 Det tyske modsvar til Macron Svaret kommer ikke fra kansler Merkel, men fra den nye leder af CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer (kaldt AKK), i en artikel i "Die Welt. I sit hovedbudskab synes hun at følge Macron: "Unser Europa muss stärker werden." Hvorfor vi må diskutere, hvorledes EU kan blive mere mere handlekraftig i de store spørgsmål: "Wie die EU künftig zu den großen Fragen handlungsfähig werden kann und ihre beispiellose Erfolgsgeschichte unter geänderten globalen Rahmenbedingungen auch in Zukunft fortsetzen wird." Men Kramp-Karrenbauer er ingen Macron. Hvor Macron agerer næsten som den franske Marianne, der med blottet bryst stormer barrikaderne i Delacroixs maleri "Liberté guidant le peuple," agerer Kramp-Karrenbauer meget mere i stil med den tyske Michel, karikaturen af den tyske folkesjæl. Måske ikke helt i den originale udgave, der viser en bonde med nathuen trukket godt ned over hovedet. En " schwerfälliger, ungeschickter, langsam denkender und handelnder, etwas verschlafener, aber doch offener, ehrlicher, einfacher Mensch," men også en "redlichen, aufrechten Deutschen." For egen regning kan vi måske tilføje Obrigkeitstreu, eller autoritetstro. Og så lige for en sikkerheds skyld, det er ikke nødvendigvis også en karakteristik af kansler Merkel. Hvad er imidlertid den tyske Michels rolle i EU? Et spørgsmål vi har været inde på flere gange, bl.a. i " German arrogance – the dark side of the German miracle." "Germany's sly Beggar-Thy-Neighbour policies" og senest " Tyskland: Størst fordel af Euroen?" Aktuelt er to temaer vigtige. For det første det tyske gensvar til Macrons opfordring til "Renaissance européenne" fra Merkels efterfølger som leder CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer. For det andet en diskussion af Tysklands rolle som ambivalent hegemon (dominerende stat) i Europa. Kramp-Karrenbauer forslag til at styrke Europa AKKs forslag til at styrke EU har ikke Macrons selvbevidste flyvske elan. Hendes forslag er mere jordnært begrænsede, en slags muddling through tilgang. Hvor Macron taler om en "Renaissance européenne," hedder AKK's indlæg "Europa jetzt richtig machen.“ Hvor Macron fremsætter luftige ideer, der skal fremme frihed, beskyttelse og fremskridt, opererer AKK i lavere luftlag med en aldeles rodet opstilling af en række temaer, under mærkværdige overskrifter, der røber en noget anden prioritering end Macrons: "Gemeinsamer Binnenmarkt für Banken," "Steuerschlupflöcher schließen," "Ohne Nationalstaaten geht es nicht," og en næsten løssluppen forestilling om "European way of Life." For at sikre en vis konsistens i forsøget på fremstille AKKs alternativ til Macron, har det været nødvendigt at gruppere temaerne under andre overskrifter. Vækst fremfor omfordeling "Auch im Europäischen Binnenmarkt steht das Erwirtschaften vor dem Verteilen. In der Wirtschafts- und Währungsunion und mit der Stabilisierung der Eurozone haben wir einen richtigen Pfad eingeschlagen." Hvor andre ville lægge vægt på en bedre fordeling af velstanden i EU, prioriterer AKK den forsatte vækst over fordelingen. For at sikre at fortsat vækst i EU finansieres af europæiske banker, skal der dannes et fællesmarked for banker. Hun understreger at det ikke drejer sig om omfordeling. Tværtimod, vi må satse konsekvent på "Subsidiarität, Eigenverantwortung und damit verbundener Haftung." En understregning af den tyske holdning, der afviser mere centralisme, solidarisk hæftelse for gæld for eksempel ved hjælp af euro-obligationer, fælles socialpolitik med harmonisering af socialsystemer på tværs medlemslande og Macrons forslag til mindsteløn, der skal skabe mere lige konkurrence vilkår. "Europäischer Zentralismus, europäischer Etatismus, die Vergemeinschaftung von Schulden, eine Europäisierung der Sozialsysteme und des Mindestlohns wären der falsche Weg." Her finder vi således en markant afvisning af centrale dele af Macrons forslag . Både ideerne om solidarisk hæftelse for gæld og om et socialt skjold i form af en socialpolitik, der skal sikre mere lighed i den indre konkurrence mellem landene i EU. På samme tid går AKK imidlertid ind for strategier, der kan medvirke til større konvergens i levevilkår i EU. Det uklart hvad hun egentlig forestiller sig her, men man må formode, at recepten lyder som hidtil fra tysk side: Gå i gang med egne nationale reformer, således som Tyskland har gjort med kansler Schröders "Agenda 2010," der er en vigtig del af forklaringen på den efterfølgende tyske succes. Innovation Her er hun på linje med Macron og formålet med Det Europæiske Innovationsråd, hvor det planen at indføre et helt innovationssystem, så Europa kan blive førende, når det kommer til strategiske teknologier og innovation, der vil forme vores fremtid, såsom kunstig intelligens, bioteknologi og kulstofneutral energi. Under mottoet "Future made in Europe" skal forskning i nye teknologier finansieres af et fælles EU-Innovationsbudget. Foreløbig ser vi dog ikke andet populære besværgelser. Klimapolitik Når det gælder klima og innovation ser AKK dog ligesom Macron behovet for en europæisk tilgang. Nye intelligente teknologier skal på en og samme tid beskytte klimaet og sikre fortsat vækst i Europa. AKK agiterer for en europæisk pagt for klimabeskyttelse, der skal sikre livsbetingelser for kommende generationer i Europa. Hvad pagten skal omfatte er uklart, men hun går ikke ind på Macrons ideer om en EU-klimabank, der skal finansiere den økologiske omstilling. Skatteregler og konkurrencevilkår En fælles europæisk indsats er nødvendig for at sikre at internationale koncerner ikke gennem skatteunddragelse bidrager til ulige konkurrencevilkår. "Umsetzen müssen wir auch endlich unsere gemeinsamen Bemühungen, eine Verzerrung des Wettbewerbs in Europa durch Steuervermeidung zu beenden. Dazu müssen wir Steuerschlupflöcher in Europa schließen und eine an dem OECD-Modell orientierte digitale Besteuerung einführen." Man fristes til sige, ja fint, men hvordan skal det gøres? Sikkerhedspolitik "Die Europäische Union muss ihre außen- und sicherheitspolitische Handlungsfähigkeit dringend verbessern. Wir müssen transatlantisch bleiben und gleichzeitig europäischer werden." Altså både sikre de transatlantiske forbindelser til USA og øge den europæiske selvstændighed, når det gælder sikkerhedspolitikken. Det er dog helt uklart, hvad AKK konkret forestiller sig. Støtter hun således en forøgelse forsvarsudgifterne og Macrons ide om et europæisk sikkerhedsråd (som inddrager UK), der skal forberede fælles beslutninger? Vi ved det ikke. Til gengæld kommer Tyskland nok i karambolage med Frankrig med AKKs forslag om, at EU skal have en fælles plads i UN's sikkerhedsråd, for måtte vel betyde at Frankrig ville miste sin permanente plads. Sikring af ydre grænser og migrationspolitik "Intet samfund er imidlertid i stand til at skabe en følelse af tilhørsforhold, hvis det ikke har grænser, det skal beskytte" hævdede Macron i sit opråb. Her er AKK helt tilsyneladende helt enig med Macron, for også hun kræver sikre grænser uden smuthuller. "Ich stimme Emmanuel Macron ausdrücklich zu: Unser Gefühl der Gemeinschaft und der Sicherheit in Europa braucht sichere Außengrenzen. Wir müssen Schengen vollenden. Dafür brauchen wir in der EU eine Vereinbarung über einen lückenlosen Grenzschutz." Hvor nationale tiltag ikke er tilstrækkelige til at sikre dette, må Frontex indsættes som en operativ enhed. Schengen området skal sikres ved at der allerede ved grænsen skal efterprøves om personer, der ønsker at indrejse, har krav på asyl, flygtningestatus eller en anden gyldig grund til indrejse. Altså slut med illegal indrejse i Schengen området. Hvordan det skal dæmme op for fremtidige strømme af mennesker fra Afrika og kriseområder fortæller AKK ikke. Tværtimod fremhæver hun at Europa må stå ved sin grundlæggende humanitære tilgang, der altid betyder beskyttelse til politisk forfulgte og borgerkrigsflygtninge. Igen et både-og, hvor det er uklart om det vigtigste er at sikre grænserne eller fortsætte det humane optag af nuværende og fremtidige strømme fra Afrika. Hun insisterer på, at EU må have en fælles migrationspolitik, hvortil alle medlemsstater må yde et bidrag. Ikke som i tidligere forslag ved at landene må modtage centralt fastsatte kvoter, men ved at lande, der kun yder en ringe indsats på ét områder, må yde en tilsvarende større indsats på andre områder. Afrika Hvor Macron vil indgå en fremtidspagt med Afrika, taler hun om et strategisk partnerskab i øjenhøjde. Et partnerskab, der omsider ville betyde en åbning af det indre marked for landbrugsprodukter fra Afrika. I og for sig et positivt første skridt til at hjælpe Afrika, men gad vide hvad landmænd, ikke mindst i Frankrig vil sige til det forslag? Og det er aldeles ikke nok til at dæmme op for afrikanske migranter, der søger en bedre tilværelse i Europa. Nationalstater og EU Her vil AKK også både blæse og have mel i munden. For Europa må på samme tid satse på subsidiaritet og egenansvar for nationalstaterne og samtidig være i stand til at handle ud fra en fælles interesse. "Unser Europa sollte daher auf zwei gleichberechtigten Säulen der intergouvernementalen Methode und der Gemeinschaftsmethode stehen" Både-og argumentet benytter AKK også i relation til EU's medlemslande i den østlige del af Europa. Vi skal både have respekt for deres tilgang og deres bidrag til europæisk historie og kultur, samtidig med at der ikke må herske tvivl om, at EU bygger på en kerne af værdier og principper, der ikke er til forhandling. "European way of life" Her dukker spørgsmålet om demokratisk legitimation op. AKK mener at hverken en Bruxelles elite, en Vest-elite, eller en Proeuropæisk elite må agere for sig selv. Nej, alle må inddrages, hvis det europæiske projekt skal have demokratisk legitimation. Som om denne lidet konkrete opfordring vil være nok til modvirke den misstemning blandt de europæiske befolkninger som protestpartierne er udtryk for. Optimistisk peger hun på, hvor attraktiv vores " European way of life," er. Det kan ses, hævder hun, på strømmen af turister, der vil til Europa og på andre landes ønske om at blive medlem af EU eller indgå associeringsaftaler med EU. Ja selv i Rusland hævder hun "wollen die Menschen übrigens nach „Euro Standard“ leben." Den tyske "Michels" tvetydige ageren i EU Når man nu har set AKKs forestillinger om den tyske indsats for det fremtidige Europa, er der næppe grund til at forvente, at Tyskland påtager sig en mere aktiv rolle ved løsningen af de udfordringer Europa står overfor. Tværtimod, Tyskland agerer nemlig i praksis yderst ambivalent når det gælder
Tysklands tvetydige rolle i europæisk økonomi Tyskland har i de seneste år brystet sig af rollen som "Exportweltmeister." Og selv om fremtiden tegner knap så lys i øjeblikket , er det hidtil gået fænomenalt godt for tysk økonomi, med bl.a. rekordlav arbejdsløshed (omkring 5% i starten af 2019) til følge. Som vi adskillige gange tidligere har peget på, er der imidlertid mørk side af den lysende tyske succes. I følge IMF giver det gigantiske tyske overskud på "current account" i sig selv anledning til en række problemer: "Having a large and persistent surplus can be bad for a couple of reasons. First, it can be part of a global problem: if some countries run large persistent surpluses it usually means that other countries are running large persistent deficits. Deficit countries risk running up excessive debt and therefore need to adjust. To help this process, it is only fair for surplus countries to adjust as well. This is particularly the case for countries that belong to a currency union." Tidligere premierminister Matteo Renzi påpeger, at Tyskland i rollen som "Exportweltmeister" overtræder EU's egne regler: "The rules say that Germany’s trade surplus cannot be higher than 6 per cent (of gross domestic product), now it is about 9 per cent. This is a violation of the rules that hurts all of Europe, and weakens it to the sole benefit of our German friends” (FT). Men overtrædelser af EU-regler ser man stort på i Tyskland, så længe det er til egen fordel. Helt modsat holdningen, når andre lande gør det. Tyskland har haft de største fordele af den fælles Euro. Placeringen overrasker ikke, for som Bloomberg hævder var overgangen fra D-Mark til medlemskab af Euroen lig med en faktisk devaluering for Tyskland. For 2015 skønnede IMF, at REER (Real Effective Exchange Rate )for Tyskland var undervurderet med 10-20 procent. Noget af en fordel skulle man mene. Ikke sært at Macron ønsker bedre konkurrencevilkår og har luftet ideer om en transferunion i EU, hvor de rige regioner i Europa hjælper de mindre velstillede regioner: "[A] new foundation of Europe, with a more integrated eurozone and fiscal transfers between richer and poorer countries" Som vi lige har set er det ideer som AKK, ligesom Merkel, kategorisk afviser. Tyskland prioriterer vækst, især sin egen, og afviser omfordeling. Hvis andre lande ikke har haft så store fordele af Euroen som Tyskland, er det selvforskyldt. En følge af de pågældende landes egen økonomiske politik med store underskud og manglende arbejdsmarkeds reformer. Hvis landene havde overholdt stabilitetspagtens krav ville de alle vinde på medlemskabet af Euroen. "Stattdessen hätten die meisten Länder in den ersten Jahren der Währungsunion viel zu hohe Haushaltsdefizite zugelassen und die Lohnkosten aus dem Ruder laufen lassen." Altså, hævder man, er det de pågældende landes egen fejl, at de ikke har fordele af Euroen. Men hvad ville være konsekvensen være, hvis alle lande i Euro-zonen forsøgte sig med en tysk austeritets- og arbejdsmarkeds politik? Hvordan skulle det skabe mere samlet vækst i Eurozonen? Bloomberg skrev for at par år siden i en editorial "What Germany Wants Isn't What Europe Needs" Også her fremhæves den tyske økonomiske succes , men også dens negative konsekvenser for de øvrige lande. "There's no disputing Germany's success. Its economy, Europe's biggest, has shrugged off the recession and is growing well; exports are up despite the strong euro; and the government's budget is in surplus. But in a single-currency area, Germany's very success is a problem for many other EU countries." (Bloomberg). I en mere afbalanceret økonomisk politik til fordel for hele EU måtte Tyskland bærer noget af byrden ved afbalanceringen: "Sound economic policy for the EU as a whole requires Germany to bear some of the adjustment burden. Recalling the enormous benefit that the euro has conferred on its own export-centric economy only underlines the point. Closer integration and larger fiscal transfers are part of the answer."(Bloomberg). Som vi ser er det en tanke som AKK afviser. På den ene side høster Tyskland på flere måder enorme økonomiske fordele af Euro medlemskabet, men afviser på den anden side at bidrage til at sikre, at andre lande ikke blot høster ulemperne. Financial Times er inde på samme tanke i deres kritik af Europe's reluctant hegemon: "Many German economists acknowledge these tradeoffs, but Germany’s euro policy is driven by lawyers and rules, not economists. German politicians tend not to think broadly about Germany’s role in the euro in relation to other countries, but only about its own successful policies, which they insist othersmust adopt. That is quite different from formulating a strategy which can work for the region as a whole. Paradoxically, the country that abhors nationalism is oddly national in its focus. (FT). Tysklands tvetydige ageren i europæisk sikkerhedspolitik Hidtil har tysk engagement i NATO og et separat fælleseuropæisk sikkerheds samarbejde været ganske begrænset og AKKs forslag til fælles produktion af kampfly synes vel egentlig mest at gå ud på at sikre, at våbenproduktionen skaber vækst og arbejdspladser i Europa. Helt hen i vejret lyder hendes forslag om bygning af et fælles europæisk hangarskib for at give et globalt udtryk for EUs sikkerhedspolitiske rolle. Eller som hun skriver "um der globalen Rolle der Europäischen Union als Sicherheits- und Friedensmacht Ausdruck zu verleihen." Et fælles hangarskib med kampfly som symbol på fredsmagt? Besynderlig forestilling. Umiddelbart får man indtryk af, at AKK fortsætter den hidtidige linje, hvor den reelle sikkerhed for Europa leveres af USA, mens man foreløbig kun yder nærmest symbolske bidrag til NATO (nu er man oppe på at love 1,5 procent af GDP i fremtiden, men stritter imod kravet om 2 procent). På samme måde består bidraget til at styrke en selvstændig europæisk sikkerhedspolitik mest af højtidelige erklæringer og masser af varm luft. I stedet putter tyske Michel sig gemytligt sig under en US-amerikansk sikkerheds paraply, der i spiller en noget mere afgørende rolle end det optimistiske håb om en tysk/fransk forsvarspolitik. Når det gælder militært engagement holder man sig tilbage. Tysk engagement og førerrolle i relation til borgerkrigen i Syrien og nedkæmpning af Daesh (IS) har stort set været tilbageholdende/fraværende. Der er ikke meget der tyder på, at det bliver anderledes i den nære fremtid. En opinionsundersøgelse fra december 2017 foretaget af Körber Stiftung belyser tyskernes eget syn på et stærkere tysk udenrigspolitisk kriseengagement. "Die Mehrheit, nämlich 52 Prozent der Befragten, unterstützte die Idee, Deutschland solle sich auch in aussenpolitischen Krisen zurückhalten, während 43 Prozent die Forderung eines stärkeren Engagements in internationalen Krisen befürworteten." Med henvisning til sin egen fortid yder Tyskland således stadig kun et beskedent bidrag til Europas og sin egen sikkerhed i en verden, hvor spillet domineres af USA og Kina, med Rusland som økonomisk svag, men våbenstruttende tredje. Vi ser heller ikke nogen aktiv tysk rolle i relation til hverken Mellemøsten, Rusland eller Kina. Tværtimod har man i Tyskland fremhævet et samarbejde med Kina som en slags alternativ og modvægt til handelsstridighederne med USA. En afhængighed af Kina i stedet for USA udgør næppe en god strategi for Europa, og det synes omsider at være gået op for de dele af Europa, der ser kritisk på Italiens mulige inddragelse i Kinas nye silkevejs projekt. Tysklands tvetydige ageren mht. fælles regler og værdier I en artikel i "Die Zeit" med titlen "Guckt euch doch mal," opfordrer man Tyskland til at se på sin egen ambivalente ageren. Som eksempel peger man på, at EU i juni 2015 ansporet (eller snarere dirigeret) af Tyskland pålagde Grækenland et rigorøst spare program. Et program, der set fra Tysklands side blot udgjorde "die Exekution ihrer Prinzipien," mens det for landene i det sydlige EU udtrykte den tyske dominans i EU. Man erindrer sig at Tyskland i 2003 selv brød stabilitetspagten kort efter den var vedtaget, mens man nu insisterer på, at andre skal overholde reglerne. Kun få uger efter Grækenland diktatet, i september 2015, besluttede Tyskland egenmægtigt at åbne grænserne for hundredetusinder af flygtninge og migranter, dvs. "die europäische Flüchtlingspolitik auf den Kopf zu stellen." For Tyskland et udtryk for europæisk humanisme, for andre igen et udtryk for en egenrådig dominans og ambivalens. I det ene tilfælde kræver Tyskland overholdelse af et striks regelregimente, i det andet tilfælde ignorerer man også her fælleseuropæiske regler i Schengen samarbejdet. Senere søger Merkel så at rette op på de problemer enegangen har bragt med sig ved at insistere på en tvungen kvotefordeling, indtil videre dog uden held. Med andre ord Tyskland gør som det passer dem i kraft af dominans. Ikke blot på disse områder. AKK argumenterer tilsyneladende som Macron for sikre grænser og asylbehandling ved grænserne. Samtidig fremhæver hun det humanitære grundlag, som betyder at ingen asylsøgende må afvises. Igen vil hun både det ene og det andet. For hvad betyder den ambivalente holdning. Er der ingen grænser for hvor mange hun vil lade komme ind, hvis de annoder om asyl, eller hvad? Og hvor ser vi aktive ideer til forebyggelse og håndtering af forventede fremtidige bølger af flygtninge og migranter fra Afrika. Åbning af det indre marked for landbrugsvarer fra Afrika, er næppe nok og Frontex i rollen grænsepoliti vil, selv om styrken måtte blive øget til de 10.000 mand som EU forestiller sig, ikke kunne klare en potentiel tsunami "Out of Africa." I relation til lande i Østeuropa som relativt sent er blevet medlemmer af EU argumenterer AKK med, at vi både skal have respekt for deres tilgang og deres bidrag til europæisk historie og kultur, samtidig med at der ikke må herske tvivl om, at EU bygger på en kerne af værdier og principper, der ikke er til forhandling. Stadig mere tydeligt synes Tyskland at have tilranet sig retten til at definere hvad der udgør basale europæiske værdier. Det benyttes i udstrakt grad til at kritisere demokratisk valgte regeringer og deres tiltag. For tiden fortrinsvis Ungarn og Polen. Bizar er kritikken af Ungarns forsøg på at sikre sin del af EU's ydre grænser. Under et besøg i Ungarn i 2018 "German Chancellor Angela Merkel described the Hungarian government's stance on migration as "a problem," and called for people seeking refuge to be treated humanely ... "It is about human beings who come to us, and about Europe's basic message. And that is humanity. (Deutsche Welle). På den anden side har Merkel været fuldstændig principløs, når det gjaldt om at please en utilregnelig Erdogan i hans rolle som dørvogter, der skulle holde flygtninge ude af Europa. Den tyske selvretfærdighed gør sig også gældende på andre områder. Ikke blot Ungarn må stå for skud. Visegrad landene udviser en utilbørlig utaknemlighed ved ikke at acceptere kontingenter af flygtninge bestemt af EU. De er blevet medlemmer af EU og modtager alle fordelene ved at være medlem, men de vil ikke bære deres del af byrden. Dvs. medvirke til Merkels ideer om en fair fordeling af flygtninge. Hist og her finder man dog også tyske stemmer, der advarer mod, at Tyskland indtager en alt for "herrischer Haltung", dvs. en holdning, hvor Tyskland ud fra sin selvretfærdige moralske forståelse irettesætter alle andre. Tysklands ambivalente forhold til fællesskabet I 1966 skrev William Fulbright i sin bog "The Arrogance of Power": "The attitude above all others which I feel sure is no longer valid is the arrogance of power, the tendency of great nations to equate power with virtue and major responsibilities with a universal mission" Ganske vist var ordene rettet mod USA's rolle, men er det ikke netop en gedulgt form af den type arrogance vi finder i Tysklands forhold til omverdenen. Hvor man kan spore en stigende tysk "Überheblichkeit," arrogance, bedrevidenhed og nedladenhed overfor omgivelserne. "In Beijing or Washington, DC, the question: “Where is Europe going?” has become synonymous with: “What do the Germans want?"...Bureaucrats in Brussels talk ruefully about Berlin becoming the capital of Europe. “When the German position changes on an issue, the kaleidoscope shifts as other countries line up behind them,” says one official. “That’s unprecedented in the history of the EU." (FT). For en tidligere UK ambassadør i Tyskland "The EU is Germany writ large." Hist og her kan man næsten tage på den nye tyske selvbevidsthed, med dens tro på sin egen førende rolle i Europa. På den ene side har en i dette tilfælde principfast, eller måske blot uvidende Merkel, haft en afgørende indflydelse på udfaldet af Brexit afstemningen. I og med Merkel stod fast på fri bevægelighed for arbejdskraften i EU, hvilket gjorde det svært for Cameron at argumentere for, at han havde opnået noget som helst i sine forhandlinger med EU. Iain Duncan Smith, kaldet IDS, konservativ britisk MP, har illustreret den tyske dominans i Camerons forhandlinger med EU med forestillingen om "A German chair" ( øvrigt også navnet på et gammelt torturinstrument): "It’s like they [the Germans] were sitting in a room, even when they were not there. There was a spare chair for them - called the German Chair. They have had a de facto veto over everything (politicshome.com).” |
