The rise of populism
Præsidentvalgkampen i USA er blevet set som en sejr for en hastigt voksende populisme over traditionelle politiske partier.
"Donald J. Trump was elected president based on a straightforward promise to make the United States great again. He aimed his message primarily at tens of millions of white working-class Americans who feel left behind in the growing economic prosperity, undercut by the advancement of minorities and women, competition from illegal immigrants at home and cheap workers in other countries." (NYT)
Overalt i EU er der også tegn på uro og opbrud i det politiske landskab. Det blev tydeligt med eurokrisen, med problemerne i Sydeuropa og det tog i hvert fald fart da flygtningetoget bevægede sig op gennem Europa, tiltrukket af de lokkende toner fra "fløjtespilleren" i Berlin. Kriserne har givet uro i det politiske landskab, gamle partier vakler i vælgertilslutning og nye protestbevægelser og partier vinder pludselig gehør.
I Grækenland opnåede det venstreorienterede Syriza, der blev dannet som en koalition af venstreradikale bevægelser 35,47 procent af stemmerne ved det sidste valg.
I Italien er Fem Stjerne bevægelsen på få år blevet den største oppositions gruppe. En bevægelse startet i 2009 af en komiker, uden rigtig organisation, ideologi eller program, et social netværk, der ved valget i 2013 opnåede 25,55 procent af stemmerne.  "The Movement drew initial strength from the twin ideas of a new form of direct democracy and popular disgust with the political elites. Its policies have always been an eclectic mix of the anti-establishment, environmentalist, anti-globalist and eurosceptic, and its supporters have always come from across the political spectrum."
I Spanien finder vi Podemos (I fællesskab kan vi), der blev dannet ved en samling af venstreorienterede aktivister i 2014, som en reaktion på den spanske austeritets politik. Ved det seneste spanske valg gik partiet en smule tilbage, men opnåede dog 21,15 procent af stemmerne, som nummer tre efter det spanske socialistiske arbejderparti (PSOE).
I andre dele af Europa har højreorienterede bevægelser og partier fået vind i sejlene. Her blot nogle af de vigtigste.
I Frankrig opnåede Front National ved første runde af valget til nationalforsamlingen i 2012 ganske vist kun 13,60 procent af stemmerne, men opinionsmålinger fra december 2016 tyder på, at lederen Marine le Pen vil kunne opnå 26 procent af stemmerne ved første runde af det kommende præsidentvalg. Partiets rødder som et stærkt nationalistisk parti går helt tilbage til 1972. Efter Marine le Pen blev leder af partiet i 2011 har det dog undergået en moderniseringsproces og en " dédiabolisation," hvorved det er blevet langt mere spiseligt.
 I Holland finder vi Geert Wilders " Partij voor de Vrijheid " (PVV). " Udadtil er partiet formentlig mest kendt for sin anti-islamiske holdning. PVV blev dannet af Geert Wilders i 2006 og fører i den seneste meningsmåling med en tilslutning på mellem 18 og 21 procent.  I følge partiets program vil man bl.a.:
 
"De-islamize the Netherlands - Zero asylum seekers and no immigrants anymore from Islamic countries: close the border;
The Netherlands independent again. Leave the EU;
Direct democracy: a binding referendum, power to the citizens.
 
Relativt ny på den politiske scene er partiet AfD (Alternative für Deutschland), der, som vi har set på i et tidligere blog indlæg, har opnået en forbløffende succes ved de sidste landdagsvalg. I en meningsmåling fra d. 13. december står partiet til at opnå ca. 13 procent tilslutning ved valget til Bundestag, der dog først finder sted i efteråret 2017. AfD argumenterer for asylløsninger, der ligger i direkte forlængelse af den australske model, med lukkede og sikre EU-ydergrænser. Hvad islam angår afviser de, at en fundamentalistisk islam er forenelig med tyske værdier og tysk kultur.
I Østrig opnåede Norbert Hofer fra FPÖ (Freiheitliche Partei Österreichs) ved valget til Bundespräsident d. 4 december  46,2 procent af de afgivne stemmer. FPÖ, der kan karakteriseres som højrenationalt og konservativt opnåede 20,51 procents tilslutning ved Nationalratsvalget i 2013. Aktuelle opinionsmålinger fra d. 8. december giver imidlertid partiet en tilslutning på 35 procent, hvorved FPÖ ville blive det største parti i Østrig. I programmet kan man læse "We are committed to our homeland of Austria as part of the German-speaking linguistic and cultural community, to the groups of people native to our country and to a Europe of free peoples and fatherlands." Partiet har også markeret en inderlig modstand mod masseindvandring og kritiseret Merkel's flygtningepolitik, der jo også havde konsekvenser for Østrig.
I et studie fra Chatham House tænketanken hedder det meget sigende: "Populist extremist parties (PEPs) present one of the most pressing challenges to European democracies. These parties share two core features: they fiercely oppose immigration and rising ethnic and cultural diversity; and they pursue a populist ‘anti-establishment’ strategy that attacks mainstream parties and is ambivalent if not hostile towards liberal representative democracy. (Chatham)
 
The deplorables – deriding populism from above
Hillary Clinton sagde i et interview med Israeli TV, "That you could put Trump’s supporters in two big baskets. They’re what I call the deplorables. The racists and the haters and the people who are drawn because they think he can somehow restore an America that no longer exists ... “the paranoiac prejudicial element within our politics.”
Hillary Clinton har senere trukket i land, når det gælder kritikken af dem, der kunne finde på at vælge Trump. Hendes "slip of the tongue" røber imidlertid hvad det politiske establishment både i USA og Europa mener om de højreorienterede politiske protestpartier og deres medlemmer. I deres optik er det en samling  af foragtelige, ynkelige,  fremmedfjendtlige racister.
I hvert fald kan vi finde meninger, der svarer ganske godt til Hillary Clinton's også i Europa.
Vi har tidligere beskrevet den socialdemokratiske vicekansler Gabriels reaktion på de tyske protestbevægelser. For fremtrædende politikere som Gabriel var der tale om pak, med holdninger, der ikke hørte hjemme i Tyskland. "Rechtsradikal, Rassistisch Fremdenfeindlich," lød nogle skældsordene fra det officielle Tyskland, medierne inklusive.
AfD betegnes som åndelig brandstifter, som et parti, der på farlig vis bidrager til ubegrundede fordomme, præget af entydigt ekstremistisk tankegods, der uforeneligt med grundloven.  "The AfD has also become a catchment basin for right-wing extremists and anti-refugee, Islamophobic rabble-rousers. Increasingly, the party's existence, and growing popularity, is raising questions as to whether Germany has truly learned the lessons of World War II and the Nazi dictatorship. Lessons such as: xenophobia has no place in democracies; European values and laws are binding; the right to asylum is non-negotiable; and even people who cross borders illegally should not be shot at. The AfD is slowly becoming Germany's answer to the Front National in France: a xenophobic, chauvinistic, anti-European party."
Den politiske elite i Tyskland holder sig billedlig talt for næsen, for ikke at mærke "stanken" fra den "højrepopulistiske sump," som de mener både Pegida og AfD er vokset ud af. Spøgelser fra fortiden skræmmer og det er vel derfor man forsøger at mane AfD og de protesterende ned i glemslen igen.
Præsidenten for Europarlamentet Martin Schulz, sagde i et interview, at Marine le Pen, "benenne eine Vielzahl von "Sündenböcken" wie Einwanderer, die Regierung, Osteuropa oder die Deutschen. Doch Lösungen oder konkrete Vorschläge biete sie nicht an."
Men det gør Schulz og EU på den anden side heller ikke og så undrer de sig over at der opstår protestpartier.
Man mindes Poul Nyrups afvisning af Dansk Folkeparti:  "Stuerene, det bliver I aldrig."
Uanset hvordan man karakteriserer de populistiske bevægelser og deres tilhængere, uanset, hvor meget man rynker på næsen og skælder ud på dem, uanset hvor nedladende foragteligt man betragter dem, er man efterhånden nødt til at tage dem alvorligt.
For fremkomsten og tilslutningen til såkaldte populistiske partier må anses for at være en mere eller mindre uartikuleret reaktion på politiske forsømmelser og uformuenhed til se og løse problemer blandt de etablerede politiske partier. Forsømmelser og uformuenhed, som dem vi har set på i blogindlæggene om den ekspanderende doughnut, hvor vi har set hvorledes politiske partier har ignoreret midten af doughnut'en. For Chatham House er fremvæksten af disse partier "an emotional backlash to a sense of disenfranchisement." Canadas Justin Trudeau er enig: “What we’re facing right now – in terms of the rise of populism and divisive and fearful narratives around the world – it’s based around the fact that globalisation doesn’t seem to be working for the middle class, for ordinary people,” (Guardian)
 
Using the catch-all term of populism to shame voices of protest.
"Populism is an illiberal democratic response to undemocratic liberalism. It criticises the exclusion of important issues from the political agenda by the elites and calls for their repoliticisation," hævder Cas Mudde, en hollandsk forsker, der studerer politisk ekstremisme og populisme i Europa.
I den gængse opfattelse hedder det: "Populism is an ideology that considers society to be ultimately separated into two homogenous and antagonistic groups: “the pure people” and “the corrupt elite”, and argues that politics should be an expression of the volonté générale (general will) of the people. Practically, populist politicians almost always combine it with other ideologies, such as nativism on the right and socialism on the left"
Den simple forståelse forstærkes i praksis fra begge sider. På den ene side hører vi råbene "Wir sind das Volk," som i Pegida bevægelsens protester mod Merkel regeringen og de etablerede tyske partier. Fra de etablerede lød det nedsættende, at de protesterende er  "Pack" eller som Hillary Clinton lidt for tydeligt kom til at give udtryk for, "deplorables."
Så har vi fået fronterne op at stå. På den ene side de måske uartikulerede protester fra folket (populus) og på den anden side den ofte velartikulerede foragt og ringeagt fra en eksisterende politisk og kulturel elite sammenfattet, der bruger populisme som et skældsord.
I denne forståelse af populistiske bevægelser er de præget af en protest, der ikke hviler på et selvstændigt ideologisk og politisk grundlag. Protesten er ofte koncentreret om få markante spørgsmål, som afvisning af store strømme af flygtninge, modstand mod indflydelse fra islam, afvisning af austeritetspolitikken eller lidt mere upræcist, globaliseringen.
Populistiske bevægelserne kan derfor være knyttet til både socialistiske ideologier som f.eks. Syriza og Podemos og til højreorienterede nationalistiske ideologier som f.eks. Front National, FPÖ og AfD.
Hvor Fem Stjerne bevægelsen ideologisk hører hjemme er derimod ikke godt at vide, måske er programmet så overfladisk kalejdoskopisk, at bevægelsen kan kombineres med ideologier på tværs af det politiske spektrum.
Under alle omstændigheder forbindes populisme med opdeling i "Os" og "Dem." Populismeforskeren, Jan-Werner Müller, hævder derfor at populisme indebærer en forkastelse af pluralisme. Populisme har en påtaget sig en eksklusiv ret til at repræsenterer "Os", dvs. Folket. Hvorfor alle andre meninger ikke kan repræsentere folket.
Her kan man være bange for at forskerens tyske baggrund løber af med ham , for det synes tvivlsomt om de såkaldte populistiske bevægelser vi har set på, vil udelukke andre meninger. Vi kan endda vende argumentet om og påstå, at det i Tyskland er GROKO'en, den altdominerende tyske regeringskoalition, der hævder at repræsentere den eneste fornuft, hvorimod AfD befinder sig helt ude over kanten.
En vigtig forudsætning for populistiske partier er, at de på en meget direkte måde kan forbindes med en "culture of ... ‘common sense’ ordinariness.” Når de har succes, er det et tegn på at store dele af befolkningen kan forstå, hvad de siger og kan forbinde det med egne erfaringer og med sund fornuft opfattelser.
Kritikerne hævder i stedet, at der tale om enkle budskaber, som slet ikke kan rumme de komplicerede og komplekse sammenhænge i et samfund. Altså at populistiske partier ikke har forstået den virkelighed de udtaler sig om.
Kritikere forbinder også populisme med en tilbøjelighed til brug af paranoide og primitivt overdrevne udtryksformer, ja i grove tilfælde til "hate hate speech." "The paranoid style is characterized by heated exaggeration, suspiciousness, and apocalyptic conspiratorial worldview." (Harvard)
Eller som det formuleres i en artikel i tidsskriftet Cicero:
"Wer jahrelang stumm war, von dem sind nicht sofort kunstvoll gesungenen Arien zu erwarten. Schrille und schiefe Töne sind normal im Prozess der schrittweisen politischen Wiederbelebung. Aber das macht nichts, denn in der Demokratie geht es nicht um Ästhetik, sondern um Bewegung, Dynamik und Veränderung."
 Spørgsmålet er derfor om ikke det er udtryksformer, der altid vil være forbundet med protesten mod det eksisterende. For protesten vil næppe nogensinde kunne møde op med en fuldt færdig og sammenhængende forestilling om et alternativ. Det vil altid være "politics in the making," hvor udgangspunktet er den uartikulerede blotte protest mod noget, der udgør konkrete problemer for ens forståelse, for ens liv og hverdag, som flygtningestrømme, austeritetspolitikker og tabet af sikre arbejdspladser.
Populisterne kan derfor hævde, at den etablerede politik ikke forstår, hvad der rører sig i midten af det, vi har kaldt doughnut'en,  at de således har tabt jordforbindelsen og opererer i et "cloud cuckoo land" af selvbekræftende ideelle politiske forestillinger, som man ikke kan være imod, uden at blive betragtet som uvidende og deplorable.
 
Populism, essential part of self correcting democracy or threat?
John Stuart Mill, liberal politisk filosof og parlamentsmedlem i18.hundredetallets England: “Hvis der findes personer, der udgør en undtagelse fra en tilsyneladende verden af enighed om et hvilket som helst emne, ... er det altid muligt at disse afvigere har noget sige, der er værd at høre, og at sandheden ville miste noget ved deres tavshed.”
For ham var det specielt problematiske ved at undertrykke fremsættelsen af en mening “at det stjæler noget fra den menneskelige race, fremtidige såvel som eksisterende generationer: de, der er uenige i meningen endnu mere end dem, der har denne mening. Hvis meningen er sand, bliver de berøvet muligheden for at erstatte noget fejlagtigt med noget sandt: hvis meningen er fejlagtig, mister de, hvad der er næsten en ligeså stor fordel, en klarere opfattelse og et mere levende indtryk af sandheden, frembragt ved dens kollision med den fejlagtige mening” (Mill)
Er det ikke på den måde vore åbne samfund har udviklet sig, og i det i en sådan grad, at andre samfundssystemer indtil nu aldrig har vist sig at være konkurrence­dygtige.
Demokratiet skaber mulighed for, at alle kan mennesker i et samfund kan medvirke til at det udvikles. Ved at stille spørgsmål til den eksisterende orden, ved at se potentielle farer, før de bliver faretruende, ved at finde løsninger og nye muligheder, ved at handle på egen hånd, ved at prøve sig frem med forsøg og fejlen, for så måske at ende med en succes. En succes, som andre kan efterligne eller gøre endnu bedre. Ingen central intelligens designer samfundet eller den enkeltes verden. Fremskridt er afhængige af, at det enkelte menneskes egen indsigt, erfaringer og handlinger.
Her dukker meningen med at have menings-, ytrings- og pressefrihed op.
Den er der vel heller ikke nogen, der har nogen imod, så længe den ikke generer nogen. Vi glemmer imidlertid, at denne frihed kun er noget værd, hvis den i praksis kan bruges til at kritisere enhver magtstruktur og enhver herskende mening. 
Afvigende meninger og synspunkter er derfor en livbetingelse for demokratiet: "Europe’s political parties would be well advised to rediscover the virtues of ideological heterogeneity. For decades, the continent’s major parties were composed of outspoken political factions, representing employers, trade unions, and even Marxists and nationalists. Today, dissenting voices from within the political party are often quickly silenced. Party structures need to open the spectrum back up to diverging, dissenting, and controversial views."
Protestpartierne udgør i vores forståelse netop manifestationer af Mills afvigere fra en verden af enighed. De udgør de "diverging, dissenting, and controversial views," der er en grundforudsætning for at et demokrati kan udvikle sig.
"Yet much of the theoretical work on populism continues to paint it as a pathological phenomenon, an anomaly or abnormality that only occurs as a result of a particular social decay or disease. Such a view ignores the fact that populism is a persistent andrecurrent presence in modern political life." (Moffitt)
Populisme kan derfor ses både som et nødvendigt korrektiv og en trussel mod demokratiet. Kaltwasser har forsøgt at konkretisere, hvilket positivt korrektiv henholdsvis trussel populismen kan udgøre:
 
Positive effects
Populism can give voice to groups that do not feel represented by the elites, by putting topics relevant to the ‘silent majority’
Populism can mobilise excluded sections of society, improving their political integration
Populism can represent excluded sections of society by implementing policies that they prefer
Populism can provide an ideological bridge that supports the building of important social and political coalitions, often across class lines
Populism can increase democratic accountability, by making issues and policies part of the political realm
Populism can bring back the conflictive dimension of politics (‘democratisation of democracy’)
 
Negative effects
Populism can use the notion and praxis of popular sovereignty to contravene the ‘check and balances’
Populism can use the notion and praxis of majority rule to circumvent minority rights
Populism can promote the establishment of a new political cleavage, which impedes the formation of stable political coalitions
Populism can lead to a moralisation of politics, making consensus extremely difficult (if not impossible)
Populism can foster a plebiscitary transformation of politics, which undermines the legitimacy of political institutions and unelected bodies
Ironically, by advocating an opening up of political life to non-elites, populism can easily promote a shrinkage of ‘the political’
 
For øjeblikket kan man vel sige, at populismen fortrinsvis kan fungere som et korrektiv, eftersom protestbevægeslerne næppe kan siges at dominere så meget det negative potentiale vil kunne realiseres. Alligevel advarer politikere og medier allerede på forhånd mod de negative effekter af det amerikanske præsidentvalg og de potentielt negative konsekvenser af et eventuelt valg af Marine le Pen ved det franske præsidentvalg.
Negative effekter kan ikke udelukkes, men i øjeblikket synes dog de mulige positive korrektiver at spille en større rolle, for et "weiter so" hos de etablerede politiske partier og de herskende forestillinger og ideologier kan næppe give svar på de bekymringer, der har udløst protesterne fra midten af det vi har kaldt doughtnut'en.
Det er bekymringer, der vedrører de temaer vi hev frem i blog indlægget " The yells of protest from the inarticulate middle", dvs de temaer som f.eks. AfD, FN og Ukip har taget op.:
 
AfD
Flygtninge
Social retfærdighed
Indre sikkerhed
 Økonomi og arbejde
 
FN
Reidustrialisering proektionisme
"Take back control"
Familien
Fransk kultur og sprog
Begrænsning af indvandring og stop for indvandring af mennesker med en helt anden kulturbaggrund
 
Ukip
Immigration og asyl
Økonomien
Europa
Velfærdsydelser
 
På en eller anden måde skal der findes løsninger på de problemer, som protestpartierne ser i relation til disse temaer. Protestpartierne behøver naturligvis ikke selv at have løsningerne, deres vigtigste rolle er at markere utilfredsheden, pege på problemerne og gennem protester at gøre det politisk døve establishment forståeligt at kursen må ændres.
De gør det på de måder de kan. "The voters speak of sovereignty lost to Washington, Wall Street or Berlin. "They cite news from Facebook pages and YouTube channels, dismissing traditional news media as agents of government and big business. They voice fears of crime and cultural change brought by Europe’s refugee influx. And many, fuming at the political class, say they simply want change."
 
Smooth change or abrupt break in politics
Hvordan kan man forestille sig at protestpartiernes vil påvirke politikken? Vi ser principielt to muligheder, På den ene side hvad vi kunne kalde en glidende inkorporering af protester og bevægelser i politikken På den anden side et mere problematisk abrupt brud i politikken. Det kan illustreres med en tæppefoldsmodel:

I den flade ende er tæppefolden svagt markeret og man kan derfor let glide hen over folden i forandringsretningen. Som eksempel på den forholdsvis glidende overgang kan man se på dansk politik. Dansk Folkeparti repræsenterer her protestbevægelsen, med ideer, der i begyndelsen møder en vis modstand fra alle de etablerede partier. Apropos Nyrups bemærkning om stuerenhed.
Modstanden har dog ikke været alt for stor. Flertallet af de øvrige partier har mere eller mindre bevidst udnyttet den plads til at tænke anderledes og ændre politik, som blev skabt at Dansk Folkeparti. Tydeligt markeret f.eks. ved den daværende SF-formands "Gå ad helvede til" udsagn og i dag ved Socialdemokratiets indtagelse af positioner, der før ville være blevet skammet ud.
Her ser vi således hvorledes protesten fra et part, man har søgt at skamme ud, ganske stilfærdigt og over tid er blevet indoptaget af de øvrige partier.
Det ser vi som et eksempel på, hvorledes et demokrati, der er åbent for "diverging, dissenting, and controversial views," kan håndtere protesten og forandre sig ganske stilfærdigt over tid.
Den anden mulighed er det abrupte brud. I modellen illustreret ved det abrupte skift i udviklingslinjen, hvor tæppefolden er kraftigt markeret. Man må så at sige i et spring hoppe op på folden. Foldens størrelse står her for det etablerede politiske systems modstand mod protestpartierne.
Eksempler på sådanne abrupte spring kunne være det politiske skifte i Tunis eller det det arabiske forår. Her vil vi dog i stedet pege på et potentielt eksempel. Forholdet mellem de etablerede politiske partier i Tyskland og protesten, især naturligvis mellem den store regeringskoalition GROKO og protestpartiet AfD. Foreløbig har de etablerede partier afvist at overtage elementer fra AfD's dagsorden. I stedet har de været enige om at afvise partiets anliggende som aldeles ikke stuerent.
Man lover hinanden, at AfD ikke skal have indflydelse i tysk politik. Nok det mest stupide reaktion man tænke sig, men formentlig i høj grad påvirket af traumer fra fortiden. Man risikerer derfor, at afvisningen kan medføre flere og mere omfattende protester og hvis man ikke ændre opfattelse, kan det på sigt resultere i konfliktpræget brud, eller skal vi sige disruption for at blive forstået i dagens kakofoni af intetsigende newspeak. Hvorved det man ville undgå netop kan indtræffe.
Det skal dog siges, at der er tegn at man ved at komme til fornuft og ved at indse at man må lytte til og indoptage dele af protesterne, hvis man skal sikre en stilfærdig forandring af den politiske retning og ikke mindst vinde næste valg.
Hvad vi kritiserer i den misforståede tyske opfattelse af demokrati, gælder i endnu mere udpræget for EU-kolossen på de svage politiske laksko. Modstanden mod forandring kan på sigt medføre netop det voldsomme brud man frygter.

Multiplying and separating identies
For at forstå årsager til den protest vi har set på i de foregående indlæg,  er vi også nødt til at undersøge, hvordan den udhulede midte i øvrigt adskiller sig fra den fra farverige og velartikulerede periferi, der har tendens til at løbe med opmærksomheden og definere mediernes dagsorden.
Vi skal først se på, hvad man har kaldt "identity politics."
"The laden phrase “identity politics” has come to signify a wide range of political activity and theorizing founded in the shared experiences of injustice of members of certain social groups. Rather than organizing solely around belief systems, programmatic manifestos, or party affiliation, identity political formations typically aim to secure the political freedom of a specific constituency marginalized within its larger context. Members of that constituency assert or reclaim ways of understanding their distinctiveness that challenge dominant oppressive characterizations, with the goal of greater self-determination." (Stanford)
De selvudnævnte progressive, der tilhører den ekspanderende periferi, har været moralsk, ideologisk og politisk optaget af marginaliserede grupper og mindretal, og mere eller mindre ignoreret alle dem, den ekspanderende periferi efterlader i midten. I de sidste mange år har de progressive i bl.a. USA været frenetisk optaget af identitets spørgsmål knyttet til raceulighed, kønsspørgsmål, og seksuel identitet.
Hillary Clinton's valgkamp er et eksempel på denne fokus: "She tended on the campaign trail to lose that large vision and slip into the rhetoric of diversity, calling out explicitly to African-American, Latino, L.G.B.T. [Lesbian, Bisexual, Gay, Transgender] and women voters at every stop. This was a strategic mistake. If you are going to mention groups in America, you had better mention all of them. If you don’t, those left out will"
Denne optagethed af identitet og selvhævdelse af afro-amerikansk identitet, af det spanske mindretal, af lesbiske, bøsser, biseksuelle, og transseksuelle, af kvinders identitet og ligestilling har betydet, at man i en vis forstand har tabt sammenhængen af syne, det fælles, ja selve samfundet.
Fokus har været på det, der adskiller de forskellige identiteter, ikke på det, der er fælles. Dermed bidrager man til en periferi, der så at distancerer sig stadigt mere fra midten. Det er en periferi, der selv i splittes i separate dele, i kampen on identitet, i sin egen diversitet, i sin afstandtagen fra fælleskabet. Her er det kun "Jeg'et" og det lille selvbestaltede "Gruppe-vi," der er vigtigt, ikke de andre, ikke samfunds Vi'et.
Denne fokus på, hvad der adskiller os i de mange separate identiteter, kan give bizarre udslag. Bizarre, især hvis man ser dem inde fra den nærmest per definition ikke progressive, konservative midte, der repræsenterer det tilbageblevne, det der trækkes i stykker af den ekspanderende periferi.
Et af de mere bizarre udslag er kendt som "The Bathroom Bill."
På en skole i North Carolina havde en kvindelig elev, der selv hævdede at være en dreng, anmodet om lov til at bruge herretoilettet. Skolen besluttede imidlertid en politik, hvor flerrums herre- og dametoiletter kun måtte bruges af det køn de var beregnet for. Til gengæld valgte skolen, at enkeltrumstoiletter kunne bruges af alle og dermed også af den pågældende elev.
Den kvindelige elev var ikke tilfreds, ville ikke finde sig i afgørelsen og kunne henvise til, at "US Department of Education" have henstillet, at elever skulle behandles i overensstemmelse med deres kønsidentitet, dvs. den de selv mente at have.
Senere vedtog staten North Carolina den nu herostratisk berømte "Bathroom Bill," hvori det hedder: "Single-Sex Multiple Occupancy Bathroom and Changing Facilities. – Local boards of education shall require every multiple occupancy bathroom or changing facility that is designated for student use to be designated for and used only by students based on their biological sex."
Loven rejste straks en mediestorm af kritik mod loven og den forsvarer, guvernør Pat McCrory.
Kritikken kom fra mange sider: "More than 90 prominent business leaders from companies including Apple, Facebook, Airbnb, Yahoo, Twitter, Salesforce, Marriott, Pfizer and Levi Strauss signed a letter calling on Gov. Pat McCrory (R) to repeal the law entirely. "
I dag diskuteres det så om netop denne lov blev årsag til, at MacCrory tabte guvernørposten ved det nylige valg.
For kritikerne af loven repræsenterer de mange protester mod loven og truslerne om boykot af North Carolina, en progressiv bølge, der bidrager til sikre at underkuede og oversete mindretal, som pigen, der føler sig som dreng, kan hævde sin selvvalgte identitet.
For dem, der stadig hænger tilbage i midten af doughnut'en, repræsenterer protesterne endnu et eksempel på de bizarre vildveje, som identitetspolitikken fører til. Og identitetspolitikken kender ingen grænser. I New York City er der foreløbig 39 anerkendte kønsidentiteter.
Problemet er naturligvis ikke, at der ikke skal være plads til mindretallet. Problemet er den efterhånden overdrevne fokus på sådanne identitetsaspekter, hvor man fuldstændig taber samfundet af syne. Det fællesskab (i betydningen Gemeinschaft) hvor det store "Vi" skaber sammenhæng og det store "Jeg" skaber splittelse.
 
Safe spaces, trigger warnings og microaggressions, the language of separation
Identitetspolitiken ledsages af andre fænomener, der næppe bidrager til at holde sammen på et samfund. Det drejer sig om fænomener som "safe spaces, trigger warnings and microagressions."
 "Safe Spaces." blev oprindelige forbundet med sikre steder, hvor minoriteter , som bøsser og lesbiske, kunne være i fred for andres fordømmelser og ikke skulle forsvare deres identitet overfor andre.
I dag er der "safe spaces" på mange universiteter i USA, hvor de efterhånden betegner steder, hvor studerende ikke konfronteres med udsagn og meninger, som kan være forstyrre eller forurolige dem.
"Safe spaces are an expression of the conviction, increasingly prevalent among college students, that their schools should keep them from being “bombarded” by discomfiting or distressing viewpoints"
Et eksempel: Kansas State University's "safe spaces" program "provides safe zones throughout campus where individuals can find support and assistance while escaping homophobia, hateful acts and sexual violence. This is done by placing the SafeZone symbol on office doors, desks, backpacks, etc"
 "Trigger warnings" var vel oprindelig sådanne advarsler, som man kan opleve i nyhedsudsendelser, hvor der advares om, at der kommer billeder, der kan virke forstyrrende. Men i dag bruges "trigger warnings" om de forhånds advarsler undervisere forventes at bruge , hvis noget i deres undervisning måske kunne give en anledning til stærke følelser eller trigge traumer hos elever og studerende.
Det kunne  f.eks. gælde ved læsning af litteratur: "The Great Gatsby portrays misogyny and physical abuse, so that students who have been previously victimized by racism or domestic violence can choose to avoid these works, which they believe might “trigger” a recurrence of past trauma"
"Microagressions" er små vendinger eller handlinger, der uden at man tænker over det, kan opfattes som nedsættende, aggressive eller forstyrrende af andre. I New York Times gengives et eksempel på microaggresion: "saying “you guys”, since the phrase could be interpreted as excluding women."
For den del af befolkningen, der stadig befinder sig i det oversete hul i vores doughnut, vil "you guys" være et udtryk, der ikke forbindes med hverken aggression eller fordomme.
Det kan faktisk betyde, at en stor del af hverdagssproget af den ene eller anden gruppe kan blive opfattet som "microaggression." Man kan derfor forestille sig, at flere og flere ytringer fra massen i midten vil blive anset for diskriminerende, politisk ukorrekte, hvorved man i en vis forstand fratager massen i midten deres  sprog og mulighed for at ytre sig.
Måske skal vi også her se en grund til den høje tilslutning til protestpartierne og til Trump, fordi de og han i det mindste bruger et sprog, som man kan genfinde i ens egen hverdag.
Endelig kan vi nævne "cultural appropriation" hvor noget, der kan udgøre et kendetegn ved et bestemt mindretals kultur" kopieres eller bruges af flertallet. Det ses som en slags kulturel udnyttelse. Bizarre eksempler har været nævnt, f.eks. den vestlige verdens overtagelse af østlig yoga eller af afrikanske frisurer.
Sådanne forsøg på hensyntagen til et utal af forskellige minoriteter og identiteter, kan resultere i at man faktisk underminerer, hvad man forsøger at opnå, nemlig en gensidig hensyntagen. I stedet vil resultatet blive en opsplitning af den ekspanderende doughnut i mere og mere perifere grupper af meninger, der ikke vil høre andre meninger.
Det vil i sig selv være en alvorlig trussel mod demokratiet.
Moddemonstranter til en demonstration "For frihed" forklarer her i Politiken , hvorfor "For Frihed", ikke skal have lov til at gå gennem Nørrebro,
"Folk må mene, hvad de vil, men demokratiet indebærer tolerance og åbenhed, og Pegidas holdninger er direkte intolerance og stigmatisering af en befolkningsgruppe. Det er ikke demokratisk. Hvis de vil gå rundt i gaderne og flage med deres krænkelse af indbyggernes frihed, så må der også være et modsvar og en 'afkrænkelse'. Holdninger, der aktivt ekskluderer minoriteter og religioner er holdninger, der findes ja, men det er farligt, for vi har for mange gange set, hvordan det ender." (Politiken).
University of Chicago forsøgte for nylig at gøre op med meningsdiktater i en besked til nye studerende : "Our commitment to academic freedom means that we do not support so called ‘trigger warnings,’ we do not cancel invited speakers because their topics might prove controversial, and we do not condone the creation of intellectual ‘safe spaces’ where individuals can retreat from ideas and perspectives at odds with their own."
Resultatet var forventeligt, protester ikke blot fra studerende, mens også fra lærere, der så sandelig ville bevare "safe spaces" og "trigger warnings."
Selvudnævnte progressive synes i dag næsten sygeligt optaget af det vi har kaldte periferien, af diversiteten, af multikulti, af det anderledes, det undertrykte. De vil på alle måder at stemme for og levere aktion til fremme af diversitet , samtidig med at de destruerer det fælles, der skal få diversiteten til at fungere som et samfund.
Pudsigt nok synes senator Bernie Sanders, der tabte opstillingskampen til Hillary, Clinton at være inde på samme spor, da han for nylig i en tale gav udtryk for at demokraterne må se komme over “identity politics” for at komme i kontakt med en større del af vælgerskaren: "It is not good enough for somebody to say, 'I'm a woman, vote for me.' That is not good enough.
Sanders ser Clinton's fokus på identitetspolitik som et problem og som en del af årsagen til, at man tabte præsidentvalget til Trump.
Selv sproget og udtryksformerne er måske ved at blive noget, der deler i stedet for at være noget, der helt basalt tjener til at samle. En tanke Sanders også er inde på . "I come from the white working class, and I am deeply humiliated that the Democratic Party cannot talk to the people where I came from"
Her kan man så tilføje, at det var måske netop det Donald Trump kunne. Tale et sprog hvor alle kunne forstå, hvad han sagde, og så blev det i mindre grad vigtigt hvad han sagde, eller om det altid var konsistent eller sandt.
Det er ved at være et helt generelt problem, at en "snapchattering class of people" bruger et sprog, som ikke giver mening for ret mange andre end dem selv, og på alle måder søger at fremme meninger som kun kan accepteres af dem selv.
 
The dilemma: Promoting diversity while preserving coherence
"'Cultural diversity' raises the issue of national identity" hedder det i den britiske Crick report om "citizenship" fra 1998.  Derfor må man bestræbe sig på at finde eller genskabe "a sense of common citizenship, including a national identity that is secure enough to find a place for the plurality of nations, cultures,ethnic identities and religions long found in the United Kingdom. Citizenship education creates common ground between different ethnic and religious identities."
Flertallet må respektere, forstå og tolerere minoriteter og minoriteter må lære og respektere lovene, normerne og konventionerne,  i ligeså høj grad som flertallet, for det vil bidrage til at skabe et fælles tilhørsforhold (citizenship).
Hvad er det imidlertid for et fælles tilhørsforhold, der skal skabes? Hvad udgør den fælles identitet i et samfund som det britiske med en pluralitet af grupper med forskellige etniske identiteter, kulturel baggrund, religion, normer etc.
 I en publikation med titlen "The Future of Multi-ethnic Britain: the Parekh Report" fra 2000 ridses dilemmaet op.
På den en side hedder det "Since citizens have different needs, equal treatment requires full account to be taken of their differences. When equality ignores relevant differences and insists on uniformity of treatment, it leads to injustice and inequality; when differences ignore the demands of equality, they result in discrimination. Equality must be defined in a culturally sensitive way and applied in a discriminating but not discriminatory manner." (The Runnymede Trust, 2000: Preface)
På den anden side erkender man, at der må være et eller andet, der skaber en form for sammenhæng eller fællesskab for de mange identitets-grupper i de endnu eksisterende nationalstater. "Every society needs a broadly shared body of values, including human rights, ethical norms which respect human dignity, the equal worth of all, equal opportunity for self development, and equal life chances, as well as procedural values such as tolerance, mutual respect, dialogue and the peaceful resolution of conflict."
Parekh rapporten synes at ville løse en slags cirklens kvadratur for samfundet: Man hævder, at det er nødvendigt både teoretisk og praksis at behandle mennesker lige og med respekt for deres forskelligheder, at værdsætte individets friheder og rettigheder, samtidig med at man kræver, at de forskellige grupper skal sætte pris på det at høre til, udvise samhørighed og være solidariske.
"Neither equality nor respect for difference is a sufficient value in itself. The two must be held together, mutually challenging and supportive. Similarly, neither personal liberty nor social cohesion is sufficient on its own. They too must be held together, qualifying and challenging each other, yet also mutually informing and enriching. " (part one).  Sådan lyder den umulige vision i rapporten.
Lad os se på nogle eksempler, der kan vise umuligheden  af cirklens kvadratur, eller utopien  om skabelse af samhørighed på trods af stærkt divergerende kulturopfattelser.
I UK har man i det netop publicerede "Casey Review" med undertitlen "A review into opportunity and integration," bla. set på holdningen til britiske værdier.  "During the review, we found mixed views on the notion of promoting British values. It was supported and rejected by many."
I reviewet henvises til en undersøgelse, hvor man set på holdningen til vigtige britiske værdier blandt populationen som helhed og blandt muslimer.
Undersøgelsen viser at der er stærkt divergerende opfattelser af vigtigheden af disse værdier, hvormed vi får bekræftet problemet med at skabe samhørighed på tværs af forskellige kulturer.

Tilsvarende finder en YouGov opinionsmåling fra 2015, at et flertal af befolkningen finder, at der hersker en fundamental konflikt mellem islam og værdierne i det britiske samfund.
På papiret kan man måske forestille sig en løsning på sådanne konflikter. I Parekh rapporten forestillede man sig således, at man kunne "Rethink both the national story and national identity" ved at gå ud fra en tanke om "the transitional nature of all identities."
Gentænke identitet og så at sige remodellere den. Her tager man fejl. Kultur er formentlig så dybt forankret, at man ikke blot kan gentænke og remodellere den på vilkårlig vis oppefra og ned.
Nogle af vore grundlæggende kulturelle opfattelser har en oprindelse, der ligger skjult så dybt i vores udvikling, at vi kun kan videregive dem fra generation til generation som vaner og tilbøjeligheder, vi ikke engang er bevidste om, og hvis vi er, så kan vi ikke give nogen forklaring på dem. Vi kan selvfølgelig gisne om deres formål og funktion, men i virkeligheden ville det måske være endnu vanskeligere at forklare, hvorfor vi skulle have bestemte, kulturelle tilbøjeligheder, end at forklare, hvorfor vi har den morfologi, de fleste mennesker har i dag.
Disse mønstre, furer eller aftryk er ubeskrivelige og tavse, på samme måde som en del af vores viden er det. Vi oplever kun aftrykkene, ikke grundene, ikke forklaringerne. Disse aftryk er måske i den grad en del af, hvad det vil sige at være menneske, at vi ikke rigtigt tænker over dem eller sætter spørgsmålstegn ved dem; de kommer til udtryk i den måde, de påvirker vores tanker på. Disse elementer af kulturen bliver derfor betragtet som uforanderlige og naturlige.
Derfor må man forvente, at der vil være grundlæggende konflikter mellem vidt forskellige kulturer. Konflikter der ikke blot kan remodelleres eller betragtes som transiente.
Dermed har man et basalt problem med samhørighed og vi er tilbage spørgsmålet om,  hvad den hidtil dominerende kultur skal give afkald på og hvad skal man acceptere hos de nye mindretal for skabe en forestilling om samhørighed.
I blog indlægget "Desintegrating societies?" fra d 20. maj 2016 har vi set på de problematiske konsekvenser af samfundsmæssige forsøg på at foretage cirklens kvadratur
I publikationen "Race and Faith – The deafening silence" gør Trevor Phillips, tidligere formand for UK's "Equality and Human Rights Commission, op med en liberal elites misforståede tro på en slags organisk integration gennem accept af multikulturalisme. Man har alt for længe set bort fra ubekvemme fakta, der viser at man ikke er på vej mod mere integration, men tværtimod en slags superdiversivitet med øget segregering og desintegration.
"Squeamishness about addressing diversity and its discontents risks allowing our country to sleepwalk to a catastrophe that will set community against community, endorse sexist aggression, suppress freedom of expression, reverse hard-won civil liberties, and undermine the liberal democracy that has served this country so well for so long.” (The Telegraph)
Retorisk spørger Trevor Phillips om vi tør stå ved vore fundamentale værdier med risiko for at fornærme andre, eller om vi i stedet er villige til at sætte disse værdier over styr og opgive mange af de sociale fremskridt, der er opnået i det sidste halve århundrede.
 Vi må spørge os selv, om ikke vi gør både os selv og indvandrere med en helt anden kulturel baggrund, ikke-vestlige eller tredjelands indvandring, en bjørnetjeneste ved ikke åbent at erkende,  at denne indvandring truer den implicitte og tyste sammenhæng i vore samfund og således leder til en fare for desintegration.
 Vi har i for høj grad, og sikkert ud fra de bedste intentioner, ladet stå til, og stiltiende accepteret, at basale vestlige forestillinger og værdier i stort og småt eroderes og bliver frynsede og uklare i kanterne.
I alt for høj grad synes vi at være besat af en forestilling om at problemer med andre kulturer skyldes vores egen manglende tolerance og diskrimination mod anderledes tænkende. Forestillinger vi især har kunnet finde hos venstrefløjen og blandt dem der på engelsk benævnes "liberals".
Hvorfor løsningen på integrationsproblemer har været at forlange mere tolerance over for det intolerante, at bøje sig for store og små krav fra især muslimske mindretal, at forsøge sig med positiv diskrimination og krav om proportionale kvotaer af mennesker fra disse mindretal i alt fra film og tv serier, over politisk repræsentation til politi og militær.
Er det ikke i reaktion mod det, at vi nu ser fremkomsten af politiske bevægelser, der mere eller mindre artikuleret protesterer over, hvad de ser som en misforstået tolerance over mindretal, hvis værdier, kultur og religiøse overbevisning ganske simpelt udgør en trussel mod de tyste normer, værdier, adfærd og levevis, som vi hidtil har betragtet som selvfølgelige.
For en selvudnævnt kulturelite og en venstrefløj ser vi besynderligt nok, at den murrende protest fra dele af den indfødte befolkning betragtes med afsky og afstandtagen. Primitiv, intolerant og højre populistisk er de mærkater, der hæftes på den, mens man nyder eksotisk mad i etnisk restaurant og lytter til rappere med en anden etnisk baggrund. Den lette, brogede men overfladiske del af multikultipop-kulturen.
Hvorimod selvsamme elite og venstrefløj i en næsten selvpinende afsky overfor højrepopulistiske bevægelser, omfavner minoriteter, hvis holdninger og værdier ligger meget længere væk fra dem selv.
Virkeligheden er jo " that some minority groups hold very different values and ambitions than those commonly held amongst the dominant majority; that those values and ambitions are even further away from liberal ideals than the average; and that because they are sincerely held by those groups, they aren’t going to change any time soon."
Det er blandt den selvbestaltede kulturelite og venstrefløjen, at vi mest udpræget ser en tendens til en slags lede ved det samfund, som de selv er en del af. Deres synspunkt er, at det er vores egen fejl, hvis integrationen mislykkes. Vi har ikke været tolerante nok, vi har ikke vist nok hensyn, eller været for diskriminerende, for racistiske, ikke støttet nok, ikke haft nok særordninger for et anderledes tænkende mindretal. Der i øvrigt temmelig nedladende ses som ofre for vore forkerte holdninger og grimme fortid.
Det er holdninger, der på sigt kan blive selvdestruktive, i den forstand at de fører til at man opgiver de værdier, der tillader at man har sådanne holdninger. De fører ikke til mere integration, men til accept af segregation og dermed til desintegration

What forces?
Hvad er det for kræfter, der river samfundet fra hinanden i en ekspanderende doughnut og forårsager de aktuelle rystelser i det politiske landskab?
Mens det er let nok at registrere rystelserne det politiske landskab, er det ulige vanskeligere at forstå, hvad der kan være årsag til opbruddet og til ekspansionen væk fra midten og udad i periferien.
I forrige blog indlæg så vi på de subjektive nedslag, i form af  bekynring over bestemte tendenser i samfundet og i protestpartiernes programmatiske krav.
Nu vil vi så undersøge mulige årsager til bekymringen i bestemte dele af samfundet og baggrunden for protestpartiernes vækst. Ved at se på hvad vi, i mangel af bedre, kan kalde objektive forvandlinger i samfundet. Her ser vi først på tabet af sikkerhed og tryghed i midten af den ekspanderende doughnut.
 
The loss of jobs
"The working class of this country is being decimated — that's why Donalds Trump won ... And what we need now are candidates who stand with those working people, who understand that real median family income has gone down."  Hævdede Bernie Sanders efter præsidentvalget i USA.
Har Bernie ret? Ja, i hvert fald hvis man fæster lid til et paper fra "Federal Reserve Board." i Washington DC.: "U.S. manufacturing employment fluctuated around 18 million workers between 1965 and 2000 before plunging 18 percent from March 2001 to March 2007. In this paper, we find a link between this sharp decline and the U.S. granting of Permanent Normal Trade Relations (PNTR) to China."
Her i 2016 kan man konstatere, at antallet af beskæftigede i fremstillingssektoren er faldet yderligere til nu 12 mio. Det betyder, at man fra år 2000 og til i dag har mistet op mod 6 mio. job i fremstillingssektoren.
Trump og Bernie Sanders har påstået, at der er en tydelig sammenhæng mellem mere frihandel og faldet i beskæftigelse i sektoren, men det kan man næppe siges helt så kontant, for der er samtidig foregået en gevaldig teknologisk udvikling, hvor IT, maskiner og robotter har erstattet arbejdskraft. Blot et nyligt eksempel fra Kina: “The Foxconn factory has reduced its employee strength from 110,000 to 50,000, thanks to the introduction of robots. It has tasted success in reduction of labour costs.”(businessinsider).
Andre forklaringer kan hænge sammen med, at den US-amerikanske industri har mistet konkurrenceevne i sammenligning med andre.
Uanset hvilken forklaring, der er den rigtige, kan man konstatere, at fremstillingsvirksomhed i USA under alle omstændigheder har mistet betydning. I dag udgør beskæftigelsen ved fremstillingsvirksomhed således kun 8 procent af alle jobs.
Beskæftigelse i fremstillingsvirksomhed er imidlertid blevet afløst af en hastig vækst af jobs i andre sektorer. "Bureau of Labor Statistics" har forsøgt at beregne, hvilke jobs der vil vokse mest frem mod 2024. Absolut set er det jobs inden for pleje og omsorg, detailsalg og service. Procentuelt ser billedet lidt anderledes ud ud. Her er væksten ganske vist stadig højest inden for personlig pleje og omsorg, men nu dukker også IT og programmering, assistenter i sundhedssektoren (medical assistents), ledelse, og markedsanalytikere op som hastige vækstområder.
Trods tabet af jobs i fremstillingsvirksomhed er ledigheden således lav. I juni 2016 var ledigheden i USA helt nede på 4,9 procent.
Hvorfor kan den kraftige fokus på tabet af jobs, som følge af eksisterende og kommende frihandelsaftaler så blive et så vigtigt tema i den seneste valgkamp og måske endda en af grundene til Donald Trump's sejr?
 
Job churning
Forklaringen skal søges et helt andet sted. Måske er "job churning" (omrøringen i arbejdstyrken) et mere relevant problem for millioner af US-amerikanere.
Grafen her viser, hvorledes der hvert år forsvinder millioner af jobs i USA og samtidig skabes millioner af nye jobs.

Omrøringen er kraftigst i de sektorer, hvor væksten i dag er størst. For de millioner af US-amerikanere, der er ansat i disse sektorer betyder det, at de lever med en høj grad af beskæftigelsesmæssig usikkerhed.
 
Precarious jobs
I de nye jobs, hvor væksten findes, må man ofte acceptere at arbejde under betingelser, der ikke bidrager til at skabe sikkerhed for en tryg tilværelse. Derfor er det ikke sært, at der opstår nye problemer i takt  med væksten i "precarious jobs."
Det har været svært at finde aktuelle undersøgelser af forholdene i "precarious jobs" i USA. Vi tyer derfor til materiale fra Canada og Europa.
Et studie fra McMaster universitetet i Canada har på basis af en sammenligning af sikre jobs med usikre (precarious) jobs fundet, at der for ansatte i usikre jobs gælder at de,
 
Earn 46% less and report household incomes that are 34% lower.
Experienced more income variability in the past and expect to experience more in the future.
Rarely receive employment benefits beyond a basic wage.
Are often paid in cash and are more likely not to get paid at all.
Often don’t know their work schedule a week in advance and often have unexpected work schedule changes.
Have limited career prospects and are less likely to be satisfied with their job.
Have more weeks without work and are more likely to anticipate future hours reductions.
Fear that raising an issue of employment rights at work might negatively affect future employment.
Are more likely to have their work performance monitored.
Are less likely to be unionized.
Often hold more than one job at the same time.
Often work on-call.
Rarely receive training provided by the employer and often pay for their own training
 
Usikre jobs kan således generelt karakteriseres som værende temporære, dårligere lønnede, ofte deltids, med få muligheder for videreuddannelse, og meget få rettigheder.
For at få et overblik, der tilnærmelsesvis kan vise, hvor stor andel sådanne ikke-sikre jobs efterhånden udgør af arbejdstyrken, kan vi se på en OECD opgørelse over "non-standard" jobs, som vi her betragter som en indikator for alle usikre jobs (OECD):

I Holland udgør non-standard jobs således over 50 procent og i Tyskland nærmer de sig 40 procent.
Antallet af usikre jobs er generelt stigende. OECD påviser således, at mere af havdelen alle jobs skabt siden 1995, udgøres af "non-standard" jobs,
I søjlediagrammet herunder ses væksten i "non-standard" jobs for udvalgte lande i perioden 2007-2013. Man bemærker den store variation fra land til land. Den negative udvikling i f.eks. Spanien kan forklares med, at landet havde meget stor andel af "non-standard" jobs, men med krisen efter 2008 forsvandt en stor del af disse jobs naturligvis.

På baggrund af tallene fra OECD kan man konstatere, at der er basis for at antage, at væksten i "non-standard" jobs har medført en stærkt stigende grad af usikkerhed i jobbet hos store dele af befolkningen.
 
Insecurity accompanied by inequality
Den voksende usikkerhed ledsages af tiltagende ulighed. Den canadiske undersøgelse af usikre jobs kunne således påvise, at usikkerheden gik hånd i med en lavere indkomst end i de sikre jobs.
Også OECD konstaterer, at væksten i antallet "non-standard" jobs og dermed usikre jobs, er ledsaget af stigende indkomstulighed.
OECD konstaterer således, at gruppen med lave indkomster sakker mere og mere bagud i forhold andre grupper (OECD).

"People with skills in high demand sectors like IT or finance have seen their earnings rise significantly, especially at the very top end of the scale, where performance-based pay and bonuses have become widespread. Meanwhile, at the other end of the scale, wages of workers with low skills have not kept up. The period has also seen reforms of tax systems that have reduced marginal tax rates for high earners. In addition, taxes and benefits have tended to redistribute less in the period from the mid-1990s up to the crisis; this has been felt most keenly by low-income working-age households." (OECD).
Igen bidrager det til en udvikling vi har illustreret med billedet af en ekspanderende doughnut. I den ekspanderende periferi finder vi de nye jobs i nye sektorer, der kræver ansatte med mere uddannelse og evne til at følge med i hastigt skiftede krav. I midten af doughnut'en finder vi dem, der bliver tilbage, med mindre uddannelse, med forældede uddannelser, med jobs, der på vej ud og med dårligt lønnede og usikre jobs.
Derfor er det ikke sært, at der her findes en stor tilslutning til de nye protestpartier og til en Donald Trump og hans "gyldne" løfter.
 
Drivers of instablity
En hastig udvikling inden informations-, kommunikations- og robotteknologi forventes at skabe endnu større afstand mellem midten og den ekspanderende periferi i fremtiden.
I Tyskland taler man nu om Industri 4.0, efter dampmaskinen, samlebåndet, elektronik og IT, er vi på vej til en industry præget af smart fremstilling. Endnu lyder forestillinger og definitioner temmelige tågede. I følge en tysk definition omfatter Industri 4.0 "intelligente digitalt forbundne systermer, hvorved det bliver muligt at realisere en selvorganiserende produktion. Mennesker, maskiner, anlæg, logistik og produkter kommunikerer og koopererer direkte med hinanden. Produktions- og logistik mellem virksomheder i en fælles proces griber intelligent ind i hinanden, hvorved produktionen kan gøres endnu mere fleksibel og efficient." (platform-i40.de).
Teknologisk Institut i Danmark taler lige så tåget: "Industri 4.0 er den bevægelse, vi ser ind i lige nu. Det er integrationen mellem den digitale verden og den fysiske produktion. Det er ideen om, at intelligente, samtænkende produktions- og servicenetværk kan selvstyre elementer på kryds og tværs af industrielle værdikæder." (teknologiskinstitut.dk).
Selv om de luftige Industri 4.0 forestillinger kan synes at omfatte alt muligt, opfanger det ikke alle tendenser. Robotteknologi og kunstig intelligens vil også gøre mange jobs uden for industrien overflødige. Det være sig plejesektoren, se blot initiativerne med robotter i Japan, og det være sig store dele af sundhedsvæsenet og servicesektoren.
World Economic Forum har i et studie set på hvilke udviklingstendenser, der frem mod 2025 vil have størst indflydelse på medarbejdernes "skills" (evner og kompetencer) og hvornår de vil udfolde deres påvirkning.

World Economic Forum har også forsøgt at skønne over, hvor ustabile "skills" for forskellige arbejdsområder kan forventes at være frem mod 2020.

Dramatic phase-shift to be expected
I en ikke alt for fjern fremtid ser vi derfor muligheden for, at der vil ske et kolossalt tab af både sikre og usikre jobs. Hvorfor man uden at være nutidig Luddite (gammel betegnelse forstm.dk/multimedia/Regeringsgrundlag2016.pdf maskinstormere) kan forudse, at der opstår endnu større afstand mellem periferien af mere og avancerede jobs og en midte, der mildest tal kan forvente, at deres jobs ikke blot vil blive yderst "precarious" men helt igennem overflødige.
I et studie fra Oxford University når man frem til, at næsten halvdelen af alle jobs i USA er i fare for at blive overflødige: "According to our estimates, about 47 percent of total US employment is at risk. We further provide evidence that wages and educational attainment exhibit a strong negative relationship with an occupation’s probability of computerisation" (oxfordmartin.ox.ac.uk).
Nu er selv danske politikere ved at indse, at der er tegn på et mere eller mindre abrupt faseskift i den teknologiske udvikling og arbejdsmarkedet. I det nye regeringsgrundlag kan man læse, at der skal oprettes et disruptionsråd: "...et partnerskab, hvor arbejdsmarkedets parter, virksomheder, eksperter og relevante ministrer skal drøfte og analysere fremtidens arbejdsmarked. Partnerskabet skal drøfte, hvordan vi sammen skal sikre et stærkt Danmark, hvor vi får grebet mulighederne i den teknologiske udvikling bedst muligt, og hvor alle kommer med i udviklingen og får del i den velstandsudvikling, som globalisering og ny teknologigiver os mulighed for. Partnerskabet skal samtidig drøfte, hvordan vi kan fastholde og udbygge et arbejdsmarked, som både er kendetegnet ved dynamik og ordentlige for­hold, og hvor der ikke sker social dumping." (stm.dk).
 Så er spørgsmålet om brugen af et poppet og misbrugt udtryk som disruption, og nedsættelse af et råd med veletablerede "tordenskjolds soldater" egentlig ikke er et udtryk for,  at man ikke aner hvad der er ved at ske.