Untergang des Abendlandes
Eller på dansk "Aftenlandets Nedgang" var titlen på den tyske historiker, Oswald Spengler's, tobindsværk fra tiden efter første Verdenskrig, hvor han forudser  den vestlige civilisations  nedgang.
Spengler havde en forestilling om at alle kulturer akkurat som levende organismer havde en slags livscyklus. Hvor mange i dag ser historien som en slags progressiv fremadskriden mod stadig højere stadier af civilisation, ser Spengler civilisationen som slutstadiet for en kultur.
Civilisationen repræsenterer den forstenede eller tingsliggjorte slutstadie for kulturen. Hvor bevægelsen er ophørt. Hvor den skabende kraft i det at blive til, bliver afløst af stilstanden i det at være blevet til.
I en moderne tolkning af Spengler lyder det således:
"Once a Culture's aim is attained—its idea, its entire content of inner possibilities fulfilled and made actual—it suddenly hardens . It mortifies. Its blood congeals. Its creative forces breaks down. The fire in the soul dies. Life is fatigued. The society experiences more no more fullness but, insted poverty, coldness, emptiness, an intellectual chill, and void. Values built up and maintained within the Culture begin to fall away. A sweeping transvaluation, a rejection, a persistent nihilism remolds old forms, understands them otherwise, practices them in different ways. The society begets no more, but only reinterprets." (B.G. Brander, 1998)
Hvis man er kommet så langt i sin læsning af dette blog indlæg, får man måske at en ubehagelig fornemmelse af at denne beskrivelse godt kunne passe nogle af de mere negative kendetegn ved vestlige samfund i dag. For måske straks efter at berolige sig selv ved tanken om den umådelige kreative kraft i moderne science og teknologi, Ilden er bestemt ikke slukket.
Spengler's svar ville formentlig svare at vi på faustisk vis har forskrevet os til videnskab og til rigide tekniske og bureaukratiske strukturer og samtidig solgt sjælen i vores kultur.
På et banalt plan ganske vi måske godt nikke ja til en sådan forestilling en faustisk deal med videnskab og teknologi, men spørgsmålet om hvorvidt vi dag kan se tegn på Aftenlandets begyndende nedgang, på begyndelsen til enden på det vi forstår ved Vesten, kan næppe besvares ved at henvise til Spengler's forestillinger.
I stedet må vi selv undersøge om og i givet fald hvilke forfaldstegn vi kan få øje på for Vesten og her især med fokus på Europa.
Vi vil gøre det ved at opstille en serie antagelser som skal undersøges nærmere:
 
Population: Diminishing numbers
 
Economy: Declining share
 
Equality: Growing stratification
 
Values: Losing faith
 
Social: Desintegrating Gemeinschaft
 
Politics: Deepening fault lines
 
EU: In-decisionmaking and wishful thinking
 
Security: Losing ability create safety
 
Population: Diminishing numbers
Vi tænker her på Vestens mindre og mindre andele af jordens befolkning,  på lave fødselstal og tiltagende  aldring i vestlige  samfund.
 
Vestens befolkning skrumper i forhold til resten af Verden:
Her ser vi først UN's befolkningsopgørelse og fremskrivninger fra 2015 (UN 2015).

Hvis vi ser hvor stor en procent andel af verdens befolkning hver af verdensregionerne udgør for henholdsvis 1915 og 2050 fremskrivningen, får vi følgende tabel:

Eurpas andel af verdens befolkning udgør i 2015 kun ca. 10 procent. I 2050 er forudses andelen at være faldet til lige over 7 procent.
Altså en kraftig tilbagegang i Europas andel af jordens befolkning.
Ikke nok med det. Hvis på aldersfordelingen i de forskellige regioner får vi et bilede af en aldrende befolkning i Europa og Nordamerika og en forholdsvis yngre befolkning i Asien og en ung befolkning i Afrika (Statista).

Befolkningsudvikling og aldersfordelingen er naturligvis relateret til fødselsraten (un.org).

.Europa ligger lavest med 1,6 barn for hver kvinde, mens Afrikas kvinder fortsat udviser høj fertilitet med 4,7 barn for hver kvinde.
 
Economy: Declining share
Europas og Nordamerikas andel af det globale GDP daler. Fremgangen findes i Asien og her naturligvis især Kina. Herunder ses udviklingen i de relative andele af verdens GDP målt i ppp (purchasing power parity), hvor man tager hensyn til forskellen i købekraft. (Forbes).

Både USA's og Europas samlede andel mindskes ganske kraftigt, mens Kinas andel er i hastig vækst og forventes at overgås USA's i 2025. Indien udviser også en ganske stor vækst, men udgør endnu kun en beskeden andel.
 
Manglende innovationsevne
En rapport fra European Investment Bank hævder, at der mangler investeringer på 130 mia. euro per år i R&D (Research and Development) for at nå EU's eget mål om at investere 3 procent af GDP i R&D.
Som et mål for innovation kunne man se på antallet af patentansøgninger, som de bliver opgjort af WIPO (World Intellectual Property Organization). Her er et uddrag af tallene fra 2015, hvor vi kan sammenligne Kina, USA og Europa:

Selv hvis tager hensyn til befolkningstallet eller til BNP for disse regioner, er det vel oplagt at EU hinker bagefter.
 
Equality: Growing stratification
"The working class of this country is being decimated — that's why Donald Trump won ... And what we need now are candidates who stand with those working people, who understand that real median family income has gone down." (usastoday.com). Hævdede Bernie Sanders efter præsidentvalget i USA.
Antagelsen er, at for en stadig større del af samfundet bliver livsgrundlaget i form af arbejde stadig mere usikkert eller "precarious", samtidig med at indkomsterne stagnerer eller falder relativt til en elite, der distancerer sig stadig mere fra resten af samfundet.
Antallet af usikre jobs er generelt stigende. OECD påviser således, at mere af havdelen alle jobs skabt siden 1995, udgøres af "non-standard" jobs,
I søjlediagrammet herunder ses væksten i "non-standard" jobs for udvalgte lande i perioden 2007-2013. I Holland udgør non-standard jobs således over 50 procent og i Tyskland nærmer de sig 40 procent.
En hastig udvikling inden informations-, kommunikations- og robotteknologi forventes at skabe endnu større usikkerhed. I et studie fra Oxford University når man frem til, at næsten halvdelen af alle jobs i USA er i fare for at blive overflødige: "According to our estimates, about 47 percent of total US employment is at risk. We further provide evidence that wages and educational attainment exhibit a strong negative relationship with an occupation’s probability of computerisation" (oxfordmartin.ox.ac.uk).
OECD konstaterer, at væksten i antallet "non-standard" jobs og dermed usikre jobs, er ledsaget af stigende indkomstulighed. Grupperne med lave indkomster sakker mere og mere bagud i forhold andre grupper (OECD: In it together)..

Igen bidrager det til en udvikling vi tidligere har illustreret med billedet af en ekspanderende doughnut. I den ekspanderende periferi finder vi de nye jobs i nye sektorer, der kræver ansatte med mere uddannelse og evne til at følge med i hastigt skiftede krav. I midten af doughnut'en finder vi dem, der bliver tilbage, med mindre uddannelse, med forældede uddannelser, med jobs, der på vej ud og med dårligt lønnede og usikre jobs.
I et tankeeksperiment udført af en forskergruppe støttet af NASA har man undersøgt, hvad der historisk har fået civilisationer til at kollabere. I deres eksperimenter er gruppen nået frem til, at to faktorer er med til at frembringe en civilisatorisk kollaps. "Two important features seem to appear across societies that have collapsed ... The stretching of resources due to the strain placed on the ecological carrying capacity and the economic stratification of society into Elites and Masses." (theatlantic.com).
 
Values: Losing faith
Mennesker i Vesten er ved at tabe tiltroen til den samfundsmodel, der har været grundlaget for vestlige verdens fremgang.
 
Pessimisme blandt Vestens unge
Et survey publiceret i 2014 viser, at unge mennesker i Vesten har et ganske pessimistisk syn på deres egen fremtid sammenlignet med unge fra andre dele af Verden, hvor især unge fra Kina Brasilien, Tyrkiet og Indien har et positivt syn på deres egen fremtid.  ( ipsos-mori.com)

Mistro til demokratiet
Et studie fra World Values Survey viser at der hersker et generations gab når det gælder tiltroen til det liberale demokrati. Yngre generationer anser det det ikke længere for at være så vigtigt at leve i et demokrati. Hvor ældre generationer betragter en demokratisk samfundsorden som afgørende vigtig, er det kun 30 -40 procent af den yngste generation, der anser det for vigtigt at leve i et demokrati. (Foa and Mounk).

Det er ikke kun de unge, der mister tiltro til demokratiet. Hist og her dukker forestillinger op, der anser demokratiet for at udgøre en styreform, der er kendetegnet ved en problematisk indflydelse fra de ignorante og irrationale vælgere.
Filosoffen Brennan hævder derfor, at det  må være"entirely justifiable to limit the political power that the irrational, the ignorant, and the incompetent have over others."
Måske inspireret af Platon, argumenterer han for et epistocracy (termen sammensat af græske termer for viden og for styre) forstået som "government by the knowledgeable" Selv om hans ideer kan forekomme demonstrativt-crazy eller democrazy, kan man godt få den tanke, at det er forestillinger man kan finde blandt EU's beslutningstagere og eurokrater, når man tænker på, hvilke store beslutninger der ikke lægges ud til folkeafstemning,  eller på hvorledes EU ved flere lejligheder enten ignorer eller søger at omgøre folkeafstemninger.
Synspuktet var også freme ved  Brexit valget , hvor man "data confirms previous indications that local results were strongly associated with the educational attainment of voters, showing that populations with lower qualifications were significantly more likely to vote Leave". (thelondoneconomic.com.
Brennan idder om et epistocracy  svarer vel også godt til tendensen til at tro, at alle mulige problemer kan løses rationelt ved hjælp af ekspertise og upartiske bureaukrater, i praksis illustreret ved den indflydelse embedsværket efterhånden har på den politiske beslutningsproces.
 
Mistillid til demokratiske institutioner
Utilfredsheden med eksisterende politiske partier og institutioner viser sig et
"Disaffection with the democratic form of governmentis accompanied by a wider skepticism toward liberal institutions. Citizens are growing more disaffected with established political parties, representative institutions, and minority rights. Tellingly, they are also increasingly open to authoritarian interpretations of democracy. The share of citizens who approve of “having a strong leader who does not have to bother with parliament or elections,” for example, has gone up
markedly in most of the countries where the World Values Survey asked the question—including such varied places as Germany, the United States, Spain, Turkey, and Russia" (Foa and Mounk).
I en undersøgelse af synet på autoritære styreformer i dagens Tyskland støtter en antagelse om at der findes en vis tilslutning til mere autoritære styreformer. (uni-leipzig.de).

Culture: Giving in to cultural relativism, human rights
Vesten ved at overgive sig til en uheldsvanger kulturel relativisme. Hvor vi accepterer påstanden om, at den universelle erklæring om menneskerettigheder blot repræsenterer et destillat af vestlige værdier, der kun kan have gyldighed i den vestlige verden, men ikke har universel gyldighed i andre dele af verden.
Ved at relativere menneskerettighederne fjerner man et afgørende frigørende potentiale: "I would argue that Western defenders of human rights have traded too much away. In the desire to find common ground with Islamic and Asian positions and to purge their own discourse of the imperial legacies uncovered by the postmodernist critique,Western defenders of human rights norms risk compromising the very universality they ought to be defending. They also risk rewriting their own history." (Ignatieff).
Set ud fra et internt vestligt synspunkt repræsenterer den kulturelle relativisme et standpunkt, der bidrager til at underminere de friheder og rettigheder, som vi finder i menneskerettighedserklæringen. I en vis forstand netop de rettigheder og friheder, som tillader mere naive sjæle at relativere egne værdier så meget, at undermineres af de trusler og krav, som de senere års store indvandring af mennesker med en muslimsk baggrund fremsætter.
Man forstår tilsyneladende ikke, at med kulturel relativisme mister man det mest grundlæggende i menneskerettighedserklæringen. Det enkelte menneskes ret til at sige fra overfor magthaverne, overfor en undertrykkende religion og en patriarkalsk kultur. Med kulturel relativering bidrager man i stedet til at understøtte sådanne institutioners dominans over det enkelte menneske.
Det bizarre er, at der findes mennesker, der mener at man holder menneskerettighederne højt ved at understøtte og forsvare udøvelsen af kulturelle og religiøse forskrifter, der netop repræsenterer en undertrykkende religion og en patriarkalsk kultur.
Et aktuelt og lettere komisk eksempel melder sig. Østrigs nyvalgte Bundespräsident, Alexander Van der Bellen, har for nylig  i interview advaret mod voksende islamofobi og sagde derefter: "Und wenn das so weitergeht bei dieser tatsächlich um sich greifenden Islamophobie, wird noch der Tag kommen, wo wir alle Frauen bitten müssen, ein Kopftuch zu tragen. Alle, als Solidarität gegenüber jenen, die es aus religiösen Gründen tun." (Die Presse).
Mennesker, der tænker således opdager ikke, eller vil ikke opdage, at usynlige, men afgørende vigtige og gensidigt underbyggende værdier og normer, der holder vores kultur, demokrati og samfund oppe, eroderes bort. Ser ikke at de selv er skyldige i denne erosion.
De kommer med dumme undskyldninger om, at kan vi ikke kan sætte vore værdier og vores kultur over bestemte religiøse krav, der er formuleret anderledes håndfast end vores værdier. Værdier, der kun eksisterer i kraft af, at vi lever dem, ikke i kraft af hverken den ene eller den anden boglige forskrift eller en kulturkanons idiotiske opremsninger af det og hint,. Som om det forankrede kulturen i noget som helst. Tværtimod er en kulturkanon et tegn på erosionen og opløsningen, og en kanon kan i hvert fald ikke redde den. Det kan vi kun ved, at vi leve og insistere på kulturen og værdierne. Og det er jeg efterhånden ved at tvivle på, at vi vil og tør.
Hvad var det vi læste i en tolkning af Spengler's forudsigelser: "Values built up and maintained within the Culture begin to fall away." Er det ikke netop hvad der sker i øjeblikket?
 
Covering up what mustn't be, cowing to an agressive religious culture
Man får indtryk af et generelt klima i USA og Europa, hvor man nærmest på forhånd og uden konkret grund eller instruks, har et ønske om at pakke de nøgne fakta ind i papkasser eller i det mindste skjule dem i papirer eller utilgængelige databaser.
For den forvaltende og selvbestaltede elite og vogter af den offentlige mening vil den nøgne sandhed kunne føre til ufornuftige reaktioner hos almindelige mennesker. Der er ligefrem en frygt for, hvad de kan tænke, hvad de kan sige og fremfor alt, hvad de kan finde på at gøre. De kan måske finde på at vælge Dansk Folkeparti og ikke et af de mere oplyste partier. I Tyskland og Sverige kan de endda finde på at vælge højreradikale, populistiske partier, der lytter til befolkningen. Hvilket kan føre til af modvilje, modstand og måske ligefrem kamp mod de "oplyste og rigtige" holdninger.
Politisk korrekthed udgør en måde at kortslutte debatten om problemtemaer, og betjener sig til det formål af chikane, protester, og tabuisering af visse temaer. Det er en taktik, der kan bruges til at karakterise andre synspunkter som racistiske, ikke stuerene, bigotte og illegitime, for derved at udelukke disse synspunker og meninger fra den offentlige diskussion.
I dag gælder det ikke blot om at beskytte den offentlige mening ved at være politisk korrekt. Politisk korrekthed er ved at tage en ny drejning, hvor det drejer sig om at beskytte sig selv mod meninger og fænomener, der kan forvirre ens egen meninger og/eller ikke kan anses for stuerene.
I stedet for kun at beskæftige sig med "fake news" var det måske mindst lige så vigtigt at beskæftige sig med den form for "faked reality" som vi finder i en absurd politisk korrekthed,
 
Social: Desintegrating Gemeinschaft
"Sleepwalking to catastrophe over race" lyder det advarende fra den tidligere formand for UK's "Equality and Human Rights Commission, Trevor Phillips. Der har været alt for meget politisk korrekthed og man har været alt for bange for tale om reelle problemer i multikultiralismen: “Squeamishness about addressing diversity and its discontents risks allowing our country to sleepwalk to a catastrophe that will set community against community, endorse sexist aggression, suppress freedom of expression, reverse hard-won civil liberties, and undermine the liberal democracy that has served this country so well for so long.” (The Telegraph)
Vi må til at spørge os selv, om ikke vi gør både os selv og indvandrere med en helt anden kulturel baggrund, ikke -vestlig eller tredjelands indvandring, en bjørnetjeneste, ved ikke åbent at erkende at denne indvandring truer den implicitte og tyste sammenhæng i vore samfund og således leder til en fare for desintegration.
I alt for høj grad synes vi at være besat af en forestilling om at problemer med andre kulturer skyldes vores egen manglende tolerance og diskrimination mod anderledes tænkende. Forestillinger vi især har kunnet finde hos venstrefløjen og blandt dem der på engelsk benævnes "liberals".
En UK's ledende forskere i racisme og integration, Ted Cantle hævder at UK er ved at revne langs etniske "fault lines". "British society is increasingly dividing along ethnic lines – with segregation in schools, neighbourhoods and workplaces – that risks fuelling prejudice, according to one of the country’s leading experts on race and integration." Det befordrer "prejudice, intolerance, mistrust in communities." (The Guardian).
 
Politics: Deepening fault lines
Første runde af det franske præsidentvalg endte med, at ingen kandidater fra hverken den konservative lejr eller den socialistiske lejr opnåede stemmer nok til at gå videre til anden runde.
I stedet har vi på den ene side en Marine Le Pen, hvis budskab i følge Le Monde rummer forestillinger om en organisk nation, der ved at synke, fordi den bliver gnavet væk af en intern dårligdom – immigration – truet af en ekstern fjende, Europa (skal vel være EU)– og forrådt af sin elite.
På den anden side har en vi en slags fransk Pierre Trudeau, der tilbyder en næsten messianske optimisme og håb, uden alt for meget at have det i. Hans vigtigste fortrin er formentlig, at han tilbyder et alternativ til det som Fillon hævder le Pen tilbyder: " the "violence" and "intolerance" of the National Front and the "economic chaos" its programme would inflict."
 Det franske præsidentvalg udgør kun den foreløbig seneste rystelse i det politiske landskab i Vesten. Vi havde det overraskende valg af Donald Trump, Brexit og en konstant murren af nye partier i det meste af Europa. Med højre orienterede og nationalistiske partier på den ene side og markante socialistiske partier i Grækenland, Spanien og Portugal og en ubestemmelig størrelse som femstjerne-partiet i Italien.
Vor antagelse er som beskrevet i tidligere i blog indlæg, at samfundet i store dele af den vestlige verden efterhånden er ved at ligne ved en ekspanderende doughnut, hvor en mere og mere forskelligartet og højlydt periferi løber med al opmærksomheden, mens man ikke har øje for udhulingen af midten. Ekspansionen er endda så kraftig, at også periferien splittes i utallige, usammenhængende stumper.
Billedet skal illustrere, at samfundet er ved at gå i opløsning. I alle mulige former for særinteresser og enkeltsagsgrupper i en ekspanderende periferi af doughnut'en. Det er de larmende, højtråbende, vildt gestikulerende grupper af fokuserede meninger, der alle søger at påkalde sig maksimal opmærksomhed, med det formål at opnå fordele for sig selv, uanset konsekvenserne for resten af samfundet.
Denne optagethed af egen gruppe-identitet og gruppe-selvhævdelse har betydet at man i en vis forstand har tabt sammenhængen af syne, det fælles, ja selve samfundet. Fokus er mere eller mindre blevet på det der adskiller de forskellige identiteter ikke på det der er fælles. Dermed bidrager man til den ekspanderende periferi der bevæger sig ud fra midten. En periferi der selv i splittes i separate dele, i kampen on identitet, i diversitet, i separation ikke fælleskab. Det er Jeg'et der er vigtigt , ikke Vi'et.
"Today, in the wake of decades of group identity politics and the attendant deconstruction of our heritage through academia, the media, and popular culture, this conviction in the uniqueness of the West is only a pale shadow of what it was a mere half century ago. It has been replaced by elite narratives substituting shame for pride and indifference to one’s own heritage for patriotism... Western societies have been changed in ways that make social mobilization around the shared idea of a nation increasingly problematic. This ideological hollowing out of the West has been accompanied by a surge in confidentand revanchist nationalisms in other parts of the world, as well as religiously inspired totalitarianism. (Micha)."
I det stadig større, tomme hul i midten af samfundet finder vi de glemte dele af samfundet. En stor masse af isolerede mennesker. Mennesker uden organisering, uden evne til at samle sig i slagkraftige bevægelser, uden evne til at artikulere deres ønsker og krav i velformede forklaringer og begrundelser.
I dag er vi så begyndt at høre dem. For nu larmer de. Vi hører deres uartikulerede råb, besværgelser, protester og aktioner. De markerer sig i protestpartier og de markerer sig med stumme stemmer på en stemmeseddel.
Med andre ord, den udhulede midtes krav er uforståelige og uantagelige for de selvbevidste progressive kræfter, der ekspanderer i det yderste af doughnut'ens periferi.
 
EU: Wishful thinking and In-decisionmaking
På 60 årsdagen for underskrivelsen af den Romtraktaten fremlagde de 27 resterende ledere (UK var naturligvis ikke repræsenteret) en Rom-deklaration, hvor de gav udtryk for stolthed over, hvad EU havde præsteret i de forgange 60 år.
"We, the Leaders of 27 Member States and of EU institutions, take pride in the achievements of the European Union: the construction of European unity is a bold, far-sighted endeavour. Sixty years ago, recovering from the tragedy of two world wars, we decided to bond together and rebuild our continent from its ashes. We have built a unique Union with common institutions and strong values, a community of peace, freedom, democracy, human rights and the rule of law, a major economic power with unparalleled levels of social protection and welfare." (europa.eu)
I dag må man imidlertid konstatere at meget af det man hævder at have opnået bliver udfordret.
"The European Union is facing unprecedented challenges, both global and domestic: regional conflicts, terrorism, growing migratory pressures, protectionism and social and economic inequalities."
De 27 ledere giver imidlertid i enighed udtryk for, at de beslutsomt vil tage udfordringerne op og skabe sikkerhed og nye muligheder for unionens borgere.
"Together, we are determined to address the challenges of a rapidly changing world and to offer to our citizens both security and new opportunities."
Hvordan vil de 27 ledere så håndtere de mange og alvorlige udfordringer, der jo også omfatter en række interne problemer: Uenigheden mellem Nord- og Sydeuropa, mellem Vest- og Østuropa, fremvæksten af politiske protestpartier, der er udpræget kritiske over for EU og ikke mindst Brexit?
 Foreløbig er svare: Gennem ønsketænkning og positive formuleringer.
"In the ten years to come we want a Union that is safe and secure, prosperous, competitive, sustainable and socially responsible, and with the will and capacity of playing a key role in the world and of shaping globalisation. We want a Union where citizens have new opportunities for cultural and social development and economic growth. We want a Union which remains open to those European countries that respect our values and are committed to promoting them ... We will allow for the necessary room for manoeuvre at the various levels to strengthen Europe's innovation and growth potential. We want the Union to be big on big issues and small on small ones. We will promote a democratic, effective and transparent decision-making process and better delivery."
Hvis vi betragter EU's hidtidige forsøg på at realisere ønsketænkning, må vi konstatere at det ofte er blevet ved ønsketænkningen og besværgelserne.
Det er ikke lykkedes at løse problemet med den afrikanske exodus, indtil videre forstærkes problemet snarere gennem unionens håbløse og kontraproduktive indsats i Middelhavet.
Det er ikke lykkedes af forøge følelsen af sikkerhed i Europa.
Europas indflydelse i verden er ikke ligefrem voksende og EU indflydelse, når det gælder om at forme globaliseringen, har snarere bestået i at man passivt har tilpasset sig en globalisering man ikke har kunnet styre.
Foreløbig er man langt fra at realisere ønsket om økonomisk vækst og mindsket arbejdsløshed i Sydeuropa. Hvad angår kulturel og social udvikling kan vi henvise til de problematiske udviklingstræk vi har set i de forudgående afsnit. Næppe hvad man kan ønske sig, snarere en regressiv udvikling,  som EU ikke har kunnet påvirke eller stoppe.
En union åben for lande der respekterer vore værdier? Tja, modeldemokratiet UK vil forlade unionen. mens EU ikke tør at afbryde forhandlingerne med et autoritært Tyrkiet, der fjerner sig mere og mere fra EU. Hvad siger det egentlig om fastholdelse af de europæiske værdier?
"Rum til at manøvrere" er det ikke snarer det modsatte man får.  EU binder sig selv fast i et rigidt og uproduktivt system af regler og bureaukratiske ordninger. Det bidrager næppe til ønsket om at fremme Europas innovations- og vækst potentiale.
"Democratic, effective and transparent decision-making process and better delivery" Det er det udtrykte ønske, men det er tilsyneladende det modsatte EU i realiteten befordrer, hvis vi ser på befolkningens opfattelse.
Som vi talrige gange tidligere har været inde på, må vi konstaterer at EU's governance er karakteriseret ved ønsketænkning og ikke-beslutningstagen.
Ikke noget der fremmer EU's rolle i Verden eller modvirker en større skepsis internt i unionen.
 Vi har i et tidligere blog indlæg hævdet, at EU i øjeblikket snarere er kendetegnet ved selv-ødelæggende centrifugale impulser.
 
Security: Losing the ability create a safe environment
I en rapport fra sikkerhedskonference i München her i 2017 hedder det:
"From outside, Western societies are challenged by illiberal regimes trying to cast doubt on liberal democracy and weaken the international order. And Western states themselves seem both unwilling and unable to effectively tackle the biggest security crises." (securityconference.de)
Her er blot et uddrag af aktuelle og potentielle konflikter: I forhold til Rusland potentielle konflikter i Baltikum og en vedvarende simrende konflikt i Ukraine.
Vi har EU's ambivalente forhold til Tyrkiet, hvor man på skrømt forhandler om Tyrkiets optagelse i EU, samtidig med at forholdet til Tyrkiet reelt forværres og en mere og mere diktatorisk Erdogan udsteder den ene trussel efter den anden mod et EU, som han holder som gidsel med en formentlig ret så tom trussel om at lade 2,5 mio. flygtninge invadere EU.
EU's totale uformuenhed i relation til det enorme konfliktpotentiale i relation til Mellemøsten, med Syriens komplicerede, mangesidige stridigheder, med religiøse konflikter, med et Iran involveret på mange fronter og med en, som det synes, uløselig Israelsk-Palæstinensisk konflikt.
Et konfliktfyldt Libyen og gærende problemer i store dele af det øvrige Nordafrika. Længere væk et Afrika med stærkt stigende befolkningstal og ude af stand til at finde løsninger på egne problemer. Konsekvensen er forudsigelig: En stigende strøm af afrikanske migranter.
Med det reelle tab af kontrollen med de ydre grænser kan EU ikke længere garantere for egne borgeres sikkerhed. Man risikerer at importere de konflikter som flygtninge måtte flygte fra.
Potentielt venter gigantiske strømme af mennesker fra et Afrika med en voldsom befolkningstilvækst og problemer som følge af klimaforandringer.
Man skønner at Afrikas befolkning vil vokse fra ca. 1,2 mia. i 2015 til 1,7 mia. i 2030 og med en høj tilvækst nå op på 2,5 mia. i 2050 og hele 4,4 mia. i 2100.
Mens de sidste skøn må anses for aldeles usikre, er det værd at hæfte sig ved tallene for 2030. Hvis de realiseres vil det betyde, at befolkningen i Afrika i løbet af de næste knapt 15 år vil stige med ca. 500 mio. mennesker. Dvs. samme størrelsesorden som det samlede folketal for EU-28 i dag.
Der er således evident en risiko er for mennesketsunamier af et omfang der fuldkommen vil overvælde et stagnerende og aldrende Europa.
 
Revitalisation of the West!
For at undgå et "Untergang des Westens" scenarie, må der findes et vestligt drive, en viljen til at ville, en vilje til magt, en skabende kraft og en overbevisning om det gyldige i egne forestillinger og værdier.
For historikeren Niall Ferguson er den vestlige civilisation grundlagt på seks "killer apps:"  "competition, science, property rights, medicine, the consumer society and the work ethic."  I dag er disse "killer apps" tilsyneladende ikke nok til at redde vestlig civilisation fra  sekulær stagnation eller nedgang.  Andre kulturers "apps"  er i færd  med at underminere dem.
Pudsigt at se hvorledes  Edward Gibbon  så på 1800-tallets Europa:"It is the duty of a patriot to prefer and promote the exclusive interest and glory of his native country: but a philosopher may be permitted to enlarge his views, and to consider Europe as one great republic, whose various inhabitants have attained almost the same level of politeness and cultivation ... our general state of happiness, the system of arts, and laws, and manners, which so advantageously distinguish, above the rest of mankind, the Europeans and their colonies. The savage nations of the globe are the common enemies of civilized society; and we may inquire, with anxious curiosity, whether Europe is still threatened with a repetition of those calamities which formerly oppressed the arms and institutions of Rome. (Gibbon).
Sært nok er det måske lidt af denne gejst  og selvbevidsthed der er brug for, ikke mindst i dagens Europa. Naturligvis ikke i den version, der kunne findes i Imperie-tidens Storbritannien: "The Empire existed not for the benefit — economic or strategic or otherwise — of Britain itself, but in order that primitive peoples, incapable of self-government, could, with British guidance, eventually become civilized (and Christianized). The truth of this doctrine was accepted naively by some, and hypocritically by others." (victorianweb.org).
Tanken er blot, at have et tilsvarende drive og en tro på de værdier, der kendetegner kultur og styreformer i vestlige demokratier. I stedet for at forfalde til en slags defaitisme og værdirelativisme, der lammer evnen til at beslutte og til at handle. For at være rigtig kættersk: Vi har måske brug for en slags pendant til Trump's "Ameria First," i skikkelse af "Europe First!"

Erdogan: We will continue on our own way
Med 51,41 procent af de afgivne gyldige stemmer opnåede Erdogan i søndags et knebent flertal for en kontroversiel forfatningsreform, der vil give ham mere magt. I følge nyhedsbureauet Anadolu var stemmeprocenten i selve Tyrkiet helt oppe på 85,32 procent.
Erdogans første kommentar: "April 16 is the victory for all Turkey with everyone who both voted ‘yes’ and ‘no,’ with the country’s 80 million population, 81 provinces and its 780,000 square kilometers ofland. Our citizens living abroad are also an important part of this victory ... “It is the first time that we are changing the governance system with the hand of civilian politics for the first time completely. This is very important in that sense." (hurriyetdailynews.com).
Resultatet af afstemningen var dog næppe som Erdogan hævder, en sejr for hele Tyrkiet. Afstemningsresultatet indikerer snarere, at der er tale om et Tyrkiet, der er splittet for og imod Erdogan og hans forfatningsreform. Erdogan havde da også forventet at opnå en større tilslutning til reformen end et resultat så tæt på fity-fifty.
Splittelsen er tydelig når man ser på de geografiske forskelle i resultatet. Generelt stemte de store byer nej til reformen, ligesom de kurdiske områder. Det var ude i provinsen, i det anatolske højland Erdogan hentede sit flertal og må man tilføje i Vesteuropa.

Umiddelbart skulle man måske tro, at tyrkere med stemmeret der lever i Vesteuropa, ville være prægede af en vestlig opfattelse af demokrati og af den generelle afstandtagen til Erdogans stræben efter et præsidentielt system. I så fald blev man overrasket.
I Tyskland opnåede reformen tilslutning fra 63,07 procent af de afgivne stemmer. Stemmeprocenten blandt de ca. 1,4 mio. tysk-tyrkere der kunne stemme var dog kun på ca. 50 procent, og skal man tro tyrkiske kommentarer i Tyskland kan det manglende engagement opfattes som en stiltiende afstandtagen til Erdogans planer.
Alligevel har det tyske resultat givet anledning til bekymring. "The president of Germany's Turkish community expressed concern about the level of support for the Yes vote, saying they had to "find ways of better reaching people who live in freedom in Germany and yet want autocracy for people in Turkey." (BBC)
En kommentar i FAZ ser tilslutningen til Erdogan blandt tysk-tyrkere som et udtryk for en fuldstændig fejlslagen integration, fordi der for størstedelen er tale om tyrkere, der har levet længe i Tyskland. "Erdogans (Alb-)Traumergebnis bei den Türken in Deutschland zeigt, wie schwer es ist, Migranten zu integrieren."
Som konsekvens har politikere fra CDU og CSU i den forløbne ude agiteret for at dobbelt statsborgerskab afskaffes igen. Man skal bestemme sig for hvor man vil høre hjemme.
Generelt fik reformen stor tilslutning blandt tyrkere i store del af Vesteuropa, især i landene med de største tyrkiske mindretal. I UK 79,74 procent, i Belgien 74,98 procent, i Holland 70,94 procent, i Østrig 73,23 procent, mens resultatet blev noget lavere i Frankrig med 64,85 procent. Alle lande med store tyrkiske mindretal.
I Syd- og Østeuropa finder vi en overvægt til nejsiden. Det gælder Spanien, hvor nejsiden opnåede 86,68 procent, og f.eks. Ungarn med 74,25 procent.
Fortrinsvis lande, hvor kun nogle få hundrede tyrkere har stemmeret.
På verdensplan var der overvægt til jasiden med 58,9 procent, eller 640.858 jastemmer i følge Anadolu. Dvs. tyrkere i udlandet har haft en stor andel i den knebne sejr til Erdogan.
Under alle omstændigheder er det dog bemærkelsesværdigt, at tilslutningen til reformen er så meget større blandt tyrkere uden for Tyrkiet end i selve Tyrkiet. Der er ikke megen tilslutning til vestlige værdier, men måske er tale om en slags trodsig national stolthed og et forsvar for nationalstaten Tyrkiet, lige meget hvad?
I virkeligheden stemte folket måske slet ikke om de komplicerede, konkrete reformplaner med 18 forslag til ændringer af forfatningen (se nedenfor). Måske var der i højere grad tale om, at man stemte for eller imod Erdogan og et selvbevidst Tyrkiet. Udtrykt ved en simpel stemmeseddel med valgmulighederne Evet (ja) og Hayir (Nej). Hvor Evet var fremhævet på hvid baggrund og Hayir var på brun baggrund.
Oppositionen i Tyrkiet har forlangt, at afstemningen skal annulleres. Man hævder at der har været tale om grove uregelmæssigheder under valget.
For at være gyldige skulle stemmesedlerne i forbindelse med valget stemples med et officielt stempel før udlevering til vælgerne. Imidlertid ændrede den øverste valgkommission før valgets afslutning dette krav, hvorefter alle stemmesedler uden det officielle stempel også blev anset for gyldige, med mindre det kunne påvises, at der var tale om svindel. Det betød at 2,5 mio. stemmesedler uden dette stempel indgik i afstemningsresultatet.
Eftersom de 51.41 procent, hvormed afstemningen blev vundet kun repræsenterer en overvægt på ca. 1,1 mio. stemmer, kan spørgsmålet om de 2,5 mio. stemmesedler være ganske afgørende.
Umiddelbart er der dog ikke meget der tyder på, at man kommer nogen vegne med kravet om annullering af valget. Den øverste valgkommission har foreløbig afvist klagerne fra oppositionen og fra mange borgere.
OSCE har også kritiseret valget for at foregå under meget ulige vilkår for henholdsvis Erdogan tilhængere og oppositionen og taler om en "unlevel playing field" efter som "The referendum took place in a political environment in which fundamental freedoms essential to a genuinely democratic process were curtailed under the state of emergency, and the two sides did not have equal opportunities to make their case to the voters." (OSCE).
Erdogans svar på kritikken fra OSCE observatørerne fulgte hurtigt og vredt afvisende: "First of all, know yourself [OSCE]. We will neither accept nor recognize a report by you. We will continue on our own way.” (stockholmcf.org).
Fra den tyrkiske udenrigsminister lød det: "..,the [OSCE) mission has arrived in Turkey with prejudices and has disregarded the principles of objectivity and impartiality. The Preliminary Findings and Conclusions Report of the Observation Mission is a reflection of this biased and prejudiced approach.” (mfa.gov.tr).
 
 Vague and indecisive reactions to referendum
"Der er en række ting, der peger i den forkerte retning, lyder det fra Anders Samuelsen, der ser med bekymring på udviklingen." Næppe en udtalelse fra vores aktuelle udenrigsminister som kan ophidse Erdogan og det lader i øvrigt til at være en holdning, der præger de fleste officielle reaktioner. Endelig ikke fremsætte udtalelser, der er egnede til at fremkalde vrede reaktioner fra Erdogan.
Man kunne jo risikere at blive skældt ud som Merkel blev det i forbindelse med den tyrkiske valgkamp i Tyskland: "Merkel, nun benutzt Du Nazi-Methoden ... gegen meine Brüder, die in Deutschland leben, und gegen meine Minister und Abgeordneten, die dort zu Besuch sind." Det gik også ud over Hollænderne, der blev kaldt fascister og nazi efterkommere, ligesom Østrig blev truet med konfrontationer på alle niveauer.
Konstant fyger det med trusler og ringeagtsytringer fra Erdogan, hvis man i EU understår sig i at kritisere Tyrkiet. Og de virker åbenbart, ikke mindst truslen om at opsige flygtningeaftalen.
Ellers er det vanskeligt at forstå de umådeligt svage og nærmest intetsigende reaktioner fra Europa oven på afstemningen i søndags.
"Serious concerns about the implications of the result were signalled by Berlin, Paris and Brussels, although their statements fell short of outright condemnation, despite concerns about the fairness of the campaign." (The Guardian).
I en fællesudtalelse fra EU's Juncker, Mogherini og kommisæren med ansvar for udvidelsesforhandlinger, Hahn, lød det d. 16 april:
"We take note of the reported results of the referendum in Turkey on the amendments to the Constitution, adopted by the Turkish Grand National Assembly on 21 January 2017.
We are awaiting the assessment of the OSCE/ODIHR International Observation Mission, also with regard to alleged irregularities.
The constitutional amendments, and especially their practical implementation, will be assessed in light of Turkey's obligations as a European Union candidate country and as a member of the Council of Europe.
We encourage Turkey to address the Council of Europe's concerns and recommendations, including with regards to the State of Emergency. In view of the close referendum result and the far-reaching implications of the constitutional amendments, we also call on the Turkish authorities to seek the broadest possible national consensus in their implementation." (eeas.europa.eu).
Bemærk brugen af vendinger som: "Take note, await, assessed, encourage, seek...consensus" Egentlig siger man vel. Vi aner ikke hvordan vi skal stille os, så vi afventer og ser hvad sker.
Hvorfor har man ikke på forhånd tænkt over hvordan man vil reagere? Hvorfor har man ikke kunnet mande sig op til en mere markant udtalelse? Og hvor er Donald Tusk, der ikke holdt sig tilbage, da hollænderne blev kaldt nazi efterkommere: "Turkey is 'completely detached from reality'" mente han dengang.
Fra Kansler Merkel og udenrigsminister Gabriel kom også en fælles udtalelse, så risikerer de jo ikke at modsige hinanden. Efter at have taget resultatet til efterretning lød det manende: "Der knappe Ausgang der Abstimmung zeigt, wie tief die türkische Gesellschaft gespalten ist. Das bedeutet große Verantwortung für die türkische Staatsführung und für Präsident Erdogan persönlich. Die Bundesregierung erwartet, dass die türkische Regierung nun nach einem harten Referendumswahlkampf einen respektvollen Dialog mit allen politischen und gesellschaftlichen Kräften des Landes sucht." (bundesregierung.de).
Man ser en dyb splittelse i Tyrkiet og forventer derfor en respektfuld dialog med oppositionen. Bedømt ud fra erfaringerne med Erdogan er det nok ikke en forventning man får opfyldt. I øvrigt sender man i udtalelsen sorteper videre til OSCE, så kan man gøre som Merkel plejer,  afvente og ikke gøre noget som helst. Det kaldes "zaudern" og er karakteristisk for  Merkel's "Durchmerkeln."
Hollande's kommentar er lige så vagt formanende som den tyske: "It's up to the Turks and them alone to decide on how they organize their political institutions, but the published results show that Turkish society is divided about the planned deep reforms, ... The values and commitments made within the framework of the Council of Europe should lead Turkish authorities to conduct a free and sincere dialogue with all the components of political and social life." (globaltimes.cn).
Bemærk den vage og forsigtigt manende tone i alle disse udtalelser. Helt i modsætning til den måde man henvender sig til f.eks. Polen, Ungarn og efter Brexit, UK, hvor repræsentanter for EU med korte mellemrum fremsætter trusler om dette og hint.
Klar i mælet er derimod, næsten som forventet, Østrigs kansler Christian Kern: "With what happened yesterday, (Turkey’s) membership prospects are buried, in practical terms ... We are entering a new era” (The Guardian).
Udenrigsminister Sebastian Kurz kræver mere ærlighed i omgangen med Tyrkiet: "We can’t just go back to the daily routine after the Turkey referendum. We finally need some honesty in the relationship between the EU and Turkey."
Når man ser indholdet af de planlagte tyrkiske reformer, skulle man forvente, at EU omsider kunne mande eller kvinde sig op til at sige: "Nu kan det være nok. Vi stopper optagelsesforhandlingerne, der er absolut ingen mulighed for at Tyrkiet kan optages i EU." (The Guardian).
Et sådant krav har da også været fremsat af politikere fra begge sider af det politiske spektrum, fra Die Linke i Tyskland, såvel som fra CSU. Spredte stemmer kræver endda, at Tyrkiet smides ud af NATO, at Tyskland stopper våbeneksport til Tyrkiet, og at tyske soldater trækkes hjem fra Tyrkiet.
Endnu er det dog kun stemmer i ørkenen.
Merkel taler stedet om, at man skal genoptage samtaletråden med Tyrkiet (den Gesprächsfaden wieder aufnehmen) og udenrigsminister Gabriel supplerer: " Ich bin dafür, dass wir eher nach neuen Gesprächsformen suchen, denn die Türkei bleibt unser Nachbar."  Nye samtaleformer?
Forsvarsminister Ursula von der Leyen forsvarer Tyrkiets medlemskab af NATO med det mærkværdige argument, at det er lettere at håndtere Tyrkiet indenfor end uden for NATO: "No one should believe that a Turkey outside of NATO is easier handle than a Turkey inside NATO" (dailysabah.com).
I stedet klamrer man sig til en såkaldt rød linje, der i den store sammenhæng nærmest må betragtes som en bagatel. Hvis Tyrkiet indfører dødstraf, så afbrydes forhandlingerne. Hvorfor er det den eneste røde linje, når man tænker på den aktuelle situation med undtagelsestilstand, forfølgelse af anderledes tænkende, tusindvis af politisk motiverede fængslinger og afskedigelser, knægtelse af ytringsfrihed etc.
Pudsigt nok risikerer man med sin vage, ubeslutsomme holdning, at Erdogan gør alvor af sin trussel om at afholde en afstemning om EU-medlemskab. Så det bliver det ham, der siger nej til EU, fordi EU's beslutningstagere simpelthen ikke havde kunnet bestemme sig til at sige stop.
Hvorfor er EU' reaktion så svag? Skyldes det ubeslutsomhed, uenighed i EU, tysk bekymring for opsigelse af flygtningeaftalen, frygt for problemer med Erdogantro tyrkere i Vesteuropa, bekymring for eksportmuligheder til Tyrkiet, eller den fortsatte og formentlig fejlagtige opfattelse af Tyrkiet som et bolværk mod Mellemøstens konflikter?
Vi ved det ikke, men den reelle afhængighed går vel nærmest den modsatte vej. Tyrkiet har mere brug for Europa end Europa har for Tyrkiet.
Man erkender, hvilket afstemningsresultatet også klart viser, at Tyrkiet fremstår splittet, delt mellem vestligt orienterede store byer og et mere traditionelt og måske bagudvendt anatolsk højland. Hvorfor kan man så ikke langt tydeligere understøtte de kræfter, der orienterer sig mod de samme værdier, som EU i tide og utide holder op over for snart sagt alle andre end Tyrkiet, selv USA går ikke fri. Efter Trump's valgsejr formanede kansler Merkel således til overholdelse af de fælles værdier.
Burde man ikke klart tage parti for oppositionen og ignorere truslerne og de nedværdigende bemærkninger fra Erdogan? Burde man ikke mere klart støtte de tyrkere i Vesteuropa, der tager afstand fra Erdogan, i stedet for at lade sig kue af de åbenbart stærke tyrkiske nationalistiske grupperinger, der står bag afstemningsresultatet for tyrkere i Vesteuropa.
Det er som om man al magt driver en appeasement politik overfor Erdogan. En politik, der ligesom tidligere forsøg for at please mere autoritære styrer ofte har ført til at man må give sig mere og mere.
Har Putin i virkeligheden ikke vist, hvorledes man på en særdeles effektiv måde kan sætte grænser for Erdogans egenmægtige ageren? Efter nedskydningen af det russiske fly, reagerede Putin hårdt og brutalt og fik efter ganske kort tid en undskyldning fra Erdogan, hvorefter mere normale forhold kunne genoprettes.
 
Constitutional change tailored to one man?
Washington Post har følgende karakteristik af den nye styreform i Tyrkiet efter afstemningen i søndags: "The new system has no parallel in the modern world. It eviscerates the power of both the legislative and judicial branches of the government in favor of the executive, which will be concentrated in the hands of one person. That person is none other than Erdogan, who has already been in power continuously since 2003, first as prime minister and then president." (washingtonpost.com).
Med forfatningsændringerne institutionaliseres et én mands præsidentielt system, der bevirker en voldsom reduktion af de checks and balances, der forbindes med magtens tredeling i en udøvende magt (regeringen), en lovgivende magt (parlamentet) og en dømmende magt (domstolene).
Ændringerne af forfatningen til et præsidentielt system omfatter 18 artikler. I det følgende vil vi fremhæve nogle af de vigtigste (fra trtworld.com og politicsandlawinturkey.wordpress.com)
 
1. Den udøvende magt, hvor præsidentens magt øges markant.
Forfatningsændringerne giver præsidenten omfattende magtbeføjelser. Præsidenten forener nu præsident og premierministerrollen og den lovgivende forsamling får i højere grad rollen som gummistempel for præsidenten, dvs. med stærkt formindsket indflydelse.
 
Vedr. præsidentens pligter og beføjelser (artikel 104)
The President of the Republic is the head of the State. The executive power shall be exercised by the president.
He/she appoints vice presidents and ministers and dismisses them.
He/she appoints senior public executives, dismisses them, and regulates the procedures and principles of their appointment by presidential decree.
He/she designates the national security policy and takes the necessary measures.
The president can issue decrees regarding its executive power.
The basic rights, personal rights and duties, and political rights and duties that are in the constitution cannot be regulated by presidential decree.
If there are conflicting provisions in presidential decrees and laws; laws prevail.
If the Grand National Assembly issues a law on the same topic, the presidential decree becomes obsolete.
The president can issue bylaws to ensure application of laws and with the condition of non-contradiction with laws
 
Vedr. nødsituationer (artikel 119)
The Current Version
In the event of natural disaster, dangerous epidemic diseases or a serious economic crisis, the Council of Ministers meeting chaired by the President of the Republic, may declare a state of emergency in one or more regions or throughout the country for a period not exceeding six months.
The Proposed Version
In cases of war or a situation necessitating war, mobilisation, insurrection against the country or the Republic, threats to the indivisibility of the country and the nation, widespread violence against the constitutional order or basic rights and freedoms, natural disaster, dangerous epidemic diseases or a serious economic crisis; the president can declare a state of emergency in one or more regions or throughout the country for a period not exceeding six months. It is to be published in the Official Newspaper and presented to the Parliament for the vote.
 
Vedr. budgettet (artikel 161)
The Current Version
The Council of Ministers presents the budget to the Grand National Assembly.
The Proposed Version
The president presents the budget to the Grand National Assembly.
 
Vedr. valgperiode (artikel 77)
The Current Version
Elections for the Grand National Assembly of Turkey shall be held every four years.
The Proposed Version
Elections for the Grand National Assembly of Turkey and elections for the presidency shall be held every five years and on the same day.
 
Da ændringerne først træder i kraft i 2019, giver det Erdogan mulighed for at sidde som præsident til 2019, eller to valgperioder. Teknisk set findes der endda en mulighed for en tredje valgperiode, hvis der afholdes valg før udløbet af den anden valgperiode.
 
2. Den lovgivende magt, hvor parlamentets rolle mindskes
Med den stærkt forøgede magt til præsidenten får parlamentet naturligvis mindre indflydelse, som det kan ses i de følgende forslag til ændring af forfatningen.
 
Vedr. parlamentets (The grand national assembly) pligter og beføjelser (artikel 87)
The Current Version
The duties and powers of the Grand National Assembly of Turkey are to enact, amend, and repeal laws; to scrutinise the Council of Ministers and the ministers; to authorise the Council of Ministers; to issue decrees having the force of law on certain matters; to debate and adopt the budget bills and final accounts bills; to decide to issue currency and declare war; to approve the ratification of international treaties.
The Proposed Version
The duties and powers of the Grand National Assembly of Turkey are to enact, amend, and repeal laws; to debate and adopt the proposed budget bills and final accounts bills; to decide to issue currency and declare war; to approve the ratification of international treaties.
 
Vedr. Krav om absolut flertal i parlamentet for at genvedtage en lov sendt tilbage fra præsidenten.
The Current Version
If the Grand National Assembly of Turkey adopts the law sent back for reconsideration without any amendment, the law shall be promulgated by the President of the Republic; if the Assembly makes a new amendment to the law, the President of the Republic may send the amended law back for reconsideration.
The Proposed Version
If the Grand National Assembly of Turkey adopts the law sent back
for reconsideration with an absolute majority of the total number of members without any amendment, the law shall be promulgated by the President of the Republic; if the Assembly makes a new amendment to the law, the President of the Republic may send back the amended law for reconsideration.
 
I en gennemgang af forfatningsændringerne foretaget af The Brookings Institution gør man opmærksom på en yderligere indskrænkning af parlamentets beføjelser: "Members’ of parliament right to submit oral and written questions as a part of their auditing process would also be amended—with article 98) to the vice-presidents and the ministers, and not to the president. These would elevate the president above legislative scrutiny—a major and dramatic break from past practice."
 
3. Den dømmende magt underlægges mere politisk indflydelse fra præsidenten
 
Under dette punkt nøjes vi med at sammenfatte de detaljerede ændringer af The Constitutional Court  artikel 146) og The High Council of Judges and Prosecutors (artikel 159) med en gengivelse af Brooking Institutionens konklusion:
"If the new system were to pass, ... the president would select 18 of the 28 top-ranking members of the judiciary. If the president’s party at least has a 3/5 majority in parliament, the judiciary may then be entirely aligned with the executive—or, effectively, the president himself. Undoubtedly, this would put a huge question mark on the independence of the judiciary, as it would not be subject to a parliamentary review process and report only to the president." (brookings.edu).
 
Showdown with the legacy of Mustafa Kemal Atatürk?
Er Erdogan i færd med at gøre op med arven fra Mustafa Kemal Atatürk? Er det det i stedet forne tiders storhedstid og sultanatet, der foresvæver ham, når han ser på sin og Tyrkiets plads i verden?
Hvorimod Kemal Atatürk helt åbenlyst havde de vestlige samfund som inspirationskilde og søgte at gøre op med alt, hvad han betragtede som hindringer for en udvikling i retning af et vestligt samfund.
Måske kan det være vigtigt at minde om nogle af hans forestillinger (her  fra  ataturksociety.com).
 
Om styreformen:
“In our times, there are some traditionally basic principles on which this fundamental institution (Parliament and government) rests:
a) Democracy “People’s sovereignty”: This is theprinciple where the will and sovereignty belong and must belong to the people as a whole. The principle of democracy is evidenced in the principle of national sovereignty.
b) Representative government: This principle regulates the application and administration of national sovereignty.
c) The supremacy of the constitution: This principleprovides, in the contemporary constitutional law, for the judicial balance and for respect for law"
 
Om menings-og ytringsfrihed:
Scrutiny and debate are entirely free. Everyoneexercises this freedom independently and without any intervention by others.
2. The freedom of scrutiny is mainly exercised through themedia.
3. The good of the public must be fundamental and be bornein mind in any scrutiny and debate. Any opinion offered must be for the goodof the people. This being the point of departure, scrutiny and debate willbenefit the state and will elevate the level of social and politicaleducation of the citizens.
4. Freedom of scrutiny of public affairs creates a forumof agreement between the government and the people. The government informsitself through the media and, as may be necessary, will inform the publicwith relevant facts. This enables the government to understand the people andthe people the government, and ensures their agreement."
 
Om religion og "real science":
Turkey is now beyond being a stage for religious plays and for religious laws. If there still such players they should find a stage elsewhere ...
In human life, you will find players of religion until the knowledge and proficiency in religion will be cleansed from all superstitions, and will be purified and perfected by the enlightenment of real science
 
Set i lyset af Kemal Atatürks progressive projekt kan man efterhånden have sine tvivl om Erdogans projekt. Er det at blive den nye islamiske stormagt i Mellemøsten, en slags pendant til Iran, eller forestiller han sig en helt tredje vej med sig selv i hovedrollen – Continue his own way?
Tyrkiet har i hvert fald ingen plads i et EU, der har mere end nok at gøre med sin egen splittelse og sin uformuenhed, når det gælder om at stå mod en Erdogan.