Grand débat national Med et "Chères Françaises, chers Français, mes chers compatriotes" indledte Macron sit åbne brev til befolkningen d. 13. januar 2019. Brevet må ses som et forsøg på at bringe de gule vestes protest ind i ordnede rammer. Macron erkender at der hersker utilfredshed og bekymring og at der er behov for nye klare ideer til at løse fremtidige udfordringer. Macron ønsker derfor at initiere en stor national debat i perioden indtil 15. marts. Vi har valgt at se debatten som Macrons dialog med befolkningen, ikke befolkningens debat med sig selv. Det er en dialog, hvor Macron hævder at der ikke vil være nogen forbudte spørgsmål. "... I also think that this debate can lead to a clarification of our national and European project, new ways of looking to the future, new ideas." Macron sætter kun én betingelse: "Ikke at acceptere nogen form for vold, ... for hvis alle er aggressive overfor alle andre, falder samfundet fra hinanden." I brevet opstiller Macron fire hovedemner for debatten. Emner, som han hævder dækker de mange store udfordringer, der skal findes svar på. Hermed har han også sagt hvilke spørgsmål han er villig til at diskutere og dermed indirekte gjort andre spørgsmål til forbudte spørgsmål. De fire temaer og nogle af de spørgsmål Macron ønsker svar på: Skatter, statslige udgifter og statslig indsats "How could we make our taxation fairer and more efficient? Which taxes do you think should be lowered as a priority?" Men Macron rejser også spørgsmålet om, hvor man skal begrænse de offentlige udgifter som forudsætning for lavere skatter. Samtidig markerer han, at han ikke vil trække allerede vedtagne skattelettelser for de mest velhavende tilbage, fordi han hævder at de vil sikre investeringer i Frankrig. Han rejser spørgsmålet om en social pagt, og om strategier til at bekæmpe fattigdom og arbejdsløshed. Statens organisering og offentlige institutioner Her rejses spørgsmålet om centralisering/decentralisering og magtfordeling. "Are there too many levels of civil service or levels of local authorities? Should decentralisation be strengthened and more decision-making and power be given as close as possible to the citizens? At which levels and for which services?" Miljø, økologi og klimapolitik Her gælder det især spørgsmålet om hvordan man skal finansiere miljø- og klimaindsatsen: "How is the ecological transition financed? If through taxation, then which taxes? And who should pay for it as a priority?" Demokrati og medborgerskab Spørgsmål om former for repræsentation og borgerinddragelse. "What role should our assemblies, including the Senate and the Economic, Social and Environmental Council, play in representing our territories and civil society? Should they be transformed, and if so how?" I spørgsmålet om medborgerskab indgår spørgsmål om pligten til at give asyl til flygtninge og ideer til forbedring af integrationen. Til slut erklærer Macron: "Your proposals will therefore make it possible to build a new contract for the nation, to structure the action of the government and Parliament, but also France's positions at European and international level. I will report directly to you within one month of the end of the debate." Det er Macron der drager konklusionen af dialogen. Det er ikke befolkningen eller dens repræsentanter, som f.eks. i det nylige irske eksperiment med "Citizens Councils." D. 15. januar begav Macron sig til sit første debatmøde for at debattere med lokale borgmestre fra nogle af de mere end 36.000 lokale kommuner i Frankrig. Lokalt har borgmestrene over hele landet allerede åbnet klagebøger, såkaldte cahiers de doléance, på rådhusene. Her kan befolkningen give udtryk for deres klager og komme med forslag til forbedringer. Ligesom der er oprettet andre kanaler, internet etc. hvor befolkningen kan give deres mening til kende. Egentlig repræsenterer Macrons initiativ en helt uhørt form for borgerinddragelse i et moderne repræsentativt demokrati. Ikke mindst naturligvis forsøget på at opsamle klager og forslag i klagebøger fremlagt i lokale rådhuse. Cahiers de doléance En gruppe af borgmestre fra landkommuner har allerede opsummeret klager og forslag fra de fremlagte klagebøger, der i visse tilfælde blot synes at bestå af simple hæfter med håndskrevne indlæg. Opsamlingen viser, at hovedparten af indlæggene (ca. 31 procent) vedrører social og skattemæssig uretfærdighed. Dernæst følger indlæg vedrørende den politiske organisation (14 procent), på tredjepladsen følger indlæg vedrørende planlægning, transport og mobilitet (9,4 procent) og på fjerdepladsen indlæg om demokrati ( 8,7 procent). Der er også indlæg vedrørende pensioner, landdistrikter, samt en lang række mere specifikke temaer, såsom nationalisering af motorveje og fornyelse af den politiske organisering. Ekkoet fra 1789 Med klagebøgerne (cahiers de doléance) hører man et svagt og måske i offentligheden ubemærket ekko fra revolutionen i 1789. Som svar på Frankrigs økonomiske problemer og efter protester fra befolkningen over stigende brødpriser udstedte kongen i 1788 instruktioner om indkaldelse af stænderforsamlingerne (Etats General), der bestod af henholdsvis repræsentanter fra kirken, adelen og tredjestanden (de borgerlige). Hver stand skulle indsamle klager fra befolkningen i "cahiers de doléance," og fremlægge dem for kongen. "His Majesty has commanded and commands the following: Each order shall draw up a list of grievances (cahiers de doléances)." I alt blev der indsamlet omkring 25 tusinde cahiers. Pudsigt at se hvorledes specielt klagerne og kravene fra tredjestanden i nogle tilfælde minder om dagens klager og krav. I "cahiers de doléance" fra Carcarsonne rejses således kravet om retfærdig beskatning: "No order, corporation, or individual citizen may lay claim to any pecuniary exemptions… All taxes should be assessed on the same system throughout the nation." Ingen særlig skatteunddragelse for kirke og adel. Andre klagepunkter fra tredjestanden gik på den politiske repræsentation. Med krav om et mere retfærdigt afstemnings system, med mere indflydelse til tredjestanden overfor de to øvrige stænder. "The whole kingdom shall be divided into provincial assemblies, composed of inhabitants of the province, freely elected by each class,and in the proportions established." Kongens indkaldelse af stænderforsamlingen og af "cahiers de doléance" blev som bekendt allerede i 1789 fulgt af nye konflikter, storm på Bastillen, kongens fald og vi ved hvordan det endte. Hvad vil der ske med Macrons forsøg på at indlede en storstilet dialog med befolkningen gennem en genoplivning af "cahiers de doléance" ideen? Eksperiment med uvis udgang Det er muligt at klagebøgerne og den store dialog i første omgang kan virke som en slags lynafleder for de gule vestes protester og føre til mere stilfærdige demokratiske forandringer i Macrons Frankrig Indtil videre fortsætter de gule veste dog med protestaktioner i byerne og rundkørsels aktionisme overalt Frankrig. Samtidig røber klagebøgerne, at der i dele af befolkningen hersker en udbredt utilfredshed og en høj grad af splittelse. "What the ‘books’ reveal are a maze of resentments, many of them contradictory – demands for lower taxes but higher social welfare benefits; cheaper diesel but more action on climate change; lower prices but higher wages; more university places but no fees. Underpinning them all, however, is a deep resentment of ‘them’ – the well-to-do of France’s ‘political class’ and its allies in the business sector and the Parisian bureaucracy, who are seen as the beneficiaries of the global economy. Macron is derided as the ‘President of the rich’, a new Louis XVI too arrogant to listen." (Humanities). De mange forskelligartede og i mange tilfælde modstridende krav og ønsker vil i hvert fald være vanskelige at forene i en fælles politik. Vi har i et tidligere indlæg om de gule veste vist hvorledes Macron ved at give efter for nogle af de gule vestes oprindelige krav øger udgifterne og mindsker statens indtægter. Hvilket kan skabe for problemer for intentionen om at overholde EU krav, ikke mindst kravet om at "medlemslandenes budgetunderskud holder sig under 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP)." Macron insisterer på at gennemføre skattelettelser for velhavende, fordi han mener det vil øge investeringer i Frankrig og mindske de velhavendes skatteflugt, mens de gule veste protesterer over netop disse skattelettelser, fordi de ser dem som uretfærdige. Som i et ekko fra 1789, hvor kravet lød ... "No order, corporation, or individual citizen may lay claim to any pecuniary exemptions." Kan Macron snakke sig fra protesterne, eller vil lynaflederen i form af klagebøger og dialoger i stedet puste til en ulmende utilfredshed i de dele af befolkningen, som ikke har fulgt med. Geografen Christopher Guilluy's har i bøger som "La France périphérique" og "No Society" undersøgt utilfredsheden. Han hævder bl.a. "Technically, our globalised economic model performs well. It produces a lot of wealth. But it doesn’t need the majority of the population to function. It has no real need for the manual workers, labourers and even small-business owners outside of the big cities." (Spiked). Kulturelt hersker der en afgrund mellem en selvbestaltet progressiv elite, eller snakkende klasse, der præger de officielle medier og de mennesker, der protesterer i gule veste. De gule veste ser ikke det progressive, de ser opløsning af egen kultur og værdier. Når man ser billeder af de protesterende, i fredelige demonstrationer, eller af dem, der semipermanent har slået sig ned i rundkørslerne, ser man almindelige mennesker. I et tidligere indlæg til forklaring valget af Trump til præsident skrev vi: Vor egen antagelse er, at samfundet i store dele af den vestlige verden efterhånden er at ligne ved en ekspanderende doughnut, hvor en mere og mere forskelligartet og højlydt periferi løber med al opmærksomheden, mens man ikke har øje for udhulingen af midten. Ekspansionen er endda så kraftig, at også periferien splittes i utallige, usammenhængende stumper. Billedet skal illustrere, at samfundet er ved at gå i opløsning. I alle mulige former for særinteresser og enkeltsagsgrupper i en ekspanderende periferi af doughnut'en. Det er de larmende, højtråbende, vildt gestikulerende grupper af fokuserede meninger, der alle søger at påkalde sig maksimal opmærksomhed, med det formål at opnå fordele for sig selv, uanset konsekvenserne for resten af samfundet. I det stadig større, tomme hul i midten finder vi de glemte dele af samfundet. En stor masse af isolerede mennesker. Mennesker uden organisering, uden evne til at samle sig i slagkraftige bevægelser, uden evne til at artikulere deres ønsker og krav i velformede forklaringer og begrundelser. I dag er vi så begyndt at høre dem. For nu larmer de. Vi hører deres uartikulerede råb, besværgelser, protester og aktioner. De markerer sig i protestpartier og de markerer sig med stumme stemmer på en stemmeseddel. Frygten for at blive ladt tilbage i det stadig voksende oversete hul i midten af doughnut'en synes generelt at kendetegne protesterne. Man frygter for konsekvenserne af en uhæmmet indvandring, man frygter for sit arbejde og udkomme, for stigende ulighed, for sin sikkerhed. Man vil klamre sig til det liv man forstår, kulturen, familien, måden at leve på. Derfor kræver man demokratisk indflydelse via nye partier og bevægelser. Politikken skal bidrage til at sikre ens liv i stedet for at medvirke til at gøre det uigenkendeligt, usikkert og uforståeligt. Ganske vist bliver de ofte affærdiget som "pak" "ikke stuerene," "højreradikale", "fremmedfjendske", modstanderne af udvikling i det hele taget, af globalisering, af multikulti, og beskyldt for at være besat af forestillinger om at ville opretholde et samfund, der er ved at gå opløsning. Med andre ord, den udhulede midtes krav er uforståelige og uantagelige for de selvbevidste og selvbestaltede progressive kræfter, der driver ekspansionen i det yderste af doughnut'ens periferi. Comments are closed.
|
Author
Verner C. Petersen Archives
May 2024
|