 Nej, sørme nej, hvis man skal fremtrædende danske medier. For Berlingske mener at Mette Frederiksen ikke er naiv ”Det er måske en af statsministerens største styrke.” Thomas Bernt Henriksen i samme avis hævder endda, at Ukraine krigen er Mette Frederiksens største bedrift som statsminister (jeg tror dog ikke at han mener at hun er ansvarlig for den). Hun er modsætningen til socialdemokraternes tidligere mere neutrale ageren i forhold til f.eks. NATO. Agere hurtigt og håndfast uden at se sig tilbage er da også næsten et kendetegn for Mette Frederiksen, er det ikke? Tænk Corona nedlukning, Mink aflivning og Bededags afskaffelse. Men kan hurtige og håndfaste meninger og beslutninger i relation til Ukraine krigen ikke vise sig at være dumdristige og naive, problematiske og farlige på sigt? Ikke for mainstream medier i hvert fald, de agerer næsten kun som ekkorum for hendes ageren i forhold til Ukraine. Her er så til gengæld et forsøg på en mere kritisk tilgang. Rusland skal bare undskylde og trække sig tilbage… I forbindelse med det besynderlige topmøde i Schweiz om muligheden for fred i Ukraine, hvor Rusland var udelukket og ledere som Biden fandt noget andet at tage sig til, var Mette Frederiksen på banen med følgende udsagn: ”Hvis Rusland ikke vil have fred, får vi jo ikke noget ud af, at de to sidder over for hinanden, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på vej ind til fredstopmødet. Vi kan kun opnå fred, den dag Rusland siger, at "selvfølgelig var det forkert at gå i krig, vi trækker vores tropper tilbage og lader være med at slå civile ihjel." (DR 15. juni). Var det udtryk for klogskab og et vigtigt led i hendes store indsats for Ukraine? Eller var det ikke snarere et eksempel på en hastig, tankeløs og naiv reaktion? Hvad er mon chancen for at det skulle ske, i en krig med en sådan indsats af menneskeliv på begge sider? Lig nul, javel, men det synes at være et her og nu syn på sagen fra Mette Frederiksen. Vi har alle været for naive … eller snarere for overmodige I et interview med Financial Times hævder Mette Frederiksen at Europe har været for naiv. “We have been too naive, and in the western part of the world we have been too focused on getting richer, and therefore we also have built up dependencies on countries that we should not be dependent on — gas from Russia, and new technologies from China.” Og tilføjer, at der er på tide at have en “discussion with our populations . . . in general we haven’t paid a price for our freedom the past 30 years.” Det naïve Europa må undgå fejlene fra 1030’erne og “step up and scale up” forsvarsindustrien for kunne stoppe et imperialistisk Rusland, hvor Ukraine blot er det første mål. To påstande her: Det var naivt at gøre sig afhængig af gas fra Rusland og teknologi fra Kina og naivt ikke at opbygge et forsvar mod et imperialistisk Rusland. Et i sig selv yderst naivt og overfladisk syn på tiden efter Sovjetunionens sammenbrud. Dengang så man det i hvert fald som noget positivt, klogt bidrag til fred i verden, fredelig sameksistens med ”Wandel durch Handel” og Wandel durch Annäherung.” Mette Frederiksen berører jo slet ikke, hvad der gik galt med denne sameksistens politik og hvorfor den var naiv. Hovedårsagen til proxy-krigen i Ukraine skal slet ikke findes i en genoplivet Russisk imperialisme, men i stedet i en U.S. amerikansk ”imperialisme,” styrket af selvtilstrækkeligt overmod over, at USA nu stod som den eneste stormagt i Verden. “After the collapse of the Soviet Union the United States may be said to be the world’s sole superpower, enjoying a predominance on the world political-military stage that is unprecedented in the last century.” Beruset af sin magt opstod der forestillinger om et "Pax Americana, hvor det første mål var at forhindre opkomsten af en ny rival: “With the Soviet Union gone, the United States had a choice. It could capitalize on the euphoria of the moment by nurturing cooperative relations and developing multilateral structures to help guide the global realignment then taking place; or it could consolidate its power and pursue a strategy of unilateralism and global dominance. It chose thelatter course.” (A secret memorandum by the Under Secretary of Defense for Policy, Paul Wolfowitz, 1992). Husk hvad overmodet senere førte til. Ved Det Nordatlantiske Råd i Bukarest den 3. april 2008 blev Ukraines og Georgiens euro-atlantiske forhåbninger om medlemskab af NATO opmuntret. "Vi aftalte i dag, at disse lande bliver medlemmer af NATO" (NATO Bukarest-topmødeerklæring 2008). Opmuntringen kom især fra Bush-administrationen, der ivrig efter at udvide NATO. Man Ignorerede advarsler fra Rusland om, at et ukrainsk medlemskab ville tvinge Rusland til at behandle Ukraine som en fjende. Tyskland og Frankrig blokerede dog i 2008 for planerne om ukrainsk medlemskab af NATO, argumenterede for, at Ukraine ikke var klar og lyttede åbenbart til russiske advarsler. Premierminister Fillon fra Frankrig argumenterede: "Vi er imod Georgiens og Ukraines indtræden, fordi vi mener, at det ikke er et godt svar på magtbalancen i Europa og mellem Europa og Rusland." Senere vendte stemningen åbenbart. “President Biden said very clearly that the decision on Ukraine's accession to NATO is the decision of the Ukrainian people only, this is a sovereign and independent Ukrainian state.” (Reuters). For Rusland var et ukrainsk NATO-medlemskab uacceptabelt. Muligheden for Ukraines optagelse i NATO førte til at Rusland overrakte USA og NATO et forslag til en ny traktat om sikkerhedsgarantier (dateret 17. december 2021). Hverken USAs Biden eller Europas ledere lyttede til den vrede russisk modstand mod et Ukrainsk NATO-medlemskab. De russiske krav blev afvist af Blinken og NATO, hvilket viste vise sig at være hverken klogt eller diplomatisk. Det er her vi skal finde den væsentligste direkte årsag til den russiske invasion i Ukraine. Så modsat Mette Frederiksen var det ikke sameksistenspolitikken, der var naiv, det var den naivt overmodige tro på, at Rusland ville acceptere, at den fortsatte ”åh så fredelige” NATO-udvidelse mod øst nu skulle omfatte Ukraine. Bøh! Angsten for det russiske monster Efter Ruslands invasion i Ukraine bredte en imaginær men selvforstærkende kollektiv frygt sig blandt Europas ledere. Frygten for at den aggressive russiske bøhmand i skikkelse af Præsident Putin, kunne udfordre og angribe andre dele af Europa. Hør blot Mette Frederiksen: “I see a more aggressive Russia in all aspects, not only in Ukraine. And I think we have to ask ourselves: is it the final destination for Russia? Or part of what they want to achieve in building a Greater Russia again?”… “They are building a war economy now in Russia and in a few years they will be able to attack or challenge a Nato country if we are not able to do deterrence and defence and if we are not united in Nato,” …. “What we have to do in the coming years is to ensure it will not happen.” (FT, February 27, 2024). Mette Frederiksen er ikke alene om at fremmane den russiske bøhmand/monster. Hvad skal man så gøre denne frygt? Hos børn, der er angste for monstre i mørket kan det måske hjælpe at tænde lyset, men hvad gør vi med vestlige ledere der er bange for det mørke Rusland? Kritiske stemmer og medier burde måske bidrage til at skaffe lys, men slukker i stedet lyset for rationelle argumenter og bidrager til at øge frygten. Lad os så forsøge med lidt lys i stedet. For det første er det evident at Rusland har svært ved at nå i mål med sin invasion i et Ukraine støttet af Vesten, hvorfor det forekommer rigeligt naivt at forestille sig at Rusland skulle vove at angribe militært andre steder i Europa (måske med undtagelse af Moldova). I øjeblikket er det i hvert fald for svagt militært til at udgøre en konventionel militær trussel mod andre dele af Europa. Men så i en nær fremtid da? Også her viser den militære balance mellem Rusland og NATO at det forekommer usandsynligt. Det mener også chefen for den UK’s forsvarsstab, Admiral Radakin: ”The inescapable fact is that any Russian assault or incursion against NATO would prompt an overwhelming response. The thousands of Allied troops currently stationed in Poland and the Baltic states could draw on the 3.5 million uniformed personnel across the Alliance for reinforcement. … With a collective GDP twenty times greater than Russia. And a total defence budget three-and-a-half times more than Russia and China combined. Plus NATO has the additional strategic depth of a population of over 1 billion. And sitting above all of this is NATO as a nuclear alliance. The biggest reason that Putin doesn’t want a conflict with NATO is because Russia will lose. And lose quickly.” (UK Defence Journal. March, 2024). Dermed burde der lys nok til at vise, at frygten for den russiske bøhmand er overdrevet, i hvert fald når det gælder konventionelle militære angreb på andre del af Vesten. Alligevel holdes den mytiske bøhmand/monster i live. Med gentagne påstande om at Putins Rusland vil angribe andre lande i Europa, hvis ikke det bliver stoppet effektivt i Ukraine. En påstand, der også hyppigt benyttes også af Zelensky, der så naturligvis kan hævde, at Ukraines forsvarskrig mod den russiske invasion er en krig til forsvar for resten af Europa, hvorfor den naturligvis kræver massiv støtte fra Europa. Mette: Mere tempo, mere F16, færre røde linjer Mette Frederiksen er naturligvs upåvirket af forsøg på at mindske frygten for bøhmanden og følger derfor også Zelenskys argumenter for en stærkere indsat mod Rusland. Europa må sætte tempoet op i sin oprustning og samtidig øge indsatsen for og i Ukraine. ”Vi må sætte tempoet op i Europa og opskalere indsatsen. Jeg er enig med amerikanske præsidenter – Biden, Trump og Obama – som alle har sagt, at Europa ikke har gjort nok, og at vi skal gøre mere for vores egen sikkerhed. Jeg er enig med dem.” (Mette Frederiksen citeret i JP d. 9. juli 2024). Hun vil derfor ikke udelukke at man skal hæve forsvarsbudgettet endnu mere for at sikre ”at Putin ikke vinder krigen i Ukraine og herefter går videre til andre lande.” Større indsats fra et Danmark, der allerede ”punches above its weight” i sin støtte til Ukraine. Her en oversigt fra Udenrigsministeriet, dateret 11. juli 2024.  Har der været nogen skjulte overvejelser bag det, at Danmark ”punches above its weight” i sin Ukraine støtte? Er det for at sikre at landet står sig godt i relation til USA, og givet fald hvorfor? Er det en slags nyfunden krigeriske begejstring i udenrigspolitikken, eller har (skam få tænke derom) Mette Frederiksen og Lars Løkke haft egne personlige bagtanker med deres krigsbegejstring.
Hvad støtter den danske befolkning? Tjah, i hvert fald ikke Mette Frederiksen, selvom det ikke nødvendigvis måtte skyldes hendes Ukraine støtte, for medierne formidler jo uafbrudt at hun har ret. Men med den voldsomme tilbagegang for Socialdemokratiet i meningsmålinger og hendes bund-score i målinger af popularitet, kan man næppe sige at hun taler på alles vegne. Danske F 16 mod mål i Rusland? Mest omtalt lige nu er støtten i form af aldrende danske F 16 jagerfly og den vel efterhånden afsluttede, men ifølge rygter utilstrækkelige uddannelse af Ukrainske piloter til flyve dem. Ved NATO-topmødet i Washington i juli blev det i en fælles pressemeddelelse lovet at danske og hollandske F16 fly kommer i luften over Ukraine i løbet af sommeren. ”Regeringerne i Danmark og Holland har igangsat processen med at donere amerikanskproducerede F-16-fly til Ukraine med støtte fra USA. Processen med at overføre disse F-16 er i gang, og Ukraine vil kunne flyve operationelle F-16 denne sommer. Vi kan ikke give yderligere detaljer for nuværende på grund af operationelle sikkerhedshensyn (JP 10. juli 2024). Senere har USA lovet at levere passende ammunition til flyene. Hvordan indsatsen konkret skal foregå vides ikke, men der har været rygter om at F16 flyene kunne stationeres i Rumænien for at sikre dem mod russiske angreb. ”Der er et vist antal fly, der vil blive opbevaret på sikre luftbaser uden for Ukraine, så de ikke er mål her. Og det vil være vores reserve, hvis det er nødvendigt, til at erstatte defekte fly, som er under rutinemæssig vedligeholdelse,” siger en Ukrainsk officer (JP. 12 juni, 20224). Måske mener at F 16 flyene vil være udenfor Ukraine, når de ikke er på mission? Og hvad i øvrigt med logistisk støtte? Mette frygter ikke Rusland og har ingen røde linjer Indsatsen af F16 jagerfly betragtes naturligvis som en eskalation i Rusland, så meget mere som Mette Frederiksen i et interview i Die Welt siger ”Ich habe nie rote Linien für die Ukraine gezogen. Das gibt Russland eine zu gute Position” (Die Welt 12. July, 2024). På spørgsmålet om det også gælder indsatsen af F 16 flyene, svarer hun: “You cannot put that question and expect simple answers because it all depends on the circumstances. It has to be according to international law. … "But it is possible also to reach targets outside Ukraine, yes" (The Kyiv Independent July 12, 2024). Gentaget i Berlingske: ”Vi har sagt fra dansk side, at de våben, vi donerer, skal bruges i Ukraine. Men de kan også bruges ind i Rusland, hvis det er inden for international lov, og det eksempelvis er til at ramme militære mål. Jeg har det selv sådan, at jeg synes, vi har brugt for lang tid i Europa på at diskutere, hvad Ukraine kan og ikke kan. Jeg vil langt hellere fokusere på, hvad der skal til for, at Ukraine snart vinder denne krig, siger Mette Frederiksen.” Berlingske 12. juli, 2024). Er du ikke bange for at eskalere krigen i Ukraine? Mette Frederiksen: ” Nej, det er jeg ikke. Og jeg anerkender ikke, at det er os, der eskalerer krigen. Vi skal minde hinanden om, at der kun er én aggressiv part. Det er ikke Nato, det er ikke Ukraine, det er Rusland. (Berlingske 12. juni, 2024). Et næsten barnligt synspunkt a la ”det var ikke mig der begyndte så …” For siden krigens start har der været en gensidig eskalering in ”fits and starts.” Ser man tilbage på de tidligere runder af først nej, derefter måske, og til sidst ja, af eskalerende leveringer af forskellige slags våben, der skulle give en afgørende fordel for Ukraine, er det indlysende, at de ikke har bragt nogen afgørende fordel. Det, de måske har gjort, er at holde Ukraine i spillet, ikke vinde deres kamp, men heller ikke tabe. Resultatet er en farlig fortsættelse af den igangværende kamp, med russiske mod-eskaleringer. Så hvad kan den næste runde af eskalationer blive? For nylig argumenterede Mette Frederiksen for at slå hårdere tilbage mod Rusland. Vi er nødt til at slå hårdere tilbage … Spørger du mig, har vi ladet denne her krig køre for længe (DR 9.juli, 2024). Det er vanskeligt at se det som andet et argument for endnu mere vestlig eskalation, hvormed hun jo så modsiger sig selv. Nej, Mette Frederiksen ser ikke, at hun med hurtige verbale håndkantslag og naive argumenter for mere eskalation ikke bidrager til skabe en fred i Ukraine. Hvad kan forventes, hvis den lovede støtte ikke er nok. Hvad mere kan eller vil Vesten være i stand til at gøre? Flere moderne fly, mere personel hjælp? ”Boots on the ground?” Ingen idé, men måske er Vesten begyndt at indse farerne forbundet med en fortsat eskalering og en igangværende krig. Faren for at Ukraine ”bleeds out”, for nu at sige det ligeud, eller et uheld eller provokation fører til åben krig mellem NATO og Rusland, eller at Ukraine tilsidst må acceptere en slags fait accompli som f.eks. oprettelse af en DMZ (Demilitarized zone). Den sidste mulighed ville muligvis være den mindst farlige vej ud af det nuværende dødvande. Ser Mette Frederiksen ikke faren for at en trængt Biden eller måske en præsident Kamala Harris, med USA’s ydmygende Afghanistan tilbagetrækning i erindringen, involveret i en proxy krig uden tydelig ende og konflikter og krige i det nære, mellemste og fjerneste østen, og tydeligt bange for at måtte erkende et nyt nederlag, kan finde på at overskride de sidste røde linjer for Rusland, hvis ikke Europa holder igen i meget større grad end de har gjort. Eller tag et andet scenarie, hvor Donald Trump, som vinder af præsidentvalget, vil true med at nedtrappe engagementet i Ukraine. En stor del af republikanerne ville jo støtte dette og befolkningen tilsyneladende også. Hvilket lidt skarpt sagt ville lade et fuldstændig uforberedt Europa stå alene i Ukraine, med en krig som aldrig har været i Europas interesse. Påstanden om at Rusland ikke vil forhandle ”Europa har forsøgt dialogens vej med Putin og Rusland. Det virkede ikke. I stedet angreb Putin et europæisk land. Og man kan ikke forhandle fred med en mand, der ikke ønsker at forhandle fred” (Mette Frederiksen, JP 16. juli, 2024). Hvad er det mon en dialog, der ikke virkede? Forslag fra russisk side blev afvist af Bidens og Blinkens udiplomatiske linje. USA afbrød simpelthen dialogen før krigen startede. Kort om forløbet. December 17, 2021 fremsatte Rusland et forslag til en aftale. Forslaget indeholdt en række krav, bl.a. dette: Article 4 The United States of America shall undertake to prevent further eastward expansion of the North Atlantic Treaty Organization and deny accession to the Alliance to the States of the former Union of Soviet Socialist Republics. The United States of America shall not establish military bases in the territory of the States of the former Union of Soviet Socialist Republics that are not members of the North Atlantic Treaty Organization, use their infrastructure for any military activities or develop bilateral military cooperation with them. (Emphasis added). Først den 26. januar 2022 afleverede USA og NATO deres skriftlige svar på de russiske krav uden på det tidspunkt at offentliggøre indholdet af deres svar. Fra en tale af udenrigsminister Blinken samme dag får vi den første indikation af det amerikanske svar. Det russiske krav om garantier for, at Ukraine ville blive holdt uden for NATO, afvises. Blinken: Vi gør det klart, at der er kerneprincipper, som vi er forpligtet til at opretholde og forsvare - herunder Ukraines suverænitet og territoriale integritet og staters ret til at vælge deres egne sikkerhedsarrangementer og alliancer." Senere blev de skriftlige svar på de russiske krav lækket til den spanske avis El Pais. I relation til det russiske krav om at stoppe yderligere NATO-ekspansion mod øst, hedder det ifølge El Pais: ”The United States continues to firmly support NATO’s Open Door Policy.” En utvetydig afvisning af det russiske krav. Svaret fra NATO er naturligvis det samme, NATO ”reaffirm our commitment to NATO’s Open Door policy under Article 10 of the Washington Treaty.” Kort sagt, en kontant afvisning af det russiske forslag/krav. Man kan næppe hævde som Mette Frederiksen gør, at man har forsøgt dialogens vej med Rusland med så kontante afvisninger af Ruslands forslag. Den 24. februar 2022 invaderer Rusland så Ukraine. Det er ikke svært at forestille at invasionen er en direkte følge af den U.S. amerikanske og NATOs afvisning af forhandling om det russiske krav og i den sammenhæng spiller Europa tilsyneladende blot rollen som USA’s tro, men ilde forberedte væbner, uden nogen selvstændig holdning. Allerede i de første måneder af krigen forsøger både Rusland og Ukraine at afslutte krigen med bistand af mæglere. Senere er papirer fra disse forhandlinger mellem Rusland og Ukraine blevet offentlige. I forhandlingerne synes man at være nået frem til, at Ukraine vil erklære sig neutral, men få mulighed for at ansøge om medlemskab af EU. I et udkast fra dateret 15. april 2022 hedder det: “The Parties to this Treaty share the understanding that Ukraine's status as a permanently neutral state is, subject to the provisions of this Treaty, compatible with Ukraine's possible membership in the European Union.” (New York Times). Der er stadig strid om andre punkter, bl.a. i relation Ukrainske krav om en sikkerhedsaftale og vi ved jo at forhandlingerne bliver afbrudt. Om det skyldes, som påstået, premierminister Johnsons løfte om støtte til Ukraine, ny udvikling på slagmarken, eller andet vides ikke. Umiddelbart er det i hvert fald svært at forstå, hvorfor invasionen ikke umiddelbart fører til en vidtrækkende og selvstændig Europæisk diplomatisk indsats for at skabe fred. Hvad vi ser er kun nogle få europæiske ledere, der hver for sig forsøger sig. Udefra set virker det unægtelig som om Europa blindt følger i Biden/Blinken administrationens uforsonlige spor. Den tyste erkendelse …? Nu, hvor det efter Biden påtvungne afkald på at være demokraternes kandidat til præsidentvalget, er blevet særdeles usikkert hvordan USA vil agere i fremover i relation til Ukraine, synes Europæerne i det skjulte at være kommet på andre tanker. Med henvisning til kilder i Bruxelles skriver Die Welt under overskriften ” Die düstere Ukraine-Realität, über die Nato-Insider nur anonym sprechen wollen,” skriver avisen: ”I Bruxelles forventer næsten ingen mere, at Ukraine vil få sine tabte områder tilbage. Men ingen vil tale om det - i hvert fald officielt. WELT har talt med en række insidere, der begrunder deres dystre udsigter med kendsgerninger som Europa selv har skabt. (Die Welt, 30. juli 2024). Hvad skal vi så sige om Mette Fredriksens påstande om ingen forhandling og fremfor alt hendes krigeriske snak om en hårdere linje over for Rusland med mere støtte til Ukraine, eller hendes intention om at vi skal kræve at Rusland skal sige, "selvfølgelig var det forkert at gå i krig, vi trækker vores tropper tilbage og lader være med at slå civile ihjel.” Mette er stadig overbevist, hør blot: »Det, der ligger tekstmæssigt nu, er: Det ligger fast, at Ukraine hører til Nato. For det er det, de ønsker at gøre. Der er ikke noget, der kan stoppe den rejse«, (Politiken, 10. juli, 2024). Hun vil åbenbart ikke erkende at der er meget der kan stoppe denne rejse. Hvor er den kritiske presse? Er hendes holdning ikke både dumdristig og naiv på hele Danmarks vegne? Repræsenterer den virkelig den danske holdning, støttet af fuldstændig ukritiske medier, der slet ikke længere optræder som en ”fjerde statsmagt. Hvor det måtte gælde, at en kritisk presse ”holding those in power to account” og agerer objektivt, upartisk, med forsøg at belyse også kritiske synspunkter. I stedet agerer danske medier, måske med Zetland som en undtagelse, som klakører, der opildner synspunkter som Mettes. De synes at se sig selv meningsdannere, opdragere af befolkningen til det rette synspunkter, der i dette tilfælde synes at overlappe fuldstændigt med den nuværende regerings. Ukraine parallellen til Biden løgnen? Ved Nato-topmødet Washington introducerede Biden Ukraines Zelensky med ordene: “And now I want to hand it over to the president of Ukraine, who has as much courage as he has determination, ladies and gentlemen, President Putin." Det blev naturligvis rettet men skaden var sket. Igen havde Biden vrøvlet. Ved samme topmøde sagde han ved en presse konference “Look, I wouldn't have picked Vice President Trump to be vice president if she was not qualified to be president. So start there," som svar på et spørgsmål. Da Mette Frederiksen senere bliver spurgt om Bidens markante fejltagelser, siger hun: ”Det er en talefejl, og vi kan allesammen komme til at sige noget forkert. Jeg tror, den eneste, der glæder sig over, at det her fylder så meget, er Putin. ” Hun udtrykker også, at hun er tryg ved Præsident Biden. I meget lang tid gælder det samme for andre vestlige ledere og størstedelen af pressen. Uanset hvor forvrøvlet Biden udtrykker sig, uanset at han tilsyneladende skal forsynes med detaljerede cue-cards, når han skal møde prominente besøgende i Det Hvide Hus, afviser mainstream medier tegn på at han ikke længere vil være i stand til at varetage arbejdet som præsident eller stå som kandidat til valget i november. Man taler om ondsindet sladder og fake videos, når Biden med et tomt blik fryser i sekunder. Formentlig agerer medierne mod bedrevidende, formentlig i følge deres egne forestillinger i en bedre sags tjeneste. Objektivt og neutralt er det i hvert fald ikke. The tipping point for Biden – og for Ukraine? Pludselig vælter læsset så og den lange løgn om Bidens mentale kapacitet afsløres for alle. Debatten med Trump afslører hvor slemt det står stil. I første omgang forsøger man sig med forklaringsforsøg og afvisninger a la Mette Fredriksen, men den løgn som mainstream medier og vestligere ledere har søgt at holde i live, falder pludselig sammen som en punkteret ballon. Hvad vil jeg med dette? Såmænd blot antyde at det samme pludselige omslag i meninger kan ske i relation til proxy-krigen i Ukraine. At man må erkende at det var en utopi at man kunne tvinge Rusland i knæ, eller at Rusland skulle kunne tvinges til at sige: "selvfølgelig var det forkert at gå i krig, vi trækker vores tropper tilbage og lader være med at slå civile ihjel.” Hvorfor holder politikere som Mette Fredriksen og vestlige medier fast i en utopi, bidrager til eskalering, til tabet af tusinder af menneskeliv, til et billede hvor Ukraine modstanden er vigtigere end næsten alt andet, hvilket må forekomme besynderligt for resten af verden. Samtidig med at risikoen for en storkrig stiger med hver eneste eskalering. Vedligeholder de i fællesskab ikke en ny fælles løgn, hvor de nødvendigvis må forsøge holde kritiske stemmer ude, ved at latterliggøre dem som putinister og moskvatro, ved miskreditere dem og ved at ignorere dem. Forhåbentlig brister løgnen før vi i en stigende spiral af eskalation ender i en storkrig. Husk at den nuværende Biden administration vil stationere mellemdistanceraketter som Tomahawk (rækkevidde 1.300 km) og fremtidige Dark Eagle hypersoniske missiler (rækkevidde >3.000km) i Tyskland fra 2026. Rusland vil selvfølgelig vil opstille tilsvarende med retning mod Europa. Hvor er de fredsbevægelser, der råbte op sidste gang det skete? Hvad får løgnen og utopien til at bryde sammen? Ukraines ”bleeding out of manpower,” fulgt af et omslag i stemningen i Ukraine. Nye højre-politikere i Europa, der er kritiske over for Ukraine-krigen. Ekstrem og akut fare for atomkrig ved en fortsat eskalering. Eller en Præsident Trump, der støttet af sit republikanske parti, dekreterer nok er nok, Ukraine må tvinges til forhandling med Rusland og utopien om at generobre alt tabet land må opgives. Se også: Åbent brev til Mette Frederiksen https://dk.linkedin.com/pulse/%C3%A5bent-brev-til-mette-frederiksen-verner-c-petersen-tctof No need for NATO today, if dismantled in the 90s https://www.linkedin.com/pulse/need-nato-today-dismantled-90s-verner-c-petersen-e0imf or https://wahrnehmungen.weebly.com/blog/no-need-for-nato-today-if-dismantled-in-the-90s Freezing the war in Ukraine? https://wahrnehmungen.weebly.com/blog/freezing-the-war-in-ukraine Rules-Based Disorder of a weakened U.S. hegemon https://wahrnehmungen.weebly.com/blog/rules-based-disorder-of-a-weakened-US-hegemon Biden, the most dangerous man for peace in Europe? https://wahrnehmungen.weebly.com/blog/biden-the-most-dangerous-man-for-peace-in-europe Proxy war in Ukraine because Biden and Blinken bear a grudge? (11/03/22 ) https://wahrnehmungen.weebly.com/blog/proxy-war-in-ukraine-because-biden-and-blinken-bear-a-grudge? |
