 Frygiske huer og gule veste
Den røde frygiske hue, en slags tophue med nedhængende top, forbindes med den oprindelige franske revolution fra 1789, selvom huen først blev almindelig i 1792. “it began showing up in the Jacobins among members and spectators, and in the more selfconscious popular societies and section assemblies it virtually became de rigueur." (Simon Schama) Med den frygiske hue, der var inspireret af gamle romerske mønter med prægning af en frygisk hue båret af frigivne romerske slaver, markerede man synlig for alle sin patriotiske tilslutning til en frigørende revolution. Akkurat som gule high visiblity veste i de aktuelle franske protester markerer tilslutning til dagens protester mod Macron og hans politik. Symboler må der åbenbart til, for på samme tid at demonstrere tilslutning til protesterne og en afstandtagen til en arrogant Macron, som man ser som de riges præsident. Nåh ja, gule veste er naturligvis også praktiske, når man laver vejspærringer. 1789: Stigende priser, skatter og ulige byrdefordeling I den franske revolution i 1789 var stærkt stigende brødpriser, en forhadt skat på salt og et generelt uretfærdigt skattesystem med til at udløse de første protester og skatterevolter. Forud protesterne var gået en periode med mangel på brødkorn, bl.a. som følge af sommertørke og strenge vintre, hvilket hindrede transport på floder og kanaler. Følgen var stigende brødpriser. "By 1789, grain prices had increased steeply and common people spent 88 percent of their income on bread compared to 50 percent in normal times" (Waldinger). Blandt de skatter som den almindelige befolkning måtte betale, var en Gabelle, en skat på salt. "The tax was regarded as particular regressive since ...." for, som det blev udtrykt i en klage, "salt is often the only thing the poor have to put in their pot." Generelt belastede skattesystemet den almindelige befolkning, mens kirken og adelen var undtaget fra mange skatter. "Taxes were at the heart of the French Revolution. There is little doubt that issues of taxation were at the forefront of the majority of people's minds during the early month of 1789." (Oxford Handbook of the French Revolution). 2018: Stigende priser, nye skatter og ulige byrdefordeling "Gilets Jaune" bevægelsens protester gælder også “issues of taxation." Hvorfor man også her kan hævde: "Taxes are at the heart of the yellow wests protests. There is little doubt that issues of taxation is at the forefront of the majority of people's minds during the late months of 2018." Umiddelbart var det planer om øgede skatter på benzin og diesel fra januar 2019 der udløste protesterne. I følge transportminister Elizabeth Borne skulle skatten på diesel stige med 6,5 cent pr liter, mens benzin skulle stige med 2,9 cent Men kan en så beskeden fremtidig stigning på knapt 50 øre og knapt 25 øre virkelig være årsag til så omfattende protester? Forklaringen er, at der allerede var murren over de skattestigninger på diesel og benzin, der var sket i 2018. Stigningerne havde i maj 2018 fået en mindre forretningsdrivende, Priscilla Ludosky, til at starte en underskriftsindsamling (petition) mod de høje priser på brændstof. "Pour une Baisse des Prix du Carburant à la Pompe !" (For et fald i brændstofpriser ved pumpen!) lød kravet. Petitionen fik hurtigt massiv tilslutning og er lige nu oppe på 1.138.983 underskrifter. "I am not surprised that people are so unhappy. Everyone who lives in the suburbs or in rural areas, who use their car everyday, can no longer stand these [price] rises. What does surprise me, in contrast, is that all these people have decided to do something, and sign my petition." (Priscilla Ludosky). Mange mennesker på landet og i forstæderne er afhængige af deres biler, hvorfor stigende priser på brændstof rammer dem ekstra hårdt. Priscilla Ludosky erkender, at det er nødvendigt at reducere belastningen af miljøet fra biler, men argumenterer med at alternativerne til benzin og dieselbiler endnu er alt for dyre for almindelige mennesker. Ikke noget med at købe en Tesla til erstatte den lille diesel Peugeot. Skattestigninger på brændstof var begrundet med Macrons planer for en storstillet omlægning af energipolitikken, under sloganet "Make our planet great again." Øgede skatter, 5 mia. euro i år og 7,5 mia. euro næste år på fossile brændstoffer, skulle være med at til at finansiere en "decarbonisation" politik., med en satsen på vind, solenergi og elektriske biler. "France is aiming to not only speed up the transition to electric vehicles, however, and will also look to revamp its road and railway network, boost local transport networks, and help low-income households exchange older vehicles for more environmentally friendly models. Specifically, the French government is aiming to retire 10 million old vehicles." Samtidig ville Macron booste fransk økonomi ved at gennemføre skattelettelser, bl.a. ved at annullere den formueskat som forgængeren havde indført. I 2017 vedtog parlamentet således en pakke for 2018, der indebar "scrapping the wealth levy on everything except property assets — in effect cutting the tax by 70 per cent. A 30 per cent flat tax rate will also be introduced on capital gains, dividends and interests —a longstanding demand from investors and entrepreneurs." Hvad vi ser her er således, at størstedelen af befolkningen især arbejder- og middelklasse, står til at betale højere skatter, der skal finansiere omlægningen til en klimavenlig energipolitik , mens den allerbedst stillede del af den franske befolkning står til at få store skattelettelser. "... to pay for his [tax]cuts, Macron is hitting the less productive sections of society: Pensions are to be capped, as are welfare benefits, and public sector jobs are to be axed, according to a sneak peek of the budget provided Sunday by Prime Minister Edouard Philippe." (politico.eu). Efterhånden bliver det tydeligt, at planerne om skattestigningerne på diesel og benzin kun dråben, der fik bægeret til at flyde over for de mange mennesker, der nu støtter en amorf bevægelse af gule veste. New York Times ser både disse og andre faktorer som forklaring på de gule vestes protest: En median indkomst på 1.700 euro. "Many of the Yellow Vest demonstrators are protesting how difficult it is to pay rent, feed their families and simply scrape by as living costs — most notably fuel prices — keep rising while their household incomes barely budge." Begrænset økonomisk vækst. "[G]rowth has cooled to a 1,8 percent annual pace in tandem with a slowdown in the rest of the eurozone." Vi kan her tilføje at vækstudsigterne nu yderligere svækkes af protesterne. Ledighed på over 9 procent. "Mr. Macron promised to lower unemployment to 7 percent by the next presidential election in 2022, and has acknowledged that a failure to do so could fan the flames of populism." Forudsætningen for at det kan lykkes er naturligvis en tilstrækkelig høj økonomisk vækst og det tvivlsomt om det opnås. Skattelettelser for de rige. "...the centerpiece of the tax package, and the one that has drawn the most ire from protesters, did away with a wealth tax that applied to many assets of France’s richest households, replacing it with one that applied only to their real estate holdings." Skattelettelser for de velhavende på 3,2 mia. euro skal tiltrække nye investeringer. Det sociale sikkerhedsnet. Her er problemet, at det udbredte og omfattende sociale sikkerhedsnet i sig selv udgør en væsentlig årsag til de høje skatter. For nylig kunne man med tal fra OECD konstatere, at Frankrig i 2017 nu havde den højeste skattebyrde i verden: "Total French tax revenues rose in 2017 to the equivalent of 46.2 percent of economic output, pushing France ahead of Denmark, the most taxed nation in 2016." Krav fra en amorf bevægelse De gule veste, "le gilets jaune" udgør indtil videre en amorf og ret så uorganiseret bevægelse og det giver problemer. Hvem skal man forhandle med ? Hvad er bevægelsens konkrete krav og er der overhovedet enighed om kravene til politikerne? I medierne lyder det som om protesten kun gjaldt prisstigninger på brændstof, men som vi har set ligger der formentlig meget mere bag protesterne. Hvad er så de gule vestes krav? En søgning viser i ét tilfælde gule veste med 25 krav, mens en anden hjemmeside med ukendt status og overskriften, "Le programme politique révolutionnaire des Gilets jaunes," opremser 42 krav fra bevægelsen. Her gengivet i en summarisk engelsk oversættelse (en mere udførlig udgave kan ses på (francetvinfo.fr):
En overvældende række krav, der for de flestes vedkommende vil være umulige at opfylde for en præsident Macron. Macron: Fra arrogant afvisning til ydmygelse Efter nogle af de første omfattende gule veste protestaktioner, involverende hundredetusinde af mennesker overalt i Frankrig, og ledsaget af optøjer og vandalisme, lød det sådan fra en vred Præsident Macron, der var til G20 møde i Buenos Aires: "The perpetrators of this violence do not want change, they don’t want any improvement, they want chaos. They betray the causes they claim to serve, and which they manipulate. They will be identified and held accountable for their actions before the courts,..."I will always respect protest, I will always listen to opponents, but I will never accept violence." (politico.eu). Skattestigninger udsættes Som reaktion på første store protester forsøgte Macron sig sidst i november 2018 med et forslag om at skatterne på diesel og benzin kunne suspenderes i peioder med høje oliepriser. Det faldt ikke i god jord og protesterne fortsatte. D. 4. december viste en IFOP-meningsmåling fra weekenden før, at 72 procent af befolkningen støttede de gule veste, mens tilslutningen til Macron var faldet til 23 procent. Samme dag annoncerede premierminister Édouard Philippe, at regeringen havde besluttet af udsætte de planlagte stigninger på diesel og benzin: "... the increases were being suspended for six months. He also announced an immediate freeze on gas and electricity prices, but warned further violence would not be tolerated." I en TV-udsendelse gav premierministeren udtryk for at han havde forståelse for vreden hos de protesterende. "One would have to be deaf and blind not to see or hear this. I hear this anger and I have understood its basis, its force and its seriousness. It is the anger of the French who work and work hard, but still have difficulty making ends meet, who find their backs against the wall. They have a sense of profound injustice at not being able to live a dignified life when they are working" (The Guardian). En talsmand for de gule veste gav udtryk for, at man ikke ville stille sig tilfreds med en udsættelse af skattestigningerne. Hvad der var startet som en protest på sociale medier mod prisstigninger på brændstof, omfattede nu langt flere krav til Macron og hans regering. Skattestigninger annulleres Dagen efter udsættelsen af skattestigninger i 6 måneder, forlød det fra Elysée palæet, at skattestigninger på diesel og benzin ville blive opgivet, og at man ville søge efter alternative veje til at finansiere den økologiske omlægning. Det var en indrømmelse, der kom alt for sent og protesterne fortsatte. Macron ydmygende "mea culpa" indrømmelser og gyldne løfter Efter lang tavshed fra Macrons side kunne en undrende nation mandag d. 10. december i en 13 minutter lang TV-tale høre ham indrømme, at han i sin ledelsesstil havde givet befolkningen indtryk af, at han ikke tog sig af deres problemer. "I may have given the impression that it wasn't my problem, that it wasn't my priority. I may have hurt some of you with my words," I følge New York Times gengivelse af talen gav han udtryk for, at han forstod vreden i befolkningen. Vreden hos "the couple who earn salaries that do not finish the month, and who get up every day early and come home late.” Han sympatiserede sig med den enlige mor, med enken og den fraskilte " whose life is no longer worth living," Som svar på den sociale og økonomisk krise man nu stod overfor annoncerede Macron en række konkrete tiltag, der skulle forbedre tilværelsen for de dårligst stillede: En forhøjelse af mindstelønnen (SMIC, Salaire Minimum de Croissance) med 100 euro om måneden fra januar 2019. Fra en mindsteløn der i 2018 var på 1.498 euro før skat. Macron mente ikke at forhøjelsen ville komme til at udgøre en byrde for erhvervslivet. En afskaffelse af skat og sociale bidrag for overtimer. Gad vide hvordan det administrativt kan lade sig gøre uden at det bliver udnyttet? Pensionister med mindre end 2.000 euro pr måned skal betale mindre i sociale bidrag. Endelig appellerede han til, at virksomheder gav deres medarbejdere en bonus ved årets slutning. En bonus, der i givet fald ikke ville blive beskattet. Til slut gav han udtryk for, at befolkningen ve og vel var det eneste, han var optaget af: "My only concern is you. Our only battle is for France," Macron gav ingen indrømmelser, hvad angik genindførelse af den formueskat han selv havde afskaffet. Selv om man må antage, at en stor del af den aktuelle protest er begrundet i den følelse af uretfærdighed, der er et resultat af øgede skatter for den almindelige befolkning og skattelettelser for de rige. En undersøgelse fra "Institute Politiques Publiques" viser, at 2018/19 budgettets forslag til skattereformer vil give den allerrigeste ene procent af befolkningen, de største fordele, mens den dårligst stillede del af befolkningen, inklusive pensionisterne, ville få lavere eller uændret indkomst. Midten ville få et beskedent løft. Macrons argument for ikke af genindføre formueskat: ""To reverse would weaken us ... The tax existed for nearly 40 years. Did we live better during this period? The richest left and the standard of living went down," (thelocal.ft) Til gengæld lovede han at fortsætte kampen mod skatteunddragelse. Prisen for Macrons løfter Fra regeringskredse forlyder det, at prisen for Macrons kovending over for de protesterende foreløbig kan anslås til at blive mellem 8 og 10 mia. euro. Økonomi- og finansminister Bruno le Maire, hævder også, at protesterne allerede har været en katastrofe for økonomien og erhvervslivet. "This week, France’s central bank halved its fourth-quarter growth forecast to just 0.2% from 0.4%. The figure is well below the 0.8% growth needed to meet the government’s fullyeartarget of 1.7 percent" (orbex.com) Sidste år lykkedes det for første gang i lang tid Frankrig at overholde reglerne i EU's Stabilitets- og vækst pagt, i følge hvilken landene skal holde "nominal budget deficits below 3 percent of economic output." Nu anslås det i Financial Times, at Macrons løfter vil medføre at Frankrig vil komme over grænsen på de 3 procent i 2019, og nå helt op på 3,4 procent deficit, hvis ikke der findes kompenserende besparelser på andre områder. Det er en meddelelse, der nok kan give anledning til en vis skadefryd i Italien, der jo har fremlagt et budget, der vil bryde en anden af Stabilitetspagtens regler, hvilket dengang medførte hård kritik fra en Macron, der nu efterfølgende må se Frankrigs situation sammenlignet med Italiens. Øjeblikkets udsigter Det er i øjeblikket tvivlsomt om Macrons indrømmelser og løfter om pengegaver er tilstrækkelige til at dulme vreden hos de gule veste, eller om de vil fortsætte protesterne, for at få opfyldt flere af deres mere eller mindre diffuse krav. Fra lederen af venstrefløjspartiet, France Insoumise, Jean-Luc Mélenchon. lød kommentaren: "There is nothing about the unemployed, there is nothing about part-time employees, there is nothing about pensioners ... Civil servants are not taken into account. Students either.” Måske fisker Mélenchon blot i rørte vande , måske ser de gule veste det på samme måde. Det vil de næste weekender vise. Aktuelle målinger antyder dog, at tilslutningen til de gule vestes protest kan være faldende. En aktuel måling fra Opinionway viser således , at 54 procent ønsker at protesterne hører op, mens 45 procent går ind for at de fortsætter. Uanset hvad, er det tydeligt at Frankrig nu oplever en splittelse af samfundet, der minder om splittelsen i andre lande. Gule veste er i øvrigt også set i Belgien og Holland. ________________________ Apropos Populisme I tilknytning til diskussionen af "Gilets Jaune" protesterne kan det være relevant at henvise til, hvad vi tidligere skrevet om populisme og selvkorrigerende demokratier. Her blot nogle udsnit. Politics in the making? "Populism is an illiberal democratic response to undemocratic liberalism. It criticises the exclusion of important issues from the political agenda by the elites and calls for their repoliticisation," hævder Cas Mudde, en hollandsk forsker, der studerer politisk ekstremisme og populisme i Europa. I den gængse opfattelse hedder det: "Populism is an ideology that considers society to be ultimately separated into two homogenous and antagonistic groups: “the pure people” and “the corrupt elite”, and argues that politics should be an expression of the volonté générale (general will) of the people. Practically, populist politicians almost always combine it with other ideologies, such as nativism on the right and socialism on the left" Den simple forståelse forstærkes i praksis fra begge sider. På den ene side hører vi råbene "Wir sind das Volk," som i Pegida bevægelsens protester mod Merkel regeringen og de etablerede tyske partier. Fra de etablerede lød det nedsættende, at de protesterende er "Pack" eller som Hillary Clinton lidt for tydeligt kom til at give udtryk for, "deplorables." Så har vi fået fronterne op at stå. På den ene side de måske uartikulerede protester fra folket (populus) og på den anden side den ofte velartikulerede foragt og ringeagt fra en eksisterende politisk og kulturel elite sammenfattet, der bruger populisme som et skældsord. I denne forståelse af populistiske bevægelser er de præget af en protest, der ikke hviler på et selvstændigt ideologisk og politisk grundlag. Protesten er ofte koncentreret om få markante spørgsmål, som afvisning af store strømme af flygtninge, modstand mod indflydelse fra islam, afvisning af austeritetspolitikken eller lidt mere upræcist, globaliseringen. En vigtig forudsætning for populistiske partier er, at de på en meget direkte måde kan forbindes med en "culture of ... ‘common sense’ ordinariness.” Når de har succes, er det et tegn på at store dele af befolkningen kan forstå, hvad de siger og kan forbinde det med egne erfaringer og med sund fornuft opfattelser. Kritikerne hævder i stedet, at der tale om enkle budskaber, som slet ikke kan rumme de komplicerede og komplekse sammenhænge i et samfund. Altså at populistiske partier ikke har forstået den virkelighed de udtaler sig om. Kritikere forbinder også populisme med en tilbøjelighed til brug af paranoide og primitivt overdrevne udtryksformer, ja i grove tilfælde til "hate hate speech." "The paranoid style is characterized by heated exaggeration, suspiciousness, and apocalyptic conspiratorial worldview." (Harvard) Eller som det formuleres i en artikel i tidsskriftet Cicero: "Wer jahrelang stumm war, von dem sind nicht sofort kunstvoll gesungenen Arien zu erwarten. Schrille und schiefe Töne sind normal im Prozess der schrittweisen politischen Wiederbelebung. Aber das macht nichts, denn in der Demokratie geht es nicht um Ästhetik, sondern um Bewegung, Dynamik und Veränderung." Spørgsmålet er derfor om ikke det er udtryksformer, der altid vil være forbundet med protesten mod det eksisterende. For protesten vil næppe nogensinde kunne møde op med en fuldt færdig og sammenhængende forestilling om et alternativ. Det vil altid være "politics in the making," hvor udgangspunktet er den uartikulerede blotte protest mod noget, der udgør konkrete problemer for ens forståelse, for ens liv og hverdag, som flygtningestrømme, austeritetspolitikker og tabet af sikre arbejdspladser. Populisterne kan derfor hævde, at den etablerede politik ikke forstår, hvad der rører sig i midten af det, vi har kaldt doughnut'en, at de således har tabt jordforbindelsen og opererer i et "cloud cuckoo land" af selvbekræftende ideelle politiske forestillinger, som man ikke kan være imod, uden at blive betragtet som uvidende og deplorable. Selvkorrigerende demokrati? John Stuart Mill, liberal politisk filosof og parlamentsmedlem i18.hundredetallets England: “Hvis der findes personer, der udgør en undtagelse fra en tilsyneladende verden af enighed om et hvilket som helst emne, ... er det altid muligt at disse afvigere har noget sige, der er værd at høre, og at sandheden ville miste noget ved deres tavshed.” For ham var det specielt problematiske ved at undertrykke fremsættelsen af en mening “at det stjæler noget fra den menneskelige race, fremtidige såvel som eksisterende generationer: de, der er uenige i meningen endnu mere end dem, der har denne mening. Hvis meningen er sand, bliver de berøvet muligheden for at erstatte noget fejlagtigt med noget sandt: hvis meningen er fejlagtig, mister de, hvad der er næsten en ligeså stor fordel, en klarere opfattelse og et mere levende indtryk af sandheden, frembragt ved dens kollision med den fejlagtige mening” (Mill) Er det ikke på den måde vore åbne samfund har udviklet sig, og i det i en sådan grad, at andre samfundssystemer indtil nu aldrig har vist sig at være konkurrencedygtige. Demokratiet skaber mulighed for, at alle kan mennesker i et samfund kan medvirke til at det udvikles. Ved at stille spørgsmål til den eksisterende orden, ved at se potentielle farer, før de bliver faretruende, ved at finde løsninger og nye muligheder, ved at handle på egen hånd, ved at prøve sig frem med forsøg og fejlen, for så måske at ende med en succes. En succes, som andre kan efterligne eller gøre endnu bedre. Ingen central intelligens designer samfundet eller den enkeltes verden. Fremskridt er afhængige af, at det enkelte menneskes egen indsigt, erfaringer og handlinger. Her dukker meningen med at have menings-, ytrings- og pressefrihed op. Den er der vel heller ikke nogen, der har nogen imod, så længe den ikke generer nogen. Vi glemmer imidlertid, at denne frihed kun er noget værd, hvis den i praksis kan bruges til at kritisere enhver magtstruktur og enhver herskende mening. Afvigende meninger og synspunkter er derfor en livbetingelse for demokratiet: "Europe’s political parties would be well advised to rediscover the virtues of ideological heterogeneity. For decades, the continent’s major parties were composed of outspoken political factions, representing employers, trade unions, and even Marxists and nationalists. Today, dissenting voices from within the political party are often quickly silenced. Party structures need to open the spectrum back up to diverging, dissenting, and controversial views." Protestpartierne udgør i vores forståelse netop manifestationer af Mills afvigere fra en verden af enighed. De udgør de "diverging, dissenting, and controversial views," der er en grundforudsætning for at et demokrati kan udvikle sig. "Yet much of the theoretical work on populism continues to paint it as a pathological phenomenon, an anomaly or abnormality that only occurs as a result of a particular social decay or disease. Such a view ignores the fact that populism is a persistent andrecurrent presence in modern political life." (Moffitt) Populisme kan derfor ses både som et nødvendigt korrektiv og en trussel mod demokratiet. Kaltwasser har forsøgt at konkretisere, hvilket positivt korrektiv henholdsvis trussel populismen kan udgøre: Positive effects Populism can give voice to groups that do not feel represented by the elites, by putting topics relevant to the ‘silent majority’ Populism can mobilise excluded sections of society, improving their political integration Populism can represent excluded sections of society by implementing policies that they prefer Populism can provide an ideological bridge that supports the building of important social and political coalitions, often across class lines Populism can increase democratic accountability, by making issues and policies part of the political realm Populism can bring back the conflictive dimension of politics (‘democratisation of democracy’) Negative effects Populism can use the notion and praxis of popular sovereignty to contravene the ‘check and balances’ Populism can use the notion and praxis of majority rule to circumvent minority rights Populism can promote the establishment of a new political cleavage, which impedes the formation of stable political coalitions Populism can lead to a moralisation of politics, making consensus extremely difficult (if not impossible) Populism can foster a plebiscitary transformation of politics, which undermines the legitimacy of political institutions and unelected bodies Ironically, by advocating an opening up of political life to non-elites, populism can easily promote a shrinkage of ‘the political’ Negative effekter kan ikke udelukkes, men i øjeblikket synes dog de mulige positive korrektiver at spille en større rolle, for et "weiter so" hos de etablerede politiske partier og de herskende forestillinger og ideologier kan næppe give svar på de bekymringer, der har udløst protesterne fra midten af det vi har kaldt doughtnut'en. |
