Aid will not lift growth in Africa, warns IMF
I 2005 advarede IMF om at regeringer såvel som popstars og diverse kampagner burde være mere beskedne i deres påstande om at mere hjælp ville løse Afrikas problemer. "The bad news is that even if delivered with the best intentions and used carefully by recipient governments, there are side effects like adverse effects on competitiveness, which can offset aid’s beneficial effect on growth" (IMF)
Storstilet hjælp kan medføre at modtagerlandets valuta styrkes, hvilket skaber vanskeligheder for eksporten. Hjælp kan også have en negativ indflydelse på produktiviteten Det er effekter der ikke bidrager til at skabe vækst i modtagerlandet.
Allerede i 70'erne hævdede udviklingsforskeren Peter Bauer, at hjælpen ikke havde den positive effekt den blev tillagt. Den ville ikke give det skub til økonomien, der ville være nødvendigt for at gøre modtagerlandene i stand til selv at generere vækst og udvikling.
Han argumenterede f.eks. med at donorlande og donerorganisationer ikke havde tilstrækkeligt med indsigt i hvilke investeringer der ville være optimale for et udviklingsland. Med risiko for at hjælpen vil blive brugt til storstilede, men forkerte projekter, hvide elefanter, der ikke gavnede vækst og udvikling, men tværtimod slugte ressourcer, der burde have været anvendt til mere produktive formål. Hjælpen ville simpelthen ofte ende med støtte de forkerte projekter og korrupte regimer, hvilket naturligvis ikke kan skabe grundlag for selvgenererende vækst og udvikling. Bauer karakteriserede udviklingshjælp som "en overførsel af ressourcer fra skatteborgeren i donorlandet til regimet i modtagerlandet."   Sat på spidsen kan man derfor sige, at udviklingshjælp overfører  ressourcer fra  middelklassen i donorlandet til  de rigeste og mest magtfulde i modtagerlandet.
Lignende argumenter for, at udviklingshjælp ikke har de positive effekter man forestiller sig, kan findes i bogen " Dead Aid" af Dambisa Moyo. I de forløbne 50 år er der givet mere end èn billion USD i hjælp. Moyo hævder al denne hjælp i bund og grund har bidraget til, at Afrika er forblevet fattig sammenlignet med den øvrige Verden. Konsekvensen har i hendes opfattelse været: "First and foremost widespread corruption. The people in power plunder the treasury and the treasury is filled with development aid money. The corruption has contaminated the whole of society. Aid leads to bureaucracy and inflation, to laziness and inertia. Aid hurts exports."
"Thanks to foreign aid the people in power can afford not to care about their people. But the worst part of it is: aid undermines growth. The economies of those countries that are the most dependent on foreign aid have shrunk by an average of 0.2 percent per year ever since the seventies." ( Moyo)
Hun påstår også, at der ikke været ført tilstrækkelig kontrol med midlernes anvendelse. I følge hende har undersøgelser foretaget af Verdensbanken vist, at 85% af udviklingshjælpen er blevet anvendt til andre formål end det var tilsigtet.
Selv om Ruandas præsident, Paul Kagame, repræsenterer et land, der i allerhøjeste grad er afhængig af hjælp udefra, er han enig i, at hjælpen til Afrika ikke har de ønskede effekter. I et interview siger han. “If you were to calculate how muchmoney has been flowing to Africa, it is close to a trillion [billion?] dollars. But what do you have? Things either stagnate or even decline. How can you spend so much and have no improvement? And they want to go on like that?" (Kagame). Han hævder også, at donorlandene har en nedladende tilgang til Afrika: "Africa, a poor place, where charity is the norm" Et synspunkt, der ikke ligger langt den "white saviour" attitude som Barbie tillægges i satiren.
Herhjemme har der også været luftet lignende meninger: "Drop ulandsbistanden – og skab vækst" lyder f.eks. i en artikel fra en erfarne journalist Hugo Gården. "Forholdene i de fleste afrikanske lande er blevet forringet for den brede befolkning. Jeg var i Afrika første gang for 49 år siden og har været der mange gange, senest denne vinter, og jeg kan konstatere, at småbønderne på landet lever i samme slags hytter eller rønner som for næsten 50 år siden." (Gården).
Hvis IMF og resten af dem vi har set på her virkelig har ret i, at " Aid will not lift growth in Africa" forekommer det helt bizart, at der stadig findes synspunkter der så krampagtigt holder fast på målet om at give 0,7 procent af BNI (bruttonationalindkomsten ) i udviklingsbistand.
Forestillingen om at der skal gives 0,7 procent i udviklingsbistand går tilbage til beregninger foretaget af nobelpristagen Jan Tinbergen, der i 70'erne mente, at kunne estimere, hvor megen hjælp der ville være nødvendig at yde for at udviklingslande kunne opnå de ønskede vækstrater. Det er dog kunne en mindre gruppe af de rigeste lande, der når op på at yde 0,7 procent, deriblandt nordiske lande, Storbritannien og Holland.
"Vi kan være stolte af at tilhøre gruppen af lande, der lever op til FN’s målsætning. Det gjorde vi sidste år, det gør vi i år, og det vil vi gøre igen til næste år" skriver udenrigsminister Kristian Jensen i pressemeddelelse. Det er da muligt han er stolt på vores allesammens vegne og måske oveni købet ikke så lidt selvglad for at fortælle det på vores allesammens vegne. Hvad hjælper det imidlertid, hvis det viser sig at mange års udviklingshjælp ikke har en ønskede effekt. Ja, at den måske, som vi har set påstået, har direkte problematiske effekter, hvor den bidrager til at mindske muligheden for en selvgenererende udvikling i de pågældende lande.
Det er formentlig temmelig umuligt at opnå nogen form sikker viden om, hvorvidt udviklingshjælpen til Afrika ligefrem har medvirket til at holde lande i Afrika på en slags varig bistandshjælp. "Common perception that the causal chain from aid to developmentremains something of a `black box'. This assessment is troubling given the large amounts offoreign aid that donors have directed towards the Millennium Development Goals (MDGs) over the past two decades, which target milestones in inter alia poverty, primary education and health. Alongside other intermediate outcomes, such as investment, these are regularly seen as mechanisms through which aid can a ect growth. However, if causal links are poorly understood, then channelling aid toward these areas may be misguided" (UN Aid effectiveness).
Måske bidrager hjælpen i sig selv til at opretholde de betingelser, der gør det nødvendigt med hjælp.
Lad os se om billedet er helt så negativt som det er blevet gengivet her ved at se på den faktiske udvikling i Afrika
 
 Africa rising – or failing?
"Africa is standing up. After centuries of poverty, the world's largest continent is developing fast. Economic growth in Africa will be around 5 per cent this year and has doubled the global average for more than a decade. The proportion of Africans defined as absolutely poor – living on $1.25 a day or less – has fallen by one third to four in ten since the 1990s; there are now
160,000 millionaires in Africa, and the average African earns $1,720 a year ($200 more than the average Indian)." Lyder det optimistiske budskab i en artikel i The Telegraph i efteråret 2015.
 I maj 2016 ser vi et helt andet budskab fra Verdensbanken. Ganske vist har Afrika været mellem de hurtigst voksende regioner, men nu er væksten ved at gå i stå. I 2014 udgjorde den 4,5 procent, for 2015 er væksten faldet til 3 procent. Pga. af den hastige befolkningstilvækst i Afrika generelt kommer det til at betyde, at væksten i GDP per capita bliver meget lav eller i værste fald negativ og udgangspunktet er jo i forvejen lavt.
Hvis ser på GDP pr capita på ppp basis (ppp eller purchasing power parity) fra 2014 kan vi se, hvor lavt de fleste lande i Afrika er placeret:

I toppen har vi bl.a. lande som Ækvatorialguinea med 25.700 USD , Gabon med 19.200 USD og Botswana med 16.400 USD. Nederst finder vi Den Demokratiske Republik Congo 400 USD, Somalia og Zimbabwe med 600 USD, og Burundi med 700 USD. Gennemsnittet for Afrika som helhed ligger et stykke under 2.000 USD.
Til sammenligning er tallet for Danmark 46.635 USD i følge Verdensbanken.
Absolut set ud gør det samlede afrikanske GDP kun en andel på lidt mere end 3 procent af verdens samlede GDP. Afrikas samlede GDP svarede i 2014 til nogenlunde til Brasiliens GDP, men Afrika har ca. 1,2 mia. indbygger, mens Brasilien har ca. 209 mio.
Det er desværre også tydeligt, at bestræbelser på at mindske fattigdommen i Afrika , i hvert i den del der betegnes som Sub-Sahara, har haft mindre succes end man har haft i f.eks. Asien.
Et diagram over udviklingen siden 1080 viser det med al tydelighed:

I UN's "Global Sustainable Goals for 2030," findes også et mål om at reducere ulighed. "Goal 10: Reduce inequality within and among countries."
Det konkrete mål hedder: "By 2030, progressively achieve and sustain income growth of the bottom 40 percent of the population at a rate higher than the national average.”
Også her er et de store problemer udviklingen i Afrika. Brookings institutionen har i en artikel påvist, hvor galt det står til med ulighed i dele af Afrika.
"Sub-Saharan Africa, when measured by the Gini, reports a higher mean and median level of inequality (0.43 and 0.41) when compared with economies in the rest of the developing world (0.39 and 0.38)... closer examination of the data reveals the presence of seven high inequality “African Outliers.” These seven economies—Angola, the Central African Republic, Botswana, Zambia, Namibia, Comoros, and South Africa—exhibit extremely high levels of inequality reporting a Gini of above 0.55.
For Danmarks vedkommende er Gini kvotienten i følge Verdensbankens tal omkring 0,29 i 2013 efter en svag stigning de foregående år.
Vi kan derfor konstatere af selv om Afrika har oplevet økonomisk vækst i GDP per capita, må man antage at denne vækst har været ekstremt ulige fordelt. Heller ikke her har udviklingshjælp således gjort nogen afgørende forskel.
 
Den økonomiske vækst i Afrika følger generelt udviklingen i råvare priserne, som det kan ses i diagrammet herunder:

Den hastige vækst i råvarepriser har på det seneste været erstattet af abrupte fald i på prisen for olie, gas, metaller og mineraler. Det har umiddelbart negative virkninger på økonomien for mange lande i Afrika.
Det giver alvorlige problemer i et Afrika, der oplever en voldsom befolkningstilvækst, for lav økonomisk vækst betyder, at man risikerer at væksten i GDP per capita vil stagnere eller falde. Et aktuelt skøn på for den økonomiske vækst i Nigeria i 2016 lyder på 2 procent, samtidig regner IMF med en befolkningstilvækst på 2,8 procent, og så har vi problemet: " “If Nigeria grows at 2.8 per cent they are just treading water. In China population growth is essentially nothing, so even if growth is not as good as it was, you still get per capita growth of 5 per cent or so." (African growth sliding).
Hvad vi ser her er åbenbart relateret til effekterne af to grundliggende problemer i store dele af Afrika. På den ene side en hastig befolkningstilvækst og på den anden side en økonomi, hvor væksten er meget følsom overfor efterspørgsel og prisændringer på råvarer.
Det resulterer i en  ildevarslende kombination. Befolkningens voldsomme tilvækst kan ikke stoppes med et snuptag og økonomiens afhængigheden af en fluktuerende eksport af råvarer heller ikke.
Vi har i et tidligere blogindlæg med titlen "Out of Africa" søgt at påvise den hastige befolkningsvækst i Afrika og advaret om, at det kan føre til gevaldige migrationsbølger rettet mod Europa, hvis ikke denne udvikling bremses og der skabes betingelser for øget økonomisk vækst i Afrika. Her nøjes vi derfor med et diagram, der viser den potentielle befolkningsudvikling i Afrika sammenlignet med hele Verden og EU-28. Mens EU-28 må påregnes at have en stagnerende befolkningsudvikling, risikerer man i Afrika at nå op på en befolkning der i 2050  er næsten 2,5 gange så stor som i dag, hvor den er på ca. 1,2 mia.

Efterfølgende kan vi se på udviklingen i råvarepriser.

http://www.imf.org/external/np/res/commod/Charts.pdf
 
I en tabel herunder har vi forsøgt at sætte befolkningsudviklingen op mod den hidtidige GDP vækst i procent.
På basis af dette bliver det måske mere forståeligt, at selv om andelen af befolkningen, der falder under den generelle fattigdomsgrænse, ganske vist er mindsket fra 57 procent i 1990 til 43 procent i 2012, er der absolut set mange flere under fattigdomsgrænsen. I 1990 var der således ca. 280 millioner mennesker under fattigdomsgrænsen. Det tal var i 2012 steget til 330 millioner.

Indtil videre må man konstatere,  at udviklingshjælp tilsyneladende ikke har bidraget til, at man i Afrika har fundet effektive løsninger på de to grundliggende problemer. Pessimistisk set kan man måske spørge om udviklingsbistand og protektionisme har været med til at forværre problemet. Dels ved at bidrage til mindske børnedødelighed og sikre sygdomsbekæmpelse, dels ved at fastholde landene i en rolle som råvare eksportører og marked for ens egen forarbejdede produkter.
Man kan se, hvorledes væksten per capita i Afrika stort set har været holdt oppe af den økonomiske vækst i andre verdensdele, formentlig især Kina. Det har i en periode efter 2000 været det kolossale behov for råvarer fra Afrika, der hovedsagelig har bidraget til væksten i GDP per capita i Afrika. Nu hvor væksten i den øvrige del af Verden er aftagende, har det øjeblikkeligt negative  konsekvenser for den økonomiske vækst i Afrika.
Man får derfor indtryk af, at  udviklingshjælp må have været af forholdsvis ringe betydning for væksten i Afrika, men at den måske tværtimod har bidraget til den voldsomme befolkningsvækst.
Andre forhold bidrager til relativt mørke udsigter for Afrika og dermed også for den potentielle strøm af flygtninge og migranter fra Afrika med kurs mod Europa. Konstante krige, stridigheder og optræden af terrorbevægelser baseret på religiøse ideologier bidrager til interne fordrivelser og et øget flygtninge- og migrationspres mod Europa.
Omfattende korruption plager mange lande i Afrika. Transparency International rapporterede i 2015, at omkring 75 mio. mennesker i Afrika har måttet betale bestikkelse i det forgangne år og tilføjer: "Corruption creates and increases poverty and exclusion. While corrupt individuals with political power enjoy a lavish life, millions of Africans are deprived of their basic needs like food, health, education, housing, access to clean water and sanitation" ( TA ). Gad vide, hvor meget af udviklingsbistanden på lignende vis er forsvundet i lommerne på en korrupt elite.
Listen af dårligdomme er ikke udtømt. Der er tilbagevendende problemer med udbrud af livstruende sygdomme som f.eks. Aids og Ebola , og der er de fremtidige problemer, der er forårsages af klimaforandringer. "The lessons of the Ebola crisis highlight the importance of developing strong health systems and supporting regional disease surveillance and coordination. The impact of climate change is another risk facing the region. Africa is the lowest carbon-emitter, and yet suffers the most from the effects of climate change, through droughts, costal erosion and flooding" (World Bank).
 
 
Africa's problems poses imminent threats for Europe.
Når vi ser på de ildevarslende kurver for befolkningsvæksten i Afrika og de massive problemer med at skabe en økonomisk vækst, der kan sikre et tåleligt liv for denne potentielt kolossale befolkning, er det evident, at Europa har et problem.
Allerede nu strømmer hundredetusinde af fortrinsvis unge afrikanske mænd over Middelhavet til Europa hvert år. EU's bestræbelser med de maritime operationer i Middelhavet (Operation Sophia eller EUNAVFOR MED) bidrager, modsat intentionen, til at øge strømmen over Middelhavet. Det, der skulle begrænse tilstrømningen, bidrager i stedet til at fremme den, ved i et ganske stort omfang at opfange migranter i gummibåde og faldefærdige skibe og bringe dem sikkert i land i Italien.
På Valletta topmødet i 2015 mellem EU og Afrika lancerede man ganske vist en
 “Emergency Trust Fund for stability and addressing root causes of irregular migration and displaced persons in Africa." Fonden skulle modtage i alt 1,8 mia. euro fra EU budgettet, European Development Fund (EDF)  m.fl. Ligesom der var forventning om yderlige 1,8 mia. euro i andre former for støtte.
Selvom det hedder sig, at fonden skal bidrage til at fjerne årsagen til at unge afrikanere forlader Afrika og forsøger at nå til Europa, må det også betegnes som enfond til ydelse af bestikkelse eller beskyttelsespenge, i lighed med aftalen med Tyrkiet.
Som modydelse skal de lande, der modtager støtte fra fonden naturligvis bidrage til at holde på deres egne borgere og formentlig tvinges til at tage de af dem retur, der måtte være lykkedes for at komme til Europa. Det er mening jeg deler med en artikel i Newsweek: "African countries are being given a payoff to accept deportations, thereby helping EU countries address along-standing problem that has little to do with development in areas of origin.
 
Formålet med fonden hævdes at være at støtte til de områder, hvorfra der kommer specielt mange migranter, dvs.
 
The Sahel region and Lake Chad area: Burkina Faso, Cameroon, Chad, the Gambia, Mali, Mauritania, Niger, Nigeria and Senegal.
 
The Horn of Africa: Djibouti, Eritrea, Ethiopia, Kenya, Somalia, South Sudan, Sudan, Tanzania and Uganda.
 
The North of Africa: Morocco, Algeria, Tunisia, Libya and Egypt.
 
Neighbouring countries of the eligible countries may benefit, on a case by case basis, from Trust Fund projects with a regional dimension in order to address regional migration flows and related cross- border challenges.
 
For at bidrage til at fjerne årsagerne (the root causes) til migration, skal fonden prioritere en indsats på følgende områder:
 
Economic Programmes: Create employment opportunities, especially for young people and women in local communities, with a focus on vocational training and creation of micro and small enterprises. Some interventions will in particular support the reintegration of returnees into their communities.
Resilience: Support basic services for local populations, and in particular the most vulnerable, as well as refugees and displaced persons, including through community centres or other means of providing them with food and nutrition security, health, education, and social protection, as well as environmental sustainability.
Migration Management: Improve migration management in all its aspects, including contributing to national and regional strategies on migration management, containing and preventing irregular migration and fight human trafficking, effective return and readmission, international protection and asylum, and enhancing synergies between migration and
development.
Stability and Governance: Support improvements in overall governance, in particular by promoting conflict prevention, addressing human rights abuses and enforcing the rule of law through capacity building in support of security and development as well as law enforcement, including border management and migration-related aspects. Some actions will also contribute to preventing and countering radicalisation and extremism.
(EU Emergency Trust Fund).
 
Foreløbig lader til at knibe med at skrabe midlerne til fonden sammen og spørgsmålet er da også om dette tiltag overhovedet vil udgøre andet "vanddråben på den varme sten". Dvs. være fuldstændig utilstrækkelig til at bidrage til at løse de fundmentale problemer vi har gennemgået oven for. Det er vanskeligt at se, hvorledes de konkrete indsatser løser problemet med en voldsom befolkningstilvækst, problemet med afhængigheden af råvare eksporten og alle de øvrige problemer.
Hvad vi risikerer er derfor,  at støtten ligesom den øvrige udviklingshjælp hindrer selvgenerende udvikling i de pågældende lande og at dele af støtten i stedet smører en elite, der først og fremmest har deres eget velbefindende som mål.
Lidt kynisk må man derfor konkludere, at den bedste hjælp EU kunne give ville være at øge væksten i Europa og resten af Verden. Det ville hæve priserne på de råvarer Afrka eksporterer og lede til øgede direkte investeringer i Afrika.
Intet af alt dette er dog tilstrækkeligt, hvis ikke det lykkes for Afrika selv at løse de grundliggende problemer vi har set på i det foregående. Først og fremmest ved at bremse befolkningsvæksten og mindske den umiddelbare afhængighed af råvareeksporten til resten af Verden.
I en publikation med titlen "Africa 2050 – Realizing the Continent's Full Potential" understreger man,  at "Africa's future is in its own hands" og advarer samtidig om konsekvenserne, hvis det ikke lykkes for Afrika at sin fremtid i sine egne hænder: "The cost of failure would be staggering in human terms and lead to global marginalization. Per capita income would be lower by more than US$10,000, some 40 percent of the population (900 million) would be unable to reach middle class status, and an additional 15 percent of the population (325 million) would remain mired in poverty. With most African countries approaching 100 years of independence, a continent with a quarter of the world’s population but only 3 percent of its economic activity would not only be highly unattractive but would also find its social and political stability under serious threat." (Africa 2050)
Vi kan blot tilføje at "the cost of failure" også skal bæres af et Europa, der indtil videre har nøjedes med at forsøge at holde det afrikanske problem fra livet med "patronizing band-aid og bribes."

Pop aid ­– from band-aid to giving a goat to Africa
"Do they know it's Christmas" var titlen på den sang en gruppe af pop-kunstnere indspillede i 1984 med det formål at inspirere og bidrage med hjælp til et Etiopien plaget af hungersnød. Gruppen kaldte sig Band Aid, en hentydning til at hjælpen skulle være et plaster (band-aid er den US-amerikanske betegnelse for et plaster) på Afrika 's lidelser. Band Aid havde enorm succes med sangen, mens der var mere tvivl om hvilken betydning den fik for afhjælpningen af hungersnøden i Etiopien. Det var nemlig i den periode diktatoren, Mengistu Haile Mariam, inspireret af de mest simple marxistisk-leninistiske principper havde indført en kommando-økonomi med nationalisering af udenlandske virksomheder og kollektivisering af landbruget. Tiltag der i sig selv bidrog til at forværre hungersnøden.
Man kan derfor hævde, at hjælpe udefra mere bidrog til at holde Mengistu ved magten end til at afhjælpe hungersnøden.
Tredive år senere blev Band Aid genoplivet for at inspirere og hjælpe med midler til at bekæmpe Ebola epidemien i Vestafrika. "Geldorf says he received a call from the UN to say that Ebola was“getting out of control”." (The Guardian). Underforstået nu må aldrende popstjerner på benene for at sætte gang i hjælpen til at bekæmpe Ebola.
I en kritisk artikel spørger journalisten Bim Adewunmi: "How is it still incumbent on pop stars to rise up to sing a song that manages to also gently dehumanise the people it is helping? Even the logo – an outline of Africa (no Madagascar) with BAND AID written across it, along with a hashtag “#E30LA” – feels cheap and insulting"
Hvad er der galt med at aldrende popstjerner forsøger at hjælpe Afrika?
Blot ved at se titlen "Do they know it's Christmas" får man måske en idé om, hvad det er journalisten hentyder til. Alene i Nigeria er der er formentlig flere kristne end i UK. Så ja, man må formode at de har hørt om Julen. Endnu værre bliver det hvis vi ser på nogle af tekstlinjerne i den oprindelige sang. Ikke mindst linjer som: "Well tonight thank God it's them-instead of you" eller "Where nothin ever grows, no rain or river's flow." Nedladende og primitivt, når man ved, at ikke blot klimatiske forhold var årsag til hungersnød, men også en primitiv marxistisk inspireret plan-økonomi.
I 30 års udgaven af sangen er den ændret flere steder og "instead of you " linjen er blevet erstattet af "Well tonight we're reaching out and touching you." Men der er stadig tvivl om, hvorvidt "they know it's Christmas." Men med hjælp fra Band Aid 30, skal de i det mindste mærke, at det nu bliver Jul. Man kommer uvægerligt til at tænke på initiativer som Frelsens Hærs eller Folkekirkens Nødhjælp. Til jul skal Afrika mærke, at vi har købt lidt aflad, som når " Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet samler ind til fattige familier og deres børn, så de også kan få en jul med god mad og gaver."
 Band Aid er naturligvis ikke alene om at hjælpe Afrika.
"Giv en ged til Afrika" appellerer organisationen med et lidt misvisende navn Folkekirkens Nødhjælp, der jo ikke repræsenterer Folkekirken. Her er lidt af deres primitive tegneserieforklaring på, hvad en gave-ged alt sammen kan medføre af lyksaligheder og udvikling i Afrika.
 
 1. Du køber et Giv-en-ged gavekort for 260 kr. og giver det i gave til en du holder af.
 
2. For pengene kan vi købe en ged på det lokale marked og give det til en af verdens fattigste familier.
 
3. Det førstefødte kid skal gives til en anden fattig familie, så endnu flere får glæde af gaven.
 
4. Når geden får flere kid kan disse sælges og skaffe penge til f.eks. at bygge et hus.
 
5. Pengene fra salget af geder kan bruges på at sende familiens børn i skole, så de kan få en uddannelse ...
 
6. ... eller de kan give råd til mad, medicin og måske en cykel til at køre på i skole eller hen for at hente vand.
 
7. For kun 260 kr. kan du være med til at give en fattig familie muligheden for selv at bekæmpe fattigdom og skabe sig et værdig(sic) liv.
 
Man kommer straks til at tænke H.C. Andersens historien om "Konen med æggene" og hendes fantasifulde overvejelser om, hvad hun kan få ud af et par snese æg. I fantasien er der ingen ende på hvor langt man kan komme med et par snese æg som udgangspunkt. Bedre og bedre bliver det og til sidst:
 
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
— Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-
Klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt -
Og det var i Grunden ikke saa galt!
 
Tjah og sådan går det måske også med en fantasien om, hvad en ged kan føre til. Ikke at man behøver at tabe geden som konen gjorde med æggene, men hvis man nu har brug for mad eller medicin, så stopper historien måske før man når det første kid. Og det er jo i grunden ikke for godt!
Giveren kan til gengæld glæde sig over sit gede-gavekort, der er købt for de penge man sparet på de billige spanske tomater, der er plukket af dårligt betalte illegale afrikanske migranter i Spanien.
 At der noget helt galt med den form for "pop up aid to Africa," kan måske bedst illustreres med Barbie i hendes satiriske " white saviour" indsatser på Instagram.

"Who needs a formal education to teach in Africa? Not me! All I need is some chalk and a dose of optimism. It's so sad that they don't have enough trained teachers here. I'm not trained either, but I'm from the West, so it all works out. Good morning, class!!" (Barbiesavior, Instagram).
"White saviour" holdningen er måske nok kendetegnende for de former for "aid to Africa" som vi har set her. Bedrevidende, nedladende og præget af forbigående bobler af entusiasme og diverse kampagner.
Hvordan ser det imidlertid ud, når ser på den ODA eller "Official Development Aid" til Afrika. Den udgør trods alt langt den største hjælp og bygger, må man formode, også på mere viden og indsigt i de reelle problemer og har et mere langsigtet perspektiv, hvor det gælder om at skabe grundlag for en positiv udvikling i modtagerlandene.
Det ser vi på i næste blogindlæg.

Hungary: Referendum on refugee quotas
For et par dage siden annoncerede den ungarske præsident, Jánis Áder, at der søndag d. 2. oktober vil blive afholdt en folkeafstemning, hvor man skal svare ja eller nej til spørgsmålet: "Do you want the European Union to be entitled to prescribe the mandatory settlement of non-Hungarian citizens in Hungary without the consent of parliament?"
Hvis resultatet af afstemningen som forventet bliver et "Nej," mener man i Ungarn at det vil blive umuligt for EU at gennemføre tvangsfordelinger af flygtninge til de enkelte medlemslande.
Ungarn og Slovakiet har dog allerede taget retlige skridt ved "European Court of Justice), for at få vurderet om EU overhovedet kan tildele medlemslandene tvangskvoter, således som EU forsøgte at gøre med op til 160.000 flygtninge i 2015. Dog uden større held, eftersom kun få hundrede faktisk blev fordelt.
I det ungarske parlamentet vedtog man for nylig en resolution om at EU's kvotafordeling strider mod subsidiaritetsprincippet fordi det udgør en centraliseret procedure, "that bypasses both the European Council and consultation with member states. The EC has failed to prove that the quota system would result in a more efficient handling of migrants or that it would offer any “added value” for the EU"
Danmark og UK er pga. deres retsforbehold holdt helt ude af sådanne tvangsfordelinger.
 
Rumours of "push-back" actions
D. 13. juni vedtog det ungarske parlament en lov, der giver myndighederne tilladelse til eskortere illegale flygtninge tilbage til Serbien og Kroatien, hvis det lykkes at pågribe dem inden for 8 km fra grænsen. Det sker uden nogen formel undersøgelse af deres status som flygtninge. Hvis flygtningene ikke kan sendes til Serbien og Kroatien bliver de anbragt i transitlejre i en slags ingenmandsland. Hvis der da er plads, ellers må vente uden for disse lejre. Fra transitlejrene kan de så formelt søge om asyl. Ikke at der er store chancer for at få bevilget asyl. Ud af 199.000 asylansøgninger, som Ungarn har modtaget,  er der i følge "Der Standard" foreløbig kun bevilget 264.
UNHCR rapporterer også om ungarske "push-back" aktioner ved grænsen. "The UNHCR says that since May they’ve collected information on 100-plus cases in which excessive force was used upon migrants attempting to illegally cross from Serbia to Hungary." I disse tilfælde hindres flygtninge simpelt hen med magt i at komme ind i Ungarn og skubbes i stedet tilbage over grænsen.
Det kan lyde drastisk og UNHCR får det i hvert fald til at lyde sådan, når de gengiver flygtninges beretninger om deres forsøg på at krydse grænsen:
"Darwais said he successfully crossed the river but was stopped soon after by the Hungarian border patrol, and was physically forced to turn back. “They caught me. At first they didn’t beat me or nothing. But then they came with the three big dogs,” he said, causing him to make a hasty retreat across the river and back to Serbia. (Budapest Times).
 Spørgsmålet er imidlertid om ikke Ungarn og i al stilfærdighed Spanien tidligere, viser vejen for resten af EU. Ingen skal illegalt have lov til at krydse grænsen til EU. I stedet må der oprettes transitlejre i nærheden af grænsen, eller i tilfældet med afrikanske flygtninge og migranter i Nordafrika. Kun efter at have fået bevilget en asylansøgning skal flygtninge have mulighed for at rejse ind i EU. Alle forsøg på at krydse grænsen illegalt skal stoppes. Ja, det er den australske "NO Way" metode, men ligefrem at assistere menneskesmuglerne i deres forretningsmodel, som EU i øjeblikket gør i Middelhavet, er i hvert fald ikke en løsning.
 
Schweiz: Gesicht zeigen
“Vietare la dissimulazione del viso nei luoghi pubblici e aperti al pubblico” (forbud mod at skjule ansigtet på offentlige steder og steder, der er åbne for offentligheden) hed et forslag, der blev forelagt lokalparlamentet i Kanton Tessin i Schweiz. Forslaget var inspireret af et lignende initiativ i Frankrig, der havde til hensigt at forbyde tilsløring af ansigtet i det offentlige rum. Naturligvis først og fremmest med henblik på  at forbyde, at man kan bære burka eller niqab i det offentlige rum.
Tessin forslaget blev vedtaget ved en folkeafstemning i september 2013, men på grund af indsigelser og domstolsprøvning er det først trådt i kraft fra 1. juli 2016 og overtrædelse straffes med mellem 100 Franken (ca 690 kr.) og 10.000 Franken (69.000 kr.).
"Das Gesetz, am 1. Juli 2016 in Kraft gesetzt, sieht Bussen von mindestens 100 bis maximal 10.000 Franken vor. Seit der Annahme des Gesetzes hatte Nekkaz erklärt, er werde Bussen übernehmen, die verschleierten Frauen im Kanton Tessin auferlegt würden, wie er dies auch in Frankreich und Belgien bereits getan hat."
Loven gælder også for turister, hvilket har fået turismeorganisationer og hotelfolk til at frygte, at man vil se færre arabiske turister. Politiet kan heller ikke rigtigt svare på, hvordan man vil håndhæve forbuddet, især da kun få af kantonens politikfolk taler andet end italiensk og tysk.
En muslimsk konvertit skulle med det samme afprøve forbuddet, men her fandt politiet da ud af at præsentere hende for en bøde på 230 Franken.
Endnu findes sådanne forbud kun hist og her og de synes at være ledsaget af en noget tøvende tilgang fra politiets side.
Men er det da ikke rimeligt at kræve at man viser ansigt (Gesicht zeigen), når man færdes i det offentlige rum? Det er ikke uden grund at man taler om vigtigheden af "ansigt til ansigt" samtale. Det er på en måde en forudsætning for gensidighed, for tillid, for forståelse og naturligvis også for genkendelse. Med andre ord, der bør simpelt hen være grænser for, hvor meget religion kan overtrumfe almindelige normer og værdier i et frit samfund, hvor kønnene hævdes at være ligestillede.
 
EU: Will Martin Schulz have to go?
Europa-Parlamentets præsident, Martin Schulz, fordrer som konsekvens af Brexit afstemningen "einer echten europäischen Regierung." Præcis som flere og flere politikere udtrykker en vis betænkelighed ved mere centralisering i EU, kræver Schulz, at man får en decideret europæisk regering, altså et meget stærkere organ end EU-kommissionen. Ganske vist indser han, at det forudsætter oprettelse af et andetkammer i det europæiske parlament. Et andetkammermed med ligelig repræsentation fra medlemslandene i EU. En slags europæiske senat altså.  Han forestiller sig, at den europæiske regering skal være underlagt det samlede europæiske parlament, der således kan vælge og afsætte regeringen. Medlemmerne af parlamentet er valgt i de enkelte lande og det vil i følge Schulz bidrage til en mere transparent ansvarlighed i EU.
Uanset hvor fornuftigt et sådant forslag kan være, hvis man ønsker mere gennemskuelighed og demokratisk kontrol i EU, er det bestemt  ikke lige det mange ønsker at høre fra EU politikere lige nu.
Martin Schulz er ved at blive en "Persona non grata" hos mange, der ser med kritiske øjne på forslag til en  "ever closer union". I Tyskland har CDU-politikere markeret, at de ikke vil acceptere en ny periode med Schulz som præsident for Europa-Parlamentet.
Naturligvis er det ikke de enkelte landes parlamenter, der skal vælge den nye præsident, men i Europa-Parlamentet hævder den borgerlige fløj, at det er aftalt at en borgerlig skal afløse Schulz i 1917. "Im Januar 2017 soll Schulz einem Christdemokraten Platz machen. So steht es jedenfalls in einem Vertrag, den die Sozialisten mit der Europäischen Volkspartei (EVP), zu der auch die CDU/CSU zählt, geschlossen haben."
Man kunne så også håbe, at man fandt en præsident, der ikke var tysker, så den tyske dominans i EU i det mindste  nominelt blev reduceret.

Deutschland trägt die Hauptschuld am Brexit
Sådan lød overskriften i et interview med den franske økonom Thomas Piketty i avisen "Die Welt" forleden.
 Piketty mener at Brexit er en katastrofe for Europa, hvor fremfor alt Tyskland og Merkel har svigtet pga. egoisme, besserwisserrei og nationalisme. Han begrunder det først og fremmest med, at der i alt for lang tid har været truffet problematiske økonomiske beslutninger. Efter finanskrisen i 2008 har den førte austeritets-politik, der har været domineret af Tyskland, kvalt tilløbet til økonomisk vækst i EU i fødslen. Derfor har Tyskland hovedansvaret.
"Deutschland hat sicher die Hauptverantwortung... Deutschland führt sich allerdings als Besserwisser auf, was für den Rest der Europäer schlicht unerträglich ist. Es ist auch irrational, denn dadurch, dass man die Länder Südeuropas in den Würgegriff nimmt, werden die Kredite nicht schneller zurückgezahlt. Man spürt dahinter die Lust, bestrafen zu wollen, die mit Nationalismus zu tun hat." (Die Welt).
Piketty håber at regeringscheferne, fremfor alt Merkel, vil indse at det var en fejlagtig politik og ændre deres holdning. Merkel og Hollande må i stedet sende et klart signal til Sydeuropa om, at det vil være nødvendigt med et moratorium for tilbagebetaling af deres gæld, så længe der ikke findes tilstrækkelig økonomisk vækst i Sydeuropa.
Piketty gør opmærksom at Tyskland selv fik eftergivet deres gældsforpligtelse i 50'erne. "Deutschland hat selbst seine Schulden nicht zurückgezahlt. In den 50er-Jahren hat Deutschland vom größten Schuldenerlass aller Zeiten profitiert. Das war eine kluge und richtige Entscheidung."
Det kan måske være svært helt at følge logikken i argumentet om at europæisk austeritets-politik domineret af Tyskland skulle være hovedårsagen til Brexit. Derimod kan Piketty have en pointe i, at den førte politik ikke har begunstiget vækst, naturligvis bortset fra Tyskland, som må formodes at have haft en kæmpefordel af at euroens kurs holdes nede af Sydeuropas problemer. Det begunstiger naturligvis tysk eksport og har medvirket til det enorme tyske overskud på handelsbalancen. "Immerhin macht Deutschlands Export 43 Prozent an der Wirtschaftsleistung aus, wovon der größere Teil in Länder außerhalb der Eurozone geht. Je billiger der Euro, desto günstiger die deutschen Produkte – und umso höher womöglich die Nachfrage. (test.de).
Også på andre måder har Tyskland profiteret af krisen. Man har således regnet ud, at Tyskland "saved more than 100 billion Euros in interest expenses between 2010 and mid-2015. That is, Germany benefited from the Greek crisis even in case that Greece defaults on all its debt (a total of 90 billions) owed to the German government."(IWH-Halle).
Piketty ser tydeligvis hovedårsagen til EU's problemer og til Brexit i en fejlagtig politik på det økonomiske område. En politik som Tyskland gennem EU har presset de øvrige lande til at acceptere. Den tyske politik har gjort situationen værre for landene i Sydeuropa og skabt yderligere fordele for Tyskland.
Det er imidlertid ikke kun gennem den økonomiske politik Tyskland har bidraget til at skabe problemer. Man behøver blot at erindre om Merkels egenmægtige åbning af grænserne for mere end 1 million flygtninge og migranter. Andre  stemmer mener, at Merkel's politik, eller mangel på samme, generelt har været et hovedproblem i EU. Det gælder bl.a. Seeheimer Kredsen i det tyske socialdemokrati (SPD). " Das eigentliche Problem von Europa heißt Angela Merkel. Weil sie nur auf Sicht fährt, keine Idee von Europa hat und sich niemals für Europa starkmacht. Merkel ist nicht Teil der Lösung, sondern Teil des Problems." (wallstreet-online). Et synspunkt, der svarer meget godt til den kritik vi i tidligere blogs selv har givet udtryk for.
 
Aversion against Juncker
David Cameron gav i 2014 tydeligt udtryk for, at han mente Jean-Claude Juncker var" the wrong person" som præsident for EU-Kommissionen. "Jean-Claude Juncker has been at the heart of the project to increase the power of Brussels and reduce the power of nation states." (The Guardian). Sagde Cameron før valget af Juncker til præsident.
Cameron fik kun støtte af Viktor Orbàn og tabte derfor kampen om at forhindre Juncker's valg, men han kom med en næsten profetisk forudsigelse: "I've told EU leaders they could live to regret the new process for choosing the Commission President." (The Telegraph).
Udfaldet var et klart signal om, at de øvrige lande valgte at støtte Tyskland mod UK, måske i håb om at få vigtige poster i Bruxelles. Måske blev de presset til det. Hvad ved jeg?
Cameron's aggressive modstand mod Juncker dengang i juni 2014 kan måske forklare Juncker's arrogant afvisende holdning over for UK efter Brexit og den fuldstændig malplacerede modtagelse af Nicola Sturgeon fra Skotland efter Brexit afstemningen. Hvor EU-Kommissionen ellers havde givet udtrak for ikke at ville føre nogen form for forhandlinger med UK, før de havde aktiveret artikel 50.
Nu melder andre lande sig også på banen med kritik af Juncker. Den tjekkiske udenrigsminister, Lubomir Zaorálek, kritiserede efter Brexit afstemningen Juncker: "In my opinion, he is not the right person for that position. We have to ask who is responsible for the result of the referendum in Britain" Efter hans mening bar Juncker en del af skylden for resultatet af stemningen, fordi Juncker repræsenterede det negative symbol på den føderalisme, som britiske vælgere forkastede.
I Østrig giver FPÖ (Freiheitliche Partei Österreichs) udtryk for at EU må indlede en omfattende og dybtgående reformproces. Hvis ikke det sker betyder det enden på unionen. Partiformanden, Strache, slår fast, at sådanne reformer kun gennemføres uden EU-Parlamentetspræsident, Martin Schulz og uden Jean-Claude Juncker. "Mit etwas Anstand sowie auch Respekt vor einer guten Zukunft Europas sollen sich diese sofort zurückziehen."
Det er ikke en kritik Juncker umiddelbart behøver at bekymre sig om. Derimod er der meget, der tyder på at Tyksland har fået "second thoughts," ikke blot med hensyn til Juncker som person, men også med hensyn til de bestræbelser mod en "ever closer union" som han repræsenterer.
Først var der den voldsomme kritik af Juncker's arrogante afvisning af at inddrage de nationale parlamenter i godkendelsen af frihandelsaftalen med Canada (CETA), hvor bl.a. vicekansler Gabriel blev rasende over Juncker's afvisning.
Nu melder en tungere modstander sig på banen. Finansminister Schäuble har ganske sensationelt givet udtryk for, at EU-kommissionen bør svækkes. Måske indirekte et tegn på, at kansler Merkel igen er vendt på en tallerken.
Nu skal man stoppe arbejdet med fordybe unionen. Fantastisk, nu stiller toppolitikere i Tyskland selv spørgsmålstegn ved unionen! "Wagte vor allem in Deutschland bis vor Kurzem kein Politiker der etablierten Parteien, die Finalität der Europäischen Unioninfrage zu stellen, die am Ziel aller Entwicklung eine vertiefte Union, ja einen Bundesstaat vorsieht, fordert nun kein einziges Mitglied der Bundesregierung noch eine solche Vertiefung als Antwort auf das Brexit-Votum." (Die Welt).
I et interview kræver Schäuble, at EU-kommissionen for fremtiden skal begrænse sig til at søge løsninger på centrale europæiske problemer. Europas øvrige kriser skal fremfor alt løses af EU-landenes regeringer i en slags "intergouvernementalen Prozess." Ikke af EU-kommissionen og dens præsident Jean-Claude Juncker. Schäuble: "Im Grundsatz bin ich ein Anhänger der Vertiefung. Aber dafür istjetzt nicht die Zeit. Wir können in Europa in der Lage wachsender Demagogie und tiefer Europaskepsis nicht einfach so weitermachen wie bisher" (Die Welt).
Nu er det på tide med pragmatisme, og hvis kommissionen ikke er med på det, så tager vi selv sagen i hånden og løser det mellem regeringerne. Han ser tre store udfordringer, hvor det haster med løsninger: Flygtningekrisen, militært samarbejde og fremtidig digitalisering.
Hvis man læser mellem linjerne kan man få den tanke, at Merkel vil gøre Jean-Claude Juncker til "fall guy" ikke blot for Brexit resultatet, men også for mange af de øvrige problemer i EU. Når Tyskl.., nåh nej, Merkel har skiftet mening, kan det passende markeres ved at lade Juncker falde. Det kunne bane vej for en vis eftertænksomhed i EU, få de alt for ivrige til at standse op, og imødekomme den kritik, som de EU-kritiske partier overalt i Europa repræsenterer. Måske endda lede til en større gensidig imødekommenhed i forholdet mellem EU og UK, når der skal forhandles om de fremtidige relationer.
Hvis jeg har ret i mine gætterier, undskyld formodninger, kan det betyde at Brexit afstemningen kommer til at sætte gang i afgørende reformer af EU-samarbejdet, der ikke blot kan imødekomme kritikerne og redde EU, måske på briternes bekostning, selv om man egentlig måtte være dem taknemmelige. For uanset hvilke bagtanker Cameron og andre dele af den politiske elite har haft med at annoncere en afstemning , der viste sig at give bagslag, så kan afstemningsresultatet på sigt medføre, at der bliver mere plads til " The will of the people" i Europa.
 
Er EU kun en elites projekt?
Tidligere EU-kommissær i 80'erne og engelsk konservativ politiker, Christopher Tugendhat, har i en artikel bekrevet, hvorledes Jean Monnet's ideer om Europa blev bredt ud i et eksklusivt og tyst netværk af politiske ledere og erhvervsledere. "This was networking at a grand scale... But, is was never part of conventional politics and only rarely subject to the normal political decision-making process"
I følge Tugendhat var det samarbejde om Europa, der senere førte til unionen, meget afhængig af denne elitære tilgang. En uigennemsigtig tilgang uden for normal demokratisk kontrol. Samarbejdet blev drevet af regeringschefer, der samarbejdede tæt og privat, støttet af et netværk af embedsmænd. "Big industry, big unions and big agriculture have also played their part." (Tugendhat 1995)..
Hvis man tør tro Tugendhat var dannelsen af det europæiske fælleskab meget vel en europæisk elites projekt. "There has been a minimum of public debate and accountability on the details and implications of what was being constructed and planned. There has been high-flown rhetoric in abundance ... But, for the most part, the impact of what these schemes would involve for the ordinary citizen was not spelt out and not subjected to detailed scrutiny."(Tugendhat 1995)..
Det kan man med en vis berettigelse også sige om de aktuelle forhandlinger om frihandelsaftalen med USA (TTIP), aktuelle forestillinger om en EU-hær, ideer om at støtte diverse former for militær magt i Afrika, (for at stabilisere som det hedder), og helt aktuelt mandagens mini-topmøde med Vestbalkan landene i Paris. Herfra hedder det: "French President Francois Hollande, German Chancellor Angela Merkel and EU foreign policy chief Federica Mogherini held a meeting with Balkan leaders in Paris during which they underlined their determination to continue the accession talks." (Reuters). Merkel kunne berolige lederne fra Albanien, Bosnien, Kosovo, Makedonien, Montenegro og Serbien: "Nothing has changed with Britain's decision."   Jo, det har det, men endnu er konsekvenserne uvisse.
Alligevel fortsætter man det tyste spil. Ud med UK, ind med flere lande fra Balkan, selv om man kan frygte for de negative effekter det kan have på resten af EU, f.eks., når det gælder fri bevægelighed. Hvor stor en del af EU's nuværende befolkning er egentlig med på, at man så at sige planlægger at udskifte UK med Balkan lande – og helt vildt Tyrkiet? Burde sådanne udvidelser ikke lægges ud til folkeafstemning?
Selv om tidligere eksperimenter med folkeafstemninger om traktater og aftaler i EU ikke rigtigt rokkede ved denne tyste tilblivelse og udøvelse af EU-magt, man fik jo i visse tilfælde blot lov til at stemme igen om næsten det samme, kan Brexit afstemningen måske repræsentere et mere afgørende "spark bagi."
For de helt uforbederlige var sparket måske ikke hårdt nok. Elmar Brock, tysker og formand for "European Parliament Committee on Foreign Affairs" mener nemlig, at Brexit afstemningen blot udgrorde „ein beratendes Referendum," (FAZ),  der slet ikke er bindende for den britiske regering. Formelt rigtigt, men argumentet viser igen den ringeagt, som man i EU udviser over for folkeafstemninger.
Selv for visse af vore hjemlige politikere er det åbenbart en misforståelse at have folkeafstemninger om de mest afgørende aspekter af EU. Det er alt for kompliceret for folket, der oveni købet kan blive indfanget af irrationelle følelser. Som om fremtiden for os alle kun kan tilrettelægges rationelt og følelses-løst, af en kalkulerende elite, der dog er udsat for kolossal lobby indflydelse.
Nåh ja, så er det også værd at huske på, at en af den senere tids mere afgørende begivenheder blev udløst af kansler Merkels' pludselig følelse for flygtninge. En følelse, der fik hende til egenhændigt at åbne grænserne. En afstemning blandt befolkningen ville nok have givet et mere velovervejet og "rationelt" resultat"
Måske havde Churchill ret: "At the bottom of all the tributes paid to democracy is the little man, walking into the little booth, with a little pencil, making a little cross on a little bit of paper—no amount of rhetoric or voluminous discussion can possibly diminish the overwhelming importance of that point. --(House of Commons, 31 October 1944).

Bizarre forventninger til Merkel
Under overskriften "Am Ende kan Angela Merkel die Sache richten" kan man i dag i "Die Welt" læse et interview med Zanny Minton Beddoes, editor-in -chief for "The Economist." Hun er åbenbart overbevidst om at Kansler Merkel er den eneste, der nu kan holde sammen på Europa efter Brexit afstemningen: "Angela Merkel ist, ... immer noch die einflussreichste und fähigste Politikerin in Europa. Sie wird in den nächsten Wochen eine enorm wichtige Rolle spielen. Es ist Ironie der Geschichte, dass dieses "merkeln", dieses "Auf-Sicht-Fahren", worüber die Briten sich während der Euro-Krise immer beschwert haben, nun Grund für Optimismus ist. "
Det kan man da vist kalde Merkel-optimisme. Af en eller anden grund mener "The Economist," at Merkel's durchmerkeln er det, der skal til for redde det både UK's forhold til EU og de kriser EU er konfronteret med. I 2015 kaldte "The Economist"  hende endog "The indispensable European."
Her tror jeg, at Zanny Minton Beddoes lider af en særlig "zany" humor, der ganske vist kan være forfriskende ukonventionel, men i sidste ende temmelig bizar.
Mit og mange andres synspunkt er tværtimod, at en særdeles uklog tysk dominans i Europa, stædig fastholdt af Merkel, direkte har medvirket til både lav vækst i Europa som følge af tysk krav om austeritets politikker, forværringen af den græske krise, kaosset i flygtningepolitikken, egenhændige og særdeles problematiske aftaler med en uberegnelig Erdogan, og endelig i aktuelt det afgørende nej til reelt at imødekomme briternes ønske om at begrænse den frie bevægelighed i EU. Et punkt der formentlig har haft afgørende betydning for Brexit afstemningens resultat og dermed Nej'et til EU. Hvordan det kan være i Europa's interesse er overordentligt vanskeligt at se, men måske er Zanny Beddoes krystalkugle "made in germany"
Det forekommer fuldkommen bizart, at man vil have den person, der mere end nogen anden har været med til at forårsage og forværre kriser i EU, nu skal udråbes til at være redningskvinden. Det er da vist at udråbe problemet til at være løsningen.
Spiegel har i en artikel i 2015 analyseret synet på Tyskland under overskriften " The Fourth Reich": "Heavy accusation has been levelled at Germany -- by some in Greece, in Spain and in France but also by some in Great Britain and in theUnited States. The euro crisis, a certain breed of politicians, journalists and economists argue, has allowed Germany to dominate Southern Europe and to suffocate it in order to impose its principles even as its export policy has meant that the country has profited from that same currency crisis more than any other country. Germany's image in some countries has become one of an egotistical economic occupier flanked by smaller Northern European countries from the same mold" (Der Spiegel)
Selv i Tyskland ser nogle Merkel's egenmægtige aktivitet, som en medvirkende årsag til Brexit resultatet: "Großbritannien verlässt die EU, weil eine Mehrheit das Versagen der Gemeinschaft nicht mehr hinnehmen will. Dazu hat die Kanzlerin mit ihren Alleingängen bei den Flüchtlingen maßgeblich beigetragen." (Die Welt).
Måske er Merkel den person, der i øjeblikket bidrager mest til at destruere grundlaget for et europæisk fælleskab.

Driving down let the dice roll
Destination no-one knows
Somewhere in heaven through the pearly gates
This one way ticket buys a empty space
To see the sunshine or the madness of it all
(The Ward Brothers)

Did they really dare ...?
Hvem andre end briterne ville vove et eksperiment som det, de nu til manges overraskelse gennem et referendum har sagt ja til? Dristigt ja. Et spring ud i det ukendte ja. Men også et gevaldigt spark til et alt for selvstrækkeligt EU, der synes ude af stand til at håndtere de mange problemer Europa efterhånden kæmper med. Et EU som tilsyneladende fjerner sig mere og mere fra "folkets vilje". Et EU, der i den grad trænger til reformer.

The Electoral Commission

Endnu er der blot tale om resultatet af et referendum. En markering af "the will of the people." For at "Brexit" skal blive en realitet, skal parlamentet, hvor der indtil videre har været et flertal for "Remain," beslutte, at UK vil træde ud af unionen. I princippet kan parlamentet se bort fra afstemningsresultatet, men det vil politikerne med demokratisk tradition som briternes næppe vove.
Dernæst skal regeringen sende en formel begæring om at udtræde af EU i overensstemmelse med artikel 50 i EU-traktaten, hvori det hedder: " Hvis en medlemsstat beslutter at udtræde, meddeler den det til Det Europæiske Råd. På baggrund af Det Europæiske Råds retningslinjer forhandler og indgår Unionen en aftale med den pågældende stat om de nærmere bestemmelser for statens udtræden under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen."
 
Umiddelbare reaktioner fra EU-siden
 
Fælleserklæring om at stå sammen
Her først en kølig og ret så afvisende fælleserklæring fra Martin Schulz, formand for Europa-Parlamentet, Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd, Mark Rutte, der varetager det roterende formandskab for EU-Rådet, og Jean-Claude Juncker, formand for Europa-Kommissionen:
"Vi beklager denne beslutning, men respekterer den. Dette er en hidtil uset situation, men vi står sammen i vores reaktion. Vi vil stå fast og opretholde Den Europæiske Unions centrale mål om at fremme freden og befolkningernes velfærd. Unionen vil fortsætte med 27 medlemsstater. Unionen er rammen om vores fælles politiske fremtid. Vores historie, geografi og fælles interesser knytter os sammen, og vi vil videreudvikle vores samarbejde på dette grundlag. Sammen vil vi løfte vores fælles udfordringer for at skabe vækst, øge velstanden og skabe sikre og stabile forhold for vores borgere ...
Vi forventer nu, at den britiske regering hurtigst muligt vil føre det britiske folks beslutning ud i livet, uanset hvor smertefuld denne proces bliver. En forsinkelse vil forlænge usikkerheden unødigt ...
Enhver aftale, der indgås med Det Forenede Kongerige som tredjeland, vil skulle afspejle begge parters interesser og være afbalanceret med hensyn til rettigheder og forpligtelser.”
UK skal  hurtigst muligt presses ud af unionen. Reaktionen virker ligefrem hævngerrig og småligt fonærmet. Hvad bilder folket, briterne, sig egentlig ind?
 
Merkel'ske besværgelser
Kansler Merkel kommer med en længere udredning indeholdende en formel beklagelse af briternes valg, der udgør en cæsur for Europa. Hum kommer med en  appel om at bevare roen for at undgå at bidrage til at spalte Europa yderligere, ledsaget af håbefulde besværgelser om fred og velstand for borgerne i EU (Bundesregierung):
"Meine Damen und Herren, mit großem Bedauern müssen wir heute die Entscheidung der Mehrheit der britischen Bevölkerung zur Kenntnis nehmen, die Mitgliedschaft des Vereinigten Königreichs in der Europäischen Union beenden zu wollen ... Es gibt nichts darum herumzureden: Der heutige Tag ist ein Einschnitt für Europa. Er ist ein Einschnitt für den europäischen Einigungsprozess... die Lage mit Ruhe und Besonnenheit zu analysieren, zu bewerten und auf dieser Grundlage gemeinsam die richtigen Entscheidungen zu treffen."
I følge Merkel at man skal holde sig følgende for øje:
For det første. Europa er mangfoldig, lige så forskellig som menneskene i Europa er, lige så forskellige er deres forventninger til EU. Vi skal derfor sikre at borgerne i unionen konkret kan mærke, hvor meget EU bidrager til at forbedre deres liv.
For det andet. I en verden, der vokser stadig tættere sammen, er udfordringerne for store til at et enkelt land kan løse dem. Unionen må som engageret partner medvirke til at udforme globaliseringen. Unionen er et enestående solidaritets- og værdifællesskab. Garant for fred velstand og stabilitet.
For det tredje. Vi skal ikke glemme at ideen om det europæiske fællesskab var en fredsidé. Det er og bliver også i fremtiden ikke selvfølgelighed. Vi kan alle mærke følgerne af ufrihed, kriser, konflikter og krige i vor umiddelbare nærhed.
Merkel sluttede med at udtrykke en overbevisning om, at EU var stærk nok til at finde de rigtige svar på dagens valgresultat.
 
Præsident Hollande's tomme løfter om reformer
"The European Union has suffered an "explosive shock" and must reinvent itself to prevent its break-up and restore the confidence of voters." (Reuters).  Hollande  hævdede også, at det ikke kan være "business as usual for EU", der må foretages dybtgående reformer.
"Europe must be understood and controlled by its citizens. Europe must act quickly where it's needed and must, once and for all, let member states handle what is their exclusive domain," (Reuters)
Det "eksplosive chok" som briternes afstemning repræsenterer for EU, må i følge Hollande betyde, at unionen må genopfinde sig selv. Hollande tager faktisk noget af den britiske kritik op, når han taler for et ændret EU, der bliver forstået og kontrolleret bedre af sine borgere, med mere indflydelse for medlemslandene til at håndtere egne affærer Det lyder fuldstændig som et ekko af Brexit fortalernes " let's take back control."
På den anden side agiterer han for at unionen gør en forstærket indsats på områder som sikkerhed og forsvar, investeringer i vækst og jobs, og for at styrke euro-zonen.
 I og for sig er der ikke noget nyt i Hollande's udmeldinger. Sådanne løfter fremsættes med jævne mellemrum, uden at der tilsyneladende sker så meget. Udsagn som disse har helt åbenbart til hensigt at berolige en fransk opinion, men man kan tvivle på den reelle effekt, når man ser hvor svært EU har ved at opfylde sådanne løfter.
 
EU modstander reaktioner

Skadefryd og forvirring for AfD
Det tyske parti Alternative für Deutschland (AfD) kom med forvirrende udtalelser . På den ene side beklagelse over Storbritanniens valg, for landet vil  blive savnet i EU. På den anden side glæde, for briternes valg vil bidrage til at EU vil gå i opløsning. Ingen udmeldinger om, at man også har brug for en afstemning om EU i Tyskland, selv om Björn Höcke fra AfD hævder: "Ich weiß, auch das deutsche Volk will mehrheitlich raus aus der EU-Sklaverei." Men et slaveri skal i følge ham ikke reformeres, det skal ophøre.
 
Front National jubel
Front National's Marine le Pen jublede og kaldte afstemningsresultat en sejr for friheden: "Victoire de la liberté ! Comme je le demande depuis des années, il faut maintenant le même référendum en France et dans les pays de l'UE."
På Twitter kræver hun en fransk afstemning om medlemskab af EU, en Frexit afstemning: "Il est désormais temps d'importer la démocratie dans notre pays. Les Français doivent avoir le droit de choisir!"
 
Wilders: Nu er det vores tur
Geert Wilders fra det hollandske parti Partij voor de Vrijhei, PVV udtrykte som Marine le Pen glæde over afstemningsresultatet på Twitter:
"Hurrah for the British! Now it is our turn. Time for a Dutch referendum!
I medierne krævede han afstemning om det Hollanske medlemsskab af EU (altså et valg om Nexit):
“We want to be in charge of our own country, our own money, our own borders, and our own immigration policy.... If I become prime minister, there will be a referendum in the Netherlands on laving the European Union as well. Let the Dutch people decide.” (nltimes).
 
FPÖ: Udrensning i toppen af EU!
I Østrig kaldte FPÖ briternes nej til EU for en sejr over "politischen Zentralismus, aber auch gegen den anhaltenden Migrationswahn". En sejr for modstanden mod politisk centralisme og migrationsvanvid. Partichefen Heinz Christian Strache, krævede, at Kommissionspræsident Juncker og EU-Parlamentspræsident Schulz skulle trække sig tilbage fordi de repræsenterede "fleischgewordene Fehlentwicklung in Europa." (Die Presse).
Hvis EU fortsatte som hidtil og Tyrkiet kom ind i varmen ville det politiske mål for FPÖ være "eine Abstimmung über den weiteren Verbleib in der EU."  En Auxit måske? Eller en Öxit?
 
Et splittet og EU-skeptisk Europa
Hvordan afspejler de politiske udtalelser egentlig stemningen blandt Europas befolkninger? PEW Research spurgte i maj måned 2016, altså kort tid før briternes afstemning, et udsnit af befolkningen i 10 lande i EU om deres holdninger både til afstemningen om Brexit og mere generelt til EU.
Det generelle billede er ikke opløftende, for stemningen overfor EU er ikke god.

* Question not asked in the UK.
 
Det er en overvældende tilslutning blandt de adspurgte til synspunktet, at det er  dårligt for EU, hvis UK forlader unionen. Det antyder da et ekstremt positivt syn på briternes betydning for EU, og umiddelbart får man den tanke, at UK subjektivt har en større plads blandt borgene i de 10 lande, hvor PEW har foretaget meningsmålingen, end blandt de aktuelle politiske beslutningstagere i EU.
 
"Independent" gengiver en meningsmåling blandt deres egne 359.217 læsere, der viser holdningen til Brexit i lande både indenfor og uden for EU.

Avisen konstaterer tørt: "Those living outside the UK and Europe, notably in Canada, Australia and America, want us to Leave – but our British readers want us to Remain in the EU by 53 per cent to 47 percent."  Det var vel at mærke før afstemningen.
 
Det ser ganske anderledes ud med tilslutningen til EU , igen i følge PEW Research  undersøgelse i  2016.

47 procent, der ikke har en favorabel holdning til EU er en større andel af befolkningen end den andel de erklærede EU-skeptiske partier udgør i Europa. Det må betyde, at der langt ind i pro-EU partiernes rækker findes en større andel af borgere, der har et ikke-favorabelt syn på det nuværende EU.
Det er en indirekte en kraftig opfordring til reformer af EU, hvis man skal have en større andel af befolkningen med. Det understreges ogås af, at 42procent har et ønske om at nogen magt eller indflydelse flyttes tilbage til de nationale regeringer.
Det er ikke en ny erkendelse, men blandt beslutningstagerne i EU er det som om man nøjes med ændre retorikken, mens maskineriet kører temmelig uændret videre.
 
 PEW research viser endda, at udviklingen i synet på EU har været decideret negativt over tid. Se blot her:

Specielt markant har udviklingen i synet på EU været i Frankrig. Fra at 69 procent havde et favorabelt syn på EU i 2004, er der nu kun 38 procent, der har favorabelt syn på EU i 2016. Det er endda lavere end UK, hvor kun 44 procent har et favorabelt syn. Italien har også oplevet et kraftigt fald, men her har stemningen løftet sig noget efter et kraftigt fald i 2014. Grækenlands negative syn på EU behøver vist ingen yderlige forklaring, efter den hårdhændede og hånligt nedladende behandling EU har givet dem og efter den akutte flygtningekrise.
Tyskland har ikke i den undersøgte periode været superentusiastiske, som f.eks. Italien, men der er dog tale om et tydeligt fald i opslutningen til EU. Markant især i de to seneste år. Det er samtidig de år, hvor de oplever den flygtningekrisen og den massive tilstrømning til Tyskland.
Polen er et nyere medlemsland i EU og det er tydeligt, at tilslutningen til EU har holdt sig væsentligt højere end i de øvrige undersøgte lande. Gad dog vide hvorledes det ser ud efter at EU-kommissionen er begyndt at sende advarende breve til Polens regering om at man forsynder sig mod EU-traktaterne.
 
Fra november 2015 kan vi finde data fra en Eurobarometer opinionsundersøgelse af samtlige 28 EU lande. Her har man søgt svar på spørgsmålet om EU-medlemskab er godt eller dårligt for det pågældende land. Resultat af undersøgelsen er gengivet i "The Guardian:"

I ca. halvdelen af alle EU lande mener over 50 procent, at "EU is a good thing," mens de resterende ligger under 50 procent i tilslutning til denne vurdering. EU gennemsnittet lå i september 2015 på 55 procent. Blandt landene under gennemsnittet er Frankrig med 52 procent, UK med 47 Procent, og Østrig med kun 36 procent.
Blandt de lande, der scorer højt på udsagnet  "EU is a bad thing," finder vi Cypern med 30 procent, Østrig med 29 procent, Grækenland og Italien med 23 procent, og UK med 21 procent.
Her kan man naturligvis tolke resultatet efter en glasset er halvt fuldt/ glasset er halvtomt vurdering. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at man i halvdelen af landene finder så lidt entusiasme for EU.
Set ud fra tidligere meningsmålinger er der dog ikke så meget overraskende ved resultatet. Det forunderlige er derimod, at man blandt de europæiske beslutningstagere øjensynligt kun i sin retorik kan finde på at tage sådanne meningsmålinger alvorligt.
Er der måske her en antydning af at folkets mening er ved at være ligegyldig. Vi (EU's beslutningstagere) træffer beslutninger ... når vi da træffer beslutninger. Vi ved nemlig bedst, hvad der er i EU's interesse.
Så meget for "The will of the people."
 
Hvordan deler Europa sig?
Den tyske avis "Die welt"  har forsøgt sig med en grovkornet inddeling af lande efter hvad de generelt vil med EU.
Hvilke lande, der går ind for mere integration og en økonomisk politik præget af austeritet. Hvilke lande, der går ind for mere integration men med øgede offentlige udgifter. Hvilke lander, der ind for mindre integration og styrkelse af nationalstaterne. UK er her allerede sat uden for døren.

Man har fået Danmark placeret sammen med landene i Østeuropa og  man må antage,  at UK også ville have hørt til her.
Ikke så sært at landene med mangel  på økonomisk vækst og med høj arbejdsløshed ønsker sig en mere ekspansiv økonomisk politik.
Figuren gengiver ekstremt forsimplet billede, men antyder alligevel nogle af de afgørende opdelinger, der også i fremtiden vil give anledning til splid om hvilken retning EU skal bevæge sig i.
I langt højere grad and figuren antyder dominerer Tyskland dog den aktuelle politik i EU. De står for en stadig tættere union, men på deres betingelser, dvs. en økonomisk austeritets-politik domineret af Tyskland, måske med Den Europæiske Centralbank og Mario Draghi som en undtagelse, der ikke helt bøjer sig for Tyskland.
 
Vil EU kunne reformere sig?
Man kunne næsten lige så godt spørge, om det er sandsynligt at man som løgnebaronen von Münchhausen kan løfte sig selv ved håret. En meget kraftig antydning af,hvilken vej det går, har udsagn fra EU-politikere allerede givet. Lad os bare tage et udsagn fra Jean- Claude Juncker fra i forgårs. Forhandlingerne om en frihandelsaftale med Canada/CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement) er afsluttede, men aftalen mangler endnu at blive vedtaget og her optræder Juncker godt og grundigt som en ganske vist letvægtselefant i porcelænsbutik. Juncker mener, at det er nok at Bruxelles, Kommission og EU-Parlament beslutter at realisere aftalen.
I de nationale parlamenter, bl.a. Bundestag er man målløse. Man kræver at de nationale parlamenter også skal være med til at beslutte aftalen. Juncker's reaktion er, at det er ham "relativ schnurzegal", (det rager mig relativt langsomt) om de nationale parlamenter giver deres tilslutning eller ej.
Formelt kan Juncker have ret, når det gælder en "EU-only" aftale, men effekten på den offentlige mening er noget ganske andet. Det bestyrker igen kritikken af EU som magtfuldkommen og ude af takt med befolkningen.
Ikke så sært at op mod 200.000 forleden protesterede mod forhandlingerne om TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership), den mulige frihandelsaftale med USA. Disse forhandlinger foregår i største hemmelighed og modstanderne frygter, at EU vil sælge ud vigtige forbehold.
Men kriserne vælter over EU, har man stadig travlt med at markere vejen til en stadig tættere union. "An ever closer union among the peoples of Europe," som det hed i den oprindelige Rom traktat. De nye "pie in sky" forestillinger kan man finde i "The five president's report," hvor en politisk elite ser en stadig tættere union for sig, en "deep, genuine and fair economic and monetary Union", en union med convergence, prosperity, social cohesion, med en integreated economy, sound and integrated fiscal policies, for slet ikke tale om democratic accountability, legitimacy, and institutional strengthening.
Mere integration er også en del af den nye strategi, som Mogherini har lagt frem umiddelbart efter det britiske referendum: "Forging unity as Europeans has never been so vital nor so urgent. There is no clash between national and European interests. Our shared interests can only be served by standing and acting together.” (Shared  Vision, Common Action: A stronger Europe). Ingen strid mellem nationale og europæiske interesser. Det er da vist at se bort fra fakta, men  retorisk kan hvad som helst lade sig gøre.
Bortset fra næsten rituelle hensigtserklæringer om at reformere EU, er der intet der i øjeblikket tyder på, at man tager hverken sig selv eller borgerne alvorligt. Hverken Merkel's "Vi skal derfor sikre at borgerne i unionen konkret kan mærke hvor meget EU bidrager til at forbedre deres liv" Eller Hollande's "Europe must be understood and controlled by its citizens."
 
Brit-spanking a la Grec?
Når det gælder UK har tonen i hvert fald været uforsonlig arrogant. Fra de 27 landes topmøde forlyder det, at der ikke vil blive gjort noget for at imødekomme briterne.
EU vil ikke forsøge at forhindre Brexit, dvs. der vil ikke blive givet indrømmelser til UK, der evt. vil kunne forhindre, at UK reelt træder ud af unionen.  Det kunne ellers have været et første skridt til at tage  "The will of people" alvorlig. Merkel: "Dies ist nicht die Stunde von wishful thinking."
En aftale om adgang for UK til, det indre marked vil kræve, at UK accepterer alle de krav der hører med, inklusive de fire friheder: "freedom of movement of goods, workers, services and capital." Et hovedpunkt i afstemningen om Brexit var netop den frie bevægelighed for arbejdskraft, som "Leave" kampagnen ville have begrænset, således at UK selv kunne bestemme hvem og hvor mange man ville acceptere at modtage. Topmødet signaliserede at det kunne UK godt glemme alt om, eller som Merkel formulerede det: "Wir werden sicherstellen, dass die Verhandlungen nicht nach dem Prinzip der Rosinenpickerei geführt werden."
Der synes dog at være ridser i EU fronten mod UK. Den franske finansminister Sapin, skal have sagt,  at der ikke findes "røde linjer " for kommende forhandlinger om UK's adgang til det indre marked.
Deltagerne  i de 27's topmøde satte trumf på ved at erklære, at der ikke ville ført forhandlinger med UK, heller ikke uformelle, før UK havde gjort brug af artikel 50, og derfor formelt begæret at udtræde af unionen. Handelskommissær Cecilia Malmström: "First you exit then you negotiate." Sådanne forhandlinger kan tage lang tid og indtil da er UK at betragte som et hvilket som helst tredjeland.
Udmeldingerne og de slet skjulte trusler minder om EU's behandling af den græske euro-krise. I kan stemme lige så meget I vil, men vi bestemmer, hvad der skal ske. Folkets vilje, glem det.
Juncker hævder, at afstemningsresultatet i UK er et resultat af, at man har talt dårligt om unionen: "If you are telling people for years that something is wrong with the union, you cannot be taken by surprise if voters believe you.” (Express). Gad vide om det undskyldningen hver gang EU ignorerer et afstemningsresultat, der går dem imod. Vi så det sidst med afstemningen i Holland om EU's partnerskabs aftale med Ukraine. Hollænderne stemte mod aftalen, men det blev stort set ignoreret. Hvis man ikke kan ignorere en afstemning, er der en tendens til, at så må man stemme indtil man får det rigtige resultat. Blot et eksempel, den irske afstemning om Lissabon traktaten 2008, hvor man måtte stemme igen så man fik tilslutning til traktaten.
Derfor har Washington Post en pointe, når de skriver: The E.U.'s biggest threat is the will of the people.