Den tyske “Schirmherrin" (protektor) Daniela Schadt for UNICEF sagde  ved præsentation: “In ihren Gesichtern, in jeder Faser ihres Körpers ist die schiere Verzweiflung dieser beiden Kinder zu erkennen."(t-Online).
At vælge et sådant billede til årets foto virker direkte usmageligt og kynisk manipulerende. Det risikerer at bidrage til at flygtninge og migranter begynder at bruge deres børn i bestræbelser på at slippe  ind over grænsen til EU. Det er  naturligvis ikke UNICEF's intentention, men hvad er det så?
Hvorfor befinder to små børn sig i forreste række ved barrieren? Skal det vise grænsevagters brutalitet, eller snarere det modsatte, at de lader børn slippe igennem for at forhindre at de lider overlast.
Hvad med forældrene? Er det uforvarende, at børnene er havnet i forreste række? Er det dumhed eller er det mere eller mindre bevidst, fordi de ved, at kan de få børnene igennem, kan de selv følge senere? Måske oven i købet en tanke de har fået ved at se, hvordan andre har gjort, når der var fotografer i nærheden. Har de måske lært det ved at se billeder fra tidligere sammenstød med grænsevagter?
Jeg har tidligere skrevet om muligheden for en kynisk gensidig koreografi. Her blot et udsnit af, hvad jeg skrev dengang (blogpost: Galopperende sensationalisme perverterer vores opfattelser).
Der hersker en form for vanvittig, gensidig eskalerende koreografi, bag de billeder, der skal ind på vores nethinde. Journalister er i feeding frenzy for at opnå de billeder, der virker bedst på seerne og læserne. Og de ved sandsynligvis ret præcist, hvad der skal bruges. Vold og voldens instrumenter, sten, ild, vandkanoner, tåregasskyer, involvering af kvinder og børn, sårede, blod, og store fortvivlede øjne, gerne med en falanks af sorte, hjelmklædte, bevæbnede politifolk i baggrunden og så lige nogle enkelte tårepersende enkeltskæbner.
Journalisternes flokagtige sensationsjournalisme er i øjeblikket det, der præger enhver nyhedsudsendelse i TV og billeder og beretninger i andre medier. Der er ingen tid eller plads til nogen form for eftertanke. Skurke og helte roller er fordelt, nu drejer det sig om at få det hamret ind i hovedet på os alle sammen, i en indbyrdes konkurrence om at være først med breaking news.
Endnu engang. Det er vanvittigt, det her. Fornuften er fuldstændigt forsvundet i en yderst kalkulerende sensationalisme. Hvad er grunden? Her er nogle temmelig kyniske formodninger. Medierne ved hvad, der giver opmærksomhed, og dermed indtjening og prestige, dvs. er i deres egen interesse. For journalister gælder det samme. Deres karriere og prestige fremmes i konkurrencen med andre journalister, hvis de kan komme først med endnu mere sensationelle fotos og beretninger. Derfor ser vi dem som græshoppesværme slå ned på de steder hvor det største sensationspotentiale ligger. I den forstand udnyttes flygtningeskæbner til egen vinding. På et eller andet tidspunkt går det måske over gevind, ved at man begynder at manipulere de hændelser man gengiver, for nu at få det til at trænge rigtigt ind i hovedet på os. Fra da af forlader vi realiteternes verden og begiver os ind et Hollywood univers, hvor action film og virkelig aktion ikke kan skelnes fra hinanden.
Udnyttelsen går begge veje. Meget hurtigt vil mediernes gengivelse og reaktioner på dem, inspirere flygtninge og migranter i deres bestræbelser på at nå deres mål. Det behøver ikke at være bevidst og planlagt, det vil foregå helt automatisk.

UNHCR interviews of Syrian refugees
I perioden april-september har UNHCR repræsentanter interviewet 1.245 af de syriske flygtninge, der var flygtet til Grækenland i samme periode. UNHCR gør opmærksom på, at det ikke drejer sig om et repræsentativt udvalg af de i alt 265.000 syriske flygtninge, der ankom til Grækenland i perioden, men hævder dog, at det indtil videre er den mest omfattende undersøgelse af syriske flygtninges profil og deres begrundelser for at forlade Syrien og vove flugten til Grækenland.
I det følgende betragter vi nogle temaer og resultater fra interview undersøgelsen der har titlen  "Syrian Refugee Arrivals in Greece."

Som har set tidligere er unge mænd totalt dominerende i strømmen af flygtninge.


Uddannelse

Her skal man huske, at svarene blev indsamlet under betingelse af anonymitet og at det ikke drejer sig om et repræsentativt udvalg af flygtninge.
Unesco statistik over uddannelse i Syrien og en undersøgelse over uddannelser blandt syriske flygtninge i Tyrkiet fra 2013 viser et ganske andet billede. Det kan der flere forklaringer på. Forklaringer kan f.eks. være,  at det fortrinsvis er unge med relativt gode uddannelse, der er flygtet. Eller det kan være, at det fortrinsvis er de veluddannede unge, der har accepteret at deltage i undersøgelsen.  Endelig kan man bevidst have angivet højere niveau end man reelt har opnået.
http://www.uis.unesco.org/DataCentre/Pages/BrowseEducation.aspx
Billedet ser i hvert fald anderledes ud, når man ser på uddannelser blandt syriske flygtninge i Tyrkiet, hvor man dog skal huske, at vi ikke kender aldersfordelingen

Vi kan ikke vide, hvad den rigtige forklaring er, blot konstatere at der er stor forskel på tallene fra UNHCR's interview undersøgelse og tallene fra undersøgelsen af syriske flygtninge i Tyrkiet.
 
 
Stillingsbetegnelse
I nedenstående figur skal tekststørrelsen angive den relative hyppighed af de forskellige stillingsbetegnelser blandt de interviewede. Vi kan se, at  betegnelsen "studerende" er den hyppigste.

Familiesammenføring
Mere end 58% angav, at de havde til hensigt at opnå familiesammenføring i det land, hvor de opnåede asyl. 34% angav, at de ikke ville,  mens 7% ikke havde besluttet sig.
 
 
Religion
Blandt de interviewede angav 85% at være Sunnier, mens 6% angav at være kristne. Resten svarede enten ikke eller angav andet religiøst tilhørsforhold.
 
 
Grunde til at forlade første asyl- eller transitland

UNHCR har også spurgt om hvilke grunde flygtningene angiver for at søge asyl i et andet land end Grækenland (bemærk at man kan angive mere end én grund):

Det fremgår ganske tydeligt, at det ikke først og fremmest er ønsket om at opnå større sikkerhed og beskyttelse, der begrunder, at man forlader det første asyl-eller transitland. Det er i stedet hovedsageligt af de samme grunde som migranter kan angive: Muligheden for at få arbejde og et bedre udkomme. Dermed definerer mange af flygtningene i realiteten sig selv som migranter, hvilket også understreges af deres intention om at forlade Grækenland for at søge asyl  i lande, hvor de mener at have mulighed for at få arbejde og  bedre forhold i øvrigt.
Efterhånden er det måske relevant at  stille spørgsmålet, om disse flygtninge  egentlig er så forskellige fra migranter fra f.eks. Afrika eller Pakistan, som man jo ønsker at sende tilbage.
De har i hvert fald  ikke noget ønske om at søge asyl i Grækenland.  90,8 % ønsker i stedet at søge asyl i et andet EU-land.
 

Ønsket destination i Europa
Flertallet 50% agter sig til Tyskland, mens 13% agter sig til Sverige. Bemærkelsesværdigt. På tredjepladsen af de lande, hvor man ønsker at opnå asyl, kommer Danmark med 5%, som det kan ses af nedenstående grafik.

Barriers of paper
Hvis man ikke viste bedre skulle man tro, at den Europæiske Union har udviklet en helt ny form for grænsesikring. En barriere af papirforslag indeholdende mængder af næsten ulæselige bestemmelser til oprettelse af det nye grænsekorps, "European Border and Coast Guard," eller "the Agency."
110 sider fylder forslaget med den mundrette titel: "REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL on the European Border and Coast Guard and repealing Regulation (EC) No 2007/2004, Regulation (EC) No 863/2007 and Council Decision 2005/267/EC"
Man må gå ud fra, at drevne eurokrater må fortælle de politiske beslutningstagere, hvad forslaget faktisk går ud på. Ellers måtte man jo antage, at politikerne træffer beslutninger i blinde, for tid til at læse det hele mellem de mange møder er der næppe.
 I stedet for et forholdsvis klart forslag til oprettelse af et europæisk grænseagentur, hvor man i praksis koncentrerer sig om at sikre grænsen, investeres energien i at bygge papirbarrierer, der måske mest udgør en hindring for at handle.
For overhovedet at have en chance for at forstå, hvad man er i færd med at beslutte, er der lavet en slags European Border and Coast Guard for dummies, dvs. politikere og alle os andre, mens et næsten kafkask præsteskab vogter over de fineste nuancer i det originale forslag.
Giver dummy udgaven så idet mindste svar på følgende spørgsmål:
 
Hvilke opgaver har European Border and Coast Guard, eller the Agency opgave?
 
Hvad er kriterierne for indsættelse?
 
Hvad omfatter det, mandskab teknik osv?
 
Hvilken effekt forventes det at have på grænsesikring, på Schengen , på flygtninge- og migrantstrømmen?
 
 
Tasks
The new European Border and Coast Guard Agency will reinforce Member States' capacities at the external borders through joint operations and rapid border interventions. Its strengthened mandate will include monitoring and supervisory responsibilities, as well as the capacity to intervene in
urgent situations either at the request of a Member State or when a Member State is unable or unwilling to act. When such urgent interventions are needed, the new Agency will be able to draw on a pool of resources which are placed at its disposal by the Member States and are available for immediate deployment. The role of the Agency to contribute to search and rescue operations will
also be significantly strengthened.
Fremhævelserne findes i originalen. Bliver vi klogere på, hvad grænsekorpset så skal foretage sig? Det skal forstærke medlemslandenes kapacitet ved de ydre grænser. På hvilken måde? Det får vi ikke at vide her i dummy-udgaven, men hvad så den 110 sider lange udgave da?
Her hedder det bl.a. at "the Agency" shall perform the following tasks:
"deploy European Border and Coast Guard Teams and technical equipment to provide assistance in screening, identification and fingerprinting in the framework of the migration management support teams at hotspot areas. "
og videre
"deploy the necessary equipment and staff for the rapid reserve pool for the practical execution of the measures needed to be taken in a situation requiring urgent action at the external borders."
 Jeg læser det sådan, at vil hjælpe de nationale grænsemyndigheder med at sikre bedre registrering og kontrol, ved opslag i endnu ikke eksisterende fælles databaser og ved tage fingersaftryk.
Hvad der præcis ligger i de “measuress," der skal tages i anvendelse ved "urgent action" er fuldstændigt uklart. Men det betyder måske blot, at der også, når der pludselig kommer mange flygtninge/migranter, skal være kapacitet til at foretage registrering og kontrol.
Hvordan man i øvrigt skal sikre, at det faktisk sker er uklart, Må man f.eks. holde flygtninge og migranter tilbage med magt for sikre kontrollen? Må man holde dem indspærret i lejre til de eventuelt er blevet registreret?   Aner det ikke, på trods af de mange sider.
Til "the Agency's" opgaver hører endvidere samarbejde med tredjelande og hjælp til en mere effektiv tilbagesendelsepolitik.
"Integrated border management means going beyond checks and patrols at the external border. Itincludes measures in and with third countries, and responsibilities 'behind the border', such as return of third country nationals irregularly staying in the EU to their countries of origin."
Som vi for nyligt kunne konstatere, har forsøget på at returnere personer, der ikke kan opnå flygtningestatus, været en fiasko.Det er helt og aldeles uklart om der kan ske afgørende forbedringer ved brug af "the Agency."
 
Intervention
The Commission could adopt such decision for immediate intervention by the Agency in cases where:
- a Member State fails to implement the corrective measures defined by the Agency following the outcome of a vulnerability assessment identifying certain gaps in its national border management system which need to be addressed, or
- there is such a sharp and disproportionate increase of pressure at the external borders the proper functioning of the Schengen area is put at risk.
Det lyder simpelt, men synes dog at kræve en lidt mere kompliceret belutningsprocedure,  som skal følge efter, at der er foretaget sårbarhedsanalyser, hvor man kan påpege huller i den nationale grænsesikring. Især hvis det land, hvor man vil gribe ind, ikke ønsker denne indgriben.
 
Ressources
"The Agency" skal nå op en fast stab på 1000 mand i 2020, fra et udgangspunkt i på 402 i 2016.
"To secure the capacity of the Agency to perform its tasks in responding to emergency situations, a rapid reserve pool of experts will be created as a standing corps put at the disposal of the Agency... Member States will have to make available at least 1500 border guards to be deployed by the Agency in rapid border interventions within days."
For The Agency kan stå på egne ben med hensyn tekniske ressourcer, får man mulighed for at anskaffe eget udstyr og teknik til at varetage opgaverne. Det betyder et øget budget.
Det er jo ikke nogen voldsomt imponerede styrke man forestiller opbygget i tiden indtil 2020. Alene kan den ikke sikre grænserne. I hvert fald ikke i den forstand, at man hermed kan garantere at stort set ingen kan krydse grænsen uden at blive registreret og kontrolleret. Ligesom det er helt og aldeles uklart hvor meget magt man må og kan sætte ind. Vagterne må ganske vist være bevæbnede, under visse betingelser, men det er vist mest til egen sikkerhed.
 
Vil det have nogen effekt?
Hele initiativet skal naturligvis bidrage til at redde Schengen og dermed den frie bevægelighed inden for Schengen området. Kan det så det?
 Svaret er, at man tilsyneladende slet ikke har forsøgt at vurdere om det nye tiltag med tilhørende bjerg af papirbestemmelser, overhovedet kan klare opgaven. Foreløbig er det kun papirløsninger, som man håber vil kunne skabe sikkerhed og orden i det grænseløse kaos, der hersker i øjeblikket.
For at det kan ske kræver det at medlemslandene spiller med. Det må man formode,  at de nødtvunget vil gøre, presset som de er af omstændighederne. Så skal man have mandskab samlet fra de forskellige lande og opbygget de tekniske muligheder for at kunne udøve kontrollen. Men hvor ser vi konkrete planer for implementering?
Er det så nok til sikre grænserne?
Aner det ikke, for der er ingen aktuelle vurderinger af hverken det fremtidige pres på grænserne eller det effekten af en gennemførelse af det aktuelle forslag. På trods af papirbjerget bærer forslaget derfor præg af at være en slags ad hoc tiltag, som så meget andet fra EU i denne tid. Bureaukratiet designer stadig mere og mere omfattende papirløsninger og når de ikke realiseres udvider man omfanget.
 
"jeg kan jo ikke se noget!"
Et afgørende spørgsmål får vi slet ikke svar på, hverken i dummy-udgaven eller det samlede forslag.
Vil det effektivt reducere flygtninge- og migrantpresset på EU?
Indirekte kan man finde indikationer på, at det nok ikke er tilfældet. Det hedder f.eks forslaget: "In the performance of its tasks the European Border and Coast Guard shall ensure that no person is disembarked in, forced to enter, conducted to or otherwise handed over or returned to the authorities of a country in contravention of the principle of non-refoulement, or from which there is a risk of expulsion or return to another country in contravention of that principl."
Det læser jeg således, at man ikke kan afvise mennesker, der påberåber sig flygtningestatus. Man kan blot kontrollere og registrere. Dvs. principielt er der ingen forskel i forhold til den nuværende situation. Man modtager alle, der påberåber sig at være flygtninge. Det betyder, at det nye tiltag i princippet slet ikke påvirker flygtningestrømmen.
Hermed må man således konstatere, at "the Agency" alene kan medvirke til sikre bedre registrering, ogtil at man med tiden får bedre mulighed for at forhindre, at personer, der er eftersøgte, kan rejse frit frem og tilbage over grænserne. Det betyder til gengæld, at alle skal kontrolleres ved de ydre grænser, også Schengen landenes egne borgere.
Er det igen blot et kolossalt ordrigt forslag fra EU, hvor energien går tabt i eurokratisk ekvilibrisme. Øvelser, der minder om visse skrædderes forsøg på at forsyne en forfængelig kejser med en fantastisk ny garderobe, som man skal være meget overbevist for at kunne se nogen substans i.
 
 “Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!” tænkte kejseren, “han kan bedst se, hvorledes tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!”
Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve. “Gudbevares!” tænkte den gamle minister og spilede øjnene op! “jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.
Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv, og den stakkels gamle minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingen ting. “Herregud!” tænkte han, “skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se tøjet!” (HC Andersen: Kejserens nye klæder).

Lækket udkast til topmøde konklusioner om migration
Før EU topmødet 17/18 december er der lækket et papir med "draft conlusions." Et af hovedpunkterne til mødet vedrører naturligvis EU's og medlemslandenes håndtering af flygtninge- og migrationskrisen. Noget misvisende har man givet punktet titlen "Migration." I udkastet til konklusionen skriver man "Despite the hard work in recent months the level of implementation of some of the decisions taken is insufficient. The unprecedented influx of migrants puts the Schengen and asylum acquis under severe pressure." Så har man ikke sagt for meget, for det “hårde" arbejde har på trods af mange møder og forslag og aktionsplaner ikke bragt os videre. Det er man godt klar over, så derfor indeholder udkastet til konklusion en række krav til EU og medlemslandene, udformet i eurokratiske vendinger. Kravene er opstillet i punkterne a til g.  Lad os se, hvad man kræver.
 
a) rapidly address deficiencies in the functioning of hotspots, including by establishing the necessary reception capacity to achieve their objectives; rapidly agree a precise calendar for further hotspots to become operational; ensure that Frontex and EASO have the necessary expertise and equipment.
 
Hotspots kan betyde mange ting, lige fra områder med vulkansk aktivitet til wifi hotspots, men hvad er lige det hotte i hotspots for flygtninge og migranter? Der er jo snarere tale om centrale registreringssteder, hvor presset eller varmen skal reduceres, i forsøget på at undgå hotte situationer ved grænserne. Eurokrater er nok bedre til at finde på termer, der lyder aktive, end til at realisere løsninger. Hotspots skulle etableres i Grækenland , Italien og senere er der vist også planer hotspots udenfor EU grænserne.
I de centrale registreringssteder eller hotspots er det meningen at samle flygtninge og migranter med henblik på, at EASO (European Asylum Support Office), Frontex og Europol i samarbejde med lokale myndigheder hurtigt skal identificere, registrere og tage fingeraftryk af migranter. Ligesom man skal forsøge at finde ud af, hvem der kan opnå asyl og hvem, der ikke kan. For den sidste gruppe skal Frontex assistere ved tilbagesendelse, mens Europol og Eurojust skal medvirke til at afsløre menneskesmuglere. For asylansøgernes vedkommende er det meningen at de skal fordeles fra hotspots'ene i overensstemmelse ved de kvotefordelinger, der tidligere er blevet vedtaget med kvalificeret flertal i EU.
Det var ideen med hotspots og hvordan ser det så med realiseringen?
Det ser ikke for godt ud. Hvis vi ser på et af brændpunkterne, Grækenland, kan man d. 11. december konstatere, at der findes 5 hotspots med en temmelig begrænset kapacitet, som man kan se i tabellen nedenfor:

Det er derfor tydeligt, hvorfor man taler om “deficiences" pkt a. Ligesom det også er tydeligt hvorfor man vil have datoer for, hvornår disse hotspots faktisk bliver operationelle.
Der kommer stadig op mod 3.000 flygtninge/migranter til Grækenland hver dag, selv i denne tid. Man må derfor sige, at der en vis afstand mellem de luftige forestillinger og den barske realitet. Det ser ikke bedre ud i Italien, hvor der i følge opgørelse fra d. 11. december, findes 6 hotspots med en modtagelses kapacitet på mellem 300 og 500.
I Brussels blog konstaterer Spiegel fra Financial Times: "Northern countries like Germany and the Netherlands believe the relocation programme hasn’t worked because Greece and Italy haven’t set up the camps – this is the reference in the communiqué to creating the “necessary reception capacity” – while Rome and Athens say they don’t want to set up the camps until the relocations begin in earnest, or at least until countries start making concrete offers to fill the 160,000 places they’ve pledged. A classic Catch-22." (Brussels blog).
 
b) ensure registration and take measures to discourage refusal of registration;
 
Hvad gemmer der sig bag udtryk som "ensure, measures og discourage"? I følge Brussels bloggen henviser det til, at flygtninge generelt er imod at blive visiteret til bestemte lande. De vil vælge selv og derfor modsætter mange sig registrering. De forsøger derfor at undgå de nævnte hotspots, for i stedet på egen hånd at begive sig på vej til det land de, uvist af hvilke grunde, foretrækker at søge asyl i. "Discourage og ensure" må så betyde, at det skal myndighederne i et vist omfang tvinge dem til. Hvilke "measures" man tænker på er uvist. Skal man forstille sig, at man med pigtråd og vagter holder flygtninge samlet  i lejre, hvorfra de så bliver registreret og tvangsfordelt til modtagerlande? "That could look very ugly: border guards and police forces rounding up refugees and forcing them into “hotspots” to be registered and put on planes for trips across the EU."(Brussels blog).
Hvis de luftige planer om hotspots ikke kan realiseres får EU og især Tyskland imidlertid et nyt problem. For så må man regne med en fortsat ophobning af flygtninge i bl.a Tyskland og Sverige. På et tidspunkt vil disse lande være nødt til lukke grænserne,  hvilket vil kvæle det i forvejen komatøse Schengen.
 
c) implement relocation decisions more rapidly as well as consider extending them to other Member States under high pressure;
 
Kravet om at beslutninger om relokering af flygtninge skal implementeres hurtigt, røber, at der indtil nu er sket meget lidt. Det betyder, at der skal lægges mere pres på visse lande.  Presset er en konsekvens af, hvad der er hændt med EU's vedtagelse om kvotefordeling. Eller rettere, hvad der ikke er hændt siden man vedtog en fordeling baseret på kvalificeret flertal. Her er en opgørelse fra d. 11. december i år.

Note 1. Af de 160.000 blev 61.744 ikke allokeret i første omgang, derfor er tallet kun 98.256.
 
Fordelingen skulle omfatte i alt 160.000 flygtninge (40.000 plus i anden omgang 120.000). I sig selv et fuldkommen utilstrækkeligt tal, når man ser, at der alene i år er ankommet mere end 1,5 millioner til Europa.
Og se så, hvor lidt der er kommet ud af vedtagelser, truffet hen over hovedet af både flygtninge og modtagerlande. I alt 14 lande har gjort 3.827 pladser klar til modtagelse. Ud af 39.600, der skulle fordeles fra Italien, er der fordelt 130! Af de 66.400, der skulle fordeles fra Grækenland, er der fordelt 54! Dvs. i alt 184 ud af 98.256. Et sådant resultat fortjener kun betegnelsen fiasko. Som vi skrev i foregående posting: "Indtil nu har hverken hotspots eller kvotefordeling tilsyneladende fungeret efter hensigten og når noget ikke fungerer efter hensigten i EU, så vedtager man blot mere af samme slags, eller hvad?" Ja det synes netop at være, hvad man vil gøre. EU står ganske vist her med en mislykket plan og hvad gør man så. Man vælger dels at true dem, der ikke medvirker og så gør man i øvrigt klar til at puste ballonen på op med kommende forslag om fordelinger (eller kontingenter).
"Extending relocation decisions" henviser til en fordækt trussel, nemlig muligheden for at relokere flygtninge direkte fra de lande, der har modtaget mange asylansøgere, dvs. Tyskland og Sverige. Hvis ikke omfordeling fra de planlagte hotspots virker, truer man således med, at flygtninge omfordeles, frivilligt eller ufrivilligt, fra de mest pressede asyllande, Tyskland og Sverige, til andre EU-lande. Det virker ærligt talt som en håbløs og temmelig desperat eurokratisk trussel, ikke mindst fordi en løsning i så tilfælde skal presses ned over uvillige mennesker og lande. Ikke noget, der vil øge samarbejdsviljen i EU.
Det kan ende med flygtningeprotester og -optøjer og med yderligere modstand fra modtagerlandene.
"If Germany joins in, suddenly tens of thousands of migrants currently living in Germany and Sweden will be sent to other EU countries – something that could cause a huge backlash, particularly in Germany’s neighbours to the east which have vehemently objected to the relocation plan from the start – and potentially kill the remaining political will for the foundering scheme"(Brussels blog).
Kan man da ikke se, at en bedre løsning ville være at lukke EU's ydergrænser for illegal indrejse og i stedet bede medlemslandene modtage realistiske og håndterlige kontingenter af villige flygtninge, direkte fra flygtningenes nærområder, dvs. fra flygtningelejrene, der jo i virkeligheden burde være de relevante hotspots.
 
d) ensure the actual return of people not authorised to stay and provide support to the frontline Member States as regards return operations;
 
Hvis man skal gøre sig håb om at reducere indtaget af flygtninge og migranter er det vigtigt, at man bliver meget bedre til at skelne mellem flygtninge, der kan forvente at opnå asyl og personer, der ikke kan forvente at opnå asyl, dvs. migranter. Som det fremgik ovenfor var dette en del af opgaven for hotspot centrene.
At identificere, hvem der ikke kan opnå asyl er imidlertid kun ét problem. Et helt andet problem er at få disse mennesker tilbagesendt til deres oprindelseslande og i øvrigt forsøge at gøre det uattraktivt for migranter at forsøge at krydse grænsen til EU.
"Ensuring effective returns is a core part of the work of the Migration Management Support Teams in 'hotspot' locations. This also requires efficient systems to be in place inside the EU for issuing and enforcing return decisions. Concrete steps have been taken over the past month to develop a system of integrated return management and to make use of the EU's information exchange systems to include return decisions and entry bans." (State of play 11. december).
Hvordan ser det ud med den praktiske gennemførelse af tilbagesendelser? Man har i EU opgjort tallene for tilbagesendelser for perioden september -november 2015. Her er nogle opsummeringer:
Fra Italien er der returneret i alt 153 personer til Ægypten og Tunesien . Fra Grækenland er der i perioden returneret 0 personer.  Med fælles arrangerede Frontex flyvninger er der i alt returneret 658 personer i perioden.
Det lyder ikke som nogen succes, så nu kræver man sørme "the actual return of people not authorised to stay.  Gad vide, hvad man har forestillet sig førhen.
I følge The Economist kan ca. 80% af dem, der krydser grænsen til Grækenland gøre sig håb om asyl, mens andelen for Italien som følge af mange afrikanske migranter, er meget lavere , ca. 46 %.  Hvis man regner med en græsk andel, vil ca. 20% af de ca.1,5 millioner, der er ankommet i år, udgøre 300.000 mennesker. Mennesker, som man jo må forvente skal tilbagesendes, hvis man kan og det kan man helt klart ikke.
Antallet af returneringer udgør en ufattelig lille andel af dem, der ikke kan forvente asyl. Igen og igen appellerer til, at der bliver gjort noget mere for at sikre hurtig returnering. Indtil videre uden held.
Det ville som vi har nævnt i tidligere posting være ulige lettere, hvis man sikrede, at man ikke kunne krydse EU's ydre grænser illegalt. Så ville alle flygtninge/migranter uden visa blive afvist, og eventuelt returneret til flygtningelejre. herfra kunne de søge om flygtningestatus. Herved ville man lettere kunne udelukke ikke-flygtninge. Men EU har hverken haft mod eller vilje til reelt at gøre noget effektivt ved hverken flygtninge eller migrantproblemet. Selv om man kan konstatere, at de verbalt opblæste og eufemistisk benævnte tiltag og aktionsplaner, man har besluttet, indtil videre ikke har haft nogen synderlig effekt.
 
e) significantly enhance the control at the EU's external borders, notably by ensuring systematic security checks with relevant databases;
 
Her formoder jeg, at bestræbelserne går ud på at sikre sig mod, at syrienfarere med lyst til en tilværelse med selvmordspotentiale hos Daesh og potentielle terrorister frit kan krydse EU's ydergrænser. Hvilket tilsyneladende har været tilfældet for attentatmænd fra Paris terroren. For at sikre at det ikke kan ske, skal kontrollen styrkes og der skal foretages systematiske sikkerhedstjek med opslag i fælles databaser. Det betyder at alle skal kontrolleres, også EU borgere.
"EU interior ministers have already agreed that the more extensive screening
should be extended to EU nationals – an acknowledgement that some of the biggest threats to European are so-called “foreign fighters”, EU nationals travelling to Syria or Iraq and returning to their home countries to plot attacks."(Brussels blog)..
 
f) ensure proper follow up to the Western Balkans route conference, the Valletta Summit and the EU-Turkey meeting;
 
Vi har i tidligere postings gennemgået de tiltag, man vedtaget ved diverse møder og kan derfor henvise til f.eks. "Valletta Summit: Pointless actionpromises and offers of protection money", og "Merkel's pligt, Erdogan's Might part one and two." I den førstnævnte måtte vi konstatere, at beslutningstagerne på europæisk plan nøjes med initiativer, der foregøgler løsninger. “EU leaders offer Africa a grand bargain over migration with no bearing on the real world.” ( telegraph). I den anden blog endte vi med retorisk at spørge: Hvorfor ikke et skrappere alternativ?  For Tyrkiets Erdogan kan "som en anden Gadaffi true med at skrue op og ned for flygtningestrømmen efter for godt befindende" og videre " Det forekommer lettere vanvittigt, at man gør sig afhængig af en så utilregnelig præsident som Tyrkiets Erdogan. Historisk synes der at være mange eksempler på, at man ikke skal bøje sig ret mange gange for lande med et autoritært styre, før det ender i en slags fortløbende afpresning. Og er det ikke hvad EU, naturligvis især påskyndet af en desperat Frau Merkel, indlader sig på her?"
Vi nåede således frem til, at det i begge tilfælde er vanskeligt at se, hvorledes de mange møder reelt har bidraget til løsning af flygtningekrisen.
 
g) continue implementing the agreed resettlement scheme.
 
Man kunne tro, at det drejer sig fortsættelsen af ideerne om hotspots og fordeling af flygtninge efter kvoter, men nej, det anses kun for udgøre "relocation."
I UNHCR's nomenclatur betyder"resettlement" noget andet, det drejer sig her om 'the selection and transfer of refugees from a state in which they have sought protection to a third country that admits them – as refugees – with a permanent residence status'. (UNHCR).
I EU sammenhæng betyder det, at man overfører flygtninge fra et land uden for EU til et EU land. Dvs. her er der tale om vores foretrukne løsning på, hvordan flygtninge kan komme til Europa, Nemlig ved at ved at blive transporteret direkte til et land i EU, efter diverse kontroller i en flygtningelejr i f.eks., Libanon eller Jordan. Disse flygtninge benævnes også kvoteflygtninge og må ikke forveksles EU's beslutning om kvotefordeling af flygtninge.
For Danmarks vedkommende er "kvoteflygtninge defineret som flygtninge opholder sig i udlandet og er blevet anerkendt som flygtninge af FNs flygtningeorganisation UNHCR. Hvert år udvælges et antal kvoteflygtninge, der genbosættes i Danmark. Det sker både på såkaldte kvoteudvælgelsesrejser, hvor Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp interviewer kvoteflygtninge i deres opholdsland og på grundlag af skriftlige henvendelser fra UNHCR." (Den gode modtagelse).
By all means! Fortsæt med denne for resettlement. Det er noget ganske andet end at vi blot modtager de flygtninge, der f.eks. når frem via Balkan ruten. Hvilket jo, som vi har set, betyder at man fortrinsvis modtager unge mænd som flygtninge, mens de der formentlig har mest behov for komme væk, bliver ladt tilbage i flygtningelejrene. Ikke en god idé.
 
Ud over punkterne a til g skal man på topmødet også godkende de forslag til styrkelse af grænsekontrollen vi allerede har diskuteret i foregående posting, dvs. forslaget til oprettelse af European Border and Coast Guard, eller "the Agency" med ret til indgriben i hvert medlemslands grænsekontrol.
 
No great expectations for Christmas
Som man måske kan ane, er der ikke meget der tyder på at dette topmøde bliver så forskelligt fra de tidligere. Tyskland vil presse på for en gennemførelse de forslag, der ser ud til at lette presset for dem selv. De argeste modstandere fra Østeuropa vil formentlig markere deres utilfredshed med alle tysk dominerede løsninger.
Endnu er man ikke så vidt, at man tør at gøre noget, der kan garantere en reduktion af flygtningestrømmen, f.eks. som vi har skitseret i indlægget: "Attempt to take charge of the borders?" Det på trods af, at det er temmelig indlysende, at et effektivt stop for illegal trafik over grænserne, kombineret med "resettlement schemes," ville virke noget mere effektivt end “ballooning proposals" der bliver punkteret af realiterne

Grænseløst kaos
Omsider er man i EU ved at erkende, at man ikke kan genoplive og opretholde et Schengen uden at have sikre ydre grænser. I stedet for sikre ydre grænser har man oplevet en grænseløst kaos, med en fuldstændig tilfældig og utilstrækkelig kontrol med hvem, der strømmede ind over de nærmest ikke eksisterende ydre grænser. Over middelhavet til Italien og over Ægæerhavet til de græske øer.
 I et udkast fra EU-Kommissionen, der blev lækket i forrige uge, erkender man at grænsekontrollen ikke har fungeret. Borgernes tillid til vores evne til at varetage kontrollen med vore dyre grænser er blevet sat på prøve af strømmen af flygtninge og migranter. Det kan de have ret i, når man i TV kan se gummibåde med snesevis af migranter uhindret lande på græske øer uden at nogen har nogen kontrol med, hvem der kommer, eller hvor de forsvinder hen. “Third-country nationals have been able to cross the external borders of the EU illegally and then continue their journey across the EU, without having been first identified, registered and subject to adequate security checks." (EU-Commission draft).
 Eufemistisk taler kommissione om, at krisen har åbenbaret svagheder og huller i eksisterende "border management mechansims". Nogle medlemsstater har ikke været i stand til at overholde deres forpligtelser med hensyn til effektiv grænsekontrol, identifikation og registrering af de mennesker, der strømmer ind over deres grænser. Det er dog nok mest Grækenland man tænker på i den forbindelse.
Kommissionen konstaterer på basis af diverse optællinger, at næsten 1,5 millioner mennesker har krydset grænserne illegalt i perioden fra januar til 15 . november i år. Den kolossale influx har, igen med kommissionens udtryk, sat spørgsmål ved muligheden for at opretholde sammenhængen i Schengen. Ja, det tør nok siges, eftersom den ene efter den anden af medlemsstaterne har følt sig tvunget til øge kontrollen med egne grænser eller ligefrem oprette fysiske barrierer i form af pigtrådshegn. Afsløringerne af, at attentatmændene bag Paris terroren stort set uhindret kunne rejse rundt i Europa og frem og tilbage over de ydre grænser, under dække af at være flygtninge, har gjort det klart at man her har et stort problem.
Vicepræsident Timmermans advarer i et interview: „Scheitert der Schutzder Außengrenzen, scheitert nicht nur Schengen, sondern Europa." Det er en udtalelse, der bestemt må lægge op til at der nu skal gøres noget drastisk. (Bild am Sonntag).
Kommissionens svar på det grænseløse kaos er da også at stille forslag om fælles standarder og et fælles ansvar for kontrol med de ydre grænser. "It has become increasingly clear that the challenges these movements represent cannot be adequately dealt with by individual Member States acting in an uncoordinated manner. We need Union standards and a unified system of shared responsibility for external border management."(EU-Commission draft).
I en tidligere posting har vi set, hvorledes Frontex opererer under så mange begrænsninger. Både når det gælder hensynet til de enkelte landes nationale suverænitet er og deres egne ekstremt begrænsede mandat. I vis forstand har Frontex ikke sikret noget som helst.
Hvis man skal tro de sidste dages hurtige udmeldinger i medierne skal der nu sættes anderledes effektivt ind med et Agency, der udgøre European Border and Coast Guard. Financial Times var først ude med nyheden: “Brussels is to propose the creation of a standing European border force that could take control of the bloc’s external frontiers — even if a government objected. The move would arguably represent the biggest transfer of sovereignty since the creation of the single currency." (FT).
Forslaget fra Kommission rummer flere tiltag
 
EBCG – European Border and Coast Guard (The agency)
"A European Border and Coast Guard will be set up to ensure the effective application of strong common border management standards and to provide for operational support and intervention where necessary to promptly respond to emerging crises at the external border. The European Border and Coast Guard will bring together a European Border and Coast Guard Agency built from Frontex and the Member States' authorities responsible for border management, who will continue to exercise the day-to-day management of the external border. National coastguard authorities are also part of the European Border and Coast Guard in so far as they perform maritime border surveillance."(EU-Commission draft).
For at sikre et effektiv EBCG o så kaldet “the Agency" er det nødvendigt, at det omfatter alle elementer af grænsekontrol.
 
Vulnerability asessment
Der skal opbygges et system, der gør det muligt at identificere mangler i god tid, så der kan foretages de nødvendige indgreb . Det kræver opbygning opbygning af et monitorerings og risikoanalyse center. For sikre effektiv implementering af et integreret system til grænsesikring, skal the Agency kunne identificere og afhjælpe svagheder i medlemslandenes grænsekontrol. Der skal foretages en sårbarheds vurdering (vulnerability asessment), hvorved det vurderes om medlemsslandene er velforberedte til at klare potentielle udfordinger. På basis af vurderingen skal "the Agency" afgøre om det er nødvendigt at foretage korrektioner og forbedringer i grænsekontrollen. "The decisions of the Agency will be binding on the Member State. If the necessary corrective action is not taken within the time limits set by the Agency, the European Commission may authorise the Agency to take further action, including the deployment of European Border and Coast Guard Team."(EU-Commission draft).
 
Retten til at intervenere
Det bliver nødvendigt at “the Agency" kan intervenere , når den nationale grænsekontrol i frontlinjestatene, uanset grunden , ikke er i stand til at klare sikringen af grænserne på egne hånd.
"In urgent situations, the Agency must be able to step in to ensure that action is taken on the ground even where there is no request for assistance from the Member State concerned or where that Member State considers that there is no need for additional intervention." Indgriben fra "the Agency" kan være nødvendig, hvis der akut opstår et ekstraordinært pres på en medlemslands grænser og man ikke finder, at det kan klares af landets egen grænsekontrol.
Indgriben kan imidlertid også forekomme i situationer, hvor man bedømmer at der er mangler i et lands egen grænsekontrol. "urgent action at a particular section of the external border could be due to a deficiency in the border management system of a Member State which the Agency had identified as a result of a vulnerability assessment and had recommended corrective measures which the Member State concerned failed to implement within the set time limits."
Hvis der mangler i grænsekontrollen og de ikke afhjælpes inden for en fastsat tid, kan Kommissionen således i følge forslaget træffe en implementerings afgørelse (Implementation decision), der giver the Agency retten til at gribe ind. Det lader til, at man forstiller sig at Kommissionen kan iværksætte beslutningen om indgriben mod et lands ønsker, hvis ikke der findes et kvalificeret flertal i rådet mod Kommissionens beslutning.

Rapid reserve pool of 1.500  border guards
Som det er nu kan medlemsstater rekvirere assistance til fælles operationer fra Frontex eller hjælp fra Rapid border intervention teams ( de såkaldte RABITs). Her har det fundamentale problem været, at medlemslandene skulle bede om assistance, hvilket helt åbenbart ikke er sket i tilstrækkeligt omfang. Desuden har man været handicappet af, at Frontex selv skulle bede andre lande om at bidrage med mandskab for at kunne sende hjælp. Frontex mandat tillod i øvrigt ikke nogen særlig effektiv hjælp.
Der skal i følge forslaget oprettes en "rapid reserve pool" af eksperter, der kan reagere i nødsituationer. Tydeligvis mener man, at brugen termen rapid får det til at lyde effektivt.  Medlemslandene skal i følge forslaget stille med alt 1.500 grænsevagter, der kan udsendes i "Agency" regi i løbet af få dage. Jeg mener at to til tre dage har været nævnt. Desuden skal "the Agency" have adgang til teknisk udstyr med samme korte varsel. Det kan tolkes som om man nu skal have rådighed over eget udstyr, f.eks. til paskontrol, hvor man tidligere har været afhængig af medlemslandene.
 
Hotpots igen
Endnu engang dukker ideen om at opsamle flygtninge nær de ydre grænser i hotspots, hvor de kan registreres og hvorfra de kan fordeles i følge kvoter, eller hvad man nu kan finde på. Gad vide om man ikke også her tænker sig den slags hotspots i tredjelande, som Tyrkiet og f.eks. visse Balkanlande. Indtil nu har hverken hotspots eller kvotefordeling tilsyneladende fungeret efter hensigten og når noget ikke fungerer efter hensigten i EU, så vedtager man blot mere af samme slags, eller hvad?
 
Returns
Igen og igen dukker kravet, om at mennesker, der ikke kan opnå asyl, returneres til udgangslandet. Hidtil har det været småt med resultater. Selv i de tilfælde hvor man har haft aftaler med modtagerlandet, som i eksemplet med Grækenland, der sender Pakistanske migranter retur med fly, blot for opdage, at de fleste er med flyet tilbage Grækenland igen. Nu forestiller man sig, at "the Agency" overtager en central rolle i forbindelse med tilbagesendelsen af mennesker, der ikke kan få asylstatus. "The Agency will coordinate all the tasks related to return and will provide Member States with all the necessary technical and operational reinforcement to effectively return illegally staying third country nationals. For these purposes, a dedicated Return Office will be created within the structure of the Agency to cooperate with the Member States in conducting identification and return procedures, including through financing and co-financing, coordinating and organising return operations as well as cooperating with relevant third-country authorities in the area of return."(EU-Commission draft).
 
Diktat vendt mod Sydeuropa
Det  lyder drastisk, at man skal kunne sætte sig ud over det enkelte medlemslands suverænitet, og at the Agency udstyres med mandat til at sikre effektiv anvendelse af "strong common border management standards".
Men er det overhovedet et realistisk forslag? I forslaget henviser man til Unionstraktatens artikel 77, hvor det bl.a. hedder: “Unionen udformer en politik , der skal sikre ... d) nødvendige tiltag til den gradvise udvikling af et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser." (eur-lex).
Beklager, men det lyder som en noget vag bestemmelse at henvise til, hvis man vil foretage alvorlige indgreb i et område, der har hørt under de enkelte medlemslandes suverænitet. "European leaders have discussed a common border force for more than 15 years, but always struggled to overcome deep-seated objections to yielding national powers to monitor or enforce borders — one of the core functions of a sovereign state. Greece, for instance, only recently agreed to accept EU offers to send border teams, after months of wrangling over their remit" (FT).
Vi må se, hvad man når frem til på tirsdagen møde og topmødet 17/18 december.
Forslaget giver visse mindelser om indgreb fra Bruxelles i forbindelse med Eurokrisen. Jeg tænker på Finansminister Schäuble's og Eurogruppens diktat over for Grækenland og i videre forstand de sydeuropæiske lande i deres krise. En artikel fra LSE ( London School of Economics) rejser spørgsmålet: "Does the unjust and forced ‘agreement’ between the Greek government (now facing the task of ratifying the agreement in the Vouli) and the other states in the European Union (not all of whom feel the necessity for such a sanction) mark the end of one era and the beginning of another?"
På samme måde kan vi spørge om EBCG forslaget lægger op til et opgør med nationalstaternes kontrol over egne grænser? (Blogs.lse).
Pudsigt nok ser vi nogle af de centrale aktører fra Euro krisen optræde igen. EU kommissionens forslag ligger formentlig i forlængelse af ønsker/krav fra Tyskland og vil i første række gå ud over Grækenlands suverænitet.
Formentlig i sidste uge sendte de Maizière og hans franske kollega Cazeneuve et brev til Kommission med deres ønsker/krav. Ud fra ønsket om at opretholde Schengen skriver de, at det er tvingende nødvendigt at videreudvikle både beskyttelsen af den fælles ydre grænse for EU og det fælles europæiske asylsystem. De vil udvide Schengen bestemmelserne således, at " Frontex im Falle von schwerwiegenden Mängeln bei den Außengrenzkontrollen auf der Grundlage einer von Frontex vorgenommenen Risikobewertung schnell hinzugezogen werden kann og videre "In Ausnahmefällen sollte Frontex auch die Initiative für den Einsatz von Soforteinsatzteams in eigener Verantwortung ergreifen können." (der Spiegel).
Når vi sammenligner deres ønsker/ krav med Kommissionens lækkede forslag, er der et meget tydeligt sammenflad. Det gælder: Udvidelse af beføjelser med hensyn til grænsekontrol, fælles asylbehandling og kravet om at kunne gribe ind selvstændigt også i de tilfælde, hvor et medlemsland ikke ønsker det. Det ligner oplægget til et diktat, igen hovedsageligt vendt mod Grækenland" og initieret af Tyskland, der er ved at være yderst presset af flygtningestrømme, hvis styrke ikke mindst er et resultat af Merkel's politik.
 
Stadig pivåbne grænser?
Dimitris Avramopoulos, der er ansvarlig for EU 's migrations politik mener: “The refugee crisishas shown the limitations of the current EU border agency, Frontex, to effectively addressand remedy the situation created by . . . the pressure on Europe’s external borders ... EBCG would be a way to “protect and strengthen Schengen” (FT). Passer det så?
I tidligere postings har jeg argumenteret for, at vi får etableret et langt mere effektivt fælles grænseværn for Schengen og EU. Et værn der kort sagt skulle have til hovedopgave at sikre, at man ikke illegalt kan krydse ydergrænserne. Flygtninge skulle alene kunne søge om asyl uden for EU, og i tilfælde af godkendelse skulle de naturligvis hentes, i stedet for at begive sig i menneskesmugleres hænder og ad farlige ruter. Mængden af flygtninge, der kunne optages, ville være bestemt ved summen af de flygtningekontingenter hvert enkelt land ville acceptere.
 Svarer det til Kommissions forslag. Næppe! Jeg antager, at vi her har at gøre med et særdeles tysk domineret forslag. Det betyder ganske vist udvidede beføjelser til Frontex efterfølgeren the Agency, også hen over de enkelte landes suverænitet. Hvad skal the Agency imidlertid foretage sig? Det er og bliver hovedproblemet og det omtales ikke rigtigt. Hvis de blot skal administrere grænsekontrollen, som Tyskland åbenbart gerne vil have det, så skal de blot medvirke til, at kun flygtninge kan krydse grænsen og måske en lidt mere sikker registrering. Kontrol af flygtninges data og baggrund kan jo næppe komme på tale.
Det mindsker slet ikke flygtningestrømmen, men det lykkes måske at stoppe nogle få, der ikke kan opnå flygtningestatus, ved grænsen. De fleste vil dog kunne forlange en individuel vurdering og så er det kun efter et eventuelt afslag, at the Agency måske kan få dem sendt tilbage.
Hvis jeg har ret i min formodning, vil det betyde, at de mennesker, der kan påberåbe sig flygtningestatus, stadig vil krydse både Middelhavet og Ægæerhavet. Godt hjulpet af the Agency. Med andre ord, flygtningestrømmen kan fortsætte.
 Hvis det er resultatet, så må man forvente, at tyskerne snart fremsætter nye forslag i EU-regi, om en mere eller mindre tvangsmæssig fordeling af flygtninge i EU, eller i det mindste, som den tyske udviklingsminister har udtrykt det, betale for at andre optager flygtninge: „Wer schon nicht bereit ist, Flüchtlinge aufzunehmen,muss in einen Fonds einbezahlen, damit wenigstens vor Ort den Menschen ein Überleben gesichert werden kann." (Die Welt).
Hvornår mon resten af EU mander sig op til, at man ikke vil acceptere et EU, der ligger under for tysk pression i en flygtningepolitik, hvis begrundelse findes i tysk fortid, som alle andre ikke har del i.

Det basale dilemma
EU har et problem. Med Schengen vil man gerne opretholde et ideal om fri bevægelighed uden grænsekontrol i Schengen området. Forudsætningen er imidlertid, at man så til gengæld har sikre ydre grænser, med en effektiv grænsekontrol.
Forudsætningen holder imidlertid ikke og har aldrig gjort det, men det er først med de seneste års flygtninge- og migrantstrømme, at det er blevet et virkelig alvorligt problem, der reelt fjerner grundlaget for at opretholde Schengen. Situationen er naturligvis uholdbar, enten må man indføre en effektiv ydre grænsekontrol eller også må man opgive den frie bevægelighed og demontere Schengen.
I øjeblikket forsøger man sig med manende besværgelser. Besværgelser om et styrket Frontex og besværgelser om at bevare Schengen. En voodoo-politik, hvor man tror, at besværgelser kan realiseres blot ved at blive vedtaget på møde efter møde i EU, har naturligvis ingen anden virkning end at så tvivl om hele det europæiske projekt.
Konsekvensen er naturligt nok, at de enkelte lande hver for sig forsøger sig med mere eller mindre ad hoc agtige løsninger på flygtningekrisen. Løsninger, hvor man i forsøgene på at holde problemet fra døren, skubber det over til naboerne, som så reagerer med egne akutte modforholdsregler, der så igen giver anledning til en ny runde af afværge foranstaltninger fra det eller de lande, der var anledning til de første akutte modforholdsregler.
Spillet kan fortsætte indtil man fuldstændigt får kvalt muligheden for fri bevægelighed plus forårsaget en masse afledte konsekvense, som f.eks. primitive lejre med flygtninge og migranter ved lukkede grænser, tænk blot på Junglen ved Calais, store omkostninger for trafik på tværs af de nationale grænser og øget mistro til ens nabolande. I løbet af ganske kort tid vil man på den måde i praksis lade et Schengen, der allerede er svagelig, sygne hen i koma.
Vi har ganske vist set forslag til at smide de lande, der har mindst kontrol over flygtningestrømmen, ud af Schengen og vi har set ideer om et elite-Schengen, hvor man afskærmer sig mod resten af Europa. Sært nok forestiller man, sig at Tyskland er med i et elite-Schengen , selv om Tysklands åbne arme politik over for flygtninge har været stærkt medvirkende til, at vi har problemer.
Sådanne forslag er i bund og grund ikke væsensforskellige fra Ungarns forsøg på at afskærme sig. Man kan ikke seriøst bebrejde Ungarn, at de forsøger at opretholde en effektiv ydre grænse og samtidig selv foreslå oprettelse af et afgrænset elite-Schengen, midt i Europa, dvs. hvor der kun er indre grænser. Det forekommer fuldstændig idiotisk, men er åbenbart i dag en realistisk mulighed, der bl.a. propageres af politikere, der kritiserer andre landes forsøg på at beskytte egne grænser.
Alternativet er naturligvis at styrke de ydre grænser. Dermed ville der ikke være grund til, at de enkelte lande i en ond spiral af gensidige modforholdsregler destruerer Schengen og meget mere med den.
 
Sikring af de ydre grænser gennem besværgelser
Det er efterhånden svært at se, hvad man mener, når man taler om sikring af de ydre grænser. Som vi tidligere har søgt at vise, har de forskellige forsøg på at styrke de ydre grænser ved brug af Frontex, og diverse operationer i Middelhavet, nærmest haft den modsatte effekt. Grænsesikring er i stort omfang blevet til redningsaktioner, der garanterer at flere flygtninge og migranter når frem til Europas grænser. Man har på papiret indledt aktioner  mod menneskesmuglere, men med meget ringe effekt. Man har villet returnere migranter, der ikke har mulighed for at opnå asyl, men effekten har indtil videre været umådelig ringe.
Vi har i foregående posting søgt at påvise, at Frontex er aldeles ude af stand til at sikre de ydre grænser. I hvert fald, hvis man med sikre ydre grænser mener, at der kun vil være ringe sandsynlighed for, at flygtninge og migranter kan krydse grænsen illegalt.
 I dag kan man så se, at Volker Kauder, der er formand for CDU/CSU fraktionen i Bundestag, kræver oprettelse af et EU-Grenzschutzpolizei, så hurtigt som muligt. Altså noget ganske andet end det nuværende Frontex, der iklædt en diffus spændetrøje af kompromisser, må agere på de enkelte medlemslandes præmisser. For at slippe af med spændetrøjen kræver Kauder, at de enkelte medlemslande må afgive suverænitet til et egentligt EU-grænsepoliti, med egen EU-kommissær. Man fristes til at “held og lykke med det forslag" til Kauder, når man ser, hvorledes mistroen til et tysk domineret EU vokser. Afgive suverænitet til en institution, der domineres af det land, der i allerhøjeste grad har bidraget til, at vi har problemet, forekommer mildest talt problematisk.
Også Juncker har jo, som vi har set i "State of the Union" talen,  lovet forslag om en slags EU Border and Coastguard.
Hverken Kauder eller Juncker har imidlertid givet os svar på, hvad det nye fælles EU-grænseværn skal have af opgaver? Skal de lukke grænsen for illegale grænseovertrædelser som i Ungarn , eller skal de administrere en fælles, tysk domineret, åbne arme politik , med efterfølgende fordeling af flygtninge hen over hele Europa. Vi har ikke fået noget svar, men Kauder og Juncker repræsenterer henholdsvis en stat og en institution, der indtil nu har stået for en politik, der ikke har søgt at begrænse flygtningestrømmen.
 
Festung Europa?
I 2012 rettede organisationen Pro Asyl en appel til årets modtager af Nobel Fredsprisen, Den Europæiske Union. De appellererede til at man afrustede grænserne til Festung Europa. Pro Asyl er ikke alene i deres syn. Festung Europa er den nedsættende betegnelse for at Europa, der afskærmer sig. Et Europa, der søger at lukke grænserne for flygtninge og migranter.
Nu tre år senere kan vi se, hvad der sker, når man ikke har kontrol over de ydre grænser og man må konstatere, at holdninger som dem Pro Asyl lægger for dagen, er naive i verden, hvor der er millioner af fordrevne flygtninge og et hundredetals millioner af potentielle migranter. I mere pessimistske visioner kan man forudse store folkevandringer mod Europa fra fattige, ustabile lande i Afrika og Asien med hastigt voksende befolkninger.
Inden for ret kort tid kan vi i hvert fald blive tvunget til at vælge, om vi i Europa vil opnå effektiv kontrol med vore ydre grænser og bevare muligheden for at opretholde Schengen og måske EU i det hele taget. Eller om vi vil lade stå til på EU niveau og synke hen i kaotiske og formentlig håbløse gensidige forsøg på at udmanøvrere hinanden i de enkelte landes bestræbelser på at sikre sig selv.
Hvis flygtninge- og migrantstrømmen ikke af sig selv aftager, vil man være nødt til at gøre noget drastisk for bevare ikke blot Schengen, men selve eksistens af den Europæiske Union. Det betyder kort sagt, at man må lukke de ydre grænser for illegale grænseovertrædelser, hvad enten det så drejer sig om flygtninge eller migranter. Kun flygtninge, der i forvejen og efter omhyggelig kontrol er blevet anerkendt som flygtninge, og migranter, som man ønske er at modtage, skal kunne passere grænsen.
Det, der er brug for, er enten en afart af, hvad der lykkedes for Spanien og i mere drastisk udgave, Australien. I en tidligere posting, “European Cacophony 3," har vi kort beskrevet, hvad Spanien har opnået.
Gennem bilaterale aftaler med en række afrikanske lande om fælles kontroller og mulighed for at returnere mennesker, der kommer illegalt til Spanien, har man opnået en drastisk opbremsning i antallet af flygtninge. Den skrappe spanske politik har båret frugt, for rygtet om den bastante afvisning løber hurtigt blandt potentielle migranter. En lokal repræsentant for IOM (International Organisation for Migration) udtrykker det således: „Die Mund-zu-Mund-Propaganda funktioniert in Westafrika rasend schnell … Dass der Weg überden Atlantik praktisch zu ist, das wissen die.“ ( Operation seepferdchen)D
 
Operation Souvereign Borders
“No Way – you will not make Australia home" hedder det advarende i informationsmateriale henvendt til illegale flygtninge og migranter, der vil til  Australien.
"Operation Sovereign Borders" er navnet på den indsats, der skal garantere at advarslen gælder. Det er en militær indsats til sikring af Australiens grænser, med det formål at stoppe alle flygtninge og migranter, der forsøger at komme illegalt til Australien , fortrinsvis naturligvis i både, der sejler ud fra Indonesien. Politikken til sikring af grænserne omfatter fire hovedelementer:

• the external disruption and deterrence measures with regional partners to combat people smuggling;
• the detection and interception of Suspected Illegal Entry Vessels (SIEVs) and the safe transfer of passengers to a location outside Australia;
• the detention of SIEV passengers in third countries and assessment of their claims to determine whether or not they are refugees; and
• the return of SIEV passengers who are not refugees to their country of origin. For those found to be refugees, resettlement in a third country is the primary option. As a last resort, resettlement in Australia is administered through Temporary Humanitarian Concern visas only.

 
Som det kan ses, forsøger man sikre, at alle,  der forsøger at nå illegalt til Australien, afvises. Hvis bådene ikke kan føres tilbage til det land, hvorfra de er sejlet, bliver illegale passagerer interneret i centre i et tredjeland. Det kan være Østaten Nauru , eller PNG (Papua New Guinea).
I interneringscentrene vurderes de interneredes flygtningestatus. De, der ikke kan anerkendes som flygtninge, forsøges åbenbart returneret til deres oprindelsesland. Personer, der anerkendes om flygtninge forsøges i første omgang bosat i tredjelande. Kun hvis det ikke lykkes, kan de som en sidste udvej få temporært ophold i Australien.
Forholdsreglerne gælder for alle, for som den daværende minister for immigration, Scott Morrison, sagde: "Critical in our implementation is our commitment to universal application of the measures. It does not matter if you’re ethnic Hazara, a stateless Rohingyan, whether you have an education or not, whether you are male, female, accompanied or unaccompanied, child or adult, the policy is the same and it will not change."
Australiens sikring mod illegal indvandring er drastisk, men den betyder ikke, at man afviser flygtninge eller migranter. Siden 1945 har Australien modtaget mere end 7,5 millioner indvandrere. I år har man i første omgang accepteret, at modtage 13.500 flygtninge, senere forøges antallet med 12.000 syriske og irakiske flygtninge. Som for UK's vedkommende er det flygtninge fra UNHCRs flygtningelejre.
Politikken er ikke uden problemer . Hvad skal man gøre ved de 34.500 flygtninge, der er anbragt på Nauru og PNG. Forfatterne til en rapport om den australske asylpolitik foreslår bl.a. “Processing centres in PNG and Nauru should become open centres. Local integration support should be given to assist refugees to remain in PNG and Nauru. Australia should assist in finding resettlement opportunities in third countries for some of this group. Detention in Australia needs to be kept to an absolute minimum and some form of work rights should be given to asylum seekers pending a decision on their case."
En helt tilfredsstilende løsning synes man endnu ikke at have fundet, men man konstaterer, at færre forsøger at nå Australien i både, og dermed undgår man også, at flygtninge drukner i forsøget på at nå Australien.
 
Sovereign Southern Borders in Europe?
Ville Australiens politik kunne tjene til inspiration for Europa? Nej, ville mange sikkert hævde. Australien har kun søgrænser, Australien skal ikke afstemme sin politik med andre lande i en union. Internering i fattige tredjelande er en vederstyggelighed, der stort set kun har mødt kritik. Forsøget på at afsætte flygtninge i tredjelande er også inhumant.
Så simpelt kan man ikke afvise, at Europa kunne lade sig inspirere af Australien. I store træk, men mindre kendt, er det jo en politik, som Spanien med held praktiserer. Men lad os tage punkterne et for et.
Kan Europa stoppe illegale grænseovertrædelser? Ja formentlig, hvis man vil og tør. Selvfølge ikke på samme måde som Australien, der kan træffe egne beslutninger, selv om det endda har været vanskeligt nok.
Betingelsen for at kunne følge Australiens eksempel er først fremmest, at EU's medlemslande kan blive enige om at gøre det. Det er formentlig den største hindring. En hindring der nok betyder mest  i Tyskland. Endnu har panikken ikke grebet så meget om sig, at man kan bekvemme sig til at sætte effektivt ind ved de ydre grænse. Endnu råder den hovedløse og forvildede aktivisme, hvor man hver for sig forsøger sig med løsninger, mens man i EU aftaler det ene virkningsløse initiativ efter det andet.
Hvis man på et tidspunkt har fået nok og overvinder sin egen skyhed overfor drastiske beslutninger, skal flere  kameler sluges. Det vil det være nødvendigt at indsætte tilstrækkeligt mandskab, det rigtige udstyr til overvågning til lands til vands, og frem for alt være enige om, at man ikke vil lade sig stoppe af fysisk modstand.
Gummibåde og skibe kan i “push back" aktioner føres tilbage til sikre lande, dvs. fra Ægæerhavet og det østlige Middelhav til Tyrkiet, Libanon og Ægypten og i det vestlige Middelhav til Nordafrika. Ved den korte landegrænse til Tyrkiet kan man let stoppe flygtninge og migranter, det er kun et spørgsmål om ressourcer  og viljen til at ville.
Hvad så med dem, der ikke kan "skubbes tilbage"? Det kunne jo gælde for både fra f.eks. Libyen? Tjah, Spanien har allerede vist vejen ved at de fik mulighed for at tilbagesende illegale grænseovertrædere til en flygtningelejr i Mauretanien, der lokalt skulle være kendt som Guantamito.
For EU som helhed måtte man forestille sig, at man først og fremmest yder større støtte til eksisterende flygtningelejre, derudover kan man forestille sig oprettelse af nye lejre i stater, hvor man være villige til at lægge jord til mod betaling.
Indtil videre er disse forslag ikke være så forskellige fra, hvad man forsøger at opnå med Tyrkiet. Med de nye forslag ville man dog undgå, at det foregik på Tyrkiets betingelser.
 Fra lejrene skulle man som flygtning kunne søge om ophold i et EU land, og hvis man anerkendes efter grundige tjek få asyl i EU. Alle andre skulle have tilbud om betalt tilbagesendelse eller hjælp til bosætning i deres oprindelige nærområde.
Helt umuligt forekommer det altså ikke at lade sig inspirere af Australiens flygtningepolitik. Fordelen ville være at man fik næsten fuldstændig kontrol med EU's ydergrænser.
 
Det ville gøre tilværelsen for menneskesmuglere meget besværlig
Man ville ikke være så afhængig af Tyrkiets Erdogan.
Man ville kunne foretage mere omfattende tjek af flygtninge før de fik lov at komme til EU.
Man ville kunne dosere indtaget i EU, ved på forhånd at definere kontingenter af en størrelse man kunne håndtere.
Man ville kunne udvælge de flygtninge, der trænger mest til hjælp og ikke som nu i hovedsagen acceptere mænd, der har haft lettere ved at klare strabadserne på de besværlige ture frem til EU's grænse.
Man ville kunne afgøre på stedet, hvor meget af familien, der kunne medtages.
Man kunne dosere influxen af migranter efter behov, både for EU selv og for de lande migranterne forlader og f.eks. undgå at dræne visse lande for fagligt veluddannede.
Og så ville man naturligvis møde mindre modstand i de lande, der skulle modtage de udvalgte kontingenter og have lettere ved at opretholde idealet om den frie bevægelighed i Schengen.

Hvis og hvis. Det er meget usikkert om man vil turde at foretage sig noget, der kan virke effektivt. Så længe initiativerne ikke rigtig virker kan man jo sige, at man har gjort noget, og at det man har gjort ikke har været til hindring for flygtningene.
Tilbage står imidlertid dilemmaet. Fælles overnational grænsekontrol med afvisning af alle, der illegalt vil krydse den ydre grænse? Eller lade Frontex ineffektiviteten råde, modtage alle flygtninge, der melder sig ved grænsen, og miste Schengen og måske på sigt EU?
Vælger man det første kan det give EU større selvtillid og styrke. Vælger man det sidste undermininerer i en forfjamsket og misforstået humanisme, der tager mere hensyn til problematiske flygtninge end til egen befolkning, fuldstændig grundlaget for et stærkt EU

Leaving Schengen?
Kort efter Paris attentaterne luftede Holland ideen om at genoplive et Schengen, der lige nu ligger i koma, ved at amputere alle problemlandene og bevare et korpus bestående af Østrig, Tyskland, og Benelux. Frankrig  synes ikke i første omgang at være med på ideen. Forslaget betyder, at visse politikere må have opgivet tanken om, at det vil være muligt at sikre de fælles ydre grænser.
I stedet har man forestillet sig, at en begrænset gruppe af lande så sige opretter en fælles "ydre" grænser inden for de nu værende Schengen lande. Ja det lyder besynderligt. Men det bliver værre, for det ville betyde, at der skulle oprettes transitlejre for flygtninge udenfor denne "ydre" grænse, men inden for Schengen. Tankegangen adskiller sig vel ikke væsentligt fra Ungarns afskærmning af sin ydre grænse, men opretholder dog illusionen om fri bevægelighed indenfor et begrænset område. Hvordan man i øvrigt har forestillet sig at sikre grænserne inden for et sådant elite-Schengen siger man ikke noget om. Umiddelbart forekommer det nemlig vanskeligt at forestille sig, at det skulle være lettere at sikre denne elite-gruppes grænser, end at sikre det nuværende Schengens ydre grænser.
I et interview truer Eurogruppe chefen , Jeroen Dijsselbloem, med at det kan blive nødvendigt at udelukke lande fra Schengen, hvis de ikke vil være med til at tage deres del af den byrde flygtningestrømmen repræsenterer. "Major European powers could be forced to retreat into a “mini-Schengen” zone if peripheralmember states do not help shoulder the burdens of the migrant crisis, the head of the Eurogroup warned" (The Telegraph).
Schengen i sin nuværende form vil heller ikke kunne opretholdes, hvis ikke alle 26 lande investerer mere i sikring af deres ydre grænser og deltager i en fordeling af de mange flygtninge. Ellers, hævder Dijsselbloem, "loads of people come and demand support and they blow the system up. That is what is happening now in the Netherlands."
Ideen om at foretage en vidtgående amputation af Schengen, er endnu ikke andet end en løs idé, men den er allerede blevet opfattet som en trussel vendt mod andre lande.  Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjrto, finder ideen fuldstændig inacceptabel. Han bemærker, at lande som har gjort alt for opretholde kravene fra Schengen, således som Ungarn har gjort, ville blive smidt ud af Schengen, hvis et sådant forslag blev gennemført.
I stedet mener han at det drejer sig om at få styrket EU's sydlige grænse. Det er tydeligt, at han ser den manglende sikring af EU's ydre grænse i Grækenland som hovedproblemet. "the 'best solution' would be to protect the EU’s southern border by setting up an European force for the purpose." (Daily News Hungary).
Ungarns udenrigsminister berører her et centralt problem, den foreløbig uhindrede daglige strøm af flere tusinde flygtninge og migranter til Grækenland. Umiddelbart skulle man også mene, at det ville være en relativt begrænset opgave at sikre Grækenlands grænser til vands og til lands, i modsætning til at sikre et mini-Schengens meget lange landegrænser.
Problemet er dog, at Grækenland ikke ligefrem har vist stor vilje til at sikre grænsen mod Tyrkiet. Hidtil har man også været uvillig til at modtage og indsætte grænsevagter fra resten af EU til at hjælpe med at sikre Grækenlands grænser. EU ledelsen har tilsvarende ikke haft viljen og modet til at kræve, at det sker.
Konsekvensen har indtil videre været, at man i stedet bidrager til at hjælpe flygtninge i deres flugt over Ægæerhavet fra Tyrkiet til de græske øer.
Ikke mindst derfor har den slovakiske premierminister Robert Fico, foreslået, at Grækenland udelukkes fra Schengen: "We just cannot put up with a member country that has openly given up on safeguarding the Schengen area borders" (EUobserver). I sig selv ville det dog ikke have den store betydning, fordi Grækenland ikke har en Schengen landegrænse mod resten af EU. Bulgarien er ganske vist med i EU, men foreløbig ikke i Schengen. Flygtninge vil derfor fortsat kunne strømme nordpå fra Grækenland, via Makedonien og Serbien f.eks. Udelukkelse af Grækenland tjener derfor ikke rigtig noget formål ud over at genere Grækerne.
Rygtesmedene har dog haft travlt. Financial Times rapporterer at “EU is warning Greece it faces suspension from the Schengen passport-free travel zone unless it overhauls its response to the migration crisis by mid-December, as frustration mounts over Athens’ reluctance to accept outside support" ( FT).  Man kan også hævde, at "outside support" i form af mere Frontex og RABIT's ikke gør nogen større forskel, sålænge de operer med meget begrænsede beføjelser.
 
Grænseværn i en spændetrøje
Tyskland og Frankrig arbejder i øjeblikket på at gøre det muligt at indsætte Frontex hvis et medlemsland ikke selv sikrer sin egen del af EU's ydre grænser effektivt. I et brev til den ansvarlige EU-kommissær, Dimitris Avramopoulos, skriver de Maizière og Cazeneuve, at de ønsker at få udvidet Frontex beføjelser således at "Frontex im Falle von schwerwiegenden Mängeln bei den Außengrenzkontrollen auf der Grundlage einer von Frontex vorgenommenen Risikobewertung schnell hinzugezogen werden kann" ( FAZ).
Dermed kræver Frankrig og Tyskland, at Frontex kan indsættes til at sikre EU's ydre grænser, selv om det berørte medlemsland er imod indsættelsen. D. 15. december forventes der at foreligge et forslag fra EU til styrkelse af Frontex. Det kunne f.eks. indebære, at man kan vedtage en Frontex indsats ved kvalificeret flertal, således at et enkelt medlemsland ikke kan modsætte sig indsatsen.
 Selv hvis det fælles fransk-tyske forslag bliver fulgt, er det svært at se, hvorledes det skulle medvirke til at begrænse flygtningestrømmen. Frontex har, så vidt det kan vurderes, ikke mulighed for at foretage “Push back" aktioner, eller for at slæbe gummibåde med flygtninge på vej til Grækenland tilbage til Tyrkiet.
Frontex opgaver og beføjelser er et resultat af en vanskelig spagat mellem de opgaver EU tager sig af og de opgaver medlemslandene varetager.
Frontex repræsenter derfor ikke et effektivt fælles grænsekorps til sikring af EU's grænser. Hvordan skulle også kunne lade sig gøre. Hvis medlemslandene har forskellige regler, for hvem de accepterer som flygtninge, kan man jo ikke have Frontex til at afgøre, hvem der kan få asyl. Frontex kan stort set kun yde bistand, koordinere, registrere, samle data, analysere og evaluere.
Frontex, eller "European Agency for the Management og Operational Cooperation at the External Borders," mandat er begrænset: "While considering that the responsibility for the control and surveillance of external borders lies with the Member States, the Agency shall facilitate and render more effective the application of existing and future Community measures relating to the management of external borders. It shall do so by ensuring the coordination of Member States’ actions in the implementation of those measures, thereby contributing to an efficient, high and uniform level of control on persons and surveillance of the external borders of the Member States." (Council Regulation).
I en meget omfattende gennemgang af Frontex aktiviteter, med titlen "Europe's Refugee Crises: Is Frontex bordering on Chaos," finder "The Bureau of Investigative Journalism" en lang række problemer. I undersøgelsen udtrykkes således stor skepsis med hensyn til om Frontex nogen side vil kunne bidrage til en effektiv sikring af EU's grænser. "... behind the gloss and the show, Frontex actually has little power and struggles to operate in the straitjacket imposed by the collective failure of member states and Brussels to fully commit and cooperate with it – despite the current crisis."
I sin nuværende form og med det nuværende mandat er vi nødsaget til konkludere, at Frontex ikke kan sikre EU's ydre grænser.
I sin “State of the Union 2015" tale fra september lover Juncker ganske vist, "we will propose ambitious steps towards a European Border and Coast Guard before the end of the year." Der er ikke lang tid igen og foreløbig er der intet, der tyder på, at der i den nærmeste fremtid kan etableres et mere effektiv fælles grænseværn.
I en rapport, der ser på de fremtidige muligheder for "A European System of Border Guards" hedder det noget mindre optimistisk: "... there is currently neither immediate need nor legal possibilities to shift the responsibility for external EU borders from national to EU level."
Vi kan derfor konkludere, at den meget snak om at sikre de ydre grænser stadig mest hviler på de medlemslandenes meget varierende indsats, hvor Spanien og Ungarn har vist sig ganske effektive, mens Grækenland og Italien tilsyneladende trøster sig med, at de kan sende flygtningene nordpå. EU har derimod ikke noget effektivt grænseværn, der kan stoppe flygtninge- og migrantstrømmen. Man burde derfor snarest tage ved lære at Spanien, Ungarn eller endda Australiens "Operation Sovereign Borders," med deres “No Way – you will not make Australia home."

Hovedløse forslag til at sikre Schengen
Det er ved at være meget bekymrende fra det fjerne at observere EU's hovedløse aktivisme i flygtningekrisen. For nylig kunne man finde nye forslag fra Præsidentskabet i et notat med titlen "Integrity of the Schengen area." Notatet skal åbenbart danne grundlag for en debat om, hvad man stiller op for at redde Schengen. Notatet rummer 4 forslag til, hvilke initiativer man eventuelt kan sætte i værk.
 
1. Konsultationer mellem medlemsstaterne
Her drejer det sig blot om, at medlemsstaterne skal love at informere nabolandene hvis de har planer om at introducere temporære kontroller ved grænserne: "a Member State deciding to temporarily reintroduce internal border controls should make all efforts to inform neighbouring Member States sufficiently in advance to allow neighbouring Member States to adjust to the new situation."
Det foreslås også, at man genbekræfter forpligtelsen til at anvende procedurerne for "Improved information sharing," som de er aftalt i marts 2015.
Det lyder som om man har erkendt, at medlemsstaterne er tvunget til indivuelle panikagtige forsøg på at opnå en vis kontrol med egne grænser. Nu opfordrer man så til at informere bedre. Som om det skulle ændre på det forhold, at man i runder af eskalerende tiltag gensidigt forsøger at skubbe problemerne over til naboerne.
Jeg tror at præsidentskabet har glemt, at årsagen til panikagtige beslutninger om grænsekontrol og -lukninger er en direkte følge af, at man ikke hidtil har kunnet se, at EU i fælleskab har foretage noget som helst effektivt for at sikre de ydre grænser. Sker det ikke snart, vil de enkelte landes panikagtige reaktioner fortsætte med at brede sig, uanset formaningerne.
 
2. Sikring af de ydre grænser
Frontex har registreret, at mere end 1,2 millioner illegalt har krydset grænserne i perioden januar-oktober 2015. En stigning på 431% sammenlignet med samme periode i 2014. Desuden ved man, at et ukendt antal personer har krydset grænserne uden at blive registreret. Man erkender, at det er en kritisk situation, og foreslår derfor, at der gøres væsentlig mere både for at forhindre, at man kan krydse grænserne illegalt og for at sikre, at de ydre grænser kun passeres, hvor der er egentlige grænseovergange.
For at sikre det sker, skal der udsendes RABITs (Rapid Border Intervention Teams), hvilket især er vigtigt ved de ydre landegrænser på Vestbalkan ruten.
Det foreslås endvidere, at Frontex indsættes ved Grækenlands nordlige grænse med henblik på at håndtere de alvorlige problemer, der er opstået med nabolandene. Her tænker man formentlig på Makedoniens afvisning af mennesker, der ikke umiddelbart antages at være flygtninge.
Pulling RABITs out of a hat og besværgende appeller om brugen af Frontex repræsenterer et ynkeligt og aldeles utilstrækkeligt forsøg på at trylle problemet med de ydre grænser væk. I forbindelse med oprettelsen af RABITs kan man læse, at “Team members responsible for carrying out monitoring and surveillance activities at the external borders must comply with Community law and the national law of the host Member State. During the mission they are placed under the responsibility of the host Member State. They follow its instructions and take action in the presence of national border guards." (Council Regulation (EC) No 2007/2004).
Det er en således en gammel, uselvstændig og meget svagelig kanin, man her forsøger at trække op af hatten. Det samme gælder for indsættelsen af et Frontex med helt utilstrækkeligt beføjelser. Frontex kan indtil videre kun kan agere med værtslandets velsignelse. På de græske øer, hvor flygtninge fra Tyrkiet er landet, har man således kunnet se et passivt Frontex, hvis medarbejdere med kikkerter observerede trafikken, men ellers ikke foretog sig noget.
Hvis man virkelig vil sikre de ydre grænser må man tage ved lære af Spanien, der opererer i patruljer sammen med grænsestyrker fra de lande, hvorfra flygtninge og migranter forsøger at nå spansk jord. De foretager tilsyneladende en effektiv overvågning og udfører "push back" aktioner, som man ikke taler højt om. Ved disse aktioner skubbes illegale flygtninge og migranter tilbage, umiddelbart efter at de har krydset grænsen. Det er sådanne tiltag, der alene kan sikre ydre grænser, ellers ved jeg ikke hvad man mener med udtrykket "at sikre de ydre grænser."
Det skal simpelthen sikres, at det bliver meget vanskeligt at passere grænsen illegalt, og så må man bruge de former for fysiske barrier og magt, der er nødvendig. Det er helt åbenbart noget, som visse politikere i EU har meget svært ved at indse. Forkvaklede forestillinger om, at det ville være inhumant, vejer tilsyneladende tungere end beskyttelse af egen befolkning, hvilket egentlig må være deres hovedopgave. I stedet accepterer man i øjeblikket, at kolossalt mange flygtninge og migranter passerer de ydre grænser uden egentlig registrering og uden helt nødvendige baggrundstjek. Det skal der gøres noget ved.
 
3. Øgede tjek af illegale migranter
“Irregular migrants who have entered the Schengen area and have not been registered at their arrival should not be able to stay in that area undetected for long periods of time." Hvad man har forsømt ved de ydre grænser skal man nu forsøge at indhente i de enkelte lande, med brug af relevante databaser. Databaser “fully exploited to ensure that irregular migrants are detected and registered and their cases processed." Jamen, det er jo lettere vanvittigt. Hvad man ikke kan overkomme ved en præcis defineret ydre grænse, skal man nu forsøge at opnå med de i forvejen overbebyrdede myndigheder internt i EU. Hvordan forestiller man sig, at man i de enkelte lande kan finde frem til alle dem, der ikke blev registreret ved de ydre grænser? Eller blot til dem det er vigtigst, at få fat på: Velfærdsmigranter, potentielle kriminelle, og fremfor alt terrorister ?
 
4. Adressere alvorlige mangler i de ydre grænsekontroller.
Igen og igen taler man om at det er nødvendigt at sikre de ydre grænser, men endnu har man ikke været villig til at gøre noget som helst, der virkelig kunne sikre de ydre grænser. I Middelhavet har den opreklamerede EUNAVFOR MED så vidt det kan skønnes været optaget af at finde mere eller mindre skibbrudne flygtninge/migranter og redde dem i land. Hvilket jo med sikkerhed ikke sikrer grænserne. I Ægæerhavet har der været forlydende fra flygtningeorganisationer om, at grækerne i det skjulte har udført "push back" aktioner. I hovedsagen har man dog været optaget af at redde flygtninge i land. Mandskab fra de skibe, der overvåger flygtningetrafikken, bemærker endda, at flygtninge nu har lært at simulere havsnød for at få hjælp.
Ikke så sært at enkelte lande har påbegyndt deres egen grænsesikring, eller blot grænsekontrol. Lande, der har sikret deres del af EU's ydre grænser, som Spanien og Ungarn f.eks., er efterfølgende blevet hængt ud som inhumane, selv om de sådant set har gjort, hvad de er forpligtede til. Det helt store svigt findes i det fælles EU-lederskab, der indtil nu blot har afholdt møde efter møde og vedtaget og gentaget allerede vedtagne, men fuldkommen utilstrækkelige forholdsregler. Planløst og hovedløst farer man fra møde til møde og fra den ene uvirksomme foranstaltning til den næste.
Helt i vanlig stil fortsætter man i notatet med at opfordre til at gentage uvirksomheden: "... all possible measures should be taken aimed at strengthening the normal functioning of the Schengen area, in particular by reinforcing the control of external borders." "All possible measures," har indtil videre nærmest betydet det modsatte. Kun tiltag, der umuligt kan sikre de ydre grænser, er blevet sat i værk. Måske er det i tyst erkendelse af dette, at man noget kryptisk foreslår, at en eller flere medlemsstater kan genintroducere grænsekontrol ved alle eller specifikke dele af deres indre grænser. I notatet hedder det: "... the Council invites the Commission to consider presenting a proposal as appropriate pursuant to Article 26 of the Schengen Borders Code for a Council recommendation that one or more Member States decide to reintroduce border control at all or at specific parts of their internal borders."
I den artikel 26 i Schengen aftalen, der henvises til, hedder det bla. " If an alien is refused entry into the territory of one of the Contracting Parties the carrier which brought him to the external border by air, sea or land shall be obliged to assume responsibility for him again without delay." Det er vel den samme tanke, der ligger bag aktuelle forslag om transportøransvar også mellem Schengen lande.
Måske misforstår jeg hensigten med notatets forslag, men sigter man ikke hermed til, at en gruppe af lande i praksis kan oprette en slags mini-Schengen? Ved at de i fælleskab afskærmer deres grænser. Forslaget er dog så uforståeligt formuleret, at man ikke kan være sikker. I givet fald ville et mini-Schengen være en falliterklæring fra det i alle henseende uformuende og hovedløse EU.

A change of mind?
I nogen tid har det stået klart, at Donald Tusk ikke var med på de forslag til håndtering af flygtningestrømmmen, som især blev fremført af Merkel og Juncker. Tusk har gennem længere tid haft fokus på en effektiv kontrol ved EU's ydre grænser, som absolut forudsætning for at Schengen aftalen kan opretholdes.  I forbindelse med EU-Tyrkiet aftalen gav han meget tydeligt udtryk for, at man ikke kunne overlade til tredjelande at sikre EU's ydre grænse, det var en opgave som kun EU kunne varetage.
I et længere interview, givet til 6 europæiske dagblade for et par dage siden, bliver han meget tydelig i sin kritik af den eksisterende åbne dørs politik, som den er blevet propageret af Merkel og andre. Tusk “I think that what we can expect from our leaders today is to change this mindset, this opinion, [which is] for me one of the most dangerous in this time."
Han fremlægger nogle ret drastiske alternativer til den eksisterende EU politik. Her er nogle af de vigtigste punkter fra interviewet (The Guardian).
 
Too big to stop
Merkel har helt konsekvent påstået, at flygtningestrømmen er for stor til at den kan stoppes, hvorfor det vil være umuligt at lukke grænserne. Strømmen ville blot finde andre veje. For egen regning kan vi sige, at hun formentlig ikke seriøst kan man mene at det er umuligt, men mere at det vil medføre uskønnes scener med fysisk magtanvendelse og tvang. Tusk's kommentar, der synes direkte vendt mod Merkel:“I’m absolutely sure that we have to say that this wave of migrants is too big not to stop them. But this change of approach must be a common effort. It’s not about one leader."
Ingen lande i Europa vil kunne klare at en flygtningestrøm, som den man har oplevet i 2015, fortsætter, heller ikke Tyskland. Allerede nu er store dele af befolkningen i Europa dybt bekymrede, og det er der god grund til i følge Tusk.
 
Imposing refugee quotas on EU-countries
Merkel og EU-Kommission har stået for den tanke, at alle lande i EU skulle modtage flygtninge på kvota basis, dvs. ud fra en fordelingsnøgle. Det var ideen bag vedtagelse af en fordeling af først 40.000 og dernæst 160.000 af de flygtninge, der allerede var ankommet tidligere på året. Vi ved, at flere lande modsatte sig denne fordeling, der var baseret på en afgørelse ved kvalificeret flertal. Slovenien (og Ungarn?) vil klage til EU-Domstolen over denne påtvungne fordeling. I praksis har fordelingen indtil videre stort set ikke haft nogen effekt.
Tanken fra Merkel's og Kommissionens side har ellers været, at dette princip skulle anvendes til at fordele flygtningestrømmen og eventulle nye kontingenter af flygtninge. En tankegang Tusk skarpt afviser: " There is no majority in Europe to win when it comes to resettlement or the next phase of [refugee] relocation ... In the mid-term and long-term perspective, we can’t use qualified majority voting as something like political coercion."
Som Tusk er inde er det ikke kun østeuropæiske lande, der er modstandere af en påtvungen fordeling. Han anser i øvrigt hele tankegangen for problematisk. Endnu engang peger han på sikring af de ydre grænser som en forudsætning for solidaritet: "All member states will be ready to show more solidarity if they feel that Europe as a whole is ready to protect external borders more effectively." Underforstået, med sikring af de ydre grænser vil man kunne begrænse og kontrollere, hvem der kommer til Europa som flygtninge.
 
Too easy access to Europe
I dag foretages der reelt ikke nogen ordentlig screening af de flygtninge, der kommer ind over Europas grænser. Hastigt tages fingeraftryk. Aftryk som måske slet kommer videre fra den lokale registrering, hvis man tør tro tysk grænsepoliti. I Tyskland er man således igennem længere tid blevet accepteret som flygtning, hvis man kunne sandsynliggøre at man kom fra Syrien. En vurdering af, om den enkelte asylansøger kunne opfylde kriteriet for at blive anerkendt som flygtning, var sat helt ud af kraft. Det skal bemærkes, at der nu er meget kraftige røster i Tyskland, der forlanger at man foretager en individuel vurdering. Som situationen er nu, aner man ikke hvem og hvad man lukker ind.
Tusk kræver meget strengere kontrol i lighed med, hvad vi selv tidligere har været inde på. “Please don’t downplay the role of security. If you want to screen migrants and refugees, you need more time than only one minute to fingerprint. In international law and also in European law we have this rule of 18 months as the time for screening we need. You can and you should retain migrants as long as screening is ready [until screening is completed]"
Vi mener naturligvis, at denne screening over 18 måneder burde tage plads i flygtningelejre uden for EU, men man kan naturligvis godt forestille sig, at der oprettes lejre nær grænserne, hvor denne screening foretages. Her har vi så igen problemet med Tyskland, der ikke kan forestille sig at lukke asylansøgere inde bag pigtråd, mens deres baggrund undersøges. Tusk ser det som en mulighed, der kan praktiseres overalt i Europa, så det ikke kun bliver de lande, hvor flygtningene krydser grænsen til Europa, der står med problemet. “This control on our external borders, and procedures inside the frontline countries, but also in some other countries, is something that will reduce this readiness to go to Europe. Today access to Europe is, simply speaking, too easy.”
 
Not everyone is a bona fide refugee
Det er efterhånden også ved at gå op for alle. Flygtningestrømmen rummer ikke kun flygtninge, men i ganske stort omfang migranter, der ikke falder ind under flygtningekriteriet. Det forekommer sandsynligt, at der potentielt vil være mange, der kan ønske sig en bedre tilværelse i Europa. I menupunktet Statistik refererer vi en kilde, der peger på, at kolossalt mange mennesker ville migrere, hvis de havde muligheden. Nu kan de så se, at Frau Merkel modtager strømmen med åbne arme, så hvorfor ikke selv forsøge.
Makedonien forsøger ganske vist at holde de mennesker tilbage, der ikke kan komme i betragtning som flygtninge, hvilket resulterer i stor ballade ved grænsen og problemer for Grækenland. Sverige forsøger lige nu at få tilbagetagelsesaftaler med Afghanistan. Grækenland har forsøgt at sende afviste asylansøgere tilbage til Pakistan med fly, men flertallet blev returneret til Grækenland. Det er med andre ord ved at være et stort problem, at der i flygtningestrømmen findes mange, der ikke vil være berettiget til asyl.
Tusk betegner det som en myte, at flertallet af flygtninge, der kommer til Europa er syrere. “I’m talking about migrants. Sorry, but it is something like a justification that we have refugees [who are] only Syrian and that’s why we have to be as open as today. It’s not true ...Syrians are only the 28-30% of the influx. Seventy per cent of them are [irregular] migrants. This is why we need more effective controls. It’s obvious.”

Pagt med en utilregnelig og autoritær magt
“This is a historic day and a historic meeting. A summit has been held with Turkey after 11 years"udbrød den glade tyrkiske premierminister Davutoglu efter topmødet med EU søndag d. 29. november. Han har også grund til at være glad.
EU's forhold til Tyrkiet har været nedkølet i årevis p. gr. a. Tyrkiets problemer med at agere i overensstemmelse med basale europæiske værdier. Nu hvor en nylig rapport viser, at problemerne med overholdelse af de basale værdier er blevet værre, indgår man så en aftale, der i høj grad ser ud til at være til Tyrkiets fordel.
 
Hvad får Tyrkiet ud af pagten
Vi har i tre tidligere blogposter skrevet om de forhandlinger der leder op til denne aftale (se f.eks. “Aktionsplan uden aktion og uden plan" og “Knæfald for Erdogan") og kan nu konstatere, at Tyrkiet stort set får opfyldt sine krav.
De havde i følge avisen Hürriet Daily News krævet:
 
1 - The funds (going from 500,000 euros to 3 billion according to press reports) should not be allocated from EU funds as a part of the accession process. The crisis was not aTurkish crisis and the payment should be done for Syrian refugees by a joint commission.
2 - The visa regime should be made easy with simultaneous implementation of
Schengen and readmission schemes by 2016.
3 - At least six of the chapters for membership negotiations should be opened
immediately.
4 - Turkey should be invited to EU summits with its candidate status, as before.
 
I erklæringen fra topmødet kan vi se resultatet (Consilium).
 
Finansiel støtte til Tyrkiet
EU vil yde humanitær bistand til Tyrkiet i form af finansiel støtte. “EU påtager sig i første omgang at stille 3 mia. EUR til rådighed i supplerende midler." Det er midler, der skal udgøre en effektiv og supplerende støtte til syrere under midlertidig beskyttelse i Tyrkiet og støtte til værtssamfundet. Man gør opmærksom på at Tyrkiet allerede huser ca. 2,2 millioner flygtninge og har haft udgifter til at huse dem på 8 mia. USD. De tre mia. euro skal i første omgang række to år og udbetales i takt med at man kan se at aftalen med Tyrkiet overholdes.
En tyrkisk migrationsforsker, Murat Erdogan, hævder, at man ikke aner om det er rigtigt, at der befinder sig 2,2 millioner flygtninge i Tyrkiet. Efter at mange hundrede tusinde er flygtet til Europa kan tallet meget vel være lavere, men ingen aner det åbenbart.
 
Visa- og tilbagetagelsesaftale
Her er der tilsyneladende tale om en genoplivning af tidligere forhandlinger i form af en visa- og readmission roadmap fra  2013. Begge parter er enige om, at tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Tyrkiet vil finde anvendelse fuldt ud fra juni 2016, således at EU-Kommissionen kan forelægge sin tredje fremskridtsrapport i efteråret 2016 med henblik på at afslutte visumliberaliseringsprocessen, dvs. ophævelsen af visumpligten for tyrkiske statsborgere for Schengenområdet, fra oktober 2016. Tilbagetagelsesaftalen vedrører tilbagesendelse personer, der har krydset grænsen illegalt, dvs. irregulære flygtninge og migranter.
 
Åbning af nye kapitler i optagelsesforhandlingerne
Efter den d. 14. december vil EU åbne forhandlinger med Tyrkiet om kapitel 17 i optagelsesprocessen til EU. Kapitel 17 drejer sig om den økonomiske og montære politik og i 2016 skal der åbnes forhandlinger om yderligere kapitler. Tyrkiets EU-minister udtrykte det således: “We will not content ourselves with this chapter only, we will start working together to open five to six more chapters in 2016.“ Her kan Cypern dog stikke en kæp i hjulet, fordi der stadig er problemet med den nordlige, tyrkiske del af Cypern.
 
Topmøde invitationer
Tyrkiet og EU er blevet enige om “at en struktureret og hyppigere dialog på højt plan er afgørende for at udforske det store potentiale i forbindelserne mellem Tyrkiet og EU." Det betyder, at Tyrkiet to gange om året bliver inviteret med til EU topmøder og at der skal iværksættes en kontinuerlig dialog på højt plan .
 
Tyrkiet får dermed stort set opfyldt sine krav. På papiret i hvert fald. For nogle lande er der helt tydeligt tale om optagelsesforhandlinger på skrømt.. Vi åbner ganske vist forhandlinger om kapitler i henhold til aftalen, men vi mener ikke, at Tyrkiet kan blive medlem af unionen. Løkke i Politiko: “Svært ved at se Tyrkiet blive medlem af EU." (Politiko).
Så vidt det kan vurderes er der også nogen tvivl om, hvor de 3 mia. euro skal komme fra.
Efter topmødet kan nogle medier oplyse, at der havde været fremsat forslag om, at EU skulle forpligte sig til at aftage 400.000 flygtninge som et årligt kontingent fra Tyrkiet til fordeling i EU. Det er en tanke, der hidrører fra en plan ESI organisationen (Europäische Stabilitätsinitiative) for nogen tid siden fremlagde. (Se min blogpost " Sharing the burden with Turkey").
Men henblik på at gøre en aftale med Tyrkiet spiselig for Tyrkiet og samtidig undgå, at flygtninge for fremtiden begiver sig ud på de besværlige, kostbare, farlige ruter via Ægæerhavet og Balkan, skulle man i følge planen forpligte sig til at aftage op mod 500.000 flygtninge hvert år, direkte fra flygtningelejre i Tyrkiet.
Merkel benægter dog, at en sådan plan har været diskuteret på topmødet, men taler dog stadig om, at Europa skal acceptere store årlige kontingenter, så mon ikke tanken svirrer i hovedet hos visse beslutningstagere. 
 
Hvad får EU ud af pagten?
Hele formålet med aftalen var at få begrænset strømmen af flygtninge. Har EU så fået en garanti for at det sker? Det kan synes noget usikkert i lyset af Davutoglu's udtalelse til “Zaman Today" i Tyrkiet: "I wish I could say that the number of migrants will decline, but we cannot say this [for certain] because we don't know what's going on in Syria,"
Altså ingen rigtig garanti, det afhænger af udviklingen i Syrien. Det har dog samtidig vakt en vis opmærksomhed, at Tyrkiet mandag d. 30. november i en lidt større aktion end vanlig opfangede ca. 1.300 flygtninge og et par menneskesmuglere på en strand i Tyrkiet. " Hundreds of Syrians, Afghans, Iranians and Iraqis and three people smugglers were seized on Monday in the countryside near Ayvacık, a Turkish town north of the Greek island of Lesbos." (The Guardian).
Det er naturligvis bemærkelsesværdigt med en sådan aktion lige efter topmødet. Men Tyrkiet hævder dog selv, at de tidligere har tilbageholdt i alt ca. 80.000 flygtninge og et par hundreder smuglere, så helt så sensationelt er det altså ikke. Hvem ved, måske er det en slags signalpolitik, for Tyrliet kan let skrue op og ned for strømmen.
Konkrete tiltag i følge aftalen:
 
Begrænsning af flygtningestrømmen
“Tyrkiet og EU har besluttet at aktivere den fælles handlingsplan [Aktions planen], som der indtil videre var opnået enighed om ad referendum den 15. oktober 2015, for at intensivere deres samarbejde til støtte for syrere under midlertidig beskyttelse og migrationsstyring med henblik på at håndtere den krise, der er skabt af situationen i Syrien. Der skal navnlig opnås resultater med hensyn til at dæmme op for tilstrømningen af irregulære migranter"
Aktionsplanen siger dog ikke meget om, hvorledes flygtningestrømmen skal begrænses. Man vil dog med øjeblikkelig virkning intensivere et aktivt samarbejde om migranter, der ikke har behov for beskyttelse “og hurtigt sende migranter, der ikke har behov for international beskyttelse, tilbage til deres oprindelseslande".
Man er også enige om at forbedre den socioøkonomiske situation for syrere i tyrkiske flygtningelejre.  Det hentyder formentlig til,  at EU ønsker, at der bliver mulighed for, at børn i lejrene kan gå i skole og at det bliver legalt for flygtninge at påtage sig et arbejde.
Endelig vil man samarbejde om at bekæmpe menneskesmugling.
 
Tilbagetagelsesaftale
I forbindele med løfterne om mulig visa-lettelse for Tyrkiet indgår som betingelse en gennemførelse af en tidligere aftalt tilbagetagelsesaftale. Begge parter er enige om, at tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Tyrkiet vil finde anvendelse fra juni 2016. Med denne aftale skal man kunne sende irregulære flygtninge tilbage til Tyrkiet, hvis de illegalt krydser grænsen til EU.
 
Det er tydeligt at Tyrkiet får mere ud af pagten end EU. Hvor Tyrkiet kan pege på helt konkrete fordele, selv om nogle fordele synes at være aftalt på skrømt, er det tilsyneladende meget lidt EU får ud af at betale beskyttelsespenge til Tyrkiet og invitere dem med i det fine selskab.
Lidt hånd i hanke med pagten har man dog, for de 3 mia. euro skal først udbetales efterhånden som man kan se opfyldelse af den aftalte køreplan. “The European Commission would present the second progress report on the implementation by Turkey of the visa liberalization roadmap by early March 2016, so that the EU-Turkey readmission agreement would become fully applicable from June 2016 onwards." (Consilium).
 
Det med småt
Et kig på den tidligere visa og readmission aftale med Tyrkiet giver anledning til en vis undren. For allerede i december 2013 indgik man en aftale og udformede en roadmap for visa-lettelse og tilbagetagelse.
I aftale fra 16. december 2013, hedder således: “The main objective of the EU-Turkey readmission agreement is to establish, on the basis of reciprocity, procedures for the rapid and orderly readmission,by each side, of the persons having entered or are residing on the territory of the other side in an irregular manner." (Readmission agreement).
I første omgang drejer det sig om, at tyrkiske statsborgere, der uretmæssigt opholder i EU, skal kunne sendes tilbage. I anden omgang gælder det også for tredje landes statsborgere, der er indrejst fra Tyrkiet. Denne del skulle dog først træde i kraft i oktober 2017. Mens den første del allerede er i kraft, sigter man med den aktuelle EU-Tyrkiet aftale på, at anden del skal træde i kraft allerede fra juni 2016. Hvis alle tilknyttede betingelser er opfyldte.
I aftalen fra 2013 var det sandelig også aftalt, at man skulle "manage the borders and the visa policy in such a manner as to effectively prevent irregular migration, to have secure travel documents." Det er ikke noget man set så meget til i de seneste måneder.
I den tilhørende “Roadmap towards visa-free regime with Turkey", kan vi såmænd også læse, at Tyrkiet skal opfylde følgende krav: “Carry out adequate border checks and border surveillance along all the borders of the country, especially along the borders with EU member states, in such a manner that it will cause a significant and sustained reduction of the number of persons managing to illegally cross the Turkish borders either for entering or for exiting Turkey." Man kræver endda, at Tyrkiet sørger for en et tilstrækkeligt antal veltrænede og kvalificerede grænsevagter ved grænsen til EU.
Hvorfor er gentager man så at sige aftaler, der ikke har virket? Håber man på bedre resultater ved at betale beskyttelsespenge og give indrømmelser og anerkendelse til et Tyrkiet, der er hastigt på vej væk fra de demokratiske grundværdier EU ellers holder så stærkt på?
Det er svært at se, at pagten giver Europa nogen garanti for at flygtningestrømmen aftager. For aftalen om tilbagesendelse gælder jo ikke flygtninge. Hvorfor skulle det så mindske en del af strømmen, der udgøres af flygtninge?
Det måtte jo forudsætte, at man med 3 mia. euro fordelt over 2 år, kan forbedre situationen for syriske flygtninge i tyrkiske lejre i en sådan grad, at færre vil begive sig på vej til et attraktivt Europa. Det forekommer i bedste fald at være en naiv forestilling. De 3 mia. euro udgør næppe mere end ca. 10.000 kr. for hver af de over 2 millioner flygtninge, der allerede skulle befinde sig i Tyrkiet. En åbning af det tyrkiske arbejdsmarked for flygtninge kan muligvis hjælpe, men er næppe populært hos tyrkiske arbejdstagere. Skoler kan måske også hjælpe. Men det gør jo ikke ligefrem flygtningelejre attraktive.
Dermed er vi er tilbage vi vores Ohm'ske lov for flygtningestrømmen. Hvis potentialet er stort og modstanden lille, så vil flygtningestrømmen stadig flyde. De 3 mia. euro vil næppe medføre en væsentlig reduktion i potentialet. Set fra en flygtningelejr vil Europa og ikke mindst Tyskland stadig virke meget attraktiv.
Så spørgsmålet er om ikke Merkel meget snart vender tilbage til tanken om at modtage store kontingenter af flygtninge fra Tyrkiet på årlig basis.
Hvad angår de mennesker, der ikke falder ind under flygtningekriterierne, migranter fra Afrika, fra Afghanistan og såmænd også Bangladesh, skulle aftalen jo sikre, at de returneres til Tyrkiet efter juni 2016. Indtil da kan der stadig komme mange. Oven i de mange, der allerede er ankommet.
En lille teknisk finesse kan måske også komme i vejen for tilsendelser. Flygtninge og migranter, som det lykkes for at komme til Balkan, passerer jo Serbien, og så må det jo egentlig være Serbien, der skal tage dem tilbage, hvis de krydser grænsen til EU, ikke Tyrkiet.
Hvad så med dem, der kommer via Grækenland og Bulgarien. Her skulle aftalen vel gælde. Problemet er bare, at Grækenland allerede har haft en aftale med Tyrkiet siden 2002. I følge tal fra avisen FAZ bad Grækenland sidste år Tyrkiet om at tilbagetage 8.727 i følge denne aftale. Tyrkiet skulle have anerkendt 2.395, men reelt blev kun  8 sendt tilbage til Tyrkiet. Som situationen er nu kan man regne med, at bureaukratiet i Grækenland er så belastet, at mange flygtninge og migranter stadig finder vej til Balkan ruten, og dermed behøver Tyrkiet sådan set ikke at tage dem tilbage.
Makedonien er dog på eget initiativ begyndt at frasortere alle ikke-syrere,. De afviste ender så indtil videre i Grækenland.
Sådanne erfaringer lover ikke godt for den store aftale med Tyrkiet. Hertil kommer, at organisationer, der arbejder for flygtninge, finder sådanne tilbagesendelser problematiske ud fra et menneskerettigheds synspunkt.
 
De velvillige
Der har ikke været meget i medierne om et møde Merkel har afholdt med en afgrænset gruppe af EU lande, vi kan kalde dem de velvillige, i forbindelse med søndagens topmøde, hvor et flertal af lande ikke var særlig velvillige over for aftaler med Tyrkiet.
De velvillige skulle omfatte Tyskland, Østrig Sverige, Benelux, Grækenland og Frankrig. I denne gruppe skulle man være villige til at bøje sig længere. Man må gå ud fra, at det betyder accept af kontingenter af flygtninge fra Tyrkiet og i hvert fald villighed til at indbetale de respektive andele af de aftalte 3 mia. euro.
Die Welt skriver: “Merkel warb bei den europäischen Partnern für eine verstärkte freiwillige Aufnahme von Flüchtlingen. Sie bestätigte, dass sie vor dem Gipfel mit Vertretern anderer EU-Länder zusammenkommen wird, um über Wege legaler Migration zu sprechen" Juncker skulle også være meget positiv over for en tanke over at modtage kontingenter af flygtninge direkte fra Tyrkiet.
Med andre ord. Hvad har set fra søndagens topmøde, giver os ikke hele billedet, selv om det allerede er meget ensidigt til Tyrkiets fordel. Vi vil sikkert snart høre mere om, at Europa vil være nødt til “frivilligt" at modtage store kontingenter  af flygtninge fra Tyrkiet. Det vil være nødvendigt, vil man sige, for at undgå flygtningestrømmen over Ægæerhavet og op gennem Balkan.  
Så er der spørgsmålet om Jordan og Libanon og Irak. Har de ikke et lige så stort behov for flygtninge aflastning? Forholdsvis er de jo langt mere belastede af flygtninge end Tyrkiet. Forestiller man sig, at flygtninge kun bliver et problem, når de bruger Tyrkiet som transitland? Eller tildeler man dem kun en lille rolle, fordi de ikke samme indflydelse og magt som Tyrkiet?
 
Hvorfor ikke et skrappere alternativ?
Som det er nu kan Erdogan som en anden Gadaffi true med at skrue op og ned for flygtningestrømmen efter for godt befindende. Tidskriftet Cicero ser endda  truslerne om massemigration som en form for våben, som Erdogan kan betjene sig af. Måske en slags WMM (Weapons of Mass Migrations)?
Tyrkiet må med over 2 millioner flygtninge betragtes som et sikkert tredjeland, hvorfor man kunne forestille sig, at også regulære flygtninge burde afvises og sendes tilbage til Tyrkiet. Ved flugten fra et land, der betragtes som sikkert bliver de jo automatisk til migranter.
For at det skulle ske måtte man imidlertid ændre magtforholdet mellem EU og Tyrkiet. Det burde vel ikke være umuligt at forestille sig, at EU påtog sig en noget stærkere rolle over for Tyrkiet. Mon det også er, hvad Tusk mente, da han efter topmødet sagde:“Let me state clearly that we do not expect anyone to guard our borders for us. That can and should only be done by Europeans." Enig, men det det er lige præcis det modsatte man er færd at gøre. Man demonstrer sin egen svaghed.
Det forekommer lettere vanvittigt, at man gør sig afhængig af en så utilregnelig præsident som Tyrkiets Erdogan. Historisk synes der at være mange eksempler på, at man ikke skal bøje sig ret mange gange for lande med et autoritært styre, før det ender i en slags fortløbende afpresning. Og er det ikke hvad EU, naturligvis især påskyndet af en desperat Frau Merkel, indlader sig på her?

De europäischen Grundwerte – er de noget værd?

I flygtningespørgsmålet påberåber Merkel sig de grundlægende europæiske værdier, ofte garneret med en henvisning til den tyske grundlovs artikel 1, “Die Würde des Menschen ist unantastbar," der jo må siges at have en helt speciel tysk baggrund. I en tale i 2014 omtaler hun de grundlæggende europæiske værdier som værende frihed, ansvar, retfærdighed, solidaritet, demokrati og retsstatslighed.
I Lissabon traktaten hedder det helt tilsvarende: “Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd." Tilsvarende udsagn findes i traktatens præambel.
Nu kan vi så se en Merkel og et EU, der giver køb på vigtige dele af disse værdier i deres forsøg på at få Tyrkiet til at optræde som den dørvogter, der skal bidrage til at holde en overvældende flygtningestrøm fra døren, eller i dette tilfælde grænsen.
Merkel's egenmægtige Willkommenskultur medførte en voldsom stigning i flygtningestrømmen. Med lavinen af flygtninge og migranter bredte en begyndende panik sig, også hos Merkel. Panik for en fremtid med et stort og krævende syrisk muslimsk mindretal i Tyskland, voksende splittelse blandt tyske borgere, styrkelse af højrefløjs- og ekstrempartier, nedgang for hendes kristelige demokratiske union (CDU) og splittelse i EU, med et mere og mere kritisk syn på Tyskland. Hvordan skal man ellers forklare hendes knæfald under et hastebesøg hos Erdogan umiddelbart før det seneste tyrkiske valg. Et aldeles upassende tidspunkt må man sige.
EU-toppen, der formentlig også har været presset af Merkel, har også hastigt udskiftet et kritisk syn på Erdogan's Tyrkiet,  med invitationer til Erdogan, løfter om tilnærmelse og udkast til fælles aktionsplan på flygtningeområdet.

Forsøget på at gemme kritikken væk
Før valget holdt man sandelig også den seneste “Progress report on Turkey" tilbage til efter valget. Med god grund for rapporten kan ikke melde om fremskridt, men om problematiske tilbageskridt på en række områder.
Når det gælder politik konstaterer rapporten, at reformtempoet er gået ned og på en række felter går lovgivningsinitiativer direkte mod europæiske standarder. Det gælder på nøgleområder som “the rule of law, freedom of expression and freedom of assembly."
Retsstatsligt ser det bestemt ikke godt ud: “The independence of the judiciary and the principle of separation of powers have been undermined and judges and prosecutors have been under strong political pressure."
Det er umiskendeligt, også uden at ty til rapporten, at der sket voldsomme overgreb når det gælder ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Man behøver blot at erindre om de hyppige angreb på en uafhængig presse og dens journalister. “Freedom of expression is frequently challenged, in particular through arbitrary and restrictive interpretation of the legislation, political pressure, dismissals and frequent court cases against journalists which also lead to self-censorship."
Optakten til det seneste valg har været præget af “a high number of attacks on candidates and party offices took place, some resulting in fatalities."
Når det gælder minoriteter konstaterer rapporten, at man ikke er sikret mod diskrimination hverken i loven eller i praksis.
Man bemærker, at præsidenten, dvs. Erdogan, har en meget kraftig fokus på at fremme et præsidentstyre. Præsidenten udfordrer ofte direkte vigtige offentlige institutioner, som f.eks. justitsvæsenet og centralbanken.
I parlamentet bliver vigtige love ofte besluttet uden konsultation med relevante interessenter og uden debat i parlamentet. “Drafts with significant impact on fundamental freedoms were not referred to the committee on human rights or to the committee for EU harmonisation.”
Man konstaterer også, at sikkerhedssituationen bliver stadig forværret. Tyrkiet har påbegyndt en omfattende anti-terror kampagne mod PKK (det kurdiske arbejderparti) både i Tyrkiet og i Nordirak. Dermed er tilløbene til en løsning på det kurdiske problem blevet effektivt bremset.
Den lange liste af problemer er ikke udtømmende, men den viser utvetydigt, at Tyrkiet har store problemet med at leve op til de værdier, vi betragter som fundamentale i EU.
Efter AKP's og dermed indirekte Erdogan's valgsejr er situationen mildest talt ikke blevet bedre. Hverken når det gælder ytringsfrihed eller forholdet til minoriteterne.
For en uges tid siden krævede anklageren 8 års fængsel til Bülent Kenes, chefredaktør for avisen “Todays Zaman,” der er blevet beskyldt for at have fornærmet præsident Erdogan. En anklage, der forekommer med en vis hyppighed i alle autoritært styrede lande og så sandelig også er almindelig i Tyrkiet. D. 26 november bliver to journalister arresteret for at have bedrevet militær spionage , fordi de har afsløret, at den tyrkiske efterretningstjeneste smuglede våben til grupper i Syrien. I sig selv et problematisk forehavende. Måske et led i Erdogans komplicerede spil i forhold til Syrien. PKK skal bekæmpes med alle midler. De ellers sejrrige kurdiske styrker i kampen mod Daesh skal helst ikke have for stor succes. Der skal dannes en pufferzone mod Assad's Syrien, men endelig ikke med deltagelse af Kurderne.
Militær og politi har travlt med at slå hårdt ned på Kurderne, også i Tyrkiet. I den tyrkiske by Diyarbakir blev en fremtrædende kurderrepræsentant dræbt af skud fra ukendte gerningsmænd.
Endelig har der været vedholdende rygter om, at man i Tyrkiet aftager smuglerolie fra Daesh. Rygtet er blevet brugt og forstærket  af russerne efter nedskydningen af den den russiske SU-24 jet.

Værdisvigt
De to fængslede journalister fra Cumhuriet, Can Dündar og Erdem Gül har forud for topmødet appelleret til Merkel og EU om at insistere på overholdelse af menneskerettighederne i Tyrkiet på trods af flygtningekrisen. Alligevel hævder en desperat Merkel, der lægger så stor vægt på de grundlæggende europæiske værdier, sammen med lederne i et svagt og uformuende EU, at det er nødvendigt at gøre sig til over for et Tyrkiet og for en præsident, om hvilken man ved at de åh så vigtige værdier med stor hyppighed trædes under fode. Selv ønsker man at fremstå som paragoner på humanisme. For at opretholde dette skin, er man villige til at betale en autoritær præsident, der er en parodi på en demokrat, for at holde væsentlig del af flygtningeproblemet fra døren.