If I am not able to speak of this, What is the use of living?
 I december 1997 holdt den tidligere atlet og fodboldspiller, Erdogan, en opildnende tale i byen Siirt i det sydøstlige Tyrkiet, hvor han sagde:
"Our minarets are our bayonets, Our domes are our helmets, Our mosques are our barracks. We will put a final end to ethnic segregation. No one can ever intimidate us... If the skies and the ground were to open against us. If floods and volcanoes were to burst, We will not turn from our mission. My reference is Islam. If I am not able to speak of this, What is the use of living?" (Daily News). Og nej, det var ikke et citat fra Al Qaeda eller et fremtidigt Daesh. Det var et citat fra den nationaliske digter Ziya Gökalp
Halvandet år senere blev Erdogan idømt 4 måneders fængsel for "inciting hatred based on religious differences" med sin tale.
I dag er situationen en anden. Med Erdogan ved magten er det alle andre , der ikke må fremsætte ytringer, som ikke passer med Erdogan's personlige opfattelse af opfattelse af ytringsfrihed. En opfattelse, der ikke tillader fornærmelser eller kritik af ham selv eller det Tyrkiet han hævder at repræsentere.
Erdogan nøjes ikke med at søge presse ytringsfriheden ind i snævre rammer i Tyrkiet. Efter Europas selvvalgte afhængighed af hans gode vilje, forsøger han også at markere sine personlige grænser for ytringsfrihed i hele Europa.
Finder vi os i det?
 
Kowtowing* to Erdogan_
Allerede da man udskød offentliggørelsen af EU's "Turkey 2015 Report," for ikke at generere forhandlingerne med Tyrkiet om aktionsplanen for håndtering af flygtningeproblemet, begyndte man bøje sig for Erdogan. Rapporten pegede nemlig utvetydigt på, at udviklingen i Tyrkiet gik baglæns på en række områder, der betragtes som essentielle for udvikling af et åbent demokratisk samfund. Her er hvad rapporten kunne fortælle om ytrings- og pressefriheden i Tyrkiet:
 
"While in recent years it had been possible to discuss some sensitive and controversial issues in a free environment, ongoing and new criminal cases against journalists, writers or social media users are of serious concern. Changes to the internet law, which are a significant step back from Euro pean standards, increased the government’s powers to block content without court order on an unduly wide range of grounds. In addressing the shortcomings outlined here, in the coming year the country should in particular:
→ act against intimidation of journalists in all its forms: notably investigate all physical attacks and threats against jour nalists and actively prevent attacks on media outlets but also defuse the tense political climate which creates an environment curtailing freedom of speech in the media and on the internet;
→ ensure that defamation law and other similar offenses are not used as a means of putting pressure on critics by ensuring cour ts are fully aware of and appl y the case law of the ECtHR;
→ ensure that existing legislation notably the internet law complies with European standards and is implemented in a manner which ensures proportionality and equality before the law (Turkey 2015 Report).
 
Siden da har man så kunnet konstatere, at forfølgelsen af kritiske journalister, af akademikere og af politiske repræsentanter for kurderne er taget til, ikke aftaget. Det samme gælder for antallet af mennesker, der er anklaget for at have fornærmet Erdogan direkte eller indirekte. En "forbrydelse" der giver mindelser om "lèse majesté" anklager i det førrevolutionære Frankrig.
I marts 2016 kunne Tyrkiets justitsminister fortælle, at der blevet rejst 1.845 anklager om fornærmelse af Erdogan siden 2014.
Journalister og akademikere er blevet beskyldt for at være terrorister. Og der skal ikke meget til for at blive beskyldt for netop det. "The Independent" kan d. 16. marts i år berette "The President [Erdogan] had vowed to extend the legal definition of “terrorists” to include MPs, activists and journalists."
I 2016 udgaven af "World Press Freedom Index" fra organisationen "Reporters sans frontières" er Tyrkiet rutschet ned på plads 151 ud af 180. Landet er nu placeret mellem Tajikistan og DRC (Democratic Republic og Congo). Ikke de allerbedste omgivelser for et land, der foregiver at have demokrati og pressefrihed.
 Det har fået organisationens generalsekretær til at appellere til EU om ikke at opgive EU's værdier i håbet om at kunne tilfredsstille Erdogan i forhandlingerne om at betale Tyrkiet for at holde på flygtningene. "It (The EU) must exercise all of its potential leverage. There can be no question of resuming EU accession talks while Ankara visibly tramples on basic European values. If the EU continues to yield to blackmail regarding migrants, it will give the impression of abandoning the principles on which it was founded" (RSF).
Jeg tror ikke, at kansler Merkel har lyttet til Reportere uden Grænser's advarsel. For man har både været villig til at åbne nye kapitler i forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU og ignoreret egne betingelser for at genoptage sådanne forhandlinger. Man har søgt holde en kritisk rapport tilbage, man protesterer kun på skrømt over, at Tyrkiet tramper på de principper man anser for hellige i Europa, ytringsfrihed , pressefrihed, meningsfrihed, forsamlingsfrihed etc. Kort sagt, man synes villig til at gøre næsten alt for at tilpasse sig de Erdoganske luner og vi har formentlig kun set begyndelsen til, hvad han kan finde på af afpresning.
Tyrkiet har fornylig truet med at slippe flygtningene løs igen, hvis ikke Tyrkiet opnår visafrihed i juni. Spændt må vi vente og hvilke krumspring og krumbøjninger man fra EU's side vil være villige til at foretage for at visafriheden kan realiseres. 72 betingelser skal opfyldes, men hvad vil opfyldes sige.... Er det nok, at Tyrkiet mener at have opfyldt kravene?
 Alt i mens oplever vi, hvorledes Erdogan på egne og på Tyrkiets vegne har udvidet sin forfølgelse af mennesker og intuitioner, der på den en eller anden måde har fornærmet eller kritiseret ham eller Tyrkiet utilbørligt, hvilket næsten som i enevældige kongers tid kan anses for at være det samme.
 
Autokratens fornærmede reaktion
Mest plads i medierne har Böhmermann sagen foreløbig fået. Böhmermann er en af de utallige tyske satirikere, der laver politsatire.
Før ham havde en anden tysk satiriker i TV drevet gæk med Erdogan i en lille sang med omkvædet, "Erdowie, Erdowo, Erdowan" (hvor "wan" kan hentyde til til Grössenwahn og Wahnsinn. Det hele ledsaget af ikke-flatterende videoclips. Reaktionen fra Erdogan, indkaldelse af den tyske ambassadør i Ankara i flere omgange, hvor han formentlig måttet stå skoleret, og snakke sort snak om ytringsfrihed.
Inspireret af den tyrkiske reaktion på videoen ville Böhmerman afprøve satirens grænser. På TV præsenterede han et bevidst sjofelt "Schmähgedicht" om Erdogan, hvori det bl.a. hed: "Am liebsten mag er Ziegen ficken und Minderheiten unterdrücken, Kurden treten, Christen hauen und dabei Kinderpornos schauen." (Der Spiegel). Som man se gjorde Böhmermann alvor at sit forsøg på at afsøge grænser.
 Reaktionen fra Tyrkiet fulgte prompte. ZDF (Zweites Deutsches Fernsehen) trak bidraget fra deres videotek, og beklagede, at det ikke havde opfyldt deres kvalitetskriterier.
Mere interessant er det dog, at kansler Merkel greb telefonen for at fortælle premierminister Davutoglu, at der hendes mening var tale om en "bewusst verletzenden Text", selvom regeringens talsmand bagefter sagde, at man Merkel skam også havde betonet pressefriheden. Uvægerligt blev hendes initiativ opfattet som et forsøg at undskylde over for Erdogan. Hun har senere indrømmet at denne samtale var en fejl.
Fejlen eller fejlkalkulationen var formentlig, at hendes undskyldning ikke var nok for Erdogan, der kræver at der blev rejst sag mod Bøhmermann efter en obskur paragraf 103 StGB. Kaldet Shah-paragraffen , fordi Shahen af Persien også havde brugt den til at beklage sig efter protester under besøg i Tyskland, var det en gammel paragraf fra 1870'erne beregnet til at beskytte statsoverhoveder mod fornærmelser, men medtaget i tysk lov i 1953.
 For at kunne rette anklage efter paragraf 103 skal regeringen give tilladelse, og efter ugelange og svære overvejelser, hvor CDU og SPD sagde henholdsvis ja og nej, afgjorde Merkel sagen og tilolod at der blev rejst anklage mod Böhmermann, selv om hun i næsten samme åndedrag annoncerede at paragraf 103 ville blive sløjfet i 2018. Andre politikere vil dog have den slettet med det samme.
 Over 60% af tyskerne var i følge en meningsmåling uenig i Merkel's afgørelse, formentlig ud samme tanke som jeg sidder med lige nu, nemlig at der var tale om en gang "kowtow" overfor Erdogan.
Her skal man vide, at Erdogan samtidig som privatperson har rettet anklage mod Böhmermann gennem et tysk advokatfirma. Hvorfor man vel kan mene, at det må være godt nok. At tillade en anklage om "majestætsfornærmelse" efter paragraf 103 var derimod for meget.
 Nu meddeler tyske medier at der i mellemtiden er indgået mere end 100 separate anmeldelser mod Böhmermann for fornærmelse . Umiddelbart tyder det vel på, at tysk-tyrkere også har benyttet sig af lejligheden, men det må vi vente o g se .
Böhmermann sagen står imidlertid ikke alene.
 
Ich heisse Berkin Elvan
I Schweiz har det tyrkiske konsulat i Geneve krævet et foto fjernet fra en udstilling. En fotograf med kurdisk-armenske rødder har udstillet billeder med fotos fra en demonstration på "Place de Nations" i Geneve. Blandt billederne er et foto, der viser en plakat med et billede af en 15 årig dreng, der under Gezi-protesterne i Istanbul i 2013 blev ramt af er tåregasprojektil og efter 9 måneder i koma døde. På plakaten ses også teksten : "Ich heisse Berkin Elvan, die Polizei hat mich auf Geheiss des türkischen Ministerpräsidenten getötet." (NZZ)
Fotoet, der viser plakaten med billedet og teksten, har Tyrkiet krævet fjernet.
 I Geneve ville man ikke bøje sig for det tyrkiske forsøg på at udøve censor i Schweiz: "Genf und die Schweiz stehen für die Meinungsäusserungsfreiheit ein. Gerade auf der Place des Nations in Genf, wo sich Minderheiten mit Demonstrationen müssen ausdrücken können. Deshalb steht die Stadtregierung von Genf hinter dieser Ausstellung. Es steht ausser Frage, dieses Foto zu entfernen." (Tagesanzeiger).
I mellemtiden har konsulatet åbenbart fået kolde føder, for nu forsøger de at slå sagen hen ved at påstå, at de ikke krævede fotoet fjernet, men blot gav udtryk for utilfredse. De schweiziske myndigheder afviser den nye forklaring, der var tale om et krav fra Tyrkiets side.
 
"Send their names to the Turkish consulate..."
Den hollandsk komiker Teeuwen ville ikke stå tilbage for de tyske satirikere, og sagde i interview på TV station RTL bl.a. om Erdogan "not even worthy of the name boys-whore”.(nltimes.nl).
Reaktionen kom igen prompte. "Rotterdam lawyer Ejder Kose is helping Turkish-Dutch to press charges against comedian Hans Teeuwen for insults he made in an interview with RTL Nieuws. (nltimes.nl).
Mere interessant er det dog, at det Tyrkiske konsulat i Rotterdam for nylig har udsendt en e-mail NGO'er med tyrkisk tilknytning (her skal huske at der er omkring fire hundretusinder hollændere med tyrkiske rødder).
I mailen beder man NGO'erne melde tilbage, om der er nogen og i givet fald hvem, der fornærmer Erdogan eller Tyrkiet.

Her ses et lille klip fra e-mailen

Oversat til engelsk skulle der stå følgende i e-mailen:
"Should you find out from employees, members or their relatives that anybody on Twitter, Facebook, via email or other social media platforms are sending messages to insult our president, Turkey or the Turkish society , find out who they are, their names and what they wrote and email the details to the Rotterdam consulate before the end of working hours on Thursday April 21, 2016.” (theturkishsun.com).
Ikke noget man vil acceptere i Holland. "MPs have called for a debate on the Turkish consultate’s email in the near future. In addition, the Netherlands has made a formal protest to Ankara about the email, foreign minister Bert Koenders said." (dutchnews.nl).
Premierminister Mark Rutte er knapt så skrap, men gav dog udtryk for forbavselse over Tyrkiets aktion og har bedt om en forklaring fra Tyrkiet.
Integrationsminister Asscher beskylder Tyrkiet for at ville undertrykke pressefriheden i Holland.
Som i det schweiziske tilfælde oplever vi, at Tyrkiet officielt forsøger at trække i land efter kritikken ved at hævde, at der var tale om et uheldigt ordvalg og dernæst begrunde e-mail aktionen med, at man efter Böhmermann sagen havde modtaget en stor mængde "hate-mails."
Nu kommer så det rigtig besynderlige: På en måde bøjer Holland sig nemlig også for Erdogan's forsøg på at udstrække sine hævnaktioner mod fornærmelser til hele Europa. Den hollandske udenrigsminister advarer i en tale i parlamentet sine landsmænd mod følgerne af at fremsætte kritiske eller fornærmende ytringer mod Erdogan og Tyrkiet og siger "Der gives ingen garantier mod at hollændere lander på Erdogans sorte liste." (FAZ). Underforstået, det kan have konsekvenser, hvis man f.eks. senere er på rejse til Tyrkiet.
 At det forholder sig sådan kan den hollandske journalist Ebru Umar med tyrkiske rødder skrive under på.
Hun havde i den hollandske Metro avis skrevet en artikel med kritik af Erdogan's undertrykkelse af kritik. Det fik konsekvenser for hende på en rejse til Tyrkiet.
"Oké. Politie voor de deur timeline. Geen grap." ("politi foran døren") tweetede hun d. 23. april. Hun blev hentet af politiet og tilbragte mange timer på en politistation, før hun lov at gå, men ikke lov til at forlade landet. Seneste tweet er fra i dag og lyder "Hello World. Police was looking for me. Couldn't find me. Off to lawyer where police is waiting for me. Embassy support is with me."
En tysk journalist med base i Cairo på vej til Tyrkiet blev ligeledes tilbageholdt i et døgn, men blev i modsætning til Ebru Umar, sendt ud af landet dagen efter.
 Det kan vist siges, at sådanne aktioner udgøre et vink eller et gok med meget kraftig vognstang fra Erdogan's side til kritiske journalister over hele Europa. Et vink, der med al tydelighed demonstrerer, hvorledes kansler Merkel , ja hele EU, efter at have accepteret Erdogans "protection racket" når det gælder flygtninge, nu bliver udsat for bastante afpresningsforsøg. Forsøg, der, hvis man giver efter, underminerer netop de værdier man søgte at beskytte. Forudsigeligt, , naturligvis, men Merkel var desperat, efter sin katastrofale fejlbedømmelse i forbindelse med " Wir schaffen das" åbningen for flygtninge i efteråret 2015.
 
Seyfo
Under overskriften "Den turkiska regimen anser sig ha ett fast grepp om Europa" skriver Dagens Nyheter at TV 4, i forbindelse med dokumentarfilmen "Seyfo" resulterede "fick en propå från Turkiets ambassad om att man inte borde visa en dokumentär om ”Seyfo”, folkmordet på armenier, assyrier och andra minoriteter under första världskriget." (dn.se).
 
Aghet
Blandt Tyrkiets mange forsøg på at mindske presse- og ytringsfrihed i hele EU er også en aktion , hvor man forsøger at stoppe Dresdner Sinfoniker's koncertprojekt "Aghet. "Anlässlich des hundertsten Jahrestages des Völkermordes an den Armeniern initiieren die Dresdner Sinfoniker gemeinsam mit dem Komponisten und Gitarristen Marc Sinan ihr neues Konzertprojekt. Im Türkischen ist ağıt das Wort für Klagelied. Aghet – „Katastrophe“ – ist neben dem treffenderen Medz Yeghern – „großes Verbrechen“ – einer der Ausdrücke, die Armenier für jenes Verhängnis verwenden, das 1915 über sie hereinbrach." (hellerau.org).
 I følge tyske medier forsøger Tyrkiet, at forhindre projektet ved at udøve pression på EU -niveau. Den tyrkiske EU ambasadør har forlangt, at EU indstiller sin støtte til koncertprojektet. Et krav som man i Dresden betragter som et angreb på meningsfriheden.
EU's reaktion. Man har fjernet information om projektet fra en web-side, med en særdeles ulden begrundelse: "Es habe Bedenken gegeben bezüglich der Wortwahl. Daher sei der Text vorübergehend entfernt worden, um mit dem Vermarkter über neue Formulierungen zu sprechen."(Tagesspiegel).
Dresdner Sinfoniker's kommenter: "Es sei ein Warnsignal, dass die türkische Regierung selbst vor Einflussnahme auf freie Meinungsäußerung in Kunst und Kultur in Europa nicht zurückschrecke. In der Angelegenheit habe sie bei der EU sogar mit Abbruch der Beitrittsverhandlungen gedroht" (Der Spiegel).
Man må håbe at EU's toppolitikere og beslutningstagere snart indser, hvad det er for en katastrofal kurs man har indladt sig på, ved at betale Erdogan beskyttelsespenge for at agere dørvogter og udsmider for Europa.
 
The return of the Boomerang
Hos de politikere, der er ansvarlige for aftalen med Tyrkiet synes at være en tendens til "kowtow" over for Erdogan. Bag en sky af ord om forsvaret for europæiske værdier som ytringsfrihed og pressefrihed, er der en Chamberlain lignende tendens til "appeasement. " Til at give efter, men helst ikke sådan, at det kan ses alt for tydeligt. Det kan ske ved at give Erdogan indrømmelser på andre områder. Hvilket han naturligvis vil vide at udnytte og når man først har givet efter på et områder, kommer der flere krav. Elementær afpresning er hvad det er.
Sjovt kan man bemærke, hvorledes Erdogan og Tyrkiet synes at komme med noget, der ligner bortforklaring og undskyldning, når nogen står fast over for dem og ikke accepterer deres forsøg at gøre Europa tavs. Det så vi i Schweiz og vel også i sagen med den hollandske e-mail. Var det ikke på tide at sige fra over for Erdogan, især for de politikere, der har travlt med at tale om humane værdier, demokrati og frihed til at mene noget andet.
Tyrkiet aktiviteter kan dog i sig selv resultere i helt andre former for bagslag
Böhmermann sagen fik andre satirikere på banen med satiriske indlæg mod Erdogan. Mest dristigt i UK, hvor Spectator magasinet har udskrevet en konkurrence om det mest svinske smædedigt om Erdogan. "The President Erdogan Offensive Poetry Competition" med 1.000 £ som præmie.
 Andre medier nøjes med karikaturer (Erdogan som gorilla, der undertrykker ytringsfriheden f.eks.) og kritiske kommentarer.
 Det er er imidlertid kun den synlige del af bagslaget.
Erkendelse af, at Tyrkiet faktisk kontrollerer 900 såkaldte Ditib moskeer i Tyskland og udstyrer dem med op mod 1.000 imamer udsendt fra Tyrkiet, betragtes nu med kritiske øjne. “Die Deutsche Politik sieht diese Praxis,... zunehmend kritisch" (Die Welt).
 CSU's generalsekretær udtrykker det ret så tydeligt: "Dass Erdogan nicht nur in der Türkei Presse- und Meinungsfreiheit mit Füssen tritt, sondern auch Europa seine Vorstellungen aufzwingen will. Dass Ditib Erdogans Sprachrohr und Plattform in Deutschland ist, ist skandalös." (Die Welt).
Der er således stigende erkendelse af at Erdogan på ikke alene søger at påtrykke Europa sine forestillinger om grænser for ytrings-og pressefrihed, men også søger at påvirke et meget stort tyrkisk mindretal i Europa med værdiforestillinger, der ikke passer med grundlæggende europæiske værdier. Det giver ikke bare anledning til bekymring. Det er medvirker direkte til at skabe afstand til den del af befolkningen, der har tyrkiske rødder. Og vice versa, for det kan betyde, at mindretallet med tyrkisk baggrund føler sig udgrænset og ildeset.
Og hvad så? Er det ikke selvskabte problemer i et Europa, der tror at man opretholder grundliggende værdier ved at fylde fyldte ordrige talebobler med varm luf t i store mængder.
 
* Engelsk Kowtow, tysk Kotau, fra kinesisk, knæle og røre gulvet med panden i næsegrus underkastelse.

Using scenarios to speculate about the future
Med stor nøjagtighed og fuldkommen sikkerhed kan man beregne, hvornår fremtidige solformørkelser vil finde sted.
Noget mindre nøjagtig og meget mindre sikker er økonomiske forudsigelser af typen "Hvis det lykkes at få hver anden flygtning i arbejde, vil de offentlige finanser blive forbedret med 2,5 mia. kr. i 2020 og 5 mia. kr. i 2025." (fm.dk). Selv om man undertiden kan forledes til at tro, at forudsigelser, der bygger på økonomiske modeller med rod i fortidige relationer, er lige så sikre som astronomiske forudsigelser. Det er naturligvis ikke tilfældet.
Hverken astronomiske formler eller økonomiske modeller kan imidlertid hjælpe os med at forudsige, hvad der kommer til at ske på flygtninge- og migrant området. Man kan naturligvis se på trenden , f.eks. ved at opgøre, hvor mange der hver måned har krydset Middelhavet i 2015 og så gætte på at trenden fortsætter i 2016. Ikke særligt hjælpsomt, hvis vi også ønsker at vide, hvorledes forskellige EU-tiltag, eller mangel på samme, vil påvirke udviklingen. Vi har ikke en simpel matematisk model, som vi kan forsøge at skrue på.
 I stedet er det langt bedre at forsøge opstille et spektrum af mulige fremtider under forskellige forudsætninger, dvs. opstille forskellige scenarier. "Indeed, in a dynamic and very complex environment like irregular migration, it is difficult to develop reliable forecasts based on past data. Similarly, in the face of changes in the environment of border management, it is not adequate to rely on trend analysis. Scenarios are thus a tool that can be used as a foresight instrument at strategic level" (Frontex).
Fremgangsmåden med brug af scenarier blev udviklet af Kahn og Wiener i 60'erne. Med scenariemetoden kunne man vurdere, hvilke mulige fremtider samspillet mellem varierende forudsætninger, udviklingstræk og reaktioner på disse, kunne føre til. Metoden kunne bruges til at se mulige forløb af internationale krise, eller som hos en af pionererne i brugen af scenarier, Shell, til vurdere eksterne faktorers mulige påvirkning af firmaets fremtid.
For Kahn og Wiener var scenarier, "hypothetical sequences of events constructed for the purpose of focusing attention on causal processes and decision-points. They answer two kinds of questions: (1) Precisely how might some hypothetical situation come about, step by step? and (2) What alternatives exist, for each actor, at each step, for preventing, diverting, or facilitating the process. (Kahn & Wiener 1967, p. 6).
 
Frontex scenarios for 2016 risk analysis
Frontex har i deres rapport, Risk Analysis for 2016, brugt scenarier til at vise, hvorledes der kan opstilles 7 fremtidige europæiske scenarier med udgangspunkt forskellige udviklinger i samspillet mellem følgende faktorer:

• De globale omgivelser , f.eks. om der findes krige, der øger migrationspresset 
• European integration, f.eks. om samarbejdet i EU styrkes eller tenderer det mod at gå i opløsning.
• Europæisk udenrigspolitik, f.eks. om man agere ud fra en passiv realpolitik eller man aktivt prøver influere på omgivelserne
• Migration og integration, f.eks., om der findes større migrationsstrømme og graden af accept
• Europæisk asylpolitik, f.eks. om den er restriktiv eller om den er mindre restriktiv
• Sikkerhed og intern mobilitet, f.eks. om der stræbes efter høj sikkerhed og lav mobilitet eller det modsatte
• Grænsekontrol, f.eks. om den udøves af de enkelte lande eller i fællesskab af et europæiske grænsekorps 
• CBC (Cross Border Crime), f.eks. om der vil være lav grænseoverskridende kriminalitet og konstant terrorfare eller udstrakt kriminalitet og voksende terrorfare

 
 
Selv om Frontex har opstillet 7 scenarier, peger man på tre scenarier som de mest sandsynlige frem mod 2025. Det er scenarie 2 4 og 5 i en noget forvirrende grafik med betegnelsen: "Expected future direction":

Frontex:  Risk Analysis for 2016

Scenarie 2 A passive European Union
Hvor frygt og passivitet leder til mistillid, fokus på sikkerhed og "walling-off" (lukning af interne grænser).
 
Scenariet er kendetegnet ved:

• De globale omgivelser: Voksende globale konflikter og stærkt økonomisk begrundet migrationspres 
• European integration: Lukket EU uden større integration 
• Europæisk udenrigspolitik: Passiv politik baseret på realpolitik
• Migration og integration: Lukkede samfund med mindre migration og ingen vilje til integration 
• Europæisk asylpolitik: Generelt restriktiv med ringe harmonisering 
• Sikkerhed og intern mobilitet: Orienteret mod sikkerhed og med indre grænsekontroller
• Grænsekontrol: Håndteret af hvert enkelt land med få og inefficiente fælles procedurer og få tilbagesendelser
• CBC (Cross Border Crime): Fokus på specifikke områder og konstant fare for terrorisme

 
Scenarie 4 restrictive policies
Restriktive og ukoordinerede migrationspolitiker, men fælles sikkerheds strategi på langt sigt

• De globale omgivelser: Hastigt skiftende omgivelser: Globale konflikter og stærkt økonomisk og økologisk (klimaforandringer?) begrundet migrationspres 
• European integration: EU med betydeligt vækstpotentiale, men ingen yderligere integration
• Europæisk udenrigspolitik: Pro-aktiv politik baseret på realpolitik
• Migration og integration: Lukkede samfund med mindre migration og intet behov for og ingen vilje til integration 
• Europæisk asylpolitik: Lettere adgang til ansøgning om asyl, og implementering af Dublin-processen
• Sikkerhed og intern mobilitet: Fri bevægelighed og stærk sikkerhedsorientering 
• Grænsekontrol: Bilateral/kooperation- efficient registrering og information, færre tilbagesendelser
• CBC (Cross Border Crime): Megen grænseoverskridende kriminalitet og voksende fare for terrorisme

 
Scenarie 5 Multispeed Europe
Begrænset migration og succesfuld integration i et tilpasningsdygtigt EU

• De globale omgivelser: Hastigt skiftende omgivelser: Globale konflikter og stærkt økonomisk og økologisk begrundet migrationspres 
• European integration: Multi-speed EU baseret på de aktuelle medlemsstater
• Europæisk udenrigspolitik: Pro-aktiv politik baseret på realpolitik
• Migration og integration: Begrænset migration, med høj grad af acceptans og god integration af veluddannede migranter 
• Europæisk asylpolitik: Lettere adgang til ansøgning om asyl, og restriktiv proces for fordeling af migranter 
• Sikkerhed og intern mobilitet: Fri bevægelighed og stærk sikkerhedsorientering
• Grænsekontrol: Bilateral/ kooperation- efficient registrering og information , mange tilbagesendelser 
• CBC (Cross Border Crime): Mangeartet grænseoverskridende kriminalitet og voksende fare for terrorisme 

Ingen af disse scenarier befinder sig ret langt fra status quo, men det gør scenarie 7 til gengæld. Alene titlen "Open Doors" antyder det: I dette scenarie , som man altså ser som et af mulige scenarier frem mod 2025, lyder karakteristikken: "External borders lose relevance in a peaceful world." Det lyder helt flower power agtigt, men også fuldkommen urealistisk.
 
It is tale, with no sound and fury, signifying nothing
Hvad var egentlig formålet med disse scenarier? Frontex skriver selv: "One of the key objectives of the scenario process is to foresee strategic changes as early as possible, so that decision makers at EU and Member State levels can prepare, react or proactively decide"
Kan de scenarier vi har gengivet her opfylde dette formål? Svaret er let: Det kan de ikke!
Frontex har som en af sine opgaver at foretage en årlig risiko analyse, og scenarierne udgør et forsøg på at opfylde denne opgave. Det har man så gjort ved at kombinere lidt forskellige udsagn i noget man kalder et scenarie.
Disse lidt tilfældige og ubegrundede kombinationer med fokus mest på Frontex eget gebet, gøre det i hvert fald ikke muligt for beslutningstagere i EU at forudse fremtidige strategiske skift, hvorfor det heller ikke bliver muligt for politiske beslutningstagere at "prepare, react or proactively decide"
Hvad vi finder i Frontex scenarier er skyer af ord og termer næsten uden mening. Med en lille forvanskning af Macbeth "It is tale, with no sound and fury, signifying nothing."
 
What is missing?
Hvad der savnes er mere fakta og mindre "tale", lidt mere "sound and fury," hvor ved scenarierne muligvis ville komme til at kunne "signify" noget om fremtiden.  Hvordan det kan gøres kan se, ved at se nærmere på hver enkelt faktor i Frontex scenarierne.
 
"Globale omgivelser." Hvorfor ser vi ikke nogle skøn over potentialet for yderligere flygtninge og migranter fra konfliktområder og fra områder påvirket af klimaændringer? Uden en konkret opstilling af et muligt spektrum af globale konflikter, der vil kunne udløse migrationsstrømme mod Europa bliver udsagn om faktoren "Globale konflikter" meningsløse. Og vi behøver jo ikke at stå helt på bar bund. Vi kender alllerede de fleste risiko områder, vi kender med stor sikkerhed befolkningstilvæksten i Afrika og der findes også skøn over mulige konsekvenser af klimaændringer.
 
Når det gælder "European integration" kan man godt tillade sig at se på konkrete konsekvenser af aktuelle tendenser. Der er vel ingen, der er i tvivl om den almene gyldighed af Juncker's nylige advarsel. En advarsel han så at sige retter mod sig selv. "Too much EU "interference" in people's lives is eroding support for the bloc." (BBC). Den nylige afstemning  i Holland, fremvæksten af anti-EU partier, trusler om en Brexit, antyder en høj grad af utilfredshed med EU blandt befolkningerne.
Der er vel heller så megen tvivl om, at EU har svært ved at sikre de ydre grænser, hvilket har afledte konsekvenser, som man  allerede nu kan se. Man behøver således ikke at opstille fuldkommen kunstige scenarie kombinationer.
Konsekvenserne kan allered ses nu.  I enkelte medlemslandes forsøg på at sikre egne grænser mod uhindret indvandring. I form af stigende fravalg af etablerede partier, der på flygtninge området nærmest agerer mod befolkningens ønsker.
 I stedet for en grebet ud af luften kombinatorik ville det være mere formålstjenligt om scenarierne havde set på det mulige spektrum af tiltag til at sikre de ydre grænser. Idet effektiviteten eller ineffektiviteten af sådanne tiltag må antages at  påvirke indstillingen til mere europæisk integration.
 
"Europæisk udenrigspolitik." Her operer man med alternativer som passiv realpolitik og pro-aktiv realpolitik. Hvad man egentlig mener med dette er uklart. Realpolitik har gennem tiden haft mange konnotationer.
Spørgsmålet er imidlertid om det ikke ville mere relevant at se på den aktuelle politik og alternativer til samme. Vi ved allerede, at den aktuelle udenrigspolitik er reaktiv, usammenhængende, og magtesløs. Hvor finder vi alternativerne? Man kunne tro, at EU's sikkerheds- og udenrigspolitiske strategier kunne angive alternativer. Hvad vi finder er dog ikke meget andet end forholdsvis løse overvejelser indenfor Mogherini's ressort.
Overalt kan man ganske vist finde udsagn, der kunne antyde, at man går ud fra idealer baseret på europæiske værdier, på snakkende dialog, på UN idealer og internationale konventioner. Men det er tilsyneladende mest for en syns skyld.
I virkeligheden oplever vi en desperat Merkel, der fuldkommen skruppelløst og på EU's vegne laver aftaler med en ganske utilregnelig Erdogan, der derved sættes i stand at udøver en kontinuerlig afpresning af hele EU, hvilket han i næsten dagligt demonstrerer.
En scenarie konstruktion, der fortjener betegnelsen, måtte indebære at man ser på et sikkerhedspolitisk spektrum, hvor alternativet på den ene side indebærer, at man som nu fortsat gør sig afhængig af autokrater, hvad enten de nu kommer fra Rusland, Tyrkiet eller visse afrikanske lande. Det er således ikke svært at forestille sig, at et forøget migrationspres fra Afrika kan forlede til aftaler, der minder om aftalerne med Tyrkiet. I den anden ende af spektret burde man se på mulighederne for at EU optræder stærkere og mere selvbevidst, dvs. med en fælles sikkerhedspolitisk strategi, der først og fremmest tjener Europas samlede interesser og ikke alt muligt andet, samtidig med at EU overtager en større rolle fra USA, der jo kan være i færd med at vende sig væk fra Europa for i stedet at fokusere på det pacifiske område.
 
For faktoren "Migration og integration" opstiller man helt ubegrundede alternativer, som har man blot har opereret med simple modstillinger. For migrationens vedkommende med stor migration mod lille migration, for acceptens vedkommende med lav accept mod høj accept.
Så simple alternativer siger intet. Vi ved jo allerede nu, hvad det drejer sig om frem mod 2025. Vi kan allerede nu se potentialet for meget store strømme fra dele af Mellemøsten og Asien, men måske først og fremmest fra Afrika. Spørgsmålet er derfor snarere, hvad vi kan gøre for at begrænse eller stoppe denne migration.
Et af de hovedløse alternativer er at give op over for  en stor indvandring af mennesker med en helt anden kulturel, ideologisk og religiøs baggrund. Her ved vi at accepten i Europa generelt vil være lille. En sådan migration vil nemlig bidrage til at underminere grundlaget for europæiske velfærdsstater. I den anden ende af spektret er alternativet, at man vover en politik, hvor kun de allermest trængende flygtninge kan få forbigående ophold i EU. Størstedelen afvises, f.eks. ved "push back" aktioner a la Spaniens aktivitet i Atlanterhavet eller Australiens afvisning af uindbudte indvandrere. Det ville være et alternativ, hvor migration kun kan finde sted efter ansøgning, og hvor man i øvrigt gør mere for at afhjælpe de store problemer med ungdomsarbejdsløshed i den sydlige del af Europa, f.eks. ved styrke den interne migration.
 
"Europæisk asylpolitik." Her er de anvendte scenarie alternativer nærmest lokaliseret i fortiden. Vi har jo set, at forsøgene på at foretage en tvangsfordeling af asylsøgende stort er brudt sammen. Flere lande modsætter sig direkte en sådan proces. Vi ved således,  at en gennemførelse af tvangsfordeling vil mindske tilslutningen både til EU og til de partier, der gennemfører sådanne fordelinger, hvorfor et sådant alternativ potentielt vil medvirke til at ophæve sig selv. Et reelt alternativ må derfor omfatte, at man bereder sig på at holde størstedelen af en potentiel fremtidig migration ude af EU, hvilket naturligvis  vil være mere acceptabelt  for EU's egen befolkning.  
 
"Sikkerhed og intern mobilitet." Det er faktorer, der ikke kan ses uafhængigt af de øvrige faktorer. I de nærmeste år vil det simpelt hen være nødvendigt med stærk fokus på sikkerhed. Hvor godt det lykkes afhænger af, hvor godt det lykkes at sikre de ydre grænser og af graden af samarbejde mellem landene, f.eks. hvad angår informationsudveksling.
Et alternativ, som man slet ikke har med,  kunne være det vi har kaldt " høstak" alternativet, hvor man i stedet for blot at søge nålen (den radikaliserede terrorist) i høstakken (den fortrinsvis muslimske befokning), retter opmærksomheden mod de dele af høstakken, der så at sige producerer og skjuler nålene (se tidligere blog indlæg om denne fremgangsmåde).
Faktoren intern mobilitet er ikke en uafhængig faktor. Den afhænger direkte af, hvor godt det lykkes at sikre de ydre grænser.
 
Hvad faktoren, "Grænsekontrol," angår operer Frontex også med relativt simple alternativer. Hvorfor ikke inddrage muligheden for et meget større  fælles ydre grænsekorps med bemyndigelse til at afvise og tilbagesende alle, der illegalt forsøger at krydse grænsen, dvs. f.eks. flygtninge, der ikke har søgt og fået tilsagn om asyl  i forvejen i en europæisk repræsentation i udlandet, f.eks. i flygtninge- og transitlejre finansieret af EU.
Frontex tænker simpelt hen ikke dristigt nok i sine scenarie-konstruktioner.
 
CBC (Cross Border Crime). Ikke meget at sige, der ikke allerede falder ind under de øvrige faktorer. Hvis grænsekontrollen øges må man formode, at grænseoverskridende kriminalitet også holdes nede.
 
Unseriöse Spielereien
Når man kan sidde hjemme ved sit skrivebord og i løbet at par dage kan opstille mere sandsynlige og mere konkret alternativer end Frontex har gjort i sin såkaldte "Risk Analysis for 2016," kan man kun betegne Frontex scenarier som "unseriöse Spielereien." De repræsenterer blot en leg med næsten intetsigende kombinatoriske modstillinger  høj/lav, mere/mindre, plus/minus, uden yderligere begrundelser og uden at benytte den viden vi har allerede om potentielle udviklinger i relation til samtlige de nævnte faktorer.
Man kan ligefrem ærgre sig over at have taget Frontex "Spielereien" seriøst. Og så alligevel ikke, for det viser jo med stor tydelighed, hvor primitivt det faktuelle grundlag for at træffe vidtrækkende beslutninger på hele EU's vegne egentlig er.
Meget bedre bliver det ikke, hvis vi ser på EU's sikkerhedsstrategi. Her har jeg kun kunnet finde en udgave dateret 2003, med titlen "European Security Strategy – A secure Europe in a better World," hvor man for første gang forsøger at få identificeret "key security challenges and subsequent political implications for the EU." Man peger på 5 udfordringer:

• Terrorism
• Proliferation of weapons of mass destruction (WMD)
• Regional conflicts
• State failure
• Organised crime

 
Slet ikke dårligt, selv om man i dag kan savne, at man havde set truslen om et øget migrationspres. Det er dog noget andet spørgsmål, der optager mig: Hvad har EU gjort for at klare disse udfordringer? Ingen af de nævnte trusler synes at være blevet mindre. Og hvor der en opdateret sikkerheds-strategi?
Mogherini holder den ene tale efter den anden om en fremtidig global EU strategi. Taler fyldt med genpustelige ballonagtige talebobler, som i en tale fra d. 22. april i år (eeas.europa.eu) : "No country alone can carry the weight of the world on it's shoulders"; "We need to stay rational and think strategically"; " turning inwards is not an option. Our citizens understand very well that unless we find common European solutions to joint threats, such as terrorism, we cannot address today's most pressing problems" etc.
 
Europe: "We have a problem"
I en foreløbig rapport om en fremtidig sikkerhedsstrategi for Europa, finder vi lidt mere sigende en erkendelse af, at vi har et problem, eller rettere flere, ja masser af problemer.
Siden strategipapiret fra 2003" the world – and our perception of it – has become more dangerous, divided and disorienting. The EU has suffered from a major financial and economic crisis, with profound socio-political ramifications that still reverberate across the Union. The security environment has deteriorated significantly, with both the eastern and southern neighbourhoods unravelling. The growing number of fragile states, coupled with the spread of new technologies, the pressures of climate change and the scarcity of natural resources could unleash new conflicts in Africa and Asia. Multiple narratives and currencies of power question traditional multilateralism without providing new answers to global governance." (eeas.europa.eu).
Godt set, men hvordan skal et splittet og handlingslammet EU fyldt med svage ledere og marionetagtige repræsentanter i EU-kommissionen, håndtere så alvorlige udfordringer. Papirovervejelser er ikke nok, erkendelse hele ikke. En målrettet og selvbevidst ageren på hele EU's vegne er nødvendig.
Ellers må man antage at selve grundlaget for den succes det europæiske projekt har haft i en lang periode efter 2 verdenskrig, eroderes irreversibelt .
Det er ikke en forudsigelse, jeg kan give med astronomisk sikkerhed, som hvis det gjaldt en fremtidig solformørkelse. Det er derimod yderst  alvorlig trussel, som vi skal modvirke for at undgå, at det europæiske projekt på et tidspunkt formørkes af voldsomme begivenheder udefra

The wrong approach: Searching  for the needle
Vi har i et tidligere blogindlæg hævdet at en overdreven fokus på at identificere nålen i høstakken, det enkelte radikaliserede individ, som man åbenbart betragter som et forstadiet til en terrorist, måske er en misvisende og utilstrækkelig tillgang.
Vi skal rette opmærksomheden mod "høstakken" eller rettere den del af en befolkning, der sympatiserer med begrundelsen for terror og i visse tilfælde endda understøtter den. Vi skal have "høstakken " til nærmest på egen hånd at udstøde "nålen" eller den enkelte terrorist, og til selv at bekæmpe fremkomsten af nye.
Karakteristisk for alle de tiltag vi har set på i tidligere blogindlæg om muslimsk inspireret terrorisme er den tydelige fokus på individet og afgrænsede grupper af radikale som f.eks. salafisterne. Fokus er på at finde, følge og beskytte sig mod den enkelte, "nålen i høstakken. "
I vid udstrækning ser man dem som fremmedlegemer i "høstak." Noget der ikke hører til, noget der ingen forbindelse har med resten af "høstakken". Gerne vil man reducere muslimske terrorister til at være almindelige kriminelle. En som det synes håbløs karakteristik, efter som der ikke findes terrorister uden et højere formål, en sag og en ideologi de kæmper for og en sag og en ideologi de kæmper imod. Det gælder næppe for almindelige kriminelle.
Det er jo tydeligt, at den aktuelle terror er forbundet med en bestemt religiøs ideologi og en befolkningsgruppe, der er bærere af denne ideologi. En ideologi som man næppe kan bekæmpe særligt effektivt ved kun at se søge at jagte den enkelte terrorist.
Antyder det ikke, at der skal der gøres meget mere for at bekæmpe selve den ideologi, der frembringer terrorister?
Hos den baskiske ETA bevægelse så man, hvorledes der i begyndelsen var sympati blandt baskerne for ETA, og at forsøg på at nedkæmpe ETA med skrappe illegale midler, faktisk øgede tilgangen til ETA.
Til gengæld kunne det se ud til, at ETA's mistede tilslutning og sympati, da ETA så at sige gik over gevind og deres aktioner begyndte at ramme i flæng med voldsomme terroraktioner, der også gik over baskerne selv. (se senere tillæg om ETA sidst i dette blogindlæg).
Hvis vi nu forestiller os, at det er noget i samme stil, der skal til for at tage vinden ud af sejlene på muslimsk inspireret terrorisme, hvad ville det så betyde for terrorbekæmpelsen? Hvad kan man så forestille sig at der skal gøres?
Her er nogle ufuldstændige forslag til, hvad man kan gøre:

• Benævne, isolere og bekæmpe ideologien
• Diskriminere mod bærere af en fundamentalistisk ideologi
• Stille større krav og støtte dem, der tager afstand fra ideologien

 
Benævne, isolere og bekæmpe ideologien
Vi ved jo godt at terrorismen i øjeblikket er tæt forbundet med en fundamentalistisk muslimsk ideologi og med en for muslimer særegen opfattelse af, at deres ideologi bliver undertrykt og trådt på af Vesten.
Fremfor alt gælder det derfor om,  at vi ikke ud fra ideelle forestillinger om religionsfrihed og tolerance og misforstået hensyntagen, stiltiende lader religiøse krav underminere vore vestlige værdier og vores samfund.
I artikel 18 i UN's menneskerettighedserklæring hedder det ganske vist
"Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter. "(ohchr.org).
Hvis man fortolker dette bredt, er det næste ingen grænser for, hvad man kan forestille sig, der falder ind under denne artikel.
Hvad gør vi imidlertid hvis den religiøse ideologi strider mod den almindelige samfundsorden, vort samfundsgrundlag, vore love, vore hårdt tilkæmpede værdier, f.eks. om ligestilling mellem kønnene, vore retsnormer, vores kultur , vore omgangsformer, vore indbyrdes relationer, vores frihed til have egne meninger og give udtryk for dem, vores fornuft, vores religionskritik etc. etc.?
Vil vi opgive store dele af vore overbevisninger for at undgå konflikter, eller vil vi afvise de religiøse krav?
Vi kan måske illustrere problemet ved at erindre om et simpelt stykke børnelegetøj, et gammeldags hammerbræt. Hvor man med en lille træhammer skal forsøge at slå træklodser med forskellig former, trekantet, firkantet og rundt, igennem et bræt med et udvalg af huller, der hver for sig kun passer til en af træklodserne. Man skal se for sig, hvorledes et endnu uvidende barn forsøger at hamre en trekantet klods igennem et rundt hul. Det lykkes naturligvis ikke, allerhøjst kan man forestille sig, at barnet smadrer brættet, klodsen er jo nok mere modstandsdygtig.
Er forsøget på at acceptere alle mulige og umulige krav fra en fundamentalistisk religiøs ideologi ikke lige så håbløst naivt, som forsøget på at banke den trekantede klods gennem det runde hul. Hvis det skal  lykkes, vil det smadre vor egen kultur. Derfor må vi insistere på, at en fundamentalistisk religion indordner sig under alle de dele af vores samfund og kultur vi opremsede førhen, plus alle de dele vi måtte have glemt.
Vi skal derfor bekæmpe en muslimsk religiøs ideologis forsøg på at ændre samfundet i regressiv retning. Akkurat som vi har søgt at bekæmpe andre ideologier, der potentielt kunne underminere samfundsorden, som f.eks. kommunistisk ideologi. En østrigsk historiker har udtrykt det således:
"Man dem Islamismus genauso begegnen wie anderen radikalen politischen Ideologien und ihn nicht unter dem Oberbegriff Religion quasi unter den Schutz der Religionsfreiheit stellen. Man muss klar sagen, ja, Religionsfreiheit besteht, Gläubige können bei uns ihre Religion frei ausleben, aber der Ideologie und den damit verknüpften politischen Ansprüchen müssen wir etwas entgegenstellen und gleichzeitig die Kräfte stärken, die für liberalere Ausprägungen
der Religion eintreten" (Der Standard).
 
Diskriminere mod bærere af en fundamentalistisk ideologi
Kort og godt, vi skal overveje at skærme os mod de mest fundamentalistiske og hadfyldte udtryk for denne ideologi.
Mange vil endnu kunne huske, hvorledes man i Tyskland havde et formelt "Berufsverbot" for den type ideologi, som RAF repræsenterede. Ligesom man helt forbød partier som KPD i Tyskland. Andre steder fandtes der vel noget tilsvarende, men mere fordækt. Bør man ikke overveje på samme måde at skærme sig mod påvirkninger fra muslimsk gammeltestamentlig ideologi i dag.
Det gælder naturligvis især på de områder, hvor en sådan ideologi kan påvirke , influere og inspirere påvirkelige personer til at indtage holdninger og udvise adfærd, der strider mod grundliggende vore vestlige værdier.
Et eksempel på hvad vi mener kan findes i "The Trojan horse" sagen i UK . I 2013 modtog Birminghams byråd et brev, der beskrev hvorledes en gruppe af muslimer i en slags trojansk-hest-strategi var i færd med at overtage kontrollen med nogle skoler med det formål at dreje undervisningen i streng islamisk retning. Ved hjælp af kampagner og salafistiske forældres indflydelse blev skoleledere og lærere tvunget ud og undervisningsindholdet ændret i fundamentalistisk muslimsk retning. Brevet førte til en større undersøgelse af skolerne i Birmingham. Den afsluttende rapport når frem, at der faktisk har været tale om en slags trojansk hest aktion:
"There has been co-ordinated, deliberate and sustained action, carried out by a number of associated individuals, to introduce an intolerant and aggressive Islamic ethos into a few schools in Birmingham. This has been achieved by gaining influence on the governing bodies, installing sympathetic headteachers or senior members of staff, appointing like-minded people to key positions, and seeking to remove headteachers they do not feel to be sufficiently compliant." (gov.uk).
Undersøgelser viser, at der i dele af den muslimske befolkning findes mere eller mindre åbenlyse bestræbelser på at distancere sig fra vestlige værdier. Bestræbelser, der uvægerligt vil komme i konflikt med de fundamentale værdier, der danner grundlag for de samfund vi lever i. Religiøse regler og værdier sættes over vore samfundsskabte love og regler.
The Guardian gengiver en forskers advarsel om,  at der med indvandringen af muslimer spredes gamle forestillinger om kreationisme igen Europa."  I det omfang det sker kan vi konstatere at man stræber efter at videnskab og fornuft bliver underlagt en gammeltestamentlig ideologi.
En undersøgelse af ca. 30 muslimske børnehaver i Wien viser ligeledes tegn på indoktrinering med religiøs ideologi. "Für die meisten Eltern ist das Angebot an religiöser Bildung/Erziehung im Kindergarten von großer Bedeutung. Dabei geht diese Bildung/Erziehung in religiöse Praxen über (Gebet, eigene Feste feiern), wobei praktizierende Erzieherinnen als islamische Vorbilder gesehen werden. Das Auswendiglernen von Koranstellen wird dabei von elterlicher Seite auch eingefordert." (Projektbericht Universität Wien). Undersøgelsen peger også på, at man i visse tilfælde ligefrem bestræber sig på at beskytte børnene mod indflydelse fra det omgivende samfund.
I den sammenhæng kan det jo ikke ligefrem overraske, at imamer ikke blot i Danmark, men overalt, hvor der findes muslimske befolkningsgrupper i Vesten, kan finde på at give udtryk for hårrejsende meninger og holdninger, der burde tilhøre en længst forsvunden tid. Meninger og holdninger der går ud på at indrette hele livet efter "islamischen Geboten und Grundsätzen. Der Islam mit all seinen Komponenten versteht sich als eine perfekte, umfassende Einheit, deren Komponenten ineinander übergreifen, sich gegenseitig ergänzen und nur zusammen ein vollkommenes System ergeben" (Projektbericht Universität Wien).
Mon ikke vi skal til at erkende, at en relativ stor del af den erklærede muslimske befolkning i Vesten, simpelt hen afviser store dele af de værdier og holdninger, der udgør forudsætninger for de samfund de lever i. Gentagne gange kan undersøgelser demonstrere, at der på en lang række områder findes afvigende holdninger. Holdninger der naturligvis skaber afstand til resten af befolkningen. For nylig har undersøgelsen "What British Muslims Really Think" i UK igen demonstreret denne afstand. Udpluk fra særdeles omfattende ansigt til ansigt interviews viser f.eks. at 52% af UK's 3 millioner muslimer mener at homoseksualitet burde forbydes. 39% at hustruen altid skal adlyde manden og hele "18 per cent sympathise with people who take part in violence against those who mock the Prophet; 4 per cent — that equates to about 100,000 Muslims — have ‘sympathy for people who take part in suicide bombing to fight injustice." (Spectator).
Hvordan kan nogen tro, at vi blot skal koncentrer os at finde "nålen " i høstakken, når betydelige dele af høstakken støtter de holdninger og værdier som terrorister hævder at kæmpe for.
En undersøgelse i Tyskland viser tilsvarende, at religiøst fundamentalistiske holdninger er udbredte blandt muslimer. I undersøgelsen indgår til sammenligning også fundamentalistiske holdninger blandt kristne.

Ruud Koopmans 2013

For over 70 % af muslimerne skal "Ordet" tages bogstaveligt og over 60% sætter religiøse bud over landets love.
Formentlig i erkendelse af, hvor stor påvirkning en fundamentalistisk ideologi kan have på den enkelte, er man i Tyskland blevet bange for, at man bidrager til uddannelsen af fremtidige terrorister ved at give mennesker med en ekstrem ideologi plads i Bundeswehr: "Als Konsequenz aus der Bedrohung durch Extremismus bereitet das Verteidigungsministerium derzeit ein Gesetz vor, nach dem sich alle Soldaten vor der Einstellung einer Sicherheitsüberprüfung unterziehen müssen." Også en slags berufsverbot.
 
Stille større krav og støtte dem, der tager afstand fra ideologien
Måske har man Europa været for eftergivende overfor religiøse krav. Af misforstået tolerance og ud fra slogans om religionsfrihed, eller måske af frygt for hvad der kunne ske, hvis man ikke gav efter.
Begge begrundelser er problematiske. Både en tolerance, der er så åben , at den accepterer sin egen undergang, og eftergivenhed, der underminere det vi søger at forsvare og bevare.
Hvorfor skal vi overhovedet acceptere en yderst demonstrativ religiøs ideologi. En ideologi, der ytrer sig ved at man påberåber sig retten til "in your face" religiøse kendetegn og former for adfærd. Og på trods af dette påberåber sig retten til at blive behandlet på lige fod med alle andre.
Hvilket er urimeligt, for man kræver mere end andre. Man kræver nemlig, at man bliver accepteret,  selv om man selv gør alt hvad man kan, for at skille sig ud fra alle andre og demonstrere afstand til resten af befolkningen. Hvorfor accepterer vi det?
Hvis en ung mand søgte job ved kassen i supermarked, selv om han bar en t-shirt med påskriften " white pride," ville han nok blive afvist. En muslimsk kvinde kræver derimod, at blive ansat selv om hun vil bære tørklæde, der lige så tydeligt demonstrere en bestemt religiøs observans. Dvs. hun kræver mere end manden med t-shirt'en kan kræve. Altså kræver hun en slags positiv diskrimination. Det er ikke rimeligt. Det samme gælder ved andre eksempler som laboranter, der ikke vil arbejde med korte ærmer, eller mandlige censorer der ikke vil give hånd til kvindelige elever, eller krav om bederum på universiteter (temmelig intetsigende benævnt rum til "tværreligiøs andagt") og andre institutioner som f.eks. politistationer.
I stedet skal vi måske til at kræve, at der ikke sker særbehandling på noget område i det offentlige liv ud fra religiøse begrundelser. Måske skal vi til at tolke artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettigheds- konvention lige så bredt som visse andre artikler. Det hedder nemlig: "Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed."
I stedet for at bøje af for religiøs ideologi i det offentlige rum, skal den forvises til det private. Det vil også bidrage til at mindske animositeten fra den øvrige del af befolkningen.
Men tør vi begynde at stille krav, når vi nu er så bange for hvad det kan føre til? Har terroristiske anslag og angreb på bestemte personer ikke skabt en almen ængstelse , hvor det uvægerligt ligger i bevidstheden, hvad der kan ske, hvis man ikke giver efter. Man kan jo altid finde på at give eftergivenheden en mere ideel og humanistisk lydende begrundelse.
At agere ud fra er ængstelse er dobbelt negativt, man giver efter for mere end man egentlig finder rimeligt og samtidig øges afstanden og animositeten over for dem og det man giver efter for.
For muslimerne som gruppe er det plus-minus spil. I første omgang kan de jo hovere over, at andres ængstelse giver dem flere rettigheder, i anden omgang er det negativt, fordi en større og større del af befolkningen kommer til at se med mistro på alle muslimer, også dem, der ikke stiller krav.
Måske er det ved at gå op for flere og flere, at den såkaldte integration ikke har fungeret og at rosenrøde forestillinger om multikulturalisme i realiteten ender i multi-parallellisme, samfund uden sammenhæng.
I Tyskland har man omsider draget den konsekvens, at man i hvert fald vil til at stille større krav til det store antal flygtninge, der kom ind over grænserne i 2015.
 Et forslag til ny integrationslov (der Spiegel) stiller større krav om, at flygtninge tilpasser sig til nogle grundforudsætninger. De Maiziére taler om nødvendigheden af "harte Maßnahmen in einer Gesellschaft" for at styre integrationen. Med den nye lov er der tale om "Integrationsplicht".
"Flüchtlinge sollen verpflichtet werden, Deutsch zu lernen und sich zu integrieren" Dvs. krav om at følge tyskkurser og tilpasse sig grundreglerne i samfundet. Hvis flygtninge ikke opfylder deres integrationsforpligtelse, skal det have konsekvenser, f.eks. i form at en reduktion af offentlige ydelser. Ligesom opfyldelse af integrationsforpligtelsen kan knyttes til muligheden for varigt ophold
Flygtninge skal i arbejde, man vil derfor skaffe 100.000 ekstra arbejdspladser til dem og øge uddannelsesudbuddet.
Endelig er det på tale om, at flygtninge ikke frit kan flytte, før de har fået arbejde.
Disse tiltag er aldeles ikke nok , men de kan måske bidrage til at bringe mindske mulige konflikter til et tåleligt niveau, og til at flygtninge i det mindste formelt kan se sig selv som en del af fælleskabet.
 
Risici
Hvad risikerer vi imidlertid der sker ved en udtalt diskriminering mod en fundamentalistisk muslimsk religiøs ideologi?
For venstreorienterede partier vil en sådan diskrimination være aldeles utænkelig. For dem og alle andre med en selvforstået ideel, men snæver humanistisk indstilling, gælder desværre, at de er villige acceptere de allermest intolerante religiøse synspunkter i deres egen ubesindige og selv-destruktive tolerance. Som tidligere påpeget lader mange venstreorienterede partier til at være mere tolerante over for en religiøs idelogi, der selv ikke udviser nogen respekt eller tolerance, hvorimod de ingen forståelse har for de partier, der kulturelt og værdimæssigt står dem nærmere. Absurd, ja, men ikke egentlig nyt.
Hvad så med dem det drejer sig om? Dem, der er bærere af den religiøse fundamentalisme. Ja her kan vi forvente at der for nogle sker det samme som man kunne konstatere hos ETA i Spanien. En spansk afvisning af deres krav og en bekæmpelse af bevægelsen ledte til en forøget tilslutning til ETA. På samme måde må vi forvente, at en nogenlunde håndfast afvisning af fundamentalistiske religiøse krav og diskrimination mod dem kan føre til øget tilslutning til dem, der bekæmper Vesten og til en flugt ud i vilde ekstreme aktioner.
Muligvis er det derfor politikere er så slappe i koderne, når det gælder afvisning af religiøs fundamentalisme. Så hellere eftergivenhed, selv om det i sidste ende kan lede til meget større problemer.
Det drejer sig derfor om at få "høstakken" dvs. den moderate del af muslimerne til selv at tage afstand fra og udstøde de "nåle" den producerer. Akkurat som det skete i ETA's tilfælde. Vilde terroraktioner fremmede afstandtagen. Terroren destruerede ved sådanne aktioner sin egen raison d'etre.
En positiv diskrimination af moderate og ikke-religiøst insisterende holdninger kan bidrage til at "høstakken" skiller sig af med "nålene". Endnu er vi dog langt fra så vidt.
Tværtimod har det vist sig at såkaldte "referrals" med advarsler om mulig radikalisering i UK ikke virker, for muslimerne bidrager stort set ikke med advarsler om, at der i deres midte kan være tegn på radikalisering.
Der er vel ikke meget der tyder på at det forholder sig anderledes i et Frankrig, der har følt sig tvunget til at indføre undtagelsestilstand , eller andre steder med store muslimske mindretal.
Vi har således et ganske alvorligt problem med en stor del af muslimske befolkning. Dvs. ikke blot med "nålene" i høstakken, men med store dele af "høstakken".
Det er på tide, at den muslimske del af befolkningen selv aktivt tager afstand fra sådanne fundamentalistiske forestillinger og handlinger, ikke blot i rituelle talebobler, der efterhånden intet betyder , men i aktiv handling, hvor de afviser egne trosfæller med sådanne forestillinger.
 
Polarisering af politikken?
Hvad sker, hvis befolkningen i Europa ikke mener, at hverken EU eller nationale regeringer får stoppet for positiv muslimsk særbehandling, truslen fra muslimsk inspirereret terror og en fortsat indvandring af muslimske flygtninge og migranter, der med sikkerhed truer både velfærden og vores måde at leve på?
Vi skal huske, at vi allerede oplever en udpræget afstandtagen til et bureaukratisk EU, der tilsyneladende ikke vil lytte til befolkningens bekymringer og i øvrigt virker fuldstændig handlingslammet og besat med politikere, hvis fornemmeste kvalitet lader til at være at være at de kan levere en slags indholdsløs verbal diare, hvorimod de aldeles mangler evnen til at handle beslutsomt og konsekvent for at forsvare den samfundsmodel de foregiver at repræsentere
Svaret giver sig selv, vi ser det jo hvad der sker.
Nye partier opstår, partier, der med mere eller enkle budskaber lover, at ville sikre det den tilværelse vi kender. Se blot den hastige vækst af såkaldt højre populistiske partier, en betegnelse der naturligvis skal deklassere dem i vælgernes øjne. Ikke desto mindre må de ses som meget tydelige markeringer af at man i store del af befolkningen slet ikke kan følge etablerede partiers holdninger til hverken tilstrømningen af flygtninge eller deres given efter i stort og småt over for muslimsk fundamentalisme.
Her blot nogle udvalgte eksempler på tilslutningen til disse partier:
 
Danmark , Dansk Folkeparti: 21,1% (valg 2015)
 
Sverige, Sverigedemokraterna: 15,7% ( meningsmåling, april 2016)
 
Tyskland, AfD ( Alternative für Deautschland): 13% ( meningsmåling , april 2016)
 
Nederland, PVV Partij voor de Vrijheid: 25% (meningsmåling , april 2016)
 
France, Front National: 28% ( regionalvalg, december 2015)
 
Österreich, FPÖ Freiheitliche Partei Österreiechs: 32% (meningsmåling april 2016)
 
Gamle partier, der stadig forsvarer positioner, der for mange kommer og mere ud af trit med en virkelighed mange lever i, mindsker drastisk i tilslutning. Resultatet er en polarisering af Europæisk politik. Hvad kan det så føre til...?
 
Etnisk konflikt?
Et blik på religiøse-, nationalistiske- og mindretalskonflikter i Europa, demonstrer, hvad der kan ske. Vi har haft konflikten mellem kristne serbere og muslimske kosovarer, vi har oplevet ETA, og vi har haft en langvarig konflikt i Nordirland.
Er det helt utænkeligt der kan opstå nye konflikter inden for EU, en skikkelse af en slags "low intensity sub-state religious/ethnic conflict"
Blandt muslimske flygtninge kan man forestille sig, at de i bagagen har deres egne konflikter fra stridigheder i f.eks. Syrien og der er næppe nogen grund til at forvente, at de blot bliver lagt til side ved at krydse EU's grænse. Det giver mulighed for fortsættelse af gamle stridigheder på europæisk jord.
Rigtig slemt kan det blive, hvis der opstår en konflikt mellem fundamentalistiske muslimske grupperinger indeholdende elementer af hjemvendte Daesh krigere på den ene side og højreekstreme og anti-islamiske grupperinger på den anden, med resten af os fanget i et tiltagende usikkert ingenmandsland.
Hvis det sker er der et potentiale for (borgerkrigslignende) etniske konflikter som i Nordirland og på Balkan. Eller måske intefada-lignende konflikter.
For at forhindre at det sker er det meget vigtigt, hvad man gør for skærme mod en influx af store grupper af mennesker ( unge mænd) med en fundamentalt anderledes ideologisk og kulturel baggrund. Sandsynligheden for konflikter vil i hvert fald stige, hvis vi accepterer store flygtningestrømme fra Mellemøsten , fra Afghanistan, Pakistan og Bangladesh , fra Maghreb, for slet ikke at tale om, hvad der kan ske, hvis der opstår borgerkrig i Ægypten.
Det hjælper slet ikke at fokusere på enkelte Daesh krigere i strømmen. Strømmen i sig selv vil blive problemet. Vi vil risikere simpelt hen at flytte de konflikter, som mennesker flygter fra, til Europa.

______________________________________
Note: A lesson in self-defeating terrorism?
 En bevægelse, der hævder at kæmpe for ideologiske, politiske eller religiøse formål med hæmningsløs og vilkårlig terror, risikerer at destruere grundlaget for sin egen ageren og miste støtten hos dem, i hvis navn terroren begås. Når terroren bliver for ekstrem, når terroren bliver vilkårlig og rammer alle, når terroren efterhånden kun fødes af sine egen radikalitet, risikerer den at miste tilslutning, det næringssubstrat, der giver den mulighed for at brede sig som svampe i petriskålens agar.
Hvad det ikke hvad der skete for ETA (Euskadi Ta Askatasuna)?
I 1973 dræbte ETA Franco's designerede efterfølger, Admiral Carrero Blanco, ved et sprængstof attentat og måske havde Hitchens ret, når han kunne skrive: "If this action was 'terrorism,' it had something to be said for it. Everyone I knew in Spain made a little holiday in their hearts when the gruesome admiral went sky-high. (Hitchens)
Senere blev attentaterne voldsommere og med en større grad af vilkårlighed. Den spanske stats reaktion blev også radikal og vilkårlig med bl.a. bortførelser Konsekvensen var en gensidig voldseskalation, hvor ETA i begyndelsen fik mere støtte blandt baskerne og rekrutterede endnu flere til sagen.
Et survey viste i 1978 at selv om kun 6% af baskerne støttede ETA , var der 32%, der anså ETA for patrioter og næsten halvdelen støttede deres politiske mål.
"But any good will ETA might have gained from the affair was short-lived, overshadowed by the group’s own horrific and senseless actions. In the 1980s, the organization seemed to detach itself from reality, from any concrete goals and from its dwindling Basque support, completing its evolution “from a separatist group to a terrorist group.” (Bieter).
Med stadig mere vilkårlige og ekstremt voldelige terroraktioner, der demonstrerede , hvor villige man var til at slå ihjel, også i Baskerlandet selv, begyndte ETA at miste kontakten til og støtten fra den befolkning i hvis navn den hævdede at kæmpe. Det blev formentlig begyndelsen til enden på ETA, naturligvis hjulpet af et andet politisk klima i Spanien.
I 2011 annoncerede ETA, at tiden for voldelige aktioner var ovre.
Kan historien om ETA-terroren i en eller anden forstand hjælpe os til at forstå hvorledes den muslimsk inspirerede terror kan overvindes?
Ud fra en antagelse om, at terror organisationer gennem stadig mere voldelige terror aktioner, der frembringes i en ond spiral af vekselvirkninger med stadig mere omfattende statslige anti-teror tiltag, til sidst mister grebet i den befolkning, der måske sympatiserede med sagen, men efterhånden vender sig væk fra en afskyvækkende terror, der også går over deres egen tilværelse?
Det gælder i givet fald om at skabe en kløft mellem terroristerne og den forhåbentlig langt større del af befolkningen, der indser absurditeten og tendensen til selv-destruktion i terrorismen.

Strategiens elementer
"The EU counter-terrorism strategy aims to combat terrorism globally while respecting human rights, and to make Europe safer, allowing its citizens to live in an area of freedom, security and justice." (EU consilium)
Det er naturligvis ikke en strategi. Det er en besværgende hensigtserklæring.
Hvad gør man for at den skal blive til virkelighed? Man taler om en PPPR strategi, bestående af elementerne: Prevent, Protect, Pursue, Respond.
Kampen mod terrorisme føres imidlertid under mange forskellige opdelinger og betegnelser. Vi foretrækker her at foretage vores egen inddeling af kampen mod terrorisme, således at vi bedre kan sammenfatte tiltagene. Vores inddeling omfatter:
 
Forebyggelse og udfordring af ekstremistiske ideologier
 
Opsporing og jagt på terrorister
 
Beskyttelse mod terror anslag
 
Forebyggelse og udfordring af ekstremistiske ideologier
Det er strategier, der sigter mod at forebygge at mennesker bliver terrorister. Forebyggelsen omfatter sædvanlig vis tre delelementer:
Awareness, hvor det drejer om at skærpe opmærksomheden over for mulige tegn på radikalisering. Vi har i en tidligere blog set på eksempler fra "Prevent" programmet fra UK.
I UK udgør overvågning en lovbunden pligt "for specified community partners, including social workers, teachers, probation officers, and “credible community organisations,” to monitor for “vulnerability indicators" that suggest people are “turn[ing] towards terrorism,” and refer those who manifest these indicators to the authorities. Such indicators include “spending increasing time in the company of other suspected extremists;” “changing ... style of dress or personal appearance;” “loss of interest in other friends and activities not associated with the extremist ideology, group or cause;” “possession of material or symbols associated with an extremist cause;” blaming others “for all social or political ills;” and “using insulting or derogatory names or labels for another group.” (Channel Guidance, gov.uk)
Et  ganske detaljeret  program, og noget af en  opgave for de mennesker, der har pligt til  at være opmærksomme på sådanne tegn og  bestemt også en opgave, der kan lede til fejltagelser.
 Afskærmning, Dvs. beskyttelse mod påvirkning fra ekstreme ideologier, politikker og religiøse overbevisninger. Det kan ske ved at blokere for adgang til bestemte kilder og hjemmesider på internettet og ved at forhindre kontakt til perroner og grupper, der formodes at være bærere af ekstremistisk ideologi.
Styrkelse af immunberedskabet mod ekstreme ideologier ved at udfordre deres fortællinger og ved at bidrage til opstilling af nuancerede modbilleder, der rummer de værdier, der danner grundlag for vestlige samfund.
 
I EU's strategi ser man som andre steder en fokus på det enkelte individ, hvis mulige radikalisering ses som udgangspunkt for terrorisme.
For at undgå radikalisering skal man i følge EU's strategi identificere og neutralisere de faktorer, der bidrager til radikalisering. Ligesom man skal forstå, hvorledes individer konkret rekrutteres til terror.
I vanlig eurokratisk EU-stil, rummer strategien mange ord med meget lidt konkret indhold.
 
"Til målsætningen "forebyggelse" hører følgende prioriteringer:
at udvikle fælles tilgange for at identificere og tackle problemadfærd
at tackle tilskyndelse til terror og rekruttering af nye terrorister i nøglemiljøer (fængsler, steder, hvor folk udøver deres tro osv.)
at etablere en tværkulturel dialog
at forklare EU's politikker bedre
at fremme god regeringsførelse, demokrati, uddannelse og økonomisk velstand (ved hjælp af bistandsprogrammer)
at fortsætte med at foretage undersøgelser på området og udveksle analyser og erfaringer."
 
Man henviser til "Guidelines for the revised EU radicalisation and recruitment strategy. These guidelines set out a series of measures to be implemented by the EU and member states." (consilium)
Også her finder vi  en stribe forslag til relativt ukonkrete tiltag:
RAN ( radicalisation Awareness network) med tilhørende centres of excellence, der skal sprede viden om radikalisering.
Ellers består forslagene af "everything but the kitchen sink", dvs. sådan stort set alt,  hvad har kunnet komme i tanker om.  Alt sammen temmelig banalt.
Som når man kommer med forslaget:  "Raise awareness of radicalisation and recruitment to terrorism related issues."
I forbindelse med forebyggelse af radikalisering finder man forslag til en værktøjskasse der skal fostre kritisk tænkning i uddannelsessystemer, og forslag om at hindre adgang til kilder, der kan bidrage til radikalisering.
Endelig vil man modvirke rekruttering og bidrage til "disengagement" ved at opbygge "resilience" eller modstandsdygtighed over for påvirkning og rekruttering og ved at foreslå nationale "disengagement" og "exit" programmer.
Jeg ved ikke om man har bemærket,  at man ikke med ét ord nævner, hvad det er man radikaliseres til. Sprogbrugen og kaskaderne af ord er holdt neutrale .
De kan ligeså godt være vendt mod RAF lignende terror, højre-ekstremistisk terror, ETA type terror, men det er jo ikke,  hvad vi har at kæmpe mod i øjeblikket . Det er muslimsk inspireret terror. Når man ikke klart siger, hvad det drejer sig om, må det da være vanskeligt at afgøre, hvad man skal forhindre at skoleelever lader sig inspirere af.
Pudsigt nok skinner det indirekte igennem, hvilken radikalisering man tænker på. Det f.eks.  ved de tegn man skal være opmærksom på: "Changing ... style of dress or personal appearance." Mon ikke det er bestemte typer af dress og "personal appearance" man tænker på. Vi  ved det jo alle sammen, men vi tør ikke at sige det højt, for ikke at diskriminere og ophidse muslimske befolkningsgrupper. En underligt anstrengt neutralitet er, hvad man tilstræber.
 
Opsporing og forhindring af terrorisme: Closing the intelligence gap
Efter Paris attentatet var der kritik af de belgiske sikkerhedstjenester og kritikken voksede til en storm efter Bruxelles terroren. Først med kritik af, at en af attentatmændene fra Paris kunne leve månedsvis i Bruxelles, og nu med kritik af,  at man ikke havde overvåget to attentatmænd med kriminel baggrund.
I koret af kritikere meldte Erdogan sig med meddelelsen om, at en af attentatmændene var blevet deporteret fra Tyrkiet to gange, åbenbart fulgt af advarsler til Belgien.
I New York Review of Books findes en karakteristik af den Belgiens (og Europas Hovedstad) der passer godt med kritikken: "Brussels is indeed rather chaotic, a political mess of nineteen different municipal districts, each with its own public authorities competing for funds, with an uncoordinated police force prone to conspicuous failures, and different political parties, linked to different language groups, operating their own more or less corrupt systems of patronage." (New York review of books).
Måske derfor har Bruxelles været tilflugtssted for selvudnævnte muslimske terrorrister.  Meget har tilsyneladende ikke ændret sig. Engang kunne Karl Marx skrive det kommunistiske manifest i Belgien efter at han var blevet smidt ud af Frankrig.
Ikke  uventet  forlanger politikerne lukning af det "intelligence gab," der så åbenbart findes når det gælder muslimske bombemænd.
Desværre mener de ikke, at man skal blive mere intelligent. Det drejer sig naturligvis om, at vi skal have en bedre efterretningstjeneste, med mere samarbejde og koordination, og naturligvis fremfor alt mere overvågning og flere og mere sammenhængende databaser.
Man skal have opbygget det "gläserne" samfund, hvor fordægtige kan følges og iagttages som i et glashus. Målet er åbenbart  meget mere overvågning af os alle sammen og central koordinering af resultaterne af overvågningen (swr.de).
Hvad har man så gjort for at gøre "høstakken" så gennemsigtig glasagtig, at man kan identificere og holde øje med "nålene i høstakken" , forhindre dem i at udøve terror, og jagte og bekæmpe dem overalt hvor det er mulig også på tværs af grænserne?  Samtidig med, at menneskerettighederne og folkeretten respekteres."
 
EU mål i jagten på terrorister
EU's mål er først og fremmest at forhindre adgang til udstyr, der gør det muligt at gennemføre terrorhandlinger (våben, sprængstoffer osv.), nedkæmpe terroristnet og rekrutteringsvirksomhed og bekæmpe misbrug af almennyttige organisationer.
Det andet mål under "forfølgelse" af terrorister er at stoppe finansieringen af terrorismen.
Tredje mål består i at forhindre planlægning af terrorhandlinger ved at forhindre kommunikation og udbredelse af teknisk ekspertise i relation til terrorisme, bl.a. via internettet"
Konkrete instrumenter til opfyldelse af målene omfatter dataindsamling og dataanalyse bl.a. ved hjælp af organer og databaser med kryptiske betegnelser som:

• EUIntCen ( EU Intelligence Analysis Centre)
• VIS ( Visa Information System)
• SIS II ( Schengen Information System, i version II)
• ECTC ( European Counter Terrorism Centre)
• PNR ( Passenger Name Record)
• Action plan to strengthen fight against terrorist financing

EUIntCen skal bl.a. levere "intelligence assessments: Long-term strategic papers, mainly based on intelligence." Det er vurderinger baseret på indsamling af oplysninger fra nationale efterretningstjenester mv. og beregnet for politiske beslutningstagere i EU
 
VIS udgør en fælles database, der forventes at skulle rumme op mod 80 millioner visa ansøgninger med biografiske og biometriske data . Data der skal bidrage til at checke personer ved de ydre grænser og øge sikkerheden.  Gad vide  hvordan man  sikrer, at man får adgang til relevante data i forbindelse med  den lovede visa-liberalisering for Tyrkiet, hvis den overhovedet bliver til noget? Tyrkiet har i hvert fald svært ved at opfylde de 72 krav EU har opstillet som forudsætning.
 
SIS II skal gøre det muligt for "competent authorities to issue and consult alerts on persons who may have been involved in serious crime or may not have the right to enter or stay in the EU. It will also contain information on missing persons or certain objects such as firearms or stolen vehicles."
Dermed udgør databasen også net til at fange terrorister. Ikke at man kan sige at det fungeret alt for godt. Eftersom man efter de sidste terrorangreb kan konstatere, at terrorister har kunnet færdes temmelig uhindret på tværs af både de indre grænser og EU's ydre grænser. Som så ofte før eksisterer mange  af intentionerne kun på papiret, mens man i virkeligheden er langt fra den nødvendige fælles koordinering, der skal gøre det muligt at følge terroristers færden på kryds og tværs i Europa. Er terrorismen med andre ord mere internationalt organiseret end det apparat, der skal bekæmpe den?
 
Hos Europol har man for nylig oprettet ECTC (European Counter Terrorism Centre), der i følge Europol direktør Robert Wainwright skal være en "central information hub in the fight against terrorism in the EU, providing analysis for ongoing investigations and contributing to a coordinated reaction in the event of major terrorist attacks... It will lie at the heart of a stronger EU standing up to the threat of terrorism”
I udmeldingen finder vi stærke besværgende udtryk som f.eks. (lie at the heart, stronger EU, standing up to). Virkeligheden er den modsatte,  ECTC er ikke Europas FBI eller CIA.  I stedet for et stærkere EU oplever vi  et stadig svagere, der er ude af stand til at handle effektivt. Som følge heraf  bliver det også svært for EU at "stand up to terrorism," Måske er det i erkendelse heraf, at man  forsøger at vænne befolkningen til at leve med en konstant trussel om terrorisme.
 
PNR. Det omfatter "information on air passengers held by air carriers for operational purposes , such as passengers ' names, travel dates, itinerary and payment method . PNR data are already collected by law enforcement bodies for security purposes in some Member States (UK and Denmark )" (europarl,europa.eu).
Det er et forslag, der har været længe under vejs.  Fra forslag i 2007, over diverse forsøg gennem årene, til at forslaget blev genoptaget efter Paris terroren. Først nu er det omsider blevet vedtaget i EU.
Men så længe terrorister tilsyneladende har nemt ved at rejse til og fra Europa og på kryds og tværs i Europa, er der lang vej endnu. Og de behøver altså ikke at komme flyvende. Desuden er der indtil videre meget usikkert, hvor godt registreringen bliver gennemført og koordineret.
 
Fight against terrorist financing. " We have to cut off the resources that terrorists use to carry out their heinous crimes. By detecting and disrupting the financing of terrorist networks, we can reduce their ability to travel, to buy weapons and explosives, to plot attacks and to spread hate and fear online."  sagde Timmermans i februar 2016 ved præsentation af en aktionsplan, der skal hindre at terrorister får mulighed for at skaffe midler til at begå terroraktiviteter. (EU-Commission). Foreløbig er det dog kun en aktionsplan og hvis man husker, hvorledes det er gået med EU-kommissionens tidligere aktionsplaner,  kan man godt tvivle på effektiviteten af tiltaget. Fra d. 8. april 2016 fik vi dog forordningen om "Pengeoverførslers sporbarhed: Den fastlægger regler om oplysninger om betalere og betalingsmodtagere, som skal medsendes ved pengeoverførsler med henblik på at forebygge, opdage og efterforske hvidvask af penge og finansiering af terrorisme" (eur-lex.europa.eu).

Nationale tiltag mod terrorisme
Visse nationale tiltag til bekæmpelse af terrorisme synes at være mere virksomme end EU's. Det gælder i særlig grad for UK, bl.a. i forbindelse de førhen omtalte Contest, Prevent og Channel programmer. Lovgivningen er blevet skærpet for at muligøre en mere nærgående overvågning og skrappere tiltag.
 I 2005 fik man således Prevention of Terrorism Act 2005 med mulighed for at udstede "Control Orders." I  2011 blev den  dog afløst af TPIMS (Terrorism Prevention and Investigation Measures). Med den er det  muligt at lægge strenge restriktioner på en persons aktivititer og færden. "The measures include electronic tagging, reporting regularly to the police and facing "tightly defined exclusion from particular places and the prevention of travel overseas". A suspect must live at home and stay there overnight - possibly for up to 10 hours." (BBC).
 
Indenrigsministeren i UK kunne i 2014 fortælle, at man i UK havde forhindret 40 terror anslag siden 7/7 angrebene i 2005 . Sidste år kunne Cameron tilføje, at man havde forhindret 7 angreb i løbet af de sidste 6 måneder.
 Efterretningstjenester beretter  at "more than 3,000 British Islamist extremists are being monitored by police and the security services." Her nogle straks ane uråd, det vil diskriminere mod muslimer. Tjah, ikke alle muslimer er naturligvis terrorister. Ligesom ikke alle socialister RAF terrorister. Så ja det er diskriminerende, men alt andet ville være stupidt. Man retter selvfølgelig opmærksomheden mod de mennesker, som ud fra indsamlede erfaringer er de mest relevante.
Den skrappe lovgivning har således haft effekt, men den udhuler samtidig, hvad man forsøger at beskytte, vores måde at leve på i Vesten.
 
I Tyskland havde man jo erfaringer med RAF terroren  at trække på.  Derfor har man f.eks. en paragraf 129a, der retter sig mod sammenslutninger, der har til hensigt at udøve terrorisme. "Wer als Mitglied der Vereinigung angesehen wird, kann für sämtliche ihr zugeschriebenen Taten zur strafrechtlichen Verantwortung gezogen werden."  Det er nok at være med for at blive draget til ansvar for, hvad andre i sammenslutningen har  foretaget sig.( einstellung).

Også Tyskland holder man øje med potentielle terrorister og for tiden
regner man med, at der findes mindst 450 muslimske "Gefärder" dvs. personer som man regner med kan udvikle sig til terrorister. Specielt opmærksom er man på salafister, der findes i et antal på 6.300 i Tyskland. Maaßen, der præsident for "Bundesamt für Verfassungschutz" karakteriserer salafisterne med 4 M: Männlich, muslimisch, Migrationshintergrund, Misserfolg "  Hvilket jo antyder  hvad  kigger efter, når man leder efter potentielle terrorister.
Endnu skrappere er man gået til værks i Frankrig hvor man har indført en forbigående undtagelsestilstand, der sætter en række rettigheder ud af kraft og giver myndighederne mere omfatende beføjelser.
 
Beskyttelse mod terror anslag
For EU drejer det sig om tiltag til at beskytte borgerne og infrastrukturen, ligesom sårbarheden overfor terror angreb skal mindskes.
Lige efter terrorangreb, når trussels niveauet forøges,  ser vi de synlige tegn på, at man forsøger at beskytte befolkningen. Bevæbnet politi og hasteindkaldte soldater patruljerer på befærdede offentlige lokaliteter. Med deres martialske udstyr skal de indgyde befolkningen tillid, uden at man rigtig kan sige, at man har noget at have den i. Så den reelle betydningen af den synlige præsens er uvis.
 Mere målrettede indsatser for at beskytte mod terror må omfatte mere. Det betyder, at der må ses på

• beskyttelse af de eksterne grænser,
• forbedring transportsikkerhed,
• beskyttelse i situationer med masseforanstaltninger
• beskyttelse af strategiske mål og mindsket sårbarhed i kritisk infrastruktur
• beskyttelse mod WMD (Weapons of Mass Destruction)

 
Eksterne grænser
I forbindelse med flygtningekrisen har vi hørt meget om sikring af de ydre grænser, men foreløbig har det ikke ført til, at man kan garantere de ydre grænser. Der er tiltag i forbindelse med øget registrering og mere kontrol med brug af VIS, SIS II og PNR.  Men indtil videre har disse checks har været utilstrækkelige. Flygtninge og migranter er væltet ind over grænserne uden papirer og dermed uden egentlig kontrol.
Blandt de mere end 1 million flygtninge er der tusindvis, hvis baggrund ikke er checket. Man nøjes med at advare om, at potentielle Daesh terrorister kan skjule sig blandt flygtningene.  
Så sent i februar i år advarede "Bundesamt für Verfassungsschutz" om, at Daesh kæmpere er blevet smuglet ind i Europa. "we have repeatedly seen that terrorists ... have slipped in camouflaged or disguised as refugees. This is a fact that the security agencies are facing (Reuters).
Man har også måttet konstatere, at man ikke ved hvor mange tusinde flygtninge, der er forsvundet fra "Erstaufnahme Einrichtungen" er blevet af og hvad de foretager sig.
 
Transportsikkerhed
Terroraktioner har allerede været rettet mod busser, tog, fly og lufthavne. Busser og tog må antages at være særligt sårbare over for terror. Mange mennesker er lukket ind på et sted og i sagens natur er det vanskeligt at forestille sig hvordan man skal kunne beskytte bus og tog mod terror. Travle pendlere ville formentlig have svært at acceptere lufthavns lignende kontroller ved banegårde og stoppesteder. Man har dog indført sådanne kontroller ved Eurotunnel forbindelsen., men det jo en speciel strækning. Lignende kontroller  er også dukket op i kølvandet på  Paris og Bruxelles terroren, men kan næppe udbredes til alle banegårde.    
Gennem årene har man derimod i flere omgange skærpet kontrollen med adgangen til fly. Hvilket har betydet mere og mere omstændelige sikkerheds kontroller efter check in  i lufthavnene.
De seneste attentater viser hvor let det kan være at begå terrorangreb mod lufthavne med selvmordsbombere. Hvordan skal man beskytte sig mod det? Skal vi have pre-check før man kommer ind i lufthavnen? Efter krav fra personale i lufthavnen har man indført sådanne check i Bruxelles lufthavn. En såkaldt  "Moskva" løsning, for det blev indført i Moskva indført efter terrorangrebet på Domodedovo lufthavnen i 2011. Skal det nu til at være den sidste nye eskalation af sikkerheden, til efterfølgelse i lufthavne i hele Europa? Det er næppe en løsning man kan ønske sig. Endnu længere ventetid, mere kødannelser i separate telte eller bygninger foran lufthavnen.
Og hvor er det let for "would be terrorists" at gøre besværet umådelig meget større. En tysk satiriker fandt det rigtige udtryk " Wenn die Folgen vor der Tat kommt " Ubegribeligt, slet ikke. En enkelt efterladt taske i et tog, eller en SMS med besked om en bombe, vil øjeblikkeligt have store konsekvenser. Konsekvenser før handlingen. Det er let, det virker og dermed stiger frustration , og omkostninger og efterhånden må man formode,  at det også sløver beredskabet.
Tekniske løsninger med alt-overvågning og total-kontrol er kostbare og i sidste ende formentlig utilstrækkelige over for selvmordsattentater, hvilket angreb i Irak, Pakistan, Afghanistan og Nigeria næsten dagligt demonstrerer.
I følge Bloomberg er der en bedre løsning, nemlig at kopiere Israelske forholdsregler. "The Israelis don't do it at Ben Gurion airport. They don't bother restricting liquid containers either. Instead, they rely on profiling, questioning and behavioral monitoring by large numbers of highly trained plainclothes and uniformed staff. They watch and question. And Ben Gurion's security is the gold standard." (skift.com).
Mon ikke den er en lidt for optimistisk version, for der er flere sæt af kontroller i større af stand fra lufthavnen, og mængden af lufthavne og passagerer i Israel er begrænset og afgrænset. På den anden side kan det være rigtigt at bevidstløse kontroller med faste procedurer kan medføre at sikkerheden sløves. Hvad det angår kan man godt lære af israelerne. Med psykologi,  udspørgning og iagttagelse af personer, er det måske muligt udpege mulige terrorister. " Training people up and trusting their judgment is in itself a good. It creates genuine vigilance, rather than robotic box ticking. It also provides the tools to detect attackers who are about to use the next technique for wreaking aviation havoc, rather than the last, because it's their behavior that counts" (Bloomberg, Japan Times).
 
Beskyttelse i situationer med masseforanstaltninger
Efter terroranslag og trusler om terroranslag mod større forsamlinger af mennesker, som f.eks. ved musikarrangementer, fodboldkampe  og lignende, må man overveje, hvorledes man kan sikre sig mod terror angreb på sådanne steder. Skal alle sådanne arrangementer også have strikte lufthavnslignende kontroller? Så får man i hvert fald travlt.
 
Beskyttelse af strategiske mål og mindsket sårbarhed i kritisk infrastruktur
Vi ved fra Belgien at terroristerne også har interesseret sig for atomkraftværker og overvåget en medarbejder fra et atomkraftværk.
Sådanne fund understreger betydningen af at beskytte kritiske installationer og kritisk infrastruktur.
EU har da også udrullet de første "papirskjolde" bestående af initiativer, forslag og svært gennemskuelige organisatoriske arrangementer.
Et rådsdirektiv fra 2008 pålagde medlemsstaterne "to identify and designate European critical infrastructures and assess the need to improve their protection" ( se 2013 papir).
I et  såkaldt " staff working document" fra 2013 med nye forslag til at sikre kritisk infrastruktur, kan man se, at man ikke har haft travlt med realisere planerne: "Less than 20 European critical infrastructures have been designated and consequently very few new Operator Security Plans have been produced. Some clear critical infrastructures of European dimension, such as main energy transmission networks, are not included. Despite having helped foster European cooperation in the CIP process, the Directive has mainly encouraged bilateral engagement of Member States instead of a real European forum for cooperation." (EU-Commission).
Meget af det vi ser i 2013 papiret er, som vi gentagene gange har set det, forslag og  opremsning af initiativer. Hvad der reelt bliver gjort for at sikre kritisk infrastruktur i EU er ukendt. Men man må da håbe, at det der er gjort mere end hvad man har gjort for at sikre de ydre grænser, ellers risikerer vi at de næste terrorangreb får langt værre konsekvenser end de hidtidige.
 
Beskyttelse mod "Weapons of Mass Destruction"
Hvad bliver der gjort for at beskytte os mod, at terroristerne får adgang til og mulighed for at anvende biologiske, kemiske eller nukleare midler til terrorangreb. Det vides ikke med sikekrhed, men der kan dog henvises til et tidligere blogindlæg, hvor vi har set på initiativer til at forebygge terror med anvendelse af nukleart materiale, f.eks. i form af såkaldte beskidte bomber. Vi formoder, eller håbe,  at der i det mindste eksisterer nationale beredskaber, men det forekommer indlysende at der er behov for en koordineret indsats mod sådanne våben.
 
Free society in a state of emergency
Begynder vi efterhånden at ane, hvad der ved at ske? Forholdsvis få attentater trækker enorme forebyggelses- og sikkerhedsforanstaltninger med sig. Hulheden i politikeres formaninger om, at vi skal fortsætte vores liv som vi plejer bliver stadig mere tydelig. Alle de tiltag vi her har set har nemlig også den konsekvens , at de begrænser det liv, som politikere har så travlt med at formane os om at fortsætte, ubekymrede, men alligevel iagttagende og forsigtige. Terroristerne attentater slår ikke blot mennesker ihjel, de slår også dele af grundlaget for frie og åbne samfund ihjel. "Social norms change for people living with a consistent presence of terrorism in their lives. Conversation, daily concerns, and living with the heightened risks of sudden, violent injury or death can change people's expectations, actions, outlooks, and interactions with one another." (encyclopedia.com).
Hos den enkelte skaber terrorismen uvægerligt frygtsomhed. Frygtsomhed mht. hvad man kan sige, frygtsomhed over for fremmede, frygtsomhed over for at tage på ferie og færdes bestemte steder. En konstant lurende ængstelser som medierne nok skal hjælpe med at holde i live.
Stater reagerer med mere og mere drakoniske foranstaltninger, som imidlertid  indskrænker netop det liv,  som vi så ubekymret skulle fortsætte.
 Man kan blot se på den franske stats reaktion med indførelse af en længerevarende undtagelsestilstand, der foreløbig er sat til at vare indtil d. 26 maj.
Med undtagelsestilstanden får terrorbekæmpelsen helt nye muligheder, men samtidig begrænses fundamentale borgerlige rettigheder.
"The law authorises the prefect of each French department to ‘order warrantless searches at any time in any place’ when there is a ‘person whose behavior constitutes a threat to public order and security,’ as well as to ‘access and copy digital data saved on electronic devises on the premises’. The expansion also includes the authority of the Interior Minister to place anyone ‘against whom there are serious reasons to believe his or her behavior constitutes a threat to public order and security’ under house arrest. House arrests are harmful in that police can ‘confine people to their home for up to 12 hours a day, limit their movement outside their home, and require them to check in at a police station up to three times a day" (hrw.org).
Undtagelsestilstanden og alle de anti-terror strategier vi har set på, underminerer i hvert fald det i indledningen udtrykte mål om at "combat terrorism globally while respecting human rights, and to make Europe safer, allowing its citizens to live in an area of freedom, security and justice"
Selve bekæmpelsen bliver i sig selv et af terroristernes våben, men brugt af os selv, mod os selv.
Spørgsmålet er: Skal vi acceptere at leve med de begrænsninger på vores frie udfoldelse som denne form for kamp mod terror gør nødvendig, eller skal vi først og fremmest rette vore bestræbelser mod at bekæmpe den religiøse fundamentalisme, som nærer den aktuelle terrorisme. En fundamentalisme som under alle omstændigheder er uforenelig med basale værdier i vore samfund.

"OH, East is East, and West is West, and never the twain shall meet
Det var ikke Daesh (ISIL)  Rudyard Kipling tænkte på, da han skrev digtet om øst og vest, der aldrig skal mødes. Alligevel passer det måske meget godt på kløften mellem muslimske fundamentalister og Vesten.
Hør blot den selvbestaltede Kalif fra Daesh (ISIL): “O ummah of Islam, indeed the world today has been divided into two camps and two trenches, with no third camp present: The camp of Islam and faith, and the camp of kufr (disbelief) and hypocrisy – the camp of the Muslims and the mujahidin everywhere, and the camp of the Jews, the crusaders, their allies, and with them the rest of the nations andreligions of kufr, all being led by America and Russia, and being mobilized by the Jews. (Wilsoncenter).
Eller læs opråbet fra en af Daesh talsmænd:
“If you can kill a disbelieving American or European – especially the spiteful and filthy French – or an Australian, or a Canadian, or any other disbeliever from the disbelievers waging war, including the citizens of the countries that entered into a coalition against the Islamic State, then rely upon Allah, and kill him in any manner or way however it may be.” (The Independent).
De voldsomme ord og ideologierne bag dem demonstrerer et for os totalt uforståeligt had til Vesten, Et had, der opildner til hæmningsløse voldshandlinger og terror, ikke blot i Syrien og Irak , men også i skikkelse af terror anslag i Vesten, i Madrid, i London, i Paris, i Bruxelles og ??
 Hvordan kan så absurde opråb og beskyldninger overhovedet tages alvorligt. De lyder jo som gale mennesker. Akkurat som talsmænd for andre muslimske terrororganisationer. Hvad enten man tænker på Al-Qaeda, Al Shabaab, Boko Haram ellers diverse aflæggere.
Årsagen til, at de skal tages er alvorligt, er naturligvis at de ikke taler for døve døren. Der er modtagelighed hos muslimske fæller, der selv ser kløften mellem egne religiøse, ideologiske og kulturelle overbevisninger og Vestens værdier.
Men alt det er ikke nok til at forklare, hvorfor den enkelte bliver terrorist. For selv om der findes en kløft mellem muslimer og Vesten, bliver alle muslimer ikke terrorister. Kun et fåtal bliver terrorister og blandt dem er der såmænd også konvertitter fra Vesten. Så hvad skal der til?
 
Becoming a terrorist
The Observer stiller spørgsmålet: "How do we combat the radicalisation of young Muslims ? This debate is a political minefield, but, like it or not, it is one that ministers have to wade into: 800 Britons have gone to Syria to fight or support Isis since 2012 – and that is probably a conservativeestimate; a further 600 have been caught trying to enter" (The Observer).
Hvis man skulle følge argumenterne fra dem, der ser socio-økonomiske forhold , fattigdom og arbejdsløshed etc. som kilder til radikalisering, får vi hurtigt et forklaringsproblem. Dagens terrorister erklærer jo selv, at de agerer ud fra deres muslimske overbevisning. Andre befolkningsgrupper i Europa, der kan være dårligt stillede i socio-økonomisk henseende, frembringer jo ikke terrorister i samme omfang.
Desuden må man konstatere, at terrorister rummer mennesker, der forekommer velintegrerede, intelligente og uddannede eller på vej til at tage en uddannelse. "Our results indicate that neither economic and political judgments, nor low levels of formal education appear to influence support for terrorism, raising doubt about the link between socio-economic conditions and the perceived legitimacy of terrorists acts." (Cherney og Povey).
Men hvis vi ikke forstår, hvad der konkret skaber terrorister, bliver det jo vanskeligt at bekæmpe dem.
Hvad skal der så til at for "trigge" en potentiel terrorist ? Her er måske nogle elementer til en forklaring. "Many young home-grown Al-Qaeda terrorists are not attracted by religion or ideology alone – often their knowledge of Islamist theology is wafer-thin and superficial – but also the glamour and excitement that al-Qaeda type groups purports to offer."(rollingstone.com).
Problemet er, at det heller ikke hjælper os meget videre, for mange unge frustrerede og fremmedgjorte muslimske unge, kan , hvis man skal tro medieberetninger om jubel blandt unge muslimer efter terror attentater, godt fascineres af "the glamour and excitement" uden at der sker mere. Akkurat som mange unge i det hele taget kan blive fascineret af martialsk "action,"  uden selv  at gribe til våben.
Selv om det potentielle beredskab skal være til stede, identifikation med islam, had til Vesten, etc. så skal der formentlig mere til. Måske noget, der er mere eller mindre unik for den enkelte "Hidden behind these bigger reasons, there are also hosts of littler reasons – personal fantasy, seeking adventure, camaraderie, purpose, identity". Ja eller måske helt personlige problemer, der iklædes en større sag, hvorved ens aktion bliver terrorisme.
Stadig ikke tilstrækkeligt, der savnes en mulighed for at blive andet end terrorist i tanken, agere hadefuld på nettet, fylde byen med  graffiti, eller være radikal i sine meninger. Opstår muligheden ikke først, når der er kontakt til andre, der kan fremme ens fantasier? Kontakter, der kan promote en videre, skabe kontakt til ligesindede og f.eks. sende en til oplæring som terrorist
I visse tilfælde er det tilsyneladende nok for nogle af enkeltmands- eller medløber terrorister at denne kontakt skabes via internettet.
 
A special breed or fairly ordinary?
 Er det så på en eller anden måde mennesker med specielle kendetegn, der bliver terrorister? Skal de f.eks. have en mere eller mindre udpræget psykologisk diagnose, borderline, dyssocial, emotionel ustabil eller hvad?
Næppe, almindelige mennesker kan blive rene uhyre som vi har set med vagter i KZ-lejre og som aktive i jødeudryddelsen i Nazi-Tyskland. Hannah Arendt talte om ondskabens banalitet. Konkret i forbindelse med Eichmann's retssag: "I was struck by a manifest shallowness in the doer which made it impossible to trace the incontestable evil of his deeds to any deeper level of roots or motives. The deeds were monstrous, but the doer—at least, the very effective one now on trial—was quite ordinary, commonplace, and neither monstrous nor demonic."(The New Yorker).
"Quite ordinary, commonplace, and neither monstrous nor demonic!" Vi må desværre antage, at det ogås gælder de mennesker, der rekrutteres til den selverklærede religiøse terror. Det er formentlig mennesker uden tydelige tegn på, at de vil blive terrorister, udover naturligvis i detilfælde, hvor de udadtil markerer deres religiøs tilknytning.
Albert Bandura fra Stanford University taler om mennesker med en moralsk afkobling. "The moral disengagement may centre on the cognitive restructuring of inhumane conduct into a benign or worthy one by moral justié cation, sanitising language and exonerative social comparison; disavowal of personal agency in the harm one causes by diffusion or displacement of responsibility; disregarding or minimising the injurious effects of one’s actions; and attribution of blame to, and dehumanisation of, those who are victimised" (Bandura).
Uanset de muligvis mangfoldige personlige grunde, der kan "trigge" at et menneske bliver terrorrist, er afstandtagen og et grundliggende had til Vesten dog stadig forudsætningen for muslimsk inspireret terrorisme. Der skal være noget man kan appellere til. Der skal findes en erklæret fjende og man skal en ideologi at agere ud fra.
Terrorisme uden formål vil jo blot demonstrerer, at man er helt forrykt. Hvorimod terrorister med et formål i en vis forstand kan ses som rationelle individer, der agerer i en større sags tjeneste. Så længe "den store sag" får ny næring og så længe den kan trives i mere eller mindre afgrænsede og muslimske miljøer, eller parallelsamfund, så længe kan vi næppe håbe at slippe for muslimsk inspireret terror.
"it requires conducive social conditions rather than monstrous people to produce atrocious deeds. Given appropriate social conditions, decent, ordinary people can be led to do extraordinarily cruel things" (Bandura i The Atlantic)._
 
Focusing on radicalised individuals
I dag fokuserer man i meget høj grad på, hvad vi kan kalde den individuelle radikalisering. Der iværksættes scannings- og observationsprogrammer, der skal hjælpe os med at identificere personer, hvis adfærd skaber mistanke om radikalisering. Ligesom der overalt iværksættes programmer, der skal bidrage til forebyggelse og de-radikalisering.
Det er tilgange, der forudsætter at man kan være sikker på at terrorpotentialet viser sig gennem radikalisering. Det være sig i adfærd, aktiviteter, meninger, interesser og udseende.
Som en del af anti-terrorisme programmet "Contest" i UK indgår "Prevent," der som navnet antyder skal forebygge og identificere individuel radikalisering.
Formålet med Prevent er:

• respond to the ideology of extremism and terrorism and the threats we face from those who promote it;
• prevent people from being drawn into terrorism and ensure that they are given appropriate advice and support; and
• work with specific sectors where there are risks of radicalisation which we need to address.

Med "Prevent" søger man at bla. mindske adgangen til propagande fra terror organisationer som Daesh. Ved at lukke hjemmesider, ved at mindske indflydelse fra hadprædikanter gennem at begrænse deres adgang til f.eks. skoler og ved sikre, at undervisningen i skolerne ikke bidrager til radikalisering.
Med "Channel," der udgør en del af det omfattende anti-terrorisme program, forsøger man at identificere børn og unge, hvor der synes at være risiko for radikalisering. Lokale myndigheder og skoler har pligt  til iagttage, vurdere og indberette radikalisering. I givet fald skal der iværksættes planer for forhindre radikaliseringen.
Skolerne har f.eks. pligt til at holde øje med eleverne og rapportere, hvis de har mistanke om radikalisering. Man har bl.a. pligt til at holde øje med diverse indikatorer:
 
"Example indicators that an individual is engaged with an extremist group, cause or ideology include:
 
a. spending increasing time in the company of other suspected extremists;
b. changing their style of dress or personal appearance to accord with the group;
c. day-to-day behaviour becoming increasingly centred around an extremist ideology, group or cause;
d. loss of interest in other friends and activities not associated with the extremist ideology, group or cause;
e. possession of material or symbols associated with an extremist cause (e.g. the swastika for far right groups);
f. attempts to recruit others to the group/cause/ ideology; or
g. communications with others that suggest identification with a group/cause/ideology.
 
Listen fortsætter med eksempler på kendetegn, der kan indikere at eleven har til hensigt at udøve vold eller foretage andre illegale handlinger.
Endelig har man opstillet eksempler på indikatorer, der tjener til at finde ud af om eleven direkte eller indirekte besidder mulighed for at udøve vold, f.eks. ved at vedkommende har færdigheder inden for IT, viden om kemikalier, eller ligefrem overlevelses- og militær træning.
Det lyder alt sammen ganske fantastisk, for hvis man virkelig tager opgaven alvorligt vil det føre til, at utallige skoleelever kommer under  mistanke for at være på vej til at blive radikaliserede.
For at opgaven ikke skal blive helt uoverskuelig for den enkelte lærer udvikles der software, der skal gøre det muligt at udpege de elever, der er i fare for blive radikaliserede. "Several companies are producing “anti-radicalisation” software to monitor pupils’internet activity ahead of the introduction of a legal requirement on schools to consider issues of terrorism and extremism among children." (The Guardian). Det er software, der kan scanne tekster for ord som"jihadi bride," "jihobbyist," "kuffs," "message to America" og "YODO" (You Only Die Once).
Kommer forresten til at tænke på, om det er nu også er klogt at gengive sådanne termer, for hvem ved om internet blogs som denne ikke scannes med den samme software, for så kan man pludselig ende som potentielt radikaliseret.
Her er nemlig problemet med sådanne programmer. De rammer med stor sandsynlig alle mulige andre end dem, de sigter på. Og potentielle terrorister lærer hurtigt at tale i kodesprog , men resten af os bliver bekymrede over at skrive om dem.
 Hvad er så erfaringerne med "Prevent" programmet?
Der er i hvert fald visse problemer. "The duty has been largely considered a failure by teaching leaders, partly because about 90% of referrals end without action being taken" (The Guardian).
"The times" kan fortælle, at af 3.288 indberetninger om mulig radikalisering i første halvår af 2015, kom blot 280 eller 8,6 % fra muslimske samfund. Muslimske samfund boykotter simpelt hen i stort omfang programmet.
Lærerfagforeningen NUT (National Union of Teachers's) ønsker programmet nedlagt. Fordi det har vist sig ineffektivt og resulteret i fuldkommen idiotiske indberetninger om radikalisering. Et eksempel: "Al Jazeera reported on the detention of a 15-year-old boy in southern England accused of holding "terrorist-like" views by a police officer because the"Free Palestine" badges he wore were determeidn to be extremist" (Al Jazeera). Lærerene hævder også at "Prevent" programmets krav til skolerne skader forholdet til eleverne og deres forældre, især naturligvis dem med muslimsk baggrund. "The Prevent programme disproportionately targeted Muslim students and so damaged relationships with local school communities" (The Guardian).
Spørgsmålet er da også om identifikationer af mulig radikalisering af individer overhovedet har bidraget til at identificere terrorister. Problemet:"There is no typical case: some radicalised young people have been well-integrated, intelligent and engaged in their education; others have not. This complexity enables people to cherrypick a narrative to suit their own agenda: to argue that radicalisation is all about social factors, or a reaction to UK foreign policy, or the attractions of extremist ideology. It also means there is no panacea. (The Observer).
Sagt på en anden måde, ikke alle, der er radikaliserede, bliver terrorister, og ikke alle terrorister kan identificeres gennem radikalisering, måske bortset fra, når de iagttages i bagklogskabens skarpe lys. En tanke, der kan findes hos terrorisme forskeren John Horgan "The idea that radicalization causes terrorism is perhaps the greatest myth alive today in terrorism research," he says. "[First], the overwhelming majority of people who hold radical beliefs do not engage in violence. And second, there is increasing evidence that people who engage in terrorism don't necessarily hold radical beliefs"
"rollingstone.com).
Hidtil synes man ikke at have stor succes med at identificere terrorister på forhånd gennem den unuancerede "tæppebombning" som radikaliserings programmer udgør.
 
Searching for the needle, while ignoring the problem of the haystick
Er programmer rette mod enkeltindividers manifeste radikalisering overhovedet en relevant tilgang?
Hvordan forestiller man sig, at forsøg på at finde præcis den radikaliserede "nål" i høstakken, der vil udvikle sig til en terrorist, skal medvirke til at mindske kløften mellem muslimer og Vesten. Risikerer vi ikke snarere, at indædte og detaljerede forsøg på identificere præcis den enkelte muslim, der vil blive terrorist, øger kløften mellem muslimer og ikke-muslimer?
Hvad nu hvis ideologien i "høstakken," eller skal vi sige bagtæppet, bestående af en muslimsk ideologi og kultur, er det egentlige problem? Hvis det er tilfældet kan vi næppe forvente at få meget ud af individ fokuserede iagttagelses- og anti-radikaliserings tiltag.
Hvorfor kan "høstakken" eller bagtæppet af religiøs ideologi være en vigtig del af problemet? Svaret på det finder vi i undersøgelser foretaget af Pew Research, f.eks. når det gælder relationerne mellem muslimer og befolkningen i vestlige lande:
 

Pew research har også set på, hvem man anser for at være skyld i de dårlige relationer mellem muslimer og vestlige befolkninger. Ikke overraskende når man frem, at befolkningen i vestlige lande ser hovedproblemet hos muslimerne , men der er dog en ganske stor andel, der ser skylden hos os selv, eller hos begge parter.
I modsætning hertil mener muslimer, at dårlige relationer i alt overvældende grad  skyldes vestlige befolkninger, egen skyld ser man ikke meget af. Hvis det skal være andet end Vesten skyld, kan man falde tilbage på jøderne. Man mindes Lehrer's National Brotherhood Week: "And everybody hates the jews."

Svarene demonstrerer, at der findes en kløft. Mulige årsager til dannels af kløften har vi set i den forudgående blog.
Her er det i stedet vigtigt at markere "that twain haven't met" Der er da heller ingen tvivl om, at Vesten med høj grad af selvhævdende arrogance ser flere muslimske lande som præget af en gammeltestamentlig religiøs ideologi, uden den åbenhed og det demokrati, som Vesten så gerne fremhæver, bl.a. ved deres kvalificerede ros til de muslimske lander, der hælder i retning af vestligt inspirerede ideer, som Tyrkiet før AKP og Erdogan foldede deres religiøst betonede ideologi ud.
Muslimerne beskylder generelt Vesten for sin egen elendighed. I den forstand, at man hævder Vesten intervenerer og dominerer alt. Over for det har muslimer kun en fundamentalistisk religion at ty til og hadet Vesten naturligvis.
 I følge Ruud Koopmans fra WZB "one in five natives [i Vesten] can be considered as Islamophobic, the level of phobia against the West among Muslims – of which oddly enough there is no word; one might call it ‘Occidentophobia’ – is much higher still, with 54 percent believing that the West is out to destroy Islam.” (Politico). Recorded rates of Christian hate toward Muslims hover around 10 percent"
Det er denne afstandtagen til Vesten som hadprædikanterne taler til, det er den afstand, der forudsætning for at nogen overhovedet gider høre på Daesh og lader sig begejstre over deres aktioner.
En fokus på radikaliserede individer er derfor aldeles utilstrækkelig.

Hvad er terrorisme og hvad vil den opnå?
Der er svært at finde simple definitioner på, hvad der er helt præcist kendetegner terrorisme og det bliver ikke lettere, når man indser, at hvad der kan være terrorisme i en sammenhæng er frihedskamp i en anden sammenhæng.
 I en meget bred definition af termen terrorisme hedder det: "Terrorism can range anywhere from the "use of any ... nuclear weapon or device" all the way down to the "transfer of funds" to a group the donor "knows, or reasonably should know," is a terrorist organization" (Politifact).
I en bog om terrorisme konkluderer en terrorismeforsker fra Georgetown University, at terrorisme rummer "the deliberate creation and exploitation of fear through violence or the threat of violence in the pursuit of political change"(Politifact).
 
Fremfor at referere flere definitioner vil vi på egen hånd forsøge at bestemme hvilke karakteristika, der kendetegner terror og terrorgrupper.
 
Begrundelser
Hævder at agere på vegne af en befolkningsgruppe og/eller idelogi, som enten reelt er, eller blot har en forestilling om at være, undertrykt af andre befolkningsgrupper, udenlandske magter, fremmede ideologier og/eller diktatoriske regimer.
 
Basal overbevisning
Etnisk, politisk, og/religiøst ideologisk motiveret og begrundet. "Terrorist groups traditionally contain strong quasi-religious, fanatical elements, for only total certainty of belief (or total moral relativism) provides justification for taking lives.... Fanatical Muslims consider the killing of the enemies of God a religious commandmenet (laqueuer, bog google).
 
Eksisterer ikke i et ideologisk vakuum, men udgør bizarre udvækster af eksisterende ideologi , f.eks. funderet i religiøse forestillinger
 
Formål
At forsøge at destabilisere eksisterende orden ud fra ofte ekstreme etniske, politiske, sociale og/eller religiøse forestillinger om en skabelse af en anden samfundsorden, til fremme af den befolkningsgrupper og/eller ideologi på hvis vegne de påstår at agere.
 
Aktionisme og tilstræbte effekter
Søger at markerer sig med voldelige fysiske anslag, der ikke blot skal have umiddelbare fysiske effekter som død og ødelæggelse, men tilstræbe omfattede følgeeffekter, psykologiske, såvel som politiske, der kan skræmme mange flere end de umiddelbart berørte. Hvorved effekten mangedobles.
 
Religiøst inspirerede terrorister har en tilbøjelighed til at betjene sig af selvmordsattentater. "traditional terrorism rests on the heroic gesture, on the willingness to sacrifice one's own life as proof of one's idealism."
 
Søger at inspirere til efterfølgelse gennem såvel "Propaganda der Tat" som "Propaganda des Worts" bekender sig til ofte ekstremt  voldelige  anslag.
 
Sigter mod at foretage spektakulære aktioner, der resulterer i "breaking news " og daglange reportager og udsendelse om aktionen, hvilket både bidrager til at maksimum opmærksomhed og hjælper ved rekruttering til ideologien. Dvs. medierne har en særdeles problematisk rolle i relation til terror. For megen fokus kan formentlig ligefrem fremme terror. Man kan jo forestille sig den absurde situation, at terror ikke rapporteres, vil den så kunne fortsætte?
 
Aktioner har et vist element af vilkårlighed, i nogle tilfælde afgrænset til bestemte institutioner og grupper som i IRA's og ETA's  aktioner. I andre tilfælde sigter aktioner på at ramme hele kulturer og samfund vilkårligt, som den aktuelle, selvudnævnte muslimsk terror
 
Organisering
Holdes således sammen af ideologi og mere eller mindre vage, langfristede mål, der kan indeholde regressive elementer, som f.eks. sharia forestillinger og  kalifatet fantasier som Daesh's
 
Generelt hverken statslig legitimeret eller i besiddelse af legitim magt. Omend f.eks. Daesh og Al Shabaab kan siges at søge at danne statslignende strukturer.
 
Kan være organiseret i en hierarkisk struktur, være opdelt i funktionelle grupper eller bestå af løst strukturerede celler og endda medløbere, der foretager selvstændige aktioner inspireret af ideologien
 
Opererer illegalt og i det skjulte
 
Definerer sig selv ud fra selvudnævnte fjender. F.eks. vestlig dominans, undertrykkelse, kolonialisme, imperialisme, dekadence, etc.
 
Eksistensbetingelser
Kan kun eksistere i sig i længere tid og operere på lang afstand ved at have en meget større gruppe af støtter og sympatisører med hvem de deler ideologi, men ikke nødvendigvis metoder. Det tillader terrorister at skifte opholdssted og gå under jorden i kortere eller længere perioder. Ligesom det betyder hjælp i form af  bl.a. ressourcer og logistik.
 
Skal have mulighed for skaffe sig ressourcer i form af penge, logistik og udstyr til attentater.
 
Spredning
Forudsætter at der eksisterer (befolknings-)grupper med lignende etniske, politiske eller religiøse ideologiske baggrunde og overbevisninger. Større befolkningsgrupper med lignende overbevisning kan medvirke til en virusagtig spredning af terror. Forsøget på at undertrykke terror ved at undertrykke sådanne grupper kan øge incitamentet til at begå terror og lette rekrutteringen.
 
Forklaringer og bortforklaringer af årsager til muslimsk terror
Hvordan kan man forklare fremvæksten af den muslimsk inspirerede terorisme? En terrorisme, der i de senere år har manifesteret sig mange stedr i verden. Fra Filippinernes muslimske terrorgrupper som f.eks., MILF (Moro Islamic Liberation Front), Kina's problemer med Uighurerne, Rohingyaer i Myanmar, Talibaner i Afghanistan, muslimske grupper i Kaukasus, Al Shabaab i Somalia, Boko Haram i Nigeria, over Daesh og andre terrorgrupper i det nære og mellemste østen, til den terror vi i lige nu er mest optaget af. Nemlig den, der rammer den vestlige verden.
Hvad den sidstnævnte terror angår,  kan man finde forskellige forsøg på forklaring eller i nogle tilfælde måske nærmere bortforklaring og begrundelser for terroren.
Standardforklaringer involverer ofte en forklaring, hvor Vesten så at sige selv er årsag til terroren. Begrundet i alle mulige former for vestlige dominans, imperialisme og militære interventioner. "the West’s foreign policy with regard to the Muslim world, along with historical grievances, play a part in the development of Islamic radicalized collective action in Western Europe." (Microcon).
Det kan indebære forklaringer, der rækker langt tilbage som f.eks. den hemmelige engelsk-franske aftale (Sykes-Picot aftalen) under første Verdenskrig, der indebar opdeling af det osmanniske rige i en fransk og engelsk domineret sfære. Opdelinger, der nu anses for at rumme vilkårlige grænsedragninger.
Nyere begrundelser henviser til vestlige interventioner som i Iran, i Syrien, i Ægypten. Helt frem til den nyere indsatser i Afghanistan og Irak, og den aktuelle intervention mod Daesh.
Andre forklaringer henviser til palæstinensernes sag, til zionisme generelt og til Vestens støtte til arvefjenden Israel. Der kan findes et utal af mulige forklaringer her.
Som helt udenforstående kan man alligevel synes, at der ligger et vist element af bortforklaringer i alt dette. I hvert fald på terroren som decideret muslimsk terror. Kigger man lidt tilbage kan man jo se, at flere af de arabiske lande i en længere periode var domineret af en elite, der i begyndelsen støttede sig meget stærkt til moderne vestlige og senere til socialistiske samfundsforestillinger. Ikke mindst med inspiration og støtte fra Sovjetunionen, som f.eks. i Ægypten og Syrien. Gjaldt det i øvrigt ikke også for Irak's Baath parti og Saddam Hussein?
Derfor kan det forekomme overraskende, hvor stor en rolle religiøst inspireret ideologi komme til at spille i nyere tid. Med undtagelse naturligvis af det meste af den arabiske halvø, dvs. hovedsagelig Saudi Arabien.
Man kan måske sige at en religiøs vækkelse blev brugt i kampen mod Sovjetunionens invasion i Afghanistan, støttet af USA så længe det varede, og i kampen mod egne autoritære styrer, som f.eks. i Shahen, hvis styre blev væltet sidst i 70'erne.
Er det således først fra denne periode, at religiøse ideologier kommer til at indtage en så stor plads som de gør nu? Medvirkede de til at skabe samling og mobilisere masser, der stadig var præget af religiøse forestillinger? "Islamic fundamentalism has given an aim and a form to the otherwise aimless and formless resentment and anger of the Muslim masses at the forces that have devalued their traditional values and loyalties and, in the final analysis, robbed them of their beliefs, their aspirations, their dignity, and to an increasing extent even their livelihood." (Lewis).
Det forekomme helt bizart at se, hvorledes arabiske og persiske forsøg på tilpasning til en moderne verden drejes tilbage til forestillinger, der kan virke næsten middelalderlige. En sær kombination af en moderne verden, med fuld brug af vestlige  teknikker og teknologier, og en middelalderlig verden, hvor man tvinger mennesker til at tænke og agere ud fra forestillinger, der tilhører en længst forgangen verden. Mennesker, der betjener sig af den nyeste teknologi i en bizar kombination med religiøse forestillinger, der hører hjemme i en fjern fortid?
Det giver i hvert fald et udgangspunkt for at forstå, hvorledes hadet til Vesten er blevet kanaliseret ind i en egentlig irrationel religiøs ideologi. Hvor man med kyshånd tager mod vestlige teknologiske landevindinger, samtidig med at alt det øvrig, vestlige samfundsmodeller, demokrati, menneskerettigheder, levevis, og laicisme, afvises som værende på en og samme tid dominerende, brovtende, kulturødelæggende, overbærende, nedladende, svag, dekadent, etc.
"The central problem in the relations between the West and the rest is, consequently, the discordance between the West's--particularly America's--efforts to promote a universal Western culture and its declining ability to do so. ...The West, and especially the United States, which has always been a missionary nation, believe that the non-Western peoples should commit themselves to the Western values of democracy, free markets, limited government, human rights, individualism, the rule of law, and should embody these values in their institutions. Minorities in other civilizations embrace and promote these values, but the dominant attitudes toward them in non-Western cultures range from widespread skepticism to intense opposition. What is universalism to the West is imperialism to the rest" (Huntington).
Det vel også i det lys man skal se de "clash of civilizations" forklaringer som Lewis kom med. "It should by now be clear that we are facing a mood and a movement far transcending the level of issues and policies and the governments that pursue them. This is no less than a clash of civilizations—the perhaps irrational but surely historic reaction of an ancient rival against our Judeo-Christian heritage."
De forekommer dog for stadig kun at rumme meget generaliserende formodninger, der ikke hjælper os meget videre.
 
Muslimsk inspireret terror i Europa?
Ud fra vores for søg på at definere terror, kan man hævde at muslimsk inspireret terror, hvis den skal udgøres af mere end ét tilfælde, kræver et substrat den vokse på. Der skal simpelt hen findes en større muslimsk befolkningsgruppe i den del af Europa, hvor der over længere tid findes muslimsk inspireret terror. Gang på gang påpeges det da også, at de fleste aktuelle terrorister er "homegrown" dvs. født og opvokset i Europa. Terrorisme "conducted by individuals who “were born and/or spent most of their lives in the West;were radicalised within their Western home countries; have trained and achieved attack-capability in their Western home countries”(Microcon).
Som forklaringer på, at der blandt muslimer i Europa kan opstå terror, er det ikke udsædvanligt at pege på socioøkonomiske faktorer. Her er et eksempel, hvor man tager udgangspunkt i en påstået ulighed som rammer muslimer.
"This phenomenon may be described as the horizontal inequalities that Muslims suffer from in contemporary Europe. Horizontal inquality is group-based inequality, rather than the inequality in an otherwise culturally or ethnically homogenous society... Muslim citizens in Europe are systematically poorer, suffer from greater unemployment and are less than proportionately represented in public life... in addition to the opprobrium their cultural identity attracts." (economics -of-security.eu). Med andre ord nogle anser muslimer i Europa som ofre for en uretfærdigheder i form af fattigdom, arbejdsløshed og afvisning pga. deres muslimske tro.
Man hører her mellem linjerne, det er samfundets og alle andre skyld, at det forholder sig sådan.
Med den religiøst inspirerede kritik af Vesten, som fremkommer i Mellemøsten
kan man så finde yderligere grunde til at føle som offer pga. af sin baggrund.
Det giver grobund for radikalisering og næring for fremvæksten af et potentiale for terrorister. Det kan så yderligere næres af ideologisk propaganda fra fæller i Mellemøsten.
Spørgsmålet er om ikke det er en selvpåtaget og selvoptaget offerrolle som dele af de muslimske samfund i Europa påtager sig, garneret med grove og ekstremt misvisende sammenligninger med jødernes situation i Hitler Tyskland.
Se blot argumenter som: " anti-Muslim and anti-immigrant legislation [are] making it difficult for families to join relatives in Europe, integrationist nationalisation policies such as linguistic and cultural proficiency tests,the banning of head-scarves and veils (niqab or burqa)"(Microcon).
 
Who is to blame...?
Mange vesteuropæiske intellektuelle synes desværre at falde for sådanne forklaringer. Det er vores egen skyld. Efter Bruxelles river man sig billedlig talt i håret og spørger: "What did we, Europeans, do to them, our Muslims? How could followers of a religion that is proudly called “the religion of peace” commit these kinds of atrocities?
Vi søger at finde fejlene og skylden hos os selv i politikken, i attituder, i den måde vi taler på , i karikaturer, i historien. Overalt finder man skyld blot ikke hos dem, der forøver og støtter terroren. "So, we blame ourselves in order to remain blameless. Safer to blame our own societies and socioeconomic conditions than to blame the religious and cultural concepts with which terrorists poison their own minds."
Har problemet ikke snarere sin rod hos muslimerne selv?
Hos andre grupper i samfundet er fattigdom ikke nødvendigvis en begrundelse for terrorisme. Arbejdsløshed kan hænge sammen med, at man ikke tager de uddannelser der tilbydes, fordi man f.eks. ikke vil tilpasse sig arbejdspladsernes krav, men tværtimod stiller krav, der uantagelige for mange arbejdsgivere.
"The Cargill Inc. beef-processing plant in Fort Morgan, Colorado, said it fired the Somali refugees after the employees allegedly left their posts over a disagreement about when workers were allowed to pray while on the job. A group of 11 employees asked to pray at the same time in a room dedicated to prayer and reflection. When a supervisor requested the group to break into smaller numbers, 10 of its members resigned, citing their need to pray at a certain time of the day. When word of the disagreement spread, other Muslim employees staged a walkout." (ibtimes).
Religionen står på mange måder i vejen, og  for en del muslimer er det ikke religionen ,der skal tilpasses. Det skal tværtimod resten af verden  i religionsfrihedens navn.  Det resulterer i bizarre konflikter mellem hvad der er nødvendigt i en moderne verden og gammelreligiøse bud. Som i tilfældet med  to kvindelige  hospitalslaboranter, der ikke kunne acceptere  korte ærmer af religiøse grunde. "To kvindelige bioanalytikere på Hvidovre Hospital risikerer afskedigelse, fordi de af religiøse grunde trodser hospitalets uniformsreglement, der af hygiejneårsager kræver korte ærmer." (politiken). Det er fuldkommen absurd, at det overhovedet  er til diskussion og at der findes  mennesker, der vil hævde at vi skal  give efter for  sådanne religiøse krav.  
En forsker fra WZB ( WissenschaftsZentrum Berlin) har undersøgt hvad der evt. kan forklare muslimsk fundamentalisme i Europa, ved at se på om af standardforklaringerne kan holde. Man finder frem til at ingen af de undersøgte forklaringer muslimsk fundamentalisme kan holde (Koopmans, WZB):
 
Socio-economic marginalization and exclusion? No: education and
employment explain some of the variation within the Muslim and Christian
groups, but not the large difference between the two religious groups
 
Alienation and acculturation stress as a result of immigration? No: levels of
fundamentalism and outgroup hostility among Muslim immigrants are very
similar to those found in their countries of origin
 
A lack of religious rights for Muslims in Western Europe? No: there is no clear correlation between the legal inclusion of Islam... and fundamentalism and outgroup hostility.
 
Selvbekræftende fundamentalisme
Det indikerer vel at fundamentalismen ikke bekvemt kan henføres til standardforklaringer, som fattigdom, ingen chancer, udgrænsning,  diskriminering osv. i Europa.
I stedet antyder det en selvvalgt afstandtagen til den kultur,  muslimer nu befinder sig i. Og det er måske i virkeligheden det store problem. Et problem som hverken muslimer, eller nogle af de (bort-)forklaringer vi har set på,  vil acceptere. At der i bund og grund er tale om en selvforstærkende og selvbekræftende fundamentalisme.
At religionen er så ude af trit med en moderne vestlig verden, at det alene skaber handicap, som vil være svært at overvinde og som i øvrigt skaber selvvalgt afstand til de samfund muslimer lever i. Mandsroller, kvindeundertrykkelse, kulturelle og religiøse krav, internt brug af sharia alt det og mere til må nødvendigvis skabe afstand til samfund, der i en misforstået, men velment religionsfriheds navn, bøjer sig bagover for at akkommodere og tilpasse sig. Hvor det i stedet ville være mere rimeligt, at religionen tilpassede sig.
Vi ser, at man akkurat som i Mellemøsten, vender sig mod religion og ens egen selvvalgte offeridentitet.
Et studie når frem til, at muslimer i franske fængsler "turned to Islam as a source of self-identification and self-respect, previously denied them by French society." En venden sig væk fra alt, hvad der gælder i det franske samfund og en regression til en mere primitiv gruppeidentitet.
Og spørgsmålet er, om ikke denne venden sig væk og stitiende accept af modstand mod de vesteuropæiske samfundsforestillinger er mere end udbredt end som så. Vi påstod førhen, at terrorisme ikke kan eksistere i et ideologisk vakuum, men udgør bizarre udvækster af eksisterende ideologi , f.eks. funderet i religiøse forestillinger. Og der findes indikationer, der tyder på at det netop forholder sig sådan.
Lidt over en måned terrorangrebet på Charlie Hebdo i 2015 offentliggjorde BBC resultatet af en opinionsundersøgelse blandt muslimer i UK. Den viste bl.a. følgende:

• 46% feel prejudice against Islam makes it difficult being Muslim in Britain;
• 78% are offended when images of the Prophet Muhammad are published;
• 11% feel sympathy for people who want to fight against western interests.

 
På spørgsmålet om man kan retfærdigtgøre vold mod dem, der viser billeder af Mohammed, svarede 24% ja, mens 68 % svarede nej og resten nægtede at svare.
Lignende opinionsundersøgelser foretaget af PEW Research blandt muslimer i mange lande viser et ganske stort mindretal, der på samme måde som de 24 % i den engelske undersøgelse, accepterer vold i forsvaret af den muslimske religion.
Måske skal vi endda forestille os, at terror i religionens navn medvirker til, at ens markering af sig selv som muslim, eksternt i adfærd og klædedragt, skaber respekt. En slags "street creed" skabt at frygt. Ikke af respekt i en mere positiv betydning som en " feeling of deep admiration for someone or something elicited by their abilities, qualities, or achievement."
 
How-did-we-end-up-here?
Lyder spørgsmålet i en leder i Charlie Hebdo efter Bruxelles terroren. En leder, der hurtigt blev udsat for kritik af venstreorienterede intellektuelle i blandt andet "The Guardian," med anklager om "bigotry" og "prejudice." Udtryk, der sammen med "islamofobi," straks og uden yderligere argumentation skal sætte kritikere af muslimsk fundamentalisme på plads, og forvise dem til en skammekrog. Denne argumentationsmåde, som man kan kalde doven, venstreorienteret,  dogmatisk og dermed apriori rigtig, forekommer efterhånden helt utilstrækkelig, temmelig lige-gyldig og vanvittig selvmodsigende, når man hvorledes det  allierer moderne venstreorienterede  med ældgamle religiøse krav. Hvis de religiøse synspunkter havde magt som har agt, ville der jo ikke være megen plads  til den slags dovne venstreoriende synspunkter.
Sådanne dovne, billige og konfliktfrie holdninger findes ikke i  Charlie Hebdo lederen. Her findes spørgsmål og udsagn, der svarer meget godt til den erkendelse vi er nået frem i dette blogindlæg, hvorfor vi vælger at afslutte indlægget med et længere citat fra lederen.
"These young terrorists have no need to amass the talents of others, to be erudite, dignified or hard-working. Their role is simply to provide the end of a philosophical line already begun. A line which tells us "Hold your tongues, living or dead. Give up discussing, debating, contradicting or contesting".
This is not to victimise Islam particularly. For it has no opponent. It is not Christianity, Hinduism nor Judaism that is balked by the imposition of this silence. It is the opponent (and protector) of them all. It is the very notion of the secular. It is secularism which is being forced into retreat ... The first task of the guilty is to blame the innocent. It's an almost perfect inversion of culpability. From the bakery that forbids you to eat what you like, to the woman who forbids you to admit that you are troubled by her veil, we are submerged in guilt for permitting ourselves such thoughts. And that is where and when fear has started its sapping, undermining work. And the way is marked for all that will follow." (charliehebdo.fr).

Vi voksne kan også være bange...
"The terrorists behind today’s atrocities attack our way of life and they attack us because of who we are. We will never let them win." David Cameron's hastige  tweet efter Bruxelles angrebet.
"Yes, we should be vigilant, but at the same time, we should continue our way of life. We are more people than they are and we have an older civilisation. We should not be scared." Mark Rutte's trodsigt beroligende reaktion på terroren i Bruxelles.
“These events affect us but do not scare us,” lød det utilsigtet tvetydigt fra Jean Claude Juncker.
Man ser for sig tre politiske beslutningstagere i høj fart på vej til næste krisemøde i deres pansrede limousiner, mens de sender beroligende tweets som disse ud til masserne.
"Vi må ikke være lade os skræmme" har været et fast omkvæd til terror angrebene i både Paris og Bruxelles. Vi står nemlig allesammen sammen om at holde fast i vores "way of life." Nogle blot mere andre.
Om det virker? Jeg tvivler. I stedet bidrager sådanne meldinger til at man bliver mere og mere overbevidst om, at alt for mange europæiske toppolitikere udtrykker sig i en slags rutinepræget og selvforstærkende Newspeak .
Det er dog ikke kun toppolitikere, der ikke lader sig skræmme af terrorren , overivrige mikrofonholdere kan altid finde mænd og kvinder på gaden som heller ikke lader sig skræmme.
 I Tyskland har man endda tal for hvor lidt folk føler sig skræmt. I følge Bild am Sonntag viser en rundspørge "dass sich 56 Prozent der Befragten nicht vor Terror fürchten und nur 42 Prozent das Gegenteil von sich sagen." (huffingtonpost.de).
Danske medier kan nøjes med at spørge en dansk fodboldspiller i Paris, der naturligvis heller ikke lader sig skræmme af terroren: "Vi blev ramt på det med at være tryg, og det er noget underligt noget. Der var en underlig stemning i dagene efter. Men så sker der det at et par dage senere, når børnene skal i skole og folk på arbejde, så begynder dagligdagen igen."
Det lyder meget sandsynligt, at hverdagens nødvendige rutiner medvirker til at bevare en fornemmelse af normalitet. For hvad skulle man ellers gøre, undlade at tage på arbejde, gå i skole og købe ind?
Betyder det så at terroren ikke påvirker vores " way of life"? Næppe, men vi skal måske se virkningerne andre steder.
Den helt store ballade efter Morgenavisen Jyllands-Postens forsøg på at teste vor egen ytringsfrihed, har sammen med andre tilfælde med trusler og attentater, gjort det helt klart, at ytringsfriheden er presset. Medierne er skræmte , politikere er skræmte og formentlig er vi alle blevet meget mere forsigtige med  at sige, hvad vi mener.  En  forskræmt og skæmmende politisk  korrekthed trænger sig på  alle mulige og umulige steder.
Voltaire, der kan ses som apostel for ytringsfrihed, skrev et religionskritisk skuespil med titlen "Le Fanatisme ou Mahomet le Profete," der havde premiere i 1741 og allerede dengang blev udsat for heftig katolsk kritik. I 2006 ville byen Saint-Genis-Pouilly på grænsen mellem Frankrig og Schweiz arrangere en aftenlæsning af "Mahomet."
Reaktionen i den lille by udeblev ikke: "This play...constitutes an insult to the entire Muslim community" skrev en muslimsk cafeejer til borgmesteren og forlangte læsningen aflyst. Den blev dog gennemført. Efter forestillingen kunne  borgmesteren så konstatere: "The mood was "quasi-insurrectional," but damage was minor. Police chased Muslim youths through the streets." (WSJ).
Endnu engang fik muslimske trusler og protestaktioner os alle sammen til at indse , hvor langt på overdrevet vi efterhånden befinder os.
"Help us Voltaire. They have gone mad" appellerede France Soir.
 Jo vist er vi skræmte. En lille nagende usikkerhed plager os, når skæggede mænd med mellemøstligt udseende sætter sig til os i bussen, toget eller flyet. Glemte genstande bliver pludselig potentielt farlige og man er nødt til at have fat i "Rullemarie" for at få pulveriseret genstande med glemt skiftetøj.
Jeg tror slet ikke vi vil være ved, hvor meget vi plages af en uforklarlig usikkerhed,.
En usikkerhed, der kan få os til at ændre ferieplaner og levevis.
Overgrebene i Köln og, som det senere viste sig, mange andre steder, kan næppe undgå at have en påvirkning langt ud over, hvad der måtte være rimeligt. En lille indikation, i Tyskland har der været et stærkt øget salg af pepper sprays og "Schreckschuss" pistoler.
 Spørgsmålet er om ikke hele Europa, politikere såvel som myndigheder og befolkning, efterhånden er præget af en uvis ængstelse. Godt hjulpet på vej af politikernes tomme forsikringer om det modsatte.
 Jo vi står sammen, om at være alene med usikkerheden og en tyndslidt tryghed
 
Call to arms
Skal vi ikke være bekymrede, når NATO general Breedlove, der "Supreme Allied Commander Europa" (SACEUR)  advarer om, at flygtninge fra Mellemøsten og Nordafrika "maskerer" teroristers og kriminelles færden. Han hævder: "The Islamic State terror group is “spreading like a cancer” among refugees. The group’s members are “taking advantage of paths of least resistance, threatening European nations and our own” (The Guardian).
I følge Bredlove skulle mindst 1.500 Daesh kæmpere være vendt tilbage til Europa.
 Efter hans mening var Rusland og Syriens Assad "weaponising migration in an attempt to overwhelm European structures and break european resolve." Ved massive angreb med våben, der ikke kun ramte kombattanter, tvang man befolkningen på flugt fra Syrien i den hensigt at gøre den til "someone els's problem".
For mange Europæere kan Breedlove' s advarsler lyde bizarre og vildt overdrevne, men manden har jo adgang til efterretnings oplysninger, som er forbeholdt os andre.
Reaktionen lod ikke vente på sig. Nåle i en høstak, lød det fra Human Rights Watch. Det kan godt være at det er skarpe nåle, men den store masse af hø... flygtninge søger selv beskyttelse: Derfor må  vi ikke afvise eller mistænkeliggøre dem, selv med risikoen for, at der skjuler "skarpe nåle" blandt dem.
Sidste år advarede MI 5 chefen ligeledes  om,  at "Terror threat to UK is greater than any point in career." Terroren har ikke nået højvandsmærket endnu. Hans advarsler kom tilfældigvis kort tid før der skulle vedtages en skærpet lovgivning mod terror.
Associated Press kan fortælle,  at europæiske og irakiske efterretningstjenester mener,  at Daesh har trænet og smuglet 400 kæmpere til Europa, med henblik på at angribe europæiske byer.
For egen regning kan vi tilføje at vi formoder, at indsatsen mod Daesh vil have den konsekvens, at man tvinger de medlemmer, der har opgivet tanken om selvmord  i religionens navn, på flugt, til  Nordafrika eller til et godtroende Europa, der byder dem velkommen som forfulgte flygtninge. Forfulgte ja, men  af vore allierede, der jager dem ud af deres  imaginære kalifat.
Kritikere af sådanne advarsler, der har hobet sig op efter Paris og Bruxelles terroren, hævder at der er tale om bevidst "Panickmache." Et forsøg på at skabe en panikstemning, der vil tvinge politikere til at bruge mange flere ressourcer på at opruste militærets og  politiets efterretningstjenester.
 I baggrunden lurer der dog endnu større trusler. Trusler som man ikke kan tillade sig at ignorere, eller forklare væk.
Det er trusler om cyber-terrorisme, om  bio-terrorisme, om kemisk-terrorisme og den store elefant i rummet, atomar-terrorisme.
Ny er risikoen for cyber-terrorisme. Hackere verden over har allerede på forskellig vis demonstreret nogle af mulighederne, men nyt er det,  at Daesh truer med cyber-terrorisme. Hidtil har Daesh og lignende grupper anvendt internettet til at propagandere for sig selv, prale med egne angreb og myrderier, og forsøgt at tiltrække nye proselytter. Nu truer de med at forsøge sig med cyber-terrorisme, ud fra mere eller mindre fantasifulde forestillinger, som f.eks. at frigive radioaktivitet ved at manipulere med softwaren på atomkraftværker.
"Though crippling attacks for now remain beyond the reach of the Islamic State of Iraq and the Levant, also known as ISIL, its hackers have tried to penetrate computers that regulate the nation’s electricity grid, U.S. officials say. On shadowy Internet forums, ISIL sympathizers post photos and videos of airplane cockpits and discuss wanting to crash passenger jets by hacking into on-board electronics." (politico.com).
Efter Paris attentaterne advarede premierminister Valls om faren for terrorisme med brug af biologiske og kemiske våben: "Je le dis avec les précautions qui s’imposent, mais il y a aussi le risque d’armes chimiques, bactériologiques" (huffingtonpost.fr).
Faren forekommer oplagt, når man tænker tilbage på angrebet med giftgas i Tokyo for nogle år siden og brugen af giftgas både i Irak og af grupper i Syrien.
Når det gælder bio-terrorisme, kan man blot erindre om den bekymring, der blev udløst af brevene med miltbrand bakterier (anthrax)  i USA.
NYT spørger i en artikel om vi er klar til bio-terrorisme og fremaner et skrækscenarie: "The specter of a biological attack is difficult for almost anyone to imagine. It makes of the most mundane object, death: a doorknob, a handshake, a breath can become poison. Like a nuclear bomb, the biological weapon threatens such a spectacle of horror — skin boiling with smallpox pustules, eyes blackened with anthrax lesions, the rotting bodies of bubonic plagues — that it can seem the province of fantasy or nightmare or, worse, political manipulation" (NYT).
Størst bekymring knytter sig imidlertid til faren for atomar-terrorisme.
Netop i disse dage afholdes "Nuclear Security Summit" i Washington DC. På hjemmesiden skriver man: "We cannot afford to wait for an act of nuclear terrorism before working together to collectively improve our nuclear security culture, share our best practices, and raise our standards for nuclear security."(nss.org).
Også IAEA beskæftiger sig med denne fare: "The Agency’s nuclear security programme is influenced by an assessment of the reported intentions, motivations and capabilities of terrorists and criminals. It seeks to challenge the assumption that radioactive material is self-protecting. Assessments issued by national authorities continue to conclude that terrorist groups have the ambition to acquire, and possibly use, unconventional weapons such as improvised nuclear explosive devices and radiological dispersal devices - the so-called 'dirty bombs.(iaea).
Spørgsmålet er blevet højaktuelt efter at belgiskpoliti i november forrige år "discovered that the terror cell that carried out the Paris attacks used a secret video camera to monitor an official at nuclear research sites with a wide range of nuclear and radiological materials, including enough highly enriched uranium for several nuclear bombs"(huffingtonpost.com).
Efter Bruxelles attentaterne kunne New York Times også berette at "the authorities stripped security badges from several workers at one of two plants where all nonessential employees had been sent home hours after the attacks at the Brussels airport and one of the city’s busiest subway stations three days earlier." (NYT).
 
Clear and present danger
Vi har set politikeres forsøg på at berolige os alle sammen, nu ser vi så militære og andre statslige organer forsøger at få os til at forstå, at der er tale om det man på US-amerikansk kalder " clear and present danger" ikke blot for, hvad man kunne kalde " konventionelle" terrorangreb med skydevåben og bomber, men også for meget værre angreb.
Har Vesten et tilstrækkeligt beredskab til at garantere at sådanne angreb aldrig nogensinde kan realiseres? Man kan i hvert fald blive bekymret, når man gang efter gang hører, at vi må vænne os til at leve med risikoen for terrorisme.
Forhåbentlig ikke, og under ingen omstændigheder med terror angreb, der omfatter nogle af disse "Weapons of Mass Destruction."