“Boots on the ground” i Ukraine?

Hvad bliver det næste? I et kort essay d. 2. marts 2023 skrev jeg ”Hvad er det næste, hvis Leoparder og endda kampfly ikke er nok? I det skjulte indsætte vestlige "boots on the ground " for at forstærke ukrainsk modstand?” (It is time for some hard questions! March 2, 2023).
Knapt et år senere kan man så opleve Præsident Macron hævde, ”at udsendelse af vestlige tropper til Ukraine ikke burde udelukkes i fremtiden,” ved et pressemøde efter støttekonferencen for Ukraine. Han tilføjede ganske vist: "Der er ingen konsensus i dag om at sende landtropper ... Men i dynamisk situation bør intet udelukkes. Vi vil gøre alt, hvad der er nødvendigt for at sikre, at Rusland ikke kan vinde denne krig.” (Le Figaro 26. februar, 2024)
Muligheden for vestlige ”boots on the ground” i Ukraine skal åbenbart bidrage til at skabe en slags strategisk tvetydighed i proxy-krigen mod Rusland. ”Jeg vil ikke fjerne tvetydigheden i aftenens debatter ved at oplyse navne. Jeg siger, at det blev nævnt blandt mulighederne… Mange mennesker, der siger aldrig, aldrig i dag, var de samme mennesker, der sagde 'Aldrig tanks, aldrig fly, aldrig langdistancemissiler for to år siden'." (Macron i Le Figaro 26. februar, 2024). Her skal man dog lige huske, at Frankrig ikke er har været blandt de fremmeste til at støtte Ukraine med meget mere end svulstige vendinger.
Macron’s udtalelser vakte naturligvis den tilsigtede opsigt, for vestlige ”boots on the ground” i Ukraine ville i sandhed være en afgørende rød linje.
Forbavsende nok har en første reaktion fra Rusland været relativ stilfærdig. Måske fordi man er vant til urealistiske ideer fra Macron, der afvises af alle andre. Kreml’s Dmitry Peskov understregede dog som svar på et spørgsmål: ”I så tilfælde taler vi ikke om sandsynligheden, men om uundgåeligheden af direkte konflikt.”
Næste dag kom så reaktionen fra Bundeskanzler Scholz. Den var afvisende, for også i fremtiden er der enighed om, at der hverken fra europæiske stater eller fra NATO vil blive sendt landtropper til Ukraine. ”Auf der Pariser Ukraine-Konferenz habe Einigkeit geherrscht, ”dass es keine Bodentruppen, keine Soldaten auf ukrainischem Boden geben wird, die von europäischen Staaten oder von Nato-Staaten dorthin geschickt werden.“ (Die Welt, 27.februar 2024).
 Andre er også i fuld gang med at afvise Macon’s prøveballon. Lige fra USA til Finland.
”Totalt vanvid” lød det også fra Jean-Luc Mélenchon fra det franske venstrefløjsparti ”La France Insoumise:” "At sende tropper til Ukraine ville gøre os til krigsførende … Den krigeriske verbale eskalering af en atommagt mod en anden stor atommagt er allerede en uansvarlig handling" (Le Figaro, 26. februar, 2024).
Marine le Pen fra Rassemblement National var lige så kritisk. For hende udgjorde forslaget "en eksistentiel risiko for 70 millioner franskmænd, og vores væbnede styrker, der allerede er udstationeret i Østeuropa." (Le Monde 28. februar 2024).
En hastig test (ikke repræsentativ) viste den franske befolknings holdning til spørgsmålet: ”Er du for at sende franske landtropper til Ukraine?” Ikke overraskende var flertallet imod. 76,02 % der var imod, mens 23,98 %, var for. ( https://video.lefigaro.fr/figaro/video/etes-vous-favorable-a-lenvoi-de-troupes-francaises-au-sol-en-ukraine/). Selvom Macron således ikke finder støtte i befolkningen, er det alligevel ganske overraskende at se, at næsten en fjerdedel er for at sende franske landtropper til Ukraine.
Har mainstream mediers ustandselige råben ”ulven kommer” (eller i dette tilfælde den russiske bjørn), virkelig gjort næsten en fjerdedel af den franske befolkning ivrige efter at føre krig? Og hvis det er tilfældet, hvad så med resten af Europa? Er det virkelig ved at være tænkeligt, at der kan opstå en begyndende accept af at man kan gå mere direkte i krig med Rusland?
I realiteten er det vel ikke helt forkert at antage, at de første skjulte støvleskridt kan være taget for længst. At mandskab fra vestlige militære enheder og efterretningstjenester allerede på forskellig vis er mere eller mindre direkte involveret i proxy-krigen mod Rusland i Ukraine. Ved flere af de mere spektakulære ukrainske aktioner må man antage at vestlige enheder har været dybt involveret, f.eks. ved indsættelse af AWACS-fly og droner. New York Times skrev for nylig, at CIA er involveret i et netværk af 12 hemmelige C.I.A. baser langs med den russiske grænse. Det vel heller ikke utænkeligt, at Ukraine i praksis får direkte hjælp fra vestligt mandskab i form af vejledning og instruktion i betjening af myriaden af avancerede vestlige våben. Jamie Shea med en fortid i NATO hævder ”Der har uden tvivl været vestlige specialstyrker i Ukraine siden krigens begyndelse, de kan give træning til ukrainske specialstyrker og hjælpe med at planlægge sabotage- og kommandooperationer, " (euobserver, 27. februar 2024).
Hvis ikke det hele skal ende i en storkrig er der således snarere brug for mere ”Kriegsmüdigkeit” end ”Kriegstüchtigkeit” i Vesten.
Måske er det også erkendelsen hos nogle republikanske senatorer i USA. Hør blot senator Marco Rubio (R-Fla), der er viceformand i The Senate Intelligence Committee: "The reality at this point that we have to confront is that that war ends with a negotiated settlement … And the question is — when they finally figured that out — when we finally get to that point, who has more leverage —Putin or Ukraine?” (Politico, 27. februar, 2024).