 The stage is set in the Mediterranean D. 11. juni: "The teams of SOS MEDITERRANEE, MSF, and the crew of the Aquarius have been halted 35 nautical miles from Italy and 27 nautical miles from Malta. The Aquarius is awaiting final instructions on the safe harbor (“port of safety”) for the 629 survivors welcomed on board between Saturday to Sunday." (SOS Mediterranee) Italiens nye indenrigsminister Matteo Salvini havde gjort alvor af sin trussel om at nægte adgang til italienske havne for NGO skibe med migranter samlet op ud Libyen. "Italy, too, begins to say NO to the trafficking of human beings, NO to the business of clandestine immigration." I stedet mente Salvini, at det var Malta, der måtte tage imod de mange migranter fra MV Aquarius. Svaret fra Malta var afvisende, Premierminister Muscat mente ikke, at Malta var ansvarlig. Frankrigs altid hyperaktive Macron kritiserede lynhurtigt Italiens holdning som "kynisk og uansvarlig" og en fransk talsmand udtalte: "The position, the line of the Italian government is sickening. It's unacceptable to play politics with human lives which is what is happening at the moment." Her skal måske indføjes, at MV Aquarius så vidt vides drives af en franske organisation. Efter kritik fra Italien trak Macron lige så hurtigt i land. Han havde ikke til hensigt at fornærme Italien. Situationen for MV Aquarius var i mellemtiden ved at blive uholdbar. Så meldte den nye socialistiske spanske regering sig på banen med et tilbud om at migranterne kunne sættes i land i Valencia. Hvorefter Frankrig meldte sig med et tilbud om at tage mod nogle af disse migranter. Triumferende kunne Salvini konstatere, at det var lykkedes at bryde med forestillingen om, at såkaldte redningsskibe drevet af NGO'er blot kunne aflevere reddede migranter i italienske havne: "We are no longer the doormats of Europe." D. 21. juni var den gal igen. MV Lifeline, et skib med migranter, drevet af den tyske NGO, "Mission Lifeline," men under hollandsk flag, blev nægtet adgang til havne i Italien. Italiens Minister for transport hævdede at MV Lifeline ikke havde rettet sig efter anvisninger fra den italienske og libyske kystvagt. Salvini på Twitter: "Have you forced things by not listening to the Libyan and Italian coast guard? Fine, then you can take this load of human beings to Holland,... "Take the long route." Senere anmodede Italien dog Malta om at tage mod migranterne fra MV Lifeline og undersøge om man på skibet havde overtrådt internationale regler, da man havde samlet migranterne op. Malta ville kun lade skibet lægge til kaj og lade de 234 migranter komme i land, hvis en række betingelser blev opfyldt. Herunder at størstedelen af migranterne kunne sendes videre til andre lande. Otte lande har foreløbig erklæret sig villige, blandt dem Frankrig, Irland, Portugal, Holland, Luxembourg og så sandelig også Italien. I Tyskland afviser Seehofer, at Tyskland skal tage mod migranter fra MV Lifeline: „Nach momentanem Stand keine Handlungsnotwendigkeit für Deutschland.“ Spørgsmålet er hvad tilsagnene egentlig betyder. Hvis de nævnte lande vil asylbehandle på Malta og kun modtage mennesker, der har ret til asyl, kan Malta stadig komme til at hænge på flertallet, der formentlig er migranter. Uanset et forlangende om at de skal sendes til deres hjemlande. Onsdag eftermiddag d. 27. juni lagde MV Lifeline så til kaj på Malta og landsætter de 234 migranter. Flertallet mænd, unge mænd, om bord var der var kun 17 kvinder og 5 børn. Indtil videre holdes skibet så tilbage, mens man undersøger om kaptajnen har forbrugt sig mod reglerne ved ikke at rette sig efter anvisninger fra den italienske kystvagt, der er ansvarlig for at koordinere redningsaktioner. Dvs. formentlig anvisninger om at bringe de reddede tilbage til Libyen. Malta's premierminister var i hvert fald vred: "Prime Minister Joseph Muscat had harsh words for NGOs who do not follow international maritime laws and said they need to be better regulated." Kort efter står man med et nyt problem. D. 22. juni tid beder den italienske kystvagt skibet Alexander Mærsk om at ændre kurs og samle nødstedte migranter op. Alexander Mærsk samler om natten 113 migranter op og sejler derefter i retning af Sicilien til byen Pozzalo. Uden for byen kaster man anker og afventer. Først d. 26. juni får skibet tilladelse til at landsætte migranterne i Pozzalo, også her næsten udelukkende mænd. Grunden til at skibet får lov til at landsætte migranterne er formentlig, at der her er tale om en helt anden situation, hvor Italiens kystvagt har bedt Mærsk skibet om hjælp. EU forced to listen to Italy's "NO" Med Italiens kategoriske stop for at modtage migranter fra de NGO skibe, der hidtil næsten uhindret har sejlet gratis "taxitjeneste" for migranter, er det omsider lykkedes Italien at få resten af EU til at indse, at man ikke kan lade Italien stå alene med migrantproblemet. At man i det hele taget står med et yderst kritisk dilemma, når det gælder den fortsatte transport af migranter fra Afrika. Salvini: "Finally the Germans, the French, the Belgians, the Dutch and even the Spanish are listening to us" Hidtil har resten af EU lullet sig selv ind i en overbevisning om, at problemet næsten var forsvundet, for der kom jo ikke længere så mange migranter. Hvilket formentlig alene skyldes, at indenrigsminister Minniti fra den forrige italienske regering på eget initiativ havde lavet aftaler direkte med parterne i Libyen om at holde migranter tilbage. En aftale, der i øvrigt blev stærk kritiseret af andre i EU for at være inhuman. Det hører med til billedet af den italienske afvisning, at den formentlig er koncentreret om NGO-"taxi" aktiviteterne. For mens NGO "taxierne" blev nægtet adgang, har Italiens egne kystvagtskibe fortsat landsat migranter i Italien. D. 20. juni kunne ANSA i en kort notits fortælle: "Italian Coast Guard ship, the Diciotti, landed in the Sicilian port of Pozzallo overnight and the 509 asylum seekers on board disembarked. The people were saved in seven different operations at sea. They included survivors of a wreck who were initially rescued by US Navy ship Preston." Enøjede medier har imidlertid kun været optaget af, hvor forfærdeligt det var at NGO-redningsskibene, som de bliver kaldt, ikke kunne landsætte de stakkels migranter, der i øvrigt stort set kun omfatter yngre mænd. Selv om medierne på meget trættende vis insisterer på at lade kameraerne dvæle ved kvinder med børn og ved store, uforstående og ulykkelige barneøjne. Noget af en tendentiøs reportageform, der desværre er blevet standard. Interessen for at give et retvisende billede synes fuldstændig fraværende. Numbers Hvad er den faktiske situation her i juni? Hvor mange migranter er kommet til Italien i 2018 og hvordan er situationen i 2018 sammenholdt med de tidligere år. UNHCR har d. 24 juni opgjort, at Italien har modtaget 16.350 asylsøgere i 2018. I samme periode regner med at der er omkommet 759 mennesker det centrale Middelhav.. Her er de samlede UNHCR tal for de fire år forud for 2018, plus fordelingen på mænd, kvinder og børn:  OECD konstaterer, som vi har gjort det, at den mærkbare reduktion i 2018 er en konsekvens af de direkte aftaler mellem Italien og Libyen. Ildevarslende fremtidscenarie Ude i horisonten truer imidlertid en tsunami af migranter fra Afrika. Ildevarslende antydninger får vi ved at betragte projektioner af befolkningstilvæksten for Afrika. Her med tal fra Worldometers:  Fra 2020 til 2035 forudsættes Afrikas befolkning at vokse med mere end 500 mio. mennesker især syd for Sahel regionen. Dvs. det samme antal mennesker som i EU-28 og i følge forventningerne vil befolkningen i EU-28 stort set stagnere med en stadig større andel af ældre. Hvis vi yderligere sammenholder befolkningstilvæksten i Afrika med udviklingen i andre verdensdele kan vi ane størrelsen af den trussel vi står over for. Det må antages at den voldsomme vækst i Afrika vil skabe et kolossalt migrationspres. Ikke nødvendigvis til alene rettet mod Europa i første omgang, for det er næppe de allerdårligst stillede, der kan flygte eller migrere til Europa. Det kræver ressourcer, som de mest svækkede og fattigste ikke besidder. De kan måske flygte til nærområder i nabolandene og finde ophold i enorme lejre, der igen kræver forsyninger udefra. På sigt må vi imidlertid forvente en potentiel tsunami af migranter, Militærdemografen, Gunnar Heinsohn, fra Bundesakademie für Sicherheitspolitik, går i et undergangslignende scenarie ud fra, at en strøm af migranter fra Afrika ville kunne resultere i 250 mio. migranter i EU indenfor de næste 35 år. Her er vi dog helt ude på overdrevet, hvad skøn angår. Meanwhile in Germany ... Merkels' stubbornness Tirsdag d. 12. juni havde den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer fra CSU, planlagt et fremlægge en masterplan med 62 punkter til fremtidig politik på flygtninge- og migrantområdet. Med kort varsel blev præsentationen aflyst. Der var åbenbart opstået uenighed med kansler Merkel om et enkelt af de 62 punkter. Seehofer havde planer om, at flygtninge der var registreret i et andet EU land, eller tidligere havde fået afvist asylansøgning i Tyskland, fra nu af skulle afvises umiddelbart ved grænsen. Hidtil havde de haft ret til at få deres sag behandlet og dermed kunnet opholde sig i Tyskland indtil et fornyet afslag, med mange muligheder for at trække tiden ud. Merkel var imod Seehofers planer om en tysk enegang, åbenbart i modsætning til sin egen enegang i 2015, og åbnede dermed for den aktuelle splittelse mellem søsterpartierne CSU fra Bayern og hendes eget parti CDU. Seehofer havde fuld støtte til sine planer fra CSU og formentlig også langt ind i CDU. Meget få i CDU vovede imidlertid at give udtryk for støtte til Seehofers rimelige plan. Seehofer gav ikke op, som han ellers så ofte havde gjort, men truede med at realisere planen, hvis ikke Merkel inden d. 1. juli havde fået en aftale på EU-plan, der ville give mulighed for direkte afvisninger ved grænsen. Merkel var dermed tvunget til i løbet af få dage at forsøge få en form for aftale med andre EU lande og fik derfor Jean-Claude Juncker til at invitere til et uformelt mini-topmøde før det planlagte EU-topmøde d. 28/29. juni om migration, sikkerhed, forsvar og økonomiske og finansielle temaer. EU forced out of lethargy Italiens højlydte "NO!" har skabt vidtstrakt uro og forvirring i EU's myretue. Noget må der gøres, men hvad. Merkels hjemlige problemer med CSU og hendes ide om aftaler på EU plan, bidrager yderligere til behovet for at gøre noget, et eller andet, for sammenholdet i EU er truet. Omsider synes man nemlig i EU have indset, at befolkningerne ikke længere accepterer en politisk laden stå til, med en fortsat problematisk strøm af flygtninge og migranter. Balladen om NGO skibe i Middelhavet og Merkels interne problemer er kun de sidste afgørende markeringer, men protesten har været længe undervejs og er blevet markant med fremvæksten af protestpartier, der dog i den snakkende klasses parlance konsekvent og hånligt afvises som populistiske. Nu er flere af protestpartierne kommet til magten eller har fået større politisk repræsentation. Det er således ikke længere blot i Østeuropa vi finder en afvisning af den hidtidige asylpolitik med dens forkvaklede forestilling om såkaldt humane redningsaktioner, der imidlertid altid indebærer at folk omkommer, samt krav om tvungne fordelinger og krav om befolkningens accept af andre kulturers indtog. Nu finder vi også afvisningen hos nye politiske beslutningstagere i Østrig og Italien, samt i de lande hvor protestpartierne for længst har tvunget andre partier til at rette ind efter den fremherskende vindretning, som det er sket i Danmark, Holland, Belgien og senest for CSU i Tyskland. Meetings in East and West I det uformelle minitopmøde, der i al hast var blevet til på ønske fra en trængt kansler Merkel, deltog kun 16 ud af de eksisterende 28 EU-lande. Italien var på nippet til at afvise at deltage, hvis ikke et udkast til konklusion fra mødet var blevet trukket tilbage. De fire Visegrad lande fra Østeuropa boykottede mødet og holdt deres eget møde i Budapest. De har fremsat skrappe krav om forstærkning af EU's ydre grænser og om centre uden for EU til behandling af asylansøgninger: "Die Überwachung der Aussengrenzen der EU solle verstärkt werden. Zudem sollten Flüchtlinge jenseits der EU-Grenzen die Bearbeitung ihrer Asylanträge abwarten." Det uformelle minitopmøde kom der derimod ikke meget ud af, selv om Merkel forsøgte at lyde optimistisk. Derimod kom Italiens Premierminister Conte med en næppe helt gennemtænkt 10 punkts plan til grundlæggende reform af asylpolitikken og EU-samarbejdet. Conte's plan omfatter bl.a. følgende punkter(se appendiks for de 10 punkter).
Før det uformelle mini-topmøde kom der i øvrigt drastiske udmeldinger fra Bulgarien, der indtil 1. juli har formandskabet i EU. Premierminister Boyko Borissov: "I will insist on the immediate closure of the external borders of the whole European Union." Han foreslår oprettelse af centre i Tyrkiet og Libyen, der skal opfange migranter før de når Europa. Derefter kan man koncentrere sig om at håndtere problemerne med de mange, der allerede befinder sig i EU. Asylum centres in non attractive part of Europe Allerede i 2016 foreslog en klartseende østrigsk udenrigsminister, Sebastian Kurz, at de flygtninge og migranter, der reddes i Middelhavet, ikke skal have adgang til EU. Inspireret af Australiens rigorøse afvisning af illegale flygtninge og migranter foreslog Kurz, at alle, der forsøger at krydse Middelhavet illegalt enten sendes tilbage eller interneres på en ø i Middelhavet, indtil de kan sendes tilbage. Ikke en ide, der faldt i god jord dengang. Nu dukker lignende forslag op igen. I begyndelsen af juni fremsatte Danmarks Lars Løkke og Østrigs nye kansler, Sebastian Kurz, forslag om at oprette centre for afviste asylansøgere uden for EU, på et sted der ikke vil være attraktivt for asylansøgere. Sebastian Kurz: "Es ist eine Initiative in Absprache mit einigen wenigen europäischen Staaten." Altså et forslag fra en koalition af villige. Lars Løkke: "Vi taler helt konkret om projekter, der kan løbe et nyt europæisk asylsystem i gang. Hvor omdrejningspunktet kunne være fælles modtage- eller udsendelsescentre i Europa. Men for at sige det ærligt; i et land som ikke er på migranternes eller menneskesmuglernes liste over foretrukne destinationer." (nyheder.tv2.dk). Gad vide om de også har tænkt på Albanien? Asylum centres in Libya or Albania or somewhere else ... Efter Macrons nedtoning af kritikken af Italien og midt i Aquarius krisen mødtes Macron og Italiens nye premierminister, Conte, d. 15. juni i Paris. De var enige om nødvendigheden af et radikalt skifte i EU's hidtidige asylpolitik og her dukker så en ide op, som mange gange tidligere er blevet afvist. Asylcentre udenfor Europa "Mr Macron proposed building migration centres in countries of departure, including Libya, from which many people attempt a dangerous sea crossing to Europe." (BBC) Ideen er selvfølgeligt, at man her skal registrere asylsøgende og afvise alle, der ikke har ret til asyl. Hvorefter Europa kun skal modtage mennesker, der reelt er berettiget til asyl. Forslaget viser hvor meget stemningen er vendt. Allerede i 2016 foreslog Ungarns Viktor Orban, at EU skulle oprette en "giant refugee city" på den libyske kyst, med henblik på at man her skulle sagsbehandle ansøgninger om asyl i Europa. Det ville betyde, at man kun kunne søge om asyl udenfor EU's grænser. Orbans forslag mødtes naturligvis med harmdirrende afvisninger fra flygtninge- og migrant organisationer. Nu ser vi så hvorledes fremtrædende EU-politikere fremsætter forslag, der svarer fuldstændig til Orbans. Forslag fra Donald Tusk og Det Europæiske Råd. At holdningerne i asylpolitikken er ved undergå et afgørende skifte, kan man aflæse af Donald Tusks udkast til det officielle topmøde d. 28/29. juni. I udkastet finder man nemlig følgende bemærkelsesværdige passage (se i øvrigt appendix): "In order to establish a more predictable framework for dealing with those who nevertheless set out to sea and are rescued in Search And Rescue Operations, the European Council supports the development of the concept of regional disembarkation platforms in close cooperation with UNHCR and IOM. Such platforms should provide for rapid processing to distinguish between economic migrants and those in need of international protection, and reduce the incentive to embark on perilous journeys." Rådspræsident Tusk fremsætter her et EU forslag, der fuldstændig svarer til Orbans ildesete forslag og til ideerne fra Macron og Conte. Ifølge forlydende skulle forslaget fra Det Europæiske Råd rumme planer om to centre. Et i Europa uden for EU for asylsøgende, der arriverer via Balkan, Albanien bliver nævnt, og et i Nordafrika, hvor man vel tænker på Libyen eller Tunis, for asylsøgende fra Afrika. Illegale asylsøgende, der f.eks. forsøger at nå til EU skal bringes til nærmeste center. Det ville betyde, at asylsøgende der forsøger at nå EU via Middelhavet skal bringes tilbage til centret i Nordafrika for at få deres ansøgning behandlet der. Foreløbig lægger man dog planer uden at have fundet lande, der vil være vært for sådanne centre. Libyens vice-premierminister, Maiteeq, er i hvert fald ikke indforstået: "We categorically reject(the idea of) camps for migrants in Libya, ... It is not allowed by Libyan law." Og Albaniens premierminister Edi Rama: „Wir werden niemals solche EU-Flüchtlingslager akzeptieren.“ Ikke engang som modydelse for at blive medlem af EU. Gad dog vide om ikke det er et spørgsmål om prisen, dvs. størrelsen af modydelsen fra EU, og i hvert fald kan man sige, at EU har råd til at være large. Når man erindrer sig, hvad asylsøgende koster for lande i EU. Modforslag fra Kommissionens Martin Selmayer Åbenbart næsten samtidig med udkastet fra Tusk har generalsekretær Martin Selmayer udarbejdet et udkast for EU-kommissionen, der konkurrerer med Tusks udkast. Selmayers udkast synes at udgøre en fortsættelse af EU's laden stå til politik, dog med lidt mere eftertryk og indsættelse af lidt flere midler, f.eks. med forslag om at styrke European Border and Coast Guard med yderligere 10,000 mand over en årrække. I udkastet læser vi: "We renew our strong commitment to jointly advance European migration policy. We are determined to achieve progress in further reducing the number of illegal arrivals to the European Union in particular by means of strengthened external border protection, common, harmonised asylum procedures and intensified cooperation with transit countries as well as countries of origin. At the same time, we see a strong need to significantly reduce secondary movements, inter alia, by preventing unlawful crossing of internal borders between Member States by irregular migrants and asylum seekers and by ensuring swift readmissions by the competent Member State." Udkastet indeholder også forslag om mere hjælp til afrikanske lande, med henblik på at mindske migrationstrykket. En understregning af konflikten med Rådets udkast finder vi i udtalelser fra Dimitris Avramopoulos, EU-kommissær for migration, der er kritiserer ideen om centre uden for EU. Han hævder, at Europa is "against creating a Guantanamo Bay for migrants... This is contrary to our values and it is beyond discussion, Human rights and the Geneva Convention are our guide." Those against, and those showing ambivalence D. 22. juni sender Spaniens socialistiske Podemos parti en protest mod forslaget om "disembarkation centres" til EU. "Please use your powers to not approve during the next European Council meeting extraterritorial detention centres for refugees and migrants, called “regional disembarkation platforms” as proposed in the draft Council conclusions. The “Australian model” is a clear violation of International human rights law and should not be implemented by the EU by any means." Næsten rituelle er sådanne protester fra venstreorienterede og ofte grønne partier, der åbenbart ser sig selv som besiddende en højere og mere følsom form for humanisme end alle andre. "Wer die Menschlichkeit auf seiner Seite hat, der ist im Recht. Und wer es wagt, dem Furor der Humanität entgegenzutreten, der entlarvt sich selbst als Unmensch oder Zyniker." Sådanne holdninger præger også afvisningen af ideerne om "disembarkation cdenters" som man frygter vil ligne Australiens "detention facilities" på fjerntliggende steder uden for Australien. Selvom den australske politik har været yderst effektiv til at stoppe strømmen af migranter og i øvrigt forhindre, at mennesker drukner under forsøget på at nå frem. Typisk er kritikken af sådanne centre: "These have led to gross violations of international human rights law, including arbitrary detention; cruel, inhuman or degrading treatment or punishment; harm to children; torture and even loss of life. They have lacked adequate oversight and may have led to the return of refugees and others owed international protection, such as victims of torture, to harm." Egentlig et mærkværdigt synspunkt for de venstreorienterede, der jo også ser sig selv som vogtere og forsvarere for dem, der er dårligt stillede i samfundet. Fordi netop deres "humane" flygtninge- og migrant politik i allerhøjeste grad vil have negativ indvirkning på de af deres vælgere, der er dårligst stillede. Det er blandt dem, der vil være i konkurrence om arbejde til ordentlig løn, om betalbare boliger og ordentlige pensions- og velfærdsydelser. En artikel i "The Spectator" rejser spørgsmålet om en "push back" politik ikke er det mest humane svar på migrantkrisen. "Pedro Sánchez, the new Prime Minister of Spain, has said he has an ‘obligation to avoid a humanitarian catastrophe’. Quite so. But has the policy of accepting smuggled people not already led to catastrophe? This week, a group called United Against Refugee Deaths published a list of 34,361 people, whose deaths it blamed on the ‘restrictive policies of Fortress Europe’. Anyone seriously concerned about those deaths should ask if they are caused by the opposite: a system that makes the journey viable by accepting those who complete it." Fra UN organsiationer kommer der dog også protester. UN High Commissioner for Refugees Filippo Grandi: “In the past 10 days we have had vessels on the Mediterranean Sea carrying rescued refugees and other migrants and unable to dock because of political deadlock in Europe. Upholding the right to asylum in EU Member States is absolutely crucial ...Denying rescue, or shifting responsibility for asylum elsewhere is completely unacceptable. We need countries to come together and chart a new way forward.” William Lacy Swing, IOM’s Director General: “Our priority is saving the lives of all those who have been victimized by smugglers who cynically put men, women and children alike, into unsafe rafts on the high seas,” På trods af kritikken er der dog meldinger om, at UN organisationer for flygtninge og migranter vil fremlægge egne forslag til disembarkation centres: "The United Nations agencies for migration and refugees will present the European Union with a plan for "regional disembarkation platforms" around the Mediterranean where the bloc could hold migrants and decide whether to admit them." (timesofmalta.com) Sovereign southern borders in europe? Det bliver således spændende at se om topmødet d. 28/29 juni 2018 vil resultere i forslag til mere drastiske løsninger på flygtninge- og migrations problemerne. Løsninger, der ikke blot er nødvendige nu og her, men vil være uomgængelige i lyset af hvad vi kan forvente i fremtiden. Naturligvis kan man frygte, at konklusionen fra topmødet vil være den sædvanlige, hvor man i enighed bekræfter alt det man hidtil har sagt og (ikke) gjort, hvorefter man fremlægger en omgang ubeslutsom "verbiage" om nødvendige tiltag i slutdokumentet. Under alle omstændigheder er tiden dog ved at være moden til et grundlæggende "game change," der også burde indbefatte reformer af en flygtningekonvention, der tilhører en helt anden tid og helt andre problemer. Tillige med udformning af en mere konsistent og konsekvent tilgang til migration. I et blogindlæg med titlen, "No way – you will make Europe home," fra 10. december 2015 beskrev vi, hvorledes EU kunne lade sig inspirere af Autraliens "No way" flygtninge- og migrations politik. Nu synes EU omsider og ganske langsomt at være åben for sådanne ideer. Her er hvad vi skrev i 2015: Ville Australiens politik kunne tjene til inspiration for Europa? Nej ville man sikkert hævde. Australien har kun søgrænser, Australien skal ikke afstemme sin politik med andre lande i en union. Internering i fattige tredjelande er en vederstyggelighed, der stort set kun har mødt kritik. Forsøget på at afsætte flygtninge i tredjelande er også inhumant. Så simpelt kan man ikke afvise, at Europa kunne lade sig inspirere af Australien. I store træk, men mindre kendt, er det jo en politik, som Spanien med held praktiserer. Men lad os tage punkterne et for et. Kan Europa stoppe illegale grænseovertrædelser? Ja formentlig, hvis man vil og tør. Selvfølge ikke på samme måde som Australien, der kan træffe egne beslutninger, selv om det endda har været vanskeligt nok. Betingelsen for at kunne følge Australiens eksempel er først fremmest, at EU's medlemslande kan blive enige om at gøre det. Det er formentlig den største hindring. En hindring nok betyder mest i Tyskland. Endnu har panikken ikke grebet så meget om sig, at man kan bekvemme sig til at sætte effektivt ind ved de ydre grænse. Endnu råder den hovedløse og forvildede aktivisme, hvor man hver for sig forsøger sig med løsninger, mens man i EU aftaler det ene virkningsløse initiativ efter det andet. Hvis man på et tidspunkt har fået nok og overvinder sin egen skyhed overfor drastiske beslutninger, skal flere kameler sluges. Det vil det være nødvendigt at indsætte tilstrækkeligt mandskab, det rigtige udstyr til overvågning til lands til vands, og frem for alt være enige om, at man ikke vil lade sig stoppe af fysisk modstand. Gummibåde og skibe kan i “push back" aktioner føres tilbage til sikre lande, dvs. fra Ægæerhavet og det østlige Middelhav til Tyrkiet, Libanon og Ægypten og i det vestlige Middelhav til Nordafrika. Ved en den korte landegrænse til Tyrkiet kan man let stoppe flygtninge og migranter, det er kun et spørgsmål om ressourcer og viljen til at ville. Hvad så med dem, der ikke kan "skubbes tilbage"? Det kunne jo gælde for både fra f.eks. Libyen? Tjah, Spanien har allerede vist vejen ved, at de fik mulighed for at tilbagesende illegale grænseovertrædere til en flygtningelejr i Mauretanien, der lokalt skulle være kendt som Guantamito. For EU som helhed måtte man forestille sig, at man først og fremmest yder større støtte til eksisterende flygtningelejre, derudover kan man forestille sig oprettelse af nye lejre i stater, hvor man være villige til at lægge jord til mod betaling. Indtil videre er disse løsninger ikke være så forskelige fra, hvad man forsøger at opnå med Tyrkiet. Her ville vi dog undgå at foregik på Tyrkiets betingelser. Fra lejrene skulle man som flygtning kunne søge om ophold i et EU land, og hvis man anerkendes efter grundige tjek, få asyl i EU. Alle andre skulle have tilbud om betalt tilbagesendelse eller hjælp til bosætning i deres oprindelige nærområde. Helt umuligt forekommer det altså ikke at lade sig inspirere af Australiens flygtninge politik. Fordelen ville være at fik næsten fuldstændig kontrol med EU's ydergrænser. Det ville gøre tilværelsen for menneskesmuglere meget besværlig Man ville ikke være så afhængig af Tyrkiets Erdogan. Man ville kunne foretage mere omfattende tjek af flygtninge før de fik lov at komme til EU. Man ville kunne dosere indtaget i EU, ved på forhånd at sikre kontingenter af en størrelse man kunne håndtere. Man ville kunne udvælge de flygtninge, er trænger mest til hjælp og ikke som nu i hovedsagen acceptere mænd, der har haft lettere ved at klare strabadserne på de besværlige ture frem til EU's grænse. Man ville kunne afgøre på stedet, hvor meget af familien der kunne medtages. Man kunne dosere influxen af migranter efter behov, både for EU selv og for det lande migranterne forlader og f.eks. undgå at dræne visse lande for fagligt veluddannede. Og så ville man naturligvis møde mindre modstand i de lande, der skulle modtage de udvalgte kontingenter og have lettere ved at opretholde idealet om den frie bevægelighed i Schengen. Hvis og hvis. Det er meget usikkert om man vil turde at foretage sig noget, der kan virke effektivt. Så længe initiativerne ikke rigtig virker kan man jo sige, at man har gjort noget, og at det man har gjort ikke har været til hindring for flygtningene. Tilbage står imidlertid dilemmaet. Fælles overnational grænsekontrol med afvisning af alle, der illegalt vil krydse den ydre grænse? Eller lade Frontex ineffektiviteten råde, modtage alle flygtninge, der melder sig ved grænsen, og miste Schengen og måske på sigt EU? Vælger man det første kan det give EU større selvtillid og styrke. Vælger man det sidste undermininerer i en forfjamsket og misforstået humanisme, der tager mere hensyn til problematiske flygtninge end til egen befolkning, fuldstændig grundlaget for et stærkt EU. APPENDIX: Conte's 10 point plan Premierminister Conte's 10 punkts plan European Multilevel Strategy for Migration Europe is called to a crucial challenge. If it fails to implement an effective policy regulation and management of migratory flows, the whole European building risks losing the credibility. We need an integrated, multilevel approach that combines rights and responsibilities. Italy wants contribute constructively to the formulation of this new approach. We must move from the emergency management, to the structural management of the phenomenon of immigration. This is achieved first of all by adjusting the primary flows (inputs) into Europe, only in this way can secondary flows be regulated later (intra-European movements). 1. Intensify agreements and relations between the European Union and third countries from which migrants depart or transit through and invest in projects there. For example, Libya and Niger, with whose help we have reduced departures by 80% in 2018. 2. Centers of international protection in transit countries. To evaluate asylum applications and offer legal assistance to migrants, including for voluntary repatriation. For this purpose the EU must work with UNHCR and IOM. Therefore it is urgent to refinance the EU-Africa Trust Fund (which has currently a total overdraft of 500 million euros) which also affects the response to illegal immigration on the Libya-Niger border. 3. Strengthening external borders. Italy is already supporting EU missions (EUNAVFOR MED Operation Sophia and Joint Operation Themis) and supporting the Libyan Coast Guard, we need to strengthen these initiatives. 4. Overcoming Dublin (more complex goal). Born for other purposes, it is now insufficient. Only the 7% of migrants are refugees. Without intervening properly we risk losing the possibility of adopting a truly effective European instrument. The European Common Asylum System today is founded on a paradox: rights are recognized only if people manage to reach Europe, no matter at what price. 5. Go over the country of first arrival criterion. Who arrives in Italy, lands in Europe. Reaffirm responsibility-solidarity as a binomial, not as dualism. Schengen is at stake. 6. Joint responsibility between Member States on shipwrecks at sea. It cannot fall on the countries of first arrival. Overcoming the concept of ‘illegal crossing’ for people rescued at sea and brought ashore as a result of SAR (Search and Rescue). It is necessary to differentiate between safe haven of landing and the State competent to examine asylum applications. The rescue obligation cannot become an obligation to process requests on everyone’s behalf. 7. The European Union must oppose, the “trafficking in human beings” and fight the criminal organizations that feed the trafficking and false illusions of migrants with common initiatives not only entrusted to individual States members. 8. We cannot bring everyone to Italy or Spain. Welcome centers are needed in several European countries to safeguard the rights of those who arrive and to avoid problems of public order and overcrowding. 9. Counter secondary movements. Implementing previous principles, intra-European movements of refugees would be merely marginal. Thus secondary movements can become the subject of technical agreements between the countries most affected. 10. Each state establishes entry quotas for economic migrants. It’s a principle that must be respected, but adequate financial countermeasures should be provided for with respect to the States that do not offer to welcome refugees. Donald Tusk's draft (migration) Udkast fra Donald Tusk til konklusion på topmødet 28/29 juni ( afsnittet om mirgration) I. MIGRATION 1. The European Council reconfirms that a precondition for a functioning EU policy on migration is effective control of the external borders. Since 2015 a number of measures have been put in place to achieve that objective. As a result, the number of detected illegal border crossings into the EU has been brought down by 95% from its peak in October 2015. 2. The European Council is determined to continue and reinforce this policy to prevent a return to the uncontrolled flows of 2015 and to further reduce illegal immigration on all routes. Specifically as regards the Central Mediterranean route, efforts to stop smugglers operating out of Libya should be further intensified. The EU will continue to stand by Italy in this respect, and will step up its support for the Libyan Coastguard, coastal and Southern communities, humane reception conditions, and voluntary humanitarian returns. 3. As regards the Eastern Mediterranean Route, more efforts are needed to ensure swift returns and prevent the development of new sea or land routes. Cooperation with, and support for partners in the region remain key. As regards the Western Mediterranean route, the EU will continue to support all efforts by Member States and key third countries to prevent illegal migration. 4. In order to establish a more predictable framework for dealing with those who nevertheless set out to sea and are rescued in Search And Rescue Operations, the European Council supports the development of the concept of regional disembarkation platforms in close cooperation with UNHCR and IOM. Such platforms should provide for rapid processing to distinguish between economic migrants and those in need of international protection, and reduce the incentive to embark on perilous journeys. 5. The European Council will also strengthen EU external instruments on migration in the context of the negotiations on the next Multiannual Financial Framework, in particular so as to ensure effective cooperation with countries of origin and transit. To this end, the external components of the internal, border, asylum and migration funds should include a dedicated external migration management window specifically geared towards stemming irregular migration flows. 6. Concerning the situation internally in the EU, secondary movements of asylum seekers between Member States put the integrity of the Asylum System severely at risk. Member States should take all necessary internal legislative and administrative measures to counter such movements and to closely cooperate amongst each other to this end. 7. As regards internal migration policy much progress has also been achieved thanks to the tireless efforts of the Bulgarian and previous Presidencies. [p.m. Dublin] ADDENDUM 29 June Gengivelse af "Main Results" på migrationsområdet fra topmødet d. 28/29 juni (Den samlede konklusion for migrationsområdet findes her): Migration The European Council called for further measures to stem illegal migration and prevent a return to the uncontrolled flows of 2015. The European Council reconfirms that a precondition for a functioning EU policy relies on a comprehensive approach to migration which combines more effective control of the EU’s external borders, increased external action and the internal aspects, in line with our principles and values. European Council conclusions, 28 June 2018 Leaders agreed, that this is a challenge not only for a single member state, but for Europe as a whole. Since 2015 a number of measures have been put in place to achieve the effective control of the EU's external borders. As a result, the number of detected illegal border crossings into the EU has been brought down by 96% from its peak in October 2015. Regarding the Central Mediterranean route, EU leaders agreed to:
They also called for more efforts to ensure swift returns and to prevent the development of new migratory routes. They also reaffirmed the need to continue working closely with Western Balkans partners. EU leaders agreed to support efforts to prevent illegal migration in the Western Mediterranean where irregular arrivals are on the rise. This include efforts by member states as well as countries of origin and transit, in particular Morocco. EU leaders also supported the development of a concept of regional disembarkation platforms for people saved at sea by search and rescue operations. Such platforms, suggested by UNHCR and IOM, should allow to rapidly and safely distinguish between economic migrants and those in need of international protection. EU heads of state or government agreed that on EU territory, those who are saved, should be taken charge of, on the basis of a shared effort, through the transfer in controlled centres. These centres are to be set up in member states, only on a voluntary basis, and should provide rapid and secure processing allowing to distinguish between irregular migrants, who will be returned, and those in need of international protection, for whom the principle of solidarity would apply. The European Council agrees on launching the second tranche of the Facility for Refugees in Turkey and at the same time on transferring 500 million euro from the 11th EDF reserve to the EU Trust Fund for Africa. EU leaders also highlighted the importance of a partnership with Africa, which would not only require increased development funding but also steps towards creating a new framework enabling an increase of private investment from both Africans and Europeans. In addition, leaders called for a new dedicated external migration management facility to be included under the next EU long term budget (MFF). The European Council recalled the need to ensure the effective control of the EU's external borders and to step up the effective return of irregular migrants. It welcomed the intention of the Commission to make legislative proposals for a more effective and coherent European return policy. Concerning the internal situation, member states should take all the necessary measures to prevent secondary movements of asylum seekers and to cooperate with each other to that end. Finally, EU leaders discussed the reform of EU asylum rules. Much progress has been achieved: five out of the seven legislative proposals are close to finalisation. EU leaders invited the Austrian presidency to continue work on the Dublin regulation and the asylum procedures proposal. |
