Decay of a shared belief in truth

Who said that?
Trump Jr. på Twitter:

 Citatet optræder ofte som et socialt medie meme, hvor det bliver tillagt George Orwell i bogen "1984" og koblet med det klodset klingende meme "Truth, it's the new hate speech."
Desværre synes henvisningen til Orwell i sig selv at være fake news. Efter have scannet en alment tilgængelig kopi af "1984" har det ikke været muligt at lokalisere citatet eller blot noget, der ligner. En søgning efter en mulig oprindelse viser, at den italienske kommunist Antonio Gramsci har skrevet noget, der kommer meget tæt på i en artikel fra 1919: "To tell the truth, to arrive together at the truth, is a communist and revolutionary act." (qouteinvestigator). Mon Trump Jr. ville være glad for at citere kommunisten Gramsci?
Det er da ganske pudsigt, at Trump Jr. og brugere på de sociale medier vil holde sandhedsfanen højt med noget, der viser sig at være fake news i den betydning vi finder i "Cambridge English Dictionary": "False stories that appear to be news, spread on the internet or using othermedia, usually created to influence political views or as a joke." Faktisk fortjener Trump Jr. en af Trump Senior's "Fake News Awards"
 
Why the recent interest in fake news?
Et hastig Google søgning på "fake News" leverer pt. 32.400.000 såkaldte resultater. En søgning før det US-amerikanske præsidentvalg havde formentlig kun givet en brøkdel af disse resultater, for det ser ud at den aktuelle interesse for et fænomen, der vel har eksisteret til alle tider, blussede op i en eksponentiel kædereaktion i forbindelse med præsidentvalget.
"By the 2016 US presidential election, the trickle had become a tsunami. Social spam had evolved into “political clickbait”: fabricated money-making posts that lured millions of Facebook, Twitter, and YouTube users into sharing provocative lies—among them headlines claiming that Democratic candidate Hillary Clinton once sold weapons to the Islamic State, that Pope Francis had endorsed Republican candidate Donald Trump, and (from the same source on the same day) that the Pope had endorsed Clinton. (pnas.org).
I løbet af valgkampen fandt "Buzzfeed" frem til et utal af websites og bots, der promoverede fake news historier om kandidaterne. Eksempelvis fandt man et site i FYR Makedonien, hvor unge mennesker producerede fake news rettet mod valgkampen på de sociale medier.
"Social media users were also being targeted by Russian dysinformatyea: phony stories and advertisements designed to undermine faith in American institutions, the election in particular. And all of it was circulating through a much larger network of outlets that spread partisan attacks and propaganda with minimal regard for conventional standards of evidence or editorial review." (pnas.org).
Det har således været almindeligt at forbinde fake news med Trump i den forstand, at fake news promoverede Trump og indeholdt udokumenterede negative historier om de øvrige kandidater.
Med det komplet overraskende valg af Trump til præsident var det således ikke så mærkeligt, at man kunne finde på at hævde at fake news og sociale medier havde givet det afgørende push til Trump. I en "Wired" artikel antages det ligefrem at fake news postings har været afgørende for Trumps valgsejr: "We...have pointed to online echo chambers and the proliferation of fake news as the building blocks of Trump's victory." (Wired).
En videnskabelig undersøgelse foretaget af to økonomiprofessorer afviser dog at fake news og sociale medier har været afgørende for valget af Trump. "The fake news in our database would have changed vote shares by an amount on the order of hundredths of a percentage point. This is much smaller than Trump’s margin of victory in the pivotal states on which the outcome depended." (H. Allcott and M: Gentzkow).
Efter valget til præsident er Trump tilsyneladende selv en hovedkilde til fake news, der siden har holdt Washington Post og New York Times travlt beskæftiget med fact checks af præsidenten.
Efterhånden er der dog indikationer på, at modstanderne af Trump selv er begyndt at fabrikere fake news om præsidenten og hans administration. I hvert fald hvis man tør tro fact checking sitet "Snopes" og "The Atlantic": "Now the left has its own panoply of wishful thinking. Twitter accounts purportedly operated by disgruntled government employees—@AltNatParSer, @RogueNASA, and the extra dubious @RoguePOTUSStaff—have swelled in number to become a shadow bureaucracy." (The Atlantic).
 
"Lügenpresse" – losing trust in established media
Udgør de etablerede medier, aviserne og public service kanaler på TV, ikke et bolværk mod de sociale mediers fake news? Det er jo ofte dem, der har afsløret fake news historier ud fra fact checking og egne analyser.
Næppe, hvis vi skal tro Trump, der for nogen tid siden uddelte fake news awards til etablerede medier, der efter hans mening selv havde produceret fake news. I visse tilfælde dog blot i form af forudsigelser, der ikke indtraf. Ikke just hvad man kan betegne som fake news.
Det er således ikke ud fra Trumps fake news awards vi skal søge svar på om de etablerede medier udgør et bolværk mod sociale mediers fake news.
Vi kan starte med at konstatere, at der er tegn på faldende tillid til de etablerede medier. Alene det kan rejse tvivl om deres rolle som bolværk mod fake news, men der er mere alvorlige grunde til at tvivle på deres rolle.
I Tyskland brølede deltagerne i "PEGIDA (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) demonstrationerne "Lügenpresse" mod de etablerede tyske medier. Man beskyldte de etablerede medier for at tegne et forvrænget og alt for positivt billede af effekterne af den voldsomme tilstrømning af flygtninge og migranter.
Et flertal betragter dog stadig de etablerede medier som troværdige, men mistilliden er stigende. Et studie fra efteråret 2015 viser at 37 procent af de adspurgte mener, at medierne har tabt troværdighed.
(WDR/infratest dimap).

Nyere studier antyder til gengæld, at mediernes troværdighed i de seneste år er steget en smule igen.
Mere interessant er dog et studie fra "Johannes Gutenberg Universität" i Mainz, der sammenligner tiltroen til medierne i 2008 med situationen i 2016. "Seit 2008 ist in unseren Studien der Anteil derjenigen, die bei wichtigen Themen den Medien "eher nicht" oder "überhaupt nicht" vertrauen, deutlich gestiegen – von 9 auf 24 Prozent."
Altså en markant stigning i andelen af mennesker, der ikke har tiltro til medierne.
I USA har man set en lignende udvikling, med et udpræget fald i tiltroen til etblerede medier.

Kilde: Social Media and Fake News in the 2016 Election (H. Allcott and M: Gentzkow).
 
Bemærkelsesværdig er naturligvis faldet i tiltro blandt dem, der erklærer sig som tilhængere af det republikanske parti. Andre studier peger på, at der generelt hersker mindre tiltro til medierne blandt bestemte dele af befolkningen. Det er blevet tolket som en generel mistro til "systemet" og til den såkaldte "elite."
Et studie fra PEW Research uddyber, hvilke forskelle der er mellem "liberals" i US amerikansk forstand og "conservatives":

Hvad vi ser her er måske på ny en afspejling af den politiske polarisering vi tidligere har set på i et blog indlæg om det vi har kaldt den virtuelle doughnut. Hvor en ekspanderende periferi af mennesker, der ser sig selv som progressive "liberals" trækker fra væk fra, hvad der i deres øjne anses for en stillestående og bagudvendt konservatisme, der repræsenterer dem, der bliver tilbage i den udtyndede midte af doughtnut'en
En "Reuters Digital News Report" fra 2017 bestyrker mistanken: "In most countries, we find a strong connection between distrust in the media and perceived political bias. This is particularly true in countries with high levels of political polarisation like the United States, Italy, and Hungary."
Indirekte antyder de her gengivne målinger således, at medierne generelt anses for at repræsentere den progressive liberale syn. Et syn som de konservative mistror. En genspejling af debatten om venstreorienterede medier som den også føres i Danmark?
 Mistroen kan endda have en reel begrundelse, ud fra en antagelse om at journalister og redaktioner i sig selv tilhører den ekspanderende periferi i doughnut'en. En selvudnævnt progressiv, liberal chattering klasse , der formentlig ikke har så meget tilfælles med den del af befolkningen, der ikke har en stemme i de etablerede medier.
Det rejser det interessante spørgsmål om væksten i fake news både kan være et symptom på den politiske polarisering og samtidig bidrage til at forstærke polariseringen. Symptom i den forstand at nyheder på de sociale medier inklusive fake news ses som et alternativ til de etablerede medier. Et alternativ for dem, der ikke hører til den progressive elite, som man forbinder med etablerede medier.
Samtidig kan væksten i sociale medier og fake news bidrage til at øge polariseringen mellem befolkningsgrupper. Nu kan man jo finde selvbekræftelse af egne overbevisninger i de sociale medier. Dermed kan der opstå stærkt afvigende virkelighedsopfattelser mellem befolkningsgrupperne, hvilket naturligt leder til øget polarisering
 
Professional media losing out to everyone's media
Den netop beskrevne udvikling forstærkes af en generel tilbagegang for trykte professionelle medier i Vesten og en tilsvarende markant stigning i brugen af sociale medier.
I følge "World Press Trends Database" taber trykte medier terræn, undtagen i asiatiske lande:

Til gengæld har der været en voldsom vækst i brugen af sociale medier, især Facebook og nyere tiltag som WhatsApp, WeChat og Instagram. (Statista).

I dag er sociale medier og diverse web sites blevet hyppigt anvendte kilder til nyheder og information: "In 2017, 93 percent of Americans report that online sources, including websites and social media, are their primary sources of news." (Rand Corp.)
 
Explanations for the decay of truth
"Opinions are crowding out and overwhelming facts in the media, and Americans are placing less faith in institutions that were once trusted sources of information. is shift away from facts and data in political debate and policy decisions has far-reaching implications: It erodes civil discourse; weakens key institutions; and imposes economic, diplomatic, and cultural costs." (Rand Corp.)
I rapporten med titlen "Truth Decay" har forskere for "Rand Corp." undersøgt, årsager til tabet af tiltro til medier og institutioner i samfundet.
Rapportens forfattere hævder at kunne identificere fire vigtige trends, der medvirker til det fænomen de benævner "Truth decay." Selv om der formeentlig snarere er tale om erosion af tiltro til en fælles sandhed.
 
1. increasing disagreement about facts and analytical interpretations of facts and data
2. a blurring of the line between opinion and fact 

3. the increasing relative volume, and resulting influence, of opinion and personal experience over fact 
4. declining trust in formerly respected sources of factual information.
 
Hvordan er man nået frem til netop disse trends? Bygger de på objektive fakta og analyser eller hvad?
Det viser sig at man isoleret de fire trends gennem en slags strukturerede diskussioner med gruppe af mennesker fra forskellige fagområder. Hvorfor de afledte trends stadig rummer subjektive kodninger og tolkninger. I øvrigt forekommer de så upræcist definerede og overlappende, at de selv giver anledning til tolkninger.
Hvilke konkrete udviklinger kan vi forbinde med de fire overordnede trends?
 
Den første trend kan vi illustrere med diskussionerne om de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af flygtninge- og migrantstrømme.
Vi kan tælle det samlede flygtninge og migranter og benævne det fakta, men kan knapt nok blive enige om, hvad der udgør en flygtning og hvad der udgør en migrant. Vi kan opregne, hvor mange midler vi bruger på dem, men selv det kræver udvælgelse af hvilke data, der skal indgå ved beregningen. Endnu værre bliver det, hvis vi vil forsøge at beregne de langsigtede samfundsøkonomiske konsekvenser af tilstrømningen af flygtninge og migranter? Her ophører som vi tidligere har set enigheden og sandheden bliver i en vis forstand flerstrenget og foreløbig.
I "How We Think" hævder Dewey at "judgment is required even in reference to the situation or event that is present to the senses; elimination or rejection, selection, discovery, or bringing to light must take place. No hard and fast rules for this operation of selecting and rejecting, or fixing upon the facts, can be given. It all comes back, as we say, to the good judgment, the good sense, of the one judging." (John Dewey).
I og for sig er det ikke nyt i, at vi på basis af udvælgelse og tolkning af isolerede facts har svært ved at analysere os frem sikre slutninger og konsekvenser. Så det er i hvert fald ikke nogen ny trend. Det nye er derimod, at der i stigende grad synes at herske uenighed om udvælgelsen og tolkningen af facts.
 
Anden trend: "Blurring line between opinion and fact." Her hævder man at traditionelle medier i stigende omfang ikke holder facts og meninger ude fra hinanden. Heller ikke det kan siges at være en afgørende ny trend, for selv med forsøg på at fokusere på at leverer facts risikerer man, at meninger spiller vigtig en rolle for udvælgelsen af disse facts.
Et tænkt eksempel: Vi registrerer at alvorlig kriminalitet i en given perioden er steget fra 10 til 20 tilfælde, mens mindre alvorlig kriminalitet i samme periode er steget fra 100 til 300 tilfælde. Før udgjorde alvorlig kriminalitet en tiendedel af den mindre alvorlige nu er udgør den kun en femtendedel.
På basis af disse fakta kan medier eksempelvis hævde, at der har været tale om et fald i den relative andel af alvorlig kriminalitet. Korrekt, men det er næppe det vigtigste. Vigtigt er det derimod at begge former er steget ganske voldsomt. Måske kan vi med William Blake hævde : "A Truth thats told with bad intent Beats all the Lies you can invent" (William Blake: Auguries).
Det nye her er at sociale medier i langt højere grad end traditionelle medier må antages at sløre grænsen mellem fakta og meninger. Alle og enhver kan være udgivere af ubekræftede eller fuldstændig fiktive fortællinger og ingen behøver at bestræbe sig på at skelne mellem fakta og meninger.
 
Tredje trend: "increasing relative volume, and resulting influence, of opinion and personal experience over fact." Her er der det formentlig vi ser det afgørende nye, der har ledsaget væksten i sociale medier.
Et aktuelt eksempel. Et Facebook indlæg, der påstår at influenza vaccine i sig selv forårsager influenza spredes, gik viral på sociale medier. Bl.a. med sådanne påstande: “Some of the patients I’ve administered the flu shot to this year have died.”
Efterfølgende måtte CDC (Center for Disease Control and Prevention) forsøge at imødegå påstandene med oplysninger om, at influenza vaccine ikke er årsag til influenza.
Et andet eksempel vedrører en video vist på Iransk TV, der tilsyneladende viser at en Hezbollah skarpskytte dræber flere Daesh medlemmer. Videoen blev siden afsløret som en fake, med videoclip taget fra videospillet "Medal of Honor."
I og for sig er det historisk set ikke nyt med falske nyheder og billeder, tænk blot på Hitlers Tyskland. Det afgørende nye er, at nu kan alle generere sådanne historier og alle kan se dem, så det emnemæssige og volumenmæssige potentiale er nu helt uoverskueligt.
"Agents with links to the Russian government set up an endless array of fake accounts and websites and purchased a slew of advertisements on Google and Facebook, spreading dubious claims that seemed intended to sow division all along the political spectrum — “a cultural hack,” in the words of one expert." (NYT).
Sådanne misinformationer og løgne spredes i dag også af etablerede medier, der efterhånden i deres gensidige konkurrence har tvunget sig selv ind in en 24 timers nyhedscyklus, hvor der skal findes en konstant strøm af nyheder allerhelst med betegnelsen "breaking news." "At their best, these latter channels provide nearly constant updates on breaking news and developing stories; at their worst, they create a repetitive blizzard of falsities and opinions. A seeming explosion of misinformation and disinformation also proliferates through conventional and social media channels." (Rand Corp.)
Eksempler på overfladiske indlæg, der bygger på journalistens umiddelbare indtryk og tilfældig vox pop, er nyhedernes brug af live reportager med udsendte medarbejdere, der gerne står midt i begivenhederne og rapporterer her og nu meninger, ofte på dårlig Skype forbindelse og ledsaget af splitskærm optagelser med repeterende sløjfer at videoer uden direkte relation til, hvad der bliver sagt og/eller direkte misvisende.
I et tidligere blog indlæg skrev vi: Der hersker en form for vanvittig, gensidig eskalerende koreografi, bag de billeder, der skal ind på vores nethinde. Journalister er i feeding frenzy for at opnå de billeder, der virker bedst på seerne og læserne. Og de ved sandsynligvis ret præcist, hvad der skal bruges. Vold og voldens instrumenter, sten, ild, vandkanoner, tåregasskyer, involvering af kvinder og børn, sårede, blod, og store fortvivlede øjne, gerne med en falanks af sorte, hjelmklædte, bevæbnede politifolk i baggrunden og så lige nogle enkelte tårepersende enkeltskæbner.
Journalisternes flokagtige sensationsjournalisme er i øjeblikket det, der præger enhver nyhedsudsendelse i TV og billeder og beretninger i andre medier. Der er ingen tid eller plads til nogen form for eftertanke. Skurke og helte roller er fordelt, nu drejer det sig om at få det hamret ind i hovedet på os alle sammen, i en indbyrdes konkurrence om at være først med breaking news.
Dermed er vi nået til sidste trend.
 
Fjerde trend: "declining trust in formerly respected sources of factual information" Rapporten fra Rand Corp rummer antagelser, der svarer til vore egne tidligere antagelser: "The values and priorities of those living in cities and those who remained behind also diverged in ways that might very well have led to declining agreement about social and economic norms. is is different, how- ever, than the eroding agreement about objective facts and analysis that can be observed today." (Rand Corp.)
Det kan i hvert fald være en medvirkende forklaring på faldet over tid i tiltroen til traditionelle medier og andre kilder til information, som f.eks. offentlige institutioner især blandt dele af befolkningen. Pew Research har således fundet at der fra slutningen af 50'erne og til nu er sket voldsomt fald i tilliden til statslige institutioner (Government). (Pew Research).

Pudsigt nok må man forestille sig af traditionelle mediers afsløringer af misforhold i statslige institutioner netop kan have været en vigtig grund til at tilliden til den disse institutioner er faldet. Altså har man her haft en vis tiltro til mediernes afsløringer.
Den voldsomme vækst i sociale medier må imidlertid antages at bidrage til at øge mistilliden ikke blot til offentlige institutioner og videnskabelige informationer, men til alle former for informationer. Hvem og hvad kan vi efterhånden stole på?
 
Cocoons of self-confirming beliefs leading to polarization?
Bliver konsekvensen på mistilliden, at man lukker sig inde i kokoner af selvbekræftende informationer og netværk på de sociale medier? Kokoner, der bidrager til at skabe en vis sammenhængende mening og "forståelse, " der giver os mulighed for at bruge simple heuristikker til at godtage, mistro eller forkaste de informationer vi præsenteres for i medierne, af offentlige institutioner og af politikere og videnskabelige eksperter.
Indpakningen i selvbekræftende kokoner bidrager derved til at øge polariseringen i et samfund.
Rapporten fra "Rand Corp." taler om kognitiv bias med vidtrækkende konsekvenser for vores opfattelse af de informationer vi præsenteres for:
 "Cognitive bias might also encourage individuals to surround themselves with people who think similarly and to consume information from only those sources with consistently matching beliefs and attitudes. Combined with rising polarization, changes prompted by the ubiquity of social media, the impact of filters, and the characteristics of the 24-hour news cycle, cognitive biases and other characteristics of cognitive processing leave people susceptible to disinformation and increasingly likely to disregard facts in favor of opinion and anecdote."
Pudsigt nok kan man forestille sig, at den kognitive bias findes både blandt dem, der ikke har megen faktuel viden om et givet emne og dem, der har et mere solidt fakta grundlag.
I første tilfælde kan man umiddelbart tage stilling til informationer med simple heuristikker rodfæstet i ens kognitive bias.
I det andet tilfælde må man forestille sig, at ens kognitive bias forleder en til at søge yderligere viden i form af fakta og informationer, der bekræfter denne bias.
Apropos. Det sidste gælder formentlig også for dette blogindlæg!
En undersøgelse peger på, at det for det enkelte menneske kan være rationelt at ræsonnere således. For "failing to adopt the stance that conveys who she is, whose side she is on could have devastating consequences for her standing with others whose support is vital to her well-being, emotional and material. Under these conditions, it is a perfectly rational thing for one to attend to information in a manner that promotes beliefs that express her identity correctly, whether or not they are factually correct." (D.M. Kahan).
Med de sociale medier får man nu uanede muligheder for at finde selv-bekræftende informationer. Facebooks og andre sociale medie platformers algoritmer fremmer tendensen, fordi man får serveret mere af de informationer og nyheder, som man allerede har foretrukket.
Hvad der kan give god mening for den enkelte som medlem af et parti eller en social gruppe, vil naturligvis medføre aftagende samfundsmæssig konsensus og øget mistillid til informationer og holdninger, der ikke passer ind i dette billede.
"It is a disaster for a democratic society’s collective welfare. For when everyone processes information in this fashion at the same time, culturally diverse groups of citizens are less likely to converge on the best understanding of policy-relevant evidence essential to the welfare of all."
Konsekvensen er en "tragedy of the public communication commons."
I MIT's "Electome Project" kan vi finde en slags røntgenbillede af de parallelle universer, som tilhængere af henholdsvis Clinton og Trump befandt sig i på sociale medier under valgkampen. (news.vice.com)

Mens tilhængere af Clinton synes at omfatte en større "sky " af tilhængere og meninger, udgør Trump tilhængernes "sky" en meget mere sammenhængende og tør man formode selvbekræftende gruppe. Vigtigst er imidlertid den tydelige afstand mellem de to skyer, der giver et billede af polariseringen i valgkampen.
Billedet er viser en situation "balkanized by ideology and issue-interest, with little potential for information flow between the online cocoons — or between the loud and important cluster of exclusive Trump followers and the institutionalized media users that are supposed to be political discourse’s immune system.” (West, Electome projektet).
Andre udviklinger kan forstærke "the tragedy of the public communication commons."
Etablerede mediers 24-7 nyheds cyklus og konkurrencen mellem medierne kan næppe undgå at lede til overfladiske fact checks og manglende research. Mere og mere synes det som om etablerede medier "attend to information in a manner that promotes beliefs that express [their] identity correctly, whether or not they are factually correct." Eller rettere udelader, hvad der ikke bekræfter identitet og samhørighed med en chattering klasse.
Konkurrencen har nemlig ikke ført til, at man får mere nuancerede nyheder. Det er i vidt omfang de samme breaking news, historier og human interest indlæg, der præger især nyhedskanaler på TV. Hvad værre er, i stadig større omfang synes disse nyheder selv at bygge på, hvad der findes som feberagtige udslag på de sociale medier. MeToo forekommer at være et godt eksempel. Vore nyhedsmediers ageren får stadig mere karakter af en "feeding frenzy" med nyhedsgribbe.
Bedre bliver det ikke af, at man nu synes at lytte mere til, hvad celebrities fra især film og musik har at sige om diverse emner, end til hvad eksperter og videnskabelige undersøgelser har fundet frem til. MeToo bæres frem af celebrities, ikke af seriøs information. Celebrities, der fører sig frem som selvbestaltede "Gutmenschen" på sociale medier og i de etablerede medier, der tilsyneladende i forsøger at gøre nyheder til entertainment.
Derfor kan pludselig læse:
"Acclaimed actress and United Nations High Commissioner for Refugees (UNHCR) Special Envoy Jolie used her prominent celebrity influence to heighten awareness of the Syrian crises in an UNHCR video." (borgenmagazine.com).
Acclaimed actress and prominent celebrity? Hvad er det for kvalifikationer at henvise til i Syrien og UNHCR sammenhænge? Hvad har det at gøre med indsigt og viden? Næsten kriminelt lidt. Men desværre er det udbredt tendens, at succes i film og musik og visse andre brancher gør en til autoritativ ekspert på ligegyldigt hvad de måtte engagere sig i, mens mere seriøse stemmer, viden, nuancer og problemkompleksitet drukner i sociale mediers larmende klakører til disse celebrities.
Som når en George Clooney støtter flygtninge med ufatteligt banale udsagn : “Let’s not lose an entire generation of people because they happened to be born in the wrong place at the wrong time.”
Forestil jer at tendensen breder sig , så vi hører baseball stjerner give deres mening til kende om farligheden af influenza vaccination eller om sund levevis . Eller som det vist allerede sker, rappere der optræder som støtter til MeToo bevægelsen, mens de samtidig som en anden Kendrick Lamar rapper:
 
Girl, I can buy yo' ass the world with my paystub
Ooh, that pussy good, won't you sit it on my taste bloods?
I get way too petty once you let me do the extras
 
Man fristes til at råbe "Shut Up." Pudsigt nok er det også, hvad en af deres egne celebrity kollegaer opfordrer til i en meget passende kommentar: "“A lot of celebrities did, do, and shouldn’t [talk about politics],” he said. “You know, it just goes to show you that people aren’t listening to that anyway. They might buy your CD or watch your movie, but you don’t put food on their table. You don’t pay their bills. A lot of Hollywood is living in a bubble." (Mark Wahlberg interview).
Ups, var det nu brug af celebrity til at støtte egne meninger?
På trods af mængden af informationer, der er tilgængelige bliver det således mere og mere vanskeligt overhovedet at skabe sig en nogenlunde sikkert grundlag for at danne egne nuancerede opfattelser.
 
A united colors proposal
Når virkeligheden brydes i de sociale mediers prisme får vores virkelighed en regnbue af forskellige farvninger. Farvninger der har betydning for udvælgelse og tolkning af, hvad der udgør facts og hvad der er relevante facts.
For "Rand Corp." ligger her en hovedkilde til "Truth decay", hvorfor det bør undersøges, hvorledes der kan skabes større enighed om, hvad der udgør objektive facts.
Man synes at operere med en temmelig simpel opfattelse af sandhed, en simpel korrespondance teoretisk opfattelse. "The basic idea of the correspondence theory is that what we believe or say is true if it corresponds to the way things actually are – to the facts." (Standford).
I vores tolkning lyder det lidt som om Rand foreslår at der designes et prisme, der samler de forskellige farvninger eller opfattelser til et forenet hvidt lys. En fælles opfattelse af, hvad der udgør objektive facts og dermed sandhed.
De foreslår således, at der bør forskes i en række temaer, der skal bidrage til hvad vi klan kalde en united colors opfattelse af, hvad der udgør objektive facts. ( (Rand Corp.).
 
Can situations in which people process information, make decisions, or exchange views be structured to facilitate effective use of facts and data? What structural changes to the media industry might increase commitment to facts and data?
 
What structural changes to academia or the broader research community might increase commitment to objective and transparency?
 
What structural changes to the political infrastructure might increase commitment to objective facts and accountability among political actors?
 
How can expectations and beliefs around civic engagement be updated?
What types of cues, frames, or tools would be required to encourage private citizens and political actors to consider compromise and welcome debate?
 
Her ser vi en slags tyrkertro på, at objektive facts vil kunne reducere polariseringen i befolkningen og skabe grundlag for demokratisk debat og politiske beslutninger. Som eksempel på en database med objektive facts henviser de til den af Steve Ballmer (tidligere Microsoft CEO) initierede database "USAFacts."
Rapporten foreslår at "frames, cues, or other tools," skal fremme brugen af objektive facts i undervisning, medier og politisk debat.
Som vi har set vil der være problemer med at etablere objektive fælles facts. Det var så at sige en del af forklaringen på truth decay og polarisering. Nu foreslår rapporten så sandelig, at problemet er løsningen. At man skal forestille sig at sende regnbuen af forskellige opfattelser tilbage gennem et prisme dannet af de "structural changes" de foreslår – for på den måde skabe en slags united colors opfattelse af virkeligheden.
På trods af problemerne ser vi i dag mange bestræbelser, der svarer til "Rand Corp.'s" forslag om at skabe "changes to the media industry [that] might increase commitment to facts and data."
Det gælder fremvæksten af såkaldte "fact checkers."
Et eksempel er "FactCheck.Org" på University of Pennsylvania, der om deres mission skriver:
 "We are a nonpartisan, nonprofit “consumer advocate” for voters that aims to reduce the level of deception and confusion in U.S. politics. We monitor the factual accuracy of what is said by major U.S. political players in the form of TV ads, debates, speeches, interviews and news releases. Our goal is to apply the best practices of both journalism and scholarship, and to increase public knowledge and understanding "
En bestræbelse, der svarer meget godt til Rand rapportens forestillinger om at give befolkningen adgang til objektive facts.
Nogle medier har skabt egne fact checking aktiviteter. DR har f.eks. Detektor programmet der har påtaget sig rollen som fact checker på stort og småt. Allerede i 2013 kunne "Journalisten" dog melde, at "programmet, der både udkommer på radio og tv, tre gange måtte beklage kritik og videregivelse af forkerte fakta."
Det er dog meget muligt at sådanne fact checks har haft den positive effect. at politikere og andre meningsdannere kan være blevet mere forsigtige med facts, for at undgå at de havner i en fact checker.
Problemet er dog som vi tidligere har set:
"In politics, facts do not speak for themselves. And factual accuracy in itself might not matter very much. Assuming that people hold accurate factual beliefs, they must still interpret them, that is, determine the significance of these facts for political judgments. Does a 1% decrease in the unemployment rate indicate that the president’s economic policies are working? Do an additional 200 troop casualties represent a big, moderate, or small increase?" (Gaines et al 2007).
 
Resorting to a kind of scientism
Hvor ofte hører man ikke argumentet "Ny forskning viser at...." I 2013 kunne medierne således berette, at ny forskning ... "viser, at vi har godt af at læse gode bøger - det gør os til mere hele og socialt kompetente mennesker." (videnskab.dk). Denne fantastiske nyhed, der også bør få flere til at læse denne blog, kunne læses i det videnskabelige tidsskrift "Science." Og når det er videnskabelig påvist står det vel til troende.
Umiddelbart kunne man da også forledes til at tro videnskab og videnskabelighed netop er det, der skal til for at stoppe "truth decay" i form af fake news, mis-information og deception? F.eks. som von Mises en gang har beskrevet den videnskabelige forskning. "En økonom undersøger, om en indsats a kan frembringe et resultat p, for hvilken den er anbefalet, og finder ud af, at a ikke resulterer i p, men i g. Hvis økonomen udtrykker resultatet af sin forskning ved at sige, at indsats a udgør en uhensigtsmæssig indsats, udtrykker han ikke en værdidom. Han siger blot, at for dem, der ønsker at opnå resultatet p, er indsats a ikke et godt valg."
Problemet med denne tilgang er trivielt, for vi er næsten tilbage ved start: Hvor omfattende og sikker er den viden, som tillader forskeren, at slutte, at a ikke vil føre til p, hvorimod b vil føre til p? Og hvilke konsekvenser får henholdsvis en indsats a og b i en større sammenhæng, som forskningen ikke tager hensyn til? Kan det tænkes, at en indsats b, der lokalt fører til p, i en større sammenhæng har negative effekter, der langt overvejer fordelen ved at opnå målet p?
Helt fundamentalt er sandheden i en vis forstand også foreløbig. Som Richard Rorty skulle have sagt "Truth is what my colleagues will let me get away with." Her med lidt mere begrundelse: "In science truth is, by definition, a malleable and perfectly revisable thing. This is because scientists compile data into models of how natural systems work. As time passes, new data and perspectives are assimilated into the consensus and the models are adjusted accordingly. It’s the best we can do. After all, we did not build the grand machines we study and there are no blueprints to compare our models against. The strongest scientific evidence is compiled into a consensus, which we take as our empirical truth."
I dag kan man hævde “the method has become an end in itself ”(berkeleysciencereview.com). Med metoder og resultater, der kan deklarereres som videnskabelige skaber man per definition at have skabt afstand til fake news og misinformation.
Bestræbelserne fører til en slags scientisme, der ytrer sig som “an exaggerated faith in the ability of science to solve virtually all individual or social problems and an associated devaluation of all forms of discourse that are not considered to be scientific."
På samme tid som vi oplever "truth decay" i Rand rapportens forstand ser vi en mere og mere udpræget tendens til pseudovidenskabeliggørelse på en række områder. En tendens til en skabelonagtig scientisme, hvor viden­skabelighed defineres af relativt simple opfattelser, hvor især forsøg på at overføre en stringens fra naturvidenskab til andre områder gør sig gældende.
Fokus er på en karikeret naturvidenskabelig metode, hvor udgangspunktet er målbare data, fortolket ved hjælp af modeller baseret på simple sammenhænge og/eller statistiske metoder. Det svarer til Feynmans karakteristik af pseudoscience, hvorom han siger: “We have many studies in teaching, for example, in which people make observations, make lists, do statistics, and so on, but these do not thereby become established science, established knowledge. They are merely an imitative form of science." (Feynman).
Man forsøger at fremstille det som om kvantitative mål i sig selv udgør relevante facts, der er værdifrie og objektive, med andre ord indiskutable,
 Det hjælper naturligvis ikke, at man i nogle tilfælde simpelthen drager forkerte slutninger på basis af statistik. Her et eksempel beskrevet af Gigirenzer:
"Perhaps the most notorious example of patients being misled about risk occurred in October 1995, when the UK's Committee on Safety of Medicines warned doctors that a new, third-generation oral contraceptive pill doubled the risk of thrombosis. Thousands of women came off the pill, even though the risk had merely increased from a one-in-7,000 chance of getting the disease to a two-in-7,000 chance. The following year saw an additional 13,000 abortions in the UK." (bbc.com).
Risikoen øges fra 1 ud af 7.000 til 2 ud af 7.000 og så konkluderer man fejlagtigt man risikoen er fordoblet.
Den danske Sundhedsstyrelse er blevet kritiseret for lignende fejlinformationer.
En slags pseudovidenskabeligt fake news , der kan have yderst problematiske konsekvenser hvis man agerer ud fra dem.
Alligevel lyder trylleordet for mange offentlige indsatser "evidensbaseret."
Forskere kan både fortælle os, at studier viser ringe faglig kunnen hos skole­ele­ver, og angive, hvad der skal gøres for at øge denne kunnen. F.eks. skabe større sko­ler, ændre læreruddannelsen, bruge evidensbaserede undervisnings­metoder og indføre mere IT. Økonomer, der ser dansk økonomi som truet, er samtidig i stand til at angive, hvad der skal gøres for at afværge truslen: Afskaffe efterlønnen, nedsætte indkomstskatterne og selskabsskatterne.
Den scientistiske fokus kan vise sig at være yderst problematisk:
“It is a dangerous error to confound truth with matter-of-fact. Our life is governed not only by facts, but by hopes; the kind of truthfulness which sees nothing but facts is a prison for the human spirit." (Bertrand Russell, On Education)
Scientismen synes at repræsentere en slags hybris, en overdreven tro på at mennesket nu kan designe, realisere og kontrol­lere sin egen fremtid. Mennesket er nu så intelligent og vidende, at det kan kontrollere sin egen fremtid ud fra viden om verdens aktuelle tilstand, baseret på strengt videnskabelig forskning, oceaner af data, præcise fremskrivninger, vidtrækkende planer, og sofistikerede værktøjer til realisering af disse planer. Denne søgen efter kontrol må være baseret på en forestilling om en form for kontrol­rationalitet, hvor man anser det for både muligt og optimalt, at planer bliver genereret og implementeret af en begrænset elite.
 
Combatting information disorder with truth sifting methods?
I 2017 ud gav Europarådet (The Council of Europe) en rapport med titlen : "Information Disorder – Towards en interdisciplinary framework for research and policy making."
Med vendingen " Information disorder" lægger man afstand til den udbredte brug af termen fake news med følgende begrundelser:
"First, it is woefully inadequate to describe the complex phenomena of information pollution. The term has also begun to be appropriated by politicians around the world to describe news organisations whose coverage they find disagreeable. In this way, it’s becoming a mechanism by which the powerful can clamp down upon, restrict, undermine and circumvent the free press." (Information disorder).
I stedet vælger man at definere tre former for "information disorder"
 
Mis-information is when false information is shared, but no harm is meant.
Dis-information is when false information is knowingly shared to cause harm.
Mal-information is when genuine information is shared to cause harm, often by moving information designed to stay private into the public sphere.
 
Uanset brugen af andre termer ser man de samme problematiske konsekvenser som vi allerede har være inde på. Frygten for en opløsning af en basal samfundsmæssig konsensus. En atomisering af opfattelser, der fører til the tragedy of the public communication commons."
Man illustrer problemet med en henvisning til Negropontes gamle forestilling om produktion af en fremtidig "Daily Me" avis, der kun indeholder hvad jeg ønsker at beskæftige mig med, hvad jeg er interesseret i, det som understøtter meninger jeg allerede har. Daily Me repræsenterer således det ultimative ekkokammer for egne opfattelser.
 I dag kan se hvorledes Facebook og andre social media platforme i realiteten er tæt på at tilbyde netop "Daily Me" ekkokamre, med negative konsekvenser for sammenhæng, delte basale opfattelser, tiltro på objektive fakta, dialog og i sidste ende for demokratiet.
"The market for news, entertainment, and information has finally been perfected. Consumers are able to see exactly what they want. When the power to filter is unlimited, people can decide, in advance and with perfect accuracy, what they will and will not encounter. They can design something very much
like a communications universe of their own choosing." (Cass Sunstein, republic.com).
Bortset fra, at der næppe er tale om et kommunikations univers "of their own chosing." Snarere et univers produceret af algoritmer, der tilpasser sig en "kognitiv bias" som vi næppe selv er bevidste om.
 I rapporten fra Europarådet fremlægges en række temmelig diffuse forslag til at bekæmpe "information disorder" og de negative følger heraf.
Der er nærmest tale en slags ønskeliste til medie platforme, staten, medie organisationer, civilsamfundet, uddannelse og forskningsbevillinger.
Medie platforme burde bl.a. sikre transparens omkring deres algoritmer. Et ønske der må anses for vanskeligt at opfylde. De bør eliminere finansielle incentives. Næppe heller muligt at opfylde for private selskaber. De bør også bidrage med advarsler og markeringer af indhold etc. Ud fra hvilke kriterier kan man spørge?
"The long history of fake news, the political, social and economic motivations for producing it, and the ease of self- publishing online, mean that technology will only ever partly address the problem. It also elicits dangers of its own with regard to the value-driven choices that engineers will have to make when determining which news to promote and which to suppress." ( M Moore, King's College London).
Staten kan kortlægge information disorder, regulere og kræve transparens, støtte nyhedsorganisationer, levere og støtte public service medier, og f.eks. arbejde "internationally to create a standardized news literacy curriculum."
 Hvilken regulering kan spørge, lovgivning mod fake news og hate speech som tyskerne forsøger sig eller hvad? Hvem skal i øvrigt definere kravene til public service og til et "standardized news literacy curriculum?
Blot med disse få eksempler på forslag fra rapporten er det vel tydeligt, at der er tale om et forehavende, hvis enkelte elementer rejser nye spørgsmål, som er vanskelige at besvare entydigt.
 
Elephantine EU respons to fake news
"Politicians have a responsibility to uphold European fundamental values of freedom, democracy and solidarity. We have a responsibility to make sure that we have effective tools to address situations where the right to free expression is deliberately abused to promote violent extremism or discrimination against certain groups in society...
The proliferation of hate speech online is shrinking the space for democratic discussions. When "toxic narratives" about migrants and religious minorities publicly incite hatred and violence, the thin line between hate speech and hate crime merges into one.
Lød det i en tale af Andrus Ansip, vicepræsident i EU-kommissionen, om bestræbelsen på at bekæmpe fake news, hate speech og diskriminering af mindretal.
Andrus Ansip loved, at EU-Kommissionen vil vurdere "whether improved EU-wide procedures are needed for the removal of illegal content from online platforms."
Senere på året blev der fremlagt en plan for EU-kommissionens tilgang til bekæmpelse af fake news etc.

Det inkluderer nedsættelse af en High-level Expert Group on fake news, Multistakeholder events, Public consultation og Eurobarometer surveys.
Den komplicerede tilgang fortæller umiddelbart ikke noget om formålet med de forskellige aktiviteter, hvad opgaven går ud på , og hvad man håber at få ud af processen.
I en pressemeddelelse fra Kommissionen fra november 2017 hedder det dog, at man forventer at bidrag, der vedrører
 
Hvorledes borgere og stakeholders opfatter fake news
Vurdering af de indsatser, der allerede er foretaget af diverse institutioner og organisationer
Mulige fremtidige indsatser til fremme af borgernes muligheder for at få adgang til " reliable and verified information" og til at undgå spredning af disinformation online.
 
Begrundelsen for den " elephantine " tilgang kan hænge sammen med at landene i EU har vidt forskellig tilgang til problemet med fake news og hate speech og til skillelinjen mellem, hvad der er illegalt og hvad der eventuelt kan være disinformation uden at være ulovligt. " "Fake news does not necessarily contain illegal hate speech or other illegal content.”
Mens Tyskland grundet sin egen fortid har en relativt strikt tilgang til f.eks. hate speech og som vi skal også forsøger at sterilisere internettet via lovgivning, er holdningen mere laissez faire i andre lande, hvor man vægter hensynet til ytrings- og meningsfrihed højere.
Det udgør et grundlæggende problem.
Skal man bestræbe sig på at udelukke disinformation, fake news, hate speech og hvad vi ellers måtte have et ønske om at fjerne gennem sterilisering. Ud fra hvilke kriterier i givet fald? Objektive facts? Facts etablerede af hvem, gennem hvad? Hvad er f.eks. objektive facts for "hate speech"?
Skal staten/EU ligefrem være garant for én slags sandhed og én rigtig verdensopfattelse, og i givet fald defineret ud fra hvilke kriterier?
Hvor langt kan man gå før man via små velmenende indsatser får etableret et orwellsk Ministry of Truth.
I EU er man på det verbale plan klar over problemet. Andrus Ansip sluttede nemlig sin ret intetsigende tale med at erindre om, at "fake news is bad - but Ministry of Truth is even worse."
 
An attempt to sterilize debate?
"[A] 24-year-old comedian from Cologne posted a satirical message on Twitter early on New Year’s Day, mocking the German far right’s fear that the hundreds of thousands of immigrants that have entered the country in recent years would endanger Germany’s culture. Instead of entertaining her more than 14,000 Twitter followers, Passmann’s tweet was blocked within nine hours by the American social media giant, telling users in Germany that Passmann’s message had run afoul of local laws." (politico.eu).
I et Tyskland, der på grund dets egen fortid er specielt følsom over for fake news om holocaust og "hate speech" har man for nylig vedtaget en lov, der har til formål at sterilisere internettet, ved at fjerne " hate speech," forhindre udbredelse af falske udsagn, der benægter holocaust, eller kan anses for at være diskriminerende.
Loven. går under betegnelsen NetzDG (for Netzwerkdurchsetzungsgesetz). Med loven vil man tvinge social media platforme med mere 2 millioner brugere til implementere politikker, der på den ene side gør det nemt for brugere at rapportere problematisk indhold og på den anden side pålægger platformene at fjerne sådant indhold inden for ret korte frister. I tilfælde at overtrædelse af loven kan platformene idømmes bøder på 50 millioner euro.
Truslen om så store bøder har tilsyneladende fået platformene til at reagere og måske overreagere som i tilfældet med AfD politikeren Beatrix von Storck. Hun havde kort efter lovens ikrafttræden udsendt et tweet, hvor hun kritiserede at politiet i Köln i forbindelse med festlighederne Nytårsaften 2017/18 havde udsendt informationer på arabisk. (wn.de).
 
„Was zur Hölle ist in diesem Land los? Wieso twittert eine offizielle Polizeiseite aus NRW auf Arabisch. Meinen Sie, die barbarischen, muslimischen, gruppenvergewaltigenden Männerhorden so zu besänftigen?“,
 
Kort efter spærrede Twitter hendes account i 12 timer med den begrundelse at overtrådte loven og hendes indlæg forsvandt fra skærmene. Hendes forsøg på at gengive et kopi af sit tweet på Facebook blev også slettet.
Dette og andre eksempler med mere eller mindre ubegrundede sletninger af ytringer på de social medier har givet anledning til alvorlig kritik.
Det hævdes at NetzDG vil indskrænke ytringsfriheden. Som følge af loven vil der være en risiko for "overblocking" fra platformenes side. At de for at beskytte sig selv vil fjerne ytringer, der ikke er ulovlige, men enten har fået andre brugere til at klage eller fået platformens censorer til på forhånd at slette indlægget.
 Loven risikerer at drive en kritisk debat væk fra de store platforme og over sociale netværk, der ikke falder under loven.
Loven kan modsat sit formål fremme fake news og mistillid, fordi overdreven blokering af ytringer kan lede til påstande om menings manipulation og sterilisering af den offentlige debat. Til påstande om at man bevidst søger at undertrykke kritik af f.eks. flygtningepolitikken, eller en tendens til islamisering.
Endelig finder kritikere det yderst betænkeligt, at man gør platforme som Facebook , Twitter og WhatsApp til dommere over, hvad der er kan tillades og hvad der er fake news. Det første strider mod retssikkerheden, ulovlige ytringer skal for tværtimod retten. Det sidste risikerer at mindske spillerummet for kritik. Endelig kritiseres den manglede transparens i beslutninger om blokering og sletning.
Her kan vi tilføje, at det også har vidst sig at US-amerikanske platforme tilsyneladende operer med algoritmer og/eller uvidende censorer, der bedømmer indhold ud fra bornerte forestillinger, som måske passer til USA, men ikke til europæsike værdier og holdninger.
 Alligevel ser det ud til, at indgreb, der kan minder om NetzDG vil brede sig i den kommende tid:
"In the U.K., politicians have called on tech companies to take greater responsibility for potential hate speech and extremist material that is posted on their networks. These calls came after several platforms were found to have published content that ran afoul of existing national hate speech rules.
In France, President Emmanuel Macron announced proposals earlier this week that would force social media companies to be more transparent about how so-called fake news, particularly paid for by state-backed actors, was circulated on their networks." (politico.eu).
NetzSDg står ikke alene. Vi har allerede mange for forsøg på at sterilisere offentlig debat gennem forsøg at skabe et moderne Newspeak i form af politisk korrekthed.
Political Correctness har for længst sneget sig ind i medierne og i den offentlige debat. En indirekte indikation finder man i publikationen "Glossar der Neuen Deutschen Medienmacher," der beskæftiger sig med journalisters sprogbrug. Det gælder f.eks. brugen af termen klan, eller "Clan," der i følge glossaret allerede implicerer "dass es in der Geschichte um Einwanderer geht," Underforstået, det er problematisk, hvorfor man i stedet bør tale om "(großen) Familie oder Verwandtschaft." Glossaret er et studie i politisk korrekt sprogbrug, en slags Newspeak dictionary , der tjener til at tilsløre problemer. For hvorfor i alverden skal termen klan, der korrekt betegner en relativt fasttømret storfamilie ikke bruges. Brugen af termen klan fortæller mere end blot at tale om slægtninge eller familiemedlemmer. Gennem sådanne tiltag af politisk korrekthed forsøger man at pådutte offentligheden, hvad vi desværre fristes til at kalde en alternativ "sandhed," der i hverdagen afsløres som forsøg på at dække over en oplevet sandhed, der kan se helt anderledes ud.
 
A stratified belief in truth may be the real cause of polarization
Måske har vi fået en helt forkert opfattelse af hvad der er årsag til vore voksende problemer med "Decay of a shared belief in truth"?
Når man f.eks. i dag læser og ser nyheder om Ghouta i Syrien, får man let indtryk af, at medier i Vesten faktisk kun har én opfattelse af sandheden. En opfattelse der blive delt af de fleste media aktører.
I den mest simple version peger alle de mistænkeligt flimrende videoer, partsrapporter og oplysninger hentet fra en så problematiske kilde som f.eks. SOHR (Syrian Observatory for Human Rights, a one man operation(?) based in London) på, at vi her oplever et barbarisk ensidigt angreb fra Assad styrker og russiske fly, hvor man med alle midler forsøger at bombe Ghouta og slå uskyldige civile og børn ihjel (børn er naturligvis også civile, men det gør budskabet mere appellerende at der er tale om børn). Døde kombatanter hører man derimod ikke om.
De onde her er naturligvis Assad og Rusland. Kun få medier finder det åbenbart relevant at fortælle, at der faktisk findes rebel styrker af forskellig og til dels særdeles radikal observans i Ghouta. Rebeller som forsøger sig med vilkårlige angreb på Damaskus, ganske vist med ulige svagere våben..
Intetsteds synes mainstream medier at være interesserede gå dybere i problemerne Hvorfor overgiver de mange civile i Ghouta sig ikke? Er det fordi situationen er som i Aleppo, hvor rebellerne var dem, der ikke ville give op og derfor forhindrer civilbefolkningen i at forlade byen?
Ghouta viser måske en anden side af decay of truth problemet, hvor problemet modsat den gængse opfattelse ikke er uenighed og polarisering, men tværtimod en alt forhøj grad af enighed, uanset hvilket medie man tyer til.
Et andet eksempel som vi tidligere har set på er MeToo bevægelsen, hvor der på det nærmeste er tale om noget, der minder om hekseforfølgelse. Her behøver man ikke nødvendigvis beviser, blot det at rejse mistanken er såmænd nok til at det har konsekvenser for dem, der angribes.
Et tredje eksempel vedrører de etablerede mediers dækning af Donald Trump. Her har "Shorenstein Center on Media Politics and Public Policy" på Harvard University undersøgt mediedækningen af Trumps første 100 dage. Man fandt her bl.a. at nyheder der vedrørte Trump optog 41 procent af alle nyheder. Tre gange mere end dækningen af nogen tidligere præsident og stort set alle med en negativ bias, for som man konstaterer:
"Trump has received unsparing coverage for most weeks of his presidency, without a single major topic where Trump’s coverage, on balance, was more positive than negative, setting a new standard for unfavorable press coverage of a president."
Kun Fox News nærmede sig en positiv tone. Man finder tillige. at europæiske reportere var endnu mere tilbøjelige til at rejse spørgsmålet om Trumps "Fitness for Office"
Og så i dette eksempel ser vi etablerede medier optræde unisono, og som vi tidligere har søgt at påvise, så var intet emne for småt eller perifert til at kritisere præsidenten. Vores eksempel gjaldt indlæg om længden af Trumps røde slips, der selvfølgelig i følge medierne var latterligt langt.
Er den overvældende kritik af Trump berettiget, eller er den til dels et resultat af hvad vi tidligere har kaldt " the chattering classes" afsky for en vulgært optrædende Trump, måske endda koblet med en dyb frustration og forbløffelse over at han kunne vinde valget på trods anstrengelserne for at forhindre det? Medier og kommentatorer kan i hvert fald ikke skjule deres forbløffelse og nærmest fortørnelse over USA's valg af Trump til præsident "Hvordan kunne en mand, som mange vælgerskaren betragtede som mentalt, moralsk og for temperamentsfuld til lede landet blive valgt til præsident for Amerikas Forenede Stater, med en enorm magt der ville kunne skabe national og international ravage" (Forbes).
Medierne er her helt ude af takt med de strata af vælgere, der ikke kommer til orde i medierne.
I medierne hersker en altdominerende bølge af en fælles opfattelser. En kvælende dyne af inkvisitorisk overbevisning der determinerer, hvad der er sandt. Et eksempel på en "Post Truth," hvor "objective facts are less influential in shaping public opinion than appeals to emotion and personal belief."
 På basis af sådanne eksempler kan man få en opfattelse af, at både traditionelle medier og sociale medier domineres af en synkron opfattelse af "sandhed," hvor man egentlig ikke beskæftiger sig med om den er sand. Tværtimod, det vigtigste synes at være at bestræbe sig på, at alle skal deltage i en slags "truth persuasion".
I den forstand har både traditionelle medier og sociale medier fået et anstrøg af af det orwellske Truth Ministry's og "The Party," hvorom det gjaldt "if all others accepted the lie which the Party imposed — if all records told the same tale — then the lie passed into history and became truth. 'Who controls the past,' ran the Party slogan, 'controls the future: who controls the present controls the past.'" (George Orwell, 1984)
Derfor er der både i USA og I Europa ved at opstå lag eller strata i befolkningen med andre opfattelser af "sandheden."
Det lag, der repræsenteres i de etablerede medier og store dele af de sociale medier, har en mere og globalt synkroniseret opfattelse af verden, af problemer og problemløsninger, af hvad der er rigtigt og forkert og af hvilke facts, der gælder og hvilke der ikke gør. En stratificeret opfattelse af "sandheden" på tværs af nationale grænser, men dog med en stærk liberal vestligt funderet bias.
I tidligere blog indlæg , bl.a. i "Ominous signs of seismic activity in the political landscape," har vi forsøgt at finde indikationer på, hvem der skaber rystelser i det etablerede politiske landskab. Indikatorerne tyder på, at det især kan dreje sig om mennesker, der protesterer fordi de føler, at de er ved at falde eller er faldet af et stadigt hurtigere drejende hamsterhjul af økonomiske, teknologiske, sociale ideologiske og værdimæssige forandringer i samfundet.
Her finder vi de strata i samfundet, som har en anden opfattelse af "sandheden." Opfattelser, der står i modsætning til de "sandheder" og "facts" etablerede medier vælger at præsentere.
Her ser vi den formentlig vigtigste polarisering. En polarisering, der næppe kan kan mindskes gennem de tiltag vi lige har set på. Fra forsøget på at tvinge de farvede meninger tilbage gennem et prisme af såkaldt objektive facts, over næsten bizarre forøg på gennem scientisme, at halvere vores evne til problemerkendelse og -løsning, til forsøg på at skabe en "sandheds-si" der kan sigte misinformation fra og til EU-bureaukratiske og legalistiske løsninger, der bringer et "Ministry of Truth" nærmere.