dobusiness in Syria—including Royal Dutch Shell and KFC—are no longer able to operate there; neither can many Syrian companies, of course. With the proper incentives, suchbusinesses might choose to relocate to Jordan, where they could employ the displaced" (Foreign affairs).
Libanon insisterer som Jordan på, at det er nødvendigt med massiv støtte udefra, for at give mulighed for at syriske flygtninge kan få arbejde og indgå i Libanons erhvervsliv. Men det er nødvendigt ikke blot at hjælpe syrerne, arbejdsløsheden blandt libaneserne må også afhjælpes. " Right now the Lebanese community suffers from poverty – there are 500,000 Lebanese in unemployment. It’s equally important to create jobs for them otherwise there will be a very dangerous situation between the Lebanese and the Syrians." (The Guardian).
Libanon håber at få hjælp til en plan , hvis realisering skulle skabe 300.000-350.000 nye jobs, af hvilke 60% ville være til syriske flygtninge.
I planens elementer indgår:

• Investeringer in lokal jobskabelse i kommunerne. F.eks. i "solid waste management and liquid waste treatment, renewable energy and transportation. The latter could support main roads connecting regions and existing networks in order to decrease transport costs thus promoting trade and facilitating labour mobility". 
• Investeringer arbejdsintensive sektorer, der vil give mulighed for at små og mellemstore virksomheder kan udvide produktionen og skabe flere jobs.
• Adgang til markeder, dvs. adgang til EU: "The most important area of focus will be to improve the quality and standards of Lebanese agricultural products so that they can benefit from existing access to EU markets, and pave the way for further concessions."
• Investeringer i forbedring og udbygning  af infrastruktur, hvilket også vil bidrage til jobskabelse.

 
Man skal således forestille sig, at den støtte, der skal ydes udefra til at sikre en tålelig tilværelse og fremtid for syriske flygtninge i nabolandene, ikke blot hjælper flygtninge, men også, som det kan ses af Libanons planer, bidrager til udvikling af landenes egen infrastruktur, erhvervsliv og eksport.
På donorkonferencen blev der afgivet løfter, der støtter disse planer: "Cameron said the international community would help the three main refugee host countries to meet their commitments on jobs and education, including with $40 billion of loans from financial institutions and the opening up of European markets. "As a result there will be over 1 million new jobs in the region for refugees and residents alike."
 
Selvros og store forventninger
Caneron: "Today’s conference has seen the largest amount of money ever raised in one day in response to a humanitarian crisis with well over $10bn pledged. Today has been and is a day of hope, a day about saving lives, a day about building futures, a day about giving people the chance of a future, the chance of a life. We have secured approaching $6bn for 2016 alone, and a further $5bn over the longer term to 2020. " (The Guardian).
Fantastisk men selvrosende kommunikéer løser ingen problemer. De skaber store forventninger, men bliver de efterfølgende fulgt op?
Erfaringerne fra 2015 lover ikke for godt. Som vi har set blev de reelle behov ikke opfyldt og det betød, at UNHCR måtte advare om mangel på så basale ting som fødevarer til beboerne i flygtningelejre.
Problemerne løses heller ikke med økonomisk støtte alene Der er ingen tvivl om, at det kolossale antal flygtninge i forhold til landenes egen befolkning skaber store problemer for især Jordan og Libanon. Kong Abdallah af Jordan advarer om at landet er på kogepunktet og det kan ikke være meget bedre i Libanon. Tyrkiet derimod skal nok klare sig, især i en situation, hvor Erdogan er i sat i en rolle hvor han kan udøve konstant afpresning på EU.
Selv hvis alle løfterne fra London konferencen opfyldes og landene realiserer planerne om alt fra undervisning til arbejdspladser, er det spørgsmål om det er nok til at afholde syrerne fra at forsøge turen til et Europa, der i hvert fald i mange syreres forestillinger giver mulighed for en meget bedre fremtid.  Bedre  end semipermanente ophold i enorme flygtningelejre, og fremdeles usikre løfter om uddannelse og arbejde.
Ud fra alle disse usikre aspekter må det således antages, at de aktuelle løfter og den aktuelle indsats næppe er tilstrækkeligt til at svække strømmen af flygtninge til Europa. I hvert fald ike så længe krigen i Syrien står på.
Der skal simpelthen opbygges en større modstand mod den strøm, der flyder fra steder med en lidet attraktiv tilværelse til steder med håb om en varigt forbedret tilværelse. Hvis potentialet ikke reduceres, hvilket ville kræve, at man bevidst gjorde tilværelsen i Europa uattraktiv, så må modstanden mod strømmen øges. Det kan, som vi tidligere har været inde på, ske ved at lukke EU/Schengens ydre grænser helt for illegale flygtninge, Ved push back aktioner og ved parkering af de illegale flygtninge i transitlejre, hvorfra de returneres til udrejselandet eller flygtningelejre.
 
Standing moral duty on its feet
Vi har peget på det kortsigtede og pseudomoralske i, at vi blot skal acceptere alle dem, der møder op ved grænsen og på en eller anden måde kan sandsynliggøre, at de falder ind under konventionens bestemmelser eller andre mere eller mindre specifik rettigheder.
Det er ikke de dårligt stillede, der når frem til EU's grænser og vandrer videre til de mest attraktive steder. Hvorfor bruger vi de helt store midler og menneskelig indsats på dem og ikke på dem,  der er ladt tilbage i lejrene?
Det moralske argument trænger til at blive vendt på benene. Vi skal først og fremmest hjælpe de mange og ikke de få.
Hvis det kræver ophævelse af flygtningekonventioner, vel så må det gøres.
EU har først og fremmest en forpligtelse over for egne borgere, ikke en  grænseløs forpligtelse til at optage meget store antal af mennesker, hvis hovedmotiv, når det kommer til stykket, synes at være at opnå bedre levevilkår. Optagelseskapaciteten i Europa må sættes af de enkelte lande med skyldig hensyntagen til befolkningens ønsker, og  eventulle flygtninges integrationsmuligheder, såvel økonomisk , som socialt, kulturelt og dermed værdimæssigt. Alt andet leder til risikoen for intern uro også i Europa

Vandkunst?
"In a tribute to the tragic and everlasting image of three-year-old Syrian refugee Aylan Kurdi, dissident Chinese artist Ai Weiwei lay down on the beach to pose for a powerful image highlighting the plight of refugees." beretter Indiatoday d. 1. februar. Tributten til  billedet  (sic) ledsages af et foto af  kunstneren på stranden i positur som Alan Al-Kurdi.
Der er dog grænser for kunsten. Ah Weiwei  ligger ikke helt ude i vandkanten og han har i hvert fald på denne udgave fået placeret  et stykke plastic under kroppen.  Man behøver vel ikke at blive våd eller alt for kold, når man skal betale tribut til et billede,  eller udnytte en  tragedie  til selvpromovering.  
Med hans egne or: "I am not Chinese but I am a human artist, a human right's defender and that's a beautiful thing to defend and a condition we cannot afford to lose."  
Nu kunne man tro, at Ai Weiwei's  påtænkte flygtningemonument så viste sig at være ham selv i druknet positur, men  det er dog ikke tilfældet
Den græske avis  Kathimerini  kan  i går fortælle, at øens borgmester har doneret 14.000 redningsveste , efterladt af flygtninge, til Ai  Weiwei's  påtænkte  installation i Berlin.  "This work aims to mobilise the global community regarding the crime carried out daily in the Aegean by ruthless people smugglers"
Så det ender såmænd med, at besøgende med den rette  indstilling kan beundre, hvorledes tragedien bliver til  et  æstetisk kunstobjekt, eller burde det være "et kunstigt objekt."

Da det blev for meget ..
"Die Bayerische Staatsregierung erwartet endlich wirksame Massnahmen durch den Bund zur Begrenzung des Flüchtlingsstroms." D. 26. januar modtog Kansler Merkel med posten et brev fra Bayerns Ministerpræsident Seehofer, med krav om at der omsider på Forbundsplan fremlægges tiltag til at begrænse den flygtningestrøm, som Bayern i sagens natur er specielt hårdt ramt af.  
Seehofer forlanger handling nu på grund af den dramatisk voksende belastning som flygtninge udgør overalt i Tyskland: "Es ist Unverzügliches Handel erforderlich"
Men Seehofer er ikke ene om at lægge pres på kansleren,. Nært forestående valg i tre af forbundslande og den stærke tilbagegang i tilslutningen til Merkel og hendes parti, CDU, tvinger forbundsregeringen til at handle.
Merkel's nærmest desperate forsøg på at få Tyrkiet til at begrænse flygtningestrømmen har indtil videre ikke haft den store effekt. Appeller og pres på EU for "fair" fordeling har heller ikke. Stædigt holder desuden hun fast ved, at man ikke kan sætte overgrænse for, hvor mange flygtninge man kan optage.
Hvad bliver så tilbage ? Stramning af reglerne for asyl. Det er hvad man forsøger med den såkaldte Asylpaket II, der efter megen modstand og internt kiv omsider har fået tilslutning fra regeringens tre parter, CDU, CSU og SPD.
 
Acceleration i stedet for straksopbremsning
"Straksopbremsning af tilstrømningen" var et af løfterne fra Lars Løkke ved sidste folketingsvalg. Hurtige reformer skulle rulle den tidligere regerings mange lempelser af udlændingepolitikken tilbage. I Venstres forslag til asylreform indgik 3 elementer:

• Ingen kontanthjælp til nytilkomne flygtninge og familiesammenførte.  De skal i stedet modtage en lavere ydelse, der starter på SU-niveau.
• Genindførsel af optjeningsprincipper på børnecheck og folkepension forflygtninge, så flygtninge ikke stilles bedre end danskere.
• Afskaffelse af muligheden for at flygtninge kan opnå permanent ophold udenat kunne tale dansk og er i arbejde.

 I en fremtidig asylpolitik ville Venstre arbejde for "at ændre internationale forpligtelser, hvis de ikke længere er tidssvarende for at sikre tilstrækkelig handlefrihed til at føre en effektiv asylpolitik"
Som bekendt blev der ikke nogen straksopbremsning. I stedet det voksede antallet af asylansøgere nærmest dag for dag med et maksimum indtil videre for november måned på 5.039. Hvor man i 2014 havde haft 14.792 asylansøgere, regner man med ca. 21.000 i 2015 og forventer op mod 25.000 i 2016.
Noget må altså gøres, hvis man skal gøre sig håb om at holde løftet om en opbremsning. Vi har tidligere omtalt regeringens pakke med i alt 34 forslag ønsker til stramninger på asylområdet, fremlagt i november 2015. Det var en skønsom blanding af store og små tiltag.
Siden har regeringen så fremlagt en række konkrete initiativer i lovforsalg L87 der blev vedtaget d. 26.j anuar 2016, med stemmer fra blå blok og socialdemokraterne. Socialdemokraterne har nemlig skiftet holdning. Nu mener i hvert fald den politiske top med Mette Frederiksen, at man har taget  fejl af udviklingen. Man skulle have lyttet mere til de borgmestre, der var skeptiske overfor en stor indvandring af mennesker, der var vanskelige at integrere.
"Hvis vi andre - og det er også mig selv i Socialdemokraterne - havde lyttet til dem allerede i 80'erne og 90'erne, så ville vi i Danmark have ført en heltanden flygtninge- og udlændingepolitik, som ville have gavnet den enkelte flygtning og udlænding, fordi vi ville have kunnet etableret en bedre integration, men også havde gavnet Danmark som et hele" (Politiken).
Asylpaket II i Tyskland og de danske stramninger af asyllovgivningen i den netop vedtagne ændring af udlændingeloven forfølger grundlæggende det samme mål. Inden for de muligheder og smuthuller som konvention, rettigheder og direktiver tillader, at sætte en relativt spinkel dørstopper i døren for strømmen af flygtninge.
 
Lette vrid på "tommelskruerne" for asylansøgere i Tyskland: Asylpaket II
Hvad er det så den store regeringskoalition i Tyskland er blevet enige om efter lande og seje forhandlinger, der blev påbegyndt i slutningen af 2015?
 
Ansøgere skal forblive længere tid i de modtagelsescentrene (Erstaufnahmestellen), i stedet for 3 måneder op til 6 måneder. Det skal formentlig lette presset på lande og kommuner. Hvis det er muligt skal de ikke have udbetalt kontanter, men kun modtage ydelser (Sachleistungen).
 
Asylansøgere med gode muligheder for ophold får adgang til integrationskurser, men skal man selv afholde en del af udgiften. 10 euro pr måned.
 
Asylansøgere, der kun får subsidiær beskyttelse, må vente 2 år på familiesammenføring. Subsidiær beskyttelse gælder dem, der ikke kan få asyl i henhold til flygtningekonventionen fra 1951, men heller ikke kan hjemsendes, fordi de kan risikere alvorlig overlast. ( se f.eks. Europa-Parlamentets og rådets direktiv 2011/95/EU, artikel 15) . Tilladelse til ophold  gælder for 1 år, men kan forlænges. Svarer vel til  midlertidig beskyttelse i Danmark.

• Lige efter svækker man stramningen af familiesammenføringen. Asylansøgere, der får subsidiær beskyttelse, kan, hvis de kommer fra Syrien alligevel være heldige at få deres familie til Tyskland. Fordi familiemedlemmer vil indgå med fortrinsret i eventulle flygtningekontingenter, som Tyskland eventuelt måtte forpligte sig til at modtage fra flygtningelejre i nærområderne. Dvs. ingen ved endnu, hvorvidt det sker. 
• Flere lande udnævnes til sikre lande. Marokko Algeriet og Tunesien skal udnævnes til sikre lande, således at migranter herfra hurtigt kan sendes tilbage. Indtil da skal anbringes nye centre, med efterfølgende hurtig sagsbehandling. 
• Mens de opholder sig i disse centre gælder en streng bopælspligt (Residenzpflicht), dvs inden for de lokale immigrationsmyndigheders område. Hvis de ikke overholder bopælspligten, stryges deres ydelser og asylansøgningen sættes i bero.
• Afviste asylansøgere, der ikke rejser ud af landet inden for fastsatte frister, får reduceret deres ydelser, 
• Det skal være lettere af sende afviste ansøgere ud af landet, også selvom de måtte have sundhedsmæssige problemer. Kun alvorlig sygdom skal være en hindring. Der skal også gøres mere for at skaffe udrejsedokumenter til de afviste (fra modtagerlandet) så kan sendes ud af landet.
• Udover denne asylpakke har man efter hændelserne Nytårsnat i Köln, forsøgt at gøre det lettere at udvise indvandrede, der begår kriminalitet . Selv betingede domme skal for fremtiden være tilstrækkelig begrundelse for udvisning.

 
Hensigten er god nok, men det er nok tvivlsomt, hvor stor effekten på tilstrømningen vil være. Dels er forsøgene på stramninger stærkt begrænsede af hvad der er muligt indenfor de overordnede konventioner og direktiver. Hele denne samling  af regler, levner ikke mulighed for at enkelt land kan foretage sig noget særligt effektivt.  I hvert fald ikke så længe man ignorer  bestemmelserne fra Dublin forordningen, der jo formelt gav gode muligheder for at reducere strømmen til Tyskland.
Det er også tvivl om den praktiske gennemførelse af Asylpaket II. Tag f.eks. udsættelsen af familiesammenføring i to år for flygtninge, der får subsidiær beskyttelse. Det vil for det første kun berøre en mindre andel af flygtningene og ikke ramme syrere. For det andet kunne det også i uden denne skærpelse, tage år at få gennemført familiesammenføring, hvorfor effekten antagelig vil være yderst begrænset.
Alligevel har Pro Asyl organisationen kritiseret planen, bl.a. fordi de mener, at at  tilbageladte familiemedlemmer så i stedet vil begive i sig ud på en "lebensgefährliche Fluchtroute und in die Hände von Schleusern."
Ikke at bevilge asyl til mennesker fra lande, der er udnævnt som sikre, er én ting. Rent faktisk at få sendt afviste asylansøgere ud af landet er erfaringsmæssigt  særdeles besværligt.
Et eksempel. I den seneste tid har andelen af afghanske flygtninge i Tyskland været hastigt stigende . For hele 2015 har man registreret 154.000 flygtninge/ migranter fra Afghanistan og man mener, at 100.00O afghanere lige nu kan være på vej mod Europa. Pudsigt nok har Tyskland med plakater i Afghanistan forsøgt at afskrække afghanere fra at flygte til Tyskland. Støjberg er derfor ikke alene om den slags kampagner.
Tyskland har valgt at se Afghanistan som et sikkert land. De Maizière hævder, at vise områder i hvert fald er sikre. Men hvordan forestiller man sig at returnere afghanere til et land, der er så præget af strid? Det bliver formentlig temmelig svært få de mange sendt tilbage.
 I alt skønner man  på nuværende tidspunkt, at op mod 400.000 skal afvises og sendes ud af landet. Hidtil har man dog har relativt ringe succes med at returnere flygtninge til hjemlandet. De afviste kan forsvinde fra deres opholde sig, de kan få hjælp af pro-asylgrupper og advokater, og hjemlandene stiller sig ofte også hindrende i vejen.
Partiet "De Grønne" mener, at planerne om tilbagesendelse er problematiske og virkningsløse: "Zum einen sind sie nicht sicher, da gibt es nach wie vor Menschenrechtsprobleme und die Länder nehmen derzeit die Staatsbürger gar nicht zurück. Das heißt, das ist ein Schuss in den Ofen, da geht es gar nicht vorwärts" (Die Welt).
Nu er man så begyndt at overveje om man kan få aftaler med tredjelande, der så skal tage mod dem, formentlig mod en form for betaling. Er det Tyrkiet, der hentydes til igen?
Hele Asylpaket II tjener måske mest signalpolitik med det formål, at den skal berolige en befolkning, der er er ved at være stadig mere tvivlende over for om "Deutschland es wirklich schafft,"

 
Danske forsøg på at vride på "tommelskruerne"
De omstridte danske stramninger på asylområdet omfatter følgende:
 
Skærpelse af krav til opholdstilladelse:

• Opholdstilladelsernes varighed begrænses. Flygtninge med beskyttelsesstatus til ét års ophold, mens flygtninge med konventionsstatus til to år.
• Alle udlændinge skal som udgangspunkt have haft lovligt ophold i 6 år i Danmark for at kunne få tidsubegrænset opholdstilladelse. Har den ansøgende udlænding begået kriminalitet, skal han/hun vente 50 procent længere end i dag.
• Alle udlændinge skal opfylde yderligere to ud af fire supplerende relevanteintegrationsbetingelser for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Det er betingelser som medborgerskabsprøve, fuldtidsbeskæftigelse, indkomst af en vis størrelse, og danskprøve. De udlændinge, som opfylder de grundlæggende betingelser og alle fire supplerende integrationsrelevante betingelser, vil allerede kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter 4 år.
• En særlig lempelig adgang til tidsubegrænset ophold afskaffes

Skærpelse af krav til kvoteflygtninge:

• Kriterierne for udvælgelse af kvoteflygtninge ændres. Der genindføres et kriterium om integrationspotentiale som det VK-regeringen indførte i 2005
• Nedsættelse af ydelser og krav om eget bidrag.
• Politiet kan beslaglægge asylansøgeres værdigenstande til dækning af udgifter til flygtninges ophold. Dog således, at aktiver af en værdi af indtil 10.000 kr. og aktiver, som har en særlig personlig betydning for den pågældende, ikke tages i bevaring.
• Perioden, hvor asylansøgere kan pålægges at dække udgifterne til deres eget og families underhold, forlænges.
• De kontante ydelser til asylansøgere nedsættes med 10 procent
• Færre asylansøgere skal have kostpenge. I stedet skal flere benytte asylcentrenes cafeterier.
• Asylansøgeres mulighed for at bo uden for asylcentrene afskaffes.

 
Regler for familiesammenføring og ferie i hjemlandet skærpes

• Flygtninge, der kommer til Danmark og får midlertidig beskyttelse, kan først få familiesammenføring e fter tre år mod et år i dag. Midlertidig beskyttelse udgjorde sidste år ca. 20 procent. Midlertidig beskyttelsesstatus gives til flygtninge, der flygter fra generel krig og uro i hjemlandet, men som ikke er personligt forfulgte. 
• Der indføres gebyrer på familiesammenføringsområdet og for ansøgning om permanent opholdstilladelse fra flygtninge med flere.
• Statens betaler ikke længere for transporten af familiesammenførte til herboende flygtninge.
• Reglerne om inddragelse af en flygtnings opholdstilladelse på grund af ferie eller andet korterevarende ophold i hjemlandet skærpes.

 
Især et punkt i loven om ændring af udlængeloven har været genstand for uforholdsmæssig meget debat og en udtrykt mishag i udlandet. Det drejer naturligvis om adgangen til at beslaglægge værdigenstande. I kritikken har man overset, at Schweiz og de tyske forbundslande længe har haft en sådan regel, uden at det har givet anledning til større opstandelse. Nu sammenligner nogle så muligheden for beslaglæggelse med Nazitysklands frarøven af værdier fra jøder der søgte udrejse.
I realiteten er der mest tale om signalpolitik, idet der formentlig ikke er nogen der forventer, at der kan beslaglægges store beløb
Mere vigtig for flygtninge er nok skærpelse af reglerne om familiesammenføring og opholdstilladelse.
Det synes dog tvivlsomt om nogen af de skærpede regler vil få en reel effekt. I øjeblikket kan man jo sige, at landene imellem kører der en slags spil: Hvem kan finde ud af at skærpe reglerne mest. Så når Danmark skærper sine regler er det ikke sikkert,  at det har nogen større effekt, fordi andre er i færd med at gøre stort set det samme. Derfor må man forvente, at resultatet bliver at landenes relative attraktivitet eller mangel på samme bevares.
Så er der spørgsmålet om den symbolske effekt, hvem kan gøre sig selv mindst attraktiv i medier og sociale netværk? Men også her skærpes konkurrencen , Tyskland og Sverige råber tydeligvis ikke længere himmelhøjt om deres humane velkommenspolitik.
 
Hvornår mander eller kvinder man sig op i EU?
Samlet set er der ikke meget der tyder på,  at tiltag som de tyske og danske skulle give noget afgørende bidrag til en reduktion af flygtningestrømmen.
Man kan næppe forestille sig, at der er noget i de her præsenterede tiltag, der alvor skulle få potentielle flygtninge eller migranter til at opgive tanken om at flygte til Tyskland eller Danmark.
Når reglerne bliver så komplicerede, at de berørte næppe kan se de finere nuancer, hvorfor skulle reglerne så påvirke adfærden og mindske strømmen af flygtninge og migranter. Vil man ikke først efterhånden opdage, hvad reglerne betyder, når man allerede har krydset grænsen for at anmode om asyl.
Hvis tiltagene overhovedet skal have nogen effekt skal det være i kraft  af deres (forbigående?) signalværdi. For eksempel i kraft af den negative omtale i udlandet af forholdsvis betydningsløse elementer.
Hvad kriserne i Afrika og det nære og lidt fjernere Asien angår, ser udsigterne ikke lovende ud. Der er ikke meget håb om at udviklingen disse steder vil mindske presset på Europas grænser. Tværtimod! Det er da muligt, at man kan nå frem til en usikker våbenstilstand i Syrien, men risikoen for fortsatte og for nye konflikter er evident. F.eks. i stedfortræderkrigene mellem Sunnitter og Shiiter, i kampene med Daesh og i uroen  i hele Nordafrika.  For slet ikke tale om Irak og Afghanistan.
Set i det lys forekommer enkelte landes tiltag, som her Danmarks og Tysklands, fuldstændig utilstrækkelige. Spørgsmålet er derfor om pakkerne til begrænsning af flygtningestrømmen mest tjener til at stikke blår i øjnene på befolkningen. Beslutningstagere viser blot, at de er aktive og at de da så sandelig gør noget. Et eller andet, og hvis det ikke hjælper, så kan man skyde skylden på de uangribelige og ubegribelige  konventioner, eller på EU's manglende handlekraft.
Det er så sandelig også et problem, at EU i fælleskab ikke gør noget effektivt for at stoppe strømmen , f.eks. ved "push back" aktioner og oprettelse, indretning og drift af ordentlige flygtningelejre i nærområderne.
Tag som eksempel de aktuelle udmeldinger om returnering af en meget stor andel af de flygtninge, der er kommet til Europa. Sverige taler om, at op mod 80.000  flygtninge/migranter skal sendes tilbage. Finland taler om 20.000 og i Tyskland taler man, at 400.000 skal sendes ud af landet.
Vi ved fra de erfaringer man har med tilbagesendelser, at de tager tid, er vanskelige at få gennemført, og at de kun har omfattet et meget lille antal. Hvordan forestiller man sig at slippe af med så mange, som der er tale om her? I Sverige regner man åbenbart med, at det kan tage år. Og spørgsmålet er i virkligheden om det vil lykkes at få ret mange sendt tilbage.
Man burde derfor kræve,  at EU finder på helt andre løsninger på problemet med flygtninge/migranter, der ikke kan få opholdstilladelse.
 Umiddelbart forekommer det fornuftigt at kræve, at man ikke kan passsere de ydre grænser til EU/Schengen uden gyldige indrejsepapirer. Hvilket ville betyde, at flygtninge måtte søge om asyl  hjemmefra, eller i givet fald fra lejre
lige udenfor eller lige indenfor EU/Schengen .
Ja ja en slags "Ellis Island," hvor man i det mindste kunne grovsortere flygtningene. Således at alle, der ikke vil kunne opnå asyl, aldrig kommer ind i EU/Schengen. Det ville være effektivt end den nuværende ineffektive, kostbare og langtrukne ordning, der ikke er til hjælp for nogen og i virkeligheden heller ikke er særlig human.
EU's handlekraft burde naturligvis især være rette udadtil og ikke bestå af trusler indadtil mod lande, der agerer i en slags nødværge. Som tiden går og problemerne vokser, antager EU's s ordstrømmende tiltag et mere og mere latterligt skær. Hvad Spanien har gjort for at stoppe strømmen, burde EU som helhed også kunne. Om nødvendigt må man opsige konventioner, der hindrer at EU og EU-landene først og fremmest kan varetage deres forpligtelse overfor egne borgere