(
The views of turks living in Germany
Forskerne bag en repræsentativ interview undersøgelse blandt tysk-tyrkere konstaterer i kort sammenfatning, at tysk-tyrkere føler, at de har det godt i Tyskland, men også en vidt udbredt opfattelse af manglende social anerkendelse. I deres svar udviser de også et heftigt forsvar for islam og fundamentalistiske holdninger er udbredte. Især anden og tredje generation lægger vægt på kulturel selvhævdelse. (WWU Münster).
Et mere detaljeret billede får vi ved at kigge nærmere på nogle af de mange diagrammer, der ledsager rapporten. (Alle diagrammer fra WWU Münster rapporten).
I det første diagram ser vi tysk-tyrkernes opfattelse af, hvorledes de har det i Tyskland, hvor meget de føler sig forbundet med Tyskland, hvor stærkt de stadig føler sig forbundet med Tyrkiet og endelig et mål for viljen til integration.

Vi kan se at de føler sig nogenlunde lige stærkt forbundet med Tyskland og Tyrkiet.  Svært at vide hvad lige stærke følelser af tilknytning til to så forskelige lande egentlig betyder. Under alle omstændigheder kan der være tvivl om hvilket lands holdninger og værdier de står for og vil være loyale over for.
Viljen til integration forekommer dog ganske stærk. Problemet er blot, at tallet ikke fortæller noget om, hvad de egentlig opfatter som integration, især i lyset af den dobbelte følelse af tilknytning til både Tyskland og Tyrkiet.
 
Synet på integration
Svaret finder vi måske i et diagram, der viser hvorledes tysk-tyrkere ser på betingelserne for god integration. Diagrammet viser svar på spørgsmålet om hvad man efter deres mening skal gøre for at være godt integreret i Tyskland, i relation til forskellige aspekter.

På den ene side mener tysk-tyrkerne, at integration kræver, at man lærer sproget, at man retter sig efter de regler, der gælder i Tyskland og at man har gode kontakter til indfødte tyskere.
På den anden siden mener et flertal ikke, at man skal overtage mere af den tyske kultur, eller at man skal tilpasse sin påklædning eller anstrenge sig for at opnå tysk statsborgerskab.
Det må betyde, at en stor del af tysk-tyrkerne vil opretholde og hævde deres egen afvigende kulturelle baggrund. Spørgsmålet er om det på sigt er foreneligt med at være godt integreret, specielt i lyset af spørgsmålet om manglende anerkendelse. Det antyder også, at den tidligere udtrykte stærke vilje til integration er begrænset og ikke gælder kulturel tilpasning.
 
Savner anerkendelse
Diagrammet herunder viser i høj grad tysk-tyrkere føler sig anerkendt henholdsvis udgrænset/diskrimineret.

Lidt over halvdelen føler ikke, at de bliver anerkendt som en del af det tyske samfund. De føler sig som anden klasses borgere, der ikke bliver anerkendt, uanset hvor meget de anstrenger sig. Alligevel er det kun en fjerdedel, der føler at de tilhører en gruppe, der bliver diskrimineret mod i Tyskland.
Her er det så vi står med et problem, der kan genfindes overalt, hvor der er tale om indvandrere med en muslimsk kulturbaggrund. I tilfældet her hævder tysk-tyrkere, at de har en udpræget vilje til integration, men udtrykker samtidig, at de har lige stor tilknytning til oprindelseslandet som til Tyskland. Ligesom de ikke mener, at man behøver at overtage mere af den tyske kultur eller tilpasse sig i det ydre, dvs. i påklædning etc.
Derfor er der måske tale om et selvforskyldt problem, når de ønsker at blive regnet som en ligeværdig del af samfundet på trods af, at de insisterer på at markere en social og kulturel forskellighed. Forlanger de ikke indirekte det umulige, at være bevidst afvigende på en række områder og samtidig anerkendte og inkluderede. Eller sagt lidt mere hvast, på en og samme tid stille sig udenfor i en mere eller mindre kras form for parallelsamfund og samtidig blive set som en integreret del af fællesskabet. Man ekskluderer sig og vil dog være en integreret del af helheden.  Et umuligt forlangende.
 
Synet på kvindens rolle
Problemet bliver endnu tydeligere, når vi ser hvorledes tysk-tyrkere ser på kønsroller:

Bemærkelsesværdig er forskellen mellem 1. generation tysk-tyrkere og befolkningen som helhed. 48 procent i 1- generation mener, at det er bedst at kvinden bliver hjemme for passe husholdningen og børnene, mens kun 27 procent af befolkningen som helhed har denne holdning.
 
Rodfæstet religiøs idelogi
Tysk-tyrkerne udviser også på anden vis en markant afstandtagen til de holdninger og værdier, der gælder i den tyske befolkning. På forskellig vis giver de som muslimer udtryk for vigtigheden af at følge en bestemt religiøs ideologi.

Blandt dem, der på en firetrins skala er helt enige eller mest enige i de gengivne udsagn, er der 57 procent af 1. generation tysk-tyrkere, der mener at det er vigtigere at overholde religiøse bud end de love, der gælder i det land de lever i. Det demonstrerer en markant afstandtagen til de holdninger, der må afgørende for at være integreret i et fælles samfund. Det antyder også, at de 84 procent, der har givet udtryk for at man skal rette sig efter lovene i Tyskland, åbenbart har et selektivt syn på, hvilke love man skal rette sig efter.
Næsten en tredjedel ønsker sig en samfundsordning som på profetens tid, hvilket i givet fald ville gøre integration umulig. Halvdelen hævder ligeledes, at der kun findes én sand religion.
Kun islam er i følge 36 procent af de adspurgte i stand til at bidrage til at løse verdens aktuelle problemer. At der i virkeligheden snarere er tale om, at islam i store dele af verden giver anledning til konflikter ser man ikke. Man mindes her apologeterne for andre ideologier, som Mao's kommunisme. Apologeter, der med den lille røde i hånden, var blinde for den undertrykkelse og de myrderier, der fandt sted.
Tysk-tyrkernes svar antyder i hvert fald, at der må eksistere voldsomme integrationsproblemer, når selv dem, der har levet i årevis i Tyskland, i ganske stort omfang kan give udtryk for sådanne holdninger. Finder vi ikke her en god forklaring på, at de ikke føler sig anerkendte af den øvrige befolkning? Og står vi ikke her overfor et fundamentalt problem, der vedrører alle stærkt religiøse muslimer og muslimsk indvandring i det hele taget?
 
Stærkt afvigende syn på islam
Hvor markant muslimernes syn på en række basale spørgsmål afviger fra den øvrige befolknings fremgår med skræmmende tydelighed af diagrammet herunder, hvor man har spurgt både muslimer og den øvrige befolkning om hvilke associationer de gør sig, når islam forbindes med en række stikord.

Blandt muslimerne forbinder 57 procent islam med overholdelse af menneskerettighederne, mens kun 6 procent af den øvrige befolkning gør det. Lignende markante afvigelser findes i relation til solidaritet, tolerance og fredelighed.
Når det gælder diskrimination mod kvinder, voldsberedvillighed, og fanatisme er forholdet omvendt. Kun 20 procent af muslimerne mener, at islam kan forbindes med diskrimination af kvinder, mens 82 procent af den øvrige befolkning associerer islam med kvindediskrimination. Lignende forskelle finder vi ved associationer med voldsberedvillighed og fanatisme.
I undersøgelsen konstaterer man derfor: "Was das Bild vom Islam betrifft, widersprechen sich Mehrheitsbevölkerung und Türkeistämmige also fun- damental. ... Was der Islam ist, wofür er steht und welches seine Eigenschaften sind – darum geht der Streit. Es ist ein Streit auf der Wahrnehmungsebene. Die Tendenzen der kulturellen und religiösen Selbstbehauptung, die unter den Türkei-stämmigen unverkennbar sind und in der jüngeren Generation noch einmal stärker als in der älteren ausgeprägt sind, erklären sich zu einem großen Teil daraus."
 
Bundeskanzlerin fordert Loyalität von Deutschtürken
Så bastante forskelle i holdninger og basale værdier, som vi finder i undersøgelsen af tysk-tyrkere, antyder, at der for tilhængere af muslimsk religiøs idelogi vil være kolossale integrationsproblemer, der strækker sig over flere generationer. I holdningen til den religiøse ideologi finder vi derfor en kerne til forståelse af integrationsproblemerne.
Hvordan bliver de håndteret af tysk politik?
På visse områder kan det se ud som om integrationen er lykkedes. For flertallet giver jo udtryk for at de personligt befinder sig godt i Tyskland. Man må formode at det henviser til, at de arbejdsmæssigt, økonomisk, materielt og fordelingsmæssigt betragter sig som integreret i samfundet.
Når der gælder loyaliteten over for Tyskland kan man komme i tvivl, for hvordan er det  foreneligt med en lige så stor tilknytning til Tyrkiet.
Dilemmaet stod pludseligt klart for tyske politikere, da de opdagede at flertallet  af tysk-tyrkere støttede Erdogan efter kupforsøget og så hvorledes de i voldsomme protester angreb de tysk-tyrkere, der ikke delte deres holdning til Erdogans' Tyrkiet.
Endnu mere markant er splittelsen, når det gælder helt fundamentale holdninger og værdier, der for tysk-tyrkeres vedkommende i udpræget grad synes præget af problematiske religiøse ideologier. Ideologier, der er i modstrid med basale vestlige holdninger og værdier og såmænd også med grundlæggende lovgivning.
At halvdelen af tysk-tyrkerne har en fornemmelse af at være anden klasses borgere, kan således forklares med deres religiøse og kulturelle insisteren på stærkt afvigende holdninger og værdier.
Omsider synes det også at være gået op for kansler Merkel, der i løbet af sommeren nogle gange har appelleret til og formanet tysk-tyrkere. Til "Ruhr Nachrichten" sagde hun: "Von den Türkischstämmigen, die schon lange in Deutschland leben, erwarten wir, dass sie ein hohes Maß an Loyalität zu unserem Land entwickeln."
I et nyligt sommerinterview på public service kanalen ARD opfordrede hun meget spagfærdigt "Menschen, die lange in Deutschland leben, sich in die Entwicklung unseres Landes mit einbringen." Indirekte en opfordring til at føje sig bedre ind i det tyske samfund og en formaning om ikke at bringe konflikterne i Tyrkiet til Tyskland. Hun understregede, at hun også var kansler for tysk-tyrkerne.
Måske, med gad vide om ikke hun har en særdeles stræk konkurrent i Erdogan.
Man kan tvivle på at kanslerens formaninger har den helt store effekt, når man ser de afgrundsdybe forskelle i værdiforestillinger.

Das Sicherheitsgefühl der Deutschen erodiert
Stadig flere tyskere har en opfattelse af at sikkerheden for befolkningen er blevet forringet. Store dele af befolkningen føler at radikale islamistiske grupper truer deres sikkerhed. Et flertal på 72 procent af befolkningen frygtede efter sidste års islamistiske terroranslag i Europa, at turen før eller senere ville komme til Tyskland.
De efterfølgende terroranslag i Tyskland har bidraget til at øge usikkerheden
En aktuel undersøgelse foretaget af Allensbach instituttet viser således, at knapt halvdelen af befolkningen i varierede grad har følt angst for terroranslag i situationer, hvor mange mennesker er samlet, f.eks. banegårde, folkefester, koncerter etc.
På spørgsmålet "Haben Sie sich aus Angst vor Anschlägen auf Massenveranstaltungen schon unsicher gefüllt?" fordeler svarene sig således (FAZ):

Kilde Institut für Demoskopie Allensbach/FAZ
 
Mens kun 29 procent af befolkningen i 2011 frygtede, at de kunne blive offer for en forbrydelse, er det hele 62 procent, der deler denne frygt i 2016. Særligt kvinder frygter for deres sikkerhed. En frygt ,der formentlig har relation til de mange beretninger om overgreb nytårsnat og i tiden derefter.
Et stort flertal af befolkningen på 73 procent mener i dag at de hidtidige terroranslag kun er begyndelsen og at terror og vold er ved at blive en del af den tyske hverdag. At man aldrig mere vil føle sig så sikker, som man hidtil har gjort.
Hvad værre er, mange mener at det ikke er muligt at sikre sig mod terror.
På spørgsmålet " Kann man sich in Deutschland vor Terroranschlägen schützen" svar 74 procent, at det næppe er muligt for at sig beskytte mod terror. Kun 17 procent tror at det er muligt.
 
Den forøgede usikkerhed forbindes med den massive flygtningestrøm
Næsten halvdelen af befolkningen, 47procent, er overbevidste om, at terrorfaren ville have været mindre, hvis ikke Tyskland havde oplevet en så massiv tilstrømning af flygtninge. Selv blandt af tilhængerne af partiet "Die Grünen" er der 30 procent, der har denne opfattelse. Mens det hos tilhængere af AfD (Alternative für Deutschland) er hele 85 procent.
Den generelt stærkt forøgede følelse af usikkerhed blandt befolkningen og en udbredt forestilling at denne usikkerhed kan forbindes med den hastige tilstrømning af mere end én million flygtninge og migranter, giver anledning til dyb bekymring i den store koalition under Merkel's ledelse. Så meget mere som det har medført, at tilslutningen til CDU/CSU og SPD falder. Bekymringen bliver ikke mindre af, at der næste år er valg til Bundestag, dvs. til det tyske parlament.
Det er derfor i det lys man skal se den senere tids stadigt mere markante politiske udmeldinger af tiltag, der først og fremmest har til formål at give indtryk af, at man tager befolkningens følelse af usikkerhed alvorligt.  Bestræbelserne  går naturligvis ud på at styrke en følelse af, at Tyskland stadig er et sikkert land.
Seneste tiltag er den omfattende "Berliner Erklärung" d. 19. august 2016 fra forbundsstatens indenrigsministre (regierung-mv.de).
 
Berliner Erklärung
"Uden sikkerhed ingen frihed" hedder det i et citat fra Wilhelm von Humboldt og det er netop denne sammenhæng man forsøger at betone i indledningen til erklæringen.
Staten skal være stærk for at kunne sikre borgerne og derfor er det nu nødvendigt med statslige initiativer, der kan gøre Tyskland endnu sikrere:
"Freiheit in Sicherheit erfordert einen starken Staat, der sich angesichts vielfältiger Bedrohungen schützend vor seine Bürger stellt ... Durch zusätzliche Maßnahmen wollen wir Deutschland nun noch sicherer machen. Zudem müssen wir Integrationshemmnisse beseitigen und den gesellschaftlichen Zusammenhalt in Deutschland stärken." (regierung-mv.de).
Erklæringen ser trusler mod sikkerheden komme fra to sider. Dels fra almindelig grænseoverskridende kriminalitet, dels fra den massive tilstrømning af flygtninge med en helt anden kulturel baggrund.
Her skal vi kun berøre de punkter, der er snævert relateret til den sidstnævnte trussel. En trussel, der netop forbindes med en voksende følelse af usikkerhed.
 I afsnittet om flygtninge, integration og samfundsmæssigt sammenhold erkender man, at en del af de mennesker, der er indvandret i Tyskland, slet ikke er "ankommet" i Tyskland. De identificerer sig ikke med Tyskland, accepterer ikke tysk levevis, og savner enhver form for respekt for offentlige instanser. Ikke sjældent forbindes sådanne holdninger med religiøs ekstremisme og misbrug af religion til kriminelle handlinger. Fuldstændig tilsløring (Vollverschleierung) blandt kvinder, hadprædikanter og finansiering af moskeer gennem ekstremistiske organisationer, giver grobund for parallelsamfund.
Det er en udvikling, der må forhindres, "mit der Härte des rechtsstaates," med afvikling af de barrierer, der hindrer integration og med en styrkelse af det samfundsmæssige sammenhold.
Tyskland yder beskyttelse til alle, der flygter fra krig og dødstrusler. Til gengæld forventer de af flygtninge, "dass sie Recht und Gesetz einhalten, die deutsche Sprache erlernen sowie den Willen zur Integration unter Beweis stellen. Meinungsfreiheit, Religionsfreiheit und die Gleichberechtigung von Mann und Frau sind uneingeschränkt zu akzeptieren." (regierung-mv.de).
Jeg går ud fra at man nævner præcis de punkter, hvor man ser de største problemer især i relation til flygtninge med muslimsk baggrund. Derfor understreger man, at loven står over religiøse bud, at det er forudsætning for integration, at man lærer værtslandets sprog, at man viser vilje til integration og at man accepterer meningsfrihed, religionsfrihed og ligestillingen af mænd og kvinder.
Egentlig ret selvfølgelige krav i en vestlig retsstat, men åbenbart vanskeligt at forstå og opfylde for store dele af gruppen af muslimske flygtninge og migranter.
Hvordan agter man så reagere på dette problem?
En del af svaret finder vi i en passage, hvor det hedder:"Integrationsverweigerung muss sanktioniert werden. Straftäter müssen unser Land unverzüglich wieder verlassen. Nicht schutzbedürftige Personen verlassen Deutschland nach Abschluss des Asylverfahrens. Wer nicht freiwillig geht, muss konsequent abgeschoben werden" (regierung-mv.de).
Det skal alt sammen give indtryk af, at den stærke stat, der beskytter sine borgere, er klar til at tage alle nødvendige midler i brug.
Foreløbig er der dog kun tale om en  fælles erklæring. Ser man på erfaringerne med at indløse sådanne krav, forekommer det urealistisk, at det reelt vil lykkes at få de ganske rimelige krav til integration opfyldt, ligesom det generelt har vist sig at være yderst vanskeligt at få gennemført de her nævnte sanktioner.
Udgør erklæringen således blot ordskvalder, der har til hensigt at bilde befolkningen ind, at politikerne omsider vil gribe til mere drastiske foranstaltninger for at skabe mere sikkerhed?
Måske ikke, for der nævnes også konkrete tiltag, som formentlig vil have en vis virkning , hvis de gennemføres før næste års Bundestags valg.
 
 
"Wir wollen Deutschland langfristiger noch sicherer machen"
Udtalte ministerpræsident Lorenz Caffier fra Mecklenburg-Vorpommern for nylig. Men hvordan skal Tyskland så gøres endnu mere sikker, eller måske rettere , hvordan skal befolkningen overbevises om, at Tyskland ikke helt så usikkert som mange føler.
Her er nogle af de tiltag, der i følge Berliner erklæringen skal bidrage til  større sikkerhed:

• EU's ydergrænser skal sikres effektivt og varigt og menneskesmuglere skal bekæmpes. Det betyder, at man kræver fælleseuropæiske løsninger , bl.a. hvad angår ind- og udrejseregistrering. Asylbehandlingen må gennemføres på kort tid og foretages ved EU's ydergrænse, således at mennesker, der ikke kan anerkendes som flygtninge straks kan afvises.
• Aftalen med Tyrkiet skal danne forbillede for aftaler med andre lande om at holde flygtninge og migranter på afstand  af EU's grænser. I erklæringen kræver man også, at Tunis, Algeriet og Marokko indplaceres som sikre tredjelande, således at det bliver muligt at sende flygtninge fra disse tre lande tilbage.
• Ministrene kræver en række konkrete tiltag til at sikre tilbagesendelse (Abschiebung) i de tilfælde, hvor asylansøgninger afvises eller der er andre grunde til at udvise. Man forlanger at der gribes mere håndfast ind over for forøg på at undgå udvisning.
• Integrationsvægring skal i sidste ende kunne resultere i udvisning.
• Man kræver omgående udvisning af ikke-tyske hadprædikanter
• Organisationer, der samarbejder med ekstremister,skal ikke kunne modtagestatslige ydelser
• Sympatitilkendegivelser for terror- og kriminelle organisationer skal kunne straffes.
• Tvangsægteskaber, islamiske ægteskaber uden forudgående statslig anerkendelse, flerkoneri, og ægteskaber med mindreårige, er ikke i overensstemmelse med tyske værdier. Ministrene fordrer derfor bedre retslig sikring af de berørte.
• Ydelser til asylansøgere giver efterhånden anledning til så alvorlige spørgsmål om retfærdighed, at det truer det samfundsmæssige sammenhold i Tyskland. Asylansøgere og flygtninge, der shopper efter sociale ydelser, skal ikke automatisk have krav på det fulde omfang af sociale ydelser.
• Ministrene opfordrer til at udnytte alle bestående muligheder for at foretage en mærkbar sænkning ydelserne til asylansøgere.
• Dobbelt statsborgerskab bør undgås for at undgå loyalitetskonflikter. "Wer eingebürgert werden möchte, bringt mit der Aufgabe seiner bisherigen Staatsangehörigkeit zum Ausdruck, sich ohne Vorbehalte zu Deutschland zu bekennen. Dadurch können mögliche Loyalitätskonflikte von vornherein vermieden werden."
• Man måske tilføje at spørgsmålet er blevet særligt aktuelt efter at kupforsøget i Tyrkiet bragte splittelsen frem blandt tyskere med tyrkisk baggrund. Lå deres loyalitet i virkeligheden ikke så meget hos det Tyskland, de var bosat i, som hos Tyrkiet?
• Under alle omstændigheder kræver man, at der kommer regler for tab af tysk statsborgerskab for mennesker med dobbelt statsborgerskab, der deltager i terroristiske aktiviteter. 
• Så er der det kilne spørgsmål om kvinders tilsløring. En fuldstændig tilsløring har indflydelse (negativ formentlig) på det samfundsmæssige sammenhold. "Die Vollverschleierung widerspricht unserem gesellschaftlichen Konsens. Wir lehnen sie daher ab und fordern, dass alle Menschen ihr Gesicht zeigen."
• Ud over at opfordre til at vise ansigt kræver indenrigsministrene, at der etableres et retslig grundlag for forbyde fuldstændig tildækning af ansigtet i følgende situationer:

                        Ved ansættelse i det offentlige (öffentliche Dienst)
 
                       På uddannelsesområdet, i børneinstitutioner, skoler og højere læreanstalter
 
                        I retssalen

                        Alle steder, hvor det er nødvendigt med en identifikation
                        (paskontrol, trafikkontrol, folkeregistret (Meldeamt), og ved vielse.
 
                        Ved demonstrationer
 
                        Desuden bør fuldstændig tilsløring forbydes i situationer, hvor det
                        udgør en fare for andre. Det gælder især i trafikken.
                       
 
Apropos
I dagens udgave af Morgenavisen-Jyllandsposten ser 74,4 procent af de adspurgte i en Wilke-måling islamiske terrorgrupper som dem, der mest størst sandsynlighed står bag terror i Europa for øjeblikket, men samtidighed mener de adspurgte, at risikoen for terrorangreb er mindre i Danmark end i f.eks. Frankrig. Man kan næppe hævde, at det er et overraskende resultat, tværtimod forekommer det at være en slags en til en afspejling af, hvad medierne har kunnet berette. Hvorfra skulle man i øvrigt have fået en helt anden opfattelse, så her måler JP i en vis forstand, hvad den og andre medier selv har berettet

Addendum
D. 26. april 2016 afgjorde PNG's Supreme Court, at interneringen på Manus land var et brud på de interneredes basale menneskerettigheder og beordrede “Both the Australian and Papua New Guinea governments shall forthwith take all steps necessary to cease and prevent the continued unconstitutional and illegal detention of the asylum seekers or transferees at the relocation centre on Manus Island and the continued breach of the asylum seekers or transferees constitutional and human rights.”(abc.net.au).
I går meddelte immigrationsminister Peter Dutton så, at Australien, efter forhandlinger med regeringen i PNG, havde indvilget i at lukke Manus Island centret. Hvad der skal med de 960 ( andre kilder taler om 854) internerede, der hovedsageligt omfatter iranske mænd, er ikke klart, men i følge Dutton skal de relokaliseres uden for Australien: "Our position, confirmed again today with PNG, is that no one from Manus Island Regional Processing Centre will ever be settled in Australia." (border,gov.au)
Der er således ikke tale om at man slækker på politikken med strikt afvisning af asylansøgere, der illegalt forsøger at nå til Australien. Tværtimod kan Herald Sun fortælle, at Australien siden maj har forstærket sit maritime afværgeberedskab: "Border Protection ships and surveillance aircraft began in May to deal with any surge in people smuggling ventures testing the borders during the election campaign but also in advance of the announcement of the Manus Island closure." (heraldsun.com).
Som en lille tvist på historien kan Reuters her til morgen meddele, at lederen af lokalregeringen i Western Australia har tilbudt at huse nogle af de asylsøgende fra Australiens internerings centre. De må jo også siges at have plads nok, men det antyder måske en vis uenighed om "The Pacific Solution."

"Bad Germans"? The not so secret views of Mitterand and Thatcher
På et møde mellem præsident Mitterand og Premierminister Thatcher d. 20. januar 1990 i Paris udtrykte begge privat deres bekymring over udsigterne til en tysk genforening efter murens fald i 1989.
I et referat af deres overvejelser offentliggjort 20 år senere kan man læse at Mitterand havde givet udtryk for, at "The sudden prospect of reunification had delivered a sort of mental shock to the Germans. Its effect had been to turn them once again into the ‘bad’ Germans they used to be. They were behaving with a certain brutality and concentrating on reunification to the exclusion of everything else." (mt archive).
Thatcher var direkte imod en hastig tysk genforening: "We should say to the Germans that reunification would come one day, but we were not ready for it yet. We should insist that agreements must be observed and that East Germany must take its place in the queue for membership of the Community. "
Mitterand gav udtryk for at dele Thatcher's bekymring over "the Germans’ so-called mission in central Europe. The Germans seemed determined to use their influence to dominate Czechoslovakia, Poland and Hungary. That left only Rumania and Bulgaria for the rest of us."(mt archive).
Mens Thatcher holdt på en kritisk holdning til tysk genforening og aktivt ville søge at forhindre den, mente Mitterand, at det ville være umuligt forhindre en genforening af Tyskland. "The President said that he drew the conclusion that it would be stupid to say no to reunification. In reality there was no force in Europe which could stop it happening." (mt archive). Senere i 1990 gav også Thatcher sig og indvilgede i at være "nice to Germans."(Der Spiegel).
For Mitterand var det afgørende at sikre at et forenet Tyskland blev bundet stærkere ind i det europæiske fællesskab. Peer Steinbrück, tidligere tysk finansminister hævder således "Abandoning the deutsche mark for the(equally) stable euro was one of the concessions that helped pave the way to German reunification." (Der Spiegel). Der er dog delte meninger om hvorvidt det faktisk var tilfældet, men der er ikke så megen tvivl om at Mitterand havde et meget stærkt ønske om at binde Tyskland tættere til Frankrig.
Efter at man havde opgivet modstanden mod den tyske genforening gik det stærkt. D. 3. oktober 1990 blev Deutsche Demokratische Republik (DDR) formelt en del af Bundesrepublik Deutschland.
I en lang periode derefter kan man vel sige, at Thatcher's og Mitterand's bekymringer blev gjort til skamme af et Tyskland, der ganske stilfærdigt og næsten ydmygt bidrog til at skabe et fællesskab i EU. Men gælder det også i dag, mere end et kvart århundrede efter genforeningen, eller oplever vi nu igen et dominerende Tyskland, der vil sætte den europæiske dagsorden? Er det i dag vi skal frygte for Mitterand's "bad Germans" og Thatcher's "dangerous Germans" og for tysk hegemoni i Europa?
 
Deutschland "Big Boss" in Europa?
I august 2016 spørger Handelsblatt: "Was wird Deutschland, die neue, starke, wiederauflebende und mächtige Nation im Zentrum Europas, im 21. Jahrhundert sein? Wie kann es der "Big Boss" sein, ohne dabei groß zu tun? Wie wird Deutschland Europa führen?"
Tyskland, Europas nye stærke centralmagt, er det det billede der nu har dannet sig? I hvert fald er det tydeligt, at det et mere selvbevist og stolt Tyskland vi har med at gøre.
I en artikel fra "European Council on Foreign Relations," hævder forfatterne, at Tyskland i de seneste ti år "has taken on its natural leadership role in the EU's economic and monetary affairs" og at man nu er i færd med at påtage sig "a greater role in foreign and security policy."
I en artikel i FAZ kender selvbevidstheden ingen grænser. Det er ikke EU, der skal bidrage til at sikre Europas fremtid, det er centralmagten Tyskland, og ve hvis det mislykkes for der er ingen andre, der kan påtage sig opgaven: "Das Problem ist nämlich, dass, wenn die Deutschen versagen, kein Alternativ- oder Reservekandidat bereitsteht, der einspringen und diese Rolle übernehmen könnte. Will man es dramatisch formulieren: Scheitert Deutschland an den Aufgaben der europäischen Zentralmacht, dann scheitert Europa." (Faz)
 Tyskland har uden tvivl påtaget sig en afgørende rolle i relation til tre af de store politiske udfordringer for Europa i 1915: Konflikten i Ukraine; Den seneste opblussen af den græske euro-krise; Flygtningekrisen. I hver eneste af disse kriser har Tyskland haft en stærk, eller afgørende indflydelse på, hvordan EU har håndteret eller ikke håndteret kriserne, med brug af "soft power" såvel som "hard power."
"In the second half of 2015,Germany had to rely on hard power as well as soft power to push initiatives  forward in the EU – such as threatening cuts in EU structural funding to countries that opposed the autumn refugee relocation deal, and overriding dissenters by pushing the issue to a qualified majority vote. These coercive tactics have led to growing uneasiness about German power among other member states, and resistance has mounted, with some refusing to implement the agreements" (ECFR scorecard 2016).
Ganske vist har kansler Merkel ofte ageret sammen med andre medlemsstater, men det er Tyskland der har taget initiativet og domineret forslagene til løsning. I Ukraine krisen har de ageret sammen med Polen og Frankrig, men spørgsmålet er om ikke de to lande blot har spillet en legitimerende rolle. Så det ikke fremgik alt for tydeligt at Tyskland agerede ud fra egne forestillinger om, hvad der tjente dem bedst, med en udpræget tilbageholdende indstilling til stærke reaktioner over for Rusland. Man kan i hvert fald ikke sige, at det var EU, der havde initiativet.
I den græske krise optrådte man på papiret sammen med Frankrig, sådan da, og med Finland, Holland og pudsigt nok EU-Kommissionen. Uanset hvem der var med, så var det dog den tyske finansminister, der dikterede hvordan man skulle reagere overfor Grækenland.
Tysklands enegang blev helt evident i håndteringen af flygtningekrisen, med Merkel's fuldstændig vilkårlige og egenmægtige "Wir schaffen das" åbning af grænserne for en flodbølge af flygtninge og migranter i efteråret 2015. Derefter fulgte hendes indtil videre forgæves forsøg på at gennemtvinge en fordeling af flygtninge ud over de øvrige lande i EU, ledsaget af trusler om økonomske konsekvenser for de lande, der ikke ville deltage.
Senere fulgte Merkel's panikagtige og egenmægtige aftale med Erdogan om at betale beskyttelsespenge for at få Tyrkiet til holde på flygtningene. Hendes aftale med Tyrkiet blev ganske vist konfirmeret som EU's aftale, mens EU-kommissionen spillede reelt ingen rolle.
Man kan måske sige det sådan "Berlin prefers to lead through the EU framework". Give indtryk af, at det er EU's politik, der føres, mens det i realiteten er en egenrådig tysk politik.
Man ser for sig Jean-Claude Juncker som en efter sigende ikke altid sober hånddukke, med Merkel som bugtaler og dukkefører.
Det kan således ikke overraske at European Council on Foreign Relations i 2015 efter et survey blandt eksperter og politiske ledere "found that political elites in all states agree that Germany is the most influential member state."
Tyskland er således på mange måder blevet "the Big Boss in Europe," men den tyske dominans og den stadige mindre hensyntagen til andre synspunkter har også ført til kritik og modstand , f.eks. når det gælder flygtningepolitikken. Fordelingen af flygtninge er strandet på tvær modvilje blandt de østlige medlemslande og stiltiende boykot blandt de øvrige.
"Der Zuchtmeister hat es nicht geschafft, den renitenten Euro-Staaten Haushaltsdisziplin und die qualvollen Reformen aufzudrücken, um die Gemeinschaftswährung dauerhaft zu retten. Resteuropa ist auch nicht wirklich bereit, den Deutschen die Last ihrer grossherzigen Flüchtlingspolitik abzunehmen. (Die Zeit).
 
Why German dominance is a serious problem for Europe
Tyskland ser sig i dag på mange måder sig selv som et ekstremt succesrigt foregangsland i Europa. De peger stolt på deres økonomiske succes, på deres rolle som "Exportweltmeister," der naturligvis i deres egenforståelse hænger sammen med at tyske produkter simpelt hen er de bedste, på den lave arbejdsløshed, formelt i hvert fald, på deres "schwarze null" balance i det føderale budget.
Men de er ikke blot stolte af deres økonomiske succes. Indtil for nyligt kunne de se med en vis forbavselse og afsky på fremkomsten af , hvad de anså for "rechtsradikale und populistische" bevægelser og partier i Europa. Tyskland var i deres øjne "populismusresistent." Her var der ingen plads for sådanne bevægelser som f.eks. Dansk Folkeparti, eller Front National.
I egen selvforståelse var Tyskland derfor et eksempel til efterfølgelse? Ikke grimme tyskere, men succesrige tyskere, der havde gjort det rigtige.
Bør vi derfor tage det helt med ro, når Tyskland så at sige overtager dagsordenen i EU, og maner til efterfølgelse af deres politik?
Næppe, og her skal jeg forsøge at antyde, hvorfor det kan være særdeles problematisk. Jeg vil gøre det ved ganske kort at se på nogle centrale temaer, hvor tysk hegemoni udgør et problem.

• Demokrati
• Økonomi
• Sikkerhed
• Forholdet til Tyrkiet

 
A view of democracy influenced by a problematic past
 Er det godt at være populismusresistent? Er det godt at have en stor koalition (GROKO) næsten uden opposition? For besvare disse spørgsmål genbruger jeg argumenter fra et tidligere blogindlæg.
Når man ser situationen i Tyskland, med en stor koalition, der helt suverænt bestemmer politikken og hvor alle meninger til højre for CDU kaldes højre-radikale, kan man let komme til at tvivle på, hvor godt det egentlig står til med demokratiet i Tyskland.
I forbundsdagen sidder regeringskoalitionen, GROKO (Grosse Koalition) med CDU/CSU, de konservative og SPD, socialdemokraterne, på 503 af 630 pladser. Oppositionen består kun af "De Grønne" med 63 mandater og venstrepartiet "Die Linke" med 64 mandater.
Det betyder naturligvis, at der ikke findes nogen opposition af betydning. I sær da ikke når det gælder Merkel's flygtningepolitik. De grønne er ikke imod og "die Linke" heller ikke. Tværtimod modsætter de sig stramninger på flygtningeområdet.
Alle partierne i Forbundsdagen er derfor enige om fordømme det nye parti, AfD (Alternative für Deutschland), som værende højre populistisk, radikalt og naturligvis "fremdenfeiendlich," for partiet har i meningsmålingerne netop haft fremgang på at markere afstand til regeringens flygtningepolitik.
Med andre ord, i Tyskland er det svært at markere sin opposition til den herskende politik på flygtninge området uden at blive beskyldt for at være "Pack, rechts-radikal, populistisch, ausländerfeindlich, og rassistisch.
I følge meningsmålingerne er mange tyskere utilfredse med Merkel's flygtningepolitik. Men de mener, at man skal passe på med at markere det alt for tydeligt, for ikke at blive ramt af de grimme beskyldninger
Det forekommer derfor særdeles problematisk , at man ikke har en større opposition og især en opposition, der repræsenterer en anden politisk vision end den for tiden herskende. Hvem skal borgere, der er kritiske overfor koalitionens flygtningepolitik, men ikke ønsker at blive udskældt som højre-radikal eller racist, egentlig stemme på.
Der mangler i det aktuelle tyske partilandskab en legitim kanal til at lufte sin utilfredshed og sin tvivl om den store koalitions politik. Måske er det med til at forklare, at man specielt i Tyskland kan opleve at en slags udenoms parlamentarisk radikalisering af modstanden mod flygtninge.
I modsætning til UK hævder Ralph Dahrendorf at man i den tyske demokratiopfattelse ser store koalitioner som noget positivt. Ud fra en forestilling om at partierne, i stedet for at strides om den rigtige politik, skal sætte sig sammen og handle i fællesskab i landet interesse. "...gemeinsame Sache machen im Interesse des Landes, das würde sicher allen nützen." (Dahrendorf).
 Helt i modsætning til den britiske demokratiopfattelse, der ganske vist også bygger på et helt andet valgsystem med flertalsvalg i enkeltmands kredse, hvorfor man på trods af små forskelle i valgresultatet mellem Labour og de konservative på landsbasis, kan opleve markante forskelle i partiernes styrke i parlamentet.
For nogle et uretfærdigt system, for andre et system der tillader at et regeringsparti kan føre en markant politik og gennemføre reformer i overensstemmelse med denne politik. Lige så markant kan oppositionen markerer sin politik og sit alternativ til regeringens politik, med mulighed fro at overtage ved næste valg.
For Dahrendorf betyder det, at politisk konflikt er indbygget i systemet. "Das ist ein Verständnis von Institutionen, das darauf beruht, dass die einen in der Lage sein sollen, das zu tun, was sie im Wahlkampf zugesagt haben, und die anderen in der Lage sein sollen, das ständig herauszufordern." (Dahrendorf).
For Dahrendorf er et sådant system at foretrække, "weil zur Demokratie immer auch gehört, dass Dinge sich verändern können, dass sie sich bewegen können. Und das ist sehr viel leichter, wenn man institutionell die Möglichkeit vorsieht, dass eine Gruppierung mal tun kann, was sie tun will und dass sie ständig durch die Opposition kontrolliert und vielleicht am Ende dann abgewählt wird" (Dahrendorf).
Denne konflikt er vigtig for demokratiet, fordi den giver regeringen handlekraft og giver en opposition en reel mulighed for udfordre regeringens politik og vinde ved næste valg.
Store tyske koalitioner har reelt ingen opposition og tilbyder derfor ikke rigtigt noget alternativ for befolkningen. Det er som om man forestiller sig, at en stor koalition, uden større konflikter og markante politiske skift, vil nå frem til den bedst mulige politik i landets interesse. Eller med Dahrendorf's ord: "In Deutschland ist es nach wie vor eine der Kernvorstellungen, dass es irgendwo doch eine Wahrheit geben muss. Und dass irgendwie die Leute, indem sie zusammenarbeiten, diese Wahrheit und damit das Richtige finden sollten, dass also Wege gefunden werden müssen, um möglichst breite Koalitionen zustande zu bringen."(Dahrendorf).
 
Other voices are not heard
Bag den tyske opfattelse af demokratiet og tiltroen til en stor koalition ligger formentlig de historiske erfaringer. Fremfor alt erfaringerne med en Weimar republik, der trods en velmenende forfatning med sit politiske kaos lagde grunden til Hitler's succes.
Fremfor alt vil man derfor i dag sikre en uforstyrrelig midte, der skal forhindre en politik, hvor mere ekstreme alternativer kommer til udtryk. Det er måske angsten for en slags pøbelvælde, der markerer sig her. Alligevel kan man frygte at netop forsøget på undgå store åbne politiske konflikter og store politiske udsving, kan føre til at man ikke opfanger en stigende utilfredshed i befolkningen. Hvis den store koalition uden reel opposition kan føre en flygtningepolitik, som store dele af befolkningen efterhånden betragter med mistro, risikerer man netop de konflikter som man forsøger at undgå, og bliver de ikke kanaliseret gennem politiske partier, risikerer man at de ytrer sig i udenoms parlamentariske bevægelser.
Kort sagt, der mangler en reel opposition Tyskland, der kan levere et alternativ til Merkel's og GROKO's politik.
Det er ikke blot et tysk problem, for det bestemmer selvsagt, hvorledes Tyskland reagerer på de store fælleseuropæiske udfordringer. Der er ikke en markant opposition til Merkels' politik og det er derfor alene den, der kendetegner den tyske holdning til de store politiske udfordringer i Europa.
Det betyder f.eks. at man stadig argumenterer for at bevare åbne grænser for flygtninge i Europa. Den af Merkel initierede aftale med Tyrkiet betyder, at man har svært ved at reelt at tage afstand til et stadig mere autoritært Tyrkiet.
Formentlig har denne uimodsagte Merkelske GROKO politik også haft en afgørende indflydelse på Brexit afstemningen. I og med Merkel stod fast på fri bevægelighed for arbejdskraften i EU, hvilket gjorde det svært for Cameron at argumentere for, at han havde opnået noget som helst i sine forhandlinger med EU. Ligesom hendes flygtningepolitik formentlig heller ikke ligefrem har været attraktiv for mange briter.
Merkel har erklæret at arbejde for at briternes forbliver i unionen, men leverer selv det afgørende argument for "leave" fraktionen i UK. Samtidig arbejder hun, i hvert fald officielt, for Tyrkiets og en hel række problematiske Balkan landes optagelse i EU. Bizart er det. Ud med UK og ind med flere aldeles problematiske lande, mens Europas befolkning stiltiende og helt uden at blive spurgt må se til.
 Det er lige før man når den konklusion, at en uimodsagt tysk politik i øjeblikket er med til at destruere selve det fælleskabe man hævder at ville opretholde. Og sært nok kan årsagen være de tyske politiske traumer fra Weimar republikken og nazismen. I forsøget på sikre, at det aldrig sker igen har man bygget demokratiske sikringer og opfattelser, der mærkværdigt nok kan resultere at man utilsigtet ender med at skabe præcis de situationer man vil undgå, med katastrofale konsekvenser, ikke blot for sig selv, men for hele Europa.
 
Germany benefiting from the crisis
Man er tilbøjelig til at glemme, at Tyskland har haft store fordele af krisen i Sydeuropa. Krisen har betydet, at Euroen har været svagere i forhold de andre valutaer, end den ville have været, hvis euro-området ikke havde inkluderet landene i Sydeuropa.
Euroen "is too weak (given German wages and production costs) to be consistent with balanced German trade. In July 2014, the IMF estimated that Germany’s inflation-adjusted exchange rate was undervalued by 5-15 percent. Since then, the euro has fallen by an additional 20 percent relative to the dollar. The comparatively weak euro is an underappreciated benefit to Germany of its participation in the currency union." (Brookings).
Underforstået, hvis vi stadig havde haft separate valutaer i Europa og dermed den tyske D-mark, ville den have været forholdsvis stærkere end euroen i dag, hvilket naturligvis ville have reduceret den tyske konkurrencefordel og dermed formentlig medført et mindre eksportoverskud og større indenlandsk forbrug.
Også på anden måde tjener Tyskland på krisen. Når investorer i en krise anbringer kapital i lande som Tyskland (flygter til en safe haven), falder den tyske rente (hvorimod den naturligvis stiger i det kriseramte Sydeuropa). Det betyder lavere udgifter for både den tyske stat og den tyske forbruger. IWH (Leibnitz institut für Wirtschaftsforschung) har regnet ud, at Tyskland har tjent rundt regnet 100 mia. euro på den græske krise. "dass sich aus der Krise zwischen 2010 und heute Einsparungen für den deutschen Haushalt von rund 100 Mrd. Euro (mehr als 3% des Bruttoinlandsprodukts , BIP) ergaben, die sich zumindest zum Teil direkt auf die Griechenlandkrise zurückführen lassen. Diese Einsparungen übertreffen die Kosten der Krise – selbst dann, wenn Griechenland seine Schulden komplett nicht bedienen würde. Deutschland hat also in jedem Fall von der Griechenlandkrise profitiert. " (IWH)
Bemærk, at man når frem til, at Tyskland tjener på krisen selv hvis Grækenland ikke kan betjene sine lån.
Når man så husker på, at det hovedsageligt var Tyskland, der i Eurogruppen dikterede betingelserne for de vedvarende Grækenland redninger, kan man måske se de skrappe krav til Grækenland i et andet lys.
Ikke så sært, at Tyskland vægrer sig ved at med i en eventuel transfer union i EU, der ville sænke renterne for Sydeuropa og hæve dem i Tyskland.
 
German demanding a policy of austerity
En tysk forståelse eller er det snarere ideologi præger ideerne til, hvordan krisen i Europa skal løses gennem sparepolitikker og økonomiske reformer a la Tysklands. Tysklands finansminister Schäuble undser sig ikke for at fortælle lande i Sydeuropa, hvad de skal gøre og selv Frankrig går ikke ram forbi. "Schäuble verlangt von Frankreich mehr disziplin" (Die Welt).
 En journalist gengiver den almindelige mening i Italien om Tysklands fremfærd: "Wenn man nicht nur die veröffentlichte Meinung liest, sondern auch mit dem normalen Italiener spricht, ist schon wieder die Rede davon, dass die Deutschen ihre Macht in einer Art und Weise ausüben, die schon wieder das Wort Panzer zulässt." Men det er ikke med kampvogne Tyskland udøver en sin magt, det er gennem sin størrelse og sin økonomiske "clout".
Tyskland spiller her rollen som den, der vil have alle lande i unionen til at indføre samme skrappe økonomiske reformer som Tyskland og til at udøve fiskal tilbageholdenhed som tyskerne selv. I modsætning til USA har Europa bl.a. pga. den tyske dominans været imod at stimulere økonomien: Germany has consistently opposed more monetary stimulus by objecting to interest rate cuts and quantitative easing (QE). This conservative strategy may work for Germany — which does not necessarily need quantitative easing (Germany’s growth is slow, but unemployment is at a record low) — but it does not bode well for more troubled economies like Spain, Italy, and Greece.
Man må formode, at dele af den tyske ideologi har rod i den tyske fortid, og derfor det måske ikke allerheldigst, at det er Tyskland, der vil fortælle resten af Europa hvad de skal gøre, samtidig med at selv tjener tykt på at udkonkurrere de øvrige lande.
Resultatet er  at man oplever en massiv ungdomsarbejdsløshed og det gælder  ikke blot i det sydlige Europa. Mens Tyskland kan glæde sig over kun at have en ungdomsarbejdløshed på  7,2%.
Her blot nogle eksempler på ungdomsarbejdsløsheden fra maj 2016. (Statista)
 
Grækenland 50,4%
Spanien 43,9%
Italien 36,9%
Portugal 28,6%
Frankrig 23,3%

 
"We've had ENOUGH Merkel," lyder da også en overskrift i gårsdagens Daily Express, der kan berette, at lederne fra Frankrig, Italien, Spanien, Portugal Cypern og Malta har planlagt at mødes med Tsipras i næste måned i Athen for at smede en anti-austeritets alliance, der har til formål af vriste kontrollen med den økonomiske politik i EU ud af hænderne på Tyskland.
 
German fears behind the demand for a Stability and Growth Pact
Den korte version til forklaring af indholdet af Stabilitets- og vækstpagten lyder  i "Fakta om EU":
Stabilitets- og vækstpagtens skal sikre, at:

• medlemslandene har såkaldte sunde og holdbare offentlige finanser, hvilket betyder, at de skal arbejde sig hen imod et offentligt budget i balance eller overskud,
• medlemslandenes budgetunderskud holder sig under 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP),
• medlemslandenes offentlige bruttogæld udgør mindre end 60 pct. af BNP.

Stabilitets- og vækstpagtens regelsæt bygger på en såkaldt forebyggende og korrigerende del. 

• Den forebyggende del handler om den løbende overvågning af udviklingen i medlemslandenes budgetsaldo og bruttogæld.
• Den korrigerende del handler om selve procedurerne for at bringe et medlemslands budgetunderskud eller offentlige bruttogæld tilbage under det maksimalt tilladte på henholdsvis 3 og 60 pct. af BNP.

Den politiske baggrund for Stabilitets- og Vækstpagten kan føres tilbage til tyske bekymringer i forbindelse med indførelsen af EMU'en (European Monetary Union). For Tyskland var det noget af et politisk vovestykke at opgive den stærke og stabile D-mark. " The German public needed reassurance on EMU as it had become extremely anxious about giving up the well-proven Deutschmark in favour of a new single currency that would include traditionally weak economies which lacked a stability culture."
Den daværende tyske finansminister Theo Waigel pressede derfor på for at der blev etableret en mekanisme, der kunne sikre den fornødne stabilitet. Waigel fremsætter selv et forslag en relativt stringent mekanisme med mulighed for automatisk at straffe de lande, der ikke overholdt betingelserne.
 I 1996 publicerer EU-kommissionen som modtræk deres eget forslag til en stabilitets pagt. hvor man direkte henviser til det tyske forslag om en "stability pact for Europe": "In order to harvest the benefist of the single area currency, economic and monetary convergence in EMU must be durable. This implies, inter alia, low budget deficits on a sustained basis. these views, which are widely shared and enshrined in the Treaty, led the German Government to present a proposal for a "stability pact for Europe" to ensure budgetary discipline." (Com(96) 1996.
Igen ser vi, hvorledes tysk forestillinger og krav bliver en del af EU politikken. Resultatet er, at vi fået en forholdsvis rigid stabilitetspagt baseret på ret så vilkårlige mål som et budgetunderskud, der skal holde sig under 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) og en offentlige bruttogæld, der skal holde sig under 60 pct. af BNP. Det er grænser, der trods deres vilkårlighed tjener til at berolige tyskerne, men de udgør formentlig samtidig et stort problem for især landene i Sydeuropa, hvor opfyldelse af disse rigide krav ikke ligefrem synes at have været befordrende for vækst.
EU-kommissionen har dog for nylig indstillet, at Spanien og Portugal ikke umiddelbart skal straffes for deres aktuelle overtrædelser.
 
A European Central Bank modelled on the Bundesbank?
I en artikel fra "Centre for European Reform" skriver Odendahl: "The ECB (European Central Bank) was modelled on the German Bundesbank. As a result, it is one of the world’s most politically independent central banks; its mandate is focused narrowly on price stability; it does not take broader economic goals like unemployment into account in the way other central banks, such as the Fed, do; and it is de facto more restricted than other central banks, since controversial measures can lead to complex political and legal struggles, involving 18 (soon to be 19) countries. Its setup and philosophy are therefore ‘German’, that is, conservative and cautious. (Min fremhævelse).
Har den tyske dominans i præmisserne for ECB's virke f.eks. været en medvirkende årsag til at eurolandene og EU i det hele taget kun har oplevet en langsom og anæmisk genetablering af økonomisk vækst og oplevet en ekstrem lav inflation?
Mario Draghi forsøger dog hvad han kan. Inden for rammerne af det mulige forsøger han at gå en vej med "quantitative easing," der bestemt ikke passer tyskerne.
 
Germany must not dominate economic politicies in Europe
Vi ved at Tyskland nærmest har et traume med hensyn til inflation, med tanke på hyperinflationen i Weimar republikkens tid og dens medvirken til de omvæltninger, der førte til Nazismen. Dvs. Tysklands økonomisk politik er præget af deres problematiske historiske erfaringer og af bestræbelser på at sikre at det ikke kan ske igen.
"The sources of inflationary fear can be traced to the Weimar Republic,saddled with war reparations, which experienced rising inflation in 1921/22. It culminated in hyperinflation between February and November 1923. The German currency went into freefall and thedollar was worth 4.2 trillion marks, compared to 4.2 marks in 1914." (Foreign report).
Tyskernes erfaringer fra dengang synes at præge de tyske forestillinger helt til i dag. Et af hovedformålene for "Deutsche Bundesbank" var at holde inflationen på et lavt niveau. Og forestillingen videreføres i Tysklands forsøg på at dominere den økonomiske politik i Europa.
Det forekommer imidlertid særdeles uheldigt, at det tyske traumer fra tiden før Hitler skal definere den fælleseuropæiske politik. Man kan måske med en vist ret hævde, at dette traume snarere diskvalificerer Tyskland fra at have indflydelse på EU's økonomiske politik.
 
German fear of conflicts may cause insecurity
Når det gælder sikkerhedspolitikken, er Tyskland, som på så mange andre områder, stadig plaget af sin egen fortid. Det har betydet holdningen har været præget af skepsis, når det gjaldt opbygningen af et effektivt forvar og deltagelse i militære aktioner i andre lande. I de senere år har man dog slækket på forbeholdene og deltaget i missioner i f.eks. Afghanistan og Mali, ligesom man er med i opbygning fælles militære kontingenter med f.eks. Frankrig.
Det rokker dog ikke ved at Tyskland i mange år har nydt godt af, at andre har gjort mere for Europa's sikkerhed, naturligvis først fremmest USA. I senere år har de tyske udgifter til forsvaret ligget helt nede omkring 1,2 procent af BIP, mens f.eks. UK er tæt på at bruge 2 procent.
En anden effekt af den tyske historie har været Merkel's mærkværdige postulat i forbindelse med flygtningekrisen, hvor hun påstod at det var umuligt at sikre de tyske grænser, f.eks. ved at bygge hegn. Påstanden er naturligvis temmelig absurd, hvad både Ungarns og Makedoniens grænsesikring har vist. Hvad er så forklaringen på hendes absurde holdning? Igen skal vi formentlig grave i fortiden. Dels hendes egen opvækst bag muren i Østtyskland og dels bekymringen for at skulle anvende våben mod mere eller ubevæbnede flygtninge og migranter, der forsøger at tvinge sig vej over grænsen. Det ville jo give minder om DDR's dødstriber, og Tysklands øvrige, ikke så fjerne fortid.
Til gengæld må vi i Europa så leve med, at hendes egenrådige aktionisme nu kan betyde, at vi får alvorlige interne problemer med de hundredtusinder af såkaldte flygtninge, der i hovedsagen udgøres  af unge mænd med ringe uddannelse og muslimsk baggrund. Allerede nu kan vi se at det ikke ligefrem har været befordrende for den indre sikkerhed, med overgreb og attentater, der formentlig i større eller mindre grad påvirker hele befolkningens adfærd. Med åbne grænser i EU må man formode, at det på sigt også kan have sikkerhedsmæssige konsekvenser i andre del af Europa.
 
Merkel's too dependent on Erdogan's whims
"Nicht jetzt und nicht in den kommenden Jahrzehnten" sagde Østrigs kansler Christian Kern, om mulighederne for at Tyrkiet skulle kunne blive medlem af EU (Der Standard).. Han plæderer derfor for at afbryde forhandlingerne om optagelse af Tyrkiet. Han får støtte fra sin udenrigsminister; Sebastian Kurz", der ulig andre europæiske politikere ofte udtrykker sig klart og ikke mangetydigt. For ham kan EU ikke blot med et skuldertræk tage de seneste udviklinger i Tyrkiet til efterretning. Konsekvensen må være, at man afbryder forhandlingerne med Tyrkiet. Han er klar over at det betyder, at flygtningeaftalen med Tyrkiet så formentlig annulleres, men mener ikke at EU skal lade sig afpresse.
Hvad er så Tyskland respons på Erdogans ageren efter kupforsøget og de talrige meldinger om, at Tyrkiet bevæger sig længere og længere væk fra Europa. Vi kan citere fra "Der Spiegel," der skriver: "The chancellor prefers her usual role, as the one calling for calm and levelheadedness. After a phone conversation with Turkish President Recep Tayyip Erdogan, Angela Merkel said there had been "worrisome developments" in Turkey in the wake of the military coup and that the opposition had been treated harshly." Derefter roste hun så Tyrkiet for at det havde "been exemplary in its treatment of refugees." (Der Spiegel).
Både hendes udenrigsminister og EU har advarer mod afbryde forhandlinger om optagelse. Underforstået, fordi man så er bange at flygtningeaftalen vil blive opsagt af Erdogan.
Merkel er desværre fanget i den opfattelse, at hun har desperat så brug for Tyrkiet, at hun er villig til at se gennem fingrene med stort set alt, hvad Erdogan kan finde på. Kun hvis Tyrkiet indfører dødstraf for kupmagerne kan det ikke blive medlem af EU.
Kan EU være tjent med, at Merkel's angst for at Erdogan vil opsige flygtningeaftalen, medfører at resten af Europa skal finde sig, at EU skal agere gode miner til slet spil og på skrømt fortsætte forhandlingerne med Tyrkiet?
Hvad er det dog for et skræmt Europa, der lader sig afpresse, fordi Tyskland  har en  så traumatisk fortid? Hvor langt skal resten af resten af Europa følge tyske forestillinger?
 
Are the "bad Germans" back?
Er det ikke på tide at indse, at Tyskland på grund sin fortid er aldeles uegnet til at være den, der sætter dagsordenen på så vigtige områder som demokratiopfattelse, økonomisk politik, europæisk sikkerhed og flygtningepolitik? For vi må vist desværre konstatere at der flere tegn på at Mitterand's "bad Germans are back." Har tyskerne virkelig ikke lært lektien? Har de ikke indset, at netop de skal passe på, og erkende at Tyskland er "zu gross für Europa, zu klein für die Welt." Når alt kommer til alt er de jo afhængige at de øvrige medlemslande i EU