 Russia paranoia creating difficulties for Trump Forleden underskrev en noget modvillig Præsident Trump H.R. 3364, "Countering America's Adversaries Through Sanctions Act:" Loven, der indfører nye US-amerikanske sanktioner mod Rusland, Iran og Nordkorea. Trumps underskrift blev ledsaget af en kritisk kommentar fra "The White House": "While I favor tough measures to punish and deter aggressive and destabilizing behavior by Iran, North Korea, and Russia, this legislation is significantly flawed... For instance, although I share the policy views of sections 253 and 257, those provisions purport to displace the President's exclusive constitutional authority to recognize foreign governments... Finally, my Administration particularly expects the Congress to refrain from using this flawed bill to hinder our important work with European allies to resolve the conflict in Ukraine, and from using it to hinder our efforts to address any unintended consequences it may have for American businesses, our friends, or our allies." (whitehouse.gov). Onsdag morgen understregede Trump i en kommentar, hvad der var galt med loven: "By limiting the Executive’s flexibility, this bill makes it harder for the United States to strike good deals for the American people, and will drive China, Russia, and North Korea much closer together." Med 98 mod 2 stemmer havde senatet vedtaget H.R. 3364, hvorved Trumps mulighed for gennem aftaler med Rusland at reducere eller fjerne sanktionerne blev voldsomt indskrænket, for med loven kan kongressen inden for 30 dage nedstemme sådanne aftaler. De nye sanktioner og indskrænkningen af præsidentens handlemuligheder går selvfølgelig direkte imod Trumps ofte udtrykte ønske om at skabe et bedre forhold. til Rusland. Grundstemningen i både USA og Europa synes i overvældende grad at gå imod Trumps forestilling om at et bedre forhold til Rusland er til fordel for både USA og Europa. Modviljen er udløst af Ruslands anneksion af Krim og de konstante kampe i Øst Ukraine, mens næres også af Ruslands aktivitet i Syrien med støtte til Assad, af forestillinger om at Rusland kan finde på at sende "grønne mænd" ind i de baltiske republikker og af Ruslands provokerende militære markeringer. For USA's vedkommende er der også konstant fokus på mulig russisk påvirkning af det amerikanske præsidentvalg i 2016. I et "Intelligence Community Assessment" fra Pentagon i januar 2017 hedder det bl.a.: "We assess Russian President Vladimir Putin ordered an influence campaign in 2016 aimed at the US presidential election. Russia’s goals were to undermine public faith in the US democratic process, denigrate Secretary Clinton, and harm her electability and potential presidency. We further assess Putin and the Russian Government developed a clear preference for President-elect Trump. We have high confidence in these judgments." (dni.gov). Confidence and judgements, ikke "certainty and evidence"! I medierne har der været en uafbrudt række af meldinger og formodninger om russisk indblanding og om forskellige former for kollusion mellem Trump og/eller Trumps støtter og diverse russiske kontakter. Efterhånden i et sådant omfang at det mere ligner konspirationsteorier. Hvor man tilsyneladende ikke rigtig kan finde det afgørende bevis, men hele tiden nok til, at man kan se konspiration i alt hvad Trump foretager sig med hensyn til Rusland. Eksempelvis i mediernes absurde optagethed af Trumps såkaldt hemmelige andet møde med Putin ved G-20 middagen I Hamburg. Mens det er uvist om der faktisk findes nogen kollusion mellem Trump og Rusland, virker det i høj grad som om der findes en kollusion mellem politiske kritikere af Rusland og de medier, der fuldkommen ensidigt fordømmer Trump og hans forestillinger om at skabe et bedre forhold til Rusland. Man kan næsten se denne optagethed som en slags paranoia "karakteriseret ved gradvis udvikling af systematiserede vrangforestillinger." I hvert fald hersker der i USA et sæt kritiske forestillinger om Rusland, der på det nærmeste gør det umuligt for Trump at begå, hvad vi i mangel af bedre kunne kalde en " Ronald Reagan," hvormed vi hentyder til topmødet mellem Ronald Reagan og Mikhail Gorbachev på Island i 1986. Uden oplagte muligheder for at forbedre forholdet til Rusland kan Trump derfor have ret i, at man i stedet opnår at drive "China, Russia, and North Korea much closer together." Questioning the geostrategic focus of USA and Europe Er den US-amerikanske Rusland-paranoia og i mindre grad den europæiske i virkeligheden ikke fuldstændig tåbelig? Her er i hvert fald nogle af de spørgsmål man burde overveje, inden man begiver sig ind på en vej, der kan føre til europæisk frygt for hvad Rusland kan finde på, en halvhjertet europæisk oprustning vendt mod Rusland og i sidste ende en ny kold krig. Kan man forestille sig at den russiske anneksion af Krim og invasionen af Donbass i hvert fald til dels kan være udløst af et alt for påtrængende Vesten i Ukraine, kombineret med en udenrigspolitisk meget lidt handlekraftig præsident Obama? Altså, selv om det kan lyde bizart, at den situation man nu befinder sig i til en vis forstand er selvforskyldt? Kan man forestille sig at Vestens mudrede forestillinger om, hvem man skulle støtte i den syriske borgerkrig også har bidraget til at give Rusland og Putin større indflydelse. Er der ikke en risiko for at striden mellem Rusland på den ene side og USA og EU på den anden side fører til en tåbelig gensidig tab-tab situation med mindskede muligheder for begge sider. Samtidig med at man kommer til at overse den hastigt voksende kinesisk elefant i rummet og farlige udviklinger i både Mellemøsten/Iran og Afrika, der især er udgør en trussel for et svagt Europa. Er Kina i virkeligheden ikke et meget større problem for Vesten end Rusland og er det ikke af afgørende vigtighed i kappestriden med Kina at få Rusland med ombord for både USA og Europa og såmænd også for Rusland selv. Hvorfor har Kinas Tibet anneksion, den aggressive ekspansion i Det sydkinesiske Hav og fortsatte støtte til Nordkorea ikke de store konsekvenser for Kina i form af f.eks. sanktioner? Er der ikke en risiko for at Kina så at sige bevidst udnytter konflikten mellem USA og Nordkorea til at holde USA beskæftiget med dette problem? Måske ligefrem sådan at Kina kan skrue op og ned for konfliktniveauet efter for godt befindende? Vi kan måske med en parafrasering af Trumps udsagn spørge om det aktuelle geostrategiske fokus i USA og Europa vil forhindre både USA og Europa i at opnå gode aftaler til fordel for deres respektive befolkninger og i stedet skubbe Rusland væk fra Vesten, styrke Kina og bidrage til, at Vesten vil stå svækket tilbage, når det gælder håndteringen af de store sikkerhedsproblemer: Nordkorea med dets trusler om brug af atomvåben, Mellemøsten med spredning af terrorisme, og potentialet for store folkevandringer fra Afrika Russia – a regional power acting out of weakness? Karakteristikken kom Obama med efter Ruslands anneksion af Krim i marts 2014. Han mente derfor ikke, at Rusland udgjorde en trussel for USA. Til gengæld mente han heller ikke, at man kunne tvinge Rusland til at opgive sin anneksion af Krim. Spørgsmålet er derfor om Rusland handlede ud fra egen svaghed eller snarere ud fra USA's svaghed, det ser vi på lidt senere. Først må vi konstatere at Rusland i dag betragtes som USA's hovedantagonist og det samme gælder i en ganske forskræmt Europa, der med Krim og Ukraine erfaringerne in mente nu er bange for hvad Putin måtte finde på i relation til de baltiske stater. I følge et survey fra PEW research i april 2017 ser 31 procent af alle amerikanere Rusland som det land, der repræsenterer den største fare for USA. På anden pladsen kommer Nordkorea med 22 procent. derefter følger Kina (13 procent) Iran (9 procent) og Syrien (6 procent). Bag de aktuelle tal gemmer sig en voldsom stigning andelen, der ser Rusland som hovedfaren. Det gælder også for politikere i Kongressen (PEW Research).  Nu ser man åbenbart ikke længere Rusland som en regional magt, der ikke kan true USA. Spørgsmålet er om der er gode grunde til at betragte Rusland som hovedfaren eller om det blot skyldes en selvforstærkende ond spiral af kollektivt politisk og medialt hysteri. Af mere reelle grunde kan man naturligvis pege på Krim, Ukraine, Ruslands indsats i Syrien og en forstærket militær opbygning. Senest har vi så påstandene om Ruslands involvering i det US-amerikanske præsidentvalg, der lige siden valget har præget mediebillede, selvom der indtil videre bygges på formodninger og bizarre beretninger om diverse kontakter mellem Trump folk og russiske repræsentanter. Man kan få mistanke om at det hovedsagelig drejer sig om at finde kritisk materiale om Trump. "both the public and the government agencies that investigate national-security threats—remember, those agencies’ members are part of the public, too—have a heightened focus on Russia that is not entirely the result of sober analysis. Campaign politics, hilarious memes and a good number of conspiracy theories have made people more certain than they should be about the severity of the Russian threat." (National Interest). Selveste Pentagon peger dog i en "Defence Intelligence Agency" rapport fra 2017 også på Rusland som en hovedudfordring for USA: "The resurgence of Russia on the world stage—seizing the Crimean Peninsula, destabilizing eastern Ukraine, intervening on behalf of Syrian President Bashar al-Assad, and shaping the information environment to suit its interests—poses a major challenge to the United States." Udfordring, ja på den internationale scene, men en fare for USA? Næppe. Her kan man snarere tale om, at USA under Obama har udvist en slags vaklende svaghed, der formentlig har medvirket til at give Putin mulighed for at vove sig længere frem på den globale arena. "First that under Obama, America is in retreat around the world. Second, that America’s retreat emboldened Vladimir Putin to invade Ukraine" (The Atlantic). lyder det fra Obama kritikere. Man skulle næsten tro at de abonnerede på Lord Palmerstons syn på Rusland: "It is always the policy and the practice of the Russian Government to expand its frontiers as rapidly as the the apathy and timidity of its neighbours permit, but to halt and recoil when met with determined opposition." (Lord Palmerston, 1858) Blandt de kritikere, der synes at have et lignende syn finder vi den republikanske senator Bob Corker: "Ever since the [Obama] administration threw themselves in [Putin’s] arms in Syria … I think he’s seen weakness. These are the consequences,” (The Atlantic). Det er blot påstande, men er det er næppe helt usandsynligt, at det kan være med til at forklare Putins og Ruslands aggressive fremfærd. Set fra Ruslands side er det dog USA, der er den aggressive part. Det bemærker man også i Pentagon rapporten. I Ruslands sikkerhedsstrategi henviser man til NATOs optrapning nær den russiske grænse, udstationering af US-antimissil systemer i Europa, og USA's bestræbelser på at udvikle nye ikke-nukleare præcisionsvåben, der kan udgøre en alvorlig trussel mod Ruslands sikkerhed. I følge Pentagon rapporten ser Rusland andre farer fra USA: "The Kremlin is convinced the United States is laying the groundwork for regime change in Russia, a conviction further reinforced by the events in Ukraine. Moscow views the United States as the critical driver behind the crisis in kraine and the Arab Spring and believes that the overthrow of former Ukrainian President Yanukovych is the latest move in a long-established pattern of U.S.-orchestrated regime change efforts."Defence Intelligence Agency. Både USA og Rusland er således i færd med at opbygge nogle lettere paranoide forestillinger om hinandens motiver og adfærd. Rusland har været med at bringe Trump til magten og USA forsøger at underminere Ruslands stormagts stilling og fremkalde regimeskifte. Hvad vi ser er således, at USA og Rusland gensidigt betragter hinanden som den største fare, og i øjeblikket synes opfattelsen af den gensidige fare at eskalere. Hvilket kan forekomme fuldkommen absurd. Både fordi de reelle forhold taler for at faren overdrives og i lyset af, at de begge i realiteten har brug for hinanden til håndtere problemer som Nordkorea, kriserne i Mellemøsten og i sidste end et stærkt og ekspansivt Kina. Her blot nogle forholdsvis objektive forhold, der viser at Rusland næppe repræsenterer den helt store fare for hverken USA eller Europa. Atomvåben balance (armscontrol.org): Rusland: April 2017 New START declaration: 1,765 strategic warheads deployed on 523 ICBMs, SLBMs, and strategic bombers. Den samlede mængde "nuclear warheads" er dog langt større i alt ca. 7.000, men inkluderer "retired and Stockpiled." USA: April 2017 New START declaration: 1,411 strategic nuclear warheads deployed on 673 ICBMs, SLBMs, and strategic bombers. Den samlede mængde "nuclear warheads" er dog langt større i alt ca. 6.800, men inkluderer "retired and stockpiled" På trods af den numeriske balance er den gensidige mistro åbenbart ganske stor. USA frygter f.eks. at Rusland er i færd med at modernisere sit våbenarsenal. Nåh ja og USA er i færd med at modernisere sine atomvåben. Dermed kan man vel konkludere, at her holder de hinanden i ligevægt. Forsvarsudgifter (efter SIPRI 1917): Rusland 2016: 70.345 mio. in constant US $ USA 2016: 606.233 mio. in constant US $ Her kan tilføje at det i følge Jane's ser ud til, at Rusland har været nødt til reducere forsvarsudgifterne i 2017, hvorimod Trump jo har planer om at øge udgifterne. Størrelsen af GDP: Rusland 2016: 1.283,2 mia. US $ USA 2016 18.569,10 mia. US $ Her får man i det mindste en idé om, at Rusland næppe kan betragtes som den helt store økonomiske modstander for USA. En sammenligning med Tyskland med et GDP i 2016 på 3477,8 mia. US $ viser også, at Rusland økonomisk set står ganske svagt Man kan sige at Rusland militære styrke opretholdes på et ganske svagt økonomisk grundlag. Hvilket har fået "European Council of on Foreign Relations" til at konkludere: " He [Putin] is forced to spend money – that could be far better devoted to other purposes – on kit of often-questionable relevance to Russia’s actual security challenges. It may not be much comfort for a West currently struggling with its own defence spending challenges, but Putin may in fact be Russia’s greatest security threat, mortgaging future economic and social progress for short-term gain." I en tale i Fulton, 50 år efter Churchill berømte "iron curtain" tale, rejste Margareth Thatcher spørgsmålet om hvordan man skal møde det postkommunistiske Rusland: "Should Russia be regarded as a potential threat or a partner? (Russia may be about to answer that in a clearer fashion than we would like)" (americanrhetoric.com). I artikel gentager USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger Thatchers spørgsmål. "Is the wisest course to pressure Russia, and if necessary to punish it, until it accepts Western views of its internal and global order? Or is scope left for a political process that overcomes, or at least mitigates, the mutual alienation in pursuit of an agreed concept of world order? Is the Russian border to be treated as a permanent zone of confrontation, or can it be shaped into a zone of potential cooperation, and what are the criteria for such a process? These are the questions of European order that need systematic consideration. Either concept requires a defense capability which removes temptation for Russian military pressure."(Chaos and order in a changing World). Thatchers og Kissingers spørgsmål forekommer mere relevant end nogensinde. Indtil videre ser det jo ud til, at både USA og Europa vælger at behandle Rusland som en trussel og meget langt fra som en partner. Helt til forskel fra tiden med Gorbachev og Ronald Reagan Gorbachev møderne og Tysklands genforening , hvor man netop syntes at være på vej til et partnerskab. Forværringen i forholdet til Rusland sker samtidig med at andre trusler melder dig: Et mere magtfuldt og dominerende Kina, et mellemøstlige kaos med borgerkrige, radikale grupperinger af muslimer og rene muslimske terrorgrupper, og endelig en befolkningsekspansion uden lige i Afrika. Netop derfor forekomme det umådeligt vigtigt at besvare Thatchers og Kisingers spørgsmål ved satse strategisk på en forståelse eller endda partnerskab med Rusland om "pursuit of an agreed concept of world order." Derfor er Trumps interesse i at opnå et bedre forhold til Rusland i virkeligheden yderst relevant og ekstremt vigtigt. Ikke blot for USA, men måske allermest for et politisk og militært svagt Europa, der på mange måder plages af selvskabt usikkerhed. "In [Trump's] pre-inauguration interviews he said he wanted an early summit with the Russian leader and could lift U.S. sanctions in return for nuclear arms reductions and assistance from Moscow, notably in combating terrorism. “If you get along and somebody is helping, why would you have sanctions if somebody is doing really great things?" (politico.eu). På mellemlangt og langt sigt vil truslen mod Europa ikke komme fra Rusland, men fra et uroligt Mellemøsten, et måske komplet ustyrligt Afrika med et enormt befolkningsoverskud og et særdeles selvbevidst Kina. Ikke at Kina nødvendigvis kan ses som en direkte sikkerhedstrussel mod Europa, men fordi Europa kan være nødt til at støtte USA (og måske endda Rusland) i en eventuel konfrontation. Problemet er, at en uhellig alliance af kongrespolitikere og højtråbende medier kun ser konspiration i Trumps forsøg på at opnå et bedre forhold til Rusland Mediekampagner, vidt forgrenede og mere og mere besynderlige Rusland undersøgelser og senest den håndfæstning, som den nye sanktions lov udgør, har gjort det umådeligt vanskeligt for Trump at forsøge at komme overens med Rusland. Et Rusland der, hvis man tolker de russiske reaktioner rigtigt, egentlig er helt parat til at forsøge at opnå indgå aftaler til gensidig fordel med USA og Europa. Putin holdt sig tilbage da Obama udviste en række russiske diplomater i kølvandet på påstandene om russisk indblanding i det amerikanske præsident valg. Forklaringen er formentlig at Putin havde forventet, at det ville være muligt at indgå aftaler med en ny præsident. Et bedre forhold til USA og Europa er nemlig vigtig for Rusland. For at kunne fjerne sanktioner og dermed give mulighed for samhandel og investeringer, der vil kunne bringe gang i den russiske økonomi. At man så fra USA (og et modstræbende Europa) skulle acceptere, at Rusland beholder Krim og at Donbass får en slags separat egenstatus, begge gerne efter nye folkeafstemninger, er vel til at bære, når man som Obama må indrømme, at man næppe nogensinde vil kunne tvinge Rusland væk fra Krim. Til gengæld ville man kunne forvente, at Rusland vender sig mod Vesten i stedet for at blive drevet i armene på Kina, hvor Rusland med garanti altid vil være den lille. Ligesom man må forvente, at man i fællesskab kan nå frem til, hvad der skal gøres for at en skabe tålelig situation eller blot containment af konflikterne i Mellemøsten, at man i fællesskab kan udøve pres på Nordkorea, også indirekte via Kina, og at man får mulighed for at indgå nye aftaler om atomvåben og deres ikke-spredning. China, the elephant in room "From North Korea to the South China Sea, trade issues to cyber-security, there is no shortage of thorny challenges in the U.S.-China relationship that may require the new U.S. administration to get tough." (Foreign Policy). Hvor såvel den US-amerikanske befolkning, blå og røde politikere i kongressen og medierne har haft hovedfokus på Rusland som den vigtigste fare for USA, har Trump tilsyneladende ret konsekvent set de største problemer i relation til Kina. Under valgkampen således med hovedfokus på ufordelagtige handelsrelationerne med Kina, som han anså for at være en af årsagerne til tabet af arbejdspladser i USA. I en tale holdt i september 2016 om forholdet til Kina sagde han: "I am going to instruct my Treasury Secretary to label China a currency manipulator, and to apply tariffs to any country that devalues its currency to gain an unfair advantage over the United States. I am going to instruct the U.S. Trade Representative to bring trade cases against China. China's unfair subsidy behavior is prohibited by the terms of its entrance to the WTO, and I intend to enforce those rules...If China does not stop its illegal activities, including its theft of American trade secrets and intellectual property, I will apply countervailing duties until China ceases and desists." (time.com, transcript). Hans kritik har i flere år været ledsaget af utallige tweets vendt mod USA's ufordelagtige handelsrelationer med Kina. Det er da heller ikke utænkeligt, at hans tirader mod Kina har haft en afgørende betydning for udfaldet af præsidentvalget, hvor tabet af arbejdspladser spillede en vigtig rolle i hans kampagne. Har han så noget at have sin kritik i? I relation til Kina udviser handelsbalancen et stort og gennem årene generelt stigende underskud, som det kan ses af grafen fra "The Economist":  For Trump har konsekvensen af dette deficit været en hastigt tab af US-amerikanske arbejdspladers. Han får støtte til sin påstand fra "Economic Policy Institute" (der dog anses for at have en labour bias). "Due to the trade deficit with China 3.4 million jobs were lost between 2001 and 2015, including 1.3 million jobs lost since the first year of the Great Recession in 2008. Nearly three-fourths (74.3 percent) of the jobs lost between 2001 and 2015 were in manufacturing (2.6 million manufacturing jobs displaced)." Trump påstår at handelsbalance deficitet og tabet af arbejdspladser skyldes unfair konkurrence og kinesisk valuta manipulation. Derfor truede han under valgkampen med at lægge en 45 procent afgift på kinesisk import. "I would do a tax, and...the tax should be 45 percent." En idé han dog har forladt som præsident. Trumps påstande holder dog kun delvis. Økonomer afviser at manipulation af Yuan'ens kurs har været afgørende. Ganske vist har Yuan'ens værdi i perioder været holdt kunstigt nede og været faldende overfor dollar, men Kina har faktisk solgt ud af deres dollarreserver for at holde Yuan'ens kurs oppe, således at kritikken ikke længere holder. Det ændrer dog ikke ved det grundlæggende problem, USA's kolossale deficit på handelsbalancen. Så her er der en gigantisk udfordring. Der er andre problemer knyttet til kinesisk protektionisme, (på trods af Xi Jinpings påstande om fordelene ved frihandel uden begrænsninger i en tale i Davos). I den årlige rapport til Kongressen om US-Kina relationerne hedder det bl.a.: "China appears to be conducting a campaign of commercial espionage against U.S. companies involving a combination of cyber espionage and human infiltration to systematically penetrate the information systems of U.S. companies to steal their intellectual property, devalue them, and acquire them at dramatically reduced prices." (uscc.gov). USA overvejer derfor at begrænse Kinas muligheder for at foretage investeringer i USA i avancerede IT-områder som kunstig intelligens og maskinlæring. " "The worry is that cutting-edge technologies developed in the United States could be used by China to bolster its military capabilities and perhaps even push it ahead in strategic industries." (Reuters). Her giver man faktisk Trump ret i den ofte udtalte bekymring for, at Kina bedriver avanceret tyveri af intellektuel ejendom. Mere traditionelle problemer vedrører kinesisk overproduktion af stål, der skaber for problemer for stålproducenter i resten af verden. Det samme gælder produktionen af aluminium, hvor man hævder at den kinesiske produktion får statsstøtte. Forleden annoncerede USA således planer om importafgifter på kinesisk aluminium: "The U.S. said it would seek to impose duties on imports of aluminum foil from China, arguing that state subsidies for the domestic industry unfairly disadvantage American producers." (Bloomberg). I EU deler man tilsyneladende på flere områder Trumps bekymring, selv om det ikke nødvendigvis er det indtryk man får i medierne. Macron optræder nærmest med en kopi af Trumps "America First" når fremsætter sin "Europe First" tankegang, der naturligvis ikke vækker samme modvilje som Trumps ideer. Macrons forsøg på at kopiere Trump er dog foreløbig stødt på modstand i resten af EU. "President Emmanuel Macron’s proposal to protect strategic industries by granting Brussels the power to oversee Chinese acquisitions in the EU will be rejected by other EU leaders at this Friday’s (23 June) Council summit." (euractiv.com). Det på trods af at der i bl.a. i Tyskland hersker udbredt bekymring for at kineserne gennem store investeringer tilraner sig dyrekøbt teknologi. I 2016 kunne man således kun se til da den kinesiske industrigigant Midea overtog det tyske firma KUKA's produktion af industrirobotter. Ude i horisonten lurer andre farer fra Kinas ekspansionsplaner. I 2015 præsenterede Kina således storstilede planer med det såkaldte "Road and Belt" initiativ for skabelsen af en ny infrastruktur, der skal forbinde Kina med resten af Asien, med Europa og med Afrika. "The initiative aims to promote orderly and free flow of economic factors, highly efficient allocation of resources and deep integration of markets by enhancing connectivity of Asian, European and African continents and their adjacent seas." (chinadaily.com). Det er et initiativ der skal tjene til at styrke Kinas indflydelse og økonomiske ekspansion. Ledsaget af lokkende påstande om frihandel er der en oplagt risiko for at initiativet kommer at udgøre blækspruttelignende tentakler, der rækker langt ind i Asien, Europa og Afrika. Uanset hvor uenig man i øvrigt kan være med Trump og hans ofte vilde udmeldinger, så er det evident at Kina på alle de her diskuterede områder repræsenterer en massiv udfordring for USA og såmænd også Europa. En udfordring, der i sine virkninger må antages at repræsentere en langt større trussel end eventuelle russiske forsøg på at influere på det amerikanske præsidentvalg gennem møder med Trumps støtter. Rent ud sagt synes Trumps forsøg på tilnærmelse til Rusland og hans forestilling om Kina som hovedtruslen at stemme langt bedre overens med realiterne end Kongressens og medierne bizarre optagethed af Rusland. Det understreges også af Kinas fortsat stærke økonomiske vækst. Her blot en sammenligning af GDP: China 2016: 11.199,15 mia. US $ Også disse angivelser er usikre, men med det er dog tydeligt, at GDP for USA endnu overgår Kinas. USA 2016 18.569,10 mia. US $ Skøn på udviklingen kan dog antyde, at Kina meget snart vil overhale USA's GDP. En artikel i Forbes afbilder f.eks. følgende scenarie:  USA's andel af det samlede globale output var i 2015 16,7 procent og udgør en stadig faldende andel.
Kinas andel af det samlede globale output, udgjorde i denne opgørelse i 2016 15,6 procent. I følge skønnet her vil Kina imidlertid nå op på 17,2 Procent i 2015 mens USA andel falder til 14,9 procent. Thucydides’s Trap "The defining question about global order for this generation is whether China and the United States can escape Thucydides’s Trap. The Greek historian’s metaphor reminds us of the attendant dangers when a rising power rivals a ruling power—as Athens challenged Sparta in ancient Greece, or as Germany did Britain a century ago." (The Atlantic). Thukydids fælde henviser til den oldgræske historikers og strateg. Hans forklaring på at krigen var uundgåelig udgør Thukydids fælde: "What made war inevitable was the growth of Athenian power and the fear which this caused in Sparta." (Thuc 1.23.). Den aktuelle tese og dens anvendelse på forholdet mellem den etablerede verdensmagt USA og Kinas hastigt voksende magt er fremsat af forskere ved "Harvards Belfer Center for Science and International Affairs" og populariseret i bestselleren: "Destined for War: Can America and China Escape Thucydides's Trap?" Kinas voksende magt og den selvbevidsthed der ledsager den viser sig på mange måder. Helt åbenlyst ser vi det i ekspansionen i Det Sydkinesiske Hav, hvor andre landes krav og internationale kendelser ignoreres. Indirekte i de tilfælde, hvor stater udsættes for sanktioner, hvis de foretager handlinger, der strider mod Kinas officielle interesse, ved f.eks. at støtte Tibet, have kontakt med Taiwan etc. Vi ser det også i Kinas øgede militære tilstedeværelse i andre dele af verden. For nylig med en militærbase i Djibouti, flådeøvelser med Rusland i Stillehavet og flådeoperationer i Østersøen. I den årlige rapport til Kongressen om US-Kina relationerne er man fuldstændig opmærksom på den militære udbygning i Kina. "The year 2016 saw Chinese President and General Secretary of the Chinese Communist Party (CCP) Xi Jinping continue to consolidate and grow the power of China’s military and security apparatus. This was highlighted in particular by his ambitious new military reform and reorganization; China’s continued assertiveness in the South China Sea, even in the face of an international arbitral ruling; demonstrations of the Chinese military’s efforts to improve its force projection capabilities; and the Chinese military’s expanding global engagement and footprint." (Security and foreign policy issues involving China). Bemærkelsesværdig er her bl.a. "buildup of aircraft carriers and other large vessels— which China now appears to be pursuing under a doctrinal shift to- ward ‘‘far seas’’ protection." Dvs. evnen til projicere militærmagt til fjerne egne af verden. Det minder faktisk om den tyske opbygning af flåden før Første Verdenskrig i konkurrence med Storbritannien. Bemærkelsesværdig er også Kianas satsning på cyber-, informations- og elektromagnetisk krigsførelse under en separat kommando. For kort siden kunne Kina også meddele, at man gennemført den første ubrydelig quantum kommunikation eller "teleportation" mellem en satellit og jorden. Det er ganske vist vanskeligt at foretage præcise opgørelser af hvor meget Kina bruger på militær opbygning, men med tal fra Sipri kan vi sammenholde Kinas udgifter med USA's. Forsvarsudgifter (efter SIPRI 1917) China 2016: 225.713 mia. in constant US $ USA 2016: 606,233 mia. in constant US $ Selv om tallene er usikre og der må tages med en række forbehold ved sammenligningen, er det evident at Kina bruger langt flere midler på udbygning af millitær kapacitet end Rusland Når det gælder mængden af atomvåben hinker Kina dog stadig efter USA og Rusland: Atomvåben i følge "Arms Control Association": Kina: 270 Altså i øjeblikket et relativt ringe arsenal i forhold til Rusland og USA, mere på niveau med Frankrig (ca. 300) og UK (ca. 215) Kinas magtpolitiske og militære stræben og faren for en "Thucydides trap" situation gør Kina til den absolut vigtigste udfordring på sigt for USA. Det er i således ikke Rusland, der er hovedudfordringen. Derfor forekommer Kongressens og mediernes fokus på Rusland som hovedfjenden mildest talt bizar. Det kreerer selvskabte imaginære trusler, der hvis man handler ud fra dem, kan blive reelle trusler. Man risikerer at ignorere elefanten i rummet, Kina, og risikerer med den perverse fokus på Rusland, at drive det i armene på et umådeligt stærkt Kina, i stedet for selv at skabe et stærkt partnerskab med Rusland, der kan være med til at moderere den kinesiske trussel. China and the intractable problem with North Korea "China is North Korea’s most important ally, biggest trading partner, and main source of food and energy. It has helped sustain Kim Jong-un’s regime, and has historically opposed harsh international sanctions on North Korea in the hope of avoiding regime collapse and a refugee influx across their 870-mile border." (Council on Foreign relations). I foråret håbede Trump optimistisk på Kinas hjælp til at få Nordkorea til at holde inde med provokationer og nedfryse sine atomvåben og raketplaner. I en tweet fra april hed det: "I have great confidence that China will properly deal with North Korea. If they are unable to do so, the U.S., with its allies, will! U.S.A." D. 21-22. juni i år mødtes udenrigsminister Tillerson og forsvarsminister Mattis med deres kinesiske modparter til det første "U.S.-China Diplomatic and Security Dialogue," der var blevet aftalt under Xi Jinpings besøg hos Trump i april. "The Chinese went into the meeting hoping to secure American agreement on a U.S.-China strategic partnership of some kind and to convince the administration to offer a freeze-for-freeze deal under which Pyongyang stops testing nuclear weapons and long-range ballistic missiles and the United States and South Korea agree to scale back military exercises." (foreignpolicy.com). Mødet har helt åbenbart ikke haft den ønskede effekt, for Nordkorea er ikke blevet mindre aggressiv hen over sommeren. Tone i Trumps Tweet er da også blevet langt mere kritisk overfor Kina. I slutningen af juli lød det sådan: I am very disappointed in China. Our foolish past leaders have allowed them to make hundreds of billions of dollars a year in trade, yet... — Donald J. Trump (@realDonaldTrump) July 29, 2017 ...they do NOTHING for us with North Korea, just talk. We will no longer allow this to continue. China could easily solve this problem! — Donald J. Trump (@realDonaldTrump) July 29, 2017 Trumps tweets røber frustrationen med Kina og man kan mene, at sådanne tweets ikke gør det store indtryk på Kina. De er imidlertid et tydeligt signal om mere substantielle tiltag. I følge "Washington Post" har administration i flere måneder forberedt en række indgreb bl.a. i form af handelsrestriktioner, der skulle bidrage til at øge det reelle pres på Kina for på sin side at presse Nordkorea til at stoppe de aggressive aktiviteter. Naturligvis vil yderligere pres på Kina i form af handelsrestriktioner kunne risikere at føre til handelskrig. "But confronting China is less risky than increasing tensions with North Korea through bellicose rhetoric"(Josh Rogin i WP) Fredag i sidste uge skulle Det Hvide Hus have været klar til at annoncere undersøgelser af Kinas overtrædelser af "U.S. intellectual property rights and forced technology transfers" Annonceringen blev ikke til noget, fordi det pludselig så ud til at Kina ville støtte en resolution med nye skrappe sanktioner mod Nordkorea i UN's Sikkerhedsråd. Det skulle være sket efter "threat of U.S. action on trade has led to a round of separate conversations between the U.S. and China on the issue at “high levels,” " "Washington Examiner" mener at Washington hermed har antydet, at man kunne blive tvunget til militær aktion mod Nordkorea. Under alle omstændigheder kan man konstater, at Sikkerhedsrådet forrige weekend enstemmigt (dvs. med Kinas og Ruslands tilslutning) vedtag nye og på papiret forholdsvis skrappe sanktioner mod Nordkorea. For en gangs skyld lød der anerkendende ord til Trump fra New York Times. "The measure’s unanimous approval was a diplomatic victory for the Trump administration and partly reflected growing impatience with North Korea by China" (NYT) Til de annoncerede sanktioner hører (UN).: "The Council moved to significantly strengthen the sanctions on the DPRK, imposing a full ban on theexport of coal, iron and iron ore from the DPRK. Previously these items could be exported for livelihoodpurposes, for a limited amount. The Council also prohibited countries from increasing the total number of work authorizations for DPRKnationals. It banned new joint ventures or cooperative entities with DPRK entities or individuals as well asadditional investments in existing joint ventures." Efterfølgende blev USA's UN-ambassadør, Nikki Haley, spurgt om man kunne forvente en reel effekt af sanktionerne. Hendes svar " Wait and see" Vent og se, ja for det drejer sig jo om hvad Nordkoreas "most important ally, biggest trading partner, and main source of food and energy," Kina, vil foretage sig. Man kan meget let få den mistanke, at Kina omsider befinder sig i et alvorligt dilemma. På den ene side har man formentlig helt tilsigtet i lang tid medvirket til at holde gryden i kog , dvs. givet Nordkorea snor nok til at det kunne repræsentere et konstant problem for USA, for Sydkorea og for Japan. Det kunne sagtens være i Kinas interesse, fordi så man altid havde noget indirekte at presse USA med, og fordi det kan aflede opmærksomheden fra Kinas egne ekspansive aktiviteter, f.eks. i Det Sydkinesiske Hav. Ja, jeg ved det er spekulation, men det forekommer underligt ikke at tage den mulighed i betragtning , når man husker, hvor vigtig Kina er for Nordkorea. Hvorfor har Kina f.eks. ikke tidligere holdt Nordkorea i stram snor og medvirket til overholdelse af tidligere sanktioner. Forklaringen kan være at det har tjent Kina egne interesser. På den anden side har de måske indset at der nu er en reel fare for, at USA under Trump vil realisere planer om handelsrestriktioner mod Kina og eventuelt foretage militære nålestiks operationer mod Nordkorea. Intet af dette tjener naturligvis Kinas interesser. Det kan betyde kaos langs Kinas lange grænse med Nordkorea og på hele den koreanske halvø, og bringe Kina ind i en yderst farlig konfrontation med USA. Truslen er nu så realistisk, at man måske denne gang ud over at stemme for sanktionerne også har tænkt sig at overholde dem og måske ligefrem udøve et mere aktivt pres på Nordkorea. Eller findes der en helt anden forklaring på Kinas tilsyneladende bekymring for sætte Nordkorea på plads, nemlig at man i realiteten ikke længere har mulighed for at influere på Nordkoreas efterhånden helt ustyrlige Kim Jong-un? Vi må afvente og se ... The unequal power triangle Det ene hjørne i magttrekanten udgøres af et stadigt fuldstændigt dominerende USA, det andet hjørne i trekanten af et hastigt mere magtfuldt Kina og det tredje hjørne naturligvis af et svækket, men slagkraftigt Rusland. Europa i skikkelse af EU tæller slet ikke i denne sammenhæng. Hvis vi så på økonomisk formåen ville EU naturligvis erstatte Rusland i trekanten, men ikke når det gælder evnen til at projicere militærmagt. På baggrund af gennemgangen her, turde det være tydeligt, at de helt store potentielle antagonister er USA og Kina, ikke USA og Rusland. Under Obamas præsidentskab førte erkendelse af dette forhold til forslag om at oprette et G-2 med USA og Kina som medlemmer, men dertil var interesserne nok for forskellige. Hvilke alternative konstellationer kan man så forestille sig i dag? Hvis man anerkender at det er Kina, der er store elefant i rummet, så bør EU og USA snarest muligt, og i overensstemmelse med Trumps udskældte forestillinger, søge at opbygge et partnerskab med Rusland. Det ville helt afgjort være til fælles fordel. Det ville give mulighed for økonomisk udvikling i Rusland og for øget samhandel og flere direkte investeringer i Rusland. Økonomisk ville det give Rusland mulighed for at anvende midler på andre formål end militæret til gavn for den russiske befolkning. USA kunne vende sin opmærksomhed mod Pacific siden, og Europa kunne genoptage forestillingen om, at der ikke udgik en overhængende fare fra Rusland. I en magtpolitisk ønsketænkning kunne man tænke sig, at USA og Rusland hjørnerne i trekanten nærmede sig hianden. Ikke helt til en "tokant," men nok til at se Rusland og USA i et partnerskab mod et ekspansivt Kina. |
