 Nebulous outcomes of EU summit Hvad kom der så ud af EU-topmødet d. 28/29 juni om det presserende flygtninge- og migrantproblem? Donald Tusk i en meget lidt optimistisk opsummering: "As regards our deal on migration, it is far too early to talk about a success. We have managed to reach an agreement in the European Council. But this is in fact the easiest part of the task, compared to what awaits us on the ground, when we start implementing it. As for the text of our compromise, the leaders accepted three proposals I put forward, that is disembarkation platforms outside Europe, a dedicated budgetary tool in the next MFF [Multiannual Financial Framework] to combat illegal migration, as well as boosting EU support for the Libyan Coast Guard. On top of that, we have sent a clear message to all vessels, including those of NGOs, operating in the Mediterranean, that they must respect the law and must not obstruct the operation of the Libyan Coast Guard. This demonstrates our clear and univocal support for the actions of the Maltese authorities. Another part of the compromise is the Franco-Italian proposal of controlled centres on EU territory, in countries that are willing to build them. All the measures in the context of these centres, including relocation and resettlement, will be taken on a voluntary basis. Last but not least, we agreed to launch the next tranche of financing for Turkey and to transfer 500 million euros of development money to the EU Trust Fund for Africa." Lad os se på hvad man blev enige om. Allerførst det grundlæggende problem, sikring af de ydre grænser Secure borders Underligt nok nævner Tusk i sin opsummering nemlig ikke det helt afgørende problem, sikring af EU's ydre grænser, der ellers altid som står som et mantra, der selvbekræfter EU-ledere i deres gode vilje til at gøre noget ved problemet. Topmødet her er ingen undtagelse, for i den officielle konklusion fra topmødet hedder det: "Since 2015 a number of measures have been put in place to achieve the effective control of the EU's external borders. As a result, the number of detected illegal border crossings into the EU has been brought down by 95% from its peak in October 2015, even if flows have been picking up recently on the Eastern and Western Mediterranean route." Spørgsmålet er om det faktisk er EU's fortjeneste eller om f.eks. reduktionen af den tidligere gevaldige strøm af migranter til Italien snarere er den tidligere italienske indenrigsminister Marco Minnitti's fortjeneste. I 2017 lykkedes det ham at få underskrevet en aftale med den libyske regering om at forhindre menneskesmugleres aktiviteter. Ligesom han sikrede italiensk hjælp til genoprette og udruste den libyske kystvagt, så den kunne bidrage til at forhindre strømmen over Middelhavet. I et Libyen plaget af interne stridigheder sikrede han i et topmøde i Rom med libyske deltagere en fredsaftale mellem stridende parter. En aftale, der tjente til at sikre Libyens sydlige grænse og mindske strømmen af illegale migranter fra Niger og Tchad. Om hans "Ørkendiplomati" hedder det meget betegnende i et interview: "At first the tribal chiefs didn’t trust him ... Only when I reassured them that I was from Calabria, a region where deals and alliances are sealedwith blood, did they finally agree to sign.” Resultatet af Minnitti's arbejde var et dramatisk fald i antallet migranter der kom Italien i den følgende tid. Fra 181.436 i 2016 til 119.369 i 2017 og et fortsat fald i 2018. Hvor Minniti således synes at skabt et reelt bidrag til sikring af EU's ydre grænse, kan man næppe hævde det også vil blive resultatet af EU's topmødets verbale initiativer: "As regards the Central Mediterranean Route, efforts to stop smugglers operating out of Libya or elsewhere should be further intensified. The EU will continue to stand by Italy and other frontline Member States in this respect " Hvad er det konkret indhold af "Efforts should be intensified"? Intensiveret på hvilken måde og i hvilken udstrækning? Hvad betyder "continue to stand by Italy"? Man kan næppe hævde, at EU har udvist noget særligt initiativ for at støtte Italien, og er det så det man vil fortsætte med? Er det svaret på, at hele topmødets diskussionen i høj grad skyldes Salvini's demonstrative " No!" til at lade Italien stå alene med problemet. Hvad så med de øvrige forslag og tiltag man blev enige om på topmødet? Er de også blot nebuløse hensigtserklæringer med lige så lidt effekt som tidligere EU-topmøders ordrige hensigtserklæringer? Disembarkation platforms Lige fra starten har EU talt om, at en af hovedopgaverne i Middelhavet var at forhindre menneskesmugling. Menneskesmugleres forretningsmodel skulle ødelægges ved at f.eks. at opbringe de både, der blev brugt til menneskesmugling. Stort set bidrog EU's og NGO'ers initiativer dog til det modsatte. Man indgik så at sige som det sidste led i smuglerkæden, for nu kunne kyniske menneskesmuglere nøjes med at sende migranter til havs til overfyldte gummibåde indkøbt i Kina. Der lå jo skibe ud for kysten til at samle dem op og transportere dem til Italien. Nu hedder det så fra topmødet: "In order to definitively break the business model of the smugglers, thus preventing tragic loss of life, it is necessary to eliminate the incentive to embark on perilous journeys." Her ser man så åbenbart forslaget om "disembarkation platforms" eller udskibningscentre som en løsning, der kan bidrage til at eliminere incitamentet til at forsøge at komme illegalt over Middelhavet. "... the European Council calls on the Council and the Commission to swiftly explore the concept of regional disembarkation platforms, in close cooperation with relevant third countries as well as UNHCR and IOM. Such platforms should operate distinguishing individual situations, in full respect of international law and without creating a pull factor." Hvor megen reel aktivitet er der tale om, når man bruger udtryk som "swiftly explore the concept"? Og kan der i øvrigt være tale fuld respekt for international lov uden at udskibningscentrene vil trække endnu flere mennesker til? Der er mange andre uafklarede problemer i topmødets forslag. Hvis forslaget om udskibningscentre skal realiseres, skal der findes svar på en hel række af disse problemer. Hvor skal udskibningscentrene lokaliseres? Hvilke "relevant third countries" kan der være tale om? Endnu har man så vidt vides ikke fundet et eneste nordafrikansk land, der er villig til at være vært for sådanne centre. Libyens vice-premierminister, Maiteeq, er i hvert fald ikke indforstået: "We categorically reject(the idea of) camps for migrants in Libya, ... It is not allowed by Libyan law." Den tunesiske ambassadør ved EU, Tahar Cherif,: "The proposal was put to the head of our government a few months ago during a visit to Germany, it was also asked by Italy, and the answer is clear: no!" Den Egyptiske parlamentspræsident: "EU-Aufnahmeeinrichtungen für Migranten in Ägypten würden gegen die Gesetze und die Verfassung unseres Landes verstoßen.“ Formentlig vil der være brug for centre forskellige steder i Nordafrika, lokaliseret hvor de vigtigte ruter findes, men hvad med centre i Sahel området så man allerede kan opfanger flygtninge og migranter før de når til Nordafrika? Måske vil det endda være lettere at få accept til sådanne centre fra lande, der har ekstra brug for støtte fra EU. Skal der i øvrigt også etableres udskibningscentre på Balkan, for de flygtninge og migranter, der siver op gennem Balkan fra Tyrkiet, eller kan Tyrkiet mod yderligere "beskyttelsespenge" fra EU holde dem fra døren? Hvem skal have ansvaret for at drive centrene? Man taler om at EU skal agere i samarbejde med UNHCR og IOM, men hvad med de pågældende lande, skal de blot kompenseres med penge. Hvem skal administrere centrene? Skal de være lukkede og bevogtede og hvem skal i givet fald bevogte dem og med hvilke midler? Hvad er centrenes opgave? I første omgang må de være udskibningssteder for den strøm af flygtninge og migranter, der bevæger sig op gennem Afrika og for dem fra det nære østen og fra Asien, der tager omvejen over Nordafrika. Hvordan vil de ankomme, til fods på egen hånd eller hvad? Eller skal de samles op undervejs og bringes til centrene. De der alligevel forsøger sig med en gummibåd over Middelhavet skal vel bringes tilbage til centrene. Formentlig ikke en ide NGO'erne, der driver de såkaldte redningsskibe, er med på. Ud fra forslaget må det antages, at en udsendt administration fra lande i EU, i samarbejde med UNHCR og IOM, skal sikre en sortering af flygtninge og migranter. Således at de mennesker, der opfylder flygtningekonventionen eller nogle af de øvrige ret så åbne definitioner vil få mulighed for at komme til EU, mens de øvrige må sendes tilbage til deres hjemlande. Hvem skal imidlertid modtage dem, der er asylberettigede? Skal de fordeles efter kvoter på lande i EU eller skal landene fremsætte egne frivillige kvoter for hvor mange de vil modtage fra sådanne centre? Hvordan vil man håndtere migranter? Hvad skal der ske hvis migranter nægter at blive hemsendt? Eller hjemlandet enten nægter at modtage dem eller i praksis gør det så besværligt at de ikke kan hjemsendes? Sebastian Kurz: "The idea itself is sound enough, but it crucially lacks any enforcement mechanism for guaranteeing the removal of economic migrants from the “disembarkation centers’” to host states, as well as a related one for getting their home countries to pay for their return." Hvordan skal man håndtere sådanne problemer? Skal migranter hjemsendes med magt og skal hjemlande presses til at tage mod egen borgere? Eller skal migranter have mulighed for at forblive i centrene, interneres på ubestemt tid, eller alligevel ende i EU. Eller skal de anbringes i lejre andre steder i Afrika. Når man ser hvor svært det er for UNHCR at få hjemsendt dem, der ikke kan få asyl fra eksisterende lejre i f.eks. Libyen, eller hvor svært det har været for lande i EU at få migranter hjemsendt, må det være det klart, at man vil stå med et stort problem. Her er hvad der lykkedes for UNHCR i Libyen: ''we managed to take 1,428 people away, and in the first half of 2018 we are now at 1,396.'' I juni kunne UNHCR's Filippo Grandi fortælle, at han lige havde ledsaget 122 afviste asylansøgere fra Libyen til en UN-flygtningelejr i Niger. Når man sætter disse tal i relation til de formentlig hundredetusinder, der befinder sig i Libyen, bliver det tydeligt hvor svært det kan blive. I følge forslaget skal centrene agere "in full respect of international law." Hvad betyder det i givet fald. Skal afviste asylansøgere have mulighed for at appellere afgørelser? Vil udskibningscentrene forøge strømmen fra Afrika? Det er formentlig rigtigt at sådanne centre vil kunne mindske største delen af menneskesmuglingen over Middelhavet, men løser de problemet med incitamentet for migranter fra Afrika? Hvis sådanne centre er åbne for asyl og garanterer sikker transport for dem, der anses for at være berettigede til asyl ud fra de nuværende brede tolkninger af diverse konventioner, vil de formentlig bidrage til at endnu flere strømmer til fra Afrika. Ved at passere gennem sådanne ordnede centre forsvinder risikoen for at omkomme under forsøget på at nå illegalt til Europa. Nu skal man blot nå frem til et af disse "udskibningscentre" for at have mulighed for at komme til Europa. Samme kritik er også fremsat af den østrigske kansler, Sebastian Kurz: "Aus meiner Sicht ist es kein sonderlich ehrlicher Weg, wenn wir als Europäer so tun, als könnte jeder in Zukunft auch in Drittstaaten einen Antrag für Asyl stellen." "Pie in the sky" Ud fra denne gennemgang må vi konstatere, at forslaget om udskibningscentre i Afrika foreløbig er en "pie in the sky" løsning, en urealistisk forestilling. Voluntary centers in the EU I konklusionen fra topmødet lyder forslaget det: "On EU territory, those who are saved, according to international law, should be taken charge of, on the basis of a shared effort, through the transfer in controlled centres set up in Member States, only on a voluntary basis, where rapid and secure processing would allow, with full EU support, to distinguish between irregular migrants, who will be returned, and those in need of international protection, for whom the principle of solidarity would apply." Undskyld, men hvordan hænger dette forslag sammen med forslaget om udskibningscentre i Afrika. Hvorfor så frivillige centre i Europa, der skal sortere mellem mennesker der har ret til asyl og migranter? Forvirret ja mon ikke? I det mindste for strømmen fra Afrika skulle denne sortering vel netop ske i de afrikanske centre. Forventer man således, at der stadig vil være en strøm af illegale flygtninge og migranter over Middelhavet, eller tænker man på den stadige sivning op over Balkan? Når det gælder en mulig strøm over Middelhavet fra Afrika måtte man vel forvente, at de der ankommer illegalt skal transporteres tilbage til udskibningscentrene, ellers har centrene kun begrænset effekt. En anden tolkning af forslaget kunne måske være er det drejer sig om centre, der skal modtage mennesker fra de afrikanske udskibningscentre til frivillig fordeling blandt EU lande. Måske er svarene på disse spørgsmål irrelevante efter som intet land endnu har meldt sig som værtsland for sådanne centre. Frankrig til gengæld erklæret at det ikke kommer på tale i Frankrig. "The President said it would not make sense to build such centres in France as it was not a landing destination for migrants coming across the Mediterranean Sea adding that under the international maritime law, it is the country nearest to a rescue site that must take in those migrants." Men Italien vil næppe påtage sig opgaven. Hvordan man har tænkt sig konstellationen af afrikanske udskibningscentre og europæiske frivillige centre fortaber sig således i topmødets nebuløse ordskvalder. Uanset hvilken tolkning der anlægges synes der at herske alvorlig forvirring i topmødets konklusiioner External Border control "The European Council recalls the need for Member States to ensure the effective control of the EU's external borders with EU financial and material support. It also underlines the necessity to significantly step up the effective return of irregular migrants. In both respects, the supportive role of FRONTEX, including in the cooperation with third countries, should be further strengthened through increased resources and an enhanced mandate." Fantastisk sprogtåge. Man genkalder sig behovet for effektiv kontrol. Ja som så ofte før. Man understreger nødvendigheden af en mere effektiv returnering af irregulære migranter, heller ikke noget nyt. Man mener at der bør ske en yderligere styrkelse af Frontex og mere kooperation med tredjelande. Men hvad betyder effektiv kontrol af de ydre grænser i praksis. Hvad skal der gøres? Skal man søge at stoppe strømmen af flygtninge og migranter, f.eks. ved konsekvent at føre dem tilbage til udskibningscentrene? Næppe så længe det er en "pie in the sky " ide. Det drejer næppe heller om "push back" aktioner, for når man taler om en mere effektiv tilbageførsel må det betyde at migranterne er landet i EU. Hvad kan vi så læse ud af den vage formulering. At man mere eller mindre fortsætter som hidtil, hvilket jo f.eks. ikke løser problemet med Italiens "NO" til at modtage asylsøgende fra NGO skibe. Aktuelt forlyder det, at de også vil nægte at modtage migranter fra skibe, der deltager i de internationale Middelhavsaktioner. Hvad vi kan konstatere er, at EU endnu ikke er klar til sikre ydergrænserne i den forstand, at man sikrer at det ikke er muligt at arrivere illegalt i EU. Der er med andre ord ikke tale om stop for strømmen af illegale flygtninge og migranter over Middelhavet. Altså er de ydre grænser ikke sikrede. Så længe de ikke er det, kan vi derfor næppe forvente at man undgår de nationale tiltag til grænsesikring i EU. NGO activities "All vessels operating in the Mediterranean must respect the applicable laws and not obstruct operations of the Libyan Coastguard." En slags formaning til NGO'erne om ikke at konkurrere med den libyske kystvagt om at samle mennesker op fra de overfyldte gummibåde, der sendes ud fra Libyens kyst. Ikke mere? Vil det sige at man midt i alle de vage forestillinger om udskibningscentre i Afrika, frivillige centre i EU og styrkelse af Frontex stadig forstiller sig, at NGO'er fortsætter deres aktiviteter som forlængelse af menneskesmuglernes aktiviteter. Er NGO'er egentlig ikke selv menneskesmuglere, når de ikke sejler de reddede tilbage til libyske havne? Vi har ganske vist lige set topmødet vedtage, at det er nødvendigt "to definitively break the business model of the smugglers, thus preventing tragic loss of life, it is necessary to eliminate the incentive to embark on perilous journeys." Men det vil næppe lykkes sålænge NGO'er kan indgå i menneskesmuglernes forretningsmodel. Turkey support "... additional efforts are needed to fully implement the EU-Turkey Statement, prevent new crossings from Turkey and bring the flows to a halt" Igen den vage sprogbrug "additional efforts" og "more efforts are needed." Hvad der konkret kan og skal gøres står hen i det uvisse, og imens pibler strømmen så igen op gennem Balkan. Man er dog enige om, at Tyrkiet fortsat skal modtage flere midler, som aftalt i den tidligere EU- Tyrkiet aftalen, hvor Tyrkiet i kraft af en slags "beskyttelsespenge" aftale skal holde på strømmen af flygtninge og migranter mod at modtage milliarder fra EU. More support for Africa "Tackling the migration problem at its core requires a partnership with Africa aiming at a substantial socio-economic transformation of the African continent." Ofte gentages mantraet om "tackling the root causes of migration." Her og nu beslutter man overførsel af "500 million euro from the 11th EDF [ Europea Development Fund] reserve to the EU Trust Fund for Africa." En fond, der blev vedtaget i november 2015 på Valletta topmødet to "Tackle the root causes of migration" Jean-Claude Juncker sagde dengang: "Today, we are taking a step further. This Emergency Trust Fund for Africa, set up at a record speed, shows once more the EU's commitment to swiftly reply to the large challenges we are facing in the region." Ikke at det synes at have haft den store betydning, når det gælder om at dæmme op for strømmen af migranter fra Afrika. Spørgsmålet er, som vi har været inde på i tidligere blog indlæg, om EU på den måde kan bidrage til at skabe basis for en økonomisk udvikling i Afrika, der reelt kan mindske "Out of Africa" strømmen af mennesker. Vi skrev dengang: Hvorfor har den ganske omfattende hjælp til Afrika ikke givet anledning til mere udvikling? Når man i EU har diskuteret løsninger på migrationen fra Afrika har et hyppigt omkvæd været "tackling the root causes of migration" Med løse forestillinger om disse "root causes " designer man det ene hjælpeprogram efter det andet. Kan det ligefrem tænkes at hjælpen og indsatsen med eksperter udefra har haft den modsatte virkning, at den ligefrem har hindret eget initiativ og ubetinget nødvendige politiske og økonomiske omvæltninger? At hjælpen og indsatsen i en vis forstand har udgjort en slags benevolent neokolonialisme, hvor man gør afrikanske lande og deres indbyggere til en slags ynkelige ofre, der ikke selv kan redde sig ud af elendigheden? Hvad har det f.eks. betydet at man har støttet korrupte regimer eller at man har bidraget til at sænke børnedødeligheden uden at man har givet tilsvarende bidrag, der kunne medvirke til at mindske fertilitetsraten? Skal vi derfor nøjes med at se ydelser til afrikanske stater som samme slags beskyttelsespenge som EU yder til Tyrkiet? Betaling for hjælp til blot at holde migranter tilbage og for at modtage dem retur, hvis det lykkes at nå til et udskibningscenter, eller til EU? Secondary migration in the EU Problemet: "secondary movements of asylum seekers between Member States risk jeopardising the integrity of the Common European Asylum System and the Schengen acquis." Hvad nåede man så frem til på topmødet? Konklusionen her er ligeså vag som på de områder vi lige har set på. "Member States should take all necessary internal legislative and administrative measures to counter such movements and to closely cooperate amongst each other to that end." Med andre ord, kan I ikke selv finde ud af det? Det er den sekundære migration af asylsøgende, der har ført til nationale grænsekontroller flere steder i EU og for nylig givet anledning til balladen i den tyske regering mellem indenrigsminister Horst Seehofer fra Bayerns CSU parti og kansler Merkel. Feeling the pressure Vi kan konstatere, at konklusionerne for slet ikke tale om beslutningerne på topmødets tema om migration blev akkurat lige så vage som vi frygtede i foregående blog indlæg. I enighed bekræfter man på topmødet alt det man hidtil har sagt og (ikke) gjort, hvorefter man fremlægger en omgang ubeslutsom "verbiage" om nødvendige tiltag i slutdokumentet. Alligevel aner man begyndelsen til enden på den "velkomst politik" for flygtninge og migranter som blev introduceret egenrådigt af kansler Merkel i efteråret 2015, dvs. åbningen for mere end en million asylsøgende uden nogen forhåndskontrol. I al stilhed synes man f.eks. at have opgivet tanken om at lette migrationspresset ved en tvungen omfordeling. En beslutning der aldrig har fungeret i praksis. Der synes at være en gryende erkendelse af, at man skal have stoppet strømmen af illegale flygtninge og migranter før den når til EU og Europa. En begyndende erkendelse af det migrations potentiale, der eksisterer i et Afrika med en enorm befolkningstilvækst uden tilsvarende økonomisk og politisk udvikling. Alligevel går det yderst trægt med at åbent at erkende, at vil være nødvendigt med mere effektive og drastiske tiltag, end de nebuløse og gensidigt inkonsistente konklusioner man har opnået på topmødet. Et topmøde hvis prioritering af migrationsproblemet er provokeret frem af enkelte politikeres og landes selvstændige og bastante beslutninger. I dette tilfælde Salvini's " markante "NO" til fortsat at lade bl.a. tyske NGO'er lande flygtninge og migranter i Italien, og af kansler Merkels behov for at finde en europæisk løsning på sin indenrigsministers forsøg på enegang. Men som vi skrev i foregående indlæg: Balladen om NGO skibe i Middelhavet og Merkels interne problemer er kun de sidste afgørende markeringer, men protesten har været længe undervejs og er blevet markant med fremvæksten af protestpartier, der dog i den snakkende klasses parlance konsekvent og hånligt afvises som populistiske. Nu er flere af protestpartierne kommet til magten eller har fået større politisk repræsentation. Det er således ikke længere blot i Østeuropa vi finder en afvisning af den hidtidige asylpolitik med dens forkvaklede forestillinger om såkaldt humanitære redningsaktioner, der imidlertid indebærer at nogle omkommer, samt krav om tvungne fordelinger og krav om befolkningens accept af andre kulturers indtog. Hvad vi kan konstatere er endnu engang, at EU, dvs. Kommissionen og Det Europæiske Råd, har umådelig svært ved som institution at agere fremadskuende og beslutsomt når det gælder reel sikring af de ydre grænser og dermed løsning af de flygtninge- og migrations problemer, der i hvert fald siden 2015 har været evidente. Det synes ligefrem at være en systemfejl ved EU-konstruktionen at man kun kan reagere trægt tøvende og ubeslutsomt. At man lader stå til selvom det står klart at ens politik eller mangel på samme skaber større og større problemer for den eksisterende befolkning i EU, mens man samtidig er optaget af udvortes pseudo-humanitære aktiviteter. Mens man aflirer uendelige kæder af flosker om europæiske værdier og humanitet, lader man tusindvis af mennesker drukne i Middelhavet som følge at en inkonsekvent og stupid politik, der kun kan forværre problemet. Helt åbenbart skal man tvinges ud af den træge letargi, der plager EU samarbejdet! Tvinges af markante nationale afgørelse som Salvini's "NO!" eller af fremkomsten af nationale protestpartier, der på sigt kan true EU's egen fremtid. The situation in North African countries Vi har flere gange tidligere påpeget, at Europa kan stå overfor en potentiel menneske tsunami fra Afrika. På sigt er det den helt afgørende trussel for Europa. Her er vi imidlertid interesseret i den aktuelle situation i de nordafrikanske lande, især naturligvis Libyen. Libyen "Expanded response in Libya 2017" hedder en appel fra UNHCR, der rummer oplysninger om flygtninge- og migrant situationen i Libyen. Appellens hensigt: ...to expand UNHCR’s presence and response in Libya to meet the increased humanitarian and protection needs of 40,259 registered refugees and asylum-seekers (out of an estimated 100,0001), 294,436 internally displaced people (IDPs) and 196,852 returnee IDPs. I alt når man i 2017 frem til at mere end 500.000 mennesker har brug for hjælp, blandt disse måske hundredetusinde potentielle flygtninge til Europa. UNHCR har kendskab til 34 officielle "detention centres" hvor flygtninge-og migranter holdes tilbage. Desuden regner man med et ukendt antal uofficielle lejre, hvor militser holder flygtninge-og migranter tilbage. I medierne findes hårrejsende beskrivelser af forholdene i disse lejre. Libyen giver da også kun asyl til et meget begrænset antal asylsøgende fra 7 lande, resten er henvist til disse "detention centers" og uofficielle lejre drevet af diverse militser.. Matteo Salvini har efter et besøg i en libysk lejr ganske vist lovprist forholdene, formentlig i den hensigt at støtte udbygning af sådanne lejre i Libyen for at mindske strømmen over Middelhavet. UNHCR hævder dog, at Salvini kun har set en lejr beregnet på at give et positivt indtryk og at forholdene der ikke svarer til situationen i de øvrige "detention centers" og lejre. Vi bemærker her, at UNHCR netop i juli 2018 er i færd at oprette deres eget transitcenter i Libyen: "The U.N. is expected to open a new transit center in Tripoli this month, which ill have a capacity for 1,000 people. From this gathering and departure facility, candidates for asylum will be evacuated to a U.N. center in Niamey in Niger to complete their applications, which will allow them to be transferred to resettlement nations." Ud de 1.500 mennesker UNHCR i øvrigt har evakueret til Niger et UN centre i Niger har 200 siden fået accept på at blive fordelt på Frankrig, Schweiz, Sverige og Tyskland. Kapaciteten kan forekommer ret så begrænset, men egentlig kan man hævde, at UNHCR's transitcenter er ensbetydende med, at en embryonal form for "disembarkation centers" allerede eksisterer. Gad i øvrigt vide om det er UNHCR, der er kilde til betegnelsen "disembarkation centers." Egypten Egypten, der jo har nægtet at være vært for "disembarkation centers," kan forsvare sig med at de allerede har taget deres del af byrden med bl.a. flygtninge fra Syriens borgerkrig. Selv hævder de at have modtaget millioner af flygtninge, herunder 500.000 syriske flygtninge. UNHCR skønner dog at tallet er betydeligt lavere. I 2017 således omkring en kvart million asylsøgende, heraf ca. 122.000 syriske flygtninge, der modtager forskellige former for hjælp fra et Egypten, der i forvejen er økonomisk trængt. Egypten vil derfor gerne have hjælp udefra og har bl.a. bedt om hjælp fra Tyskland. Udenrigsminister Sameh Schukri: "Wir leisten unseren Beitrag dazu, gegen illegale Migration, die von unserem Gebiet ausgeht, ... Das verursacht uns hohe Kosten." (Faz). Så længe der er nogenlunde politisk stabilitet i Egypten er det næppe herfra vi skal frygte en strøm af flygtninge og migranter. Hvad man kan frygte er, at et fremtidigt politisk kaos med interne konflikter i et land med næsten 100 mio. indbyggere kan give anledning til uoverkommelige strømme af flygtninge Tunis Tunis har som nævnet også sagt nej til at være vært for "disembarkation centers." Tunis har en ret restriktiv politik, hvad angår flygtninge og migranter. Ganske vist modtog landet i forbindelse med borgerkrigen i Libyen flere hundredetusinde flygtende fra Libyen, bl.a. i den store flygtningelejr Choucha. Siden er disse mennesker blevet sendt tilbage til Libyen. UNHCR finder i marts 2018 kun 876 personer som "Population of concern. " Alligevel ankommer stadig mennesker til Italien fra Tunis, selv om det indtil midten af 2018 kun drejer sig om knapt 3.000 personer. Det er værd at bemærke, at fleste af disse udgøres af økonomiske migranter (unge mænd) fra Tunis selv. Algeriet I Algeriet når UNHCR i 2017 frem til, at der befinder sig lidt over 100.000 flygtninge og asylsøgende i landet. Kun et fåtal af flygtninge sydfra får asyl i Algeriet. De fleste håber vel på at krydse Middelhavet. Fra Algeriet går derfor en flygtninge og migrantrute via Sardinen til Italien og efterhånden også til Spanien. Algeriet har for nylig været i medierne efter alvorlige påstande om at man har fordrevet 13.000 migranter fra landet ved at sende dem til fods ud i Sahara ørkenen i retning mod Niger. "Algeria has denied mistreating migrants amid claims it has abandoned more than 13,000 in the Sahara Desert over the past 14 months, including pregnant women and children." Ophidsede reportere kunne fortælle om mange døde uden egentlig dokumentation. Der er dog næppe tale om at Algeriet har drevet mennesker ud i ørkenen, men om at sende dem på en længere fodtur til grænsen med Niger. I stigende grad er stemningen i Algeriet vendt mod migranter, der kommer sydfra. Præsident Bouteflika's stabschef har givet udtryk for at migranter er "source of crimes and drugs." Alaraby kan berette: "Algerian authorities have rounded up hundreds of sub-Saharan Africans since January 2018, including women and children, expelling many of them to Niger, Human Rights Watch said today. The authorities have deprived those arrested of their right to challenge their detention and possible deportation, people who were arrested told Human Rights Watch." Med den restriktive og barske holdning til flygtninge og migranter kan man næppe forvente, at Algeriet vil være vært for et EU-udskibningscenter. Marokko Tilbage i Nordafrika har vi Marokko med de spanske enklaver Melilla og Ceuta, der er omgivet af op mod 6 meter dobbelte pigtrådsbarrierer for holde afrikanske migranter ude. I følge UNHCR var antallet af flygtninge og asylansøgere "of concern" i 2017 kun på knapt 7.000. Landet er imidlertid i stigende grad blevet en transitrute for flygtninge og migranter med retning mod det nærliggende Spanien. Spanien har indtil begyndelsen af juli 2018 modtaget 19.560 flygtninge/ migranter, der er kommet via Marokko og Algeriet. Det repræsenterer en voldsom stigning sammenlignet med årene før 2017, hvor man årligt kun modtog omkring 6.000. Formentlig er der to grunde til stigningen. Stigende vanskeligheder med at passere via Libyen og en tilsyneladende markant ændring i spansk flygtninge- og migrantpolitik. Ikke mindst under den nye socialistiske regering. Den nye indenrigsminister, Grande-Marlaska, taler endda om fjerne de 6 meter høje pigtrådshegn i Ceuta og Melilla. Han går ind for, at man i stedet søger holde migranter på afstand før de når frem til enklaverne: "We can act before, at the point of origin, but we cannot let it get to that point," he said. "It is not reasonable or acceptable to see people jumping over the fence." The Balkan landbridge Opmærksomheden er i dag rettet mod Middelhavet og Afrika, men der foregår en stadig sivning og ophobning på Balkan ruten. Skøn fra februar 2018: "Currently between 40.000 and 50.000 refugees from Afro-Asian countries are staying in the territory between Greece and the border with Croatia, trying to reach Western Europe" Foreløbig forventer UNHCR dog ikke en større bølger som i 2015 og 2016 via Balkan. "Niemand soll illegal nach Europa Kommen" I et interview med kansler Sebastian Kurz giver han udtryk for at målet må være at lukke helt for illegal indrejse i EU: "Das Ziel muss sein, dass illegal gar niemand in Europa ankommt. Das wird natürlich nie zu hundert Prozent machbar sein. Aber die Zahl derer, die jetzt noch ankommen, ist noch immer viel zu hoch." (tagesschau.de). I en tale i Europa-Parlamentet fremlagde han arbejdsprogrammet for det østrigske formandskab i andet halvår 2018. Et hovedemne her er kampen mod den illegale migration til Europa, fordi sikkerheden og beskyttelsen af den europæiske befolkning må have højeste prioritet. Kurz hævder, at de forgange års mere eller mindre laden stå til har ført til stor usikkerhed blandt befolkningen i EU og fuldstændig ødelagt tiltroen til, at politiske beslutningstagere er stand til at skabe sikkerhed. Sikringen af de ydre grænser er imidlertid en grundforudsætning for at bevare et Schengen uden indre grænser. Egentlig en banal selvfølgelighed, men åbenbart en man indtil nu har haft svært at indse. Andre vil formentlig sige at Kurz plan om at lukke de ydre grænser for illegal indvandring slet ikke er nødvendig længere, eftersom strømmen af flygtninge og migranter sammenlignet med 2015/2016 er minimal. Et argument, der understøttes af statistikken: I første halvår 2018 er der ankommet 47.955 over Middelhavet, mens 1.408 er omkommet under forsøget at nå frem til Europa. Langt lavere tal end de forudgående år:  Hvad er så argumentet for en total lukning af de ydre grænser for illegal indrejse? Svaret er, at der findes en hel række grunde til at det stadig kan være et presserende anliggende at lukke grænserne.
Stemningen er vendt Den vigtigste grund er formentlig at stemningen er vendt. Det har været og er stadig en udbredt holdning især blandt vesteuropæiske politikere og en snakkende klasse af udpræget venstreorienteret observans, at åbne grænser for alle er den eneste rigtigt humane holdning. Man hævder at denne tilgang er i overensstemmelse med de grundliggende værdier EU. Lidt mere ivrigt, overfladisk er argumentet om, at de mange fremmede udgør et positivt bidrag ud fra bedste multikulti begejstring. Mere håndfast er en holdning om at bidraget udefra vil øge arbejdsudbuddet og bidrage tik en foryngelse af den aldrende europæiske befolkning. En tid lang var det næsten udelukkende varierende kombinationer af sådanne holdninger, der prægede medierne. Nu er den positive stemning så ved at vende og det skyldes formentlig først og fremmest de negative erfaringer, der har ledsaget de sidste års indvandring. Det har fået en stadig mere skeptisk befolkning til at markere deres utilfredshed. En utilfredshed, der har vist sig som tab af tiltro til etablerede partier, der ikke har styr tilstrømningen og de problemer den giver anledning til. I stedet har der været en øget tilslutning til nye protestpartier, der repræsenterer den stigende utilfredshed. Som Tysklands AfD, der nu sidder i Bundestag som største oppositionsparti, Østrigs FPÖ, der er koalitionspartner i Kurz regeringen og senest i Lega Nord i Italien. Antagelsen er at dette "oprør" via stemmesedlen fra dem, der ellers ikke har haft stemme i debatten, både direkte og indirekte har vendt den generelle stemning. Dels ved at protestpartierne nu har politisk indflydelse og dels ved at etablerede partier i stigende grad har fået øje på skriften på væggen og efterhånden antaget holdninger, der højere grad afspejler stemningen blandt en befolkning, der fået nok af ikke at blive taget alvorlig. Protesten fra dem uden stemme En stigende modstand mod at acceptere strømmen udefra blandt befolkningen hænger sammen med negative erfaringer, ikke nødvendigvis på egen krop, men indirekte via både etablerede og sociale medier. Hertil hører beretninger om mere eller mindre bizarre krav om hensyntagen til bestemte religiøse forestillinger, der indebærer en afvisning af det samfund, der har taget mod dem. Vigtig for det negative billede er også den usikkerhed, der en følge af anslag begået i samme religions navn. En udbredt fornemmelse af usikkerhed er formentlig også et resultat af kriminalitet begået af mennesker, der enten søger eller har fået asyl. Andre erfaringer slår indirekte igennem som utilfredshed med at opleve at mange nyankommne lever af velfærdsydelser, og at man oplever en øget konkurrence om boliger og arbejde, der især rammer de dårligst stillede. Truslen mod de grundliggende værdier Muslimske indvandrere har især skabt opmærksomhed med holdninger og krav der strider mod de værdier vi har taget for givne. Det gælder forholdet mellem religion og stat, det gælder forholdet til ytrings - og meningsfrihed, det gælder kvinders stilling i familien og samfundet og det gælder aspekter der umiddelbart kan forekomme overfladiske. Som f.ek. insisteren på diverse former for slør og tilhylninger, der i allerhøjeste grad markerer en anderledeshed, som skaber afstand. Når det gælder værdier har vi det helt basale problem, at de grundlæggende værdier, som er skabt af generationer før os, desværre er blevet så selvfølgelige, at vi næppe er bevidste om hvor vigtige de er. Over for markante religiøse værdier kommer disse værdier under pres. Bliver i visse situationer endda vendt mod os selv. Som når det forlanges, at der vises tolerance og respekt over for fundamentale religiøse holdninger. Selv om tolerance og respekt overfor fundamentalistiske og intolerante holdninger underminerer selve værdien. Misforstået humanisme Flygtningeorganisationer, folkene bag NGO skibe i Middelhavet og en blandet flok af venstreorienterede og grønne partier tillige med selvbestaltede venligboere, praktiserer gerne humanisme på andres vegne. De hævder stadig at det eneste humane i den aktuelle situation er at åbne grænserne for flygtninge og migranter, der i deres forståelse synes at flyde sammen i et omfattende begreb om mennesker i nød. De mener, at der skal gøres mere for at redde alle, der begiver sig ud fra Nordafrika, men synes åbenbart at acceptere at den aktuelle indsats, hvor tusinde omkommer under forsøget, må fortsætte, man skal blot gøre endnu mere. Disse selvbestaltede humanister mener at gøre det rigtige ved at insistere på, at alle dem der når frem skal optages i Europa. De ignorerer, at der for ca. 70 procents vedkommende er tale om enlige unge mænd, og derfor formentlig alene mennesker, der har midler og kondition til at forsøge turen over havet. Hvad med dem, der lades tilbage? Eller mener man, at det kun unge mænd der er tvunget til at flygte? Støtter den såkaldt humane holdning her ikke en form for social darwinisme, hvor fortrinsvis unge mænd vinder i menneskelotteriet? Indsigten hos dem, der kan regne Kølige beregninger foretaget af mennesker med indsigt påviser, at fortsat åbne grænser vil give anledning til store problemer på sigt. Ude i horisonten truer en tsunami af migranter fra Afrika. Ildevarslende antydninger får vi ved at betragte projektioner af befolkningstilvæksten for Afrika. I forrige blog indlæg gengiver vi beregninger for befolkningstilvæksten Afrika. Fra 2020 til 2035 forudsættes Afrikas befolkning at således vokse med mere end 500 mio. mennesker, især syd for Sahel regionen. Dvs. det samme antal mennesker som i EU-28. Hertil kommer trusler om klimaflygtninge. Det er tal i en størrelsesorden, der burde gøre det klart for enhver, at Europa står over for potentielt at drukne i flygtninge og migranter fra Afrika. Andre beregninger, der sammenholder den demografiske udvikling blandt de nye grupper af befolkningen med den etablerede del, kan påvise kraftige forskydninger i balancen mellem grupperne. Således at indvandrere med anden kulturel baggrund kommer til at udgøre en større og større andel af befolkningen. For nogle ikke et problem, for andre en trussel mod den kultur og de værdier som vi har taget for givne og som er skabt af krige og stridigheder over en lang periode af Europas historie. Mere håndfaste beregninger viser tillige, at visse grupper af indvandrere indebærer meget store omkostninger og at deres økonomiske bidrag til samfundet over tid er negativt. Det kan gøre det umuligt at opretholde de nuværende niveauer af velfærd, der jo er afhængige af befolkningens aktive bidrag. Omstridt er statistikken for kriminalitet blandt indvandrere. Nogle afviser tallene med henvisning flygtninges og migranters problematiske baggrund. Hævder at de egentlig er ofre og at vi derfor fortsat skal have ondt af dem, selv om de begår kriminalitet. Den seneste diskussion i Tyskland illustrerer problemet. Politikere søger at berolige en befolkning, der er mere og mere skeptisk, med henvisninger til at den samlede kriminalitet er faldet, f.eks. fra 2016 til 2017. Mere køligt kan man imidlertid konstatere, at alvorlig kriminalitet (Straftaten gegen das Leben) begået af mennesker med udenlandsk baggrund er steget og i 2017 udgør 15 procent procent af alle tilfælde, dvs. langt mere den procentvise andel af befolkningen som disse mennesker udgør. Hard borders, but how? Fra Østrigs kansler, Sebastian Kurz, lyder der som nævnt krav om et langt mere kontant svar på problemerne med illegal migration. I et interview med TV kanalen ARD giver han udtryk for at for en tanke, der i praksis vil betyde at man frigør sig fra de forpligtelser som bl.a. flygtningekonventionen binder EU til. Der skal ikke være mulighed for, at alle asylsøgende i Verden i princippet kan søge asyl i EU ved at møde op ved grænsen til EU eller ved illegalt at komme ind i EU. Kurz: „Europa wird nicht all diese 68 Millionen Menschen aufnehmen können. Ich halte den Zugang für ehrlicher, dass wir sagen: Wir nehmen mit Resettlement-Programmen so viele auf wie wir können. Und wir wählen ganz besonders schutzbedürftige Menschen aus. Das ist ehrlicher, als wenn wir jetzt den Eindruck erwecken, dass man in Afrika in Zukunft an Botschaften oder in Anlandezentren oder wo auch immer Anträge stellen kann. Und dann kann jeder nach Europa kommen." Et drastisk alternativ til EU topmødets forestillinger om grænseløst humane optag af asylsøgende og fuldstændig urealistiske forestillinger om samtidig at reducere strømmen af asylsøgende. Selvom Kurz næppe i løbet af de seks måneder kan få tilslutning fra hele EU til sine planer, synes han allerede at forsøge sig på det konkrete plan. Det gælder for ideerne om agere sammen med en koalition af villige, jfr. Lars Løkkes åbenmundede udtalelser. Med Horst Seehofer har Kurz tilsyneladende planer om at man sammen med Italien skal søge at lukke Sydruten for illegal migration, over Middelhavet til Italien og videre op gennem EU. Hvordan det konkret skal foregå forlyder der dog intet om. I en søgen efter tiltag til hvorledes man effektivt kan opfylde kansler Kurz intention om at lukke EU helt af for illegal indvandring kan vi henvise til andres erfaringer. Erfaringer vi ofte har henvist til i diverse blogindlæg siden 2015. Spaniens tidligere "push back" løsninger Først kan vi henvise til relativt ukendte metoder som Spanien havde taget i anvendelse før den aktuelle flygtningekrise. Her er vores beskrivelse af spanske tiltag fra et blogindlæg fra 2015. I 2015 kunne Guardia Civil melde, at kun 342 flygtninge var landet på De Kanariske Øer, og "Die Zeit" kunne berette, at Spanien i året før kun modtog 5.615 asylansøgninger. Den spanske flygtninge organisation CAER (Comisión Española de Ayuda al Refugiad) kan fortælle, at den illegale indrejse i Spanien faldt fra ca. 40.000 om året ni år tidligere til ca. 4.500 om året i 2015. Hvad er det så Spanien konkret har gjort for at reducere presset fra Afrika? Det kan være svært for en udenforstående at gennemskue, men baseret på mediebeskrivelser kan man sammenstykke et billede af en noget anderledes flygtningepolitik. I 2006 forelagde man en “Plan Africa 2006-2008,” der senere er blevet fulgt af nye planer. Planen havde både til formål at begrænse migrationsflowet fra Afrika til Spanien i samarbejde med vestafrikanske lande, og bidrage til udvikling i de pågældende lande. Planen indebar bilaterale aftaler med en lang række vestafrikanske lande. Mod løfter om hjælp fra Spanien, (delvis finansieret af EU?), forpligtede flere lande sig til at medvirke til at stoppe forsøg på at flygte eller migrere til Spanien. Mauretanien og Senegal forpligtede sig således til uden videre at tage migranter, der landede på de Kanariske øer, retur. Det foregik ved at repræsentanter fra disse lande hjalp med at identificere migranterne, hvorefter de omgående blev fløjet tilbage. Til gengæld modtog landene udviklingshjælp, og udrustning bl.a. til at patruljere i egne farvande. Ikke nok med det, under “Operation Søhest” fik Spaniens Guardia Civil mulighed for at patruljere indenfor de pågældende landes territorialgrænser for i fællesskab med landenes egne patruljer at forhindre menneskesmugling. Senere er der indgået aftaler med andre vestafrikanske lande. Migranter, der blev sendt tilbage til f.eks. Mauretanien blev i anbragt i en lejr, lokalt kendt som Guantamito. Det skal dog bemærkes, at Kadafis fald betød, at en stor del af migrationspresset, på dette tidspunkt kan være flyttet fra Vestafrika til ruter via Libyen. I enklaverne Ceuta og Melilla er Spanien blevet beskyldt for at praktisere ulovlige “Push back” aktioner, hvorved de mennesker, der har haft held til at forcere de 6 m høje hegn, øjeblikkeligt bliver deporteret uden mulighed for at søge om asyl. I marts 2015 lovliggjorde Spanien denne form for “Push back” i en ny lov. Det kan i hvert fald konstateres, at den skrappe spanske politik bar frugt, for rygtet om den bastante afvisning løber hurtigt blandt potentielle migranter. En lokal repræsentant for IOM (International Organisation for Migration) udtrykker det således: „Die Mund-zu-Mund-Propaganda funktioniert in Westafrika rasend schnell … Dass der Weg über den Atlantik praktisch zu ist, das wissen die.“ Også på anden vis søgte Spanien at holde asylsøgende væk, et ophold i lejrene for asylansøgere var ikke attraktivt, asylansøgninger blev behandlet yderst sendrægtigt, og den støtte man modtog var relativt lille. I stedet forsøgte flygtninge/migranter, der var sluppet til fastlands Spanien, at komme videre til Tyskland, eller de forsvandt ud på et gråsort illegalt arbejdsmarked som lavt betalt arbejdskraft i spansk landbrug. Senere har Spanien opgivet den hårde men effektive politik og med den aktuelle regering er der endda fortalere for at rive hegnene omkring Ceuta og Melilla ned. Den nye spanske politik har øjeblikkelig blevet fulgt at øget tilstrømning, så her midt i 2018 er man oppe på at have modtaget 19.560 mennesker fra Afrika. Derfor er den nuværende spanske tilgang bestemt ikke et eksempel til efterfølgelse, hvorimod den tidligere "push back" politik var et effektivt instrument til i praksis at lukke grænsen mod Afrika. Umiddelbart kan politikken minde om "disembarkation platforms" forslagene, men den spanske politik synes stort set kun at have haft fokus på "push back" uden asylbehandling og på den afskrækkende virkning af et "Guantamito," der giver svarer til detentions centrene i dagens Libyen. Den spanske løsning blev stærkt kritiseret udefra, men den var effektiv så længe det varede. Australiens "great barrier" løsning Ud fra en overbevisning om at man i EU før eller senere ville være nødt til konstruere en mur i Middelhavet, der kan sikre at illegale migranter ikke kan nå frem til Europa og dermed EU, har vi flere gange henvist til den uhyrligt effektive afskærmning Australien i flere omgange har sat i værk. Valget af termen mur er bevidst for dermed at antyde en parallel til Trumps "wall against Mexico." Her er vores beskrivelse fra et blogindlæg i 2016. I 2007 vandt Labour oppositionen valget i Australien og Kevin Rudd, den nye premierminister opfyldte sit valgløfte om at ophæve forgængerens strikse asylpolitik og stoppede derfor internering i lejrene på Nauru og PNG. Det varede ikke længe før konsekvenserne kunne mærkes. "Labor’s abandonment of John Howard’s proven border protection policy opened the doors to the people smugglers. The result – 50, 000 unauthorised arrivals on 800 boats, 1,200 deaths at sea, over 8,000 children into detention, 17 detention centres opened and an $11 billion border protection budget blowout." Efter valget i 2010 blev Julia Gillard leder af en Labour mindretals regering, og dermed dukkede spørgsmålet om en revision af Rudd regeringens asylpolitik op. Man besluttede, at alle, der illegalt passerede grænsen til australsk territorium, skulle deporteres til "a regional processing country". I 2013 vedtog senatet "Migration Amendment (Unauthorised Maritime Arrivals and Other Measures) Bill 2012" Det gav mulighed for den skrappe australske politik. Hvor illegale flygtninge og migranter opsnappes før de når fastlandet, og enten afvises i "push back" aktioner eller pågribes og bringes til et offshore detention centre, hvorfra de enten kan sendes tilbage eller resettles i et sikkert tredje land. I loven hedder det bl.a. :
For at et land kan betegnes som "regional processing country" er det nok, at man kan hævde, at det er i Australiens nationale interesse at betegne landet som "processing country." Naturligvis under forudsætning af, at det pågældende land accepterer at være "processing country." Australien skal også sikre sig, at landet behandler flygtninge i overensstemmelse med konventionerne, således at man f.eks. ikke sender flygtninge retur til det land de er flygtet fra, hvis de risikerer forfølgelse.. Dermed blev tidligere detentionscentre på Nauru og i PNG igen aktive og der blev indgået aftaler om relokalisering af asylansøgere i Cambodja. Efter valget i 2013 blev Tony Abbott chef for en Conservative-Liberal National Coalition. Kort tid senere initierede regeringen "Operation Sovereign Borders" (OSB). Det er en militær indsats til sikring af Australiens grænser, med det formål at stoppe alle flygtninge og migranter, der forsøger at komme illegalt til Australien, fortrinsvis i både, der sejler ud fra Indonesien. Australiens flåde og told fik myndighed til "push back" aktioner mod både med asylansøgere "when it is safe to do so." Hvis asylansøgerne bliver stoppet i både, der ikke er sødygtige, kan de anbringes i sødygtige og lukkede redningsbåde før de "skubbes tilbage" til indonesisk farvand. "News reports indicate that since 5 January 2014 asylum seekers attempting to reach Australia by boat from Indonesia have been intercepted, loaded on to single-use lifeboats and towed back to just outside Indonesian waters." Der var ligeledes planer om en "boat buy-back scheme that was to provide an incentive for owners of decrepit and dangerously unsafe boats to sell their boats to government officials rather than people smugglers." Dvs. køb af smuglerbåde, så de ikke kunne bruges til menneskesmugling. Ikke verdens bedste ide, for det kan jo i sig selv blive en forretning for menneskesmuglere Som et led i beskyttelsen af grænserne har Australien udstationeret skibe og forbindelsesofficerer i Malaysia, Sri Lanka og Indonesien. Hvis asylansøgere ikke kan føres tilbage til det land, hvorfra de er sejlet, bliver de illegale asylansøgere interneret i centre i et tredjeland (regional processing countries). På det pågældende tidspunkt f.eks. Østaten Nauru eller PNG's (Papua New Guinea), Manus Island. I interneringscentrene vurderes de interneredes flygtningestatus. De, der ikke kan anerkendes som flygtninge, forsøges returneret til deres oprindelsesland. Personer, der anerkendes om flygtninge forsøges i første omgang bosat i tredjelande. Kun hvis det ikke lykkes, kan de som en sidste udvej få temporært ophold i Australien. I juli 2016 konstaterer den nuværende premierminister, Malcolm Turnbull, at "Operation Sovereign Borders" havde været en markant succes: "Since OSB commenced, 700 people from 28 people smuggling ventures have been returned to their countries of departure. Settlement in Australia will never be an option for people who attempt to travel illegally by boat. There are no exceptions.” I 2016 kan Minister for Immigration and Border Protection, Peter Dutton, tilføje "Nobody has drowned at sea under Operation Sovereign Borders." I et fakta check konstaterer en avis, at ministeren så vidt det kan konstateres har ret, men det gælder kun for australske farvande. Man ved ikke om og i givet fald hvor mange, der kan være druknet i indonesisk farvand under forsøget på at nå til Australien. Ud fra de tal, der præsenteres må man dog konstatere, at "Operation Sovereign Borders" har været en succes. Der har siden været en konstant strøm af protester mod interneringen af flygtningene, indsatte i centrene har forsøgt at gøre skade på sig selv og lækkede rapporter har berettet om meget problematiske forhold i centrene. I 2016 kendte PNG's (Papua New Guinea) højesteret interneringscentret på Manus Island "unlawful and illegal," hvilket betyder, at centret skulle lukkes." Senere fik den australske regering en aftale med Obama administration om at genbosætte mennesker i USA fra Manus Island. I forbindelse med planerne om at opløse centrene og genbosætte flygtningene i tredjelande, satte regeringen trumf på, med et livstids forbud mod nogen sinde at komme til Australien for disse bådflygtninge. Eneste undtagelser er for flygtninge, der var under 18 år ved interneringen, eller hvis det kan argumenteres, at det vil være i Australiens interesse. Den skrappe australske "push back" politik og internering af mennesker, der illegalt søger at nå til Australien med båd er så vidt vides stadig gældende. Undtagelsen er naturligvis mennesker, der f.eks. med lovligt visa ankommer med fly eller skib og derefter anmoder om asyl. Det hører med til billedet at Australien samtidig går ind for at optage flygtninge som led i et resettlement program, hvor Australien har kontrol med, hvem der kommer, hvorfor og hvor mange. Det er mere retfærdigt også over for flygtninge, og mere humant for hele familier kan komme med på én gang. Desuden har man mulighed for at frasortere mennesker, der udgør en sikkerhedsrisiko. Australien har således haft dårlige erfaringer med en tidligere fri indrejse af libanesiske flygtninge, hvor denne kontrol ikke fandtes. Der er således ikke tale om, at Australien afviser at tage mod flygtninge eller mennesker, der har brug særlig beskyttelse. Australiens nuværende og tidligere regering insisterer til gengæld på, at flygtninge skal komme legalt til Australien efter at være godkendt som flygtninge. Det kan omfatte resettlement af kvoteflygtninge under UNHCR og af mennesker, der selv søger om at blive anerkendt som flygtninge f.eks. fra flygtningelejrene. Det er således ikke nødvendigt at være registreret som flygtning af UNHCR for at komme i betragtning. Australien fastsætter imidlertid selv hvert år, hvor mange flygtninge de vil modtage. "Wall building" in the Mediterranean Det er på tide, at EU overvejer en flygtninge- og migrationspolitik i stil med den australske. En politik, hvor hvert land i EU hvert år fastsætter en kvote for hvor mange flygtninge det kan tage imod. I stedet for EU's lidet succesrige forsøg på at tvangsfordele en vis andel af de mange, der blot melder sig som asylsøgende efter at have krydset f.eks. Middelhavet. For at det overhovedet kan lade sig gøre, måtte EU i lighed med Australien sikre at det ikke var muligt at opnå asyl i EU, hvis man krydsede den ydre grænse illegalt. Politikken til konstruktion af en virtuel mur i Middelhavet kunne omfatte elementer fra den australske tilgang, f.eks. disse fire hovedelementer:
I stedet for at indsætte skibe for at hjælpe alle i land i Europa, måtte man spærre Middelhavet og landegrænserne for illegale asylansøgere. En effektiv virtuel mur i Middelhavet kræver imidlertid langt mere end den planlagte forøgelse af Frontex. Det vil være nødvendigt at indsætte af flådeenheder fra EU-lande plus diverse former for fly og droneovervågning.
En sådan Australien inspireret politik vil have positive virkninger:
Naturligvis løser det ikke alle problemer, for hvad skal der ske med mennesker der søger asyl efter at ankommet med gyldigt visa til et land i EU? Løsningen her kunne dels være, at EU som i Trumps "refugee ban" bliver meget restriktive med at udstede visa til visse lande, dels at man fortsætter den allerede eksisterende lufthavns procedure, hvor man på kort tid behandler asylansøgninger, mens asylansøgerne holdes tilbage. Så er der et fremtidigt problem med flygtningestrømme fra lande som EU har landegrænser med. Det kunne være ny uro på Balkan, eller i landene ved EU’s østlige grænse. I sådanne situationer vil flygtningekonventionen fra 1951 faktisk være relevant, som det har været tilfældet for ukrainske flygtninge i Polen. Men den skulle naturligvis kun gælde for borgere fra disse lande, ikke for transit rejsende der ville benytte sig af denne mulighed for at søge asyl i EU. Situationen som den er nu er jo ikke langtidsholdbar. EU's beslutningstagere kan ikke bare lade stå til, mens der sker netop det som vi har forudsagt her. Hvert enkelt land forsøger at garantere intern sikkerhed og orden ved oprette egne grænsekontroller, ved at øge den interne overvågning og ved at indskrænke frihedsrettigheder. Hvis derimod Schengenområdets ydre grænser er sikrede, kan interne kontroller og forstærket overvågning og kontrol reduceres. Hvert enkelt land i EU kan derefter, som det tilfældet i Australien og til dels i UK, beslutte, hvor stor en kvote af flygtninge, de er i stand til at modtage direkte fra flygtningelejre. Dermed kunne man også i Europa opfylde det australske krav: "It should be our government that decides who comes to this country, not a free-for-all scramble for a place on a leaky boat " Facing down pseudo-humanitarian protest Flygtningeorganisationer og selvbestaltede NGO'er, der efterhånden på temmelig udemokratisk vis forsøger at tilrane sig indflydelse på Europa's flygtninge- og migrationspolitik, vil naturligvis ikke bifalde sådanne tiltag. Men de kan jo heller ikke selv foreslå spiselige alternativer. Man kan allerede høre højlydte proteststemmer fra selvbestaltede humanister og diverse flygtningeorganisationer mod de forslag som er fremlagt her. Som f.eks. fra det grønne tyske medlem af Europaparlamentet, Ska Keller: "Wer Asyl sagt, muss reindürfen." Et absurd forslag. Hvad med alle de mennesker fra Afrika, der ikke kan skaffe sig en levevej og gerne vil til Europa, vil andre indvende. Svaret er, at Europa ikke kan løse Afrikas problemer med f.eks. befolkningstilvæksten. Det kan kun Afrika selv, som vi tidligere har hævdet. Hvad så med dem, der er vanskeligt integrerbare, pga. store kulturelle forskelle, fundamentalistiske religiøse ideologier og diverse krav om, at man tilpasser sig deres absurde krav. Ja, det det eneste svar er, at de må afvises som migranter, mens de som flygtninge kun kan forvente at få et meget midlertidigt ophold i Europa, uden mulighed for varigt ophold. Begrundelsen for dette synspunkt er, at store kulturforskelle og fundamentalistiske ideologier ikke er forenelige med basale europæiske værdier. Erfaringen viser, hvad det kan betyde: Parallelsamfund, absurde krav og holdninger. Konsekvensen er et øget potentiale for stærke interne stridigheder mellem befolkningsgrupper, og på sigt måske tilstande, der kan minde om dem flygtningene er flygtet fra. Hvormed vi er tilbage ved begrundelsen for at have sikre ydre grænser. De er forudsætningen for, at vi kan bevare de basale værdier, der gør det muligt at have frie og åbne samfund. |
