Protecting the borders, but which borders? Det Europæiske Råd konkluderer endnu en gang på sit seneste møde d. 20. oktober at det er vigtigt at styrke kontrollen med de ydre. grænser. Konklusionen lyder: "Ikrafttrædelsen af forordningen om den europæiske grænse- og kystvagt den 6. oktober og de nationale bestræbelser er vigtige skridt til at styrke kontrollen af vores ydre grænser og vende "tilbage til Schengen" ved at tilpasse den midlertidige kontrol ved de indre grænser med henblik på at afspejle de aktuelle behov. Medlemsstaterne sender nu personale og udstyr til den europæiske grænse- og kystvagt for at nå op på fuld kapacitet til hurtig udrykning og tilbagesendelser inden årets udgang." (Consilium). I følge tyske medier har kansler Merkel denne gang ikke insisteret på at holde grænserne åbne for asylsøgende, tværtimod. "Sueddeutsche Zeitung" kan berette, at Merkel sammen med andre fik forhindret, at konklusionen kom til at indeholde en formulering om, at faldet i antallet af asylansøgere gav mulighed for en trinvis ophævelse af de nationale grænsekontroller. I stedet får vi en formulering, hvor der ganske vagt tales om "at tilpasse den midlertidige kontrol ved de indre grænser med henblik på at afspejle de aktuelle behov." Merkel's ærinde har utvivlsomt været at berolige kritikere Tyskland før valget til den tyske Bundestag næste år, men siger dog efter mødet: "Je schneller die Außengrenzenkontrolle gut funktioniert, umso besser kann man auch dann Schritt für Schritt die Binnengrenzenkontrollen aufheben." (Sueddeutsche Zeitung). Prolonging temporary internal border control De fem lande med nationale kontroller er i hvert fald ikke rede til at ophæve kontrollen med egne grænser endnu: "On 20 October the five Schengen States [Austria, Germany, Denmark, Sweden and Norway] wrote to the Commission stressing the need for allowing the continuation of the temporary border controls."(EU-Commission). På basis af en tidligere omtalt rapport om effekten af de nationale grænsekontroller, hvor man peger på at betingelserne for at ophæve nationale kontroller endnu ikke helt er opfyldte, når man i EU frem til, at de nationale grænsekontroller kan fortsætte efter d. 12 november i år: "It is therefore justified to allow the Member States concerned to prolong the current internal border controls as an exceptional measure for a further proportionate period. Based on the factual indicators available at this stage, the prolongation should not exceed three months."(EU-Commission). EU regner med at nye tiltag for at beskytte de ydre grænser vil mindske behovet for nationale grænsekontroller næste år. Border protection or rescue mission? I konklusionerne fra mødet d. 20/21 oktober opfordrer Det Europæiske Råd "til hurtig vedtagelse af den reviderede Schengen grænsekodeks, der styrker den systematiske kontrol af alle rejsende, der passerer EU's ydre grænser, og opfordrer Rådet til at fastlægge sin holdning til et ind- og udrejsesystem inden udgangen af 2016. Det ser frem til det kommende forslag fra Kommissionen om oprettelse af et europæisk system for rejseoplysninger og rejsetilladelser, som skal gøre det muligt at foretage forudgående sikkerhedskontrol af rejsende, der er fritaget for visumpligt, og om nødvendigt nægte dem indrejse."(Consilium). Blandt de øvrige tiltag til at styrke beskyttelsen af de ydre grænser finder vi oprettelsen af EBCG (European Border and Coast Guard), der kommer til at bestå af "Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning" og de nationale myndigheder og kystvagter, som har ansvaret for grænseforvaltning. EBCG's mandat og opgaver (Europakommissionen): Fælles standarder for grænse management Det nye agentur skal sikre, at EU-standarder for grænseforvaltning gennemføres ved alle ydre grænser. De ydre grænser vil blive genstand for konstant overvågning, og der vil blive foretaget periodiske risikoanalyser og obligatoriske sårbarhedsvurderinger for at identificere og neutralisere svage punkter. Der vil blive udstationeret forbindelsesofficerer i de medlemsstater, hvor grænserne er truet Ret til at gribe ind Når der konstateres mangler, skal agenturet kunne forlange af medlemsstaterne, at de træffer rettidige foranstaltninger til at afhjælpe situationen. I akutte situationer, hvor Schengenområdets funktion er truet, og mangler ikke bliver afhjulpet, vil agenturet kunne træde til for at sikre, at der træffes foranstaltninger på stedet, selv når der ikke foreligger en anmodning om hjælp fra den berørte medlemsstat, eller når denne medlemsstat mener, at der ikke er behov for yderligere indgriben. Mandskab og udstyr Der vil blive stillet en reserve af grænsevagter, der hurtigt kan mobiliseres, og en pulje af teknisk udstyr til rådighed for agenturet – således at der ikke længere vil være mangel på personale eller udstyr til agenturets operationer. Det er dog ikke nogen stor styrke, der er tale om, ca. 1.500 mand. Udstyret er også yderst begrænset. Bidrag til at sikre tilbagesendelser Et europæisk tilbagesendelses kontor skal kunne give tilladelse til at udsende europæiske indsatshold for tilbagesendelser bestående af ledsagere, kontrollanter og specialister inden for tilbagesendelse, der skal sørge for en effektiv tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. D. 6. oktober i år kunne EU-Kommissionen så præsentere de synlige dele af EBCG. Mandskab og udstyr fra flere lande var linet op ved Bulgariens grænse til Tyrkiet. Hvad man kunne se var et antal firehjulstrækkere, teknisk overvågningsudstyr og en lille politistyrke. Ikke en styrke, der er i stand til at sikre mere end nogle få kilometer landegrænse. EU-elefanten har derfor kun barslet med en meget lille mus, der næppe skræmmer nogen. Umiddelbart således en temmelig latterlig forestilling. Det viser sig da også at man først kan regne med den fulde udfoldelse af EBCG i januar 2015. "the rapid reaction pools (human resources and technical equipment) and the rapid return pools need to be established and operational by, respectively, 7 December 2016 and 7 January 2017."(EU-Commission). Selv da vil der være tale om en diminutiv styrke med et begrænset mandat til at beskytte den ydre grænse. Begrænset i omfang, begrænset af at skulle samarbejde med de nationale styrker til grænsekontrol og egentlig med ret få muligheder for at afvise asylsøgende. Det er desværre ikke helt urealistisk at forestille sig, at selv det fuldt udstyrede EBCG ikke kan konkurrere med fantasifulde og driftige menneskesmuglere, hvad angår muligheder, mandskab og udstyr. Tilsammen råder EU's medlemslande med deres flåde, luftvåben og hær ganske vist over tilstrækkelige styrker til at sikre de ydre grænser. Dele af denne styrke anvendes dog paradoksalt nok til at samle i tusindvis af flygtninge og migranter op i Middelhavet og til at transportere dem allesammen til Italien. EU forsøger sig som sædvanlig med øvelsen "umulig spagat, " hvor man både vil beskytte de ydre grænser, hvor bedre beskyttelse tilsyneladende blot betyder bedre migrations management, samtidig med at et omfattende apparat opsamler tusindvis af flygtninge og migranter i Middelhavet. Illustreret på glimrende vis af følgende skitse: irinnews.org I år har man foreløbig bragt 153.632 flygtninge og migranter til Italien, med skibe fra diverse landes flåder og kystredningstjenester, med tilfældige handelsskibe og med skibe i NGO eller privat regi. Når man ser misforforholdet mellem de aktiviteter, der forudsættes at indgå i EBCG styrken og dens beføjelser på den ene side og den omfangsrige opsamlings- og redningsaktion i Middelhavet, tvinges man til konklusionen: "Manglende beslutningsevne" i EU. Middelhavsindsatsen betyder, som vi tidligere har påpeget, at EU yder et kæmpebidrag til menneskesmuglernes forretningsmodel. Det betyder også, at effekten af EBCG formentlig vil være minimal, så længe "flugten fra Afrika" kan fortsætte så uhindret som nu . Hertil kommer, at et EU, der bryster sig af et menneskerettigheds charter, hvor "Everyone has the right to life" og "Human dignity is inviolable," tilsyneladende kan forene denne grundholdning med en fortsat accept af, at tusindvis af mennesker drukner i Middelhavet under forsøget på at nå til Europa. UNHCR konstaterer således, at 3.740 mennesker i 2016 er druknet ellers savnet frem til i dag. Ydermere kan man konstatere, som vi har gjort i forrige blogindlæg, at 70 procent af flygtningene og migranterne fra Afrika er unge mænd, hvorfor man hævde at EU i stedet for en erklæret humanistisk flygtningepolitik i realiteten praktiserer social darwinisme. For at undgå dette, burde man jo egentlig sende færger f.eks. til Nordafrika for at give flygtninge og migranter mulighed sikker transport til Europa. Eller endnu bedre, hente dem i deres hjemlande. Når man ikke gør det, er det selvfølgelig fordi man frygter for de mennesketsunamier, der så vil blive tale om. Altså fortsætter EU sin ubeslutsomme og egentlig dødelige politik. Hvilket flere gange har fået os til at advokere for en "pacifisk løsning," dvs. den politik Australien praktiserer og som Spanien i mindre format og mere gedulgt også praktiserer. Attempts to prevent "Out of Africa" movement Selv de mest ubeslutsomme i EU kan formentlig se, at den eksisterede Middelhavsmodel ikke blot kan fortsætte, både for fordi den egentlig tjener menneskesmuglernes og de mest mobile migranters interesse, men også fordi den medfører konstante risici for store tab af menneskeliv. Hvad agter EU så at gøre for at forhindre dette? Af konklusionen fra forrige uges møde fremgår, at man vil forebygge ulovlig migration langs (sic) den centrale Middelhavsrute. Som så ofte før betyder det man i konklusionen minder sig selv om, hvad der bør gøres, hilser velkommen , noterer sig, og opfordrer til. (Consilium). Hør blot: "minder om vigtigheden af fortsat at arbejde hen imod gennemførelse af en partnerskabsramme for samarbejde med de enkelte oprindelses- eller transitlande, indledningsvis med fokus på Afrika. Formålet hermed er at tilstræbe specifikke og målbare resultater med hensyn til at forebygge ulovlig migration og tilbagesende irregulære migranter." "minder om behovet for at håndtere de grundlæggende årsager til migration i regionen, herunder ved at støtte fordrevne personer i regionen, og dermed bidrage til at forebygge ulovlig migration, og fremhæver bidraget fra Vallettahandlingsplanen og den foreslåede eksterne investeringsplan i denne sammenhæng." "hilser New York-erklæringen om flygtninge og migranter velkommen." Det er den erklæring vi har kritiseret i blogindlægget "A wordy declaration signifying nothing?" "noterer sig Kommissionens første fremskridtsrapport om rammen for partnerskaber med tredjelande" "opfordrer alle aktører til at fortsætte det tætte samarbejde om pagterne med henblik på at intensivere den operationelle gennemførelse og medlemsstaterne til at styrke de nationale administrative processer for tilbagesendelser" I sandhed ubeslutsomhed over for potentielt gevaldige problemer. Det er klart at EU forestiller sig, at man kan benytte EU's aftale med Tyrkiet som model for, hvad der skal gøres. Via betaling af beskyttelsespenge og løfter om diverse investeringer og partnerskaber til de regimer i Afrika, der genererer flygtningestrømme, håber man at få bremset flygtninge- og migrantstrømmen til Europa og eventuelt få lavet aftaler om tilbagesendelser af migranter. Managing migration from Africa (in-)effectively? I en rapport fremlagt ved sidste uges møde gør man status over, hvor langt EU er nået i forsøget på at opnå aftaler med lande i Afrika. Man indleder rapporten med at minde om, at der må gøres noget. Som om det først nu står klart for bl.a. Kommissionsformanden, Jean Claude Juncker: "Europa skal gøre mere for at imødegå den tragiske situation med de tusinder af migranter og flygtninge, der hvert år krydser Middelhavet på flugt fra fattigdom, krig og forfølgelse. Det er kernen i den nye partnerskabsramme, som vi iværksatte i juni – og denne første statusrapport, der ligger klar i dag, viser, at den nye tilgang virker, såvel for EU som for partnerlandene. Nu må vi optrappe indsatsen og skabe varig forandring i vores mobilitets‑ og migrationsstyring sammen med vores partnere i Afrika og nabolandene." (europa.eu). Nu skal der altså gøres noget ved de hyppigt nævnte "root causes," de basale årsager til migration fra Afrika. Vi har i blog indlæggene "Valetta Summit: Pointless action promisses and offers of protection money" og "Patronizing Africa with band-aid and bribes? Part Two," redegjort for den indsats EU har planer om i Afrika. Her vil vi derfor blot se på, hvor langt man er nået. Der foreligger "factsheets" for følgende lande: Niger, Nigeria, Senegal, Mali og Etiopien. De pågældende "factsheets" kan ses her. Vi nøjes med at se hvor langt man kommet med det folkerigeste land i Afrika, Nigeria: Hvor langt er man så nået?
Ud fra en umiddelbar vurdering ikke ret langt. Der er tale om "High level engagement," ikke i form high society forlovelser, men blot møder. Under "Key progress" har man ikke opnået noget som helst substantielt, udover at man har fundet ud af, hvem man skal kontakte for at komme videre. Under " EU support" kan vi læse at projekt til forbedret migrations management og " sustainable reintegration", hvad det så ellers er, er undervejs. Under "Next Steps" finder vi en veritabel ønskeliste, ikke mere. Med sådanne tiltag, eller rettere mangel på konkrete tiltag, er det vanskeligt at se, hvorledes de skulle dæmme op for "Out of Africa" flugt og migration. For at forstå det behøver man blot at henvise til den forventede befolkningseksplosion i Nigeria frem mod 2050. I 2016 skønnes Nigeria at have en befolkning på 186.987 mio. I 2050 forventes Nigeria at have en befolkning på 398 mio., hvormed de formentlig har overhalet USA. Det på trods af, at man indregner et fald i fertiliteten for hver kvinde fra ca. 6 til 3,8. Det betyder naturligvis også, at Nigeria vil have en befolkningspyramide med en meget bred basis, dvs. en uhyrlig mængde unge mennesker. På den baggrund forekommer EU's indsats umådelig spagfærdig og aldeles utilstrækkelig. Og det gælder naturligvis også i relation til de øvrige lande, der er nævnt her. Når kan så tillige husker hvor store konflikter, der allerede nu findes i f.eks. i Etiopien, kan man frygte, at det som vi tidligere har været inde på, vil medføre potentielt gevaldige flygtninge- og migrationsstrømme. Vi kan derfor blot gentage vores konklusion fra "Patronizing Africa with band-aid and bribes? Part Two": Lidt kynisk må man derfor konkludere, at den bedste hjælp EU kunne give ville være at øge væksten i Europa og resten af Verden. Det ville hæve priserne på de råvarer Afrika eksporterer og lede til øgede direkte investeringer i Afrika. Intet af alt dette er dog tilstrækkeligt, hvis ikke det lykkes for Afrika selv at løse de grundliggende problemer vi har set på i det foregående. Først og fremmest ved at bremse befolkningsvæksten og mindske den umiddelbare afhængighed af råvareeksporten til resten af Verden. I en publikation med titlen "Africa 2050 – Realizing the Continent's Full Potential" understreger man, at "Africa's future is in its own hands" og advarer samtidig om konsekvenserne, hvis det ikke lykkes for Afrika at sin fremtid i sine egne hænder: "The cost of failure would be staggering in human terms and lead to global marginalization. Per capita income would be lower by more than US$10,000, some 40 percent of the population (900 million) would be unable to reach middle class status, and an additional 15 percent of the population (325 million) would remain mired in poverty. With most African countries approaching 100 years of independence, a continent with a quarter of the world’s population but only 3 percent of its economic activity would not only be highly unattractive but would also find its social and political stability under serious threat." (Africa 2050) Vi kan blot tilføje at "the cost of failure" også skal bæres af et Europa, der indtil videre har nøjedes med at forsøge at holde det afrikanske problem fra livet med "patronizing band-aid and bribes." Resettlement of children at risk Helt frem til maj måned i år holdt David Cameron stejlt på, at UK kun ville tage mod flygtninge direkte fra flygtningelejre i nærområderne og således ikke tage mod flygtninge fra "Junglen i Calais." "I think it is right to stick to the principle that we shouldn’t be encouraging people to make this dangerous journey. I think it is right to stick to the idea that we invest in the refugee camps in the neighbouring countries." (ib.times.co.uk). Den britiske regering havde i forvejen besluttet resettlement af op til 20.000 syriske flygtninge fra flygtningelejre i nærområdet frem mod 2020. Organisationer som "Save the Children" og "The Refugee Council," medier og politikere tvang ham imidlertid i løbet af foråret til at ændre position. Der skulle gøres noget særligt for sårbare flygtningebørn. Regeringen forslog derfor at tage mod yderligere 3.000 specielt sårbare børn fra Mellemøsten og Nordafrika frem til 2020. Udvælgelsen skulle ske med assistance fra UNHCR. "On the UNHCR’s recommendation, the scheme will not solely target unaccompanied children, but will also extend to vulnerable ‘children at risk’, such as those threatened with child labour, child marriage and other forms of abuse or exploitation." (gov.uk). Resettlement programmet ville ikke omfatte uledsagede flygtningebørn, der allerede befandt sig i Europa. Igen med det argument, at man ikke ligefrem ville opmuntre til at uledsagede børn begav sig ud på en farlig rejse til Europa. Regeringens forslag var helt utilstrækkeligt for alle de do-gooders, der ville have at man skulle tage mod nogle af de mange tusinde uledsagede børn, der allerede befandt sig i Europa. I forvejen gav Dublin III forordningen mulighed for, at uledsagede flygtningebørn kunne komme til UK, hvis de havde familiemedlemmer her. "Er ansøgeren en uledsaget mindreårig, der har en slægtning, som opholder sig lovligt i en anden medlemsstat, og det på grundlag af en konkret vurdering er fastslået, at slægtningen kan tage sig af vedkommende, skal den pågældende medlemsstat sammenføre den mindreårige med vedkommendes slægtning og være ansvarlig medlemsstat, forudsat at dette tjener den mindreåriges tarv bedst." (eur-lex.europa.eu). Med hensvisning til forordningen havde regeringen allerede genbosat et mindre antal børn, selv om det havde vist sig, at familiemedlemmerne i UK ikke altid var i stand til at sørge for børnene. Demands for saving children from the "Jungle" Lord Dubs, der selv var kommet til UK som flygtning i såkaldt "kindertransport" før 2. Verdenskrig, førte an i en kampagne for, at UK alligevel skulle tage mod 3.000 uledsagede og sårbare flygtningebørn fra lejre i selve Europa og ikke mindst fra "Junglen" i Calais. "Save the Children" organisationen argumenterede, at 3.000 ville udgøre en fair andel af de børn man skønnede allerede var kommet til Europa i løbet af foråret 2016. Med pres fra egne partifæller gav David Cameron sig og accepterede at tage mod et uspecificeret antal uledsagede flygtningebørn fra Italien, Grækenland og Frankrig ud over de 3.000 fra flygtningelejre udenfor Europa. I det såkaldte Dubs Amendment til Immigration Act fra maj 2016 hedder det derfor: “Our resettlement schemes are successfully helping Syrians and vulnerable children in conflict regions. We will do more for those unaccompanied children who registered in Europe before the EU-Turkey deal while ensuring that any actions we take are always in the best interest of the child." Det bemærkes, at der kun kan blive tale om børn, der er ankommet til Europa før EU's aftale med Tyrkiet, der trådte i kraft d. 20. marts 2016. For man vil stadig holde på princippet om, at man vil undgå at tilskønne til en fremtidig trafik af uledsagede flygtningebørn til Europa. I en erklæring fra Downing Street hedder det: "The government is not putting a fixed number on arrivals, but will instead work with local authorities across the UK to determine how many children will be resettled. We will move quickly to consult local authorities, with the first arrivals expected before the end of the year." (gov.uk). Regeringen gjorde imidlertid ikke meget for at føre planen ud i livet, hvilket ledte til fornyede protester fra de organisationer, der havde insisteret på at man skulle hjælpe de uledsagede flygtningebørn fra "Junglen" i Calais. Clearing "The Jungle" Først efter at man havde erfaret, at Frankrig ville foretage en snarlig rydning af "Junglen" i Calais, begyndte der at ske noget. Ikke mindst som følge af pres fra flygtninge- og børneorganisationer. "Help Refugees" opfordrede til befolkningen til at presse lokale medlemmer af parlamentet ved at sende opfordringer med følgende tekst: "As you know the refugee camp in Calais will be closing imminently. Our last census identified 1022 unaccompanied minors living in the camp. At least 387 of these kids have a legal right to be in the UK. Today we are asking you to take action by writing to your local MP, and then following up with a phone call, to apply pressure to encourage the government to act quickly to meet their commitment to protect the unaccompanied children currently living in the Calais camp who have legal right to safety in the UK." (helprefugees.org.uk). Midt i oktober kom der derfor gang i bestræbelserne på at udvælge hvilke uledsagede flygtningebørn fra "Calais Junglen," der kunne komme til UK. Og i oktober ankom de første hastige transporter med uledsagede flygtningebørn til UK. Adult children arriving in the UK? "The first group of unaccompanied children have arrived in the UK from Calais today (17 October), following the Home Secretary’s pledge to transfer as many minors as possible before the camp is cleared. The group, aged 14 to 17, were transported across the Channel this morning. They will be screened and processed by the Home Office, before being reunited with their families in the coming days." Børn i alderen 14-17, jo tak. Populærpressen var på pletten da de første børn ankom og med en vis forbavselse, blandet med skadefryd, konstaterer man, at mange af "børnene" ser ud til at være væsentlig ældre end 17 år. Daily Mail publicerer en stribe fotos af unge og knapt så unge mænd, der smilende og triumferende markerer deres glæde over at være sluppet over kanalen. Fotos af " børnene kan ses her og her. Forsøg på at bedømme alderen på basis af de fotos Daily Mail og andre medier har publiceret er naturligvis usikker. Men et hurtigt skøn med brug af Microsoft's "How-Old.net" application på nogle af Daily Mail's fotos, viser for tre af "børnene," at der kan være tale om mænd på henholdsvis 29, 36 og 41 år. Under alle omstændigheder er flere af de fotograferede "børn" i hvert fald ældre end 17 år og der er som sædvandlig kun tale om mænd. (senere i oktober kommer dog en gruppe piger fra Eritrea til UK). "Børnenes" alder vækker mildest talt opsigt i medierne og specielt da barnet med ansigt som en ca. 40 årig. Forargelsen er stor, men det er forargelsen over forargelsen også. TACT (The Adolescent and Children’s Trust) hævder nemlig, at der er tale om en tolk, der ledsager børnene. Indtil det står klart, at der alligevel er tale om et af børnene, hvorefter TACT må beklage. Home Office har en anden forklaring på børnenes udseende: "The child migrants may look older because fleeing war zones had 'probably toughened them up so they've grown up a bit quicker." En konservativt parlamentsmedlem, Philip Davies, forlanger at man bruger en ofte anvendt test til at vurdere børns alder ved hjælp røntgenbilleder af deres tænder. "Tidligere indenrigsminister, Jack Straw, krævede "age tests on child refugees brought to Britain and warned the row over whether they were really adults risked undermining public confidence in the asylum system." Det støder straks på en ny omgang forargelse og afvisning fra engelske tandlæger, der kalder metoden upræcis og uetisk. Home Office forsvarer sig med at det ville et for drastisk indgreb, at foretage aldersbestemmelse med røntgenfotos af tænderne. Man havde i stedet benyttet en a screening proces "based on their'physical appearance' and 'demeanour',with social workers signing off an 'age assessment'" Skaden er dog allerede sket, de mest højtråbende medier fyldes med forargede læserkommentarer, hvor man bl.a. advarer mod at "de unge mænd" anbringes sammen med børn i skolerne. Fra "Junglen" i Calais beretter "tabloid" pressen om frivillige, der kan fortælle af at udvælgelsen er foregået ganske kaotisk. Unge mænd har trængt sig frem i forreste række og de virkeligt sårbare er blevet skubbet til side. Reaktionen fra myndighedernes side er hurtig og primitiv, bussernes vinduer blændes af og på rekordtid bliver det opstillet en kæmpehøj skærm formet af træskelet forsynet med plastic afdækning på det sted, hvor "børnene" modtages i UK. Every man for himself? Det er ikke til at vide med sikkerhed om den gruppe af uledsagede "børn" eller rettere unge mænd, der vakte så megen opsigt ved deres ankomst til UK, er repræsentative for resten af de få hundrede børn, der kommer til UK fra "Junglen" i Calais. Tal fra Home Office antyder dog, at det ikke er en usædvanlig situation. "Home Office statistics revealed that between January 2006 and June 2016, 45 per cent of 11,847 applicants whose ages were checked were not children." (Independent). Så meget altså for uledsagede sårbare børn, som stribevis af NGO'er, politikere og medier har presset den britiske regering til at modtage. Man kan ikke lade være med at erindre om Cameron's princip, at man kun skulle hente flygtninge i nærområdets lejre, hvor dels kunne tage hele familier og sikre sig, at man virkelig fik øje på de sårbare børn. Det var den gruppe, der indgik i Cameron's forslag om at modtage 3.000 fra nærområderne. Ikke disse voksne børn fra "Junglen i Calais" I stedet har man udvalgt en forholdsvis høj andel af unge mænd og aldeles ikke de mest sårbare. Man kan snarere sige, at udvælgelsen er foregået efter Charles Spencer's " survival of the fittest" princip. Det er derfor vi stiller spørgsmålet om velmenende og velgørende do-gooders i skikkelse af alle dem, der har agiteret for at man skulle tage imod de mest sårbare flygtningebørn fra "Junglen" og fra andre lejre i Europa, i virkeligheden støtter en slags socialdarwinisme. "Do gooders er "someone who does things that they think will help other people, although the other people might not find their actions helpful" Hvis de indirekte komme til at støtte en art socialdarwinisme har de bestemt ikke været hjælpsomme, tværtimod. For social darwinisme står for den tanke, at menneskelivet er en kamp om overlevelse efter princippet om "survival af the fittest." I stedet for at redde de mest sårbare, har man modtaget triumferende grupper af "the fittest young men" fra det, der meget passende går under navnet "Junglen" Do-gooders skævvrider hele indsatsen for flygtninge. Ikke blot i dette tilfælde. Det er ikke de svageste, de sårbare børn, kvinderne, eller dem, der har det dårligst, der får opmærksomheden og hjælpen, men derimod de stærkeste, de unge mænd, der også udgør spydspidsen af bådflygtninge. Hvis vi betragter det aktuelle billede af situationen i Middelhavet, har UNHCR opgjort, at ca. 70 procent af de migranter og flygtninge, der har krydset Middelhavet til Italien i år, er mænd, som det kan ses af opgørelsen herunder. Det må derfor være berettiget at spørge: Hvordan er situationen for dem, der ikke har kondition og midler til at migrere eller flygte. Hvordan er situationen i nærområderne, sammenlignet med den modtagelse de "voksne børn" fra Calais får i UK? Er do-gooders organisationer og individer så fulkommen forblændede af deres egen problematiske godhed og humanisme, at de ikke ser, at de ofte støtter de stærke i stedet for det svage. Hvorfor de i den allermest primitive forstand kommer til at stå for den socialdarwinisme, som de utvivlsomt mener at bekæmpe. Why the need to save the children from France? Den kritiske journalist og forfatter Peter Hitchens rejser spørgsmålet i en artikel i Daily Mail: "So what are these enormous, prematurely aged children fleeing from? Why must they come here?" Et berettiget spørgsmål skulle man mene. Gælder Frankrig ikke for at være et sikkert land? Kan Frankrig ikke skabe sikre forhold for uledsagede børn, især så voksne børn, som der åbenbart er tale om? I går kunne man høre Indenrigsminister Amber Rudd, forklare rationalet bag de sidste dages hastige genbosætning af uledsagede børn fra lejren i Calais. (gov.uk). I de første 9 måneder af året havde man modtaget 80 uledsagede flygtningebørn fra Frankrig under Dublin III forordningen. Dvs. man havde koncentreret sig om de børn, der allerede havde familie i UK. Først med det såkaldte Dubs Amendment, som regeringen blev presset til at acceptere, var man begyndt at interviewe og udvælge de uledsagede børn, der blev betragtet som sårbare. Under denne ordning har man indtil nu modtaget ca. 200 børn (inklusive, må man tilføje de voksne børn, der har givet anledning til opstandelsen). I de seneste dage har man interviewet yderligere 800 børn før lukningen af "Junglen," men det er åbenbart sket under kaotiske forhold: " Much of this work has been carried out in difficult conditions, and on a number of occasions interviews have been paused and UK staff have withdrawn for safety reasons." Det kan vel næppe have være de sårbare børn, der har skabt den vanskelige situationen. Har det mon igen været de unge mænd, der ønskede at stå først i køen til at komme til UK? Man regner således med at genbosætte flere uledsagede børn fra "Junglen." Amber Rudd hævder dog, at man ved udvælgelsen vil lægge vægt på tre kriterier: "We will prioritise those likely to begranted refugee status in the UK; we will also prioritise those 12 years old or under; and we will consider those assessed as being at a high risk of sexual exploitation. In doing this we are also establishing whether it is in each child’s best interests to come here." Mon ikke hendes udtalelser understreger, at de voksne "børn," der allerførst kom til UK, i hvert fald ikke opfylder to af disse betingelser. De er ikke under 12 og de er næppe i risikogruppen for " sexual exploitation." Altså har man udvalgt de mindst sårbare allerførst og nu ser man så hvad man kan gøre for at rette op på billedet. Amber Rudd giver ikke noget svar på, hvorfor det har været nødvendigt at bringe de uledsagede børn i sikkerhed i UK fremfor at lade dem blive i Frankrig. Forklaringen må vel være, at do-gooders har presset regeringen til en aktion, der i hvert fald på for en dels vedkommende har givet sikkerhed til de stærkeste og ikke de svageste. _________________________ Addendum: Determining age I en række lande, bl.a. USA, har man i årevis anvendt en række procedurer til at bestemme personers alder, med henblik opnå at afgøre om der stadig er tale om børn, dvs. unge under 18 år. Proceduren kan følge vejledningen "Assessing Age" fra "UK Visas and Immigration" omfatte undersøgelse af eventuelle fødselsattester, ID-beviser og rejsedokumenter, interviews, familiehistorie, samt vurderinger foretaget af børnelæger. Hertil kommer så vurderinger baseret på røntgenbilleder af hånden, der kan vise håndes udviklingsstadie, og røntgenbilleder af tændernes udvikling. Alle metoder er åbenbart behæftet med usikkerhed. "Dental scans are also used to determine the maturity of wisdom teeth. These can reach full maturity as early as age 15, as late as 25, or in some cases never fully develop at all." For undersøgelser af håndens udvikling gælder "wrists can be fully mature in children as young as 15,... A rival atlas ... indicates a mean chronological age for wrist maturity of 17.6 years – give or take 1.3 years. So most “children” have “adult” wrists before 18" (New Scientist). Forskere fra Katholieke Universiteit Leuwen i Belgien har dog for nylig berettet om en ny metode til aldersbestemmelse, der nytter sig af DNA materiale. "Bekaert and his colleagues were able to predict individuals’ age on the basis of a set of four age-associated DNA methylation markers. The methylation levels of these markers can be used for highly accurate age predictions. The researchers were able to determine individuals’ age with a margin of error of 3.75 years for blood samples and 4.86 years for teeth." (KU Leuwen). forgårs vedtog den tyske regering en stramning af betingelserne for at opnå sociale ydelser. Migranter fra andre lande i EU, der ikke har arbejde, vil for fremtiden ikke kunne opnå ret til sociale ydelser i form af f.eks. Hartz IV de første 5 år. Med mindre de førhen ved arbejde har optjent ret til sådanne ydelser. De kan alene modtage en mindre ydelse i maksimalt én måned og støtte til at rejse hjem. Med arbejdsminister Andrea Nahles' ord: "Wer nicht in Deutschland arbeitet, selbständig ist oder einen Leistungsanspruch nach SGB II auf Grund vorheriger Arbeit erworben hat, dem stehen innerhalb der ersten fünf Jahre keine dauerhaften Leistungen nach SGB II oder SGB XII (SozialGesetzBuch) zu. Die Betroffenen können jedoch überbrückungsleistungen bis zur Ausreise erhalten - längstens für einen Zeitraum von einem Monat." (BMAS). For fremtiden gælder som grundregel, at EU-migranter ikke har ret til sociale ydelser før de har optjent ret til dette. De må i stedet anmode om sociale ydelser i hjemlandet. Nahles hævder, at regeringen med dette krav styrker tilliden til den europæiske ide og til en af dens vigtigste rettigheder, den frie bevægelighed for arbejdskraften. Fri bevægelighed for arbejdskraft, der besætter ledige stillinger, ikke fri bevægelighed for ledige, der ønsker andel i højere sociale ydelser i Tyskland. Naturligvis bidrager restriktionerne også til at skåne de offentlige kasser i Tyskland. Lakonisk konstaterer Daily Mail "The proposal would have a similar impact to one the UK government demanded ahead of the EU referendum. After months of negotiation, David Cameron was eventually offered an 'emergencybrake' on migration which created a seven year window in which new arrivals toBritain from the EU could be denied benefits." En nødbremse, det var alt hvad Cameron blev tilbudt, bl.a. fordi Tyskland og andre lande i EU modsatte sig de mere vidtgående ønsker fra David Cameron og nu vedtager Tyskland så uden videre et forslag, der synes lige så skrapt som det Cameron forgæves forsøgte at opnå. "Her [Nahles'] proposal goes considerably beyond the four year moratorium controversially argued for by the former British prime minister David Cameron before the UK’s EU referendum." (The Guardian). I det lys kan hele balladen om UK's ønsker til begrænsning af immigration og Brexit synes fuldkommen absurd. Først nej til UK og så indførelse af mindst lige så skrappe betingelser for immigration til Tyskland. Man fristes til at spørge: "Have they gone mad in the EU? For Brexit afstemningen havde formentlig fået en anden udgang, hvis UK havde fået EU's accept af lige så skrappe restriktioner på velfærdsydelser, som dem Tyskland nu indfører for velfærdsydelser til migranter fra andre EU-lande. Forklaringen på det tilsyneladende absurde forhold er dog en anden. I UK baseres de sociale ydelser ikke på et optjeningsprincip. Det er prinpielt en rettighed for alle. I UK gælder således: "an EEA national exercising Treaty rights, for example, a worker or self-employed person, is eligible to access benefits on the same basis as UK citizens, provided they meet the relevant eligibility criteria for those benefits.... For example, new regulations that came into force during 2014 specify that EEA jobseekers cannot receive out-of-work benefits such as means-tested jobseekers’ allowance, child tax credit or child benefit within the first three months after arrival (House of Commons, 2015)" (migrationobservartory) De britiske krav, der blev fremsat af Cameron, ville derfor, i modsætning til de nye tyske restriktioner, kræve en traktatændring i EU. Fordi EU ret kræver, at alle EU migranter har samme rettigheder, som borgerne i det land de immigrerer til. I Tyskland er sociale ydelser derimod delvis baseret på et optjeningsprincip, der ganske vist også gælder for alle, men samtidig giver mulighed for at indføre de netop vedtagne restriktioner. Formålet med restriktionerne er imidlertid nøjagtig det samme som i UK, begrænsning af ukontrollerbar velfærdsturisme: ""Es ist der richtige Weg, dass Frau Nahles die durch das Bundessozialgericht eröffnete Lücke für einen unkontrollierten Zuzug in unser Sozialsysteme nun schließt" (Die Zeit). Det kan forekomme forrykt, at det er sådanne teknikaliteter, der blev afgørende for at et af de vigtigste lande i EU vælger at forlade Unionen. Addendum Arbejdskraftens frie bevægelighed er et grundlæggende princip i EU. Det er fastsat i artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og er blevet udviklet gennem den afledte EU-lovgivning og Domstolens retspraksis. Som EU-borger har du ret til at: søge arbejde i et andet EU-land arbejde uden arbejdstilladelse bo der, mens du arbejder opholde dig der – også når dit ansættelsesforhold ophører blive behandlet på lige fod med landets egne borgere med hensyn til adgang til arbejde, arbejdsvilkår og alle andre sociale ydelser og skattefordele EU-borgere kan også få visse former for sundheds- og socialsikringsdækning overført til det land, de søger arbejde i. (ec.europa.eu) I søndags fløj Kansler Merkel på en tredages tur til tre afrikanske lande, Mali, Niger og Etiopien. Formålet er hverken sightseeing eller høflighedsvisit. Turen skal ses på baggrund af at tilslutningen til Merkel og hendes parti CDU er svindende, hovedsagelig pga. hendes flygtningepolitik. Ved den sidste INSA-opinionsmåling er tilslutningen til CDU/CSU helt nede på 29,5 procent, et katastrofalt dårligt resultat. Protestpartiet AfD (Alternative für Deutschland) står derimod til at få helt til 15 % procent. I den store koalition er vicekansler Sigmar Gabriel fra SPD begyndt at markere tydelig afstand til Merkel. Valgkampen til Bundestags-valget i efteråret 2017 er således allerede i gang og Merkel og CDU må derfor med alle midler forsøge at rette op den manglende tilslutning. Merkel har selv forsøgt sig med en slags politisk spagat, hvor hun på den ene side indrømmer, at udsagnet " Wir schaffen das" var blev overtolket. Det var en "Leerformel", altså blot en indholdsløs bemærkning. På den anden side holder hun tilsyneladende fast i sit standpunkt om, at der der ikke må være overgrænser for antallet af flygtninge eller lukkede grænser i Tyskland. Indenrigsminister de Maiziére søger at overraske befolkningen med en oplysning om, at der kun kom 890.000 flygtninge til Tyskland i 2015 og ikke som alle hidtil havde antaget over én million. Hverken Merkel eller de Maiziére har dog indtil videre haft held til vende stemningen. Altså må man forsøge med noget nyt. Det er i det lys man skal se Merkel's rejse, for til hovedformålet hører:"... die wirtschaftliche Entwicklung, Migration und Rückführung, Kampf gegen den Terrorismus sowie der Friedensprozess in Mali und die Stabilisierung in der Region." Med rejsen vil Merkel således forsøge at bremse migrationen fra Afrika til Europa og muliggøre tilbagesendelse af migranter ved understøtte den økonomiske udvikling i landene hun besøger og ved at bidrage til bekæmpelsen af terrorisme. Det sidste sker allerede med udsendelse af et militært kontingent til Mali. Flüchtlinge vor Deutschlands Tür I et interview i "Die Zeit" erkender hun, at hun hidtil ikke har tænkt meget over problemerne i Afrika. Først med flygtninge- og migrantstrømmen er Afrika blevet strategisk vigtig. " Wir waren die meiste Zeit schlicht zufrieden, dass keine Flüchtlinge kamen.“ Heute stünden die Flüchtlinge aber vor Deutschlands Tür." (die Zeit). Det kan man sige, for indtil d. 9. oktober har Italien modtaget 144.214 flygtninge og migranter fra Afrika, og flertallet af disse har formentlig ikke planer om at forblive i Italien. I følge UNHCR kommer disse flygtninge og migranter fortrinsvis fra Nigeria, Eritrea, Gambia og Sudan. Et kort viser hvilke transit ruter de benytter for at nå frem Libyen, hvorfra de forsøger at komme over Middelhavet. Nu hvor Merkel så at sige også har opdaget problemet med strømmen af flygtninge og migranter fra Afrika, godt hjulpet af dårlige opinionstal mv., tager hun så til Afrika. Hendes politik går i princippet ud på at kopiere aftalen med Erdogan og Tyrkiet, hvor Erdogan modtager beskyttelsespenge for at holde på flygtninge og migranter. "She also said more must be spent on development aid to deal with the root causes of migration, adding that it was critical "to prevent a repeat of the situation seen last summer." (allafrica). Merkels offerings of "band-aid og bribes" Første stop på turen var Mali, hvor hun mødtes med præsident Ibrahim Boubacar Keïta og 540 mand store tyske militære kontingent, der skal bidrage til sikre roen i Mali, der er plaget at islamistiske grupper i den nordlige del af det kæmpestore land. Men Mali er også et vigtigt transitland for flygtninge på vej nordpå til Libyen og Europa. Ud over fortsat militærhjælp tilsikrede Merkel tyske midler til uddannelsesprojekter, til at skabe bedre vandforsyning og til at bekæmpe narkohandlen og de islamistiske grupper i norden. " Wir wollen einen Beitrag dazu leisten, dass Mali stabilisiert wird und eine gute Entwicklung nehmen kann." Ikke underligt at præsidenten modtog hende med åbne arme: "Seien Sie herzlich willkommen. Mali öffnen Ihnen die Arme und empfängt Sie als Freundin." Spørgsmålet er dog om at de nævnte bidrag vil mindske transitstrømmen af migranter. En forbedret uddannelse, bedre vandforsyning i Mali og mere sikkerhed i landet, mindsker næppe transitstrømmen. Man må derfor formode hendes bagtanken er, at Mali skal være mere villig at bekæmpe de menneskesmuglere, der sørger for transporten af migranter gennem Mali. Derimod kan man næppe hævde, at den hjælp hun tilbyder vil have nogen som helst effekt på årsagerne til transitstrømmen gennem Mali. Årsagerne ligger længere sydpå. Så her forsøger hun, stort set som i tilfældet med Tyrkiet, blot at få lukket transitmuligheden. Måske kan sige at hun forsøger at skabe en mur af sand (et Sahara uden menneskesmuglere) mod transitstrømmene. Mandag er Merkel i Niger, der er det vigtigste transitland for migranter på vej nordpå fra Vest- og Centralafrika. Sidste år regnede man med at 150.000 migranter tog denne vej, mens tallet for i år indtil videre skønnes at være på 160.000. Merkel roser Niger for at have skabt et retsligt grundlag for at bekæmpe menneskesmuglere, der nu risikerer op mod 30 års fængsel. I de forgangne måneder har man arresteret 60 smuglere og beslaglagt deres biler. Det er dog næppe noget, der bremser strømmen, men her tilbyder Merkel hjælp. I 2017 vil Tyskland bidrage med 17 mio. euro, der skal bruges til at skabe alternativ beskæftigelse i regionen Agadez, hvor menneskesmugleri i dag er den vigtigste næringsvej. I de næste fem år skal der flyde yderligere midler. Tyskland vil også bygge en militærbase i Niger, til støtte for missionen i Mali. Desuden tilbyder Merkel bilateral udviklingshjælp svarende til hendes løfte til Mali. Det er dog langtfra nok for præsident Mahamadou Issoufou, der kræver én milliard euro som en slags Marshall hjælp, hvilket ville være mere end Niger i alt har modtaget fra Tyskland siden 1962. Lidt truende lyder det fra præsidenten: "Der kan ikke herske sikker velstand i et noget land, så længe der lever millioner i fattigdom i andre lande ." Man forstår at præsident Issoufou har lært af Erdogan, hvordan man skal gebærde sig, når man skal optræde som dørvogter for Europa. Et blik på kortet viser, at Merkel også her forsøger at få hjælp til at bremse en transitstrøm, uden at der bliver gjort noget reelt for at bekæmpe de flugtårsager som hun ellers er så optaget af. Tirsdag gælder Merkel's besøg Addis Abeba. Her ankommer til et land, hvor der siden søndag har været erklæret 6 måneders undtagelsestilstand efter års uro i Oromiya og Amhar regionerne og efter forrige søndags mange døde ved en massepanik forårsaget af politiets forsøg på at opløse en demonstration med tåregas og skud i Oromiya regionen. "The scale of this violence and the shocking number of deaths make it clear that this is a calculated campaign to eliminate opposition movements and silence dissenting voices" lød det fra en af UN menneskerettigheds rapportører. Officielt kommer Merkel til hovedstaden for at indvi den nye "Julies Nyere Peace and Security Building," der er opført med tyske penge. Hun skal dog også mødes med repræsentanter fra Den Afrikanske Union. Som et af folkerigeste lande i Afrika, plaget af stridigheder med den største befolkningsgruppe, Oromo'erne, med en stor gruppe flygtninge fra nabolandene og hyppige tørkekatastrofer er der et gevaldigt fremtidigt potentiale for en strøm af migranter med kurs mod Europa. Merkel fortæller, at hun har plæderet for en åben dialog med de mennesker, der har problemer og tilbyder ministerpræsident Hailemariam Desalegn Bosche, at tysk politi kan lære etiopisk politi deeskalation. Her kommer altså en tysk forbundskansler, der hjemme frabeder sig dialog med et AfD og formaner et land med over 100 mio. indbyggere og utallige etniske grupper, at de skal klare alvorlige stridigheder med mere dialog. Acting in her own interest? Mens det i lyset af hendes problemer i Tyskland kan virke forståeligt at hun forsøge at give indtryk af, at hun aktivt forsøger at gøre noget ved flygtninge- og migrantstrømmen fra Afrika, er der flere aspekter, der giver anledning til undren i hendes "Tour of Africa:" Hvis hun, som hun selv siger, vil bekæmpe årsager til flugt og migration, kan det undre, at hun fortrinsvis besøger de lande, hvor transitstrømme er hovedproblemet. Det giver anledning til at tro, at det hun er mest optaget af er at begrænse strømmen, ikke at bekæmpe årsager. Hun vil hjælpe menneskesmuglere til ny beskæftigelse og styrke politi og militær i transitlandene. Det er ikke noget, der i sig selv bekæmper flugt- og migrations årsager. Hun synes ikke at have nogen skrupler, når det gælder om at betale problematiske regimer beskyttelsespenge for at bremse flygtninge-og migrantstrømme. Samtidig insisterer hun på, at Tysklands grænser er åbne for flygtninge. Hun modsætter sig overgrænser for, hvor mange flygtninge Tyskland kan optage, men har ingen problemer med at få andre til spærre vejen. Hun forsøger at opretholde billedet af en human flygtningepolitik og er tilsyneladende uberørt af, at den aktuelle flygtningepolitik medfører, at tusinder drukner i Middelhavet under forsøget på at nå Europa. Agerer hun på egen hånd, eller optræder igen hun på EU's vegne? Strømmen fra Afrika er jo ikke kun et tysk problem, men måske er hun mest optaget af hvorledes hun kan påvirke den hjemlige opinion og ikke så meget Europa. I følge "Der Spiegel" skal hun ikke regne med EU's støtte til en afrikansk version af sin "dørvogter mod betaling af beskyttelsespenge" aftale med Tyrkiet. Udvidelseskommissær Johanes Hahn skulle have advaret Merkel mod at foreslå lignende aftaler i Afrika. Hahn mener nemlig ikke at situationen i de afrikanske lande Merkel vil besøge kan sammenlignes med Tyrkiets situation. Tyrkiet har selv modtaget 2,5 mio. flygtninge, de lande hun vil besøge er fortrinsvis transitlande. Ydermere frygter man i EU, at der kan blive tale om afpresning fra flere afrikanske lande, hvis Merkel indgår sådanne aftaler. Ikke helt urealistisk i lyset af ønsket om én milliard euro fra Nigers præsident. Fra en EU diplomat forlyder det: "Hvis Merkel lover landene penge må hun se hvordan hun får skrabet dem sammen i den tyske Bundestag." (Der Spiegel). Kritikken skal også ses i lyset af at EU allerede har givet løfte om omfattende hjælp. (Se i øvrigt blogindlæg " Patronizing Africa with band-aid and bribes? part two"): På Valletta topmødet i 2015 mellem EU og Afrika lancerede man en “Emergency Trust Fund for stability and addressing root causes of irregular migration and displaced persons in Africa." med i alt 1,8 mia. euro fra EU budgettet, European development Fund (EDF) , med forventning om yderlige 1,8 mia. euro i andre former støtte. Formålet med fonden er at prioritere støtte til de områder hvorfar der kommer specielt mange migranter, dvs. The Sahel region and Lake Chad area: Burkina Faso, Cameroon, Chad, the Gambia, Mali, Mauritania, Niger, Nigeria and Senegal. The Horn of Africa: Djibouti, Eritrea, Ethiopia, Kenya, Somalia, South Sudan, Sudan, Tanzania and Uganda. The North of Africa: Morocco, Algeria, Tunisia, Libya and Egypt. A wall of sand isn't enough Merkels indsats forekommer aldeles utilstrækkelig og uigennemtænkt, i lyset af de potentielt enorme problemer Afrika og dermed Europa står over for. Fra blogindlægget "Out of Africa" The potential for en African tsunami" kan hente vi hente tal, der viser den forventede voldsomme befolkningsvækst i Afrika. Fra 1.186 mio. i 2015 til 1.679 i 2030 og endnu vildere 2.478 i 2050, mens EU-28 forventedes at stagnere på lidt mere end 500 mio. Samtidig skal vi huske, at klimaforandringer kan forværre mulighederne for landbrug i Afrika. Set i det lys virker Merkel's rejse og de forholdsvis beskedne beløb hun har med som en valgkamps foranstaltning i egen interesse. Problemet med Afrika er langt mere alvorligt for "a continent with a quarter of the world’s population but only 3 percent of its economic activity would not only be highly unattractive but would also find its social and political stability under serious threat." Vi kan blot tilføje at " the cost of failure" også skal bæres af et Europa, der indtil videre har nøjedes med at forsøge at holde det afrikanske problem fra livet med "band-aid and bribes." Forleden kunne vi berette om et lækket papir fra EU, hvoraf det fremgik at EU havde planer om at presse Afghanistan til at acceptere tilbagesendelse af mindst 80.000 afghanere, der ikke kan opnå asyl i EU. Truslen fra EU's side lød: The EU should stress that to reach the objective of the Brussels Conference to raise financial commitments "at or near current levels" it is critical that substantial progress has been made in the negotiations with the Afghan Government on migration by early summer." Kravene i papiret skal ses på baggrund af, at afghanere udgjorde den næststørste gruppe af asylansøgere det sidste år. Eurostat har optalt 222.585 asylansøgninger fra afghanere i EU-28 for perioden andet kartal 2015 - andet kvartal 2016. Officielt tog EU afstand fra papiret og truslerne, men se så hvad EU kunne meddele d. 2. oktober i kommuniké med titlen "Joint Way Forward on migration issues between Afghanistan and the EU." (eeas.europa.eu). Af dette kommuniké fremgår, at EU i hvert fald på papiret har opnået en aftale med Afghanistan om at returnere alle de afghanere tilbage, der ikke kan opnå asyl , ligesom det fremgår at Afghanistan skal forpligte sig til at hindre afghanere i at begive sig på vej mod Europa. Aftalen "dentifies a series of actions to be taken as a matter of urgency by the EU and the Government of Afghanistan with the objective to establish a rapid, effective and manageable process for a smooth, dignified and orderly return of Afghan nationals who do not fulfil the conditions in force for entry to, presence in, or residence on the territory of the EU, and to facilitate their reintegration in Afghanistan in a spirit of cooperation". Afghanere, som ikke kan få ophold i EU kan naturligvis vælge at vende tilbage frivilligt. Afghanere, som ikke er villige til vende frivilligt tilbage, vil også blive returneret til Afghanistan, når de administrative og legale procedurer er afsluttet. For at lette tilbagesendelsen kan EU indsætte særfly til Kabul. Der må blot i første omgang ikke sendes mere end 50 retur pr fly. Det skal endda undersøges om der kan bygges en speciel modtageterminal i Kabul for de afghanere, der sendes tilbage. Afghanistan forpligter sig til at "create conditions conducive to the sustainable reintegration of Afghan returnees, the Government of Afghanistan will take the necessary measures to sensitize the population to the dangers of irregular migration, including through information and awareness raising campaigns." EU lover til gengæld at bidrage til at finansiere informationskampagnerne. I følge kommunikéet vil EU også bidrage med en reintegrations pakke, der skal understøtte de tilbagesendtes reintegration i Afghanistan gennem en kombination af midler, der skal understøtte de umiddelbare behov og midler, der langsigtet skal understøtte "vocational training and skills development geared towards economic perspectives in-country and through legal migration". Kritikken af aftalen med Afghanistan lod ikke vente på sig. "EU forces Afghanistan to drink ‘poisoned cup’ in exchange for aid." hed det i en kommentar fra Amnesty International, der henviser til den usikre situation i Afghanistan. " “This Monday the Taliban briefly captured Kunduz, showing the incredibly difficult and uncertain situation that people in Afghanistan face. Such an attack shows that many Afghans have a strong claim to international protection or cannot be returned because of the security situation. It also shows that the EU’s claim that Afghanistan is safe for people to return is preposterous.” (amnesty.eu). Man kan næppe påstå, at Amnesty International har uret i deres vurdering og situationen er egentlig endnu værre. I Afghanistan befinder der sig op mod én million "internally displaced persons" og nu truer nabolandet Pakistan med at man vil presse fordrevne afghanske flygtninge tilbage over grænsen. "Pakistan – the country that houses more expatriate Afghans than any other – plans to repatriate the 3 million Afghans who have sought refuge there since 1978. The former face reprisals from the extremists from whom they fled. The latter must head for a country where most of them have never even set foot." (The Guardian). På trods af de miserable forhold føler EU sig tvunget til at gøre noget for at stoppe strømmen fra Afghanistan. Her skal man i øvrigt huske, at krig i hjemlandet i sig selv ikke udgør en tilstrækkelig grund til at få asyl i følge 1951 flygtningekonventionen. Desuden søger EU jo samtidig at hjælpe Afghanistan på fode med en omfattende hjælpepakke. EU hævder dog, at der ikke er nogen sammenhæng mellem aftalen d. 2. oktober om tilbagesendelse og løfterne om 15,2 mia. dollars i støtte fra d. 5. oktober. (consilium). Afvisningen af sammenhængen lyder ganske vist som det rene vrøvl, især i lyset af det lækkede papir fra EU , hvor man taler om at presse Afghanistan til at acceptere tilbagesendelse af mindst 80.000 mennesker, hvis de skal bevare muligheden for at modtage hjælp. Set helt udefra virker det ikke som om EU reelt ved, hvorledes man skal hjælpe Afghanistan på fode. De milliarder landet hidtil har modtaget har tilsyneladende ikke på afgørende vis hjulpet og det er vel optimistisk at tro, at det hjælper at hælde yderligere ca. 100 mia. kroner (15,2 mia. dollars) i et land med en så høj grad af korruption, og et land, hvor der uafbrudt er konflikter. I lyset af situationen i Afghanistan lyder det som om udviklingskommissær Neven Mimica befinder sig et "cloud cuckoo land" når han ved afslutningen af EU-Afghanistan konferencen hævder: "Given the significant geopolitical shift in the region, Afghanistan and its partners are now in a unique position to exploit their geographical position and maximise their potential as the gateway from Europe to Asia, from East to West and from North to South."(ec.europa.eu). Landet er snarere i en enestående position til at vedligeholde en uafbrudt konflikt. Forskere fra EZH i Zürich, LSE i London og Stanford i Californien har i et stort anlagt studie undersøgt befolkningens holdning til flygtninge med forskellige karakteristika. I studiet har man undersøgt holdningen hos 18.000 mennesker fra 15 lande i Europa til forskellige, konstruerede flygtningeprofiler, der omfatter følgende karakteristika: Graden af konsistens i asylansøgningen, køn, oprindelsesland, aldersgruppe, stilling, sårbarhed, årsager til at man er flygtet, religiøst tilhørsforhold og sprogfærdigheder. I figuren herunder kan man se, hvorledes de forskellige karakteristika influerer på graden af acceptans. Efter Bansak, Hainmueller, Hangartner (2016) "How economic, humanitarian, and religious concerns shape European attitudes toward asylum seekers" Science. Forskerne konkluderer derfor: "The results demonstrate that European voters do not treat all asylum seekers equally. Instead, the willingness to accept asylum seekers varies strongly with the specific characteristics of the claimant. In particular, preferences over asylum seekers appear to be structured by three main factors: economic concerns, humanitarian concerns, and anti-Muslim sentiment." (Science). Hvis vi ser på karakteristika forbundet med "previous occupation" er det tydeligt, at man foretrækker veluddannende asylansøgere frem for dem med mindre uddannelse. Forskerne skønner, at man her vurderer hvor meget potentielle ansøgere kan bidrage med. Veluddannede forventes at bidrage positivt til et lands økonomi, hvorimod dårligt uddannede, eller ansøgere helt uden uddannelse forventes at repræsentere et negativt bidrag. I øvrigt i god overensstemmelse med hvad vi tidligere har kunnet vise med udgangspunkt i undersøgelser af erhvervsfrekvens og bidrag til samfundsøkonomien hos flygtninge med forskellige karakteristika. Sprogfærdigheder og alder spiller også en rolle. Der er mindre accept af ældre asylansøgere, formentlig spiller forventningen om, at de repræsenterer et negativt bidrag til samfundsøkonomien en rolle her. Manglende sprogfærdigheder giver helt forventeligt anledning til en stærkt reduceret accept, formentlig er pga. af en manglende tiltro til, at de pågældende kan bidrage positivt til samfundsøkonomien og i øvrigt vil være mere besværlige at integrere. "Overall, these results suggest that evaluations of the expected economic contribution or potential economic burden of asylum seekers play an important role in structuring asylum preferences." For karakteristika forbundet med "Humanitarian concerns" er det tydeligt, at der findes en højere grad af accept af asylansøgere, der har været udsat for tortur eller på anden vis er sårbare. Når det gælder de karakteristika vi finder under begrundelsen for at flygte, er accepten generelt mindre. Mest afvisende er man overfor begrundelser, hvor asylansøgeren har et økonomisk motiv. "Taken together, these results suggest that public preferences are also highly sensitive to humanitarian concerns about the deservingness and legitimacy of the asylum request, as well as the severity of the claimants’ vulnerabilities. Moreover, the public is opposed to admitting asylum seekers whose principal motivation is to seek better economic opportunities and who therefore might be regarded as economic migrants." Så er der religiøse karakteristika. Her ser vi en markant mindre accept af asylansøgere med en muslimsk baggrund. Helt tydeligt foretrækkes kristne asylsøgere, også foran ansøgere, der ikke er troende. "Muslim asylum seekers are about 11 percentage points less likely to be accepted than otherwise similar Christian asylum seekers... Moreover, the fact that Christian asylum seekers are only slightly preferred over agnostic asylum seekers suggests that the penalty mostly reflects a strong anti-Muslim bias, rather than a pro-Christian bias" (Science). Andre faktorer spiller også en rolle for acceptansen. Større grad af inkonsiustens i asylansøgningen leder forståeligt nok til mindre accept. Køn spiller ikke en særlig stor rolle for graden af accept. Mere overraskende er det dog, at asylansøgerens oprindelsesland spiller en meget lille rolle for accepten eller ikke accepten. Mere detaljerede opgørelser viser, at den profil for acceptans eller mangel på samme, vi ser i figuren, holder sig nogenlunde konstant på tværs af respondenterne, uanset om de markerer sig som tilhørende den venstre eller den højre side af det politiske spektrum og uanset om de er ældre eller yngre. Med en enkelt undtagelse, der er mindre accept af muslimer blandt højreorienterede og ældre respondenter. Endelig kan vi også konstatere, at profilen holder sig nogenlunde konstant henover de 15 lande, der er undersøgt i Europa, med nogle bestemte undtagelser: "The partial exceptions include that the magnitude of the anti-Muslim bias varies somewhat, and the penalty against asylum seekers who migrate for economic reasons is somewhat smaller in poorer countries (e.g., Czech Republic, Greece, Hungary, and Poland) compared with richer countries (e.g., Austria, Denmark, Germany, Netherlands, Norway, Sweden, and Switzerland)."(Science). At profilen holder sig nogenlunde konstant hen over de 15 lande, er temmelig overraskende i lyset af hvilke lande, der er tale om. I undersøgelsen indgår nemlig følgende lande: "Austria, the Czech Republic, Denmark, France, Germany, Greece, Hungary, Italy, the Netherlands, Norway, Poland, Spain, Sweden, Switzerland, and the United Kingdom. " I lyset af de åbenlyse divergenser mellem landene, når det gælder synet på flygtningepolitik skulle man forvente, at divergensen også ville vise i sig i undersøgelsen af graden af acceptans af asylansøgere med forskellige karakteristika. Men måske må vi i stedet konkludere, at undersøgelsen faktisk viser noget mere generelt om den europæiske befolknings holdning til asylsøgere og deres karakteristika. Hijab – case in point? En forsker ved IZA (Forschungsinstitut zur Zukunft der Arbeit) i Linz, vakte forleden opsigt med resultaterne af forholdsvis simpel test. Hun havde skrevet 1.500 ens konstruerede ansøgninger med samme ansøger i tre varianter. I en variant hed ansøgeren Sandra Bauer, i en anden Meryem Öztürk og i den tredje variant bar den kvindelige ansøger en hijab på fotoet. De forskellige udgaver ses herunder. Paragraph. Fra Weichselbaumer, IZA Discussion paper.
Ansøgeren Sandra Bauer blev i 19% af sine ansøgninger inviteret til samtale, Meryem Öztürk fik kun i 13,5 % en positiv tilbagemelding og ansøgeren, der bar en hijab på fotoet fik kun i 4% af tilfældene en positiv tilbagemelding. Forskeren konstaterer: "Bei gleicher Qualifikation und einem offensichtlich "deutschen Bildungsweg" müssten Frauen mit Kopftuch also viermal so viele Bewerbungen verschicken, um eine Einladung zum Vorstellungsgespräch zu bekommen" (Weichselbaumer, IZA Discussion paper). Ydermere vidste det sig, at chancen for at få en positiv tilbagemelding om en samtale blev mindre jo mere krævende stilling, der var tale om. For et sekretærjob skulle den hijab-bærende Meryem Öztürk sende 3,5 gange så mange ansøgninger for at få en positiv tilbagemelding som Sandra Bauer. For en stiiling i en bogholderi afdeling 7,6 gange så mange. For forskeren viser resultaterne af feltforsøget, at der tale om en mere eller mindre åbenlys diskriminering af formodede muslimske kvinder. Tjah, når man nu vælger f.eks. at markere sit muslimske tilhørsforhold, risikerer man vel, at der sker det samme som i den langt mere sofistikerede undersøgelse af holdningen til asylansøgere. Man vil oplever en mindre accept. Hvad ville der imidlertid ske, hvis man havde sendt lignende ansøgninger i en variant, hvor den unge kvinde havde ringe i næse og læber, eller bar tydelige tatoveringer i ansigtet. Vil man støde på mindre accept? Ja formentlig. Men er der så ikke tale om en selvvalgt afstandtagen fra det samfund man er en del af og derfor en selvforskyldt diskrimination, der også i en vis forstand gælder for alle, der markerer en åbenlys muslimsk overbevisning overfor omverdenen. Noget andet er diskriminering på basis af navnet, men her må man formode, at der er tale om en afledt effekt. Man forbinder, måske ikke helt uden grund, tyrkiske navne med et muslimsk tilhørsforhold, selv om diskriminationseffekten naturligt nok vil være langt mindre. "Ønsker de at give lov til, at Den Europæiske Union kan foreskrive obligatorisk bosættelse af ikke-ungarske borgere i Ungarn, uden samtykke fra Nationalforsamlingen?" (Akarja-e, hogy az Európai Unió az Országgyűlés hozzájárulása nélkül is előírhassa nem magyar állampolgárok Magyarországra történő kötelező betelepítését?). Sådan lød det spørgsmål, som Ungarns befolkning skulle svare på ved søndagens kvota-afstemning i Ungarn. Efter optælling af 99 procent af stemmerne viste det sig, at 3,3 millioner havde stemt nej til spørgsmålet, mens 55.555 havde stemt ja og 223.252 havde afleveret ugyldige stemmesedler. Dermed havde 98,34 procent af dem, der havde afleveret gyldige stemmer, sagt nej til, at EU skulle have mulighed for at tvangsfordele flygtninge til Ungarn, mens 1,66 procent havde sagt ja. Ud af de ca. 8,3 millioner stemmeberettigede var der dog kun lidt over 43 procent, der gik til stemmeurnerne. Måske lidt uventet for både Viktor Orbán og politikere i EU nåede stemmeprocenten derfor ikke op på de 50%, der ville have betydet at parlamentet i Ungarn ville være nødt til at rette sig efter afstemningsresultatet. I den forstand var afstemningen således ugyldig. På trods af at afstemningsresultatet således måtte erklæres ugyldigt, hævder Viktor Orbán at parlamentet skal rette sig efter udfaldet og ændre forfatningen: "Viktor Orbán insisted that an overwhelming majority of Hungarians rejected European Union’s binding migrant quotas in Sunday’s referendum, therefore he would submit a constitutional amendment proposal to parliament with a view to cementing “the will of the people in the constitution”. (hungarytoday.hu). Afstemningen viser, hævder Orbán, at det alene er ungarerne, der skal bestemme hvem de vil acceptere at leve sammen med. Han spørger retorisk: “Can Brussels, the democratic community of European states, force its will onto a member state in which more than 90% of participating voters reject that will?” (hungarytoday.hu). Med forundring konstaterer medier, som f.eks. "Bloomberg View," at den kvota af flygtninge, som Ungarn stod til at modtage, kun omfattede 1.294 personer (988 fra Grækenland og 306 fra Italien), Underforstået, hvorfor al den opstandelse for så lidt. En meget lille andel af de 40.000 plus 120.000, som EU havde truffet beslutning om at fordele. I 2015 er der imidlertid kommet langt mere end én million flygtninge til EU. I 2016 fik man ganske vist bremset en del af strømmen, men nu rapporteres igen om et stigende antal flygtninge, der krydser Ægæerhavet til Grækenland. Strømmen fra Afrika fortsætter også (alene de sidste par dage har man samlet ca. 11.000 flygtninge/migranter op i Middelhavet). Derfor er det berettiget at spørge om, hvor mange der kan blive tale om næste gang. I hvert fald må man gå ud fra at der skal fordeles flere flygtninge end de 160.000 fra 2015 hvoraf det i øvrigt kun er lykkedes fordele ca. 5.000. Helt principielt kan man stille spørgsmål ved sådanne tvangskvoter. For er det en god idé at fordele flygtninge til lande, der ikke vil have dem og/eller tvinge flygtninge til ophold i lande, hvor de ikke vil være. Det er også værd at bemærke, at Eurostats opgørelse over antallet af asylansøgere i 2015 viser, at Ungarn modtog det næsthøjeste antal ansøgere med 174.400. "Compared with the population of each Member State, the highest number of registered first time applicants in 2015 was recorded in Hungary (17 699 first time applicants per million inhabitants), ahead of Sweden (16 016), Austria (9 970). (Eurostat). Overraskende måske, men her skal man huske, at Ungarn har en høj afvisningsprocent når det gælder ansøgninger om asyl. De EU politikere, der var modstandere af den ungarske afstemning, godter sig over resultatet og ser det som et nederlag for Viktor Orbán. Formanden for EU parlamentet, tyskeren Martin Schulz, takker ligefrem det ungarske folk: "Dank des Ungarischen Volkes wurde Schaden von Europaabgewendet, den die Regierung bewusst in Kauf genommen hätte." (Handelsblatt). Schultz takker således sofavælgerne for at forhindret den skade som gyldigt valg ville have påført EU. Et besynderligt argument, for det er næppe, hvad man udlede af den manglende deltagelse. For Asselborn, Luxembourgs udenrigsminister, der ligefrem har ment, at Ungarn burde smides ud af EU, i hvert fald for en tid, var søndagen ikke en god dag for Orbán, og slet ikke en dårlig dag for Ungarn og EU. Medierne i det meste af EU er på samme linje. Den manglende stemmedeltagelse er en gevaldig ørefigen til Viktor Orbán. I tyske aviser kan læse overskrifter som: "Ungarn siger nej til en afstemning om flygtningekvoter " og "Orbán's referendum om flygtningekvoter slår fejl". Le Monde ser Orbán svækket af afstemningsresultatet: "Orban affaibli par son référendum anti-migrants." Mens Le Monde kan have ret i deres antagelse om, at Orbán er svækket, er det vanskeligt at følge EU politikeres og mediers hoveren over resultatet. Man kan blot erindre om, at Ungarn's afstemning om medlemskab af EU også havde en lav deltagelse: "A binding referendum on Hungary's entry to the EU took place on 12 April 2003. 45.6 percent of eligible voters participated and 83.6 per cent of them voted 'Yes'. Although participation was below 50 percent, the referendum was valid because the referendum regulation declares a referendum valid if 25 per cent plus one among the eligible voters decide in the same way." (NSD). Senere valg til EU parlamentet i Ungarn har haft vist tilsvarende lav valgdeltagelse: I 2004 var tallet 38,50%; I 2009 var det 36,31% og i 2014 blot 28,97%. Det skal vel næppe tolkes som en afvisning af EU-medlemskabet. Tolkningen afstemningsresultatet i Ungarn afhænger således fuldstændigt af øjnene der ser. Man derfor næppe påstå, at Ungarns afstemning om kvotaer kan ses som en afvisning af Viktor Orbán's nej til tvangskvotering. BBC konstaterer da også i en kommentar: "Those who did vote sided with him almost unanimously, allowing him to trumpet that a higher percentage of Hungarians voted against EU migrant quotas than voted for EU membership 13 years ago." (BBC). |
Author
Verner C. Petersen Archives
May 2024
|