 Appproval of The European Border and Coast Guard D. 14 . september i år gav Det Europæiske Råd endelig sin godkendelse til, at det tidligere annoncerede Europæiske Grænse- og Kystvagt korps (EBCG eller European Border and Coast Guard) kan gå i gang med deres arbejde fra midten af oktober. Korpset skal forstærke kontrollen med EU's ydre grænser. Grænse- og kystvagtens rolle bliver at sikre en effektiv forvaltning af flygtninge- og migrationsstrømmene og bidrage til et højt sikkerhedsniveau. Læs, forsøge at holde potentielle terrorister og kriminelle ude af EU. Det skal ske ved at integrere grænseforvaltningen ved de ydre grænser, hvormed man formentlig hentyder til, at korpset skal indgå i et samarbejde med den nationale grænsekontrol. Ved godkendelsen udtrykte den aktuelle formand for rådet, den slovakiske indenrigsminister, en forhåbentlig ironisk glæde over tiltaget: "Jeg glæder mig over det tempo og den effektivitet, hvormed Rådet og Europa-Parlamentet har reageret på dette vigtige spørgsmål. Den måde, hvorpå vi forvalter vores ydre grænser, har direkte indvirkning på hele Schengenområdet, herunder dets indre grænser. Den europæiske grænse- og kystvagt vil bidrage til, at vi i fællesskab bedre kan tackle de aktuelle udfordringer." Tempo og effektivitet er dog næppe noget, der kendetegner EU's aktiviteter. Håbet er nu, at en mere effektiv kontrol ved de ydre grænser vil gøre det muligt at ophæve de interne grænsekontroller i Østrig, Tyskland, Sverige Danmark og Norge, og dermed vende tilbage til den frie bevægelighed indenfor Schengenområdet. For at det kan ske forventes Den Europæiske Grænse- og Kystvagt at varetage følgende opgaver:
Som det måske kan anes bliver der tilsyneladende mere tale om, at korpset skal styrke grænseforvaltningen (border management) og redningsaktioner til søs, end at sikre, at man ikke illegalt kan krydse grænsen. Korpsets opgave kan derfor ingen måde sammenlignes med den australske " No way" politik, hvor man sikrer, at ingen illegalt kan krydse grænserne til australsk territorium. Med korpset forsøger man blot at skabe en smule mere orden, for at undgå en gentagelse af det kaos, der herskede i 2015. Det betyder ikke, at strømmen fra f.eks. Afrika reduceres eller stoppes. Desuden er det stadig usikkert, hvor meget indblanding i den nationale grænsekontrol de enkelte medlemslande vil acceptere. Selvom korpset har fået et imponerende navn, er det således ikke her vi skal forvente at finde tiltag til at mindske strømmen af flygtninge og migranter. EU satser her, som vi har set i tidligere indlæg, på at betale tredjelande for at holde på flygtninge og migranter. Med inspiration fra aftalen med Tyrkiet, hvor Erdogan har erklæret sig villig til at agere dørvogter mod passende modydelser i form af "beskyttelsespenge" og indrømmelser. Ved aftaler med lande, der i forvejen modtager hjælp fra EU, kan man naturligvis benytte hjælpen til at presse de pågældende lande til at indgå en lignende aftale. Det gælder også for Afghanistan, hvorfra der har været en stadig strøm af flygtninge- og migranter med retning mod Europa. "When international donors and the Afghan government convene in Brussels next week [dvs. d. 4-5 oktober 2016], the EU secretly plans to threaten Afghanisatan with a reduction in aid if the war-torn country does not accept at least 80,000 deported asylum seekers " (The Guardian). I et lækket, hemmeligt EU-memorandum kan man læse: “The EU should stress that to reach the objective of the Brussels Conference to raise financial commitments "at or near current levels" it is critical that substantial progress has been made in the negotiations with the Afghan Government on migration by early summer, giving the Member States and other donors the confidence that Afghanistan is a reliable partner able to deliver." Skal vi så forvente, at de nye initiativer betyder, at man kan ophæve de hastigt indførte nationale grænsekontroller mellem landene i EU? Ending internal border controls? D. 12. maj 2016 vedtog Det europæiske Råd en anbefaling om temporære interne grænsekontroller under exceptionelle omstændigheder. Anbefalingen var adresseret til de fem Schengen lande: Østrig, Tyskland, Sverige, Danmark og Norge. Dvs. de lande, der har indført nationale grænsekontroller. Vedtagelsen "authorised these five Schengen Member States to maintain proportionate temporary border controls at specific sections of their internal borders for a maximum period of six months as from the day of adoption of the Recommendation." Grænsekontrollen i de fem lande kan således opretholdes indtil d. 12. november i år. Spørgsmålet er derfor, hvad der skal ske efter denne dato. Der har fra forskellig side været udtrykt stor bekymring for de negative virkninger af sådanne Schengen-interne grænsekontroller. Juncker fremlagde tidligere ubekræftede fantasital for, hvor meget disse grænsekontroller ville koste, bl.a. ud fra en misforstået gengivelse af beregninger foretaget i Danmark. Siden har der været mere stille om kontrollerne. Det skyldes måske, at man indset at nationale kontroller er uomgængelige så længe ikke EU ikke kan garantere sikre ydre grænser. Som vi tidligere har påpeget vil sikre ydre grænser tillade mindre overvågning og kontrol inden for Schengen området, mens utilstrækkelig sikring af de ydre grænser uvægerligt vil kræve en langt højere grad af overvågning og kontrol i de enkelte lande. En rapport fra EU-Kommissionen fra d. 28 september i år, forsøger at opsamle erfaringerne med de fem landes grænsekontrol. Man konstaterer, at de frygtede konsekvenser er udeblevet, men det skyldes måske, at kontroleffekten ikke har været helt så omfattende, som den kunne have været. "The Commission has also received information on the economic impact of the temporary internal border controls, notably on the transport and tourism sector. However, according to the information at the disposal of the Commission at this stage, including from the reports of the Schengen Member States concerned, the current border controls have been carried out only to the necessary extent and have been limited in their intensity. While a certain economic impact cannot be excluded, it appears that the crossing of the internal borders by the general public has thus been impeded as little as possible ." I rapporten konstaterer man også, Tyrkiet-aftalens ikrafttræden har mindsket presset på de nationale grænser sammenlignet med de første 5 måneder af flygtningekrisen (Her glemmer man, at Makedonien knapt 14 dage før denne aftale reelt havde lukket Balkan-ruten). I rapporten har man opgjort det totale antal personkontroller og afvisninger siden forlængelsen af grænsekontrollen i maj. Mens antallet af kontroller i sagens natur må være ganske stort, viser det sig at kun relativt få er blevet afvist ved de nationale grænser.  Eftersom tallene viser, at kun et fåtal bliver afvist ved de fem landes grænser skulle man tro, at det, sammen den netop besluttede indsats af Den Europæiske Grænse- og Kystvagt fra midten oktober og aftalen med Tyrkiet, ville betyde at man kunne ophæve de interne grænsekontroller fra d. 12. november 2016.
Rapporten nævner dig en række faktorer, der taler mod at man opgiver de interne kontroller. "Challenges such as ensuring adequate reception of migrants and asylum seekers, processing the remaining backlog of asylum applications, integration of recognised applicants and managing further arrivals continues to put a strain on the functioning of the administrations of these Member States and their asylum systems." Der kommer også stadig flygtninge over Ægæerhavet og tallene viser en stigende tendens. Siden Tyrkiet-aftalen skulle der være ankommet ca. 15.000, og Grækenland har store problemer med at få dem returneret til Tyrkiet. Kun 580 er foreløbig blevet sendt tilbage. I Grækenland antager man, at der i dag findes ca. 60.000 flygtninge, (heraf ca. 13.700 på øerne). For størstedelen mennesker, der vil forsøge at komme videre nordpå. Det antyder, at den ene side af Tyrkiet aftalen måske er ved at bryde sammen. En aftale, der i øvrigt er fuldstændig afhængig af en uberegnelig tyrkisk præsidents luner. Endnu kan man jo heller ikke hævde, at de nye tiltag til sikring af den ydre grænse har vist deres værd. Foreløbig kan tværtimod konstatere, at en vigtig opgave har bestået i at redde nødstedte flygtninge og migranter i Middelhavet. Ikke noget, der bidrager til at sikre de ydre grænse. Tværtimod bidrager EU's indsats på området til at lette menneskesmuglernes arbejde, hvilket vi har peget på et par gange tidligere. Absurd måske, men sådan er det. Derfor fortsætter "out of Africa" strømmen af mennesker. Den sidste opgørelse fra UNHCR viser, at 131.860 flygtninge og migranter er landet i Italien siden 1. januar. Foreløbig sidder de fast i Italien, men det holder næppe på sigt. EU's forsøg på at begrænse strømmen af flygtninge og migranter har måske sænket grænsebommene en smule, men endnu behøver flygtninge og migranter ikke at være øvede limbo dansere for at smutte under bommen. Vi skal derfor næppe forvente, at landene er klar til at give slip på de interne kontroller. Rapporten når til den samme konklusion: "...it appears thus that, at the time of the present report, maintaining temporary internal border control is still necessary and provides an adequate response to the identified threat to internal security and public policy as it contributes to restoring order in the flows of persons crossing specific internal borders and as such curbs the secondary movements. Such control should however, in line with the Council Recommendation, remain targeted, limited in their intensity to the absolute minimum necessary and impeding as less as possible the crossing of the respective internal borders for the general public. " Borderline disorder? EU kan stadig ikke garantere sikre ydre grænser. En opsigelse af Tyrkiet-aftalen fra præsident Erdogan's side hænger som en konstant trussel over EU. Det er en trussel, der kan gøre de øvrige initiativer til skamme. "Out of Africa strømmen fortsætter og EU's hjælpeaktioner bidrager til at holde den i gang. EU har svært ved enten at lokke eller true afrikanske og asiatiske lande, der giver ophav til flygtninge- og migrantstrømme, til at gøre noget effektivt for at stoppe dem. Den Europæiske Grænse- og Kystvagt vil næppe gøre nogen afgørende forskel, bortset fra, at man efterhånden får en lidt mere effektiv registrering af hvem, der krydser den ydre grænse. I horisonten lurer nye gevaldige strømme, hvis EU fortsætter med sine ynkelige forsøg på at blæse og have mel munden (eller snarere uld), med helt åbne grænser for asylansøgere samtidig med tvivlsomme forsøg på at betale andre for at holde de fleste på afstand. Så længe det imidlertid ikke lykkes at drosle flygtningestrømmen til et størrelse, der kan accepteres af befolkningen, vil vi komme til at opleve en stigende afstandtagen til EU og stigende tilslutning til protestpartier. EU værgrer sig stadig ved at gribe midler, der vil have en afgørende virkning, som lukkede ydre grænser, som ingen får lov at passere uden i forvejen at være accepteret. Dvs. den pacifiske model, som Australien kalder den. Den mindsker strømmen, ingen drukner og man kan i stedet resettle de flygtninge, der har allermest brug for det, ikke blot passivt modtage dem, der selv har kondition og midler til at kæmpe sig frem til EU's grænser. Måske lider EU beslutningsprocessen virkelig af en slags borderline disorder.  The EU in dire straits Europæiske beslutningstagere har erkendt, at EU befinder i en kritisk situation. Hvad de indtil videre ikke har indset er, at de på mange måder selv er skyld i, at EU befinder sig i en krise. Omsider må også en kansler Merkel erkende, at både hun og EU har en række alvorlige problemer. Før mødet i Bratislava i sagde: " Wir sind in eine kritische Situation." Det kan vi kun være enige i. Mere interessant er spørgsmålet om, hvordan hun forestiller sig, at man skal håndtere den kritiske situation. Fra Merkel kan vi dog ikke forvente andet intetsigende udtalelser og hun skuffer heller ikke her: "Es geht darum, durch Taten zu zeigen, dass wir besser werden können... Wir wollen zusammenarbeiten und wir wollen die Probleme, die es gibt in Europa, lösen. " (focus.de). EU skal i praksis vise, at det kan gøres bedre. Det gælder for Merkel på områder som sikkerhedspolitik, terrorbekæmpelse, og det gælder spørgsmålet om vækst og arbejdspladser. Hvad det sidste angår mener hun åbenbart, at der ligger en slags mirakelløsning i det "digitale agenda und den digitalen Binnemarkt." En af værterne ved det uformelle topmøde i Bratislava, den slovakiske udenrigsminister, Miroslav Lajčák, udtrykte sig før mødet lidt tydeligere end kansler Merkel om, hvad EU skulle fokusere på : "The focus should be placed on what concerns Europeans most. Security in all its forms – economic security, job security, social security, internal security and terrorism, as well as climate security. Migration – how to manage it in a sustainable and long-term way" (novinite.com). Miroslav Lajčák hævdede også, at EU institutioner og politikere er ved at miste troværdighed i borgernes øjne. Det skal der rettes op på: "We all need to work very hard to regain their trust and support for the European idea. Complicated bureaucratic language will not take us there. (Nor does the false political correctness). The EU, its institutions and leaders should adopt and use understandable, clear language when talking to the citizens."(novinite.com). Uenighed på kryds og tværs af EU Vi har en øst- vest splittelse mellem Visegrad landene på den ene side og EU-Kommissionen og især Tyskland på den anden side. Visegrad-landene forfølger en strikt afskærmningskurs over for flygtninge og migranter og vil ikke tage del i tvungne fordelingskvoter for flygtninge Vi har en nord-syd splittelse, hvor økonomisk krise med en udbredt ledighed i Sydeuropa, står over for et Nordeuropa og især et Tyskland, der ikke er plaget af sådanne problemer. Det giver stadig tydeligere anledning til en strid om den økonomiske politik. Italiens premierminister, Renzi "lamented the lack of ideas to promote growth across the EU. He even took a jab at Germany’s yawning current-account surplus, which violates EU rules but goes largely unmentioned EU in Brussels." Med Brexit afstemningen blev der indledt et afgørende brud mellem EU og et af hidtil vigtigste lande i Unionen, UK. Et brud fremkaldt af fejlagtig situationsfornemmelse og af, at man ignorerede de alvoren af problemerne med UK, men også af en dumdristig fastholden ved en fri bevægelighed, der på en måde i sig selv er blevet et blevet et af EU's mange problemer. EU har planer for store investeringsprogrammer, men indtil videre er det ikke lykkedes at løse hverken Grækenlands økonomiske problemer eller gøre noget reelt ved den store ledighed især blandt unge i Sydeuropa. Vi oplever en mistro mellem store dele af befolkningen i EU og de etablerede politiske partier og institutioner. Med fremvækst af protestpartier, der er kritiske over for den aktuelle flygtningepolitik og EU og dens gøren og laden i det hele taget. Vi ser andre protester mod nye frihandelsaftaler som CETA og TTIP og længere ude venter TISA (Trade in Services Agreement). CETA burde være færdigforhandlet, men skal nu gennem de respektive landeparlamenter. De hemmelige TTIP forhandlinger synes derimod at synes at være gået i stå: Hemmelighedskræmmeriet er i sig selv ikke befordrende for at man kan tillid til hvad der foregår. Resultatet er mistro. I Middelhavet må vi se, at strømmen af flygtninge og migranter fra især Afrika fortsætter, med jævnlige tragedier til følge. Hvad er det for en politik , hvor siger, at man modtager alle de flygtninge, der kommer til ens grænser, men ignorerer at den med sin holdning både fremmer tilstrømningen og øger antallet af druknede. Man lader indtil videre Grækenland alene med et større antal flygtninge. Alene på de græske øer sidder 13.000 flygtninge fast, mens de venter på at få deres sag afgjort. De ikke ønsker at blive i Grækenland, men vejen til resten af Europa er spærret. De aktuelle kampe i Irak og Syrien om henholdsvis Mosul og Aleppo vil føre til nye strømme af flygtninge. Vi har en tiltagende stemning af præget af usikkerhed blandt befolkningen, En nylig undersøgelse fra Allensbach instituttet i Tyskland registrerer tiltagende ængstelse på en række områder: "Man sorgt sich um so vieles: um wachsende Ungleichheit und Ausländerhass, um Terroranschläge und Flüchtlingsströme. Die aktuelle Gemütslage der Deutschen ist schlecht wie selten nach 1949. Ein ähnlich ausgeprägter Pessimismus sei etwa während des Mauerbaus 1961 und nach den Terroranschlägen vom 11. September 2001 gemessen worden" (fr.online). Man har ikke et overbevisende svar på befolkningens ængstelse. Politiske beslutningstagere erkender ikke åbent vanskelighederne ved at integrere hundredtusinder af flygtninge med en helt anden kultur. Man stikker bogstaveligt talt hovedet i sandet. Vi ved fra tidligere erfaringer, at der vil være langvarige problemer og at en stor del af flygtningene aldrig vil få et varigt arbejde. Vi ved, at der vil opstå konflikter i relationerne mellem især flygtninge med muslimsk baggrund og den indfødte befolkning. Den hidtidige snak om (ensidig) tolerance over for et fundamentalistisk verdenssyn løser i hvert fald ikke problemet, men eroderer snarere tiltroen til etablerede politiske partier. Der heller ikke fundet et troværdigt svar på de terrortrusler, som er med til at gøre befolkningen ængstelig. Mere overvågning og kontrol underminerer jo i sig selv nogle af de friheder, som de skal beskytte. Når EU ikke kan eller vil skabe sikre sine ydre grænser, har vi problemet med nationale forsøg på at gardere egne grænser. Overalt er der således ved at opstå en forestilling om, at EU er ude af stand til at finde løsninger på de alvorlige problemer der plager unionen, den økonomiske krise, flygtningekrisen og Brexit. Både de mest naivt optimistiske politikere i EU og mest kyniske, der ikke mener at der skal tages alt for meget hensyn til folkestemninger og afstemninger, har efterhånden har indset, at EU står med alvorlige problemer. Hvad gør man så, man indkalder til møde blandt de resterende 27 lande i Bratislava. Conjuring word jugglers with no real answers Frembragte det informelle topmøde i Bratislava så i det mindste antydninger af svar på nogle af de mange problemer? Næppe, man sejlede op ad Donau og man sejlede ned ad igen og kom aldrig ikke rigtig nogen vegne, alt imens ord-jonglørerne færdigjorde den såkaldte Bratislava erklæring (consilium.europa.eu). Som vi efterhånden har set det talrige gange, er resultatet af topmøder i EU ofte en sky af ord med erklæringer, der mest har karakter af besværgelser. Vi skriver hvad vi gerne vil opnå, og så sker det alt sammen på magisk vis. Intetsigende og intetmenende, "breaking news" journalister kan så afplapre et dagspensum, hvor de flittigt citerer fra politikernes optimistiske udtalelser. Som om EU’s befolkninger igen og igen vil falde for de flittige ord-jonglørers tricks. Her ser vi det mere som vores opgave at afsløre, at selv den mest elegante jongleren med ordene ikke løser nogen af de reelle problemer. Vi forsøger at vise det med uddrag fra Bratislava erklæringen: Fra erklæringens indledning: "Vi må forbedre vores indbyrdes kommunikation - blandt medlemsstaterne, med EU-institutionerne, men vigtigst af alt med borgerne. Vi skal være tydeligere i vores beslutninger. Bruge et klart og ærligt sprog. Fokusere på borgernes forventninger og med stort mod udfordre overforenklede løsninger fra ekstreme eller populistiske politiske kræfter." Det er som om man skriver virkeligheden væk ved hjælp af sådanne besværgelser. Hvor ser vi EU politikere bruge klart og ærligt sprog uden at forfalde til politisk korrekthed? Hvad mener man med, at man med "stort mod" vil gå mod de protester, som i øjeblikket afspejler den bekymring store dele af befolkninger har? Ved som i Tyskland at skælde dem ud som højre populistisk pak. Det kræver ikke stort mod, undtagen hvis man mener, at modet består i at fortsætte en politik, der er med at mindske tilslutningen til ens egen politik. "Vi forpligtede os i Bratislava til i de kommende måneder at tilbyde vores borgere en vision om et attraktivt EU, som de kan have tillid til og støtte. Vi er overbevist om, at vi har viljen og evnen til at gennemføre det. " I ordene er der ingen mangel på selvtillid, og der er ingen mangel på "vilje og evne" i deres egen (selvover-) vurdering. Hvad vil man så gennemføre med viljen og evnen? Det har man opridset i en af de åh så populære roadmaps. Underligt nok bruger man denne term, selv om alle mulige roadmaps for dette og hint snarere har vist sig at være vildveje. Man hænger fast i umanerligt slidte floskler. Fra Roadmappen Der omfatter følgende punkter: I. Generel vurdering og formål "Mange fælles udfordringer forude: folk er bekymrede over, hvad de oplever som en mangel på kontrol, og de nærer frygt i forbindelse med migration, terrorisme og økonomisk og social usikkerhed. Behov for at håndtere disse spørgsmål som en prioritet i de kommende måneder" Det har vi efterhånden forstået, men hvad vil man så gøre? Hvordan vil man konkret håndtere blot nogle af de problemer vi har set på? Man prioriterer tre problemer og ser således bort fra de øvrige. Ingen har åbenbart vovet at nævne Brexit på mødet, selv om Brexit må have været den helt store, usynlige elefant i rummet. 1. Migration og ydere grænser 2. Intern og ekstern sikkerhed 3. Økonomisk og social udvikling, unge II. Migration og ydre grænser Konkrete foranstaltninger a) fuldt tilsagn om at gennemføre EU-Tyrkiet-erklæringen samt fortsat støtte til landene på Vestbalkan b) tilsagn i dag fra en række medlemsstater om at tilbyde øjeblikkelig støtte til at styrke beskyttelsen af Bulgariens grænse til Tyrkiet og fortsat støtte andre c) inden årets udgang fuld kapacitet til hurtig reaktion fra den europæiske grænse- og kystvagt, der nu er vedtaget ved lov d) migrationsaftaler om samarbejde og dialog med tredjelande, der skal føre til mindre strømme af irregulær migration og højere tilbagesendelsesrater, skal evalueres af Det Europæiske Råd i december e) fortsat arbejde for at opnå bredere konsensus i EU med hensyn til langsigtet migrationspolitik, herunder hvordan vi kan anvende principperne om ansvar og solidaritet i fremtiden." På trods af en udbredt kritik af Merkel's' aftale med Erdogan om Tyrkiet skal holde på flygtningene mod betaling af beskyttelsespenge, fortsætter man i samme stil. Ikke noget med, at EU selv må sikre sine ydre grænser. I stedet skal flere afrikanske landes diktatoriske og korrupte regimer lokkes med beskyttelsespenge for at holde på flygtninge. Det er lige før det kan blive en indbringende afpresningsforretning for visse regimer. Der kommer også stadig flygtninge op gennem Balkan, bl.a. via Bulgarien. Nu tilbyder man så omsider mere hjælp til Bulgarien, så de bedre kan sikre grænsen mod Tyrkiet. Alligevel skal man næppe forvente, at man tager ved lære at erfaringerne fra Makedoniens spærring af grænsen mod Grækenland i Idomeni, der viste at det faktisk kunne lade sig gøre at lukke en grænse. Man forestiller sig at opnå tilbagesendelseaftaler med flere lande, men sandt at sige ser det ikke godt med tilbagesendelser. Det er åbenbart yderst vanskeligt at slippe af de mennesker, der ikke kan opnå asyl. For nylig fremgik således, at der i Tyskland befandt ca. 500.000 mennesker, som man ikke kunne sende ud af landet, selvom de ikke havde fået asyl. Hvad der konkret skal ske for at få gang i tilbagesendelserne, får vi ikke at vide, så problemet får sikkert lov til at leve videre. Som så ofte før fremsætter man de sædvanlige bønner om ansvar og solidaritet. Solidariteten skal, hvis bedømmer den ud fra erfaringerne med kvotefordelinger, bestå i,at andre lande skal tvinges til at følge Merkel's forestillinger om fordeling af flygtninge. Der er ikke tale om ansvar og solidaritet overfor ens egen befolkning. Når dette punkt er alligevel så vagt formuleret, som det er tilfældet, skyldes det sikkert modstanden fra Visegrad-landene . Viktor Orbán markerede dene modstand i forbindelse Bratislava mødet: "During my conversation with Martin Schultz, the President of the European Parliament I asked him to show respect for the Hungarian people. I asked him stop using their law-creating tricks, deceiving the sovereign decisions and the will of the national states. He and the Commission have done that with the migrant quotas. The prime ministers voted for voluntary migrant quotas and they have changed that to mandatory quotas. The national states cannot accept this." Derfor talte statslederne efter Bratislava om en "flexible solidarity," (eller enhver efter for godt befindende), hvor man vil tage hensyn til Visegrad-landenes protester. Det fremgik også, at man var blevet enige om, at flygtningekaosset fra 2015 aldrig måtte gentage sig. Hvad man så vil gøre, hvis flygtninge og migranter i hundredetusindvis igen måtte invadere EU's grænser, har man dog ikke noget svar på, så udsagnet er måske mest beregnet på at berolige befolkningen. III. Intern og ekstern sikkerhed Konkrete foranstaltninger, Intern sikkerhed a) intensiveret samarbejde og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes sikkerhedstjenester b) vedtagelse af de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle personer, herunder statsborgere fra EU-medlemsstaterne, der krydser Unionens ydre grænser, bliver tjekket i de relevante databaser, der skal forbindes med hinanden c) påbegynde oprettelsen af et system for rejseoplysninger og rejsetilladelser for at gøre det muligt at foretage forudgående kontrol og, om nødvendigt, afslå indrejse for rejsende, som er fritaget for kravet om visum d) systematisk indsats mod radikalisering, bl.a. ved udvisninger og indrejseforbud, hvis det er berettiget, samt EU-støtte til medlemsstaternes forebyggende foranstaltninger Hvad vi ser her synes fuldkommen utilstrækkeligt i lyset af de aktuelle problemer. Det demonstrer da tydeligt, at der er tale om en slags mindste fællesmængde. Hvad kunne blive enige om. Lidt mere af den kontrol, som allerede for længst burde have fundet sted og påstande om mere systematisk udvisning, hvis det er berettiget. Praksis har vist, at det er yderst vanskeligt at foretage berettigede udvisninger, hvor det allermest påtrængende, som f.eks. de værste hadprædikanter, fordi man så kommer i karambolage med andre hensyn. Om radikalisering kan vi blot konstatere, at vi ikke kan se, hvorledes man konkret vil gribe det an. Formentlig tror man, at det hjælper at hælde flere penge i geskæftige projektmageres sjovt lydende projekter baseret på tvivlsomme synkrasier. Konkrete foranstaltninger, Ekstern sikkerhed a) Det Europæiske Råd i december skal træffe afgørelse om en konkret gennemførelsesplan for sikkerhed og forsvar og en bedre brug af mulighederne i traktaterne, navnlig for så vidt angår kapabiliteter b) omgående indledning af gennemførelsen af den fælles erklæring med NATO I indledningen hedder "Vi skal være tydeligere i vores beslutninger. Bruge et klart og ærligt sprog" Man kan næppe sige at der her er tale om særligt tydelige beslutninger. Hvad man faktisk forestiller sig, er i hvert fald ikke klart. Men det det skyldes måske, at fællesmængden blandt statslederne er så lille, at man egentlig ikke har noget at skrive. Juncker snakker ganske vist om styrke EU med fælles militære hovedkvarterer og længere ude spøger en europahær. Andre vil slet ikke høre tale om sådanne tiltag. IV. Økonomisk og social udvikling, unge Konkrete foranstaltninger a) i december: afgørelse om udvidelse af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer i lyset af udviklingen b) Det Europæiske Råd skal i foråret 2017 gennemgå fremskridtene med hensyn til resultater i forbindelse med de forskellige strategier vedrørende det indre marked (herunder det digitale indre marked, kapitalmarkedsunionen, energiunionen) c) Det Europæiske Råd skal i oktober se på, hvordan vi kan sikre en solid handelspolitik, der høster fordelene ved åbne markeder, samtidig med at der tages hensyn til borgernes bekymringer d) i december - afgørelser om EU-støtte til medlemsstater med henblik på at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og om styrkede EU-programmer for unge I flere omgange har der været planer om investeringsstrategier og -programmer der skulle afhjælpe ungdomsledigheden i Sydeuropa. Her ser vi således blot en gentagelse af intentionerne. Vi kan også hæfte os ved en forestillingerne om en "solid handelspolitik" og fordelene ved åbne markeder. Der tænkes formentlig på færdiggørelse af CETA og TTIP (og TISA), men hvad er det lige man vil gøre for at tage hensyn til borgernes bekymringer. EU vil end ikke ændre i udkastet til aftale med Canada ( CETA) og forhandler i det dulgte om TTIP. Det betyder, at det er svært at se på hvilken måde man vil tage hensyn til kritikken af disse aftaler. Er det da bare snak? Endelig er der de strategier, der for oven af skal sætte gang i væksten i EU- F.eks. det digitale indre marked, hvor man i andre planer kan se, at man vil sikre "that Europe's economy, industry and employment take full advantage of what digitalisation offers." Indtil videre et ret så luftigt udsagn. Juncker vil dog i sit eget lille petprojekt skabe mulighed for gratis internetadgang i Europas større byer. Det er da muligt, at det kan medvirke til at de ledige unge holdes beskæftiget, mens ellers virker forslaget noget kuriøst som igangsætter af vækst i EU. Måske noget i retning af det udsagn, der blev lagt i munden på Dronning Marie Antionette: "Qu'ils mangent de la brioche." The ghost of Europa Afslutningsvis hedder det om vejen frem: " Opfylde løfter: styrke mekanismen til revision af gennemførelsen af trufne afgørelser. Loyalt samarbejde og kommunikation mellem medlemsstaterne " Sådanne nonsensagtige besværgelser tyder på at man ikke er alt for sikker på at løfterne bliver indfriet og at samarbejdet fungerer. Hvad værre er, så lurer mistanken om, at f.eks. Merkel's gryende erkendelse af at have taget fejl i flygtningekrisen og Hollande's forståelse for befolkningens mistillid til politikerne, i allerhøjeste grad er et udslag af personlig egeninteresse. Næste år skal der afholdes valg til Bundestag i Tyskland og med de aktuelle meningsmålinger og valgresultater fra landdagsvalgene, er Merkel nødt til at sige noget, der kan lyde som om hun har forstået befolkningens bekymringer og mistro, I Frankrig, der skal afholde præsidentvalg i april og maj næste år, står Hollande med utroligt dårlige meningsmålinger. Det er derfor tvivlsomt om Merkel's og Hollande's forsøg på at vise, at de har forstået befolkningens kritik, egentlig er mere end varmlufts udtalelser. Hør blot Merkel efter Bratislava: " Der Geist von Bratislava war ein Geist der Zusammenarbeit.“ I følge Merkel var mødedeltagerne "auch der Überzeugung, dass wir Kompromisse brauchen, dass wir das Gefühl der Solidarität brauchen, das Gefühl der Zusammenarbeit brauchen. Und dass wir auf einer Basis gemeinsamer Werte arbeiten" Lige så tågede var Hollande's fraser ved samme lejlighed: "Europe can move forward, must move forward with clear priorities that meet Europeans' expectations, ... The spirit of our meeting was to take stock of the mistrust Europe inspires in Europeans and the hope it must bring. " Alt sammen mest gevaldige dyner af varm luft. Og mistanken bestyrkes, når man ser, hvad Italiens Renzi sagde om Bratislava: "If we want to pass the afternoon writing documents without any soul or any horizon they can do it on their own ... I don't know what Merkel is referring to when she talks about the 'spirit of Bratislava',... "If things go on like this, instead of the spirit of Bratislava we'll be talking about the ghost of Europe."  The New York declaration Verdens ledere mødtes mandag d. 19. september i FN's Generalforsamling for at vedtage "The New York Declaration for Refugees and Migrants." Erklæringen udtrykker verdensledernes politiske vilje til at beskytte flygtninge og migranters rettigheder, til at redde liv og til at tage del i ansvaret for store vandringer på globalt plan. Strømmen af flygtninge og migranter er voksende og er ved at antage et hidtil uset omfang: "We are witnessing in today's world an unprecedented level of human mobility. More people than ever before live in a country other than the one where they were born. Migrants are present in all countries in the world. Most of them move without incident. In 2015 their number surpassed 244 million, growing at a rate faster than the world's population. However, there are roughly 65 million forcibly displaced persons, including over 21 million refugees, 3 million asylum-seekers and over 40 million internally displaced persons. " ( Erklæringen kan ses som et forsøg på i fælleskab at håndtere disse strømme af flygtninge og migranter og gøre det på en måde, der bidrager til at skabe sikre og ordnede forhold for disse millioner. I erklæringen hedder det: "We acknowledge a shared responsibility to manage large movements of refugees and migrants in a humane, sensitive, compassionate and people-centred manner. We will do so through international cooperation, while recognizing that there are varying capacities and resources to respond to these movements." Opløftet som en ballon af sine egne varmlufts ord hæver Ban Ki-moon sig fra den virkelighed, der venter. Han taler begjstret om et gennembrud: "Today’s Summit represents a breakthrough in our collective efforts to address the challenges of human mobility." (Press release).Optimistisk tror han, at vedtagelsen af erklæringen ville betyde, at flere børn kan komme i skole, flere mennesker uden fare søge arbejde i andre lande, i stedet for at være afhængige af menneskesmuglere, og flere mennesker vil få reelle muligheder for vælge om de vil forblive hvor de er, når vi afslutter konflikter, opretholder freden og forøger mulighederne i hjemlandet. Erklæringen skal som et skridt på vejen til en egentlig "Global Compact" (sæt af generelle principper) for behandlingen af henholdsvis flygtninge og migranter, som man forventer kan vedtages i 2018. I en pressemeddelelse gør man kort rede for de vigtigste forpligtelser (Commitments) fra erklæringen: De inkluderer:
"Welcome strangers!" I forbindelse med UN-topmødet kom Præsident Obama i tirsdags med en opfordring til verdens ledere: "Welcome the stranger in our midst." (whitehouse.gov). 50 lande fulgte opfordringen og lovet at modtage 360.000 flygtninge i deres midte og i øvrigt yde milliardbidrag til flygtninge. USA vil modtage 110.000 flygtninge næste år mod 85.000 i år. Også Tysklands ofte meget vage udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, er på på linje med Obama: "... I believe we cannot allow ourselves to stop here. We must finally move ahead in tackling this crisis. That is the moral and political duty of each and every one of us!" (auswaertiges-amt.de). Er det en kryptisk meddelelse om, at Tyskland er parat til at tage endnu flere flygtninge, på trods af at velkommen-stemningen er ved at vende i Tyskland. "Live elves and fairies in a ring" Forpligtelserne minder alt for meget om magiske besværgelser. Et hotchpotch, hvor man putter alt muligt i gryden i håb, at besværgelserne vil manifestere sig i realiteter. Som Hecate i Macbeth: "And now about the cauldron sing, Live elves and fairies in a ring, Enchanting all that you put in." Den ordrige erklæringstekst indeholder nemlig ikke nogen som helst bindende forpligtelser, eller konkrete anvisninger på, hvorledes alle besværgelserne skal realiseres. Hvad vi har, er skyer af ord og velmenende, men uforpligtende vendinger. De fleste overflødige eller selvfølgelige i lyset af allerede eksisterende forpligtelser. Her blot nogle få uddrag af det sæt forpligtelser, som både skal gælde for flygtninge og migranter (der findes også yderligere separate sæt for migranter og flygtninge).: Ansvar for flygtninge og migranter: "International cooperation, and in particular cooperation among countries of origin or nationality, transit and destination, has never been more important; "win-win" cooperation in this area has profound benefits for humanity." Bekæmpelse af årsager: We are determined to address the root causes of large movements of refugees and migrants, including through increased efforts aimed at early prevention of crisis situations based on preventive diplomacy. Mod racisme etc: We strongly condemn acts and manifestations of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance against refugees and migrants, and the stereotypes often applied to them, including on the basis of religion or belief. Diversity enriches every society and contributes to social cohesion ... We commit to combatting xenophobia, racism and discrimination in our societies against refugees and migrants. Behandling af flygtninge og migranter We will ensure a people-centred, sensitive, humane, dignified, gender-responsive and prompt reception for all persons arriving in our countries, and particularly those in large movements, whether refugees or migrants. Grænsekontrol We will implement border control procedures in conformity with applicable obligations under international law, including international human rights law and international refugee law. Tab af liv We express our profound concern at the large number of people who have lost their lives in transit. We commend the efforts already made to rescue people in distress at sea. Kvinders og børns rettigheder og beskyttelse We will ensure that our responses to large movements of refugees and migrants mainstream a gender perspective, promote gender equality and the empowerment of all women and girls, and fully respect and protect the human rights of women and girls. Afkriminalisering af illegale grænseoverskridelser Reaffirming that all individuals who have crossed, or are seeking to cross, international borders are entitled to due process in the assessment oftheir legal status, entry and stay, we will consider reviewing policies that criminalize cross-border movements. Fjerne årsager til massevandringer combat poverty, improve self-reliance and resilience, ensure a strengthened humanitarian-development nexus, and improve coordination with peacebuilding efforts. Det vrimler med udtryk, der skal give udtryk for aktion og determination. Hør blot: win-win cooperation, determined to address, strongly condemn, commit to, insure, implement, express our profound concern, reaffirm, combat, improve. etc. Det er ikke aktion, det er blot ord. Og er der egentlig noget som helst nyt i disse besværgelser, som ikke allerede optræder i andre besværgelser. Ingen steder kan vi se, hvad alt dette konkret skal betyde. Hvorledes stater og institutioner og mennesker skal reagere. Hvordan kan man da forvente, at det overhovedet skal have nogen betydning for de " for store vandringer på globalt plan," som man med rette er optaget af. Others wanted more “Instead of sharing responsibility, world leaders shirked it. The UN summit has been sabotaged by states acting in self-interest, leaving millions of refugees in dire situations around the world on the edge of a precipice.” (amnesty.org).Lød den kritiske vurdering fra Amnesty International, der er skuffede over det, de kalder en fuldstændig udvandet erklæring, som ikke er bindende. Ban Ki-moon havde oprindelig foreslået en "global Compact" hvor landende ville forpligte sig til at modtage 10% af verdens flygtninge hvert år. I erklæringen er der ingen krav om dette og en "global compact" skal først vedtages i 2018. "We have waited two years for this summit. World leaders should be announcing clear and concrete steps towards ending the refugee crisis. The UN had initially proposed an ambitious plan, but the European Union, Russia and China were among those who sacrificed refugees’ rights for national self-interest and missed a massive opportunity to back a global solution to the crisis.” lød det fra Salil Shetty, generalsekretær i Amnesty International. Amnesty peger på det uretfærdige i, at de rigeste dele af verden kun har optaget 14% af verdens 21 millioner flygtninge og kritiserer, at kun ca. 100.000 flygtninge bliver "resettled" årligt, og at 90% af dem bliver "resettled" til blot 5 lande: USA, Canada, Australien, Norge og UK. Salil Shetty: “World leaders have completely failed to agree a plan to protect the world’s 21 million refugees – some of the most vulnerable people in the world. But where leaders fail, people of good conscience will act. Change starts with three short words: I welcome refugees.” (amnesty.org) Amnesty er ikke alene i deres kritik af en udvandet erklæring. Philippe Bolopion fra Human Rights Watch hævder, at det internationale samfund slet ikke er på vej til at løse flygtningekrisen."I would say if you measure this document by what is at stake here, it certainly falls short of the mark. We're facing an historic crisis and the response is not historic."(NYT). Han tilføjer, at der er tegn på at man undsiger sig ansvaret for at beskytte flygtninge. Et stigende antal lande forsøger i stedet at holde flygtinge ude. Som en slags "interesseorganisation" er Amnesty International's og Human Rights Watch's reaktion vel ganske forudsigelig og forståelig. Men måske skal vi skal vi til at spørge, om det er en god idé, at udenomsparlamentariske organisationer som disse skal have nogen større indflydelse på politiske beslutninger om, hvorledes flygtninge- og migrantkrisen skal håndteres. Lidt spidst kan man hævde, at de er "one issue" organisationer, mens demokratisk valgte beslutningstagere må træffe beslutninger, hvor mange forskellige interesser skal afvejes, og hvor folkets vilje i sidste ende må være langt vigtigere end lobby-arbejde fra interesseorganisationer, uanset deres selv-erklærede humanistiske udgangspunkt. A declaration ignoring the problems it would cause Det er naturligvis fint at man forsøger sig med forpligtelser, hvor der i generelle vendinger tages hensyn til flygtninges og migranters ve og vel. Men man ser ikke, at en influx af så store bølger af mennesker med en helt anden baggrund og kultur, helt åbenlyst vil føre til splid og strid i forholdet den eksisterende befolkning. Det forekommer umådeligt naivt at ignorere, eller måske snarere bevidst at overse, risikoen for splid og strid i mødet med en helt anderledes kultur og/eller fundamentalistisk religiøs ideologi. Et nedladende fordømmelse af en indfødt befolknings stereotypisering af flygtninge og migranter på basis af religion og tro, mindsker næppe problemet. Realiteten er jo, at netop religion og tro hyppigt er årsag til konflikter. Rent ud sagt tåbelig virker erklæringens påstand (eller håb) om at "Diversity enriches every society and contributes to social cohesion." Med påstanden om, at "forskellighed bidrager til social sammenhæng," nærmer erklæringen sig med ekspresfart Newspeak spøgelset fra Orwell's "1984." Man overser, formentlig med vilje, at diskrimination, når det gælder en fundamentalistisk religion, nærmest vender den modsatte vej. Det er snarere den religiøse fundamentalisme, der diskriminerer mod resten af befolkningen. Skal denne situation håndteres ved at vise en troskyldig tolerance over for det bevidst intolerante, hvormed vi ville destruere eksisterende værdier og egentlig også grundlaget for overhovedet at vise tolerance. Der er ved at opstå et skævt misforhold mellem generelle menneskerettigheder på den ene side og de religiøse hensyn på den anden. Intet bør stå over de generelle menneskerettigheder, og da slet heller en religion, der i sin praktiserede idelogi på mange måder strider mod de øvrige generelle menneskerettigheder. Ingen religiøse ritualer må heller stå over "The law of the land" I erklæringen taler man om kvinders og børns rettigheder. Hvordan kan det forenes med hensyntagen til en religion , hvor disse rettigheder ikke indgår. Erklæringen er fyldt med sådanne typer af modstrid, men det skjules i skyer af "varm luft." Hvis homogene samfund optager flygtninge fra begge eller alle sider i en borgerkrig, risikerer modtagerlandet naturligvis, at stridighederne fortsætter. Et endnu relativt fredeligt eksempel kan demonstrere, hvad det kan betyde. Efter kuppet i Tyrkiet har tyrkere i Vesteuropa delt sig efter spliden i Tyrkiet og er begyndt, ikke blot at se kritisk på hinanden, men også at angribe modparten. Hvad kan vi ikke forvente med flygtninge fra lande med borgerkrig og religiøse forfølgelse. En alt for åben flygtningepolitik kan ikke dæmme op for dette, men tværtimod medvirke til at sprede konflikten hen over alle modtagerlande. Skal modtagerlandet ikke kunne beskytte sig mod denne situation? Eller skal vi acceptere at minikonflikter bredes ud over alle modtagerlande? Hvad angår de potentielt store flygtninge- og migrantstrømmen fra Afrika, som vi har gjort opmærksom på i " Out of Africa," ignorerer man, at der bør stilles krav til afrikanske lande med høj befolkningstilvækst. Krav om at de først og fremmest selv sørger for at reducere befolkningstilvæksten, før den automatisk bliver et problem for andre lande. Hvorfor skal mere velordnede lande acceptere at stå med problemerne fra de lande, hvor man ikke kan sikre udviklingsmuligheder for ens egen befolkning. Indirekte accept af etnisk og religiøs "cleansing" kan blive et resultat af en alt for "human" flygtninge- og migrant politik. Hvis stridigheder i et land får en bestemt del af befolkningen til at migrerer eller flygte og man i modtagerlandene ser det som forpligtelse af skabe varige ophold, vil det realiteten betyde, at et land kan frigøre sig for uønskede dele af befolkningen og skubbe problemerne over på andre lande. Det burde ikke være muligt, hvorfor der i en sådan erklæring burde lægges mere vægt på, at et land efter stridighederne er bilagt har pligt til at modtage flygtede og emigrerede landsmænd og -kvinder. I erklæringen beskæftiger man sig ikke med, at dem, der har bedst mulighed for at krydse grænser og for at nå frem til det "drømmelandet," ofte vil være dem, der også i hjemlandet er bedre stillede. Potentielt kan det betyde, at man på visse områder forværre situationen for de tilbageblevne og mindsker mulighederne for at udvikle landet. Skal modtagerlandene med henvisning til en flygtningekonvention beregnet på en helt anden situation, fortsætte med acceptere at modtage alle, der når frem deres grænser for at søge asyl. Eller skal man omsider indse, at fuldkommen ukontrollerede flygtningestrømme, egentlig kun er til fordel for de mest mobile og de bedst stilede, der har kondition og midler til at betale menneskesmuglere. Er det ikke på tide at opstille krav om, at flygtningestrømmene kommer så meget under kontrol, at de hovedsagelig styres via "resettlement"-programmer, hvor man har mulighed for at hjælpe dem, der har allermest behov. Det er den politik som Australien forfølger fuldstændig stringent og en politik, som man også advokerer for i UK. I sin tale i forbindelse med topmødet i New York krævede premierminister Teresa May, en anden global tilgang til at reducere de ukontrollerede strømme af mennesker. For opnå kontrol med disse strømme foreslår May tre tiltag: At flygtninge skal søge om asyl i det første sikre land de når til; at der skelnes bedre mellem flygtninge og økonomiske migranter; at alle lande har ret til at sikre deres grænser og pligt til at stoppe "Uncontrolled migration flows."(gov.uk). Der tales i erklæringen om grænsekontrol, men på den anden side skal flygtningekonventionen gælde for alle og illegal entry skal afkriminaliseres. Det er jo absurd., for så er det vanskeligt at se, hvorledes modtagerlandets grænsekontrol overhovedet kan bidrage til sikre grænser og beskytte egen befolkning. Alternativerne er enten, at har vi en stringent grænsekontrol med mulighed for at afvise illegal entry, mod til gengæld at tillade "resettlement" af flygtninge direkte fra eksterne flygtningelejre efter grundige check. Eller, at vi har åbne grænser, hvor man blot behøver at sige " jeg anmoder om asyl" for krydse grænsen. Med åbne grænser risikerer vi, at den velhavende del af befolkningen beskytter sig selv i "gated communities," mens resten må leve med ubestemmelig, men voksende angst og de dårligst stillede må konkurrere med flygtninge og migranter om job og bolig. Flygtninge og migranter lægger mest pres på den del af befolkningen i modtagerlandet, der har de færreste ressourcer og det mindste overskud til at klare det. Det gælder, når lønninger presses nedad, når der bliver kamp om betalbare boliger og det gælder forsøget på at nå op af den sociale rangstige. Dystopien er et landskab med homogene "velhaver- ghettoer," en ængstelig middelklasse, der ser deres verden krakelere, etniske ghettoer, hvor ingen andre vover sig ind, og hist her hæslige filipenser af Calais lignende "jungler." Hvis man begynder at nærme sig dystopien, kan vi godt glemme alt om at holde de værdier højt, som tillod os at lade dystopien blive til virkelighed. ... signifying nothing or very little Ingen lande vil formentlig helt kunne følge erklæringen, fordi de ved at de vil støde ind i mange af de problemer, vi har peget på i denne blog. De vil derfor kun "pay lip service" til erklæringen. Det vil de mere eller mindre være tvunget til. Selv Kansler Merkel må, efter at CDU har tabt flere landdagsvalg i Tyskland, nu er omsider indse, at man ikke i længden i et demokrati kan ignorere "the Will of the People."  From a grand vision ... I dag for præcis 70 år siden holdt Winston Churchill på Universitet i Zürich en tale om Europa's fremtid. Det var lige efter en ødelæggende verdenskrig med udspring i forfærdelige, nationalistiske stridigheder, der havde været ødelæggende for hele menneskeheden. Det måtte aldrig kunne ske igen. "We must look to the future. ...If Europe is to be saved from infinite misery, and indeed from final doom, there must be an act of faith in the European family and an act of oblivion against all the crimes and follies of the past." Churchill's løsning: "We must build a kind of United States of Europe. In this way only will hundreds of millions of toilers be able to regain the simple joys and hopes which make life worth living. .. The process is simple. All that is needed is the resolve of hundreds of millions of men and women to do right instead of wrong, and gain as their reward, blessing instead of cursing." Hvis Europas millioner gik ind for en sådan vision, ville Europa på mirakuløs vis om nogle få år blive lige så frit og lykkeligt som Schweiz efter krigen. Churchill sagde, at hans forestilling om, hvad der skulle til for at realisere visionen, ville forbavse tilhørerne. Forudsætningen var nemlig, at der blev skabt et partnerskab mellem Frankrig og Tyskland. "In this way only can France recover the moral leadership of Europe. There can be no revival of Europe without a spiritually great France and a spiritually great Germany." Alligevel hævder han, at i Europas Forende Stater vil den enkelte stats styrke være mindre vigtig, små nationer ville tælle lige så meget som store. Her skal man huske at Churchill øjensynligt ser, at de tyske småstater "each take their individual place among the United States of Europe." Man skal også huske, at Europas Forenede Stater i Churchills vision ikke rummer Great Britain, der danner sin egen helhed i "The British Commonwealth of Nations." Churchill's ideer kan virke præget af utopiske forestillinger om et samlet Europa og et separat britisk commonwealth. Idealer, der tilhører en svunden tid. Hvor finder vi så idealerne i dag? Findes de overhovedet? Hører vi nogensinde dagens EU-politikere fremlægge egne visioner? Eller forsøger de blot at svinge sig op i mere ideelle luftlag ved at ty til de store gamle europæeres tanker, med citater fra Churchill, med henvisninger til Altiero Spinelli, Robert Schuman, Jean Monnet eller måske tyskeren Walther Hallstein, den første formand for Europa-Kommissionen. Churchill's vision om Europas Forende Stater blev ikke til noget, men langsomt voksede alligevel en slags europæisk fælleskab op. Trin for trin og tilføjelse for tilføjelse, kun undtagelsesvis præget af store visioner, for det meste vakkelvornt og usikkert. ... to sorry state of affairs I dag står vi så med en Union, der synes at have tabt gejsten. En union, der ikke synes at være i stand til at håndtere de store udfordringer den står overfor. Her er nogle af dem: 1. Break up tendenser: Brexit, hvor et af unionens vigtigste lande agter at forlade unionen. Øst-vest uenigheder på en række punkter, bl.a. når det gælder flygtningepolitik og selvbestemmelse. Nord-syd problemer, hvor der tilsyneladende er ved at dannes en anti-austeritetsgruppe af landene i Sydeuropa (og Frankrig), med front mod Tysklands dominans, når det gælder den økonomiske politik. 2. Manglende vækst: Efter finanskrisen har det været svært for stort set alle andre end Tyskland at få gang i den økonomiske vækst. Hvad er EU's strategier for vækst? Har man overhovedet nogen? I Sydeuropa har der i årevis hersket en katastrofal ungdomsledighed. Hvad er EU's strategi for at reducere denne ledighed? Har man overhovedet nogen, eller lader man stå til? 3. Migrations- og flygtninge problemer: EU har ikke fundet en løsning på disse problemer. Man har kun en usikker aftale med Tyrkiet, hvori der findes et stort afpresningspotentiale. EU har ingen styr på migrant-og flygtningestrømmen fra Afrika og ingen langsigtede løsninger, der kan dæmme op for den. 4. Tab af sikkerhed: Efter en række terrorattentater med muslimsk religiøs inspiration, er usikkerheden blandt EU's befolkninger voksende. Ligesom der er voksende bekymring for en massiv indvandring af menneske med en helt anden kulturel, religiøs og fundamentalistisk baggrund. 5. Opbrud i det etablerede politiske landskab: Nye og knapt så nye bevægelser og partier markerer en udbredt utilfredshed med de løsninger og mangel på løsninger som EU og de etablerede partier repræsenterer. 6. Usikkerhed om EU's geostrategisk rolle: Hvordan agter EU at klare sig over for USA og et stærkt Kina, Hvad skal man stille op med lokale konflikter i Mellemøsten og hvordan kan man bedst bidrage med hjælp til Afrika. I parentes bemærket skal vi huske, at det er problemer, der også relaterer til håndteringen af klimaproblemerne. Hvad har unionen at byde på i forhold til alle disse problemer? For at få en idé om det, kan vi se på Jean-Claude Juncker's forsøg på at demonstrere sin kommen til live igen i en "State of the Union" tale, efter en tilsyneladende lidet aktiv sommerpause. Re-Presenting the sorry state of the Union: Jean-Claude Juncker "Towards a Better Europe – A Europe that Protects, Empowers and Defends" er titlen på Juncker's "State of the Union" tale d. 14 september 2016. Derfor forventer vi naturligvis her at høre, hvorledes han forestiller sig at løse nogle af de mange udfordringer vi lige har set på. Først ser vi, hvad han siger om den generelle situation i EU: "Vi skal i vores overvejelser om Unionens tilstand være meget realistiske og helt ærlige. For det første er vi nødt til at indrømme, at vi står over for mange uløste problemer i Europa. Det kan der ikke herske nogen tvivl om. Lige fra høj arbejdsløshed, social ulighed og tårnhøj offentlig gæld til den enorme udfordring, det er at integrere flygtninge, og den meget reelle trussel mod vores sikkerhed både hjemme og ude - hver eneste af EU's medlemsstater er berørt af de kriser, der hører vores tid til." ... "Det kommende år er afgørende, når det gælder om at skabe et bedre Europa: et Europa, der yder beskyttelse et Europa, der bevarer den europæiske måde at leve på et Europa, der styrker borgernes indflydelse et Europa, der forsvarer sine borgere, værdier og interesser både hjemme og i udlandet og et Europa, der tager ansvar. (fremhævelser findes i talen)." Det kan vi sådant et kun være enige i, men hvilke konkrete svar har han på de enkelte udfordringer, 1. Break Up: Juncker konstaterer: "Aldrig før har jeg oplevet så stor fragmentering og så lidt fællesskab i vores Union ... Vi står endda i den ulykkelige situation, at et af vores medlemmer forlader vores fællesskab." Det var ikke meget om Brexit, selv om man må formode, at Brexit repræsenterer noget af en udfordring. Indirekte kan man måske sige at han kommer ind på Brexit-spøgelset. Hvorfor ellers tale om overfald på polske arbejdere i UK og om arbejdernes frie bevægelighed. "Vi kan som europæere aldrig acceptere, at polske arbejdstagere bliver chikaneret, overfaldet eller endog slået ihjel i Harlows gader. Arbejdstagernes frie bevægelighed er lige så meget en fælles europæisk værdi som vores kamp mod diskrimination og racisme." Det var så det. Vi kan kan se, at Juncker viger langt uden om Brexit. Bortset fra en beklagelse og et indirekte udfald mod UK, har han ikke noget at sige om løsninger. Hvad så med utilfredsheden i Østeuropa. Her er der heller ikke meget at hente:, udover en slags appel til sammenhold. "Jeg foreslår derfor en positiv dagsorden med konkrete europæiske tiltag for det kommende år. Det kommende år vil nemlig efter min opfattelse være afgørende, hvis vi vil genforene vores Union. Og hvis vi vil overvinde den tragiske splittelse mellem øst og vest, der er opstået i de seneste måneder. Hvis vi vil vise, at vi kan være hurtige og beslutsomme i spørgsmål, der virkelig betyder noget. Hvis vi vil vise verden, at Europa fortsat er i stand til at gøre en fælles indsats." En positiv dagsorden og en hensigtserklæring om at være hurtige og beslutsomme. Ikke ligefrem noget, der karakteriserer EU's aktivitet. Heller ikke noget konkret om, hvordan man vil stille sig til kritikken fra Østeuropa. 2. Manglende vækst: Junckers svar i "State of the Union" talen : "Ved at styrke økonomien fremmer vi ikke blot investeringer i forbundetheden, men også beskæftigelsen. Derfor skal Europa investere stort i ungdommen, de jobsøgende og i nye virksomheder. Den investeringsplan for Europa til en værdi af 315 mia. EUR, som vi sammen blev enige om for blot 12 måneder siden, har allerede medført investeringer på 116 mia. EUR – fra Letland til Luxembourg – i planens første år. " Det lyder af meget, men har ikke sat afgørende gang i væksten i EU, og det har ikke på afgørende vis mindsket den høje ledighed blandt unge i Sydeuropa. Det skal der imidlertid gøres noget ved lover Juncker: "Frem for alt er vi nødt til at investere i de unge. Jeg hverken kan eller vil acceptere, at Europa fortsat er et kontinent med ungdomsarbejdsløshed. Og jeg hverken kan eller vil acceptere, at generation Y, de såkaldte "millennials," måske bliver den første generation i 70 år, som bliver fattigere end deres forældre." Her kan man indvende,at det har Juncker og EU-Kommissionen altså accepteret i en årrække, for ungdomsledigheden er ikke opstået for nylig. Juncker vil nu gøre mere, men hvad det er, der skal gøres mere, får stå hen i det uvisse. Det er dog værd at bemærke, at han i lighed med andre, er ved at indse, at den såkaldte "stabilitets og vækstpagt," der i realiteten har bidraget til problemerne i Sydeuropa, måske er blevet tolket for rigoristisk. "Ved oprettelsen var pagten påvirket af teori. Dens anvendelse er blevet en doktrin for mange. Og i dag er pagten et dogme for nogen. I teorien bør det sanktioneres, hvis et lands gæld overstiger 60 procent af BNP med ét decimalpoint. Men i virkeligheden er vi nødt til at se på årsagerne til gælden. Vi bør søge at bakke op om i stedet for at straffe igangværende reformbestræbelser. Til det formål har vi brug for ansvarlige politikere. Og vi vil fortsætte med at anvende pagten – ikke på en dogmatisk måde, men med sund fornuft og med den fleksibilitet, der fornuftigt nok er indbygget i reglerne." Em stilfærdig indrømmelse til Sydeuropa måske? Men hvilken sund fornuft og fleksibilitet er der tale om? Sydeuropa's eller den tyske finansminister, Schäuble's? 3. Migrations- og flygtninge problemer: Juncker påstår, at der er tegn på øget solidaritet i flygtningekrisen, men endnu er det ikke tilstrækkeligt. "Jeg er overbevist om, at der er behov for større solidaritet. Men jeg ved også, at solidaritet skal komme ad frivillig vej. Den skal komme fra hjertet. Den kan ikke tvinges frem" Gad vide hvad man siger til det i Visegrad-landene, der ikke ville tvinges til at vise solidaritet, ved at tage del i en tvungen fordeling af de første 160.000 flygtninge. En fordeling, der bortset fra nogle få tusinde, aldrig er blevet til noget. Omsider er man også ved at forstå, at potentielle migrations-og flygtningestrømme fra Afrika kan udgøre et endnu større problem end den hidtidige bølge fra det nære østen. Indtil nu har man holdt møder om problemet og sendt skibe til Middelhavet for at opsamle migranter og flygtninge i havsnød. Ikke noget, der løser noget som helst problem. Tværtimod, som vi tidligere har konstateret bidrager det til at vedligeholde og endda øge strømmen over Middelhavet. Hvad har Juncker at sige til det: "I dag lancerer vi en ambitiøs investeringsplan for Afrika og nabolandene, som har potentiale til at kunne skaffe investeringer på 44 mia. EUR. De kunne komme op på 88 mia. EUR, hvis medlemsstaterne også bidrager... Det vil supplere vores udviklingsbistand og bidrage til at tackle nogle af de grundlæggende årsager til migration. Med en økonomisk vækst i udviklingslandene på et niveau, der ikke har været lavere siden 2003, er dette yderst vigtigt. Den nye plan vil være en livline for dem, der ellers ville føle sig tvunget til at foretage en farlig rejse for at skabe sig et bedre liv." Ser man på befolkningstilvæksten i Afrika og forværringer for landbruget, som følge af klimaforandringer, er Juncker's forslag helt utilstrækkeligt. Hertil kommer, at midler fra EU risikerer at bidrage til at holde store dele af Afrika på varig bistandshjælp. 4. Tab af sikkerhed: "Tolerance [må] ikke eksistere på bekostning af vores sikkerhed. Derfor har min Kommission lagt vægt på sikkerhed fra første færd – vi kriminaliserede terrorisme og udenlandske krigere i hele Unionen, vi slog ned på brugen af skydevåben og finansiering af terrorister, vi samarbejdede med internetvirksomheder om at få terroristisk propaganda væk fra internettet, og vi bekæmpede radikalisering i Europas skoler og fængsler. " Desværre er tolerance på bekostning af sikkerhed netop hvad EU hidtil har praktiseret. Åbne eksterne grænser viser ganske stor tolerance over for flygtninge og migranter, men det giver uvægerligt anledning til store sikkerhedsproblemer og mere overvågning internt i de enkelte lande. Nu skal der imidlertid gøres mere for at øge sikkerheden for Europas borgere: "Vi har behov for at vide, hvem der krydser vore grænser. Vi vil derfor forsvare vores grænser med den nye europæiske grænse- og kystvagt, der i øjeblikket formelt godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet – blot ni måneder efter, at Kommissionen fremsatte forslag herom. Frontex har allerede mere end 600 medarbejdere udstationeret i Grækenland ved grænsen til Tyrkiet og mere end 100 i Bulgarien. EU-institutionerne og medlemsstaterne bør nu arbejde meget tæt sammen for at få etableret dette nye agentur hurtigt. Det er mit mål at få mindst 200 ekstra grænsevagter og 50 ekstra køretøjer indsat ved Bulgariens ydre grænse fra oktober måned. " Tjah, for det første svarer det vel til at lukke hønsehuset efter at ræven er sluppet ind, og for det andet er den her lovede indsats helt utilstrækkelig til at skabe sikre grænser i EU. Ligesom den heller kan mindske tilstrømningen, hvilket er hovedproblemet, eller skabe fuldstændig sikkerhed for at terrorister og kriminelle ikke slipper over grænsen. EU viger simpelthen tilbage for at tage de midler i brug, der effektivt kan værne mod illegal indvandring, for i stedet opretholde en påstået human tilgang, der dog i modsætning til Australiens "No Way" politik, bidrager til at tusindvis af mennesker drukner i Middelhavet. 5. Opbrud i det etablerede politiske landskab: Noget har Juncker åbenbart indset: "De europæiske borgere er ... trætte af de endeløse uoverensstemmelser, skænderier og mundhuggerier. De europæiske borgere vil have konkrete løsninger på det meget aktuelle problem, som vores Union står over for. Og de vil have mere end blot løfter, beslutninger og topmødekonklusioner. Dem har de hørt og set til bevidstløshed. De europæiske borgere vil have fælles beslutninger, der gennemføres omgående og effektivt. Ja, vi har brug for en langsigtet vision. Kommissionen har til hensigt at opstille en sådan vision for fremtiden i en hvidbog, som vil blive offentliggjort i marts 2017, således at den foreligger inden romtraktaternes 60-årsjubilæum ... Visioner alene er dog ikke tilstrækkelige. Vores borgere har i langt højere grad brug for lederskab. At nogen reagerer på de udfordringer, vi står over for i øjeblikket." Først næste år er man således klar med en vision for Europa. Man kan frygte, at der inden da vil opstår nye problemer. Der er valg til "Bundestag" i Tyskland næste år og præsidentvalg i Frankrig. Her er spørgsmålet, hvilken tilslutning vil de nye protestpartier opnå? De partier som Juncker skælder ud over og kalder højre populistiske, men også de partier som på markant vis viser de europæiske befolkningers utilfredshed med tingenes aktuelle tilstand. Der bør derfor handles nu , ikke på basis af overvejelser man først gør sig næste år. " Nogen må reagere på udfordringerne" Ja, men hvem er "Nogen" i den forbindelse? Åbenbart ikke Juncker og kommissionen. 6. Usikkerhed om EU's geostrategisk rolle: Det er en ret så opgivende holdning Juncker lægger for dagen: "Verden bliver større. Og vi bliver mindre. I dag udgør vi europæere 8 % af verdens befolkning - vi vil kun udgøre 5 % i 2050. Til den tid finder vi ikke et eneste EU-land blandt verdens førende økonomier. Men Unionen samlet set? Vi vil stadig ligge øverst på ranglisten. Vores fjender ville gerne se os splittes. Vores konkurrenter ville drage fordel af vores splittelse. " Ja, og hvad agter man så at gøre ved det. Lade stå til eller ...? Junckers svar: Det er udelukkende ved at stå sammen, at vi er og vil forblive en magtfaktor, der vil blive taget alvorligt. Selv om Europa er stolt over at være en "blød magt" med global indflydelse, må vi ikke være naive. Bløde magtmidler er utilstrækkelige i vores stadig mere farefulde nabolag. ... Europa må skærpe tonen. Dette gælder allermest for vores forsvarspolitik. Europa kan ikke længe tillade sig at køre på frihjul med andres militære styrke som undskyldning eller lade Frankrig stå alene om at forsvare æren i Mali. Vi er nødt til at tage ansvar for at beskytte vores interesser og den europæiske levevis" Godt set og derfor vil EU gøre hvad? Juncker foreslår oprettelse af et fælles militært hovedkvarter for EU's militære operationer udenfor EU. Han mener, at "Vi bør ... arbejde i retning af fælles militære aktiver, der i nogle tilfælde ejes af Unionen. Og naturligvis i fuld komplementaritet med NATO." Hvordan han forestiller sig, at et øget militært samarbejde kan bidrage til at løse de stridigheder, der skiller øst og ves , nord og syd, får stå hen i det uvisse. Tværtimod er Juncker her geskæftigt og unødvendigt ved at åbne en helt ny "Padora's boks" A tired politician's lament Juncker's "State of the Union" indeholder, som vi ser, ikke konkrete svar på de aktuelle udfordringer. Hans tale bestyrker endnu engang en mistanke om, at EU-Kommissionen nærmest er gået i dvale, overvældet af størrelsen af de udfordringer de står over for. Juncker's tale, der i nogle medier ganske vist har fået en lunken tilslutning, kan nærmest karakteriseres som en opgivende og aldrende politikers tilbageblik på de store forhåbninger til EU. Den rummer ud over en nærmest flæbende beklagelse af at forhåbningerne ikke blev indløst, hovedsagelig en appel til fællesskabet om dog at arbejde sammen. De konkrete tiltag, der annonceres i talen forekommer helt utilstrækkelige i lyset af de udfordringer vi har ridset op, og antager ofte en "vi fortsætter som vi plejer" karakter, med henvisninger til initiativer. I flæng kan nævnes, beskytte personoplysninger, lige konkurrencevilkår, samme løn for samme arbejde, beskyttelse mod karteller, sikring af at virksomheder betaler skat, at man går i brechen for europæisk stålindustri, der dog allerede ligger ned, nye retningslinjer for investering i internetforbindelser, bedre og billigere internet til alle, ophavsretsbeskyttelse for kunstnere, etc. Vi kan se det som Kommissionens undvigestrategi: "Paying attention to small problems, while ignoring big problems" Jeg tvivler på, at konkrete tiltag på disse områder, selv hvis har større succes end den foreløbigt aflyste 90 dages roaming regel, på nogen som helst måde vil bidrage til at løse de problemer, vi har været inde på. Derfor vil de konkrete tiltag, hverken skabe større opslutning til EU, skabe større sikkerhed, eller på anden vis bidrage til, at EU bliver en succes. Visionerne taler vi slet ikke om for de er udskudt til en gang næste år. "A union and a man in a sorry state" kaldte vi Juncker's State of the Union" tale i en blog fra 10. september 2015. Samme karakteristik gælder desværre også for dette års tale.  Citizens don't live in institutions, they live in member states Hævdede Slovakiets udenrigsminister, Miroslav Lajcak, da Slovakiet overtog præsidentskabet i EU d. 1. juli 2016. Måske er det netop det Tusk vil have de 27 EU-regeringsledere til at indse på det informelle topmøde i Bratislava på fredag. Tusk har i et brev til regeringslederne seriøst forsøgt at diagnosticere de alvorlige problemer der plager EU i øjeblikket og tage dem alvorligt, i stedet for at provokere til mere splid. (consilium). Hans brev udgør på sin vis et glimrende modsvar til Asselborn's provokerende udfald mod Ungarn, med hans nærmest pyromanagtige gyden benzin på den interne splid i EU. Excerpts from Tusks's diagnosis "While waiting for the UK government to trigger negotiations, we should diagnose the state and the prospects of a post-Brexit EU. It would be a fatal error to assume that the negative result in the UK referendum represents a specifically British issue; that British Euroscepticism is a symptom of political aberration or merely a cynical game of populists exploiting social frustrations. It is true that the Leave campaign was full of false arguments and unacceptable generalisations. But it is also true that the Brexit vote is a desperate attempt to answer the questions that millions of Europeans ask themselves daily, questions about the very essence of politics. Questions about the guarantees of security of the citizens and their territory, questions about the protection of their interests, cultural heritage and way of life. These are questions we would have to face even if the UK had voted to remain. People in Europe want to know if the political elites are capable of restoring control over events and processes which overwhelm, disorientate, and sometimes terrify them. Today many people, not only in the UK, think that being part of the European Union stands in the way of stability and security. People quite rightly expect their leaders to protect the space they live in and ensure their security. If the belief that we have abandoned this responsibility is further strengthened, they will start looking for alternatives. And they will find them. History has taught us that this can lead to a massive turn away from freedom and the other fundamental values that the European Union is founded upon. It is therefore crucial to restore the balance between the need for freedom and security, and between the need for openness and protection. In this context, the effective control of our external borders comes first, and has both a practical and a symbolic dimension. " ... "The migration crisis was the tipping point. Last year’s chaos on our borders, new images every day of hundreds of thousands of people moving across our continent without any control, created a feeling of threat among many Europeans. They had to wait too long for action to bring the situation under control, such as the closure of the Western Balkan route and the EU-Turkey deal. Instead, all too often they heard politically correct statements that Europe cannot become a fortress, that it must remain open. The lack of rapid action and of a uniform European strategy have weakened citizens’ trust in their governments, the institutions and in the wider establishment, already undermined since the financial crisis. Rebuilding this trust has become an urgent necessity, which Brexit has demonstrated very clearly. We do not have too much time to spare. Bratislava will have to be a turning point in terms of protecting the Union’s external borders. We must demonstrate to our citizens that we are willing and able to protect them from a repeat of the chaos of 2015. This will require the full cooperation of all the governments and European institutions." ... "It is equally important to combat terrorism effectively. In principle we all agree, and yet there are still too many practical and legislative obstacles. Someone must give back to Europeans their sense of security. The question is who and by what means. The main instruments in this field remain at national level, but we can and must do more together. We should cooperate more closely among our police forces and other services when it comes to the exchange of information and operations. We can also do more in terms of facilitating the cooperation of internet providers in removing content which incites hatred and promotes terrorism. At external borders, we must ensure that everybody is checked against our databases, so that potential terrorists cannot enter the EU unhindered. And in each of our countries we must do more to fight radicalisation. Without genuine determination to fight terrorist threats, we will fail to stem radical and increasingly aggressive behaviour and attitudes. These had until recently represented only a narrow margin of politics and public debate in Europe, but today are becoming mainstream with growing audacity. The promise of a ruthless crackdown on terrorism has become one of the main slogans of right-wing extremists. Furthermore, the fact that despite our best efforts it was not possible to prevent a number of attacks makes their anti-European and anti-democratic rhetoric even more attractive." ... "Our deficits, as compared with other global powers, are visible in “hard politics” (such as defense and executive powers). We will not, however, change the European Union into a single state. Therefore, it will be crucial for the Member States to better cooperate among one another, to bring our forces together in the Union. My talks with you clearly show that giving new powers to European institutions is not the desired recipe. National electorates want more influence on the decisions of the Union. Adopting this direction would nonetheless require a change of attitude of national governments towards the European Union as such. Today the EU is often treated as a necessary evil, not a common good. The slogan “less power for Brussels”, which sounds attractive in political campaigns, should translate as more responsibility for the Union in national capitals. This responsibility for the Union is nothing other than a readiness to sacrifice part of one’s own interests for the sake of the community. It also means refraining from the constant accusations aimed at the Union, which sometimes are justified, but more often than not they serve as an easy excuse for one’s own failures. This was also one of the reasons behind the Brexit vote. We need to do everything not to let it degenerate into a blame game, so futile and so typical of recent years, or a bidding competition for best-sounding slogans, such as “better Europe”, “less Europe” or “more Europe”. After all, someone might eventually cut it short with “no more Europe” (Mine fremhævelser).  Calls for Ungarn to excluded from the EU
Luxembourgs socialdemokratiske udenrigsminister, Jean Asselborn, vakte i går en opsigt med en udtalelse om at Ungarn burde suspenderes fra Den Europæiske Union: "Those who, like Hungary, erect fences against war refugees, violate the freedom of the press and the independence of the judiciary should be excluded temporarily, or if necessary forever, from the EU" (her citeret fra wort.lu) Ordene falder i et interview med "Die Welt," men citeres lynhurtigt i resten af Europa. Det må være oplagt, at Asselborn kan se, at han træder i spinaten lige før EU's informelle topmøde d. 17. september i Bratislava i Slovakiet. Det afholder ham imidlertid ikke fra at vove sig endnu længere ud: "Hungary today would no longer stand a chance of becoming an EU member." Efter hans mening forsynder Ungarn sig mod de basale værdier i Den Europæiske Union. "We cannot accept that the fundamental values of the European Union are being massively violated." Han argumenterer for at det skal være muligt at suspendere et land i EU, uden det kræver enstemmighed. Han har tidligere kritiseret Ungarns forsøg på afskærme sig mod flygtninge og migranter ved at bygge et hegn med NATO-pigtråd og hævder nu, at Ungarn behandler flygtninge som vilde dyr: "People who are fleeing war are almost being treated worse than wild animals ... Hungary doesn't seem far from issuing an order to shoot refugees." (wort.lu). Reply to a "lightweight" politician Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó var ikke sen til at tage handsken op, selv om han åbenbart anser Asselborn for en letvægtspolitiker. Asselborn er efter hans mening en nedladende og frustreret politiker og mener i øvrigt at Asselborn "long excluded himself from among politicians to be taken seriously” Ved afstemningen d. 2. oktober vil Ungarns befolkning få mulighed for at vælge hvem de vil leve samen med og hvem ikke. Ved afstemningen skal de nemlig stemme om, hvorvidt Ungarn skal acceptere EU-kvota systemet for fordeling af flygtninge mellem EU-landene, eller som Péter Szijjártó udtrykker det, give deres mening tilkende om "illegal migration, Brussels’ quota system, and ... figures like Asselborn." Attitudes like Asselborn's exemplify major problems in the EU Er Asselborn's skrappe kommentar et ret så nedrigt oplæg til de uformelle topmødeforhandlinger i Bratislava? Et verbalt spark til øvrige østlande, der er uenige i EU's politik? Eller er Asselborn blot en ualmindelig tungnem politiker, der alt for længe har haft mulighed for at optræde indigneret på EU's vegne med udtalelser i øst og vest. På den ene side i et påstået forsvar for helt ideelle og moralske forestillinger om grænseløs solidaritet uden NATO-hegn. Forestillinger der, hvis man fulgte dem, ville være katastrofale for Europa. Asselborn advarede i november 2015 mod en EU kollaps som følge af flygtningekrisen. Ikke som man kunne tro fordi flygtninge og migranter vælter ukontrolleret ind over grænserne, Nærmest tværtimod: "The European Union can break apart, ... this can happen incredibly fast if the rule becomes to shut people out, both internally and externally, instead of maintaining solidarity." Han ser tilsyneladende ikke, at det er EU 's manglende sikring af de ydre grænser, der har fået flere og flere lande til at gribe til nationale løsninger, ikke blot i Ungarn, men også andre steder, som i Østrig, Spanien, Sverige. Asselborn lukker øjne og ører for de problemer som EU og han selv har bidraget til i den tid Luxembourg havde præsidentskabet i EU (sidste halvår 2015). Han kræver en solidaritet oppefra, og ser ikke, at det netop er sådanne krav, der nu fører til, at en stadig større del af EU's befolkning siger fra. På den anden side har Assselborn pudsigt nok været en af de EU-politikere, der tidligt har argumenteret for at Tyrkiet skulle blive en del af det europæiske fællesskab. "Luxembourg 'accompanied Turkey along the path towards joining the European Union from the start" sagde Asselborn efter åbningen af kapitel 17 i forhandlingerne om Tyrkiets medlemskab af EU i december 2015. Han glædede sig over genoptagelsen af forhandlingerne, efter at de havde været skubbet til side, for 'Turkey is far too important a partner for the stability and security of the European continent to not meet with regularly and at the highest level." Så her har vi en udenrigsminister, der helst vil have suspenderet eller ekskluderet Ungarn som EU-medlem, samtidig med at han, på trods at en yderst problematisk udvikling i Tyrkiet, hævder at arbejde for tyrkisk medlemsskab. Et Tyrkiet der træder på samtlige de rettigheder og værdier som han hævder at holde højt. Blandt befolkningen i Europa er der næppe mange, der kan følge Asselborn's mere og mere mærkværdige udladninger. Et forsvar for forhandlinger med Tyrkiet om medlemsskab og en eksklusion af Ungarn. Vi ser derfor snarere Asselborn's udladninger som et indikator på et EU, der er mere og mere i splid med sig selv. Spliden viser sig på flere områder. Her er nogle af dem. Insisteren på Tyrkiet som en så vigtig partner, at man fra Tysklands og EU kommissionens side ser igennem fingrene med alt det, der for tiden bringer Tyrkiet længere og længere væk fra de værdier og ideer, der må være grundlaget for et EU. Østrig foreslår ganske vist at forhandlinger med Tyrkiet om medlemskab afbrydes og er dermed formentlig mere på befolkningens side end Asselborn og en Kansler Merkel, der efterhånden mødes hyppigere med Erdogan, end med sine kollegaer i EU I forbindelse med Brexit afstemningen skortede det ikke på advarsler fra EU overfor briterne "pour décourager les autres." I den forbindelse kommer vi igen ind på Asselborn's mærkværdige syn på "folkets vilje". Efter Brexit sagde han således: "So hart der Schlag treffe, es gebe auch positive Aspekte des Brexit-Votums,... EU-Gegner würden ihre Lügen gerade selbst entlarven und beweisen, dass Populismus zu nichts führe. Zudem habe die Jugend auf Europas Werte gesetzt." Efter Asselborn's mening var afstemningen i UK altså et resultat af populisme og i hvert fald ikke et resultat af udviklingen i et EU, der havde misforstået, hvor meget stemningen havde vendt sig mod dets selvherlige EU-lederskab. I sammenhæng hermed kommer Asselborn med en advarsel, der kommer til at virke helt besynderlig i lyset af de aktuelle trusler mod Ungarn. Til "Tagesspiegel" sagde han efter afstemningen i UK: "It cannot be ruled out that Brexit leads to a domino effect in Eastern Europe,” Og tilføjede, at han ikke kunne udelukke, at UK og Poland havde en stiltiende aftale om rulle den europæiske integration tilbage. Asselborn frygter her, at det britiske exit kan blive fulgt af lande i østeuropa. Og nu vil han så selv have dem verfet ud! Gad vide om han forestiller sig at europæisk integration fremmest bedst ved trusler, eller ved han bare ikke, hvad han selv siger. Når det gælder modstanden mod folkeafstemninger kan vi endnu engang henvise til Asselborn, der her formentlig deler opfattelse med EU's lederskab. Efter hollændernes nej til associeringsaftalen med Ukraine, sagde Asselborn: "Das Referendum ist kein geeignetes Instrument in einer parlamentarischen Demokratie, um komplexe Fragen zu beantworten. Wenn man Europa kaputt machen will, dann braucht man nur mehr Referenden zu veranstalten." Folkeafstemninger ødelægger EU, sammenhængene er alt for komplicerede for folket. Det er ikke et synspunkt han står alene med, og EU har da også ved lejlighed enten ignoreret en folkeafstemning, eller skabt mulighed for at man stemme igen. Indtil man så at sige har truffet det rigtige valg. At han kan mene at sådanne holdninger er udtryk for de basale værdier i EU , er komplet uforståeligt, nej værre, selvmodsigende og bizart. Ikke spåmand, snarere brandstifter Asselborn's udtalelser kan ses symbol på EU's splittelse. Han er ikke spåmanden, han er i stedet klodsede politiker, der uforvarende hælder benzin på bålet for at slukke det. _______________________________ Addendum: De grundlæggende værdier og rettigheder i EU, formaliseret i EU-Traktat og EU-Charter (uddrag) Fra Traktaten om Den Europæiske Union Artikel 2 Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd. Fra Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder Præambel De europæiske folk har med skabelsen af en stadig snævrere sammenslutning besluttet at dele en fredelig fremtid, der bygger på fælles værdier. Unionen, der er sig sin åndelige og etiske arv bevidst, bygger på de udelelige og universelle værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet; den bygger på demokrati- og retsstatsprincippet. Den sætter mennesket i centrum for sit virke med indførelsen af unionsborgerskabet og skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Unionen bidrager til bevarelsen og udviklingen af disse fælles værdier under hensyn til de europæiske folks forskelligartede kulturer og traditioner samt til medlemsstaternes nationale identitet og organisering af deres offentlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan; den søger at fremme en afbalanceret og bæredygtig udvikling og sikrer fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital samt etableringsfrihed. Med henblik herpå er det nødvendigt at styrke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder på baggrund af samfundsudviklingen, de sociale fremskridt og den videnskabelige og teknologiske udvikling ved at gøre disse rettigheder mere synlige i et charter. Dette charter bekræfter under hensyn til Fællesskabets og Unionens beføjelser og opgaver samt nærhedsprincippet de rettigheder, der bl.a. følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og internationale forpligtelser, traktaten om Den Europæiske Union og fællesskabstraktaterne, den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, de socialpagter, som Fællesskabet og Europarådet har vedtaget, samt De Europæiske Fællesskabers Domstols og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Disse rettigheder medfører ansvar og pligter såvel over for andre mennesker som over for det menneskelige fællesskab og de kommende generationer.  Taking a leaf out of AfD's book CSU (Christlich-Soziale Union), der er det absolut dominerende parti i Bayern har i går fremlagt et forslag til en markant stramning af asyl- og integrationspolitikken i Tyskland. CSU 's forslag skal naturligvis ses i lyset af, at valgkampen før forbundsdagsvalget i 2017 er startet og skal formentlig også ses som forberedelse til et program, der vil kunne sikre CSU det absolutte flertal ved landdagsvalget i 2018. Forslaget skal markere afstanden til søsterpartiet CDU og skal naturligvis også tage vinden ud af sejlene på AfD, således at Afd vil have ringe chancer for et opnå et valgresultat i Bayern, der kommer i nærheden af resultatet i Mecklenburg-Vorpommern. Uddrag fra CSU papiret kan ses nederst i dette blog indlæg. I sit indhold ligger forslaget ikke langt fra de krav, der kan læses i AfD's (Alternative für Deutschland) partiprogram, der kan ses i uddrag i blog indlægget "The will of the people 2 – Upheaval in Germany?" CSU papiret svarer også på centrale punkter til de krav, der er blevet fremlagt af det Schweiziske SVP parti i flere af de "Volksinitiativen," som vi har set på i blog indlægget "The will of the people – Swiss people's initiatives." Med disse forslag, programmer og initiativer ser vi krav til en markant stramning af både den hidtidige flygtninge- og indvandrerpolitik og en punktering af alt for idealistiske forestillinger om integrationspotentialet for mennesker med en fundamentalistisk religiøs idelogi. Det er krav, der synes at træde stadig tydeligere frem i flere lande i Vesteuropa, hvorved man faktisk nærmer sig de stærkt kritiserede holdninger, der længe har eksisteret i landene i Østeuropa. I Holland fik denne afvisning for nylig en ganske ekstrem drejning, med indholdet af et forslag til partiprogram i Geert Wilder's parti, PVV: "The party wants to close the borders – no more asylum seekers and no immigrants from “Islamic countries”. All the asylum centers should close and issued residency permits should be retracted “for a certain time. The PVV wants a ban on Islamic headscarves in public places and on “Islamic statements that are contrary to public order" Geert Wilders’ party also wants to close all mosques and Islamic schools, ban the Koran, lock up all radical Muslims, not allow foreign rebel fighters in the Syrian civil war to return to the Netherlands and deport all criminals with double nationality." (nl.times.nl) CSU forslag:"Klarer kurs bei der Zuwanderung – Humanität, Ordnung, Begrenzung" Fremlægges på CSU ledelsens møde d. 9/10 september Her nogle blot nogle uddrag: Asyl: Wir schützen Menschen, die vor Krieg, Gewalt oder Verfolgung fliehen Unsere Gesellschaft fußt auf christlichen Werten. Die Achtung der Menschenrechte gehört bei uns zur Staatsräson. Deshalb können wirklich Schutzbedürftige auch weiterhin auf Hilfe zählen. ... Der größte Akt der Humanität ist eine wirkungsvolle Fluchtursachenbekämpfung. Overgrænse: Deutschland braucht eine Obergrenze von max. 200 000 Flüchtlingen pro Jahr Ohne eine Begrenzung der Zuwanderung wird die Integration nicht gelingen, ohne eine Begrenzung wird sich die Sicherheitslage weiter verschärfen und ohne eine Begrenzung werden wir die Akzeptanz der einheimischen Bevölkerung verlieren. ... Vorrang für Zuwanderer aus unserem christlich-abendländischen Kulturkreis. Ein solches Gesetz ist eine klare Absage an die illegale Migration. Ein Staat muss selber entscheiden, wen er aufnimmt – nicht die Migranten entscheiden das. ... Asyl ist nur ein Recht auf Zeit. ... Die Feststellung eines Bleiberechts muss künftig an der Grenze in Transitzonen erfolgen. Wer kein Bleiberecht hat, wird direkt aus der Transitzone zurückgewiesen. Die illegale Einwanderung muss durch eine konsequente Rückführungspolitik unterbunden werden. Kultur og værdier: Deutschland muss Deutschland bleiben Wer bei uns das Grundrecht Asyl einfordert, muss sich umgekehrt auch an unser Grundgesetz halten und unsere Werte akzeptieren. Wir sind dagegen, dass sich unser weltoffenes Land durch Zuwanderung oder Flüchtlingsströme verändert. Nicht wir haben uns nach den Zuwanderern zu richten, sondern umgekehrt: Wer zu uns kommen will, hat sich nach uns richten! ... Leitkultur ist die identitätsbildende Prägung unseres Landes. Sie umfasst die bei uns geltende Werteordnung christlicher Prägung, unsere Sitten und Traditionen sowie die Grundregeln unseres Zusammenlebens. Leitkultur ist das Gegenteil von Multikulti. Islam: In Deutschland gilt ausnahmslos deutsches Recht und nicht die Scharia Eine Paralleljustiz wird nicht akzeptiert. Maßgeblich ist ausnahmslos die Rechts- und Werteordnung des Gastlandes und nicht die des Herkunftslandes. Deshalb werden islamische Friedensrichter bei uns nicht toleriert. Kinderehen, Mehrehen und Zwangsehen werden nicht geduldet und auch nicht rechtlich anerkannt. Die Ehemündigkeit muss sich deshalb künftig nach deutschem Recht richten. Kinderehen müssen von Anfang an nichtig sein. ... Die Burka hat in Deutschland nichts verloren. Wir wollen das Tragen von Burka und Niqab in der Öffentlichkeit, wo immer dies rechtlich möglich ist, verbieten. Die Burka ist eine Uniform des Islamismus, ein maximales Integrationshindernis und ein in unserer Kultur nicht zu akzeptierendes Zeichen der Unterdrückung der Frau. Wer auf Burka und Niqab nicht verzichten möchte, sollte sich ein anderes Land aussuchen. Kriminalitet: Wer straffällig wird, verliert sein Gastrecht Asyl ist ein Recht für Verfolgte und kein Freibrief, um in Deutschland kriminell zu werden. Wer Gastrecht genießt, muss sich entsprechend benehmen. Wer in Deutschland schwer straffällig wird, hat sein Gastrecht verwirkt und muss konsequent abgeschoben werden. Wir wollen keinen Import von Kriminalität. Gewalttätige Konflikte der Heimatländer dürfen nicht nach Deutschland importiert und hier ausgetragen werden. Wer sie hier fortführen will, verliert sein Asylrecht  A jolt to German political consensus Søndagens valgresultat i den østligt beliggende delstat Mecklenburg-Vorpommern gav rystelser i det konsensusprægede tyske partilandskab. Ganske vist er Mecklenburg-Vorpommern kun en lille ubetydelig delstat med 1,6 mio. indbyggere, men det har skabt røre i den ellers så stillestående politiske andedam, for snart står andre delstats- og lokalvalg for døren og næste år i september er der valg til Bundestag. I Mecklenburg-Vorpommern skete det, som alle de etablerede partier frygtede. Det ildesete og udskældte protestparti, AfD (Alternative für Deutschland) fik 20,8 procent af stemmerne og alle de etablerede partier mistede tilslutning. Ikke sært, at de nu er voldsomt bekymrede for, hvad der kan ske ved de næste valg. Var det en isoleret rystelse, eller var det et forvarsel om jordskælv i partilandskabet? Hidtil har politikere og medier i Tyskland set med en vis overbærende foragt og forundring på fremvæksten af nationale protestpartier i landene omkring sig. De har slået kors for sig og hævdet, at det ikke ville kunne ske i Tyskland. Nu er det så sket i Mecklenburg-Vorpommern. Der har ganske vist været forvarsler ved tidligere landdagsvalg, men ikke så med så en så voldsom markering som her. Valgresultatet:  Måske kan man blive forundret over udtrykket "Zweitstimmen." Vælgerne har to stemmer i Tyskland, f.eks. ved valg til Bundestag. Med "Erststimmen" vælges en kandidat, der repræsenterer en af de 299 valgkredse i Tyskland. Det sikrer, at alle kredse bliver repræsenteret. Med "Zweitsimmen" stemmer man på et parti. Derfor er "Zweitstimmen" afgørende for den faktiske tilslutning og dermed for det samlede valgresultatet. Alle de store etablerede partier har mistet procentvis tilslutning, mens AfD i første hug har opnået 20,8 procent. Dvs. omtrent samme andel som Dansk Folkeparti ved det seneste valg. Første gang Dansk Folkeparti deltog i et folketingsvalg, i 1998, opnåede de til gengæld kun 7,4 procent. Hver gang AfD nævnes i medierne forsynes de som regel med etiketten "rechts-populistisch," bare for at seere og lyttere kan vide, hvor de har dem. Helt ude på en ekstrem højre nationalistisk fløj set fra midten. Passer denne karakteristik så på dem, der har valgt AfD, dvs. på hver femte, der har deltaget i valget? Ser vi på hvor vælgerne kommer fra, kan man i hvert fald komme i tvivl.  Man bemærker at AfD har fået mange ikke-vælgere op af sofaen, hvorved de har bidraget til at øge den samlede valgdeltagelse til 61,6 procent. En fremgang på ca. ti procent fra sidste valg. At aktivere vælgerne er vel sig selv positivt.
Dernæst kan vi se, at AfD har taget vælgere fra alle de etablerede. Hele 18 procent af deres vælgere kommer fra CDU og 16 procent fra SPD. De har taget fra det ultrahøjre partiet NPD, der ligefrem er røget ud af landdagen og fra "Die Linke." AfD har dermed taget vælgere fra højre til venstre i det politiske spektrum. Det svarer godt til AfD vælgernes opfattelse af sig selv i et survey fra 2015, der konstaterer: "Auch wenn die Politik der AfD klar rechts verortet ist, liegt ein guter Teil der Wähler fast in der Mitte oder sogar im linken Lager." (blog.tagesschau.de). 42 procent af AfD tilhængerne placerer sig selv til højre, 44 procent i midten og 14 Procent til venstre. Undersøgelsen konstaterer også, at AfD tiltrækker vælgere, der repræsenterer alle uddannelsesniveauer. Mon ikke det er på tide at lægge skældsordene væk og begynde at se på, hvorfor AfD opnår tilslutning på tværs af det politiske spektrum og på tværs af befolkningen. Man kan nemlig konstatere, at AfD repræsenterer det første rigtige opposition til den store koalition som CDU/CSU og SPD udgør. Og hvad er de så i opposition til? Hvad er deres anliggende og deres mærkesager? AfD forbindes ganske klart med en stringent asylpolitik og en afvisning af islamisering i Tyskland. AfD argumenterer for asylløsninger, der ligger i direkte forlængelse af den australske model, med lukkede og sikre EU-ydergrænser. Hvad islam angår afviser de, at en fundamentalistisk islam er forenelig med tyske værdier og tysk kultur. (Uddrag af partiprogrammet kan ses nederst i dette blogindlæg) I et survey gennemført af Infratest-Dimap giver AfD tilhængerne selv følgende svar på, hvorfor de vælger AfD (Der Stern): 1. "Die AfD versteht besser als andere Parteien, dass sich viele nicht mehr sicher fühlen." (50 Prozent aller Befragten) 2. "Die AfD spricht klar aus, was andere Parteien nicht offen sagen." (100 Prozent der AfD-Wähler) 3. "Die AfD wird vor allem gewählt, um ein klares Zeichen gegen die anderen Parteien zu setzen." (75 Prozent aller Befragten) Hvad er det så, der gør dem utrygge og hvad er det de andre partier ikke vil sige. Foreløbig er der kun et svar: Merkel's og den store koalitions flygtningepolitik, der i det store og hele bakkes up af både "Die Linke" og af "Die Grünen." AfD's succes i Mecklenburg-Vorpommern har derfor ikke så meget at gøre med lokalpolitik , men er en protest mod politikken på forbundsniveau, mod Merkel med andre ord. "Ich bin sehr unzufrieden mit dem Ausgang der Landtagswahl" Sagde Merkel som kommentar til valget i Mecklenburg-Vorpommern ved en hastigt improviseret pressekonference under G20 topmødet i Kina. Hun lyder næsten som børnehavepædagogen, der er utilfreds med, hvad rollingerne har fundet på at lave af ulykker, mens hun var fraværende. Efter Merkel's mening er valget i alt for høj grad kommet til at dreje sig om flygtningepolitikken på forbundsniveau. Underforstået, det har overskygget alle de gode resultater som SPD og CDU samarbejdet har opnået i Mecklenburg-Vorpommern. Merkel påtog sig en del af ansvaret for valgresultatet. Ansvar nok forstået i betydningen, ja, jeg ved godt det har noget at gøre med min politik. Ikke i den forstand, at hun indrømmer fejl i flygtningepolitikken. Tværtimod sagde hun: "Ich halte dennoch die Entscheidungen, so wie sie getroffen wurden, für richtig." Altså skal man ikke forvente de store ændringer i flygtningepolitikken. I stedet kom hun med en formaning: "Alle müssen darüber nachdenken: Wie können wir jetzt das Vertrauen wieder zurückgewinnen – und vorneweg natürlich ich" Tilliden til de etablerede partier og til hende skal således genvindes, uden at opgive flygtningepolitikken. Hvordan det skal ske står hen i det uvisse. Men man kan jo formode, at hun agter at fortsætte sin "durchmerkeln" politik, der er præget af håbet om at en løsning på et eller andet tidspunkt viser sig af sig selv. Generalsekretæren for CDU, Peter Tauber, mener, at borgerne er angste, at de føler de bliver hægtet af og foreløbig har koalitionens politik ikke haft succes med at fjerne denne angst. Hvad man har tænkt sig at gøre ved det, kan han ikke fortælle. Mange politikere taler om, at man skal tilbageerobre vælgerne fra AfD med gode argumenter. Som om AfD's vælgere blot har været for tungnemme til at forstå at regeringens politik er den "rigtige" På trods af tydelige tegn på utilfredshed i vælgerbefolkningen, ikke blot ved valget i Mecklenburg-Vorpommern holder Merkels' CDU fast ved den hidtidige kurs. Det gælder i en vis forstand blot om at overbevise den genstridige befolkning om, at der ikke er nogen grund til at føle sig hverken hængt af eller ængstelige. Endnu sætter partiet formentlig deres håb til, at det specielt er i østtyskland at AfD opnår en stor tilslutning. I de vestlige "Bundesländer" er tilslutningen endnu langt mindre. Nervøsiteten breder sig dog, også blandt politikerne, der må frygte for at vælgerne ved det kommende forbundsdagsvalg hægter de politikere af, der ikke kan sige "Wir haben verstanden," således som en tidligere kansler engang gjorde. Endnu er der dog ikke meget der tyder på, at Merkel har forstået budskabet. Andre er måske ved det. Begyndende afstandtagen til Merkel Koalitionspartneren og vicekansleren, Sigmar Gabriel, fra SPD, er omsider ved at forstå, at den faldende vælgertilslutning til SPD formentlig kun kan vendes ved at gå på afstand af Merkel's politik. Partiet må "klare Kante zeigen" og vise, at det står for en anden politik end CDU. Ikke nogen let opgave for SPD har båret ansvaret sammen med Merkel i den store koalition. Efter valget i Mecklenburg-Vorpommern fordrer Gabriel, at angsten i befolkningen må bekæmpes. Han har dog et problem, for han mener stadig at det var rigtigt at sige " Wir schaffen das" i september 2015. Det var rigtigt at åbne grænserne, men nu siger han, at der er gjort alt for lidt for at konkretisere, hvordan Tyskland klarer det. Kommuner og "Länder" er blot blevet ladt alene med problemet. For at klare flygtningeproblemet, hævder Gabriel nu at det er nødvendigt at gøre mere: "Finanzmittel bereitzustellen - für Sprachkurse, für Integrationskurse, für innere Sicherheit." Gabriel forsøger her på sin egen ikke særlig overbevisende måde, både at blæse og have mel i munden, i en ret så ynkelig og gennemskuelig appel til vælgerne. Det drejer sig om at vise et mindstemål at afstand til Merkel, og alligevel forblive i en store koalition. Næppe en spagat, der vil have vil blive applauderet af vælgerne. Anderledes markant viser CDU's søsterparti i Bayern "klare Kante" til Merkel og CDU. Seehofer forlanger en afgørende kurskorrektion fra Merkel. "Die Lage für die Union ist höchst bedrohlich" og menneskene forstår ikke "diese Berliner Politik." Kravet fra CSU: En overgrænse for antallet af flygtninge man vil optage og en virksom kontrol, for at sikre, at man ved hvem der opholder sig i Tyskland. Bag alle disse taktiske udmeldinger finder vi K-spørgsmålet (die K-Frage). Spørgsmålet om Merkel stilles op som kanslerkandidat, eller om det er på tide at se sig om efter en anden kandidat. Addendum: Uddrag af AfD's partiprogram Asylpolitik: Die AfD setzt sich daher für eine vollständige Schließung der EU‐Außengrenzen ein und fordert den aus politischen und anderen Gründen flüchtenden Menschen folgende Option anzubieten: In der Herkunftstregion von Flüchtlingsbewegungen, wie z.B. Nordafrika, werden Schutz‐ und Asylzentren in sicheren Staaten eingerichtet. Vorrangiges Ziel ist, solche Aufnahmeeinrichtungen unter UN‐ oder EU‐Mandat zu betreiben. Anträge auf Schutz sollen danach nur noch dort gestellt und entschieden werden. Antragsteller in Deutschland und Europa sind ausnahmslos zur Rückkehr in diese Zentren zu verpflichten. Sollten sich solche Aufnahmeeinrichtungen nicht innerhalb überschaubarer Zeit international organisieren lassen, dann wird Deutschland eigenständig in sicheren Staaten geschützte Aufnahmeeinrichtungen nach ortsüblichen Standard und Grundversorgung einrichten. Dazu müssen Staaten gefunden werden, die vertraglich den Betrieb einer Aufnahmeeinrichtung auf dem Botschaftsgelände oder einer sonstigen Liegenschaft ermöglichen, wie es dem „australischen Modell“ entspricht. ... Schutzsuchende aus diesen Regionen, die in Deutschland eintreffen und hier ihre Anträge stellen, werden ausnahmslos zur Durchführung des Asylverfahrens zur zuständigen Aufnahmeeinrichtung in der Herkunftsregion begleitet. (mine fremhævelser). Islam: Die AfD bekennt sich uneingeschränkt zur Glaubens‐, Gewissens‐ und Bekenntnisfreiheit. Sie fordert jedoch, der Religionsausübung durch die staatlichen Gesetze, die Menschenrechte und unsere Werte Schranken zu setzen. Einer islamischen Glaubenspraxis, die sich gegen die freiheitlich‐demokratische Grundordnung, unsere Gesetze und gegen die jüdisch‐christlichen und humanistischen Grundlagen unserer Kultur richtet, tritt die AfD klar entgegen. Die Rechtsvorschriften der Scharia sind mit unserer Rechtsordnung und unseren Werten unvereinbar. .... Ein orthodoxer Islam, der unsere Rechtsordnung nicht respektiert oder sogar bekämpft und einen Herrschaftsanspruch als alleingültige Religion erhebt, ist mit unserer Rechtsordnung und Kultur unvereinbar. Viele Muslime leben rechtstreu sowie integriert und sind akzeptierte Mitglieder unserer Gesellschaft. Die AfD verlangt jedoch zu verhindern, dass sich islamische Parallelgesellschaften mit Scharia‐Richtern bilden und zunehmend abschotten. Sie will verhindern, dass sich Muslime bis zum gewaltbereiten Salafismus und Terror religiös radikalisieren. (mine fremhævelser).  ... if there were there nothing that theyall had in common, no society could exist JJ Rousseau: Du Contract Social 1762 Direct democracy in Switzerland
" Switzerland gives its citizens the chance to play a direct part in political decision-making. Although direct democracy is not unique to Switzerland, it is probably more highly developed here than in any other country. Swiss citizens can either propose legislation of their own, or work to defeat legislation already approved by parliament. Any citizen has the right to propose new legislation by launching a people’s initiative. Typically these initiatives are proposed by interest groups. Once the group has gathered at least 100,000 signatures over 18 months in support of the proposal, it is put to a nationwide vote. There has to be a "double majority" (a majority of the people and a majority of the cantons), for an initiative to pass." (swissinfo.ch). Gennem sådanne folkeinitiativer har det nationalistiske Schweizerische Volkspartei (SVP) flere gange samlet tilstrækkeligt med underskrifter til at der skulle afholdes folkeafstemninger om forslag til konkrete stramninger af asyl og indvandrerpolitikken. På det seneste med et initiativ, der skal øge muligheden på schweizisk selvbestemmelse, på områder hvor man ellers ville være begrænset af international ret og diverse konventioner. I den engelske udgave af partiprogrammet hedder det: "The sale of Swiss sovereignty and self-determination by the political elite must be stopped." Partiets position og politik repræsenterer på mange måder den fremvoksende "nu kan det være nok," afvisning af den politiske elites projekter. Nok med tilstrømning af bølger af mennesker med en helt anderledes kulturel baggrund og nok med politikker, der bestemmes hen over hovedet på befolkningen. Gennem "Volksinitiativen" og direkte demokrati kan SVP tydeligere end grupper og partier i andre lande markere protesten. SVP er i øvrigt det parti, der ved valget d. 18. oktober 2015 opnåede med 65 ud af 200 mandater og derved blev største parti i det schweiziske Nationalrat. Her ser vi på et par af deres initiativer. Schweizer Recht statt fremde Richter For nylig kunne SVP indlevere 116.709 underskrifter til støtte for det såkaldte "Selbstbestimmungsinitiative." Dermed skal der afholdes en folkeafstemning om deres initiativ (inden for 3 år?). SVP begrunder initiativet med at schweizisk selvbestemmelse og uafhængighed er truet. Mere og mere indskrænkes der direkte demokrati med henvisninger til international ret. "Immer mehr Volksinitiativen würden unter Verweis auf internationales Recht nicht wortgetreu in die Praxis umgesetzt. Dadurch werde die direkte Demokratie eingeschränkt respektive ausgeschaltet und die Selbstbestimmung der Schweiz unterlaufen." (FAZ). SVP hævder i initiativet at truslerne især kommer fra: Politikere, embedsmænd og professorer der vil at det schweiziske folk ikke længere skal have det sidste ord. De indskrænker folkets ret. De stiller sig mere og mere på det standpunkt , at fremmed ret, fremmede dommere og domstole skal vægtes højere end schweizisk ret bestemt af folket og "Ständen" ("Stände" står for kantonerne, ikke for hvad vi opfatter som stænder). Bundesrat, de andre politiske partier, Forbundsdomstolen og den politiske klasse (classe politigue) vægter international ret, folkeretten, højere end vor egen forfatning. Konkret lyder hovedkravene i folkeinitiativet, at forbundsforfatningen ændres således at den schweiziske forfatning står over international ret, med et vist forbehold:
Om de "tvingende bestemmelser" i folkeretten, der ikke fraviges, skriver Vimentis: "Bisher wurden die Verbote von Völkermord, Sklaverei und Folter sowie das Non-Refoulment-Prinzip als solche zwingenden Gesetze behandelt." Ausschaffungs initiative (udvisnings initiativet) SVP's aktuelle initiativ til at sikre schweizisk selvbestemmelse har en forhistorie, der er med at forklare hvorfor initiativet er opstået. SVP hævder at den politiske omsættelse af tidligere initiativer til lovgivning er blevet undermineret af krav om, at det er nødvendigt at tage hensyn til international ret og konventioner. SVP henviser bl.a. til hvad der skete i forbindelse med "Volksintiative fur die Ausschaffung krimineller Ausländer", der opnåede 52,9 procent af stemmerne ved en folkestemning i 2010. Dermed havde flertallet sagt ja til et initiativ, der indeholdt strikte krav om "Ausschaffung" (udvisning) af udlændinge, der havde begået kriminalitet i Schweiz:
Endnu fire år senere havde man for Nationalrat (parlamentet) ikke travlt med at omsætte initiativets krav til lovgivning. Først i 2015 fremlagde man et forslag, der dog efter SVP's mening fuldstændigt udvandede kravene i initiativet. I "Nationalrat" blev der fremlagt et forslag, hvor der ikke længere var tale om ubetinget udvisning. Begrundelsen var at det ikke ville være i overensstemmelse med international ret og de konventioner man havde indgået. I stedet skulle hver enkelt sag behandles konkret og der skulle tages hensyn til personlige omstændigheder, såldes at domstolene kunne afvise krav om udvisning. "Das Gericht [kann] im konkreten Einzelfall «ausnahmsweise von einer Landesverweisung absehen ..., wenn diese für den Ausländer einen schweren persönlichen Härtefall bewirken würde und die öffentlichen Interessen an einer Landesverweisung gegenüber den privaten Interessen des Ausländers am Verbleib in der Schweiz nicht überwiegen." Hvis det virker det bekendt, så er det ikke så underligt, for sådanne hensyn ligger også bag afvisninger af krav om udvisning af kriminelle udlændige i Danmark. SVP fandt at forslaget ikke repræsenterede folkets vilje, som udtrykt ved afstemningen i 2010. På ny greb SVP derfor til muligheden for gennemtvinge en folkeafstemning. Durchsetzungsinitiative Med det såkaldte "Durchsetzungsinitiative" (Gennemførselsinitiativ) ville man tvinge regeringen til at gennemføre kravene fra den oprindelige initiativ. Kriminelle udlændinge skulle udvises uden "wen und aber". Under slagordet "Endlich Sicherheit schaffen" lykkedes det igen at samle underskrifter nok, nemlig 155.788, til et fornyet valg om en konsekvent og ubetinget "Auschaffung" af kriminelle udlændinge, selv for relativt små forseelser. Ved en folkeafstemning søndag d. 28. februar 2016 sagde 58,9 procent af dem, der stemte, nej til SVP's "Durchsetzungsinitiative", hvorfor "Nationalrats" udvandede forslag sejrede. "Der Spiegel" betegnede resultat som "Sieg der vernunft über die Angst." SVP hævder dog på trods af nederlaget, at selv det udvandede forslag udgør en slags sejr, for uden "Ausschaffungsinitiativet" i 2010 og "Durchsetzungsinitiativet " i 2015 ville man ikke have fået den skærpelse af reglerne for at udvise kriminelle, som der trods alt er tale om. De nye regler om udvisning skal i øvrigt træde i kraft d. 1. oktober i år. Initiative gegen Masseneinwanderung Med slagord som "Masslosigkeit schadet," og "Die maßlose Einwanderung gefährdet die schweizerische Identität" iværksatte SVP initiativet "Gegen Masseneinwanderung." Man henviste til, at Schweiz havde en årlig netto indvandring på 75.000 til 80.000 mennesker og derfor ville man have følgende krav opfyldt:
I 2012 kunne SVP aflevere 136.195 underskrifter, der støttede initiativet, men det kom først til afstemning d. 9. februar 2014. Ved afstemningen opnåede det tilslutning fra 50,3 % af dem, der havde stemt. Initiativet blev således vedtaget med mindst muligt flertal. Dermed havde regeringen i Bern et problem for "Inhalt und Ziel dieser Initiative sind nicht mit der heutigen Zuwanderungspolitik der Schweiz vereinbar." Reaktionen fra EU kom da også prompte. Allerede da afstemningsresultatet forelå meddelte EU-kommissionen: "The European Commission regrets that an initiative for the introduction of quantitative limits to immigration has been passed by this vote. This goes against the principle of free movement of persons between the EU and Switzerland. The EU will examine the implications of this initiative on EU-Swiss relations as a whole. In this context, the Federal Council's position on the result will also be taken into account." Kort efter fulgte de første repressalier i form af udsættelse af nogle igangværende forhandlinger. Resultatet af folkeafstemningen førte også til intern kritik i Schweiz, både med henvisning til ideelle grunde, Schweiz er åbent land, og med henvisning til de mulige konsekvenser for forholdet til EU og den økonomiske vækst. Regeringen i Bern forsøgte at omsætte resultatet af folkeafstemningen til lovgivning. De første forøg på omsættelse stødte straks på fornyet kritik fra EU, der ikke ville indlade sig på forhandlinger om at opgive en af grundpillerne i EU og i aftalen med Schweiz, den frie bevægelighed. Schweiz kunne opsige aftalen, men frygtede naturligvis for de negative konsekvenser. I forslaget til ny artikel 121 i Bundesverfassung hed det bl.a.
Som det ses indeholdt forslaget de fleste af de krav, der indgik i initiativet til begrænsning af masseindvandring. Derfor er det nu, mere end 2 år efter folkeafstemningen, slet ikke klart hvorledes man skal kunne følge folkets vilje uden at komme i alvorlig konflikt med de aftaler man indgået med EU. "Und weil die EU bisher nicht bereit war, dieses Abkommen mit der Schweiz neu auszuhandeln, droht eine Kündigung aller bilateralen Verträge. Ein Szenario, das die Wirtschaftsverbände, die Kantone und zahlreiche Politiker - auch aus dem bürgerlichen Lager - um jeden Preis verhindern möchten." Derfor diskuterer man aktuelt et forslag, der kan imødekomme "hensigten og ånden" i initiativet, men ikke ordlyden. I stedet for at kræve overgrænser, der ville være uforenelige med EU-aftalen med fri bevægelighed, overvejer man at benytte en beskyttelsesklausul i EU aftalen. Konfronteres Schweiz i sammenligning med EU/EFTA området med overgennemsnitlig netto tilvandring, skal kantonerne kunne indføre en fortrinsret for schweizere.. Om dette forslag på en og samme tid kan opfylde initiativets hensigt og ånd og være acceptabelt for EU vides endnu ikke, men vanskeligheden ved omsætte folkeinitiativet til lovgivning, demonstrerer til fulde konflikten mellem "folkets vilje" og udefrakommende krav. The Swiss "magnifying glas" Når vi her har valgt at beskæftige os så indgående med Schweiz skyldes det, at Schweiz fungerer som et forstørrelsesglas, der ekstremt tydeligt og med stor detaljeringsgrad viser de problemer og dilemmaer som aktuelt plager mange andre af EU's medlemslande Hvordan sikre selvbestemmelse i en tid, hvor udefrakommende krav kommer stadig mere i konflikt med, hvad store dele af befolkningerne i disse stater ønsker. Hvor udefrakommende krav, repræsenteret ved EU-traktater, international ret menneskerettighedserklæringer og diverse konventioner risikerer at øge potentialet for konflikter i internt i EU's medlemslande. Hvor udefrakommende krav på sin vis er i modstrid med sig selv. EU kræver f.eks. fri bevægelighed, selv om EU ikke kan sikre de ydre grænser og uden sikre ydre grænser vil det være nødvendigt med mere overvågning, mere kontrol, der igen mindsker den frihed vi ellers er garanteret. Hvor iagttagelse af UN's menneskerettighedserklæring fører til selvmodsigelse, ved at åbne mulighed for en fundamentalistisk religiøs udfoldelse, der f.eks. strider mod kvinders rettigheder, og derved undermininerer selve grundlaget for disse rettigheder. Hvor utidssvarende konventioner kræver, at man optager såkaldte flygtninge, selv om det er yderst tvivlsomt om de er personligt forfulgte. Hvor EU kræver aftaler om overholdt samtidig med at man ignorerer egne aftaler som f.eks. Dublin III forordningen. Hvor Tyskland, måske endda blot i skikkelse af kansler Merkel, egenhændigt kan træffe beslutninger med problematiske virkninger for resten af Europa. Som da hun for præcis et år siden egenmægtigt dekreterede åbne grænser. Eller da det gik op for hende, at det var en fejltagelse med vidtrækkende følger og i panik lavede aftaler med Tyrkiets utilregnelige Erdogan. Ikke sært at der er partier og politiske grupperinger overalt Europa, der kræver mere selvbestemmelse. Akkurat som i de schweiziske initiativer. Vi har oplevet det i forbindelse med Brexit, hvor et af hovedkravene fra "leave" siden var muligheden for, at UK selvstændigt kunne sætte grænser for netto immigrationen. Vi har set i det i søndagens tyske landdagsvalg i Mecklenburg-Vorpommern , hvor AfD (Alternative für Deutschland) på én gang bliver det næst stærkeste parti foran Merkel's CDU. Hvornår fatter beslutningstagere i EU at det er krav, der skal tages alvorligt. Ganske vist skælder selvbestaltede grupper, der ser sig selv som politiske, økonomiske og kulturelle eliter, ud på de "ikke stuerene" krav, initiativer og partier. De er højre-radikale, nationalistiske og lukkede over for den store vide verden i al den forskellighed. Måske svært at forstå, men det mærkelige er, at det måske alene er disse udskældte gruppe, der er med til at bevare forskelligheden mellem lande og grupper. Ikke at det er det bevidst mål, men der sker som et resultat af at de insisterer på at bevare muligheden for homogene, afgrænsede og velordnede samfund, baseret på tyste fælles værdier og fælles regler, på implicit tillid til institutioner og hinanden, på begrænset overvågning og kontrol, og på iagttagelse af de friheder og rettigheder der blev vundet gennem hundrede af års stridigheder og kampe. Washington Post skrev efter Brexit "The EU's biggest threat is the will of its people": "The British result amounted to a shock because of its sweep — an outright pullout from the E.U. It forces Europe to face the fact of broad public discontent with the E.U., by no means confined to Britain. Voters in France, Ireland and the Netherlands have previously made that clear when refusing to endorse various proposals that would have furthered European integration. But the United Kingdom’s vote was a direct challenge to the E.U.’s viability. ... Even those who support the E.U’s lofty ideals concede a profound disconnect between the bureaucrats in Brussels calling for “more Europe” — a slogan meaning more integration — and the millions of citizens they serve who say they want less." ( Washington Post). |
