Kristne flygtninge velkomne, muslimer bliv væk?
 
“Slovakia says Muslims won't feel at home within their borders, while Cyprus says it prefers Orthodox Christian refugees only; in Saudi, which is not taking in refugees either, media criticizes Europe.” (ynet). Cyperns indenrigsminister Socratis Hasikos skulle have sagt, at man stræber efter, at de flygtninge, Cypern modtager, er ortodokse kristne. Det er ikke et spørgsmål om at være inhuman eller ikke at hjælpe, hvis man bliver bedt om det, “men for at være ærlig, ja , det er, hvad vi vil foretrække.(YNetNews).
Hvis man skal tro medierne findes der i en del lande en uvilje mod at modtage muslimske flygtninge. I følge The Telegraph har Ungarn forsvaret sin modstand mod EU’s kvotefordeling af flygtninge med, at man ikke ønsker at gentage Vestens forfejlede eksperiment med multikulturalisme. I et svar til den hollandske vicepræsident for EU-Kommissionen, sagde Orbàn’s talsmand: “I modsætning til Hr. Timmerman’s vision, kan vi ikke se ind i fremtiden, men er vidende om fortiden og multikulturalisme i Vesteuropa har efter vores mening ikke været en succes. Vi vil undgå at foretage den samme fejl.” (Kovacs i Telegraph).
Ungarn’s Viktor Orbàn har meget klart repræsenteret modbilledet til kansler Merkel’s "Willkommenskultur,” men han er jo ikke alene. Uviljen og mistroen over for at modtage større kontingenter af flygtninge med muslimsk baggrund findes  flere steder og naturligvis også i Tyskland. Man behøver blot at erindre om “Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes” (PEGIDA), LEGIDA m.fl.
I forbindelse med de store demonstrationer i Dresden før den nuværende flygtningebølge, fandt samfundsforskere ud af at deltagerne ikke entydigt kunne rubriceres som stærkt højrenationalistiske, men tværtimod var relativt bredt funderet i befolkningen. Der har også været forsøg på at protestere mod muslimsk indvandring i andre lande, deriblandt Danmark.
 På det seneste har protesten været ledsaget af forskellige former for optøjer og ballade i forbindelse med ankomsten af nye flygtninge. De voldsomme protester i byen Heidenau eksempelvis., eller stenkastende finner.
Kendte tyske politikere gav udtryk for afsky mod protesterne og kaldte de protesterende “Pack” og “Ultrarechte.” En tidligere forbundspræsident (Christian Wulff) markerede sig i sin tid ved udtalelsen, “Der Islam gehört zu Deutschland,” og det må man da erkende, når der nu er ca. 4 millioner muslimer i Tyskland. Problemet er dog snarere, som en velformuleret deltager i Talkshow i ARD d. 28. september, udtrykte det, “Gehört Deutschland auch zum Islam?” Hvormed han naturligvis mente,  om muslimerne også accepterer Tyskland med de normer og regler, der gælder der.
Uden tvivl har aktioner og terrorhandlinger, som myrderierne på Charlie Hebdo, bombeattentater i London og Spanien begået i den muslimske religions navn, medvirket til at sætte sådanne spørgsmål på dagsordenen og ikke mindst til fremkomsten af omfattende protester.
Desuden har de formentlig været stærkt medvirkende til fremgang for partier der har flygtningespørgsmål og muslimer på dagsordenen.
Uanset, hvad velmenende politikere serverer af beroligende tågesnak og henvisninger til europæiske værdier og religionsfrihed, er der absolut ingen tvivl om, at der stilles spørgsmålstegn ved den stigende muslimske befolkning overalt i Europa.
 
Hvad er størrelsesordenen?
Ikke af problemet, det må vi se på om vi får svar på undervejs, men af den muslimske indvandring og flygtningestrøm.
Lad os først se, hvor mange muslimer, der lever i nogle af landene i Europa. Ud fra en antagelse om, at antallet, der lever i et givet eget land, er vigtigere end et samlet tal for muslimer i Europa. I en vis forstand er det kun vore egne muslimer, vi kan være optaget af.
I en statistik fra “Die Zeit” fra januar 2015 (tallene er naturligvis før den helt store tilstrømning)  kan vi se antal og andel af befolkningen for følgende lande.

Muslimer er ikke en ensartet masse. For Tysklands vedkommende har Statista opgjort fordelingen på religionsretninger i et diagram. Netop i disse dage ser man eksempler på, at de forskellige religiøse grupperinger har det svært med hinanden, også som flygtninge. Det viser sig ved den ballade, der af og til popper op i tyske flygtningelejre i form af masseslagsmål.

Tallenene er naturligvis allerede forældede, men de antyder størrelsesordenen.
I 2011 skønnede “Der Spiegel,” at der i 2030 ville være ca. 58 millioner muslimer i Europa, hvorved de formentlig ville udgøre 8% af befolkningen ( gatestone institute). Men det er beregninger foretaget før de store aktuelle flygtningestrømme.
i 2015 regner Tyskland således med mindst 800.000 flygtninge, heraf skønnes ca. 80% at være muslimer, altså 640.000. Mange af de aktuelle flygtningene er yngre mænd, dvs. det kan forventes, at der senere vil være ønske om familiesammenføringer, der kan mangedoble antallet.
Generelt er den muslimske befolkning i Europa yngre end den øvrige del af befolkningen, hvilket sammen med højere fødselsrater bevirker en hastig vækst i antallet i de første mange år. Indtil der på et tidspunkt i fremtiden vil være forholdsvis flere ældre muslimer og fødselsraten antagelig vil nærme sig den øvrige befolknings.
En engelsk kommentator har under udnyttelse af tal fra Muslim Council of Britain (MCB) regnet sig frem til, at antallet af muslimer i UK vil kunne nå 26 millioner i 2051. Et tal, der dog er behæftet med stor usikkerhed. (The Commentator).
 
Hvordan ser Vesten på muslimer?
Selv om Tyskland ikke har oplevet større terrorattentater i den muslimske religions navn, er der tydeligvis tale om, at befolkningen er ganske splittet i sin indstilling til muslimer. På den ene side har vi Willkommenskulturen med velkomstaktioner på banegårdene og masser af private initiativer til at hjælpe flygtninge, på den anden side har vi ganske voldsomme protester, ledsaget af hærværk og brandstiftelse.
I et studie har man søgt at finde frem til, hvordan man opfatter muslimer i henholdsvis Tyskland, Frankrig , Spanien og Sverige, altså lande med store muslimske befolkningsandele. Resultatet fremgår af tabellen herunder. (Der Spiegel, Islam Studie).

Umiddelbart kan man se,  at indstillingen i Tyskland er ganske negativ, ligesom i Spanien, mens der er overvægt til den positive side i Frankrig og Sverige.
 
Af den ikke-muslimske del af den tyske befolkning er der 57%, der anser islam for meget truende eller truende. På spørgsmålet om, hvorvidt islam passer ind i den vestlige verden, svarer 61 % med slet ikke eller nærmest ikke.
Det lyder heller ikke positivt, når 40% mener, at muslimerne får dem til at føle sig fremmede i deres eget land.
Man har også set på, om indstillingen til muslimer er forskellig fra by til land. Ikke overraskende når man frem til, at den negative holdning til muslimer er mest udpræget på landet og i de små byer. I store byer er billedet lidt mindre negativt, men dog stadig overvejende negativt. Så meget for multi-kulti altså.
Kun når man ser på om holdninger er afhængige af de adspurgtes alder ændrer billedet sig. For de 16-24 årige er der ligevægt mellem positive og negative holdninger. Alle, der er ældre, har en overvejende negativ opfattelse.
Et forsøg på at se om indstillingen ændrer sig, når man har muslimer blandt sine bekendte, ændrer ikke på billedet. Det er også her mest negativt. (Der Spiegel, Islam Studie).

Islam-Studie: Jeder Zweite empfindet Islam als Bedrohung
Det er naturligvis ikke et godt tegn for den fredelige del af muslimerne, at man har denne opfattelse, og det er i hvert fald et problem for integrationen. Det antyder også, at multikulturalitet, hvor forskellene mellem kulturerne er stor, fører til multisamfund, dvs. samfund, der hver for sig har en hvis homogenitet, men ikke udgør et sammenhængende samfund i betydningen Gemeinschaft. De lever i parallelle verdener i den samme stat, med en kulturkløft, der holder dem på afstand af hinanden.
 
 
Gensidige kig hen over kløften?
“The great divide: How westernes and muslims view each other” hedder et omfattende studie fra Pew Research Center. Centret betegner sig selv som en uafhængig fakta-tank, ikke tænke-tank. Med fakta fra deres studie kan vi forsøge at kigge hen over kløften fra begge sider. Det skal bemærkes, at studiet er udgivet i 2006, dvs. efter balladen om de danske karikaturer og attentatet i London i 2005. Hvorfor man befinder sig i et klima, hvor mange i Vesten ser muslimer som fanatiske, voldelige og uden tolerance, mens muslimer ser mennesker fra Vesten som selviske, umoralske og grådige, såvel som voldelige og fanatiske. Vi skal således have tidspunktet i erindring, når vi ser på tallene fra fakta-tanken.
Overordnet tegner de et billede af ganske problematiske relationer. Det generelle billede er aftegnet i diagrammet herunder, der viser hvorledes man fra hver sin side af kløften betragter relationen mellem Vesten og muslimerne. (PEW, The Great Divide).

Lyspunkterne er Spanien, Pakistan, og til dels USA, mens f.eks. tallene fra Tyskland svarer til det billede vi allerede har set. Man skal også bemærke, at holdningerne stort set spejler hinanden. Muslimer vurderer relationerne lige så negativt som folk i Vesten.
Pew Research har også undersøgt bestemte aspekter af holdningerne på hver side af kløften. Vi nøjes med at se på et par af disse. For det første synet på, om der er en konflikt mellem at være troende muslim og det at leve i moderne samfund. For det andet et aspekt, der vedrører synet på kvinder.
Hvad det første aspekt angår, er der tydelige forskelle mellem et vestligt syn og muslimernes syn. (PEW, The Great Divide).

Med undtagelse af Frankrig og igen til dels også USA er den generelle holdning, at der en konflikt mellem at være troende muslim og det at leve i et moderne samfund. Hos muslimerne er billedet omvendt. Her giver flertallet udtryk for, at der ikke er nogen konflikt, og det gælder både for muslimer, der lever i vestlige lande og muslimer i muslimske lande. Billedet for Pakistan er dog afvigende og sært nok i modsat retning af, hvad der gjaldt for de generelle relationer mellem Vesten og muslimer. Det kan jo være udtryk for, at muslimer kan ønske sig, at det er muligt at forene deres tro med udviklingen i moderne samfund. Selv om det  er uklart, hvad det er man forbinder med et moderne samfund. Materielle goder, eller er det også de værdier, der findes i moderne samfund? Værdier, der i øvrigt er en forudsætning for de moderne samfunds succes med at frembringe  de materiale goder. Vi ved simpelt hen ikke, hvad der ligger bag svarene.
Pew Research har undersøgt synet på kvinder hos henholdsvis ikke-muslimer og muslimer, åbenbart ud fra spørgsmål om respekten for kvinder. Det forekommer at være et noget begrænset spørgsmål, hvis man ønsker at forstås kvinders stilling i de respektive kulturer. For hvad mener man egentlig med respekt? Man kan sagtens forestille sig, at man udviser respekt, selv om kvinder ikke er ligestillede med mænd. Tabellen fra Pew ses herunder. (PEW, The Great Divide).

Tabellen demonstrer tydeligt, at ikke-muslimer i vestlige samfund giver udtryk for, at de ikke mener, at muslimer respekterer kvinder. Muslimer i vestlige samfund mener til gengæld, at folk i Vesten i høj grad respekterer kvinder. Anderledes er billedet, hvis vi ser på muslimer i fortrinsvis muslimske lande. Her synes der at være et lille flertal, der mener at folk i Vesten ikke respekterer kvinder. Man kan imidlertid næppe påstå, at det er samme forestilling om respekt, man har taget stilling til i de forskellige lande.
Et større survey fra Pew research udgivet 2013 rummer mere detaljerede opgørelser af muslimers holdninger på en lang række konkrete områder. Således undersøger de holdningen til, om kvinder selv skal afgøre om de vil bære slør. Her afslører, hvis man kan sige det sådan, tallene store forskelle. I den ene ende af spektret finder vi Balkanlande, hvor op mod 90% mener, at kvinder selv skal bestemme, mens det i lande i det nære østen og Afghanistan er under halvdelen, der mener, at kvinder selv skal bestemme.
I undersøgelsen har man også undersøgt, om kvinder ikke altid skal adlyde deres mand. Igen i Balkanlande er det under halvdelen, der er helt enige, eller mest enige i, at kvinder skal adlyde. I Mellemøsten og Nordafrika er voldsomt overvægt til den holdning, at kvinder skal adlyde. Mellem 74% (Libanon) og 93% (Tunesien).
Også på andre områder antyder rapporten, at troende muslimer har en aldeles afvigende holdning fra den vi finder i moderne vestlige samfund.
Det gælder på områder som sharia som officiel lov, troen på gud som forudsætning for at være en moralsk person, samt  ekstremt negative holdninger til f.eks, homoseksualitet, alkohol, abort mv.
På den anden side er der temmelig stor tilslutning til demokrati (Mellemøsten og Nordafrika udviser median værdier på 55%) og religiøs frihed (for samme område 85%). Det er dog også her uklart, hvad det er for en form for demokrati og religiøs frihed, man forestiller sig. Man mener nemlig samtidig, at religiøse ledere skal have politisk indflydelse (for samme område 65%). Hvilket jo ikke ligefrem svarer til vore forestillinger om demokrati.
Man efterlades derfor på mange måder med et broget billede. Et billede der vel afspejler en konflikt mellem et stærkt religiøst præget syn og en moderne verdslig indflydelse. Noget, der også afspejles i de konflikter, man har set i det såkaldte arabiske forår, der tilsyneladende har svært ved at blive til en arabisk sommer. Her skal man blot erindre om, hvordan Det muslimske broderskab i Egypten ville udnytte demokratiet, og om konflikterne mellem religiøse og ikke-religiøse partier i Tunis.
 
Basale værdier i vestlige samfund
Hvad vi har set her, leder til en formodning om, at religiøse forestillinger vil kollidere med basale vestlige forestillinger på en række væsentlige områder. Forestillinger, der både har rod langt tilbage i historien og forestillinger, der er skabt og skabes i dag.
Vi kan blot nævne et par eksempler. Fra den franske revolutions “Rights of Man” 1789 (og senere udvidet udgave i 1793), hvor intet stod over menneskets (mandens?) naturlige og umistelige rettigheder og hvor loven var udtryk for den almene vilje (volonté générale). Hvor frihed var friheden til at foretage sig, hvad man ville, sålænge det ikke skader nogen anden. Hvor der skal herske ytringsfrihed, “No one shall be disquieted on account of opinions, including his religious views, provided their manifestation does not disturb the public order established by law.” Hvor religion underordnes loven og nationen. “The principle of all sovereignty resides essentially in the nation. No body nor individual may exercise any authority which does not proceed directly from the nation” (Artikel 3).
Desværre er kvinders rettigheder ikke en del af de umistelige rettigheder på dette tidspunkt. Dem finder vi først senere, på et tidspunkt hvor kvinderne er ved at forlade hjemmene. Først med suffragetterne i England og tilsvarende kvindebevægelser i andre land bliver kvinders ligestilling målet. Senere kommer andre rettigheder. Nogle konkrete eksempler kunne være retten til abort, retten til skilsmisse, homoseksuelles rettigheder mv.
Mange af de normer og rettigheder, der gælder i moderne samfund er blevet så selvfølgelige, at vi har glemt, hvor vigtige de er.
 
Underminerer frygten for konflikten vore værdier?
Nødtvunget må vi konkludere, at der eksisterer et ganske stort potentiale for konflikter, når der sker en hastig tilstrømning og vækst i andelen af muslimer i Europa.
Det latente potentiale har med mellemrum resulteret i alvorlige konflikter, som  f.eks. konflikten, der blev udløst af ganske uskyldige karikaturer i en dansk avis. På sin vis et sørgeligt aktuelt eksempel, eftersom det netop er 10 år siden. Af frygt for, hvilke nye konflikter det kan udløse, tør ingen i dag at vise, hvilke tegninger det drejede sig om. Det er selvfølgelig ikke det eneste eksempel på, at trusler om vold eroderer en af de mest centrale og dyrekøbte friheder i vort samfund. Men det viser den mekanisme, gennem hvilken vi noget tankeløst opgiver centrale værdier af frygt for at fornærme de rabiate repræsentanter for en religion.
Vi lægger vægt på religionsfrihed, men opfattede det vel naivt som en frihed til at man kunne dyrke sin religion privat. I dag bliver det opfattet som en frihed til at kræve, at resten af samfundet skal rette sig efter religiøse forestillinger. Især  muslimske forestillinger. Mens andre religiøse fundamentalister betragtes med en vis overbærenhed og latterligørelse, gælder dette absolut ikke for muslimer. Formentlig udelukkende af frygt for repressalier. Det er naturligvis et alvorligt problem, at man således skal indrette moderne samfund efter mere eller mindre bizarre religiøse forestillinger.
Man kunne måske ønske sig, at religionsfrihed betød, at man kunne blive fri for religion i det offentlige rum, men sådan er det desværre ikke.
Vi må således konstatere, at det er med en vis berettigelse, at mange i Europa giver udtryk for bekymring over en større influx af flygtninge med muslimsk baggrund. Konfliktpotentialet viser, at det ikke er nødvendigt at være mange for at tvinge flertallet til at ”vise hensyn” eller endnu mere bizart ”respekt”, fordi det bliver en “respekt for et voldspotentiale”.
Allermest bekymrende er det dog, at de værdier og rettigheder, som er skabt af generationer før os,  og som er grundlæggende for vore samfund, bliver vendt mod os.
Tolerance bliver ikke blot tolerance overfor anderledes tænkende, det bliver en tolerance overfor holdninger, der på aldeles intolerant vis vil udnytte denne tolerance til at afskaffe den.
I “A Letter Concerning Toleration” skriver Locke i 1689 om værdien af tolerance imellem religioner, men også at religion er ethvert menneskes individuelle sag. Store totaliserende religionssystemer bliver totalt afvist. Spillereglerne sættes uden for religionen af den civile magt. Til gengæld blander denne civile magt sig ikke i religionsudøvelsen. Med andre ord, det totaliserende brydes ned, religion bliver en privatsag, der ikke må påvirke lovene, magtudøvelsen og samfundet i øvrigt. En kirke er blot en sammen­slutning af medlemmer, der frivilligt forener sig i en vilkårlig tro. Disse frivil­lige foreninger er alle ligeværdige, og de må derfor tolerere hinanden. Alle kan vælge deres egen måde at blive salige på.
At tænke sig at det er udtrykt i 1689. Vi har åbenbart stadig problemer med at fatte det, selv om det var sådanne tanker, der inspirerede forfatninger i den vestlige verden.
 Andre af Locke’s ideer er også vigtige i dag. Det går ikke an, at en troende lover at indordne sig under en given offentligheds spilleregler, hvis man samtidig sværger blind loyalitet over for en religion. Det kan ikke forenes. Her er vi måske ved sagens kerne. En totaliserende religion, der vil påtage sig autoritet på de områder, som ethvert vestligt samfund opfatter som den verdslige sfære, vil vi uvægerligt få problemer med.
I et demokrati må enhver beslutning i sidste ende bygge på det enkelte menneskes meningsfrihed og egen-autoritet (også hvad angår religion) og alt må kunne disku­teres, også temaer, der kan irritere andre. En forudsætning for denne diskussion har John Stuart Mill engang formuleret således: “Hvis der findes personer, der udgør en undtagelse fra en tilsyneladende verden af enighed om et hvilket som helst emne, ... er det altid muligt at disse afvigere har noget sige ..., der er værd at høre, og at sandheden ville miste noget ved deres tavshed.”
 Her er den autoritative totalitet helt forsvundet. Alle har ret til at komme frem med en mening og det har en værdi i sig selv, at der findes forskellige opfattelser. Det er uenigheden og striden, der bringer os videre, ikke den golde og passive enighed.
Her dukker meningen med at have menings-, ytrings- og pressefrihed op.
Den er der vel heller ikke nogen, der har nogen imod, så længe den ikke generer nogen. Vi glemmer, at denne frihed kun er noget værd, hvis den i praksis kan bruges til at kritisere enhver magtstruktur og enhver herskende mening, og især da enhver tendens til, at en totaliserende ideologi breder sig. Frihed er kun frihed, hvis det accepteres, at det kan koste noget at bevare den.
Vore basale værdier kan synes at have mistet deres glød og deres umiddelbare relevans. Måske er det grunden til, at vi er lette ofre for en skyldfølelse, der siger at vi må vise respekt for dem, der virkelig tror på noget, selv om de ikke viser os nogen respekt. Over for en sådan selvsikker overbevisning kan vores egen ligeglade, materielle individualitet meget nemt komme i den situation, at den indrømmer sin egen vaklende tro og overbevisning, og i misforstået tolerance og bestyrtet forskrækkelse lader en totaliserende religion annektere den frihed, som er forudsætningen for ethvert reelt demokrati.
Vi må aldrig nogensinde acceptere, at friheden lukkes af religiøse krav. Derfor er det vigtigt at besinde sig på, at friheden og demokratiet må beskyttes. Ved streger i ørkensandet og ved streger i en satirisk karikatur. Streger, der beskytter de værdier, der holder vore samfund oppe. Streger, der ganske vist er svære at sætte, fordi de skal sættes ud fra spinkle og lidet håndgribelige, næsten spindelvævsagtige begreber, der kun eksisterer i kraft af, at vi faktisk tager dem alvorligt i vores hverdag.
Derfor er det først og fremmest den totaliserende religion der må åbne sig, ændre sig og tilpasse sig det 21. århundrede. Den må erkende, at religionen, hvis der skal være religiøs tolerance, er en fuldstændig privat sag og ikke et offentlig anliggende.
Vi må tage vore egne friheder og værdier mere alvorligt. De er nemlig, hvad enten vi finder mening i meditation, buddhisme og yoga, eller konsulterer indiske guruer, selve den essentielle forudsætning for at vi frit kan gøre både det, og alt muligt andet som vi endnu ikke har fundet på.
Vi skal passe på, at vi ikke i misforstået solidaritet går på barrikaderne for at bekæmpe præcis de værdier, der tillader os at gå på barrikaderne og mene noget andet.

Asylretten kan ikke være absolut
Rådspræsident, Jean Asselborn, hævdede i sin begrundelse for, at der blev gennemtrumfet en beslutning om fordeling af 120.000 flygtninge, at det var nødvendigt for at opretholde en af de værdier som Europa sætter højt, nemlig retten til asyl. Men samtidig medvirkede han til at smadre den værdi, der består i, at store lande ikke dominerer beslutningerne.
Asselborn’s argument om, at retten til asyl er en grundlæggende værdi i EU skjuler i al sin unuancerethed gevaldige dilemmaer og problemer.
Formodentlig er det en værdi, der har rod i 2. verdenskrigs kaos. Den må oprindelig have haft tanke på flygtninge i Europa, og aldeles ikke meget store strømme af flygtninge med totalt anderledes baggrund.
Forestillingen om, at alle der kommer til Europa for at søge asyl, har ret til få det, rummer et andet problem. Hvordan kan man påstå, at det er i overensstemmelse med grundlæggende europæiske værdier, at dem, der har energi, ressourcer og sundhed til at møde op ved Europas grænser eller illegalt trænge ind over dem, absolut er dem, der skal have asyl. Det forekommer at være en hån mod dem, der sidder tilbage uden den samme mulighed, som fordrevne i eget land eller i flygtningelejre. Med en vis ret kan man hævde, at det er de rigtige flygtninge. De flygtninge, der bevæger sig på tværs af grænser og gennem lande, der betragtes som sikre, rummer motiver, der ikke har noget at gøre med sikkerhed. De stræber ganske klart efter at opnå en bedre tilværelse for sig selv og en mere givende fremtid for deres børn. I den forstand er Asselborn’s og mange andres argument om retten til asyl fuldkommen absurd.
Retten til asyl kan heller ikke være ubegrænset , selv om Merkel hævder: “Grundrecht auf Asyl kennt keine Obergrenze” (FAZ). Europa kan ikke løse alverdens problemer med en ubegrænset ret Till asyl. Europa ville i så fald ende med at være et Europa vi ikke kan genkende. Et Europa, der formentlig vil have mistet sine basale værdier, sin fredelighed, og sin sammenhængskraft. Asylretten må derfor være begrænset i den forstand, at der ikke er nogen som helst risiko for, at man ender i en sådan tilstand.
Endelig er beslutningen om, hvor ubegrænset retten til asyl skal være, ikke et spørgsmål, som politikere som Merkel og Asselborn skal afgøre. Det må i den sidste ende være en beslutning, der på den ene eller anden måde skal afspejle hvad Europas befolkning mener. Endnu er det svært at vurdere, hvorledes befolkningen stiller sig til den aktuelle strøm, for slet ikke at tale om potentielt flere millioner flygtninge. Der findes dog begyndende indikationer på, at befolkningen vil have stoppet for tilstrømningen. Det indikeres ved øget tilslutning til de partier, der går ind for stærke begrænsninger, bl.a. for at sikre de europæiske værdier. Værdier, der er noget mere afgørende for Europas eksistens, end den simple unuancerede ret-til-asyl, som selvudnævnte moralske apostle som Merkel og Asselborn hævder.

I figuren herunder er det forsøgt anskueligjort, hvor lidt de samlede kvoter på 40.000 plus 120.000, i alt foreløbig 160.000, udgør i forhold til, hvad der allerede er ankommet, i forhold til forventet influx i Europa i 2015, i forhold til flygtninge i  nærområdets lejre, samt i forhold til det samlede antal internt og eksternt fordrevne syrere. Det viser lidt om, hvor stort potentialet er.

Flertallet besluttede
Meget betegnende var det overskriften i Die Welt, efter ministerrådsmødet d. 22. september, hvor man med kvalificeret flertal besluttede en tvangsfordeling af 120.000 flygtninge.
Det kvalificerede flertal overtrumfede modstanden fra Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien, mens Finland undlod at stemme. Åbenbart var det lykkedes at få Polen til at stemme med flertallet, selv om de i forvejen havde ytret deres skepsis. Udenfor kvotefordelingstvangen finder vi Irland, UK og Danmark med deres op out mulighed.
Rådspræsidenten Jean Asselborn blev efter mødet spurgt om ikke det var et problem, at man blot havde overstemt de lande, der modsatte sig en kvotefordeling. Asselborn’s svar var, at man var nødt til at bruge kvalificeret flertal for at nå til en beslutning. Han hævdede, at Den Europæiske Union dermed havde taget “et gevaldigt skridt fremad.” Mod hvad, kunne man være fristet til at spørge, for det kom der ingen forklaring på. I stedet sagde han “For forestil jer, at vi ikke havde truffet en beslutning” og fortsatte “Alle lande … skal nu holde sig til det, også dem der har stemt imod: “ Es ist jetzt Gesetz in der Europäischen Union” (ZDF Heute Journal. 22. september).
Sådan! Det har de genstridige lande bare at rette sig efter, ellers må EU-Kommissionen åbne en sag mod dem.

Utilfredsheden med beslutningen
Slovakiets regeringschef, Robert Fico, var så utilfreds med flertalsafgørelsen, at han meddelte, at man ikke ville acceptere den: “Det er endnu ikke forekommet, at meninger, begrundet med rationelle argumenter, bare bliver tromlet ned af et flertal, alene fordi man ikke er i stand til at opnå en konsensnus” (Die welt). Tjekkiets indenrigsminister, mente at den sunde fornuft havde tabt.
En repræsentant fra Det Europæiske Folkepartis gruppe i Europaparlamentet, Jiri Pospisil fra Tjekkiet, var endnu tydeligere i sin kritik: “It will only fan the anti-European mood in central and eastern Europe, not bring any solution to the refugee crisis.” (Ceske Noviny).  Han beskrev beslutningen som “German Dictation” og drog en parallel til München diktatet fra 1938.
Så vidt er uenigheden altså kommet på nuværende tidspunkt. Ikke engang Tyskland er tilfreds, selv om det var dem, der pressede på for gennemførelse af kvotefordelingen. Omsider synes også tyskerne at forstå, at det ikke er nok blot at fordele flygtningene. De Maizière: “Hvad vi har besluttet her er en vigtig byggesten, men ikke mere. Vi behøver mere grundlæggende løsninger. Dertil hører stop for tilstrømningen, begrænsningen af tilstrømningen til Europa og hjælp til de lande, der huser flygtningelejre.” (ZDF Heute Journal. 22. september).

Hvad har man så besluttet?
Hvilke tiltag er vedtaget, hvordan skal de konkret sættes i værk og hvordan vil man tage højde for de problemer, man allerede nu kan se? Såsom muligheden for at flygtninge alligevel blot søger hen til lande, de foretrækker.
En gennemlæsning af rådsbeslutningen (Council decision) skaber ikke ligefrem stor klarhed.
Efter en indledning i kancellisprog, med diverse “having regard to” og “where as,” om nødssituationen, principper om solidaritet og fair fordeling, det exceptionelle migrationsflow i Middelhavsregionen og en række henvisninger til tidligere møder, følger 50 komplicerede punkter. Derefter kommer 13 artikler, der omhandler beslutningen og de konkrete tiltag, samt et anneks med tal for kvotefordelingerne.
Jeg gad vide, om de deltagende ministre overhovedet har haft tid og overblik nok til følge detaljerne i denne beslutning, der så udpræget bærer præg af at være udformet af et professionelt bureaukrati. Det er i hvert fald ikke et papir, som unionens borgere ville have nemt at finde rundt i. Nå, men det skal de jo heller ikke og selv de deltagende ministre har formentlig kunnet nøjes med at holde opmærksomheden rettet mod på den centrale del. Beslutningen om fordeling af de 120.000 flygtninge og størrelsen af de enkelte kvoter. Artikel 4 med undertitlen “Relocation of 120 000 applicants to Member States” vil helt sikkert falde i øjnene. I første omgang skal der kun relokaliseres 66.000 flygtninge, 15.600 fra Italien og 50.400 fra Grækenland. Først senere følger forslag til kvoter for de resterende 54.000. Der tages der forbehold, over for pludselig opståede nødsistuationer, der kan føre til ændringer etc.
I øvrigt får Ungarn jo p.gr. a. sin modstand ikke rigtig nogen lettelse..

I artikel 3 findes en interessant bestemmelse, der formodentlig skal understrege, at det netop kun drejer sig om fordeling af de rigtige flygtninge. Hvis jeg forstår artiklen rigtigt, skal kun de flygtninge, der har en 75% eller højere chance for asyl (bedømt ud fra tidligere erfaringer) indgå i kvoterne. Det betyder formodentlig, at der hovedsagelig vil være tale om syrere. Indirekte antyder man vel hermed, at der skal følges en skrappere kurs overfor mennesker, der falder under betegnelsen migranter. Selv om vi må vente (formodentlig længe) for at se, om det betyder hurtig tilbagesendelse.

I forbindelserne med tvangskvoterne har det været indlysende, at den frie bevægelig mellem EU-landene kunne være et problem. Flygtningene kan jo vandre derhen, hvor de vil. Formentlig af den grund finder vi i artikel 9 om “Rights and obligations of applicants” en række bestemmelser, om dels at tage hensyn til familien, men også om, at man skal returneres “immediately, hvis man bevæger sig ind i en anden medlemsstat uden tilladelse.
Hvorvidt det er en mulig opgave at lokalisere og tilbageføre flygtninge, der bevæger sig på tværs af grænserne, belyses ikke. Man regner åbenbart med, at det er et problem, der automatisk bliver løst ved at skrive det ind i beslutningerne.

Af artikel 10 fremgår det, at landene skal have finansiel støtte. For hver person der relokaliseres skal gælde: “the Member State of relocation shall receive a lump sum of EUR 6 000.” Italien og Grækenland skal have mindst EUR 500 for hver person. Det må jo så være for at give plads til de ”hotspots,” hvor flygtningene skal registreres og fordeles på landekvoter.

Mere bureaukratisk morads end klar politisk løsning
Det hele synes at udgøre en umådelig kompliceret og ressourcekrævende bureaukratisk operation.
Dertil kommer, at denne forholdsvis begrænsede beslutning ikke løser ret meget. Allerede nu befinder der sig så mange flygtninge i EU, at den vedtagne fordeling må anses for helt utilstrækkelig. Desuden kan det, at man håndterer problemet ved at gennemtvinge en kvotefordeling, føre til en forøgelse af flygtningestrømmen. Eftersom flygtninge nu kan være forholdsvis sikre på, at de ikke skal klare sig selv under nødtørftige forhold i Grækenland eller Italien. De vil blive fordelt, således at alle kan forvente at få bedre forhold, og det kan i hvert fald ikke virke afskrækkende eller demotiverende.
Elefanten, EU’s beslutningsmekanisme, har kun taget et meget lille skridt. Ikke et gevaldigt skrift fremad, som Asselborn påstod og måske ikke engang et skridt i den rigtige retning for at løse krisen. Tværtimod har elefanten allerede knaldet en hel del politisk porcelæn i sit forsøg på overhovedet at bevæge sig.

En venstrefløj, der sætter sig på den høje moralske hest
”Giv alle syriske flygtninge asyl” lyder opfordringen fra Johanne Schmidt-Nielsen i Politiken. Dermed mener hun, at Danmark, ligesom Norge og Sverige, skal give syriske flygtning asyl i stedet for midlertidig opholdstilladelse. Solidaritet med hele verden og den rigtige moralske holdning er vigtig for Enhedslisten. Derfor skal vi give asyl til alle, der søger om det i Danmark. Flygtninge skal også fordeles solidarisk i Europa og der skal skaffes legale veje ind i Europa for undgå, at flygtninge er afhængige af menneskesmuglere og farefulde ruter over f.eks. Middelhavet.
Enhedslisten mener også, at det er afgørende “at flygtninge får et arbejde og hvis integrationen skal være effektiv, så er det vigtigt, at der er tale om rigtige job på rigtige arbejdspladser.” (Enhedslisten).

Holdninger, der svarer til partiet Die Linke’s i Tyskland, hvor man under parolen “Grenzkontrollen abschaffen - Flüchtlinge willkommen“ plæderer for, at de nyligt indførte grænsekontroller i Tyskland afskaffes. Kontrollen sender et forkert signal om, at der ikke er plads til flere flygtninge i Tyskland. I stedet skal man øge optagelseskapaciteten. På samme måde som Enhedslisten vil de undgå, at flygtninge havner i hænderne på menneskesmuglere. Som Enhedslisten vil de have grænsespærringer fjernet og oprettet legale muligheder for, at flygtninge kan finde vej til Europa. “Deshalb muss die Forderung lauten: Es muss legale Wege für Flüchtlinge nach Europa geben. Das zwingt Menschen in Not nicht länger, ihr Leben miesen Schleppern zu verkaufen.” (Die Linke).  Flygtninge, der har søgt til Tyskland, skal heller ikke mødes med de eksisterende forbud mod at tage arbejde. Adgang til at arbejde er af central betydning for integrationen, hævder Die Linke, akkurat som Enhedslisten. Arbejde betyder, at flygtninge forsørger sig selv og bidrager til samfundet. Gad vide, om venstrefløjen overhovedet ser nogen grænse for, hvor mange flygtninge man kan eller skal være solidariske med.

Erhvervslivets kalkulerende åbenhed overfor flygtninge
Når det gælder vigtige dele af flygtningepolitikken finder venstrefløjen en stærk alliancepartner i erhvervslivets organisationer. Man skulle måske ikke umiddelbart forvente, at erhvervslivet er enige med venstrefløjen i ret meget, men når det gælder åbenhed over for indvandring er den enigheden stor.
Karsten Dybvad, der er administrerende direktør i Dansk Industri peger på, at Danmark har skabt sin velstand ved at være en åben økonomi. Underforstået, så kan vi heller ikke lukke grænsen for flygtninge eller undlade at deltage i en fordeling af flygtninge efter kvoter i EU. “Hvis Europa ikke løser problemerne i fællesskab, vil landene måske bevæge sig i en retning, hvor fremskridt og samarbejde bliver skruet tilbage” (Morgenavisen Jyllands-Posten). DI er i øvrigt ligesom venstrefløjen imod Støjbergs-annoncer, der jo har til hensigt at mindske flygtningestrømmen.
Endelig mener både DI og Dansk Erhverv, at det gælder om at få flygtninge i arbejde. Karsten Dybvad gør sig til fortaler for, “at de flygtninge, som kan blive i Danmark, skal integreres hurtigere og bedre. Han peger på, at det er vigtigt, at de kommer i arbejde, og han henviser til, at Danmark og Europa får brug for arbejdskraft udefra, eftersom de europæiske befolkninger er aldrende og skrumper.” (Politiko). For Dansk Erhverv drejer det sig om at få flygtninge og indvandrere i beskæftigelse. Man kalder på handling for at gøre op med den voldsomme passivisering af flygtninge.
For ganske nylig kunne man også læse, at virksomheder er klar til at hjælpe med at skaffe flygtninge i arbejde, bl.a. ved at tilbyde særlige praktikforløb.
Lignende holdninger finder vi hos de tilsvarende tyske industri- og erhvervsorganisationer. Det Tyske Industri og Handelskammer (DIHK) kræver faktisk mere indvandring. ” Deutschland müsse for Migranten attraktiver werden". DIHK ser flygtninge som et reservoir af fagkræfter og kræver derfor, at der skabes mulighed for, at flygtninge hurtigere kan gøres klar til arbejdsmarkedet.
I en fælles erklæring fra en alliance af organisationer, der inkluderer ministerier, erhvervsliv og fagforeninger hævdes det,  at “vore europæiske værdier forpligter os til i fælleskab at løse opgaven med det stigende antal flygtninge."  (Gemeinsam für perspektiven für Flüchtlinge). Man gør opmærksom på, at tilstrømningen udgør en stor mulighed for Tyskland, i betragtning af den demografiske udvikling, der ellers aftegner sig. Erklæringen lægger, ligesom dansk erhvervsliv, vægt på hurtig integration gennem arbejde. “Uddannelse, opkvalificering og arbejde er den centrale nøgle for en vellykket integration. Hertil kommer, at der i mange brancher og regioner er mangel på de rigtige lærlinge og fagkræfter.”
 
Mesalliancens vidt forskellige motiver og hensigter
I både Danmark og Tyskland finder vi således en overfladisk alliance mellem venstrefløj og erhvervsliv, når det gælder synet på åbne grænser, tilstrømning af flygtninge og flygtninges integration gennem arbejde.
Det er imidlertid en mesalliance, for det er ud fra vidt forskellige motiver, denne overfladiske enighed opstår.
Venstrefløjens argumenter bygger på solidaritet med flygtninge, der flygter fra den krig og elendighed, som mange i venstrefløjen betragter som et resultat af Vestens politik. Det er Vestens indsats i Mellemøsten og Afghanistan, der har ført til de krige, stridigheder og flygtningestrømme, som vi nu kæmper med. Det er også Vestens udbytning af Afrika og efterfølgende manglende hjælp til at komme på egne ben, der har ført til et stort migrationspres fra Afrika. Derfor mener man, at Vesten er forpligtet til på solidarisk vis at klare flygtningestrømmen fra disse lande. Det er mennesker i nød, som vi ubetinget må hjælpe, uden eftertanke og bagtanke. Vi må ikke trække os tilbage i indskrænket nationalisme og lukke grænserne for flygtninge. Vi må ikke bygge høje mure omkring en “Festung Europa.”
Helt uden reservationer mener man, at disse flygtninge er en ressource for Europa. De bidrager til at skabe det afnationaliserede, multikulturelle, globale samfund, hvor der er plads til alle mennesker, alle meninger (især naturligvis de rigtige) og alle religioner. Hvad angår de aktuelle flygtningestrømme karakteriseret ved unge mænd med fortrinsvis muslimsk baggrund, kan man jo tvivle på, at de egentlige deler venstrefløjens ideologi, moralsk begrundede solidaritet og tolerance.
Venstrefløjen repræsenterer en ufattelig optimistisk version af globalisering, og multikulturisering. De har ingen betænkeligheder. De ser ikke nogen fare for de samfund, der er opstået i Europa over de sidste 500 år. Et Europa, der er skabt af  reformation, borgerlig revolution, demokratisering, markedsgørelse, teknologisk og social udvikling, velfærdsstater, fredeligt samarbejde efter to verdenskrige, og en særegen europæisk kultur, der understøtter alt dette.
I den forstand er venstrefløjen ahistorisk og naiv i sit udsyn.

Erhvervslivet da. Ja, her ligger der helt andre motiver bag den overfladiske alliance. Her er der nogle bagtanker og hensigter, som måske ikke træder så tydeligt frem. Det er let nok at forstå det tyske erhvervslivs argument for arbejdskraft. På kort sigt er der behovet for at skaffe dygtige medarbejdere til at løse manglen på arbejdskraft. På langt sigt er der argumentet med den faldende befolkning, der er en følge af, at tyske kvinder ikke føder nok børn. I en vis forstand er det således et isoleret tysk argument i egen interesse med henblik på at sikre udvikling og vækst i Tyskland.
I Danmark er argumenterne lidt svagere, men også her ser vi argumenter for mere arbejdskraft. Vi ser imidlertid også noget andet, bl.a. hos Dansk Gartneri. “Vi har altid været positivt indstillet overfor integrationsprojektet, og der har også tidligere været etableret vellykkede projekter. Men det handler om at stille de rigtige vilkår til rådighed for både arbejdstagere og arbejdsgivere. Og tanken om at tilbyde flygtninge en lavere løn er bestemt ikke fjern for os,” siger formanden for  Dansk Gartneri i Jylland (TV2 Nyheder). Altså lavere løn til flygtninge!
Det er en holdning, der ikke bliver markeret særlig tydeligt i Danmark, selv om man kan finde den hos Dansk flygtningehjælp og naturligvis CEPOS, der som så ofte før kan beregne, at deres forslag er til fordel for dem, det går ud over. I dette tilfælde flygtninge. Danske Industri har indtil videre afvist en særlig lav indslusningsløn. Alligevel må det være en oplagt overvejelse, når man ser at mange flygtninge ikke har kvalifikationer til at klare sig på arbejdsmarkedet.
Må vi ikke forvente, at der vil opstå et ikke uvelkomment, nedadgående pres på lønnen, således som f.eks. Institut für Wirtschaftsforschung i München (IFO), påpeger.
Instituttet finder således, at de fleste flygtninge ikke har tilstrækkelige kvalifikationer på de områder, hvor der hersker mangel på arbejdskraft. Flygtninge vil derfor ikke komme i arbejde. Med den gældende mindsteløn på 8,50€ vil de  simpelthen have en for ringe produktivitet.

Problemer for mesalliancens optimistiske forestillinger
Hvis flygtninge således ikke kan få arbejde til den gældende mindsteløn, har vi alle et problem. Hvis de ikke kan yde til fælleskabet ved at have arbejde, lægger det et øget pres på velfærdsstaten og dermed på skatterne.
En situation, hvor flygtninge ligger det offentlige til last, i stedet for at bidrage positivt til samfundsøkonomien, er ikke et urealistisk scenarie.
Det bliver tydeligt når man ser på f.eks. beskæftigelsesfrekvensen. I en oversigt fra Danmarks Statistik fremgår det meget klart, at indvandrere fra ikke-vestlige lande har en varig lav beskæftigelsesfrekvens.

Agenda, Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev har i en analyse fra 2015 set mere specifikt på, hvor mange flygtninge fra Irak, Iran, Syrien og Afghanistan, der er i arbejde efter 1 , 2, 3 og 4 år. Resultatet af analysen er sammenfattet i nedenstående søjlediagram.

Det ser jo ikke godt ud, og billedet er naturligvis endnu værre, hvis vi ser på kvindelige indvandrere. Hos kvinder fra mellemøstlige lande lå underbeskæftigelsen på mellem 30 og  40 procent ifølge Damarks Statistik.
Så bliver man på et tidspunkt tvunget til at agere. Det kan være med uddannelse, støtte, mentorer, men det kan naturligvis også være med ringere ydelser, hvis man ikke er i arbejde, med løntilskud og/eller en speciel indslusningsløn. Hvis der kommer mange flygtninge, der ikke er kvalificerede nok til at få arbejde på normale vilkår, ja så må man enten acceptere en højere ledighed, især blandt flygtninge, eller også må flygtninge gøres mere attraktive ved at de skal have mindre i løn.
Et scenarie, hvor flygtninge mere eller mindre bliver tvunget til at arbejde på betingelser, som normale arbejdstagere ikke længere vil acceptere, kan også tænkes. Det vil i realiteten være ensbetydende med lavere løn, og frisættelse af mere krævende arbejdskraft, som ikke vil acceptere disse betingelser. Rengøring, arbejde i landbruget og pleje kunne være områder, hvor hidtidige medarbejdere presses ud af flygtninge, der nødtvunget accepterer dårligere arbejdsvilkår.
Resultatet ville i givet fald være, at især de arbejdstagere, der er dårligst stillede i forvejen, vil mærke konsekvenserne af flygtningetilstrømningen på egen krop. Mens andre med bedre position på arbejdsmarkedet ikke vil blive udsat for en sådan konkurrence. Især ikke på de områder, hvor der savnes velkvalificeret arbejdskraft.
En anden afledt effekt kan blive resultatet på boligområdet. Med en hastig forøgelse af antallet af flygtninge, der skal blive her i landet, er der brug for flere boliger. Især naturligvis billige boliger. Det må vel betyde, at det bliver vanskeligere for andre at skaffe sig en betalbar bolig.
Endelig er der konsekvenserne for velfærdsstaten som sådan. Et stigende antal flygtninge med efterfølgende familiesammenføringer, der vel kan fire- femdoble antallet, vil belaste velfærden. Især når vi må gå ud fra, at mange flygtninge vil være uden for arbejdsmarkedet.
Unge vil belaste uddannelsessystemet ikke blot ved antallet, men især manglende sproglige og kulturelle forudsætninger. Ledige vil belaste de sociale kasser, opretholdelse af sundhed vil belaste sundhedssystemet, og en tilsyneladende højere kriminalitet vil belaste både befolkning, politi, domstole og fængselsvæsen.
Her er nogle partielle kig på tal fra Danmarks Statistik, der underbygger nogle af antagelserne.

Det er ikke de absolutte tal, der kan give anledning til bekymring. Det er andelen af offentlige forsørgede fra ikke-vestlige lande. Bemærk også, at Syrien ikke er med endnu.
Udgifterne til offentlig forsørgelse stiger hastigt for ikke-vestlige indvandrere.
LG Insight har for Mandag Morgen regnet sig frem til, at offentlige forsørgelsesomkostninger i perioden 2008-2013 steg med 5% for personer med dansk oprindelse, mens de steg med 42% for ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere.
Hvad angår kriminalitet viser et indeks, standardiseret efter alder, “at kriminaliteten i 2013 er 53 pct. højere blandt mandlige indvandrere og 130 pct. højere blandt mandlige efterkommere med ikke-vestlig baggrund end blandt hele den mandlige befolkning,” (Danmarks Statistik).

Mesalliancens bjørnetjeneste over for samfundet
Venstrefløjen vil, hvis blot nogle af de her skitserede scenarier realiseres, gøre dem, de foregiver at være allermest solidariske med, en kolossal bjørnetjeneste. De vil med deres indstilling direkte bidrage til dårligere forhold for store dele af de i forvejen dårligst stillede i det danske samfund. Eftersom de tilsyneladende i al deres blåøjede Johanne Schmidt-Nielsen optimisme og verdensomfattende solidaritet, ikke synes at være opmærksom på dette, kan man hævde, at de på den mest naive vis understøtter et projekt, der hedder flere flygtninge, mere arbejdskraft med pres for lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold. Hvilket i realiteten er vand på mesalliancens utilsigtede partner.
Erhvervslivet har, som vi har set, givet udtryk for positive aspekter af flygtningestrømmen. Også her er optimismen dog til dels forfejlet, i hvert fald når det gælder den aktuelle flygtningestrøm. Hvad skal man med mange flygtninge, når de så åbenbart ikke har de nødvendige kvalifikationer? Hvis de ikke får arbejde, bliver de jo snarere en samfundsmæssig belastning.
I erhvervslivets optimisme, hvor der er mest fokus på de økonomiske effekter, ser man også bort fra, hvad en stor gruppe mennesker, med ganske anderledes kulturel og ideologisk baggrund, betyder for samfundet. Det er som om man ignorerer, at en væsentlig grund til, at Danmark har klaret sig så godt, er en fælles og temmelig homogen kultur, der giver basis for tillid og et i forhold til andre lande, særdeles fredeligt forhold mellem arbejdsgivere og medarbejdere.
Med andre ord. Begge parter i mesalliancen ser de positive konsekvenser af flygtningestrømmen med bind for det ene øje. De ser kun, hvad der synes at være i deres umiddelbare egeninteresse og ideologiske forståelse. Begge parter ignorerer stort set, hvad den aktuelle, akut forøgede flygtningestrøm måtte have af negative konsekvenser for den del af befolkningen, de ikke repræsenterer.

Aktuelle udbrud

“Velkommen til flygtninge – Nej til Støjbergs skræmmekampagne.” En Facebook kampagne med p.t. 29.643 likes. Formålet med Facebook aktionen mod Støjbergs flygtningeannonce er at skabe indtryk af, at flygtninge er velkomne i Danmark. Man har fået trykt helsides annoncer i danske, engelske og tyske aviser med et stort  “WE, Welcome you to Denmark.” Fulgt af “So, dear fellow human being, there is another voice in Denmark - a voice representing peace, solidarity and human decency.”
Der synes at være et hurtigt stigende antal udbrud af denne type. Hastige aktioner initieret på Facebook, Twitter og chatter. Nogle er brudt ud som følge af den aktuelle flygtningekrise. I UK finder vi “Refugee Action” på Facebook. For dem er der ikke bare tale om en flygtninge krise, men “a crisis of compassion.” Med 9.677 likes appellerer de til følelserne, med det formål at hjælpe flygtninge. De viser hvorledes man kan hjælpe og arrangerer i øvrigt demonstrationer som “London Solidarity with Refugees March". På deres Facebook sider ser man alle mulige markeringer med opfordringer til at huske på eller støtte.  Der er henvisninger til filmklip fra Titanic, en sang mod skeptikerne, en indsamlings maraton og meget mere. I Tyskland findes der naturligvis også en “Flüchtlinge Willkommen” aktion på Facebook, der p.t. er ved at arrangere en “Grossdemonstration” for en menneskelig asylpolitik. Foreløbig med 103.000 inviterede og 38.000, der vil komme. I Düsseldorf finder man initiativet “Stay,” en almennyttig organisation, med en stribe hjælpeinitiativer for flygtninge. I Sverige hedder det derimod “Let them fly.” Initiativet kalder sig “Refugee Air” og har til formål at skaffe mulighed for, at flygtninge kan flyve direkte fra Syrien til Sverige. Det er, som de selv  siger, billigere end den lange vej gennem Europa og naturligvis langt mere sikker.
Der er mange flere initiativer med støtte eller hjælp til flygtninge og, formodentlig med lidt mindre mediepræsens, initiativer mod flygtninge og migranter. Modstanderne er dog ikke velorganiserede. Den består formentlig mere i diverse kommentarer på Facebook, Twitter osv. og i direkte aktion. Foreløbig regner man med, at der har været 61 hærværksaktioner med brandstiftelse mod indkvarteringssteder for flygtninge i Tyskland. Også ens slags “Action Directe.”

Ambitionsniveauer og involveringsgrad
Ambitionsniveauet for de talrige initiativer kan placeres på en skala  med stigende ambitionsniveau. På den mindst ambitiøse del af skalaen kan man informere om flygtninges situation, signalere og agitere til fordel for dem,  og lave underskriftsindsamlinger. Dernæst kommer demonstrationsopfordringer, arrangement af demonstrationer og f.eks. initiering af indirekte hjælpeaktioner til fordel for flygtninge, fra indsamling af telte, liggeunderlag, tøj og legetøj, til indsamling af penge. Konkrete direkte aktioner kan omfatte ansigt til ansigt hjælp i et utal af former. Nogle af dem hinsides loven, som hjælp til at komme illegalt over grænsen, logi, lægehjælp etc.
Ambitionsniveauerne stiller vidt forskellige krav til graden af involvering hos de mennesker, der vælger at støtte et initiativ. Minimum involvering kræver ikke andet end at man er i stand til klikke på like knappen, så er man lissom med og har støttet en god sag.
Så er der underskriftsindsamling med henblik på at presse et bestemt synspunkt igennem over for f.eks. politikere. Det kan selvfølgelig foregå mere eller mindre åbent. På Skrivunder.net kan man vælge at støtte “Velkommen til flygtninge” med sin underskrift og adresseoplysninger. Eller man kan vælge at støtte alt fra, ”Ændre hundeloven, bevar muskel hunde”, "bevar Esbjerg Ensemble”, til “ nej tak til tvunget bad i folkeskolen” Selv om jeg ikke ved,  hvordan man overhovedet kan bade i folkeskolen. 2.000 skulle foreløbig have skrevet under.
Lidt mere kræves der af dem, der  f.eks. støtter et initiativ med indlæg i diverse medier.
Hvis man bevæger sig væk fra computerskærmen, kan man deltage i diverse protestdemoer for og imod, hvad man nu synes. Især hvis det ikke regner. Engagementet kræver stadig ikke så meget, man skal blot svinge med et banner i et kort tidsrum, derefter kan man lade engagementet hvile, indtil en ny demonstration for en anden sag påkalder sig opmærksomheden.
Rigtig involvering kræver noget mere. F.eks. at man påtager sig at indsamle tøj, penge, og hjælpe med at dele ud til flygtninge. Som en gruppe hjælpsomme mennesker, der følte så stærkt for sagen, at de med kort varsel besluttede at rejse til Lesbos for at hjælpe med at dele brugte festival telte og underlag ud til flygtninge. Hele aktionen dog fulgt af Danmarks Radio.
Det minder lidt om den senere tids voven pelsen for at hjælpe flygtninge ved at køre dem fra Rødby til Sverige. Af en eller grund skal ens engagement så  bagefter begrundes i medierne. I Berlingske kan man læse om aktionen: “… spontant besluttede Lisbeth Zornig Andersen at tage dem med i sin tomme bil, da hun alligevel skulle til København og ikke kunne få sig selv til at gøre det med en tom bil.” Det er naturligvis civil ulydighed, og det kan man ikke have noget imod, så længe den ulydige, vil acceptere sanktionen, men det lader ikke til at være tilfældet. Senere hævder Zornig åbenbart, at flygtningene jo blot var en slags blaffere. Og det vel ikke ulovligt at samle blaffere op,  lyder den blafrende bortforklaring. (Berlingske).
Andre hjælper i al stilfærdighed og anonymt helt uden Facebook aktioner, men de vækker jo ikke samme opmærksomhed. Selvom det måske kræver mere mod og engagement at gøre noget, bare fordi det er rigtigt og ikke for at komme i medierne.
Større aktioner kræver mere, men synes ofte at have, dels en længerevarende karakter og/eller være knyttet til et mere substantielt og varigt initiativ, som f.eks. Læger uden Grænser. Det er imidlertid ikke dem, der er interessante  her. Det er derimod de initiativer, der mere eller mindre uventet bryder ud som store og små vulkaner, ofte med store skyer af fortrinsvis varm luft, men så sandelig også med kortvarige, erratiske strømme af hastig aktionisme.

Medieskabt modtagelighed og vilkårlige udbrud
Hvad får menings- og aktions vulkaner til bryde ud? Hvad kan det være for en  mekanisme, der skaber skyer af varm luft meninger og klumper af hed aktionisme?
I det fleste tilfælde synes det at være svært at forklare, hvorfor et givet emne eller problem får mennesker til at samles i disse udbrud. Fra bevar-muskelhunde til Let-them-fly. I tilfældet med flygtninge forholder sagen sig lidt anderledes. I månedsvis har medierne bragt den ene dramatiske reportage om flygtninge. Om mennesker, der er druknet i Middelhavet, om forholdene i Italien og på de græske øer, ofte ledsaget af human-interest beretninger om den enkelte flygtningeskæbne med navn. I særdeleshed Aylan Al Kurdi’s. Herved opstår der en latent følelse af, at der må gøres noget, og at det politikerne foretager sig er utilstrækkeligt. Med den latente modtagelighed skal der ikke meget til at starte et udbrud. Det globale aktivist netværk Avaaz (a voice?) udnyttede netop denne latente stemning i kampagnen ”Stop the downings” der blev ledsaget af Aylan Al-Kurdi fotoet og en appel:

“To EU Heads of State and Ministers, the President and Commissioners of the
European Commission, and all global leaders: We call on you to urgently lead the world to a humane 21st century refugee policy that saves lives and protects people fleeing war and hunger. This means drastically increasing resettlement and relocation of refugees in a way that reunites families and shares responsibility across Europe, and the world; giving financial and technical support to countries on the frontline of the crisis; and ensuring security actions do not put those seeking sanctuary at risk. The magnitude of this crisis requires united, urgent and massive humanitarian action”(Avaaz).

D. 16 .september kunne drengens tante, Tima Kurdi,  foran en ”Refugees Welcome Wall ” i Bruxelles aflevere en petition med 1,2 millioner underskrifter fra Avaaz aktionen til EU-repræsentanter i skikkelse af ministre og parlamentsmedlemmer.

Hvorfor clicke og deltage?
For det første, fordi mange af dem, der er latent berørte af mediernes reportager, synkront kan udbryde: Det er lige noget jeg kan støtte. Jeg ved egentlig ikke noget om problemet, men har en følelse af at noget må gøres. Her er så endelig  nogen, der gør noget. Jeg clicker min tilslutning med et tryk på like knappen og fortæller måske mine venner på Facebook, at det er en sag de bør støtte.
Dermed træder en anden forklaring ind i billledet. Sådanne opfordringer kan lægge et mere eller mindre stærkt pres på en. Man vil jo ikke skuffe den, der har opfordret en, og ved at clicke på like, slipper man for at  begrunde, hvorfor man ikke gør noget. Måske letter det oven i købet ens dårlige samvittighed. Men man ligger også under for et gruppepres fra ens engagerede bekendte. Det ligger i  luften, hvad den rigtige mening er.
Det samme gælder naturligvis ved opfordringer til at støtte med småbeløb. Det kan være ud fra en ærlig overbevisning, men det kan også være en slags afladskøb. OK, nu har jeg betalt 50 kr. til formålet, så må jeg være fri. En variant af denne tanke lå måske bag en tidligere aktion: “Gi’en ged til Afrika”.
Riskoen for at blive udsat for  “God gammeldags mobning” eller en moderne shitstorm, befordrer i hvert fald ikke en anderledes mening. Ikke noget med, at mene noget andet end de velmenende, selv når de måtte have et skjult formål.
Selv om mod til at sige fra kan blive belønnet. Tyske Bild  startede en aktion der bl.a. med et logo på spillertrøjerne skulle vise, at  tyske fodboldklubber støttede flygtninge. Nogle få klubber sagde med tanke på Bild’s skjulte formål nej. Resultatet blev, ganske uventet for medierne, en shitstorm vendt sig mod bladet.

Meningskaskader
Endelig er der en anden, mere subtil mekanisme, der på forunderlig vis kan omdanne holdningen hos et mindretal,  til at være en holdning, der deles af flertallet.
Mekanismen. Lad os antage, at en lille engageret gruppe af mennesker berørt af mediehistorierne, egne erfaringer, eller en bestemt politisk ideologi, beslutter sig for at starte en aktion på nettet. De initierer en aktion på Facebook, der med likes, underskriftsindsamling og demonstrationsopfodringer vil presse politikere til at acceptere flere flygtninge. I første omgang kan man støtte deres aktion med click på en opadvendt tommelfinder (like symbolet) eller, hvis man er uenig, på en nedadvendt tommelfinger (her foregribes Facebooks eventuelle dislike knap). Aktionen publiceres på nettet.
Lidt senere, bliver de første mennesker opmærksomme på aktionen og gruppens argument for at åbne grænserne for flere flygtninge. Hver for sig er de, der ser opfordringen, måske usikre på, hvad de mener privat. Hidtil har de stolet på, at politikernes beslutninger var i orden. Privat har de fleste således en negativ holdning til at acceptere flere flygtninge. Nu ser de så, at initiativgruppen, hvoraf de kender nogle af medlemmerne, opfordrer til en anden holdning. I stedet for at markere, at de har en negativ holdning og dermed er uenige, vælger de offentligt at clicke på thumbs up muligheden. Endnu senere bliver flere opmærksomme på aktionen gennem deres Facebook kontakter, hvor de både kan se initiativgruppens valg og de valg, der tidligere er foretaget af deres bekendte. De kan således se, at deres bekendte allerede har valgt at støtte aktionen.
Egentlig er de senest tilkomne privat også negativt indstillede over for, at der skulle komme flere flygtninge. Alligevel vælger de, modsat deres private overbevisning, offentligt at følge i hælene på dem, der allerede har valgt thumbs up.
For at forstå mekanismen, kan det måske hjælpe at betragte på følgende figur. Den tykke lodrette streg markerer tiden og de sekventielle valg. I figuren illustrerer rækkerne hver enkelt persons holdning og valg. Den private holdning man måtte have, er repræsenteret i søjlen Privat. Det offentlige valg man træffer, er markeret i søjlen offentlig. Tommelfingre op og ned i samme række markerer, at man privat er ambivalent.

Vi kan se at resultatet af valgene bliver et markant flertal for thumbs up holdningen. Hvis man derimod kigger på de private holdninger, kan man se, at der egentligt var flertal for thumbs down.
På denne simple måde kan en serie private overbevisninger, ved at iagttage og blive influeret af tidligere valg, blive til et offentligt markeret flertal for den modsatte holdning af den, man havde privat.
Årsagen, ja den kan man kun gisne om, men fra eksperimenter med informationskaskader, kan man konstatere, at sådanne processer er almindelige. Det kan skyldes, at man selv mener at have for lidt viden. Initiativgruppen ved sikkert mere end jeg gør. Det kan skyldes, at man blot føler sig usikker ved offentligt at give udtryk for, at man er uenig i de valg, der er foretaget forud for en selv.
Figuren er naturligvis alt for simpel. Vi skal huske, at de offentlige markeringer for hvert trin i tid, kan ses af mange nye, der skal træffe beslutninger. For at illustrere dette, bruger vi en figur, der skal illustrere spredning af sygdomsvirus. Derfor taler man også viral spredning.

Er det mon sådanne meningskaskader, der udgør mekanismen i en pludselig opblussen af meninger i én bestemt retning?
Ultimately, information cascades may be at least part of the explanation for many types of imitation in social settings. Fashions and fads, voting for popular candidates, the selfreinforcing success of books placed highly on best-seller lists, the spread of a technological choice by consumers and by firms, and the localized nature of crime and political movements can all be seen as examples of herding, in which people make decisions based on inferences from what earlier people have done. (Easley and Kleinberg).

Clicktivisme
Clicktivisme, defineres som “the use of social media and other online methods to promote a cause.” ( OED)? I Avaaz kampagnen “Stop Drowning,” nåede man på kort tid op på 1.2 millioner underskrifter. Om ikke andet viser det, hvor effektivt netbaserede aktioner er til at opnå stor tilslutning på meget kort tid. Men det gælder naturligvis ikke enhver aktion. Underskriftsindsamlingen “Bevar kamphunde” vil nok have svært ved at nå høje tal.
Det er nødvendigt, at der sker et eller andet, der sensibiliserer mange mennesker og gør dem latent modtagelige for bestemte kampagner. I et tilfælde som “Stop Drowning” kampagnen, finder vi den massive påvirkning fra mediernes billeder, først og fremmest fotoet af Aylan Al-Kurdi på stranden. I sig selv er den omfattende mediereaktion formentlig udtryk for en informationskaskade, eller meningsskaskade. Hvor medier følger medier, indtil alle er grebet af kollektiv moralsk ophidselse. I hvert fald når de først har opdaget effekten. Medierne og kendte mennesker uden den mindste indsigt i problemet giver deres mening til kende, laver opfordringer, twitter og chatter og får opmærksomhed. Resultatet er at utallige mennesker sensibiliseres og der opnås en latent modtagelighed, over for aktioner som f.eks. Avaaz kampagnen.
Er det godt? Er hurtige click på like, eller eventuel dislike, og andre former internetbaseret tilslutning til en sag udtryk for det mere direkte demokrati? Eller er det udtryk for en form vilkårlig ad-hoc-krati, der forbigående kan nå omfang som tsunami på nettet, og derefter forsvinde uden at efterlade sig spor. Indtil en ny sag på uforudsigelig vis giver anledning til en eksponentielt voksende ophidselse på de sociale medier.
En undersøgelse på University of Washington har forsøgt at kvantificere internettets og de sociale mediers betydning for det arabiske forår. Efter at de har analyseret mere end 3 millioner tweets og gigabytes af YouTube og blog data, hævder de, at analsysen viser,  at sociale medier spillede en cetral rolle for protesten og oprøret. De argumenterer naturligvis ud fra omfanget af aktiviteter på nettet, men ser også en tidsmæssig sammenhæng. F.eks. en kraftig stigning i blog postings og andre aktiviteter på de sociale medier, der  gik forud for de første protester. De konstaterer derfor: “Our evidence suggests that social media carried a cascade of messages about freedom and democracy across North Africa and the Middle East, and helped raise expectations for the success of political uprising.” (Digital Trends).
Aktion er på de sociale medier er karakteriseret ved kortvarige vilkårlige udladninger om afgrænsede temaer, ja simple temaer. Og aktionerne kan tjene særdeles problematiske formål. Nogle negative eksempler på aktionisme på de sociale medier, kan antyde, hvad jeg mener. Opblussen af protester i forbindelse med Jyllands-Posten karikaturtegninger viser, hvordan sociale medier kan bidrage til proteststorme, der næppe tjener noget godt formål. Det gælder også aktioner mod karikaturer i Charlie Hebdo. Endelig tjener Isis (eller Daesh) succesrige aktiviteter på nettet helt igennem afskyelige formål.

Twitter-krati uden demokrati
At de sociale medier har spillet en stor rolle i det arabiske forår er formentlig korrekt. I den forstand, at de bidrog til en fænomenalt hurtig stigning i protest- og revolutionsaktiviteter, gennem information, bevidstgørelse, ophidselse, inspiration, koordinering og organisering. Men man kan tvivle på, at sociale medier også skaber det bedste grundlag for opnåelse af et mere bestandigt demokrati.
Indignation, ophidselse, protester og aktionisme på basis af afgrænsede enkelt emner er ikke nok. Demokrati må kræve, at man er i stand til at tage selvstændig stilling ud fra en mere omfattende viden og grundfaste holdninger. Aktionisme vil aldrig være nok. Det kan medvirke til protester og rebellion, men er ude af stand til at opbygge det fundament, som skal sikre, at man ikke ender med vilkårlig aktionisme.
Det tror jeg også erfaringerne med det arabiske forår har vist. Mere grundlæggende viden og holdninger skabt gnnem uddannelse er en nødvendighed, for at kunne sætte aktiviteter i sammenhæng og forstå de basale elementer i et  fungerende demokrati. Uddannelse og viden kan man imidlertid  ikke opnå på basis af twitter-aktiviteter, eller sociale medier generelt.
Jeg vil derfor hævde, at sociale medier, Facebook, Twitter og diverse chatter aktioner udelukkende demonstrerer, at det nu er muligt at skabe uforudsigelige vulkaner af udbrud, der kan omfatte alt fra mængder af likes, over protestaktioner, til destruktion og terror. Latent modtagelighed, baseret på letfængelige enkeltsager, kan udnyttes til aktioner med ekstremt lidt baggrundsviden. Helt uforudsigeligt  og lynhurtigt kan aktionerne accelerere og vokse eksponentielt i omfang , fordi alle har adgang til internettet, Det kan man ikke bygge et demokrati på. Tværtimod, kan det erodere eller destruere muligheden for at have et nogenlunde stabilt demokrati.
Erosionen kan omfatte slacktivisme, der defineres som “actions in “support of a political or social cause but regarded as requiring little time or involvement” (OUP Blog).
Det er den form for aktivitet vi kan opleve på de sociale medier i forbindelse med flygtningeaktioner. Stor ophidselse på nettet, fulgt af meget ringe involvering,. Eventuelt blot et click på like knappen eller en underskrift . Man behøver ikke at have forstået aktionen, eller tænke over, hvilke konsekvenser en eventuel succes vil have. Man ser ikke risikoen for et resultat, der vil blive oplevet som langt mere negativt end det man aktionerede imod.
Spontane aktioner på de sociale medier vil, hvis de fundamentale betingelser for selvstændig, vidende og sammenhængende stillingtagen ikke er til stede, føre til momentane, følelsesbaserede, vilkårlige udsving i den offentlige mening, som ingen politiker med respekt for demokratiet bør følge, men som mange vil føle sig tvunget til at hoppe med på.
Følelsen kræver ikke megen viden for at reagere. Tværtimod, mere viden virker hindrende for et ren følelsesmæssigt engagement. Dermed bliver det også forståeligt, hvorfor følelsesbaseret netaktivisme vil have lettere ved at slå igennem og være næsten enerådende med hensyn til hyppighed og omfang. Fornufts- og videnbaserede interventioner kræver mere forklaring, mere begrundelse og mere viden og vil derfor alt anden lige, have langt sværere ved at optræde som internetbaseret aktion med stor tilslutning. Man kan derfor være bekymret for,  hvem  og hvad, der i fremtiden erobrer den herskende mening, selv i samfund hvor alle har en basalt god uddannelse og fri og uhindret meningsdannelse.

Feeding frenzy blandt journalister

Så ser vi det igen. Fotojournalisternes paparazzier i feeding frenzy ved den Ungarsk-Serbiske grænse. Ledsaget af kommenterende journalister i en sensations rush eller rus af ophidselse og forargelse. Hvis I vil se, hvad det er jeg mener, så kig en gang på Daily Mail’s fotoserie fra hundredevis af flygtninges forsøg på at storme grænseovergangen til Ungarn d. 16 september.
Her kommer vi helt tæt på mylderet af hænder, der griber fat i hegnet, på mor-med-barn-på-armen, der trækkes væk af to muskuløse bararmede politi- grobrianer, der er endnu mere fornummede end den muslimske mor, på den unge kvinde, hvis øjne skal skylles med vand efter tåregasangreb, på in-your-face fotos af grædende børn med snot drivende ned over ansigtet, på svedende mænd med blødende sår i hovet, på forbindinger, på skyer af tåregas, på “desperate” unge mænd i elegante stenslynger positurer, på bål og brand af jeg ved ikke hvad. Under et foto kan man læse: “Some protesters simply put damp cloths over their faces to limit the impact of the tear gas and went back to continue the protests.”
Uheldsvangert som mørke skyer, der varsler lyn og torden, lurer halvt skjult i baggrunden militære Humwee’er og soldater i camouflage. Man aner, hvad der kan ske. Man mindes billeder fra intifadaen. Her med flygtninge i rollen som rasende unge palæstinensere og ungarsk politi i rollen de sværtbevæbnede israelske politisoldater.
Med sådanne fotos skal vi tvinges til at forstå, hvor desperate flygtningene er for at komme fra et sikkert land til det næste sikre land, for så at ende i det forjættede land, Tyskland.
Kommentatorer i tv og aviser er ikke meget bedre. Med stemmer, der for nogle journalisters vedkommende er ophidsede af bevægelse og forargelse kommenterer de udskejelserne fra politiets side. Tænk sig, angribe flygtninge med vandkanoner og tåregas. Tåregas mod kvinder og børn! I Daily Mirror bliver det toxic gas, så man bedre forstår, hvor slemt det er. Det er jo næsten det samme som giftgas. Der er beretninger om snesevis af sårede flygtninge, nogle endda alvorligt.
Unge mænd sværger foran videokameraer, at de er villige til at dø i forsøget på at forcere grænsen. Vandkanoner og tåregas vil ikke holde dem tilbage, og må man tilføje dialogbaseret politi nok heller ikke. Andre unge mænd holder papskilte med teksten, “no food,” for at vise, at de i det mindste forbigående, er gået i sultestrejke. Vanviddet vil åbenbart heller ingen grænser acceptere.

Aktionsteater?
Forestillingen, for man må antage, at vi har at gøre med et absurd aktions teater, der har stærke elementer af samspil mellem journalister og flygtninge. Og hvem kan for øvrigt fortænke flygtninge i at spille med, når de kan se, hvor godt det virker.
Det kan da ikke være en tilfældighed, at man tager børn og kvinder med i forreste række mod politiet. Politiet kan da ikke udsætte kvinder og børn for fysisk vold, eller bruge vandkanoner og “toxic gas” mod dem, vel? At ville dø for sagen, eller i det mindste markere en sultestrejke gør sig også godt.


Refleksagtige og kalkulerende følelsesreaktioner
Og billederne virker præcis, som man må have forestillet sig, med næsten automatiske fordømmelsesreaktioner. Resultatet er i hvert fald, at kritikken hagler ned over Ungarn, der tilhører “Das dunkle Europa, ” inspireret af Præsident Gauck’s skelnen mellem “ein helles Deutschland und ein dunkles.” Og det er ikke øl, han tænker på.
Hele Verden er takket være reportagerne vidne til Ungarns skrækkelige omgang med og mishandling af flygtninge, der blot vil opnå tryghed og sikkerhed. Hele Verden er vidne, skriver The Guardian og “thanks to the actions of the government, the name of Hungary stinks to high heaven” (The Guardian). Ban Ki-moon er hurtigt med i koret af moralsk oprørte. Ifølge ITV har han udtrykt “ shock and alarm at the treatment of refugees on the border of Hungary and Serbia, adding that they should be treated with dignity and their human rights respected.”(ITV). Andre politikere giver udtryk på samme refleksagtige måde for deres egen afsky for Ungarns behandling af flygtningene.  “UNHCR [forderten] die ungarische Regierung auf, Mäßigung zu zeigen. Die deutsche Verteidigungsministerin Ursula von der Leyen (CDU) nannte das harte Vorgehen der ungarischen Sicherheitskräfte "inakzeptabel". Und der serbische Ministerpräsident Aleksandar Vucic forderte gar die EU zum "Eingreifen" auf." (Die Welt).
Desværre synes mange toppolitikere i dag at være en slags pop-politikere, ikke engang rigtige populister, for de gengiver ikke det almindelige folks meninger. De ligger snarere under for det billede, der tegnes i medierne. Det er ikke konkret viden, substans eller saglig eftertanke, de præger dem. Deres eneste form for refleksion er en genspejling og udnyttelse af en medieskabt pseudo-virkelighed. Meningerne kan forandres fra dag til dag, når medierne ændrer spor. Spindoktorer med en fortid i de selvsamme medier, kan fortælle, hvordan man bør agere. Afvisning af flygtninge, kan blive til Willkommen, når medierne får fat i den rigtige vinkel i et foto. Mediepresset ledsages ofte af presset fra refleksionsløse sociale medier. Politikere, der agerer ud fra sådanne dag til dag overvejelser, fortjener ikke  tillid. Men de kommer i medierne, for her tæller det lange sigt ikke. Eller rettere, man tror ikke, at det tæller. For det viser sig jo, at konstanthed og konsistens i sig selv bliver interessant, når afvigelsen fra de øvrige politikere bliver stor nok. Eksempler: Yanis Varoufakis, Jeremy Corbyn, Bernie sanders, og såmænd også vores hjemlige Pia Kjærsgaard.

Kalkulerende sensationalisme
Der hersker en form for vanvittig, gensidig eskalerende koreografi, bag de billeder, der skal ind på vores nethinde. Journalister er i feeding frenzy for at opnå de billeder, der virker bedst på seerne og læserne. Og de ved sandsynligvis ret præcist, hvad der skal bruges. Vold og voldens instrumenter, sten, ild, vandkanoner, tåregasskyer, involvering af kvinder og børn, sårede, blod, og store fortvivlede øjne, gerne med en falanks af sorte, hjelmklædte, bevæbnede politifolk i baggrunden og så lige nogle enkelte tårepersende enkeltskæbner.
Journalisternes flokagtige sensationsjournalisme er i øjeblikket det, der præger enhver nyhedsudsendelse i TV og billeder og beretninger i andre medier. Der er ingen tid eller plads til nogen form for eftertanke. Skurke og helte roller er fordelt, nu drejer det sig om at få det hamret ind i hovedet på os alle sammen, i en indbyrdes konkurrence om at være først med breaking news.

Kyniske overvejelser?
Endnu engang. Det er vanvittigt, det her. Fornuften er fuldstændigt forsvundet i en yderst kalkulerende sensationalisme. Hvad er grunden? Her er nogle temmelig kyniske formodninger. Medierne ved hvad, der giver opmærksomhed, og dermed indtjening og prestige, dvs. er i deres egen interesse. For journalister gælder det samme. Deres karriere og prestige fremmes i konkurrencen med andre journalister, hvis de kan komme først med endnu mere sensationelle fotos og beretninger. Derfor ser vi dem som græshoppesværme slå ned på de steder hvor det største sensationspotentiale ligger. I den forstand udnyttes flygtningeskæbner til egen vinding. På et eller andet tidspunkt går det måske over gevind, ved at man begynder at manipulere de hændelser man gengiver, for nu at få det til at trænge rigtigt ind i hovedet på os. Fra da af forlader vi realiteternes verden og begiver os ind et Hollywood univers, hvor action film og virkelig aktion ikke kan skelnes fra hinanden.
Udnyttelsen går begge veje. Meget hurtigt vil mediernes gengivelse og reaktioner på dem, inspirere flygtninge og migranter i deres bestræbelser på at nå deres mål. Det behøver ikke at være bevidst og planlagt, det vil foregå helt automatisk.

Hvor de relevante spørgmål , hvor er fornuften?
Formentlig kan medierne godt gennemskue dette. Alligevel gør de ikke noget for at bryde den gensidige ophobning af blotte følelsesspiraler. Svaret må vel enten være, at de kan udnytte det , eller at de ikke kan trække sig fra spiralen, fordi de så vil sakke bagud i konkurrencen.
Egentlig burde medierne på seernes og læsernes vegne undre sig over en række af de ting, der ikke rigtig rimer med det billede, de gengiver. Hvorfor har så mange pludselig begivet sig på vej? Hvorfor har flygtningestrømmen en decideret overvægt af unge mænd? Hvor er resten? Hvad er det for flygtninge, der ikke vil nøjes med sikkerhed, men kræver at komme til Tyskland og Sverige? Er det i virkeligheden krævende migranter? Hvorfor vil de ikke registreres? Hvorfor er det rimeligt, at de skal forsøge at bryde grænsen til Ungarn ned med stenkast? Hvad er det for flygtninge, der er villige til at bruge vold for at opnå hvad de vil? Hvad laver kvinder og børn i første række? Hvad er det for en mentalitet? Og hvorfor kan man bagefter råbe op om, at børn og kvinder udsættes for tåregas? Var man ikke selv ansvarlig for dette? Var det ligefrem med vilje, så medierne rigtig kunne gå i selvsving?
Desværre må man konstatere, at medierne i dag stort gør, hvad de kan for at destruere muligheden for at bruge fornuft og indsigt til at tage stilling til flygtningekrisen. De handicapper os alle sammen i deres forsøg på alene at ophidse vore følelser. Det er ikke seriøs journalistik, det er god gammeldags propaganda. Hvilket ifølge Oxford dictionaries betyder: “Information, especially of a biased or misleading nature, used to promote a political cause or point of view”  

Kvoter eller ej
Efter mødet d. 14. september for justits- og indenrigsministre, udbryder Vicekansler Gabriel irriteret i Tagesspiegel: “Europa hat sich Gestern Abend blamiert”. Hvormed han hentyder til, at ministrene, der deltog i mødet, kun blev enige om mindre ting. Hvad der specielt har irriteret Gabriel er, at flere lande fortsat modsætter sig fordeling af flygtninge på basis af påtvungne kvoter, udregnet efter et sindrigt system af vægte.   

Røgslør over uenigheden
Af præsidentens skrivelse (Luxemburgeren Jean Asselborn) med konklusioner fra mødet d. 15 kan man se, at man har forsøgt at pakke uenigheden ind ved at henvise til fælles forståelse af problemerne, udtrykt i hensigtserklæringer og diverse formaninger til sig selv og andre. Et verbalt røgslør, der dækker over fundamentale uenigheder mellem et flertal af lande, der støtter den tyske position, omend begejstringen synes behersket, og Wisegrad landene fra øst/central Europa.
I konklusionerne fra mødet findes der ikke mange konkrete konklusioner. Det er mere et referat med en række temaer, stort og småt mellem hinanden, opgjort i hele 18 punkter.

Her er nogle konklusioner fundet blandt de 18 punkter:

Grænsekontrol
“The Council has stressed that effective border control is imperative for the management of migration flows.” Det er svært at være uenig, men det er ikke nok at lægge vægt på, at grænsekontrol er vigtig. Hvad har man rent faktisk besluttet at gøre for at effektivisere denne kontrol? Svaret er en gentagelse af, at man vil styrke de nuværende Frontex aktiviteter, som i parentes bemærket vel egentlig bidrager til at flere flygtninge når frem til EU’s grænser. Man vil også sende Frontex Rapid Border Interventions Teams til særligt sensitive grænser. Det lyder da af aktion, “Rapid Border Intervention.” Igen er det dog aldeles uklart, hvad de så hurtigt skal intervenere i. Hvordan det skal mindske flygtningekrisen er helt uklart.

Grænsemanagement
Udfordringer er europæiske, derfor skal Grækenland have hjælp til at styrke kapaciteten til at modtage flygtninge, og sandelig også til “management of the external borders in full respect of human rights and safety requirements”. Igen er der meget lidt konkret om, hvad det indebærer og hvilken effekt det måtte forventes at have. Skal grænse-management sikre grænserne eller sikre en mere human og sikker modtagelse af flygtninge?

Hjælp til Vestbalkan
Lige så tågede er vedtagelserne om at hjælpe Vestbalkan-landene med at håndtere flygtningestrømmen. Et særdeles presserende problem skulle man mene. Konklusionen er vag og ukonkret, men de skal hjælpes med midler. Mellem linjerne kan man læse, at da det drejer sig om potentielle nye medlemmer af EU, så kan man bruge af udvidelsesmidler, og at det betyder vel også, at de kan presses.

Samarbejde med Tyrkiet
Man vil styrke samarbejdet med den største modtager af syriske flygtninge, Tyrkiet, bl.a. med henblik på grænsekontrol og kampen mod menneskesmuglere. Igen særdeles vagt og ukonkret. Næste dag kan man så se, at Tyrkiet selv er gået i gang med at spærre vejen over land til EU.

Hotspots og første kvotefordeling
Omsider skal der ske noget med den frivillige fordeling af de 40.000 flygtninge som man besluttede at fordele, da flygtningekrisen var i sin vorden. Med registreringscentre, Hotspots, i Grækenland og Italien. Fantasien m.h.t. at finde på navne, der antyder beslutsomhed og action fejler ikke noget. Hotspots henviser blot til, at de skal placeres, hvor tilstrømningen er størst. Centrene skal foretage den første registrering af flygtninge med henblik fordeling af dem i overensstemmelse med kvoterne.
Det er derfor “crucial that robust mechanisms become operational by 16 September in Italy and Greece to ensure identification, registration and fingerprinting of migrants; to identify persons in need of international protection and support their relocation; and to identify irregular migrants to be returned.

Høflige buk til EU-Kommisionen
Man nikker anerkendende i retning af EU-kommissionens forslag fra 9. september (Juncker’s State of the Union tale). Forslagene rummer efter rådets mening vigtige tiltag til at håndtere flygtningekrisen. Man ser også frem til Kommissionens forslag til “management of the European Union’s external borders”. Forslag fremlægges før slutningen af året. Høflige nik og buk i retning af Kommissionen, men helt uden konkret indhold. Tom snak for nu at sige det helt kort.

Vage udtalelser om fordeling af 120.000 flygtninge
Omsider når man så til forslaget om at fordele 120.000 flygtninge gennem en kvoteordning. Her sker sandelig noget: “the Council 2 has agreed in principle to relocate an additional 120 000 persons in need of international protection from any Member States exposed to massive migratory flows” Alle medlemsstater har udtrykt villighed til at deltage. Hvad det så konkret betyder? For man er overhovedet ikke enig i fordelingen, man er blot blevet enige om, at man skal have håndteret de 120.000 flygtninge.
Samtidig taler man om den fleksibilitet, der kan være nødvendig for medlemsstaterne. Her har man så forbigående skjult uenigheden om tvangsfordeling af foreløbig 120.000 flygtninge og henvist til, at man afventer Kommissionens mening før næste møde i rådet d. 8/9 oktober.
Rådspræsidenten Jean Asselborn har efterfølgende, i lighed med tyske politikere, antydet, at det kan blive nødvendigt med en kvalificeret flertalsafgørelse i forbindelse med fordelingen, hvilket naturligvis ville være særdeles problematisk for samarbejdet i EU. Desuden hænger slet skjulte trusler i luften, f.eks. om reduktion af den støtte, der gives til de genstridige lande.

Rådet genkalder sig, hvad der allerede gælder
Rådet har genkaldt (recalled) sig vigtigheden af at have en effektiv tilbagesendelse og readmission af flygtninge/migranter til oprindelses- og transitlande, men afventer tilsyneladen nærmere. Alt skal dog ske effektivt og uden forsinkelse. Bortset fra, at man åbenbart ikke er stand til at gøre noget særligt for at det sker. Man må jo mene, at med den verbale genkaldelse har man allerede gjort noget. Skønt det at huske, at noget er vigtigt, ikke i sig selv hjælper meget.

Liste med sikre lande
Man skal have lavet en liste med sikre lande, står også på dagsordenen. Rådet vedtog, at der skal anvendes en fælles liste over lande, der kan betragtes som sikre. Med henblik på at styrke, at listen overhovedet kan bruges til at afvise og hjemsende asylsøgende, lægger man vægt at forstærke samarbejdet med og reprioriteringen af ressourcer til de sikre lande. “ The Council invited the Commission to submit to the budgetary authority as soon as possible adequate proposals to increase financial and human resources so that Member States facing disproportionate pressures on their asylum and reception systems and EU Agencies confronted with a huge increase of their tasks can respond to the situation”

Besværgelser
I de sidste to punkter opfordrer rådet medlemslandene til at implementere allerede trufne beslutninger og så bemærker man, at nogle medlemslande har adviseret indførelse af grænsekontrol ved de indre grænser. Rådet understregede den forbigående karakter af sådanne tiltag. Igen minder rådets konklusioner om en slags voodoo-besværgelser. Nu har vi sagt det, så sker det måske/forhåbentlig/sikkert. Besværgelser er vist ikke tilstrækkeligt til at sikre, at det også sker.

Den grundliggende uenighed regner man med må behandles på et topmøde i EU. Et topmøde som Kansler Faymann fra Østrig og Kansler Merkel tirsdag er blevet enige om at opfordre til.

Det var alt efter et 5 timer langt møde
Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt man reelt beskæftiger sig med både de akutte og de langsigtede problemer i flygtninge- og migrantkrisen. Det er jo det pres, der har fået lande til at genindføre kontrol med grænserne og bygge hegn. Sådanne foranstaltninger opfattes åbenbart som forbigående, selv om man ikke har peget på tiltag til at mindske og eventuelt løse krisen, hverken på kort eller langt sigt.
Hvorfor ser man f.eks. ikke på, hvilke effekter fordeling af et absolut stort antal flygtninge vil have? Er det overhovet fornuftigt at sprede flygtning ud over Europa via fordelingskvoter og formentlig fortsætte at gøre det samme med næste batch af flygtninge. Det kan jo forudses, at det hverken standser eller reducerer strømmen. Tværtimod.
Europa har simpelt hen langt større problemer, end man vil være ved eller giver udtryk for på dette møde.

De rigtig store problemer ignoreres
Man ignorer tilsyneladende, bevidst eller ubevidst, at der potentielt kan være tale om flere millioner flygtninge og migranter. Fremtidige problemer, der kan blive langt større end de nuværende, behandler man overhovedet ikke, ja de nævnes ikke engang. I stedet forsøger man, som EU i øvrigt, at løse eksisterende problemer på en bagudrettet facon. Hvilket forekommer aldeles utilstrækkeligt. Man behøver blot at huske, at man må regne med at langt flere flygtninge vil ankomme til EU’s grænser end de 160.000, som man foreslår at fordele.
Rådet siger heller ikke, hvad man vil gøre mod vandringer på tværs af de åbne, interne grænser. For flygtninge vil i dag ikke nøjes med at blive placeret i et sikkert land. De kræver, og har indtil videre haft held med deres krav, at vælge det land, hvor de ser de største muligheder for sig selv. Det kan være den lethed, hvormed man bliver accepteret, den støtte man modtager, arbejds- og uddannelsesmuligheder, og om man kender nogen i forvejen.
Det er på tide, at man beskæftiger sig de store potentielle problemer. Det vil kræve en anderledes konsistent og kontant indsats. Man kunne foreslå, at man samarbejder langt tættere med både de lande, hvor de største flygtningelejre findes, og de lande, der rummer de største potentielle migrantstrømme. Det kræver at man prioriterer en indsats i disse lande, med omfattende midler i form af penge, beskyttelse, sundhed, uddannelse og måske endog beskæftigelse.
Det ser man ikke meget til i konklusionerne fra rådsmødet. Hvad vi ser er, at “Europa sich Gestern Abend blamiert hat”. Ikke som i Gabriel’s udråb, fordi Tyskland ikke har fået sin vilje, men fordi man håndterer krisen med verbal aktionisme, utilstrækkelige bagudvendte forslag til midler, og manglende øje for de rigtig store problemer, der måtte tårne sig op.

To yderpunkter i den danske debat

“Flygtningestrømmen har nået Danmark: Grænsekontrol NU!” Overskrift i Metroxpress d. 6. september 2015, om aftenen. Den dag den første bølge af en ny strøm af flygtninge når frem til Danmark. Kravet om kontrol NU kommer fra DF’s Kristian Thulesen Dahl.
Pernille Skipper twitter samme dag, også med udråbstegn : “Hvis jeg var i Rødby i aften, ville jeg råbe "velkommen" så højt, jeg kan. Kom så. I DK passer vi på hinanden, også mennesker på flugt!”
De vidt forskellige holdninger til flygtningekrisen, overvejende med flygtninge fra Mellemøsten, bygger på vidt forskellige politiske, kulturelle og værdimæssige ideologier. Her er et forsøg på at skitsere de for den aktuelle krise relevante yderpunkter.
I de danske partiers holdning til flygtninge ses to yderpunkter. I det højre yderpunkt DF og i venstre yderpunkt Enhedslisten. Enkelt, indlysende og letforståeligt! Her er spektret, der dækker over den danske holdning linet op en simpel højre-venstre akse. De lukkede om sig selv, nationale, danne­brogs­svingende, snæversynede, intolerante, udlændingefjendske, kælderkolde mennesker fra DF (ja jeg ved, at de blev kaldt kælderklamme) og andre i samme del af det politiske spektrum. Modsat de ikke-nationale, verdensåbne, multikulturelle, tolerante, med-åbne-arme varme humanister fra Enhedslisten og øvrige socialister. I dag især repræsenteret ved blåøjede unge kvinder, der med næsten messianske iver forsvarer deres synspunkter, mens de ikke har meget til overs for den modsatte ende af spektret. Hvor man i øvrigt ikke ser unge kvinder i forreste linje.

Venstrefløjens mærkværdigt selektive tolerance og forståelse
Vent, der er noget galt her. Socialister har gennem lange tider haft en tilbøjelighed til at støtte regimer, der ikke var kendetegnet ved de karakteristika, der netop er nævnt. Enhedslisten støtter således autoritære versioner af socialisme, f.eks. i den særlige cubanske version “Vi roser dem for, så vidt det er muligt, at fordele de goder, der nu engang er, og så retfærdigt som det kan lade sig gøre” (Enhedslistens Cubapolitik). Goder, der nu engang er? Ja, for det er jo ikke ligefrem sådan, at der har været en voldsom i vækst i goderne. Tidligere tiders socialister støttede endnu værre socialistiske diktaturer, mens de jo altid har været, og stadig er, ekstremt kritiske over for både USA og EU.
Religion var i tidligere versioner af socialisme opium for folket. Socialismens ideologi var derimod videnskabelig funderet og havde ingen brug religionens undertrykkende budskaber. I den moderne udgave af socialisme er religion blevet en privatsag hos både Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti. Underligt, eftersom der ellers ikke er grænser for, hvad de mener staten skal blande sig i. “SF [har] ingen interesse i at rense samfundet for religiøse traditioner og symboler i det offentlige rum, men ønsker tværtimod at gøre det muligt for alle at dyrke deres tro her i Danmark.” Og Enhedslisten: “Troende af enhver religiøs observans såvel som ikke-troende er velkomne som medlemmer af Enhedslisten, men det er vigtigt for os at understrege, at religion er en privatsag, og at en sammenblanding af kirke og statsmagt er utilstedelig.”
Hvad angår kønnenes ligestilling hævder Enhedslisten: “De kønsbestemte uligheder, der stadig eksisterer på arbejdsmarkedet, i samfundslivet og familien, anses for psykologiske og traditionelle »fejl« hos den enkelte og ikke for resultater af den måde, vores samfund er skruet sammen på økonomisk og kulturelt.” Bemærk især, at man også ser kvinders manglende ligestilling som kulturelt betinget.
Nu ser vi så Enhedslisten og måske lidt mere tøvende den ældre søster SF, med åbne arme argumentere for at modtage flygtninge, hvis syn på verden formentlig ikke er karakteriseret ved at adskille religion fra noget som helst. Formentlig vil den blive sat over staten. Det er også en religion, der er meget langt fra at støtte kvinders ligestilling med mænd.
Et aktuelt eksempel illustrerer problemet med at tolerere en fundamentalistisk religion, som man noget naivt blot ser som en privat sag. Ved en nylig muslimsk konference i Paris om muslimske kvinders rolle, erobrede to Femen aktivister scenen med påmalede slogans på brysterne: “Personne ne me soumet” og “Je suis mon propre prophète” Ifølge Daily Telegraph, som også gengiver episoden, var fundamentalistiske prædikanter netop ved at diskutere ”Whether wives should be beaten or not.” Hvordan kan socialister være tolerante overfor en sådan kultur, der kodificerer, at kvinder ikke kan være ligestillede? ?


Strange attractors
Man kan hævde, at Enhedslisten, til en vis grad SF og minsandten også de erklærede borgerlige ”fencesitters,” repræsenteret ved det Radikale Venstre, i dag har løsrevet sig fra såvel nationale som europæiske værdier. Dermed er deres værdier blevet fritsvævende varmlufts slogans uden jordforbindelse.
De er mere åbne og tolerante over for de intolerante religiøse idelogier, kulturer , livsformer og samlivsformer, end de er overfor det, i deres øjne usofistikerede og jordnære snæversyn, der påberåber sig nationale og europæiske værdier. Forstå det, hvem der kan, men man er tolerant og forstående over for fundamentalistiske værdier og kulturer, der burde ligge ekstremt langt væk fra deres egne erklærede værdier, mens man er decideret intolerant over for værdier, der på alle måder må siges at være mindre fundamentalistiske og kulturelt tættere på deres egne værdier.
Det forekommer besynderligt at se, hvorledes selvbestaltede forsvarere af arbejdere, kvinders ligestilling, og de dårligst stillede i samfundet, nu i en meget særpræget tolerances navn, indirekte forsvarer og støtter en intolerant religion og kvinders ringestilling. Samtidig med, at de er intolerante, grænsende til det hysteriske over for et Dansk folkeparti, der er i real forstand er arbejdernes og folkets parti. Absurd kunne man kalde det, men det jo ikke så forskellig fra den støtte, socialister før gav til den realt eksisterende socialismes hæslige udtryk.
Et andet underligt forhold, jeg tøver med at kalde det et paradoks, er, at socialister  altid synes at tale på andres vegne og ofte på vegne af mennesker, hvis holdninger de ikke genspejler.

Konserverende national konservatisme
Hvad så med modpolen, det i manges øjne intolerante og snæversynede DF? Man glemmer eller overser, at var dem, der tog nogle af de problemtemaer op, som nu viser sig at være højaktuelle. Ved deres populistiske positionering har de skabt mere plads til debat om disse problemer. Denne udvidelse af debatspektret har gjort det muligt for politikere fra den anden ende af spektret, på samme tid at distancere sig fra et ikke-stuerent parti og åbne for diskussion af problemer, de før har fortiet.
Hvad mener DF i øvrigt om de temaer, som er blevet berørt hos de tolerante. På deres hjemmeside skriver de: “Vi ønsker religions-, tanke-, tros- og ytringsfrihed for alle grupper i Danmark, men vores forpligtelse som nation angår først og fremmest den danske kultur og dens kristne idégrundlag. Denne forpligtelse kan kun varetages i Danmark. Vi har derimod ingen pligt til at fremme andre landes religioner, kulturer eller sprog. Vi har heller ingen forpligtelse til at afstå fra at beskytte vores kulturelt bestemte tro, normer, traditioner og holdninger.”
Der har vi det nationale, der i øvrigt har ligget til grund for den homogenitet, der har præget det danske samfund, og som DF åbenbart mener er truet. DF hævder at det kun er i den judeo-kristne kulturkreds, at det er lykkedes at skabe den “frihed og tolerance, som er grundlaget for demokratiet.” Derfor skal man ikke være tolerant overfor, hvad man anser for at være intolerant og man skal ikke acceptere det snæversyn, som man mener kendetegner de mere fundamentalistiske religioner.
Hvad så med kvinders ligestilling. Der må de da have et mere traditionelt synspunkt? De skriver selv: “Dansk Folkeparti går ind for fuld og uforbeholden ligestilling mellem kønnene.” og fortsætter: “Fuld og hel ligestilling af kvinder i det danske samfunds- og erhvervsliv er den bedste garanti for et velfungerende og komplet samfund, ligesom det er grundlæggende i overensstemmelse med de danske værdier.” Men alle midler for at opnå dette er ikke lige gode, så her er forbeholdene. Ligestilling skal ikke fremmes ved positiv særbehandling eller ved kvotesystemer. “Dansk Folkeparti ønsker at hjælpe kvinderne til at blive så stærke og konkurrencedygtige, at ligestillingen opstår som følge af kvindernes evner og kvalifikationer.” Her må det være relevant at spørge, hvad man så konkret har gjort for at fremme dette?
De har også tema om indvandrerkvinder og her er det især en bestemt gruppe de tænker på. De hævder, at indvandring fra islamiske lande ikke harmonerer med det kvindesyn, der er blevet normen i Danmark. DF vil arbejde for, at man i Danmark ikke får et “proletariat” af kvinder, der ikke får del “de mange rettigheder og muligheder, som Danmark har udviklet over århundreder.”
I modsætning til socialisterne taler DF og nationalt konservative i øvrigt ofte på vegne af mennesker, der føler sig repræsenteret af dem.  Er det så, hvad andre kalder populistisk?

Værdirelativisme og svaghed
Venstrefløjens position argumenterer abstrakt-idealistisk for multi-kulti samfund. De byder velkommen til det fremmede. Det anderledes mangfoldige, der vil berige vores kultur. Det, der vil bidrage til dynamikken i et samfund, der ellers er i fare for hænge fast i fortiden og dermed for at stagnere. Spørgsmålet er, om det også på sigt destruerer den kultur og de værdier, der netop giver plads til venstrefløjens holdninger.
Højrefløjens position er at holde igen, i og for sig på klassik konservativ vis, hvor man foretrækker det konkret eksisterende samfund, som det har udviklet sig historisk. En tro på samfundet som en slags organisk enhed præget af værdier, som man knapt er bevidste om, men som er grundlag for sammenhængen. I Tyskland har højrefløjen brugt ordet “Leitkultur” til at pege på disse værdier. Multi-kulti samfund kan ikke udgøre ét sammenhængende samfund, men vil uvægerligt udgøre flere separate kollektiver med basalt forskellige værdie, der blot deler et geografisk område.
For venstrefløjen kan basale europæiske værdier synes at have mistet deres glød og deres umiddelbare relevans. Måske er det grunden til, at de føler at vi må vise respekt for dem, der virkelig tror på noget, selv om de ikke viser os nogen respekt.
Man har glemt eller vælger at ignorere, at vore basale værdier er skabt igennem hundreder af års strid, kiv og krige i Europa. Demokrati kom ikke af sig selv, frigørelse fra fundamentalistisk religion heller ikke. Kvinders ligestilling kom ikke sig selv. Hvorfor mener vi ikke, at de værdier som er skabt herigennem, er de bedste. Hvorfor holder vi ikke stærkt på dem?

Willkommenskultur ét skrift tilbage

Søndag d. 13 september kunne den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, til overraskelse for medierne og mange andre formentlig, meddele, at togtrafikken mellem Østrig og Tyskland ville stoppe fra kl. 17 og mindst 12 timer frem. Samtidig ville der blive indført grænsekontroller ved overgangene fra Østrig. Foranstaltningerne var blevet nødvendige af sikkerhedsmæssige grunde. Han sagde: “Wir brauchen einfach mehr Zeit und ein gewisses Mass an Ordnung an Unsere Grenzen.” Han mente også, at man havde mistet kontrollen med tilstrømningen. Tingene var “aus dem Ruder gelaufen.”
Formelt henholdt han sig til Schengen’s bestemmelser om muligheden for at indføre grænsekontrol i en begrænset periode, men han ville dog ikke sige noget om, hvor længe man kunne forvente kontrol. ”Das machen wir jetzt mal eine Weile.”
Det er også være at bemærke, at de Maizière i den officielle udmelding fra BMI (Bundesministerium des Innern) understreger, at  Tyskland ifølge gældende ret  ikke er ansvarlig for den allerstørste del af  flygtningene. Dublin forordning  og Eurodac regler  gælder stadig. Han opfordrer derfor til, at  alle europæiske  medlemsstater holder sig til disse regler: “Das heißt, dass der zuständige Mitgliedstaat Asylsuchende nicht nur registriert, sondern auch das Asylverfahren durchführt”
Nå da, det er noget af en kovending i forhold til de tidligere tyske opfordringer til Ungarn om at lade flygtninge frit komme til Tyskland. 
Man kan for egen regning tilføje, at det burde man også huske i Danmark.

Det er de andre landes skyld
Tyske medier tolker udmeldingen fra indenrigsministeren på to måder. For det første mener man at den viser, at man har måttet indse, at heller ikke Tyskland med den aktuelle tilstrømning, kan have helt åbne grænser. Merkel’s euforiske markering af åbne grænser, markeret med selfies sammen med flygtninge og hendes ”Wir schaffen das,” er på et øjeblik vendt til ”Wir schaffen das nicht”, som Sueddeutsche Zeitung skriver.
For det andet forklarer nogle medier, at årsagen til, at man ikke klarer det alligevel, er at de øvrige lande ikke er solidariske. Underforstået, det er fordi de andre EU-28 lande ikke tager deres del, at Tyskland er tvunget til at trække i nødbremsen.
En række spørgsmål står dog ubesvarede. De Maizière’s udmelding må nemlig i høj grad være symbolsk signalpolitik, med signaler til Tyskland selv, men så sandeligt også til flygtningene. Tyskland lukker jo ikke grænserne, man kontrollerer blot i stærkt øget omfang. Derved fanger man måske menneskesmuglere, men man bremser jo ikke asylsøgende. Togene skulle i øvrigt allerede køre igen i et vist omfang.
Spørgsmålet er også, om ikke udmeldingen har være nødvendig af helt andre grunde end de angivne. München’s gigantiske Oktoberfest står nemlig for døren. Den åbner allerede d. 19. september og hvis man regner med samme besøgstal som vanligt, må man forvente 6 millioner besøgende. Det vil ikke være nemt at klare samtidig med en uoverskuelig strøm af flygtninge til München’s hovedbanegård.

Østrigs reaktion?
Selvom Østrig formentlig har været orienteret, synes man alligevel at være ramt af en vis rådvildhed, hvor nogle overvejer at gøre som Tyskland, mens andre vil have hæren til at hjælpe med at håndtere tilstrømningen. Kansler Faymann ser dog ud til at ville modsætte sig begge dele, selv om presset stiger ved den østrigske grænse i Burgenland

Intern tysk kritik
Vi oplever her et Tyskland, hvor man har erkendt, at Merkel’s optimistiske Willkommenskultur, må bringes ned på jorden. Et af CDU’s mere markante medlemmer af Bundestag, Jens Spahn, kritiserer åbent den tyske flygtningepolitik. I medierne har man kun lagt mærke til de ekstreme holdninger. På den ene fløj, de selvudnævnte absolut gode og på den anden fløj dem, der hetzer mod udlændige. Mellem disse ekstremer lægger man ikke mærke til, at stemningen bliver mindre og mindre positiv.
Ingen kan vide, hvor mange flygtninge, der søger mod Tyskland, lokket af Merkel ’s sirenesang. Man forstår slet ikke, hvor hastigt sange som disse spredes via sociale medier. Dem, der står med luftballoner på banegårdene og hilser flygtninge velkommen, ikke er dem, der skal leve med de problemer, som hundredetusinder af flygtninge vil give anledning til i hverdagen.
Flygtningepolitikken må derimod tage højde for dette. Løsningen, i Spahn’s optik, er derfor ikke åbne grænser, men pudsigt nok tiltag, der minder meget om Orbán’s forslag. Mere støtte til lejre i nærområder, støtte til at sikre ydre grænser, også Ungarns, hurtigere tilbagesendelse af ikke-asylberettigede mm.
De nye meldinger fra Tyskland og den eftertænksomme betænkelighed over for Merkel’s Willkommenskultur, gør, at det bliver interessant se, hvad der sker i den nærmeste fremtid. Strømmen er jo ikke taget af og kontrollen vil ikke stoppe den, højst moderere den lidt.

Mellem Scylla og Charybdis

Flygtningekrisens stemmer, som man finder dem gengivet i medierne, er præget af stort engagement, men også af uenighed og forvirring. Her er nogle korte snippets med overskrifter og egne kommentarer fra diverse medier i de sidste dage.

Danske stemmer:
En forståelig usikkerhed præger Regeringens udmeldinger  i disse dage: På dr.dk’s nyhedsside kan man læse,  at regeringen forsikrer, at den ikke vil lade sig tvinge til flygtningekvoter. “Danmark kan i fremtiden både bevare muligheden for at tilbagesende flygtninge og samtidig takke nej til flygtningekvoter.” Støjberg skulle endda være kommet med en klar udmelding: Vi giver os ikke. En holdning, der bestemt finder genklang hos Dansk Folkeparti.

Alligevel er der stadig tvivl om, hvorledes Lars løkke vil stille sig til EU’s krav om kvoteordning til fordeling af flygtninge og om ændringer af Dublin forordningen. Frygten er, at man risikerer at stå alene og dermed åben for ukontrollabel indvandring af flygtninge. Eksperter udtaler sig i øst og vest, men ingen aner reelt, hvad der vil ske. I øjeblikket har man i hvert fald ikke styr på situationen. Hvem ville vel for blot få dage siden have forventet, at DR kan rapportere at “Politiet har indstillet al kontrol.”

Synet på Danmark
I udlandet opfatter man den danske holdning som “ausländerfeindlich”. Man er næsten nødt til at sige det på tysk for at få indtryk af afskyen. Sueddeutsche Zeitung mener dog at kende forklaringen på “Warum sich Dänemark so kalt gegenüber Fremden gibt.” Underforstået, i modsætning til Sverige. Forklaringen i følge avisen er, at danskerne er bange for at den sociale velfærd bliver reduceret, hvis der kommer mange flygtninge. Helt i modsætning til Sverige. Man må vist sige, at det er et noget karikaturagtigt billede, når man tænker på de seneste ændringer i Sveriges politiske landskab. I øvrigt synes læserkommentarer til sådanne artikler generelt at røbe en stor forståelse for Danmark.


Tyske stemmer, begyndende eftertænksomhed:
I Die Welt melder tidligere indenrigsminister Friedrich fra CSU, sig med kritik af Merkel’s politik. Under overskriften "Wir haben die Kontrolle verloren” advarer Friedrich mod “Zehntausenden Flüchtlingen, die völlig unregistriert nach Deutschland einreisen.” Mon ikke han snart skal ændre tallet til hundrede­tusinder, for strømmen lader ikke til at stilne af foreløbig.

I det politiske tidsskrift Cicero hævder en skribent, at landet hører til på psykologens briks , at Tyskland trænger til terapi . En smule skizofren i den forstand, at man er ude af stand til en skelne virkeligheden mellem på den ene side “Besorgte Bürger” og på den anden side “Betroffenheitspornographie”.

Under overskriften “Stärke ohne Härte” skriver en skribent i FAZ, at Merkel’s nye linie i flygtningepolitikken har meget at gøre med følelser, men meget lidt med politik. Merkel hævder i Forbundsdagen, at fremskridt i Europa er afhængig af ”Deutschlands Kraft und Deutschlands Stärke.” Ingen kan imidlertid se, hvad det er for fremskridt hun taler om og da slet i asylpolitikken, hvor hun har bevæget sig hastigt mange skridt frem på hele Europas vegne, uden øjensynligt at have tænkt over konsekvenserne af den åbne invitation til flygtninge. Ganske vist forsøger hun nu at træde et skridt tilbage ved at kræve kvoter for alle og ved at hævde, at migranter uden krav på asyl skal sendes tilbage. Men ånden er ude af flasken og bevæger sig på tværs af alle grænser og alle regler. Hun vil få svært ved at få den tilbage uden tilstrækkelig “Härte” og den ser vi intet til.

I Die Welt kan man læse, hvorledes yderliggående muslimer fisker i rørte vande efter nye discipler blandt de nytilkomne flygtninge. En ildevarslende tendens skulle man mene. ”Salafisten auf Rekrutierungstour unter Flüchtlingen” og “ Kaum im sicheren Deutschland angekommen, geraten Flüchtlinge aus Syrien ins Visier von muslimischen Fanatikern."

Sueddeutsche Zeitung markerer eftertænksomheden under overskriften: “Warum man Ängste zulassen sollte.” Det duer ikke at ignorere den bekymring som mange føler, i rusen af egen begejtring over berørtheden ved at se velkomst­billederne fra Münchens hovedbanegård. Folket kan ganske vist udtrykke sig på en måde, der ikke passer til en intellektuel debat. Alligevel skal deres protest og bekymring høres. ” Alles fängt damit an, dass jede Seite die andere ernst nimmt. Andernfalls produziert jeder exakt jene Szenarien, vor denen er sich gruselt.” Og i Tyskland ved man hvilke scenarier man kan frygte.
 
FAZ advarer:“ Völker, hört ihr nicht die Signale? Ungarn setzt mit Blick auf die Flüchtlingsströme auf Abschreckung. Doch bislang hat sich diese Strategie als wirkungslos erwiesen. Viele Vorfälle illustrieren die Hilflosigkeit der Polizei.” Så må man spørge, skal vi da bare lade stå til?

Stemmen fra manden EU ikke vil lytte til, Viktor Orbán
I tyske Bild kan man læse et interview med  EU’s bøhmand Viktor Orbán, der forklarer Ungarns holdning. Det gælder f.eks. beskyttelsen af EU’s ydre grænse: “Wir Ungarn sind Europäer, wir haben mit Europa einen Vertrag abgeschlossen, wir garantieren, dass die Europäer sich frei bewegen können und ihre Grenzen geschützt sind. Daran haben wir uns immer gehalten.” Det undrer mig, at man kan argumentere mod den holdning. Både Merkel og Juncker er omsider blevet klar over, at det må være en forudsætning for fri bevægelighed inden for Schengen samarbejdet at grænsen er beskyttet.
Mere bemærkelsesværdigt er dog Orbán’s forslag til at mindske flygtningestrømmen, altså ud over at ville lukke grænsen. Han forslår, at man støtter Syriens nabolande massivt og at  “jedes Land ein Prozent zusätzlich in den Haushalt der EU einzahlt. Zugleich senken wir die Ausgaben für andere Zwecke generell um ein Prozent. Das ergibt rund drei Milliarden, mit denen wir die Nachbarstaaten Syriens unterstützen können”   Her er så et af de første konkrete forslag, der ikke bidrager til at øge flygtningestrømmen. Bravo!

Engelske stemmer og en enkelt skotsk
I The Guardian finder vi en meget emotional appel fra Nicola Sturgeon til Cameron. “… I will be far from the only person reduced to tears last night at the picture of a little boy washed up on a beach. That wee boy has touched our hearts. But his is not an isolated tragedy. He and thousands like him whose lives are at risk is not somebody else’s responsibility; they are the responsibility of all of us.So, yes, I am angry, very angry, at the ‘walk on by on the other side’ approach of the UK government.”  

Hvis medie frenzy skal være bestemmende for politik, så varetager politikere som Nicola Surgeon ikke deres opgave. For det er deres opgave at afveje kalkulerende mediers forsøg på følelsesmanipulation, med fornuft, konsistens og sammenhæng. Men måske har Nicola Sturgeon bare opdaget. at hun kan svømme som en fisk i folkehavet, ved at udnytte det medieskabte tabloid billede?  Dermed risikerer hun selv at lande præcis på tabloid niveau.

The Guardian spørger også : “Refugee crisis: how does Europe solve a problem like Viktor Orbán?” Svaret er, at det kan man ikke, for Orbán er populær i Ungarn og EU er nødt til at være forsigtig med kritik og sanktioner for ikke at skabe yderligere strid. Orbán finder jo genklang i Visegrad landene, Polen, Ungarn, Slovakiet og Den Tjekkiske Republik. Det skal også huskes, at Orbán, i modsætning til Merkel, faktisk har forsøgt at overholde EU’s regler, f.eks. Dublin forordningen og i øvrigt med en vis ret kan hævde, at Schengen forudsætter, at nogen tager de ydre grænser alvorligt. Så spørgsmålet er, om The Guardian ikke har misforstået situationen, når de leder efter løsninger på Orbán problemet. Det er snarere Merkel/Tyskland og EU ledelses problemer vi skal finde løsninger på.

Tidsskiftet New Statesman konstaterer: “Finally, refugees are in the limelight”, men fortsætter så med det relevante spørgsmål: “How do we help them once the news moves on? When the lights go out, and the word “refugee” once again becomes unpopular, unsexy and uninteresting, what will happen then?” Foreløbig lader det ikke til, at man har gjort sig mange tanker om tiden efter en mindre “syndflod” af flygtninge og migranter.

Tidsskriftet The Spectator indtager en helt anden holdning. En karikatur af Merkel som aldrende og lettere uformelig sirene, der lokker med sirenesang, indleder en artikel, der påstår: “Merkel’s grandstanding on Syrian refugees will lead to many more deaths at sea. The incentive is greater for people to risk the perilous journey to Europe”

En anden del af argumentet lyder: “Another danger of Merkel’s open-door policy is that it may make Syria’s recovery from civil war harder. By accepting those who have managed to make it to Europe, rather than those still in the camps, Germany is, intentionally or not, cherry-picking the more prosperous members of what used to be Syrian society, those who have sufficient resources to pay the traffickers. Without them, their ravaged country is far less likely to make a recovery once the fighting eventually stops. As the French foreign minister Laurent Fabius warned this week, ‘If all these refugees come to Europe or elsewhere, then Isis has won the game.’ Det burde være evident at The Spectator har en pointe, som man har glemt i øjeblikkets kaotiske reaktioner.


UN organisationers advarende stemmer:

I UNHCR News kan man læse: “Frustrated refugees and migrants at Serbia-Hungary border seek to escape poor reception conditions.” Man beretter, hvorledes de frustrede flygtninge bryder gennem politiets rækker. De vil til Østrig og Tyskland og forstår ikke, hvorfor man ikke lader dem.
Flygtninge vil ikke nøjes med at være flygtninge, der når et sikkert land. På uforklarlig vis forvandles de til en slags migranter, der frit vil kunne vælge, hvilket land de vil migrere til. Der er ingen lettelse over at være sluppet ud af Syrien eller lejrene i nabolandene. Der er krav om at komme til de lande, der efter deres mening stiller dem bedst. Egentlig samme motiv, som vi finder hos migranter.

I en UNOG Press Release lyder det advarende : “Child refugee crisis in Europe will only grow if humanitarian needs in Syria and the region are not met.” Peter Salama, UNICEF Regional Director for the Middle East and North Africa hævder: “Every Syrian I spoke to has told me that they would have stayed in their own country if they were able to feel safe, live in peace, and be treated with dignity… They risk their lives and the lives of their children to flee to Europe because they have no other option and they see no future for themselves or for their children.” På et spørgsmål om de millioner af internt fordrevne i Syrien, sagde Peter Salama, at det var vanskeligt at svare på, hvor mange der var på vej til at krydse grænsen, “ but it was true that there were millions of displaced people in Syria and as life increasingly became intolerable there and Syria became a failed State, more people would decide to flee and seek refuge in surrounding countries, in Europe and beyond.”
Her ser vi, hvorfor vi kan forvente, at millioner af flygtninge begiver sig på vej. Men det er jo ikke en løsning, hverken for Syriens fremtid, eller de lande, de flygter til. Umiddelbart synes det at understrege det akutte behov for at skabe sikre zoner i Syrien, men ingen lader til at besidde ”Kraft und Stärke” til at gøre dette.

EU-kommissionens forslag til løsning af flygtningekrisen

Europa-kommissionen har omsider besluttet sig for “Decisive action” i flygtningekrisen:
“Delivering on the European Agenda on Migration from May, the European Commission is today putting forward a comprehensive package of proposals which will help address the refugee crisis that EU Member States and neighbouring countries are facing, including by tackling the root causes making people seek refuge in Europe. The new set of measures will alleviate pressure from Member States most affected – notably Greece, Italy and Hungary – by proposing to relocate 120,000 people in clear need of international protection to other EU Member States. This number will be on top of the 40,000 that the Commission proposed in May to relocate from Greece and Italy and for which the decision by the Council is still to be adopted. Today's measures will also help those Member States faced with a growing number of asylum applications by enabling a swifter processing of asylum applications though a common European list of safe countries of origin. The Commission has today outlined the main actions for making return policy more effective and has proposed a €1.8 billion Trust Fund to help tackle the root causes for migration in Africa. Finally, the Commission and the EU external action service are also addressing the 'external dimension' of the refugee crisis.” (EU-Commission).

Action er det naturligvis småt med, for kommissionen fremlægger alene forslag til action: “a comprehensive package of proposals which will help address the refugee crisis.” Forslagene er bestemt ikke decisive, i den betydning, at de er afgørende for løsning af krisen. De synes snarere at være udarbejdet af en flok embedsmænd med et begrænset kommissorium eller udsyn og fantasi, for planerne kan i hvert fald ikke på afgørende vis løse flygtningekrisen. De udgør snarere en slags nødhjælpsforanstaltninger, der skal forsøge at bevare illusionen om, at man har styr på situationen og  at gældende ordninger bliver overholdt. Samtidig med at man nedtoner eller ignorerer den uenighed, der præger landenes tilgang til krisen. En uenighed, der ikke bare forsvinder med en aldeles utilstrækkelig plan, der samtidig vil kræve mere enighed end man kan forvente.
Forslagene kan derfor snarere betegnes som divisive i den forstand, at de ikke ligefrem bidrager til enighed i EU-28, hverken blandt landene eller i befolkningen. Hvad værre er, de er aldeles ikke incisive, i betydningen analytisk skarpe i relation til problemet.
Comprehensive er forslagene naturligvis heller ikke. De ser på ingen måde krisen i en større sammenhæng og på længere sigt. Tydeligst viser det sig ved manglen på forslag til at begrænse strømmen af flygtninge og migranter. De midler man taler om forekommer på alle måder utilstrækkelige: Lister med sikre lande, tilbagesendelse og mere økonomisk hjælp til områder, hvor flygtninge og migranter kommer fra.

De konkrete forslag omfatter således:

1. An emergency relocation proposal for 120,000 refugees from Greece, Hungary and Italy
2. A Permanent Relocation Mechanism for all Member States
3. A common European list of Safe Countries of Origin
4. Making return policy more effective
5. Communication on Public Procurement rules for Refugee Support Measures
6. Addressing the external dimension of the refugee crisis.
7. A Trust Fund for Africa

Bemærk især punkt 6 og 7. Det er her man skulle se omfattede forslag til at bremse flygtninge- og migrantstrømmene og til at fjerne årsagerne til den voldsomme stigning i disse strømme. Konkrete forslag og ideer til afgørende handlinger er det dog småt med.
I hovedsagen er man tilbageskuende. “The EU is providing assistance to the population in Syria – in particularly to internally displaced person - and financial support to neighbouring countries hosting the highest number of refugees from Syria, such as Jordan, Lebanon, Turkey. So far, €3.9 billion have been mobilised to this end.” Tjah, men UNHCR mener, at man har aldeles utilstrækkelige midler til at drive lejrene i Syriens nabolande. Hvad har EU derfor tænkt sig at gøre?
3,9 milliarder Euro er meget lidt til 4 millioner flygtninge i nabolandene. Specielt når man kan se Tyskland regner med at bruge 10 milliarder Euro alene på de flygtninge, der kommer til Tyskland i 2015.
Så er der de diplomatiske anstrengelser for at få ende på konflikten. Igen en opremsning af initiativer uden effekt. Jeg tror ikke man aner, hvad man kan gøre, og mod til at gribe til mere drastiske midler er ikke eksisterende. Man nøjes med EUNAVFOR MED, flådestyrker i Middelhavet, der redder flygtninge og set fra menneskesmuglernes side bidrager til at øge pålideligheden i deres løfter til flygtninge: “Se derude ligger skibe, der samler jer op.” Det begrænser ikke antallet af flygtninge. Tværtimod. Og operationer mod bagmændene har været ubetydelige.
Under punkt 7 nævnes en støtte på 1,8 milliarder til en fond for Afrika, der skal “ improve stability and address root causes of irregular migration flows in the regions of the Sahel, Lake Chad, the Horn of Africa, and the North of Africa.” Igen forekommer midlerne og indsatsen utilstrækkelig og egentlig også useriøs. Som om man vil sige: jamen vi gør da noget.

Hvordan man seriøst i Kommissionen forestiller sig, at disse aldeles utilstrækkelige forslag, der hverken er afgørende, præget af handling eller er særlig omfattende, skal bidrage til at løse krisen, er komplet uforståeligt. Det må man naturligvis også have været klar over i Kommissionen. Derfor må forslagene i al deres utilstrækkelighed være udtryk for, at man enten ikke aner, hvad man skal gøre eller ikke tør agere mod stærke kræfter i Unionen (Tyskland). Endnu mere problematisk ville det naturligvis være, hvis man bevidst og på kynisk vis nøjes med at stikke blår i øjnene på befolkningen i Europa, fordi man simpelthen er overvældet af krisens hastigt voksende omfang

Juncker's tale om unionens tilstand

I Juncker’s tale om unionens tilstand, udgjorde flygtningekrisen naturligt nok den centrale del og talen indeholdt som tyske medier kunne melde “starke Worte”: “ … now is not the time to take fright. It is time for bold, determined and concerted action by the European Union, by its institutions and by all its Member States. This is first of all a matter of humanity and of human dignity. And for Europe it is also a matter of historical fairness” (Juncker, State of the Union).
Udover at Juncker hævder, at tiden er til dristig, beslutsom og fælles aktion, hvad er så de stærke ord og hvilke aktioner forestiller han sig ordene skal følges af? Lad os se, om vi kan finde svar i nogle konkrete dele af talen.

Europa et lysende fyrtårn for flygtninge?
Juncker indleder med at hævde vi i Europa skal huske, at det er et kontinent, hvor næsten alle på et eller andet tidspunkt har været flygtning. Historien er præget af millioner af europæere, der er flygtet. Fra Huguenotter, der flygtede fra Frankrig i det 17. århundrede til flygtninge fra de seneste Balkankrige.
Åbenbart ser han her et argument for europæisk ydmyghed, åbenhed og tolerance over for de nuværende flygtninge- og migrant strømme. Desværre for ham, er tolkningen af historien tvetydig. Den viser nemlig, at også i Europa har det været svært at få mennesker med forskellig religiøs, kulturel og ideologisk baggrund til at leve fredeligt sammen. Eksempler: Balkan stridighederne, Frankrigs problemer  i de såkaldte  banlieue'er, spændinger i UK,  ghetto og kriminalitetsproblemer flere steder. Og nu, hvor Europa trods alt er forholdsvis forenet på fredelig vis, mener Juncker, at man modtager hundredetusinder af mennesker med fundamentalt andre opfattelser, både hvad gælder dem selv og i forhold til de fleste mennesker i EU-28.
Juncker hævder med argumenter, der må bygge på tro, håb og fatalisme, at vi kan ikke gøre noget alligevel for “It is Europe today that represents a beacon of hope, a haven of stability in the eyes of women and men in the Middle East and in Africa. That is something to be proud of and not something to fear.”

Kun 0,11% af befolkningen?
Vi kan ganske vist ikke klare hele verdens elendighed og problemer, men hvis vi sætter problemerne i det rette perspektiv, kan vi klare det aktuelle problem: “There is certainly an important and unprecedented number of refugees coming to Europe at the moment. However, they still represent just 0.11% of the total EU population. In Lebanon, refugees represent 25% of the population. And this in a country where people have only one fifth of the wealth we enjoy in the European Union.”
For at overbevise bekymrede medborgere beder Juncker os om, at vi forestiller os, at vi var flygtninge. Ville vi så ikke forsøge at overvinde enhver forhindring for slippe væk fra krig og forfølgelse? Hans argument er, at vi ikke kan standse flygtningestrømmen, så derfor kan vi lige så godt acceptere den.
Juncker’s argument, at det kun drejer om 0,11% synes at reducere problemet til næsten ingenting. Hvorfor så krisen og striden?
Måske fordi argumentet skjuler en realitet, der kan se ganske anderledes ud. De 0,11 % repræsenterer de 500.000 flygtninge/migranter, der har vist sig ved Europas grænser i løbet af 2015. Hvordan har Juncker fået den ide, at det skulle være alt, hvad vi kan regne med. Som påpeget i en tidligere posting, er der i forbindelse med Syrien i alt ca 12 millioner internt fordrevne og flygtninge. Og potentialet er større, for der hersker krigslignende tilstande flere steder, Afghanistan f.eks. Samtidig er der et potentiale for millionvis af migranter fra en hastigt voksende befolkning i Afrika. Hertil kommer så, at de aktuelle flygtningestrømme har overvægt af unge mænd, som på et tidspunkt kan forventes at ønske familiesammenføring og pludselig er antallet større. Tallet og procentberegningen i sig giver derfor ingen mening. Men, kan man hævde ,vi kan ikke forvente mere éncifrede procenter, selv hvis vi husker potentialet.
Rigtigt, men der er andre problemer.

Hvorfor 0,11% intet siger om problemerne
Nogle helt indlysende. Manglende kapacitet til at håndtere strømmen, ingen styr på flygtningene, sammenbrud af Schengens ydre grænse, virvar ved de indre grænser, Dublin forordning ude af kraft. Og det er jo blot med den nuværende strøm.
Flygtninge kan ikke bare forsvinde i den nuværende befolkning, som procenttallet antyder. De flyttes i første omgang i større og mindre koncentrationer, og ofte til lokalsamfund præget af høj homogenitet, hvor sådanne grupper af f.eks. unge mænd, stikker voldsomt ud. Især formentlig i den periode, hvor de har hjemme i et center. Vi behøver jo blot at se, hvorledes man har reageret på nye flygtningecentre i f.eks. Tyskland. Man kan næppe forvente at man får færre problemer med flere flygtninge. Uanset Juncker’s manende stærke ord. Eller tyske politikeres tale om en beskæmmende Fremdenfeindlichkeit, hos de mennesker, der protesterer.
Det kan endda forventes, at flygtningene internt vil strides, pga. diverse forskelle mellem de grupper de tilhører. Det er allerede sket i Tyskland. Igen forstærker det problemerne mere end procenttallet antyder.
Vi kan jo også se, at politiet i mange tilfælde er magtesløst overfor flygtninges “koncerterede aktioner.” De behøver ikke en gang at være mange, for at politiet giver efter for deres krav. De skal blot,som de måske har lært ved at se på hvad medierne fokuserer på, bringe småbørn og gravide kvinder frem i forreste række mod et politi, der vil stoppe dem. Og det gælder, hvad enten de står parat med stave eller dialog. Ellers kan flygtningene lave sit-ins i togene eller blokere banegårde og motorveje. Hvad ellers kun massearrangementer a la marathonløb kan.
Er de unge mænd, der præger strømmer kun fredelige eller medbringer de kimene til stridigheder, der svarer til dem, de er flygtede fra og som de måske for en del selv deltog i? Vil vi komme til at opleve miniudgaver af striden i Europa? Hvad gør vi for at undgå, at det skulle blive tilfældet. Hvordan screener vi mennesker, der ikke lader sig registrere? Og hvordan garanterer vi for den sikkerhed vi ellers så emsigt har fokus på.
I Tyskland er det lykkedes klanagtige grupper af flygtninge at overvælde politiet i Hameln og Lüneburg, ved altid at komme med hele familien, når der er problemer (Die Welt, Focus).
På sigt kan pressionen markere sig meget kraftigere. Tænk blot på, hvorledes en meget lille andel muslimer, ikke en gang i promillestørrelse, kan påvirke vores ytringsfrihed og andre centrale europæiske værdier og normer.
Juncker påstår ganske vist, i strid med fakta: “There is no religion, no belief, no philosophy when it comes to refugees,” men mener vist blot, at disse fakta ikke skal spille en rolle. Hvilket kan synes noget naivt.

Reaktionen i et Europa, der knapt tør stå ved sig selv
Europas befolkning er ganske vist stor, men den består af mennesker, der i høj grad i de moderne samfund vi har opbygget, er isolerede, individuelt lette at skræmme og ofte tolerante over for selv ekstremt intolerante, blot disse påberåber sig deres religion eller deres ufordelagtige status i samfundet.
Reaktionen, ja den ser vi allerede, hvor Juncker stadig kun har øje for 0,11%. Den ser vi i opsplitning af meningsspektret i Europa. Fremkomsten af venstre orienterede, autonome AntiFa grupper og ikke mindst nationalkonservative bevægelser. Rækkende lige fra det fredelige Dansk Folkeparti, Sverigesdemokraterne, UKIP,  FPÖ, Front National til Jobbik og Golden Dawn.
Europa er under forandring i større grad end det erkendes af Juncker og andre medlemmer af den på-afstand-af-virkeligheden verdensåbne, tolerante elite, der har mere til overs for det fremmede, end det rodfæstede lokale, der egentlig bærer det Europa man påberåber sig. Det er jo dem, der har bygget det “beacon of hope", der præsenterer "a haven of stability in the eyes of women and men in the Middle East and in Africa."

Krisemanagement, der forværrrer krisen
Concerted Action, det er, hvad Juncker håber på skal følge de stærke ord: “So it is high time to act to manage the refugee crisis. There is no alternative to this.”
Hvilken form for aktion kan man spørge? Juncker’s svar er først en lang opremsning af, hvor mange EU’s aktioner har reddet fra Middelhavet med hjælp af noget, der minder om en remse fra en engelsk jule carol,” on the third day three French hens …” Her er det blevet til, at EU har givet: “102 guest officers from 20 countries; 31 ships; 3 helicopters; 4 fixed wing aircrafts; 8 patrol cars, 6 thermos-vision vehicles and 4 transport vehicles.”
Hovedaktionen i Juncker’s krisemanagement er dog kvotesystemet til at fordele de flygtninge, der dels er reddet, dels er kommet af sig selv: “I call on Member States to adopt the Commission proposals on the emergency relocation of altogether 160,000 refugees at the Extraordinary Council of Interior Ministers on 14 September. We now need immediate action. We cannot leave Italy, Greece and Hungary to fare alone.”
Øjeblikkelig aktion, der skal bestå i, at man fordeler de oprindelige 40.000 plus nye 160.000 ved hjælp af tvangskvoter, for ellers truer en eller anden form for sanktioner de uvillige lande (Tagesschau).
Hvad der skal ske med de lande i Østeuropa, der modsætter sig sådanne tvangskvoter, står hen i det uvisse. Og hvorfor bliver deres opfattelse i øvrigt skoset for at være inhuman og usolidarisk? I øjeblikket kan man med en vis ret hævde, at det er Tyskland, der er usolidarisk med de øvrige, ved med sin Willkommenskultur at skabe problemer for andre lande. Det er også uklart, hvad der skal ske med opt out lande som Danmark og UK, der ikke er forpligtede. Skal de også presses på en eller anden måde?
Vi skal huske, at 160.000 kun er den første tranche af en kommende strøm.
Merkel har allerede antydet, at det kan dreje sig om flere. Vicekansler Gabriel kalder Juncker's kvoteplan “Tropfen auf den heißen Stein", for Tyskland har allerede modtaget 450.000 flygtninge i år (heute.de). Så i realiteten taler vi ikke om 160,000. Vi taler om alle dem, der måtte komme, uanset hvor mange de er. Hvis der er en grænse, er den ikke markeret, hverken når det gælder antal eller måden de kommer over grænsen på.
Man må være klar over, at de såkaldte “løsninger” på flygtningeproblemet med stor sandsynlighed bidrager til, i lighed med Grækenland krisen i øvrigt, at gøre problemerne meget større på sigt. Hvis man bevarer åbne grænser, øger sikkerheden ved at passere Middelhavet og smidiggør flygtninges optagelses proces med kunstig fordeling og flere midler, ja så siger man i realiteten, der er ingen grænser, i kan alle komme til Europa. Ganske vist erkender man, at det ikke går, men man gør absolut intet for at forhindre at netop det sker. Det forekommer temmelig vanvittigt.
Juncker’s store ord og aktionsplaner er derfor ikke en løsning. Det er en akut lettelse, og et potentielt ekstremt farligt oplæg til hastig erosion af EU-28 og europæiske værdier. Ja, til selve det, der gør Europa attraktivt for andre. Måske skal det skrives så tyskerne kan forstå det: ”Es ist eine Torheit das Tor so weit zu öffnen”

Vinteren kommer
Vi må ikke undervurdere det akutte behov siger Juncker. “Do not underestimate our imperative to act.” Vinteren nærmer sig og tænk hvis familier må sove i parker og jernbanestationer. “ What will become of them on cold, winter nights?" Det kunne næsten være taget ud af “Den lille pige med svovlstikkerne”

Nogen skal måske sendes tilbage
Udover fordelingen via kvoter omfatter Juncker’s aktionsforslag en revideret liste af sikre lande, der muliggør tilsendelse af flere asylansøgere. Erfaringerne er dog ikke gode. Der er indvendinger mod selv forholdsvis sikre lande, for selv i disse lande er der grupper, der bliver forfulgt. Tallene røber også, at det svært at få en ret stor andel sendt tilbage. UK har vist indtil videre haft mest held med det.

De, der afviger, må rette ind.
Kravet fra Juncker: “We need more Europe in our asylum policy. We need more Union in our refugee policy.” Hvad han mener er naturligvis en fælles flygtninge- og asylpolitik i EU-28, bla. omfattende en permanent fordelingsmekanisme, og så vil han have, at landene skal give flygtninge lov til at arbejde, allerede mens de søger om asyl. Betyder det så ikke på sigt fri bevægelighed for flygtninge indenfor Schengen, og hvad så med kvoterne?

Så er der lige de ydre grænser…
Endelig synes det at være gået op for Juncker, at Schengen egentlig forudsætter faste ydre grænser. “We need to strengthen Frontex significantly and develop it into a fully operational European border and coast guard system.” Det kommer godt nok til at koste noget, men Juncker mener det er muligt.
Hvad han ikke siger noget om, er hvilke opgaver grænse- og kystvagt skal have. Hidtidige erfaringer med Frontex lover ikke godt. Måske skal de blot redde flere flygtninge og ødelægge gummibådene, når de har tømt dem? Hvad ved jeg?

En top trio i EU, der hverken kan eller vil
Juncker slutter på vanlig patetisk vis : “… pushing back boats from piers, setting fire to refugee camps, or turning a blind eye to poor and helpless people: that is not Europe”
Eventulle modstandere som Nigel Farage, der brød ind i Juncker’s tale, blev affærdiget med bemærkningen “I will not at each time respond to what you are saying because what you are saying is worthless”.
Men gælder det ikke i endnu højere grad for Juncker selv. Lige siden han tiltrådte, har han ageret som jovial hyggeonkel, der bogstaveligt talt krammede ethvert problem, mens hans fremsatte beroligende udtalelser uden egentlig indhold. Dagsorden, indhold og fremgangsmåde var for længst bestemt af stærkere kræfter. På mange måder synes EU-kommissionen at have mindsket sin egen betydning. Juncker synes i hvert fald at agere puppet-on-string i relation til, hvad Tyskland ønsker.
Løsningsforlag og forsøg på markering er heller ikke noget, der har kendetegnet Federica Mogherini og Donald Tusk. Den sidste synes ikke at befinde sig vel i sin rolle.
Hvad EU-28 står med, i relation til ikke blot flygtningekrisen, er derfor et umådelig svagt og presset lederskab. Det lover ikke godt. Det sikrer med stor sandsynlighed, at kriserne, dem alle sammen, fortsætter. Malaisen består i, at man permanent reagerer for sent og for lidt og så fortsætter kriserne, hvad enten det nu er Grækenland, Ukraine eller flygtninge og migranter, det drejer sig om.

Hverken bold, determined or concerted
Juncker’s store tale er ikke svaret på noget som helst. Det er en fortsættelse af den samme vage, usammenhængende, altid bagefter kurs som hidtil. En kurs, der giver masser af plads til dem, der agerer mere bastant. Hvad enten det nu er en Putin, et Tyskland med brug for arbejdskraft, eller flygtninge, der dag for dag kan opleve, at det store bløde EU giver efter for selv de mest simple tricks og primitive pressionsforsøg. Der er absolut intet dristigt, beslutsomt eller fælles i Juncker’s udspil og dermed er vi tilbage i krisen, uden løsninger. Det er ikke blot flygtninge i gummibåde, der befinder sig i en udsigtsløs situation. Også Juncker og Europa er “Up the creek without a paddle.”

Reaktioner på Støjbergs annonce

For et par dage siden offentliggjorde Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet (mindre kan ikke gøre det) den på forhånd meget omtalte Støjberg annonce, der har til hensigt at bidrage til at opfylde Regeringens løfter om en reduktion af den ikke-ønskede tilstrømning af flygtninge til Danmark.
Annoncen forekommer i øvrigt objektiv og seriøs, men ikke af en karakter så den ligefrem popper op i øjnene på de mennesker, den måtte henvende sig til. Den danske udgave af teksten er her:

Meget pudsigt nåede fortroppen af den flygtningestrøm, der for tiden bevæger sig op gennem Europa til Danmark på næsten samme tid, som annoncen blev offentliggjort. Ikke at der er nogen sammenhæng.
Uanset at planerne om at mindske flygtningetilstrømning med nedsatte ydelser og den omtale annonce, kan ende med stor ståhej for ingenting, er det en annonce man har lagt mærke til i udlandet. Faktisk synes opmærksomheden og mængden af kommentarer at stige jo længere væk man befinder fra sig Libanon, hvor annoncen er trykt i lokale medier på flere sprog.
Et søgning samme dag på et engelsk sproget libanesisk medie, viser godt nok, at man er optaget af ”The Danish Girl”, men det viste sig at være en ny film om et kønsskifte, og ikke en kommentar til Inger Støjberg.
Mere opmærksomhed blev annoncen til del andre steder. Newsweek skrev: “Denmark Places Anti-Refugee Ads in Lebanese Newspapers.” The Independent har en hel artikel med overskriften: “Refugee crisis: Denmark discourages asylum seekers with newspaper adverts in Lebanon.” Avisen har især bemærket, at annoncen rummer et budskab, der ikke er til at misforstå: “Don’t come to Denmark”. Mange andre medier verden over har lignende overskrifter.
Der har således været ganske meget international “ ado” om annoncen, også i kommentarer til artiklerne. I The Independent skriver pseudonymet Dickie: “I can’t imagine them wanting to go to a country with so much bacon” Tjah, det er ét syn på flygtningene, men især naturligvis på Danmark.
Støjberg har således opnået, at der opmærksomhed om annoncen i internationale medier og blandt kommentatorer. Man kan naturligvis tvivle på, at flygtninge spredt ud over Libanon eller på vej til Europa har mulighed for at følge The Independent og resten af medierne.
Hvad man derimod må antage er, at de opfanger snippets af informationer via deres brug af mobiltelefoner og deres eget netværk: Andre flygtninge, bekendte der allerede er nået frem, menneskesmuglere og familien der er blevet tilbage. Det er formentlig kun indirekte, at annoncerne har nogen effekt, og effekten er “almost nothing” i forhold de informationer, flygtninge har via andre kanaler. Uanset, hvor rigtige eller urigtige de er. Billedet af, hvad der foregår i Europa præges snarere af de meget aktion prægede, men i særklasse unuancerede TV-reportager fra flygtninges krydsen af grænser og af selvforstærkende “pie in the sky” forestillinger, som Merkel’s Willkommenskultur.
Heller ikke en tilfældig Michala Bendixens “Asylum seekers should head for Denmark” opinion i engelske Guardian d. 3. august i år, spiller formentlig nogen rolle for flygtninge. Derimod tjener den til, at Gutmenschen som hende, kan markere sig selv og bade sig i den svalende eller savlende humanisme, der hyppigt markerer sig ved at tale til følelser uden forbindelse til fast grund. I øvrigt kan man jo undre sig over en person, der påtager sig at invitere flygtninge til Danmark, ikke på egne vegne, men på alles vegne. Hvor indbildsk kan man være? Det er jo ikke hende, der står med de problemer, invitationen måtte give anledning til. Hendes og andres ageren synes at være udtryk for en næsten barnlig råbende: “jeg vil have at det skal være sådan.”
Andre stemmer mod Støjberg annoncen findes i Global Voice, der har lagt mærke til, at “Ordinary Danes Offer ’Welcome’ Antidote to Governments Anti-refugee Ad”. Det er f.eks. de danskere, der tilbyder flygtninge på Rødby havn konkrete former for hjælp. I Morgenavisen Jyllands-Posten kan en kvinde fortælle, hvordan hun har bragt en flygtning til Sverige, med begrundelsen: “Konsekvensen af, at han skulle have været her i Danmark og ikke var kommet til Sverige, er bare så mange gange værre, end at jeg måske kommer i fængsel.” (JP. 9. september 2015). Selvretfærdig selvgodhed synes ikke at kende nogen grænser. Det er i hvert fald vanskeligt at følge argumentet “konsekvensen af, at han skulle have været her i Danmark og ikke var kommet til Sverige”. Hvilke konsekvenser? Er flygtninge ikke i sikkerhed i Danmark?
Til slut må man konstatere, at Støjberg’s annonce har givet anledning til “much ado” de steder, hvor opmærksomme journalister færdes, men også, at det har været “about nothing”. Flygtningestrømmen lader til at være upåvirket, også den strøm, der lige nu har krydset grænsen til det ret ukendte land, Danmark. Støjbergs annonce og de nye tiltag, den beskriver er derimod lige, hvad der kan bringe alle de veluddannede, velmenende og selvbestaltede forsvarere af den gode vilje på banen, og det bliver de ved med, så længe medierne vil ofre spalteplads på deres egennyttige, ubetænksomme forsvar for kravet om, at modtage alle de flygtninge de kan få øje på og røre ved, mens glemslen åbenbart gerne må sænke sig over dem, der sidder tilbage i lejrene eller er internt fordrevne.

Tyske migrationsargumenter: Billig arbejdskraft, forynget befolkning, højere fødselstal

Under den meget roste Willkommenskultur og åbenhed overfor migration på officielt plan, finder vi argumenter af en helt anden karakter, mere præget af egennytte end uselviskhed.
For det første ser demografien ikke godt ud for den fremtidige tyske befolkning, der, i følge beregninger fra Statistisches Bundesamt, forventes at falde ganske drastisk i de næste mange år. En fremskrivning fra 2015, der ser på mulige scenarier frem til 2060 for den samlede befolkningsudvikling peger på en kraftig tilbagegang:

Uden en ganske stor indvandring og et højere fødselstal vil den tyske befolkning ældes med langt flere ældre uden for arbejdslivet. Det fremgår meget tydeligt ved en sammenligning af befolkningspyramiden fra 1990 med den fra 2013 (Statistisches Bundesamt):

Pyramiden ekspanderer i toppen med mange flere ældre og udtyndes i bunden med færre yngre. Tørt konstaterer Statistisches Bundesamt: “For den fremtidige befolkningsudvikling vil den aktuelle aldersstruktur spille en dominerende rolle. For hverken indvandring eller en højere fødselsrate kan udligne de eksisterende ubalancer mellem aldersgrupperne ”

Konsekvenser for et aldrende Tykland
Den forventede markant negative befolkningsudvikling har skabt bekymring i Tyskland. Udviklingen har nemlig en række problematiske konsekvenser.
Der er en risiko for et sammenbrud af centrale dele af velfærden og de sociale systemer. En stadig stigende gruppe af ældre, der lever længere, skaber et forøget behov for sundheds- og plejeydelser. Et behov, der ikke kan efterkommes, fordi gruppen af yngre i den erhvervsaktive alder bliver mindre og mindre. Allerede nu er man afhængig af migration fra Østeuropa til at dække dele af behovet.
Den demografiske udvikling bekymrer dog i særdeleshed erhvervslivet og tyske politikere. Med et faldende faldende fødselstal, færre erhvervsaktive og flere udenfor arbejdsmarkedet, vil der opstå en række problemer for den tyske økonomi. Der vil naturligvis mangle arbejdskraft. Med den aktuelle vækst i den tyske økonomi er det allerede et akut problem Et problem, der på sigt vil forværres, med frygt for, at den økonomiske vækst vil stagnere eller falde. Alderssammensætningen vil tillige føre til et mindre forbrug, hvilket igen har negative konsekvenser for økonomien.

Argumenter for større indvandring
Erhvervslivet argumenterer derfor for øget indvandring udefra. Akut for at fylde den mængde af ledige jobs, der allerede eksisterer. På sigt for at sikre tilstrækkelig  arbejdskraft og økonomisk vækst i fremtiden. 
Et aktuelt blik på den hastige stigning i manglen på arbejdskraft giver et indeks fra Bundesagentur für Arbeit:

I en artikel i Der Spiegel  hedder det: ”I fremtiden vil mange af de syrere og afghanere, der har fået asyl i Tyskland, kunne udfylde de store huller, der viser sig, fordi  antallet af unge født i Tyskland falder".
Direktøren for DIHK (Deutsche Industrie- und Handelskammer) maner  også indtrængende: "Der Blick auf die demografische Entwicklung zeigt, dass Deutschland die Zuwanderung ausländischer Fachkräfte dringend braucht." (DIHK).
I 2015 understregede DIHK behovet for arbejdskraft udefra med et positionspapir der bar titlen: “Zuwanderung weiter erleichtern, Integration im Interesse der Wirtschaft stärken.” (DIHK).
Naturligvis er man hovedsagelig interesseret i en kvalificeret form for indvandring. Først og fremmest arbejdskraft i brancher , hvor man har akutte behov og dernæst generelt højt uddannede.
Den negative befolkningsudvikling og de afledte konsekvenser udgør naturligvis en af de mere fordækte grunde til, at toppolitikere og tysk erhvervsliv argumenterer for en Willkommenskultur. Det er ikke ren humanisme det her, det er kølig kalkule, For selv om den faglige sammensætning hos de aktuelle flygtninge ikke måtte være ideel, kan arbejdskraften på sigt bruges, Man har sikkert også bemærket, at alderssammensætningen med mange unge vil kunne bidrage til at rette op på befolkningspyramiden. Generelt kan man også konstatere, at indvandrere med en lignende baggrund, som de aktuelle flygtningestrømme, udviser en højere fødselsrate. I UK har viser statistikken at fødselsrate for kvinder, der ikke er født i UK er på 2,09, mens den for kvinder født i UK er 1,76,. (ons.gov.uk). I Tyskland er den helt nede på 1,4. (Statistisches Bundesamt).
Et argument for, at indvandrere fra ikke EU-28 lande kan bidrage til den nødvendige befolkningsforøgelse.
Endnu en kølig, men beregnende overvejelse, kan indgå. Indvandringen kan holde lønnen nede i en lang række erhverv, hvor det ikke er nødvendigt med en lang uddannelse eller bestemte faglige forudsætninger.
Ikke så sært at vicekansler Gabriel fra SPD i øjeblikket argumentere for at Tyskland kan tage 500.000 flygtninge hvert år i en årrække.
Hvad man indtil videre ignorer totalt, er risikoen for at den mere beregnende del af Willkommenskulturen vil ændre Tyskland en retning,  man alligevel ikke kan ønske sig. Her drejer det sig udelukkende om arbejdskraft, foryngelse, forbrug og økonomi. Hvordan man forestiller sig, at integrere 500.000 mennesker årligt, med en totalt anderledes kulturbaggrund, står hen i det uvisse.

Tyske argumenter gælder ikke for andre
Argumenterne for en rationel kalkulerende understøttelse af indvandring, også baseret på flygtninge, gælder ikke i samme grad for andre lande i EU-28. Det kan man se ved at kaste et blik på et kort over befolkningsprognoser for lande i Europa frem til 2030. Produceret af Berlin Institut für Bevölkerung und Entwicklung. Kortet demonstrerer, at der er afgørende demografiske forskelle mellem Tyskland og andre EU-28 lande, med visse undtagelser i Østeuropa:

Igen må vi således konstatere, at Tyskland er i en særegen situation m.h.t.  flygtninge, også når det gælder de mere fordækte begrundelser for Willkommenskulturen. Det understreger, i lighed med tidligere postings, at Tyskland ikke bør have den dominerende rolle, når EU-28 skal træffe beslutning  om, hvad man vil gøre ved flygtninge- og migrantproblemet.

 

Skal Tyskland dominere europæisk politik?

Henry Kissinger skulle engang have udtalt: “Tyskland er for lille til Verden og for stor til Europa.” Er det ikke netop, hvad vi har oplevet i de sidste år.
Et Tyskland repræsenteret ved et par gigantiske dværge i skikkelse af Schäuble og Merkel som henholdsvis en slags pseudofinansminister for Europa og Kansler for det hele og akkompagneret af en medvirkende statist, præsident Hollande, der kun kan agere frit i sin egen baggård. Et EU repræsenteret ved en jovial, men tilsyneladende helt uformuende Jean Claude Juncker som formand for EU-kommissionen.
Det kan synes blot at være et forhold om politikeres personlige indflydelse i deres respektive roller. Og de er jo udskiftelige, så det er vel ingen permanent situation?

Dominans i Grækenlandkrisen
Værre bliver det, hvis vi ser på det, man i øjeblikket kan skelne af substansen. I forbindelse med den græske krise, der nu skjules af andre problemer, var det evident, at Tyskland satte dagsordenen, inklusive de meget detaljerede krav i forbindelse med den seneste redningspakke aftale. Specielt måske kravet om en 50 milliarder Euro omfattende fond, baseret på græsk statsejendom. Dvs. på det tvungne salg af græsk statsejendom, havne, lufthavne mv. og overførsel af pengene fra salget til fonden. Det giver minde om den tyske Treuhand fond, der håndterede foretagender efter DDR’s opløsning. Nåh, ja under de nuværende forhold betyder det sikkert også, at græsk statsejendom bliver afhændet for billigt. Tyske investerer har allerede taget for sig af stumperne, ved at købe græske lufthavne i samlet pakke.
Besynderligt ved håndteringen af den græske krise er det i øvrigt, at samtidig med, at Grækenland fik større og større besvær på grund af en for dem stærk Euro, så havde tysk eksport et meget stort antal milliarder Euro eksportfordele af en forholdsvis, set fra deres side, svag Euro, der var forårsaget bl.a. af Grækenlandkrisen. Denne sammenhæng, blev komplet ignoreret af et arrogant Tyskland, der så sig selv som model for, hvordan man opnår at blive Exportweltmeister.
Tyskland ser på Grækerne, som om krisen er deres eget problem . De insisterer endda på at reglerne i forbindelse med Euro’en, ikke tillader et såkaldt haircut (nedskrivning af den græske gæld). Lidt et ubehageligt herre-løsarbejder forhold, hvor løsarbejderen trues på sin fremtid, hvis han/hun ikke makker ret.

Dominans i flygtningekrisen
Nu er Tyskland så i færd med på egen hånd at definere EU-28’s flygtninge- og migrant politik. Af historiske grunde indtager tyskerne en særstilling, når det gælder flygtninge og retten til asyl. Se bl.a. den tidligere blogpost “I need go Germany for lif”. Asylretten er forankret i Grundrechte i den tyske grundlov, Grundgesetz, især artikel 16, der allerførst konstaterer “Politisch Verfolgte geniessen Asylrecht.”
“Willkommenskulturen” er ikke et nymodens påfund. Det er snarere udtryk for den grundlæggende opfattelse i Tyskland efter 2. Verdenskrig. Her er så problemet. Skal den tyske Wilkommenskultur ophæves til at være gældende for alle EU-28 lande, blot fordi Tyskland har den?
I den sidste tid har Tyskland forsyndet sig mod det, i Grækenland krisen strengt forfulgte princip om, at man skulle overholde reglerne. De ignorer egentlig både Schengen forudsætningerne og Dublin forordningens regler. Man kan næppe sige at de bidrager til at sikre den ydre grænse længere. Man kan heller ikke sige, at de overholder forordningens bestemmelser om, at ansvaret for behandling af en asylansøgning tilfalder det EU-land, “hvortil asylansøgeren ulovligt har overskredet grænsen fra et ikke EU-land.” Tyskland har i den seneste tid set bort fra dette og i stedet inviteret potentielle asylansøgere til Tyskland i titusindvis fra Grækenland, Ungarn og egentlig også Østrig, med henblik på at lade sig registrere og asylbehandle der. Tyskland påberåber sig ganske vist en undtagelsesbestemmelse i Dublin forordningen, der i princippet kunne gælde, men de har i hvert fald givet deres markante bidrag til sammenbruddet af Dublin forordningen og til et nyt flygtningekaos.
Nu kan man mene, at det skal de være velkommen til, men det duer ikke af flere grunde.
Som Ungarns Viktor Orbán ganske rigtig hævder, så er Tyskland stærkt medvirkende til at skabe problemer for andre lande. I hans optik er flygtningekrisen et problem skabt af Tyskland. Deres Wilkommenskultur og praksis bidrager til at forstærke flygtningestrømmen overalt i Europa, men især naturlig vis i det østlige Sydeuropa, som strømmen skal passere igennem. Ungarns forsøg på at opretholde Schengen og Dublin bliver gjort til skamme, samtidig med, at de bliver udsat for bidende kritik og hadske kommentarer fra Tyskland. Forbundsregeringens såkaldte Flüchtlingsbeauftragte, Aydan Özoguz hævder, at Ungarn er forfalder “sehr stark in nationalstaatliches Getue.” Ikke alene skal Ungarn finde sig i et stigende flytninge- og migrantpres, som følge af Tyslands holdning, de også finde sig i at få besk kritik fra samme side.
Tysklands politikere synes omsider selv at have erkendt, at deres “Kom bare her” holdning, skaber problemer. I dag taler de om, at den uregistrerede strøm udgjorde en særlig situation og at der må skabes mere orden og skelnes stærkere mellem migranter og flygtninge på et tidligere tidspunkt i rejsen.

Willkommen skal gælde  for hele EU-28
Værre er det imidlertid, at Tyskland nu insisterer på, at deres “velkommen til flygtninge” skal have konsekvenser for resten af EU-28. Tyskland kræver på, at der skal opstilles flygtningekvoter, således at alle lande modtager en andel, og bærer deres del af byrden.
Lidt spidst formuleret. Tyskland siger Wilkommen til alle flygtninge på vegne af os alle sammen, uden at vi er blevet spurgt og uden at vore eventuelle indvendinger betyder noget.
Igen vil Tyskland således med vold og magt sætte dagsordenen, samtidig med at de synes at mene, at resten af Europa består af usolidariske egoister. I hvert fald usolidariske med Tyskland. Der skal lægges pres på disse lande.
I første omgang synes Merkel at være i færd med at kontakte regeringsledere for at overtale dem til kvoter. I følge danske aviser skulle Lars Løkke således have tilbudt at tage 100 flygtninge, samtidig med at det loves kommer der dog 800 flygtninge ind over grænsen
Hvis man ikke kan acceptere kvoter, vinker sanktioner forude, hvis man tør tro Politico:“The EU is considering imposing sanctions on countries that do not want to take part in a proposed new relocation scheme for 120,000 refugees, a senior diplomat told POLITICO, though the idea is being floated mainly to put pressure on reluctant countries.” Det er ikke til at vide det, men det ville jo passe godt i Tysklands kram.
Løser de foreslåede kvoter noget som helst? Ja, de vil i første omgang aflaste Tyskland (og Grækenland og Italien, men de har for lang tid siden haft brug for mere solidaritet, i stedet for hjælp til at bringe flere i land).
På sigt løser kvoter ikke noget som helst. Fornuftsmæssigt må man forvente, at de bidrager til at øge flygtningestrømmen overalt. Ikke sært, at der er lande, der modsætter sig. Det forekommer derfor at være en rent ud sagt idiotisk politik, en politik især præget af tyske holdninger, hvor alle, der måtte mene noget andet, er usolidariske og inhumane.
EU-28 er og bør være et samarbejde mellem 28 lande. Ikke 27 lande, der må bøje sig for elefanten i rummet, i skikkelse af en særegen politik præget af deres egen historie, som de nu vil påtvinge andre på flere områder. Samtidig holder Tyskland sig tilbage på andre områder, hvor man har og har haft brug for støtte, f.eks. når det gælder bekæmpelse af ISIS (Daesh), eller det generelle europæiske forsvar.
Hvis ikke elefanten skal smadre alt porcelænet i EU, er der brug for en meget stærkere EU-kommission, der kan og tør agere selvstændigt, bistået af de øvrige lande, der må have en fælles interesse i, at elefanten ikke slår sig for meget løs.
Alternativet er, som vi allerede kan se, at nationale bevægelser får endnu mere vind i sejlene og det bidrager ikke til at styrke et fælles Europa. Det hersker nu voksende skepsis med hensyn til det fælleseuropæiske projekt og Tysklands dominerende indflydelse øger med sikkerhed denne skepsis. At førende tyske politikere ikke kan indse dette, er måske dumt, men det burde ikke forhindre andre europæiske politikere i at sætte hælene i. To grupper af lande burde kunne gøre det. De sydeuropæiske og UK i alliance med Danmark og lande i Østeuropa.

Selvforstærkende spiraler af berørthed mellem medier og politikere

“If these extraordinarily powerful images of a dead Syrian child washed up on a beach don't change Europe's attitude to refugees, what will?” (The Independent). Overskriften i The Independent henviser naturligvis til de billeder af den lille syriske dreng Aylan Al-Kurdi, der ligger skyllet op en strandbred i nærheden af Bodrum i Tyrkiet, efter at familiens mislykkede forsøg på at nå den græske ø  Kos endte i tragedie.
Billeder af drengen i vandkanten med den røde t-shirt og de blå bukser er gået verden rundt. Men det er jo ikke det første barn, der er druknet i flygtninges forsøg på at nå til Europa. Hvorfor så denne pludselig opstandelse, og hvad er egentlig historien bag billedet?
Eller rettere billeder og video, for der findes flere billeder udover fotoet af drengen i vandkanten, og af en politimand, der bærer drengen bort. En søgning på nettet viser, at den indiske TV station abp.majha.in  har en hel video, hvor man ser Aylan ligge i vandkanten med småbølger klaskende mod hovedet. Hvem har taget disse billeder? Og med hvilket motiv? Man må formode, at den første, der ser drengen, har undersøgt om han var i live, eller kunne genoplives, og ville man så i det mindste ikke trække ham fri af vandet. I stedet synes han at blive liggende i vandkanten? Hvorfor? Er der ikke nogle medier, der kan spore historien bag disse fotos og videoen?
Bliver Aylan Al-Kurdi egentlig ikke misbrugt af os alle sammen? Først ved at faren temmelig uansvarligt beslutter at tage på en farefuld tur fra Tyrkiet, hvor man næppe var så udsat, som i det Kobane man kom fra. Hvis vi nu forestiller os, at tragedien var sket ved, at en far på uforsvarlig vis havde søgt at krydse Storebælt i en gummibåd og der var sket noget tilsvarende, ville man nok have set lidt anderledes på det.
Men det naturligvis i hovedsagen billedbrugen og de afledte reaktioner jeg vil kalde misbrug. Misbrug i første omgang, fordi man her vidste man kunne appellere til følelser hos betragteren. I endnu højere grad end med de billeder, der blot viser kvinder og børn, og overfyldte gummibåde. Her har man Aylan Al-Kurdi, et lille barn, alene og død på en øde strand i Tyrkiet.
Hvad er det så ved dette billede (for det er jo ikke drengen), der kan få medier til at udnytte det og presse meningsmagere og politikere til ændre mening?
Morgenavisen Jyllands-Posten, kommer med en længere undskyldning for at vise billedet. De forklarer “For at dokumentere denne humanitære tragedie har vi valgt at bringe et billede taget på stranden ved den tyrkiske by Bodrum onsdag morgen denne uge.” Lidt reservationer ser de dog ud til at have haft:“Dette billede bliver en undtagelse. Vi viser normalt ikke lig i vores reportage, og vi vil på ingen måde svælge i billeder af døde børn, men vi vil heller ikke stille os i en position, hvor vi aldrig vil vise virkelighedens gru.” En temmelig ambivalent holdning.  Til gengæld lover chefredaktøren at grave i omstændighederne omkring billedet. Om betyder mere stof om tragedien med de kuldsejlede gummibåde, eller om de vil grave i, hvordan billederne er blevet til ved jeg ikke.
TV kanalen Al Arabiya’s chefredaktør overgår naturligvis Jyllands-Posten: “I write these words whilst struggling to hold back a warm tear bound to fall from my eye at some point. After all, editors-in-chief are supposed to be emotionless, cold and detached (particularly in front of fellow journalists in the newsroom). For it is our job to deal with hard news and report impartially on our world’s cruel realities on a daily basis.” (Al Arabiya).
Misbruget fortsætter med Independent’s overskrift. Hvis man stadig har sin fornuft i behold, må man forvente, at det ikke ligefrem er ud fra dette billede, man beslutter drastiske ændringer af flygtningepolitikken. Tusinde er druknet før og billeder af druknede har også været vist før.
Alligevel har politikere, der har opdaget billedets effekt, udnyttet det og derved forstærket misbrugen. Det gælder Jeremy Corbin, der er kandidat til lederposten i Labour: "Nobody could fail to be moved by this harrowing and heartbreaking image. Det gælder Tim Farron, lederkandidat fra LibDem: "Enough is enough. These pictures are beyond horrific. They are the wake-up call David Cameron needs." (Independent).
Der er mere (mis)brug endnu længere væk . I Canada suspenderer en politiker sin valgkamp: “Federal Immigration Minister Chris Alexander has cancelled his campaign activities following news that the family of the Syrian boy who drowned on a Turkish beach had tried without success to get to Canada.” (The Globe and Mail).
I UK bliver presset på David Cameron øget for at få ham skifte holdning. Efter massedækningen i massemedierne, ikke af massen af flygtninge, men af en enkelt skæbne, det druknede barn. Reuters: “Image of dead boy piles pressure on UK's Cameron over Syrian refugees.”
Eksemplerne demonstrerer til fulde, hvad mange nyhedskanaler er mestre i, at gøre komplicerede problemer let forståelige ved at fokusere på mennesket. Den enkle, overskuelige, illustrerbare tragedie, der skal manipulere seernes og læsernes følelser lige her og nu. For effektens skyld kan man yderligere referere, hvordan det påvirker andre mennesker, der måtte har set eller hørt om billedet. De kan så komme deres uforbeholdne og berørte ytringer om, hvor forfærdeligt og tragisk det her er,  og om at der sørme må gøres noget.
Det tragiske er snarere, at selv seriøse medier agerer på den måde. Hvorved de  forstærker virkningen eller misbrugen og kan citeres af mindre seriøse medier. det gælder også NYT (New York Times):
“Once again, it is not the sheer size of the catastrophe — millions upon millions forced by war and desperation to leave their homes — but a single tragedy that has clarified the moment. It was 3-year-old Aylan, his round cheek pressed to the sand as if he were sleeping, except for the waves lapping his face.” (NYT).
Men det er absolut ikke mediernes opgave at gøre os alle til en slags følelsesmæssige tosser, som de kan spille på med hele det klaviatur af midler, hvis virkninger de kender langt bedre end os, der udsættes for dem.
Det kan aldrig være mediernes opgave at sætte følelse i stedet for fornuft. Tværtimod kan man hævde, at deres opgave er den modsatte i nyhedsreportager og dokumentarer. Men nej, hvad vi ser i øjeblikket er elendig journalistik, der fortsætter, hvor (mis)bruget af Aylan Al-Kurdi slap op. Med billeder og reportager, der stort set er blottet for nogenlunde seriøse betragtninger. Fokus er på her og nu billeder og følelser. På breaking news midt i gruppen af flygtninge, selv om de næppe kan høre, hvad de selv siger, når de som TV-reportere står midt i en råbende flok, der ligeså selvfølgeligt forsøger at tilrane sig opmærksomheden.
Det er lige før Al-Jazeera er mere objektiv og seriøs end BBC, og andre medier. På Al-Jazeera skriver en tidligere engelsk officer et noget mere fornuftsbetonet indlæg, der indledes således: “…it has to be remembered that Aylan's death was not caused by Europe's immigration policy. The fact is Aylan died trying to make the journey, not because the borders were closed.” Nej, for det er de jo ikke. EU’s ydre grænser er vidtåbne. (Al Jazeera).
Det fører os videre til et mærkværdigt forhold. Politikere i Europa sender skibe  til Middelhavet for redde flygtninge uden for Libyen, og det må formodes, at græske og tyrkiske patruljebåde krydser rundt ved deres respektive kyster med samme formål. For at redde de nødstedte fra gummibådene. Man samler dem op og sætter dem i land i Italien og Grækenland.
Hvis holdningen er, at man ikke kan eller vil stoppe strømmen , ville det så ikke være mere konsekvent, at sikre transporten ved at sende færger og fly til Tyrkiet, Libanon, Jordan og Libyen og andre steder for hente flygtninge og migranter? Så er det kun undervejs i Syrien eller Sahara flygtninge og migranter risikerer at miste livet.
Man ville man jo ganske vist risikere at stå med flere millioner flygtninge og migranter, der ville ønske at komme om bord. Netop derfor er det nuværende ambivalente arrangement man har kørende, måske utilsigtet blevet tilsigtet. Er det godt nok?

Unge mænd og drenge dominerer flygtningestrømmen

Det falder i øjnene, hvor dominerende af andelen af unge mænd og drenge, er i de billeder, der dag for dag ledsager strømmen af flygtninge op gennem Europa. Det blev også bemærket i en tidligere post, men nu er det lykkedes at finde talmateriale fra Eurostat:
Diagrammet viser andel af mandlige (Ikke EU) asylansøgninger i EU-28, fordelt på aldersgrupper og mindreåriges status, henholdsvis ledsagede og uledsagede mindreårige, (pct. 2014):

Tallene giver belæg for antagelsen om, at vi blandt flygtningene fortrinsvis ser unge mænd og drenge. Først for de over 65-åriges vedkommende er mændene i dette tidsbillede i mindretal. Tallene kan naturligvis allerede være overhalede i den forstand, at der i den aktuelle flygtningestrøm kan være et mere eller mindre skævt forhold.
Til gengæld viser tallene med al tydelighed, at de flygtninge, der kalder på så megen medfølelse, medlidenhed og hjælp, ikke rummer så mange kvinder.
Hvad så med de kvinder der ikke er med i strømmen? Er deres lod egentlig ikke meget værre end mændenes, åh så udmattende og traumatiserende rejse?
Forholdene for de tilbageværende kvinder i flygtningelejrene er i hvert ikke gode, hvis man skal tro en rapport fra ABAAD-Ressource Center for Gender Equality og Oxfam fra 2013, hvori de, under overskriften beskyttelse og sikkerhed, skriver:
“Lower self-esteem among refugee men because of the crisis has, in some cases, led to a negative expression of masculinity. Violence towards women and children has increased as some men vent their frustration and abuse their power within the household. Outside the household, there are also examples of women and girls who are vulnerable to physical and verbal harassment, including sexual harassment, and in many areas they fear kidnap, robbery, and attacks. Widowed or other women on their own are particularly vulnerable, with some pretending in public to receive phone calls from their former husbands, to protect themselves from male harassment.
Er man overhovedet opmærksom på dette forhold blandt de mange ”Gutmenschen, ” som blot ser de nys ankomne flygtning, og f.eks. klapper dem ind i Tyskland. Denne levendegjorte humanitet og berørthed ser modsætningsvis ud til at omfatte specielt mange kvinder.
Bedre bliver det naturligvis ikke af, at UN-organisationer, der bistår flygtninge i nærområderne er tæt på at gå bankerot. De mener selv, at de er ude af stand til at imødekomme de mest basale behov for hjælp med den aktuelle tilgang af flygtningetallet.   det har naturligvis følger:
“The deteriorating conditions in Lebanon and Jordan, particularly the lack of food and healthcare, have become intolerable for many of the 4 million people who have fled Syria, driving fresh waves of refugees north-west towards Europe and aggravating the current crisis.” (The Guardian).


 

Flygtninge malplaceret i EU?

“I need go Germany for lif,” kunne forleden læses på papskilt holdt op af et barn i et tog fyldt med flygtninge i Ungarn (Der Spiegel). Og Tyskland er klar til at modtage hende og mange andre. I modsætning til Ungarn holder Tyskland på at have en Willkommenskultur for flygtninge, officielt i hvert fald. Merkel hævder ligefrem “Wir sind ein Einwanderungsland".   Derfor er det vel ikke så mærkeligt, at flygtninge stræber efter at komme til Tyskland, selv om mange sådan set allerede er ankommet til et af de sikre lande.
Tyskland, der forventer 800.000 flygtninge/migranter i løbet af 2015, kræver imidlertid at andre bidrager til velkommenskulturen. I de sidste dage er Merkel og Hollande i telefonsamtaler blevet enige om at kræve, at foreløbig 160.000 flygtninge fordeles efter et kvotesystem i EU. Det drejer sig om de oprindelig 40.000, man ikke fik fordelt i første forsøg, og et forslag om 120.000 yderligere.
Alle skal være med til at bære byrden. Det vil få den til at blive meget lettere, ja den være næsten umerkelig. Jeg tror det var formanden for EU-parlamentet, tyskeren Martin Schultz, der fornylig hævdede, at Europa sagtens kan klare flygtningepresset, bare flygtningene bliver fordelt over hele EU-28. Det enkle argument var naturligvis en gentagelse af andres talmagi. Hvad er vel antallet af flygtninge mod de 500 millioner mennesker i EU, når de “fortyndes” ud over alle.
 Intet reelt problem altså, og derfor ser man i hvert fald fra tysk side med en mere eller mindre skjult lede på Ungarns Orbán og hans nationalisme, og det samme gælder de andre, der kun tænker på sig selv, UK, lande i Østeuropa og Danmark naturligvis, selv om kritikken her er mere indirekte. En bedre fordeling ville formentlig hjælpe i forhold til den interne tyske modstand, der betegnes som Ausländerfeindlich, eller i grove tilfælde som Pack eller “beschämend”

Jeg vil hævde, at det er en malplaceret flygtningepolitik og en malplacering af flygtninge … og migranter og det er der en hel række grunde til:

Skal Tyskland bestemme EU politikken?

Er det kun 160.000 flygtninge,det drejer sig om?

Udgør de aktuelle flygtninge ikke kun et meget selektivt udvalg af potentielle flygtninge?

Hvad med dem, der er ladt tilbage ?

Er der ikke andre problemer end  fordeling?

Er den aktuelle politik malplaceret?

Er der ikke bedre alternativer?

Skal Tyskland bestemme EU politikken?
Tysklands historie er formentlig medvirkende til, at Tyskland har et helt specielt forhold til flygtninge og migranter. I flæng kan nævnes: Forfølgelse af mindretal før anden verdenskrig, tvangsfordrivelse af tyskere fra Østeuropa, flygtninge over muren og genbosættelse af mennesker med tyske rødder, der har levet i isolerede områder langt inde i Østeuropa og det tidligere USSR.
Det må antages, at historien både præger den officielle tyske holdning til flygtninge og den almindelige tysker. Det kan bidrage til at forklare den noget anstrengte Willkommenskultur. For det er bestemt ikke alle, der er enige, hvilket protester og utallige anslag mod flygtningebosteder tydeligt demonstrerer.
Den markante dobbelthed, velkomst og afvisning på samme tid, stiller naturligvis tyske politikere over for et dilemma. Et dilemma, der kan svækkes, hvis man kan gennemtvinge en kvoteordning i EU.
Det forekommer problematisk, at det særegne ved den tyske flygtningepolitik, skal bestemme flygtningepolitikken i EU. Bedre bliver det ikke af, at Tyskland gennem EU er i stand til at udøve et vist pres på de lande, der ikke vil være med. I øvrigt bør man huske, at Tyskland jo ikke er det land, der relativt set modtager flest asylansøgninger, som en anden post her på denne blog har vist.

Er det kun 160.000?
Næppe, hvis det lykkes tyskere og franskmænd i forening at få resten af EU-28 med på en sådan ordning. Alene i Syriens nærområder findes der i øjeblikket ca.  4 millioner flygtninge og i selve Syrien formentlig 8 millioner internt fordrevne. Potentialet er altså meget stort.
Mekanismen er velkendt, for når det rygtes, at det lykkes for nogle, vil flere forsøge. Og hvorfor ikke, situationen i nærområdernes flygtningelejre, som den glimtvis afspejles i medierne, når der ellers bliver lidt plads tilovers mellem billeder fra mennesker fanget i hegnet eller mast ind i overfyldte tog, er ikke opløftende, nærmere katastrofal. Vi kan studere, hvordan man bliver inspireret ved at se, hvorledes Balkan migranter, der ikke betegnes som flygtninge, benytter sig af lejligheden. Med andre ord, flygtninge- og migrantstrømme til mere attraktive lande, bremses bestemt ikke ved blot at fordele dem bedre. Tværtimod.

Et selektivt udvalg af flygtninge?
Når man ser de mange dramatiske billedreportager, der fylder nyhedsudsendelser og aviser, er det slående, hvor mange af flygtningene, der udgøres af unge mænd, ganske vist med spredte indslag af kvinder og børn. Med mediernes sans for at vise dramatik, vil jeg endda antage, at andelen af kvinder og børn reelt er mindre end vi kan se, fordi man retter kameraerne mod de svageste og mest ”fotogene”, nemlig kvinder og børn.
Der kan være flere grunde til, at unge mænd er overrepræsenterede. Basalt set må der i unge befolkninger være forholdsvis mange unge, men hvor er kvinderne så? Når det gælder Syrien kunne man antage, at dem, der er mest udsatte for at blive tvunget til at deltage i krigen på den ene eller anden side, er unge mænd og drenge. Derfor er det dem der flygter. En anden forklaring kan naturligvis også være, at det netop er unge mænd. Unge mænd må nemlig antages at være blandt dem, der er mindst bundne af familien, og mest mobile og stærke, når det gælder flugtens strabadser.
Mere eller mindre klare forestillinger om familiesammenføringens muligheder, kan også spille en rolle. Unge mænd påtager sig strabadserne med støtte fra familien med henblik på, at resten skal få en mindre farlig vej, når de skal slutte sig til de unge, efter de har opnået asyl.
Endelig er der naturligvis ”Every (young) man for himself” tesen. Hvilket ville betyde at de, der ikke har samme muligheder som unge mænd, bliver efterladt. Det er lidt langt ude, men Uppsala Universitets studier af, hvem der overlever skibskatastrofer, giver et vist belæg for en sådan tese. Mænd først, kvinder og børn sidst.
Uanset hvad forklaringen er, så er det i mine øjne et meget stort problem for EU’s flygtningepolitik eller mangel på samme. For det må antages, at fordelingen i flygtningelejre i Syriens nærområder, er en ganske anden. Det er måske endda en fordeling, der er biased i modsat retning, dvs. med forholdsvis flere ældre, kvinder, børn, syge og handicappede. Det er bare ikke dem, medierne og dermed os alle sammen, har øjne for i det aktuelle drama. Et temmelig grovkornet billede af alders og kønsfordeling for syriske flygtninge i lejre uden for Syrien fremgår af et UNHCR diagram:

Hvad med dem, der er ladt tilbage?
Her skal huske, at det drejer sig om langt flere mennesker, end det antal vi hidtil har set i den bølge af flygtninge, der er dukket op ved EU’s grænser. Heri ligger reelt det helt store flygtningeproblem, der ikke mindskes af eksisterende krige og konflikter i området.  Den muligvis ekstremt skæve fordeling af dem, der dukker op som flygtninge i Europa, er ikke det eneste problem. De levevilkår der tilbydes flygtninge i lejre i nærområdet, eller mere ad hoc som i Libanon, er fuldstændig forskellige fra de vilkår, der tilbydes i attraktive modtagerlande som Tyskland, Sverige og Danmark f.eks. Hvor tyske flygtninge med penge og andre ydelser nærmer sig niveauet for dem, der modtager Hartz 4, f.eks. tyskere, der er ledige. På trods af nedsættelse af ydelserne, i hvert fald i en periode, er ydelserne i Danmark også totalt anderledes end i Libanon, Jordan og Tyrkiet.
Der appelleres om mere hjælp til UNHCR’s lejre i nærområderne, men det virker, som om appellerne om hjælp ikke modtages ligeså velvilligt, som de flygtninge, der krydser grænserne. Lejrene forekommer vel ikke så nærværende, som dem der krydser vore grænser. Billedet er mere diffust, gråt og mindre akut og længere væk.
For 2015 viser en oversigt i UNHCR i 3RP (Regional, Refugee and Resilience Plan) , et gab på 795 millioner $ som man savner bidrag til.

Andre problemer end  fordeling.
At hævde, at vi blot skal fordele flygtninge tyndt ud over Europa er ikke engang godt nok med det nuværende antal flygtninge og væksten i strømmen gør det ikke bedre. For blot at pege på nogle af de mere iøjnefaldende problemer:
Det drejer sig i hovedsagen om flygtninge med andre sprog og vigtigst, med en totalt andeledes social og kulturel baggrund. En baggrund kan omfatte stærk religiøsitet, dybe kønsforskelle, anderledes familiestruktur, et andet syn på verden og på detaljerne i den.
Uanset om man så spreder dem bedre på lande i EU, vil det give vanskeligheder at indlejre en så anderledes kultur, i de meget stærke og stadig ret særegne nationale kulturer i lande i Europa. Det drejer sig jo ikke om flygtninge fra nærområderne, hvor forskellene er mindre. Dermed er der selv i den lille skala lagt op til uoverensstemmelser og konflikter i de lokale samfund, hvor man anbringer flygtninge. For flygtningene kan det i øvrigt betyde, at de anbringes i en slags isolation. En forøgelse af tilstrømningen ville, selv hvis antallet kun ville udgøre få procenter af EU-28 s totale befolkning, kunne risikere endnu mere alvorlige skift i stemningen i Europa og  på sigt skabe irreversible og formentlig negative forandringer, med potentielt store konflikter også i Europa. Risikoen for  erosion af det europæiske fællesskab er evident og  måske allerede begyndt. Med et tilbagefald  til en situation, hvor enhver er sig selv nok.
Et andet alvorligt problem, som tilsyneladende i øjeblikket ignoreres totalt, vedrører flygtningenes egen forskellige baggrund. Det vil være naivt at tro, at flygtninge og især de unge mænd, ikke medbringer den kultur, religion og de holdninger og overbevisninger, som i selv har været en medvirkende årsag til de stridigheder og den krig, som de flygter fra. Hvordan skulle de pludselig kunne lægge dette fra sig? Det kan også være svært at undgå, at der blandt flygtninge er tidligere kombattanter.
Hvis antagelsen er blot nogenlunde korrekt, risikerer vi, at de samme type af stridigheder kan bryde ud blandt de flygtninge vi optager. Noget af problem skulle man mene.

Er den aktuelle politik malplaceret?
JA, må konklusionen være. EU optræder naivt, kortsigtet og uden at beskæftige sig med de mulige langsigtede virkninger af den nuværende udsigtsløse, visionsløse og politikløse ad hoc reaktion på problemet med flygtninge og migranter.
Det turde være indlysende, at man har brug for mere håndfaste og langsigtede ideer, planer, beslutninger og konkret initiativer.
Her er nogle muligheder set fra et hjørne af verden:

1. Massiv opnormering af støtten til flygtningelejre og lande i nærområderne, hvilket vil betyde, at man fokuserer på de flygtninge , som netop ikke har mulighed for komme til Europa, måske er det de egentlig traumatiserede og desperate flygtninge. Her kunne det være en ide at lande bidrager efter størrelse (kvoter ligefrem). En helt anden form for fair fordeling af byrden, som vil være lettere at sluge.
2. Oprettelse af de ofte omtalte sikre zoner i Syrien til at opfange internt fordrevne og give dem den sikkerhed de har brug for. Det vil kræve indsættelse af militære styrker til at sikre områderne, ellers er vi lige vidt.
3. Større pres på parterne i Syrienkonflikten for at slutte fred.
4. Oprettelse af modtagelejre i de lande, der er mest udsatte for flygtninge- og migrantstrømme i Middelhavet og på Balkan. Med meget restriktiv asylgivning og i øvrigt finansieret af alle lande i EU.
5. Udøvelse af en mere restriktiv flygtninge politik, når det gælder ophold inden for Europas grænser. Egentlig måtte man forstille sig, at kun de flygtninge, der udvælges efter trangskriterier i flygtningelejre skulle komme til Europa. Det ville betyde, at man formentlig ville hjælpe nogen, der har langt mere brug for hjælp end de unge mænd, vi ser ankomme. Måske er  det ud fra en lignende overvejelse at David Cameron i dag har annonceret, at man vil hente flygtninge direkte fra flygtningelejrene i Syriens nærområde: “Britain will continue its approach of taking in refugees from the camps in the countries surrounding Syria, where the vast majority of the four million displaced are located. It means the hundreds of thousands of Syrians who have made it to Europe will not be relocated to Britain.” (The Independent).
6. Set ud fra et ressourcesynspunkt forekommer det også at være den rigtige politik. Det ville nemlig betyde at man i stedet for kun at hjælpe de få, på en forholdsvis dyr måde, med de samme ressourcer kunne hjælpe mange flere til en bedre tilværelse i nærområderne. Med grundforsyning, boliger, uddannelse, sygebehandling etc. Så vidt jeg har forstået regner Tyskland med at bruge 10 milliarder Euro i år på flygtninge. Man kan forstille sig, hvad sådanne midler ville betyde i nærområderne.

Det turde være indlysende, at en politik, der flytter fokus til nærområderne og forbedrer forholdene der, sammen med en restriktiv asylpolitik overfor flygtninge, hvis sikkerhed kan opfyldes ligeså godt i nærområderne, vil have større chance for at virke dæmpende på strømmen af flygtninge og for at skabe fælles accept for at hjælpe, både i EU28 og i de enkelte lande.

 

Talmagi med flygtninge og migranter

“A global surge in refugees leaves Europe struggling to cope,” lyder overskriften hos The Washington Post allerede i april 2015, mens Politiken på det seneste advarer: “Opråb: Flygtningekrise kan ende i EU's sammenbrud”. “Surge”, flygtningekrise, massive bølger. Overskrifterne er voldsomme, når det gælder strømmen af flygtninge og migranter til Europa.
Hvordan ser det imidlertid ud, hvis vi forsøger at skaffe et talmæssigt overblik? Helt let er det ikke, for ganske vist svæver der mange tal rundt i diverse statistikker og medieartikler, men det er svært at se tallene i sammenhæng og uden at forfalde til talmagi. Hvorved et givet tal af én side kan bruges til at demonstrere, hvor slemt det står til, mens en anden side kan vise, hvor lille problemet er, ved at sætte det samme tal i relation til noget andet.
For at sikre et mindstemål af overblik, sætter jeg tallene ind i en struktur, hvor jeg søger svar på disse spørgsmål:

Hvor mange flygtninge og migranter findes der globalt?

Hvor mange i områder, der er af potentiel betydning for Europa?

Hvor er de fleste flygtninge foreløbig endt?

Hvor har de søgt asyl?

Hvordan er fordelingen i Europa, absolut og relativt efter befolkningsstørrelse?

Hvor kommer flygtninge fra?

Hvilke tal har vi for migranter?

Hvor mange globalt?
UNHCR skønner i en rapport fra 2014, at der globalt findes knap 60 millioner mennesker, der betegnes som tvangsmæssigt fordrevet eller “forcibly displaced.” (UNHCR). Tallet omfatter 20 millioner fordrevne flygtninge, ca. 38 millioner mennesker, der er “flygtninge” i eget land, 1,8 millioner asylsøgende. 14 millioner tæller ikke med, fordi de i forvejen er under UNHCR’s mandat. Det gælder formentlig mennesker i UNHCR’s flygtningelejre og de 5 millioner palæstinensere, der bliver assisteret af UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine refugees).
Antallet af potentielle migranter er meget mere usikkert, baserede på skøn og fremskrivninger. Gallup har dog i et whitepaper regnet sig frem til, at 700 millioner voksne ville migrere for bestandig, hvis de kunne. Det er formentlig et tal, der kun vil vokse og det demonstrerer i hvert fald vigtigheden af at skelne mellem migranter og flygtninge.

Med betydning for Europa?
På det niveau, hvor det kan have betydning for Europa, finder vi de tre lande, der alene repræsenterer mere end halvdelen af verdens flygtninge. Det er Syrien med ca. 4 millioner, Somalia med 1,1 million og Afghanistan med 2,6 millioner. Men potentialet er naturligvis langt større. I Syrien skønnes der alene at være ca. 8 millioner internt fordrevne, og  et nyt potentiale for flygtninge eksisterer også i Afrika og f.eks. i Ukraine.
Potentielle migranter i områder med umiddelbar betydning for Europa er der ikke tal for, men Afrika tegner sig formentlig for mange millioner. Lige i øjeblikket strømmer også såkaldte Balkan migranter i tusindtal til Tyskland. Det må formodes, at antallet af potentielle migranter ligger meget højere end antallet af potentielle flygtninge

Hvor er flygtninge endt?
De store modtagere har i følge UNHCR været: Tyrkiet med ca. 1,6 millioner; Pakistan med 1,5 Millioner, Libanon med ca. 1,2 millioner. Først langt nede på listen dukker lande i Europa op. For Europa opgør UNHCR antallet af flygtninge i slutningen af 2014 til 3.107.800, men påviser også en voldsom stigning i antallet på 74% i løbet af 2014. Det skal så ses i relation til, at Europa har mere end 740 millioner indbyggere og EU-28 alene mere end 500 millioner. Hvilket får nogle til at hævde, at EU-28 nemt kan klare en større flygtningestrøm, men så enkelt kan det naturligvis ikke opgøres. Det er blot et eksempel på talmagien.

Hvor har de søgt asyl
Eurostat kan berette, at det samlede antal asylansøgere i hele 2014 var 626.065. De lande der modtog flest var Tyskland med mere end 200.000, Sverige med 81.000, Italien med mere end 64.000, Frankrig med knap 63.000, Ungarn med knap 43.000. I følge den samme tabel modtog Danmark 14.680.
Helt anderledes ser det ud, hvis vi ser på de relative tal. Hvor mange asylansøgere i forhold til antallet af indbyggere. En opgørelse  fra Der Spiegel baseret på tal fra Eurostat kan vise dette. Diagrammet viser antal asylansøgere pr. 1000 indbyggere:

En ekstrem ulige fordeling med nogle overraskelser, som f.eks. Ungarns høje andel og Tysklands måske lidt overraskende placering efter Danmark og Norge f. eks. Igen måske et eksempel på talmagien.

Hvor kommer de fra?
Til at illustrere, hvor asylansøgere kommer fra, har jeg valgt et simpelt diagram fra  BAMF (Bundesamt für Migration und Flüchtlinge):

Tallene er fra Juli 2015 og gælder Tyskland, hvor det samlede antal ansøgere i juli udgjorde 34.384. Fordelt med 26,6 % fra Syrien, 21,9% fra Albanien og 6,1% fra Afghanistan.
Ansøgere fra Albanien må anses for at falde under migrantbegrebet, uden mange chancer for asyl, og det samme gælder for Kosovo, Makedonien og Serbien.

Tal for migranter
Tal for egentlig migration blandt de mange, der søger at komme over EU’s grænser, har jeg ikke kunnet finde. Eurostat angiver dog “The number of people residing in an EU Member State with citizenship of a non-member country on 1 January 2014 was 19.6 million, representing 3.9 % of the EU-28 population.” (Eurostat).
Det er begrænset hvad dette tal siger, for den migration vi er interesseret i, er naturligvis ikke blot den legale migration eller flygtninge med asyl. En rapport fra LSE (London School of Economics) har f.eks. skønnet, at der allerede i 2007 kunne befinde sig op til  863.000 illegale immigranter i UK. Stadig er det dog ikke helt klart, hvad dette tal måtte omfatte.
Forvirringen stiger, når det gælder aktuelle skøn på migration. Den Internationale Organisation for Migration (IOM) skønner, at 350.000 migranter er ankommet ved EU’s grænser i perioden januar til august 2015. Men det inkluderer formentlig både flygtninge og migranter. Det må antages, at en stor del af de mennesker, der er kommet fra Afrika via Middelhavet vil falde under betegnelsen migranter Tyskland regner selv med, at 800.000 vil søge til Tyskland i hele 2015. Igen er det et samlet skøn, inklusive en meget stor andel af Balkan migranter.
Det rigtig ildevarslende er som tidligere nævnt, at Gallup har skønnet, at der er 700 millioner potentielle migranter i verden.

Hvad med fremtiden?
Selv om der på nogle områder findes mængder af statistik, har vi således stadig svært ved at svare på om “a global surge in refugees leaves Europe struggling to cope” Eller om strømmen af mennesker vil kaste Europa og ikke mindst EU ud i en krise, der på flere måde kan true samarbejdet, den sociale sammenhæng, værdierne og økonomien.
I virkeligheden er det aldeles usikkert, hvad der vil ske. Det afhænger af en uforudsigelige udvikling på to store områder.
På den ene side naturligvis risikoen for en voldsom acceleration i væksten af flygtninge fra krigsområder. Hvad vil der ske med de 4 millioner flygtninge i lejre uden for Syrien og de 8 millioner internt fordrevne? Der er også risiko for, at mængden af områder med krigslignende tilstande vokser og det resulterer i nye potentielle millioner. Det helt store problem, hvis omfang det er umuligt at forudsige, er naturligvis millioner af potentielle migranter fra et Afrika, der er presset af en kolossal befolkningstilvækst. “Gallup’s Potential Net Migration Index suggests that if all adults worldwide who would like to migrate moved where they wanted, many developed countries could be overwhelmed and developing nations could lose valuable human capital. Highly developed countries could see a much larger influx of young people than of educated people.” (Gallup, White paper).
På den anden side reaktionen fra EU. I øjeblikket ser vi, hvorledes kontrollen med tilstrømningen glider EU af hænde. Dublin Forordningen bliver ignoreret i stor stil og med god grund, for hvorfor skulle flygtninge-/migrantproblemer hvile alene på Italien og Grækenland. Schengen Traktaten, der vist i øvrigt blev forhandlet på en båd, kan ikke holde. Man har ikke længere kontrol over de ydre grænser og det gør vandringerne internt helt ustyrlige. Det overordnede fællesskab, i skikkelse af EU, har tilsyneladende ikke styr på problemet, men virker forvirret og optaget af helt utilstrækkelige og lettere tåbelige forsøg på løsninger. F.eks. ved at insistere på, som Tyskland og Frankrig gør det, at der må indføres tvangsmæssige kvoter.
Det helt store spørgsmål er derfor om man i tide kan finde indgreb og midler, der mindsker og regulerer tilstrømningen, og om man har vilje og evne til at agere som et stærkt fælleskab, dvs. med fast og konsekvent håndtering af problemerne.

I dele af medierne hersker en frygtelig sammenblanding af termerne flygtninge og migranter, også kaldet velfærds- eller økonomiske flygtninge. I Berlingske dækker man sig ind: “ Flygtninge og migranter i den franske by Calais stormede sent tirsdag sporområdet ”
Hvordan skelner man så mellem flygtninge og migranter? I den oprindelige konvention fra 1951 var fokus på flygtningeproblemerne efter krigen, eller som det hedder “as a result of events occuring in Europe”, og man så det endda som et tidsbegrænset problem.
Bestemmelsen af udtrykket “flygtning” omfatter personer, der “på grund af begivenheder, indtrådt inden den 1. januar 1951, og som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt ikke ønsker - at vende tilbage dertil. ” (Retsinformation).
Senere blev definitionen udvidet geografisk og tidsmæssigt og fulgt op af regionale definitioner, hvor flygtningebegrebet også kom til at omfatte mennesker, der flygter p. gr. a. “external aggression, occupation, foreign domination or events seriously disturbing public order in either part or the whole of his [or her] country.”
Konventionen indeholder dog også afsnit, der definerer, hvem der ikke kan anses for at være flygtning. F.eks. personer, der “…frivilligt påny har bosat sig i det land, som han har forladt eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; …  ikke længere kan afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning, er bortfaldet.” (Retsinformation).
Hvad skal man så forstå ved en migrant. Migranter er mennesker, der ikke vælger (ikke er tvunget til) at migrere, som følge af en direkte trussel om forfølgelse, eller risiko for at blive dræbt, men hovedsagelig for at forbedre deres levevilkår gennem arbejde, uddannelse, familiesammenføring eller andet, der bidrager til forbedring af deres levevilkår. I modsætning til flygtninge kan de vende tilbage til deres hjemlande uden at skulle frygte for de former for forfølgelse, der kan føre til en status som flygtning.
Nyhedskanalen Al Jazeera mener aktuelt, at brugen af termen migrant spiller i hænderne på dem, der kun ser ”Marauding migrants” eller økonomiske flygtninge. “The umbrella term migrant is no longer fit for purpose when it comes to describing the horror unfolding in the Mediterranean. It has evolved from its dictionary definitions into a tool that dehumanises and distances, a blunt pejorative.” (Al Jazeera).
Man vil hellere blot tale om mennesker i nød og det kan lyde vældig humant og rigtigt, men at undlade at skelne mellem flygtninge og migranter løser ingen problemer og gør endda de mennesker, der opfylder eksisterende kriterier for flygtninge, en bjørnetjeneste. De bliver nu blot en del af potentielt meget store strømme af mennesker, der af den ene eller anden grund bevæger sig mod Europa.
Spørgsmålet om et menneske er flygtning eller ej er vigtigt. Ikke mindst for flygtningen, fordi det betyder at man har nogle helt specielle rettigheder og krav om hjælp i modtagerlandet. Rettigheder og hjælp, der bestemt hverken kan eller bør tilbydes alle, der måtte komme til Europa.
En skelnen er også vigtig af andre grunde. Flygtninge må potentielt omfatte alle aldre, køn og alle mulige grader af fysisk og psykisk befindende. Migranter vil formentlig udgøre en begrænset selektion af en befolkning, dvs. i hovedsagen bestå af unge, mobile menneske, formentlig mest unge mænd, med alle former for uddannelser, eller mangel på samme. Det har naturligvis betydning både for modtagerlandet og landet, de forlader.
En skelnen er også vigtig, fordi det ikke kan undgå at påvirke synet på de mennesker, der kommer. Flygtninge ses af mange positivt som mennesker i nød, der skal hjælpes. Migranter ofte negativt, f.eks. som konkurrerende arbejdskraft.
Hvis vi skal mindske flygtninge- og migrationstrømmen er det også vigtigt at skelne mellem årsagerne til at flygte og migrere. For det vil kræve helt forskellige indsatser. Krige i Mellemøsten kan næppe afhjælpes med økonomisk hjælp, mens dårlige levevilkår i f.eks. dele af Afrika og visse Balkanlande kan.
Af alle disse grunde er det vigtigt at skelne mellem flygtninge og migranter.

Fanget i hegnet er titlen på en fotoserie fra det meget omtale hegn Ungarn rejser mod sin sydlige nabo. “Flere flygtninge sidder fast i pigtråden. Politiken har samlet de bedste billeder fra grænselandet” (Politikken). Men det er ikke kun flygtninge, der er fanget i hegnet. Politiken og mange andre medier er selv fanget i en slags hegn. De hænger fast i sensationelle billeder, både i foto, video og tekst, af de mennesker, som medierne ikke bliver trætte af at betegne som traumatiserede, desperate og parate til at dø for at komme til Europa. Og dem, der portrætteres har forstået, hvad det drejer sig om. Så vi skal se småbørn i forreste række forsøge at slippe gennem barriererne. Medierne serverer drama med døde mennesker, mennesker i overfyldte, synkefærdige gummibåde, og småbørn, der bliver (mis)brugt til at gøre indtryk på os. “Moren ser ikke, at datterens hår er fanget [i hegnet], og hiver i hende. Pigen græder endnu mere, og familien taber kostbare sekunder.” (Politiken). Sueddeutsche Zeitung kan så heldigvis berette, at de børn, der slipper fri af hegnet, modtages med teddybjørne når de ankommer med tog til Bayern.
Medierne kan berette om flygtningekaos, om strømme af natlige flygtninge på græske øer, redningsaktioner i Middelhavet og hjælpsomme mennesker fra Danmark, der bringer brugte telte og soveposer til Lesbos.
Hvad vi kun sjældent finder er nogenlunde sammenhængende betragtninger over mere basale spørgsmål i relation til flygtninge- og migrantproblematikken. Hvorfor den forvirrende sammenblanding af flygtningebegrebet og migrantbegrebet. Af mennesker, der trues på livet og mennesker, der søger en bedre tilværelse for sig selv og deres familier? Er det fordi betegnelsen flygtning virker bedre følelsesmæssigt eller det udtryk for en ægte uvidenhed eller blot forvirring? Hvorfor denne kolossale fokus på de mennesker, der forsøger at nå vores nærområde? Langt den største del af verdens flygtninge befinder sig i deres eget nærområde. Går den mediale fokus på dem, der søger til Europa, ikke ud over de øvrige millioner, der måske er i langt værre forfatning, men er ude af stand til at forlade flygtningelejre og opholdssteder i f.eks. Libanon, Tyrkiet, Jordan og Irak? Hvor finder vi betragtninger og vurderinger af, hvordan man kan håndtere det nuværende flygtninge- og migrantkaos? Hvad skal vi gøre med dem, der ikke længere hænger fast i hegnet, eller dem, der allerede er kommet i land fra gummibåden? Og hvad skal vi gøre for, at mange flere ikke kommer til at hænge fast i hegnet? Hvis tilstrømningen holder ved, vil vi før eller senere skulle håndtere nye problemer. Hvordan vil mange med en helt anden kulturbaggrund påvirke vore samfund? Hvordan må vi, kan vi og vil vi reagere på det?

Tyskerne taler om durchmerkeln (der formentlig er beslægtet med werkeln), når de skal karakterisere Merkel’s måde at håndtere store problemer. Tilsyneladende ubeslutsomt, tøvende og ledsaget af ulden tale, skyder hun problemerne foran sig, indtil de bliver så kritiske, at de giver hende mulighed for nu og her beslutninger, som alle kan se er akut nødvendige. Beslutninger, som mange vil betragte som utilstrækkelige og kortsigtede, fordi de ofte blot udskyder eller undviger afledte fremtidige problemer. Durchmerkeln karakteriserer Merkel’s politik i relation til store problemer som Eurokrise, Grækenland forhandlinger (eller forhalinger), og den aktuelle flygtninge-/migrantkrise.
Durchmerkeln kan ses som en variant af problemløsning baseret på muddling through. En form for inkrementalistisk beslutningstagning, der ikke støtter sig på et omfattende rationelt analysearbejde og vidtrækkende beslutninger. I stedet støtter man sig på successive sammenligninger af mulige variationer over, hvad man allerede gør, og træffer begrænsede beslutninger, der ikke forventes at lede til drastiske forandringer. Det skaber mulighed for at vælgerne stiltiende kan affinde sig, og mindsker risikoen for en markant modstand mod ens beslutninger. Merkel’s håndtering af flygtninge-migrantproblemet viser hvorledes det kan virke på kort sigt:
“Beim Thema Flüchtlinge hat Merkel nach langem Zaudern ihren Ton gefunden: Jetzt ist sie die Flüchtlingskanzlerin. Auf der einen Seite zeigt sie Mitgefühl und spricht von unfassbarem Leid. Auf der anderen Seite stellt sie klar: Wer nicht in Not ist, kann nicht bei uns bleiben. Alles weitere regelt ein Zuwanderungsgesetz, irgendwann. Da bleibt sie wie gewohnt wolkig. Und das fällt wie so oft nicht weiter auf. Bloß nichts überstürzen. Damit trifft sie ziemlich genau die Stimmung des Mainstreams - und sicherlich auch die Stimmung in so manchem SPD-Ortsverein. " (Der Spiegel).
Durchmerkeln eller herummerkeln synes at have meget til fælles med det man gør, når man bakser med noget man ikke helt kan overskue og aldrig bliver færdig med. Problemet er, at det ikke fører til grundlæggende løsninger af de store problemer, man bakser med i Europa: Eurosamarbejdet, arbejdsløsheden i Sydeuropa og manglen på økonomisk vækst, Ukraine-Rusland problemet, flygtninge-migrantproblemet, klimaproblemer. Tværtimod synes antallet og omfanget af uløste problemer at vokse. Merkel’s dagsaktuelle svar er imidlertid et ubegrundet optimistisk “Wir schaffen das”
Merkeln synes at karakterisere hele Europa i øjeblikket. Hun er bestemt ikke alene. EU-kommissionen synes at være plaget af den samme ubesluttende, udskydende, holdning til de store problemer.