Renaissance européenne
Macron: "Aldrig siden anden verdenskrig har vi haft så meget brug for Europa. Og alligevel har Europa aldrig tidligere været så meget i fare." I sit opråb til "Citoyens d’Europe" opfordrer han til en “Renaissance européenne."
Macron ser Brexit rystelserne som et symbol på de kriser, der truer Europa. Løgne og uansvarlighed ligger bag bruddet og truslen mod fælleskabet: "Hvem har fortalt sandheden til briterne om, hvilken fremtid der venter dem efter Brexit? Hvem har fortalt dem om tabet af adgang til det europæiske marked? Hvem har nævnt truslen mod freden i Irland, når fortidens grænse skal genoprettes?" Vreden i befolkningerne udnyttes af dem, der arbejder for en nationalistisk tilbagetrækning, der truer hele Europa.
I Macrons øjne er Europa en succeshistorie om et projekt der skabt fred, velstand og frihed. "Men vi skal videre, hurtigere! For der er en anden fælde, nemlig status quo og resignation ... Tiden er nu inde til den europæiske Renæssance." Til en genfødsel der skal bygge på Macrons store og frembrusende ambitioner om frihed, beskyttelse og fremskridt.
 
Forsvar for friheden
"Vores grundlæggende frihed er den demokratiske frihed, friheden til at vælge vores ledere, dér hvor fremmede magter ved hvert valg forsøger at påvirke vores stemmer." Derfor foreslår Macron oprettelse af et Europæisk agentur for beskyttelse af demokratierne.
Agenturet skal besættes med eksperter, der kan bidrage til at sikre os mod fremmede magters indflydelse på den demokratiske valgproces, gennem cyberangreb og manipulation.
Vi skal også forbyde fremmede magters finansiering af europæiske partier, ligesom vi med EU regler skal forbyde "hadefulde og voldelige ytringer på internettet"
 I sin entusiasme og "vi alene vide" holdning risikerer Macron imidlertid at destruere netop hvad han søger at beskytte. For hvordan bidrager et Europæisk agentur for beskyttelse af demokratierne besat med eksperter til demokratisk frihed?
Repræsenterer Macrons forslag, ja opråbet i det heltaget, i sig selv ikke et forsøg på manipulation af den europæiske offentlighed, med Macrons forsøg på at sælge simple løsninger på de alvorlige problemer, der plager Europa?
Macrons forslag lyder ildevarslende, når vi erindrer hans påstand om at løgne og uansvarlighed ligger bag Brexit. For betyder det ikke, at han mener at et agentur, som det han foreslår, ville kunne have forhindret Brexit?
Er forslaget ikke i modstrid med selve den demokratiske grund ide? Politisk og ideologisk manipulation skal vel afsløres i en demokratisk kappestrid af argumenter, hvor vi alle som borgere er meddommere af hvilke argumenter vi kan følge og derfor vælge at gå ind for.
Omtrent som i lighedskriteriet i Roald Dahls forestilling om lighed som en streng forudsætning for demokrati:"All members are sufficiently well qualified, taken all around, to participate in making the collective decisions binding on the association that significantly affect their good or interests. In any case, none are so definitely better qualified than the others that they should be entrusted with
making the collective and binding decisions." (Dahl).
Hvad der er manipulation skal derfor ikke afgøres af et Europæisk agentur for beskyttelse af demokratierne. Det ville skubbe alt hvad der hører til i en demokratisk proces op i et elitært bureaukrati og derfor formentlig bidrage yderligere til det demokratiske deficit som flere har peget på i EU 's beslutningsproces.
"The European Movement International believes that the closed-door negotiations between the Parliament, Council and Commission, in the form of ‘trilogues,’ undermine the legitimacy of decision-making on the European level as well as citizens’ trust." (europeanmovement.eu).
Forestillingen om at forbyde "hadefulde og voldelige ytringer på internettet" med EU regler, kan lyde simpel og rimelig, men er også problematisk.
Skal man bestræbe sig på at udelukke desinformation, fake news, hate speech og hvad vi ellers måtte have et ønske om at fjerne gennem en slags sterilisering af information og sprog. Ud fra hvilke kriterier i givet fald? Objektive facts? Facts etablerede af hvem, gennem hvad? Hvad er f.eks. objektive facts for "hate speech"? Vi har i et tidligere blog indlæg (Decay of a shared belief in truth) vist, hvilke bizarre konsekvenser sådanne initiativer kan have.
 
Forsvar for kontinentet
Macron: "Intet samfund er imidlertid i stand til at skabe en følelse af tilhørsforhold, hvis det ikke har grænser, det skal beskytte." Det gælder også kontinentet, intet mindre, idet Macron tilsyneladende sætter EU lig med kontinentet.
For at sikre grænserne fremsætter Macron forslag til en Schengen genfødsel, i skikkelse af en gennemgribende reform af Schengen. Der skal skabes et fælles grænsepoliti og et europæisk asylkontor. "Alle dem der vil deltage skal opfylde forpligtelser om ansvar (streng grænsekontrol) og solidaritet (samme asylpolitik med de samme modtagelses- og afvisningsregler)."
Det strenge grænsekontrol og asylpolitikken skal tilsyneladende underlægges en fælles myndighed, et Europæisk råd for indre sikkerhed. Undskyld, men det fører let tanken hen på Ministerium für Staatssicherheit (Stasi). Her dog forhåbentlig med et andet fokus. Igen og igen rummer Macrons løsninger på problemerne i EU stadig nye forslag til fælles organer. Med hvilke beføjelser overfor de enkelte lande og ud fra hvilke basale retningslinjer, sat af hvem?
Et europæisk råd for indre sikkerhed styrker næppe den "grundlæggende demokratiske frihed" som Macron lagde så stor vægt på for et øjeblik siden. Man får indtryk af, at Macron mener, at demokratisk frihed, ligesom en ikke -manipuleret sandhed, må defineres fra oven, af en politisk bureautisk elite, gerne med et anstrøg af den franske trikolore.
Den militære del af forsvaret af kontinentet skal styrkes. “En forsvars- og sikkerhedstraktat skal fastlægge vores nødvendige forpligtelser i forbindelse med NATO og vores europæiske allierede." Et europæisk sikkerhedsråd (som inddrager UK) skal forberede fælles beslutninger og forsvarsudgifterne skal øges. Igen skal der oprettes et fælles råd, her dog kun med bemyndigelse til at forberede beslutninger. Macron er upræcis her, for hvad skal forholdet til NATO være og hvad med den europæiske armé som med jævne mellemrum dukker op i debatten? Hvem og hvad skal beslutte indsatser.
Som en tidligere engelsk general har sagt. Al tale om en europæisk armé er sludder, så længe kun de enkelte lande kan beslutte, hvilke indsatser deres styrker kan deltage i. Reelt er det derfor kun NATO (og dermed i sidste ende USA), der garanterer Europas sikkerhed.
Forsvaret for kontinentet omfatter for Macron også sikring af fair konkurrence og hans forestilling om fair konkurrence er temmelig omfattende:
"Vi skal reformere vores konkurrencepolitik, omstrukturere vores handelspolitik: straffe eller forbyde de virksomheder i Europa, der undergraver vores strategiske interesser og grundlæggende værdier, såsom miljøstandarder, databeskyttelse og retfærdig skattebetaling, og påtage en præference for det europæiske, inden for strategiske erhverv og vores offentlige markeder, som vores amerikanske og kinesiske konkurrenter gør."
I princippet en afart af Trumps MAGA-politik (Make America Great Again). Her dog i en fransk udgave, hvor miljø, data og retfærdige skatter spiller en rolle, men fuldstændig som Trump vil Macron også sikre strategiske erhverv, formentlig mest mod kinesisk indflydelse og kinesisk overtagelse af bestemte virksomheder. Vover vi at kalde det MEGA (Make Europe Great Again).
Hvem skal imidlertid udpege hvad der er strategiske interesser og hvilke erhverv der er strategiske? Pudsigt nok fremsætter Macron her ikke forslag om et nyt fælles europæisk råd, der skal påtage sig opgaven. Selv om det måske var mere relevant at involvere eksperter her.
 
 Genføde lysten til fremskridt
 Macron: "Europa er ikke en andenrangsmagt. Europa er avantgardistisk: Det har altid været i stand til at fastsætte normerne for fremskridt." Man fristes til råbe. "Nej ikke længere !"
Men Macron fortsætter ufortrødent med at opstille normer for fremskrift på områder, der i Macron's optik omfatter
 
Socialpolitik
Klimapolitik
Digitale platforme og innovation
Afrika
 
Socialt skjold
Har argumenterer Macron for et fælles social politik: Et “socialt skjold, for hver arbejder fra øst mod vest og fra nord mod syd, der garanterer den samme løn på den samme arbejdsplads og en europæisk mindsteløn, der er tilpasset hvert land, og som forhandles kollektivt hvert år."
Formålet er ædelt nok. I stedet for at landene konkurrerer med hinanden på disse parametre, foreslår Macron at parametrene skal konvergere. I princippet et forslag,  der skal sikre mod den type af ødelægende "Beggar your policies," som vi tidligere har beskyldt Tyskland for betjene sig af .
Et utopisk projekt, der hvis det skulle realiseres, ville kræve afgivelse af endnu mere suverænitet til fælleseuropæiske organer. Det er som om Macron i sine storslåede visioner ignorer basale økonomiske betingelser og reale problemer .
Hvad med forskelle i produktivitet, hvad med de relative leveomkostninger og hvad med den ulige fordeling af fordele og tab som den fælles Euro er årsag til?
Når vi så tillige ser hvorledes Macron agerer i Frankrig, med skattelettelser til de mest velstillede på den ene side og en klimapolitik på den anden side, der bl.a. skulle finansieres af de afgifter, som de gule veste protesterer så voldsomt imod.
 
Klimabank og sundhedsstyrke
"En europæisk klimabank skal finansiere den økologiske omstilling; en europæisk sundhedsstyrke skal styrke kontrollen af vores fødevarer; mod truslen fra lobbyer, en uafhængig videnskabelig vurdering af stoffer, der er skadelige for miljøet og sundheden."
Formålet er der ikke så meget at sige til, men Macrons forslag synes igen at indebære, at man som førhen skyder beslutningskompetencen opad og væk fra de enkelte lande. Men hans forslag er her så vage, at det er svært se det konkrete indhold. Hvordan skal klimabanken f.eks. finansieres og hvem skal stå for valget af projekter?
 
Digitale platforme og innovation
Macron: "Fremskridt og frihed er at kunne leve af sit arbejde: Europa skal være på forkant for at kunne skabe beskæftigelse"
For sikre dette skal der findes et europæisk tilsyn med de store digitale platforme, mens det nye europæiske innovationsråd skal have rådighed over midler af et omfang så man kan konkurrere med USA.
Med forslag om tilsyn af de store US-amerikanske digitale platforme løber Macron åbne døre ind. Det er et krav, der rejses med stigende styrke i Europa.
Mens kritikken ofte fokuserer på databeskyttelse tænker Macron formentlig på, at de digitale platforme ikke må forhindre eller forvride konkurrencen. Som i det aktuelle tilfælde, hvor EU-Kommissionen netop har tildelt Google en bøde på 1,49 mia. Euro, fordi "Google abused its market dominance as a search engine by promoting its own comparison shopping service in its search results, and demoting those of competitors."
Når det gælder digital innovation kommer Macron ikke med noget nyt. Efter en pilotfase kunne EU-Kommissionen d. 18. marts 2019 meddele, at man tager afgørende skrift til et europæisk innovationsråd: “Med Det Europæiske Innovationsråd bliver der ikke blot lagt penge på bordet. Vi indfører et helt innovationssystem, så Europa kan blive førende, når det kommer til strategiske teknologier og innovation, der vil forme vores fremtid, såsom kunstig intelligens, bioteknologi og kulstofneutral energi. Vi er nødt til at fokusere på innovatorernes behov, da det er dem, der vil skabe arbejdspladser, styrke vores globale konkurrenceevne og forbedre vores dagligdag."
Foreløbig er der afsat 2 mia. Euro. Ikke meget når vi sammenligner med satsningerne på AI (Artificial Intelligence) i USA og Kina. I en tidligere blog
“Vesten mod resten – de dystre udsigter," kunne vi konstaterer, at Europa hinker langt bagud på området. I 2016 brugte USA 15-23 mia. dollars på området, Kina 8-12 mia. dollars og Europa blot 3-4 mia. dollars.
Umiddelbart tager Macrons og EU-Kommissionens initiativer sig således yderst beskedne ud. Spagfærdige lyder også de hidtidige initiativer under pilotprojektet, hvor EU har støttet virksomheder, "f.eks. i færd med at udvikle en blockchainbaseret onlinebetalingsteknologi, nye energieffektive skærme og en løsning til mindskning af trafikstøj"
 
Afrika
"Et Europa, der ser sig selv i verden, skal være rettet mod Afrika, som vi skal indgå en fremtidspagt med. Dette gør vi ved at påtage os en fælles skæbne, ved at støtte kontinentets udvikling på en ambitiøs og ikke-defensiv måde: investering, partnerskaber mellem højere læreanstalter, uddannelse af piger osv."
"Piger osv." Det siger vist alt. Forslaget fra Macron forekommer totalt intetsigende. Det bedste man kan sige om det er, at han dog har husket, at Afrika kan rumme enorme udfordringer for Europa, der næppe kan løses ved mere af de samme løsninger. Hovedudfordringerne er, som vi flere gange tidligere har været inde på, for det første den enorme befolkningstilvækst, der jo indirekte også er et resultat af tidligere støtte til sundhed. For det andet afrikanske landes manglende evne til at selvstarte en varig positiv udvikling, selv med hjælp fra store udviklingsmidler. Begge dele kan have som konsekvens, at Europa står over for truslen om enorme fremtidige strømme af mennesker fra Afrika.
Macrons forslag berører slet ikke disse hovedudfordringer. De er intetsigende og banale.
 
Det arrangerede demokrati
"Vi må ikke lade nationalisterne uden løsning udnytte befolkningens vrede. Vi må ikke være søvngængere i et blødt Europa. Vi skal ikke blive i rutinen fyldt med besværgelser. Den europæiske humanisme kræver handling. Og overalt beder borgerne om at være med i forandringen."
Hidtil har Macron i sit opråb til europæisk renæssance ignoreret befolkningens vrede. En af de allerstørste udfordringer for Europa lige nu.
Nu advarer han så om, at vi ikke må være søvngængere i et blødt Europa. "Blødt" er måske en lidt tvivlsom oversættelse af det franske fransk "amollie." På engelsk er det blevet til "diminished Europe," på tyske til "erschlafften," eller "kraftløst" og det er vel egentlig den betydning det bruges i her.
Kraftesløsheden skal vi undgå ved at ikke at forblive i en rutine med besværgelser, men er det ikke præcis hvad Macron gør, med besværgelser, der voodoo-agtigt skal realisere sig selv ved at blive fremsat 
Med en europæiske humanisme mener Macron formentlig mennesker med holdninger som ham selv, en selvudnævnt elite, hvis humanisme indebærer, at den altid har de rigtige meninger.
Nu skal de rigtige meninger så udbredes til befolkningen. Metoden er den samme som Macron praktiserer over for de gule vestes protest i Frankrig. Macron henvender sig til borgerne med de temaer han finder vigtige og beder dem respondere på sine forslag, ikke befolkningens egne, ikke de protesterendes, men alene Macrons.
Macron foreslår derfor, at der indkaldes til en "konference for Europa, hvor vi kan foreslå alle de forandringer, der er nødvendige for vores politiske projekt."
Konferencen skal inddrage borgerpaneler, høringer af akademikere, arbejdsmarkedets partnere, og repræsentanter for religiøse bevægelser.
Dermed, hævder Macron, har befolkningen i Europa virkelig taget skæbnen i egen hånd.
Måske dog i en anden forstand end Macron forestiller sig her. Nemlig i de protestbevægelser i Frankrig, som gør at grunden under Macron er usikker og i de protestbevægelser i resten af Europa, som ikke deler Macrons optimistiske versioner, eller skal vi sige manipulerende versioner, af virkeligheden.
Macrons tilgang lyder mere som et arrangeret demokrati, hvor befolkningen skal bringes til at indse,  hvad der er bedst for dem og for Europa, og hvad der er bedst for Europa udtænkes Macron og ligesindede. Ikke af befolkningen nedefra og slet ikke af dem, som Macron påstår at have manipuleret og løjet sig til Brexit.
Hør blot “Borgere i Europa, Brexits blindgyde en lærestreg for alle. Lad os komme ud af fælden, lad os gøre det kommende valg og vores projekt meningsfuldt ... Det er det valg, jeg vil foreslå dig, at du træffer for sammen at skabe en europæisk Renæssance."
 
Blinde pletter hos Macron
 Som alle andre har Macron blinde pletter i sin opremsning af udfordringer og sine selvbevidste forslag til løsninger. Problemet er blot, at han som fransk præsident har mere indflydelse end så mange andre. Reelt er den eneste løsning på problemet med de blinde pletter hos en selvbestaltet elite, vel ret beset demokratiet. Brydningen af mange indsigter, forestillinger, meninger og ideologier, der kan opstå overalt i samfundet.
"All members are sufficiently well qualified, taken all around, to participate in making the collective decisions binding on the association that significantly affect their good or interests" Hvor ingen, heller ikke Macron er så "definitely better qualified than the others that they should be entrusted with making the collective and binding decisions."

(Euro fordele?
I år er det 20 år siden Euroen blev indført i 12 lande i EU (Grækenland dog med forsinkelse). I første omgang ikke som fysisk valuta, men ved at de deltagende landes vekselkurser blev fastlåst til euroen. Euro sedler og mønter kom først i omløb i januar 2002. Aktuelt er 19 lande med i Euroen.
Indførelsen af Euroen udgjorde tredje trin i skabelsen af EMU'em, den Økonomiske og Monetære Union. Forud var gået række tiltag, der skabte forudsætningerne for at indføre Euroen.
Europa-Kommissionen fremhæver at den fælles valuta giver en række fordele omfattende bla.:
 
 More choice and stable prices for consumers and citizens
 Greater security and more opportunities for businesses and markets
 Improved economic stability and growth
 More integrated financial markets
 A stronger presence for the EU in the global economy
 A tangible sign of a European identity
 
Hvad har EMU og indførelse af den fælles valuta så reelt betydet for de deltagende lande?
 
 Vindere og tabere i Euroland
I december 2018 fremlagde Bloomberg deres bedømmelse af hvad Euroen har betydet for 16 af de deltagende lande (de tre seneste medlemmer Estland, Letland og Litauen er ikke medtaget).
Bloombergs benytter 10 grove indikatorer til at tildele de enkelte lande en A B, eller C karakter.
"Each indicator was designed so that a positive response received an A grade, a neutral response a B grade and a negative response a C grade. Some criteria only applied to the initial 12 members, and so were left blank for later adopters... A country’s overall score was determined based on how many more As it achieved than Cs."(Blomberg 2018).
Her er de 10 indkatorer og inddelingen i A, B, og C kategorier (Blomberg 2018):

Med udgangspunkt i de samlede karakterer placerer Bloomberg temmelig vilkårligt landene i tre grupper.
 
Topkarakter:
Tyskland, Østrig, Finland, Slovenien, Slovakiet og Belgien.
 
Tilfredsstillende:
Holland, Luxembourg, Irland, Portugal og overraskende nok Grækenland
 
Middelmådig:
Malta, Cypern, Frankrig, Italien og Spanien.
 
Den tyske topplacering demonstrerer i følge Bloomberg, at Tyskland har fået mest ud af medlemskabet af den fællesvaluta. Placeringen overrasker ikke, for som Bloomberg hævder var overgangen fra D-Mark til medlemskab af Euroen er lig med en faktisk devaluering for Tyskland.
"It’s no surprise that Germany aced the tests—the euro was tantamount to devaluation for Europe’s largest economy, and thus a boon for trade and competitiveness. " (Blomberg 2018).
Her overser man måske de fordele som er en konsekvens af de omfattende interne arbejdsmarkedsreformer (Agenda 2010). Reformerne fra 2003 blev gennemført af den socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder. Noget som Tyskland under Merkel har levet højt på, men som måske her i 2019 er blevet et problem for SPD, der nu argumenterer for afskaffelse af dele af reformerne.
Den overraskende placering af Grækenland i kategorien tilfredsstillende begrunder Bloomberg således:
"While Greece suffered mightily during the sovereign debt crisis, it also eked out a B. For all that went wrong, being part of the euro for 18 years made it possible for Greece to build new trade relationships with Europe’s wealthier core. Transferring monetary policy to a credible central bank brought greater price stability in the early years and the recent past has seen a big improvement in competitiveness." (Blomberg 2018)..
Frankrigs placering i den middelmådige gruppe begrundes med at Frankrig med indførelse af Euroen mistede muligheden for at devaluere under kriser og med at Frankrig kun har haft begrænsede muligheder for mindske lønomkostninger, dvs. indføre arbejdsmarkedsreformer som i Tyskland.
 
Den tyske vinder og de mange tabere
Hvis vi følger analysen i Bloomberg er Tyskland altså det land, der har haft mest ud af sit medlemskab af Euroen. Andre analyser peger i samme retning.
"Deutschland ist der größte Gewinner der Euro-Einführung" skrev det tyske "Handelsblatt" d. 25. februar 2019.
Begrundelsen finder vi i et studie fra CEP (Centrum für Europäische Politik), en tænketank i Freiburg.
Studiet med titlen "20 Jahre Euro: Verlierer und Gewinner." forsøger for en række centrale Eurolande at opgøre tab og gevinst målt i GDP per capita som følge af indførelse af Euroen .
 
 I følgende tabel er de beregnede gevinster og tab akkumuleret over perioden 1999 til 2017 (CEP).

(CEP).Sensationelt! Tyskland skulle i følge dette have opnået en fordel på mere end 23,000 Euro per capita ved at ved at være medlem af Euroen i denne periode. Landet som helhed næsten 1.9 billioner Euro. Holland er på næsten på samme niveau målt i per capita gevinster.
Igen overrasker Grækenland i følge beregningerne med et lille plus.
For andre lande er resultatet dybt negativt. Værst se det ud for Italien med et minus på mere end 73.000 Euro per capita og Frankrig med et minus på næsten 56.000 Euro. Samlet henholdsvis et minus på 3,6 billioner og 4,3 billioner Euro.

Kontrafaktisk  beregning
Hvordan har man imidlertid kunnet beregnet disse gevinster og tab? Alle landene er jo med i Euroen.
Man betjener sig her af en kontrafaktisk metode (kaldet den syntetiske kontrolmetode). I studiet forsøger man at beregne hvor højt GDP per capita og GDP samlet ville have været i de enkelte lande, hvis de ikke havde været med i Euroen.
Men hvordan kan man det? Svaret er, at man sammenholder udviklingen i en vægtet gruppe af ikke Euro-lande (kontrolgruppen), som man hævder svarer til de pågældende Euro-lande. På grundlag den faktiske udvikling i den vægtede gruppe af lande beregner man den kontrafaktiske udvikling i de undersøgte Eurolande, hvis de ikke havde været medlem af Euroen.
"Das kontrafaktische Szenario wird durch Extrapolation der BIP-pro-Kopf-Entwicklung in anderen Ländern errechnet, die den Euro nicht eingeführt haben und die in den Jahren davor eine ganz ähnliche wirtschaftliche Entwicklung verzeichneten wie der betrachtete Euro-Staat (sog. Kontrollgruppe). Um ein möglichst gutes Abbild des Euro-Staates zu erhalten, wird dabei mit Hilfe eines Algorithmus jedem Land der Kontrollgruppe ein spezifisches Gewicht zwischen 0% und 100% zugeteilt, wobei die Summe der Gewichte 100% ergeben muss." (CEP).
Man sammenholder derefter de kontrafaktiske beregninger med udviklingen i de reale GDP tal for gruppen af Euro-lande lande. Herved kan man beregne de fiktive gevinster og tab, der antages at være en følge af medlemskabet af EU.
En analyse af den beregnede kontrafaktiske udvikling mod den reale udvikling viser dramatiske forskelle for den undersøgte periode. Især for lande som Tyskland og Frankrig.
 
Her først Tyskland, med GDP per capita udvikling for de enkelte år.

Uden egentlig at give nogen forklaring på Tysklands store beregnede gevinst ved medlemskabet af Euroen konstaterer man lapidart, at Tyskland har profiteret  mest ved medlemskabe:  "Von den untersuchten Staaten hat Deutschland damit am meisten vom Euro profitiert." (CEP).
 
Her det omvendte billede for Frankrig (CEP):

I studiet fremsætter man omtrent samme forklaring på Frankrigs manglende fordele af Euro medlemskabet som Bloomberg. Frankrig har ikke kunnet devaluere en egen valuta og tillige været hæmmet af manglende strukturreformer (læs arbejdsmarkedsreformer, der øger udbud og mindsker lønstigninger).
"Diese Entwicklung zeigt, dass Frankreich nach wie vor keine Möglichkeit gefunden hat, wie es innerhalb der Euro-Zone seine Wettbewerbsfähigkeit stärken kann. In den Jahrzehnten vor der Euro-Einführung hat Frankreich seine Währung hierfür regelmäßig abgewertet. Seit der Euro-Einführung ist das nicht mehr möglich." (CEP).
Andre analyser bekræfter hvad Bloomberg og studiet her er nået frem til, at Tyskland har haft den største fordel af Euro medlemskabet.
En analyse fra Bertelsmann-Stiftung har regnet på, hvad Euroen kan betyde for væksten i GDP for Tyskland i perioden fra 2013 frem mod 2025 ved at sammenligne medlemskabet af Euroen, med genindførelse af en selvstændig tysk valuta. (Bertelsmann Stiftung):

Man når frem til at fordelen ved Euro medlemskabet for Tyskland vil beløbe sig til 1,3 billioner (US 1,3 trillioner) Euro i perioden frem til 2025.
"This means that even if Germany had to write off a large percentage of the loans that it has made available to the heavily indebted states of Southern Europe as part of various euro rescue measures, the economic advantages of its membership of the monetary union would continue to predominate. Reverting to the Deutschmarks would thus be disadvantageous even in purely economic terms." (Thiess Petersen).
 
Euro-fordele for den samlede Euro-zone?
Et studie fra Banco Espana fra 2015, der også betjener sig af kontrafaktiske, syntetiske beregninger i deres analyse, når frem til lidt andre resultater end studiet fra CEP. Bl.a. ser de mindre fordele af Euro medlemskabet for Tyskland. Interessant er dog, hvad de når frem for et Euro-område, der omfatter de 11 Euro-lande, der opfyldte konvergens kriterierne i 1998.
De sammenholder her udviklingen i GDP per capita for dette Euro-område med de syntetiske beregnede værdier for, hvad GDP per capita havde været, hvis Euroen ikke var blvet indført. Igen på basis af udviklingen i en kontrolgruppe af lande, der ikke er med i Euroen.
Her deres mest simple sammenligning af real og kontrafaktisk GDP per capita (C. Fernandez og P.G. Perea 2015).

I den første del af den betragtede periode følges kurverne for den reale udvikling med den beregnede syntetiske. Fra sent 90'erne ligger den reale udvikling over den beregnede. Her kan man således hævde, at medlemskabet af Euroen har været en samlet fordel for landene. Men se så hvad der sker. Fra 2005 holder den reale udvikling i GDP sig under den syntetiske. Altså kan man hævde, at medlemskab af Euroen ikke har bragt fordele. Forfatterne til studiet opsummerer: "[S]light initial gains from the adoption of the euro that did not last." (C. Fernandez og P.G. Perea 2015).
 
Tyske Euro-fordele på andres bekostning
 I et tidligere blog indlæg med titlen "German arrogance – the dark side of the German miracle" søgte vi forklaringer på, hvorfor Tyskland har klaret sig så godt i forhold til andre lande i EU.
Blandt forklaringerne var en "grossly undervalued" Euro for Tyskland, dvs. en forklaring, der svarer til Bloombergs. Trumps økonomiske rådgiver, Peter Navarro, hævdede ligefrem "that Germany is using a “grossly undervalued” euro to “exploit” the US and its EU partners." (FT).
Har han ret?
Tilsyneladende, hvis vi følger Exchange-Rates.org: "As of December 2016, using the OECD Purchasing Power Parity (PPP) valuation methodology, the euro does look very undervalued at -26.8% versus USD. If taking an alternative PPP methodology, namely the famous ‘Big Mac Index’, we can still say that the euro is significantly undervalued at -23.4% versus USD." (exchangerates.org.uk).
IMF finder i 2014, at REER (Real Effective Exchange Rate) for Euro i 2014, er undervurderet for Tysklands vedkommende med 5-15 procent, mens den er overvurderet f.eks. for Belgien, Italien, Spanien og Frankrig. For 2015 Vurderer IMF, at REER for Tyskland er undervurderet med 10-20 procent.
Det giver problemer for andre lande i Euro-zonen, for hvor Euroen er undervurderet for Tysklands vedkommende, er den overvurderet for lande som Grækenland, Frankrig, Italien etc.
Det ser således ud til, at Tyskland har haft en ganske stor fordel af en Euro, der bl.a. pga. kriserne i Sydeuropa er undervurderet for dem selv og overvurderet for andre lande i Euro-zonen. Det gør det alt andet lige lettere for Tyskland at eksportere, mens situation er den omvendte de lande, hvor Euroen er overvurderet.
Konsekvensen i følge økonomen Christopher Pissarides: "Deutschland hat durch den schwachen Euro besonders profitiert und die eigene Arbeitslosigkeit in andere Staaten der Euro-Zone exportiert."
 
Tysk skepsis, bortforklaringer og risici
I Tyskland afviser Merkel, at Tyskland på nogen måde kan klandres for at have fordel af en Euro, der er undervurderet for dem selv og overvurderet for andre lande. Det har Tyskland nemlig ingen indflydelse på fastslog Merkel: "Germany is a country that has always called for the European Central Bank to pursue an independent policy, just as the Bundesbank did that before the euro existed." (Handelsblatt).
 Økonomen og nobelpristageren Myron Scholes er dog ikke enig med Merkel. Let spottende har han talt om den „sogenannten Euro-Zone“ pga. Tysklands enorme indflydelse og vistnok lidt sarkastisk udtalt, at Tyskland derfor egentlig burde forlade Euro-zonen og genindføre D-marken
Tyske økonomer har til gengæld været yderst skeptiske over for de her gengivne studier, der viser at Tyskland især har vundet på medlemskabet af Euroen. "Weder die großen Gewinne für Deutschland noch die massiven Verluste für Frankreich und Italien können als von der Euro-Einführung verursacht verstanden werden“ (Clemens Fuest, præsident for IFO institutte i München).
Økonomerne langer bl.a. ud efter de beregningsmetoder, der er anvendt. De hævder, at det ikke giver mening med kontrafaktiske beregninger på basis af ikke Euro lande som f.eks. UK, Australien, Japan og Israel. For disse lande, der indgik i kontrolgruppen, har helt andre økonomiske strukturer end Tyskland. Selv om kontrafaktiske metoder i princippet anerkendes, mener man ikke at de kan bruges som man har gjort i CEP-studiet.
Andre kritikere hævder, at forklaringen på at andre lande ikke har haft så store fordele af Euroen som f.eks. Tyskland, er en følge af de pågældende landes økonomiske politik med store underskud til følge og manglende arbejdsmarkeds reformer. Hvis landene havde overholdt stabilitetspagtens krav ville de alle vinde på medlemskabet af Euroen. "Stattdessen hätten die meisten Länder in den ersten Jahren der Währungsunion viel zu hohe Haushaltsdefizite zugelassen und die Lohnkosten aus dem Ruder laufen lassen." (Die Welt).
Altså, hævder man, er det de pågældende landes egen fejl, at de ikke har fordele af Euroen. Men hvad ville være konsekvensen være, hvis alle lande i Euro-zonen forsøgte sig med en tysk austeritets- og arbejdsmarkedspolitik? Hvordan skulle det skabe mere samlet vækst i Eurozonen?
I øvrigt har tyske økonomer travlt med at henvise til, at Tysklands årlige GDP tilvækst placerer landet langt nede i feltet af EU lande. "Deutschland teilt sich mit einem durchschnittlichen Wachstum von 1,4 Prozent mit Dänemark den drittletzten Rang vor Portugal und Italien." (FAZ). Hvorfor Tyskland da slet kan have haft så store fordele af medlemskabet.
Tyske økonomer er også optaget af at understrege, at ulighederne i Euro-zonen har medført, at Tyskland har fordringer på næsten 1 billion. Euro i Target 2 (Trans-European Automated Real-time Gross Settlement Express Transfer System), Eurosystemets fælles betalingssystem.
Tysklands og Hollands Target 2 overskud, der udgør henholdsvis en tredjedel og en femtedel af de pågældende landes GDP kan nemlig udgøre tikkende tidsbombe. Hvis lande med negativ Target 2 balance forlader Euroen f.eks. "In case a single (weak) country withdraws, it will have to settle its bill, but default is likely, as the debt is in euro and the country involved will adopt a new currency which is likely to weaken sharply."  (abnamro.nl).  De potentielle tab for lande med overskud, dvs. Tyskland og Holland, er gevaldige.
Tyske økonomer ser tilsyneladende verden med andre øjne end andre, hvilket for nogle år siden fik Paul Krugman til komme med følgende kommentar til deres afvisning af Tysklands problematiske økonomiske politik: "They’re not big on macroeconomics as we understand it; actually, they’re not big on accounting identities, since their view seems to be that everyone should be like Germany, and run huge trade surpluses." (NYT) Spørgsmålet bliver så blot, overfor hvem...?

Apropos: Den aktuelle misstemning i Tyskland
I startem af 2019 er stemningen i Tyskland præget af en vis forhåndspessimisme. Således forventer både IW (Institut der Deutschen Wirtschaft) og Commerzbank økonomer, at væksten vil aftage. I den nære fremtid lurer Trumps trusler om at lægge høj told på et af de vigtigste produkter i den tyske eksport, biler og samtidig er der frygt for en no-deal Brexit, der også vil ramme tysk eksport.
Dertil kommer aktuelt f.eks. den tyske bilindustris problemer med at overholde grænseværdier.
Pudsigt nok kan man med en vis ret hævde, at problemerne er selvskabte. Man har ignoreret problemerne med det enorme tyske eksportoverskud. Man været meget stejl over for britiske ønsker og man har til en vis grad forsømt at re-orientere den tyske bilindustri mod mere klimavenlige alternativer.
 Aktuelt er beskæftigelsen dog stadig  helt i top og i øjeblikket hersker der et vedvarende byggeboom.


Tidligere blog indlæg om tysk dominans:

German dominance: a problem for Europe?
Germany's sly Beggar-Thy-Neighbour policies