What wonders we have achieved together .... during my life long involvement
"I have always fought for Europe. At times I have suffered with and because of Europe and even despaired for it." Lød det selv retfærdigt fra Jean-Claude Juncker i dette års "State of the Union" tale.
Nu er vinden tilbage i Europas sejl hævder han og priser de resultater, der er opnået:
"We can take credit for our European Investment Plan which has triggered €225 billion worth of investment so far. It has granted loans to over 445,000 small firms and more than 270 infrastructure projects.
We can take credit for the fact that, thanks to determined action, European banks once again have the capital firepower to lend to companies so that they can grow and create jobs.
And we can take credit for having brought public deficits down from 6.6% to 1.6%. This is thanks to an intelligent application of the Stability and Growth Pact. We ask for fiscal discipline but are careful not to kill growth. This is in fact working very well across the Union – despite the criticism.
Ten years since crisis struck, Europe's economy is finally bouncing back."
"Bouncing" som en bold der hopper tilbage er der ikke tale om,  men vi kan da finde et vist belæg for Junckers selvretfærdige og optimistiske version i et Eurobarometer fra foråret 2017. Her ser man, hvorledes økonomiske problemer efterhånden indtager en mindre plads i borgernes bevidsthed end terrorisme og migration (Standard Eurobarometer, Spring 2017).

 (Så sent som i "State of the Union" talen sidste år hed det dog "Our European Union is, at least in part, in an existential crisis ... never before have I seen such little common ground between our Member States ... is as if there is almost no intersection between the EU and its national capitals anymore."
Og de eksistentielle problemer er ikke gået væk. Der er mildest talt uløste problemer med åbne grænser for flygtninge og migranter, med terrorisme, med UK's beslutning om et farvel til EU, der er fortsat problemer i Sydeuropa, hvor især Italien giver anledning til bekymring, der er den stadig alt for høj ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa og endelig har de mange protestpartier i Europa har stadig vind i sejlene, hvilket med Junckers metafor må betyde modvind for EU.
"Das Problem eines Schwelbrands des Euroskeptizismus und wachsenden Nationalismus auf niedrigerer Ebene lässt Juncker aus. Das ist nicht nur naiv, sondern vor allem gefährlich." (treffpunkteuropa.de).
Juncker taler i stedet med særegen blanding af metaforer om mere vind i sejlene, om ikke at blive blæst ud af kurs og om et åbenstående vindue.
 
Junckers paradoxical solution: Problems of union must be solved with more union
"Now is the time to build a more united, stronger and more democratic Europe for 2025."
Løsningen på EU's problemer er mere union, åbenbart ud fra devisen: Unionen er i krise, derfor må vi skabe mere union.
Man skulle tro at Juncker her er inspireret af psykologiens terapeutiske forestilling om paradoksal intervention. Hvor man netop anbefaler at skrue op for det problem man ønsker at slippe af med. "Paradoxical interventions involve prescribing the very symptom the client wants to resolve."
Og Junckers vind-i-sejlene løsning skruer virkelig op for forslag, der vil styrke den union, der ellers er i modvind.
Her er blot nogle af de forslag, der skal give vind i sejlene, holde os på kursen og udnytte "the window of opportunity."
 
A union of equality
A more united and inclusive union
A stronger economic and monetary union.
A more democratic union
 
Airy talk of equality while countries are drifting apart
I artikel 174 i Lissabon traktaten hedder det: "In order to promote its overall harmonious development, the Union shall develop and pursue its actions leading to the strengthening of its economic, social and territorial cohesion. In particular, the Union shall aim at reducing disparities between the levels of development of the various regions and the backwardness of the least favoured regions."
Om de eksisterende uligheder siger Juncker besværgende. "Europe must be a Union of equality. Equality between its Members, big and small, East and West, North and South."
Eller med Juncker's besynderlige metafor: "Europe must breathe with both lungs, otherwise our continent will struggle for air."
I en union af ligemænd/kvinder må der ikke findes anden klasses borgere. Der må ikke være børn i Østeuropa, der dør af sygdomme der udraderet i Vesteuropa.
Der må ikke findes anden klases arbejdere. Arbejdere skal opnå den samme løn for det samme arbejde på det samme sted.."We should make sure that all EU rules on labour mobility are enforced in a fair, simple and effective way by a new European inspection and enforcement body."
Der må heller ikke findes anden klasse forbrugere, som må nøjes med varer af lavere kvalitet end i det øvrige EU. Nogle af Junckers eksempler "Slovaks do not deserve less fish in their fish fingers. Hungarians less meat in their meals. Czechs less cacao in their chocolate."
I stedet for som Juncker at fokusere på mere fish i fish fingers til slovakkerne og bedre chokolade til tjekkerne var det måske en ide at se på de basale uligheder. Her illustreret med et kort over de store forskelle i GDP per capita i unionen (Eurostat).

Modsat hvad man skulle tro, når man hører Juncker optimistiske udlægninger, er uligheden tilsyneladende også stigende og ikke faldende. Det gælder både mellem landene i EU og i de enkelte lande.
 I 2016 konkluderede The Economist "the gap between richer and poorer regions of euro-zone countries has increased since the financial crisis." Frem mod 2008 var der en tendens til mindskning af uligheden, men siden er den øget.

I 2017 konstaterer OECD at indkomstuligheden i Europa har været stigende i de enkelte lande i Europa:
 "Income inequality was generally lower one generation ago. In European countries, the Gini coefficient increased on average from 0.28 in the 1980s to 0.30 in 2014. Inequality increased not only in countries with highly unequal incomes – such as the United States and the United Kingdom – but also in traditionally more egalitarian countries, such as Sweden and Finland." (OECD)
Hvordan vil Juncker vende denne udvikling, så der bliver råd til mere fisk i slovakiske fish fingers og mere chokolade i tjekkisk chokolade?
Konkrete forslag til skabe mere lighed finder vi ikke. I stedet nøjes han med varmlufts betragtninger, der får ham til at svæve højt over mere reelle løsningsforslag.
Men vent, måske kan de øvrige punkter på programmet bidrage?
 
An inclusive union that destroys the remnants of a fragile cohesion?
Juncker argumenterer for en forenet og inklusiv union. "If we want to strengthen the protection of our external borders, then we need to open the Schengen area of free movement to Bulgaria and Romania immediately. We should also allow Croatia to become a full Schengen member once it meets all the criteria."
Unionen må også give plads til flere for at sikre stabilitet: "If we want more stability in our neighbourhood, then we must maintain a credible enlargement perspective for the Western Balkans.
It is clear that there will be no further enlargement during the mandate of this Commission and this Parliament. No candidate is ready yet. But thereafter the European Union will be greater than 27 in number."  Man kan tvivle på, at flere medlemmer er vejen til stabilitet og i hvert fald vil det mindske en i forvejen ganske fragil sammenhængskraft.
Når man ser hvilke problemer EU har med at reelt at overholde den eksisterende Schengen aftale, ikke mindst takket være Merkels egenrådige beslutning om at åben grænserne i efteråret 2015, virker Junckers forslag fuldkommen bizarre , men passer naturlig vis godt til det terapeutiske råd om paradoksal intervention, "The more the merrier," indtil selv den sidste optimist indser, at man ikke løser problemerne er ved at øge dem.
Endnu mere bizar forekommer Junckers forslag i lyset af det helt fundamentale problem, at man ikke kan have åbne indre grænser uden at have stærkt kontrollerede og sikre ydre grænser. Og det har unionen så sandelig ikke og tilsyneladende hersker der heller ingen vilje til at reelt at sikre dette.
Juncker hævder ganske vist "We are now protecting Europe's external borders more effectively." Han peger på, at man har reduceret strømmen af migranter over Middelhavet sammenlignet med 2016, hvorved man drastisk har mindsket tabet af liv i Middelhavet. Ser man imidlertid tabet af liv i relation til strømmen af migranter, er der dog tale om større dødelighed. Det er næppe heller Junckers og EU's fortjeneste at strømmen er blevet reduceret, men snarere Italiens. Efter at Italien omsider havde fået nok af unionens uvirksomhed og selv indgik aftaler direkte med Libyen bl.a. med løfte om støtte til den libyske kystvagt.
Junckers forslag om en "all inclusive" Schengen og den manglende indsats for sikre ydre grænser kan ganske vist kaldes inklusiv, men modsat Junckers forestilling om en mere forenet union vil den reelt medføre en mindre "united union," der taber yderligere sammenhængskraft. De enkelte lande vil i højere grad end allerede tilfældet føle sig tvunget til at beskytte egne grænser, for ikke at risikere en forøgelse af eksisterende problemer med kriminalitet og dannelse af parallelle samfund. Kort sagt Junckers forestillinger om inklusion vil medføre destruktion af sammenhængskraften, både i unionen og i de enkelte lande.
 
Stronger economic integration and more power to Bruxelles – a problematic suggestion
Juncker: "If we want the euro to unite rather than divide our continent, then it should be more than the currency of a select group of countries. The euro is meant to be the single currency of the European Union as a whole. All but two of our Member States are required and entitled to join the euro once they fulfil all conditions." De to lande er Danmark og UK.
Hvordan er situationen imidlertid for de øvrige, der endnu ikke er med i gruppen af eurolande. Her har EU-kommissionen i 2017 udgivet en "state of play" oversigt, der skal demonstrer, hvor tæt de øvrige lande er på at opfylde konvergenskriterierne for at deltage i euroen (ec.europa.eu).

Juncker foreslår at bruge yderligere midler på hjælpe disse lande til at opfylde alle kriterierne for medlemskab: "Member States that want to join the euro must be able to do so. This is why I am proposing to create a Euro-accession Instrument , offering technical and even financial assistance."
Flere af østeuropæiske medlemmer af EU har allerede signaliseret afstandtagen til ideen om at deltage i euroen, mens Tyskand på trods af lidt positive signaler om støtte Junckers ideer, i realiteten vil kræve så skrappe betingelser opfyldt, at på ganske langt sigt vil punktere Junckers planer. I hvert fald med aktuelle tyske politiske konstellation.
Når man tænker på hvor problematisk deltagelse i den fælles valuta har været for nogle af landene i Sydeuropa, her naturligvis især Grækenland, forekommer Junckers forslag om at få alle med ganske problematisk.
Man kan blot erindre om de problemer, der er knyttet til en undervurdering af euroen set fra tysk side og overvurdering set fra nogle af de øvrige lande:
IMF finder i 2014, at REER (Real Effective Exchange Rate) for euro i 2014 er undervurderet for Tysklands vedkommende med 5-15 procent, mens den er overvurderet f.eks. for Belgien, Italien, Spanien og Frankrig. For 2015 skønner IMF, at REER for Tyskland nu er undervurderet med 10-20 procent.
Det giver problemer for andre lande i eurozonen.
Forudsætningen for at en fælles valuta kan blive en succes er jo, at det landene i det fælles valutaområde enten er temmelig homogene eller kan agere meget fleksibelt for at kunne klare diverse kriser. Problemet er EU landene hverken er særligt homogene og eller har den fornødne fleksibilitet. For man skal næppe forvente at landene frivilligt vil indlade sig på fleksibilitet af den type, der i øjeblikket kræves af Grækenland i skikkelse af skrappe reformer .
Konsekvensen "Eine Einheitswährung führt zwangsläufig dazu, dass die unterschiedlichen Ökonomien immer weiter auseinander driften: Die Starken werden immer stärker, die Schwachen immer schwächer“ (Die Welt).
Erfaringerne fra de lande der allerede er med i euroen synes at underbygge påstanden: I hvert fald når det gælder Grækenland og Italien med en negativ GDP udvikling efter medlemskabet (Die Welt).

Juncker foreslår også her mere magt til Bruxelles med henblik på mere efficiens. Fremfor alt en EU-superkommissær i skikkelse af en EU økonomi- og finansminister
"We need a European Minister of Economy and Finance: a European Minister that promotes and supports structural reforms in our Member States. He or she can build on the work the Commission has been doing since 2015 with our Structural Reform Support Service. The new Minister should coordinate all EU financial instruments that can be deployed when a Member State is in a recession or hit by a fundamental crisis."
Juncker forestiller sig endvidere, at Den europæiske stabilitets mekanisme (ESM) gradvis overgår til at blive en "European Monetary Fund" (En EMF?). Formentlig ensbetydende med mange flere penge til EUs. krisefond. Det vil Tyskland næppe synes er en god idé, mens lande i Sydeuropa kan se en EMF som en chance for at slippe fri for de alt for skrappe betingelser de hidtil har måttet acceptere: "Southern European governments ... see the EMF as a chance for the eurozone to break free from the tough lending conditions imposed by the IMF."
Endelig vil Juncker også styrke muligheden for at gennemføre fælles beslutninger: "I am also strongly in favour of moving to qualified majority voting for decisions on the common consolidated corporate tax base, on VAT, on fair taxes for the digital industry and on the financial transaction tax. Europe has to be able to act quicker and more decisively."
Hvis vi ser på stemningen i EU, som den for nylig er blevet målt af PEW Research vil der formentlig være stor modvilje mod at overlade mere magt til EU. Især i de lande der har egne problemer:

På den baggrund vil ser det ud til at Juncker blot sender nye varmlufts ideer til vejrs, hvor de formentlig vil forvinde uden at efterlade sig spor.
 
A more democratic union, albeit with one captain!
"Our Union needs to take a democratic leap forward." hedder det i talen. Noget quantum spring er der dog ikke tale om , og i sidste ende kan tvivle på at om det er et spring fremad eller et spring bagud Juncker foreslår.
Første del lyder som om man vi lytte mere til de enkelte lande og inddrage dem i arbejdet med at udforme EUs fremtid: "I also believe that, over the months to come, we should involve national Parliaments and civil society at national, regional and local level more in the work on the future of Europe."
Han har også sympati for transnationale opstillinger til Europaparlamentet og fremsætter en ide om en transnationale "spitzenkandidaten."
De helt store beslutninger har Europas befolkning dog slet ikke haft nogen reel indflydelse på. Det gælder f.eks. optaget af nye medlemslande, eller åbningen af grænserne for flygtninge og migranter. Kun indirekte har man kunnet få indflydelse ved at vælge protestpartier.
Juncker synes således ikke at have et svar til løsning af dette demokratiske deficit. Han taler blot om at en fremtidig kommissionspræsident skal møde folket på lokale vælgermøder.
"To understand the challenges of his or her job and the diversity of our Member States, a future President should have met citizens in the townhalls of
Helsinki as well as in the squares of Athens." Mon ikke det snarere ville blive "be seen on TV and working the social media?"
For Juncker er mere demokrati også ensbetydende med mere efficiens. "Europe would function better if we were to merge the Presidents of the European Commission and the European Council."
Ikke et forslag der faldt i god jord hos vores hjemlige Lars Løkke, der tweetede:
"#EUCO is important member state institution. Let’s not mix roles and competences. Need @eucopresident as voice of member states #SOTEU Juncker" Igen må vi konstatere at Juncker opererer med luftige forestillinger, der synes at indebære mest modvind og ikke megen medvind for Junckers sejlplaner for EU. På den ene side mere hensyntagen til nationale forestillinger og på den anden side en styrkelse af Bruxelles. Det forventede resultat, skibet bevæger sig enten ikke ud af stedet eller driver baglæns. Eller vil det ende med at rotere viljeløst  rundt i  udefrakommende hvirvelstorme og  malstrømme?
 
Words without deeds
Modsat Junckers erklærede intention mere demokrati synes de konkrete forslag at indebære det modsatte. Koncentration af midler og beslutningskompetence i Bruxelles. Umiddelbart er der dog næppe grund til at glæde sig til eller frygte for, alt efter temperament, hans lidet visionære ideer.
Generelt må vi nemlig konstatere, at Junckers tid som præsident for EU-kommissionen har været kendetegnet ved at mangel på gennemslagskraft. Der har været masser af erklæringer og genbekræftelser af intentioner, men det har mest været i form af en slags kulørte talebobler fyldt med varm luft med en svag odør, der kan hidrører fra indtagelsen af mange glas champagne.
Lignende konklusioner er andre også nået til:
"This [Junckers State of the Union speech] was clear evidence that much of the Brussels establishment thinks that the response to Brexit can and must be ‘more Europe’. Some of the speech was blue sky thinking that is unlikely to see the light of day but enough of the ideas will have been run past Berlin and Paris that they will be tabled in some form. Without the broad consent of voters across Europe, they will provide yet more ammunition for the likes of Le Pen, who, despite recent election results, have not disappeared."

Überheblichkeit – German arrogance in numbers
Man kan efterhånden spore en stigende tysk "Überheblichkeit," arrogance, bedrevidenhed og nedladenhed overfor omgivelserne.
Med slåen sig for brystet med titlen som "Exportweltmeister." Eller formaninger til andre EU-lande om at følge det tyske eksempel, som når Schäuble kræver hårdhændede besparelser af Grækenland eller maner til økonomiske reformer i Frankrig. Eller når udenrigsminister Sigmar Gabriel fortæller Trump, hvad USA skal gøre for at rette op på ubalancen i forholdet mellem de mange Mercedes'er på Fifth Avenue og de manglende Chevroletter i Tyskland: "Build better cars."
Opfattelsen af Tyskland som arrogant deles i følge PEW Research af store dele af Europa. Tyskerne anses på samme tid for at være de mest troværdige og de mest arrogante, eller som undersøgelsen blev citeret i den tyske presse: "Europas Bürger bewerten Deutschland als arrogant, unsensibel, egoistisch. Wir müssen es aushalten, nicht gemocht zu werden."

Men har tyskerne ikke også noget at have deres arrogance og bedrevidenhed i, ikke mindst når det gælder økonomien?
 
Exportweltmeister
I januar 2017 kunne Reuters berette "German current account surplus to hit record, world's largest in 2016."
IFO Instituttet i München har opgjort Tysklands "Current account surplus" for 2016 til 297 mia. euro, dvs. større end Kinas, som blev anslået til at være på 245 mia. euro. Dermed erobrede Tyskland titlen som " Capital Export World Champion" fra Kina.
Overskuddet på "current account" (betalingsbalancens løbende poster) udgjorde dermed for Tyskland 8.6 procent af GDP. Tyskland overtræffer dermed de tærskelværdier på 4 og 6 procent i gennemsnit for en treårig periode, der i følge EU indikerer ubalance
Størstedelen af overskuddet hidrører fra eksporten af varer. I 2016 eksporterede Tyskland varer for 1.206,9 mia. euro, mens importen kun udgjorde 954,8 Mia euro. Dermed havde Tyskland opnået det hidtil største overskud på handlen med udlandet, 252,1 mia. euro.
 
Minimal Unemployment
I januar 2017 kunne tyske medier stolt udbasunere, at arbejdsløsheden nu var nede på et niveau den ikke havde været på de sidste 25 år: "Arbeitslosenzahl sinkt auf 25-Jahres-Tief." Hvor andre som følge af krisen havde oplevet stigende arbejdsløshed kunne Tyskland om faldende arbejdsløshed.
Her er årsgennemsnit for årene fra 2005 til 2017 (Statista). (Bemærk dog, at "Bundesagentur for ´Arbeit" med andre beregningsmetoder  angiver  højere tal).

Tyskland er da også lige ved at ved have Europarekorden i lav arbejdsløshed med 3,8 procent, hvis vi ser de seneste tal fra Eurostat. Kun Island og Tjekkiet ligger lavere, ud den valgte beregningsmetode. I gennemsnit lå arbejdsløsheden på 7,7 procent for EU 28, men lande i Sydeuropa lå langt over dette gennemsnit. I Grækenland således på 21,7 procent, mens Spanien lå på 17,1 procent. (Eurostat).

Igen synes Tyskland således at vise vejen for resten af Europa, eller gør de?
 
Das schwarze Null
"Germany balances budget for first time in more than 40 years. Angela Merkel's government achieves 'schwarze Null' a year early thanks to strong tax revenues and rock-bottom interest rates." (The Telegraph).
Det "sorte nul " henviser til, at Tyskland i 2014 og dermed for første gang i 40 år opnåede balance på statsbudgettet, de offentlige finanser.
Det har et været et prestigeprojekt for finansminister Schäuble at opnå balance på statsbudgettet og det har han lige siden søgt at sikre: "Seit 2014 keine neuen Schulden mehr!" og "Auch die gesamtstaatliche Schuldenstandsquote sinkt kontinuierlich!"
Selv med den stigende udgifter som følge af den voldsomme tilstrømning af flygtninge og migranter i 2015 og 2016 fremlægger Schäuble et budget for 2017, hvor der er balance på statsbudgettet:
"Wolfgang Schäuble ist stolz auf den neuen Bundeshaushalt für das kommende Jahr. Als dieser in der vergangenen Woche in Berlin verabschiedet wurde, erhielt der Finanzminister viel Lob. Stolz zählte er die Errungenschaften auf: Trotz der Mehrausgaben für Flüchtlinge habe man erneut einen Haushalt ohne Neuverschuldung erreicht. Zugleich gebe man mehr Geld für die Infrastruktur aus, und auch für Forschung und Entwicklung." (Die Zeit).
Her før Forbundsdagsvalget i september præsenterer Schäuble på ny et "schwarze null" budget for 2018.
 I resten af Europa ser er det generelle billede noget anderledes (Eurostat).
 
General government deficit/surplus   % of GDP

Her har nogle store lande endda svært at overholde Maastrichtkriteriets krav om et deficit på højst 3 procent af GDP. Det gælder f.eks. for Spanien og Frankrig.
Atter har Tyskland grund til at være stolt over egne præstationer. eller...?
 
Selbstzufriedenheit
Hvis man skal tro meningsmålingerne er tyskerne i det store og hele ganske tilfredse med deres eget liv, måske kan vi endda sige, at de er selvtilfredse.
 På spørgsmålet " Wie zufrieden sind Sie insgesamt gesehen mit dem Leben, das Sie führen?" lyder svarene (Statista):

 
I en klumme i Der Spiegel" bekræftes mistanken om en vis tysk selvtilfredshed:
"Alles gut also? Unter der behaglichen Oberfläche kommt satte Selbstzufriedenheit zum Vorschein. Lieber keine Veränderungen, bloß keine Experimente, lieber alles lassen, wie es ist. Ein heikler Trend, der vor allem bei drei Themen sichtbar wird: bei der Zuwanderung, beim internationalen Handel und der Einstellung zu großen Unternehmen." (spiegel.de).
Med den indstilling skal næppe forvente store omvæltninger ved valget til forbudnsdagen her i september.
 
Attacking the German " Weltmeister"
"We have a MASSIVE trade deficit with Germany, plus they pay FAR LESS than they should on NATO & military. Very bad for U.S. This will change," tweetede præsident Trump d. 30. maj i år.
Trump er ikke alene i sin kritik af den tyske "Exportweltmeister." Obama-administrationen fremførte en lignende kritik, omend under lidt andre former. I en rapport fra "U.S. Department of the Treasury" i 2016 sættes Tyskland på en iagttagelsesliste sammen med bl.a. Kina: "Germany has both a significant bilateral trade surplus with the United States and a current account surplus well above the material threshold. Germany’s current account surplus in dollars is the largest in the world. In Treasury’s view, Germany continues to have substantial fiscal policy space to provide additional support to demand. It could also take steps to encourage private investment, which would support demand."
Også fra Europa lyder der kritik af den tyske Exportweltmeister.
Italiens Tidligere premierminister Matteo Renzi henviser til endda til EU's egen makroøkonomiske Scoreboard i sin kritik: "The rules say that Germany’s trade surplus cannot be higher than 6 per cent (of gross domestic product), now it is about 9 per cent. This is a violation of the rules that hurts all of Europe, and weakens it to the sole benefit of our German friends.” (FT)
Formentlig tænker Renzi her på tærskelværdierne på 4 og 6 procent for et tre års løbende gennemsnit af overskuddet på "current account." (EU Scoreboard). Men meningen er god nok.
Macron har også været ude med kritik af Tyskland I et interview siger han : "Germany benefits from the imbalances within the euro zone and achieves very high trade surpluses,... Those aren’t a good thing either for Germany or for the economy of the euro zone. There should be a rebalancing." (Bloomberg).
I februar lød det advarende fra EU-Kommissionens Pierre Moscovi: "In Germany’s case, we see once again that a very large current account surplus is not healthy for the economy and additionally, creates very significant economic and political distortions for the entire eurozone." (euractiv.com).
Kritikken kommer således fra mange sider, men hvad er forklaringen på den tyske succes og hvorfor er den tyske Weltmeister's succes et problem for andre lande?
 
The dark side of the German miracle
I følge IMF giver det gigantiske tyske overskud på "current account" i sig selv anledning til en række problemer:
"Having a large and persistent surplus can be bad for a couple of reasons. First, it can be part of a global problem: if some countries run large persistent surpluses it usually means that other countries are running large persistent deficits. Deficit countries risk running up excessive debt and therefore need to adjust. To help this process, it is only fair for surplus countries to adjust as well. This is particularly the case for countries that belong to a currency union." (IMF).
Vi har tidligere i blog indlægget "Germany's sly Beggar-Thy-Neighbour policies" søgt at forklare baggrunden for successen med henvisning til økonomen Joan Robinsons forklaring på, hvorledes "balance of trade" kan forbedres for et land: "The principal devices by which the balance of trade can be increased are (i) exchange depreciation, (2) reductions in wages (which may take the form of increasing hours of work at the same weekly wage), (3) subsidies to exports and (4) restriction of imports by means of tariffs." (Robinson, 1937).
Er det også forklaringen på det tyske mirakel? Og hvad er i givet fald konsekvenserne for andre lande?
Lad os se på følgende punkter baseret på det tidligere blog indlæg:
 
Grossly undervalued Euro
Wage restraint
A culture of thrift
 
Grossly undervalued Euro
Trumps økonomiske rådgiver, Peter Navarro, hævder ligefrem "that
Germany is using a “grossly undervalued” euro to “exploit” the US and its EU partners" (FT)
Har han ret?
Tilsyneladende, hvis vi følger Exchange-Rates.org:
"As of December 2016, using the OECD Purchasing Power Parity (PPP) valuation methodology, the euro does look very undervalued at -26.8% versus USD.
If taking an alternative PPP methodology, namely the famous ‘Big Mac Index’, we can still say that the euro is significantly undervalued at -23.4% versus USD." (exchangerates.org.uk)
IMF finder i 2014 at REER (Real Effective Exchange Rate) for euro i 2014 målt er undervurderet for Tysklands vedkommende med 5-15 procent, mens den er overvurderet f.eks. for Belgien, Italien, Spanien og Frankrig
For 2015 Vurderer IMF, at REER for Tyskland nu er undervurderet med 10-20 procent.
 Det giver problemer for andre lande i Eurozonen, for hvor euroen er undervurderet for Tysklands vedkommende, er den i følge "World Economics" overvurderet for lande som Grækenland, Frankrig, Italien etc. Her blot som eksempel en sammenligning med Grækenland.

Det ser således ud til, at Tyskland har en ganske stor fordel af en euro, der bl.a.  pga. kriserne i Sydeuropa er undervurderet for dem selv og overvurderet for andre lande i eurozonen. Det gør det alt andet lige lettere for Tyskland at eksportere, mens situation er den omvendte de lande, hvor euroen er overvurderet.
Konsekvensen i følge økonomen Christopher Pissarides: "Deutschland hat durch den schwachen Euro besonders profitiert und die eigene Arbeitslosigkeit in andere Staaten der Euro-Zone exportiert." (Die Welt).
Mens Tyskland efterhånden har svært ved at besætte ledige jobs, vil andre lande i stedet tendentielt opleve arbejdsløshed. I princippet netop den påstand som Trump så ofte har fremsat.
Tyskland opnår således sine fordele på andre landes bekostning.
Vi foreslog tidligere en mulig løsning på den ubalance, der skyldes en undervurderet euro  for Tyskland: Hvis Tyskland f.eks. ikke var medlem af euroen , ville tyske produkter blive dyrere, og overskuddet på handelsbalancen mindskes.
Nu kan vi finde støtte til denne antagelse hos nobelpristageren James Mirrlees, der for leden i "Die Welt" citeres for følgende udtalelse: " Vielleicht wäre es besser, wenn Deutschland die Euro-Zone verlässt." Han indrømmer dog at et sådant scenarie ville rumme store og ikke forudsigelige risici.
"The comparatively weak euro is an underappreciated benefit to Germany of its participation in the currency union. If Germany were still using the deutschemark, presumably the DM would be much stronger than the euro is today, reducing the cost advantage of German exports substantially." (Die Welt).
I Tyskland afviser Merkel i øvrigt, at Tyskland på nogen måde kan klandres for at have fordel af en euro, der er undervurderet for dem selv og overvurderet for andre lande. Det har Tyskland nemlig ingen indflydelse på fastslog Merkel: “Germany is a country that has always called for the European Central Bank to pursue an independent policy, just as the Bundesbank did that before the euro existed." (Handelsblatt).
Det kan imidlertid ændre sig. Jens Weidmann, den nuværende chef for den tyske "Bundesbank," skal, hvis Merkel og Schäuble får deres vilje kåres til præsident" for ECB (European Central Bank), når Mario Draghi forlader posten som præsident for 2019 og Weidmann er ikke en tilhænger af Mario Draghis "qantitative easing" politik. Han hører til på Schäubles fløj.
Ved Nobel Laureate mødet i Lindau forleden talte økonomen Myron Scholes da også let spottende om den „sogenannten Euro-Zone“ pga. Tysklands enorme indflydelse For ham og andre angelsaksiske økonomer afhænger euroens fremtid ene og alene af, hvad Tyskland gør: "Die Zukunft der der Gemeinschaftswährung [hängt] fast ausschließlich an Deutschland." (Die Welt)
Tyskland spiller her rollen som den, der vil have alle lande i unionen til at indføre samme skrappe økonomiske reformer og til at udøve fiskal tilbageholdenhed som tyskerne selv.
I modsætning til USA har Europa bl.a. pga. den tyske dominans været imod at stimulere økonomien: "Germany has consistently opposed more monetary stimulus by objecting to interest rate cuts and quantitative easing (QE). This conservative strategy may work for Germany — which does not necessarily need quantitative easing (Germany’s growth is slow, but unemployment is at a record low) — but it does not bode well for more troubled economies like Spain, Italy, and Greece."(Business Insider)
Man må formode, at dele af den tyske ideologi har rod i den tyske fortid, og derfor det måske ikke heldigt, at det er Tyskland, der vil fortælle resten af Europa hvad de skal gøre, samtidig med at selv tjener tykt på at udkonkurrere de øvrige lande.
 
Wage restraint
I 2003 "Germany was called the “sick man of Europe”. More than 4 mio. Germans (11.6% of the workforce) were on the dole. A widespread assumption was that unemployment could never be defeated, merely “administered.”  (Economist).
2003 markerede imidlertid også starten på de arbejdsmarkedsreformer, der under navnet "Agenda 2010", blev indført af den daværende socialdemokratiske kansler Schröder koalitions regering, på trods af store protester.
Formentlig var de upopulære reformer af grundene til at Merkel kom til magten i 2005, hvorefter hun nød godt af dem uden selv at bidrage.
Med Agenda 2010 skulle arbejdskraften gøres fleksibel og samtidig skulle ledige udsættes for en kraftigt pres for at finde arbejde.
Med Hartz I og II reformerne blev der skabt udvidede muligheder for "Leiharbeit," dvs. temporært arbejde, hvor virksomheder kunne "leje" medarbejdere temporært fra "Leiharbeits" firmaer. Det gjorde det lettere at tilpasse arbejdstyrken og skabe fleksibilitet for virksomhederne. Desuden blev der skabt muligheder for mini- og midi-jobs, dvs. delarbejdsmuligheder.
Med Harts III blev der skabt en ny og mere enstrenget struktur for jobcentrene.
Med Hartz IV blev arbejdsløshedsdagpenge og socialhjælp lagt sammen til et såkaldt "Arbeitslosengeld II" bidrag, hvor ledige kun modtager lidt over  400 euro pr måned. Desuden blev der skabt mulighed for såkaldte én-euro jobs, hvor de ledige kunne supplere deres "Arbeitslosengeld II" med arbejde til én euro pr. time. Dog skulle det være et arbejde, der ikke erstattede fast arbejde.
Resultatet af anstrengelserne kan aflæses i statistikken over arbejdsløshed, den faldt, og i en kraftig udvidelse af temporært og usikkert (precarious) arbejde siden 2003.
I følge "Der Spiegel" har ca, 15 millioner mennesker ved indgangen til 2017 et deltidsarbejde, mens antallet af fuldtidsjob har været faldendende. I de officielle opgørelser ser man i stedet på "Sozialversicheringspflichtig" og "ikke- Sozialversicheringspflichtig." Også her er det imidlertid tydeligt, at den binære opdeling i beskæftigede og arbejdsløse langt fra er tilstrækkelig til at give hele billedet.  Tallene antyder at Tyskland med reformene ikke alene har eksporteret arbejdsløshed, den har også bidraget til at mange tyskearbejdere er endt med prekære jobs.
Her er tallene fra "Bundesagentur fur Arbeit:"

 Reformerne har naturligvis også ført til løntilbageholdenhed med en deraf resulterende større ulighed i befolkningen.
Lønudviklingen viser, at lønningerne har divergeret kraftigt siden Agenda 2010 reformerne. Med stigende realløn til de bedst lønnede, næsten stilstand for medianen og et kraftigt fald for de dårligst lønnede fuldtidsbeskæftigede
Udviklingen i precarious work og i lønninger antyder, at en del af den tyske eksportsucces for en del godt kan hænge sammen Robinson's "wage reductions" forklaring. I dette tilfælde i en udgave med usikre arbejdsforhold og løntilbageholdenhed.
At reformene kan have negative effekter på beskæftigelsen i andre lande kan illustreres med et eksempel fra Danmark:
"Slagterikæmpen Danish Crown har flyttet 7.000 job ud af landet. På grund af konkurrence skæres danske nakkekoteletter i dag til halv pris i Tyskland af polske kontraktarbejdere"(Berlingske). Kontraktarbejde henviser her til Leiharbeit.
Igen kan en tyske avis "Frankfurter Rundschau" konstatere : "Deutschland exportiert munter Arbeitslosigkeit"
Med indførelse af mindsteløn i Tyskland på 8,84 euro per 1 . januar 2017 kan andre lande ganske vist håbe, at det vil dæmpe lysten til at flytte arbejdspladser til Tyskland. Optimistisk lyder det: "Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl og formand for 3F Aabenraa forventer begge, at en tysk mindsteløn vil styrke den danske konkurrenceevne og fastholde arbejdspladser i Danmark." (Netavisen).
 
A culture of thrift
En rapport fra US Treasury taler om en anæmisk indenlandsk efterspørgsel, der naturligvis bidrager til holde importen nede. "Germany’s anemic pace of domestic demand growth and dependence on exports have hampered rebalancing at a time when many other euro-area countries have been under severe pressure to curb demand and compress imports in order to promote adjustment."  (treasury.gov).
Hvad er imidlertid årssagen til den anæmien? Man kan vel pege på følgende
For stor opsparing og for lave investeringer.
"Significantly, Germany’s debt angst appears to extend to a more general aversion to public investment. The German approach is not just tough on others but also on itself. According to calculations by the Berlin based institute, DIW, the investment shortfall [public and private] between 1999 and 2012 amounted to about 3% of gross domestic product, the largest “investment gap” of any European country."  (jean-monnet.ch).
Vi husker her på Schäubles bestræbelser på at sikre det "Schwarze Null" på statsbudgettet.
Siden 2011 har man tillige haft en bremse på gældsoptagelse, den såkaldte "Schuldenbremse": "Danach müssen Bund und Länder einen im Grundsatz ausgeglichenen Haushalt aufweisen." (bundesfinanzministerium.de).
Konsekvensen af bestræbelserne på at sikre balance på de offentlige finanser er naturligvis lave og periodisk faldende investeringer infrastrukturen i Tyskland. dvs. veje jernbaner, broer, lufthavne etc.
Løntilbageholdenhed, som den vi har set med meget begrænsede reallønsstigninger holder forbruget nede og dermed også den del af forbruget, der går til import.
Begrænsede incitamenter til at øge forbruget gennem deregulering af visse sektorer.
Alt dette medvirker til at holde det indenlandske forbrug og importen fra udlandet nede. Ikke ligefrem noget, der kan fremme beskæftigelsen i de lande der eksporter til Tyskland
Dermed kan man hævde, at Tyskland når det gælder import i en vis forstand gør netop det som Robinson ser som en beggar-my-neighbour politik. Ikke ved åbenlyse import-restriktioner ganske vist, det ville nok ikke falde i god jord hos WTO eller EU , men ved at sikre, at efterspørgslen efter produkter fra udlandet meget bevidst holdes nede.
 
Is Germany finally recognising that it has a problem?
Hvor Tyskland med Helmuth Kohl som kansler kunne siges at stræbe efter at være et europæisk Tyskland, en EU-partner ydmyg og bevidst om sin egen historie, prioriterer Merkel og Schäuble et selvbevidst og arrogant tysk Europa. De ser ikke hvor uklogt det er at optræde som "the ugly Germans."
En rapport fra IFO instituttet i München fra juli måned peger i retning af, at man i det mindste når det gælder de økonomiske politik vil være tvunget til at acceptere kritikken udefra.
Ganske vist hævder man, som flertallet af tyske økonomer, at kritikken af Tyskland er forfejlet: "The claim that the German surplus causes economic damage either in Germany or in other countries is not well founded." (econpapers.repec.org).
Alligevel når man frem, at Tyskland, som følge at det politiske pres udefra og de konsekvenser det kan medføre, kan være nødsaget til at tage kritikken alvorligt:
"There are three reasons why Germany may be forced to do more to rein in its surplus.
Firstly, foreign governments may threaten to turn to protectionism. This is a negative sum game, but Germany depends more on international trade than other countries, which means that it has a stronger interest in defending free trade.
Secondly, a growing creditor position relative to other countries may become a political problem by giving debtor countries a growing incentive to seek ways to avoiding servicing their liabilities. Creditors seldom attract sympathy.
Thirdly, in the framework of the European Macroeconomic Imbalances Procedures Germany has accepted the rule that its current account surplus should not exceed 6 percent of GDP. Germany can hardly ask other countries to respect European fiscal rules while ignoring other regulations itself." (econpapers.repec.org).
Præsidenten for DIW (Deutsche Institut für Wirtschaftsforschung), Marcel Fratzcher, advarer da også den tyske selvtilfredshed: "Es gibt in Deutschlandeine Ignoranz gegenüber den eigenen Schwächen... Wir sagen immer: Unsere Volkswirtschaft ist so stark, der Konsum läuft gut, wir haben einen Beschäftigungsanstieg. Wir übersehen dabei: Deutschland investiert viel zu wenig... Auch die geringe Inflation, die in Deutschland so gerne gefeiert werde, „ist nicht positiv. Sie ist ein Zeichen der wirtschaftlichen Schwäche." (wiwo.de).