Nobody expects the social media inquisition!

An "impartial" judge or an "avenging angle"
Så Sky News for nogle dage siden. Der blev sendt live fra retssagen mod lægen, der skulle dømmes for overgreb og misbrug af 150 piger i sin tid som læge for USA Gymnastics. En sag, der i øvrigt fortsætter med nye anklager mod lægen, i øjeblikket er man oppe på 265 kvinder, der anklager ham for overgreb.
Ud fra hvad der blev sagt kunne man få opfattelsen af, at en anklager var i færd med at argumentere for lovens strengeste straf, men det var ikke tilfældet. Det var såmænd dommeren, Rosemarie Aquilina, der optrådte på live skærmen, i færd med at udmåle straffen. Til tider lød det dog som om dommeren havde glemt, at hun ikke var anklager, men dommer.
Her blot nogle udpluk af hvad hun sagde til den dømte:
 
""Our Constitution does not allow for cruel and unusual punishment. If it did, I have to say, I might allow what he did to all of these beautiful souls—these young women in their childhood—I would allow someone or many people to do to him what he did to others."
...
“Sir, I’m giving you 175 years, which is 2,100 months. I just signed your death warrant.”
 
Efter dommen var afsagt forlod dommeren retssalen ledsaget af applaus.
Dommerens ord og optræden er blevet gengivet vidt og bredt, "setting the stage for powerful moments that played over and over on cable news."
En media og Twitter frenzy, der blev af ledsaget af jubel over dommeren. "The judge being hailed as the quiet hero of the Larry Nassar sex abuse trial" En "media master," "avenging angle" og en "social media sensation"
I al rumlen drukner de få stemmer, der også synes at haft fulgt dommerens ageren og udtalelser med en stor forundring og bekymring.
 I "Time" giver en jurist udtryk for at dommeren "undermined justice" ... the judiciary is meant to be a civilized substitute for mob violence — not the embodiment of it."
Juristen peger på kommentaren om "cruel and unusal punishment," som hun kalder "Aquilina’s daydream about the possibility of Nassar’s being punished by multiple sexual assaults of the sort he committed." Altså en slet skjult opfordring til fortsat afstraffelse i fængslet. Overgreb hævnet med overgreb. Næppe hvad man forstiller sig ved et retssamfund.
Også brugen af vendingen "just signed your death warrant" er kritisabel. Der findes jo dødsdomme i USA, men det var ikke en dødsdom, men mindre dommeren forestiller sig, hvad der kan ske i et US-amerikansk fængsel.
I en "Code of Conduct for United States Judges" med de etiske krav til en dommer og en dommers decorum, hedder det i Canon 3: "A Judge Should Perform the Duties of the Office Fairly, Impartially and Diligently " Dommer Aquilina synes meget langt fra at have besiddet den nødvendige fairness og decorum. Kan det give begrundelse for en appel? Det vides ikke.
Det er dog ikke først og fremmest ubehaget ved dommerens ageren, der gav anledning til at skrive dette blog indlæg. Det er langt mere en interesse i at forstå, hvorfor sagen har resulteret i en så larmende frenetisk aktivitet og interesse i de etablerede medier og på de sociale netværk.
Hvorfor kommer der pludselig lange live-udsendelser af en domsafsigelse i USA? Som i tidligere blog indlæg er vi interesserede i at forstå bagrunden for at man falder over et bestemt tema med gevaldige udladninger af synkron agitation. "Letbevægelige, fluktuerende bølger af meninger, der næsten som flokke af stære i sort sol formationer, skaber de særeste billeder og bidrager til de mest bizarre tolkninger."
Kan der bag denne synkrone opflammen skelnes en slags ”tændsats.”? Noget, der forårsager gevaldige meningsudladninger uden at man nødvendigvis behøver at have et velfunderet grundlag for at deltage i de synkrone meningsudladninger.
Hvordan virker disse tordensvejsagtige udladninger tilbage på vore meninger og forestillinger? Hvad det betyder de for de samfund vi lever i, for medierne, for retssikkerhed, for menneskers ageren, og for institutioners reaktioner. Repræsenterer sådanne mediale tordenvejr på en eller anden måde positive bidrag eller udgør det yderligere bidrag til det forfald i de vestlige samfund som vi har set på i tidligere blogindlæg?
Her ser vi første omgang på, hvad der kan have været den tændsats, der resulterede i en voldsom opflammen i medierne.
 
Glimpses of a smouldering fire
Det langsomt ulmende grundlag for interessen finder vi formentlig i det stigende antal offentlige beskyldninger om seksuelle overgreb begået af celebrities. "New York Times" udløste sidste år en markant interesse med afsløringer om seksuelle overgreb begået i Hollywood filmmiljøet af en vis, nu herostratisk berømt, Harvey Weinstein, filmproducent.
 I 2017 kunne "New York Times" afsløre, at Harvey Weinstein havde "Paid Off Sexual Harassment Accusers for Decades". Flere og flere kvinder "stod frem" som det hedder, med anklager om overgreb, der tilsammen dækkede en lang årrække.
Bl.a. med udsagn om producentens magt over unge kvinder, der søger en karriere som skuespiller:
 
"I am a 28 year old woman trying to make a living and a career. Harvey Weinstein is a 64 year old, world famous man and this is his company. The balance of power is me: 0, Harvey Weinstein: 10." (NYT)

Langsomt spredtes historien om Harvey Weinstein sig i medierne. Historien ulmede så at sige under alle de andre nyheder. Mange har formentlig tænkt, at den 28 årige kvindes beskrivelse passede meget godt med, hvad man kunne forvente af filmmiljøet i Hollywood.
 
The almost accidental tweet that ignited a wildfire
En sanger/skuespiller ved navn Allyssa Milano, der har været med i et utal afsnit af serien Charmed, (på dansk Heksene fra Warren Manor). En serie, der meget apropos drejer sig om magtfulde hekse, der beskytter uskyldige mod skrækkelige dæmoner og onde mandlige magikere .
En aften i oktober sidste år skriver Alyssa på opfordring af en ven den tilfældige tweet, der fik de ulmende afsløringer om seksuelle overgreb til at blusse op i en flammende synkron frenzy på sociale medier, efterfulgt af etablerede medier, der kom halsende bagefter i jagten på nye sensationelle afsløringer.

Dagen efter vågnede Alyssa Milano op til 55.000 svar på sin tweet og hendes hashtag #MeToo var nr 1 på trending på Twitter.
D. 1. december var #MeToo postet 45 millioner gange på Facebook og havde bredt sig som en steppebrand til 85 lande.
En graf fra "ezyinsights" viser den ekstreme gennemslagskraft på Facebook, sammenlignet med andre nyhedstemaer.

Spredningen kan vi se i et klip fra en animation på "ezyinsights".

Med udgangspunkt i USA er en steppebrand af "#MeToo anklager, personlige erfaringer og hørensagen blæst hen over USA, Europa, Indien og Australien, mens andre regioner, hvor man ellers kunne frygte at tilstanden for kvinder var langt værre, ikke har mærket meget til bølgen på det aktuelle tidspunkt.
Steppebranden af "#MeToo" anklager og erfaringer, der har bredt hen over Verden kunne næppe have fået et sådant omfang, hvis ikke der havde ulmet et umådeligt lag af skjulte og fortiede overgreb, der nu bryder ud i lys lue.
Hvis man tager udgangspunkt i statistiske opgørelser fra CDC (Center for Disease Control and Prevention) får man en slags dokumentation for omfanget af overgreb i hvert fald i USA. "In the U.S., about 1 in 3 women and nearly 1 in 6 men experienced some form of contact sexual violence during their lifetime."
Nu har nogle af disse kvinder pludselig set andre kvinder med tilsvarende erfaringer. Med sociale medier har de haft mulighed for markere sig med deres anklager uden at føle sig alene og uden at skulle rette formelle anklager mod dem, de føler sig krænket af.
Omtrent som i et eksperiment, hvor man i gruppe af kvinder først spørger om de har været udsat for overgreb og nogle få markerer, for dernæst at stille samme spørgsmål, men nu skal de svare ved at række hånden op med lukkede øjne, hvorefter de fleste markerer.
De sociale medier har måske fungeret som tankeksperimentet med lukkede øjne.
 
Gripped by the daemons of social media outrage
Den mediale steppebrand af "MeToo" oplevede overgreb og den "YouToo" inkvisition, der er fulgt efter kan både give mindelser om historisk massehysteri og dets konsekvenser og om det spil, der foregik i fiktioner som "The Stepford wives" og "The Witches of Eastwick".
 "The Devils of Loudon" er titlen på en bog af Aldous Huxley, der beskæftiger sig med et historisk tilfælde af massehysteri i byen Loudon Frankrig i første halvdel af det syttende århundrede.
I et Ursulinsk nonnekloster i byen gribes priorinden Jean de Anges og 16 nonner af uforklarlige dæmoner, der fører til spastiske bevægelser og vild tale. Man forsøger at sig med eksorcisme for få dæmonerne til at slippe dem, hvilket skabte yderligere interesse.
"The exorcisms were impressive, and the lewd and bizarre behavior of the young nuns during the exorcisms attracted an ever-increasing audience. The nuns shouted expletives, barked, exposed themselves, spoke a garbled form of Latin (which they did not know), and contorted their bodies into obscene positions." (M. K. Hunter).
Under eksorcismen blev det klart, at nonnerne var grebet af syner af en person de aldrig havde mødt, den unge elegante prælat Urbain Grandier, der forvejen havde ry som forfører i byen.
Det førte beskyldninger om at Urbain Grandier var årsag til, at nonnerne var blevet besat af dæmoner. Et stort antal vidner hævdede da også at vide, at Grandier havde indgået en pagt med djævelen og at hans krop bar "djævelens mærke".
Efter en omfattende retssag blev Grandier i 1634 dømt til tortur og til at blive brændt på bålet for "sorcery, placing evil spells, and possession of the Ursulines, as well as certain nonreligious women."
Kan nogle af anklagerne i "MeToo" steppebranden ikke minde om anklagerne mod Urbain Grandier, altså på sin vis at være udtryk for, at nogle kvinder bliver ligeså besat af de sociale mediers steppebrand som af en slags nutidig dæmoner og derfor ser overgreb, hvor der ikke har været nogen og forstørrer hændelser, der har været uskyldige eller accepterede i anden tid, til alvorlige overgreb.
I en parallel til Loudon sagen kan man hævde, at "MeToo" steppebranden kan føre til en situation, hvor mænd er skyldige blot ved at blive anklaget, især måske, hvis der er mange om at anklage. Det er vel den forestilling, der ligger bag nogle af de knee jerk reaktioner vi oplever.
Forfatteren Margeret Atwood er inde på en lignende i tanke i sin sammenligning med beskyldninger om hekseri "in which you were guilty because accused."
 Vi kan ikke vide om det er tilfældet, så det kan virke som en ligeså ubegrundet anklage overhovedet at fremlægge en sådan antagelse. Men det da betænkeligt, at man i dag kan opleve, at anklagen i sig selv er nok til at mænd rammes af vidtgående sanktioner.
 
"The stepford wives" of Hollywood
Som det er fremgået af sagerne om overgreb i filmindustrien rækker de langt tilbage. Hvorfor så først anklager nu? En virkelig spekulativ tese kunne jo være, at den smukke kvindelige Hollywood skuespillere, der ofte ser ud som de er skabt i samme form, (i hvert kan de næppe siges at repræsentere et gennemsnitligt udsnit af kvindekønnet i USA), måske har været slags "Stepford Wives," og som dem alle skabt en ensartet form.
 I "Stepford Wives" historien, en satirisk thriller af forfatteren Ira Levin, registrerer en nyankommen kvindelig tilflytter til Stepford, at kvinderne i byen ligner "actresses in commercials, pleased with detergents and floor wax, with cleansers, shampoos, and deodorants. Pretty actresses, big in the bosom but small in the talent, playing suburban housewives unconvincingly, too nicey-nice to be real." (thedailybeast).
Efterhånden går det op for hende, at kvinderne heller ikke er rigtige kvinder. De er robotter skabt af mændene i byen, med hjælp af, hvad vi kunne kalde Disney animatronics.
Man kan få den kætterske tanke, at Hollywoods kvindelige skuespillere, "pretty actresses, big in the bosom but small in the talent," pludselig har opdaget, at de kan være skabt af magtfulde mænd i filmindustrien og at denne opdagelse har udløst den aktuelle bølge af "MeToo" anklager.
En sådan forklaring kan antyde, at det ikke kun drejer sig om seksuelle overgreb , men om at Hollywood har skabt et kvindebillede, som aldrig kan være rigtigt. At de kvinder, der nu står frem med "MeToo" anklager, derfor slet ikke svarer til kvinderne i den øvrige verden.
Kan vi derfor tro dem? Kan vi og skal vi følge deres eksempel? F.eks., ved følge dem i deres mere eller mindre overfladiske manifestationer af solidaritet, som at bære sort ved "Golden Globe" og hvide roser ved "Grammy" uddeling. Eller fortsætter de på sin vis i den form de blev skabt i af Hollywood mænd. Underligt selvmodsigende er det i hvert fald at se en skare af flotte kvindelige skuespillere i elegant udklædning (eller er det afklædning), der fremhæver deres kroppe til en "Golden Globe" eller "Grammy" uddeling, hvor de vil markere "MeToo" sagen ved at gøre, hvad som helst for selv at blive betragtet som attraktive. Som om de ikke selv forstår spillet. " Women are apparently the helpless dupes of the fashion and cosmetics industry, and have been brainwashed into spending hundreds of billions of dollars a year in order to be noticed by men." (City Journal). Og tro nu ikke, at det her er et argument for at de skal indhyldes i burkaer næste gang. Nej, det er blot en påmindelse, hvad spillet også går ud på.
 
Playing their own bewitching games – like "The Witches of Eastwick"
Romanen af John Updike og filmen om Heksene fra Eastwick (Hollywood igen) kan give anledning til en endnu mere problematisk tese.
Tre kvinder i Eastwick, der har moret sig med deres småhekserier, fascineres af en mystisk fremmede, Daryl Van Horne, der er flyttet til byen. Han forekommer ikke en særlig attraktiv, man skal måske se en korpulent Harvey Weinstein for sig, i stedet for filmens Jack Nicholson, men " Van Horne, ... is part Mephistopheles, offering Faustian pacts and lusting for souls, part alchemist-chemist. "
De tre kvinder forføres af Van Horne og fortsætter med mere og mere dristige opvisninger af deres magiske evner bl.a. ved at kaste en forbandelse over en anden kvinde. Og djævlen i skikkelse af Van Horne fortsætter med sine magiske "spells." Som det hedder i en kommentar til bogen: "What the witches want from the Devil is to play without consequences. But all the Devil can really offer is temptation; hot-tubbery has its price, and the Devil must have his due; with the act of creation comes irreversibility, and guilt." (NYT).
Da kvinderne begynder at indse hvad der sker, forsøger de med Voodoo dukke hekserier at få Van Horne til at forsvinde.
 Ja, det lyder måske lidt langt ud, men kan historien ikke være en parabel på kvindelige skuespilleres relation til en ligeså uattraktiv Harvey Weinstein. Hvor de først for deres egen skyld deltager i spillet med djævelen, men efterhånden opdager, hvad der sker med dem selv og derfor nu forsøger at kaste en forbandelse over alle de "harvey weinstein mænd" de har mødt undervejs i karrieren.
Er det en lignende tanke Germaine Greer er inde på i et udskældt interview i "Sydney Morning Herald," hvor hun beskylder MeToo skuespillerne for at klynke unødigt.
"When the man has economic power, as Harvey Weinstein has ... if you spread your legs because he said ‘be nice to me and I’ll give you a job in a movie’ then I’m afraid that’s tantamount to consent, and it’s too late now to start whingeing about that” (SMH).
Spiller de "klynkende" skuespilere spillet, indtil de selv har opnået en magt eller indflydelse i medierne, der kan konkurrere med de mænd, der mod modydelser bragte dem frem i karrieren. De sagde jo ikke fra undervejs i karrieren, ikke så markant, som de gør nu i hvert fald.
Ikke nok med det. Undervejs i deres karriere har mange dem, der nu erklærer sig som followers til "MeToo" bevægelsen måske i deres film og musik ligefrem bidraget til en kultur, hvor kvinder blev domineret af mænd. Hvor overgreb var en del af spillet og teksten, hvis man kan sige det sådan. For både i film - og musik industrien har man optrådt med voldsomt kvinde-nedgørende og sexistiske billeder og tekster. Med andre ord, nogle af de skrappeste anklagere i "YouToo" inkvisitionen har selv bidraget den kultur, der har givet plads til de mænd de nu anklager.
 
A social media inquisition gains momentum
I januar 2018 har "YouToo" inkvisitionen foreløbig anklaget mere end indflydelsesrige eller magtfulde 100 mænd, der er kendte fra f.eks. film, medier, business og politik for overgreb.
Hvis vi kan stole på statistikken må vi forvente, at overgreb forekom så hyppigt at disse tal kun udgør spidsen af toppen af isbjerget.
Skyggetallet af mindre kendte, der indirekte anklages af MeToo opslag eller tilsvarende initiativer, som det franske hashtag #BalanceTonPorc, må ud fra antallet af MeToo og Facebook opslag antages at være umådeligt meget højere.
Også de etablerede medier blæser til jagt på krænkede og krænkere. Og alt kan blæses op til sensationer.
Islandske Björk beretter for BT om seksuelle overgreb fra Lars von Trier "Efter hver optagelse lagde instruktøren sin arm om mig i lang tid foran hele holdet og kærtegnede mig. Nogle gange i flere minutter mod mine ønsker." Naturligvis følger flere sager fra Zentropa. "Ålen," Peter Aalbæk, skulle, hvem der så ellers er overrasket over det, have klasket kvinderne bagi.
I en rundspørge blandt dansk skuespilforbund beretter 241 af de 378, der har svaret, at de inden for de seneste 10 år har været udsat for krænkelser.
Baseret på anonyme anklager er en liste med navne på mænd, der anonymt beskyldes for overgreb begyndt at cirkulere på nettet.
"Shitty Media Men" listen anklager mænd fra mediebranchen: En fremgangsmåde f.eks, The Guardian synes at bifalde med sit" to take control of the narrative by speaking out."
For overgreb i Academia findes "Sexual Harassment in the Academy" med foreløbig op mod 2.000 episoder, hvor der dog kun optræder navne på institutionerne.
En flodbølge af "YouToo" inkvisitions anklager skyller som en tsunami gennem de sociale medier, fuldt af de øvrige medier, over store dele af Verden. "YouToo" inkvisitionen efterfølges af en kaotisk virvar af knee jerk reaktioner, eller på dansk, ureflekterede rygmarvsreaktioner.
De sociale mediers "YouToo" inkvisition er i mange tilfælde nok til at udløse de sådanne knee jerk reaktioner, der meget passende kan stå for det spark som verfer anklagede krænkere ud af deres stilling. Ikke efter retssager eller grundige undersøgelser, men måske ud fra det man allerede i lang tid har vidst. Nu reagerer beslutningstagere så måske af frygt for, at de selv kan komme i søgelyset for ikke at have reageret på hvad de vidste? Eller forsøger man blot at surfe på tsunamien ved at vise, hvor meget man støtter inkvisitionen?
Reaktionerne rækker fra mere eller mindre bizarre forsøg på at tage afstand på forskud til krænkelser af kvinder, undskyldninger og beklagelse over at man ikke har reageret tidligere, over tvangsanbringelser i offentlig gabestok, hvor alle har ret til i overført forstand at spytte på en uden at man kan svare igen, til mere eller mindre begrundede her og nu afstraffelser, som at blive "sparket" ud af ens job eller blive tvunget til selv at gå. Hertil kommer så de alvorlige retssager som f.eks. den vi lagde ud med.
Her er vi dog kun optaget af de reaktioner, der ikke omfatter juridisk anklager med efterfølgende retssager, men alene sociale mediers "j'accuse" pegefinger, nogle gange med kvinder, der står frem, andre gange med ikke underbyggede anonyme anklager over store og små krænkelser, der kan ligge langt tilbage i tiden,
Et kuriøst engelsk eksempel. Anklagen mod daværende forsvarsminister Michael Fallon for gentagne gange at have berørt ved en kvindelig journalists knæ ved en middag under en konservativ partikonference 15 år tidligere. Journalistens reaktion: “I calmly and politely explained to him that, if he did it again, I would ‘punch him in the face’.” Det var det og derfor betragter hun i dag anklagerne mod Fallon som "mildly amusing." Om der er mere bag anklagerne vides ikke, men Michael Fallon tog sin afsked, efter en medial "I am not amused" kampagne.
Et helt aktuelt eksempel på anbringelse i den offentlige gabestok er anklager mod den amerikanske standup komiker Aziz Ansari fra en ung kvinde, der åbenbart havde selv gjort hvad hun kunne for at blive bemærket af ham. Det lykkes hende at blive inviteret til middag for efterfølgende at følge med ham til hans lejlighed. Da han vil have sex med hende, får hun omsider sagt nej og så ser de sammen Seinfeld på TV, mens hun bebrejder ham. "You guys are all the same."
Her synes en kommentator i New York Times åbenbart at "YouToo" anklagerne går for vidt. "There is a useful term for what this woman experienced on her night with Mr. Ansari. It’s called “bad sex.” It sucks."
At en sådan historie overhovedet kommer i medierne viser hvor langt ude i vilde anklager "YouToo" inkvisitionen er kommet. Og det kan blive endnu mere bizart.
Et digt på spansk af den boliviansk-schweiziske forfatter Eugen Gomringer på gavlen af "Alice-Salomon-Hochschule" i Berlin bliver her i januar anklaget for at nedgøre eller bagatellisere seksuelle krænkelser. I den tyske oversættelse lyder digtet "Avenidas":
 
Alleen
Alleen und Blumen
Blumen
Blumen und Frauen
Alleen
Alleen und Frauen
Alleen und Blumen und Frauen und ein Bewunderer
 
Fortalerne for overmaling af digtet kalder det et opgør med patriarkalske strukturer og krænkelser af kvinder og ser beslutningen om at fjerne det , som " gelebte Demokratie."
I samme ånd skal vi også have fjernet "Grid girls" ved åbningen af Formel 1 racerløb og såkaldte "walk on girls" ved dart turneringer.
Absurd måske, men når man først bliver en del af en meningstsunami skelner man ikke længere mellem stort og småt, for en sikkerheds skyld vælter tsunamien som en rigtig tsunami alt på sin vej.
Måske er det i erkendelse af dette, at Manchester Gallery i følge "The Guardian" har besluttet at nedtage et maleri "Hylas and the Nymphs." Maleriet, inspireret af græsk mytologi, viser unge nymfer med nøgne overkroppe i åkandefyldt sø der frister en yndling på bredden. For at man ikke skal kunne smugkigge fjernes også postkort med motivet fra museumsbutikken.
Museets kurator forklarer at "the debates around Time’s Up and #MeToo had fed into the decision... or me personally, there is a sense of embarrassment that we haven’t dealt with it sooner. Our attention has been elsewhere." (The Guardian).
Andre reaktioner. Kvinder i Hollywood har med "TimesUp" initiativet fremlagt et "Dear Sisters" manifest, der skal udnytte den voldsomme interesse med krav om en øget lydhørhed over anklager fra kvinder, der har været udsat for overgreb og krav om at det skal have konsekvenser for den, der krænker:
"Now, unlike ever before, our access to the media and to important decision makers has the potential of leading to real accountability and consequences. We want all survivors of sexual harassment, everywhere, to be heard, to be believed, and to know that accountability is possible. We also want all victims and survivors to be able to access justice and support for the wrongdoing they have endured."
Formentlig med inspiration herfra har folk i den danske film- og teaterbranche fremlagt et lignende manifest med krav om "ny kultur med nultolerance over for sexisme."(timesupnow.com).
Og så lige et lille sidehib. Er kvinderne bag manifest de samme kvinder, der finder det helt i orden at kvinder bærer religiøst bestemte tørklæder og andre former for indhyldning og tilsløring af kroppen, med det argument at det er kvindernes ret og slet ikke noget de blevet påtvunget af en religiøst defineret patriarkalsk kultur?
Gælder "MeToo" slet ikke disse kvinder, eller agerer man blot uvidende og skizofrent?
 
Chattering classes demanding a reined in and apologetic male
Skuespilleren Matt Damon i et nyligt interview: "I think we’re in this watershed moment. I think it’s great. I think it’s wonderful that women are feeling empowered to tell their stories, and it’s totally necessary … I do believe that there’s a spectrum of behavior, right? And we’re going to have to figure — you know, there’s a difference between, you know, patting someone on the butt and rape or child molestation, right? Both of those behaviors need to be confronted and eradicated without question, but they shouldn’t be conflated, right?"(ABC News).
Det skulle han aldrig have sagt, så efter heftig kritik har han nu undskyldt sig og valgt "at flytte sig om på bagsædet" i debatten.
Men havde han egentlig ikke ret? En kvindelig US-amerikansk forfatter, Rebecca Traister, er i hvert fald inde på samme tanker, at alle mulige ord og handlinger bliver til grove overtrædelser og harassment:
"the rage that many of us are feeling doesn’t necessarily correspond with the severity of the trespass: Lots of us are on some level as incensed about the guy who looked down our shirt at a company retreat as we are about Weinstein, even if we can acknowledge that there’s something nuts about that, a weird overreaction." (The Cut).
En chattende klasse af lidet vidende, overfladiske celebrities er med til at forstærke og overdrive, hvad der i de sociale medier ses som kampen for det eneste rigtige, det ubetinget gode – og mod det uretfærdige og det i deres øjne forkastelige. De dominerer efterhånden ikke blot de sociale medier, men sætter også tonen i de øvrige medier.
Hvis man ikke er enig med dem er man en tilbagestående misogynist.
Afvigende stemmer, rationelle overvejelser og indsigtsfulde indlæg drukner i et beskyldende kor af forurettelser og forbandelser. Hvis afvigende stemmer alligevel lykkes at tilkæmpe sig en plads i medierne, kommer de som en Matt Damon og en Catherine Deneuve hurtigt ned med nakken i den chattende klasses i hadefulde chats, der følges op af en tusindtallig skare af bevidstløse followers.
Konsekvensen kan blive reaktioner, hvor retssikkerhed sættes ud af kraft til gengæld for en mob-lignende forfølgelse, en social medie inkvisition, der ikke bekymrer sig om indsigt, viden eller beviser, men hvor strømmen af anklager i sig selv fungerer som den tortur, der skal få den anklagede til at indse sin brøde og således anklage sig selv.
Atwood accepterer at retssystemet måske ikke har været godt nok til at håndtere klager over krænkelser af kvinder, men hvad så med alternativet?
"If the legal system is bypassed because it is seen as ineffectual, what will take its place? Who will be the new power brokers? It won't be the Bad Feminists like me. We are acceptable neither to Right nor to Left. In times of extremes, extremists win. Their ideology becomes a religion, anyone who doesn't puppet their views is seen as an apostate, a heretic or a traitor, and moderates in the middle are annihilated."
Risikerer vi ikke med en sådan tendens, at lovgivning og retssystemet bliver afløst af den mediale "YouToo" inkvisition, som vi har været inde på. Med vilde bølger af anklager, der nærmest minder om anklager for hekseri i tidligere tider, og krav om øjeblikkelige sanktioner på de sociale medier. Hvem er i givet fald tjent med det? Ingen, formentlig ikke engang de kvinder, der er blevet krænket.
Det er hvad vi taler om, når vi med inspiration fra Monty Python's berømte sketch har kaldet dette blog indlæg "Nobody expects the social media  inquisition!"
Som i inkvisitionen fører det meget mere med sig end det vi har set af knee jerks og andre bizarre interventioner. Det fører til en mistænkelses kultur, hvor alle som i inkvisitionens dage vogter på hinanden og alle er angste for at falde for de hastige tryk på tasterne i de sociale mediers inkvisition.
 Og kvinderne, alle dem, der ikke er med til puste til ilden og holde steppebranden vedlige, er foragtelige: "Whether they’re voting for Trump
or Brexit, or doing jobs that involve wearing revealing clothes, or questioning the sexual-harassment panic, or doing something else that the feminist elite disapproves of, these women will be diagnosed as having had their brains warped by The Culture."
Med en steppebrand som udløst af "MeToo" vil der uvægerligt opstå en tendens til en hyper opmærksomhed på, hvorledes mænd agerer over for kvinder og en hyper intolerance, som kan bidrage til at skabe en gensidig mistænksomhed, der kan ødelægge de værdier og det de fine og umærkelige opmærksomheder og spil der er forudsætningen for udvikling af forhold mellem mennesker. Nu skal det ekspliciteres og gøres til genstand for udefrakommende overvågen og kontrol.
"Treating the untamed male libido as a political problem calls forth a legal remedy. The sex bureaucracy is exploding on college campuses; college administrators are busily writing highly technical rules for sex, the very domain of the irrational. The unstated goal of those rules is to move the default for premarital sex back to “no” by requiring “affirmative consent.” But law is less effective than informal norms in regulating behavior, especially in a postliberation environment that has stripped females of the protections of modesty and restraint. Traditional culture tried to civilize the male libido by celebrating the virtues of gentlemanliness and respect." (City Journal).
Forsøg på reglementere og eksplicitere den "rigtige" adfærd i detaljer har vi allerede set på i et tidligere blog indlæg.
På Dartmouth College i USA finder man f.eks. anvisninger på, hvorledes forhold kan indledes:

For et par år siden blev der i USA initieret et selvbestaltet "Affirmative Consent Project, " hvor man tilsyneladende i fuld alvor mente, at det var en god ide at uddele såkaldte "Consent conscious kits," der indeholdt anvisninger på indgåelse af en formel skriftlig seksuel kontrakt med kopier gemt på parternes mobiltelefoner, for at sikre at der var tale om en på forhånd aftalt gensidig forståelse. I dag er det formentlig slet ikke nødvendigt med sådanne kits, fordi der findes apps som "We-consent" med lignende forslag til kontrakter, der efter indgåelse automatisk bliver gemt i skyen.
Igen ser vi her et eksempel på at man forsøger fiksere og eksplicitere en situation, relation, og en adfærd, der er vanskelig at definere helt entydigt. Formentlig med helt utilsigtede konsekvenser. Under hvilke forhold indgås kontrakten? Er parterne ved deres fulde fem, ikke under indflydelse af stoffer eller alkohol? Hvilke konkrete former for adfærd omfatter kontrakten? Skal det specificeres yderligere? Er der indbygget stoppunkter? Kan kontrakten undskylde senere overgreb eller hvad?
Men er hele ideen egentlig ikke absurd? For er det ikke meget problematisk at forsøge at reglementere en relation mellem mennesker, som om det var køb af en vare eller tjenesteydelse med forbrugerbeskyttelse.
"Consent shouldn’t be reduced to a signature. Sexual partners should be bound together by chemistry and mutual desire, not documentation, and should be able to change their minds whenever they like. Contractual agreements belong in the boardroom, not the bedroom." (Telegraph)
Det er imidlertid ikke sådanne betænkeligheder man er optaget af i øjeblikket.
I Sverige har den svenske Riksdag fremlagt "förslag till samtyckeslag" der skal træde i kraft til sommer. I lovforslaget indgår følgende:
"Det blir förbjudet att ha sex med en person som inte uttryckligen sagt ja eller aktivt visar att den vill delta. Det ska inte längre krävas att gärningsmannen har använt sig av våld eller hot, eller utnyttjat offrets särskilt utsatta situation, för att kunna dömas." (svt.se).
Forslaget er ganske vist blevet kritiseret af "Lagrådet" for at mindske retssikkerheden. Måske bliver det næste derfor kontrakter af den type der synes at være i omløb i USA.
I USA har Repræsentanternes Hus netop stemt ja til en lov der skal modvirke overgreb i amatørsport, bl.a. med følgende indhold:
‘‘(C) procedures to ensure that covered individuals are instructed to avoid one-on-one situations with any amateur athlete who is a minor (other than such an athlete for whom the covered individual is a legal guardian) at an amateur sports organization facility, at any event sanctioned by a national governing body, or any event sanctioned by a member of a national governing body, without being observable or interruptible by another adult;"(Congressional Record).
Så nu gælder et om at holde en "observable and interruptible distance " til hinanden. Fantastisk, et forlænget og overvåget armslængde princip. Hvad mon det næste tiltag kommer til at indeholde?