Nyetablering af Europa

Emmanuel Macron: Vil vi være de ny grundlæggere af Europa eller dens ”Totengräber”?

Den franske økonomiminister Emmanuel Macron hævder i et interview gengivet i Süddeutsche Zeitung, at den aktuelle Eurokrise har vist, at der er behov for et nyt grundlag for Europa og Eurozonen. Den græske krise og forhandlingerne om en ny redningspakke for Grækenland har vist, at man ikke kan fortsætte som hidtil. “Status quo fører til selvdestruktion” fordi de centrifugale kræfter er for store både i økonomisk og politisk henseende.
I lighed med Præsident Hollande argumenterer Macron for en “Økonomisk regering” for Euro-zonen. I Bruxelles skal der indsættes en ny Eurokommissær, med ansvar for at koordinere økonomi-, finans- og socialpolitik i de 19 Eurolande. Ønsket er en kommissær med vidtrækkende beføjelser og naturligvis med et stort budget til rådighed. Det måtte i givet fald betyde nye former for suverænitetsafgivelse for at redde Eurozonen på sigt. Macron hævder, at der er brug for en stor reform af samarbejdet. Med en offentlig debat, der ikke skal fungere som hidtil oppefra og ned, tror han dog, at borgere i Europa (eller mener han i virkeligheden blot Eurozonen?) er klar til store reformer. Ideer om en stærkere koordinering af økonomi-, finans- og socialpolitik, som betingelse for Euro’en er ikke ny. I et interview 2011 fremførte Delors, der var en af arkitekterne bag Euro’en, to betingelser: The euro can emerge from this crisis only if two conditions are met. The first is that the firemen must put out the fire [Eurokrisen]. The second is that there must be a new architecture. If you have one of these things without the other, the markets will be sceptical. The choice is either to accept a greater transfer of sovereignty or to submit to a common discipline”. (Delors).
Selv om en udvidelse af samarbejdet på de områder, som både Delors og Macron peger på, kan synes en nødvendighed, bliver det svært at gennemføre.
Kravet om en stærkere koordinering falder nemlig sammen med en åbenbart stigende EU-skepsis. En demokratisk accept forekommer derfor umulig, og så er der kun den ofte praktiserede, halvt fordækte salamitaktik tilbage. Naturligvis i den bedste mening og i alles interesse, selv om alle ikke kan se det endnu.