 A sigh of relief went up in Europe Et kollektivt lettelsens suk kunne høres over hele Europa efter valget af valgkampens "dark horse", Emmanuel Macron, til Frankrigs nye præsident. "Francia vota sí a Europa" lød det begejstret i La Vanguardia. "France stems the tide of populism in Europe" lød udråbet fra The Independent." "Hurrah Macron President! There is hope for Europe" tveetede Italiens Paolo Gentiloni. Mere behersket, men i samme ånd fra kansler Merkel: " “Your victory is a victory for a strong united Europe and for German-French friendship." Ja til Europa og nej til populisme var karakteristisk for reaktionerne på Macron's sejr. Selv Hollywood var begejstret tør man tro Variety: "vive la france!!!!!!! BRAVO to all of my french friends who voted for humanity, compassion and empathy tweetede sangerinden Belinda Carlisle. Blandt tilhængerne kendte euforien ingen grænser. Der var aldersmæssige sammenligninger med Napoleon Bonaparte og der var sammenligninger med euforien, da en Obama blev valgt til USA's præsident The doubt Hos andre meldte tvivlen sig efterhånden. For hvad stod Emmanuel Macron egentlig for? Var han ikke en del af den elite som som han lød til at tale imod? Hvem støttede ham egentlig? Var hans program overhovedet gennemførligt og havde han egentlig ikke blot været heldig at stå som eneste tilbageværende alternativ over for en Marine Le Pen og Front National? Ser man på valgresultatet kan man godt komme i tvivl om den reelle opbakning til Macron. I første runde vandt han 24 procent af stemmerne, mens de tre nærmeste konkurrenter hver opnåede omkring 20 procent, med Marine le Pen som vinder med 21 procent . I anden runde vandt Macron med 66,1 procent af de gyldige stemmer tilsyneladende en overbevisende sejr over Marine le Pen med 33,9 procent. Macron vandt 105 af Frankrigs 107 departementer, Le Pen kun 2. Betragter vi imidlertid det samlede valgresultat ser sejren langt fra så overbevisende ud. Valgresultatet viser at Macron opnåede stemmer fra 20,8 mio. af de registrerede 47,5 mio. vælgere, mens le Pen opnåede 10,6 mio. Bemærkelsesværdig er det store antal ugyldige eller blanke stemmesedler og antallet af sofavælgere, der viser at hver fjerde vælger blev hjemme.  Valganalyser viser at Macron klarede sig specielt godt i områder med høj økonomisk aktivitet og lav ledighed, mens det omvendte gjaldt for le Pen. Hendes nederlag var langt mindre i områder med lav økonomisk aktivitet og høj ledighed (The Telegraph).  Et lignende billede tegner sig, når man betragter valgresultatet i relation til uddannelsesniveau. Macron klarede sig forholdsvis bedst i områder med generelt højere uddannelsesniveau, og le Pen relativt bedst i områder med lavt uddannelsesniveau (The Telegraph).  Valgresultat viser således et splittet Frankrig. En splittelse, der også viser sig geografisk. Især i de nordøstlige dele af Frankrig med høj ledighed og lavere uddannelsesniveau står le Pen stærkt, ligesom hun klarer sig forholdsvis godt i andre områder med lignende karakteristika. A centrist elite project? Vi tegnede i tidligere blog indlæg, med vores forsøg på at forklare Trumps overraskende sejr i USA og fremvæksten af protestpartier i Europa, et billede af et samfund, der var at ligne ved en slags doughnut, hvor en stadig ekspanderende periferi udgjordes af eliten, af alle de grupper, der præger meningsbilledet i medierne, de veluddannede og de selvvalgt progressive. I midten af doughnuten fandt vi de tilbageblevne. Dem, der ikke har nogen stemme i medierne, mennesker med større usikkerhed i deres daglige tilværelse, med større ledighed og med lavere uddannelse. Tilsyneladende ser vi en lignende splittelse i Europa og nu altså også i Frankrig. Begejstringen over Emmanuel Macrons valgsejr deles således kun af en begrænset del af den franske befolkning. Måske skal vi se hans valgsejr som et udslag ikke blot af begejstring for hans "En Marche" program , men også som et resultat af hans held og befolkningens venden sig væk fra et alternativ, som vakte større bekymring. Selvsikkert greb han efter magten på et tidspunkt, hvor opbakningen til de traditionelle partier var svindende, og som "The Economist" skriver med "a good grasp of the prevailing mood of disillusion, and a canny understanding of both the political forces in France and the disruptive possibilities of the internet.” Kryptisk? Nej egentlig ikke. I første runde røg en ellers i lang tid relativt sejrsikker Fillon ud, på grund de tåbeligheder han havde begået. I anden runde valgte vælgerne måske, hvad de anså for det mindste, men temmelig ukendte onde. Results remains to be seen Det er i det lys vi skal se valget af Emmanuel Macron til præsident og det repræsenterer derfor en meget stor intern fransk udfordring for gennemførelsen af "En Marche" programmet. I første omgang ved de to runder til det franske valg d. 11. og 18. juni til Nationalforsamlingen, hvor opgaven bliver at sikre sig en solid basis for Macrons "En Marche." Bevægelsen har jo indtil nu slet ikke været repræsenteret i Nationalforsamlingen. Selv hvis det skule lykkes at skaffe sig en stærk politisk repræsentation og forbundsfæller blandt de gamle partier i Nationalforsamlingen efter valget, står "En Marche" bevægelsen overfor andre store udfordringer. På den ene side den enorme udfordring at ville gennemføre gennemgribende reformer i Frankrig for genskabe væksten og på den anden side et trægt, letargisk og dermed handlingslammet EU, hvor især Tyskland kan vise sig at være en afgørende bremseklods og ikke som man måske skulle tro, en entusiastisk forbundsfælle i kampen for at reformere EU. French woes 1: The miserable outlook "France has no lack of economic assets’ an enviable standard of living, high productivity, above-average prime-age labour-force participation and average income inequality that, unlike in many other OECD countries, has not worsened over the long term, This economic performance is underpinned by a diversified industrial structure, a sound banking system and high, even if uneven, educational attainment." Denne positive karakteristik vi finder i OECD's "Economic Surveys: France" fra 2015. Lige efter konstaterer man dog : "... the economic recovery has disappointed; and unemployment is at a high level and still rising. The fiscal situation is weak, with a chronic deficit, considerable government spending, correspondingly high taxes and rising public debt." På trods af åbenbart gode grundlæggende forudsætninger er Frankrig i dag plaget af en række økonomiske problemer. "France is one of the worst performing economies in Europe" hed det for et år siden i Financial Times. Problemet er manglende vækst. Frankrig er et af de lande i Europa, der har klaret sig dårligst. Blandt de større økonomier har kun Italien klaret sig dårligere. I 2016 kunne man konstatere, at væksten kun lå på 1,2 procent årligt. En sammenligning med resten af landene i EU viser, at Frankrig placerer sig relativt dårligt. (OCED data).  I følge økonomen Stephane Carcillo fra OECD er væksten simpelt hen så lav, at det ikke vil være muligt at mindske den eksisterende høje ledighed. Her en sammenligning af ledigheden i Frankrig med Tyskland og UK.  Meget værre er billedet dog, hvis vi ser på ungdomsledigheden, der siden finanskrisen i 2008 har ligget over 20 procent og nu er på omkring 24 procent. (tradingeconomics.com).  The causes of France's economic woes I følge OECD står Frankrig med tre store udfordringer for at skabe økonomisk vækst og for at løse grundlæggende problemer i den franske økonomi. De tre udfordringer omfatter: Rigidt arbejdsmarked Høje offentlige udgifter Manglende konkurrence Rigidt arbejdsmarked "French employees enjoy huge amounts of protection of their jobs. For instance, the processes in place to fire French employees are some of the most complicated on earth, making it very difficult for companies to turn over underperforming employees." For OECD er der ingen tvivl om, at "Employment protection legislation, which is relatively restrictive compared to other OECD countries discourages hiring into stable jobs and contributes to labourmarket segmentation and low labour mobility." (OECD). Der er tale om et dualt arbejdsmarked, hvor dem, der har permanent arbejde, har høj jobsikkerhed og høj løn. For takket være netop den rigide og komplicerede arbejdsmarkedslovgivning er vanskeligt og bekosteligt at skille sig med medarbejdere, hvilket selvfølgelig bevirker at virksomheder er tilbageholdende med at ansætte nye medarbejdere i tider med ringe vækst. Den anden del af arbejdsmarkedet omfatter derfor mennesker, der enten har tidsbegrænsede prekære jobs eller slet ingen. Andre hindringer for at øge beskæftigelsen er de høje sociale bidrag virksomhederne skal betale, en høj minimum løn og så er der det velkendte argument, der går ud på, at de ydelser man modtager som ledig er så høje, at de ikke animerer til at søge job. En analyse fra HSBC antyder, at der yderligere problemer på det franske arbejdsmarked: "... despite there being large numbers of vacancies, there simply aren't the people with the skills to do the jobs." Dvs. der også problemer med uddannelsessystemet. "With complex governance and weak quality controls, the vocational education system fails to provide many with the skills they need to be hired." (OECD). Alt dette understreger behovet for dybtgående arbejdsmarkedsreformer , der antagelig må omfatte nogle af de samme skrappe elementer som Tysklands "Agenda 2010." Dvs. de reformer vi så på i blog indlægget om Tysklands "Beggar your neighbour" politik. Høje offentlige udgifter OECD's analyse af årsagen Frankrigs økonomisk problemer når også frem til, at Frankrig har alt for høje offentlige udgifter: "Public spending is too high. Public spending, at 57% of GDP is among the highest in the OECD and imposes a heavy burden on economic performance. Spending is moderating, however, and this trend needs to be intensified to lower the tax burden so as to strengthen incenves to work, build businesses, save and invest, thereby reducing public debt (soon to reach 100% of GDP)." Manglende konkurrence "Stronger competition associated with an easing in the contraints on firms could boost productivity and support production and employment" hævder OECD. Udfordringen er her igen at komplicerede regler og f.eks. diverse krav om autorisation, der hindrer konkurrence og innovation. Hvilket bidrager til hindre yderligere vækst i økonomien. Franch woes 2: The widening cracks I forbindelse med resultatet af det franske præsidentvalg kunne vi se indikationer på et stærkt splittet Frankrig. På den ene side dem med lav uddannelse, mere prekær økonomi og manglende stemme i medierne og på den anden side dem med højere uddannelse, bedre økonomiske forhold og bedre mulighed for at påvirke meningsdannelsen. Det var vores gamle historie om den ekspanderende doughnut, hvor en elite, der i sig selv er splittet, ekspanderer i periferien, mens en stor gruppe uden stemme og med færre midler bliver ladt tilbage i den stationære midte. Et begreb om uligheden kan man måske få med hjælp fra Piketty's diagram over den årlige vækst i indkomst for percentiler i to perioder i Frankrig.(piketty.blog).  En rapport fra CESE (Conseil Économique Social et Environmental) lister andre af de alvorlige sociale kløfter, der åbner sig i Frankrig.
Les Banlieues. I følge CESE er disse disse forstæder "principal victims of the crisis and of the fragmentation of French Society" Omtrent 10 millioner lever i forstæderne og i de værst stillede af dem er ledigheden oppe på omkring 45 procent. Uden for byerne findes også et voksende problem. Den franske landbefolkning omfatter ca. 11 millioner mennesker og blandt dem finder vi "farmers whose crops or cattle don't yield enough income, elderly who live in poor conditions and also earn little, and young people who are under-qualied and often split from their families." (The Local). Et andet problem, der ikke har haft så stor vægt i officielle udredninger om nationens tilstand, vedrører kløften mellem et laicistisk Frankrig og en stor muslimsk population. En population, der skønnes at omfatte 5 mio. mennesker. Skøn, fordi størrelsen af den muslimske populationen ikke registreres officielt. Talrige terroranslag forøvet i religionens navn skaber opmærksomhed om kløften og bidrager til forøge den. Rapporten fra CESE taler også om stigende mistillid til franske institutioner og til politikere. "A recent Cevipof poll indicated that 81% of the French hold negative feelings towards politicians and 89% get the impression their opinions don't matter to their leaders. Some 75% think politicians tend to be corrupted and 58% of the French ask for more transparency from their politicians." (The Local) Følgerne er mindre politisk engagement med lavere valgdeltagelse og en mulig drift i retning til protestpartiet Front National. Men tilslutningen til Front national har formentlig flere årsager. "Le Monde" mener, at Marine le Pen's budskab eller besættelse rummer forestillinger om Frankrig som en organisk nation, der ved at synke i grus, fordi den bliver gnavet væk af en intern dårligdom – immigration – truet af en ekstern fjende – Europa [skal vel være EU]– og forrådt af sin elite Front national finder tilslutning blandt arbejdere og andre ansatte med lavere uddannelse (ouvriér og employé) samt selvstændige, mens tilslutningen er lavere blandt dem med højere uddannelse og pensionister. Det var også det billede ved analysen af resultatet af det franske præsidentvalg. Der tegner sig derfor et ildevarslende billede af et Frankrig, hvor en national sammenhængskraft i stigende grad krakelerer. The challenges facing Emmanuel Macron Den nyvalgte præsident står derfor som vi har set over for nogle gigantiske udfordringer, hvis det skal lykkes for ham og hans medkombatanter at sætte republikken i bevægelse. I sine taler efter valgsejren giver han ganske vist udtryk for en umådelig tro på sig selv, på Frankrig og på mulighederne for at skabe et Frankrig i bevægelse. Han vil genskabe Frankrigs selvtillid, samle folket for at konfrontere de store udfordringer Frankrig står over for. Han vil kæmpe mod splittelsen i Frankrig og mindske folks frygt. Udadtil vil han beskytte og forsvare Frankrigs vitale interesser, forsvare Europa og genskabe håb og tillid. "With humility but with total devotion and total determination, I am going to serve on your behalf. Long live the Republic, and long live France" Grandiose talebobler uden meget megen konkret indhold. Måske i traditionen fra Charles de Gaulle eller en gallisk udgave af Tony Blair. Hvor finder vi konkrete svar på de udfordringer Frankrig står over for? Vi søger her efter præsidentens svar på de to store problemkomplekser vi har berørt, samt problemet at få specielt Tyskland med på ideen om at reformere EU: French woes 1: The miserable outlook Franch woes 2: The widening cracks hertil kan vi tilføje en tredje French woes 3: A dominating Germany in lethargic EU La République en Marche: "Le programme d'Emmanuel Macron" En formentlig vigtig kilde til Macrons forslag til løsning af fransk økonomis store problemer findes i en rapport med titlen: "Reforms, Investment and Growth: An agenda for France, Germany and Europa." Rapporten blev 2014 udarbejdet for de to daværende økonomiministre i henholdsvis Frankrig og Tyskland, Emmanuel Macron og Sigmar Gabriel. Af interesse er her de forslag der vedrører Frankrig. Rapporten foreslår en opblødning af det rigide arbejdsmarked med indførelse af et effektivt flexicurity system, hvormed man kunne fjerne opdelingen i et dualt arbejdsmarked. Inspirationen kommer her formentlig fra det tyske "Agenda 2010," der på afgørende vis har dannet grundlag for den tyske økonomiske succes. Således foreslår man: "To reduce the dualism of the labour market by making open-ended contracts more attractive to employers and fixed-term contracts less attractive. Employers’ reluctance to open-ended hires should be reduced by rendering separation costs and delays more predictable. The goal should be that the majority of hires take the form of open-ended contracts." For at øge incitamentet for ledige til at påtage sig et arbejde foreslår man reformer af den støtte ledige kan modtage: "The existing system is unsatisfactory because it: disfavours new entrants (especially the young); does not effectively incentivise (especially for skilled employees and professionals) and support (especially for the least skilled workers) active job search; and because it tends to be managed in a pro-cyclical way." Her synes man helt igennem at genbruge argumenterne fra den "Hartz IV" ordning. For bedre at kunne matche arbejdskraftens kvalifikationer med hvad erhvervslivet har brug for foreslår man reformer af erhvervsuddannelserne: "The government should set more ambitious goals that would reform the supply-side of training and improve basic skills for all workers." Når det gælder den manglede konkurrence og fransk konkurrenceevne påpeger man, at "relative prices have in recent years consistently evolved to favour mostly sheltered sectors over the tradable-goods sectors; the opposite development can be observed in Germany. As a result, tradable-goods sectors in France have become less attractive for both capital and labour. This trend must be reversed" Trenden skal vendes med et mere fleksibelt arbejdsmarked, ved skattelettelser for virksomhederne, ved løntilbageholdenhed og ved mere konkurrence. Også dette lyder som tysk inspirerede forslag. "Public spending is too high" hed det i vores problemgennemgang. Løsningen i rapporten: "Set ... an overall goal for the primary government spending-to-GDP ratio. Reducing this from 55% in 2013 to below 50% in the years to come could be a sensible target that would provide for effectiveness and allow the government to fulfil the spectrum of responsibilities French citizens expect." Dvs. skær drastisk ned på de offentlige udgifter, f.eks. fra de i OECD's opgørelse nævnte 57% af GDP til i hvert fald under 50 procent af GDP, hvilket ville repræsentere en voldsom reduktion af de offentlige udgifter. Kan man så genfinde sådanne ideer til at fremme væksten i "En Marche" programmet? An economy en marche I første omgang kan det være svært at finde direkte forslag til ophævelse af det rigide duale arbejdsmarked, men i et interview med Bloomberg TV annoncerer den daværende økonomiminister Macron: "We will open a new bunch of reforms regarding the labor market, to make it simpler and adaptable, more flexible." Det viste sig jo at være vanskeligt at gennemføre, men er stadig et af de vigtigste elementer af Macrons planer for at sætte Frankrig i bevægelse. "Its objective is to give firms far greater say in organising working time and pay, granting employees the right to hold a referendum if their unions resist. He wants to cap redundancy payments awarded in labour courts. And he plans to take the unemployment-benefit system and the €30bn training budget, both financed and jointly run by unions and employers, out of their hands. This would let the government tighten benefit rules, and focus training on those out of work rather than the system’s insiders. " (The Economist). I det aktuelle "En Marche" program findes således forslag om indførelse af en universel statslig arbejdsløshedsforsikring, der kan bidrage til den efterstræbte flexicurity på arbejdsmarkedet. Ligesom den vil lægge større pres på ledige for at tage mod arbejdstilbud. Udefra udtrykkes der skepsis overfor Macrons muligheder for at gennemføre sådanne forslag, der indeholder en næsten thatcherisk begrænsning af fagforeningernes magt og en tilsvarende forøgelse af virksomhedernes: "... his flagship legislation, to loosen the labour market, could be explosive. Its objective is to give firms far greater say in organising working time and pay, granting employees the right to hold a referendum if their unions resist. He wants to cap redundancy payments awarded in labour courts." I programmet indgår også skattelettelser for både virksomheder og ansatte. Endelig omfatter programmet en markant uddannelsesindsats: "Vi vil uddanne 1 million unge og 1 million, der i dag ikke har noget perspektiv pga. manglende uddannelse." Det hele skal ledsages af investeringer på 15 mia. euro i uddannelse. "He [Macron] has vowed to hire up to 5,000 teachers, halve the pupil-teacher ratio in primary schools in poor neighbourhoods and give financial incentives to businesses who employ youngsters from those areas" (FT). Når det gælder konkurrenceevne lyder programmet også på massive investeringer på ca. 35 mia. euro i fornybar energi, sundhed, transport , digitalisering etc. Bidraget til finansiering af alle disse projekter skal komme fra en ganske voldsom reduktion af statens offentlige udgifter. I løbet af de næste 5 år skal de sænkes med 3 procent , eller i alt 60 mia. euro. Ligesom den offentlige forvaltning skal reduceres med 120.000 stillinger. Hvad Macron har sat sig for udgør voldsomme reformer i et ellers reformresistent Frankrig. I sin tid som økonominister havde han svært til at få selv små reformer igennem, bl.a. i form af den såkaldte "Loi Macron," der indeholdt en række forslag til deregulering. Forslagene gav anledning voldsomme protester. Hvis han ikke får en overvældende støtte fra Nationalforsamlingen efter juni valgene, er det vanskeligt at se, hvorledes det skal lykkes at få så store reformer igennem – med mindre han tyer til at regere per dekret, hvilket næppe heller er en holdbar vej. En Marche in unity "The biggest challenges facing this country and Europe—geopolitical threats and terrorism, the digital economy, the environment—are not those that have structured the left and the right.” (The Economist). Centralt i Macrons forestillinger om at hele et splittet Frankrig står ideen om at overvinde en mere og mere irrelevant opdeling i højre og venstre i fransk politik. Løsningen for ham er en ny politik, der hverken skæver for langt til højre eller til venstre. En positiv politik, der løfter alle. "...the French needed to hear the unfashionable case for something positive: an open, tolerant, pro-European society, based on supporting private enterprise rather than crushing it, and creating paths out of poverty for globalisation’s victims" (Economist). En tydelig markering af den nye midtsøgende politik finder vi da også i hans valg af ministre. Det er en regeringen med markant repræsentation fra både højre og venstre dele af det politiske spektrum. I spidsen den konservative premierminister Edouard Philippe, borgmester fra Le Havre. Økonomiminister er Le Maire fra det republikanske parti. Fra den socialistiske side kommer den nye indenrigsminister Gerard Collomb, den tidligere socialistiske forsvarsminister Le Drian bliver ny udenrigsminister, mens centristen François Bayrou bliver ny justitsminister I regeringen er der repræsentanter uden en markant politisk baggrund, mennesker med andre erfaringer, som f.eks. sundhedsministeren, lægen Agnès Buzyn, eller ministeren for højere uddannelser, en tidligere universitetsrektor. Blandt de øvrige ministre finder vi kendt forkæmper for økologi og en sportsminister, der er tidligere olympisk fægter. Regeringens sammensætning demonstrerer således i sig selv, at Macron forsøger at bøje de moderate dele af de politiske fløje mod hinanden i en centristisk projekt, Det er også en regering med ligelig repræsentation af mænd og kvinder. Med andre ord en regering, der forsøger at være alt for alle i Frankrig. Gad vide om den overhovedet kan agere intern i enighed? I "En Marche" programmet findes pudsigt nok et krav om at regeringen højst må have ca. 15 ministre. Den nyudnævnte regering har 22. Det antyder måske at det i praksis kan blive svært at realisere "En Marche" programmet en til en. Hvad er så programmet for den nye regering? Her må vi ty til "En Marche" programmet for finde forslag til løsning af de problemer vi så på i afsnittet om French woes 2. Har "En Marche" programmet f.eks. et svar på mistilliden til franske institutioner og til politikere? Mistilliden skal bekæmpes ved mere transparens. med bestemmelser om at parlamentsmedlemmer ikke må beskæftige familiemedlemmer. Der skal være en begrænsning på, hvor ofte man kan vælges til parlamentet. Ligesom programmet lægger vægt bedre proportional repræsentation og mere lokal medbestemmelse. Alt dette er næppe nok til at bekæmpe mistilliden til politikere. Det er formodentlig et meget større projekt, og det indebærer, at man må finde en måde at imødekomme alle dem, der søger til et protestparti som Front National. Imødekomme deres bekymringer og tavse protester. Det gælder f.eks. temaer som indvandring og sikkerhed, og det gælder ikke mindst problemer knyttet til ledighed og til ulighed i indkomst og i muligheder. Hvad har programmet at byde på her? Når det gælder indvandring taler om programmet om at skabe bedre sikkerhed ved EU's ydre grænser. For at det kan ske kræver programmet at der oprettes 5.000 stillinger i den fælleseuropæiske grænsebeskyttelse. Ikke et krav som Frankrig alene kan gennemføre og desuden et krav, der er helt utilstrækkeligt i forhold til de forventede problemer med f.eks. immigration fra Afrika. Altså i praksis ingen rigtig løsning. For de flygtninge og indvandrere der kommer til Frankrig skal der stilles større krav til at lære fransk. Franskkundskaber skal således være en forudsætning for at opnå fransk statsborgerskab. Man vil stadig sørge for en værdig modtagelse af flygtninge, mens illegale indvandrere skal sendes retur til de lande de kommer fra. Man vil holde stærkt på ideen om et sekulært Frankrig, men vil f.eks. ikke udvide et muslimsk tørklædeforbud. I sig selv rummer programmet ikke mange ideer til at sikre det sekulære Frankrig og programmet glider også uden om de problemer, der er er knyttet til de store kulturforskelle mellem et sekulært Frankrig og det store mindretal af muslimer. Med blomstrende sprog taler programmet i stedet om at leve i frihed uden frygt, især som kvinde på offentlige steder. Der skal derfor herske nultolerance, når det gælder sikkerhed, hvad det så ellers betyder. Konkret vil Macron, som vi allerede har fortalt i et tidligere blog indlæg , rekruttere 10.000 flere politifolk og gendamer. Give politiet nye rettigheder f.eks. til, som i UK, at udstede forbud mod at visse personer kan opholde sig bestemte steder. Man vil ikke tolerere adfærd, der med til at nedbryde den offentlige orden, det inkluderer vist endda grafitti. For at få plads til alle lovovertræderne skal der oprettes 15.000 nye pladser i fængslerne. Endelig vil man styrke efterretningsvæsenet og cybersikkerheden. Alt i alt et ganske omfattende katalog af tiltag, der skal skabe øget tryghed, og formentlig bidrage til at mindske tiltrækningen til Front National. Hvad så med splittelsen mellem fattige områder med mindre uddannelse, "rustbelts" i nordøst og landbrugsområder på den ene side og de bedre uddannede og byerne på den anden? Her satser programmet på store investeringer i uddannelser og på investeringer i sektorer som sundhed, landbrug, energi, transport og digitalisering. Inklusive investeringerne i uddannelse er der forslag om 50 mia. euro i nye investeringer. Specifikt for banlieuerne har Macron en vision om at "reconcile young people with the Republic, by rebuilding paths of success through school, culture, work, economic integration." Konkrete forslag omfatter præmier til virksomheder, der ansætter unge fra disse bydele. Til de mere kuriøse, eller kuvøseagtige, afsnit hører et forslag om at tilbyde et " pass culture" med en værdi på 500 euro til de unge. Det er tvivlsomt om "En Marche" programmet hermed har svar på en af de allerstørste udfordringer i et splittet Frankrig. Uligheden mellem en ekspanderende, højttalende og selvbevidst periferi, der ganske vist geografisk findes i storbyerne og en befolkningsmidte, der sakker bagud på mange områder , er uden stemme i medierne og generelt anses for ikke forstå den progressive periferis mange selvglade, idiosynkratiske projekter. Måske forstår en Macron, der selv tilhører eliten slet ikke problemet, måske tror han, at det blot er et spørgsmål om at skabe mere optimisme og tro på elitens projekt. Det er foreløbig ikke til at vide. Måske er Macron selv en af dem, der veltalende forsøger at løse Frankrigs problemer med forslag, der bærer præg af at være en slags "snake oil," der mirakuløst kan bruges mod alle dårligdomme. En "poudre de perlimpinpin" som han ellers bebrejder Marine le Pen for at bruge. For der er næppe tvivl om, at de konkrete tiltag vi finder i "En Marche" programmet næppe kan fjerne de kløfter, der er årsag til fremvæksten af protestpartier som Front National eller for den sags skyld socialistpartierne. Dertil er Macrons projekt stadig for meget elitens projekt. Det gælder også for hans for begejstring for og forsøg at på at bringe liv i det hensygnende europæiske projekt. Europe en Marche – to the beat a German drum? "It was no coincidence that the music Emmanuel Macron chose to accompany him, as he walked in victory through the Louvre esplanade on Sunday night, was Beethoven’s Ode to Joy, the official anthem of the European Union. This election was, first and foremost, the rebuttal of what could have been – for France, Europe and the west at large – a slide into a new dark age." Hævder en artikel i The Guardian. "The dark age" naturligvis repræsenteret ved en Marine le Pen som præsident og hendes ønske om at trække Frankrig ud af EU. Nu ser man så åbenbart et "sunlit upland" foran sig med Macron som den, der skal forny og bevæge EU. Sandt er det da også, at Macron ser optimistisk på Frankrigs fremtid i et reformeret EU. Reformeret efter hans ideer i tæt samarbejde med Angela Merkel's Tyskland. I "En Marche" programmet findes en række forslag, der både skal styrke Frankrig i EU og skabe et tættere og mere energisk samarbejde i EU. Ikke mindst når det gælder Eurozonen. Macron vil til en begyndelse have, at Frankrig skal opfylde kravene i stabilitetspagten (eu.dk/da/fakta-om-eu), dvs. kravene om at
I flere år har Frankrig ikke kunnet overholde stabilitetspagtens krav, men i sidste del af Hollande's regeringsperiode har man dog nærmet sig. I 2016 var budgetunderskuddet således på 3,4 procent, mens den offentlige gæld var helt oppe på 96 procent af GDP. Hvis Frankrig skal opfylde kravene i stabilitetspagten har Macron derfor allerede her noget af en opgave, og i bestræbelserne for at opfylde kravene kan han komme i karambolage med nogle af sine egne store investeringsplaner for Frankrig. Alligevel er det den store franske hjemmeopgave, som Macron har sat sig for og som han mener at kunne løse ved de formentlig tysk inspirerede reformer vi har set på. I dele af EU-programmet skulle man ganske vist tro, at Macron også er blevet inspireret af Trump's "America First," når han taler om en "Buy European Act" og om at opstille grænser for udenlandsk overtagelse af vigtige europæiske virksomheder. Det lyder som et protektionistisk forsøg på at holde bl.a. kineserne på afstand, men da medierne er jubel-positive overfor Macron, forsvinder dens slags kritik let i begejstringen. Macron har nemlig også andre, mere vidtrækkende planer for EU. Mindst kontroversiel er forslagene om markant forøgelse af programmet for investeringer, selv om det kræver accept fra Tyskland. Heller forslag om en europæiske forsvarsfond til anskaffelse af fælles udstyr er formentlig alt for kontroversielle. Under kravene til EU findes vi også de tidligere omtalte forslag om 5.000 grænsevagter yderligere til indsats ved EU's ydergrænse og ideer om et fælles asylagentur. Mest drastisk er Macrons forslag om et fælles Eurozone budget og en fælles finansminister for Eurozonen: "One of Macron's most controversial ideas is a shared budget for the countries that use the euro currency. Macron says such a budget would allow for joint investments, provide emergency financial help, and help the eurozone better react to a financial crisis. It would be managed by a newly created joint finance minister for the eurozone." Udover fælles budget og en euro-finansminister foreslår også Macron et Euro-parlament. Til Macrons forslag hører endvidere ideer om en Eurozone harmonisering når det gælder selskabsskatter og mindstelønninger for at undgå " social dumping" eller som vi tidligere har kaldt det "beggar thy neightbour policies". For at gennemføre alle sine planer må Macron tage hensyn til "the clumsy elephant in the room," dvs. Tyskland repræsenteret ved kansler Merkel og finansminister Schäuble." Umiddelbart kunne man få den tanke, at elefanten er venlig stemt over for Macrons vilde ideer. Ved Macrons besøg i Berlin annoncerede Merkel og Macron planer om en fælles "Road map" for EU og for Eurozonereformer. Merkel: „Wir können dem Ganzen eine neue Dynamik geben“, ... Dazu müsse man auch bereit sein, Verträge zu ändern. „Wenn wir sagen können, warum, wozu, was die Sinnhaftigkeit ist, wird Deutschland jedenfalls dazu bereit sein“ og tilføjede et intetsigende "Die ganze Welt ändert sich.“ (bundeskanzlerin.de). De positive udmeldinger skal naturligvis tolkes. Foreløbig lover Merkel nemlig absolut ingenting og siger som sædvanlig intet konkret, kommer kun med uforpligtende positive tilkendegivelser. Intet må forstyrre hendes forsøg på at fortsætte som kansler efter valget til efteråret. Nogenlunde tilsvarende positive mumlerier er hørt fra finansminister Schäuble, der først og fremmest glæder sig over, at Macron blev præsident. I et interview i "Der Spiegel" lyder det sådan: “Erst mal will Macron Veränderungen in Frankreich, und dabei unterstützen wir ihn. Macron hat Mut bewiesen, indem er gegen die Mehrheitsmeiunung der sozialistischen Partei einen reform- und europafreundlichen Wahlkampf geführt hat. Nun muss Macron sehen, dass er in der Nationalversammlung für seine Pläne zur Reform des Arbeitsmarktes eine Mehrheit bekommt. Wir alle wünschen, dass er dabei Erfolg hat.”(spiegel.de). Hvad siger Schäuble egentlig? Fint at Macron vandt, men nu gælder det først og fremmest om, at Frankrig gennemfører de interne reformer som Macron har annonceret. Reformer som Schäuble i øvrigt tidligere har formanet Frankrig om at udføre. Lad os så lige se om han overhovedet kan få dem vedtaget efter valget til Nationalforsamlingen i juni. Med andre ord Tyskland, repræsenteret ved det i øjeblikket dominerende tyske syn, vil slet ikke gå ind på sådanne Eurozone forslag som Macron fremfører, før Frankrig og andre lande i Eurozonen har udført deres hjemmearbejde med reformer efter den tyske "Agenda 2010" skabelon. Derfor må Frankrig først komme på omgangshøjde med de tyske reformer. Først derefter kan man begynde at snakke om Macrons planer for Europa. Det er ganske tydeligt, at elefanten i skikkelse af den CDU dominerende regering ikke er fornøjet ved tanken om Macrons EU ideer. En forside i Der Spiegel med den dobbelttydige overskrift "Teurer Freund"(turi.de) og teksten "Emmanuel Macron rettet Europa ... und Deutschland soll zahlen" siger vist det hele. Svage positive pip høres fra SPD , hvor både udenrigsminister Sigmar Gabriel og kanslerkandidat Martin Schultz advarer mod at være for afvisende over for Macron 's ideer. Måske fordi de aner, at hvis Macron støder på et alt for bastant tysk "NEIN!" risikerer han at tabe sine reformer på gulvet og så har Front National en chance næste gang. Desuden er man formentlig klar over, at man i Europa vil beskylde Tyskland for hindre nødvendige reformer i EU samarbejdet Med en vurdering fra Financial Times: "Mr Macron is the first European leader to be elected with an explicit mandate for eurozone reforms, but he may meet a German leader with an equally explicit mandate to reject them. To succeed, he will not only require an ability not to take “nein” for an answer, but to set out in detail what will happen to the eurozone if his reforms are turned down. That will take some steely determination."  Germany's trade surplus - a problem for the rest? "If you go down Fifth Avenue, everyone has a Mercedes-Benz in front of his house, isn’t that the case? ... How many Chevrolets do you see in Germany? Not very many, maybe none at all.... it’s a one-way street" (Guardian). Trump's noget forsimplede forsøg på at illustrere problemet med USA's handelsbalance deficit i relation til Tyskland, der i 2016 udgjorde 64,9 mia. dollars. Ved mødet med kansler Merkel hævdede Trump at ville sætte en stopper for en unfair behandling af USA. Trump er ikke alene i sin kritik af Tyskland. Og så under Obama var der kritik af tysk økonomisk politik. I en US Treasury Report til Kongressen hed det i 2013: "Germany’s anemic pace of domestic demand growth and dependence on exports have hampered rebalancing at a time when many other euro - area countries have been under severe pressure to curb demand and compress imports in order to promote adjustment. The net result has been a deflationary bias for the euro area, as well as for the world economy." (treasury.gov). Kritikken kommer fra mange sider. Fra OECD, fra EU og fra IMF, hvorfra man i 2013 opfordrer "Merkel’s government to reduce its export surplus to an “appropriate rate” to help its euro-area partners cut deficits. " (Bloomberg) Senest er der kommet kritik fra den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron, der i hvert fald her er på linje med Trump: "Germany benefits from the imbalances within the euro zone and achieves very high trade surpluses,” ... Those aren’t a good thing either for Germany or for the economy of the euro zone. There should be a rebalancing (Bloomberg). Kritikken er ikke blevet mindre efter man kunne konstatere, at Tyskland i 2016 nåede en ny rekord med et overskud på handelsbalancen på ca. 253 mia. for en samlet eksport på 1,2 billioner euro. Tyskerne ser derfor gerne ser sig selv som "Exportweltmeister" og med denne rekord overgik de i 2016 selv Kina. Grafikken viser udviklingen i det tyske handelsoverskud fra 2000 til 2016. (Statista).  Hvor overskuddet på handelsbalancen hidtil nu har en været kilde til stolthed hos tyskerne, begynder tvivlen nu at melde sig. Er det ligefrem ved at være en problem at man er så succesrig, når det gælder eksport? "Die Zahlen seien Anlass zur Sorge, und kein Grund stolz zu sein" tweetede Marcel Fratzscher, der præsident for det anerkendte "Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung" (DIW). Hans og andres bekymring skyldes dog hovedsagelig frygten for, hvad Trump kan finde på for at nedbringe USA's deficit i handlen med Tyskland. Ud over problemet med de mange Mercedes'er på Fifth Avenue og manglen på Chevrolet biler i Tyskland, hvad er da egentlig problemet med det store tyske overskud på handelsbalancen? Påstanden er, at det tyske overskud, ligesom det kinesiske overskud, ledsages af gæld og arbejdsløshed i andre steder i den globale økonomi, i USA såvel som i dele af Europa. Påstanden er at Tyskland herved kommer til at bedrive en " beggar-thy-neighbour politik, en politik, hvor man opnår fordele på andre landes bekostning. Beggar-Thy-Neighbour Policies I 1937 beskrev økonomen Joan Robinson de negative konsekvenser af, hvad hun dengang kaldte beggar-my-neighbour politikker: "In times of general unemployment a game of beggar-my-neighbour is played between the nations, each one endeavouring to throw a larger share of the burden upon the others. As soon as one succeeds in increasing its trade balance at the expense of the rest, others retaliate, and the total volume of international trade sinks continuously, relatively to the total volume of world activity. Political, strategic and sentimental considerations add fuel to the fire, and the flames of economic nationalism blaze ever higher and higher." (Robinson, 1937). Hvis vi skal trække en parallel til i dag, ser vi hvorledes Trump og andre beskylder Tyskland og Kina for at bedrive bedriver beggar-my-neighbour politikker, der resulterer i øget gældsætning og arbejdsløshed i andre lande. Trump vil reagere eller svare igen ved at skabe barrierer for importen fra Tyskland og Kina. Dermed kunne man hævde, at han kommer til at bidrage til en spiral, der medføre at "the total volume of international trade sinks." Austeritetspolitikker i Sydeuropa har tilsyneladende skabt mere balance i handlen med Tyskland, men det er sket ved at mindske importen, ikke ved at øge eksporten. Ved at forsvare sig som Trump agter at gøre det, eller som Sydeiropa gør, risikerer alle at tabe, præcis som Robinson forudsagde. Hvordan kan man imidlertid bedrive beggar-my-neighbour politikker? Robinson beskriver mekanismen således: "The principal devices by which the balance of trade can be increased are (i) exchange depreciation, (2) reductions in wages (which may take the form of increasing hours of work at the same weekly wage), (3) subsidies to exports and (4) restriction of imports by means of tariffs." (Robinson, 1937). Men det var situationen i 30'erne, hvad er mekanismen i dag, hvor WTO egentlig skulle sikre at det ikke sker. Because we make better cars ... or I et interview fortæller den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, hvad Trump kan gøre for at rette op på ubalancen i forholdet mellem Mercedes'er på Fifth Avenue og de manglende Chevroletter i Tyskland: "Build better cars." Svaret er symptomatisk for tyske politikeres holdning til kritikken af det gigantiske overskud på handelsbalancen. For nylig forsvarede økonominister Birgitte Zypries over for IMF sig med samme forklaring: "Our companies produce high-quality machines and equipment that customers abroad like to buy. We do not have to apologise for this." (reuters.com). Tyskland fremstiller simpelthen så gode biler og øvrige produkter, at hele verden efterstræber dem. Det er forklaringen på at det går så godt for den tyske eksport. Så der er slet ikke tale om de mekanismer som Robinson beskriver eller er der ...? Kritikerne lader sig ikke nøje med de tyske (bort)forklaringer, men hævder at nogle af de mekanismer som Robinson beskriver, faktisk skal ses forklaring på den tyske eksport succes: Reductions in wages Exchange depreciation Restriction of imports Løntilbageholdenhed I 2003 "Germany was called the “sick man of Europe”. More than 4 mio. Germans (11.6% of the workforce) were on the dole. A widespread assumption was that unemployment could never be defeated, merely “administered,” (Economist). Men 2003 markerede også starten på de arbejdsmarkedsreformer, der under navnet "Agenda 2010", blev indført af den daværende socialdemokratiske kansler Schröder koalitionsregering, på trods af store protester. Formentlig var de upopulære reformer en af hovedgrundene til, at Merkel kom til magten i 2005, hvorefter hun nød godt af reformerne uden selv at bidrage med noget. Nogle af hovedelementerne i den drastiske Agenda 2010, der blev gennemført i årene 2003- 2005, var Hartz I til Hartz IV reformerne (opkaldt efter formanden, Peter Hartz, for den kommission der havde fremlagt forslagene til reformer). Med Hartz I og II reformerne blev der skabt udvidede muligheder for "Leiharbeit," dvs. temporært arbejde, hvor virksomheder kunne "leje" medarbejdere temporært fra "Leiharbeits" firmaer. Det gjorde det lettere at tilpasse arbejdstyrken og skabet fleksibilitet for virksomhederne. Desuden blev der skabt muligheder for mini og midi-jobs. Med Harts III blev der skabt en ny og mere enstrenget struktur for jobcentrene. Med Hartz IV blev arbejdsløshedsdagpenge og socialhjælp lagt sammen til et såkaldt "Arbeitslosengeld II" bidrag, hvorefetr landtids ledige kun modtages ca. 409 euro pr måned. Desuden blev der skabt mulighed for såkaldte én-euro jobs, hvor de ledige kunne supplere deres "Arbeitslosengeld II" med arbejde til én euro pr. time. Dog skulle det være et arbejde der ikke erstattede fast arbejde. Med Agenda 2010 arbejdskraften skulle gøres fleksibel og samtidig skulle ledige udsættes for en kraftigt pres for at finde arbejde. Resultatet af anstrengelserne kan aflæse i statistikken over arbejdsløshed, den faldt, i en kraftig udvidelse af temporært og usikkert (precarious) arbejde og naturligvis i tilbageholdenhed, når det gælder lønnen, med en deraf resulterende større ulighed i befolkningen.. Fra rapporten "Precarious Employment in Europe": "In Germany, there has been an expansion of non-standard work following the Hartz labour market reform package, which was implemented in the early 2000s. ... in the German context marginal part-time work (around 7 million so-called Minijobs); temporary agency work (between 800 000 and 900 000 workers); and freelance work (around 2 million self-employed people without dependent employees). Lønudviklingen viser, at lønningerne har divergeret kraftigt siden Agenda 2010 reformerne. Med stigende realløn til de bedst lønnede, næsten stilstand for medianen og et kraftigt fald for de dårligst lønnede fuldtidsbeskæftigede. (Burda: The German labor market miracle).  Udviklingen i precarious work og i lønninger antyder, at en del af den tyske eksportsucces for en del godt kan hænge sammen Robinson's forklaring. Med usikre arbejdsforhold og deraf følgende løntilbageholdenhed. Exchange depreciation Trump's økonomiske rådgiver, Peter Navarro, hævder ligefrem "that Germany is using a “grossly undervalued” euro to “exploit” the US and its EU partners" (FT). Har han ret? Tilsyneladende, hvis vi følger Exchange-Rates.org: "As of December 2016, using the OECD Purchasing Power Parity (PPP) valuation methodology, the euro does look very undervalued at -26.8% versus USD. If taking an alternative PPP methodology, namely the famous ‘Big Mac Index’, we can still say that the euro is significantly undervalued at -23.4% versus USD." (exchangerates.org.uk). IMF finder i 2014, at REER (Real Effective Exchange Rate) for euro i 2014 er undervurderet for Tysklands vedkommende med 5-15 procent, mens den er overvurderet f.eks. for Belgien, Italien, Spanien og Frankrig For 2015 skønner IMF, at REER for Tyskland nu er undervurderet med 10-20 procent. Det giver problemer for andre lande i Eurozonen, for hvor euroen er undervurderet for Tyskland er den i følge "World Economics" overvurderet for lande som Grækenland, Frankrig, Italien etc. Her blot som eksempel en sammenligning med Grækenland og Frankrig   Det ser således ud til at Tyskland har en ganske stor fordel af en euro, der er undervurderet for dem selv og overvurderet for andre lande i eurozonen. Det gør det alt andet lige lettere for Tyskland at eksportere, mens situation er den omvendte de lande, hvor euroen er overvurderet. Det betyder således, at Tyskland opnår fordele andre landes bekostning. Hvis Tyskland f.eks. ikke var medlem af euroen, ville tyske produkter blive dyrere, og overskuddet på handelsbalancen mindskes. Pudsigt nok et argument for at det er Tyskland der skulle forlade euroen? Det kunne således se ud til, at Tyskland faktisk bedriver en beggar-thy-neighbour politik med "exchange depreciation." Det kan Tyskland dog med en vis ret afvise, det er nemlig ikke deres skyld. Selv om finansminister Schäuble erkender problemet med pengepolitikken: "Die ist für Deutschland zu locker. Der Euro-Kurs ist genau betrachtet für die Wettbewerbsfähigkeit der deutschen Wirtschaft zu niedrig." Schäuble som gør imidlertid opmærksom på, at det ikke er Tyskland, der bestemmer over pengepolitikken i eurozonen. Det gør Den Europæiske Centralbank. (ECB) "Auch in Washington wird sich die Erkenntnis durchsetzen, dass die europäische Geldpolitik nicht von der Bundesregierung gemacht wird, sondern von der Europäischen Zentralbank."(bundesfinanzministerium.de). Det har Merkel ikke tænkt sig at ændre ved: "Deshalb werden wir auf das Verhalten der EZB auch keinen Einfluss nehmen. Deshalb kann ich auch an der Situation, wie sie ist, und will ich auch gar nichts ändern.“ (reuters.com). ECB og Mario Draghi må nemlig bedrive en politik for hele EU. Det er derfor en konsekvens af ECB's ekspansive politik, der jo har hensigt at hjælpe EU som helhed ud af krisen, at euroen er undervurderet for Tyskland og overvurderet for andre lande i eurozonen. En beretning fra "Deutsche Bundesbank" bekræfter denne antagelse: "Nach ihrer aktuellen Studie hat die lockere Geldpolitik der Europäischen Zentralbank (EZB) den Euro künstlich geschwächt. Vor allem die Beschlüsse zu billionenschweren Anleihekäufen bewirkten seit 2014 eine Abwertung des Euro um 6,5 Prozent. Die gleichzeitige Straffung der Geldpolitik in den USA im gleichen Zeitraum habe mit 6,8 Prozent einen ähnlichen Effekt gehabt." (Die Welt). Resultatet ses her (Die Welt):  Altså er det ikke det ikke Tyskland, der bevidst søger at manipulerer euroen, men det er i hvert fald Tyskland, der har fordelen. En fordel man åbenbart ikke har tænkt sig at opgive. Det smarte er således, at tyske politikere og økonomer kan hævde at "beggar-thy-neighbour" konsekvenser så sandelig ikke er deres skyld. Det ændrer dog ikke på, at problemet med en undervurderet euro for Tyskland er med at skabe ubalance i verdenshandlen og at det giver problemer for andre lande. "Restriction of imports" Det vil være for meget at påstå, at Tyskland benytter sig af importrestriktioner eller protektionisme, derfor anførselstegnene. Spørgsmålet er imidlertid om man på anden vis bedriver en politik, der i hvert fald ikke animerer til en øget import fra andre lande og til mere balance i handlen med udlandet. Som tidligere nævnt taler en rapport US Treasury taler om en anæmisk tysk indenlandsk efterspørgsel, der naturligvis bidrager til holde importen nede. Hvad er imidlertid årssagen til den anæmien? Man kan vel pege på følgende For stor opsparing og for lave investeringer (FT blog):  "Significantly, Germany’s debt angst appears to extend to a more general aversion to public investment. The German approach is not just tough on others but also on itself. According to calculations by the Berlin based institute, DIW, the investment shortfall [public and private] between 1999 and 2012 amounted to about 3% of gross domestic product, the largest “investment gap” of any European country." (jean-monnet.ch).
Siden 2011 har man haft en bremse på gældsoptagelse, den såkaldte "Schuldenbremse": "Danach müssen Bund und Länder einen im Grundsatz ausgeglichenen Haushalt aufweisen. Für den Bund bedeutet dies, dass die strukturelle Nettokreditaufnahme nach Artikel 115 Grundgesetz auf maximal 0,35 % in Relation zum nominalen Bruttoinlandsprodukt beschränkt ist, während die Länder Haushalte ohne Kreditaufnahme aufstellen müssen." (bundesfinanzministerium.de). Finansminister Wolfgang Schäuble "will die „schwarze Null“, den ausgeglichenen Haushalt, bis 2020 halten. Demnach sollen auch in den kommenden Jahren keine neue Kredite aufgenommen werden, die Schuldenlast auf Deutschland soll sinken." (uni.de) Konsekvensen af bestræbelserne på at sikre balancen på de offentlige finanser er naturligvis lave investeringer i infrastrukturen i Tyskland. dvs. veje jernbaner, broer, lufthavne etc. Løntilbageholdenhed, med meget begrænsede reallønsstigninger holder forbruget nede og dermed også den del af forbruget, der går til import. Ingen incitamenter til at øge forbruget gennem deregulering af visse sektorer. Alt dette medvirker til at holde det indenlandske forbrug og importen fra udlandet nede Dermed kan sige, at Tyskland, når det gælder import i en vis forstand gør netop det, som Robinson ser som et led i en beggar-my-neighbour politik. Ikke ved åbenlyse import-restriktioner ganske vist. Det ville nok ikke falde i god jord hos WTO eller EU , men ved at sikre at efterspørgslen efter produkter fra udlandet meget bevidst holdes nede. Demands on Germany Der gives udtryk for en vis selverkendelse i dagens Tyskland. Man er blevet skræmt af Trump's og hans ministres bastante udmeldinger. "Countries with large and persistent surplus need to take action to boost domestic demand growth and shrink their surpluses" lyder kravet i en US Treasury report. Hidtil har man i Tyskland ikke bekymret sig om kritikken udefra. Det var blot plumpe forsøg på at give Tyskland en ufortjent og uforstået skurkerolle, hvor man i sin selvforståelse ser sig selv som foregangsland. Takket være polemikken med Trump er temaet nu også kommet på den tyske dagsorden, hvor man efterhånden har indset, at bortforklaringer a la "We make better cars," ikke er tilstrækkelige. Altså må spørge sig selv, hvad man kan gøre: "Was tun? Es gibt eine, auch für den Wahlkampf relevante Argumentationslinie, die geht ungefähr so: Nach Jahren einer zurückhaltenden Lohnpolitik werden jetzt in Deutschland "Dumpinglöhne" gezahlt, die den Handelsüberschuss in die Höhe treiben und anderswo Arbeitsplätze "absaugen". Zudem spare Wolfgang Schäuble mit seiner "schwarzen Null" Deutschland und Europa kaputt. Die Lösung: höhere Löhne, höhere Ausgaben, höhere Schulden." (sueddeutsche.de). Lønninger Bernanke peger i en artikel på at lønningerne må stige: "Raising the wages of German workers. German workers deserve a substantial raise, and the cooperation of the government, employers, and unions could give them one. Higher German wages would both speed the adjustment of relative production costs and increase domestic income and consumption.(brookings.edu). I 2015 vedtog Bundestag at indføre lovbestemt mindsteløn i Tyskland: "Ein flächendeckender gesetzlicher Mindestlohn von 8,50 Euro brutto je Zeitstunde für das ganze Bundesgebiet ist mit dem 1. Januar 2015 eingeführt worden" (mindest-lohn.org). I 2017 har man vedtaget en stigning til 8,84 euro. Dermed kan man sige, at der er givet et lille bidrag til at lægge bund under lønnen. Selvom det ikke ændrer meget på den det generelle billede af løntilbageholdenhed. Øge offentlige investeringer. IMF taler om behovet et meget mere ambitiøst offentligt investerings program, der vil have positive effekter i hele euro-zone: "Based on expert studies, in 2014 staff called for an increase in public investment of 2 percent of GDP over four years concentrated mainly in transport infrastructure— noting also that this policy would give rise to meaningful positive demand spillovers to the rest of the euro area." (IMF). Øge offentlige udgifter Lidt utilsigtet øger Tyskland også de offentlige udgifter bl.a. som følge af øgede udgifter til den store flygtninge invasion i 2015 -16. "A foreseen fiscal expansion of 1 percent of GDP in 2016 comes at an opportune time, as, if it materializes, it will cushion the effect of slowing foreign demand...The expansion reflects higher planned social transfers, refugee-related spending, and, to a lesser extent, higher public investment and income tax relief."(IMF)) En pudsig tanke. Da Tyskland kun bidrager med 1,19 procent af GDP til NATO , kunne man jo øge andelen og samtidig mindre overskuddet på handelsbalancen med USA ved at købe et større antal af de superdyre F-35 jagerfly (naturligvis uden modkøbs klausuler). Nye strukturelle reformer med deregulering. IMF taler om at "growth-friendly structural reforms would be appropriate." F.eks. pensionsreformer, der ville reducere overforsigtig opsparing og en deregulering af servicesektoren. Demand for drastic European Union reforms I det første blogindlæg på denne blog kunne vi i 2015 fortælle, at daværende økonominister Emmanuel Macron krævede grundlæggende reformer i EU: "Den græske Krise og forhandlingerne en ny redningspakke for Grækenland har vist, at man ikke kan fortsætte som hidtil. “Status quo fører til selvdestruktion” fordi centrifugalkræfterne er for store både i økonomisk og politisk henseende. I lighed med Præsident Hollande argumenterede Macron for en “Økonomisk regering” for Euro-zonen. I Bruxelles skulle der indsættes en ny Eurokommissær, med ansvar for at koordinere økonomi-, finans- og socialpolitik i de 19 Eurolande. Ønsket var en kommissær med vidtrækkende beføjelser og naturligvis med et stort budget til rådighed. Nye former for suverænitetsafgivelse for at redde Eurozonen på sigt" Det bliver interessant at se, hvad en muligvis kommende præsident Macron vil gøre for at gennemføre sådanne reformer i EU. Godt nok har han under valgkampen sagt: "EU must reform or face "Frexit" Ude i horisonten svæver ideer om en transferunion i EU, hvor de rige regioner i Europa hjælper de mindre velstillede regioner. Igen hører vi Macron med krav om "a new foundation of Europe, with a more integrated eurozone and fiscal transfers between richer and poorer countries" Ikke noget tyskerne gerne hører, selv om man kan argumentere ud fra deres egne erfaringer efter genforeningen. "Wealth transfer is desirable and can benefit both donors and recipients. The wealthier countries will benefit if the poorer countries of the EU become richer. Just as it was right for Germany to spend billions on raising living conditions in eastern Germany." (Politico) Desværre må man nok erkende, at det stadig er en tysk forståelse eller økonomisk ideologi, der præger ideerne til, hvordan krisen i Europa skal løses gennem sparepolitikker og økonomiske reformer a la Tysklands. Derfor kan man frygte, at Tyskland vil fortsætte med sine eksportsuccesser sig på andre landes bekostning. Med mindre Trump og enten Macron eller mere usandsynligt, le Pen, virkelig strammer tommelskruerne. |
