Too many cracks to count....
Lige nu synes der at være alt for mange steder, hvor hele ideen om et fælles og fredeligt EU krakelerer. Meningsmålinger antyder at UK er på vippen til at kaste fortøjningerne til EU, selvom det tydeligvis aldrig har været Camerons bagtanke da han lovede en afstemning om medlemskabet af EU. Stemningen er ikke god. Alt for mange føler at en politisk og økonomisk euroelite ignorerer de uløste problemer som EU-landene står overfor.
Hånligt afviser eliten en uvidende masses bekymringer, vi har bygget et europæisk statsfælleskab, som slet ikke kan forlise. Mange eliter har før dem været præget af den samme overbevisning om at have den rigtige og sikre løsning. En Titanic, der ikke kunne synke, en aftale om "peace for our time" og en euro, der ville bringe vækst og velstand til alle dens medlemmer.
Nu krakelerer mange af forestillingerne. Realiteterne vil ikke bøje sig for håbet og fantasien, ridser bliver til revner, revner til kløfter.
Oppe på broen blandt den politiske og bureaukratiske euroelite forsøger man at holde kursen ved at tale sig udenom de problemer og forhindringer, der melder sig stadig hyppigere fra en mere og mere uklar fremtid.
Meget taler for mere forsigtighed og lavere hastighed i EU, men det er ikke ideen i EU's "The five president's report," hvor en politisk elite ser en stadig tættere union for sig, en "deep, genuine and fair economic and monetary Union", en union med convergence, prosperity, social cohesion, med en integreated economy, sound and integrated fiscal policies, for slet ikke tale om democratic accountability, legitimacy, and institutional strengthening."  Dagdrømmerier om en "pie in the sky" union, mens man tydeligvis ikke aner, hvad man skal stille op med alle de problemer og konflikter, der dagligt eroderer hele fundamentet. At sætte farten op hjælper nok ikke.
Her er der ikke plads til at gennemgå alle de aktuelle problemer og konflikter der truer unionen. Der er simpelt hen for mange, fra manglende økonomisk vækst ledsaget af austeritetspolitikker, høj arbejdsløshed i Sydeuropa, tiltagende problemer i en stor økonomi som Frankrig, Grexit, Brexit og Nexit-farer, og en mere og mere uheldsvanger tysk dominans. Mere uhåndgribelige problemer udgøres af det demokratiske deficit, eurokratiet og  uigennemskueligheden i beslutningsprocesserne. Der er manglende evne til at håndtere de kriser, som melder sig udefra. Konflikten med Rusland, en meget ringe evne til at påvirke konflikter i Mellemøsten, og øget muslimsk inspireret terrorisme. Helt aktuelt er der flygtningekrisen, der forsøges mindsket med en leflen for autoritære styrer, f.eks. i Merkel's plan om at betale andre for at holde problemet på afstand, mens man forsøger at bilde befolkningerne ind, at man sagtens kan klare nogle millioner flygtninge, med en helt anden kulturel baggrund og en helt anden indstilling til staten og civilsamfundet, til religion, og til forholdet mellem kønnene.
Alle disse problemer, konflikter og kriser er uløste. På sigt kan de have fuldstændig uoverskuelige konsekvenser, men oppe på broen nøjes de med besværgende at bekræfte hinanden i, at de er på den rigtige kurs.
Nede på dækket er Europas befolkninger ved at tabe tiltro til dem, der gemmer bag mørke panserglas ruder og ignorer befolkningens bekymringer.
Overalt i EU mærker man en vis uro, en fornemmelse af, at de deroppe ikke har styr på det hele. Det blev tydeligt med eurokrisen, og det tog i hvert fald fart da flygtningetoget bevægede sig op gennem Europa, tiltrukket af de lokkende toner fra "fløjtespilleren" i Berlin.
Kriserne har givet uro i det politiske landskab, gamle partier vakler i vælgertilslutning og nye partier vinder pludselig gehør. Måske lidt enkelt , men det ser ud som om økonomiske problemer har givet vækst til mere venstreorienterede partier i de sydlige dele af Europa, mens især flygtningekisen har givet vind i sejlene til de højreorienterede partier i store dele af Europa.
Lad os se hvor galt det står til med højredrejningen og den nationale venden sig væk fra det europæiske fællesskab.
 
Ud til højre ...
For nylig gengav Politiken af et Infomedia studie, der viste tegn på en markant højredrejning i dansk politik. Sensation var hos Infomedia illustreret med diagram

I Politiken forklarer studiets forfatter: "Danskerne kan tilsyneladende ikke få flygtningepolitikken stram nok. Vi kan se, at gennemsnitsdanskeren vil tage imod langt færre flygtninge, end de ville under valgkampen for bare 1 år siden. Oven i hatten mener næsten halvdelen af alle danskere, at regeringens mange stramninger ikke har været stramme nok. Hver fjerde dansker savner et parti i Folketinget, som er endnu strammere end DF." (Politiken).
Forskere udtaler at det er et paradoks, for politikerne har jo strammet og alligevel befolkningen blevet mere afvisende over for flygtninge. Mon ikke forskeren gør danskerne dummere end nødvendigt, for erfaringer med de flygtninge/migranter, der allerede er kommet, kan sagtens være med til at forklare en endnu mere afvisende holdning.
Efterhånden er det jo ved at gå op for selv den mere idealistiske og verdensfjerne del af befolkningen, at flygtningene ikke repræsenterer et tilskud til væksten, men en langvarig byrde, der oveni købet ikke ser ud til at have stor tilpasningsevne, ja måske ligefrem er utilfredse med selve grundbetingelserne i det samfund, der giver dem husly og udkomme,. Som når man kan læse, at elever med en muslimsk baggrund ikke har lyst til at høre om de værdier, der præger det danske samfund.
Måske ikke så underligt at nogle savner et parti, der vil føre en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti.
I forhold til andre lande kan man dog hævde, at det danske partilandskab for længst er blevet forandret af Dansk Folkeparti. I al stilfærdighed, sådan da, har Dansk Folkeparti fungeret som en lynafleder for utilfredsheden hos en stadig større del af befolkningen, der ikke følte at de gamle etablerede partier tog dem alvorligt. Med Dansk Folkepartis succes, blev der blevet skabt en åbning i den barriere mod højre, som de øvrige partier krampagtigt har forsøgt at opretholde i mange år. Nu vover flere og flere sig gennem barrieren og ud i et højrelandskab, hvor Dansk Folkeparti førhen tumlede sig helt alene. Fra Venstre over Socialdemokratiet til SF hører kan man efterhånden høre udsagn, der ikke ville have været stuerene i Poul Nyrups tid. Stilfærdigt og basalt demokratisk har Dansk Folkeparti skabt plads til denne åbning mod højre for næsten alle de øvrige partier. Måske er det deres allerstørste fortjeneste.
 Så stilfærdigt demokratisk går det ikke til alle steder.
 
Midten bliver radikal
Krampagtigt har man i Tyskland holdt fast på en absurd forestilling om, at der så sandelig ikke var plads til højrepopulistiske partier i Tyskland. Fortiden skræmmer jo. I stedet har man fået en stor koalition i form af GROKO'en (GROsse KOalition) bestående af CDU/CSU (de kristeligt demokratiske partier) og SPD (socialdemokraterne), med en meget lille opposition bestående af partierne "Bündnis90/Die Grünen" og af "Die Linke" Med CSU i Bayern som eneste undtagelse, var der således absolut ingen til at opponere mod Merkel's lokkende fløjtespil  og hendes"Willkommen!" til mere end en million flygtninge og migranter.
Med afsky betragtede de etablerede partier fremvæksten af protestbevægelser som Pegida (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes). For fremtrædende politikere som Vicekansler Gabriel var der tale om pak, med holdninger, der ikke hørte hjemme i Tyskland. "Rechtsradikal, Rassistisch Fremdenfeindlich," lød nogle af skældsordene fra det officielle Tyskland, medierne inklusive.
Mens protesterne mod en masseindvandring af mennesker med en ganske anden kulturel baggrund ville ikke aftage og bidrog til fremvæksten af et nyt parti med navnet "Alternative for Deutschland," (AfD), der i løbet af ingen tid opnåede flotte stemmetal ved tre delstatsvalg, mens de store partier mistede stemmer. Meningsmålinger viser at især SPD stadig taber tilslutning og derfor efterhånden må være tæt på at være desperate. 
Alligevel holder den politiske elite sig billedlig talt for næsen, for ikke at mærke "stanken" fra den "højrepopulistiske sump" som de mener både Pegida og AfD er vokset ud af. Spøgelser fra fortiden skræmmer og det er vel derfor man forsøger at mane AfD og de protesterende ned i glemslen igen.
Her er Tysklands problem. Af bare angst for fortidens spøgelser, nægter de etablerede partier at lytte til legitime bekymringer og protester. Den utilsigtede konsekvens kan være at protesten radikaliseres, i stedet for som i Danmark, at blive optaget på demokratisk vis.
Et billede at stemningen i Tyskland finder man i undersøgelsen med titlen "Die Enthemmte Mitte" (Midten uden hæmninger). Hvis man kan fæste lid til undersøgelsen er der en udbredt utilfredshed med den aktuelle politik.
 Man har f.eks. set på graden af fremmedfjendskhed:

32,1 procent, der mener at udlændingen kun kommer for at udnytte socialstatens tilbud, 26,1 procent at udlændinge skal sendes hjem, hvis der er mangel på arbejdspladser og hele 33,8 procent, der mener at Tyskland i farlig grad præges af fremmede.
Hvis dette billede virkeligt er repræsentativt har tysk politik  virkelig  problemer.
 "Uberfremdungs"-problemet forbindes især med den muslimske indvandring. Det antydes i hvert fald af følgende diagram, der viser sammenhængen mellem politisk hjemsted og svar på udsagnet: "Durch die vielen Muslime hier fühle ich mich manchmal wie ein Fremder im eigenen Land."

Her skal man især lægge mærke til, at der selv indenfor de store partier i regeringskoalitionen findes omkring 45 procent, der bejaer udsagnet.
Mens vi Europa har travlt med at håne Donald Trump for hans forslag om at ville sætte et midlertidigt stop for muslimsk indvandring, er der i Tyskland over 30 procent af dem, der hører hjemme blandt CDU/CSU og SPD, der siger ja til udsagnet "Muslimen sollte die Zuwanderung nach Deutschland untersagt werden."  Altså stop for indvandring af muslimer.
Måske antyder sådanne studier, at der ved at være en voksende kløft mellem de etablerede politikere med deres selvretfærdige og selvgode udsagn og de mange mennesker i befolkningen, der i frustration tiltrækkes af mere radikale synspunkter.
Måske er der en direkte sammenhæng mellem de utallige anslag mod flygtninge opholdsteder i Tyskland og de etablerede partiers afvisning af denne frustration. BKA (Bundes Kriminal Amt) konstaterer i hvert fald at der i 2015 har været 1.005 anslag mod flygtninges opholdssteder.
Spørgsmålet er derfor om der mangler en demokratisk lynafleder for befolkningens utilfredshed. Måske har man Tyskland ikke nok tiltro til demokratiet, hvorved man i misforstået afvisning af legitime synspunkter blandt befolkningen i virkeligheden fremmer, hvad man forsøger at undgå, at konfrontationen bliver mere ekstrem. Det ville være tragisk.
Tyskland er dog ikke ene om  opleve en fremvækst af protester mod indvandringen og dens følger.
 
Bundvending i Europa?
I biologien repræsenterer bundvending et fænomen "hvor der pludselig siver eller bobler af metan, svovlbrinte og andre gasser op fra den iltfrie bund" (denstoredanske.dk).
Er det ikke et billede på, hvad der er ved at ske i europæisk politik? Hvor politikere, der ikke vil give luft (ilt) til befolkningens bekymringer, i stedet må finde sig i, at de efter deres mening afskyeligt lugtende meninger og udsagn bliver ved med at boble op fra folkedybet.
Pegida, Legida  og AfD  har derimod ikke været sene  til at give ilt til de   meninger, der bobler op, mens etablerede partier forøger at mane dem i jorden igen med verbale ringeagts ytringer og holden sig for næsen.
Det er næppe nok til at holde dem nede, for i de seneste år har vi oplevet en generelt stigende tilslutning til sådanne partier i Europa.
Herunder har vi opstillet en  liste, der viser den procentvise tilslutning til højreorienterede nationalistiske partier, der i varierende grad vender sig mod indvandring.

Der er kun medtaget partier, der for nylig har opnået over 10 procent tilslutning ved valg eller i meningsmålinger.  Det betyder, at "Vlaams Belang" fra Belgien, der er dykket kraftigt i meningsmålinger og Grækenlands "Golden Dawn" ikke er medtaget.
Skal vi fortsætte med at holde os for næsen over disse partiers politik. Ud fra en idé om, at de repræsenterer ildelugtende bobler fra mennesker uden de rette værdier og uden de rigtige holdninger. Mennesker, der ikke kan fatte storheden i det storslåede og humanistiske projekt som eliten står for.
Især den venstreorienterede del af eliten  synes paradoksalt nok i al deres selvgode åbenhed og tolerance langt mere villige til at acceptere tilbagestående religiøse idelogier, som strider mod alle de værdier, der er kæmpet for i Europa, hvorimod de møder de nye partiers budskaber med ekstrem intolerance og afvisning, endskønt de protesterende står tættere på værdier, som har været grundlaget for udviklingen af moderne vestlige demokratier. Bizart ja, og i sidste ende selvdestruktivt, for hvis muslimsk religiøs fundamentalisme får magt som de har agt vil det betyde enden på den selvgode åbenhed og tolerance som venstreorienterede hævder at stå for.
Hvis boblerne nedefra fortsat ses som noget, der skal bekæmpes, risikerer man at modstanden nedefra vokser, så man til sidst ender i en situation, hvor der opstår ønsker om autoritære løsninger, måske for at undgå religiøs terror og/eller borgerkrigsagtige tilstande.
Svage antydninger af, at det kan ende sådan får man, når man betragter den nye polske regering, og støtten til autoritære tendenser i Ungarn, eller en ubehagelig en understrøm af meninger i Tyskland, der er gengivet i diagrammet herunder.

Hvis vi ikke skal risikere en at sådan udvikling breder sig i større dele af Europa,  er på tide at lytte til de meninger og den bekymring, som befolkningens protester  og tilslutningen til de nye partier er udtryk for.  Desværre varer det nok længe  før denne erkendelse  når op i toppen af de etablerede partier, for slet ikke at tale  om et nærmest handlingslammet EU.

Bombastic bluntness
I december sidste år opfordrede Donald Trump til et foreløbigt forbud mod at tillade muslimers indrejse i USA, med henblik på at forhindre terrorisme: "A total and complete shutdown of Muslims entering the United States until our country's representatives can figure out what is going on."
Han støttede sin opfordring på en undersøgelse fra det højreorienterede "Center for Security Policy," der synes at vise, at op mod en fjerdedel af muslimer i USA fandt voldelige aktioner berettigede, som led i en global jihad, og at et flertal af muslimer "agreed that Muslims in America should have the choice of being governed according to Shariah" (Atlantic). Et kig i undersøgelsen viser dog, at der kan være visse problemer med repræsentativiteten, kun 600 muslimer var blevet spurgt i en online survey.
Senere trak Trump lidt i land ved at hævde, at der kun var tale om et forslag.
Efter anslaget i Florida var Trump dog hurtigt ude med en ny variation af forslaget, nu i form af et løfte om at holde muslimer fra visse lande ude af USA: "When I’m elected, I will suspend immigration from areas of the world where there is a proven history of terrorism against the United States, Europe or our allies until we fully understand how to end these threats."
Trump's begrundelse:"We cannot continue to allow thousands upon thousands of people to pour into our country, many of whom have the same thought process as this savage killer," og tilføjede så "many of the principles of radical Islam are incompatible with Western values and institutions."
Det er i øvrigt slet ikke umuligt at indføre et forbud mod immigration af visse grupper. For lovgivningen om immigration gør det muligt at "suspend the entry of all aliens or any class of aliens," hvis man kan hævde, at det vil være "detrimental to the interests of the United States." (cnbc)
Om mandagen efter anslaget i Florida forstærkede Trump kritikken af Obama som en mand, der hverken var "tough" eller "smart" og fortsatte "why isn't he addressing the issue? He's not addressing the issue. He's not calling it what it is. This is radical Islamic terrorism."
 Trump's udtalelser, forslag og løfter forekommer bizarre , overdrevne og urealistiske, men de rører ved et problem, der optager mange, ikke blot i USA men også i Europa. Er der en grundlæggende inkompatibilitet mellem en fundamental muslimsk ideologi og vestlige demokratier? Eller er der, som i andre terrorbevægelser, som f.eks. RAF i Tyskland, tale om en begrænset , men særdeles ekstremistisk udvækst af en bestemt ideologi.
 
Sophisticated sophistery
Efter et møde om en forstærket indsats mod ISIL (eller Daesh) tirsdag d. 14 juni trådte en helt åbenlyst vred Obama frem for pressen. Efter en længere redegørelse for indsatsen mod IS, kom han til det punkt, der tydeligvis havde vakt hans vrede. Modstandernes og Trump's kritik af Obama's vægring mod at tale om radikal islamistisk terror.
"And let me make a final point. For a while now, the main contribution of some of my friends on the other side of the aisle have made in the fight against ISIL is to criticize this administration and me for not using the phrase “radical Islam.” That’s the key, they tell us -- we can’t beat ISIL unless we call them “radical Islamists.” What exactly would using this label accomplish? What exactly would it change? Would it make ISIL less committed to trying to kill Americans? Would it bring in more allies? Is there a military strategy that is served by this? The answer is none of the above. Calling a threat by a different name does not make
it go away. This is a political distraction."
Obama's argumentation er som altid velformuleret og nuanceret, men her er han på vej ind i en slags sofistikeret sofisteri. (Sophistry, the use of clever but false arguments, especially with the intention of deceiving). For hvordan kan han undgå at se de aktuelle terroranslag som et udslag af en radikal form for islam? Er det ikke at fornægte realiterne? Lidt i stil med det faste omkvæd, "Det har ikke noget at gøre med religion." Det er bare en slags uforklarlig terror, der ikke har baggrund i, eller bliver inspireret af islam.
Naturligvis kan Obama indse, at det ikke passer, men hans ærinde er et andet. Han forsøger af al magt at forhindre, at den radikale version af islam bliver forbundet med islam og fremfor alt naturligvis med religionens udøvere. Hans påstand: Hvis vi gør det, går vi IS's og andre terrorgruppers ærinde.
"if we fall into the trap of painting all Muslims with a broad brush and imply that we are at war with an entire religion -- then we’re doing the terrorists' work for them."
Uden at nævne Trump ved navn langer han ud efter ham. "We now have proposals from the presumptive Republican nominee for President of the United States to bar all Muslims from emigrating to America. ... Where does this stop? The Orlando killer, one of the San Bernardino killers, the Fort Hood killer -- they were all U.S. citizens" Altså blot en variant af andre former for homegrown terrorisme. Han nævner ikke, at alle disse tilfælde af terror blev forøvet af muslimer.
 Obama frygter, at Trump's og andres retorik vil sætte sig spor i den almindelig mening: "Are we going to start treating all Muslim Americans differently? Are we going to start subjecting them to special surveillance? Are we going to start discriminating against them because of their faith? We’ve heard these suggestions during the course of this campaign. Do Republican officials actually agree with this? Because that's not the America we want."
Obama har dog et problem. Er det ikke muligt, at Trump's stumpe retorik afspejler en mening, der allerede har dannet sig? Ud fra den simple konstatering, at vi har oplevet det ene terrorangreb efter det andet i en bestemt religions navn. Hvis det er tilfældet, kommer Obama's heftige udfald og sofistikerede retorik let til at virke som det rene sofisteri.
 
See-through populism
En tredje politiker, men fra Europa, har for nyligt blandet sig i debatten i et interview. Frankrigs altid hyperaktive Nicolas Sarkozy.
I interviewet hævder Sarkozy at vi befinder os i en ydre krig med IS's og Al-Qaeda, men også en indre krig. En krig med vore egne "Landsleute, die Anhänger des radikalen Islam sind."
Vi derfor åbent benævne denne fjende: "Wenn man den Feind besiegen will, muss man ihn benennen: Unsere Feinde sind der Dschihadismus und der radikale Islam, die sich gegenseitig befruchten. Wir können nicht akzeptieren, wie der radikale Islam die Frauen behandelt, wie er Homosexuelle verfolgt. All das ist eine Schande."
Sarkozy lytter således ikke til Obama, for her er der igen tale om at bekæmpe en radikaliseret islam, og Sarkozy har nogle særdeles skrappe forslag til bekæmpelse, helt præcist fire forslag:
For det første må alle islamister sættes i isolationsfængsel. Siger han virkelig det? Her er i hvert fald den ordrette gengivelse fra interviewet: "Erstens, alle Islamisten müssen in Isolationshaft" Vi skal dog huske, at han formentlig tænker på de få tusinde, der allerede er under observation for radikalisme.
For det andet skal der opbygges en efterretningstjeneste i fængslerne. Her tænker han vel på den radikalisering, der foregår i fængslerne. For tredje skal udlændinge og franske borgere med dobbelt statsborgerskab, der har forbindelse med terroristiske foreninger straks udvises. Hvorfor har Frankrig ellers en undtagelsestilstand? Hvis de ikke kan udvises, skal de forsynes med elektronisk fodlænke.
For det fjerde må der etableres de-radikaliseringscentre, hvor alle, der er blevet dømt for terrorisme, skal gennemgå de-radikaliseringsprogrammer.
For at forhindre at potentielle terrorister kommer ind i landet, skal der opbygges "hotspots" syd for Middelhavet, med henblik på at vurdere asylanmodninger før de pågældende overhovedet har krydset Middelhavet.
Sarkozy's pludselige og meget hårde markeringer af kampen mod en radikal islam synes let gennemskuelige. Hvis han skal gøre sig håb om at fremme sin egen politiske genopstandelse, skal han have fat i de vælgere, der for længst er forsvundet over til Marine Le Pen's Front National. Men spørgsmålet er vel om franske vælgere tror på hans seneste hektiske "flue i flaske" aktivisme.

From surge to trickle
UNHCR opgør dagligt strømmen af flygtninge og migranter over Ægæerhavet og Middelhavet og videre op ad Balkan-ruten ved at se på, hvor mange der krydser grænserne.
For mandag d. 13. juni viser UNHCR's opgørelse, at strømmen over Ægæerhavet og videre op gennem Balkan er svundet ind til næsten ingenting. Kun 37 flygtninge ankom til Grækenland. Ingen krydsede den lukkede grænse til Makedonien (FYR). Til gengæld er strømmen over Middelhavet fra Nordafrika til Italien voksende. Italien modtog således 2.044 flygtninge eller i formentlig snarere migranter, over 70% af de registrerede er således unge mænd..

Vi kan se at Balkan ruten stort set er lukket og bølgen af flygtninge til Grækenland er svundet ind og nu udgøres af drypvise ankomster af flygtninge.
Hvis vi sammenligner med tallene fra f.eks. d. 13. november 2015 ser vi en markant forskel. Grækenland modtog 4.909 flygtninge fra Tyrkiet og 6.826 krydsede grænsen til Makedonien. Længere oppe på Balkan ser vi et tilsvarende billede. Bemærk dog, at Ungarns lukning af grænsen betyder, at kun 6 personer har krydset grænsen denne dag. Strømmen er simpelthen tvunget vestover til Kroatien og Slovenien. Italien registrerer på dette tidspunkt kun ganske få illegale ankomster, formentlig pga. tidspunktet på året..

Hvad stoppede strømmen op gennem Vestbalkan?
Umiddelbart skulle man formode at det var aftalen mellem Tyrkiet og EU, der blev udmeldt d. 18 marts i år. Her er det vigtigste punkt i aftalen:
"All new irregular migrants crossing from Turkey into Greek islands as from 20 March 2016 will be returned to Turkey. This will take place in full accordance with EU and international law, thus excluding any kind of collective expulsion. All migrants will be protected in accordance with the relevant international standards and in respect of the principle of non-refoulement." (EU-Turkey statement).
Fra d. 20. marts 2016 skal alle flygtninge, der ikke søger asyl i Grækenland returneres til Tyrkiet. Der kan dog være individuelle forhold, som vil forhindre en tilbagesendelse. Græske domstole synes f.eks. at have lagt hindringer i vejen.
Er det så forklaringen på at den daglige bølge af flygtninge fra Tyrkiet er blevet til smådryp?
Ikke hvis man skal tro Frontex. For nogle dage siden kunne "Die Welt" med henvisning til Frontex hævde, at "Blokaden af Balkan-ruten var mere virksom end EU-Tyrkiet aftalen" (Die Welt).
 
"Als nach dem 19. Februar die mazedonischen Behörden striktere Auswahl-Regeln für die Einreise aus Griechenland einführten, ging die Zahl der ankommenden Personen in Griechenland aus der Türkei umgehend zurück" (Die Welt).
 
Det er uklart hvad man mener med omgående, for på det tidspunkt var vejrforholdene i Ægæerhavet endnu af stor betydning for det daglige antal af flygtninge fra Tyrkiet. Blot til illustration d. 29. februar ankom 2.072, men d. 1 februar kun 609.
Før vi ser nærmere på Frontex påstand træder vi et skridt længere tilbage i tiden. For grænselukningen i Makedonien og på Vestbalkan falder i to etaper. Første etape i efteråret 2015 indledes med at landene på Vestbalkan meddeler, at personer, der må betragtes som økonomiske migranter, ikke vil få lov til at passere grænserne på vej op ad Balkan-ruten.
D. 20. november 2015 kunne man læse: "Four countries along the migratory route in the western Balkans have in one day closed their borders to all migrants except those from Syria, Iraq, and Afghanistan, in a move that each justified because of restrictions imposed by the next country in the chain." En talsmand fra Slovenien begrunder beslutningen med, at man kun vil tage mod flygtninge "from countries where there are armed battles." (euobserver).
Variationen i det daglige optag af flygtninge er også her påvirket af vejrforhold, men vi kan da forsøge at se på situationen d. 13. december 2015.

Grænserne er stadig åbne for syriske og andre flygtninge, så det daglige indtag på Balkan ruten er stadig voldsomt, men dog væsentlig mindre end d. 13. november. Og det er i hvert fald en kendsgerning, at der sker en ophobning af mennesker i Grækenland, der ikke opfylder Balkanlandenes definition af flygtninge. Så ja, lukningen har effekt. Hvor meget kan dog ikke siges med sikkerhed. Ligesom man kun kan spekulere over om det har konsekvenser tilbage i kæden, i form af at færre tager af sted til Grækenland i håbet om at blive godtaget som flygtninge ved grænsen til Makedonien.
I marts 2016 træffer flere lande på Balkan så den afgørende beslutning, man lukker fuldstændigt for den transitrute, der har dannet sig på Vestbalkan: "At the beginning of March 2016, Slove­nia and Croatia announced the decision to close the transit corridor altogether and return to the rule of law and full implementation of the Schengen Bor­der Code. In this respect, only persons who fulfil the legal entry conditions or those who express the wish to apply for asylum and later remain on their terri­tories will be allowed to enter the respec­tive countries." (Frontex)
D. 9. marts kan medierne derfor fortælle, at Makedonien (FYR) har lukket grænsen til Grækenland for alle flygtninge og migranter. I The Telegraph hedder det f.eks.: "Macedonia fully sealed its border with Greece today, shutting down the Balkan trail used by more than a million people and triggering fears migrants will take far more dangerous routes to Western Europe." (Telegraph). Man må formode at det en oplysning, der lynhurtigt siver ned gennem de sociale netværk til flygtninge i Grækenland og potentielle flygtninge på vej fra Tyrkiet.
Effekten er dog næppe så umiddelbar som det hævdes, for mange af dem, der stædigt forbliver i flygtningelejren i Idomeni, tror stadig på løse rygter om at grænsen på et tidspunkt vil blive åbnet igen. Det siger deres erfaring og derfor appellerer de med hjemmelavede plakater til Merkel, at hun skal åbne grænsen for dem.
Kan vi se effekten af den totale  grænselukning på UNHCR's opgørelse? Hvis vi f.eks. ser på situationen d. 13. marts i år?

Der kommer stadig flygtninge fra Tyrkiet, men dog i en reduceret strøm. Her skal vi huske, at der forekommer store daglige udsving. Alligevel er der ingen tvivl om, at grænselukningen har en effekt på flygtningestrømmen på Vestbalkan. Ingen passerer grænsen (ingen bliver i hvert fald registreret) fra Grækenland til Makedonien.
Vi skal her bemærke, at aftalen med Tyrkiet endnu ikke er trådt i kraft, man ved kun hvad den eventuelt kan gå ud på. Så umiddelbart skulle man tro, at mange vil forsøge at udnytte at aftalen endnu ikke er trådt i kraft.   Hvis man ser på  UNHCR's tal  synes det imidertid ikke at være tilfældet.  Så det vi ser her, at  ikke-EU landet  Makedonien( FYR) for en tid i hvert fald stopper helt  for strømmen af flygtninge til Vesteuropa.
Efter aftalen med Tyrkiet træder i kraft d. 20. marts 2016 kan vi efterfølgende konstatere, at strømmen tørrer helt ud.
Hvad var det så der stoppede strømmen?
Det kan ikke siges med sikkerhed, men ud fra det foreliggende er det tydeligt, at strømmen op gennem Vestbalkan i første omgang blev droslet ned med vedtagelsen om kun at lade flygtninge fra lande, hvor der hersker krig, passere grænserne.
I marts i år fører beslutningen om at blokere grænsen mellem Makedonien og Grækenland til at Balkanruten bliver totalt lukket.
Det gav Grækenland et problem, for selv om strømmen fra Tyrkiet tilsyneladende også blev formindsket,  foregik der stadig en ophobning af flygtninge og migranter i Grækenland. En ubærlig byrde for landet.
Man kan naturligvis formode, at de utålelige forhold i sig selv ville have bidraget til at mindske strømmen fra Tyrkiet. Hvis man ikke kan komme videre fra Grækenland er der jo ingen mening i at forlade Tyrkiet.
Før en sådan effekt kom til fuld udfoldelse, trådte EU-Tyrkiet aftalen imidlertid i kraft og det fik strømmen til at tørre helt ud.
Men må vi ikke, som Frontex gør det, konstatere, at det reelt var Balkanlandenes effektive grænselukninger, der satte en stopper for strømmen, mens EU-Tyrkiet aftalen måske blot fremskyndede et stop for den resterende strøm til Grækenland.
 
Main lessons learned
I Frontex's"Western Balkan – Annual risk analysis 2016" hævder man, at en af de erfaringer man drage af flygtningekrisen er at forestillinger og rygter spiller en en vigtig rolle for flygtninge og migranter.
Det spillede i første omgang en vigtig rolle for det vi kan kalde "The surge":
"Many would-be migrants from Syria, Iran, Iraq, North Africa or Pakistan de­cided to travel to Greece en masse after they became convinced that the Western Balkan route was open, fast and cheap and that some EU Member States would accommodate them. These perceptions proved to be very difficult to dispel."
Hvem udløste de forestillinger, der var så vanskelige af udrydde bagefter. Svaret må i første række være Kansler Merkel, der i sensommeren august/september på egen hånd signalerede en åbning af den tyske grænse og bidrog til forestillingen om en "Willkommenskultur." Hendes beslutning blev optakten til hastig vækst i flygtninge- og migrantstrømmen.
I mindre grad gjaldt det samme for Sverige, men her var det ikke et resultat af en pludselig indskydelse.
Tysklands åbning blev fulgt af "open corridor" politik i landene på Vestbalkan. Derved blev der skabt en transitrute  fra Tyrkiet og Grækenland frem til den tyske grænse. Der blev indrette transitlejre, bus og togtransport, for det gjaldt om at befordre migranter og flygtninge så smertefrit og så hurtigt som muligt videre til deres ønskemål. " An almost ‘open doors policy’ im­plemented by offering planned and or­ganised bus and train transportation across most of the region" (Frontex).
Frontex hævder således, at markeringen af åbne tyske grænser og af en "åben transitkorridor" overbeviste flygtninge og migranter om at vejen til Vesteuropa og især Tyskland og Sverige nu lå helt åben. Resultatet blev en næsten ustoppelig bølge, "the surge".
Vi kan drage en anden lære. Merkel's påstand om, at det ville være umuligt at lukke EU's ydre grænser, blev gjort til skamme af både EU medlemslande og ikke-EU medlemslande, som f.eks. Makedonien (FYR).
Merkel's hårdnakkede og formentlig desperate satsning på Tyrkiet og accept af at betale allehånde "beskyttelsespenge" til Erdogan, var måske unødvendig. I stedet kunne man have satset på at lukke de ydre grænser gennem mere effektiv hjælp til Balkanlandene, som f.eks. Østrig gjorde, og fremfor alt en effektiv "push back" strategi i Ægæerhavet. Naturligvis kombineret med langt mere hjælp til flygtninge i nærområderne.
Vi kan nemlig drage den lære, at flygtninge og migranters forestillinger og forhåbninger i allerhøjeste grad påvirkes af politiske udmeldinger, andre flygtninges  erfaringer, diverse rygter, medieberetninger etc. Hvis vi skal reducere aktuelle og fremtidige flygtninge- og migrantstrømme, skal der således skabes negative erfaringer, rygter, der fremhæver det umulige i forehavendet og medieberetninger om, at det vil være umuligt at få ophold i Europa.
Sådanne forestillinger kan ikke skabes ved snak alene. De kan kun dannes på basis af en konsistent og markant praksis, hvor man gang efter gang kan demonstrere, at forsøg på at krydse grænsen til EU illegalt ikke vil lykkes. Lille Makedonien, Spanien og især naturligvis Australien med sin "No Way" strategi har demonstreret, at et effektivt grænseværn er muligt.
Kun en total lukning er  nemlig rigtig overbevisende.  Den aktuelle EU-strategi  derimod på flere punkter  både tåbelig, uansvarlig og skruppelløs.  Tåbelig, fordi den  ikke virker, se blot operation Sophia i Middelhavet og strømmen til Italien,  uansvarlig, fordi den indebærer at man begiver sig i hænderne på magthavere som Erdogan,  og skruppelløs,  fordi den med sikkerhed indebærer, at mange flygtninge- og migranter  vil omkomme i deres forsøg på at nå til det forjættede Europa.

The dismal view of the EU
For nylig har PEW Research i en publikation med titlen "Euroscepticism Beyond Brexit" undersøgt det generelle syn på EU og nogle vigtige aspekter af EU. I undersøgelsen fra 2016 deltager 10.491 respondenter fra 10 af EU's medlemslande.
Resultatet er ikke opløftende læsning for EU politikere, der stadig har en intention om at repræsentere befolkningen. For størstedelens vedkommende er der tale om et ret så nedslående syn på EU. Her nøjes vi med at se på to aspekter. Synet på EU's håndtering af flygtningekrisen og det generelle syn på EU.
Der er ikke meget "smuk svane" over befolkningens syn på EU's håndtering af flygtningekrisen:

Det er ikke overraskende, at man i Grækenland og Italien har et særdeles negativt syn på EU 's håndtering. Derimod er det vel med en vis forbavselse, at man må konstatere at svenskernes ser næsten lige så misbilligende på håndteringen af flygtningekrisen som Grækenland.
Det generelle billede er over alt stærkt misbilligende. I alle 10 lande er der over 60 procent, der misbilliger EU's håndtering.
Man må konstatere, at EU aldeles ikke har formået at håndtere flygtningekrisen på en måde, der billiges af befolkningen i 10 store medlemslande i EU. Det burde give anledning til en stærk bekymring i EU og til en fundamental ændring af flygtningepolitikken. Vi kan tilføje, at vor egen gennemgang af de seneste forslag fra cloud cuckoo landet  antyder at EU næppe vil kunne ændre det negative billede.
 
Lidt bedre ser det ud, når PEW Research ser på, hvor favorabelt man generelt bedømmer EU i de 10 lande.

Overraskelsen er naturligvis Polen, der i øjeblikket synes at være lidt i splid med sig og med EU. Med EU er det på det pga. af den relativt nye regerings politik, der på visse punkter synes at stride mod grundlæggende præmisser i EU-traktaterne. Måske kan det forklare, at de adspurgte i Polen har et favorabelt syn på EU. Læs, et håb om at EU kan holde den nuværende regering på ret køl.
For de store landes vedkommende er billedet derimod temmelig negativt, men det er dog kun i Frankrig og som forventeligt Grækenland, at man når op på over 50 procent, der har et negativt syn på EU, med henholdsvis 61 procent og 71 procent. I både Spanien og UK har det negative syn dog en ganske lille overvægt.
Generelt burde undersøgelsens resultater dog give anledning til bekymring hos alle politikere, der går ind for EU. Især når man har de aktuelle meningsmålinger i UK i erindringen, der antyder at BREXIT kan være en reel fare.
Herhjemme går 42 procent af befolkningen i følge epinion og DR ind for en folkeafstemning om EU svarende til den, der skal afholdes i UK. I sandhed ikke et positivt tegn.
Håbet om en smuk svane ender i øjeblikket med en grim og utilpas ælling. Og det kan der være gode grunde til. Her blot i flæng: Fortsat økonomisk stilstand i store dele af Europa, stor arbejdsløshed i Sydeuropa, uendelig Grækenland krise, for stærk tysk indflydelse med krav om problematiske austerity politikker, problemer med at klare sig over for Rusland, og såmænd også over for Kina, og så en flygtninge/migrantkrise, hvor EU indgår aftaler om at betale beskyttelsespenge, efter man er gået i panik over alle de flygtninge, der har benyttet sig af EU's åbne grænser, og hvor EU i virkeligheden synes fuldstændig ude af stand til at håndtere krisen.

The crisis
Nogle få tal illustrerer den krise EU vil forsøge at få styr på. I perioden fra januar til d. 5. juni 2016 er der kommet 48.514 migranter til Italien. 2.814 migranter er i samme periode druknet under forsøget på at krydse Middelhavet.
EU's forsøg på at mindske strømmen ved at slå til mod menneskesmuglerne har stort set haft den modsatte effekt. Ganske vist indsætter EU skibe, der ideelt set har til formål at hindre menneskesmuglingen, men i realiteten fungerer som menneskesmuglernes forlængede arm i forsøget på at redde flygtninge i havsnød. Det er således en politik, der befordrer menneskesmuglernes forretningsmodel og samtidig lokker endnu flere mennesker til at forsøge turen.
EU's politik har været et miskmask af humanistiske initiativer til at redde mennesker fra at drukne i Middelhavet og kynisk accept af, at mange vil drukne under forsøget. For slet ikke at snakke om de lidelser migranterne har været udsat for på deres trek frem til Nordafrikas kyst.
Sådan kan det ikke fortsætte og da slet ikke, hvis vi husker at man forventer, at Afrikas befolkning i de næste 15 år vil øges med 500 millioner, dvs. ligeså mange, som der i alt befinder sig i et stagnerende EU. Et Afrika, der allerede nu er kilde til massemigration, kan derfor at blive kilde til en folkevandring uden sidestykke, der vil overvælde et svagt og ubeslutsomt Europa.
Jo vist er der tale om en krise, men det er en forudsigelig krise, og hidtil man mødt den med en aldeles usammenhængende og kontraproduktiv politik fra EU's side.
Måske har EU's politikere og eurokrater omsider erkendt dette. I hvert fald har EU-kommissionen nu fremlagt forslag til håndtere migrationen fra især Afrika. "Manage the migration" som man siger.
 
Forslagene fra cloud cuckoo landet
Cloud cuckoo landet er det sted man befinder sig, når man er overoptimistisk og helt ude af kontakt med virkeligheden.
I går fremlagde EU-kommissionen de nye forslag der skal løse krisen. Man bekendtgjorde en ny ramme for partnerskaber om migration. En ramme der skal rumme et styrket samarbejde med tredjelande for bedre at håndtere (eller "manage") migrationen.
Kommissionens næstformand Frans Timmermans præsenterede forslagene med en længere svada:
"Hvis vi vil forhindre uacceptable tab af liv i Middelhavet og bringe orden i migrationsstrømmene, er vi nødt til at nytænke den måde, hvorpå EU og medlemsstaterne går sammen om at samarbejde med tredjelande. Kommissionen foreslår en ny ramme for partnerskaber: Begyndende med en første gruppe af prioriterede tredjelande vil vi gennem indgåelsen af særlige pagter, som er skræddersyet de specifikke forhold i de enkelte lande, mobilisere alle vores politiske initiativer og redskaber for at nå disse mål, idet vi udnytter EU's kollektive indflydelse i tæt samarbejde med medlemsstaterne og målretter vores ressourcer ved bl.a. hurtigt at stille 8 mia. EUR til rådighed over de næste fem år. Vi vil desuden arbejde på en ambitiøs ekstern investeringsplan, som skal åbne op for nye muligheder og tackle de underliggende årsager til migration. Hvis det ikke lykkes vores partnere at skabe bedre resultater med hensyn til at styre migrationen, bør vi samme være rede til at tilpasse vores indsats og finansielle støtte"
Et såkaldt "factsheet" i pixi udgave ledsager præsentationen af de nye forslag.
 I en enkel figur opsamler man alt det man hævder at opnå med den nye partnerskabs idé:

På trods af ligheden er der ikke tale om et lykkehjul, i stedet for blot at opnå én af gevinsterne, vil man opnå den alle sammen på én gang med den magiske partnerskabs idé.
De nye prioriterede partnerskaberskaber skal i første omgang omfatte følgende lande, hvor man kan bemærke, at Libanon og Jordan omsider også hives frem i lyset, efter at ligget fuldstændigt glemt i skyggen af den store aftale med Tyrkiet.

Hvordan forestiller man sig at de nye partnerskaber skal opfylde alle de formål, der indgik i partnerskabsfiguren?
Jo, der skal indgås skræddersyede pagter med hvert enkelt partner med udnyttelse af hele arsenalet af politiske og tekniske midler som EU har til rådighed. De omfatter bl.a.:
 
En målrettet indsats:
"EU's bistand og politikker vil blive tilpasset, så de leverer konkrete resultater" Åbenbart i modsætning til de hidtidige bestræbelser. De tilpassede politikker skal på "den korte bane" (politiker floskler lever videre) redde liv i Middelhavet, øge tilbagesendelsen, og give migranter mulighed for at "for at forblive tæt på deres hjem." (migranter tæt på deres hjem er næppe migranter).
Midlerne til at nå disse mål omfatter ud over det, man allerede har gjort, en pisk og gulerods politik over for de pågældende partnere: "Der vil blive indlemmet en række positive og negative incitamenter i EU's udviklings- og handelspolitikker, således at de lande, der er villige til at samarbejde effektivt med EU om migrationsstyring, belønnes herfor, mens det vil have konsekvenser for de lande, der ikke er det."
Er det tom retorik, eller er man villige til at skære hårdt i hjælpen til de lande man hidtil har støttet, hvis ikke de kan holde på deres egen befolkning? Det ville lede til et ramaskrig blandt udviklings- og hjælpe organisationer og blandt alle de verdensfjerne menneskevenner, der gerne vil hjælpe hele verden på én gang.. Efter fremlæggelse af planen har medlemmer Europaparlamentet da også "accused the Commission of espousing far-right views"
Mon ikke det er mere realistisk at forvente, at EU hovedsagelig agter at bruge en gulerod i form af betaling af beskyttelsespenge, således som man gør i aftalen med Tyrkiet?
 
Øget støtte:
"Alle EU's politikker, redskaber og ressourcer skal støtte partnerskabsrammen på innovativ, målrettet og koordineret vis" Man fristes til at sige. Hvad er det dog for noget intetsigende vås. Kunne man forestille sig, at man satsede på at indsatsen skulle være fantasiløs, ikke have noget sigte, eller være ukoordineret? Lidt mere konkret taler men om at hjælpe med midler og redskaber til at styrke grænsekontrol, asylprocedurer, bekæmpelse af menneskesmugling og reintegration. Det kan der da være en vis fornuft i. Men det er også hvad Spanien allerede har praktiseret i deres egen stiltiende og tilsyneladende effektive afvisning af migranter til De Kanariske Øer.
 
Ødelæggelse af menneskesmuglernes forretningsmodel:
Her er det vigtig at sikre effektive tilbagesendelser. Det er da rigtigt, hvis man effektivt kan sikre tilbagesendelse, vil incitamentet til at betale menneskesmuglere jo nok blive mindre. Så er der vage forestillinger om, at udsende migationsofficerer til partnerlandene. Formentlig utilsigtet tåbeligt lyder forslaget om at "etablere EU-samarbejdsplatforme om smugling af migranter i centrale områder."
Vi har set hvorledes det er gået med "bekæmpelse af menneskesmuglernes forretningsmodel" i Middelhavet. Hvor indsatsen formentlig har haft den effekt at migrationsstrømmen øgedes, og prisen for smugling er formentlig gået op.
Når det gælder forslaget om tilbagesendelse har vi jo alllerede erfaret, hvor vanskeligt det er at tilbagesende migranter. Det kan være vanskeligt at finde ud af deres identitet, vanskeligt af konventionsgrunde, hvis de påstår at være forfulgte, vanskeligt at få lande til at modtage dem.  Libyen's nyindsatte regering  nægter f.eks. at modtage migranter retur. Hvad så, skal vi betale dem for at forlade EU , som det har været forsøgt? Vil det i givet fald mindske migrantstrømmen og attraktiviteten? Eller vil stadig nye migranter også på en tur til Europa, for  at kunne vende hjem med iværksættermidler, som i et Vestafrikansk eksempel, hvor den hjemvendte fik penge til en bil, så han kunne  køre taxa.
 
Indførelse af lovlige ruter:
"Hvis vi skal forhindre, at folk begiver sig ud på de farlige rejser, skal vi sørge for alternative lovlige indrejsemuligheder til Europa"
Det indebærer forslag om en verdensomspændende "resettlement" ordning. Hvad i al verden mener man med det? Hvad betyder verdensomspændende, skal land udenfor EU overtales til at deltage i "resettlement" programmer for at forhindre migration til Europa. Og helt centralt, i hvilket omfang forestiller man sig, at den illegale migration 
erstattes af "resettlement" programmer. Hvis alle potentielle migranter skal indgå i "resettlement" programmer, har man ikke løst krisen, man har forværret den.
 I og for sig er en lukning af grænserne for al illegal indvandring, kombineret med "resettlement" en praktikabel idé, under den forudsætning af modtagerladene selv kan vælge at modtage en frivillig kvote af de mest trængende flygtninge og selv sætte kriterier for en begrænset immigration. Men EU vil åbenbart ikke lukke de ydre grænser – endnu da. Man taler stadigvæk om at redde migranter i Middelhavet og om tilbagesendelse.  Så Middelhavstrafikken forventes åbenbart at fortsætte på ubestemt tid.
 
Finansielle instrumenter:
"De finansielle midler, der afsættes til at tackle de underliggende årsager til irregulær migration og tvangsfordrivelse, vil blive øget, ligesom fleksibiliteten til at udvikle programmer vil blive det." Her vi ved en gamle universale kæphest, "root causes."
 Med midler fra EU og fra private investorer skal de underliggende årsager til illegal migration bekæmpes. På kort sigt skal midlerne til at støtte Afrika øges med 1 mia. euro. I følge EU's cloud cuckoo forestillinger vil der senere blive mobiliseret 3,1 mia. euro, som ventes at udløse "samlede investeringer på op til 31 mia. EUR og potentielt vil stige til 62 mia. euro, hvis medlemsstaterne og andre partnere deltager med et beløb svarende til EU's"
I en kritisk kommentar heder det: "It is vaguely proposed that the private sector be attracted to investing in the countries of origin of the migrants. This will be a hard sell, since many EU leaders, from reasons of internal politics, are more than reluctant to commit themselves to paying more and to take more initiatives. This is why, especially due to opposition from Eastern European members, all initiatives until now ended in failure, be they the relocation of refugees, the quota system, or a reform of the Dublin Treaty that forces refugees to ask for asylum in the first EU country they reach."
Vi har tidligere været inde på, at forsøg på at betale lande i Afrika for at holde på potentielle migranterne næppe vil have helt den samme effekt, som man forventer i aftalen med Tyrkiet. Man risikerer i stedet at bidrage til at opretholde korrupte og autoritære styrer, som næppe har megen kontrol over egne grænser. Pessimistisk kan man hævde, at udviklingshjælp til korrupte styrer generelt forlænger deres levetid, og måske forhindrer, at der kan dannes en effektiv opposition og skabes fundamentale forandringer. Helt firkantet: Hvordan kan man forestille sig at korrupte og autoritære styrer ligefrem er interesserede i at gøre noget effektivt for at mindske en hastig befolkningstilvækst, når denne tilvækst er et pressionsmiddel overfor EU.
I EU-parlamentet stødte partnerskabsplanen på en kritik fra Guy Verhofstadt "from a moral point of view the plan that consists of giving money to poor countries in order to force them keep the refugees in dire conditions is absolutely unacceptable"
 
Samarbejde:
"Medlemsstaterne opfordres til at løfte deres del af opgaven ved at tilvejebringe tilsvarende finansielle midler og indgå i et partnerskab med EU med henblik på en vellykket gennemførelse af disse pagter." 

 Efterhånden synes politik i EU-toppen at gå ud på at fremsætte besværgende anmodninger til alle om at være med på ideer, som ganske mange ikke tror har nogen virkning. Det gælder også her.
 
Hvad er alternativet?
Igen og igen har vi ment at det eneste middel, der vil virke effektivt, også på kort sigt, er den australske model. Hvor man simpelt hen ikke accepterer, at man som illegal indvandrer kan sætte en fod på australsk jord. Kritikken har været stor, men effekten har unægteligt været til at føle på. Selvfølgelig virker det, hvis migranter simpelt hen kan se, at de ikke har nogen chance for at nå det mål de havde forestillet sig.
Det har man åbenbart ikke fattet i EU's halvhjertede og inkonsekvente tilgang, der i hverken på den eller den anden måde er særlig human. Man søger at redde dem man får øje på og accepterer, at man ikke redder alle. Man modtager i første omgang alle dem, der når frem, og er ikke bekymrede over at det for mere end 70 procents vedkommende er unge mænd. Egentlig en implicit kvinde diskriminerende holdning. Man ser bort fra erfaring, der indikerer at mange af migranterne ender med lavt betalt, sort eller slet intet arbejde, hvilket går ud den dårligst stillede del af ens egen befolkning.
Er der ingen i EU, der har tænkt over, hvorfor lande i andre dele af verden kan skabe tålelig tilværelse ved egen kraft. Münchhausen effekt som vi kalder det, mens man næsten nedværdigende bliver med at mene, at mange lande i Afrika skal på varig bistandshjælp. En varig hjælp, der næppe bidrager til at mindske befolkningstilvæksten, men til gengæld sikrer overlevelsen af forældede og korrupte politiske strukturer, og passiviserer resten af befolkningen. Hvis vor formodning er korrekt hører EU's politik over for Afrika og over for migrationsproblemet virkelig hjemme i cloud cuckoo landet.
Med en lille omskrivning af et citat fra Iain Pears. "Where what is desired is dreamed of as already happened, where obstacles dissolve under the weight of desire, and where reality has vanished entirely."

 
Kurz: Rettung aus Seenot ist kein Ticket nach Europa
I et interview i "Die Presse" erklærer Østrigs klartseende udenrigsminister Sebastian Kurz, at de flygtninge og migranter, der reddes i Middelhavet, ikke skal have adgang til EU. Inspireret af Australiens rigorøse afvisning af illegale flygtninge og migranter foreslår Kurz, at alle der forsøger at krydse Middelhavet illegalt enten sendes tilbage eller interneres på en ø i Middelhavet indtil de kan sendes tilbage.
Til EU-kommissionens idelige tilbagevenden til ideen om, at man blot skal fordele alle, der ankommer på medlemslandene, har han denne kommentar: „Wenn wir die EU zerstören wollen, dann ist das ein sinnvoller Weg."
Her kommer nogle af hans argumenter
Vi skal ikke gøre os afhængige af en Erdogan, der til enhver tid kan opsige aftalen med EU. Vi skal sørge for at Europa er i stand til at sikre egne grænser. Det skal ikke være overladt til Tyrkiet at beslutte om vi skal modtage illegale flygtninge og migranter eller ej.
På spørgsmålet om det overhovedet er muligt at forhindre at flygtninge og migranter i at krydse Middelhavet illegalt er svaret, at det historisk set har været lettere at forhindre illegal indvandring over havet.
Kurz foreslår at illegale indvandrere opfanges og at de, der ikke umiddelbart kan bringes tilbage hvor de kom fra, skal internes på en ø, f.eks. på Lesbos:
"Wer auf einer Insel wie Lesbos bleiben muss und keine Chance auf Asyl hat, wird eher bereit sein, freiwillig zurückzukehren, als jemand, der schon eine Wohnung in Wien oder Berlin bezogen hat."(Die Presse).
I 2012 og 2013 ankom næsten 40.000 mennesker illegalt til Australien (formentlig flest via Christmas Island), mens mere end 1.000 druknede under forsøget. Efter "No Way" politikken, hvor illegale flygtninge og migranter enten slæbes tilbage til udgangspunktet i deres både, eller hvis det ikke kan lade sig gøre, anbringes i lejre på østaten Nauru eller PNG (Papua New Guinea) kommer der stort set ikke flere illegale migranter, men der heller ingen der drukner.
Til kritikken af den australske forvaring af illegale indvandrere i lejre, svarer Kurz, at man ikke behøver at kopiere den australske model en til en, og at den nuværende EU-politik medfører, at tusindvis af mennesker drukner i Middelhavet under deres forsøg på at nå illegalt til Europa.
Vi kan kun give ham ret. Vi har flere gange påpeget det forkvaklede moralske standpunkt, der accepterer at mennesker illegalt forsøger at nå Europa, samtidig med at man accepterer, at mange af dem vil drukne underforsøget. Ganske vist indsætter man skibe, der ideelt set har til formål at hindre menneskesmuglingen, men i realiteten fungerer som menneskesmuglernes forlængede  arm i forsøget på at redde flygtninge i havsnød. Det er således en politik, der befordrer menneskesmuglernes forretningsmodel og samtidig lokker endnu flere mennesker til at forsøge turen.
Alternativet burde være, at man enten stopper strømmen eller sørger for færger til at transportere de illegale flygtninge og migranter sikkert over Middelhavet. EU kan hverken beslutte sig til det ene eller det andet, og sætter sig derfor gerne mellem alle stolene på en gang, hvilket hverken er særlig humant eller effektivt.
Kurz er mere kontant i sine synspunkter:
Ingen asyl til mennesker, der krydser grænsen illegalt.
Det gælder også for dem, der samles op i Middelhavet: Ingen automatisk adgang til Europa efter redning i Middelhavet
Til gengæld skal vi yde mere hjælpe lokalt og påbegynde et frivilligt resettlement program. Dvs. medlemslande i EU skal frivilligt hente de flygtninge, der er mest trængende, direkte fra nærområderne.
Alle, der forsøger at komme til Europa, skal kun have lov til at  krydse grænsen efter at EU-lande har imødekommet en anmodning/ansøgning indbragt i nærområdet.
Det sådan set også den model Australien bruger. Landet modtager i titusindvis af flygtninge, men kun via resettlementprogrammer, hvor flygtningene udvælges og hentes fra nærområdernes lejre.
Hvad den forholdsvis korte landegrænse på Balkan angår, mener Kurz tilsyneladende, at man godt man holde grænsen lukket, således som Makedonien har gjort det med hjælp udefra. Så det er de samme kriterier der skal gælde for EU's landegrænser. Ingen illegal indvandring.
Aktuelt må man forvente at Kurz's forslag vil blive mødt med masser af kritik fra fortalerne for pivåbne grænser, af "boutigue"-multikulti mennesker,  af etablerede flygtningeorganisationer og af selvbestaltede moralapostle og veligboere, der ikke begriber, hvor selvmodsigende og problematiske deres synspunkter er.
 
Hvilket potentiale?
Man skønner her, at Afrikas befolkning vil vokse fra ca. 1,2 mia. i 2015 til 1,7 mia. i 2030 og med en høj tilvækst nå op på 2,5 mia. i 2050 og hele 4,4 mia. i 2100.
Mens de sidste skøn må anses for aldeles usikre, er det værd at hæfte sig ved tallene for 2030. Hvis de realiseres vil det betyde, at befolkningen i Afrika i løbet af de næste 15 år vil stige med ca. 500 mio. mennesker. Dvs. samme størrelsesorden som det samlede folketal for EU-28 i dag og man forventer en stagnerede befolkning i Europa.
Det er en udvikling, der allerede nu burde give anledning til stor bekymring blandt beslutningstagere i Europa. (Se og blogindlægget Out of Africa).
 
We have been there before
Under overskriften "No way- you will not make Europe home" beskrev vi d. 10 december sidste år, hvorledes Australien og Spanien havde haft held til at forhindre flygtninge og migranter i at krydse grænsen illegalt. I sammenfatningen skrev vi følgende:

Ville Australiens politik kunne tjene til inspiration for Europa? Nej, ville mange sikkert hævde. Australien har kun søgrænser, Australien skal ikke afstemme sin politik med andre lande i en union. Internering i fattige tredjelande er en vederstyggelighed, der stort set kun har mødt kritik. Forsøget på at afsætte flygtninge i tredjelande er også inhumant.
Så simpelt kan man ikke afvise, at Europa kunne lade sig inspirere af Australien. I store træk, men mindre kendt, er det jo en politik, som Spanien med held praktiserer. Men lad os tage punkterne et for et.
Kan Europa stoppe illegale grænseovertrædelser? Ja formentlig, hvis man vil og tør. Selvfølge ikke på samme måde som Australien, der kan træffe egne beslutninger, selv om det endda har været vanskeligt nok.
Betingelsen for at kunne følge Australiens eksempel er først fremmest, at EU's medlemslande kan blive enige om at gøre det. Det er formentlig den største hindring. En hindring der nok betyder mest i Tyskland. Endnu har panikken ikke grebet så meget om sig, at man kan bekvemme sig til at sætte effektivt ind ved de ydre grænse. Endnu råder den hovedløse og forvildede aktivisme, hvor man hver for sig forsøger sig med løsninger, mens man i EU aftaler det ene virkningsløse initiativ efter det andet.
Hvis man på et tidspunkt har fået nok og overvinder sin egen skyhed overfor drastiske beslutninger, skal flere kameler sluges. Det vil det være nødvendigt at indsætte tilstrækkeligt mandskab, det rigtige udstyr til overvågning til lands til vands, og frem for alt være enige om, at man ikke vil lade sig stoppe af fysisk modstand.
Gummibåde og skibe kan i “push back" aktioner føres tilbage til sikre lande, dvs. fra Ægæerhavet og det østlige Middelhav til Tyrkiet, Libanon og Ægypten og i det vestlige Middelhav til Nordafrika. Ved den korte landegrænse til Tyrkiet kan man let stoppe flygtninge og migranter, det er kun et spørgsmål om ressourcer og viljen til at ville.
Hvad så med dem, der ikke kan "skubbes tilbage"? Det kunne jo gælde for både fra f.eks. Libyen? Tjah, Spanien har allerede vist vejen ved at de fik mulighed for at tilbagesende illegale grænseovertrædere til en flygtningelejr i Mauretanien, der lokalt skulle være kendt som Guantamito.
For EU som helhed måtte man forestille sig, at man først og fremmest yder større støtte til eksisterende flygtningelejre, derudover kan man forestille sig oprettelse af nye lejre i stater, hvor man være villige til at lægge jord til mod betaling.
Indtil videre er disse forslag ikke være så forskellige fra, hvad man forsøger at opnå med Tyrkiet. Med de nye forslag ville man dog undgå, at det foregik på Tyrkiets betingelser.
 Fra lejrene skulle man som flygtning kunne søge om ophold i et EU land, og hvis man anerkendes efter grundige tjek få asyl i EU. Alle andre skulle have tilbud om betalt tilbagesendelse eller hjælp til bosætning i deres oprindelige nærområde.
Helt umuligt forekommer det altså ikke at lade sig inspirere af Australiens flygtningepolitik. Fordelen ville være at man fik næsten fuldstændig kontrol med EU's ydergrænser.
 
Det ville gøre tilværelsen for menneskesmuglere meget besværlig
Man ville ikke være så afhængig af Tyrkiets Erdogan.
Man ville kunne foretage mere omfattende tjek af flygtninge før de fik lov at komme til EU.
Man ville kunne dosere indtaget i EU, ved på forhånd at definere kontingenter af en størrelse man kunne håndtere.
Man ville kunne udvælge de flygtninge, der trænger mest til hjælp og ikke som nu i hovedsagen acceptere mænd, der har haft lettere ved at klare strabadserne på de besværlige ture frem til EU's grænse.
Man ville kunne afgøre på stedet, hvor meget af familien, der kunne medtages.
Man kunne dosere influxen af migranter efter behov, både for EU selv og for de lande migranterne forlader og f.eks. undgå at dræne visse lande for fagligt veluddannede.
Og så ville man naturligvis møde mindre modstand i de lande, der skulle modtage de udvalgte kontingenter og have lettere ved at opretholde idealet om den frie bevægelighed i Schengen.

Hvis og hvis. Det er meget usikkert om man vil turde at foretage sig noget, der kan virke effektivt. Så længe initiativerne ikke rigtig virker kan man jo sige, at man har gjort noget, og at det man har gjort ikke har været til hindring for flygtningene.
Tilbage står imidlertid dilemmaet. Fælles overnational grænsekontrol med afvisning af alle, der illegalt vil krydse den ydre grænse? Eller lade Frontex ineffektiviteten råde, modtage alle flygtninge, der melder sig ved grænsen, og miste Schengen og måske på sigt EU?
Vælger man det første kan det give EU større selvtillid og styrke. Vælger man det sidste underminerer i en forfjamsket og misforstået humanisme, der tager mere hensyn til problematiske flygtninge end til egen befolkning, fuldstændig underminerende grundlaget for et stærkt EU

Armenien resolution
 I går vedtog "Bundestag" i Berlin en resolution om folkemordet på de kristne armeniere i Tyrkiet i 1915 og 1916
Resolutionen, der blev fremsat i fælleskab af CDU/CSU, SPD og BÜNDNIS 90/DIE GRÜNEN, bærer titlen:
"Erinnerung und Gedenken and en Völkermord and den Armeniern und anderen christlichen Midnerheiten in den Jahren 1915 und 1916."
Det afgørende ord er natturligvis "Völkermord" (genocide) for Tyrkiet har aldrig villet acceptere, at der var tale om folkemord. Det, der skete var, hvad der kunne ske i en krig. Man hævder således, at der ikke findes eksplicitte tilkendegivelser om, at armenierne skulle udryddes.
I begrundelsen for resolutionen begrunder forslagsstillerne, hvorfor der er tale om folkemord:
"Den Deportationen und Massenmorden fielen nach unabhängigen Berechnungen über einer Million Armenier zum Opfer. Zahlreiche unabhängige Historiker, Parlamente und internationale Organisationen bezeichnen die Vertreibung und Vernichtung der Armenier als Völkermord. Das Gedenken an diese Vertreibungen und Massaker ist deshalb neben Religion und Sprache von zentraler Bedeutung für die Identität dieses Volkes." (Bundestag 18/8613).
Over én million armeniere var blevet dræbt, tvunget på udmagrende dødsmarcher sydpå ud i ørkenen eller fordrevet fra Ottomaniske rige, hvis centrale del udgjordes af det moderne Tyrkiet. På tidspunktet for folkemordet ledede tyske generaler mere eller mindre åbenlyst den ottomanske hær både mod russerne mod øst og mod vestlandene i vest, hvor Liman von Sanders i praksis stod bag det tyrkiske forsvar af Gallipoli.
På grund af tyskerne eget folkemord på jøder og henrettelser af andre grupper af befolkningen under krigen har resolutionen en ganske særlig betydning for Tyskland.
 
Truslen fra Erdogan og tysk-tyrkerne.
På forhånd var tyskerne blevet advaret mod at vedtage resolutionen af både den nye tyrkiske premierminister og naturligvis også af Erdogan. Alle vidste, hvilke trusler, der underforstået kunne være tale om, nemlig at Erdogan kunne finde på at opsige aftalen om at holde på flygtninge fra Syrien og tage dem tilbage, der måtte flygte til Grækenland.
Tyske toppolitikeres reaktion på truslerne er dog temmelig besynderlig og krysteragtigt gennemskuelig.

Da resolutionen skulle vedtages var der tomme stole på regeringens side, som det kan ses på fotoet fra ARD. Bundeskansler Merkel lod sig være optaget andetsteds, Vicekansler og formand for SPD, Gabriel , havde fundet en latterlig anledning til at blive væk og udenrigsminister Steinmeier var ligeledes meget optaget andetsteds. Det på trods af, at det bl.a. var deres partier, der  fremsatte forslaget til resolutionen.
Det blev også bemærket, at Bundestag medlemmer med tysk-tyrkisk baggrund med en enkelt undtagelse holdt sig enten væk eller var helt passive.
Hvad er forklaringen på de tomme stole og den manglende deltagelse. For Merkel og regeringsmedlemmernes vedkommende kan man næsten kun læse det som en stiltiende indrømmelse først og fremmest til Erdogan. Ved at blive væk har man jo ikke direkte deltaget i fordømmelsen af folkemordet. En anden overvejelse har sikkert været, at man var bange for reaktionen hos flertallet af mennesker med tysk-tyrkisk baggrund.
Det sidste hævdes også at være grunden til, at Bundestag medlemmer med tysk-tyrkisk baggrund holdt sig væk eller var passive. Flere af dem skulle i dagen op til afstemningen have modtaget trusler fra den tysk-tyrkiske del af befolkningen.
Her ser vi således, hvorledes et land er ikke er medlem af EU og domineret af en autoritær præsident, kan give anledning til tomme stole hos toppolitikere i Bundestag, af bare frygt for konsekvenserne.  Joh, Erdogan kan ganske godt presse dem, der egentlig skulle holde de basale europæiske værdier højt.
 
Bulder fra en tom tønde
Formentlig er tyske toppolitikeres krysteragtige kryben uden om helt uden grund. For Erdogan har et problem eller rettere flere. Han har fået skabt en arg modstander i Putin. Han har lagt sig ud med USA over USA's støtte til YPG kurderne. US-soldater, der hjælper kurderne, har optrådt med YPG badges på ærmerne, hvilket gjorde ham rasende. Han har stort besvær med naboerne i regionen.
Hvis ikke han optræder helt irrationelt vil han vide, at han ikke kan true EU alt for meget. Han kan buldre lidt i en stort set tom tønde, kalde ambassadøren hjem fra Tyskland og skælde ud, men er der næppe så meget mere han kan. Med mindre han tvunget af sine egne trusler er nødt til at markere sig, men så ryger løfter om støtte til visa frihed måske.
Under underskriften "Turkish PM vows ties won’t be destroyed over Germany's ‘genocide vote" kan avisen Hurriet Daily News fra Tyrkiet berette, at det vil være begrænset, hvad Tyrkiet vil risikere for ikke at sætte forholdet til Tyskland over styr.
Man støtter sig her på den nye Premierministers udtalelse:
"The necessary reaction will be given after an evaluation of the background of this decision. Turkey and Germany are two important allies. No one should expect a full worsening of our relationship with Germany because of this kind of a decision. But this does not mean that Turkey will remain indifferent and silent against such a move"

_______________________________________
Addendum (060416): Erdogan buldrer fortsat
 
I sin utilfredshed med Bundestag's vedtagelse af en resolution, der bruger betegnelsen "Völkermord" om massakren på armeniere i 1915 og 16, fortsætter Erdogan med at buldre, som torden i det fjerne.
Med den fortid Tyskland har skal det vare sig for at bebrejde andre: "Ey, Deutschland, ich sage es noch mal: Leg erst mal Rechenschaft ab für den Holocaust, leg erst mal Rechenschaft darüber ab, wie du in Namibia 100.000 Menschen umgebracht hast. Ihr seid das letzte Land, das die Türkei mit dem sogenannten Völkermord an den Armeniern beschuldigen kann." (Die Welt) Tyrkiets historie en historie om barmhjertighed i modsætning til Tysklands historie.
Det irriterer ham, at topministre med Merkel i spidsen fejt holdt sig væk fra afstemningen, de burde i det mindste have stemt nej til resolutionen.
Det hule bulder når nye højder med kritikken af den tysk-tyrkiske leder af de grønne og medlem af Bundestag, Cem Özdemir. Erdogan mener hans blod burde underkastes en laboratorietest for at afgøre om han overhovedet er tyrker. "Da kommt ein Besserwisser und bereitet etwas vor, das er dem deutschen Parlament vorschlägt. Ein Türke, sagen manche. Ach was, Türke. Ihr Blut sollte einem Labortest unterzogen werden" (Die Welt).
Erdogan's vrede  over Cem Özdemir deles åbenbart af tyrkere i Tyskland, for  man meddeler nu at  han  har fået politibeskyttelse.

Roundtables for inaction?
World Humanitarian Summit blev afholdt i Istanbul d. 23. og 24. maj 2016. Blandt de mange temaer og arrangementer på topmødet finder vi også " High level leader's roundtables," der har til formål  at  "generate political will, momentum and concrete commitments to achieve the Agenda for Humanity"
Rundbordene omfatter 7 krisetemaer, hvor det vil være nødvendigt med politisk vilje, momentum (der jo udgør produktet af masse og hastighed) og konkrete forpligtelser. Ikke noget lille forlangende.
 De 7 krisetemaer ledsages af en slags pixibog lignende opremsning af de indsatser og forpligtelser, der skal satses på for løse kriserne.
 
Kriseløsning gennem besværgelse
Vi forsøger her at sammenholde besværgelser fra de syv rundbordstemaer med aktuelle kriseløsninger, eller rettere mangel på samme, og med kritiske spørgsmål (High level leader's roundtables).
 
1 Political leadership  to prevent  and end conflicts

Opremsningen af nødvendige indsatser og forpligtelser står i skærende modsætning til den virkelighed vi oplever. Der er ageres ikke tidligt. Hvis der overhovedet ageres er det med stor forsinkelse. Der er intet vi kan kalde momentum.
At øge kapaciteten til at håndtere flere kriser samtidig er helt sikkert ønskværdig, men ser f.eks. på EU's ageren i forhold til konflikter i nabolaget må man konstatere, at man ikke engang kan bidrage til løsning af én krise ad gangen. Kun hvis de store drenge deltager, kan vi spille med i en yderst ydmyg rolle, hvad enten det gælder Syrien eller aktuelt Libyen.
Når det gælder forhindring af konflikter, står det meget sløjt til. Antallet af konflikter vokser mens man taler. Det gælder for Mellemøsten og det gælder for Afrika.
"Root causes." Det kan alle politikere efterhånden gentage som et mantra, men hvad bliver der gjort? Man forsøger stort set at sætte sig mellem alle de stole man kan komme i tanker om. I øjeblikket tiltager migrantstrømmen over Middelhavet aldeles forudsigeligt. Reaktionen? Man sender skibe, der skal stoppe strømmen, men i stedet bidrager til at øge den. Samtidig med at den øgede strøm giver anledning til stadig flere skibbrud og tab af menneskeliv.
Hvis vi skal sige det lidt firkantet. Enten stopper man bådene som Australien og Spanien gør (i eksemplet med De Kanariske Øer), og lægger pres på de lande, der genererer mange migranter, eller også etablerer man sikre ruter og lokale selektionscentre. Men nej man tør hverken det ene eller det andet.
 
2 Uphold  the norms that safeguard humanity

I artiklen "The case against human rights" skriver Posner " We live in an age in which most of the major human rights treaties – there are nine “core” treaties – have been ratified by the vast majority of countries. Yet it seems that the human rights agenda has fallen on hard times. In much of the Islamic world, women lack equality, religious dissenters are persecuted and political freedoms are curtailed." (Posner)
 Vi taler mere og mere om menneskerettigheder og samtidig må man konstatere at udviklingen af rettigheder i praksis går baglæns. Måske endda i det Europa, der ser dem som en grundlæggende bestanddel af EU's værdier. Vi bøjer os når det gælder ytringsfrihed, vi bøjer os når det gælder terrorisme bekæmpelse og vi nipper lystigt løs af de yderste flige af vore værdier, når vi accepterer tilbageskridt for kvinder i bestemte religiøse sammenhænge, med adskillelse, udelukkelse, sharia love etc. Eller når vi bøjer os bagover for at tilpasse os en Erdogans mærkværdige syn på menneskerettigheder.
Den øgede snak om menneskerettigheder i Europa ledsages tilsyneladende af øgede brud på disse rettigheder.
"At a time when human rights violations remain widespread, the discourse of human rights continues to flourish. The use of “human rights” in English-language books has increased 200-fold since 1940, and is used today 100 times more often than terms such as “constitutional rights” and “natural rights”. (Posner)
"Protect civilians from explosive weapons" Sådanne opremsninger virker som en direkte hån, når man ser, at flere og flere mennesker bliver udsat for eksplosive våben, ikke blot i områder med krige, men i det oh så fredelige Europa. I øvrigt øvrigt, hvad med ikke-eksplosive våben?
Hvis besværgelser kunne forhindre, at civile udsættes for eksplosive og ikke-eksplosive våben, ville vi nu være fuldstændigt beskyttede. For godt nok udsender toppolitikere skyer af ord, men ord er ikke nok. Der er ikke megen voodoo effekt af ordene.
"Ensure rapid and unimpeded humanitarian assistance" Fantastisk , hvordan? Foreløbig ser det ud til at det ofte er det modsatte der er tilfældet. Langsom hjælp og med mange forhindringer.
"Protect humanitarian workers against attack" Naturligvis, men hvordan? I øjeblikket vel mest ved at hive dem ud af farlige områder? Var det meningen?
Som et lille apropos. I dagens aviser kan man læse, at personale ansat i asylcentre er begyndt at kræve adgang til skud-eller stikfaste veste af frygt for overfald med knive.
Ikke engang her ser det ud at kan sikre beskyttelse, og hvad så med de virkelige krisesteder.
"Speak out and condemn" Har kræver man ligefrem, at vi skal have endnu flere ord, og politikere er for en gangs skyld ikke sene til at følge et råd. Det er ligefrem en af deres specialiteter, at verbalt  at sige fra og fordømme. Et terrorattentat eller en humanitær katastrofe følges af strømme af udtalelser og rutinefordømmelser, hvor der ikke mindst tænkes på ofrene og hvor der med hjertet rækkes ud til de berørte.
Det kan dog åbenbart blive for meget.  Med den sidste tids skibbrud med hundredevis af druknede i Middelhavet hører vi ikke så mange ord.  Druknede migranter "have become the new normal."
 
3 Leaving no one behind: A commitment to address forced displacement

Formålet med High-Level Leaders’ Roundtable om “Leaving No One Behind" er, at "identify and secure concrete policy, legal and operational commitments aimed at reducing forced displacement by addressing its humanitarian, political, economic and social dimensions more coherently, and to ensure that host countries and host communities receive adequate and sustained support, including through better sharing of responsibilities." (Roundtables).  Et prisværdigt formål, men bedømt ud fra hvad der sker i øjeblikket  er der ikke grund til at have store forhåbninger.
"Find new approach to reduce vulnerability and improve self-reliance of refugees." En opfyldelse af dette krav måtte indebære, at man var i stand til at beskytte flygtninge, både de internt fordrevne og dem, der flygter fra hjemlandet. Det måtte indebære, at der oprettes sikre zoner for flygtninge, med indsats af styrker til at beskytte dem. Er man villige til det?
Man kan næppe sige, at EU har været helt konsekvent, når der gælder beskyttelse af flygtninge på flugt tværs over Ægæerhavet eller Middelhavet. Som vi har set garanterer man på ingen måde en sikker flugtvej. Man nøjes med at forsøge at redde dem man ser.
"Self-reliance" er man heller ikke kommet langt med. Det ville jo bl.a. kræve store indsatser i flygtningelejrene for at sikre mulighed for uddannelse, for arbejde og for en slags selvforvaltning. Ganske vist har EU presset på for at Tyrkiet giver flygtninge mulighed for at arbejde. Lokalt er det selvfølgelig ikke så populært. Man skal også huske at det f.eks. kun er et mindretal,  der faktisk lever i flygtningelejre. Flertallet er tilsyneladende henvist til at hutle sig igennem som de bedst kan,  såvel i Tyrkiet som i Libanon og Jordan. For slet ikke at tale om situationen i de afrikanske flygtningelejre, hvor hverken beskyttelse eller "self-reliance" har gode vilkår.
"Support durable solutions ... and reduce internal displacement by half by 2030." Holdbare løsninger i hvilken form? Ved at flygtninge får permanent ophold i et andet land, eller ved at de får ophold i permanente flygtningelejre?
Det må da være mere ønskværdigt, at man bidrog til at de flygtninge kunne vende tilbage til det land de flygtede fra. Er det ikke et formål i sig selv? Eller har man givet op over for de årsagerne til flugt?
Under det første tema var det vigtigt at adressere de grundlæggende årsager  til konflikter (root causes). Er det ikke først og fremmest her der skal sættes ind? Især hvis man også vil opfylde målsætningen om at reducere antallet af internt fordrevne med halvdelen?
"Provide host countries with increased support" Foreløbig er vi nået til afpresningssupport. Som i aftalen med Tyrkiet, der skal modtage finansiel støtte og gives indrømmelser for at holde på flygtninge. Så vidt vides forestiller man sig også, at det kan blive nødvendigt at bestikke magthavere i afrikanske lande, der genererer et stort antal flygtninge eller snarere migranter. Ikke at det nødvendigvis hjælper de pågældende landes befolkning på sigt. Men det hjælper i hvert fald magthaverne.
"Share responsibility in response to large-scale movements of refugees." På hvilken måde? I EU har Frau Merkel og EU-kommission været fortalere for en storstillet fordelingspolitik, med tvangskvoter for hvert land. Indtil videre med meget lidt held.
Forudsætningen for en fair fordeling som man kalder det måtte da også være, at man var enige i,  at det var den måde man skulle klare flygtningekrisen på. h
Hvilket naturligvis ikke er tilfældet. UK's Cameron og mange andre mener, at flygtningekrisen skal klares ved støtte i nærområderne, og ikke ved at man skal byde alle velkommen, som Merkel gjorde i efteråret 2015. Man kan også spørge, hvem var egentlig solidariske ved den lejlighed, Fra Merkel handlede helt på egen hånd og pludselig modtager man mere end 1 mio. flygtninge/migranter. Er det fair over for de øvrige lande i EU? Er det fair over for borgerne, der ikke bliver spurgt? De kan kun demonstrere deres utilfredshed ved at stemme på partier med en anden mening, og dermed udsætte sig for hånlig afvisning fra de etablerede partier.
Man glemmer at flygtningespørgsmålet ikke blot er et spørgsmål om, hvad etablerede toppolitikere kan finde på i al deres verdensfjerne solidaritet og pseudohumanisme, men også et spørgsmål om, hvilke  konsekvenser det  vil  have for dem, der skal leve med følgerne.
"Strenghten the protection of refugees" Jeg har sikkert misforstået noget her, men jeg mener at det er et punkt,  der allerede er blevet kommenteret.
 
4 Women and girls: Catalysing action  to achieve gender  equality

I prospektet til dette punkt hedder det: "Disasters kill more women than men. Countries suffering from conflict and disasters have the highest rates of maternal morbidity and mortality. All forms of gender-based violence against women and girls spike during conflict. Gender inequality prevents women and girls from leading safe, healthy, and dignified lives, and from reaching their full potential." (Prospect).
 Et vigtig tema, men vi fjerner os her på en måde fra de temaer, der er direkte relateret til flygtningekrisen, hvornår vi nøjes med nogle generelle kommentarer. Allerførst må de lande, der gerne vil være foregangslande for alle andre, feje for egen dør, for det er jo ikke sådan, at de enkelte formål er opfyldte i disse lande.
Hvad værre er, vestlige foregangslande, for sådan ser vi vel os selv, har svært ved at støtte opfyldelse af dette temas formål, når andre interesser vejer tungt. Kun over for lande, hvis øvrige indflydelse er ringe, kommer man med formaninger og krav f.eks. i forbindelse med støtte.
I det store hele kan man konstatere, at der er sket tilbageskridt i en række lande, som Vesten nødigt lægger sig ud med. Det gælder f.eks. præstestyret i Iran, det gælder Pakistan, og  det gælder  i særdeleshed Tyrkiet, hvor en selvherlig Erdogan kan proklamere,at man skal ikke skal bruge prævention, for kvinderne skal føde mange børn, gerne mindst tre.  Man mindes andre selvherlige herskere med lignende formål. På Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts i år kom Erdogan med denne formaning:
"You cannot liberate women by destroying the family institution and eliminating values. On the contrary, this is an approach that paves the way for the exploitation of women in every field. Every attempt to exploit women’s labor and body targets the future of societies. In the West, the bitter results of this threat can be observed with the weakening of the family institution, the decline of populations, and a collapse of values" (Hurriet daily news).
Erdogans forbillede er forsynet med et tækkeligt slør: "Some circles try to associate Eastern societies, traditions and even religion only with oppression, despotism and brutality. For those circles, family and religion are the two biggest obstacles in front of women’s liberation. In the eyes of these circles, Islam is not the one that glorifies women, or holds them in high esteem, instead it is an element that makes women characterless." (Hurriet daily news).
Alligevel er EU nu mere villig end nogensinde til at give indrømmelser til Tyrkiet og passe på med ikke at fornærme manden. Vi skulle jo nødig komme med kritik, hvis vi risikerer der kommer flere flygtninge via Ægæerhavet igen.  Basale  europæiske værdier holdes kun højt, når de ikke generer andre formål.  
 
5 Natural disasters and climate change: Managing risks and crises differently

"Between 2008 and 2014 a total of 184 million people were displaced by disasters, an average of 26.4 million newly displaced per year. With more extreme weather events due to climate change, these disasters are becoming more frequent and intense, with devastating humanitarian consequences. The impacts of El Niño are having major humanitarian consequences across all regions. Climate change threatens to impede sustainable development and increase instability and displacement." (Prospect).
Når vi ser hvor vanskeligt man har ved at håndtere de aktuelle flygtninge- og migrationsstrømme, kan man godt frygte for fremtiden, For der er udsigt til at klimaforandringer vil være årsag til et gigantiske problemer med intern og eksterne migration. Skønnene varierer ganske vist vildt, "some writers estimate that more than 200 million people could be displaced by climate change by 2050."
De områder, der i særligt grad forventes berørt af klimaforandringer, er Bangladesh, Indien, og store dele af Afrika, dvs. områder, der også oplever en kolossal befolkningstilvækst, hvilket øger migrationspresset. Vi kan kort sagt forvente meget større problemer med migration i en ikke alt for fjern fremtid.
Hvis det ikke skal resultere i langt større problemer end dem vi for nuværende oplever, er der i sandhed brug for "politisk vilje, momentum, og konkrete forpligtelser."
Hvordan forestiller man sig at reagere? Det ser ud til at man i første omgang vil nøjes med at opstille en slags ønskeliste.  Man vil generere flere data, f.eks. data relateret til naturkatastrofer "governments need to understand what their losses are from disaster events and this means establishing disaster loss data bases which can guide investments in resilient infrastructure." (Sendai Framework)
Dernæst  skal vi have data for hvad vi forventer der kan ske. "nobody should plan for the future using only the past as a guide. Given underlying drivers of risk such as climate change, population growth and urbanization, the world needs realistic projections of disaster losses in the future." (Sendai Framework). Spørgsmålet er om vi kan frembringe andet en vildt varierende skøn? For  vi kan næppe forvente at  få adgang  til "back from the future" data.
 Spørgsmålet er hvordan Verden vil reagere på disse skøn. Erfaringerne er ikke gode. Når det gælder de aktuelle flygtningestrømme har man længe vidst, at man skulle bekæmpe "root causes" og hjælpe lokalt. Men hvad har man gjort? Ignoreret problemene indtil de væltede ind over grænsen til EU.
På næsten tilsvarende vis vi taler man nu om at opbygges lokal modstandskraft (resilience). Glimrende, men hvad gør man ud over at lave en slags ønskeliste til hvad der bør gøres.
UN's "Agenda for Humanity" opfordrer til, at man bevæger sig væk fra en reaktiv tilgang til kriser. Der er brug for en pro-aktiv tilgang til kriserne. Opfordringen er næppe realistisk. Verden kan ikke ses som en gennemskueligt system, hvor vi kan forudsige, hvilke tiltag der vil være nødvendige i relation til fremtidige kriser. Man stræber i en vis forstand efter at gøre kriser "manageable" ud fra data, planer og værktøjer. Men Verden er mere kompleks end som så. Vi kan næppe sige hvad der vil ske i et Afrika, hvor befolkningstilvæksten fortsætter og man samtidig står med store negative påvirkninger fa klimaforandringer.
 
6 Changing  people's lives: From delivering aid to ending need

I prospektet for dette tema hedder det : "Conflict and fragility remain the biggest threats to human development, with nearly 1.4 billion people living in fragile situations. This population is expected to grow to 1.9 billion by 2030. These contexts are home to the majority of the world’s poor and are also the areas most vulnerable to internal and external shocks, including conflict and natural hazards. While international humanitarian and development approaches bring relief and support to millions, they too often fail to sustainably improve the prospects of many people in fragile and crisis-prone environments." (Prospect).
Man argumenterer i stedet for en mere helhedspræget og længerevarende indsats i sådanne områder. En utopi. Hvordan man skal blive enige om det, hvor så mange forskellige interesser er på spil.
Hjælper det overhovedet? Hvor kan vi se at al den hjælp man har forsøgt sig med gennem alle årene har skabt grundlæggende forandring. Hvorfor er der en så enorm forskel på lande, der så at sige kan præstere Münchhausen mirakler og de lande i dele af Afrika, der synes at have brug varig socialhjælp. Lidt spekulativt kan man spørge om den måde vi hjælper på ligefrem bidrager til at opretholde autoritære politiske strukturer og forværrer eksisterende problemer?
Kan  man skabe store positive og  konfliktfrie forandringer  udefra,  ved at klistre  vore forestillinger andre kultur, eller skal grundlæggende forandringer altid skabes lokalt, med de konflikter det indebærer ?
 
7 Financing:  Investing in humanity

"The scale of humanitarian appeals has increased six-fold in the last decade, from $3.4 billion in 2004 to $19.5 billion in 2015. Funding levels are not keeping pace. 2015 saw both the highest levels of funding ever contributed to UN humanitarian appeals ($10.7 billion) and the biggest shortfall between needs and resources. Just 55 per cent of UN annual appeals were met, leading to needless deaths from malnutrition and other preventable causes, cutting of food rations, children in emergencies losing access to education, and the closure of healthcare services." (Prospect).
Det er ikke godt. Et aktuelt eksempel var de manglende bidrag til UN's arbejde i flygtningelejrene i lokalområderne i f.eks. Jordan og Libanon. Er det igen et eksempel på, at vi først reagerer når vi selv står med problemerne?
 Det er imidlertid kun det ene aspekt af problemet. Med en gevaldig stigning i "humanitarian appeals" skal man måske også stille det kætterske spørgsmål om visse former for hjælp ligefrem kan være problematiske. Ved ødelægge, hvad man kunne kalde selvhelende evner i de områder man hjælper, ved at destruere lokale strukturer eller sætte dem ud af kraft, eller endnu værre, ved at bidrage til at forlænge konflikter, fordi verdenssamfundet så at sige bærer omkostningerne for alle dem konflikten går ud over.
 
High level leaders uforpligtende besværgelser
Mere og mere får man indtryk af en enomrejsende klub af toppolitikere, der bogstaveligt talt har mistet forbindelsen til virkeligheden, højt hævede i deres flyvske stratosfære tilværelse. Deres virkelighed er præget af hvad horder af bureaukrater, for EU's tilfælde eurokrater, lobbyister og organisationer med stor indflydelse, kan præparere dem med. Med korte mellemrum mødes til fælles seancer og "photo opportunities," hvor de bestyrker hinanden i at man skal løse de store problemer i Verden ved en ufattelige flom af ordrige besværgelser, som dem, der ledsager de 7 temaer vi har set på her.